| Den store flugt - Sverige
| | Ved ankomsten til de skånske havne i Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre. |
Den store flugt-Sverige
Ved ankomsten til de skånske havne i Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre.
Svensk flygtningepolitik
De første udlændingelove
Det var det tætte samarbejde med de svenske myndigheder i Skåne, der sikrede, at så mange mennesker kom over. Baggrunden var et skift i den svenske flygtningepolitik efter den 29. august 1943.
Sverige førte på det tidspunkt en indvandringspolitik, som var meget restriktiv. Ifølge landets første udlændingelov fra 1927 kunne en person afvises ved grænsen ”hvis det kunne formodes, at han her havde tænkt sig at søge ophold, og det med rimelighed kunne antages, at han savnede mulighed for at her ærligt tjene sit underhold.”
1. januar 1938 kom en ny udlændingelov, som kom til at gælde, da de voldsomme jødeforfølgelser stod på i november i Tyskland og Østrig. Det, som egentlig adskilte den nye udlændingelov fra den tidligere, var, at der var en passus om politiske flygtninge, som sagde, at hvis der var grund til at tro, at en flygtning havde politiske bevæggrunde, så skulle socialstyrelsen afgøre, om den pågældende person måtte blive.
Men jøderne blev ikke betragtet som politiske flygtninge! Således var den svenske grænse i princippet lukket for dem. Eftersom jøderne ifølge Nürnberg-lovene ikke var tyske statsborger, kunne de ikke udvises til nogen stat, og man ville derfor slet ikke lade dem komme ind i landet..
Den svenske marine |
Jødepassene
Da Sverige ikke krævede visum for rejsende fra Tyskland, ønskede man, at det skulle fremgå af passet, hvem der kunne vende tilbage til landet, og dermed måtte komme ind i Sverige. Altså: Sverige krævede, at tyskere og jøder skulle have forskellige pas! Ellers måtte visumtvang indføres til indrejse til Sverige.
Schweiz fremførte lignende krav. Tyskerne besluttede en særskilt paslov den 5. oktober 1938. Ifølge denne lov skulle jøderne have stemplet et ”J” på den første side i deres pas. Om den tyske paslov var en konsekvens af de svenske og schweiziske krav, eller om den under alle omstændigheder ville være blevet indført, er svært at klarlægge, men kendsgerningerne står tilbage: Sverige fremsatte sådanne krav, og Tyskland indførte en paslov, som tilfredsstillede de svenske krav.
Göte Friberg, politikommissær i Helsingborg under krigen, var velinformeret om forholdene og skrev i sin ”Stormcentrum Öresund”:
”Umiddelbart efter den tyske paslov fik vi der arbejdede ved grænsestationerne, altså paskontrollen, en cirkulærebeskrivelse fra socialstyrelsen. Heri stod, at personer med ”J”-pas skulle betragtes som immigranter. De kom altså ikke ind i landet uden særlig tilladelse. Dette kom til at gælde praktisk taget alle jøder, da de, som kunne henregnes til politiske flygtninge, var så få, at man indvandrermæssigt ikke behøvede at regne dem med.” (s.31) Endvidere skriver Friberg: ”Vi må altså konstatere, at resultatet af den svenske udlændingelovgivning i praksis blev, at de fleste flygtende jøder blev afvist ved den svenske grænse…”
Göte Friberg |
Beskyttelse af svensk arbejdskraft
Den svenske indvandrer- og flygtningepolitik gik ud på at beskytte den svenske arbejdskraft mod konkurrence, og i denne koldsindige stillingtagen deltog mange fra både fagforeninger og de akademiske kredse. I Lund indkaldte man eksempelvis den 6. marts 1939 til møde i den Akademiska Föreningen, og en klar majoritet af de over tusinde studerende, som var tilstede, stemte for en resolution, som advarede mod indvandring af ”fremmede elementer”.
Selv efter den 9. april 1940, da Danmark blev okkuperet af tyskerne, kom der i begyndelsen meget få flygtninge til Sverige fra den anden side af Øresund. Frem til 28. august 1943 fik kun 150 danske flygtninge asyl i Sverige.
Efter 29. august 1943
Men der var mennesker, som hjalp flygtningene. Ikke mindst indenfor politiet i Helsingborg, hvor Gösta Friberg og Carl Palm med nødløgne og snedighed, med omtanke og hårdt arbejde reddede mange. Men Friberg fortæller også i sin bog, hvordan han den 2.oktober 1943 fik besked fra udenrigsministeriet i Stockholm om, at grænsepolitiet nu kunne blæse på alle pasformaliteter.
Hvor der de første tre krigsår kun kom 150 danske flygtninge til Sverige, så var der på godt en uge i starten af oktober ankommet flere tusinde. På én dag kom 900 til Helsingborg. Bare i løbet af oktober måned kom ca. 7.000 jødisk-danske flygtninge til Skåne
Politimester Göte Friberg | 
Sikkerhedspolitiet i Helsingborg |
Flygtningepres på Helsingborg
Helsingborg modtog i løbet af den hektiske oktobermåned 1943 godt 4.000 jødiske flygtninge, og en gigantisk organisering var påkrævet. Under den første flygtningesammenhobning i begyndelsen af oktober fyldtes Grand Hotel og flere andre hoteller. Det gjaldt derefter om hurtigt at finde en flygtningelejr, som kunne benyttes nogen tid, inden flygtningene slusedes videre op i landet for at skabe plads til nye.
Ramlösa kursted som lå i vinterhi, blev åbnet og fungerede som modtagelsescentral for alle, som kom i land fra Landskrona og nordpå. Ramlösalejren fik en permanent lægestation, ledet af en dansk læge. Eftersom der hele tiden kom nye flygtninge, var det vigtigt, at de kunne sluses videre til nye forlægninger længere oppe i landet, og en sådan organisation begyndte hurtigt at fungere.
Lægeundersøgelse | 
Fælles madlavning i Ramlösa |
| |
 | Lille | Stor | Ramlösa - indkvartering i Helsingborg. |
"At skille klinten fra hveden"
Der kom også personale til lejren med den opgave at opdage ”stickers”, altså nazistiske spioner og andre rapportører, som spillede flygtninge. De farligste blev anbragt i fængslet i Kalmar. Det var en ømtålelig historie, at Sverige skulle holde ”stickers” internerede for danskerne, indtil krigen var slut. Det var en tavs overenskomst uden papirer mellem danskere og svenskere, som stolede på hinanden.
Det var tydeligt, at Göte Friberg fra Helsingborg og kriminalkommissæren i Malmö, Richard Hansen var indblandede i denne overenskomst. Richard Hansen gengav en samtale med forsvarsminister Per Edvin Sköld omtrent med følgende ordlyd, refereret i en artikelserie i Svenska Dagbladet 1984-85 af Orvar Magnegård: ”Du skal vide, at regeringen lukker øjnene for, hvad i foretager jer. Hvis sagen opdages, så kan vi ikke gøre noget som helst for at forsvare eller hjælpe jer. Efter krigen vil du og politikommissær Göte Friberg i Helsingborg dog få syndernes forladelse.”
I begyndelsen af 1945 var 16,700 danske flygtninge kommet til Sverige, og 60% af disse kom via Helsingborg-området. Alt i alt kom cirka 25.000 udlændinge til Helsingborg i løbet af perioden 1943-45. Det var begivenhederne den 29. august 1943, som åbnede Sverige.
Dansken i Sverige
Bøn til stjernerne
Terrorbander
Hærger mit land.
Natten splintres af bombebrag,
Clearingsmord på den lyse dag!
Vi emigranter
Ser ikke land
Tågebanker
Skjuler mit land
Miner driver i Øresund,
Mørket gaber med ild i mund.
Ønsker og tanker
Naar ikke land
Milde stjerner,
Lys for mit land!
Lad med fred på den klare dag
Røgen ringle fra husets tag,
Arbejdets kærner
Fylde mit land
(Den danske digter Otto Gelsted fra sit eksil i Sverige)
Det uofficielle Danmark i Sverige
Efter den 29.august 1943 erklærede den danske gesandt i Stockholm, Kammerherre J.C.W. Kruse og hele hans personale sig for uafhængigt og var hermed klar til at gøre en indsats for de flygtninge, der nu fra Danmark strømmede ind over den svenske grænse. Svenskerne modtog nu med åbne arme danskerne og de fik tilladelse til etablere sig med bl.a. dansk pressetjeneste. Redaktøren Erik Seidenfaden havde ca. 40 medarbejdere og kunne nu som nyhedstjeneste formidle det ”uofficielle” Danmarks holdning til verdensoffentligheden.
Modstandsbevægelsen i Sverige
Det var også fra Stockholm, at Frihedsrådets repræsentant, Ebbe Munch med stor dygtighed formidlede forbindelsen mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de allierede myndigheder. Munch fungerede faktisk som uofficiel gesandt og samlede både de administrative og økonomiske tråde i sin hånd. På det overordnede plan blev der endvidere etableret et Flygtningekontor i Stockholm under ledelse af professor Stephan Hurwitz og senere forligsmand Sigurd Wechselmann.
Fra Malmø dirigerede redaktør Leif Hendil, Ekstrabladet, den største danske flugtrute: Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. En stor del af midlerne hertil stammede fra svenske jøder.
Ebbe Munch | 
Leif Hendil |
Modtagelsen af flygtningene i Skåne
Ved modtagelsen i Helsingborg eller Malmø blev flygtningene lægeundersøgt og ekviperet, hvis dette var nødvendigt. Men også, af frygt for spioner, fik de deres forhold undersøgt af politiet - ofte i samarbejde med det danske politi.
Efter disse indledende foranstaltninger fik de lov til at rejse videre i Sverige, hvis de havde kontakter, der kunne skaffe dem arbejde og bolig. Ellers blev de henvist til flygtningelejre i omegnen af Helsingborg og Malmø.
Med så mange mennesker stuvet sammen i de hastigt etablerede flygtningecentre var det ikke underligt, at der kunne opstår trakasserier. Dels mellem de flygtende indbyrdes, men også i forhold til de svenske værter. Den danske digter, Otto Gelsted, var blandt de første, der flygtede i oktober 1943. Her kom han i tæt forbindelse med en gruppe jødiske medflygtninge og i sin erindringsroman: ”Flygtningene i Husaby” giver han en indsigtsfuld beskrivelse af stemningen.
Modtagelse i Malmø | 
Modtagelse i Malmø | 
Modtagelse i Malmø |
Arbejde, skolegang og uddannelse
På dette tidspunkt var der mangel på arbejdskraft i Sverige og en hel del gled ind på det svenske arbejdsmarked.
De danske flygtninge blev i det hele taget hjulpet på alle måder af de svenske myndigheder og private. Der blev oprettet skoler for børnene, danske studenter fik adgang til universiteterne, videnskabsmænd og kunstnere fik i stor udstrækning mulighed for at fortsætte deres virke.
I Lund blev der oprettet en dansk skole d. 15. november 1943 med 40 elever i 4.mellemklasse og tre gymnasieklasser. Den 1.januar 1944 startede underskolen og ved skoleåret slutning d. 1. i juli 1944 havde skolen 170 elever og 25 lærere. Der blev ligeledes oprettet en dansk skole i Göteborg, som ved krigens afslutning havde 200 ellever og 25 lærere og endvidere var der mindre danske skoler i Helsingborg, Jónköping og Norrköping.
Danskere studerede ved universiteterne i Lund, Uppsala, Stockholm og Göteborg og i 1944 blev der afholdt dansk, juridisk embedseksamen i Stockholm. Både eksaminatorer og censorer var danske og de otte studerende bestod eksamen. Som verdenskrigen skred frem og Tyskland tabte fodfæste, var der en del af flygtningene som ville være med til at præge forløbet.
Den senere chefredaktør for et af Danmarks største dagblade, Herbert Pundik, har i sin erindringsbog: ”Det kan ikke ske i Danmark” (1993) forklaret nærmere om dette.
En af besættelsestidens historikere i Danmark, Hans Kirchhoff, vurderede i 2001 årsagerne til at jøderne i Danmark ikke led samme skæbne som jøderne i resten af Europa.
Bosættelser | 
Børn på flugt | 
Beskæftigelse | 
Flygtningenes taknemmelighed |
|