Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
1900-1940
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Introduktion

*

Perioden 1900-1940 er den periode, hvor industrisamfundet og det parlamentariske systems spilleregler for alvor sætter sig igennem.

Udviklingen af ny transport - og kommunikationsteknologi skabte nye samarbejdsmuligheder i Øresundsregionen

Perioden 1900-1940 er den periode, hvor industrisamfundet og det parlamentariske systems spilleregler for alvor sætter sig igennem. Udviklingen af ny transport - og kommunikationsteknologi skabte nye samarbejdsmuligheder i Øresundsregionen og den hastigt voksende industriarbejderklasse krævede, via hårde arbejdskampe, indflydelse på udviklingen. I mellemkrigstiden blev et vigtigt resultat af disse magtkampe socialdemokratiske statsministre og borgmestre i både Danmark og Sverige.
Man havde i begyndelsen af århundredet den opfattelse, at datidens lande omkring Østersøen, det vil sige Tyskland, Danmark, Sverige og Rusland, naturligt hørte sammen. På utallige måder forsøgte man at manifestere dette. Bl.a. ved en række store fælles industri og kulturudstillinger i Øresundsregionen, hvor landene præsenterede deres industrielle og kulturelle fremskridt.
Ved 1ste Verdenskrigs udbrud i 1914 brød disse bestræbelser sammen, fordi Tyskland og Rusland stod på hver sin side i dette opgør.
Sverige og Danmark førte krigen igennem en neutralitetspolitik, men blev presset af både England og Tyskland. Det var især adgangen til Østersøen, gennem de danske bælter og Øresund, kampen stod om, og begge lande blev, af Tyskland, tvunget til at minere farvandene, så England ikke kunne trænge ind i Østersøen.
I mellemkrigstiden, (1918 – 1940) udvikledes stadigvæk nye og mere effektive samfærdselsmidler over Sundet. Færgeoverfarternes kapacitet og antal blev udvidet og forøget, og med opfindelsen af flyvemaskinen kunne både svenske og danske flypionerere fra 1910 flyve over Sundet.
Samarbejdet mellem Helsingør og Helsingborg blev under den verdensomspændende økonomiske krise i 1930’erne styrket af, at den svenske industrifyrste, Dunker, i 1935 etablerede en af sine gummifabrikker, Tretorn, i Helsingør. Med sine ca. 1000 arbejdere blev det, næst efter Helsingør Skibsværft, byens største arbejdsplads.
Med sine mange industriarbejdere blev Helsingør en stærk socialdemokratisk bastion i Danmark, hvor byens socialdemokratiske borgmester fra 1919, Peder Christensen, i mange år stod i spidsen for en slags socialdemokratisk ”kommune-socialisme”. Det betød bl.a. et omfattende kommunalt støttet boligbyggeri og etablering af en række kooperative virksomheder.
Den eksplosive industrielle og kulturelle udvikling kan, især, i Helsingborg, iagttages i byens arkitektur. En tur gennem byen viser eksempler på historicisme, hele villakavarterer i jugendstil og 1930ernes funktionalisme i offentlige bygninger.
I Helsingør er der også eksempler på dette, men hér har man i bykernen valgt at værne om 1700-tallets bystruktur og arkitektur.

Fremtidsoptimisme

*

Fremtidsoptimismen omkring århundredeskiftet gav sig bl.a. udtryk i en omfattende udstillingsvirksomhed på tværs af landegrænserne, hvor man fremviste sine produkter og formåen.

Den første nordiske Kunst- og industriudstilling fandt sted i København i 1871 og i 1903 er Helsingborg værtsby. 1914 åbnede den første baltiske udstilling i Malmø, men midt under udstillingen brød 1.verdenskrig ud.

Fremtidsoptimismen omkring århundredeskiftet gav sig bl.a. udtryk i en omfattende udstillingsvirksomhed på tværs af landegrænserne, hvor man fremviste sine produkter og formåen.

Den første nordiske Kunst- og industriudstilling fandt sted i København i 1871 og i 1903 er Helsingborg værtsby. 1914 åbnede den første baltiske udstilling i Malmø, men midt under udstillingen brød 1.verdenskrig ud.

Udstillingernes tidsalder
1800-tallets fremskridtsoptimisme kom klart til udtryk i de mange verdensudstillinger som blev arrangeret og som skulle vise alt det, mennesket nu var i stand til at frembringe. Disse store spektakulære begivenheder gik hånd i hånd med den hurtige industrielle ekspansion i Europa.
Efter den første verdensudstilling i London i 1851, fulgte Wien i 1873 og Paris i 1889. Fremvisningen af varer, bygninger, kunstværk og opfindelser var en slags vejviser for fremtiden, og nogle gange blev usædvanlige bygningsværker efterladt som minder om udstillingerne, som f.eks. Eiffeltårnet i Paris.
Også Norden blev grebet af udstillingsiveren og i Øresundsregionen kunne man bl.a. opleve såkaldte Kunst- og Industriudstillinger i København i 1872 og 1888. I Helsingborg åbnede Oskar II i juni 1903 en Industri- og Kunstudstilling og indviede samtidigt terrassetrapperne under Kärnan. Lund indbød til en udstilling i 1907, hvor størstedelen af byparken blev anlagt.
Industriudstilling i Helsingborg 1903
Industriudstilling i Helsingborg 1903

Øresund og Østersø
Den store baltiske udstilling i Malmö i 1914 fik den største opmærksomhed. Man gik ud fra at folkene rundt Østersøen hørte sammen, og denne tanke blev et vigtigt tema for den Baltiske Udstilling. Udstillere fra Danmark, Tyskland, Rusland og Sverige skulle demonstrere hvad industri og kultur i disse lande kunne tilbyde. Udstillingen skulle anskueliggøre alt, hvad landene omkring Østersøen havde til fælles. Det sydvestlige Skåne regnede med at få stor betydning som nyt centrum i den Østersøregion, som forventedes etableret efter den hurtige udvikling at færgefarten mellem Malmö og København og togfærgeforbindelsen fra Trelleborg til Tyskland.

Trafikknudepunkt Øresund
Skåne var således, trafikpolitisk set, havnet mellem Danmark og Østeuropa. Det sydlige Øresund var blevet et virkeligt centrum for passagertrafik og det drejede sig ikke bare om lokale transporter. København udvikledes til en betydningsfuld havn for skibsfarten til USA. En del emigranter rejste, men også slægtninge til emigranter, som tog af sted for at aflægge besøg. Mange tidligere emigranter vendte også hjem til Skandinavien og København og Malmö blev vigtige anløbssteder for de tilbagevendende.

Den baltiske Udstilling 1914
Interessen for udstillingen var stor i hele regionen. Ferdinand Boberg, jugendstilens store arkitekt i Sverige, var manden bag den stilmæssige udformning af udstillingsbygningerne. Den industrielle afdeling domineredes af svenske virksomheder, men danske og tyske industrier var også godt repræsenteret.
Det viste sig dog svært at tiltrække en større mængde russiske udstillere. Så var man mere heldig med at udstille en righoldig russisk kunstsamling. Mange af de russiske kunstgenstande blev tilbage efter udstillingen. I den turbulens som verdenskrigen og den russiske revolution havde skabt, blev de aldrig sendt tilbage, og Malmø Museum har derfor en interessant afdeling med russisk kunst.
Baltisk udstilling i Malmø 1914
Baltisk udstilling i Malmø 1914
Mikhail Terestjenko
Mikhail Terestjenko
Rutschebane
Rutschebane

Krigen kommer
Midt under udstillingen udbrød den første verdenskrig, hvilket betød at russere og tyskere blev fjender. Udstillede tyske biler blev kaldt hjem, mennesker blev nervøse og besøgstallet faldt. Det blev en brat opvågnen fra drømmerne om en Østersøregion. Den svenske journalist og forfatter, Jan Olof Olsson, beskrev afslutningen af udstillingen:
”Under den Baltiske udstilling udbrød verdenskrigen – den skånske festsommer forbyttedes i katastrofe. Der lå megen symbolik i at udstillingens kendetegn, verdens højeste trætårn, faldt sammen under et stormvejr."
Tyskere læser krigsnyheder
Tyskere læser krigsnyheder

Industrimagnater

*

I industriens barndom, omkring 1900, er kemikerne G.A. Hagemann, Danmark og J. Dunker, Sverige, begge nogle af de mest markante industrimagnater i Øresundsregionen.

G.A. Hagemann anes her på balkonen øverst i P.S. Krøyerbilledet fra 1904.

G.A.Hagemann

*

G.A.Hagemann (1842-1916), dansk kemiingeniør og en af Øresundsregionens største og mest kreative industrimænd med stor investeringslyst i både Danmark og Skåne. F.ex. Borupgård i Snekkersten og Bergsjöholm ved Ystad.

Banebryder for den kemiske industri i Danmark
Gustav Adolph Hagemann, (1842-1916), dansk kemiingeniør og industrimand, direktør for Polyteknisk Læreanstalt, medejer af Øresunds chemiske Fabriker, bestyrelsesformand i Burmeister & Wain og De Danske Sukkerfabrikker og gennem 20 år medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Hagemann var, som det antydes, ved 1900-tallets begyndelse en af de mest fremtrædende og betydningsfulde industrifolk i Danmark. Fra sit vinterdomicil i København og sommerresidens på Borupgaard i Snekkersten var han med til at iværksætte og organisere en række af landets største virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
En kort gennemgang af Hagemanns livsforløb giver en fornemmelse af periodens industrielle udvikling og naturvidenskabens betydning i denne proces.
G.A.Hagemann 1912
G.A.Hagemann 1912

Kemi - en nyttig videnskab
Kemien fik i G.A. Hagemanns tid en betydningsfuld rolle i form af praktiske resultater, der hurtigt og med stor økonomisk gevinst kunne overføres til industrien.
Det drejede sig blandt andet om fabrikation af så forskellige ting som soda, potaske, klor, kunstgødning, sprængstoffer, cement, sæbe, øl, alkohol, medicin, farver, smør og ost. Og Hagemann kendte sin besøgelsestid. Han involverede sig i næste det meste.

Kryolitfabrikken Øresund
På Vestre Kirkegård i København finder man G.A. Hagemanns gravplads fra 1916, som er prydet med en bautasten af mineralet kryolit. Og dette er ikke tilfældigt.
I 1864 kom den kemistuderende Hagemann til Kryolitfabrikken Øresund og efter endt eksamen i 1865 sendte fabrikken ham til USA for at kontrollere kryolitleverancerne til Pensylvania Salt. Efter at have ombygget denne fabrik påbegyndte han sin egen fabrikation af brom. Et initiativ, der var med til at grundlægge hans betydelige formue.
Kryolitfabrikken Øresund anvendte blandt andet kryolit udvundet fra Grønland til produktion af soda (natron) efter en metode Julius Thomsen havde opfundet og patenteret. Soda var et uhyre vigtigt produkt, der blev anvendt til fremstilling af for eksempel sæbe, glas og en række kemiske stoffer. Sodafabrikation var en af de største og vigtigste kemiske industrier, der samtidig byggede på et solidt kendskab til kemisk teori og krævede en videnskabelig grundforskning.
“Øresund” blev i 1869 gennem industrimanden C. F. Tietgen, 1800-tallets danske imperiebygger, solgt til de to unge kemiingeniører, Vilhelm Jørgensen og G. A. Hagemann. I 1870 producerede fabrikken 1.930 tons kryolitsoda. Thomsens metode var dog for dyr og blev efterhånden udkonkurreret af mere rentable fremstillingsmetoder. Fabrikationen af kryolitsoda blev indstillet i 1895.
Julius Thomsen1826-1909
Julius Thomsen1826-1909
C.F. Tietgen
C.F. Tietgen
G.A.Hagemann, stud. polyt.
G.A.Hagemann, stud. polyt.

De danske Sukkerfabrikker
I 1872 stiftede Tietgen, De danske Sukkerfabrikker. Tietgen ønskede allerede på dette tidspunkt at knytte den begavede og initiativrige ingeniør endnu nærmere til sit netværk, og Hagemann blev chefkemiker, en slags teknisk direktør, for virksomheden. Og det var hér, at Hagemanns tekniske geni kom til fuld udfoldelse. Her skal kun nævnes hans metode til at fremstille dansk puddersukker, hvoraf der i perioden 1915-1918 blev fabrikeret 43 millioner kilo. Tietgen er citeret for at have sagt: "en mægtig løftestang til sukkerproduktionens forøgelse".
I 1897 trådte Hagemann tilbage som direktør for fabrikken, men blev samtidig formand for bestyrelsen og fortsatte mange år endnu med at eksperimentere med sukkerfabrikationen. Bl.a. på grund af sine interesser og erfaringer med sukkerfabrikation på De dansk Vestindiske øer.
I nutidens Danmark er virksomheden en del af Danmarks største fødemiddelvirksomheder: Danisco.

Hagemann på De vestindiske øer.
I G.A. Hagemanns levetid var Danmark stadigvæk en traditionel kolonimagt. Bl.a. i sit ejerforhold til De dansk Vestindiske øer. I forbindelse med rørsukkerproduktionen købte Hagemann en række sukkerplantager på Sct. Croix i 1894. På trods af omfattende rationaliseringer og forbedringer af produktionsmetoderne blev det ikke nogen ubetinget succes for Hagemann. Uro i befolkningen over de sociale forhold og et generelt ønske om at løsrive sig fra Danmark, til fordel for USA, betød, at Hagemann kort før sin død også kom til den opfattelse, at Danmark burde overlade øerne til USA. Som bekendt skete det i 1917.

Polyteknisk Læreanstalt
Polyteknisk Læreanstalt i København blev oprettet i 1829 med hovedvægten på fagene fysik, matematik og kemi, hvor H.C.Ørsted i mange år var den naturlige indehaver af den fysiske lærerstol. Undervisningen og forskningen var dog meget teoretisk orienteret, hvilket blandt andet skyldtes dansk industris ringe omfang. Nye tekniske fag til gavn for erhvervslivet havde derfor svært ved at vinde indpas.
Fart i udviklingen kom der først da Julius Thomsen kom til som direktør i 1883 og ved hans afgang i 1902, blev det hans mangeårige ven G.A. Hagemann, der blev direktør. Hagemann satte stor energi ind på at ansætte lærere og etablere faciliteter indenfor bl.a. elektronik, som havde hans store interesse.
Ved G.A. Hagemanns tilbagetræden på grund af alder i 1912 var lærerstandens professorer, docenter og assistenter forøget til omtrent det dobbelte, og hvert år var antallet af færdige ingeniører markant forøget.
H.C. Ørsted 1777-1851
H.C. Ørsted 1777-1851

G.A. Hagemannskollegiet
Fra starten af sin direktørtid på Polyteknisk Læreanstalt blev Hagemann opmærksom på de studerendes trange kår. I begyndelse gav han de mindre velstående studerende gaver og studielån af egen lomme. Studielånene var æreslån, men med beklagelse måtte Hagemann senere sætte det ind i lidt fastere juridiske rammer, da en del af de studerende ikke havde samme opfattelse, som Hagemann selv, af hvad der menes med begrebet ære.
I 1908 besluttede Hagemann at oprette et kollegie til sine studerende i Kristianiagade på Østerbro. Kollegiet var datidens mest frisindede kollegium med udstrakt medbestemmelse for beboerne og det første i Danmark, hvor der også kunne bo kvindelige studerende.
Med vanlig energi fulgte Hagemann byggeriet og kollegiets indretning meget nøje og satte sit præg herpå.
G.A.Hagemanns kollegium
G.A.Hagemanns kollegium
Hagemann lykønskes
Hagemann lykønskes

Skibsbyggeri, Ølproduktion og Finseninstituttet
G.A. Hagemanns tekniske viden og store organisationstalent gjorde ham til en eftertragtet person i et utal af virksomheder. Ofte som direktør eller formand for bestyrelserne. Her skal kun nævnes industrimastodonterne, Burmeister og Wain (Skibsbyggeri)og Tuborg (Øl).
Hagemann fandt også tid til at interessere sig for tidens sundhedsmæssige forhold. Det var således Hagemann, der stod bag Danmarks første nobelpristager Niels Finsens institut for lysbehandlinger. Han støttede, med sin egen formue, Niels Finsen fra begyndelsen og via sit omfattende netværk, fik han også andre til at støtte Finsen.
Finsen 1860 - 1904
Finsen 1860 - 1904

Industriens mænd
I februar 1904 færdiggjorde den kendte danske maler P. S. Krøyer et gruppeportræt af ledende danske industrifolk. Maleriet var bestilt af G. A. Hagemann.
Billedets motiv er 53 industrifolk, der skal forestille at være indbudt til en speciel rundvisning på Danmarks nyeste og største elektricitetsværk, Østre Elektricitetsværk i København. Denne begivenhed har dog aldrig fundet sted i virkeligheden!
En nærmere analyse viser, at det er ikke alle på billedet, der er industrifolk, men maleriet viser konturene af et magtfuldt netværk blandt ledende teknikere i den private industri, på Polyteknisk Læreanstalt og i Københavns statslige og kommunale administration; et netværk der har spillet en vigtig rolle i formgivningen af det 20. århundredes danske industrisamfund.
Det var Hagemann, der afgjorde, hvem der skulle med på det kendte billede.
Industriens mænd
Industriens mænd

Landliggeri og Borupgaard
G.A. Hagemann og hans familie boede om vinteren i herskabelige omgivelser på skiftende adresser i København. I løbet af 1800-tallet blev det almindeligt for det københavnske borgerskab at søge nordpå med deres familier i sommermånederne. Hagemann var tidligt med på denne livsstil og havde således i mange år sommeradresse i villaen "Øresundshøj" på Søbakken i Skovshoved.
I 1899 købte Hagemann den over 300 tønder land store ejendom, Borupgaard ved Snekkersten tæt på Helsingør, og fra 1900 tilbragte familien sommeren derude i de landlige omgivelser. Nogle gange om ugen tog han toget til sit kontor i København, men tiden på godset var dog ikke noget driverliv.
Som herregårdssøn fra Jylland var Hagemann stærkt interesseret i landbrug. Han var således en af de første, der investerede i en motorplov og sammen med en dygtig forvalter, fik han etableret et mønsterbrug med jerseykøer. Opfindergenet kom bl.a.til fuld udfoldelse i forbindelse med et omfattende hønserihold. Hønsene var Hagemanns store passion og med en række sindrigt udtænkte metoder, fik han effektiviseret ægproduktionen.
Borupgaard
Borupgaard
G.A.Hagemann
G.A.Hagemann
G.A. Hagemanns hustru
G.A. Hagemanns hustru

Hagemann i Skåne
En anekdote fortæller, at Hagemann i gode venners lag skulle have sagt: Vi kan da blot købe Skåne tilbage! Dokumenterbart er det dog, at i 1911 købte Hagemann Bergsjöholm nogle få kilometer uden for Ystad. Den magtfulde danske industrimand betalte 1 million danske kroner for slottet. Selve hovedbygningen er fra 1850 og er opført i nyklassisistisk stil af den unge danske arkitekt, F. Meldal. Men det oprindelige gods har en meget lang og særdeles dramatisk historie bag sig.
Hagemann begyndte straks på en forbedring af driften på slottet, men hans hovedinteresse var dog Borupgaards hyggelige stuer, så det var ikke mange besøg Hagemann fik afsat tid til i de storte kolde sale på slottet.
Det gjorde derimod hans ældste søn, der også hed G.A.Hagemann (!)og denne fik foretaget en række moderniseringer. Slottet var i familiens eje til 1965.
Bjergsöholm 1911
Bjergsöholm 1911
Bergsjöholm Slot 2005
Bergsjöholm Slot 2005

Hagemanns-kvarteret i Snekkersten og Helsingør
Der er ikke mange i dag, der har kendskab til G.A. Hagemann og hans store betydning for det industrielle gennembrud i Danmark i 1890-erne og 1900-tallets begyndelse. Men, bevæger man sig over det gamle Borupgaards udstykkede jorde i det gamle Snekkersten, er der dog sat umiskendelige spor i villakvarterets vejnavne. Her støder vi på: G.A.Hagemannsvej, Mathilde Bruunsvej(Hustruen) Antonievej (datteren) Sortevej, der i folkemunde menes at stamme fra Antonies hund. Og på det centrale hjørne ved Snekkersten Station ser man stadigvæk det gamle smukke forsamlingshus, som familien skænkede det gamle fiskeleje.
På den anden side af jernbanen finder vi K.A. Haselbalchsvej, Hagemanns svigersøn, der som læge var med til at lette Hagemnns dødstund i 1916 på Borupgaard.
Som et andet kuriosum kan nævnes, at fødeklinikken Antoniehus i Helsingør er opkaldt efter Hagemanns datter, Antonie, gift Hasselbalck. Således: I 1944 modtog "Selskabet for Mødre- og Børnehjælpen i Helsingør" en gave på 150.000 kr. fra labaratorieforstander, dr.med Karl Albert Hasselbalch og hans hustru Antonie til oprettelse af et fødehjem for mødre med bopæl i Helsingør og Tikøb kommune. Omkring midten af 1970,erne blev den populære fødeklinik omdannet til ungdomsboliger.
Helt op til 1970-erne kunne man også se familiens karakteristiske badehus, med et vikingeskib på taget, for enden af den stejle Snekkersten Stationsvej på Strandvejen. I dag er der nu et frit og betagende udsyn over Øresund til Helsingborg.
Borupgaards badehus
Borupgaards badehus

Dunker

*

Dunker- familien, der grundlagde og udviklede Tretorn imperiet, kom til Helsingborg fra Danmark.
Det blødgjorte gummi er et godt eksempel på kemiprodukt, som dannede udgangspunkt for produktion af moderne forbrugsvarer af høj kvalitet. Gummialderen havde taget sin begyndelse i Øresundsregionen.
Dunkers anvendte store dele af deres formue til gavn for kulturlivet i Helsingborg.

Galoche-kongen
Dunker- familien, der grundlagde og udviklede Tretorn imperiet, kom til Helsingborg fra Danmark.
Det blødgjorte gummi er et godt eksempel på kemiprodukt, som dannede udgangspunkt for produktion af moderne forbrugsvarer af høj kvalitet. Gummialderen havde taget sin begyndelse i Øresundsregionen.
Dunkers anvendte store dele af deres formue til gavn for kulturlivet i Helsingborg.

Gummialderen
Gummi havde været i brug i lang tid og det fungerede udmærket - som viskelæder. En metode som åbnede helt andre muligheder for udnyttelsen af gummi, blev opdaget af amerikaneren Charles Goodyear i 1839. Det var lykkedes ham at forædle rågummi til et materiale, som var blødt, vandtæt og holdbart. Metoden blev kaldt vulkanisering og var, teknisk set, en opvarmning af en blanding af kautsjuk og svovl. Man fik hermed helt nye muligheder for at udnytte gummi industrielt.
En idé, blandt mange andre, var at fremstille en beskyttende sko, som skulle bæres udenpå elegante sko ved regn og snavset føre. Galochen, den franske betegnelse for en overtrækssko, var født! Vintrene ved Øresund ville fra nu af blive mere udholdelige med de nye vind- og vandtætte sko. Galocher blev umådeligt populære og fremstilledes rundt om i verden. Sverige importerede fortrinsvis nyheden fra Rusland.

Johan Dunker – begyndelsen
I Helsingborg fandtes en havnefoged som hed Johan Dunker. Han kom oprindelig fra Slesvig-Holsten. Familien Dunker boede i Esbjerg da sønnen Henry blev født i 1870. Johan, som var aktiv indenfor Helsingborgs næringsliv, forstod at efterspørgslen på gummivarer ville øge. Med tidens fremskridtsoptimisme for øje turde han satse på, at anlægge en gummifabrik i det kraftigt voksende Helsingborg. Med støtte fra bl.a. Petter Olsson grundlagdes AB Helsingborgs gummifabrik i 1891.
Johan Dunker
Johan Dunker

Henry Dunker – udviklingens mand
Johan Dunkers søn, Henry, rejste til Rusland for at indhente ”knowhow” til den nye fabrik. I Skt. Petersborg var fremgangen ringe, men i Riga, som den gang tilhørte Rusland, fik han kontakt med en kemiker, som var interesseret i at udvikle Helsingborgsfabriken. Han hed Julius von Gerkan og han kunne høste megen hæder for at Helsingborgsgalocherne fik en så høj kvalitet.
Henry Dunker blev disponent i 1894 og efter nogle genvordigheder i starten kunne fabrikken udvides. Han arbejde hårdt for at styrke sin stilling i forhold til andre gummifabrikker. Således overtog han gummifabrikken Velox i Trelleborg og etablerede i 1905 Trelleborgs gummifabrik, som derved blev en del af Dunkers voksende imperium. En af hans idéer var, at starte sine egne salgskontorer, og derved undgå at sælge via grossister. På den måde kunne han få kontrol over en større del af kæden fra producent til konsument.
Salgskontorer åbnede mellem 1910-og 20alle dele af Sverige, men også i udlandet, f.eks. København (1909), Berlin (1913) og Wien (1913). Det var ikke kun virksomheden som udvikledes men også vareudbuddet. Det som begyndte med galocher og andre slags gummisko, fortsatte nu med bolde, badehætter og dæk. Henry Dunker indså værdien af specialisering og forlagde f.eks. produktionen af dæk til Trelleborg.
Henry Dunker
Henry Dunker

Kartel og koncern
For at opnå en bedre konkurrencesituation i udlandet og undgå konkurrence på hjemmemarkedet etableredes, på Henry Dunkers initiativ, et kartel i 1912. Resultatet blev at priserne kunne forhøjes i Sverige og sænkes i udlandet, hvilket gav en højere gevinst.
Under 30ernes depression ville mange stater beskytte deres egen produktion ved hjælp af toldafgifter og importforbud. Henry Dunker anlagde fabrikker i Hamburg og Helsingør, og kunne således opretholde produktion og salg i Tyskland og Danmark. Fabrikken i Helsingør, som grundlagdes i 1935, voksede støt og var i slutningen af 50erne byens næststørste arbejdsplads med over 1000 ansatte. Det gamle ”Helsingborgs Gummifabrik AB” var vokset op til en multinational koncern og virksomheden havde skiftet navn til ”Tretorn AB”. Dette for at slippe for det gamle navns provinsielle klang.
Tretorn i Helsingør
Tretorn i Helsingør
Reklame for Tretorn, 1939
Reklame for Tretorn, 1939

Sveriges rigeste mand
Efterspørgslen på gummivarer blev enorm. Fra kun at blive brugt som viskelæder voksede udbuddet via gummisko til bildæk, cykeldæk, regntøj, bolde, gymnastiksko, elastikker, tætningslister, ja listen er næsten ubegrænset, og 30erne og 40erne blev med rette kaldt ”gummi-alderen”. Frugterne af denne fremgang gjorde ”galosche-kongen” Henry Dunker til Sveriges måske rigeste mand.
Henry Dunkers villa som blev bygget i 20erne på ”landborgen” i det nordlige Helsingborg, og giver et godt indblik i det velstillede borgerskabets miljø.
Dunkers villa
Dunkers villa
Arbejderkvarter
Arbejderkvarter
Bruserum
Bruserum

Arbejdsgiveren Dunker
Henry Dunkers lederevner kan beskrives som: hård mod de hårde, men lidt blødere mod de svage. Jo højere position man havde i koncernen, jo mere krævende var Dunker. Han var heller ikke en ven af faglige organisationer og arbejdsnedlæggelser, og det var naturligvis ikke for at spille rolle som velgører at han engagerede sig i storkapitalistisk virksomhed.
Da han allerede i 1911 etablerede en privat børnehave, var det for at virksomheden kunne ansætte flere kvinder. I 1930erne var størstedelen af de ansatte ved gummifabrikken i Helsingborg således kvinder.
Fagforeningsfane
Fagforeningsfane
Vuggestue 1916
Vuggestue 1916

Kommunen som arving
Ind imellem kunne Dunker også vise velvilje og eftergive en eller anden fordring, men den slags gjaldt næsten kun hans egne arbejdere. Personalet i hans villa, Hevea, kunne godt lide ham.
Dunkers formue blev, ved hans død i 1962, testamenteret til Helsingborgs Kommune, og hans villa blev lavet om til plejehjem. På den måde blev hans mange penge givet tilbage til folk i byen. Uden disse midler ville Helsingborg ikke kunne tilbyde sine borgere det teater og det kulturhus som nu pryder byen. Man må dog ikke glemme de tusinder af mennesker, som arbejdede og sled i snavsede og ildelugtende fabrikker.
Dunkers kulturhus
Dunkers kulturhus

1. verdenskrig

*

Under Første Verdenskrig lykkedes det de nordiske lande at holde sig neutrale, men de krigsførende lande stillede bl.a. krav om minering af Øresund. Det lykkedes også at samordne udenrigspolitikken under krigen, men bagefter var der stor uenighed om fortsættelse af neutralitetspolitikken og det udenrigspolitisk samarbejde.
Under Første Verdenskrig lykkedes det de nordiske lande at holde sig neutrale, men de krigsførende lande stillede bl.a. krav om minering af Øresund. Det lykkedes også at samordne udenrigspolitikken under krigen, men bagefter var der stor uenighed om fortsættelse af neutralitetspolitikken og det udenrigspolitisk samarbejde.

Et neutralt Norden
Ved krigens udbrud erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale i forhold til de to stormagtsblokke. Dette var delvis et resultat af et diplomatisk samarbejde, som fandt sted før krigsudbruddet. Allerede i 1909 og 1910 forhandledes om fælles neutralitetsinitiativer, og en aftale var på plads i 1912. Skandinavernes neutralitetserklæring var således velforberedt og de tre lande protesterede i fællesskab mod såvel den engelske opfattelse, at hele Nordsøen var at betragte som krigsområde, som tyskernes mineblokade af Øresund og bælterne.
Minefelter i Øresund
Minefelter i Øresund

Malmømødet
For yderligere at befæste den fællesnordiske linie samledes de tre skandinaviske konger på det såkaldte Trekongemøde, med deres udenrigsministre i Malmø den 18. – 19. december 1914. Malmøs muligheder for at arrangere den slags topmøde var den gang meget begrænsede, men med lidt god vilje kunne deltagerne indlogeres på forskellig vis. Kong Christian boede hos Herslow, Haakon hos enken Kockum og Gustav hos landshøvdingen, mens udenrigsministrene Scavenius, Ihlen og Wallenberg boede på Hotel Kramer.
Bag en pragtfuld ramme af studentersangere fra Lund, vinkende fra balkoner, museums- og kirkebesøg, pågik det diplomatiske arbejde. Resultatet fra mødet blev en ny god vilje til øget skandinavisk samarbejde. Det var indlysende at sårene efter Danmarks tab ved den tyske grænse og efter Norges frigørelse fra Sverige nu var helet. Hjalmar Branting skrev i sin avis, at man nu kunne se et glimt af ”Nordens Forenede Stater, i gang med at dannes under frie former”.
Tre nordiske konger 1914
Tre nordiske konger 1914
Tre nordiske konger
Tre nordiske konger
Tre nordiske konger
Tre nordiske konger

Skandinavismen genoplives
Mødet havde åbenbart igen vækket visse skandinavistiske forhåbninger og det blev efterfulgt af flere interskandinavistiske sammenkomster. I København samledes stats- og udenrigsministrene i marts 1916 og i Kristiania (Oslo) blev et ministermøde holdt i september samme år. Alle tre lande havde problemer med krænkelser, begået af de krigsførende lande mod de neutrale. Særlig problematisk blev spørgsmålet om adgangen til Østersøen. Her havnede både Danmark og Sverige i diplomatisk knibe.

Mineringen af Øresund
Tyskland havde fri passage mellem Nordsøen og Østersøen via Kielerkanalen, men var selvfølgelig interesseret i, at England ikke fik den samme mulighed for adgang til Østersøen. Tyskerne krævede derfor, at bælterne skulle spærres med miner.
Neutralitetserklæringen fra de skandinaviske lande betød, at ingen af siderne skulle gives fordele. Danskerne, som var økonomisk afhængige af England, havnede i en svær situation. Hvis danskerne sagde nej til det tyske krav, ville tyskerne alligevel minere bælterne og så stod det kun en ting tilbage for danskerne, at angribe Tyskland, et på forhånd håbløst foretagende. Danmark ville også gerne sikre sin indenrigs- søfart og i sidste ende bestemte man, at afspærre bælterne.
Meningerne om beslutningen var delte i den danske regering, men Christian X.s ord vejede tungt. Han mente, at Danmark var nødt til at føje sig efter de tyske krav. Øresund blev således englændernes eneste adgangsmulighed til Østersøen.

Tysk Pres
Den svenske regering afviste det tyske krav om minering af den svenske side af Øresund, men accepterede at slukke for alle fyr og lysebøjer i sundet for at vanskeliggøre passage. Tyskerne afspærrede internationalt farvand syd for sundet for yderligere at begrænse adgangen, men der fandtes endnu en sejlrende, tæt på Skanör, hvor fartøjer kunne passere. Denne, Kogrundsrännan, krævede tyskerne nu mineret og svenskerne føjede sig endeligt i sommeren 1916. Østersøen var således helt lukket for engelske fartøjer og næsten 100 engelske skibe forblev indelukket i Østersøen. Kun én minefri passage blev tilbage, og den blev bevogtet af svenske krigsskibe, som skulle sikre at kun svenske skibe passerede.

Tyskvenlig neutralitet
Den tyske flåde blev således meget dominerende i området. Det havde stor betydning for den svenske beslutning, at Gustav V.s dronning, Viktoria, kraftigt havde påvirket kongen i tyskvenlig retning. Dette gjaldt også statsminister Hammarskjölds opfattelse af neutralitetens karakter. Han havde lovet Berlin, at Sverige ville opretholde en ”velvillig neutralitet”, mens de allierede havde fået besked om en ”streng svensk neutralitet”.
Tyskerne prøvede flere gange, at få Sverige engageret i krigen. Prins Max af Baden, som var beslægtet med den svenske dronning Viktoria, tog aktiv del i disse pressionsforsøg. Kongeparret var interesseret, men regeringen var indbyrdes uenig. Udenrigsminister Wallenberg ville gerne vise mere sympati overfor England og den socialistiske opposition, med Branting som leder, krævede streng neutralitet, også mod Tyskland.

Sverige på tysk side
Den svenske regerings forhold til Storbritannien var spændt, ja mere spændt end forholdet mellem Danmark og Storbritannien. Danmarks regering havde sluttet en aftale med Storbritannien om import af varer, mod at Danmark garanterede at de ikke blev videresolgt til Tyskland. Den svenske statsminister afviste en lignende aftale og derfor blev Sverige ramt af en følelig mangel på varer. Manglen var særligt alvorlig i vinteren 1916-17, da Hammarskjöld fik øgenavnet ”Hungerskjöld”.
Forholdet mellem de allierede og Sverige blev endnu mere anstrengt, da det stod klart, at den svenske regering havde hjulpet tyskerne med befordring af chiffertelegrammer, fra den tyske regering til tyske interessevaretagere, via det svenske udenrigsdepartement. Allerede før denne skandale blev afsløret, havde en regeringskrise tvunget den svenske regering til at træde tilbage, til fordel for en konservativ regering, som sad ved magten fra marts til september 1917. Da vandt venstrekræfterne ved valget til rigsdagens andenkammer, og en ny regering under ledelse af Nils Edén tiltrådte, med Hjalmar Branting som finansminister. Det blev en koalitionsregering mellem socialdemokrater og de liberale.

Skandinavien under økonomisk pres
Den tyske totale ubådskrig ramte både den danske og svenske handelsflåde. Da USA i 1917 gik med i krigen, fik England forsyninger med amerikansk hjælp. Konvojer ledsagede transporterne over Atlanten, og England var dermed ikke mere afhængig af varer fra Danmark og Sverige. Dette truede i høj grad den danske og svenske økonomi. Den engelske vrede over den danske og svenske eftergivenhed overfor tyskerne blev kostbar for skandinaverne. Desuden medførte den totale ubådskrig, at varetransporterne til Danmark og Sverige vanskeliggjordes.
Alt dette førte til, at Kogrundsrännan blev genåbnet i 1918. Den mindskede handel med stormagterne i Europa førte dog til at handelen mellem de nordiske lande øgede. Den nye svenske regering arbejdede hårdt for at opnå bedre relationer med de allierede. Anstrengelserne var ikke helt uden resultat, først og fremmest takket være den svenske forhandlingsleder Marcus Wallenbergs gode forbindelser til den britiske blokademinister.

Normalisering
Ved krigsafslutningen i november 1918 begyndte handelen atter at komme i gang. Råvaremangelen var imidlertid stor og priserne steg. Dette førte til øgede krav om lønstigninger, og der forekom en række strejker og voldsomme demonstrationer, ikke mindst i København. Men Danmark og Sverige var, trods alt, sluppet billigt fra den første verdenskrig. De nordiske lande udvikledes til stabile demokratier og kvindelig stemmeret blev indført i hele Norden. Kontakterne mellem de europæiske stater blev genoptaget, den voksende luftfart gjorde afstanden mindre og nedrustningsforhandlinger og Nationernes Forbund gav forhåbninger om en lys fremtid.
Hvis forholdet mellem de tre nordiske stater umiddelbart efter opløsningen af unionen mellem Sverige og Norge i 1905 havde været noget anstrengt, gav erfaringsgrundlaget fra neutralitetspolitikken en vis fælles platform, selvom kredse i Danmark havde set med ængstelse på den svensk-tyske tilnærmelse.

Ned- og oprustning
I Danmark blev nedrustningspolitikken i årene fremover en grundsten i regeringssamarbejdet imellem Socialdemokratiet og partiet Det radikale Venstre, som dannede regering første gang 1924-26 og igen fra 1929 og helt frem til Danmarks besættelse i 1940. Forholdet til Tyskland blev det afgørende spørgsmål: Kunne og skulle man gøre modstand, hvis en stormagt overfaldt Danmark? De radikale fastholdt at det var nytteløst, men i Socialdemokratiet var der voksende modstand imod nedrustningen. Et forsvarsforlig imellem de to partier i 1937 betød reelt en forhøjelse af forsvarsbudgettet.

Nordens Lænkehund
Samme år startede en debat om et fælles nordisk forsvarsforbund til opretholdelse af neutraliteten. I Sverige betragtede vide kredse en trussel imod Danmark og Finland som ensbetydende med en trussel imod Sverige og man påbegyndte en kraftig oprustning, som også fandt vej som argument i den danske debat. Faktum var dog, at de øvrige landes regeringer fandt det alt for risikofyldt at indgå et forsvarsforbund med Danmark, som lå så tæt på det nu åbenlyst aggressive Tyskland. Den danske statsminister Stauning var tydeligt irriteret over debatten og reagerede i en tale i Lund i marts 1937 med skarpe vendinger at afvise rollen som Nordens Lænkehund:
"Jeg har set den begrundelse anført, at Norge, Sverige og Finland vil føle sig utrygge, hvis Danmark ikke indretter et værn ved den danske sydgrænse, som Sverige kan godkende, Er det ikke en farlig betragtning? Jeg tænker heller ikke, at nogen ansvarlig mand går ind for den. Har Danmark fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne? Mig bekendt har der aldrig været forhandlet om noget sådant. Af historien ved vi, at det var en udbredt formodning i 1864, at svenske tropper ville komme Danmark til hjælp i den da påtvungne krig. Der kom selvfølgelig ingen”.
Thorvald Stauning
Thorvald Stauning

Flyvemaskiner

*

Hvis 1800 var dampskibet og jernbanens århundrede, så blev flyvemaskinen ikonet på første del af 1900-tallet. I Øresundsregionen startede det allerede 1906 med Ellehammers berømte flyvetur, i 1910 blev Øresund krydset i flyvemaskine og udviklingen af flytyper og lufthavne tog fart på begge sider af sundet.
Hvis 1800 var dampskibet og jernbanens århundrede, så blev flyvemaskinen ikonet på første del af 1900-tallet. Øresundsregionen blev et pionerområde for flyvemaskinen.

Fra damp til fly
Dampskibe og jernbaner havde revolutioneret samfærdslen i 1800-tallet, og i Øresundsregionen blev de nye transportsystemer af meget stor betydning. Nordbanen/Kystbanen på Sjælland, og Hovedbanen/Vestkystbanen i Skåne knyttedes sammen af togfærgeforbindelsen mellem Helsingborg og Helsingør.
Endnu en opfindelse var med til at revolutionere 1900-tallets samfærdsel. Forbrændingsmotoren muliggjorde ikke bare bilismen, men også et nyt kollektivt transportmiddel – luftfarten. Den, i forhold til dampmaskinen, lette eksplosionsmotor kunne bruges i luftfartøjer. Men vejen til den kollektive luftfart blev kringlet og eventyrlig.

Ellehammer
Amerikaneren Wilbur Wright blev den første der for alvor lettede fra jordens overflade i december 1903, men allerede tre år senere, den 12. september 1906, fløj danskeren Ellehammer ca.42 meter i 30 centimeters højde.
Flyhistorikere diskuterer endnu om, hvorvidt det kan kaldes en flyvetur, men i luften kom han dog.
Ellehammers flyvemaskine
Ellehammers flyvemaskine
Ellehammer letter
Ellehammer letter

Øresund i centrum
I Europa blev Frankrig centrum for den unge luftfart og entusiaster fra alle vegne kom for at lære. Måske blev man ikke bare lokket af eventyret, vovestykket eller nyhedens glæde, men også af den enorme opmærksomhed som blev piloterne forundt. Flyveopvisninger samlede store folkeskarer, piloterne sås som helte og blev dyrket som idoler. I Stockholm blev ”flyvebaronen” Carl Cederström konstant hyldet, men det var i Skåne og Danmark, at flyet først fik fodfæste.
Allerede i 1909 forsøgte danskeren Folmer Hansen at flyve fra Sofiero nord for Helsingborg i Skåne til Marienlyst udenfor Helsingør, men turen blev opgivet. I 1910 opsattes et pris på 5 000 kroner til den der først kunne flyve over Øresund. Carl Cederström lastede sin flyvemaskine på en godsvogn til København for at erobre denne pris. Men en dansk flyver, Svendsen, nåede at blive den første, da han fløj fra København til Malmö, hvor han landede på Limhamnsfältet den 17. juli 1910. Carl Cederström fløj første gang over sundet den 24. august, 1910.
Sandfangeren i Stockholm
Sandfangeren i Stockholm

Første svenske flyvemaskine
I april 1910 blev det første svenskbyggede fly præsenteret på Stadshotellet i Landskrona. Det var, med et Beriotplan som forlæg, bygget af de to ingeniører og flyveentusiaster Oscar Ask og Hjalmar Nyrop.
Flyet var dog behæftet med den nok så alvorlige fejl, at det ikke kunne holde sig i luften ret længe. Hertil kom, at det hoppede og dansede i den korte tid, det mirakluløst løftede sig fra jorden. Prøveflyvningerne, der kunne beses på Sveriges første lufthavns marker, Ljungbyhed, faldt ikke så heldigt ud, og i folkemunde kaldte man nu flyet for ”græshoppen”.
I efteråret 1910 arrangerede Svenska Aeronauitiske Sällskabet (SAS) en stor flymesse på Ladugårdsgärdet i Stockholm. Det blev et tilløbsstykke, hvor de begejstrede tilskuere kunne få et eftertragtet glimt af deres fly-idoler. Først og fremmest Carl Cederström, der i overlegen stil vandt de fleste af ugens konkurrencer. Bl.a. over sin ”gamle” danske konkurrent Robert Svendsen.
Under fly-messen i Stockholm fik Ask og Nyrop en ny mulighed for at demonstrere deres evner som flykonstruktørere. Her med større held end i Landskrona. Bl.a. ved at udskifte den to-cylindrede boxermotor med en trecylindret maskine. På svensk kaldet en ”solfjäderstyp”. Kort tid før messen havde Nyrop selv fløjet maskinen, hvor han havde holdt maskinen og sig selv i luften i hele fem minutter!
Første svenske fly
Første svenske fly
Første svenske fly
Første svenske fly

Dansk-skånsk samarbejde
Præsentationen af den første,nogenlunde fungerende svenske flyvemaskine var et godt eksempel på skånsk-dansk samarbejde.
Maskinen var nemlig konstrueret af skåningen Oscar Ask og danskætlingen Hjalmar Nyrop, og maskinens pilot i Stockholm var danskeren Knud Thorup.
Efter et havari opgav Nyrop arbejdet med flyvemaskiner, men Oscar Ask videreudviklede sin virksomhed i Landskrona og byggede flere maskiner, indtil han slog sig sammen med Enoch Thulin, som blev den store giganten indenfor tidlig skandinavisk flyveindustri.

Pioneren Thulin
Skåningen Thulin begyndte allerede i 1908 at studere flyveteknik og flyvekunst i Frankrig og i 1912 forsvarede han i Lund i 1912 doktorafhandlingen ”Om luftmodstanden på flade overflader”. Den 24. september 1913 blev han den første til at flyve frem og tilbage over Østersøen, da han fløj strækningen Landskrona-Stralsund-Trelleborg. I 1914 fløj han strækningen Paris-Landskrona.
Thulin nåede at afvikle hundredvis af spektakulære flyveopvisninger, og han anlagde Skandinaviens første rigtige flyindustri i Landskrona, AB Enoch Thulins aeroplanfabrik, en videreudvikling af den virksomhed han tidligere drev sammen med Oscar Ask.
Enoch Thulin
Enoch Thulin
Thulin fly
Thulin fly

Flyindustri i Landskrona
Under første verdenskrig voksede Thulins flyvemaskinefabrik, og inden længe var 1000 personer beskæftigede. Man byggede 99 flyvemaskiner, tæt på 600 flyvemotorer og såmænd også ca. 300 biler. Thulin var meget populær blandt sine ansatte. Han var selv både forsker, konstruktør, producent og flyver. Flyvemaskinerne byggedes så lette som muligt. De bestod af lette trækonstruktioner beklædt med kraftig sejldug, og landingshjulene mindede mest om cykelhjul.

Flyverskole på Ljungbyhed
Thulin startede i 1915 en flyverskole i Ljungbyhed, som hurtigt blev et centrum for pilotuddannelse. I skolen brugte Thulin flyvemaskiner fra sin Landskronafabrik. I begyndelsen af 20erne havde man uddannet mere end 100 piloter. Blandt dem var Sveriges første kvindelige pilot, Elsa Andersson. Hun var datter til en landmand i Strövelstorp mellem Helsingborg og Ängelholm, og en mærkelig kvinde for sin tid. Hun var desuden faldskærmsudspringer. Efter nogle vellykkede opvisningsudspring i Kristianstad og Helsingborg styrtede hun til jorden ved Askersund og døde.
Thulins flyveskole
Thulins flyveskole
Elsa Andersson
Elsa Andersson

Thulin omkommer
Thulin døde i 1919 under en flyvetur ved Landskrona. Efter hans død blev fabrikken i Landskrona tvunget at lukke. Det var blevet alt for svært at konkurrere med de mange producenter som fandtes rundt om i verden. Desuden mindskedes efterspørgslen efter verdenskrigen og de efterfølgende nedrustningsbestræbelser. Luftfartsindustrien i hele Europa gik kraftigt tilbage og der fandtes endnu ingen civil flytrafik som havde brug for flyvemaskiner. Flyverskolen i Ljungbyhed lukkede også, men genåbnede i 1926, som flyvevåbnets egen flyverskole.

Post- og passagertrafik
I 20erne udvikledes flytrafikken til også at omfatte transport af post og passagerer. I Danmark var Det Danske Luftfartselskab (DDL) tidligt i gang med regulær flytrafik. Et antal flyselskaber i Europa, blandt dem det danske DDL og det svenske SLA (Svensk Lufttrafik AB), grundlagde i 1919 samarbejdsorganisationen IATA (International Air Traffic Association). DDL og det tyske Deutsche Luftrederei (DL) indledte allerede i 1920 et samarbejde på linien København – Malmö – Warnemünde – Berlin. Man brugte tyske passagerfly og blandt piloterne på strækningen kunne man finde Hermann Gøring, som på denne måde kom i kontakt med Skandinavien.

Lufthavne og trafikfly - Bulltofta og Kastrup
Lufthavnene lå enten i søen (aeroport) eller på land (aerodrom). Aerodromerne var store græsfelter. Enoch Thulin gennemførte allerede i 1914 en kampagne for at få myndigheder og private at anlægge flyvepladser. I Skåne åbnedes Bulltofta lufthavn i 1924 og var dermed Sveriges første lufthavn for regulær trafik. Den var længe Sveriges vigtigste internationale lufthavn, indtil Bromma ved Stockholm åbnedes for trafik i 1936. I 30erne anlagdes baner med belægning af beton, hvilket muliggjorde trafik med større flyvemaskiner.
Ved hjælp af flytrafikken knyttedes Øresundsregionen tidligt sammen med andre regioner i Europa. Kastrup lufthavn indviedes i 1925 og blev hurtigt Skandinaviens centrum for international flytrafik. En flyforbindelse i pendulfart mellem Bulltofta og Kastrup gav skåningerne mulighed for at nå hele verden via Kastrup.
Efter åbningen af Sturup lufthavn i begyndelsen af 1970erne blev pendulfarten sløjfet og erstattet af flyvebådene imellem Malmö og Kastrup. Det tog også ende med Øresundsbroens åbning, som gjorde Kastrup til en fælles dansk-svensk lufthavn, helt på linie med det dansk-svenske samarbejde som prægede luftfartens barndom i Øresundsregionen.
Bulltofta flyveplads i Malmø
Bulltofta flyveplads i Malmø
Kastrup Lufthavn
Kastrup Lufthavn

Drømmen om fællesskab

*

Anlæggelsen af store industriarbejdspladser i Øresundsregionen skabte grobund for en stærk arbejderbevægelse, som fik stor økonomisk og social indflydelse.

I nabobyerne Helsingør og Helsingborg besatte socialdemokraterne borgmesterposten

I Helsingør fik dette bl.a. stor betydning for social- og boligpolitikken

Helsingør - på vej mod velfærdsstaten

*

Fra 1919 - 1946 var den dynamiske borgmester Peder Christensen den ledende kraft i forsøget på at gøre Helsingør til en socialdemokratisk mønsterkommune. Bestræbelser der fandt sted i flere danske kommuner i overensstemmelse med tidens socialistiske tanker.

I nutidens Helsingør kan man endnu se resultatet af dette. Først og fremmest i det omfattende kommunalt støttede boligbyggeri, der blev igangsat.

Helsingør – fællesskab og solidaritet
Fra en nutidig betragtning er perioden 1900-40 i Helsingør bemærkelsesværdig ved en stædig insisteren på en kollektiv og solidarisk livsanskuelse. Flugten fra land til by, og det nye industrisamfunds voldsomme angreb på landarbejdernes kulturelle og mentale ståsted, fik disse første generations industriarbejdere til at søge sammen om den fællesskabsfølelse, der havde eksisteret i den gamle landbokultur.
Fra arbejderbevægelsens side blev de centrale indsatsområder derfor samling af fagforeningerne i en fællesorganisation, udvikling af kooperative virksomheder samt direkte politisk indflydelse i stat og kommuner.
Grundtanken om dette kom til Danmark udefra. På en international kongres i Paris år 1900 vedtog socialdemokraterne i hele Vesteuropa, at man gradvist skulle indføre socialismen via kommunerne.
Statsstyret i Danmark var mere decentralt end i Sverige, hvilket betød, at de danske kommuner havde langt større økonomisk selvstændighed. Man så derfor, at en række danske kommuner i praksis forsøgte at leve op til kongressens anbefaling om at indføre den såkaldte kommunesocialisme. Således også i Helsingør, hvor arbejderne på Helsingør Skibsværft kom til at spille en aktiv rolle.
Grovsmede
Grovsmede

Helsingør Jern- skibs- og Maskinbyggeri
Helsingør Værft fra 1882 indvarslede industrialiseringen i Helsingør. Det blev hurtigt byens ubetinget største arbejdsplads: Fra starten var der ca. 700 ansatte, i 1907 ca.1000, i 1932 ca. 1300 og i 1957 omtrent 3600. Det blev herfra, at kooperationens og mange af byrådets medlemmer og borgmestre blev rekrutteret. Først og fremmest tillidsmændene fra det store smede- og maskinarbejderforbund.
I perioder beskæftigede Værftet både svenske og tyske smede, og fra 1920´erne var der en god kontakt mellem smedene i Helsingør og smedene i Helsingborg. I 1930´erne var der på skift udflugter over Sundet– for både medlemmer og ledsagere! Det selskabelige element var altså nok så stort. Men en af de største udflugter var dog under den store lockout i 1936, hvor flere hundrede medlemmer fra Helsingør blev inviteret til fest og moralsk opbakning hos de svenske kolleger i Folkets Hus i Helsingborg.
Værftsfløjten
Værftsfløjten
Helsingør Værft 1929
Helsingør Værft 1929
Skibssmedene
Skibssmedene
Helsingør 1935
Helsingør 1935

Kommunesocialismen
Kommunesocialismen blev ikke gennemført nogen steder i Danmark. Men arbejderbevægelsen blev i mellemkrigstiden frontløbere i det, som man efter 2.Verdenskrig kaldte for velfærdsstaten. En stat, hvor det offentlige i langt højere grad påtog sig ansvaret for hele befolkningen. Bl.a. via beskatningen.
I Helsingør skete det i et kompliceret samspil mellem Fællesorganisationen, Kooperationen og Byrådet.

Fællesorganisationen
På landsplan var Fællesorganisationen et organ for samarbejde mellem de forskellige fagforeninger i de enkelte byer i Danmark. Et magtfuldt organ, der fandt sit fodfæste ved Göteborgkonferencen mellem de nordiske socialdemokratier i 1886.
Hovedorganisationen i Danmark fik en betydelig indflydelse i det 20. århundrede, hvor det senere, som i Sverige, kom til at hedde Landsorganisationen. I nutiden blot, LO.
Formålet var at fremme arbejdernes fælles interesser fagligt, organisatorisk og kulturelt.
I Helsingør blev den lokale afdeling af Fællesorganisationen dannet i 1888 og blev krumtappen i den dominans, som socialdemokratiet i løbet af århundredet kom til at repræsentere i byen.
Hovedkvarteret blev året efter etableret i i bevægelsens kulturelle højborg, Folkets Hus i Søstræde. Etableringen af en række kooperative virksomheder blev bl.a. organiseret herfra.
Fra 1907 var drivkraften bag de mange initiativer fagforeningsformanden Peder Christensen. Og fra 1919 blev organisationens politiske indflydelse fasttømret ved, at Peder Christensen blev Helsingørs første folkevalgte borgmester. En borgmester hvis hjerteblod var kooperationstanken.
Folkets Hus
Folkets Hus
Fællesorganisationen i Helsingør ca. 1907
Fællesorganisationen i Helsingør ca. 1907

Kooperationen - den 3. streng i arbejderbevægelsen
Kooperationstanken var en international omdiskuteret idé om, at arbejderne ved i fællesskab at producere, indkøbe og distribuere forskellige varer og tjenesteydelser kunne få dækket deres daglige fornødenheder. I Danmark havde man gode erfaringer med dette. På Socialdemokratiets kongres i 1908 blev det slået fast, at man anså kooperationen som den tredje streng i arbejderbevægelsen - ved siden af fagbevægelsen og partiet.
Frem til 1. verdenskrig oprettedes der nu en række håndværkskooperationer, og desuden oprettede man boligkooperationen. I et historisk tilbageblik falder det i øjnene, at det er inden for landbrugsproduktionens kerneområder: Mælk, brød og opvarmning af husene, at kooperationstanken træder i karakter. Måske ikke så underligt al den stund, at det var her, de nye første generations industriarbejdere kom fra. De havde håndelaget.
Kooperationen kom til at spille en betydelig rolle i arbejderbevægelsens barndom. Men kooperationens virksomheder blev, efter anden verdenskrig, efterhånden udkonkurreret af den nationationale og internationale storkapital..
I datidens Helsingør blev det, som i København, oprettelsen af Helsingør Brugsforening i 1904 og Arbejdernes Fællesbageri i 1907, der blev kooperationens flagskibe i lokalområdet.

Helsingør Brugsforening
Helsingør Brugsforening er oprindeligt stiftet af jernbanens arbejdere i 1904 under navnet, Jernbaneetatens Fællesindkøbsforening. Fra begyndelsen var de medlem af det socialdemokratisk styrede FDB, men man købte også varer ind fra private kolonialgrossister. I 1917 skiftede man navn til Helsingør Brugsforening, og året efter etablerede brugsforeningen sig i Fiolgade 9.
Hovedformålet var at skaffe gode dagligvarer til rimelige priser. Dette skulle ske ved at undgå en række fordyrende mellemled. Det er svært at overvurdere betydningen af denne del af kooperationens virke. Hele perioden 1900-1940 var hårde tider for arbejderklassen og selv nogle få ørers besparelse på dagligvarerne havde stor betydning i de små budgetter.
Fra en beskeden begyndelse udviklede Brugsforeningen sig efterhånden til at blive Nordsjællands største detailforretning. I mellemkrigstiden blev der således etableret brugsforeninger i "Negerlandsbyen" på Rosenkildevej (1923), Hamlets Vænge på Esrumvej og ved Solbakken på Rønnebær Allé. Omkring 1960 var man efterhånden nået op på 13 butikker med 100 ansatte og 3000 medlemmer.
Med byggeriet af Kvickly i Stjernegade i 1965 og Kvickly 2 i Prøvestenscenteret i 1979 cementerede brugsforeningen sin betydning for byen og dets opland.
Helsingør Brugsforening 1935
Helsingør Brugsforening 1935
Brugsforeningen i Negerlandsbyen
Brugsforeningen i Negerlandsbyen

Fællesbageriet
Brød var i 1880´erne arbejderklassens hovedernæringsmiddel. Trods faldende kornpriser satte de private bagere ikke prisen ned. Med en faldende realløn følte arbejderne i København i 1886 sig provokeret til at oprette: ”Arbejdernes Fællesbageri i København”. Initiativet blev på mange måder en succes, der bredte sig til hele landet. Mange af fællesbagerierne sluttede sig i løbet af 1900-tallet sammen i et fællesskab, der kom til at hedde Rutana-sammenslutningen. I løbet af 1900-tallet blev sammenslutningens fabrik i København, Rutana, på det nærmeste synonymt med begrebet rugbrød, der blev solgt under samme navn i de lokale fællesbagerier.
De gode erfaringer bredte sig også til Helsingør, hvor Fællesorganisationen, cirka tyve år efter, også oprettede et fællesbageri.
Peder Christensen optog straks efter sin udnævnelse til forretningsfører i Fællesorganisationen forhandlinger om overtagelse af en privatejet brødfabrik i Helsingør. Og i 1907 var Arbejdernes Fællesbageri en realitet, med økonomisk opbakning fra en lang række medlemsforeninger.
Herefter kom nogle barske år med priskrig og konkurrence med byens bagere, men omkring krigsudbruddet i 1914 var bageriet en accepteret, moderne og velkonsolideret virksomhed med en række brødudsalg og bagerier i byen. En virksomhed, der fungerede helt frem til 1970´erne.
Helsingør Fællesbageri 1907
Helsingør Fællesbageri 1907
Fællesbageriet 1910
Fællesbageriet 1910
Fællesbageriets ovn
Fællesbageriets ovn

Helsingør Byråd
Socialdemokratiet havde allerede fra 1894 været godt repræsenteret i Byrådet. Og i 1919, kunne Fællesorganisationens formand, Peder Christensen, indsættes som den første folkevalgte borgmester i Helsingør.
I de næste 25 år blev borgmesteren og de socialdemokratiske byrådsmedlemmer lokomotivet i bestræbelserne på at få kommunen til at yde økonomisk støtte og opbakning til gavn for almenvellet. Og det var tiltrængt. Mønsterkommunen kom i de følgende år til at yde økonomisk støtte til bl.a.
-Ældreboliger
-Kommunens boligbyggeri, Havebyerne
-Kolonihaver, Solbakken
-Offentlig produktionsvirksomhed, Glasværket
-Havnebyggeri, Nordhavnen
Helsingør Byråd 1938
Helsingør Byråd 1938

Ældreboliger
I byrådet fik socialdemokratiet gennemført, at kommunen købte forlystelsesetablissementet Hammershøj og omdannede det til alderdomshjem.
Og med den nyindsatte borgmester, Peder Christensen,som initiativtager opførtes 1919-21 alderdomsstiftelsen ved Gurrevej, de første selvstændige kommunale aldersrenteboliger i Danmark.
Hammershøj
Hammershøj
Stiftelsen på Gurrevej
Stiftelsen på Gurrevej

Kommunens boligpolitik
I nutiden er det periodens statslige og kommunale initiativer i datidens katastrofale boligsituation, der springer i øjnene. På fremsynet vis satte arbejderbevægelsen sit præg på den kommunale boligpolitik.
I 1916 tog Fællesorganisationen i Helsingør således initiativ til at opfordre byrådet til at opføre "en del passende bygninger i villastil" på baggrund af den udbredte bolignød i byen. Der var fra de borgerlige partier stor modstand imod at involvere kommunen i disse planer, men med socialdemokraternes og de radikales stemmer blev det vedtaget, at kommunen kunne sælge en egnet grund på Esrumvej til en nyoprettet boligforening og hen ad vejen yde et tilskud. I 1917 kunne byggeriet påbegyndes, men undervejs skred økonomien for boligforeningen, så det endte med, at kommunen selv blev bygherre og udlejer.
Arkitektonisk og byplansmæssigt kom inspirationen til denne bebyggelse,"Hamlets Vænge", fra de engelske havebyer, som i disse år voksede frem i store dele af Europa. En bebyggelsesform der nok er værd at kigge lidt nærmere på.

Havebyerne i Helsingør
En af de reformtanker, der fik stor betydning for byudviklingen i det 20. århundredes Europa, var den engelske ide om "The Garden City". Det skulle være en helt ny by. Gerne lige uden for metropolerne. Den skulle forene storbyens fordele: det sociale liv, arbejdspladser, institutioner osv. med landets fordele: lys og luft, lave boliger med haver og grønne områder.
Inspirationen skulle hentes fra de gamle landsbyer og den nationalt hjemlige før-industrielle byggeskik.
Både under og efter første verdenskrig tog denne udvikling fart i Danmark og resultatet blev en række havebyer med et umiskendeligt dansk særpræg. Især inspireret af sønderjysk byggeskik med friserkviste og
tønderkarnapper. I København er både Grøndalsvænge og Præstevangen gode eksempler, og i Helsingør kan man stadigvæk glæde sig over kulturperlerne Hamlets Vænge og "Negerlandsbyen".

Hamlets Vænge
Hamlets Vænge blev bygget i 4 etaper i perioden 1917-1928. Bebyggelsen, der var statsstøttet, består af 43 huse. Arkitekten i perioden 1917-1921 var Poul Holsøe (1873 - 1965) fra Helsingør. Han var også en af arkitekterne bag Grøndalsvænge i København. En bebyggelse der er næsten lige så "sønderjysk" i sin byggestil med forskellige former for karnapper. Fælles for de yndefulde huse er de røde halvvalmede tage.
Husene blev opført omkring en fælles bred adgangsvej, Hamlets Vænge, som både dobbelthuse og enkelthuse med forholdsvis små lejligheder men med fælles vaskekældre og gode grønne fællesområder omkring hvert hus.
Helsingør Skibsværfts betydelige økonomiske støtte til udvidelsen af byggeriet ned mod Gl. Hellebækvej, betød, at disse lejligheder fortrinsvis skulle beboes af arbejdere og funktionærer fra skibsværftet.
Langs Esrumvej
Sidste etape, byggeriet langs Esrumvej, er tegnet af en anden helsingørarkitekt, Karl Zandersen (1889-1973). Zandersen var lokalt berømt for byggeriet af en række villaer i Helsingør, men måske mest for sin version af en anden samtidig smuk haveby i Helsingør, "Negerlandsbyen". Se nedenfor.
Karl Zandersen havde ikke de samme økonomiske midler til rådighed på Esrumvej som Holsøe og undlod derfor karnapperne. Der var heller ikke råd til Holsøes mere varierede byggeri, så alle husene blev ens dobbelthuse. Men dog med Zandersens karakteristiske solide kvalitetsbyggeri. Se fx også hans eget hus på Møllebakken 10.
Poul Holsøe<br>(1873-1965)
Poul Holsøe
(1873-1965)
Hamlets Vænge<br> Fire byggefaser
Hamlets Vænge
Fire byggefaser
Hamlets Vænge 1920´ erne
Hamlets Vænge 1920´ erne
Hamlets Vænge<br>Karnap
Hamlets Vænge
Karnap
Hamlets Vænge Esrumvej
Hamlets Vænge Esrumvej
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009

Negerlandsbyen
"Negerlandsbyen" er fra 1920-21, og blev skabt af den lokale arkitekt Karl Zandersen i det stærkt kuperede terræn, som oprindeligt var udlagt til kolonihaver.
Havebyen består af 41 huse med i alt 68 lejligheder. Det er en enklave af 1- og 2-familieshuse.
Også her var baggrunden for byggeriet den store bolignød omkring Første Verdenskrig, hvor der blev stiftet en række boligforeninger støttet af kommunen. Kommunen stillede således en grund til rådighed ved Rosenkildesvejs udmundning i Gurrevej for "Andelsbyggeforeningen Helsingør" oprettet i 1920 af nogle funktionærer; primært lærere og jernbanefolk.
En af flere teorier om det idag lidt politisk ukorrekte navn for bebyggelsen: "Negerlandsbyen", skulle være jernbanefolkets sorte uniformer! En anden teori er, at nybyggeriet i det kuperede terræn fik en forbipasserende til at udbryde: "Det ligner sgu en hel negerlandsby".
Vejene omkring bebyggelsen fik prestigefyldte vejnavne opkaldt efter tidligere borgmestre. Fx: Olriksvej, Rosenstandsvej, Stenfeldtsvej.
Eftertidens praksis og vurdering
Efterhånden gled interessen for industribyernes forstadsbyggeri over til funktionalistiske stor-karréer, hvor kulturradikale arkitekter og byplanlæggere bl.a. kaldte ideen bag havebyerne for reaktionær og bagstræberisk.
Mellemlagene og borgerskabet var mest interesseret i individualistiske villaer, som man kunne gå rundt om.
Efter anden verdenskrig dukkede interessen dog igen op for ideen bag havebyerne. I Danmark under navnet: tæt-lav bebyggelse. Man var blevet træt af de konforme lejekaserner og højhuse.
Karl Zandersen<br>(1889-1973)
Karl Zandersen
(1889-1973)
Brugsforeningen i Negerlandsbyen
Brugsforeningen i Negerlandsbyen
Negerlandsbyen 2009
Negerlandsbyen 2009
Negerlandsbyen 2009
Negerlandsbyen 2009
Buste af Kong Peder
Buste af Kong Peder

Helsingør og krisen i 1930´ erne
Perioden var en fremgangsperiode for skibsværftet og med socialreformen fra 1933, blev der også behov for et stigende antal offentligt ansatte. Hertil kom en række statslige love om socialt boligbyggeri og loven om to ugers sommerferie til hele befolkningen. Med den svenske fabrik, Tretorns, etablering i kommunen med 300-400 ansatte og de hermed afledte gevinster for byens leverandører og handlende betød det, at det socialdemokratiske flertal i Byrådet, ufortrødent, kunne fortsætte sine bestræbelser på at omdanne kommunen til en mønsterkommune.
Som én af Helsingørs historikere, journalisten Birger Mikkelsen udtrykker det: ”Helsingør blev blot tilskuere til krisen”

Offentligt byggeri og rekreative områder
I 1928 og 1934 købte kommunen nu jorden omkring de gamle lystejendomme Belvedere og Bergmannsdal. Her blev der blev anlagt nye kvarterer omkring Pontoppidansvej og Mads Holmsvej.
På den anden side af Kongevejen, langs den nyanlagte Stubbedamsvej, blev det såkaldte Jyllandsvejs-kvarter etableret. I den forbindelse friholdt man en grøn kile fra Stubbedamsvej til Kongevejen. Det første stykke af denne kile kaldes i folkemunde,for "Smørhullet".
Kooperativt byggeri
Kooperativt byggeri

Kolonihaveparken ”Solbakken”
I Byrådet havde man i begyndelsen af 1930’erne længe overvejet, hvorledes man kunne tilgodese kravet fra de mange industriarbejdere om at få deres egen lille kolonihave med mulighed for at dyrke grøntsager til den daglige husholdning. Dette var en gammel tradition i Helsingør, men borgmesterens byggeiver havde flere steder inddraget eksisterende havekolonier.
I Byrådet blev der i 1935 derfor truffet beslutning om at erhverve nye arealer til dette. Valget faldt på et af de smukkeste landområder i Helsingør. Et 27 tdr. land stort område, der tilhørte landstedet, ”Sophienlyst”, på hjørnet af Gurrevej og Rønnebær Allé.
Arealet og udstykningen
Arealet i det smukt kuperede terræn, blev delt op i 210 grundstykker, og for et, på det nærmeste symbolsk beløb, kunne arbejderne nu leje en sådan grund og opføre et mindre kolonihavehus. Kommunen bad den senere højt berømmede landskabsarkitekt, i Gentofte, Gudmund N. Brandt om at komme med forslag til en gennemtænkt kolonihavepark, der samtidig skulle fungere som et offentligt tilgængeligt, rekreativt område. I lighed med naturparken ved Stubbedamsvej.
Især kommunens garanti for, at det var en permanent foranstaltning, gjorde, at Brandt mente kolonihaveejerne ville værne om stedet og respektere en række restriktioner med hensyn til hækkenes højde og en ensartet beplantning. Fx skulle der plantes mindst ét frugttræ i hver have.
Kolonihavehuset
Det blev den kendte arkitekt, Volmar Drosted (1890-1956), som fik opgaven med at komme med forslag til de små huses indretning og udseende. Også her ville man sikre sig et harmonisk helhedsindtryk. Drosted kom med flere typer, som beboerne kunne vælge imellem.
En nutidig slentretur igennem det smukke område viser dog, på eksemplarisk vis, hvorledes danskerne har det med byggerestriktioner, når det gælder nationalklenodiet, kolonihavehuset.
Tak til Kong Peder
At kolonihaveejerne godt vidste, hvem der stod bag initiativet til denne pragt-park er markeret ved at haveforeningen den 1.april 1944 rejste en mindesten i taknemmelighed over borgmesterens initiativ.
Solbakkens udstykning 1935
Solbakkens udstykning 1935
Solbakken 1950´ erne
Solbakken 1950´ erne
Solbakken havetegning (Udsnit)
Solbakken havetegning (Udsnit)
Solbakken 1965
Solbakken 1965
Solbakken 1966
Solbakken 1966

Glasværket
II slutningen af 1920´erne forsøgte det socialdemokratiske flertal i Helsingør, af beskæftigelsesmæssige årsager, at få kommunen til at involvere sig i den industrielle produktion. Det skulle ske ved at overtage den privatejede vinduesglasfabrik på Grønnehave. Men det skulle man nok ikke have gjort!
Borgmester Peder Christensen satte hele sin prestige ind på projektet og fik byrådet med på at stille kommunegarantier. Men projektet mødte stor modstand. Bl.a. fra statsmagten. Og i 1930 blev virksomheden erklæret konkurs; med store tab for kommunen som følge.
Det blev i stedet industrimagnaten fra Helsingborg, Henry Duncker, der i 1934 kom til at fremme beskæftigelsen i Helsingør. Han overtog, midt under den økonomiske verdenskrise, den fallitramte fabrik og etablerede gummifabrikken, Tretorn.
Glasværket
Glasværket
Tretorn i Helsingør
Tretorn i Helsingør

Nordhavn
I 1934 kunne borgmesteren, Peder Christensen, indvie en helt ny havn, Nordhavnen, på den anden side af Kronborg. Det var en af borgmesterens mærkesager, der efter en mangeårig voldsom polemik i byrådet med de borgerlige politikere og hadefulde artikler i de borgerlige aviser nu blev en realitet.
Hvorfor en ny havn?
Baggrunden var bl.a, at statshavnen ved Helsingør Station ikke kunne rumme de mange fiskefartøjer og det stigende antal lystsejlere. Man ønskede derfor en udvidelse på den nordre side af Kronborg. Men projektet var koblet sammen med et storstilet privatbaseret badeland, som kun de færreste fandt realistisk. Blandt andet fordi den svenskejede gummifabrik, Tretorn, samtidig blev etableret i det samme område på Grønnehave. Fra Helsingborgsiden kunne man erfare, at fabrikken sendte ildelugtende røg ud fra skorstenene.
Fra Miami Beach til gummifabrik og campingplads
Det blev da også et stærkt reduceret projekt, som borgmesteren holdt indvielsestalen til i 1934. De luftige ideer om det amerikansk inspirerede badeland blev på tegnebordet.
I nutiden fungerer den del af området som en velbesøgt campingplads. Gummifabrikken blev revet ned i begyndelsen af det 21. århundrede. Køn var den ikke. Men virksomheden gav tiltrængt beskæftigelse i Helsigørs krisehærgede perioder.
Gummistranden
Til gengæld er anlægget af den lange brede strand med klitter bevaret. I lokalområdet kendt som ”Gummistranden”. Et yndet rekreationssted for mange af Helsingørs borgere i de varme sommermåneder.
Kronborg Havbad
Fra mange sider beklages det dog, dengang og nu, at restauranten, Kronborg Havbad, i Nordhavnen, med sin flotte art-deco stil siden er erstattet af en langt mindre charmerende træbygning.
Nordhavnsprojektet
Nordhavnsprojektet
Helsingør Nordhavn 1934
Helsingør Nordhavn 1934
Nordhavns aktiviteter
Nordhavns aktiviteter
Nordhavns springtårn 1938
Nordhavns springtårn 1938
Kronborg Havbad 1934
Kronborg Havbad 1934

Helsingør/Helsingborg samarbejdet
Fællesskabstanken rakte også over Sundet. Især Helsingør/Helsingborg-samarbejdet fik i 1920´erne og 30´erne en intensitet som man, bortset fra de to sidste krigsår 1943-45, har haft svært ved at leve op til siden.
Johan Bååth
Det var Helsingborgs socialdemokratiske borgmester, Johan Bååth (1911-1936), der, via "Foreningen Norden", fik Helsingørs borgmester til at intensivere den store interesse, han allerede havde for et tæt samarbejde mellem de to grænsebyer. Det skete i maj 1925, hvor Johan Bååth, i spidsen for en sydsvensk delegation, besøgte Peder Christensen på Helsingør Rådhus for at takke ham for hans ildhu i det nordiske samarbejde.
Foreningen Norden
Umiddelbart efter fik Helsingørs borgmester en opfordring fra "Foreningen Norden" til at oprette en lokalafdeling i Helsingør. Med sig selv som formand gik Peder Christensen nu med liv og sjæl ind i dette arbejde. Resultatet blev bl.a. til en fælles beslutning om et tæt samarbejde mellem byernes skoler, biblioteker, teatre, koncerter og meget andet. Og planerne blev i stort omfang realiseret. Fx inden for skoleområdet.
Skolesamarbejde, idrætsorganisationer, fagbevægelse m.v.
Udgangspunktet var at gøre skoleungdommen nordisk sindet b.la. ved udveksling af skoleklasser. Folkeskoleinspektøren og gymnasierektoren fra Helsingør blev valgt ind i den lokale afdeling af "Foreningen Norden" og stod hér i spidsen for en lang række gensidige skolebesøg og udveksling af lektorer mellem almenskolen i Helsingør og läroverket i Helsingborg.
Hertil kom en lang række af udvekslingsbesøg mellem fagbevægelse, idrætsorganisationer, sangkor, ungdomsorganisationer osv. Helsingør/Helsingborg samarbejdet blev, på det nærmeste, et eksemplarisk eksempel på, hvordan venligtsindede nabobyer kunne have glæde af hinanden.
På det politiske plan
En sag der lå begge borgmestre på sinde var, efter første verdenskrig, at få genoptaget den omfattende grænsehandel. Men hér skulle der dog statslige initiativer til for at få ændret toldunionen og pastvangen ved rejser over Sundet.
En anden vigtig sag var at få sænket telefontaksterne mellem de to lande.
Nordisk festdag for Helsingørs byhorn
Forbrødringen med de mange stævner, skoleudvekslinger osv. kulminerede i en kæmpefest i 1938 i Helsingør, hvor man fejrede 100 årsdagen for et stort drikkehorn, der befandt sig i Peder Christensens skab på borgmesterkontoret.
Det sølvforsirede drikkehorn var en gave fra skandinavismens storhedstid, hvor Helsingborgs borgmester, Lundberg, i 1838, havde foræret dette til Helsingørs borgmester, Stenfeldt.
De to festglade borgmestre drak nu, under pressens store bevågenhed, på Marienlyst Hotel i august 1938 begge af hornet. Naturligvis fyldt op med Wibroes kvalitetsøl. Pålidelige vidner beretter, at den tidligere maskinarbejder, Peder Christensen, tog en kæmpeslurk, mens afholdsmanden, Johan Bååth, blot markerede ved at stikke tungespidsen ned i de gyldne dråber.
Kongen og hertugen
Kongen og hertugen
Helsingørs byhorn 1938
Helsingørs byhorn 1938
Byhornet
Byhornet
Svensk solidaritet
Svensk solidaritet

Ekstra materiale
Perioden er ganske velbelyst i en række populære fremstillinger. Især fra Helsingør Bymuseum. Se venligst litteraturlisten.
Den danske gymnasielærer Jan Horn Petersen har,sammenfattet en detaljeret del, som kan hentes i fuldtekst i kapitlet: Ekstra materiale

Skåne

*

Helsingørs og Helsingborgs to socialdemokratiske borgmestre.

Kapitlet er under produktion

Arkitektur

*

Stockholmsudstillingen i 1930 indvarslede den moderne, funktionalistiske arkitektur og boligindretning i Skandinavien. Der var tale om et opgør med tidens stilblanding og hang til dekoration.


Modernisme
Stockholmsudstillingen i 1930 indvarslede den moderne, funktionalistiske arkitektur og boligindretning i Skandinavien. Der var tale om et opgør med tidens stilblanding og hang til dekoration.
Den svenske arkitekt Gunnar Asplund, som stod bag udstillingen, blev inspirator for en lang række arkitekter og formgivere over hele Norden. Blandt disse var f.eks. danskerne Poul Henningsen og Arne Jacobsen, som stod bag adskillige bygningsværker på begge sider af Øresund. De flygtede begge til Sverige i 1943.
Udstilling i Stockholm 1930
Udstilling i Stockholm 1930

Borgerklassicismen
Den øgede urbanisering i starten af 1800-tallet afspejler sig i et stigende byggeri i bysamfundene. I starten af århundredet gør det sig især gældende i København, som efter en omfattende ildebrand i 1795 og englændernes bombardement i 1807 får en væsentlig fornyelse af den indre by i tidens klassicistiske stil. Hele kvarteret omkring Amagertorv med den nye domkirke, Vor Frue Kirke, domhuset og kirken i tilknytning til Christiansborg Slot udgør sammen med de mange borgerhuse i samme stilart en unik eksempelsamling for denne tidlige borgerklassicisme.
Både i 1800 og 1900-tallet træffer man klassicistiske byggerier i utallige variationer i hele regionen. I København er slutstenen på denne stilretning opførelsen af Københavns politigård 1918-24, tegnet af arkitekterne Rafn og Kampmann.

Historicismen
Det nærmeste man kommer en fælles stilbetegnelse i 1800-tallet er historicismen som en fælles betegnelse for det omfattende genbrug af stilarter og -elementer, som finder sted op igennem hele århundredet, og som måske snarere kan karakteriser som en fælles holdning til anvendelse af et formsprog som trækker på såvel europæisk, som ikke-europæisk arkitekturhistorie.

Eksotisme og skønvirke
Det eksotiske spiller en iøjnefaldende rolle og udtrykker måske en ubevidst famlen overfor det afgørende historiske brud som industrialiseringen betegner i forhold til årtusinders landbrugssamfund. Et elektricitetsværk midt i København udformes som et orientalsk paladsanlæg, udluftningskanalen på gasværket ved Svanemøllen Station som en minaret og tyrkisk inspirerede kiosker begynder at dukke op i bybilledet.
Et andet karakteristisk formudtryk er den nostalgiske, senromantiske vikingestil, eller skønvirkestil. Snedkerglæde, som det hedder på svensk, grunder sig på det feudale håndværks gennemskuelighed, kunsthåndværket, hvor producenten endnu ikke er hyldet i industrialiseringens fremmedgjorte produktionsproces. Det kommer også til udtryk på de mange udstillinger i tiden omkring århundredeskiftet. Kunst- og industriudstillinger med fantastiske, men også skrøbelige og forvoksede trækonstruktioner, som er dømt til undergang. Undtagen, måske, når man placerer dem i en samlet enhed, hvor de tjener til adspredelse og underholdning som i Tivoli, der er fra 1843, og hvor eksotismen og nostalgien er permanent iscenesat.
Sidst i århundredet udvikler senromantikkens historistiske skønvirke sig til Jugend og Art Nouveau, som man f.eks. kan se det i Palads Hotel på rådhuspladsen i København.
Botanisk Have, København
Botanisk Have, København

Helsingborg som eksempel
Hvis man vil følge udviklingen fra århundredeskiftets historicistiske forbilleder, via jugend og Art Noveau, til modernismens idealer, er Helsingborg et udmærket eksempel. Helsingborg var, i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet i rivende udvikling og var derfor i stort behov af nye bygninger. Periodens foretrukne arkitekturstile blev derfor meget rigt repræsenterede i byen.Klassiske stilimitationer forekommer i rimeligt stort omfang.
Ved den øvre del af Stortorvet findes den middelalderinspirerede terrasse og rundt om torvet kan man se mange stilimitationer, f.eks. Skånske Enskilda Bankens bygning fra 1901, som er en barokimitation, og Handelsbanken fra 1904 med antikke islæt.Handelsbanken blev tegnet af byens arkitekt Alfred Hellerström, som også tegnede Helsingborgs Rådhus og Universitetsbiblioteket i Lund, begge i nygotisk monumental stil. Alfred Hellerström blev senere inspireret af jugendstilen, som lige efter århundredeskiftet fik en kort men betydningsfuld blomstringstid, især blandt det velstillede borgerskab.
Lige før 1910 opførtes et helt villakvarter i jugendstil i bydelen Olympia. Foruden Hellerström deltog flere andre arkitekter i projektet, bl.a. Carl Rosenius og Ola Andersson. Husene er kendetegnet af runde tårn og runde hjørner, buede frontoner, vinduer af varierende udseende og mangfoldige ornamenter. Det hele var et tydeligt brud med 1800-tallets stramme byggestile.En mærkelig bygning, fra overgangstiden mellem klassicisme og modernisme, er Krematoriet fra 1929. Bygningen blev tegnet af Ragnar Östberg, mest kendt som arkitekten bag Stockholms Stadshus. Krematoriets kuppel, som indendørs bæres op af klassiske kolonner, har et historicistisk islæt, mens den i øvrigt glatte bygning peger mod stilren modernisme.
Terrassen i Helsingborg
Terrassen i Helsingborg
Skånes enskilda bank
Skånes enskilda bank
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg

Modernisme og funktionalisme
Stockholmsudstillingen i 1930 blev optakten til den moderne, funktionalistiske arkitektur og stilarts indtog i Skandinavien. Udstillingen rummede bygninger af bl.a. Gunnar Asplund holdt i hvidt med bærende betonkonstruktioner og store vinduespartier med glas og stål.. Fokus var på dagligdagens behov med eksempler på boligformer og moderne interiør. Inspirationen kan spores i bl.a. Blidah-Parkens boligblokke og Arne Jacobsens Bellavista - byggeri, opført 1931-34, ved Bellevue på Strandvejen nord for København.
Det måske mest interessante eksempel på tidlig modernisme i Sverige, er Helsingborgs koncerthus, som stod færdigt i 1932. Det blev tegnet af Sven Markelius og viser en stor lighed med det studenterhus han havde tegnet for Tekniska Högskolan i Stockholm i 1930. Projekteringstiden for koncerthuset var interessant, eftersom Markelius´ første forslag var tydeligt klassicistisk. Forslaget blev efterhånden omarbejdet og slutresultatet blev en funktionalistisk stil, med glatte hvidpudsede vægge, store glaspartier som gav meget lys i forhallen og halvcirkelformede sidefløje med garderobe og restaurant.
Funktionalismens idealer var bl.a. lys og renhed. Den havde ikke meget tilfælles med de klassiske stilimitationer som prægede århundredeskiftet, men et øget fritidsforbrug og ændrede livsformer var med til at bane vej for funktionalismen. I Skåne byggede man allerede i 20erne ”funkisvillaer”, bl.a. i Falsterbo, hvor Joseph Frank opførte nogle villaer i 1928 og 29. I Hornbæk på den Nordsjællandske kyst finder man de første eksempler på sommerhuse i senromantisk vikingestil, men også det mondæne, funktionalistiske badehotel opført i 1935.
Joseph Franks villa
Joseph Franks villa
Sommerhus i Falsterbo
Sommerhus i Falsterbo
Helsingborgs koncerthus
Helsingborgs koncerthus
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsen Privatvilla
Arne Jacobsen Privatvilla
Kronborg Havbad 1934
Kronborg Havbad 1934
Hornbæk Badehotel
Hornbæk Badehotel

Funkis for middelklassen
Mens det bedre borgerskab byggede hvide funkishuse, byggede middelklassen bungalower med funkispræg. For at imødegå den akutte bolignød oprettede staten en Statsboligfont, hvis formål det var at skabe muligheder for en billig finansiering af menigmands drøm om at få et hus med have. Det betød bl.a., at man nu kunne købe færdige typetegninger til en bungalow hos arkitekten, hvilket reducerede byggeomkostningerne.
De tydeligste kendetegn for bungalowerne er den solide firkantede form i rødt eller gult tegl og med et lavt pyramideformet tag beklædt med tagpap, som i 1930erne var et helt nyt og billigt materiale.

Materialer og stil
Der er tale om en standardiseret og forenklet udgave af funktionalismen, en relativ uprætentiøs husform uden de store arkitektoniske raffinementer.
Det billige byggeri signaliserede alligevel noget moderne. F.eks. er bungalowernes karakteristiske hjørnevinduer en funktionalistisk detalje, der viste, at bygherren benyttede moderne byggeteknik. De stramme og symmetriske facader er dog mere i samklang med klassicismens facader end modernismens mere frie former.
Fra valmede tage till saddeltage
I løbet af 1940,erne dæmpedes interessen for de valmede tage, og man begyndte igen at opføre flere huse med saddeltag. En medvirkende årsag kan være, at det under verdenskrigen var svært at skaffe asfalt til tagpapproduktionen, som var en betingelse for at kunne benytte den lette tagkonstruktion på de valmede tage. Saddeltagets stærkere konstruktion kunne bedre bære de tunge tagsten. Eksempler på denne byggestil kan man bl.a. se i bydelen Eskilsminne i Helsingborg, hvor man i begyndelsen af 1940,erne byggede 60 små-funkisvillaer med relativt lave saddeltage. Hvert hus er på 65 kvadratmeter, og der er toilet med bad i de høje kældre.
Initiativet og interessen for at bygge disse små lyse og funktionalistiske villaer indgik i det svenske folkehjemsprojekt.
Bungalow i Snekkersten
Bungalow i Snekkersten
Funkisvilla i Helsingborg
Funkisvilla i Helsingborg

Eksterne links til 1900-1940

*

Linkikonet åbner for hjemmesider, hvor der kan findes yderligere oplysninger om perioden 1900-1940. En del af disse tilbyder også en engelsk version eller resumé.

Jan Horn Petersen: Kong Peders Helsingør

*

Den interesserede bruger kan her finde en mere detaljeret fremstilling af Borgmester Pedersens betydning for Helsingør i perioden 1900-1940 i Jan Horn Petersens: Kong Peders by.

Jan Horn Petersen: Kong Peders by
I mere end en halv menneskealder, fra 1919 og til efter 2.verdenskrig, blev Helsingør Kommune regeret af den dynamiske borgmester Peder Christensen. Kong Peder, som han blev kaldt, forsøgte at skabe en mønsterkommune. Den byggede på et udstrakt socialt sikringssystem, hvilede på kooperative initiativer, eksperimenterede og havde et udsyn der rakte langt over Sundet.
Baggrunden
1900-tallet er den periode, hvor industrisamfundet og det parlamentariske systems spilleregler for alvor sætter sig igennem. I Danmark taler man om systemskiftet i 1901, hvor partiet Venstre efter mange års indædt politisk kamp imod partiet Højre kommer til regeringsmagten, mens socialdemokratiets politiske og velfærdsmæssige strategi endnu ikke er fastlagt.
Kommunernes rolle
Kommunerne dannede indtil Systemskiftet en væsentlig magtbasis for gårdmandsstanden og partiet Venstre, og der eksisterede i tiden omkring århundredeskiftet et udstrakt kommunalt selvstyre. Kommunerne administrerede de ganske vis sparsomme sociale ydelser efter lokalt skøn og har afgørende indflydelse på udviklingen af skole-, sundheds- og boligpolitikken. Statsliggørelsen af velfærdssamfundet er endnu i sin vorden, og det giver, specielt i tidsrummet fra ca. 1900 til 1920, kommunerne stort politisk spillerum.
Da man i 1891 vedtager reformen om alderdomsforsørgelse, - der normalt betegnes som det første eksempel på moderne sociallovgivning i Danmark -, er der tale om 50 % statslig refusion op til et vist loft. Det er dog karakteristisk, at ydelsen ikke er universel, dvs. automatisk tildeles alle ældre, og at selve ydelsens niveau kan variere betragteligt fra den ene kommune til den anden. Efter en skattereform i 1903 skabes der større økonomisk albuerum for kommunerne og efterhånden udvikles et statsligt refusionssystem, der medvirker til at kommunerne kan tage fat på stadig flere opgaver.
Arbejderbevægelsens organisering
Organiseringen af arbejdsmarkedet i Danmark blev med det såkaldte Septemberforlig af 1899 reguleret med kollektive overenskomster på landsbasis. Det betød i Helsingør, og sikkert også andre steder, at de lokale fagforeninger og den lokale fællesorganisation måtte afgive forhandlingsret og -kompetence. I Helsingør, hvor man i slutningen af 1890erne faktisk havde indført kollektive overenskomster på lokalt plan, betød det, at Fællesorganisationen, der havde varetaget forhandlingerne, kom til at befinde sig i et tomrum.
Fællesorganisationen var det samlende organ for fagbevægelse og arbejderbevægelse, men der begyndte nu at tegne sig en klarere opdeling i på den ene side fagbevægelse og på den anden side partiet, der rettede sig ind imod det politiske system.
Fællesorganisationens rolle
Betragter man den samlede arbejderbevægelse var der også andre interesseområder, der i vid udstrækning blev varetaget af Fællesorganisationen, f.eks. det kooperative virkefelt og mere almene kulturelle interesseområder. I Helsingør satsede man således stærkt på det kulturelle virkefelt med erhvervelse af Arbejdernes Forsamlingshus, senere Folkets Hus, i 1889, hvor også Fællesorganisationen, der var oprettet året før, fik til huse.
Folkets Hus
Kooperationens stilling
Med hensyn til den kooperative virksomhed, så var partiets overordnede politik på dette område uklar, i og med at partiets Odense-kongres i 1898 havde vedtaget kritiske forbehold overfor kooperationen. Det grundede sig på mistro til bøndernes andels- og brugsforeninger, selvom sidstnævnte oprindelig var inspireret af den engelske arbejderbevægelses fælles indkøbsforeninger.
Lokalt oprettedes allerede i 1891 en fælles brændsels-indkøbsforening, mens omvendt de første tilløb til at starte en brugsforening i Helsingør by blev stoppet af Fællesorganisationen. Siden hen kom netop de kooperative foretagender til at spille en central rolle for den socialdemokratiske borgmester Peder Christensen, Kong Peder kaldet.
Kong Peders ilddåb
Peder Christensen var oprindelig kommet til Helsingør for at søge arbejde på værftet og meldte sig som 20årig i 1894 ind i Socialdemokratiet. Han fik efter eget udsagn en stor del af sin politiske skoling i forbindelse med aktiviteter i Folkets Hus i Søstræde og vælges i 1897 til tillidsmand på værftets maskinværksted. I 1906 bliver han valgt til formand i fagforeningen, men forlader værftet for at blive forretningsfører i Fællesorganisationen. Han bliver dog 7 år endnu på posten som fagforeningsformand og det er i dette spændingsfelt imellem fagforening og bevægelse at han for alvor udvikler sig. Selv udtaler Peder Christensen om skiftet til jobbet som forretningsfører i fællesorganisationen:
"Det var ikke i egentlig forstand partipolitisk interesse, som fik mig til at skifte livsstilling i 1906, men en meget stærk lyst og indre trang til at være med i arbejdet for økonomisk og kulturel opbygning af den socialdemokratiske arbejderbevægelse på samme måde som jeg havde været vidne til bondestandens rejsning igennem andelsbevægelse, sognerådsarbejde og oplysningsvirksomhed. Jeg har ikke ladet mig påvirke af udenlandske metoder, som ikke passede ind i danske forhold".
Kong Peder
Kooperationen – en hjertesag
Allerede tidligt var kooperationen Peder Christensens hjertesag, og han karakteriserede det som "måske det vigtigste våben i arbejdernes hånd". Før udnævnelsen til forretningsfører havde han forskellige planer for bl.a. en fællesindkøbsforening, men det blev oprettelsen af et fællesbageri, der blev gennembruddet. Her kunne Peder Christensen trække på erfaringer fra en række andre byer og agitatorisk kunne der slås på at bagerne trods drastiske prisfald på korn fra omkring 1880 opretholdt et højt prisniveau. Brød, og især rugbrød var en central fødevare. Det årlige forbrug var 71 kilo rugmel i gennemsnit pr. indbygger, svarende til et dagligt gennemsnitsforbrug på 400 gram, eller omkring det dobbelte af nu om dage.
Fællesbageri oprettes
Peder Christensen optager straks efter sin udnævnelse til forretningsfører forhandlinger om overtagelse af brødfabrikken Helsingør og den 20. januar 1907 er Arbejdernes Fællesbageri en realitet, med økonomisk opbakning fra en lang række medlemsforeninger og godkendelse på Fællesorganisationens repræsentantskabsmøde og et medlemsmøde. Herefter kommer nogle seje år med priskrig og konkurrence med byens bagere, men omkring krigsudbruddet i 1914 er bageriet en accepteret, moderne og velkonsolideret virksomhed i byen.
For Peder Christensen betød oprettelsen af fællesbageriet starten på et engagement i den kooperative landsbevægelse med oprettelsen af De sammensluttede Fælles- og Andelsbagerier på Sjælland og Lolland-Falster i 1911 og oprettelsen af en fællesindkøbsforening, hvor han bliver formand fra 1916-19. På dette tidspunkt er den kooperative bevægelse accepteret som arbejderbevægelsens "tredje ben", og får også stor betydning for opretholdelsen af arbejdernes levevilkår under 1. Verdenskrig.
Fællesbageriet
Byrådsarbejdet
Ved byrådsvalget i 1894 gik venstremænd og socialdemokrater i Helsingør sammen på en demokratisk fællesliste, hvilket sikrede socialdemokraterne 3 medlemmer af byrådet, vistnok det største antal noget sted i landet, og med rigsdagsmand Christian Rasmussen i spidsen. Det blev indledningen til 15 års samarbejdspolitik med den kongevalgte borgmester Jørgen Lyngbye i spidsen, frem til året 1919, hvor Peder Christensen indsættes som den første af byrådet valgte borgmester.
Reformer i byen
En væsentlig reform i denne periode er en skoleplan, der vedtages i 1909 og i realiteten skaber en enhedsskole med en syvårig, betalingsfri folkeskole som grundstammen.
Et andet hovedområde var alderdomsforsørgelsen, hvor Peder Christensen, som formand for alderdomsforsørgelsesudvalget, markerede sig kraftigt. Alderdomsunderstøttelsen udskilles i en særskilt lov, hvilket adskiller den fra den vanærende fattigdomsforsørgelse. I Helsingør vælger man i 1890erne en sats på op til 7 kroner om måneden og det følges op med en række bygningsinvesteringer og udgifterne til understøttelsen stiger fra 14.000 kr. i 1891 til 66.000 i 1912-13.
Omkring samme tidspunkt foreslår Peder Christensen, at kommunen køber forlystelsesetablissementet Hammershøj og omdanner det til alderdomshjem. Trods modstand i starten vedtages planen og i 1915 tages institutionen i brug. Det følges i 1918 op med en tilbygning på 25 lejligheder og endelig i 1919-21, i Peder Christensens første borgmestertid, opføres alderdomsstiftelsen ved Gurrevej, de første selvstændige kommunale aldersrenteboliger i Danmark, til den efter datidens forhold formidable sum af 1,7 mio. kroner.
Hammershøj
Stiftelsen på Gurrevej
Byråd og fællesorganisation
Peder Christensen sad med i byrådet og havde hermed mulighed for at sammenknytte arbejdet i fællesorganisationen og byrådet. Det kommer til udtryk i årene 1908-10, da der er store beskæftigelsesproblemer i byen. Den gennemsnitlige ledighed blandt de organiserede er på 42 % og antallet af ansatte på byens største arbejdsplads, værftet, er nede på ca.300.
Situationen var endvidere den, at understøttelsesperioden var ved at udløbe for en stor gruppe arbejdsløse, byens hjælpekasse var tom og tilbage stod kun den nedværdigende fattighjælp. I den situation tog Peder Christensen på fællesorganisationens vegne affære ved at bede byrådet om penge og i første omgang blev der bevilliget 1150 kr. til 14 fagforeninger plus 3000 kr. ekstra til hjælpekassen.
Det bemærkelsesværdige ved situationen er imidlertid også at fællesorganisationen står for administration og uddeling af midlerne, som blev suppleret ved indsamlinger og naturalier og brødkort fra Fællesbageriet. Social forsorg var den ene side af sagen, den anden i valgåret 1909 at forhindre at folk havnede på fattighjælp og dermed fortabte deres stemmeret. Valget, hvor kvinder for første gang får stemmeret resulterer i 9 mandater til socialdemokraterne, 8 til de borgerlige, 2 til Det radikale Venstre og 1 mandat til den kongevalgte borgmester.
Krigstidsøkonomi
I krigsåret 1914 bliver igen behov for ekstraordinære foranstaltninger til arbejdsløshedsunderstøttelse og i forbindelse med vareknaphed. Byrådet nedsætter et dyrtidsudvalg, men det praktiske initiativ overlades til fællesorganisationen og Peder Christensen. Udover den ekstraordinære arbejdsløshedsunderstøttelse er der tale om gratis skolebespisning, tilskud til brød og mælkekøb, men herudover organiserede Peder Christensen tillige indkøb af kartofler, sild, kommunal svineslagtning og i den sidste krigsvinter regulering af brændselsforsyninger- og priser.
Dyrtidshjælpen, som staten betalte halvdelen af, var på 16.000 kr. i 1915-16, men nåede i 1918-19 op på 1.095.000 kr., svarende til en årlig bistand på 550 kr. for en gennemsnitsfamilie med 4 børn, heraf 2 skolesøgende. Aktiviteterne var, som det ses, mangeartede og vakte for nogens vedkommende også modstand blandt de handlende. Efter behag kan man så kalde disse kooperative tiltag for renlivet planøkonomi eller nødvendige krisetiltag, men selv lagde Peder Christensen vægt på at det var tiltag, der tog sigte på hele befolkningen:
"Med disse forskellige dyrtidsforanstaltninger er der, hvor det ikke drejer sig om suppleringsunderstøttelse, lagt vægt på ikke at skulle udbetale pengehjælp eller rabatmærkesystem for mindre bemidlede, men så vidt muligt at sikre hele befolkningen visse hovedartikler til en billig pris".
Reformerne havde, sagt på en anden måde, et universelt sigte, et træk der også bliver karakteristisk for den statslige reformaktivitet. Den regulerende indgriben i vareforsyning og distribution er også et træk der gør sig gældende i den statslige økonomi. Om betydningen af den kommunale regulering i Helsingør siger Peder Christensen selv, at byen var "en af de bedst stillede med hensyn til forsyning med brød, brændsel, kartofler, mælk, flæsk og sild m. m".
Bevægelsen vokser
Sideløbende med disse aktiviteter moderniseres og udbygges i perioden bygningen i Søstræde så den kommer til at rumme fagforeningskontorer, lokalredaktion for avisen Socialdemokraten m.m. og siden hen ved tilkøb etableres forlystelsesetablissement med biografteater og en bykiosk. I året 1918 etableres tillige en barber- og frisørsalon og fællesforretningen havde i samme år en formidabel omsætning på samlet 1,8 mio. kr.
Kommunal boligpolitik
I 1916 tog Fællesorganisationen i Helsingør initiativ til at opfordre byrådet til at opføre "en del passende bygninger i villastil" på baggrund af den udbredte bolignød i byen. Der var stor modstand imod at involvere kommunen i disse planer, men med socialdemokraternes og de radikales stemmer blev det vedtaget, at kommunen kunne sælge en egnet grund på Esrumvej til en nyoprettet boligforening og hen ad vejen yde et tilskud på 35.000 kr. Og i 1917 kunne byggeriet påbegyndes. Undervejs skred økonomien for boligforeningen, så det endte med, at kommunen selv blev bygherre og udlejer.
Kong Peder som folketingsmand
Efter rigsdagsmedlem Christian Rasmussens død overtager Peder Christensen i 1918 hans folketingsmandat og i 1919 tillige borgmesterposten, men afgiver dog samme år formandskabet i Fællesorganisationen. Folketingshvervet bibeholdes dog kun til 1920, hvor Peder Christensen vælger det lokalpolitiske. I sin tid i folketinget sidder Peder Christensen med i den kommission, der udformer loven om folkebiblioteker af 1920. Væsentligst er dog deltagelsen i et fællesudvalg, der skulle drøfte virkeliggørelsen af socialdemokratiets programpunkt vedrørende "det socialistiske fælleseje og den socialistiske produktion".
Der udarbejdes et temmelig radikalt forslag, som vinder bred tilslutning i partiet og arbejderbevægelsen, men i praksis får det ikke den store betydning, idet det strategisk underordnes bestræbelsen for at få øget indflydelse på statsapparatet. Gennembruddet kommer med den første socialdemokratisk-radikale regering med Thorvald Stauning i spidsen fra 1924-26.
Imperiet vakler
Da Peder Christensen tiltræder som borgmester i 1919, hvor en ny valglov bl.a. afskaffer den kongevalgte borgmester, opnår socialdemokratiet for første gang absolut flertal med 10 mandater overfor 9 borgerlige, inklusive 2 radikale. Helsingør rummer da 15.400 indbyggere.I årene efter verdenskrigen viser der sig problemer for kooperationen i og med markedsmekanismerne normaliseres og der bliver problemer med investeringer, rentabilitet og ledelse og den største kreditor, Arbejdernes Landsbank, siger stop. Det forlanges, at de enkelte virksomheder udskilles, evt. sælges fra og Peder Christensen påtager sig sideløbende med borgmesterjobbet opgaven med at sanere foretagendet.
Meget bedre stod det ikke til i kommunen, hvis udgifter var vokset eksplosivt under krigsårene, og som både administrativt og personalemæssigt var ude af trit med tiden. Denne opgave tog borgmesteren også fat på, først og fremmest i form af en finansieringsplan, der bl.a. omfattede en driftsfont for de kommunale værker, der på det tidspunkt omfattede elværket, vandværket og gasværket, der erhverves i 1921.
Ved byrådsvalget i 1921 falder socialdemokraternes andel af stemmerne, men flertallet på de 10 mandater bevares. Om tilbagegangen hænger sammen med Peder Christensens pågående og ikke altid vellykkede projekter er umuligt at sige, men i alle tilfælde afholdt det ikke borgmesteren fra at udbygge sine planer om at skabe en mønsterkommune. Det gælder især på boligområdet, hvor det i de efterfølgende år lykkes at rodfæste den kooperative byggevirksomhed ved opførelse af et boligkompleks med 36 lejligheder og 2 butikker på Lappen i 1923-24 og yderligere 44 boliger ved Esrumvej i dobbelthuse i 1926. Sidstnævnte projekt løber dog ind i vanskeligheder og igen må kommunen færdiggøre projektet, administrere det og dække et underskud på 68.365 kr.
Fortsat udbygning
Alt i alt kunne Peder Christensen i slutningen af 1920erne med selvfølelse gøre op, at kommunen havde fået bygget 379 nye boliger, hvoraf 171 var i 68 private byggerier med kommunegaranti. 60 boliger var finansieret af Helsingør Værft og resten var kooperativt byggeri, der havde fået arealer for 121.700 kr. og garantier på 547.000 kr. I alt havde kommunen engageret sig med 1,4 mio. kr. i boligbyggeri og udført kloaker og veje for 888.000 kr.
Kooperativt byggeri
Buste af Kong Peder
Kooperationens fortsatte udvikling
Sideløbende med disse aktiviteter deltog Peder Christensen fortsat i landspolitisk arbejde i relation til den kooperative bevægelse. Det fører bl.a. til at der i 1922 oprettes et landsdækkende kooperativt fællesforbund, hvor Peder Christensen blev valgt til den første formand. Ligeledes skriver han sammen med forbundets sekretær en "Håndbog i Kooperation".
Der herskede i partiet fortsat en vis skepsis overfor kooperationens virke og i forretningsudvalget, hvor også Thorvald Stauning sidder, er der f.eks. modvilje imod at udfordre FDB(Fællesforeningen af Danmarks Brugsforeninger) ved at oprette en egen indkøbscentral og en tanke om at oprette kooperativ forsikringsvirksomhed støder ligeledes på modstand. Det ender dog med oprettelse af forsikringsvirksomheden ALKA. I sit syn på kooperationens virkefelt og rækkevidde lå Peder Christensen på mange punkter tættere på svenske synspunkter. Peder Christensen deltager i 1924 i den internationale kooperative verdenskongres og i Kooperative Förbundets jubilæumskongres i Stockholm, inden han i 1925 forlader formandsposten.
Det offentlige engagement
Det springende punkt for den kooperative virksomhed var naturligvis på hvilke områder og i hvilket omfang man bør drive erhvervs-virksomhed i konkurrence med det private erhvervsliv.
Med sine initiativer på boligområdet havde Peder Christensen ofte lagt sig ud med private boligejere og borgerlige byrådspolitikere, og der var naturligvis ikke mindre problematisk, når det drejede sig om produktionsvirksomhed i snævrere forstand. På dette område er der imidlertid også tale om gråzoner når det f.eks. drejer sig om elektricitetsværker o. lign. og ligeledes trafikanlæg og drift. På disse områder er der fortsat tradition for at det offentlige er med til at tilvejebringe en række almene produktionsbetingelser og varetage anlægs-, og driftsopgaver.
Offentlig infrastruktur
I Helsingør var situationen f.eks. den, at byens vandværk først i 1894 kom på kommunale hænder, mens gasværket fra 1853 endnu i 1920 var privatejet. Værket var imidlertid på dette tidspunkt nedslidt og virksomheden ønskede ikke at foretage de nødvendige investeringer. I 1921 vedtager byrådet endnu engang med socialdemokratiske og radikale stemmer at købe værket, der erstattes af et nyt, der åbner i 1925.
En anden skrantende virksomhed er Hornbæk-banen, der, trods forlængelse til Gilleleje i 1916, i driftsåret 1920-21 har et underskud på 110.000 kr. I Løbet af 1920 bliver det reelt kommunen som bestyrer og forvalter banen, under voldsomme protester fra borgerlige byrådsmedlemmer, som dog imødegås af ligesindede politikere i omegnen, som havde behov for banen, men ikke råd til at betale underskuddet. Ligeledes havde staten sagt fra, men trods megen tumult omkring disse sager overlever Peder Christensen valget i 1925, der stort set betegner status quo.
Skråplanet
I sit sidste større kooperative eksperiment bevæger Peder Christensen sig udi den rene industrielle produktion med overtagelsen af vinduesglasværket på Grønnehave. Glasindustrien havde en lang forhistorie i byen, bl.a. med Godthåb Glasværk i perioden fra 1848-1895. I 1906 åbner så A/S Dansk Vinduesglasværk Kronborg, som imidlertid må lukke igen i 1919. Herefter bliver en ingeniør Axel Hermansen opmærksom på foretagendet og arbejder i de følgende år ihærdigt på at få grundlagt en dansk glasværksindustri på stedet. I første omgang kontakter han regeringen, som imidlertid ikke vil gå nærmere ind i sagen. I slutningen af 1920erne opnås der imidlertid mulighed for at optage statslige driftslån til industrien og Hermansen får tilsagn om 300.000 kr. fra Erhvervenes Lånefont.
Økonomien var, set i bakspejlet, imidlertid ikke tilstrækkelig, men Peder Christensen var begejstret for ideen om anlæggelse af en større virksomhed med national betydning i byen, og får i 1928 byrådets flertal til at bakke op om en kommunal garanti for et byggelån på 250.000 kr. Et sådant lån skulle godkendes i Indenrigsministeriet, som imidlertid efter 5 måneder giver et afslag. Nu var der imidlertid gået både politik og prestige i foretagendet og Peder Christensen formår flertallet i byrådet til at give et mere direkte lån til foretagendet. Dette træk får så igen handelsministeriet til at true med at tilbageholde det opnåede statslån. Som modtræk hertil foreslår Peder Christensen på et byrådsmøde, at byen i stedet skal gå ind med anlægsudgifter til vand, lys, kloaker m.v. Det kunne godt umiddelbart lade sig gøre indenfor lovens rammer og forlaget vedtages og byggeriet går i gang.
Glasværket
Sejr og nederlag
Peder Christensen vinder en sejr ved byrådsvalget i 1929, hvor socialdemokraterne går frem til 11 mandater, man byggeriet på Grønnehave er i realiteten en tikkende bombe. Midt i kampens hede havde man undladt at lytte de mere saglige indvendinger imod projektet. Allerede i 1929 er de kontante midler der var til rådighed brugt op og Peder Christensen får magistraten til at vedtage en kontant udbetaling af de 150.000 kr. I august er bunden nået igen og kommunen udlåner 100.000 kr. midlertidigt at kommunekassen. I slutningen af 1929 henvender den nye indenrigsminister Bertel Dahlgaard sig direkte til borgmesteren og udbeder sig en forklaring på kommunens økonomiske dispositioner i forbindelse med den foranstående udbetaling af statslånet. Det falder på plads, men i realiteten er katastrofen allerede undervejs og i maj 1930, førend foretagendet er kommet ordentligt i gang bliver det erklæret konkurs.
Der kommer aldrig en samlet opgørelse over forløbet, men der bliver peget på både dårlig ledelse og slet økonomisk fundament. Borgmesteren har utvivlsomt haft sin del af ansvaret, men ingen finder dog på at drage ham til ansvar og han overlever også det kommende valg. Måske fordi han handlede uegennyttigt og i bedste tro, fordi, som han selv formulerer det, "beskæftigelsesproblemet er det vigtigste af alle problemer, og ligegyldigt hvilke erhvervspolitiske anskuelser, der gøres gældende, kommer stat og kommune ikke udenom arbejdernes retmæssige krav om arbejde eller understøttelse".
Udviklingen i 1930erne
Man må formode, at det industrielle eventyr omkring glasfabrikken har manet til forsigtighed og fremover bliver der ikke tale om lignende eksperimenter for at fremme beskæftigelsen. I 1934 overtager gummifabrikken Tretorn, der ejes af Henry Dunker i Helsingborg, glasværksbygningen og skaffer i første omgang beskæftigelse til 50 arbejdere i byen. Siden hen ansættes langt flere, og den voksende beskæftigelse her og på byens anden store virksomhed værftet er medvirkende til at Helsingør slipper relativt let igennem 30ernes krise. Dog var ved juletid i 1933 400 af de 750 medlemmer af Smedenes Fagforening arbejdsløse, men i 1937-38 når værftet op på 2300 ansatte.
Den kooperative byggevirksomhed havde ligget stille siden engang i 1920erne, men kommer nu i gang igen, da kommunen i 1928 og 1934 køber jorden omkring de gamle lystejendomme Belvedere og Bergmannsdal. Der anlægges nu nye kvarterer omkring Pontoppidansvej og Mads Holmsvej og på den anden side af Kongevejen langs den nyanlagte Stubbedamsvej og det såkaldte Jyllandskvarter med det gennemgående grønne bælte fra Smørhullet, også kaldet Kong Peders Park.
Nordhavnsprojektet
Allerede tilbage i starten af 1920erne havde man i byen tanker om en udvidelse af havneanlægget på den anden side af Kronborg. Efter kommissionsarbejde og en afgivet betænkning i 1924, der afviser de skitserede planer, er der forholdsvis stille om projektet frem til 1929, hvor Peder Christensen tager sagen op igen. Den 7.10 forelægges nye planer i byrådet, men her kan man ikke nå til enighed, hvilket trafikministeren kræver, og så må de store planer atter droppes.
Heldigvis, må man vel sige i bakspejlet, men i 1931 når man så til enighed om det nuværende Nordhavns-projekt, der opføres i tiden frem til 1934. Projektets udførelse er til stor gavn for beskæftigelsen, men undervejs er der igen voldsom polemik omkring projektet og Kong Peders person, også i hovedstadsbladene og landsaviser, hvor Kong Peders projekter endnu engang fører til vidtløftige ideologiske slagsmål imellem regering og opposition. Anledningen hertil var også en sammenkobling af havneprojektet og dets kystsikring med et privat initiativ omkring badeland og forlystelsespark, der dog kommer i konflikt med Tretorn-planerne og i øvrigt hovedsagelig viste sig at være luftkasteller.
Nordhavnsprojektet
Krigstidsinitiativer
Denne gang undgår kong Peder lige akkurat at involvere byen i de mere tvivlsomme foretagender. I 1941 går badekonsortiet fallit og kommunen overtager på tvangsauktion både badestrand, forlystelsespark og restaurant. Op til kommunalvalget i 1937 var kong Peder noget trængt af kritikken af Nordhavnsanlægget og kostbare anlægsarbejder, bl.a. ved Stubbedamsvej, men anlægsarbejderne var væsentlige for beskæftigelsessituationen og op til valget lykkes det endvidere at hente statslig støtte på 75 % af 920.000 kr. til nyanlæg af en "vandstrandvej" i tilknytning til Færgevej.
Kombinationen af nyanlæg med statslige tilskud benyttes i vid udstrækning i tiden fremover, hvor der indtil 1945 blev investeret 7,3 mil. kr. i nye veje og gader med kloaker. Det er naturligvis begrænset, hvad der har været af muligheder for nye initiativer i og omkring besættelsestiden, men i det mindste et af mere vidtrækkende betydning bør nævnes.
Mødre- og børnehjælpen i Helsingør
I Helsingør var der allerede tidligt i århundredet mange kvinder ansat indenfor industri og andre erhverv. F.eks. kan nævnes, at fiskenetsfabrikken på Grønnehave, de to tekstilfabrikker på det gamle banegårdsterræn og også Wiibroes bryggeri beskæftigede en del kvindelig arbejdskraft. Hermed var der også et latent behov for børnepasning, som øgedes med Tretorn-fabrikkens vækst, og som langt fra kunne tilfredsstilles af de eksisterende børneinstitutioner, heriblandt Børneasylet på Stengade.
Kommunen havde ikke umiddelbart midler og vilje til at foretage en selvstændig udbygning, men med loven om oprettelse af Børne- og mødrehjælpsinstitutioner fra 1939 øjner man mulighed for at oprette et filantropisk fortagende, der kunne medvirke til at dække det voksende behov. I 1941 indkaldes der til et stiftende møde for en lokalafdeling af Mødre- og Børnehjælpen, på initiativ af borgmesteren, kredslæge Boertmann og formanden for Kvindeligt Arbejderforbund Augusta Jensen. De 3 indkaldere kommer også til at udgøre den første bestyrelse og allerede i august 1942 åbnes en vuggestue med plads til 35 børn i alderen indtil 3 år. I første omgang lejer man sig ind hos den kooperative fællesorganisation på Børnegården, den tidligere banegård på Trækbanen, med forkøbsret til ejendommen.
Børnegården etableres
I 1943 åbner man samme sted en børnehave med plads til 80 børn og samtidig erhverver selskabet ejendommen ved en kommunal lånegaranti til i alt 150.000 kr. for køb og indretning. Driftsmidlerne kommer fra dels statslige, dels kommunale tilskud og endelig brugerbetaling. I 1944 fejrer Peder Christensen 25 års jubilæum som borgmester og i den anledning vedtager et enigt byråd at yde et årligt beløb på 2500 kr. til Børnegården. Der gøres desuden et stort stykke arbejde for at skaffe private bidragydere, som i 1943 bidrager med i alt 1783 kr.
I 1946 har Børnegården plads til 205 børn og 35 medarbejdere. Fra samme år stammer en oversigt over børnenes baggrund og heraf fremgår det bl.a., at ikke mindre end 61 børns forældre arbejder på Tretorn, 70 er børn af forældre med såkaldt "privat arbejde"(husarbejde). 11 virksomheder repræsenterer hver for sig mellem 1 og 5 børn, 49 er enlige mødre og 3 enlige fædre.
Selskabets økonomi
Driftsøkonomien er i tiden efter verdenskrigen stadigvæk anstrengt. Af regnskabsåret 1946-47 fremgår det, at daghjemmet har haft et driftsunderskud på 22.774 kr. ud af et totalbudget på 219.000.kr. På det tidspunkt skal staten lovpligtigt dække 40 %, kommunen 30 % af udgifterne. I året 1945 har kommunen imidlertid dækket 55 % af udgifterne og i 1946-47 får daghjemmet det omtalte underskud efterbevilliget.
I selskabet beretning for 1946, som formodentlig er forfattet af Peder Christensen hedder det, at "..de private bidrag til Mødre- og Børnehjælpens virksomhed her i byen har været en skuffelse, hvilket gælder alle kredse af byens befolkning". Dog, alt i alt må man sige, at kong Peder har rimelig succes det socialfilantropiske foretagende. Der er tilsyneladende ingen protester imod den kommunale dækning af underskuddet og selskabet forsøger fortsat at finde alternative indtægtskilder, bl.a. med basarer og børnehjælpsdage, der i henholdsvis 1947 og 1948 giver 24.000 og 27.000 kr. i overskud. Samtidig udvider selskabet løbende sine aktiviteter med oplysningsvirksomhed, sundhedspleje, offentlig bespisning m.m.
I løbet 1944 og 1945 modtager selskabet endvidere fra dr.med. K.A. Hasselbalch og hustru Antonie i alt 150.000 kr. der muliggør opførelsen af det kommunale fødehjem Antoniehus, hvor en stor del af Helsingørs nuværende befolkning er kommet til verden.
Helsingør-Helsingborg samarbejdet
Igennem hele sin karriere havde kong Peder tætte relationer til den anden side af Øresund. Han var dybt involveret i den nordiske kooperative bevægelse, men først og fremmest i et praktisk samarbejde med nabobyen, som har sine rødder tilbage til i 1800-tallets stærke skandinavistiske bevægelse i området, som altså også rækker ind i de socialdemokratiske rækker. Arbejderbevægelsen havde stærke bånd over Sundet og det fortsættes og udbygges, da man kommer til magten.
Byens 500-års jubilæum
I Peder Christensens tilfælde er der også tale om et format og tilsnit, der rækker udover provinsbyens snævre rammer. Det viser sig i forbindelse med Helsingørs 500 års jubilæum i 1926. Allerede til Sct. Hans var der arrangeret studentermøde i Helsingør i stil med 1800-tallets skandinavistiske sammenkomster. Studenterne kom med skib fra Købehavn og Lund over Landskrona med dampskibet Hven. Efter stor fælles middag (lammesteg og jordbær) er der om aftenen Skt. Hans bål med taler bl.a. af den danske litteraturprofessor Wilhelm Andersen, som sagde:
”Bålet er et grænsebål, ikke som før en bavn til tegn på ufred, men som julestjernen et symbol på freden mellem folkene. Et stort stykke Danmark er optaget i Sverige, men derved optag Sverige tillige i sig dansk blod. Vi to folk har således blandet blod, og hvem kan hade sit eget blod?”
Den 2.juni 1926 er der slået stort brød op: Byen er pyntet til det yderste, borgerne vækkes af fanfarer fra militære og civile orkestre. Fra Skåne ankommer landshøvding grev de la Gardie, rigsdagsmand Johan Hansson og Helsingborgs borgmester Johann Bååth, som Kong Peder gennem årene blev tæt knyttet til.
Det hedder sig, at Peder Christensen fik sit kaldenavn i forbindelse med sin optræden i et ridderspil i festugen, men selv knyttede han det til Wilhelm Andersens festtale tre års senere, hvori professoren omtaler kong Peder og hertug Johan (kilde: W. Andersens tale). Begivenheden var denne gang genindvielsen af riddersalen på Kronborg i 1929 og her mødte bl.a. det danske og det svenske kronprinsepar op.
Turistbrochure 1926
Kongen og hertugen
Skandinavisme og grænsehandel
Et hovedformål med disse begivenheder var udbygningen af de nordiske bånd og isæt relationerne imellem de to byer. Den nordiske dag i forbindelse med festugen i 1926 var en god start på et arbejde som nu også videreføres i Foreningen Norden og hvor Helsingør-Helsingborg samarbejdet fremstår som et forbillede for andre byer.
En anden side af sagen vedrører de kommercielle interesser i Helsingør. Før verdenskrigen var grænsehandelen i Helsingør betydelig og man ville gerne genoplive denne, men det krævede en fornyelse af toldunionen og pastvang ved rejse over Sundet var også generende. Samtidig forsøgte man at lave et internationalt fremstød for turismen i Helsingør-området, hvilket dog kun i begrænset omfang lykkedes.

©  Øresundstid 2009