| Landsbyerne
| | I slutningen af vikingetiden flyttede mange bebyggelsesenheder sammen og dannede de landsbyer, som, for manges vedkommende, siden kom til at ligge samme sted helt op til nutiden.
I forhold til tidligere var dette, i samspil med den enorme ændring i jordbruget, en radikal forandring, der muliggjorde, at Harald Blåtand var istand til at samle Danmark til ét rige. |
Bebyggelsen
På baggrund af et stort antal arkæologiske udgravninger i de skånske landsbyer langs Øresund har det kunnet påvises, at de fleste middelalderlige landsbyer stammer fra slutningen af vikingetiden, dvs. slutningen af 900-tallet – begyndelsen af 1000-tallet.
Det er samme mønster, man finder mange andre steder i Danmark. Forklaringen må være, at en stærk central magt i denne periode har taget over og indført et nyt organisationssystem, som har omfattet de egne, der havde størst betydning. Det er nok ikke helt forkert at antage, at indledningsfasen i denne omstrukturering er begyndt med Harald Blåtands erobring af Øresundsregionen, antagelig i slutningen af 970erne.
Tidligere havde bebyggelserne ligget spredt rundt om i landskabet. Nu anbragtes alle bondegårde i stedet for tæt ved hinanden i såkaldte ”bygader”. I Malmøområdet er der talrige eksempler på såkaldte grubehuse. Det er kendetegnende for dem, at de er ca. 4 x 5 meter store, har haft en tagstolpe i hver gavl og har været gravet knap en meter ned i jorden. Disse grubehuse findes som regel langt uden for selve bebyggelserne i ”bygaderne”, selvom de synes at være fra samme periode som dem.
Som eksempel på en bondegård i en bygade fra ca. 1000 kan man nævne det store langhus, som blev fundet i Tygelsjø landsby lige syd for Malmø. Langhuset var, som det var almindeligt dengang, placeret øst – vest. Kraftige stolpehuller viser, at væggene har været lavet af planker. Huset har været seks meter bredt og mindst 30 meter langt. Stolpehuller, der er gravet på skrå, viser, at tagets spær har gået ned i jorden. Hældningen gør, at man kan anslå taghøjden til ca. otte meter.
I Lockarp, en anden af landsbyerne i det nuværende Malmø, er en hel stormandsgård fra ca. 1000 blevet gravet ud. Mod nord lå den store halbygning med buede langvægge. Syd for denne danner fire huse en åben firkant med et større beboelseshus mod syd. Midt i firkanten har der ligget en bygning med en mindre tilbygning mod øst, antagelig et trækapel. Det er højst sandsynligt, at arkæologerne her har fundet den første stormandsgård i den nye by, der blev skabt på stedet for tusind år siden. Det er interessant at konstatere, at der ikke er fundet grave i tilknytning til kapellet. Vi taler her om den ældste missionsperiode og man kan spørge sig selv, hvorfor gravene ikke er der. Måske har man allerede opført forgængeren til Lockarps middelalderkirke et stykke derfra; måske har man ikke forrettet kristne begravelser på samme måde, som i dag. Vi ved det ikke.
Langhus | 
Rekonstruktion | 
Udgravning | 
Tolkning |
Stednavne
Stednavnene er som regel vores ældste vidnesbyrd om, at der har ligget en bebyggelse på et bestemt sted. Oftest består stednavnene af to ord som er sat sammen – første led og endelsen. For de fleste af vores middelalderlandsbyer gælder det, at den nuværende form af deres navne – med ændringer i form af forenklinger og misforståelser m.m. –kan føres tilbage til 1100 – 1300tallet ved hjælp af skriftligt kildemateriale.
I den sydvestlige del af Skåne er efterledet ofte ”-ie”, f.eks. Fosie, Hyllie, Fuglie osv. Dette er en rest af det oprindelige efterled, som har været ”høg”. Landsbyen Fosie staves i 1369 Fos-(h)øghe, Hyllie staves i 1303 Høll-(h)øghe og Fyglie staves Fyæl(h)øghæ. Også stednavnet Malmø tilhører denne kategori af byer, som er opkaldt efter høje. Inden byen Malmø blev grundlagt, sandsynligvis i 1250erne, lå der en landsby med samme navn. Den omtales i slutningen af 1100-tallet som Malm-(h)øghe.
Den store koncentration af ”høg”– navne i det sydvestlige Skåne hænger utvivlsomt sammen med den store forekomst af gravhøje fra bronzealderen, som findes i dette område. Landsbynavnenes førled kan undertiden antages at være personnavne, dvs. navne på de stormænd, som i den sidste del af vikingetiden grundlagde landsbyerne, f.eks. Fose i Fosie. Den udgravede stormandsgård i Lockarp skulle således have været bolig for stormanden Locke. Endelsen ”arp” er blevet udlagt som, at der her er tale om opdyrkning af nyt land.
Stednavneforskerne har forsøgt at tidsbestemme efterledet. Nedenfor gives der eksempler på dette:
”Løv”/”lev” = før vikingetid. Tolket som noget efterladt eller noget overdraget, altså en gave eller arvegods. F.eks.: Andersløv og Gisløv og Skuldelev nær Roskilde på Sjælland.
”Inge” = hovedparten dateret til før vikingetid. Tolkningen usikker. F.eks.: Kæmpinge og Vellinge. I Nordsjælland kan f.eks. nævnes Skævinge og Helsinge. ”Arp”/”torp” = overgangen mellem vikingetid og middelalder. F.eks.: Maglarp og Sjørup.
Det må dog konstateres, at det er yderst vanskeligt alene ud fra et stednavn at give en pålidelig datering af, hvornår en mere permanent bebyggelse er opstået i et bestemt område.
Landsbyerne og havet
Næsten alle bondegårdene i middelalderens landsbyer, de såkaldte ”bygader”, ligger ved den skånske Øresundskyst nogle kilometer inde i landet. Samtidig strækker landsbyernes jorder sig som langstrakte tarme ud til kysten. Dette mærkelige mønster er mest tydeligt langs kyststrækningen mellem Malmø og Trelleborg.
Landsbystrukturen på kortet danner 2 rækker landsbyer, begge parallelle med kysten. Rækken nærmest kysten udgøres af landsbyerne Hyllie, Bunkeflo, Vintrie, Naffentorp, V:a Klagstorp, Tygelsjø og Gæssie. Den inderste række består af landsbyerne V:a Skrævlinge, V:a Kattarp, Hindby, Fosie, Lockarp, Glostorp og Høkøpinge. Selvom landsbyerne i den sidstnævnte række ligger adskillige kilometer fra kysten, har tre af dem via smalle jordstykker adgang til Øresundskysten; Hindby, Fosie og Høkøpinge. Desuden har både V:a Skrævlinge og V:a Kattarp før byen Malmø`s opståen midt i 1200-tallet uden tvivl haft jorder ud til Sundet. Dette fremgår tydeligt af den afskæring af strandområderne, som Malmøs sydlige jorde har været årsag til.
Billedet er tydeligt. Da Søderslætts nuværende landsbyer blev anlagt for 1000 år siden, var det ikke attraktivt at placere selve bebyggelsen på kysten, hvorimod den samme kyst har været af så stor betydning, at man ved jordreguleringen skabte direkte adgang til kysten fra de fleste af landsbyerne.
Det er således indlysende, at det er havet, som har været vigtigt allerede for de tidlige landsbyer. Her kunne man have sine skibe, her kunne man drive fiskeri og en handel baseret på simple naturprodukter. I det område, som vises på kortet, ligger der også adskillige mindre bondehavne. De omtales ganske vist først i 1500-tallet, men har givetvis en lang historie bag sig. I Christian 2.`s regeringstid frem til år 1523 forsøgte kongen at stoppe handelen på havnene syd for Malmø, som han anså for at være ulovlige. Kongens strategi sammen med borgmesteren og byrådet i bl.a. Malmø gik ud på at give store handelsprivilegier til Malmø og København. At de havne, som lå syd for byen, blev erklæret ulovlige og samtidig omtales ved navn, tyder på, at de havde en så stor handelsaktivitet, at de blev anset for at være en økonomisk trussel.
Landsbygrænser |
Landsbyen og dens jorder
De landsbyer, som blev dannet efter Harald Blåtands erobring af Vestskåne ca. år 980, lå samlede i ”bygader”, dvs. selve bebyggelsen var koncentreret på et lille område. Det er typisk for placeringen af bygadernes bondegårde, at man har haft rigelig adgang til ferskvand inde i selve bygaden. Her genfinder man nemlig altid ”gadekæret”, dvs. større damme med vandtilløb. Det kan tyde på, at et stort kvæghold var blevet udviklet. Opstaldning af dyrene om vinteren har krævet adgang til rigeligt med ferskvand.
I den første beskrivelse af bondesamfundet i Vestskåne , som er bevaret for eftertiden, beretter præsten Ivan år 1124 bl.a., at ”menneskenes beskæftigelse var jagt, fiskeri og kvæghold på græs. Herfra kommer kort sagt al deres rigdom, eftersom landbrug ikke er almindeligt hos dem.” Ivan var udsendt som sendebud af biskop Otto i Bamberg til ærkebiskoppen i Lund, så hans beretning må dreje sig om kystområdet ved Øresund. Dette øjenvidne giver et andet billede af udviklingen end det, man normalt forestiller sig, nemlig at der var mindst af den opdyrkede jord og mest jord til de store kvæghjorde.
Forskeren Sven Rosborn har analyseret ældre kort og ejendomsforholdene i landsbyen Hyllie i den sydlige del af det nuværende Malmø. Hyllie kan sandsynligvis ses som et godt eksempel på en vestskånsk landsbys typiske udvikling fra den sene vikingetid og middelalderen. På kort 1 ses landsbyens ”bygade”, som den så ud år 1702. De 33 gårde ligger i 2 rækker. I midten løber en bæk fra en større dam mod nord til en mindre mod syd. Hver gård har sin såkaldte ”toft”, dvs. et aflangt jordstykke direkte op mod gården. På disse tofter er de dagligt anvendte afgrøder som kål, roer o. lign. sikkert blevet dyrket. Bogstavet A på kortet angiver en befæstet adelsmandsgård, som blev opført i 1200-tallet. De skraverede gårde er en del af adelsmandens ejendom.
Kort 2 viser en rekonstruktion af landsbyen, inden adelsmanden slog sig ned her i 1200-tallet. Gårdene er færre og tofterne betydelig større. Sandsynligvis var det sådan landsbyen så ud allerede ved dens anlæggelse omkring år 1000.
Hyllies marker og enge i år 1702 fremgår af kort 3. Landsbyens jorder var opdelt i tre store områder, såkaldte ”vange”. Den ene vang lå altid brak, dvs. at kun to vange dyrkedes hvert år, mens den tredje blev brugt til græsning. Ved til stadighed at lade markerne ligge brak på skift gav kreaturernes gødning med treårsintervaller rigeligt med næring til alle vangene. Hver vang var opdelt i forskellige marker og græsarealer og disse var igen opdelt i mange mindre jordstykker, såkaldte ”teger/agre”. Disse teger/agre er typisk aflange, måske bare 2 meter brede, men mere end 500 meter lange. På denne måde behøvede bonden ikke at vende den tunge plov så mange gange. Man regner med, at ploven er blevet indført allerede i 1000-tallet i forbindelse med landsbyernes opståen. I Løddekøpinge har man arkæologisk kunnet tidsbestemme brugen af ploven til så tidligt som slutningen af 900-tallet. Plovens indførelse i Skåne synes således at falde sammen med tiden for Harald Blåtands erobringer.
Hyllie 1702 | 
Hyllie før 1300 | 
Hyllie 1790 |
|