Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
The 19th Century
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Malmø - arbejderbevægelsens vugge

*

Malmø var i begyndelse af 1800-tallet en mindre by, men en kraftig befolkningstilvækst fandt sted i sammenhæng med industrialiseringen i anden halvdel af 1800-tallet.

I slutningen af 1800-tallet havde den socialistiske arbejderbevægelse også fået fodfæste og givet Malmö karakter af ”arbejderby”.
Folkeparkerne blev et symbol på den folkelige kultur, som bevægelsen ville fremme.
I 1800-tallet, da Øresund atter blev et bindeled mellem Skåne og Sjælland, åbnedes på ny muligheden for at få impulser fra kontinentet via Danmark. Liberalisme, nationalisme og socialisme var betydningsfulde politiske strømninger, som prægede Europa i midten af 1800-tallet. Liberalisme og nationalisme omfattedes naturligt af skandinavismens tanker, men også socialismen fik, i Øresundsregionen, sit ”skandinavistiske” præg.

Proletariatet
I Skåne og Sverige, hvor industrialiseringen kom sent, fandtes allerede før industrialiseringens gennembrud et proletariat, som udgjordes af arbejdere på husmandsbrugene, samt de landarbejdere, som efter landbrugsrevolutionen arbejdede på de store godser og delvis fik sin løn i naturalier(stat). Disse statere boede med deres familier i særlige bygninger, staterlænger, nærmest en slags lave rækkehuse med etværelses lejligheder. Både i landsbyerne og i de voksende byer var fattigdommen i 1800-tallet overvældende. Stockholm var i midten af århundredet en af Europas fattigste byer. Statere og arbejdere havde ingen mulighed for at stille nogen som helst krav til deres arbejdsgivere.
Boliger til landproletariatet
Boliger til landproletariatet

Malmøs industrialisering
Malmö industrialiseredes og urbaniseredes kraftigt mellem 1860 og 1900, da indbyggertallet næsten tredobledes. Store industrier anlagdes. Allerede i 1840 startede Frans Fredrik Kockum et mekanisk værksted, hvor man i 1850´erne begyndte at bygge jernbanevogne, og i 1870´erne indledtes skibsværftsepoken. I 1866 grundedes Malmö Uldfabrik, som udvikledes til en af Nordens største tekstilfabrikker. Malmö Valsemølle fra 1881 blev Sveriges største producent af hvedemel og Malmö Chokolade- og Konfektfabrik (Mazetti) udvikledes til en af de største i branchen. I 1890 startede Skånska Cement AB en cementfabrik i Limhamn. Hovedjernbanen blev klar i 1864 og i Malmö anlagdes et banegårdsområde, som blev det største i Sverige.
Malmø havn 1880
Malmø havn 1880
Kockums i Malmø
Kockums i Malmø
Jernbanestationen i Malmø
Jernbanestationen i Malmø

Grænseoverskridende samarbejde
Med den forbedrede kommunikation over Øresund fulgte en tiltagende migration mellem Danmark og Sverige. Næsten 2 500 Malmöboer udvandrede til Danmark i tiden fra 1840 til 1864 og flere end 1 000 danskere flyttede til Malmö i samme periode. De nyoprettede forbindelser over sundet betød naturligvis også at mulighederne for idépåvirkning var store. Kontakterne var tætte, og dette blev bl.a. afgørende for arbejderbevægelsens udvikling i Sydsverige.
Det var derfor ikke spor underligt at strejke og konflikter udbrød omtrent samtidigt i København og Malmö. I 1860- og 70erne stiftedes fagforeninger i Skåne, og blandt de første var korkskærerne, tobaksarbejderne og handskemagerne. Danskerne havde indflydelse på opkomsten af disse fagforeninger, ikke bare af ideologiske, men også af praktiske årsager. Ved konflikter i København var det vigtigt at skåningerne var solidariske og ikke blev fristet at tage til København og de højere lønninger der. Lønningsniveauet i København kunne, også i perioder med fred på arbejdsmarkedet, lokke mange til Danmark, og derved lægge presse på lønningerne. Et af målene for det grænseoverskridende samarbejdet blev derfor at opnå samme løn på begge sider.
Fagforeningerne var i begyndelsen ikke nødvendigvis knyttet til socialismen. De var delvis formet af liberalismens idéer om bedre uddannelse og udvidet stemmeret. Den som indledte arbejdet med at knytte arbejderbevægelsen til de socialistiske idéer var i Danmark Louis Pio og Harald Brix, som startede udgivelsen af ugebladet Socialisten i 1871. I Sverige var August Palm foregangsmand. Hans politiske agitation begyndte i Malmö, hvortil han var vendt tilbage efter tolv år i Tyskland og Danmark, hvor han havde tilegnet sig sin socialistiske overbevisning.

Folketaleren Palm
Den 6. november 1881 holdt Palm sin første tale i Malmö. Emnet var ”Hvad vil socialisterne?” og dette blev indledningen til et langt virke som agitator. Som en vækkelsesprædikant begav han sig ud i den svenske arbejderklasse for at vække dem og få dem til at forstå, at socialisme var den rette vej at opnå retfærdighed og forbedring. Og arbejderne var ikke altid nemme at vække! Palm havde forladt skolen i tiårsalderen og havde ikke nogen boglig uddannelse. På trods af dette blev han en folketaler, og tilhørerne blev fanget af hans engagement for socialismen.
Palm fik ikke altid lov til at holde sine taler i etablissementets sale, men blev ofte henvist til at stå på bakker, ølkasser og stenblok. Præster, fabrikanter, godsejere og borgerskab blev forskrækkede, mens by og landarbejderne flokkedes om ham. Utrætteligt rejste han rundt i landet. I Stockholm udgav han avisen Social-Demokraten. I den første udgave fra 25. september 1885 publiceredes en kampsang, skreven af en skånsk landarbejdersøn, Henrik Menander, en gammel ven af Palm. Sangen, Arbejdets Sønner, blev faktisk sunget første gang ved en sejlads på Øresund den 2. august 1885.
”Arbetets söner, sluten er alla
Till våra bröder i Syd och i Nord!
Hören I ej, hur mäktigt de skalla
Ut öfver världen, befrielsens ord?
Ur den förnedrande
Träldomens grift
Upp till en hedrande
Ädel bedrift!
Oket med påskriften: ”Bed och försaka”
Länge oss nedtryckt i mörker och nöd;
Människovärdet vi fordra tillbaka,
Kämpa för rättvisa, frihet och bröd.
Icke naturen hårdhänt har dragit
Gränser, som skilja fattig och rik;
Hjärtlöst har makten under sig slagit
Alla dess håfvor, rofdjuret lik.
Mot den förödande
Guldkalfvens stod
Kämpen med glödande
Känslor och mod!
Käckt mot förtrycket ett värn vi oss dana.
Fältropet genom nationerna går:
Sluten Er under vår enighets fana,
Fällen ej modet, och segern är vår!”

Centrum Malmø
I arbejdet med Social-Demokraten forenedes Palm med tre unge engagerede socialister, Hjalmar Branting, Fredrik Sterky og Axel Danielsson. Alle var mellem 20 og 25 år da Palm, som var 36, flyttede til Stockholm i 1885. De var veluddannede, mens August Palm nærmest var fjendtlig indstillet mod uddannede akademiker og foragtede intelligentsiaen. Branting og Sterky var begge opvokset i overklassefamilier. Axel Danielsson var arbejdersøn og Palm havde derfor et særligt godt øje til ham. Branting ville intellektualisere socialismen, noget som Palm modsatte sig, men Branting vandt og overtog ledelsen af avisen. Palm kom til at havne i skyggen af Branting, men fortsatte sit liv som agitator. Axel Danielsson forlod Stockholm og flyttede til Malmö. Der startede han avisen Arbetet i 1887. Danielsson blev i Malmö i 13 år.
August Palm
August Palm
Axel Danielsson
Axel Danielsson
Arbejderavis 1887
Arbejderavis 1887
Malmø murerfagforening
Malmø murerfagforening

Frygtløse Danielsson
Axel Danielssons flytning til Malmö blev af stor betydning for arbejderbevægelsen og socialismens udvikling i Sydsverige. I Arbetet fik bevægelsen et medie, som engagerede og forskrækkede. Den frygtløse Axel Danielsson skrev på en måde, som fik borgerligheden til at hade ham, og arbejderne at elske ham. Under signaturen ”Marat” skaffede han sig mange fjender med sin skarpe og slagfærdige stil. Danielsson var ikke bange for nogen og i forbindelse med en retsafgørelse mod fængselsdirektøren i Malmö blev dette i høj grad tydeliggjort.
Fængselsdirektøren Lagerberg havde stjålet 4 704 kr. og 8 øre ved salg af sække, fremstillede af fangerne. Næsten 5 000 kr. var en betydelig summe ved denne tid. Fængselsdirektøren fik som straf seks måneders orlov, en straf som Danielsson betragtede som latterligt lille. I Arbetet angreb han retssamfundet kraftigt. For dette blev Danielsson dømt til et års fængsel (1888). Danielsson blev også senere forfulgt og der blev rejst flere tiltaler mod ham, bl.a. for blasfemi, da han interviewede Vor Herre. Danielsson sad bag tremmer i samlet 18 måneder, men også Branting og Palm måtte udstå det samme, som straf for hvad de sagde og skrev.

Reformisten
Efter fængselsopholdet kom Danielsson i højere grad til at arbejde for socialismen på mere reformistisk grund. Idéerne skulle gennemføres på en lovlig vis og ikke gennem revolution. Mange kritiserede ham for dette pragmatiske syn og for hans frafald fra den rene marxistiske lære, hvilket gjorde ham meget bitter. En som dog forstod hans storhed var Strindberg, da han i sin En blå bog skrev: ”Han vidste aldrig hvor stor han var; troede sig foragtet, levede i modløshed og ydmygelse, men var hele tiden frygtet og beundret.”
Mange af Danielssons kritikere overgik senere til hans pragmatiske socialisme.
Danielsson var aldrig god ved sig selv, hverken psykisk eller fysisk, og han døde en tidlig død på et kursted i Elsterberg i Tyskland, dagen før nytårsaften 1899. Han var da bare 36 år gammel. Hans begravelse blev en stor manifestation og Malmös gader var pakket med arbejdere. En 15 år gammel Malmödreng skulle mindes denne dag i lang tid. Han hed Per Albin Hansson, Sveriges kommende statsminister.
Malmös betydning som arbejderby understregedes endnu mere af, at byen fik landets første Folkets Park i 1891, og begrebet Folkets Hus blev brugt første gang i Malmö i 1893. Det var betegnelser for samlingssteder, skabt for at arbejdere og deres familier kunne have et sted at mødes. Arbejderbevægelsen var ikke altid lige velkommen som lejer af almindelige mødesale.

©  Øresundstid 2009