Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
The 19th Century
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Romantikkens Nordsjælland

*

Nordsjælland havde allerede i forbindelse med 1700-tallets tidlige romantik spillet en central rolle som tilholdssted for romantiske skønånder og mæcener.

I 1800-tallet blev Hellebæk på Nordsjællands kyst og Gurre inde i landet kultsteder for den danske romantik.
H.C. Andersen er en central skikkelse i romantikken på begge sider af Øresund.
Naturinteressen og interessen for det enkle liv udenfor byen næres af tidens romantiske ånd og det nordsjællandkse landskab synes at imødekomme sådanne behov. Byborgeren begiver sig i stigende omfang ud i naturen for at iagtage og opleve denne. Oplysningenstidens nysgerrighed har banet vejen for kortlægning og meddelelsestrang, som nu kombineres med den mere personlige oplevelse.
Byboere på udflugt
Byboere på udflugt
Nordkysten 1820
Nordkysten 1820
Udsigt over Helsingør
Udsigt over Helsingør
Dansebakken ved Sorgenfri
Dansebakken ved Sorgenfri

Centrum Gurre
Historikeren Christian Molbech foretager i året 1810 en fodrejse i Nordsjælland som bl.a. bringer ham til det historiske Gurre. Molbech er blandt de første der opdager Gurre og medvirker til at gøre det til et romantisk kultsted:
… "Skovegnen ved Gurre. Denne har et mere vildt og ensomt Præg end Egnene om Esrom Sø. Gennem Krat og over Lyngheder førtes jeg ind i en tæt, mørk Skov, hvor Vejen netop var så bred, at den gav Rum for én Vogn. Denne Vei går forbi Marianelyst, et Landsted, der ligger såre ensomt midt i Skoven, til en Skovridergaard, Valdemarslund, der har en meget skøn Beliggenhed, idet Husets ene Side vender mod Skoven, og den anden mod Gurre Sø."
Her er den romantisk dejlige Egn, som Valdemar Atterdag elskede så højt, at han kendte Intet, der så meget som denne fængslede ham til Jorden; og Pontoppidan gør med Rette den Anmærkning, at hans Sind var mere jordisk end himmelsk i hans Velmagts Dage. Her nød han sin Yndlingslyst, Jagten, i de Skove, der ganske omringer den skjulte, hemmelige Sø; og her glemte han hos sin Tovelille Kongelivets Glimmer og Byrder.
På en Høj ved Søens Bredder, hvorfra man har en skiøn Udsigt over den hele Sø og en Del af Skoven, stod Gurre Slot, og Voldstedet er endnu kiendeligt. I Nærheden deraf ligger Landsbyen Gurre, og en Lystgaard, der ligger imellem denne og Valdemarslund, har faaet Navnet Gurrehuus. Det fornøjede mig at høre disse Navne, fordi jeg i dem fandt en uventet Agtelse for den svundne Tids Minde, der er så sielden, at man ofte endog gør sig Umage for at udslette de historiske Erindringer ved Stederne, i det man afskaffer de gamle Navne, der gennem Århundreder udmærkede dem."
Christian Molbech
Christian Molbech
Gurre Sø
Gurre Sø
Gurre Slotsruin
Gurre Slotsruin
Marianelund
Marianelund
Valdemarslund
Valdemarslund

Romantik og historie
En væsentlig side af romantikken er genopdagelsen og dyrkelsen af den historiske fortid og det er der rig mulighed for i relation til Gurre. Den oldnordiske tid og middelalderen bliver genoplivet, bl.a. med N.F.S.Grundtvigs dyrkelse af nordisk mytologi og folkeviser, Oehlenschlägers nationale dramaer, og B.S.Ingemans historiske romaner.
Allerede midt i 1700-tallet optræder Gurre Slot og kong Valdemar Atterdag(1320-1375) som kunstnerisk inspirationskilde. B.S. Ingemann er også tidligt ude med sin På Sjølund Fagre Sletter (offentliggjort i Julegave 1816), oprindeligt i otte strofer, men oftest gengivet i en fire strofers version.
StorFriedrich Kuhlau (1786-1832)
StorFriedrich Kuhlau (1786-1832)

Folkesagn
I årene 1819-23 udsender forfatteren J.M. Thiele sine Danske Folkesagn, som bliver en stor inspirationskilde for de romantiske digtere. Heri findes også gengivet sagnet om kong Valdemar og Gurre Slot som bliver et gennemgående tekstforlæg for historien om kong Valdemar Atterdag vilde ridt.
Den tidligst kendte version af sagnet er nedskrevet af Christiern Nielsen Brun i 1580. Formodentlig er der tale om en vandrehistorie, Gurre er måske snarere en lokalitet på Sydsjælland, men Gurre Slotsruin giver oplagt næring til en romantisk beretning. Ingemann holder sig nogenlunde til selve Gurre-sagnet, men i en række efterfølgende versioner, f.eks. H.C. Andersens Gurre-sang(romance) fra 1842, er indføjet historien om kongens elskerinde Tovelil.
Denne inspiration stammer fra folkevisen om kong Valdemar og Tove som gengives i Ide Gjøes håndskrift ca. 1630. Eftertiden vil imidlertid vide at der her er tale om Valdemar den Store, som levede og regerede i 1100-tallet. Visen er en såkaldt frille-vise, som handler om forbudt kærlighed, i dette tilfælde imellem kongen og hans elskerinde Tove og temaet tilfører så afgjort historien en ny dimension.
H.C. Andersens Gurre
H.C. Andersens Gurre
Gurrelieder
Gurrelieder

Vidtspændende inspiration
Fortællingen tages op igen i Christian Winther lange epos Hjortens Flugt fra 1855 og hos de andre romantiske digtere Carsten Hauch og Henrik Hertz. Flere af det moderne gennembruds digtere anvender også fortællingen. I J.P. Jacobsens Gurresange fra 1867-69 er det dog ved at være slut med romancen, nu tager den rene lyst, erotikken, over.
Det er disse vers der i tysk oversættelse inspirerer Arnold Schönberg til hans senromantiske musikværk Gurrelieder. Endelig bør nævnes Holger Drachmanns drama Gurre fra 1898, - dediceret til en samtidig Tove(”Midsommernatten 1887 – og for bestandig”) Her har erotikken sågar rod i virkeligheden.

H.C. Andersen i Hellebæk
Et andet romantisk knudepunkt i Nordsjælland var egnen omkring Hellebæk, som opåtræder allerede i 1700-tallets tidlige romantik. H.C. Andersen, der opholder sig et årstid på latinskolen i Helsingør, stifter i 1826 bekendtskab med udsigtspunktet Odinshøj i Hellebæk-Ålsgårde, som åbenlyst betager ham:
...En Søndag skulde vi kjøre ud til et smukt Sted ved Sundet: Odinshøj, paa Vejen blev der Uenighed, og da vi kom til den lille Krat Skov der skjulte udsigten, stod M. af Vognen, men da han var vred ville han intet see, lagde sig derfor ved Vognen i Græsset for at sove, Fruen vilde derimod slet ikke stige ned, jeg og Børnene var altsaa de eneste der gik de Par Skridt bag Hækkene, hvor vi saae en af de første Udsigter, der da havde grebet mig. Det var en Klint vi stod paa, nedenfor laae Fisker¬hytter med udspændte Garn, Skibe seilede gennem Sundet, hvor Bølgerne brødes med en Støi, som naar der kjøres med Vogne, læssede med Jernstænger. Ligefor laae Sverrig med Kullen, hvor den blaalige Luft hvirvlede opi den klare Luft. - Intet Partie i Naturen har siden grebet mig stærkere end dette, men det var ogsaa en deilig Dag og Solen skinnede mig ogsaa i mit Hjerte"

Levnedsbog, forfattet 1832(udgivet 1926)
Odinshøj ved Ålsgårde
Odinshøj ved Ålsgårde
Nordkysten 1820
Nordkysten 1820

Tidlige digte
Under opholdet på latinskolen i Helsingør var det, udvover brevveksling og dagbogsnotater, H.C.Andersen pålagt at holde sig til skolearbejdet. Andersen overholdt ikke det og nogle af han tidligste digte stammer således fra perioden i Helsingør. De trængselstider han oplevede under rektor Meislings domæne kan man måske indirekte fornemme i digtet "Det døende Barn", der offentliggøres i 1827, siden hen oversættes og også kendes i skillingsvise-versioner.

H.C. Andersen fremhæver selv senere Det døende Barn sammen med et digt fra 1826, der er forfattet under en fodtur til København i juli måned og offentliggjort i Kjøbenhavns flyvende Post d.17.8.1827. Dette tidlige digt rummer en programerklæring for store dele af hans senere produktion og åbenbarer H.C. Andersens karakteristiske selviscenesættelse. I de konkrete beskrivelser i digtet kan man finde paralleller til beskrivelserne af Helsingørs omegn og mon ikke skrænten i digtet henter inspiration fra Odinshøj?
Rektor Meisling
Rektor Meisling

Ånden i Naturen
Forestillingen om en besjælet natur er et omdrejningspunkt i romantikken, hvad enten det drejer sig om den tidlige universalromantik, panteismen, eller som det kommer til at hedde i 1840erne: Ånden i naturen. Det drejer sig her om at få kunst, natur og videnskab til at gå op i en højere enhed, på et tidspunkt hvor naturvidenskab, teknik og industrialisering vinder frem.
H.C.Andersen kendte fysikeren H.C.Ørsted personligt fra sin studietid og kom jævnligt i "store" H.C.s hjem. Ligesom Ørsted hyldede han treklangen af det sande(naturlovene, det gode(etikken) og det skønne(æstetikken). H.C.Andersen fattede stor interesse for H.C. Ørsteds romantiske helhedsforståelse omkring ånden i naturen og naturvidenskabelige og tekniske fremskridt i tiden appellerede til den fremskridtsvenlige digter.
I 1830 havde Andersen, under et besøg hos på herregården Hofmansgave kigget i et mikroskop og skriver i 1847 novellen Vanddraaben, som han indirekte tilegner H.C. Ørsted. H.C. Andersen forfattede i 1840 en sang til de skandinaviske naturforskeres møde i Roskilde d.9.juli. Blandt deltagerne var Hans Christian Ørsted, som H.C. Andersen i løbet af 1840erne kommer under stærk indflydelse af.
H.C. Ørsted
H.C. Ørsted
H.C. Ørsted
H.C. Ørsted
H. C. Andersen 1852
H. C. Andersen 1852
H.C. Andersen i Sverige
H.C. Andersen i Sverige

I Sverrig
H.C. Andersen havde studeret Ørsteds afhandlinger om Ånden i Naturen da han i 1849 går ombord på dampskibet Øresund for at sejle til Helsingborg og begive sig på en større Sverigesrejse. Andersen har Ørsteds tanker med i bagagen og det kommer til udtryk i bogen I Sverrig, den, efter hans eget udsagn, ”vistnok mest bearbejdede bog”. Bogen udkommer d.19. maj 1851.
I Sverrig er et usædvanligt skrift, en poetisk skildring af broderlandet, men også en filosofisk hyldest til en ny tidsalder. 10.kapitel, Tro og Viden, med undertitlen Prædiken i Naturen, er en filosofisk tekst, hvor følelse af skønhed og stræben efter harmoni, som den kan iagttages i den omgivende natur, er det centrale:
"Naar Barnet river Blomster af Marken og bringer os den hele Haandfuld, hvor een sidder op, een ned, kastede mellem hverandre, da er det i hver enkelt vi see Skjønheden, denne Harmoni i Farver og i former, som gjør vort Øie saa vel. Instinktmæssigt ordne vi, og hver enkelt Blomst smelter sammen i en Skjønheds Heelhed, saa at vi see ikke paa den, men paa den hele Bouquet. Opfattelsen af Skjønheds-Harmonien er et Instinkt i os, den ligger i vort Øie og i vort Øre, disse Broer mellem vor Sjæl og det Skabte om os. I alle vore Sandser er en saadan guddommelig Gjennemstrømning i vort hele Væsen, en Stræben efter det Harmoniske, som det viser sig i alt det Skabte, selv i Luftens Pulseslag, synliggjorte i Klangfigurer…
…Der er Harmoni-Skjønhed fra det mindste Blad og Blomst, til den store, fyldige Bouquet, fra vor Jord selv, til de talløse Kloder i Himmel-Rummet; saavidt som Øiet seer, saa langt Videnskaben naaer, er Alt, - Smaat og Stort, - Skjønhed ved Harmonien."

Poesiens Californien
I det afsluttende kapitel, epilogen Poesiens Californien, beskrives en modsætning imellem den tidlige og den kommende tids poesi og formuleres en programerklæring for fremtidens digtning. Andersen havde på sin Sverigesrejse bl.a. besøgt miner og fabrikker og stiftet bekendtskab med tidens dynamik og udviklingsoptimisme og udtaler afslutningsvis at: ”I videnskaben ligger poesiens Californien” og siger i forlængelse heraf:
”Det er ikke vor Tanke, at Digteren skal versificere de videnskabelige Opdagelser, Læredigtet er og bliver i sin bedste Form dog altid en mekanisk Dukke kun, der ikke har det friske Liv. Videnskabens Sollys skal gjennemtrænge Digteren, med klart Øie skal han opfatte Sandheden og Harmonien i det Smaa og i det uendelige Store, det skal luttre og berige Forstanden og Phantasien, vise ham nye Former, der end mere levendegjør Ordet. Selv de enkelte Opdagelser vilde give en saadan ny Flugt. Hvilken Eventyr-Verden kan ikke oprulle under Mikroskopet, naar vi deri overføre vor Menneskeverden; Electromagnetismen kan blive en Livsenstraad i nye Lystspil og Romaner, og hvo. mangen humoristisk Digtning vil ikke voxe frem, idet vi fra vor støvgranlille Jord med dens smaa, hovmodige Mennesker see ud i det uendelige Verdens-Alt fra Melkevei til Melkevei”.
I eventyret Vanddraaben har H.C. Andersen, som et konkret eksempel herpå, foretaget sammenligningen imellem mikroskopets og menneskenes verden.

Romantisk reaktion
Langtfra alle tidens romantiske digtere kunne følge H.C. Andersen i hans begejstring for videnskabens ånd i naturen og de tekniske fremskridt. Digterne Carsten Hauch og B.S. Ingemann reagerede direkte herpå og Ingeman siger bl.a. i et venligt, men skarpt brev, dateret Sorø d.25.maj 1851:
”…De synes mig altfor påvirket af Empirikerne og Naturalisten Ørsted og hans blot dynamiske ”Aand i Naturen” …-medens han kun ser Aand ig Liv i Dampmaskiner, elektromagnetiske Telegrafer og i det copernicanske System, som han tror er splinternyt og aldrig før seet af nogen Digter-
…Hvad jeg kalder Romantik er mig sjælen i enhver Tids poesi…”

Poetisk realisme
H.C Andersen havde tidligt blik for det almindelige livs poesi. I romantikkkens senere udvikling spiller den poetiske realisme – optagetheden af det simple livs poesi- en fremtrædende rolle. Det er i nationalromantisk forstand her folket, forstået som almindelige mennesker, træder ind i billedet. Skildringerne kan ofte være idylliserende, eller have et eksotisk præg.
Skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, der skrev det betydelige erindringsværk Et liv genoplevet i Erindingen, besøger i 1847 Hellebæk. Her dyrker hun naturoplevelsen og iagttager det simple liv, bl.a. ved besøg hos Gamle Ane, der bor alene i et forfaldent hus ved Bøgeholmsøen.
Gamle Anes Hus
Gamle Anes Hus
Johanne Louise Heiberg
Johanne Louise Heiberg

Folk og landskab
Romantikkens dyrkelse af folk, fortid, natur og landskab var med at til at skabe forestillingen om det nationale særpræg. I malerkunsten er i den tidlige romantik den ”rene” natur i fokus, men efterhånden kommer der også mennesker ind i billedet, som f.eks. i Jens Juels berømte billede med udsigt over Helsingør fra Marienlyst. Byens indbyggere har nu vovet sig ud i selve naturen.
Et yndet motiv i tiden bliver folkelivsskildringer af fiskernes jævne dagligliv langs Øresundskysten. Allerede i slutningen af 1830erne maler Julius Friedlænder flere motiver med fiskere fra Hellebæk-Aalsgaarde. Omkring 1850 kommer Snekkersten i syd også med i billedet.
I 1840erne og fremover maler og tegner J.T. Lundbye og P.C. Skovgaard adskillige skovpartier fra bl.a. Hellebæk-Aalsgaarde. Et af P.C. Skovgaards yndlingsmotiver var Bondedammen i Hellebæk, som han alene i 1858 fuldførte mindst 5 oliebilleder af, med og uden mennesker på.
Maleren Thomas Lundbye, der døde af et vådeskud allerede i 1848, blev med sine motiver fra Vest- og Nordsjælland nærmest indbegrebet af den danske, nationalromantiske landskabsmaler. Hans nationalromantiske skildring af Hankehøj er ikke særskilt realistisk, men hans skitser fra ophold i Nordsjælland rummer mere nøgterne landskabsskildringer, bl.a. nogle af de første skildringer af nåletræer.
Byboere på udflugt
Byboere på udflugt
Parti fra Snekkersten.
Parti fra Snekkersten.
Udsigt mod Kronborg
Udsigt mod Kronborg
Snekkersten sejlskibsværft
Snekkersten sejlskibsværft
Udsigt til Helsingør
Udsigt til Helsingør
Parti fra Nordkysten
Parti fra Nordkysten
Pandehave Å.
Pandehave Å.
Udsigt mod Kullen
Udsigt mod Kullen
Udsigt over Helsingør
Udsigt over Helsingør
Hankehøj
Hankehøj

Malerkolonien Hornbæk
Efterhånden opstod der veritable kolonier af malere, både på syd- og nordkysten, mest berømt i Hornbæk, hvor seks unge malere, heriblandt P.S. Krøyer, slog sig ned for sommeren 1873. Holger Drachmann sluttede sig fra 1877 fast til denne kreds, selvom han allerede i 1874 var ophørt med at udstille sine billeder og i stedet havde slået sig på digtekunsten.

P.S. Krøyers tidlige malerier fra Hornbæk strand er eksempler på overgangen til det realistiske genremaleri, som kom til at præge den efterfølgende tid. Med bl.a. Krøyers skildringen komm kunstnerne tæt på folkets dagligdag.
Hornbæk blev i en periode malerkunstnernes Mekka, men efterhånden som Nordsjælland blev overrendt af feriegæster fortrak kunstnerne til ny lokaliteter, bl.a. Bornholm og siden hen og nok så kendt Skagen.
Udsigt mod Kullen
Udsigt mod Kullen
Fiskerfamilie fra Nordkysten
Fiskerfamilie fra Nordkysten
P.S.Krøyer
P.S.Krøyer

©  Øresundstid 2009