Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
Tourism
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Cykeltur

*

Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en fire-dages cykeltur i den nordlige del af Øresundsregionen.

I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.

Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Cykelturen" i venstremenuen.

God tur!

(Nyt billede under produktion)

Cykelturen
For den motionsinteresserede turist er der her en række forslag til, hvordan man overkommeligt og billigt, kan opleve regionens kulturarv, kunsthåndværk og kulinariske tilbud.
I Øresundstids sidemenu kan man læse mere om den historiske baggrund for de enkelte destinationer.
Under Kort og Links findes der en vejviser samt links til de enkelte besøgmåls egne hjemmesider med åbningstider og priser.

Dag 1
Den første dag begynder turen i Helsingør. Fra Helsingørs bykerne cykles der, via Marienlyst Allé ad Gl.Hellebækvej et par kilometer ud til én af den danske fagbevægelses højborge i Danmark. LO-Skolen.

LO-Skolen
LO-skolen er et kursus og konferencecenter, hvor den danske fagbevægelse i slutningen af 1960´erne lod opføre et pragtmonument af en skole til uddannelse af deres tillidsmænd og kvinder fra hele landet.
Højskolen er også kendt for sin meget store samling af dansk eftertidskrigskunst og den flotte udsigt til Skånelandskabet på den anden side af Øresund.
LO - Skolen, Helsingør
LO - Skolen, Helsingør

Hammermøllen
Hammermøllen i Hellebæk er et eksempel på den tidligste industrialisering i Danmark. Møllen er i 1980 restaureret, så den fremtræder som i 1765, hvor den var et vigtigt led i den omfattende våbenfabrikation, der fandt sted i området. Placeret i Hellebæks idylliske omgivelser er møllen et yndet udflugtsmål for turister og skoler.
Hammermøllen
Hammermøllen

Domain Aalsgaarde
Temperaturen på vore nordiske breddegrader er normalt ikke velegnet til vinproduktion. Men Domain Aalsgaardes geografiske placering er en undtagelse. En entusiastisk, dansk vinbonde har derfor oprettet Danmarks første officielle vingård med rundvisning, foredrag og vinsmagning. Der produceres fem forskellige hvidvinssorter.
Domain Aalsgaard
Domain Aalsgaard
Domain Aalsgaard Vejviser
Domain Aalsgaard Vejviser

Flynderupgård Museet
Flynderupgård Museet i Espergærde ligger smukt mellem Egebæksvang Skov og de dyrkede marker. Her er der skiftende kulturhistoriske udstillinger, en fiskerisamling, en gammel købmandsbutik, klasseværelse, bondestue, rosenhave som i 1920. I "Folkekøkkenet" serveres der gamle, traditionelle danske retter. Museet har også et frilandskulturcenter med eksempler på tidligere tiders landbrug.
Flynderupgård
Flynderupgård
Flynderupgaard Vejviser
Flynderupgaard Vejviser

Louisiana
Louisiana Museum for moderne Kunst i Humlebæk blev oprettet i 1958. Udgangspunktet var en gammel herskabsvilla fra 1855 og museets spændende arkitektoniske udformning er skabt i nøje sammenhæng med terrænet.
Kunstmuseet med dets permanente og skiftende udstillinger er et af de mest besøgte museer i Danmark.
Fra museet er der tillige en storslået udsigt ud over Øresund til Hven og Skåne.

Krogerup Avlsgaard
Krogerup Avlsgaard er et økologiske landbrug med tilhørende gårdbutik og cafe´. Det ligger kun ca. 500 meter fra Louisiana museet og har en omfattende produktion af grøntsager. Den indgår i et større økologisk udviklingskompleks, der hedder, Årstiderne. Avlsgården er nabo til den kendte Krogerup Højskole. Hele landskabet omkring Krogerup er ved at blive fredet.
Krogerup Avlsgaard
Krogerup Avlsgaard
Krogerup Avlsgaard Vejviser
Krogerup Avlsgaard Vejviser

Andersen Art
Andersen Art, på Strandvejen 390 i Espergærde, er et lille, men spændende kunstgalleri med skiftende udstillinger, skulpturhave, skøn beliggenhed og fri udsigt over Øresund. Herskabsvillaen var oprindelig sommerhus for en af Danmarks store politikere under besættelsen, Christmas Møller.

Marienlyst Hotel og Nationernes Allé
Hotellet stammer helt tilbage fra 1859, men er idag et helt moderne hotel ved Øresunds bred. Hotellet kan bl.a. tilbyde et badeland med tropisk klima, terrasse, spa, sauna, massage og fri udsigt over Sundet og til Kronborg.
Historisk set har Marienlyst Hotel været et mondænt mødested i over 100 år, hvor en række nationale og internationale personligheder refererer til deres oplevelser her.
Tæt ved hotellet finder vi Nationernes Allé. Før turen går til det nærliggende Helsingør Vandrerhjem, bør man se pragtvillaerne på Nationernes Allé. De er oprindeligt bygget til den mere celebre del af hotellets gæster. Bygningshistorisk set er husene interessante. F.ex. har en del af dem indslag fra den nationalromantiske vikingestil.
Sur la Plage.
Sur la Plage.
Nationernes Allé
Nationernes Allé

Danhostel - Vandrerhjemmet i Helsingør
Kun et stenkast fra Marienlyst Hotel, Ndr.Strandvej 24, finder vi en af Nordsjællands bedst beliggende vandrerhjem, hvor man kan overnatte til en billig pris. Det ligger i smukke naturomgivelser med privat strand og nok så komfortable værelser.
Under Kort og Links kan man, via Helsingør Turistbureaus hjemmeside, finde en nærmere beskrivelse.

Dag 2
Nu skal vi til Hven. Om formiddagen tages færgen "Harald Blåtand" fra Helsingør Havn ud til den smukke ø.
Harald Blåtand
Harald Blåtand
Harald Blåtand Vejviser
Harald Blåtand Vejviser

Hven
Hven er alt, hvad der er tilbage af den landtange, som indtil for ca. 8.000 år siden, gjorde Skåne og Sjælland landfaste. Tilbage blev blot øen Hven
Hven er også øen, hvor der produceres god mad og drikke. Et sted for livsnydere! Her dyrker man druer og laver sin egen vin. Øen har sit eget mineralvand, og man laver også sin egen is. Her dyrkes den durumhvede, som benyttes i øens gode brød og delikate pasta. Her findes ydermere hvidløgsdyrkning, fiskerøgeri og gedeostproduktion. Under forberelse er endvidere øens eget whiskydestilleri.
Hven er, kort sagt, det perfekte udflugtsmål. Følg blot de godt vedligeholdte cykelstier.
Tycho Brahes Hven
Tycho Brahes Hven
Cykelturen på Hven
Cykelturen på Hven

Sct. Ibbs middelalderkirke
Begynd f.ex. med at kigge ind i den lille middelalderkirke, Sct.Ibb. Det var apostlen Jacob, købmændenes skytshelgen, som blev kirkens skytshelgen. Den ældste del af kirken er fra 1200-tallet. Kirkehvælvet er fra 1400-tallet, hvor man i nyere tid har afdækket kalkmalerirester.
Altertavlen fra 1578 er skænket af Tycho Brahe, den verdensberømte danske astronom, der også var lensmand på Hven i slutningen af 1500-tallet.
Den storslåede udsigt over Øresund fra Backafallens top forstærker yderligere oplevelsen af kirkebesøget.

Kunstnere og kunsthåndværkere
Mange kunstnere og kunsthåndværkere har etableret sig på Hven. Ateliererne ligger som perler på en snor. Snyd ikke jer selv, besøg dem!
Begynd f.ex. med at se Kulturhusets kunstudstilling. Umiddelbart ved siden af ligger Tunaboden og Hvens Vævestue. Her tilvirkes den smukke Malvalampe, men også sommerhatte og græsmåtter.
Nogle få hundrede meter længere fremme kan man med fordel besøge skulptøren Lena Cedergrens atelier, Landsvägen 259.

Tycho Brahemuseet
Herefter er det en god idé at fortsætte frem til Tycho Brahemuseet, der er indrettet i den tidligere Allhelgonakyrkan. Tycho Brahe var en af verdens førende videnskabsmænd og levede og forskede på Hven fra 1576-1597. Her lod han et lille slot Uranienborg, opføre, omgivet af renæssanceidealets geometriskt udformede havekunst. Slottet blev skammeligt nok nedrevet i 1600-tallet, men halvdelen af haveanlægget er nu reetableret med tidstypiske vækster.
Ved siden af slottet fik han bygget et underjordisk observatorium, Stjerneborg.
Tycho Brahes verdensberømmelse skyldes bl.a., at han på Hven fik opført den første rigtige videnskabsinstitution i Europa. Øen blev et samlingspunkt for videnskabsmænd og kongelige personer fra hele kontinentet.
I museet får man et godt indtryk af dette. Det er også muligt at komme ned i resterne af det underjordiske Stjerneborg.
Tycho Brahe
Tycho Brahe
Uranienborg
Uranienborg

Turistgårdens Restaurant m.m.
Frokosttiden nærmer sig nu. Den kunne, med held, indtages på Turistgårdens restaurant. Uden beregning kan man, som ekstra dessert, samtidig nyde udsigten over Sundet til Danmark.
Hvendurum:
Hvis man herefter cykler lidt tilbage kan man kigge ind i bageriet, Hvendurum. Når man åbner døren bliver man nærmest bedøvet af duften af nybagt brød. Det er også hér man producerer pasta af den durumhvede, som dyrkes på øen. Hven er iøvrigt det nordiske sted i Europa, hvor denne kornsort dyrkes.
Cassiopeia Trädgårdsgalleri:
Tæt på ligger Cassiopeia Trädgårdsgalleri. Her finder man smukke ting til sin have og hjemmet.
Anis Galleri:
Rundt om hjørnet, på Norreborgsvägen, finder man Anis Galleri. Her kan man erhverve unikt glas og keramik, som galleriet selv fremstiller.
Sølvsmeden:
Ved siden af ligger Sølvsmeden, hvor Jan-Åke Ståhl designer og sælger smykker og
Hvensouvenirer i sølv og guld.

Backafallsbyn
Efter frokosten kan man cykle frem til Backafallsbyn. Her er der overnatningsmulighed i et afslappet miljø. Mens skumringen sænker sig, kan man nyde en veltillavet middag, evt. med gode kvalitetsvine.
Whiskybaren taler for sig selv. Den anses for at være en af de bedste i verden. Tilbyder f.ex. ca. 500 forskellige whiskymærker, heriblandt Sveriges største samling af Single Malt whisky. Der er dog intet krav eller forventning om, at man prøvesmager alle sorterne!

Dag 3
På cykelturens tredjedag er vi stadigvæk på Hven. Øens mange kunsthåndværkere har ofte åbne værksteder, hvor man kan iagttage deres håndværksmæssige kunnen og på den kulinariske front kan man glæde sig over små entusiastiske fødevarervirksomheder med hver deres speciale.

Marielunds Kunstnergård og Sophie Design
I sit ombyggede barndomshjem, Marielunds Konstnärsgård, på Hven, afholder Kunstmaleren Céleste udstillinger og kursusvirksomhed sammen med sin kollega Stig-Owe Jemseby. Kunstnergården er omgivet af en smuk skulptur og blomsterpark.
I umiddelbar nærhed kan man kigge indenfor hos Silverblänk & Guldkorn Sophie Design; et arbejdende værksted med salg af kunst og kunsthåndværk.
Skulpturparken i Marielund
Skulpturparken i Marielund
Celeste-Glæden
Celeste-Glæden

Langs landevejen
Fortsætter man nu længere ud af øens landevej, ligger der flere atelierer og mindre spisesteder med forskellige specialiteter.
Tunagården
Landsvägen 142. Her har Gunillas Glas & Bernt H Keramik værksteder med brugs- og prydsgenstande.
Potteverkstan
Landsvägen 134. Her foregår der keramikforarbejdning
Hvens Getost
Landsvägen 66. Nina och Glenn Björne har her etableret en gårdbutik med en række specialiteter: gedemælk, gedeoste, fårekød m.m. som de selv producerer.
Den nordlige ende af landevejen er en stejl bakke, der munder ud ved Bäckvikens havn. Herfra afgår både til Råå. I ventetiden kan man måske nyde en is fra Hvens Isfabrik, der forhandles i Havnekiosken.
Hvens Gedeost Vejviser
Hvens Gedeost Vejviser

Råå
Sejladsen til Råå tager ca. 1 time. Det idylliske fiskerleje med de lave byhuse langs de små gyder og stræder har haft en dramatisk og omskiftelig tilværelse. I 16- og 1700 tallet var Råå skueplads for flere voldsomme krigshandlinger. Omkring år 1900 var Råå Sveriges største fiskerby.
Efter landstigningen indtager mange turister deres frokost på Havnekroen, hvor man er i nær kontakt med bådfolket og deres aktiviteter.

Ramlösa
I 2007 fejres der 300-årsjubilæum for Ramlösa Brunns indvielse. Nutidens Ramlösa er præget af boliger og kontorområder, men en del af bygningerne fra glansperioden i 1800- tallet står endnu tilbage. Her færdedes kongelige og andre prominente personer og med lidt fantasi kan man sagtens se for sine øjne, hvordan de spadserede rundt i den smukke brunnspark, mens de ventede på en helsebringende drik fra nogle af kilderne, et beroligende bad eller deltog i elegante middage på det store Brunnshotel. Nogle var måske ifærd med at entre en hestesporvogn for nemt og bekvemt at komme til Sundets badestrand. Andre var måske patienter på vej til Brunnsparkens sygehus for en mere indgående behandling.
Ramlösa som flygtningelejr:
Mange nulevende danskere og nordmænd føler stor taknemmelighed mod Ramlösa Brunn, som under anden verdenskrig fungerede som flygtningelejr for dem, som var flygtet fra den tyske besættelsesmagt i Danmark og Norge.
Kurhotellet
Kurhotellet

Pålsjö
Der er nogle kilometer fra Ramlösa til Pålsjö, men der kan gøres interessante ophold undervejs: Det folkelige "söder", centrum med forretningsliv og intensiv færgetrafik, det moderne boligområde i Norra Hamnen og folkelivet omkring Gröningen og Fria Bad på en god sommerdag.
Pålsjøbadet ligger i den nordlige ende af strandpromenaden og er et klassisk badehus på pæle ude i vandet. Vel fremme kan man forkæle sig selv oven på anstrengelserne på cyklen med en tur i badstuen, et urtebad og behagelig massage.
For nogen vil det måske bagefter være fristende at indtage en svalende drik på Pålsjö Kro, der kun ligger i få skridts afstand.
Pålsjöbaden i Helsingborg
Pålsjöbaden i Helsingborg

Vandrerhjemmet Thalassa
Vandrerhjemmet er et glimrende overnatningssted. Fra Pålsjöbadet cykler man gennem naturskønne områder til overnatningsstedet i Pålsjö Skov. Her er der komfortable værelser med egen altan, hvorfra der er havudsigt.
Middagen kan eventuelt indtages på Thalassas à la Carte Restaurang.
Villa Thalassa
Villa Thalassa
Udsigt fra Villa Thalassa
Udsigt fra Villa Thalassa
Villa Thalassa   Vejviser
Villa Thalassa Vejviser

Dag 4
På cykelturens sidste dag besøger vi velkendte turistattraktioner i Helsingborg. Har man set dem før betyder det ikke noget. De fortjener alle mere end ét besøg! Men vi vågner op på vandrerhjemmet i Pålsjö Skov.

Pålsjö Skov
Hvis man vælger at gå morgentur i Pålsjö Skov, møder man et broget folkeliv: motionister, cyklister, hundeluftere, og folk der blot ønsker en naturoplevelse.
Pålsjö Kyrkegård:
Turen kan fortsætte på krigskirkegården. Her får man et gribende indtryk af Sveriges dilemmea under 2. verdenskrig, hvor den svenske stat følte det nødvendigt at forsvare sin neutralitet trods den brede befolknings sympati for de allierede. Det er ikke alle, der ved, at en hel del soldater fra Tyskland, England, Canada og Australien blev dræbt på svensk territorium og ligger begravet her.
Krigsgrave i Pålsjö
Krigsgrave i Pålsjö

Sofiero Slot
Fra Thalassa er der kun fem minutters cykeltur nordpå til Sofiero, Helsingborgs mest populære turistattraktion. Sofiero Slot var den svenske kongefamilies sommerslot frem til 1973. Kong Gustav 6. Adolf blev dette år syg under opholdet på Sofiero og døde efter nogle dage på Helsingborgs Sygehus. Det viste sig, at kongen havde testamenteret slottet og parken til Helsingborg Kommune, som nu ejer det hele.
Det er især parken med dens unikke samlig af surbundsplanten rhododendron, der hvert år lokker tusinder af turister til Sofiero. I hovedbygningen er der indrettet både restaurant og bistro.
Sofiero Slot
Sofiero Slot

Dunkers Kulturhus
Fra Sofiero er der 5-6 km til Helsingborgs centrum. Det går hurtigt. Bl.a. fordi det er ned ad bakke det meste af vejen, og at der ofte er medvind fra nordvest.
Kulturhuset ligger ved Norra Hamnen og indeholder kunsthal, udstillingshaller, byhistoriske udstillinger, teater og koncertsal, musikskole, restaurant m.m.
Dunkers Kulturhus
Dunkers Kulturhus

Mariakirken
Klemt inde mellem husene, umiddelbart syd for Storttorget, finder man Maria Kyrkan. Den udgør, sammen med Kärnan, Helsingborgs fineste middelalderklenodier. Den gotiske kirke er fra ca.1400 og indeholder mange kunstskatte fra bl.a. nordisk middelalder og renæssance. Den berømte Diderik Buxtehude var organist i Maria Kyrkan i 1650erne.
Mariakirkens vestlige facade
Mariakirkens vestlige facade
Maria Kyrkans hvælv
Maria Kyrkans hvælv

Det centrale Helsingborg
Når man befinder sig midt i byen, er det fristende med lidt shopping i de mange forretninger. eller måske blot en slentretur på Kullagatan, Nordens første gågade.

Kort og links

*

Forslaget til en ca. 4- dages cykeltur i den nordlige del af Øresundsregionen
er en oplevelsestur for hele familien.

På linkikonet nedenfor kan man evt. orientere sig i de enkelte besøgsmåls egne hjemmesider med åbningstider, priser, booking etc.

Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Cykelturen" i venstremenuen.

LO-Skolen

*

LO-skolen i Helsingør er et eksempel på det kvalitetsbyggeri, der fandt sted i Øresundsregionen efter 2. verdenskrig.

På begge sider af Sundet er der eksempler på, hvorledes 1930,ernes nytænkning inden for arkitekturen blev videreført. Integrationen mellem bygninger og landskab fik således en høj prioritet.


Helsingør vokser sig stor
I mellemkrigstidens Helsingør under den navnkundige socialdemokratiske borgmester Peder Christensen, kong Peder kaldet, udvikledes en fornem byggetradition i byen. Man var tidligt på færde med både socialt boligbyggeri, andelsboliger og lav-tæt bebyggelse, f.eks. Hamlets Vænge omkring 1920 og den såkaldte Negerlandsby, som dannede skoleeksempler rundt omkring. Kong Peders ambition var at skabe en mønsterkommune bl.a. med hensyn til. boligforhold og det lykkedes i høj grad.
Henimod 2.verdenskrig opgiver kommunen direkte medvirken i boligbyggeri og i 1938 overlades opgaven til et dertil indrettet socialt boligselskab. Byggeaktiviteten under besættelsen er meget begrænset , men boligbehovet stigende og i 1946 angives det at omkring 500 familier i byen står uden bolig. Det første store projekt efter krigen bliver opførelsen af anlægget Rolighed i 17 boligblokke frem til 1951. Byggeriet tegnet af arkitekten V. Drosted udmærker sig bl.a. ved den utraditionelle placering af blokke, ikke i rad og række langs vejen, men forsøgt indplaceret i landskab og terrænforholdene. I årene herefter opføres i hastig rækkefølge byggerierne Blicherparken og Gefionsparken, der med sine små, sammenbyggede huse nærmest har karakter af parcelhuskvarter.
Regionen på vej
Regionen på vej
Roligheden
Roligheden

Moderne byggeteknik
I 1953 påbegyndes et af landets første elementbyggerier i beton, Grønningen, som stod færdig til indflytning i 1957. Kun varmecentralens skorsten blev opført af murere, mens resten blev fremstillet i beton på stedet og samlet af specialarbejdere. Vaskekælderen var indrettet med moderne, elektriske maskiner, der kunne lette arbejdet for den sandsynligvis udearbejdende husmoder - omkring 250.000 danske kvinder kom i dette tiår ud på arbejdsmarkedet.
Helsingør er i slutningen af 1950erne er by i vækst, men som den nye borgmester Sigurd Schytz formulerer det, så ønsker man en stor by, men ikke en storby. I 1961 opføres helt ud til Gammel Hellebækvej Sundparken, et byggeri i tre etaper med udprægede etageejendomme passet ind i omgivelserne, men måske mindre overbevisende som naturrelaterede byggeri betragtet.
Overvejelser om samspillet imellem moderne boligbyggeri og deres omgivelser går til tilbage til den tidlige industrialisering, hvor man i såkaldte parkbyggerier forsøger at indplacere boligerne i forhold til grønne omgivelser.
De tidlige funktionalistiske byggerier, som Blidah Park ved Strandvejen i Hellerup introducerer i begyndelsen af 1930erne nye placeringsmuligheder og danner sandsynligvis også forbillede for Roligheden og andre lokale byggerier i Helsingør.
Grønningen
Grønningen

Utzons klyngehuse
I perioden 1957-61 opførte arkitekt Jørn Utzon sine berømte klyngehuse, Kingohusene, i Helsingør. Og i 1962-63 en lignende bebyggelse i Fredensborg. Kingohusene omfatter i alt 60 gårdhavehuse og ligger i udkanten af Helsingør mellem Gurrevej, Kingosvej, Carl Plougs Vej og med Montebello som nabo. Ved opførelsen fik bebyggelsen navnet Kingohusene efter Boligselskabet Kingo, der stod som bygherre. Under dét navn er bebyggelsen fortsat kendt både nationalt og internationalt. Men lokalt fik det hurtigt navnet Romerhusene. De 60 huse blev i øvrigt solgt enkeltvis efter opførelsen.
Utzon har sandsynligvis haft kendskab til den lokale tradition og tilpasningen til omgivelserne og enkelthusenes indbyrdes placering fremstår derfor som væsentlige træk ved disse byggerier. Den enkelte bolig lukker sig ganske vist om sig selv, men finder sammen med andre lignende boliger i en samlet helhed.
Jørn Utzon var også særdeles aktiv i Skåne, hvor han bl.a. tegnede den såkaldte Planetstaden i Lund og bebyggelsen Prästkragen i Bjuv, som begge kan betragtes som en slags efterfølgere til Kingohusene. Utzon er også arkitekten bag højhuset på Elineberg i Helsingborg samt ophavsmand til hel del privatboliger på begge sider af Sundet.
Utzons Kingohus
Utzons Kingohus
Grundplan for bebyggelsen
Grundplan for bebyggelsen
Grundplan for enkelt hus
Grundplan for enkelt hus
Fredensborghusene
Fredensborghusene
Privatvilla
Privatvilla

LO-skolen, Helsingør Højskole
Helsingørs traditionelle rolle som en af Danmarks største industriarbejderbyer, siden slutningen af 1800-tallet, lå bag beslutningen om at lade den samlede arbejderbevægelses (Landsorganisationen) største højskole opføre tæt på byen..
Den oprindelige arkitektkonkurrence blev vundet af den verdensberømte danske arkitekt, Jørgen Utzon, der ville opføre et højhus i det kuperede terræn. Men det blev anden præmiens vindere, Karen og Ebbe Clemensen og Jarl Heger, der fik overdraget opgaven
De valgte at ”lægge højhuset ned” og udforme skolen som en moderne landsby med et middelalderlig og sydeuropæisk forbillede og islæt. Hovedbygningen med undervisningslokaler, restaurant osv. er centralt placeret og omkring denne, er der grupperet seks bygninger indeholdene kursisternes værelser.
Skolen blev indviet i 1969 og er sammen med det samtidige Louisiana i Humlebæk et yndet udflugtsmå for arkitekter fra hele verden, der beundrer den enkle arkitekturs samspil med omgivelserne.
Den store udenomsplads har siden 1969 betydet, at skolen har været udsat for utallige udvidelser og forbedringer.
En stor kunstsamling med ca. 1000 malerier - fortrinsvis af dansk nutidskunst efter 2. verdenskrig - er til stor glæde for de mange, der færdes på stedet.
LO-Skolen, Helsingør
LO-Skolen, Helsingør

Kvickly- supermarkedets æra
Omkring 1960 er velfærdsudviklingen for alvor sat ind, hvilket også viser sig ved et øget forbrug og ændrede indkøbs- og forbrugsvaner. Brugsen i Helsingør havde med stort held introduceret en række nye varegrupper, såsom knallerter, Tv-apparater og møbler. Man tager konsekvenser heraf og påbegynder i 1961 byggeriet af et supermarked, tegnet af arkitekt Mads Drosted, 36.000 kvadratmeter med 19.000 kvadratmeter butiksareal. Den 6. maj 1965 indvies her Danmarks største brugsbutik med en 45 meter lang køledisk.
Kvickly opføres på en gammel industrigrund i det indre Helsingør og i samme periode bygges nogle enkelte nye huse i den indre by: Den nuværende Danske Banks hjørneejendom med facader i marmor, glas og kobber og Bikubes pendant på Axeltorv. Bortset fra disse velfærdstempler bliver udviklingen i den indre by præget af tidens bevarende saneringspolitik.
Kvicklys supermarked
Kvicklys supermarked

Kommunalreformen 1970
Med kommunalreformen i 1970 lægges Danmarks største landkommune, Tikøb, sammen med den typiske købstad Helsingør og det betyder, at der nu åbnes muligheder for at bebygge nye områder. Der skabes et nyt aflastningscenter på området omkring Prøvestenen, hvor tidligere landbrugsejendomme som Vapnagård omskabes til kolossale boligbebyggelser.
Saneringen af det gamle Helsingør fortsætter, og efterhånden vokser købstaden sammen med kystbyerne Snekkersten og Espergærde i syd. Saneringen af bebyggelsen Lappen i slutningen af 1960erne bliver retningsgivende for den bevarende sanering af bykernen, som fastlægges i en tidsfølgeplan af det nye byråd i 1972.
Vapnagård
Vapnagård

Espergærde – pendlernes paradis
Espergærde i byens sydlige udkant vokser fra fiskerlejet langs kysten ind i landet, hvor det efterhånden også opsluger landsbyen Mørdrup. Tikøb Kommune, der frem til kommunalreformen i 1970 er Danmarks største landkommune, er også begyndt at få vokseværk. Først og fremmest i tilknytning til kystlinien, men landets første motorvejsbyggeri fra København og nordover åbner også nye perspektiver. Nu kan man efterhånden også tage privatbilen og nå ind til arbejdspladsen i city på under en time. Det er tankevækkende.
I 1959 begynder tanken om at udvide Espergærde med en hel ny bydel at tage form. Man påregner at indbyggertallet hermed vil stige fra omkring 4.000 og op til mellem 15 og 18.000 mennesker.
To arkitekter, Peer Bruun og Per Christiansen udvælges til at projektere Den hvide By, som området kaldes. Som helhed skal det omfatte både boligkarreer, skole, institutioner, posthus, bank, idrætsplads, kirke, grønne områder og et indkøbscenter. Med andre ord, alt hvad der hører en bydannelse til, -måske undtaget historisk baggrund.
Karakteristisk for tiden og eftertiden bliver indkøbscentret det dynamiske centrum: Størstedelen af indbyggerne arbejder langt væk, men der er gode parkeringsmuligheder ved centeret og man kan købe ind uden at blive generet af vejrliget og unødig trafik.
Den hvide by
Den hvide by

Nye tendenser
Tæt lav bebyggelse bliver efterhånden en vedtagen norm og stadig nye variationer kommer til, som f.eks. Sjølundsparken i Hellebæk fra 1978.
Lige op til Sjølundsparken er opført et mindre boligkvarter af svenske typehuse og dem er der en hel del af i Nordsjælland. Forklaringen herpå er bl.a. de billiger priser på svenske typehuse det seneste årti. Omvendt finder man nu på Norre Hamn i Helsingborg arkitektegnet dansk lejlighedsbyggeri i den dyre ende af skalaen. Integrationen er efterhånden total, hvad boligbyggeri angår.
Sjølundsparken
Sjølundsparken
Svensk enklave på Nordkysten
Svensk enklave på Nordkysten
Lejligheder på Norre Hamn
Lejligheder på Norre Hamn
Norre hamnen Helsingborg
Norre hamnen Helsingborg

Hammermøllen

*

I 1700-tallet tager den begyndende industrialisering fart flere steder på Sjælland bl.a. i Hellebæk på Nordkysten seks kilometer fra Helsingør. Udgangspunktet var udnyttelsen af den vandkraft der var til stede her. I Hellebæk drejede det sig om fabrikation af våben, primært geværer til den danske hær. Hammermøllen, som ses midt i billedet, var den centrale del af forarbejdningsanlægget.

Industrialisering i Hellebæk


Vandkraftens betydning
Ved påbegyndelsen af byggeriet på Kronborg i Frederik 2.s tid blev man opmærksom på mulighederne for at udnytte den vandkraft, der var til stede i omegnen, først og fremmest i Hellebæk. Med henblik på at forsyne de mange arbejdere med brød byggede man i første omgang en kornmølle helt nede ved stran­den, men under Christian 4. begyndte man også at interessere sig for andre projekter. Da man omkring århundredeskiftet fandt myre­malm i området iværksatte han et projekt, der tog sigte på at udsmelte og bearbejde jernmalm herfra. I 1601 beskikkes således en Poul Smelter til:
”...i den nye Smeltemølle, som vi ved vort Slot Kronborg haver ladet bygge, med Flid og uden Forsøm­melse at skulle smelte og bearbejde den Jernerts, som sammesteds udi Lenet findes".

Forsøg med jernfremstilling
Projektet med jernfremstilling bliver aldrig nogen suc­ces, det forlægges i stedet til Norge, men man fortsætter med at smede forskellige jernem­ner i et anseligt omfang, over 10.000 stykker smedegods til Frederiksborg Slot, bl.a. under ledelse af Caspar Fincke, der var mestersvend ved møllen i perioden 1622-1630. Der var tale om allehån­de forskellige produkter, såsom låse, hængsler, dørklinker og viduesgitre. Der blev også opført en kobber­mølle i området, antagelig med vand fra Kobberdammen som driv­kraft, men omstændighederne er her mere uklare. Kobber­plader skulle bl.a. anvendes til tag på kongens mange bygninger. Det samlede anlæg fungerede frem til omkring 1650, men ødelægges af sven­skerne under krigen i 1658. Herefter går der omkring 100 år før der for alvor kommer gang i tinge­ne igen.

Udnyttelse af vandkraften
Forudsætningen for hele foretagendet var udnyttelsen af van­dressour­cerne i området og det omfattende regulerings­system, der skulle sikre stabil vandtil­førsel hele året rundt.
Det centrale område for udnyttelsen af vandkraften er Helle­bækken, der løber fra Bondedammen til stranden nedenfor med et fald på over 20 meter. Arbejdet med at opdæmme og udnytte vandkraftsystemet påbe­gyndes i 1575 med arbejdskraft fra Helsingør. I første omgang tager man fat på den nedre del af systemet, men allerede i 1577 graves der en kanal imellem Sortesø og Klaresø. Der har ligget et stort arbejde i den løbende vedligeholdelse af både vandsy­stemet og møllerne.
Hammermøllen
Hammermøllen
Vandsystemet ved Hellebæk
Vandsystemet ved Hellebæk

Geværfabrikken i Hellebæk
I starten af 1700-tallet er der planer om at anlægge en gevær­fabrik i Hellebæk, men først da værket sættes på auktion i 1743 og regimentskvartermester Stephan Hansen fra Helsingør over­tager det for 15.250 rigsdaler bliver det for alvor til noget.
Stephan Hansen er et godt eksempel fra denne tid på en borger­lig, egentlig bondesøn, der med flid og arbejdsomhed tjener sig op i samfundet. I forbindelse med anlæggelse af geværfabrik­ken oplever vi ham som privat iværksætter, idet han ganske vist får monopol på at fremstille geværer i 20 år. I 1743 var han ved at gøre karriere indenfor militæret og fungerede også som købmand i Helsingør. I perioden fra 1750-1770 havde han desuden han­delsret på Færøerne. Omkring 1750 lader han Hellebæk­gård opføre i sammenhæng med sine udvidelser af foretagendet.
Stephan Hansen formår at reorganisere og forny hele værket. Gamle bygninger istandsættes, han indkalder fagfolk fra ud­landet og opfører en række nye bygninger, heriblandt de karak­teristiske gule mesterbo­liger i Bøsse­magerga­de, hvor en række håndværksmestre og deres svende boede og arbejdede.

Samtidigt kort over anlægget
I 1752 tegnede en ansat ved værket et kort over anlægget. Kortet viser strækningen fra Bondedammen og ned til kysten. Ifølge kortet er der på dette tidspunkt 2 hammermøller. Det menes, at den ene har haft et såkaldt over­faldshjul, den anden som det nu kan ses på den restaurerede mølle et underfaldshjul. Den oprindelige mølle ombygges i Stephan Hansens tid og står færdig 1765, samme år som staten køber værket tilbage.
I for­bindelse med restaureringen af møllen omkring 1980 har man rekonstrueret den ud­videde mølle fra 1765. Møllehjulene var placeret ved gavlenden. Det højeste hjul, 6 meter i diameter og 3/4 meter bredt, driver blæsebælgen til essen indenfor, mens det lavere hjul, 5 meter i diameter og 1,5 meter bredt, driver to hamre, en såkaldt strækhammer, hvis hoved vejer 100 kilo, og en løbhammer, der vejer 20 kilo. der er endvidere forbindelse til blæsebælgene på loftet.
Kort over anlægget 1752
Kort over anlægget 1752
Hammermøllen
Hammermøllen
Tværsnit over mølleværket
Tværsnit over mølleværket
Den ny hammermølle
Den ny hammermølle

Overgangen fra håndværk til industri
Interessant ved værket i Hellebæk er dets karakter af overgangs­form fra rent håndværksmæssig produktion til den senere tids egentlige industri.
Karakteristisk for hånd­værket er, ideelt set, at få faglærte arbejdere individu­elt udformer produkterne med enkle redskaber og i reglen til et kendt marked, som f.eks. Helsingør med opland.
I modsætning hertil er den industrielle produktion rettet imod et ukendt, eller foranderligt marked, og produktio­nen er opdelt i delprocesser og finder sted ved hjælp af et antal maskiner, der drives ved mekanisk kraft.Som overgangsformer opererer man endvidere med to hovedformer: Manufak­tur­virksom­hed og forlagsindustri.

Manufakturvirksomhed
Manufakturen er karakteri­seret ved at man samler et stort antal arbejdere på et og samme sted (bygning). Der er tale om en begyndende ar­bejds­deling, men endnu ikke en fælles kraftkilde, der dikterer arbejdsgangen.
Denne produktionsform findes i Danmark allerede på 331V.s tid i form af stats­manu­fakturer, der skulle forsyne hoffet med f.eks. silke­produkter. I denne form er der tale om en national selv­forsyningsstrategi, og altså et ”lukket" marked, der skulle medvirke til at sikre uafhængighed på strategiske områder. Leverancer til hæren af krudt, kugler m.m. er også karak­teristisk, og det her statens interesse for geværfabrikken i Hellebæk kommer ind.

Forlagsindustri
Forlagsindustrien fokuserer primært på produktionens tilrette­læg­gelse i hen­seende til finansiering og afsætning af varer­ne. Selve produktionen er forlagt til arbej­dernes hjem, typisk i for­bindelse med tidlig tekstilpro­duktion. For­læggeren leverer råstoffer til produktion, ofte tillige arbejdsredskaberne og sørger for at aftage og afsætte varerne. Denne produktionsform er karakteristisk for tidlig tekstilproduktion i Danmark og findes endnu i form af hjemmesyerskers arbejde.
Det kan herefter være interessant at forsøge at bestemme, hvilken type af virksomhed geværfabrikken udgør. Som hjælp hertil kan man endvidere inddrage en beskrivelse af selve produktionsgangen:
"For at følge Hellebæks udvikling kan det være nyttigt at se, hvorledes der blev fremstillet geværer, og hvorledes udvik­lingen i geværernes konstruktion skred frem. Fabri­kationen omfattede geværer, ladestokke og bajonetter. Og de enkelte dele blev fremstillet i adskilte møller og værksteder.
I Hammermøllen blev geværløbene smedet. Jernet blev smedet ud til en strim­mel, der var lidt længere, end løbet skulle være. Strimmelen blev på en ambolt med et hak bøjet til U-form. Jernet blev derefter bukket om en dorn. Efter at emnet var opvarmet til svejsevarme, blev det svejset sammen uden om en dorn under en vandhammer med sænkere med cylindriske fordybninger i både ambolt og hammer. Når der så blev svejset en bundprop i den ene ende, var løbet klar til udboring og slib­ning. Disse operationer foregik i særlige møller.
En dygtig smed kunne smede 2 1/2 løb på en arbejdsdag, antagelig 12 timer. Ladestokke og bajonetter blev smedet i en særlig hammermølle; de havde også egne slibemøller. Låsene og andet tilbehør blev smedet af smede, der havde værksteder i forbindelse med deres boliger. Der var også værksteder for skæfterne, der blev lavet af valnøddetræ, eller for de mindre fine geværers vedkommende af elmetræ.
Når løbet var færdigt, blev det prøvet af værkets pro­bermester i "Proberhuset", der stadig findes i Hellebæk. Bygningen er delt i to dele. Den ene er muret og forsynet med tegltag. Den var værksted for probermesteren... Under afprøvningen blev løbene fastspændt med indtil 50 stykker ad gangen. Der var så en rende til fængkrudt, som kunne antændes udefra..."
"Af de prøvede geværer sprængtes ca. 4,5% ved prøven af en samlet produktion på 88.700 løb, og af de færdige geværer kasseredes 18,2%. Til rest blev ca. 70.000 stk. (perioden 1800-1819) Det var derfor ikke mærkeligt, at geværskytterne i gamle dage bad en bøn, før de affyrede et skud, og hurtigskydning kunne det ikke blive til.
Nogle af de geværer, der kasseredes i København, blev dog anvendt; de blev brugt som betaling for varer i de oversøiske lande, f.eks. for slaver. Mange af disse geværer sprængtes ret hurtigt, men det an­fægtede ikke sælgerne."
Det kan tilføjes Kislings beskrivelse, at mestersvenden som regel kunne vælge imellem at modtage råvarer (jern og kul) afmålt, eller få arbejdet i entreprise og så selv skulle bekoste indkøb af råvarer. Endvidere antages, at de ansatte bøssemagere har kunnet udføre samtlige processer i fremstillingen, men at der i praksis har været tale om specialisering i enkelte delprocesser.

Staten blander sig
I 1765 køber staten det samlede værk i Hellebæk tilbage fra Stephan Hansen for den nette sum af 120.000 rigsdaler. I 1767 er kongen ved at overdrage værket til generalmajor J. F. Classen, der i forvejen har skøde på krudtværket i Frederiksværk, mod at der årligt leveres 6.000 geværer.
Imidlertid lægger finansministeren H. C. Schimmelmann sig imellem og foran­lediger, at værket sættes på auktion, hvor han byder 1.000 rigsdaler over Stephan Hansens søn og erhverver foretagendet for 70.000 rigs­daler.
Hellebækgård
Hellebækgård

Industribaronen
H.C. Schimmelmann var ligesom Stephan Hansen opkomling, søn af en pommersk købmand, og allerede hovedrig, da han i 1761 knyttes til den danske regering som finansiel rådgiver og garant. Han får formidlet store lån til den danske stat og sanerer statsfinanserne. Der sker bl.a. gennem salg af statens aktiver, frasalg af krongods, men også diverse statsvirksomheder.
Selv opkøber Schimmelmann godset Lindenborg og bliver adlet (baroniseret). Nok så interessant i denne sammenhæng er hans køb af statens sukkerplantager i Vestindien med tilhøren­de raffinaderier for 400.000 rigsdaler.
Schimmelmann (1724-1782)
Schimmelmann (1724-1782)
H.C. Schimmelmann (1724-1782)
H.C. Schimmelmann (1724-1782)
Fregatten Fredensborg
Fregatten Fredensborg

Trekantshandelen
Med købet af geværfabrikken i Hellebæk er Schimmelmann egenhændigt i stand til at indtræde i den for tiden så karakteristiske trekantshandel imellem Europa, Afrika og Amerika. Færdigvarer, såsom geværer afskibes fra Europa til Afrika, hvor varerne byttes med slaver, der sendes til Vestindien. Herfra hentes råvarer bl.a. sukker, som så sendes til videre forarbejdning i Danmark. Hertil kom at Schimmelmann også havde monopol på sukkersalg til Norge.
Schimmelmann havde altså også andel i slavehandelen og et af sla­vetransportskibene bar navnet "Grevinde Schimmel­mann". H.C. Schimmelmanns søn Ernst arbejdede senere aktivt for at ophæve neger­handelen. I 1792 indføres der med en overgangsperiode på 10 år forbud imod at indføre slaver til Vestindien, men de kunne stadigvæk handles på øerne, og ægtefæller og børn og forældre kunne fortsat adskilles ved salg.

Forladergeværet – en forældet konstruktion
I Stephan Hansens tid fremstilledes årligt omkring 3000 geværer, i perioden 1769-1800 ca. 6000 stk. årligt. Geværproduktionen fortsætter op igennem 1800-tallet, men under krigen i 1864 viser de langsommelige forladegeværer sig at være teknologisk forældede og produktionen opgives. Hvor møjsommeligt affyringsprocessen var giver et uddrag af "Bestemmelser for geværets ladning" fra 1863 et indtryk af.

Flynderupgård

*

Flynderupgårds hovedbygning
I Helsingør var man tidligt bekendt med naturdyrkelse og landliggeri. Allerede i slutningen af 1700-tallet var det lokale borgerskab i Helsingør begyndt at søge ud af byen for at tilbringe fritiden på lystgårde i omegnen, først indenfor selve bykommunens grænser, siden hen længere ude på landet, f.eks. i Nyrup, Fairyhill og Claythorpe samt i Gurre.


Landliggere
Omkring midten af 1800-tallet er forskellige sider af borgerskabets tankegang og livsstil for alvor ved at tage form. Tilværelseskampen fylder ikke længere det hele og en karakteristisk adskillelse imellem arbejde og fritid begynder at gøre sig gældende. Fritiden bliver så at sige opfundet og man får blik for at naturen er et udmærket reservat for meditative og rekreative beskæftigelser. Dette giver sig udslag i et omsiggribende fritids- og ferieliv, som udspiller sig omkring og på begge sider af Øresund med landliggeri, kurbade, hoteller og alt hvad dertil hører.

Eksemplet Helsingør
I Helsingør var man tidligt bekendt med naturdyrkelse og landliggeri. Allerede i slutningen af 1700-tallet var det lokale borgerskab i Helsingør begyndt at søge ud af byen for at tilbringe fritiden på lystgårde i omegnen, først indenfor selve bykommunens grænser, siden hen længere ude på landet, f.eks. i Nyrup, Fairyhill og Claythorpe samt i Gurre.
I første omgang var det de mange englændere i byen, der vel kendte skikken hjemmefra, siden hen også andre, f.eks. storkøbmand Jean Jacob Claessen, der allerede omkring 1790 købte flere ejendomme i omegnen. Skikken breder sig efterhånden og i løbet af 1800-tallet bliver Hellebæk og i det hele taget Nordøstsjælland et yndet mål for ferieophold, eller landliggeri, for borgerskabet i København.
Et noget pompøst eksempel på den mere velhavende del af borgerskabets ambitioner om at sammenligne sig med engelske lavadel, finder vi i arkitekturen på hovedbygningen til Flynderupgård på Agnetevej i Espergærde.
Byboere på udflugt
Byboere på udflugt
Landliggere
Landliggere
Fairyhill
Fairyhill
Flynderupgård
Flynderupgård
DFDS&#180s øresundsdamper
DFDS´s øresundsdamper
Nordkysten 1820
Nordkysten 1820
Ålsgårde 1880
Ålsgårde 1880
Lystejendommen Belvedere
Lystejendommen Belvedere
Familieselskab:
Familieselskab:

Den nye infrastruktur
En vigtig brik i det tiltagende landliggeri var naturligvis den stadig udbedrede infrastruktur, især dampskibe og jernbaner. Helsingør får som den første provinsby besøg af dampskibsfærgen Caledonia, landets første, allerede i 1819 og op igennem 1820erne og 30erne er der uregelmæssig trafik langs kysten. Fra slutningen af 1842 blev der fast dampskibsforbindelse med færgen Hamlet imellem København og Helsingør og og i 1845 forlængedes ruten til Helsingborg. Fra 1856 kom der endvidere fast forbindelse med dampskib imellem Helsingør og Helsingborg.
Efterhånden kunne man transportere både familiemedlemmer og bagage over større afstande. Dampskibene lagde til ved forskellige lokaliteter undervejs og derfra blev man inklusive gepäck roet i land til de attråede sommerboliger. Med dampskibene og især jernbaneforbindelsen imellem København og Helsingør over Hillerød i 1864 opstod der mulighed for at farmand kunne nå ind til byen og passe forretningerne også i sommerhalvåret.
Caledonia
Caledonia
Dampskibet Hamlet
Dampskibet Hamlet
Dampskibet Ophelia
Dampskibet Ophelia
Øresundsfærgen  i Vedbæk
Øresundsfærgen i Vedbæk
Nordbanen
Nordbanen
Nordbanens linieføring
Nordbanens linieføring
Køreplan for kystbanen
Køreplan for kystbanen
Hornbækbanen
Hornbækbanen
Klampenborg
Klampenborg

Embedsmænd og kunstnere
I første omgang var det hovedsagelig den højere embedsmandsstand og kunstnere der feriegæstede Nordsjælland. Embedsmandsfamilien Collin og ægteparret Heiberg, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg og hendes mand, digteren og smagsdommeren Johan Ludvig Heiberg, er blandt de første borgerlige der gæster kysten nord om Helsingør.
Fra København kendte ægteparret Heiberg udmærket den stigende fritidskultur og søgen ud i naturen og deltager nu også selv aktivt i bevægelsen. Johanne Louise Heiberg skildrer i sit erindringsværk "Et liv genoplevet i erindringen", det første møde med Hellebæk som en kontrast til ”storbylivet” i København.

Sommerlandet
Efter kunstnerne kommer byborgerskabet i almindelighed og efterhånden bliver landliggeri et must for byborgerne, således som det skildres i Herman Bang bidske tekst Landliv. Bang var en kender af både det moderne storbyliv og landliggeriet, mest kendt nok fra kortromanen Sommerglæder, som forgiver at finde sted i Jylland. Emnet berøres også i Herman Bangs journalistik, som når han i Illustreret Tidende 1885 skriver om Hellebæk, som han for nylig har forladt:
»Nu er det for sent at skrive om Hellebæk. Naar Regissørklokken har lydt, er Lejet ikke mere interessant. Feriesommeren er forbi, og det rigtige Efteraar, det er endnu ikke kommet. Maaske kan vi tage derop en Dag fra Byen, naar det gaar til Ende med September, og de sidste flyttevognes Spor er slettet ud. Så holder jeg af det deroppe. Da er Naturen blevet ene. Den har faaet Tid til at blive sig selv igen. Den har rystet af sig alle Sommergæsternes profane Aah, og den har glemt Turisterne. Der er blevet stille i Skoven. Tyst sysler Pan. Letbenet vildt tegner over Engen flygtende Skygger, naar, for at drikke, Bredden af Skovsøens Vand. Gulnede Elme hviske saa sagte derover.
Luften er klar. De første Blade faldt i Gaar langs Stien. De dufte nu, mens de hviske«.
Ålsgårde 1880
Ålsgårde 1880
Hornbæk strand 1906
Hornbæk strand 1906
Strandvejen Snekkersten
Strandvejen Snekkersten
Landliggere i Hornbæk.
Landliggere i Hornbæk.
Landliggernes sommerglæder
Landliggernes sommerglæder
Garnhus i Snekkersten
Garnhus i Snekkersten
Hotel Gefion
Hotel Gefion

Turistindustrien
Holger Drachmann, der var opvokset i Fredensborg, kendte som få andre kunstnere Nordøstsjælland og opholdt sig i tidens løb både i Hellebæk, Hornbæk, Snekkersten og på "Marianelund" i Gurre. I sin fortælling "Skraaplaner" fra 1881 reflekterer Holger Drachmann over, hvad landliggeriet betyder for det lokale samfund og dets udvikling.
Kunstnerne indlogerede sig i starten på de eksisterende kroer, eller privat, men efterhånden opstod der en hel industri af pensionater og badehoteller i takt med at lokaliteterne blev kendte. Som illustreret hos Drachmann begyndte landliggerne med tiden også at opkøbe jord og huse og klientellet blev bredere. Kunstnerne flygter efterhånden til andre og mindre overrendte dele af sommerlandet. Det gælder f.eks. Holger Drachmann, der dog ender sine dage på en privatklinik i Hornbæk i 1908.

H. C. Andersen som landligger
H.C.Andersen er i eftertiden kendt for sine mange udenlandsrejser og talrige besøg hos landadelen. Mindre kendt er måske hans kortere visitter til Nordsjælland, hvor han besøgte borgerlige venner og bekendte, der lå på landet om sommeren. Først og fremmest familien Collin, der i 1860erne og 70erne bor på landet i og omkring Hellebæk.
H.C. Andersen havde et noget anstrengt forhold til Nordkysten, og efter hvad der strengt taget må betegnes som en gennemrejse i 1837, skal man helt frem til 1864, hvor Andersen er på et kort ophold på det nyåbnede Hotel Marienlyst, sammen med sin unge ven balletdanseren Harald Scharff. Togforbindelsen med Nordbanen fra København til Helsingør er åbnet netop i 1864 og det bliver indledningen til en række kortere besøg på Nordkysten i de efterfølgende år.
I 1867 er Andersen atter på færde. Familien Collin har nu erhvervet fast sommerbolig på skrænten. Andersen bliver til frokost, men indtager aftensmåltidet på Hotel Marienlyst. De omkring to timers togrejse fra Helsingør til København synes at passe Andersen, der samme år endnu engang besøger Hellebæk. Omkring 1870 er Andersen ligeledes to gange i Helsingør og Hellebæk, første gang ”for at besøge Collins og se deres nye hus”. Anden gang har Andersen indlogeret sig på hotel Brix i Helsingør. Det er formodentlig sidste gang H.C. Andersen sætter benene på disse kanter, idet et dagbogsnotat fra 1873 vidner om at han denne sommer modtager besøg af fru Collin fra Ellekilde. H.C. Andersen dør i 1875.
Nordbanen 1864
Nordbanen 1864
Badehotellets beliggende
Badehotellets beliggende
H. C. Andersen 1852
H. C. Andersen 1852
Køreplan for kystbanen
Køreplan for kystbanen
Transport fra stationen
Transport fra stationen

Op og ned langs kysten
Forfatteren Meir Aron Goldschmidt har også leveret skildringer af livet langs kysten bl.a. i den lange novelle Ravnen. I denne aner man sammenstødet imellem den traditionelle livsform på kysten og den påtrængende industrikultur. I novellen En dampskibstur fra 1883 ”…jager menneskeånden naturånden til side…” og hovedpersonens drømmeliv spiller en absolut fremtrædende rolle, -der indvarsles nye tider i åndslivet.
Opholdet på en af tidens badehoteller skildres af den tyske forfater Thomas Mann, hvis roman Tonio Kröger for de sidste kapitler vedkommende foregår i Hellebæk-Aalsgaard. Hovedpersonen er ude i en identitetskrise og benytter et ophold på badehotellet til selvransagelse. De lokale beboere spiller en rolle som repræsentanter for den kølige, sikre og velovervejede side af hans personlighed, modsat den anden side, hans temperamentsfulde sydlandske aner.
August Strindberg, der i en årrække huserer i omegnen af København, indlogerer sig i 1901 privat i Hornbæk med sin nye kone Harriet Bosse. Det varer indtil han en dag overfalder en fotograf, der vil forevige konen i badekostume.
Damperen Horatio
Damperen Horatio
Ålsgårde Badehotel
Ålsgårde Badehotel
Søndre Strandvej
Søndre Strandvej
Strindberg i Hornbæk
Strindberg i Hornbæk

Badeliv anno 1900
Med landliggerlivet ved Øresundsregionens kyster følger naturligvis også badelivet, som i første omgang ikke må finde sted direkte fra stranden, men kun fra private bådebroer og kabiner, eller de kønsopdelte badeanstalter som er ophav til en særpræget og nu efterhånden forsvundet arkitektur langs kysterne.
Med udstykning af sommerhusgrunde og opførelse af deciderede fritidsboliger bliver ferielivet, om man så må sige, også mere formaliseret. Det bliver til et investeringsobjekt for borgerskabet og skaber en anden dimension i familiens tilværelse. På mange leder og kanter gælder der andre, som oftest mere lempelige adfærdsregler, således som det fremgår af kapitlet "Sommerliv" i Emma Gads Takt og Tone fra 1918.
Emma Gad
Emma Gad
Ålsgårde 1880
Ålsgårde 1880
Selskabsliv på stranden
Selskabsliv på stranden
Snekkersten Havbad
Snekkersten Havbad
Snekkersten Havbad
Snekkersten Havbad
Strandvejen Snekkersten
Strandvejen Snekkersten
Helgoland på Amager
Helgoland på Amager
Havbadet ved Landskrona
Havbadet ved Landskrona
Pålsjöbaden i Helsingborg
Pålsjöbaden i Helsingborg
Snekkersten Badeanstalt
Snekkersten Badeanstalt
Badeliv i Hornbæk
Badeliv i Hornbæk
Hornbæk Strand
Hornbæk Strand
Borupgaards badehus
Borupgaards badehus

Marienlyst Hotel

*

Marienlyst Badehotel blev Nordsjællands mondæne samlingssted, som både kongelige og borgerlige gæstede og hvor man kunne forlyste sig med badning, friluftsliv og fornøjelser i det tilstødende senromantiske parkanlæg, som angiveligt rummede både Hamlets grav og Ophelias kilde.

Marienlyst Badehotel
De bedre transportforbindelser betød at fritidslivet i Nordsjælland efterhånden fik et mere internationalt tilsnit. Et væsentligt skridt på vejen hertil er oprettelsen af Marienlyst Badehotel i 1859. Udgangspunktet er det eksisterende Marienlyst Slot som udvides med bygninger frem til og med opførelsen af den nuværende hovedbygning omkring 1897, i øvrigt samme år som kystbanen åbnes. I en periode er Marienlyst i Helsingør Kommunes eje, men sælges igen til private i 1882.
I "Badetidende" fra 1879 kan man på dansk og delvis tysk læse sig til, hvilke fremmede badegæster, der er til stede og hvilke medlemmer af byborgerskabet, der er faste abonnenter på søbadet. Desuden angives takster for benyttelse af "Kursalen og Hamlets terrasse", fartplan for dampskibs- og togforbindelser, takster for "Varme Søbade, Mineralbade, Mineralvande, Strøm-Styrte Regn-og Douchbade" m.m. Endelig ikke at forglemme termometerstanden for den forudgående uge, rigtig dansk sommer, f.eks. d.30.juni: Luften 16 grader, vandet 14, midt på dagen.
Marienlyst 1891
Marienlyst 1891
Reklametegning
Reklametegning
Marienlyst kurbadeanstalt
Marienlyst kurbadeanstalt
Badehotellets beliggende
Badehotellets beliggende
Den første hotelbygning
Den første hotelbygning
Selskabsliv på stranden
Selskabsliv på stranden
Nordbanen
Nordbanen
Transport fra stationen
Transport fra stationen
Marienlyst Hotel
Marienlyst Hotel
Den nye hovedbygning
Den nye hovedbygning
Nationernes Allé
Nationernes Allé

Det mondæne mødested
Kendte personer fra indland og udland besøgte det mondæne Marienlyst, såvel det danske som svenske kongepar, og man oprettede i parken omkring Marienlyst Slot en romantisk have som angiveligt rummede Hamlets grav og Ofelias kilde. En lang række kunstnere gæstede også hotellet.
Forfatteren Herman Bang opholder sig i 1880 på Marienlyst Søbad, hvor han skriver 3.del af sin debutroman "Håbløse Slægter", efter sigende i et af de to daværende tårnværelser. Der er i romanen ingen direkte henvisninger til lokaliteten, men Marienlyst nævnes en passant i romanen Stuk fra 1886. Stuk er en nøgleroman, der skildrer storbyen København og de moderne mennesker, der lever her, undtagen om sommeren, hvor de ligger på landet. Det er for så vidt også de typer der befolkede det mondæne Marienlyst.

Herman Bang og Marienlyst
Bang gæstede Marienlyst igennem hele sit voksenliv og deltog i det sociale liv på stedet. Han deltog i basarer og optrådte med oplæsninger, som også lindrede den altid påtrængende pengenød. Daværende direktør Anders Jensen har i et interview i en lokal avis skildret Bangs tætte forhold til stedet:
"En af de første og en af de mest interesserede gæster var Herman Bang. Han kom inden vi fik lukket op om sommeren. Han var næsten med til at tælle dækketøjet, så ivrig var han, og det er ham der har æren af det smukke palmearrangement i forhallen. Han boede de første år oppe i tårnet, senere flyttede han ned i en villa i Nationernes Alle, og der holdt han små dameselskaber om aftenen. Næste dag kom han for at fortælle os, hvad hver dame havde haft på. Han var så glad når de havde pyntet sig. Om aftenen satte han sig tit på kontoret for at spise sit smørrebrød, og der drøftede han praktiske forhold med min kone, de to var så gode venner.”
Herman Bang gæstede Marienlyst så sent som 1905 og skriver engang i hotellets dagbog: "Kærest for mig er i verden Paris, Prag og Marienlyst". Herman Bang deltog også i debatten om sommerlandets udvikling, som når han i en artikel i avisen København i 1904 vender sig kraftigt imod tanken om at anlægge en jernbane igennem det naturskønne område.

Romantisk iscenesættelse
Herman Bang var en moderne mand, der dog hægede om Marienlysts romantiske aura og haveanlæg, hvor man grangivelig og indenfor gåafstand kan besøge både Ofelias kilde og Hamlets grav. Naturdyrkelsen bliver efterhånden et skemalagt og ritualiseret anliggende i bedsteborgerens livsstil. De kommercielle sider af sagen spiller nu en mere åbenlys rolle. Romantikken er her blevet til ren iscenesættelse og ydre form, hvilket også viser sig i den for tiden karakteristisk senromantisk byggestil, som præger det nye Marienlyst. vikingetiden.
Nationernes Allé
Nationernes Allé
Cottage i Art Deco stil
Cottage i Art Deco stil

Tycho Brahe

*

På øen Hven midt i Øresund levede og virkede Tycho Brahe fra 1576-1597, i alt 21 år, hvor han udover de astronomiske observationer også dagligt foretog meteorologiske optegnelser, dyrkede kemien (alkymi), havekunst, lavede instrumenter, tegnede kort, digtede og meget mere
Med sine alsidige interesser og beskæftigelser er Tycho Brahe et nordisk eksempel på renæssancens universalgeni.

Tycho Brahe - adelsmand og renæssancemenneske
Da en fransk gesandt, Charles Ogier, i året 1634 efter et besøg i Helsingør forlader byen kører han sydover mod København og har udsyn til øen Hven, hvilket får ham til at tænke på den verdensberømte astronom Tycho Brahe.
Det er mere end tvivlsomt om man fra Sjællands kyst kan fornemme Hvens tilnærmelsesvise kvadratiske form, men det er ikke tilfældigt, at Ogier hæfter sig herved. Det symmetriske, velordnede og sammenhængende appellerer til renæssancemennesket og et sådant er også videnskabsmanden Tycho Brahe, i dansk sammenhæng nok det bedste eksempel på et universalgeni i renæssancens ånd.
Tycho Brahes Hven
Tycho Brahes Hven

Barndommen
Tycho Brahe var født højadelig, og som sådan forventedes det at han siden hen gjorde karriere som godsejer, kriger og eventuelt rigsrådsmedlem, som så mange af hans slægtninge. Ikke desto mindre havde han et noget tvetydigt forhold til sine standsfæller.
Tycho Brahe blev født d.14.december 1546 på godset Knutstorp i Skåne, men blev bogstavelig talt bortført og opdraget hos sin barnløse onkel Jørgen Brahe på Tosterup i det sydøstlige Skåne. En sådan praksis var ikke usædvanlig i adelige kredse, hvor ikke kerne-familien, men slægten spillede den store rolle. Familien Brahe ses afbildet i 1613, altså efter Tyges død, i Kågerød kirke, der var patronatskirke til Knutstorp.
Der er her tale om en mindetavle, et epitafium anbragt på den nederste del af en slags altertavle i kirken. I midten ses forældrene Otto Brahe og Beate Bille. Ved siden af faderen Tyge (den lærde) og udefter brødrene Steen, Axel, Jørgen og Knud. Ved siden af moderen søstrene Lisbeth, Margrete, Kirstine og endelig Sophie Brahe, der stod Tycho Brahe meget nær.
Tycho Brahe
Tycho Brahe
Knutstorp
Knutstorp
Tosterup
Tosterup
Brahefamiljens epitafium
Brahefamiljens epitafium

Uddannelsen
I en alder af 6 år startede Tycho Brahe i skole, hvilket ikke var ualmindeligt for standen. Usædvanlige er imidlertid de interesser, som han siden hen under sin uddannelse kaster sig over. Som tolvårig starter han på universitetet i København, der i denne periode er åben overfor og præget af tidens renæssancehumanistiske tankegang.
Vi ved fra kendskab til Tycho Brahes bogsamling, at han allerede i denne periode fatter interesse for astronomien, og under hans studierejser i begyndelsen af 1560erne er det i ly af jurastudierne denne videnskab han begynder at praktisere. Med sig på rejsen havde Tyge den borgerlige Anders Sørensen Vedel, der også er en vigtig renæssanceskikkelse. Bl.a. samler han som den første gamle danske folkeviser til en udgivelse.
Anders Sørensen Vedel
Anders Sørensen Vedel

Astronomi


Nova Stella og det nye verdensbillede
Tycho Brahe studerer i udlandet og først i slutningen af 1570 vender han tilbage til Danmark og opholder sig tilsyneladende mest på Herrevad Kloster hos sin morbroder Steen Bille, der interesserede sig levende for kemiske og mekaniske eksperimenter.
Under et besøg der i november 1572 observerer Tycho Brahe, hvad han antager for at være en ny stjerne i stjernebilledet Cassiopeia og stærk tilskyndet, men noget imod sin vilje udgiver han en bog, "De Nova Stella", om den ny stjerne. Det var kontroversielt for en adelsmand at beskæftige sig med sådanne sager og den indledes da også med en række indlæg, der opregner argumenter for og imod en udgivelse.
Bogen, der trykkes i få eksemplarer i København, indeholder i manuskriptform tillige med afhandlingen om den nye stjerne en astrologisk og meteorologisk almanak for året 1573, samt en afhandling om en kommende måneformørkelse og afslutningsvis et digt til himmelguden Urania, alt sammen på latin. Umiddelbart kan det forekomme at være et besynderligt sammensurium af et skrift, men for Tycho Brahe er der indbyrdes forbindelser imellem disse beskæftigelser.
Nova Stella
Nova Stella
Tycho Brahes verdensbillede
Tycho Brahes verdensbillede
Verdensbillede
Verdensbillede

Empirikeren Brahe
Måske er Tycho Brahe for beskeden med hensyn til rækkevidden af sine iagttagelser. Værkets astronomiske hovedærinde bliver gennem nøjagtige observationer at påvise mangler i den herskende opfattelse af det astronomiske verdensbillede. Ifølge dette er universet skabt på engang og der sker ikke ændringer uden Vorherres direkte indgriben.
Tycho Brahe vil ikke give sig af med at gisne om den bagvedliggende årsagssammenhæng, men bidrager her som i senere værker til en mere dynamisk opfattelse af det astronomiske verdensbillede. Tycho Brahes store fortjeneste livet igennem ligger i hans nøjagtige empiriske observationer og optegnelser, men bag dette også en erkendelse af at universet var uendeligt meget større end man antog og under stadig udvikling. I denne forstand var Tycho Brahe den første moderne astronom, men han vælger dog at imødegå Kopernikus nye verdensbillede, hvor solen og ikke jorden var universets centrum.
Tycho Brahes verdensbillede
Tycho Brahes verdensbillede
Obeservationsscene
Obeservationsscene
Sekstant
Sekstant
Himmelglobus
Himmelglobus

Stjerneborg
Det var vigtigt at instrumenterne stod helt stille, hvilket viste sig at være svært i en bygning. Derfor fik Tycho Brahe bygget Stjerneborg, hvor instrumenterne blev placeret på marken eller under marken. Dermed blev underlaget så stabilt, at fejlmålinger på det nærmeste forsvandt.
Stjerneborg
Stjerneborg
Stjerneborgs anlæg
Stjerneborgs anlæg
Stjerneborgs anlæg
Stjerneborgs anlæg

Om Kometen
Da Tycho Brahe nogle år senere, på Hven i 1577, får lejlighed til at iagttage en komet udbygger han sine iagttagelser og konklusioner. I sit lille skrift "Om kometen", der er forfattet i 1578, men først udgivet med 350 års forsinkelse sammenfatter han sine iagttagelser over den ny stjerne og kometen.
Ligesom i værket om den ny stjerne anvendes også her en stor del af pladsen til astrologiske forudsigelser.

Astrologiens status
Tycho Brahe er imidlertid meget forsigtig i sin omgang med de astrologiske forudsigelser, hvilket han også præciserer i det efterfølgende:
"..skønt det er alle mennesker skjult at kende den rette grund til fremtidige ting, kan man dog fra de gamle erfarne astrologers observationer og lære få nogen anvisning på, hvad sådanne undere på himmelen kan udrette, hvilket lader sig gøre uden nogen som helst overtro(side 37-38)".
Når Tycho Brahe tager disse forbehold og må understrege sin afstandtagen til overtroen hænger det sammen med at astrologiens status også i samtiden var meget omdiskuteret, både blandt renæssancens tænkere og kirkens folk. Dog havde den en vis officiel status, som når f.eks. Tycho Brahe som en del af sine forpligtigelser overfor kongemagten lægger kronprinsens horoskop.
De astrologiske forudsigelser i samtiden deles op i to hovedgrupper: De meteorologiske og astrologiske. Udgangspunktet er nogle grundlæggende iagttagelser omkring planeternes indvirkning på livsbetingelserne, f.eks. det at solen afgiver varme og lys, at månen har indflydelse på tidevand, skiften imellem sommer og vinter osv. Den eksakte viden om disse forhold var naturligvis begrænset, men netop derfor kunne man jo også gøre sig forestillinger om disse forholds rækkevidde.
Christian IV&#180s horoskop
Christian IV´s horoskop

Skaberens rolle
Som påpeget er Tycho Brahe meget forsigtig og forbeholden overfor astrologien og bliver det måske i stigende grad. Dog bliver han på intet tidspunkt fornægtende og det hænger sammen med at astrologien for ham indgår i en karakteristisk helhedstænkning.
I det hele taget er det interessante selve forholdet imellem de astronomiske og astrologiske overvejelser og universets skaber, altså Gud. Vorherre fremstår her som andre steder i skriftet som en bagvedliggende kraft, en almægtig igangsætter, hvis tilstedeværelse kan iagttages i naturens orden. Vorherre griber ikke straffende ind i begivenhedernes gang, men holder sig til de afgørende beslutninger omkring skaberværket og mennesket kan ikke tolke hans vilje i naturfænomenerne. I sin opfattelse af gudsbegrebet nærmer Tycho Brahe sig her en senere tids opfattelse.

Voksende anerkendelse
Tycho Brahes observationer vinder løbende anerkendelse og fra 1574 holder han, usædvanligt for sin stand, forelæsninger på universitetet. Senere får han tilbudt stillingen som rektor for universitetet, hvilket han takker nej til. Tilbuddet vidner dog om den bevågenhed han nyder, også hos kongemagten, og som bliver afgørende for hans udvikling i årene fremover.

Uranienborg på Hven
Renæssancefyrsten Frederik 2.havde blik for Tycho Brahes format og tilbød ham støtte og d.18.2.1576 tilstedes han en årlig udbetaling på 500 daler, en statsstøtte af dimensioner. Kongen havde under tilsyn med byggearbejdet på Kronborg fået øen Hven i tankerne, som et passende sted for Tycho Brahes virksomhed, og Tycho Brahe kunne få den som len på fordelagtige vilkår, hvis det kunne afholde ham fra at rejse til udlandet. Tycho Brahe accepterer kongens tilbud.
Ovenikøbet får Tyge 400 rigsdaler til opførelse af et hus på Hven. I august 1576 påbegyndes byggeriet af Tycho Brahes nye bolig Uranienborg, opkaldt efter himmelgudinden Urania. Det praktiske arbejde udføres som hoveriarbejde af øens bønder, og som ledere af byggeriet har man bl.a. foreslået to af de fra Kronborgbyggeriet kendte nederlandske bygherrer Hans von Paeshen og Hans van Stenwinckel. Selve byggeriet er inspireret af norditaliensk renæssance, som Tycho Brahe har stiftet bekendtskab med under sine udenlandsrejser, og der er næppe tvivl om, at han selv har bidraget til udformningen af byggeriet.
I vore dage er der ikke mere tilbage af slottet.

En symbolsk bygning
De centrale del af grundplanen udgøres af et kvadrat, der måler 60 fod, ca 15,5 meter på hver side. Dette kvadrat deles af vinkelrette korridorer, der deler grundkvadratet i fire ens mindre rum og endvidere forbinder symmetriske tilbygninger i nord- sydlig retning og ligeledes symmetriske indgangspartier i øst og vest.
Bygningen består af to etager, fuld kælder og en kvistetage. Uden påbygningen er tilføjet altaner til brug for observationer og en del af kælderen er beregnet til kemisk laboratorium. Astronomien og kemien/medicinen var de videnskaber man ville give sig af med og det angives tillige med to figurnicher over indgangspartierne. De allegoriske fremstillinger her har været knyttet sammen med nogle korte latinske inskriptioner: DESPICIENDO SUSPICIO og SVSPICIENDO DESPICIO, hvilket betyder noget i retning af: Idet jeg ser ned skuer jeg opad, og idet jeg ser op, skuer jeg nedad.Den første sentens er møntet på de kemiske eksperimenter, den anden refererer naturligvis til de astronomiske studier.
Uranienborg
Uranienborg
Grundplanstegning
Grundplanstegning

Kosmologien
Den dybere mening med Tycho Brahes valgsprog er, at de videnskabelige studier har kosmologisk sammenhæng, at der er indbyrdes forbindelse imellem studiet af de jordnære ting og det guddommelige og at studiet af planetsystemets opbygning har relation til den jordiske tilværelse.
Uranienborg var således ikke alene hjem og arbejdssted for Tycho Brahe, men udtrykte tillige arkitektonisk og på anden vis den livsopfattelse og verdensanskuelse, der ligger til grund for Tycho Brahe og mange andre renæssancehumanisters arbejde og virke: En tro på at udforskning og kortlægning af virkeligheden vidner om den kosmologiske sammenhæng, der ligger bag.

Havekunst og medicin
Det samlede kompleks omkring Uranienborg viser igen det sammenhængende og symmetriske, her i haveanlægget og de omgivende voldanlæg. Haveanlægget er et af renæssancens interesseområder, men her har det også tjent mere praktiske formål, idet træerne også var frugttræer og bedene rummede såvel grøntsager, som urter, der også kunne indgå i medicinske opskrifter.
Vi ved at både Tyge og hans lærde søster Sophie Brahe, der i lange perioder opholdt sig på Hven, gav sig af med at fremstille medicinske præparater, endda i et sådant omfang, at apotekerne i København klagede over det. Det er sandsynligt, at Sophie Brahe har deltaget i anlæggelse og pleje af haveanlægget, men sikre beviser for det har vi ikke.
Have- og voldanlæg
Have- og voldanlæg
Grundplan
Grundplan

Tycho Brahe forlader Hven
Tycho Brahe bliver på Hven i 21 år, frem til 1597, hvor han falder i unåde og nødtvungent forlader Danmark og i 1599 slår sig ned i Prag, hvor han dør i 1601. Omstændighederne omkring Tycho Brahes fald er fortsat uklare og omdiskuterede. Fra Rostock skriver Tycho Brahe i 1597 selv til kongen, at han ikke er draget i eksil og forsikrer om sin fortsatte loyalitet. Kongen bebrejder ham, at han er drager bort uden tilladelse ogpå peger uoverensstemmelser, idet han henviser til "Klagemaal vore fattige Undersaatter og Bønder paa Hven imod dig haver haft" og hans forsømmelighed mod kirken sammesteds, herunder "Udi hvad Maade Daabsens Ord ere udi langsommelig Tid udeladte, imod disse Rigers vedtagne Brug, med dit Vidskab, sligt er hver Mand altfor vitterligt."
At Tycho Brahe ikke overholdt sine lensforpligtigelser til punkt og prikke er en kendsgerning, han forsømte at passe fyret på Kullen og værre endnu det kongelige gravkapel i Roskilde Domkirke. Det kan imidlertid undre at stridsmålet med bønderne drages frem i en tid, hvor det er enhver herremands ret at udnytte sine undergivne og hvor byrden på bønderne generelt set øges betydeligt.

Djævleuddrivelsen
Hvis det er korrekt, at man på Hven i Tycho Brahes tid havde forsømt, eller bevidst udeladt dele af dåbsritualet, kunne det, set med tidens øjne, være en alvorlig sag. Dåbsritualet og herunder især djævlebesværgelsen var i tiden et afgørende teologisk stridspunkt. Djævleuddrivelsen, var en gammel skik, som Luther videreførte fra katolsk tid, men som reformatoren Calvin udelod som utidssvarende. Tilsyneladende har andre delt denne anskuelse, heriblandt den humanistisk orienterede professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Hemmingsen, i mange år universitetets ledende skikkelse, indtil han bliver afsat i 1579, som følge af en strid om nadverlæren, hvor han erkendte at have nærmet sig Calvins opfattelse af denne.
Striden om djævlebesværgelsen bryder for alvor ud da præsten Iver Bertelsen på Møn udelader besværgelsen og omkring 1567 stævnes herfor. Iver Bertelsen må tilbringe 3 år i fangenskab førend han tages til nåde igen af Frederik 2.I 1588, under Christian 4.s formynderskabsregering, kommer endnu en sag, da præsten ved Helligåndskirken i København, Jon Jacob Venusin, ved en dåbshandling åbenlyst udelader djævlebesværgelsen.
Venusin, der stammede fra Hven, hvor hans far havde været præst, var berejst og besvogret med Tycho Brahes svigersøn. Hvis han har troet, at formynderregeringen under den mindreårige Christian 4. var ham venligt stemt tog han imidlertid fejl. 3 uger efter hans gerning udsteder man i kongens navn et forbud imod "at opvække unødige disputatser", med trussel om straf til følge.

Indirekte anklager
Det er omkring samme tidspunkt at kongens udfald mod Tycho Brahe tager sin begyndelse, i første omgang rettet imod præsten på Hven, der anklages for ikke at straffe og påminde Tycho Brahe om hans manglende altergang og utugtige levned, idet der hermed hentydes til Tycho Brahes ugifte samliv med en uadelig, hvad der dog strengt taget ikke var ulovligt. Sidst men ikke mindst anklages præsten for på Tycho Brahes foranledning at have udeladt djævleuddrivelsen af dåbsritualet. Præsten mister sit embede herfor og i næste omgang rettes skytset så imod Tycho Brahe selv.
En anden uofficiel anklage imod Tycho Brahe gik på at han fremstillede medicin uden tilladelse fra kirken, som skulle godkende sådant. Skønt han var yderst varsom i sin omgang med astrologien, har han indsats på dette område sikkert også bedraget til billedet af en suspekt person med store og måske overnaturlige evner, en troldmand.

Eksklusiv syndebuk
Tycho Brahe kan med andre ord mistænkes for calvinistiske og kætterske tilbøjeligheder, og man indser at Tycho Brahe er en torn i øjet på den efterhånden herskende snæversynede, religiøse ortodoksi. Hans renæssancehumanistiske syn og levemåde stødte dele af de herskende kredse, og meget tyder da også på at der er tale om en sammensværgelse imod ham. Et langt stykke hen ad vejen er han blevet et eksklusivt offer for den officielle moral.
Paradoksalt nok ender det i 1606 med at kongen under indflydelse af den tidligere omtalte Venusin angriber djævlebesværgelsen ved dåben og lader sin datter prinsesse Elisabeth døbe uden djævleuddrivelse. For god ordens skyld skal det nævnes at kong Christian året efter igen skifter standpunkt.
Tycho Brahes korrespondance med kongen offentliggøres først efter dennes død i 1648, men i 1597 skriver Tyge et digt om sit brud med Danmark, som indeholder følgende passage:
"Danmark, hvad har jeg gjort dig, at bort så grumt du mig støder?
Hvor kan, o fædreland! du mig behandle som fjende?
Løftet har jeg jo dit navn, det nævnes med hæder så vide,
siig, kan du vredes fordi, min virken har kranset med ros dig?
siig, hvem af dine børn har givet dig mer vel i eje!
Kan du vel vredes derofr, at højt på den hvælvede bue,
Fædreland! dit navn jeg skrev i de blinkende stjerner!
Hvorfor nu støde mig bort? Engang vil du sikkert mig mindes:
Kommende dage mit værd, min virken skal virkelig fatte,
børn af en senere slægt, på hvad jeg gav dig at bygge."

En renæssancekvinde
Da Charles Ogier i 1634 forlader Helsingør beretter han også, at han på vejen møder Tycho Brahes søster Sophie, som på det tidspunkt er sidst i 70erne. Hun havde altså da overlevet sin berømte bror med over 30 år, og havde ifølge det ældste kendte vidnesbyrd boet i Helsingør siden 1626.
Sophie Brahe var, som sin bror, alsidigt begavet og interesseret som et typisk renæssancemenneske. Kendt for eftertiden er hendes studier i danske adelsslægter, men hun interesserede sig også levende for lægekunst, fremstillede selv medicinske præperater og sendte i 1625 recept på en pesteleksir til kongen. Endvidere dyrkede hun både astrologi og astronomi og havekunst.
Brahe familien
Brahe familien
Sophie Brahe
Sophie Brahe
Mindetavle
Mindetavle

Sophie Brahes havekunst
Desværre kender vi intet nærmere til Sophie Brahes havekunst, som broderen berømmer. Hun har formodentlig hjulpet sin broder med haven på Hven, men også dyrket sin egen have på godset Eriksholm i Skåne og siden hen i Helsingør, hvor hun ejede en byejendom med tilliggender i udkanten af byen og tæt ved Kronborg.
Et brev til den svenske adelsmand Johan Sparre fra d.14. september 1629 vidner dog om hendes kundskaber. Første del af brevet handler om slægtsforskning, hvor Sophie har lånt og korrigeret nogle slægtstavler. Herefter skriver Sophie Brahe om blomsterløg og giver en anvisning på, hvordan de skal behandles.
Kejserkrone
Kejserkrone
Renæssancehave
Renæssancehave
Haveudsnit
Haveudsnit

Renæssancehavens ide.
Uranienborgs haveanlæg var, som det fremgår af samtidige stik, et kvadratisk anlæg præget af symmetri ned i mindste detaljer. Det yderste bælte bestod af, sandsynligvis, frugttræer, som omgiver den indre del med de geometrsik udformede bede, som har rummet både nytte- og prydplanter. Overgangen imellem de to dele er markeret med fire ens lysthuse.
Uranienborgs have er speciel med den gennemførte symmetri, som formodentlig refererer til det samlede anlæg karakter af videnskabs- og forskningscenter. I denne forstand lever haven fuldt ud op til renæssancehavens ide: Den skal adsprede, men også udfordre og stimulere den besøgendes nysgerrighed og anspore til intellektuel og åndelig fordybelse. Det behagelige kombineres med det nyttige, - hvilket havens beplantning også vidner om.
Florens 1545
Florens 1545
Nortons botaniske værk 1597
Nortons botaniske værk 1597
Kvan 1597
Kvan 1597
Lavendel 1597
Lavendel 1597
Tulipan 1561
Tulipan 1561

Råå


Stormagtsalliance
Efter Karl 10. Gustavs død i 1660 blev Sverige styret af en formynderregering med Magnus Gabriel De la Gardie i spidsen. Efter freden i København gik udenrigspolitikken ud på at undvige krig og bevogte den nye grænse mod Danmark. Det skulle ske ved en balancepolitik imellem Europas stormagtsblokke. Overfor stormagten Frankrig stod et forbund imellem Østrig, Holland, Spanien og Brandenburg. 1672 nærmede Sverige sig dog Frankrig og der blev indgået et forbund landene imellem.
Da den europæiske storkrig begyndte sluttede Danmark sig til Sveriges fjender og da det lykkedes Frankrig at få Sverige til at gå i krig mod Brandenburg havnende Danmark og Sverige definitivt på hver sin side i den europæiske storkonflikt. Efter at svenskerne havde lidt nederlag i Svensk Pommern gik danskerne til angreb mod Sverige, da man øjnede muligheden for revanche for det katastrofale nederlag i 1658.

Dansk angreb
Den hollandske og danske flåde besejrede de svenske ved Ølands sydspids i sommeren 1676. Det svenske slagskib Kronan, som da var Europas største orlogsfartøj, blev sænket.
Under den danske kong Christian V.s personlige befaling blev omkring 15.000 mand landsat i Råå syd for Helsingborg og straks derefter svor Helsingborgs borgere og bystyre troskab imod den danske konge. Man udså sig endvidere en dansk borgmester.
Den danske invasionsflåde 1676
Den danske invasionsflåde 1676
Søslaget ved Øland
Søslaget ved Øland
Invasionsflåde på vej mod Råå
Invasionsflåde på vej mod Råå
Helsingborgs erobring
Helsingborgs erobring

En blodig affære
Skånske Krig blev grum og blodig krig der, som navnet antyder, fortrinsvis foregik på skånsk jord. Danskerne drev de svenske tropper tilbage og fik kontrol over hele Skåne på nær Malmø. Store dele af den skånske befolkning tilsluttede sig danskerne. Voldsomme slag udkæmpedes ved Chrisansstad, Halmstad, Lund og Landskrona.
Slaget ved Lund var det blodigste som nogensinde er udkæmpet imellem Danmark og Sverige. De svenske tropper blev anført af den unge kong Karl XI. Slaget vendte krigen til svensk fordel og svenskerne kunne drive de danske tropper tilbage. Til slut holdt danskerne kun Landskrona og Helsingborg, men de blev tvunget til at indse at situationen var håbløs. Tusinder af flygtninge søgte over Øresund til Danmark.
Citadellet i Landskrona
Citadellet i Landskrona
Landskronas erobring
Landskronas erobring
Landskronas erobring
Landskronas erobring
Landskrona overgiver sig til Chr. 5.
Landskrona overgiver sig til Chr. 5.
Christianstads belejring 1676
Christianstads belejring 1676
Christianstads erobring
Christianstads erobring
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Karl 11.
Karl 11.
Slaget ved Malmø 1677
Slaget ved Malmø 1677
Slaget ved Landskrona 1677
Slaget ved Landskrona 1677
Slaget ved Tirups Hed, Landskrona
Slaget ved Tirups Hed, Landskrona
Slaget i Køge bugt 1677
Slaget i Køge bugt 1677

Anti-svensk alliance
Den unge svenske konge Karl 12., som efterfulgte sin far Karl 11., havde fået en alliance af stater imod sig, som alle krævede revanche efter Sveriges erobringer i 1600-tallet. I denne alliance indgik Danmark, Rusland og Sachsen(inklusive Polen). På dette tidspunkt var Sverige imidlertid godt rustet. En ny orlogshavn var opbygget i Karlskrona af Karl 11., som også havde reformeret forsvaret, som på dette tidspunkt bestod af 65.000 mand og 38 linieskibe. Endelig havde den nye grænse mod Danmark ved Øresund fået en del nye fæstningsanlæg.
1700-tallets historie i Øresundsregionen indledes så at sige med en krigshandling, idet en svensk hær under Karl 12,s ledelse samme år overføres fra Helsingborg og Landskrona til Humlebæk på Sjælland. København blev truet og Danmark blev tvunget til separatfred.
Efter separatfreden med Danmark fortsatte Karl 12.sit krigstogt mod Rusland og Polen og kom med sin hær langt ned i Østeuropa, men da den svenske krigslykke vendte i slaget ved Poltava (1709) erklærede Danmark krig imod Sverige. Den danske hovedstyrke, som til slut omfattede 14.000 mand, landsteg ved Rå i november 1709.
Karl 12.
Karl 12.
Svenskernes landgang ved Humlebæk
Svenskernes landgang ved Humlebæk
Bombardementet af København
Bombardementet af København

Helsingborg indtages
Helsingborg forsvarede sig med en garnison på 36,mand og en svensk enhed på 1500 mand befandt sig i området ved Rå. Disse kunne givetvis ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Frederik 4. indrettede sit hovedkvarter i rådmand Schlyters gård i det centrale Helsingborg og dens borgere svor troskab imod den danske konge. I Helsingborg indførtes dansk gudstjeneste og dansk almanak ifølge den gregorianske tidsregning, mens det øvrige Sverige stadigvæk fulgte den gamle julianske kalender. Det indebar en forskel på ti dage.
Herman Schlyters hus i Helsingborg
Herman Schlyters hus i Helsingborg

Stenbock til Helsingborg
Den svenske konge befandt sig langt borte fra sit hjemland, så det svenske forsvar organiseredes af Magnus Stenbock, som var Skånes generalguvernør dvs. landshøvding og krigsleder. Han samlede en stor arme i Småland, eftersom danskerne var trængte ind i Sverige helt over til Karlshamn i Blekinge. Det lykkedes Stenbock at skrabe 16.000 mand sammen, som gik ind i Skåne i slutningen af januar 1710. Danskerne trak sig tilbage mod Helsingborg og tog opstilling nord for byen under generalmajor Rantzaus ledelse.
28. februar 1710 stødte de to hær sammen i slaget ved Ringstorp udenfor Helsingborg og det hele endte med en knusende svensk sejr, som Stenbocks kurer, Henrik Hammarberg, kunne rapportere til Stockholm.
Stenbock, Magnus
Stenbock, Magnus
Budskab om Magnus Stenbocks sejr
Budskab om Magnus Stenbocks sejr
Mindesten for slaget ved Helsingborg
Mindesten for slaget ved Helsingborg
Befæstning af den svenske kyst
Befæstning af den svenske kyst
Helsingborg 2010
Helsingborg 2010

Ramlösa

*

Ramlösa Brunn blev indviet allerede i 1707, men havde sin blomstringstid i 1800-tallet. Det helbredende vand og de kongelige interesser lokkede mange besøgende til brøndhotellet og ved slutningen af 1800-tallet opførtes denne prangende hovedbygning i skønvirkestil.

Det hellige vand
På den skånske side blev Ramlösa et centrum for brønd- og badekure. I begyndelsen var det selve vanddrikningen som var det centrale. Vand har altid været anset for at være rensende og livgivende. Dette er ikke spor ejendommeligt, da vand er naturens livsnerve. I antikkens tid erklærede man at visse kilder havde en guddommelig kraft og vandet fra dem blev betragtet som helligt. I Pergamon f.eks., fandtes den hellige brønd ved templet. For Asklepios, som var lægekunstens gud og derfor anså man vandet ved hans tempel for medicinsk virkningsfuldt.
Kristendommen tog denne tanke til sig og mange helgener forbindes tit med forskellige kilder, hvor man drak vandet eller ofrede f.eks. mønter i de hellige brønde. Efter reformationen blev denne kildekult modarbejdet af protestantiske præster, men i 1600-tallet begyndte man at interessere sig for disse hellige kilders virkemåde, set fra en videnskabelig synsvinkel.
I Sverige gennemførtes vandanalyser af Urban Hjärne, og mange læger tilskrev visse brønde og kilder helsefremmende egenskaber. Kildekulten fik derved en renæssance i 1700-tallet. Men vandet var ikke kun til indvortes brug. Afvaskning og bad ansås også for helsefremmende og på kurstederne indrettedes derfor badeanstalter. I 1700- og 1800-tallene rejste mange til Spa, Aachen, Schwallbach og andre kursteder for at forbedre deres helbred gennem brønddrikning og bade. Da nogle læger begyndte at tale for saltvandets gode og helsebringende egenskaber, fik de kursteder som lå ved havet et særligt opsving.

Ramlösas start
Ramlösa Brønd indviedes allerede i 1707. Da havde man i flere decennier talt om, at kilden i Ramlösa gav sundhed og kraft. Desuden havde lægen Johan Jacob Döbelius betonet kildens helsebringende virkning. Man mente at Ramlösavandets indhold af jernkarbonat kunne kurere reumatisme, nyresten, iskias, hjertelidelser m.v. Allerede i løbet af 1700-tallet besøgtes Ramlösa af tidens etablissement, men det var først i 1800-tallets første halvdel at Ramlösa fik sin egentlige storhedstid.
Perioden med professoren i medicin ved universitetet i Lund, Eberhard Munck af Rosenschiöld, som brøndlæge, blev særlig betydningsfuld. Han var en af tidens store lægeautoriteter, og Ramlösa fik derved en særstilling, eftersom helsebrønden nu fik en videnskabelig tilknytning. Rosenschiöld propaganderede også for salte bade og Ramlösa blev derfor et kursted, hvor man både drak brøndvand og badede i havvand.
Jernvandskilden
Jernvandskilden
Johan Jacob Döbelius
Johan Jacob Döbelius
Munck af Rosenschiöld
Munck af Rosenschiöld

Royale gæster
Ramlösa brønd var omgivet af et kongeligt skær. Gustav IV Adolf besøgte ofte brønden under et tre måneder langt ophold i Helsingborg i 1807. Kronprinsen, Karl August, var i Ramlösa i maj 1810. Karl 14. Johan opholdt sig der flere somre og indskød penge i sygehusbyggeriet i parken. Virksomheden ved sygehuset blev med tiden temmelig omfattende, og ved slutningen af århundredet kunne man tage imod 160 patienter. Karls søn, Oscar (Oscar I), som ofte var syg, besøgte Ramlösa flere gange i 1810- og 1820-tallene, ikke mindst fordi brøndlægen hed Munck af Rosenschiöld.
Oscars mor, dronning Desideria, opholdt sig i Ramlösa flere somre og trivedes usædvanlig godt. Hun klagede ellers tit over forholdene i sit nye hjemland. Måske savnede hun sin tidligere kæreste, Napoleon Bonaparte, og det skær som omgav ham? De kongeliges tilstedeværelse tiltrak besøgende fra de højere klasser, og Ramlösa blev et tilholdssted for overklassen. En mondæn omgangsform udvikledes, med kongefamilien i centrum. Mange adelige familier byggede deres egne boliger i parken, som blev præget af træarkitektur i nyromantik og nyklassicisme.
Kongelige gæster
Kongelige gæster
Sygehuset
Sygehuset

Anlægget vokser
En hestetrukken sporvognslinie, den første i Sverige, blev anlagt ned til havet i 1877, så at gæsterne bekvemt kunne transporteres til badet. Man havde en omfattende køreplan med hyppige ture. Om formiddagen hvert kvarter og om eftermiddagen hver halve time. Man byggede et badehus ved sundet, og på stranden voksede en hel forlystelsespark op, med skydebane, restaurant og musikpavillon. Ramlösa befæstede sin stilling som badested, og dette tydeliggjordes endnu mere, med de badeanlæg man byggede ved selve kurhotellet.
Ved slutningen af 1800-tallet ændrede Ramlösa Brønd karakter, og udvikledes i retning af et almindeligt rekreationsanlæg med afkobling og forlystelser. På den tid fandt man også den alkaliske kilde, som i dag udgør indholdet i ”Ramlösa Mineralvand”.
Kurhotellet
Kurhotellet
Den første hestesporvogn
Den første hestesporvogn
Badeanlægget
Badeanlægget
Arkitektur
Arkitektur

Radikalt kvindesyn
I juli 1858 holdtes et stort skandinavistisk møde i Ramlösa og tusinder af danske mødedeltagere blev modtaget med fuld musik i Helsingborgs havn. Byen var smykket med flag og stemningen var høj. Mødet blev ikke bare en skandinavistisk manifestation, men udviklede sig også til en idéhistorisk bombe. Næsten 12 000 skandinavister var samlet i Ramlösa. Taler blev holdt, af Ploug, Ahnfelt og alle de øvrige entusiaster for den skandinavistiske sag. Fredrik Borg besteg podiet, og præsenterede sit kvindesyn, som fik tilskuerne til at måbe. Han forklarede det urimelige i kun at se kvinden som ”moder, ægtefælle, elskerinde”, når manden, samtidigt, ikke bare betragtedes som ”fader, ægtefælle, elsker”, men desuden som medborgee. Borg krævede medborgerlige rettigheder for kvinden og desuden den samme ret som manden, til uddannelse og erhvervsarbejde.
Dette var en ligestillingserklæring, som var langt forud for sin tid og Borg fulgte sine idéer op, da han som rigsdagsmand, i 1884, som den første, krævede kvindelig stemmeret. Han vandt dog ikke gehør for sit forslag og sagen blev liggende i 35 år, før riksdagen besluttede at indføre kvindelig stemmeret. Talen i Ramlösa i 1858 var langt forud for sin tid og den var en lysende tale. Borg startede her en diskussion som blev et tilbagevendende tema i Öresundsposten. Talen blev gengivet i avisen den 16. juli 1858 og en del af talen gengives her som en kilde, men slutningen af talen til kvinden må her citeres direkte: ”Sæt hende i sollyset, i hvis varme hendes kærlighedsrige væsen kan blomstre og give mange frugte, selv til samfundet.”

Flygtningepres på Helsingborg
Helsingborg modtog i løbet af den hektiske oktobermåned 1943 godt 4.000 jødiske flygtninge, og en gigantisk organisering var påkrævet. Under den første flygtningesammenhobning i begyndelsen af oktober fyldtes Grand Hotel og flere andre hoteller. Det gjaldt derefter om hurtigt at finde en flygtningelejr, som kunne benyttes nogen tid, inden flygtningene slusedes videre op i landet for at skabe plads til nye.
Ramlösa kursted som lå i vinterhi, blev åbnet og fungerede som modtagelsescentral for alle, som kom i land fra Landskrona og nordpå. Ramlösalejren fik en permanent lægestation, ledet af en dansk læge. Eftersom der hele tiden kom nye flygtninge, var det vigtigt, at de kunne sluses videre til nye forlægninger længere oppe i landet, og en sådan organisation begyndte hurtigt at fungere.
Lægeundersøgelse
Lægeundersøgelse
Fælles madlavning i Ramlösa
Fælles madlavning i Ramlösa
LilleStorRamlösa - indkvartering i Helsingborg.

Norges frihed også fejret i Ramlösa
Sammen med glæden over Danmarks befrielse ventede man nu også på Norges frihed. Da den så kom, var lykken fuldstændig, ikke mindst i Ramlösa-lejren, hvor mange nordmænd var indkvarteret. I lejren viste man også sin taknemmelighed overfor de politifolk i Helsingborg, som hele tiden trofast havde støttet flygtningene.
Også denne gang blev en fredsgudstjeneste afholdt i Gustav Adolfs-kirken ved den dynamiske og populære sognepræst Gunnar Stenberg.
Fest i Ramlösa
Fest i Ramlösa

Pålsjös badeliv og kirkegård

*

Pålsjö var allerede i slutningen af 1800 tallet et populært badested.

En skarp kontrast til dette traditionsrige badested kan opleves på Pålsjö Kirkegård, hvor allierede ofre for svensk neutralitetspolitik under 2. verdenskrig og tyske soldater ligger begravet side om side.

Badeliv anno 1900
Med landliggerlivet ved Øresundsregionens kyster følger naturligvis også badelivet, som i første omgang ikke må finde sted direkte fra stranden, men kun fra private bådebroer og kabiner, eller de kønsopdelte badeanstalter som er ophav til en særpræget og nu efterhånden forsvundet arkitektur langs kysterne.
Med udstykning af sommerhusgrunde og opførelse af deciderede fritidsboliger bliver ferielivet, om man så må sige, også mere formaliseret. Det bliver til et investeringsobjekt for borgerskabet og skaber en anden dimension i familiens tilværelse. På mange leder og kanter gælder der andre, som oftest mere lempelige adfærdsregler, således som det fremgår af kapitlet "Sommerliv" i Emma Gads Takt og Tone fra 1918.
Emma Gad
Emma Gad
Ålsgårde 1880
Ålsgårde 1880
Selskabsliv på stranden
Selskabsliv på stranden
Snekkersten Havbad
Snekkersten Havbad
Snekkersten Havbad
Snekkersten Havbad
Strandvejen Snekkersten
Strandvejen Snekkersten
Helgoland på Amager
Helgoland på Amager
Havbadet ved Landskrona
Havbadet ved Landskrona
Pålsjöbaden i Helsingborg
Pålsjöbaden i Helsingborg
Snekkersten Badeanstalt
Snekkersten Badeanstalt
Badeliv i Hornbæk
Badeliv i Hornbæk
Hornbæk Strand
Hornbæk Strand
Borupgaards badehus
Borupgaards badehus

Modstand og terror - Sverige
Det neutrale Sverige forsvarede sin neutralitet i forhold til både de allierede og tyskerne. På Pålsjö Kirkegårds gravstene kan man læse det tragiske resultat. Her kan man også læse gravskriften over en række soldater, der omkom i forbindelse med et krigsskibs forlis og blev skyllet i land på den skånske kyst.

Krigsgrave- Pålsjø kirkegård fortæller
I den nordlige del af Helsingborg ligger Pålsjö Kirkegård. Ved indgangen til kirkegården er der to skilte. Det ene meddeler at her ligger ”Commonwealth war graves”, og den anden oplyser om ”Deutsche kriegsgräben”.
Disse to gravsteder kan fortælle noget om, hvordan Nordvestskåne oplevede Anden Verdenskrig, og hvordan fremmede, unge soldater fandt deres sidste hvilested her – langt fra deres hjemegn.
Af de 113 piloter fra den britiske Commonwealth, som omkom under Anden Verdenskrig på svensk territorium, er 47 begravede her på Pålsjö Kirkegård. Blot nogle meter ved siden af ligger tyske soldater, som omkom i samme krig på disse egne. Disse har fundet deres sidste hvilested ikke langt fra deres fjender fra vestallliancen, men også ved siden af landsmænd, som omkom under Første Verdenskrig. Sammenlagt ligger 93 tyske soldater her.
Allierede
”Commonwealth war graves” består af 47 sirligt opstillede, hvide marmorsten og et stort, sværdpyntet kors i den ene ende. Gravstenene fortæller, at det hovedsagelig er unge soldater i tyveårsalderen. Nogle dødsdatoer forekommer hyppigere end andre, og ingen er faldet i døden alene.

Engelsk fly skudt ned tæt ved Helsingborg
Natten den 4. juli 1942 omkom Bruce Morgan og J. Samson sammen med fire andre kammerater.Morgenen efter stod der følgende i Helsingborgs Dagblad:
”Britisk fly styrtede ned ved Lerberget.
Blev skudt i brand af luftværnet på den danske side ved Hornbæk.
Helsingborg oplevede ved 1-tiden natten til i dag krigens virkelighed – måske tættere på end nogensinde. To flyvemaskiner, som efter alt at dømme var engelske, fløj i sydlig retning langs Sundet og tilbage, hvorunder de blev beskudt fra den danske side af luftværn med en sådan intensitet, at man aldrig tidligere havde hørt mage.
Et af flyene styrtede ned omtrent 200 m fra Lerberget. Et af de syv besætningsmænd, en canadier, blev reddet og førtes let skadet til Helsingborgs lazaret. Endnu sent i nat havde man trods ivrig søgen ikke fundet spor efter de øvrige seks.”
De to flyvemaskiner havde været på en mission for at nedkaste miner i Øresund, og i løbet af de næste par dage uskadeliggjordes fem miner af minestrygere. De var på vej hjem fra opgaven, da en af maskinerne blev skudt ned. Ud af de syv besætningsmedlemmer overlevede kun canadieren, som førte flyet. De øvrige blev begravet her på Pålsjö Kirkegård den 17. juli 1942, og flere tusinde af Helsingborgs indbyggere viste sin deltagelse.
Blomster kom fra højtstående militærfolk og institutioner, men også fra enkeltpersoner. Beboerne på egnen omkring Lerberget havde sendt en blomsterhyldest, og i Helsingborg havde man indsamlet penge til en trøstegave til den overlevende canadier, som lå på lazarettet.
Politiet i Helsingborg sendte dødsbudskabet til Canada sammen med avisudklip fra begravelsen. Efter nogen tid kom et svar fra Bruce Morgans stedforældre. Svaret er citeret i Göte Fribergs bog ”Stormcentrum Øresund”.
”De sidste tyve år har vi taget os af ham, som var han vores egen søn. Det budskab, I sendte om, at hans krop er hentet op af havet, og at han er bisat med militære hædersbeviser, har bragt os den allerstørste glæde. Disse unge mænd har givet livet for os og for hele verdens frihed, og skønt vores hjerter græder, er vi stolte af dem. De smukke tanker og det kærlighedsfulde arbejde, som indbyggerne i jeres by har givet udtryk for overfor disse helte, var simpelthen overvældende, og vi er jer alle meget taknemmelige.”
Bruce Morgan
Bruce Morgan
J. Samson
J. Samson

Mange engelske fly skudt ned over Skåne - mere end 20 dræbte
Sammen med tyve andre døde J. Kennedy, 21 år gammel den 30. august 1944. Den 31. august stod denne meddelelse i Helsingborgs Dagblad:
”Ifølge de i går aftes foreliggende rapporter er syv flyvemaskiner under overflyvninger natten til onsdag styrtet ned på egnen omkring følgende byer: Knäred, Vittsjö, Örkelljunga, Båstad, Ljungby og Svensköp samt i vandet udenfor Vejbystrand. Fem af flyene, har man konstateret, var af britisk nationalitet. Nogle af maskinerne er, ifølge hvad en nærmere undersøgelse viser, blevet ramt af svensk luftværnsild før nedstyrtningen, meddeler forsvarsstaben.”
Et stort antal engelske flyvemaskiner fløj tilbage efter et planlagt bombetogt mod Königsberg (Kaliningrad). De var blevet opdaget af tysk jagerfly og tvunget til at retirere. Over Øresund blev de beskudt fra dansk og svensk side. Seks fly styrtede ned i Nordvestskåne, blandt andet i Båstad og Skälderviken. To fly, som styrtede ned i Svensköp i Skåne og i Agunnaryd i det sydlige Småland var blevet beskudt af svensk luftværn.
21 piloter blev bisat den 7. september under højtidelige former på Pålsjö Kirkegård. Den svenske kronprinsesse, som var fra England, havde sendt en krans. På gravstenen over D.L.D. Moon, 21 år, står der: ”To the world, he was only one but to us he was all the world.”
Dagen efter nedsænkede man kranse i Skälderviken, hvor et af flyene var styrtet ned.
J. Kennedy
J. Kennedy
D. L. D. Moon
D. L. D. Moon

Engelsk fly skudt ned i Helsingborg
Seks unge drenge omkom den 8. februar 1945, deriblandt P.L. Kirkpatrick, 20 år fra Australien. (Billede af gravsten). I Helsingborgs Dagblad stod følgende den 9. februar 1945:
”Fly styrtet ned ved Brohult, totalt demoleret.
Røgterbolig 40 meter fra stedet, kun en pilot fundet i går.
For første gang er en fremmed flyvemaskine styrtet ned indenfor Helsingborgs bygrænse. Dette skete ved 20-tiden i går aftes, da et, efter alt at dømme, firemotorers britisk bombefly blev beskudt over Helsingborg og styrtede ned ved Brohults gård.”
Der herskede stor aktivitet i luftrummet i begyndelsen af februar. De allierede gennemførte massive bombetogter mod tyske byer, blandt andet Berlin og Dresden. Den 8. februar fløj et antal allierede fly ind over Helsingborg nordfra og blev beskudt af luftværn, som var placeret ved Sofiero. Et af flyene blev ramt og for brændende over bydelen Tågaborg og styrtede ned ved Brohults gård, umiddelbart øst for Helsingborg.
Göte Friberg har i sin bog ”Stormcentrum Öresund” bevidnet den fortvivlelse, som personalet ved luftværnskanonen følte efter nedskydningen, og krav stilledes fra blandt andet Helsingborgs arbejderkommune om, at forsvarsministeren skulle ændre direktiverne for luftværnets skydning.
Flyverne blev skudt ned af svensk luftværn og ved begravelsen blev de omkomnes minde hædret af blandt andet repræsentanter fra det svenske forsvar, og bagefter takkede pårørende for hædersbeviserne via Helsingborgs Dagblad. Sådan er det i krig!
P. L. Kirkpatrick
P. L. Kirkpatrick
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945

Tysk krigsskib med 70 soldater kæntret i Øresund
Blot nogle få meter fra ”The Commonwealth war graves” ligger tyske soldater begravede. Mere end 40 af dem mødte døden den 1. marts 1945. Blandt disse kan nævnes Heinz Reck, 26 år og Horst de Wall, 20 år. Dagen efter dominerede nyheden Helsingborgs Dagblad:
”Uhyggelig fartøjskatastrofe nær ved Helsingborg.
Tysk orlogsfartøj med 70 mand kæntrede i stormen.”
Et tysk krigsfartøj, en minerydder, var på vej til Aalborg fra København. Det blev nødt til at vende om på grund af det hårde vejr, men kæntrede mellem Viken og Hornbæk og sank udfor Vikingestrand i det nordlige Helsingborg. Katastrofen skyldtes denne gang ingen krigshandling. 42 døde kroppe flød i land langs kysten fra Landskrona og nordpå, de fleste umiddelbart nord for Landskrona.
Selv disse fik deres sidste hvilested på Pålsjö Kirkegård. Ved begravelsen var der mange mennesker, og antallet af enkeltpersoner, som havde deltaget i redningsarbejdet, var bemærkelsesværdigt. Her handlede det ikke om tyskere eller englændere, men om liv eller død. Fra begravelsesreferatet i Helsingborgs Dagblad henter vi følgende:
”Et gribende indslag var, da syv personer af fiskerbefolkningen i Gravarne lagde en krans, og chauffør Karl O. Hjelm fremsagde en sidste hilsen til de omkomne samt forsikrede, at han og hans kammerater havde gjort deres yderste for at redde deres liv under den skæbnesvangre stormnat.”
Tyske soldater
Tyske soldater
Tyske soldater
Tyske soldater
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945

En fremmede folkeskare
Langt fra deres hjem ligger her på Pålsjö Kirkegård næsten hundrede unge mænd begravede, hundrede af de mange millioner, som blev ofret under Anden Verdenskrig. De fleste af verdenskrigens ofre ligger på samme måde begravede langt fra deres hjem. Göte Friberg, politimand i Helsingborg, gav følgende rammende beskrivelse af ceremonierne på Pålsjö Kirkegård, en beskrivelse som sikkert er dækkende for tusindvis af andre begravelser under Anden Verdenskrig:
”Ingen pårørende, ingen nær ven tilstede, kun en samling stilige mænd i og uden uniform og i baggrunden en stor, tavs, fremmed folkeskare.”
Göte Friberg
Göte Friberg

Sofiero

*

Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860´erne at bygge en sommerbolig for sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Et yndet udflugtssted for nutidens Øresundsborgere.
Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860erne-tallet at bygge en sommerbolig til sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Man kan måske undre sig over hvorfor han netop valgte Helsingborg. Bernadotterne havde helt sikkert en særlig følelse for denne by, hvor Karl Johan steg i land i 1810. Helsingborg og Ramlösa besøgtes tit af de kongelige, og måske følte de sig hjemme der. Desuden kan man godt tænke sig, at nærheden til Danmark var lokkende i skandinavismens tid, og at tanken på en personalunion mellem landene måske kunne være en god grund til at bygge et sommerslot så tæt på Danmark.
Måske var det bare sådan, som hans sønnesøn Gustav 6. Adolf sagde, at den skibsinteresserede Oscar simpelthen fascineredes af hav og skibe, og at den intense sejlads i Øresund virkede særligt tiltrækkende. Det lykkedes ham imidlertid, efter en del besvær, at købe gården Skabelycke, og han gav den navnet Sofiero efter hustruen Sofia.
Da Karl XV døde i 1872, blev Sofiero kongeligt privateje, og Oscar II lavede en tilbygning, som stod færdig i 1876. Slottet kunne ikke, heller ikke efter tilbygningen, måle sig med det tilsvarende danske slot, Fredensborg, men man må huske, at det ikke var et statsslot, men et helt privat byggeri. Imidlertid påvirkedes egnen af det kongelige slots tilstedeværelse, helt frem til Gustav 6. Adolfs død, næsten 100 år senere, da Sofieros kongelige status ophørte.
Til Oscar II.s mest skattede fritidsbeskæftigelser hørte den årlige harejagt på Hven, og mange hvenboere taler stadigvæk om denne begivenhed. Men selvom Sofiero var en privat sommerbolig blev det også brugt til officielle pligter. Tsarer, kongelige højheder, præsidenter og statsministre besøgte slottet, og foruden alle statsbesøg forlagdes regeringens møder hertil om somrene. Sofiero havde en langt mere officiel status end den nuværende kongelige sommerresidens, Solliden, i Borgholm på Öland.
Sofiero Slot
Sofiero Slot
Oscar og Sofia med børn
Oscar og Sofia med børn
Gustav Adolf og Margaretha
Gustav Adolf og Margaretha
Interiør fra Sofiero
Interiør fra Sofiero
Ocar II med jagtkammerater
Ocar II med jagtkammerater

Dunkers Kulturhus

*

Dunkers kulturhus i Helsingborg er en testamentarisk gave fra én af Sveriges rigeste familier. Formuen er bl.a. skabt via gummikartellet Tretorn, der bl.a. havde fabrikker i både Helsingborg og Helsingborg.

Kulturhuset er tegnet af den danske arkitekt, Kim Utzon.

Galoche-kongen
Dunker- familien, der grundlagde og udviklede Tretorn imperiet, kom til Helsingborg fra Danmark.
Det blødgjorte gummi er et godt eksempel på kemiprodukt, som dannede udgangspunkt for produktion af moderne forbrugsvarer af høj kvalitet. Gummialderen havde taget sin begyndelse i Øresundsregionen.
Dunkers anvendte store dele af deres formue til gavn for kulturlivet i Helsingborg.

Gummialderen
Gummi havde været i brug i lang tid og det fungerede udmærket - som viskelæder. En metode som åbnede helt andre muligheder for udnyttelsen af gummi, blev opdaget af amerikaneren Charles Goodyear i 1839. Det var lykkedes ham at forædle rågummi til et materiale, som var blødt, vandtæt og holdbart. Metoden blev kaldt vulkanisering og var, teknisk set, en opvarmning af en blanding af kautsjuk og svovl. Man fik hermed helt nye muligheder for at udnytte gummi industrielt.
En idé, blandt mange andre, var at fremstille en beskyttende sko, som skulle bæres udenpå elegante sko ved regn og snavset føre. Galochen, den franske betegnelse for en overtrækssko, var født! Vintrene ved Øresund ville fra nu af blive mere udholdelige med de nye vind- og vandtætte sko. Galocher blev umådeligt populære og fremstilledes rundt om i verden. Sverige importerede fortrinsvis nyheden fra Rusland.

Johan Dunker – begyndelsen
I Helsingborg fandtes en havnefoged som hed Johan Dunker. Han kom oprindelig fra Slesvig-Holsten. Familien Dunker boede i Esbjerg da sønnen Henry blev født i 1870. Johan, som var aktiv indenfor Helsingborgs næringsliv, forstod at efterspørgslen på gummivarer ville øge. Med tidens fremskridtsoptimisme for øje turde han satse på, at anlægge en gummifabrik i det kraftigt voksende Helsingborg. Med støtte fra bl.a. Petter Olsson grundlagdes AB Helsingborgs gummifabrik i 1891.
Johan Dunker
Johan Dunker

Henry Dunker – udviklingens mand
Johan Dunkers søn, Henry, rejste til Rusland for at indhente ”knowhow” til den nye fabrik. I Skt. Petersborg var fremgangen ringe, men i Riga, som den gang tilhørte Rusland, fik han kontakt med en kemiker, som var interesseret i at udvikle Helsingborgsfabriken. Han hed Julius von Gerkan og han kunne høste megen hæder for at Helsingborgsgalocherne fik en så høj kvalitet.
Henry Dunker blev disponent i 1894 og efter nogle genvordigheder i starten kunne fabrikken udvides. Han arbejde hårdt for at styrke sin stilling i forhold til andre gummifabrikker. Således overtog han gummifabrikken Velox i Trelleborg og etablerede i 1905 Trelleborgs gummifabrik, som derved blev en del af Dunkers voksende imperium. En af hans idéer var, at starte sine egne salgskontorer, og derved undgå at sælge via grossister. På den måde kunne han få kontrol over en større del af kæden fra producent til konsument.
Salgskontorer åbnede mellem 1910-og 20alle dele af Sverige, men også i udlandet, f.eks. København (1909), Berlin (1913) og Wien (1913). Det var ikke kun virksomheden som udvikledes men også vareudbuddet. Det som begyndte med galocher og andre slags gummisko, fortsatte nu med bolde, badehætter og dæk. Henry Dunker indså værdien af specialisering og forlagde f.eks. produktionen af dæk til Trelleborg.
Henry Dunker
Henry Dunker

Kartel og koncern
For at opnå en bedre konkurrencesituation i udlandet og undgå konkurrence på hjemmemarkedet etableredes, på Henry Dunkers initiativ, et kartel i 1912. Resultatet blev at priserne kunne forhøjes i Sverige og sænkes i udlandet, hvilket gav en højere gevinst.
Under 30ernes depression ville mange stater beskytte deres egen produktion ved hjælp af toldafgifter og importforbud. Henry Dunker anlagde fabrikker i Hamburg og Helsingør, og kunne således opretholde produktion og salg i Tyskland og Danmark. Fabrikken i Helsingør, som grundlagdes i 1935, voksede støt og var i slutningen af 50erne byens næststørste arbejdsplads med over 1000 ansatte. Det gamle ”Helsingborgs Gummifabrik AB” var vokset op til en multinational koncern og virksomheden havde skiftet navn til ”Tretorn AB”. Dette for at slippe for det gamle navns provinsielle klang.
Tretorn i Helsingør
Tretorn i Helsingør
Reklame for Tretorn, 1939
Reklame for Tretorn, 1939

Sveriges rigeste mand
Efterspørgslen på gummivarer blev enorm. Fra kun at blive brugt som viskelæder voksede udbuddet via gummisko til bildæk, cykeldæk, regntøj, bolde, gymnastiksko, elastikker, tætningslister, ja listen er næsten ubegrænset, og 30erne og 40erne blev med rette kaldt ”gummi-alderen”. Frugterne af denne fremgang gjorde ”galosche-kongen” Henry Dunker til Sveriges måske rigeste mand.
Henry Dunkers villa som blev bygget i 20erne på ”landborgen” i det nordlige Helsingborg, og giver et godt indblik i det velstillede borgerskabets miljø.
Dunkers villa
Dunkers villa
Arbejderkvarter
Arbejderkvarter
Bruserum
Bruserum

Arbejdsgiveren Dunker
Henry Dunkers lederevner kan beskrives som: hård mod de hårde, men lidt blødere mod de svage. Jo højere position man havde i koncernen, jo mere krævende var Dunker. Han var heller ikke en ven af faglige organisationer og arbejdsnedlæggelser, og det var naturligvis ikke for at spille rolle som velgører at han engagerede sig i storkapitalistisk virksomhed.
Da han allerede i 1911 etablerede en privat børnehave, var det for at virksomheden kunne ansætte flere kvinder. I 1930erne var størstedelen af de ansatte ved gummifabrikken i Helsingborg således kvinder.
Fagforeningsfane
Fagforeningsfane
Vuggestue 1916
Vuggestue 1916

Kommunen som arving
Ind imellem kunne Dunker også vise velvilje og eftergive en eller anden fordring, men den slags gjaldt næsten kun hans egne arbejdere. Personalet i hans villa, Hevea, kunne godt lide ham.
Dunkers formue blev, ved hans død i 1962, testamenteret til Helsingborgs Kommune, og hans villa blev lavet om til plejehjem. På den måde blev hans mange penge givet tilbage til folk i byen. Uden disse midler ville Helsingborg ikke kunne tilbyde sine borgere det teater og det kulturhus som nu pryder byen. Man må dog ikke glemme de tusinder af mennesker, som arbejdede og sled i snavsede og ildelugtende fabrikker.
Dunkers kulturhus
Dunkers kulturhus

Sct. Maria Kyrka

*

Sancta Maria i Helsingborg har en lang bygningshistorie. I sin grundform var den færdig i 1410. Kirken er, som sin pendanti Helsingør,opført i gotisk stil og indeholder en række kunstskatte, ikke mindst fra middelalderen

Sancta Maria Kyrka
Den senmiddelalderlige kirke ligger midt i det gamle Helsingborg. I det 21 århundredes Helsingborg er den ikke nogen dominerende del af bybilledet og synes nærmest ikke fra søsiden. Kirken er faktisk lidt svær at opdage, men når man står foran den, må man beundre skønheden i den gennemførte gotiske byggestil.
Træder man indenfor er en række af Helsingborgs senmiddelalderlige kirkekulturs interiør bevaret.
Mariakyrkans østlige facade
Mariakyrkans østlige facade

Gotik
Sancta Maria Kyrka stod færdigbygget i 1410 efter en lang byggeperiode på ca. 100 år. Den er opført som en basilika og har nærmest karakter som en lille katedral. Midtskibet er, i lighed med de store gotiske katedraler i Europa, lavt og har ingen vinduer under hvælvet. Byggestilen omtales ofte som: en halv basilika eller en ”pseudobasilika”. De samme karakteristika kan i øvrigt iagttages på den anden side af Sundet, hvor Mariakirken i Helsingør har samme arkitektoniske træk.
De gotiske træk er fremtrædende, de spidsbuede vinduer og de spidsede hvælv er endnu fremtrædende. Som man også kan se det i eksteriørets trappestensgavle og de udvendige støttepiller, som holder kirken på plads.
Kirken erstattede en tidligere romansk sandstenskirke fra 1100-tallet. Og med sine, i forhold til tidens små huse i Helsingborg, blev den med sit gotiske teglstensbyggeri et markant og dominerende bygningsværk i byen. Der var flere kirker i byen, men det var kun Kärnan og Nicolaiklosteret, der kunne konkurrere med Sancta Mariakyrkan om den bygningsmæssige dominans i Helsingborg.
Mariakyrkans vestlige facade
Mariakyrkans vestlige facade
Mariakyrkans støttepiller
Mariakyrkans støttepiller
Maria Kyrkans hvælv
Maria Kyrkans hvælv
Helsingborg model 1400
Helsingborg model 1400

Middelalderens kunstskatte
Døbefonten er fra 1300-tallet og er hugget ud af gotlandsk kalksten. Oprindeligt har den været malet og videnskabelige undersøgelser påviser fragmenter af rød og blå oliemaling.
Altertavlen/Skabet er i en bemærkelsesværdig god stand. Den er malet på samme tidspunkt som kirkens indvielse. Nemlig i perioden 1449-1452. Antageligt af en mester fra Stralsund. I centrum af tavlen dominerer scenen med Maria og det nyfødte Jesusbarn. Motiverne omkring dem er fra Jesus liv og virksomhed, som det beskrives i Det nye Testamente.
Altertavlen, som er udformet som en slags skab, kan lukkes sammen på visse tider af kirkeåret. Bl.a. under fasten. Her må tilskueren undvære skulpturerne og nøjes med at betragte motiver fra Jesus sidste tid. En af disse scener viser, hvorledes Jesus driver kræmmerne (købmændende) ud af templet. En interessant detalje hér er, at nogle mønters udseende i dette motiv kan stedfæstes til Stralsund. En detalje der gør, at man antager, at alterskabet er produceret af en mester i denne by.
Triumfkrucifixet i gotisk stil er fra den seneste middelalder. Nok så interessant er, at der står 1753 ved korsets fod. Men angiver kun tidspunktet for da krucifixet blev malet om /restaureret. Dette kompliceres videre af at selve korset er fra en senere tid end selv krucifixet. Krucifixets ophavsmand er ukendt, men eksperterne antager, at det er tilvirket i den sydlige del af Skandinavien.
En senere tid har fjernet det oprindelige puds, som kirkens indvendige vægge var beklædt med. Nu fremstår væggene som teglstesnvægge. Bag ved alteret er der dog endnu rester tilbage af den gamle puds, hvor der er fragmenter af de gamle kalkmalerier. Bl.a. af helgene: S:t Magnus og Brandanus. Kalkmalerierne er fra 1400-tallet blev udført af den såkaldte: Helsingborgmester, hvis noget mere velbevarede kalkmalerier kan beses i Brunnby Kyrka på Kullahalvøen.
Fra middelalderen findes også det såkaldte piscinan nederst i korets væg.
Maria Kyrkans altertavle
Maria Kyrkans altertavle
Det lukkede alterskab
Det lukkede alterskab
Kræmmerna drives ud af templet
Kræmmerna drives ud af templet
Maria Kyrkans krucifix
Maria Kyrkans krucifix
Maria Kyrkans døbefont
Maria Kyrkans døbefont
Maria Kyrkans kalkmaleri
Maria Kyrkans kalkmaleri
Maria Kyrkans piscina
Maria Kyrkans piscina

En ny tid på vej
Tårnet til kirken blev først færdiggjort omkring 1500. Altså ved indledningen af det århundrede, som ikke blot skulle forandre kirkens organisation og dogmatik i Norden, men også det, som en senere tid har kaldt, Middelalderen.
Maria Kyrkans middelalderlige oprindelse er dog stadigvæk særdeles markant. Og dette på trods af senere moderniseringer med prædikestol, orgel og bænkerækker. Kirken er, med rette, betegnet som et eksempel på, hvad middelalderen stadigvæk kan præsentere os for af stilfuld arkitektur, dygtige bygningsarbejdere og fantastiske kunsthåndværkere.

Næstekærligheden
En altertavle ophængt i Mariakyrkan i Helsingborg i 1583 tematiserer dette. Tavlen rummer et dobbeltportræt med en undertekst og tre mindre billeder over hinanden i venstre side at tavlen. Portrættet viser et adeligt ægtepar, måske er det, genkendeligt på de gyldne kæder der symboliserer den adelige rigdom og magt, lensmanden på Helsingborg slot Arild Urup og hans hustru Thale Thott. Underteksten lyder:
"I kristne som Gud har givet nok betænk de fattige, som lider sorg, sygdom, jammer og nød, armod, fattigdom og hunger efter brød, noget i denne blokbøsse. Bevis eders tro med skønne gerninger og Gud i himmerige vil eder det velbehageligt."
Motivet nederst i venstre hjørne er, ligesom i spisesalen i Sct. Marie Kirke i Helsingør, Lazarus-fortællingen, med helvede og himmel ovenover. Forestillingen om at de gode gerninger stemmer Gud velbehageligt synes således at overleve reformationen.
Adeligt par
Adeligt par

Sygdom og sundhed
Sygdomsepidemier kender man til tilbage til den sorte død i midten af 1300-tallet, men alene i anden halvdel af 1500-tallet hjemsøges området omkring Helsingør hele 13 gange, og man har beregnet, at sygdomsepidemier med mere eller mindre lokalt præg i gennemsnit optræder med intervaller på mindre end 2 år. Der er tale om forskellige pestformer, men f.eks. også tyfus, kolera og forskellige former for børnesygdomme, som alle har krævet store ofre.
Mange familier rammes af næsten ufattelige tragedier. Præst i Helsingør og Malmø, forfatter Hans Christensen Sthen, skriver således et trøsteskrift i anledning af at han personlig har mistet 8 børn under en af epidemierne. Tycho Brahe mister i 1576 en 2-årig datter i hvilken anledning han lader opsætte en mindetavle i Mariakirken i Helsingborg med følgende inskription:
"Kirstine førte, da hun gik bort, hid sit spæde støv.
Hun, som en gang var Tycho Brahes datter.
Hun var blot en ubetydelig tid indvåner her i Verden,
Men i den korte tid voksede hun anseligt. Det Gode,
i ånden overtraf hun sit køn, i sæder sine år,
sine jævnaldrende i veltalenhedens kunst.
Derfor har naturen hastigt taget hende tilbage, som den gav os:
For at hun ikke som voksen skulle overskride de vanlige grænser.
Men dog hun lever, hun har sejret over naturens modstand.
I stedet for den ringe tid har hun nu det evige tidsrum.
Og forædlet af Det Himmelske Gode forsmår hun Det Dødelige:
Siden hun gennem Kristus er blevet anerkendt som himmelmedborger.
Død under Pesten 1576
den 24. september, levede
2 år 11 måneder 11 dage 11 timer
Døden
Jo snarere desto kærere
Jo senere desto bitrere
Til Kirstine min højtelskede kødelige datter
Udover sin alder livlig og velopdragen
har jeg, faderen, affattet og sørget for dette."
Epitafium over Tycho Brahes datter
Epitafium over Tycho Brahes datter

Buxtehude - en øresundsborger
I årene 1638-41 virkede Buxtehude den ældre i Helsingborg og her tilbragte Diderik nogle barneår. I 1642 fik faderen tjeneste som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor han var aktiv frem til 1670. Barne- og ungdomsår tilbragte Diderik Buxtehude altså både i Helsingør og Helsingborg.

Rigt musikliv
I 1600-tallet første halvdel var musiklivet ved det danske hof og i de større kirker af meget høj klasse. Navne som Heinrich Schütz og John Dowland er gået over i musikhistorien. Schütz var kirkemusiker i Købehavn og opbyggede hofkapellet der. Dowland, berømt lutspiller og komponist, var hofmusiker og holdt til i Helsingør. Johann Lorentz virkede i første halvdel af 1600-tallet som kongelig orgelbygger og byggede, eller ombyggede alle vigtige orgler i Øresundsregionen i en da ganske konservativ renæssansestil som da repræsenteredes af Heinrich Schütz og John Dowland. Et af de vigtigste vidnesbyrd om Lotrentz virksomhed findes i orgelfacaden på Chrisstiansstads Trefoldighedskirke.

Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg
Mariakyrkan i Helsingborg
Sct. Annægade i Helsingør
Sct. Annægade i Helsingør
Det gamle orgel
Det gamle orgel
Buxtehude
Buxtehude
Kororgel i Mariakyrkan
Kororgel i Mariakyrkan

Forbindelsen opretholdes
I sin tid i Helsingør opretholder Buxtehude også tætte forbindelser til både danske og svenske embedsborgere. Det eneste med fuldt sikkerhed kendte musikstykke som Buxtehude har skrevet i sin tid i Helsingør er således i året 1665 tilegnet Christoffer Schneider, der var svensk postmester og senere kommisarius bosiddende i Helsingør. Ligeledes havde Buxtehude allerede fra Helsingør-tiden venskabelige forbindelser med den svenske hofkapelmester og organist Gustav Büben. Måske er det også på hans foranledning at Buxtehude i 1680 komponerer bryllupskantaten til brylluppet imellem Karl 11.Gustav og hans danskfødte dronning Hedvig Eleonora.
StorAperte mihi portas justitiae, Helsingør 1665 (Diderik Buxtehude)
StorAria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude)

Tiden i Lübeck
1668 flyttede Diderik Buxtehude til Lübeck, formodentlig af hensyn til sin fortsatte karriere, men nok også for at komme væk fra de trange økonomiske vilkår i den krigshærgede Øresundsregion. Som en rød tråd i Buxtehudes liv går de tre mariakirker i Helsingborg, Helsingør og Lübeck. Selvom størstedelen af hans aktive liv var forlagt til Lübeck og selvom han der vandt den største ære og berømmelse, så glemte han aldrig sine rødder ved Øresund. Derfor kunne tidsskriftet Nova litttraria Maris Balthici år 1707 påstå, at ”han anså Danmark for sit fædreland” (Patriam agnoscit Daniam).
Diderik Buxtehudes karriere som komponist og organist kulminerede i Lübeck, hvortil storheder som Händel og Bach vandrede for at lytte til hans musik. Det var som organist og komponist i Mariakirken i Lübeck han vandt sin store berømmelse. Især var han kendt for sine ”Lübecker Abendmusik” som var koncerter i tilknytning til aftensangen søndagene før jul. Til disse skrev han hvert år et nyt orgelværk.

©  Øresundstid 2009