Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
1050-1250
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Krigerbispen Absalon

*

I anden halvdel af 1100-tallet opstår der et snævert samarbejde mellem kongemagt og kirke, mellem Valdemar den Store og ærkebiskop Absalon, som også tager aktivt del i togterne mod de vantro vendere i Nordtyskland.

Valdemar den Store og Absalon
Valdemar den Store(1157-82) var opfostret hos Hvideslægten, der ejede og dominerde store dele af Sjælland. Året efter sin tronbestigelse gør han sin barndomskammerat Absalon af Hvideslægten til biskop i Roskilde, skønt han endnu ikke er fyldt de påbudte 30 år.
Hermed påbegyndes en alliance imellem kongemagt- og kirkemagt, som får vidtrækkende konsekvenser. Kong Valdemar formår bl.a. i samarbejde med Absalon at vende mange års indre svaghed og stridigheder til en ydre ekspansion og konsolidering.
Absalon
Absalon
Højbro Plads
Højbro Plads

Vendertogterne
De danske kyster var jævnligt hærget af vendiske invasioner og plyndringer sydfra, men i 1159 opbyder Valdemar og Absalon den sjællandske og skånske ledingsflåde til togt imod de vendiske kyster og det bliver til i alt 20 togter, kulminerende med togtet til Rügen i 1169, hvor øen erobres og med pavens velsignelse lægges ind under Roskildebispen.
Vendertogterne, der bliver Nordens svar på korstogene, var i realiteten også plyndringstogter, hvor man i stor målestok hjemførte hedenske slaver, der kunne anvendes som billig arbejdskraft i forbindelse med skovrydning, opdyrkning og de omfattende kirkebyggerier. Absalon havde selv en personlig slave, der blev frigivet ved hans død.
Arkonas tndtagelse
Arkonas tndtagelse
Arkona 1169 (Udsnit)
Arkona 1169 (Udsnit)
Absalons bispestav
Absalons bispestav

Den store kirkefest 1170
Kongemagten og Hvideslægtens indbyrdes alliance cementeres med en stor kirkefest i Ringsted i 1170, hvor kong Valdemars far, Knud Lavard, der er blevet helgenkåret, begraves i den nyopførte kongelige gravkirke. Det er en symbolladet begivenhed, hvor kongemagt og kirkemagt nærmest smelter sammen og kongen samtidig forsøger at befæste kongefamiliens stilling ved at udnævne sin søn Knud til efterfølger, selvom han formelt set først er endeligt valgt, når han er hyldet på de tre landsting, i Jylland, Skåne og på Sjælland.
Sct. Bents Kirke
Sct. Bents Kirke

Eskild går i kloster
Ærkebiskoppen Eskild er også til stede ved begivenheden efter han er vendt tilbage fra sit eksil i 1168 og har forsonet sig med kongemagten. Først i 1177 nedlægger han sit embede som ærkebiskop, drager til cistercienserklosteret Clairveaux i Frankrig og afløses på posten af Absalon, der dermed meget usædvanligt for sin tid bliver biskop i både Roskilde og Lund. Måske er det et vidnesbyrd om et tæt forhold imellem Danmark og pavestolen, hvor Absalon er drivkraften i den nordiske mission i Baltikum.

Absalons kirker
Efter vendertogternes tid vender krigerbispen Absalon sig mod den indre ekspansion og udbygning af kirkesamfundet. Der er flere konkrete vidnesbyrd om Absalons medvirken til opførelser af nye stenkirker, f.eks. Tikøb kirke i Nordsjælland, formodentlig opført af munke fra det nærliggende Esrum Kloster, et tidligt eksempel på teglstensbyggeri i romansk stil. I Nørre Åsum kirke i det nordøstlige Skåne står en runesten med følgende indskrift:
"Krist, Marias søn, hjælp dem som byggede denne kirke, ærkebiskop Absalon og Esbjørn Mule".
Ligeledes i det nordøstlige Skåne har Absalon medvirket til opførelsen af Gumlöse Kirke, endnu et tidligt eksempel på teglstensbyggeri. Kirken indvies i 1197, hvor udover Absalon, der er ærkebiskop over hele Norden, også biskopperne fra Växjö i Sverige og Trondheim i Norge er til stede. I et stifterbrev nævnes således hans navn sammen med en lokal stormand, Ketil Trugotsen. Størstedelen af dokumentet er af en opremsning af alle de relikvier, i alt 28, der tilstedes den nye kirke.
Romansk teglstenskirke
Romansk teglstenskirke
Runeindskrift,
Runeindskrift,
Gumlöse kirke
Gumlöse kirke
Østersøen ca. 1200
Østersøen ca. 1200
Saxos manuskript
Saxos manuskript

Oprør i Skåne
I Skåne støder Absalon imidlertid på problemer, da han i 1180 med nye kirkelove vil indføre bispetiende og cølibat for præsterne. Oprøret i Skåne beskrives udførligt i 15. og 16. kapitel af Saxos Danmarkshistorie og i en kort version i Lundeårbogen der menes nedskrevet omkring år 1200.
”1180. I dette år opstod der en meget stor uenighed mellem skåningerne og ærkebiskop Absalon, så at han blev forjaget af Skåne og ikke på nogen måde ved egen hjælp kunne vende tilbage.
1181. I dette år vendte han langt om længe tilbage til landet med kraftig hånd og en stor hær støttet af kong Valdemars råd og dåd: han nedkæmpede sine fjender ved Anneløv og dræbte størstedelen af dem; de øvrige overgav sig, og derefter forsonede han sig med hele landet og genvandt sit ærkesæde i fred.”
Lundeårbogen gengiver i korte træk, hvad der beskrives nøjere hos Saxo,hvor der heller ikke lægges skjul på at ærkebiskoppen i første omgang må tage flugten. Imidlertid står der ikke meget om de konkrete årsager til uoverensstemmelserne. Dette uddybes imidlertid i Ældre sjællandske Krønike fra omkring 1300.
”Uenighed opstod mellem ærkebiskoppen og skåningerne. Grunden til denne uenighed siges at være indtruffet således. Ærkebiskop Absalon lod sjællænderne bestemme over ærkebiskoppelige ejendomme og opkrævninger, nemlig Esbern Snare, der var ærkebiskoppens bror, og hr. Sune, som var søn af hans farbror Ebbe, ligeledes Saxe, søn af Thorbern tillige med andre der stod ham nær. Disse forhold ærgrede skåningerne. Da der var forløbet en kort tid, påbød nævnte ærkebiskops opkrævere østskåningerne at de skulle slæbe hele træer og grene, som de havde fældet i skovene på steder hvortil trækdyrene ikke kunne komme, hen til en angiven plads. Skåningerne fandt sig ikke i at lade sig ydmyge i den grad og blev voldsomt vrede”.

Central og decentral magt.
Protesterne tager ifølge denne kilde udgangspunkt i ydmygelser af den skånske befolkning og vidner om protester imod kirkens overherredømme og forfordeling af Absalons sjællandske slægtninge. To år senere, efter kong Valdemars død, krones og salves hans søn og udpegede efterfølger Knud d.4.(1182-1202) som den første af kirken. Imidlertid nægter det skånske landsting at hylde ham, men denne gang trækker Absalon det længste strå, da han omringer landstinget og undertvinger de fremmødte.
Disse begivenheder skildrer med tydelighed uoverensstemmelser imellem den styrkede centralmagt og landsdelene og begynder at drage et skel imellem den tidligere middelalders, slægtssamfundets decentrale magt- og beslutningsstrukturer, og centralmagtens udvikling hen imod højmiddelalderen, hvor kongemagt og kirke fremstår som magtfulde og selvstændige enheder.

©  Øresundstid 2009