Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
The 18th Century
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Skåne

*

På Svanholms gods i Skåne blev der påbegyndte reformer indenfor landbruget, som igen banede vej for industrialiseringen.
Dog ikke uden voldsom modstand fra bønderne.

Det forældede landbrug
En landsby i Skåne udgjordes fra gammel tid af en sammenholdt bebyggelse med opsplittede jordbesiddelser. Det opdyrkede område bestod af dele af vidt forskellig kvalitet. Retfærdighed var blevet tilstræbt ved at give flere mindre markstykker af forskellig kvalitet til hver enkelt bonde. Området blev derfor opsplittet i et stort antal små agre, og situationen blev med tiden uoverskuelig pga. arvedeling.
Omkring 1750 blev man klar over, at en rationalisering af landbruget krævede større og bedre sammenholdte enheder. De stigende priser på landbrugsprodukter, som hængte sammen med den stigende befolkning i Europa i midten af 1700-tallet, krævede forandringer. Samtidigt var landbruget i Skåne blevet forringet af jorderosion, sandflugt, krigens hærgen og vanrøgt. Linné havde, under sin rejse i Skåne, bemærket problemerne med det forældede skånske landbrug.
”Bonden i Skåne holder ligeså ihærdigt fast ved sine forfædres vaner, som vor tids ungdom er hurtig til at forandre dem.”
Forårspløjning
Forårspløjning

Reformforsøg
Mens bonden vogtede på sine gamle metoder viste myndigheder og enkelte godsejere interesse for at rationalisere. En plan var, at gennemføre et ejerskifte, så at hver bonde fik større men færre besiddelser, dvs. en udvikling imod større enheder.
For at løse problemet med den svingende jordkvalitet gav man ”karakterer” til de forskellige agre. Gennem at bonitere (kvalitetsbestemme) jorden skulle man bytte god jord mod ringere med større areal. Denne plan blev fremført af inspektoren ved Landmålingen, Jacob Fagott, i hans bog ”Det svenske landbrugs hindring og hjælp” (1746). Ifølge Fagotts idéer ville han beholde byerne men agrene skulle slås sammen til mere sammenhængende enheder. I 1757 udfærdigedes en kundgørelse om udskiftningsreform i Skåne.
Mange bønder var modstandere af denne reform. Man var bange for en uretfærdig fordeling af jorden, ulemper med marker som lå alt for langt fra byen samt problemerne med et større areal med ringere jord, når der var mangel på billig arbejdskraft. Udskigtningen blev derfor ikke helt fuldført, og regeringen trak deres dekret tilbage i en ny kundgørelse i 1783, i hvilken det blev bestemt, at hver bonde måtte have op til otte agre.
Udskiftningsreformen blev med andre ord ikke nogen succes. Brugernes marker var stadigvæk opdelte om end ikke i samme omfang som tidligere.

Macleans planer - en oplyst despot
En mere radikal forbedring af landbruget krævede måske, at bondens gård placeredes der, hvor hans marker lå. Rutger Maclean på Svaneholms gods i det sydlige Skåne havde tanker i den retning. Han var formentlig påvirket af de Udskiftningsreformer, man havde gennemført i Danmark efter 1781, men lignende reformer var også tidligere blevet gennemført i England, som den rejsevante Maclean havde besøgt flere gange.
I 1780´erne gennemførte han en radikal landbrugsrevolution på sit eget gods. Som en mand af oplysningstiden, var han ikke bange for at bruge de metoder, som en oplyst despot så som nødvendige.
På Svaneholms marker fandtes den gang flere landsbysamfund med gårde i forpagtning. De forpagtende bønder udførte hoveri på godset og betalte sin forpagtning in natura. Maclean forandrede hele dette system. Han slog agrene sammen, udstykkede jorden i betydeligt færre sammenhængende lodder (som regel kvadratiske), afskaffede hoveriet, indførte pengebaseret forpagtning og byggede en ny bondegård midt i hvert lod. Dette viste sig meget effektivt og godsets produktivitet øgedes betydeligt.
Maclean var, som en sand oplysningsmand, også aktiv i andet udviklingsarbejde. Han eksperimenterede med nye metoder og skrev lærebøger i landbrug. Han ville forbedre undervisningen i skolerne, byggede skoler og viste interesse for Pestalozzis pædagogik, som endnu i dag delvis kan ses som moderne. (Pestalozzi betonede evnen at indhente kundskab mere end selve kunskabsmængden.)
Rutger Maclean
Rutger Maclean
Svaneholm gods
Svaneholm gods
Udskiftningskort fra Svaneholm
Udskiftningskort fra Svaneholm
Udskiftninger i 1800-tallet
Udskiftninger i 1800-tallet
Før og efter udskiftningen
Før og efter udskiftningen

Andre fremsynede godsejere
De fremgangsrige forandringer på Svaneholm fulgtes op af andre godsejere. I 1802 traf Maclean overdirektøren for Landmålingen, Eric av Wetterström, til et møde i Helsingborg og overbeviste denne om fordelene med den udskiftning, som var blevet gennemført på Svaneholm. Idéerne kom den svenske konge Gustav IV Adolf for ører, og han bifaldt planen. I Skåne indførtes udskiftningen i 1803, og derefter spredtes reformen videre nordpå i landet. Det var imidlertid i Skåne, man gik mest hårdhændet frem, og allerede i 1825 var halvdelen af alle Skånes landsbyer blevet skiftet.

Produktionsforøgelse og statarsystemet
Nye og bedre kundskaber indenfor landbrug, samt udskiftningen resulterede i en højere produktivitet. Det gamle vekselbrug, med udelukkende korndyrkning varieret med braklægning, udskiftedes med flerårige dyrkningsmønster med både korn- og foderproduktion og med kun en lille del af jorden braklagt.
Samtidigt voksede interessen for anvendelse af nye maskiner og værktøj. Hoveriet afskaffedes, og i stedet opstod et proletariat af landarbejdere, da det specielle svenske statarsystem blev indført. Systemet indebar, at godsejeren fik faste, fuldtidsansatte landarbejdere til en lav omkostning. Lønnen udgjordes for en stor del af ”stat”, dvs. naturalier.

Kapitalisering af landbruget
Landbrugsrevolutionen medførte en kapitalisering af landbruget, og de sidste rester af det feudale system forsvandt. Godsejere og myndigheder tilskyndede revolutionen, mens almindelige bønder ville blive ved det gamle. Det var altså ikke en revolution, som førtes af de lavere samfundsklasser. Mange bønder følte, at de betalte en høj pris. Det gamle trygge landsbyfællesskab forsvandt, og gårde blev revet ned. En helt ny livsstil blev indført, som var præget af konkurrence og individualisme. Private interesser blev vigtigere end fællesskabet. Landskabet blev også kedeligere, da den gamle landsbygade forsvandt og naboen var flere kilometre væk.
Man kan godt forstå, at den nye pietistiske fromhed havde gode vækstmuligheder i disse omgivelser, og at den delvis kunne udkonkurrere den gamle kollektive religiøsitet. Mange bønder ramtes hårdt af forandringerne, som de oplevede som tvangsmæssige og uønskede.
På landet opstod nu kraftige modsætninger mellem samfundsklasserne. I de endnu uskiftede landsbyer sluttede man sig sammen for at undgå de nye idéer. Ved et bondeoprør (brødoprøret) i Malmö i 1799 viste hundreder af bønder deres utilfredshed med klasseforskellene. Fattige bønder angreb det etablerede samfund og truede det. Det gamle landsbyfællesskab kunne tydeligvis udgøre en fare for myndighederne.

Bondesoldater
Under Napoleonkrigen styrkedes bøndernes sammenhold yderligere imod magt og myndighed. Danmark og Sverige stod på den modsatte side i krigen mellem Frankrig og Storbritannien. Sverige truedes af krig fra Frankrig gennem dets allierede, Danmark. I 1808 blev det påbudt at opstille tropper. I Skåne blev det til seks bondebataljoner, hvor soldaterne levede under elendige forhold, uden ordentligt udstyr. Samme år udbrød der krig mellem Sverige og Finland. Det var hårde tider og mange døde af sult og sygdomme.
Esaias Tegnér besang disse bondesoldater:
”Hør den krigeriske røst! Den kommer fra øst,
den drøner som stormen ved fædrenes strand;
den kommer fra vest, den ubudne gæst.
Til strid, til strid for fædreland!”
(Fra krigssang til den skånske bondehær)
I 1811 skulle hæren på ny forstærkes pga. en skærpet udenrigspolitisk situation. Det blev pålagt de store godser at levere ekstra soldater, hvoraf det store flertal fortsat skulle komme fra bondestanden. 15.000 bønder og karle skulle forstærke hæren.

Bondeoprøret 1811
Nu var tålmodigheden sluppet op hos de skånske bønder. Udskiftningen havde tvunget dem væk fra trygheden; de var tvunget ud i en elendig bondehær, og nu skulle de tvinges ud i en ny krig. Der fremkom en bølge af protester, og der opstod en modstandsbevægelse.
I Kullaområdet var engagementet stort, og i begyndelsen af sommeren 1811 samledes 800 bønder og karle på Ringstorp i Helsingborg for at protestere, og det kom til uroligheder. Kampladsen var den samme, som hundrede år tidligere var skuepladsen for slaget ved Helsingborg. Det kom til uroligheder over hele Skåne og især i Klågerup og Torup ved Malmö blev bondeoptøjerne meget vanskelige at håndtere for myndighederne.
Til og med Rutger Maclean, den reformvenlige godsejer, blev angrebet af værnepligtsnægtende karle og bønder. Da han en sommeraften i 1811 kom hjem til Svaneholm, var gården pakket med mennesker. Han blev gennet op på sit værelse og tvunget til at underskrive en forsikring om, at han selv skulle sørge for soldater til hæren.

Hårde straffe
Myndighederne slog hårdt ned på oprøret, og man adviserede strenge straffe. En ejendommelig straf blev indført: Lodtrækning. Hvis den dømte trak et gevinstlod, fik han den udmålte straf, men hvis han trak en nitte blev straffen halshugning. Man skrev benådningsansøgninger til kongen, og da de endelige domme faldt den 4. januar, 1812, havde kong XIII ophævet al lodtrækning og ændret de fleste dødsdomme. Mange af oprørerne blev imidlertid idømt hudfletning (prygl), eller/og tab af hånden og fængsel.

Bondeoptøjerne i Skåne i 1811 blev voldsomme og var måske en medvirkende årsag til, at opdelingen af landsbyerne måtte gennemføres på en så hurtig og brutal måde. Måske var det ikke bare landbrugets effektivisering, man havde i tankerne, da man så hurtigt sprængte byfællesskabet i stykker.

©  Øresundstid 2009