Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
The 19th Century
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Helsingør

*

Omkring 1859 blev den første egentlige havn i Helsingør bygget.
På grund af Øresundstoldens bortfald fik byen ekstra bevillinger på finansloven, men i første omgang resulterede det ikke i de store omvæltninger.
Investeringerne i byen søgte, traditionen tro, hovedsagelig mod handelen. Der var dog ved at udvikle sig en industri i midtbyen og på Grønnehave-området i dens nordlige udkant.
"Tag en by som Hillerød ...nej lad den ligge; men tag Helsingør! En lille underlig rede, ikke sandt? Trængt sammen under høje banker langs søen, der løfter Kronborg stateligt på skjold, Kronborg, der synes at knuse både kirke og rådhus og den nye jernbanestation.
En fornøjelig by, med et eget "salt" præg over indvånere og bygninger. Alt lugter af søen - byen har så lidet opland og må stole på sig selv. Det har den gjort trods skæbnens omskiftelser. Hvad Marsk Stig og hansestæderne og svenskerne og pest og ildebrande har evnet at gøre, det er blevet gjort; byen har holdt ud - indtil det år 1857, hvor Øresundstolden blev ophævet. Det var et knæk - netop i min romantiske skoledrenge og ferietid. Da syntes den livsglade by med et at have forandret sin mine; - man blev alvorlig - de gamle huse ramlede sammen - de store familier splittedes - parvenuerne glædede sig hemmeligt; og ofte standsede jeg i den snævre gade, hvor Hotel d´Øresunds østlige fløj vender ud til, og jeg læste filosofisk den gamle inskription på stene i muren:
Manchem verdruest es, was er sieht,
Und muss doch leiden, das geschieht.*
Nu har byen igen oppet sig, eller er på gode veje. Beliggenheden er fortrinlig, havnen ypperlig, energien løfter hovedet - fremtiden tilhører det store jernskibs- og maskinbyggeri, som giver de mange hænder arbejde, de mange munde brød. Konkurrencen med hovedstaden er skarp, og der er kommet noget "skærpet" over ved siden af det salte. Man sporer det politisk, socialt, merkantilt; det rører sig i den gamle rede, og hvor højkonservativ byen end er, så stryger luftningen fra søen ind og sætter sind og tanker i bevægelse. Ingensteds i verden flages der måske så tit og så meget som i Helsingør. Stengade pynter sig ved enhver given anledning - garnisonen ihukommer hver nok så lille våbendåd - men disse viftende flag er tillige udtryk for befolkningens dekorative traditioner. Man glemmer dog aldrig de store toldkammerdage, da pengene rullede så let og champagnepropperne knaldede så højt. Man har sin saga at tære på - og det giver appetit efter at vise sig. Vemoden skylles ned med lokalt Wiibroe-øl - man slikker sig om læben og tænker: Champagnen kan komme engang endnu!"
Med denne skildring giver Holger Drachmann en karakteristik af den udvikling der sker med Helsingør i løbet af 1800-tallet, forvandlingen fra sundtoldstad til en moderne industriby.
Helsingør 1859
Helsingør 1859
Det gamle Apothek
Det gamle Apothek

Fra sundtold til industri
I mere end 400 år havde byens liv og udvikling været tæt knyttet til den handel og administration, som Øresundstolden medførte. Med Øresundstoldens ophævelse i 1857 indvarsles for alvor en ny æra i byens historie.
Trods det bratte skel som ophævelsen af Øresundstolden markerer, er det dog en forandring, der har været undervejs længe. Allerede i slutningen af 1700-tallet forsøges det at starte større virksomheder på privat initiativ, ofte i modstrid med de indflydelsesrige laugsinteresser. Enkeltpersoner som englænderen J. D. Belfour og J. J. Claessen var foregangsmænd, der også opfandt nye produktionsmetoder, men de store planer om et skibsværft bliver ikke til noget, og en statsligt bekostet udvidelse af havnen kommer først i 1820erne og er stadigvæk mest til gavn for de aktiviteter, der knytter sig til toldkammeret.

Helsingørs nye Rådhus
I 1855 stod Helsingørs nye Rådhus færdigt. Forud var gået en nok så hidsig debat, hvad der ikke var eller er unormalt for byen, når større ændringer skal foretages. Anledningen til nybyggeriet var i første omgang, at det gamle rådhus -fra 1500 tallet- stod for en nødvendig modernisering af arresten.
Undervejs blev det konstateret, at en sådan ombygning krævede, at man rev hele det gamle rådhus ned. Debatten gik da bl.a. på om man så ikke burde opføre det nye rådhus på Axeltorv.
Det endte dog med, at man, med de fra nutiden kendte budgetoverskridelser, opførte det nye rådhus i nygotisk stil, hvor det gamle havde ligget.
Hvis man i 1854/55 havde vidst, at Sundtolden forsvandt blot to år efter, da havde byen nok ikke fået et så imponerende byggeri.
Helsingør Rådhus 1830
Helsingør Rådhus 1830
Helsingør Rådhus 1855
Helsingør Rådhus 1855
Helsingør Rådhus 2007
Helsingør Rådhus 2007

Den tidlige industri
Den måske første egentlige industrielle virksomhed med høj mekaniseringsgrad og udtalt arbejdsdeling er et gasværk, anlagt i 1853 af Det danske Gas Companie, bag hvilket der stod engelsk kapital og teknologi. Næst efter Odense var det landets første gasværk, oprindelig med henblik på forny gadebelysningen, men efterhånden også til privat og erhvervsmæssig forsyning.
Gasværket placeres i Grønnehave-kvarteret, der sammen med bymidten udvikler sig til et industrielt center. Her anlægges således også byens nye vandværk, der afløser et anlæg helt tilbage fra Frederik II.s tid. Ved det nuværende Højstrup lå fra 1848-1895 Godthåb Glasværk og andre industrier kommer siden hen til i området. Som helhed kan man tale om en første fase i industrialiseringsprocessen, fra slutningen af 1840erne og frem til omkring midten af 1850erne. Udviklingen er karakteriseret af en hel del nyanlæg (glasværk, gasværk, teglværker og bryggerier) og en industritælling fra året 1855 kommer frem til 41 foretagender med 354 ansatte, heraf 20 virksomheder med over 6 ansatte.
I bymidten foretages der, som allerede nævnt, også en række industrielle nyanlæg. Bl.a. begynder brygger Carl Wiibroe så tidligt som 1851 at brygge bayersk øl, som han lagrer i kasematterne på Kronborg. I 1862 køber han den grund ned mod havnen, hvor resterne af bryghuset nu ligger ud mod Hestemøllestræde, og hvor han i 1878 byggede lagerkældre til og indlagde maskinkraft. Carl Wiibroe var også særdeles aktiv i det offentlige liv, blev allerede i 1842 indvalgt i borgerrepræsentationen, hvor han var formand af flere omgange.
En anden iværksætter i bymidten er Jens Levin Tvede, der forvandler et lille brænderi i Sudergade til en fabriksvirksomhed i Stjernegade, med fabrikation af sprit, brændevin, gær og hvidtøl. Han er også stærkt medvirkende til at Helsingør som den første provinsby tager telefonen i brug omkring 1880. J. L. Tvede indvælges i borgerrepræsentationen i 1857.
Godthaab Glashytte
Godthaab Glashytte
Wiibroe øl
Wiibroe øl
Tvedes Fabrikker
Tvedes Fabrikker

Sundtoldens ophævelse 1857
For at lette overgangen fra sundtoldens ophævelse får Helsingør i 4 år en særbevilling på finansloven, alt i alt en sum på 60.000 rigsdaler, som bl.a. anvendes til at støtte anlæggelsen af Marienlyst Badehotel. Vigtigere er dog udvidelsen af havnen til det dobbelte i 1862, hvorved toldkammerbygningen næsten på symbolsk vis forsvinder. Med Næringsfrihedsloven ophæves laugene og gradvis den købstadszone, der medvirkede til at beskytte produktion og handel indenfor en omkreds på ca. 15 km. I 1864 åbnes Nordbanen med direkte forbindelse til København over Hillerød og omkring 60.000 passagerer om året.
Jernbanestationen på Trækbanen
Jernbanestationen på Trækbanen
Nordbanen 1864
Nordbanen 1864
Nordbanens linieføring
Nordbanens linieføring

Stagnation
Til trods for disse tiltag er der i 1860erne fald i industrien og stigningen frem til industritællingen i 1875 er såre beskeden. På dette tidspunkt er der 37 foretagender med i alt 478 ansatte, svarende til omkring 5 % af arbejdsstyrken. Stigningen sker indenfor levnedsmiddelbranchen (sprit, øl, margarine). I bymidten er der overvejende tale om mindre, håndværksprægede virksomheder.
Selvom Helsingør, bortset fra København, er den væsentligste industriby på Sjælland, så er der dog forsat tale om en såre beskeden målestok og hen imod slutningen af 1870erne stagnerer udviklingen. Dette kan have en vis sammenhæng med at byens dominerende handelsliv i overvejende grad på satsede på stigende handel ad søvejen og derfor investerede store summer i handelsskibe, overvejende sejlskibe. Da dampskibene vinder frem viser det sig at være en fejlinvestering og ydermere betyder udviklingen at stadig færre skibe lægger til ved Helsingør for at proviantere, hvorfor et vigtigt grundlag for byens næringsliv forsvinder.
Havneudvidelsen omkring 1862 er ikke tilstrækkelig og planer om at gøre Helsingør til stabelplads for østersøhandelen bliver ikke til noget. Omkring 1880 er byen med dens 8.978 (1906: 14.534) indbyggere faktisk i økonomisk og befolkningsmæssig tilbagegang.

Skibsværftet 1882
Først fra 1882, med anlæggelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri, begynder udviklingen at vende og herfra kan man for alvor tale om et industrielt gennembrud. Anlæggelsen med Mads Holm i spidsen medfører omfattende investeringer, øget mekanisering og et stort behov for arbejdskraft. Omkring 700 arbejdere får fra starten ansættelse på virksomheden, heraf ca. 300 udefra kommende. Havnen udvides yderligere og i 1883 søsættes den første nybygning, skruedampskibet S/S Helsingør, og med sine omkring 1.000 ansatte og mange underleverandører hen imod slutningen af 1880erne bliver skibsværftet den dominerende faktor i byens økonomiske udvikling.
Helsingør Havn
Helsingør Havn
Helsingør Jernskibsværft 1883
Helsingør Jernskibsværft 1883
Skibsværftets smedje 1897
Skibsværftets smedje 1897
Kierulfs jernstøberie 1875
Kierulfs jernstøberie 1875
Helsingør væveri
Helsingør væveri
Helsingør Skibsværft
Helsingør Skibsværft

Infrastruktur
Et andet væsentligt træk ved industrialiseringen vedrører etableringen af en infrastruktur, der forbinder Nordsjælland tættere med hovedstadsområdet og Skåne. Man havde jo naturligvis søvejen, men i 1864 åbnes Nordbanen med forbindelse til København over Hillerød. Varetransport fra endestationen og til midtbyen foregik via en hestetrukken bane, heraf navnet Trækbanen.
Helsingør Banegård og Kystbanen
Placeringen af Nordbanens Helsingør station ved Trækbanen i byens yderkant viste sig hurtigt at være en kostbar fejlplacering. Det var alt for omstændigt og tidskrævende at omlade godset til hestevogne, når det skulle transporteres til havnen. Man valgte da at anlægge et jernbanespor langs kysten fra Snekkersten til den nyopførte Helsingør Banegård ved havnen. Det omfattende projekt blev indviet i efteråret 1891 og passagererne fik nu adgang til det som mange i samtiden kaldte for ”Landets flotteste banegård”. Banegården fremtræder i nederlandsk renæssancestil a la Kronborg og Rosenborg Slot i København.
I 1894 vedtog den danske rigsdag "Kystbaneloven" der skulle føre jernbanespor langs kysten fra Klampenborg til Helsingør, og den 1.august 1897 var den nuværende Kystbane en realitet.
Helsingør/Helsingborg overfarten
Den væsentligste årsag til omlægningen af Nordbanen fra Snekkersten til Helsingør havn og byggeriet af den nye banegård var behovet for jernbaneoverfart mellem Helsingør og Helsingborg.
I marts 1892 blev den nye jernbanefærgeoverfart indviet mellem de to byer. Det skete med hjulfærgen ”Kronprinsesse Louise”; en nybygning fra Helsingør Skibsværft, som var ene om jernbaneoverfarten til 1897, hvor en ny hjulfærge, ”Kronprins Frederik” også blev indsat på overfarten.
Begivenheden blev i Helsingborg fejret med mange officielle indvielsestaler og glæde over, at der nu var skabt langt lettere forbindelse til Danmark og videre til kontinentet.
Den nye færgeforbindelse fik stor betydning for den svenske infrastruktur. For eksempel kunne vestkystbanen mellem Gøteborg og Malmø nu knyttes sammen med overfarten Helsingborg - Helsingør.
Hornbækbanen
Med åbningen af Hornbækbanen i 1906 skete der en væsentlig udbygning af Nordsjællands infrastruktur med bedre forbindelser til oplandet, bl.a. transporteres klæde fra Hellebæk, tegl fra Ålsgårde og papir fra Havreholm. Transportudviklingen var, i vid udstrækning, også et produkt af egnens forvandling til rekreativt område for hovedstadsregionen. Et træk der fik betydning for udviklingen helt op i vor tid.
Fri handel og vareomsætning
Skibshandelens frygt for at de nye samfærdselsmidler ville overtage dele af varetransporten viste sig at være velbegrundet, og med den endelige ophævelse af beskyttelseszoner omkring købstaden i 1920 var den tid forbi, hvor der blev lagt hindringer i vejen for den fri handel og vareomsætning.
Omkring århundredeskiftet er de vigtigste faktorer for den industrielle udvikling tilvejebragt: Først og fremmest med etableringen af skibsværftet den fornødne kapital og investering og arbejdskraft, der også i rigt mål søger til byen, en udbygning af infrastrukturen og ophævelse af tidligere tiders restriktioner for produktion og vareomsætning. Med etableringen af Helsingør Tekniske Skole i 1885 påbegynder man også en tidssvarende uddannelse af arbejdskraften.
Den nye banegård 1891
Den nye banegård 1891
Helsingør Banegård 1891
Helsingør Banegård 1891
Helsingør Stations indgang
Helsingør Stations indgang
Kystbanen
Kystbanen

Fagbevægelsens udvikling
Med den begyndende industrialisering og ophævelsen af laugene kommer de første forsøg på at etablere en faglig bevægelse og sammenslutning i byen. De første tiltag finder sted indenfor førhen laugsorganiserede håndværksfag i begyndelsen af 1870erne, men den økonomiske afmatning omkring 1876 sætter en stopper for den videre udvikling. Den første varige organisering finder sted blandt typograferne i 1881 og i forbindelse med etableringen af skibsværftet er der forskellige andre tiltag. En økonomisk krise i midten af 1880erne bevirker atter et tilbageslag, men etableringen af Socialdemokratisk Forening i sommeren 1885, Smede- og maskinarbejdernes Fagforening i 1887 og Fælles Fag- og Arbejderforeningen i Helsingør fra 1888 lægger grunden til en mere varig og samlet organisering.
De svingende konjunkturer især for skibsværftsbranchen har stor indflydelse på udviklingen. Det gælder også ind i 1890erne, og først omkring midten af 1890erne får Fællesforeningen gennemført overenskomster for flere af fagene på værftet. Allerede i 1892 vælges gartner Christian Hansen til byrådet, som det første socialdemokratiske byrådsmedlem i landet og i 1894 får socialdemokraterne 3 medlemmer valgt ind i byrådet på en fælles liste med partiet Venstre.

Overenskomstkamp
En endelig ordning omkring indgåelse af overenskomster opnås først i 1896, efter en omfattende faglig konflikt på værftet, der starter med en lockout af nitterne og kommer til at omfatte 900 medarbejdere. Det var en stor konflikt efter datidens forhold, og først efter 14 dages forhandlinger opnås der enighed omkring en lønforhøjelse og indgåelse af en 3 års overenskomst og oprettelse af et fast forhandlingssystem, hvor Fællesforeningen forhandlede på fagenes vegne.
Værftets forhandlingsresultater og lønsatser blev toneangivende, men dog ikke mere end at der i 1899 udbryder en omfattende og 3 måneder lang konflikt i byen, som ikke omfattede værftet. Her havde man gennem De samvirkende Fagforbund, som Fællesforeningen omdøbes til i 1898, uden problemer forhandlet sig tilrette om en overenskomst, der bl.a. nedsatte arbejdstiden fra 60 til 58 timer og afskaffede det forhadte bødesystem, som bl.a. fremgår af værftets arbejdsreglement. I 1888 eksisterede der i byen kun 7 fagforeninger med under 300 medlemmer. Omkring århundredeskiftet var der 32 fagforeninger med ca. 1800 medlemmer.

Levevilkår
Omkring århundredeskiftet tjente en arbejder en ugeløn på omkring 15-20 kr. Det siger i sig selv ikke så meget, og desværre eksisterer der ikke fra Helsingør undersøgelser over arbejderfamiliernes budgetter og levevilkår. Hvis man sammenligner med andre steder i landet kan man nok regne med, at omkring 25% af indtægten gik til husleje, og at de øvrige gik til mad, brændsel og tøj, i nævnte rækkefølge. Pengene var små, og hertil kom, at man også skulle betale til forsikring imod sygdom, død og begravelse. Bortset fra fattigvæsenet og en aldersrentereform i 1891 var det offentlige sikringssystem ikke-eksisterende og det blev derfor en vigtig opgave for arbejderbevægelse at tage fat på, også lokalt. I den sammenhæng oprettes der allerede i 1892 i Helsingør en selvstændig sygekasse for Fællesforeningens medlemmer.

Kooperationen
En metode til at mindske udgifterne til daglige fornødenheder og måske på sigt berøve kapitalisterne den dominerende indflydelse på produktionen ligger i den kooperative tanke. Bøndernes andelsforetagender fra 1880erne, som bl.a. var inspireret af de engelske arbejderes kooperative indkøbsforeninger, kan have været en inspirationskilde, men som angivet har den kooperative tanke dybe rødder i arbejderbevægelsen. Tanken var, kort sagt, at man ved i fællesskab at producere, indkøbe og distribuere forskellige varer og tjenesteydelser kunne gøre det billigst muligt, uden fordyrende mellemled og til gavn for fælles bedste. Det første eksempel på kooperativ indkøbsvirksomhed i Helsingør var oprettelsen af "Arbejdernes Kulforsyning" i 1892, men siden hen kommer mange initiativer til kooperativ virksomhed og social sikring.

©  Øresundstid 2009