Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
1050-1250
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Kirke og kloster

*

Øresundsregionens største byggeprojekt i historien er de mange kirker og klostre, der blev bygget i middelalderen.

En stor del af kirkerne og klostrene er endnu bevaret og via deres bygningsarkitektur, kalkmalerier osv. har vi hér fremragende kilder til forståelse af fortiden.

Kirkebyggeri

*

I perioden fra ca. 1100-1250 opføres omkring 2500 kirker i det gammeldanske område.
Det er en gigantisk investering af arbejdskraft og midler, som vidner om den tidlige middelalders dynamik og udvikling.

I første del af perioden er kirkerne opført med kvadresten i romansk stil, senere i brændte teglsten og gotisk stil.

Kirkebyggeriet
Det storstilede byggeri af stenkirker der påbegyndes efter 1050 leder i alt til opførelsen af mere end 2500 kirker i det gammeldanske område i den tidlige middelalder. Kirkebyggeriet er en forbavsende kraftanstrengelse og en enorm investering, som vidner den kristne tros rodfæstelse i den tidlige middelalders ekspansionsperiode.

Befolkningstæthed
Antallet af kirker og deres placering giver også et indtryk af befolkningstæthed og beboelse i forskellige områder. Den sparsomme opdyrkning og kultivering i det nordøstlige Sjælland og dele af det nordvestlige Skåne, synes her at blive bekræftet.
Det er tydeligt at Lund i Skåne og Roskilde på Sjælland i tidlig middelalder fremstår som de to store tyngdepunkter inde i landet. Lund bliver i perioden det åndelige centrum i riget. Kongemagten knyttes fra tidlig tid til Roskilde. København var oprindelig blot en udskibningshavn for Roskildebispen, hvor Sjællands biskop Absalon anlægger en borg i 1167.
Kirkebyggeriet
Kirkebyggeriet

Byggematerialet
De tidligste kirker opføres i romansk stilart med rundbuede vinduer i tilhuggede, firkantede såkaldte kvadresten. Byggematerialet i Øresundsregionen var som regel frådsten(kildekalk) eller anden kalksten, som var forholdsvis let at bearbejde. Undertiden kombineres med marksten, som vel stammer fra rydning og bearbejdning af markerne. Et eksempel herpå er sydmuren på Tveje Merløse Kirke.
Hen imod år 1200 begynder man at tage brændte teglsten i anvendelse. Det var formodentlig munkene der bragte den teknik med sig. Et tidligt eksempel på kombineret anvendelse med teglsten findes på Bjernede Kirke, den eneste rundkirke på Sjælland.
Vä kirke,
Vä kirke,
Tveje Merløse kirke
Tveje Merløse kirke
Bjernede kirke,
Bjernede kirke,
Bjernede Kirke
Bjernede Kirke

Rundkirken
Rundkirken kendes også i et enkelt tilfælde i Skåne, men er ellers kendetegnende for Bornholm, hvor der findes 4 af slagsen. Rundkirken er et stykke særpræget arkitektur, som har lighed med samtidige fæstningstårne, hvor selve bygningen har været let at forsvare og de øvre etager har tjent som tilflugtssted og til opmagasinering.
Østerlars kirke,
Østerlars kirke,
Portal
Portal
Nylars-kors
Nylars-kors
Nylars Kirke
Nylars Kirke
Portal Nylars Kirke
Portal Nylars Kirke

Grundplanen
De fleste kirker har en forholdsvis enkel grundplan med et stort rum, skibet, hvor menigheden opholdt sig, og i forlængelse heraf koret afsluttet med en rundet apsis, som var forbeholdt præsten. Menigheder sad almindeligvis på stenbænke langs med væggene og døbefonten var i tidlig tid placeret midt i kirkeskibet. Mange steder kan man fortsat iagttage det oprindelige skib, kor og apsis med de karakteristiske rundbuede romanske vinduer.
Større byggerier, som f.eks. Dalby Kirke og domkirken i Lund, kunne rumme såvel tårne som en underliggende krypt og selve grundplanen være mere raffineret. Dalby kirke var således oprindelig en treskibet basilika, mens Lund Domkirke er en korskirke som også rummer et stort tværskib.
Romansk grundplan
Romansk grundplan
Lund domkirke
Lund domkirke

Stormandskirkerne
De udprægede stormandskirker har som regel også haft et enkelt- eller dobbelttårn som også rummede et stormandsgalleri, hvorfra de fornemme kunne bivåne gudstjenesten. Galleriet ses fortsat nogle enkelte steder, men er ofte blevet blændet ved senere ombygninger som f.eks. i Roskilde Domkirke og Søborg Kirke.
Tveje Merløse kirke på Sjælland, der antages at være en kopi af den oprindelige domkirke i Roskilde, står stadigvæk i sin oprindelige skikkelse med dobbelttårn og er i det hele taget et af de mest velbevarede romanske bygningsværker.
På Fjenneslev kirke er dobbelttårnet en lidt senere tilføjelse, men også Aakirkeby Kirke på Bornholm, der menes at have forbindelse til opførelsen af Lunds domkirke, står med dobbelttårn og tilbygninger til skibet mod syd og nord, henholdsvis mands- og kvindeindgangen til kirken.
Tveje Merløse Kirke
Tveje Merløse Kirke
Fjenneslev Kirke
Fjenneslev Kirke
Aakirkeby kirke,
Aakirkeby kirke,

Det romanske kalkmaleri

*

Triumfvæggen der adskiller kirkeskib og kor rummer ofte i romansk tid kalkmalerier der har visualiseret de bibelske fortællinger.

Apsisbuen er som regel også bemalet og undertiden også dele af koret og skibets vægge.

Oplevelsen af selve kirkerummet og kalkmalerierne må have haft stor betydning for gudstjenesten.
Den romanske kirke rummer som regel kalkmalerier, ofte er placeret på triumfvæggen, som adskiller skibet og koret og i apsisrundingen. F.eks. rummer Finja Kirke i Skåne på Triumfvæggen en stort anlagt skildring af dommedag, som også fortsætter på skibets vestvæg.
I Jørlunde kirke i Nordsjælland ses på Triumfvæggen en række forskellige motiver, i venstre side således øverst Lazarus opvækkelse og nederst brylluppet i Kana, begge scener fra Kristi manddomshistorie. Jørlunde kirke har tillige kalkmalerier på den øverste del af korets vægge og tilsammen udgør de et omfattende bibelsk billedprogram, der vel har understøttet forkyndelsen.
Triumfvæggen rummer også tit de såkaldte stifterbilleder, der skaber forbindelse imellem de jordiske givere og de højere magter: I Fjenneslev Kirke er stiftermotivet noget ublu sammenstillet med de hellige trekongers gavebud til Jesus-barnet.
Romansk grundplan
Romansk grundplan
Finja kirke
Finja kirke
Kristusscener
Kristusscener
Tiumfbuen
Tiumfbuen

Rejsende værksteder
Fjenneslev Kirke er dekoreret af Finja-værkestedet fra Skåne, mens Jørlunde-værkstedet hovedsagelig har huseret i Nordsjælland og antages at have været tæt knyttet til Hvide-slægten, måske som håndværkere i deres brød.
Mens de langstrakte byzantinsk påvirkede afbildninger er karakteristiske for Finja-værkstedet er et af Jørlunde-værkstedets kendetegn anvendelse af stukarbejder i forbindelse med malerierne. Almindeligvis anskues det romanske kalkmaleri for noget stift og ubevægeligt, men hos Jørlunde-værkstedet ses også figurer med stor bevægelse og plasticitet.
Jørlunde Kirke
Jørlunde Kirke

Madonna-motivet
Madonnamotivet, som kendes i utallige variationer fra bøger og ikoner, optræder også i kalkmaleriet, således som dette eksempel fra et nichealter i Måløv Kirke, som er byzantinsk influeret, og måske med et håndskrift som forlæg. I Tveje Merløse Kirke findes et madonna billede nær ved kvindeindgangen, hen imod vestvæggen med stormandsgalleriet, som også rummer den eneste kendte bemaling på en vestvæg.
Madonnamotiv fra Målev
Madonnamotiv fra Målev
Tveje Merløse Madonna
Tveje Merløse Madonna

Majestas-motivet
Kirken og dens rum er et symbolsk mikrokosmos, hvor selve kirken betragtes som Kristi legeme og en del af hans rige og alteret f.eks. symboliserer Kristi grav. Kalkmalerierne er ligeledes omgivet med stor symbolik og det gælder i særdeleshed det dominerende motiv fra romansk tid, Majestas-motivet med den tronende Jesus som verdensherskeren.
Et fremragende eksempel herpå findes i Vä kirke, i det nordøstlige Skåne, som formodentlig har haft tæt tilknytning til kongemagten. Stilarten i Vä Kirke der er grundlagt omkring 1120, er tydeligvis italiensk-byzantinsk influeret og man antager at værkstedet har forbindelse til byggeriet af Lund domkirke. På korbuen i Vä Kirke findes også stifterbilleder sandsynligvis forestillende kong Niels og hans svenskfødte hustru Margrethe Fredkulla.

Centralmagtens ikon
Majestasmotivet tager udgangspunkt i et citat fra Davids salmer, som lyder således: "Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel". Motivet finder oprindelig forlæg i østromerske kejserportrætter, hvor kejseren betragtedes som guddommelig. Kristus ses siddende på en himmelsk regnbue-trone i en mandelformet glorie (mandorla) omgivet af de fire evangeliesymboler: Markusløven, Lukasoksen, Johannesørnen og menneske-englen som symbol for Matthæus-evangeliet.
Motivet er typisk for den romanske stilart strengt geometrisk komponeret med himmelkongen omgivet af evangeliesymbolerne på en blå baggrund. Den blå farve var kostbar, udvundet af halvædelstenen lapis lazuli, der måtte importeres fra Italien eller Persien. Denne type af dekorationer har altså i sig selv været bekostelige og vidner om rigdom og offervilje hos bygherrerne.
I det hele taget er Majestas motivet fremherskende i Skåne og på Sjælland, sandsynligvis fordi det er knyttet til de kredse der forestod udviklingen af centralmagten: Kongen, Ærkebispen og repræsentanter for de betydelige stormandsslægter. Majestas-motivet er således også rigt repræsenteret på Midtsjælland, f.eks. i Hvideslægtens kirke i Tveje Merløse.
Majestas Domini i Vä
Majestas Domini i Vä
Majestas Domini
Majestas Domini
Majestas-motiv
Majestas-motiv
Figurer
Figurer

Den romanske døbefont

*

Billedhuggerkunsten når et højt niveau i tidlig middelalder, først og fremmest på de mange døbefonte, som også var en vigtig handelsvare. Døbefonte fra Gotland findes f.eks. hyppigt i Nordtyskland.

I Øresundsregionen anvendte man fortrinsvis kalksten, men der findes også en del i granit, som er det foretrukne materiale i Vestdanmark. Mange døbefonte har oprindelig været bemalet.

Døbefonten
At der skkulle være døbefonte i kirken blev oprindelig officielt vedtaget ved synoden i Leda i 594. Døbefonten skulle være af sten og placeret i kirkens vestende nær hovedindgangen. Senere blev den dog flyttet til koret. Oprindelig skete dåben ved neddypning, derfor er de ældste døbefonte med stor udhulning. Yngre døbefonte har ofte et bækken af rigt udsmykket metal af f.eks. drevet sølv eller messing
I Øresundsregionen kendes døbefonte fra tidlig middelalder. Der var tale om sandstensfonte af lokalt materiale, eller fra Gotland. Granitstensfonte stammer hovedsagelig fra det vestdanske, jyske område.
Aakirkebys døbefont,
Aakirkebys døbefont,
Aakirkeby detalje
Aakirkeby detalje
Aakirkeby, døbefontens fod
Aakirkeby, døbefontens fod
Dalby kirkes døbefont
Dalby kirkes døbefont
Dalby detalje
Dalby detalje
Gumlöse kirkes døbefont
Gumlöse kirkes døbefont
Bemalet døbefont i Tikøb
Bemalet døbefont i Tikøb
Døbefont i Bjäresjö
Døbefont i Bjäresjö

Klostre

*

Allerede i 1000-tallet kommer de første klosterordener til Danmark og har nok især fungeret som opholds- og lærested for kirkens mænd.
Med cisterciensernes ankomst midt i 1100-tallet får landklostrene stor betydning som centre for formidling af ny teknik og nye produktionsmetoder.
I første del af 1200-tallet kommer tiggermunkene og anlægger klostre i byerne.

Tidlige klostre
Sideløbende med kirkebyggeriet grundlægges og opføres en række klostre, som får afgørende betydning for både den materielle og åndelige udvikling i middelalderen. Allerede i 1000-tallet var der grundlagt klostre af augustiner- og benediktinerordenen rundt omkring i landet, men disse har været af beskedent omfang og nok primært fungeret som skoler og boliger for den nye tros repræsentanter.
I første halvdel af 1100-tallet står klosterbevægelser i stampe, men henimod midten af århundredet kommer der nye grundlæggelser. Eskild grundlægger allerede i sin bispetid i Roskilde i 1135 i samarbejde med den sjællandske Bodilsen-slægt et benedektinerkloster ved Næstved og samme år giver kongen et gavebrev til opførelsen af Ringsted Kloster.
 
Klostre i Danmark
Klostre i Danmark
Næstved klosterkirke,
Næstved klosterkirke,

Klostrenes rolle
Klostervæsenet spiller en afgørende rolle i udviklingen af nye produktionsmetoder og teknologi i forbindelse med nyopdyrkningen og den omfattende byggeaktivitet. Det gælder i særdeleshed for cistercienserordenen, som udspringer af benediktinerordenen, men bygger på en opstramning af klosterreglerne og nøje retningslinier for klostrenes udseende og arkitektur.
Cistercienserne skulle, ifølge deres klosterregler, tage bolig på afsides steder og arbejde med at rydde og dyrke jorden og havde store kundskaber indenfor landbrugsproduktion -kvalifikationer som var oplagte i forbindelse med nyopdyrkningen- og middelalderlig teknologi indenfor f.eks. vandmøller, teglproduktion og jernproduktion.

Reformklostrene
Klostergrundlæggelser bliver et modefænomen i de ledende kredse, som også sympatiserer med den åndelige nyorientering, som de reformerte klosterbevægelser repræsenterer. Ærkebiskop Eskild, der var personlig knyttet til en af de store reformatorer, cisterciensermunken Bernard af Clairveaux, hidkalder cisterciensermunke for at grundlægge klostre i Herrisvad i Skåne i 1145 og Esrum i Nordsjælland i 1151.
Hvide-slægten grundlagde et benedektinerkloster i Sorø, som stod færdigt i 1151, men da det ikke fungerede tilfredsstillende overdrager Absalon i 1161 foretagendet til cisterciensermunkene.
Esrum kloster
Esrum kloster
Bernard af Clairveaux
Bernard af Clairveaux
Cisterciensermunk,
Cisterciensermunk,

Ny åndelighed
Med reformklostrene i midten af 1100-tallet og især Bernard af Clairveaux introduceres nye strømninger indenfor trosverdenen. Bernard prædiker over Højsangens højstemte erotik og gudsdyrkelsen antager mere en mere sofistikeret og mystisk karakter. Gudsforholdet bliver at ligne med et kærlighedsforhold, åndelig og distanceret kærlighed. Wilhelm af Æbelholt giver i sin brevveksling eksempel på dette.

Mariadyrkelsen
Et andet tegn på ændringer i den åndelige kultur er den omsiggribende Maria-dyrkelse og kult, måske også som udtryk for en stigende feminisering af trosudøvelsen. Mariadyrkelsen kommer bl.a. til udtryk i anvendelsen af Mariahymner, der fremføres som raffineret vokalmusik. Ærkebiskoppen i Lund, Anders Sunesen, tilskrives mindst en sådan hymne med den latinske titel Missus Gabriel de Celis og i Lund lagde man stor vægt på musikaliteten. Temaet i denne tekst er Maria bebudelse, eller rettere underet, miraklet, et aspekt af den orientering imod mystiske aspekter af religionen, som bliver karakteristisk for tiden.

Klostrenes jordbesiddelser
I Løbet af middelalderen bliver kirker og klostre store jordbesiddere på linje med kongen og herremændene. F.eks. disponerede ærkebispesædet i Lund alene over 300 ejendomme og hele Bornholm. I løbet af middelalderen kommer klostrene i Skåne således til at besidde i alt over 2000 ejendomme. En stor del af ejendommene erhverves som sjælegaver, som skænkedes til klostrene.
Efter at Peter Bogorm (Pierre Le Mangueur) hen imod slutningen af 1100-tallet opfandt skærsilden (Purgatore) opererede man nu med en tilstand imellem himmel og helvede, en regnskabets time, hvis længde kunne afkortes ved egne og tilkøbte bønner og messer.
Dette forstærkede, ligesom det fra 1215 påbudte årlige skrifte, kirkensmagt over sjælene og forøgede kirker og klostres jordejendom og rigdom. Ganske vist var der oprindelig nøje regler for kirkens arveret, men det blev omgået ved donation af sjælegaver og selvom det indtil 1216 var munkene forbudt at købe jord, så blev det også omgået ved at jordejere pantsatte jordejendom til et kloster, som så overtog jorden, hvis ikke pantet blev indfriet.

Tiggermunkene
Land-, eller som de også betegnes, herreklostrenes uhyre rigdomme var for mange ikke i overensstemmelse med kravene om simpelhed og renhed, som munkene selv prædikede. Med etablering af tiggermunkeordener i byerne kommer der en reaktion på disse forhold.
Tiggermunkene skulle leve enkelt og forbilledligt og som navnet angiver tigge til dagen og vejen rundt omkring i bysamfundene. I første halvdel af 1200-tallet kommer de nye tiggermunkeordner til landet. I 1222 grundlægges et dominikanerkloster i Lund på initiativ af ærkebiskop Anders Sunesen og i 1232 oprettes det første franciskanerkloster.
I Helsingborg oprettes ett dominikanerkloster i 1270.
Franciskanerklostret i Ystad
Franciskanerklostret i Ystad

Æbelholt kloster

*

Æbelholt Kloster var et augustinerkloster. Denne orden lægger særlig vægt på sjælsfrelsen og tager sig også af at lindre og helbrede sygdomme.
Oprindelig blev munkene med abbed Vilhelm i spidsen indkaldt af ærkebiskop Absalon fra Frankrig og bosat på Eskildsø i Roskilde Fjord.
Omkring 1175 flyttes klosteret til Æbelholt i Nordsjælland.
Kilderne til belysning af klostrenes oprettelse og udvikling er ofte sparsomme, men i tilfældet Æbelholt Kloster har vi en udførlig beretning, som dog skal tages med forbehold idet der er tale om en såkaldt levnedsskildring, der sigter på at hovedpersonen, i dette tilfælde abbed Wilhelm af Æbelholt, skal ophøjes til helgen. Det sker i øvrigt ved en pavelig kundgørelse(bulle) d.21.januar 1224, 21 år efter abbed Wilhelms død d.6. april 1203.
Der eksisterede tidligt et munkesamfund på Eskilsø i Roskilde Fjord, som ikke fungerede tilfredsstillende. Wilhelm, der er hidkaldt fra Frankrig, bliver i første omgang klosterforstander her og strammer op på klosterreglerne. I 1175 flyttes klosteret til Æbelholt og antager navn efter lokaliteten.

Fra Eskilsø til Æbelholt
Æbelholt Kloster blev grundlagt på jorder, der var skænket af Hvide-familien. En rydning i Grib Skov med en frugtbar holm i en lille sø og med et åløb i nærheden. Ikke den bedst tænkelige landbrugsjord, men både Absalon og slægtningen Peder Sunesen(1161-1214), der afløser Absalon som biskop i Roskilde i 1191 og bliver kongens kansler i 1201, støttede løbende klosteret.
I abbed Wilhelm brevveksling findes bl.a. nogle breve stilet til ærkebiskoppen, ”den herre af Lund”, som i dette tilfælde må være Absalon. Brevene vidner om store problemer med at få klostret til at fungere. Velynderen Peder Sunesens bortgang beklages og den ulykke, der er overgået klosteret, da dets ladebygninger for anden gang er gået op i luer.

Augustinerne
Æbelholt Kloster hørte til augustinerordenen, som lagde vægt på sjælefrelse og måske har landbrug og teknik ikke været klosterets stærke side. Et andet brev beretter således at man hidkalder hjælp fra Esrum Kloster for at løse problemer med vandforsyningen. Absalon havde skænke tblyrør til klostrets vandsystem, men der er åbenbart problemer med at få det til at fungere. En broder Stefan har allerede en gang hjulpet klostret, men Wilhelm skriver til Abbeden af Esrum og beder endnu engang om assistance.

Klostrets opgaver
Det var Absalon store jorddonationer og pengegaver der gjorde det muligt at flytte klosteret til de nyopførte bygninger ved Æbelholt i Tjæreby sogn i 1175. På dette tidspunkt har formodentlig en bolig til kannikkerne og en trækirke stået færdig. Samme år får klosteret et pavebrev der giver klosteret ret til
”at modtage gejstlige og lægfolk, frie og bundne, der flygtede fra verden til omvendelse og uden modsigelse beholde dem” og desuden tilstedes klosteret ”frit gravsted, så ingen kan modsætte sig, hvis nogen ønsker begravelse der”.
Hermed er klosterets opgaver i forbindelse med sjælefrelsen defineret og omkring 1183 er klosterbrødrenes antal omtrent 25 og man bespiste ifølge abbed Wilhelm på enkelte dage mere end 100 personer. Ifølge forskellige beretninger har der været knyttet herberger til disse funktioner, i første omgang sandsynligvis et gæstehus for gejstlige og fornemme fremmede, men fra omkring 1196 fremgår det at et fattigherberg også har været en realitet.
Æbeltholt Kloster
Æbeltholt Kloster
Æbelholt kloster
Æbelholt kloster
Sankt Wilhelm
Sankt Wilhelm
Alsønderup kirke
Alsønderup kirke

Kirken indvies
Efter Abbed Wilhelms død og helgenkåring i 1224 bliver Æbelholt et søgt valfartssted og da gæsteopholdet var gratis har det vel yderligere belastet klosterets økonomi. I 1176 påbegyndes på Absalons foranledning opførelsen af en stenkirke, men trækirken benyttes stadigvæk ved Wilhelms begravelse i 1203. I 1210 indvies teglstenkirkens kor og kirken antager karakter af valfartskirke, hvilket forstærkes yderligere da Skt. Wilhelms helgenben i 1238 overføres til kirkens højalter.

Lægegerningen

*

Æbelholt Kloster udviklede sig i løbet af middelalderen til et betydeligt center for bekæmpelse af sygdomme.
Udgravninger fra 1930´erne dokumenterer munkenes kunnen og giver et godt indblik i middelalderens sygdomsbillede.


Medicinsk center
Omfattende udgravninger på Æbelholt Klosters grund har først og fremmest givet et billede af klostret som et medicinsk center i Nordsjælland. Abbed Wilhelm anvender selv et sted betegnelsen hospitalsbrødrene og lægegerningen skal ses i sammenhæng med klosterets grundliggende funktioner som center for sjælsfrelse og siden hen valfartssted.
Æbelholts beliggenhed i tilknytning til det tættest befolkede område i Nordsjælland, Jørlunde Herred, og den meget direkte tilknytning til Hvide-slægten kan måske medvirke til at forklare lægegerningens fremtrædende rolle.

Klostrets ledingspligt
I modsætning til Esrum Kloster havde Æbelholt ledingspligt, selvom man i lange perioder betalte sig fra det. Det ældst kendte bevis herpå stammer fra 1251, hvor kong Abel fritager ”klosteret kannikker, bryder, landboer og ejendom for leding, ombudsmandens krav og alle andre afgifter til kongen”. Til trods for disse fritagelser tyder undersøgelser af skeletter fra Æbelholt på områdets tilknytning til den militære organisering. Påfaldende mange af de helbredte og ikke-helbredte skader er hugsår og andre krigsskader, og det antages at en fremtrædende del af de begravede har haft tilknytning til militærvæsenet, måske som ledingspligtige fribønder.
Skelet
Skelet
De fire elementer
De fire elementer

Sygdomslæren
Middelalderens lægevidenskab udvikler sig fra omkring slutningen af 600-tallet i forbindelse med Salerno-klostrets lægeskole i Syditalien, hvorfra der udgik talrige medicinske og kirurgiske værker. Salernoskolen byggede på den klassiske tids hippokratiske lære om legemets fire væsker: Blodet i årerne, slimet(flegma) i hjernen og lungerne, den gule galde i leveren og den sorte galde i milten. Til disse væsker var knyttet forskellige egenskaber: Blodet var varmt og fugtigt, slimen kold og fugtig, den gule galde varm og tør og den sorte galde kold og tør:
Som det ses af modellen indgår sygdomsopfattelsen i tidens kosmologiske helhedsopfattelse, som relaterer sig til den såkaldte elementærlære om de fire elementer(jord, luft, vand og ild), der omfatter den kendte verden: Endvidere kunne legemets enkelte dele sættes i forbindelse med dyrekredsen stilling på stjernehimmelen og danne udgangspunkt for anvendelsen af åreladninger, hvor man regulerede på væskebalancerne i overensstemmelse hermed.
 
De fire elementer
De fire elementer

Urtemedicinen
Sygdomsforståelsen går endvidere ud på at der eksisterer en balance imellem de fire legemsvæsker, at sygdom skyldtes en vis ubalance, som man så forsøgte at rette op på. Gennem undersøgelse af urin og puls kunne lægen bestemme ubalancen og anvende medikamenter med modsat virkning. Disse medikamenter var bl.a. urter som man dyrkede i klostrenes haver og som dannede baggrund for den udbredte anvendelse af urtemedicin i middelalderen.
Roskilde-kannikken Henrik Harpenstreng (1164-1244) bog om urtemedicin vidner om urtemedicinens udbredelse på vores breddegrader allerede i tidlig middelalder. Urterne der anvendes omfatter både mere eksotiske krydderier, såsom ingefær og muskat, men også planter der hører til i Norden(f.eks. Kvan) og det vi nu om dage vil kalde grøntsager, f.eks. rødløg og porrer.
Urtehaven
Urtehaven
Kors-Vortemælk
Kors-Vortemælk

Kirurgiske indgreb
Særdeles omdiskuteret i samtiden var anvendelsen af kirurgiske indgreb, idet kirken forbød lægekyndige gejstlige at foretage kirurgiske indgreb med blodsudgydelse. I hele taget var det omdiskuteret om og i hvilket omfang man burde udøve lægegerningen. Den indflydelsesrige cisterciensermunk Bernard af Clairveaux mente, således som det fremgår af følgende citat, at "...det at konsultere læger og indtage medicin ikke gavner religionen og er i modstrid med renhed..."
Ikke desto mindre kan man konstatere at der f.eks. på Æbelholt Kloster er foretaget indgreb, som har forårsaget blodsudgydelse, bl.a. trepanering, hvor man har boret hul i kraniet, formodentlig for at lindre betændelsestilstande. Størstedelen af indgrebene i Æbelholt vedrører dog forskellige knoglebrud, som kan behandles uden kirurgiske indgreb, og sårbehandling på allerede forårsagede brud.
Skelet
Skelet
Deform rygsøjle
Deform rygsøjle
Æbelholt Kloster
Æbelholt Kloster
Trepanering
Trepanering
Instrumenter
Instrumenter

©  Øresundstid 2009