Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
1400-tallet
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Kalkmalerier

*

Kalkmalerierne findes i mange variationer i Vor Frue Kloster og klosterkirken, Sct. Mariæ Kirke. En del af billederne beretter om en brydningstid, hvor den sengotiske middelalder glider over i renæssancens nye virkelighedsopfattelse.


Mariamotivet
Både Karmeliterklosteret og kirken er som navnene, Vor Frue Kloster og Skt. Marie Kirke, antyder viet til Jesu moder, Jomfru Maria. Mariadyrkelsen udvikler sig allerede fra tidlig middelalder i tæt tilknytning til klosterbevægelsen og denne tendens fortsættes. I senmiddelalderen bliver et fremherskende motiv den såkaldte apokalyptiske(dommedags) Madonna, eller Maria i Stråleglans, et motiv der hidrører fra Johannes´ Åbenbaring Kap.12.13.
I klosterkirken er det småt med henvisninger til mariadyrkelsen. Bebudelsesmotivet med ærkeenglen Gabriel findes gengivet i umiddelbar nærhed af indgangsdøren, og endnu er bebudelsesmotiv med den læsende madonna findes på vestvæggen ved siden af orglet. Motivet Maria i Stråleglans, også kaldet solgidsel, findes gengivet henholdsvis på et kalkmaleri på spisesalens endevæg og i fornem medaljon i hvælvet i klosterets kapitelsal.
Bebudelse
Bebudelse
Læsende Maria
Læsende Maria
Maria i stråleglans
Maria i stråleglans

Lazarussalen
Klosterets spisesal, refektorium, i nordfløjen kaldes også Lazarussalen efter en frise af kalkmalerier på væggen ved indgangsdøren, der gengiver scener fra Lazarus-lignelsen om den rige og den fattige mand.
Væggen er plan i hele sin længde, og rummer på venstre side af indgangsdøren to enkeltstående billeder, der viser henholdsvis Jesus og Samaritanerinden og Jesu fristelse i Ørkenen. På et skriftbånd, eller om man vil en talebobbel, imellem Jesus og Samaritanerinden, står der på latin "giv mig noget at drikke", måske underforstået at Jesu ord er vigtigere end mad og drikke.
Det er da også dette tema der angives i det næste billede, hvor djævelen frister Jesus med at omskabe stene til brød, hvis han er Guds søn. Jesus svarer, som angivet på skriftbåndet, at mennesket ikke lever af brød alene. Emnerne i disse to lignelser er således velvalgte til munkenes spisesal, som en påmindelse om den rette, gudelige beskæftigelse, men samtidig er det dog også en bekræftelse af de fornemme karmalitermunkes åndelige arbejde. I øvrigt var der samtaleforbud under spisningen.
Djævlen frister Jesus
Djævlen frister Jesus

Lazarusfrisen
Selve Lazarusfrisen gengives meget usædvanligt i en serie af 6 billeder, hvor dele af grundteksten fra Lukasevangeliet gengives i et bånd, der løber ovenover billederne og hvor der på billede to og tre også findes korte tekstbånd, en slags tegneserie.
Billede 1 anvender en grad af dybdeperspektiv i fremstillingen. Man fornemmer tydeligt, at der tale om en gengivelse af et samlet rum med forgrund og baggrund, selvom størrelsesforholdene i gengivelsen af personerne ikke er korrekt. De forreste personer er altså ikke børn, men gjort mindre af hensyn til udsynet.
Den rige mand og Lazarus
Den rige mand og Lazarus
Den rige mand
Den rige mand
Lazarus
Lazarus
Den riges død
Den riges død
Lazarus død
Lazarus død

Bordscenen
Billedet viser den rige mand til højbords og giver et usædvanligt indblik i skik og brug omkring år 1500. De butnæsede sko er højeste mode netop på det tidspunkt og snittet i klædedragten peger på italiensk mode i tidsrummet 1450-70. Det har da også været foreslået at kunstneren er italiener, måske en klosterbroder der har været tilkaldt til at udføre denne opgave?
Man bemærker også detaljer omkring datidens bordskik: de flade trætallerkener, eller måske brødskiver anvendt som tallerkener og de mindre brød, som man har brugt til at søbe maden op med. En kniv kunne vel tages i anvendelse, men gaflen er endnu ikke opfundet.
Selve scenen med den rige mand er blevet udlagt forskelligt. Han er utvivlsomt en modelaps, men hvem er det egentlig han sidder til bords med? To kvinder, men er den ene hans kone, så burde det være hende til venstre hånd og hvorfor holder han så den anden i hånden? Der kan nok ikke gives noget endeligt svar herpå, men antydningen af de kødelige fristelser er der vel. Den lidt primitive perspektivisk gengivelse peger på, at man er ved at bevæge sig ud af middelalderen og ind i renæssancens tidsalder.

Rig og fattig
Den perspektiviske fremstilling iagttages ligeledes i det efterfølgende, andet billede i frisen, hvor Lazarus ligger udenfor den rige mands dør og vånder sig. En tjener tilkaster Lazarus smuler fra den rige mands bord, mens en anden med hånden for underansigtet vægrer sig mod stanken fra de væskende sår.
På billede tre skildres den rige mands død. Billedet illustrerer med al tydelighed, hvor vanskeligt det er for den rige mand at komme i himmerig. Han ligger i sin gode seng omgivet af bekendte, men også djævle, der forsøger at bemægtige sig hans sjæl. Den fattige Lazarus derimod får på billede 4 næsten automatisk adgang til himmerige.
Det femte og sjette billede i serien er ligesom billede tre og fire placeret ovenover hinanden, men er dårligt bevarede. De fremstiller formodentlig øverst den fattige mand hvilende i Abrahams skød og nederst den rige mand i helvede.

Fortolkning af frisen
Eftertiden har været tilbøjelig til at udlægge frisen som konstant påmindelse til de fornemme karmelitermunke om mådehold og barmhjertighedsgerninger. Det er frisen også, men samtidig er det igen også en underfundig bekræftelse af munkenes egne gøremål. De humanistisk orienterede og, som i Poul Helgesens tilfælde reformkatolske og intellektuelle munke, har formodentlig ikke følt ubehag ved denne motivkreds.
Lazarus-historien findes kun gengivet i kalkmalerier netop fra den senmiddelalderlige periode omkring år 1500 og det er derfor også nærliggende at tolke motivet ind i denne sammenhæng: Vægtningen af det medmenneskelige, humanistiske gøremål, men måske også antydningen af at de gode gerninger ikke gør det alene. Det er vanskeligt for den rige at komme ind i himmerige, måske kan kun nåden frelse ham?

Kirkerummet
Kirkens sydlige sideskib er i hvælvingerne dekoreret med en omfattende samling af kalkmalerier, der fremstiller scener fra Jesu liv og levned, formodentlig påført i forbindelse med færdiggørelsen af kirken i slutningen af 1400-talet.
Ind imellem scenerne figurerer et billede af Hans Pothorst - søulk og måske Columbus foregangsmand - vedhæftet et våbenskjold, hvilket sandsynligvis betyder, at han har bekostet udførslen. Ligesom i tilfældet med Poul Laxmand træder personen frem og markerer sin sponsorvirksomhed.. Ved siden af ham findes endnu et portræt af en navngiven (Dellf) maler, -velsagtens ham der har udført frisen.
Hans Pothorst
Hans Pothorst
Delff maler
Delff maler

Musiksalen
Paradisets have findes afbildet i den såkaldte musiksal, som snarere er en nødkirke, hvorfra man gennem et hul i muren kunne overvære gudstjenesten nede ved hovedalteret. Rummet er dekoreret fra gulv til loft som en paradisisk løvhytte med musicerende engle og groteske figurer rundt omkring i løvhanget.
Harpeklang
Harpeklang
Musicerende engel
Musicerende engel
Vrængfigur
Vrængfigur

Grotesker
Kirkeskibet rummer endelig også er række karakteristiske, groteske masker som en del af kirkens udsmykning. Disse kan tolkes som profane dagligdags kommentarer, der står i kontrast til de fornemme karmeliters gerninger.
Vrængmaske
Vrængmaske

©  Øresundstid 2009