Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
Themes
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Introduktion

*

Her er Øresundstid organiseret tematisk efter den enkelte brugers eventuelle interesseområder.

Fra hvert enkelt temas Introduktionsside får man, via tekstikonet, en kort guide/ sammenfatning af udviklingen i temaet.

Fra skærmversionens venstremenu kan man vælge at fordybe sig yderligere i Øresundstids historiske materiale.

Man kommer tilbage til sammenfatningen ved at klikke på temaets navn i venstremenuen

Krig og Fred

*

Øresundsregionen har i århundreder været skueplads for en række blodige krigshandlinger mellem Danmark og Sverige.
Perioden efter 1720 har dog været præget af fredelig udvikling mellem de to broderlande

Via tekstikonet fremkommer en kort sammenfatning af hele perioden. I venstremenuen kan man finde uddybning og perspektivering.

Man kommer tilbage til sammenfatningen ved at klikke på: "Krig og fred" i venstremenuen.

Fra krig til fred til Øresundsregion
Øresundsregionens nutidige samhørighed og dynamik er ikke nogen selvfølge. I næsten 1000 år har Danmark og Sverige kæmpet om grænsedragningerne de to stater imellem og herredømmet over Østersøen. I 1600/1700-tallet var det især Skånelandenes tilhørsforhold til enten Danmark eller Sverige, der blev det store konfliktpunkt. Utallige krige, fredsaftaler og diplomatiske anstrengelser, hvor datidens stormagter blandede sig skabte de grænsedragninger, vi kender idag.
Det 20. århundredes beslutning om at danne regionernes Europa har dog på mange måder, i praksis, gjort en rigid opfattelse af disse grænser langt mere fleksibel.
I nedenstående korte oversigt kan man orientere sig i hovedpunkterne i den historiske udvikling og i venstre-menuen kan den interesserede fordybe sig i en mere detaljeret historisk forklaring.

Vikingetidens erobringer og samlingen af Danmark
Fra Øresundsregionen blev der i vikingetiden rettede voldsomme angreb mod områderne omkring Nordsøen. De skriftlige kilder beretter således om et angreb på klosteret Lindisfarne, en engelsk ø udenfor Northtumberland. Næsten hundrede år senere (880) ved vi også, at området nord for Themsen var etableret og erkendt som vikingeherredømme; Danelagen. I perioden blev der også foretaget store erobringstogter mod frankerriget (Normandiet
I 900 tallet ophørte nordboernes kontrol over Danelagen, men i 1013 overtog danskerne igen magten, da Svend Tveskæg erobrede England.. Hans søn, Knud den Store, overtog dette Nordsøherredømme, som varede frem til 1042.. Drømmen om et fortsat dansk Nordsøvælde brast for bestandigt ved normannernes erobring af England i 1066.
I det egentlige Danmark fik Harald Blåtand i 900-tallet, ved hjælp af en rrække succesfulde angreb, samling på de fire hovedlandsdele, Jylland, Fyn, Sjælland og Skåne, som samtidige kilder betegner som Danmark.
Vikingeskib med soldater
Vikingeskib med soldater
Halör
Halör

Borgerkrig
Perioden 1050-1200 var en periode med blodige borgerkrige og bestræbelser på at etablere et overherredømme i Østersøen. De indre stridigheder drejede sig hovedsaligt om magtkampe mellem stormændene indbyrdes og mellem stormænd og kongemagten, men også mellem kongemagten og kirkemagten.

Korstog
Under Absalons tid som ærkebiskop (1177-1201) fandt kongemagt og kirkemagt sammen i en fælles interesse om at bekæmpe venderne -der ofte foretog angreb mod områderne i Øresundsregionen- i deres hjemlande. Der var tale om hedenske samfund og angrebene blev derfor kaldt for korstog.
De succesfyldte angreb og erobringer kulminerede med erobringen af øen Rügen og Estland.
Valdemar på Rügen
Valdemar på Rügen
Korstog mod Rügen 1169
Korstog mod Rügen 1169

Krisetider og konflikter
I 1200-tallet ophørte kongemagten og kirkens samarbejde. På samme tid kom stormændene også i opposition til kongemagten. Under Erik Menved blev der ført en kostbar og aggressiv udenrigspolitik især imod Nordtyskland og under hans efterfølger Christoffer II blev næsten hele Danmark pantsat. Skånelandene blev overladt til Sverige, men blev genforenet med Danmark i Valdemar Atterdags regeringstid 1360, hvor hele Danmark igen blev til et samlet rige.
Konkurrencen og konflikterne med det nordtyske handelsforbund, Hansaen, førte til dannelsen af Kalmarunionen under Dronning Margrethe.
Indførelsen af Øresundstolden og konflikterne med Hansaen betød omfattende uro blandt de svenske bjergmænd. Engelbrektsoprøret 1434 bredte sig helt ned til Skåne og endte med afsættelsen af Erik af Pommeren. Unionsfjenderne i Sverige fik blod på tanden og i længden kunne unionen ikke opretholdes.
Kärnen i Helsingborg
Kärnen i Helsingborg
Gåsetårnet.
Gåsetårnet.
Gurre slotsruin
Gurre slotsruin

Stormagten Danmark
Christian 2. led nederlag mod Sverige, som trak sig ud af unionen i 1523. Kongen blev afsat og kronen overtaget af Frederik 1. Efter dennes død i 1533 udbrød der borgerkrig i Danmark, Grevens fejde. Da fejden sluttede kunne Frederik 1.s søn Christian 3. overtage tronen i 1536. Danmark var da en nordeuropæisk stormagt, som havde fuld kontrol over indløbet til Østersøen.
Sverige, som var inde i en positiv udvikling, følte sig indestængt af Danmark, og dette skabte anledning til alvorlige konflikter.
Syvårskrigen (1563-70) blev en kraftprøve mellem den gamle stormagt Danmark og opkomlingen Sverige. Danmarks position ændrede sig dog ikke.
Sverige følte sig indespærret.
Sverige følte sig indespærret.

Magtskifte i Norden
Under 1600-tallet kulminerede modsætningerne mellem Danmark og Sverige. Kalmarkrigen, Hornkrigen, Karl 10. Gustavs krig og Skånske krig var voldsomme opgør, som især ramte befolkningen på Sjælland og i Skåne.
Man kan hævde, at Hornkrigen med freden i Brömsebro 1645 betød et magtskifte i Norden. Efter denne krig overtog Sverige faktisk rollen som Nordens stormagt. Den store katastrofe for Danmarks vedkommende var givetvis tabet af Skånelandene ved Roskildefreden i 1658 efter Karl 10. Gustavkrigen. Skånske krig kan betragtes som en revanchekrig, men forsøget på at få Skåne tilbage mislykkedes.
Danskernes sidste forsøg på at generobre Skånelandene blev gjort med Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet. Men efter slaget ved Helsingborg i 1710, måtte Danmark efterhånden acceptere, at Øresund var blevet den nye nationale grænse mellem Danmark og Sverige.
Gustav Horn
Gustav Horn
Karl 10. Gustav ved Storebælt
Karl 10. Gustav ved Storebælt
Roskildefreden
Roskildefreden
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Budskab om Magnus Stenbocks sejr
Budskab om Magnus Stenbocks sejr

Roligere tider
Efter Store Nordiske Krig var både mennesker og landskab på begge sider af sundet stærkt hærget af de mange krige, og der blev gjort store anstrengelser for at få skabt et mere effektivt jord- og skovbrug i Skåne og på Sjælland.
Mod slutningen af 1700-tallet blev der lagt følere ud for at få skabt et mere venskabeligt forhold mellem de to lande. F.eks. gennemførte den svenske konge Gustav 3. statsbesøg i Danmark.
Fredensborg Slot
Fredensborg Slot
Gustav 3. på Fredensborg
Gustav 3. på Fredensborg

Forsoningstider
Danmark og Sverige havnede på hver sin side under Napoleonskrigene, og Danmark blev tvunget til afstå Norge til Sverige. Trods denne konfliktsituation ved århundredets begyndelse kom århundredet trods alt til at betyde en yderligere styrkelse af de fredelige og venskabelige forbindelser mellem Danmark og Sverige. Der blev bl.a. skabt en særdeles aktiv bevægelse, Skandinavismen, der propaganderede for en dansk-svensk union. Selv om dette ikke lykkedes, så blev der knyttet en række fredelige og frugtbare kontakter, ikke mindst mellem studenterne på begge sider af sundet.
Tre flag men et folk
Tre flag men et folk
Sturzen-Becker
Sturzen-Becker
Karl 15. og Frederik 7.
Karl 15. og Frederik 7.
Studentermødet i København 1845
Studentermødet i København 1845

1ste verdenskrig
1900-tallets begyndelse gav forhåbninger om en fredelig tid i Europa. Men omkring 1914 brød Første verdenskrig ud. De Nordiske lande forenedes i en neutralitetserklæring, og det lykkedes landene at holde sig udenfor krigen. Men krigen påvirkede naturligvis alligevel Norden; både Danmark og Sverige tjente store summer ved at handle med de krigsførende lande.
Tre nordiske konger 1914
Tre nordiske konger 1914
Minefelter i Øresund i 1. verdenskrig
Minefelter i Øresund i 1. verdenskrig

2. verdenskrig
Anden verdenskrig blev en lang mere håndgribelig oplevelse i Øresundsregionen, eftersom Danmark blev besat af Tyskland. Dermed kom Skåne til at blive nabo til krigen. De danske jøder blev fra oktober 1943 en særlig truet gruppe fra den tyske besættelsesmagts side. Men gode kræfter på begge sider af sundet fik i løbet af meget kort tid færget jøderne til Sverige, hvor de fandt et fristed til befrielsen kom i maj 1945.
Den 9. april 1940
Den 9. april 1940
Lysene i  Helsingborg
Lysene i Helsingborg
Sabotagen mod Kystbanen
Sabotagen mod Kystbanen
Flugt over Sundet
Flugt over Sundet
Politiembedsmand i Helsingborg Carl Palm
Politiembedsmand i Helsingborg Carl Palm

Befrielse og fred
Den 4. maj 1945 om aftenen kunne man over radioen høre at tyskerne også havde overgivet sig i Danmark og overalt strømmede glade folk ud på gaderne. Den Danske Brigade i Sverige var blevet samlet i Helsingborg og blev dagen efter færget over Øresund til Helsingør, hvor de i triumftog kørte gennem Stengade på vej til København.
Efter krigen kunne de gode kontakter mellem Danmark og Sverige genoptages med fornyet kraft.Hele efterkrigstiden har været præget af en intensivering af trafikken mellem landene til fælles gavn for kultur, handel og samhørighedsfølelse. En samhørighedsfølelse der momentvis bliver sat ud af kraft ved de årlige landskampe i fodbold!
Helsingør den 5 maj 1945
Helsingør den 5 maj 1945
Træhus i Sverige
Træhus i Sverige
Tre flag vajer i Snekkersten
Tre flag vajer i Snekkersten

Vikingetid

*

I slutningen af 970erne erobrede kong Harald Sjælland og dele af Skåne. Han opførte derefter bl.a. den store ringborg Trelleborg på Sjælland. Borgen er årringsdateret til omkring år 978. I Skåne synes det at have været Øresundskysten og Sydkysten,der er blevet underlagt kongen.

Introduktion
Vikingetiden kaldes den periode i nordisk historie, som handler om jernalderens yngste fase, ca. 700-1100. Perioden er karakteriseret ved kulturel ensartethed med tætte kulturelle forbindelser mellem de nordiske lande, bl.a. inden for områder som mytologi, byggestil og udsmykning.

Begyndelsen af perioden kendetegnes ved en voldsom ekspansion over store geografiske områder. Mange faktorer har spillet ind. En kraftig befolkningstilvækst i vikingetidens oprindelseslande, dvs. Norge, Danmark og Sverige, er utvivlsomt en af de vigtigste. En forandring, måske i 500 tallet, i den hedenske religion i retning af mere krigeriske guder kan være en anden. Krigeridealet ses f.eks. tydeligt i det faktum, at en mand, som faldt i kamp, straks kom til Odins bolig, Valhalla. En tredje faktor har været den højt udviklede nordiske skibsbyggerkunst og indførelsen af sejlet.

I slutningen af vikingetiden gør kristendommen sig stadig stærkere gældende i Skandinavien. Allerede på et tidligt tidspunkt var europæiske missionærer søgt nordpå, men nu fik de stadig mere opbakning hos de lokale konger og stormænd.
I første omgang blev Jylland og Norge kristnet, fordi disse områder lå tæt ved kristne lande. Norge havde vidtspændende forbindelser med England. I forbindelse med Harald Blåtands erobringer i 970`erne og grundlæggelsen af det, som senere skulle blive et sammenhængende dansk rige, blev kristendommen sandsynligvis indført som en tvangsreligion. Fra Skåne og Norge spredtes den nye lære til Vestergøtland, Østergøtland og Småland. Først i midten og i slutningen af 1100-tallet var svearnes vigtigste område rundt om søen Mælaren og i Uppland blevet kristnet.
Vikingetiden siges normalt at begynde med overfaldet på klosteret Lindisfarne i England år 793, men man kan selvfølgelig ikke datere starten på en periode ud fra et af vikingernes første overfald ude i Europa. Overfaldet er snarere et udtryk for, at man nu var blevet så magtfulde, at man kunne udvide sit interesseområde langt ud over havene. Årstallet stemmer heller ikke overens med arkæologiske fund. Allerede tidligt i 700-tallet kan man f.eks. se en stigning i antallet af rige gravet. På Bornholm har udgravninger f.eks. blotlagt fantastiske pragtgrave fra denne periode. At sætte starten på vikingetiden til 700-tallet kan derfor ikke være helt forkert.
Hvornår sluttede vikingetiden så? Der er mange forskellige årstal at vælge imellem. Problemet er, at ”vikingetiden” aldrig har eksisteret. Perioden er kun noget, man senere har fundet på for at opdele fortiden i mere eller mindre letforståelige perioder. Mange anser Slaget ved Hastings i 1066 for at være en passende afslutning, mens andre mere uklart angiver året 1050, da den danske kongemagt blev tvunget til at opgive forsøgene på at tilbageerobre England.
Problemet er, at tidspunktet for Slaget ved Hastings slet ikke er et skelsættende år for de begivenheder, der samtidig fandt sted hjemme i Skandinavien. I stedet kan man med fordel vælge året 1103. Det år blev Lund ærkebispesæde for hele Norden, idet ærkebiskoppen i Bremen/Hamburg blev tvunget til at afstå nogle af sine magtområder og det år var kristendommen endeligt indført i Skandinavien og med den store dele af den vesteuropæiske kulturarv.

Harald Blåtand
Hvornår kong Harald Blåtands regeringstid begyndte, ved man ikke. Hans far Gorm var imidlertid fjendtligt indstillet over for de kristne. Men år 948 blev tre biskopper ordineret i Jylland. Dette tyder på, at Harald på denne tid måske havde taget over efter sin far.
Harald Blåtand var gift med Tofa, datter af en vendisk fyrste. Kun en runesten fra Sønder Vissinge i Danmark giver os oplysninger om Tofa: ” Tofa, Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns hustru, lod gøre dette mindesmærke efter sin moder.”
Harald havde børnene Svend Otto Tveskæg, som senere blev dansk konge, Håkon, som herskede i Semland, Tyra, som først blev gift med sveakongen Styrbjørn og senere med den norske konge, Olav Trygvasson, samt Gunhild, som blev gift i England. Adam af Bremen omtaler også sønnen Iring, som Harald havde sendt til England, men som var blevet myrdet der. Det berettes også, at kongen skal have haft andre hustruer end Tofa. Adam nævner f.eks. Gunhild og Saxo beretter i slutningen af 1100-tallet, at kongen har været gift med Gyrid, en søster til Styrbjørn.
Haralds svigerfar Mistivoj havde antaget den kristne tro og år 968 godkendt oprettelsen af bispesædet i Oldenburg. Mistivoj holdt fast ved kristendommen og døde i klostret Bardowiek. Haralds giftermål med Tofa må have fundet sted i 960erne. År 974 omtales hans søn Sven nemlig som et lille barn. Måske er det i forbindelse med dette ægteskab, at Harald lader sig døbe.
Harald Blåtand indgik gennem sin hustru en alliance med en vendisk fyrste. Alliancen kan have haft til formål at sikre Haralds ekspansionsplaner i Norden og måske i England. I 960erne synes kampen om Norge nemlig at være blevet aktuel. Adam af Bremen skriver således ca. 1070:
”Harald udvidede sit magtområde på den anden side af havet til nordmændene og anglerne. I Norge regerede Hakon og da nordmændene havde afsat ham på grund af hans overmodige optræden, genindsatte Harald ham i kraft af sin autoritet og gjorde ham forsonligt indstillet overfor de kristne.”
For både at herske over England og Norge, især Oslofjorden, var det nødvendigt med en stor flåde. Det er ikke urimeligt at se opførelsen af den enorme Aggersborg ved Limfjorden som en flådebase for dette erobringstogt. Sagnene fortæller, hvordan den norske kong Harald på den grusomste måde blev myrdet og hvordan Harald Blåtand senere sammen med nordmanden Hakon Jarl og en enorm flåde sejlede til Norge. Dette skal være sket omkring år 970.
Da den tyske kejser Otto I døde år 973, gjorde danskerne oprør mod den tyske overhøjhed i Hedeby i Sønderjylland. I kampen fik Harald Blåtand hjælp af sin norske forbundsfælle Hakon Jarl. Ifølge Snorre Sturlason passerede Hakon Jarl senere på hjemvejen til Norge gennem Øresund og brændte og hærgede på begge sider af sundet. Disse oplysninger er vigtige. Hvis de er sande, tyder de nemlig på, at Sjælland og Skåne i 974 endnu ikke var blevet erobret af kong Harald.
I slutningen af 970erne erobrede kong Harald Sjælland og dele af Skåne. Han opførte derefter bl.a. den store ringborg Trelleborg på Sjælland. Borgen er årringsdateret til omkring år 978. I Skåne synes det at have været Øresundskysten og Sydkysten,der er blevet underlagt kongen.
I begyndelsen af 980erne brød de store oprør blandt slaverne ud ved Østersøkysten. Det hele påstås at have været et hedensk modangreb på de kristne. I Danmark forsøgte Haralds søn, Sven, at overtage regeringsmagten. Adam skriver:
” Pludselig startedes altså et oprør, danerne afsvor kristendommen, ophøjede Sven til konge og erklærede Harald krig. … I denne elendige krig blev Harald og hans tilhængere besejret. Kongen selv blev såret og flygtede fra kampen, gik ombord i et skib og det lykkedes ham at undslippe til det samfund i slavernes land, som kaldes Jumne.”
Kong Harald døde her af sine sår og førtes, ifølge Adam, af sine soldater tilbage til Danmark, hvor han blev begravet i den kirke i Roskilde, som han havde ladet opføre til den hellige treenigheds ære. Haralds død må være indtruffet år 985 eller 986.
Danmarks dåbsattest
Danmarks dåbsattest

Krigshavnen i Foteviken
I Øresundsområdet danner Foteviken på den skånske Øresundskyst en strategisk beliggende naturhavn, antagelig for den skånske krigsflåde. I vigens munding ud mod Høllviken blev der anlagt en næsten 300 meter lang spærring af sten og træ under vandoverfladen. Kun en lille åbning i midten har gjort det muligt for et skib ad gangen at sejle igennem.
Spærringen ved mundingen af Foteviken blev fundet og delvist undersøgt i begyndelsen af 1980erne. Allerede på et håndtegnet søkort fra 1680erne er stedet afmærket med navnet ” Stiigan ”. Navnet hentyder til de mange træpæle, som her er hamret ned. En årringsdatering antyder, at anlægget kan være påbegyndt i Harald Blåtands tid og efterhånden færdiggjort. I en senere periode er sten blevet brugt til at udbygge spærringen. Vel indenfor spærringen måtte man ro skibet næsten en kilometer mod syd i den dybe rende, som løber i den ellers lavvandede vig. Til sidst måtte man runde en sandsynligvis kunstigt anlagt ø, inden man nåede frem til det havnebassin, som antageligt har ligget her. Lige ovenfor havnebassinet har kongsgården ligget sammen med et mindre kapel og landsbyen Lilla Hammar. Der har dog endnu ikke været foretaget udgravninger i dette spændende miljø fra vikingetiden.
Halör
Halör
Roar Ege
Roar Ege
Vikingeskib med soldater
Vikingeskib med soldater

Borgerkrig og korstog

*

I anden halvdel af 1100-tallet opstår der et snævert samarbejde mellem kongemagt og kirke, mellem Valdemar den Store og ærkebiskop Absalon, som også tager aktivt del i togterne mod de vantro vendere i Nordtyskland.

Kongens embedsmænd
Kong Niels’ lange regeringsperiode fra 1104-34 betegner en konsolideringsperiode, hvor kirke- og kongemagt gensidigt befæster deres stilling i samfundet. Kongemagten synes i denne periode ikke at udfordre stormændene, men udbygger sine positioner ved udnævnelse af civile embedsmænd bl.a. en kammermester, der skulle tage sig af landets økonomi og pengevæsen, og senere kongens kansler, der var hans personlige sekretær. Denne stilling var i øvrigt forbeholdt biskoppen i Roskilde.
Til driften af kirkerne indføres omkring 1125 en tiendeafgift på produktionen, som tilfalder kirken og præsten, og betegner et skridt i retning af kirkens økonomiske integration i det middelaldersamfund, der er ved at tage form.
De militære funktioner skilles ud og overgår til ledingshæren og dens styrismænd. De frie mænds pligt til at stille til landets forsvar, ledingspligten, rækker tilbage til vikingetiden, men nu moderniseres ordningen så at sige. Kongens hird af stormænd forvandles efterhånden også til en kreds af lokale embedsmænd, eller ombudsmænd, der tog sig af den lokale forvaltning. Større enheder bestyredes af kongens jarler, mægtige stormænd, som f.eks. Skjalm Hvide, der var jarl over Sjælland. I Skåne havde kongen en særlig embedsmand, eller statholder, gælkeren.
Bastruptårnet
Bastruptårnet

Slaget ved Fotevik
Slaget ved Fotevik den 4. juni 1134 betød enden på Kong Niels lange regeringsperiode. Slaget er betegnet som et af de blodigste i middelalderens Danmark. Årsagen var en langvarig strid blandt efterkommerne af Svend Estridsen (1047-74), om hvem der skulle efterfølge Kong Niels på tronen.
Kong Niels, der var søn af Sven Estridsen, gik sammen med sin søn Magnus og en stor hær, i land ved Fotevik i den sydvestlige del af Skåne, for at gøre op med den nærmeste rival, Erik Emune, der var søn af kong Niels broder, Erik Ejegod. Erik Emune blev støttet af ærkebispen i Lund, Asser, samt en lejet tysk hær på ca.300 ryttere. Man mener i øvrigt, at det var første gang, der blev indsat en rytterhær i Danmark.
Resultatet blev at Kong Niels hær blev tilintegjort med katastrofale følger for den politiske stabilitet i Danmark. Sønnen Magnus faldt, og Kong Niels nåede kun akkurat selv at slippe væk. Tre uger efter blev han myrdet af utilfredse borgere i Slesvig. Blandt de faldne var en stor del af den danske administration, blandt andet: 5 bisper og ca. 60 præster. Det vides ikke, hvor mange af de "menige", der blev slået ihjel. Slaget ved Fotevik er beskrevet allerede i 1138 i Roskildekrøniken og lidt senere af Saxo.
Roskildekrøniken
Roskildekrøniken

Valdemar den Store og Absalon
Valdemar den Store(1157-82) var opfostret hos Hvideslægten, der ejede og dominerde store dele af Sjælland. Året efter sin tronbestigelse gør han sin barndomskammerat Absalon af Hvideslægten til biskop i Roskilde, skønt han endnu ikke er fyldt de påbudte 30 år.
Hermed påbegyndes en alliance imellem kongemagt- og kirkemagt, som får vidtrækkende konsekvenser. Kong Valdemar formår bl.a. i samarbejde med Absalon at vende mange års indre svaghed og stridigheder til en ydre ekspansion og konsolidering.
Absalon
Absalon
Højbro Plads
Højbro Plads

Vendertogterne
De danske kyster var jævnligt hærget af vendiske invasioner og plyndringer sydfra, men i 1159 opbyder Valdemar og Absalon den sjællandske og skånske ledingsflåde til togt imod de vendiske kyster og det bliver til i alt 20 togter, kulminerende med togtet til Rügen i 1169, hvor øen erobres og med pavens velsignelse lægges ind under Roskildebispen.
Vendertogterne, der bliver Nordens svar på korstogene, var i realiteten også plyndringstogter, hvor man i stor målestok hjemførte hedenske slaver, der kunne anvendes som billig arbejdskraft i forbindelse med skovrydning, opdyrkning og de omfattende kirkebyggerier. Absalon havde selv en personlig slave, der blev frigivet ved hans død.
Arkonas tndtagelse
Arkonas tndtagelse
Arkona 1169 (Udsnit)
Arkona 1169 (Udsnit)
Absalons bispestav
Absalons bispestav

Kriser og konflikter

*

Kongemagten blev i perioden styrket med inddragelsen af kirkens ejendom ved reformationen i 1536. Klassekampe imellem konge, adel og bønder, som kulminerer i forbindelse med Grevens Fejde 1534-36, gør tiden frem til omkring 1550 til en stilstandsperiode. Kongemagten forskanser sig med nye fæstningsagtige borgbyggerier, bl.a. Malmøhus.

Krisens karakter
Den vækst- og ekspansionsperiode der prægede den tidlige middelalder ophører i tiden omkring 1250. Efter en lang periode med nyopdyrkning af jord og udflytning fra de etablerede landsbyer har der antageligt ikke længere været mulighed for at opdyrke og kultivere nye jorder og i 1300-tallet er der ligeledes tydelige tegn på overudnyttelse af ressourcerne. Ekspansionen har medført fældning af store skovområder og anvendelsen af store mængder træ til bygninger, indhegning af dyrkede områder og markskel har betydet rovdrift på skoven og problemer med sandflugt rundt omkring i landet.
Det er vanskeligt at give en udtømmende forklaring på omslaget, men formodentlig har ekspansionen nået en vis naturlig grænse og man konstaterer også et fald i befolkningstallet. En generel økologisk krise kombineret med år med misvækst og klimaforandring i form af temperatur falder det generelle billede, der tegner sig. Hertil kommer så endelig sygdomsepidemier, kulminerende med Den Sorte Død i sidste halvdel af 1300-tallet, hvor anslået 25 % af befolkningen omkommer.

Den politiske krise
Krisen medfører et fald i befolkningstallet, betydelige forandringer i befolkningens sammensætning og status og også ændringer i de politiske magtforhold. Kongen er fortsat rigets overhoved, men hans magtudøvelse finder efterhånden sted i samråd med en aristokratisk klasse af herremænd, som udgør samfundets krigerkaste. Herremændene er blevet styrket i en proces, hvor fyrstelenene bliver arvelige og krigstjenesten begrænses. F.eks. erstattes 1313 det kongelige ledingsudbud i Slesvig af hertugens pligt til at stille med 50 ryttere i krigstid.
Bispelenene stræber også efter øget suverænitet og selvbestemmelse og det giver anledning til konflikter imellem kongemagten og ærkebiskopperne Jacob Erlandsen(død 1274), der vælges udenom kongen i 1252, og senere Jens Grand(valgt 1289). Disse konflikter fører til at riget pålægges interdikt ikke mindre end tre gange. Det er dog tvivlsomt om pavens forbud mod at forrette de kirkelige handlinger har haft nogen reel virkning.

Borgbyggeri
Et synligt vidnesbyrd om de urolige og omskiftelige tider omkring år 1300 var kronens anlæggelse og fornyelse af en række borganlæg rundt omkring i regionen.
Ved Helsingborg afløstes det oprindelige cirkulære tårn med det firkantede og 30 meter høje Kärnan. Denne tårnbygning blev en massiv og sværindtagelig borg. Den nederste del af tårnet var således over 4 meter tyk. Et forsvarsanlæg der kunne stå mål mod tidens selv stærkeste våben. Arbejdet blev iværksat omkring 1310, i Erik Menveds tid, hvor også Falsterbohus og Lindholm længere sydpå i Skåne blev udbygget og forstærket. Falsterbohus fik også et kvadratisk kernetårn og det samme var tilfældet med Lindholmes borg ved Börringesjön i det sydlige Skåne. Falsterbohus overtog efterhånden Skanørborgens opgaver og Helsingborg, med det nye Kärnan, udviklede sig til at blive kronens vigtigste forsvarsværk i Skåne.
På Bornholm udvikles Hammershus efterhånden til det største borganlæg i Norden. I Vordingborg på Sydsjælland opføres et borgkompleks til forsvar af landets sydgrænse og i Kalundborg på Vestsjælland udbygges Esbern Snares gamle borganlæg. Endelig opføres i Nordsjælland i Valdemar Atterdags tid(1340-1375) et administrativt centrum med et centralt borganlæg ved Gurre.
Borge før 1400
Borge før 1400
Kärnan, Helsingborg
Kärnan, Helsingborg
Kärnan i snit
Kärnan i snit
Kärnans indre
Kärnans indre
Hammershus
Hammershus
Gåsetårnet.
Gåsetårnet.
Vordingborg Slot.
Vordingborg Slot.
Borganlæg
Borganlæg
Gurre Slotsruin
Gurre Slotsruin
Gurreudgravning
Gurreudgravning
Gurrekompleks
Gurrekompleks
Gurre Slot
Gurre Slot

Kongemagtens svækkelse
Med lensherrernes øgede selvbestemmelse og den tiltagende feudalisering sker der en forskydning af magtudøvelsen hen imod det lokale plan og i forbindelse hermed en formindskelse og konsolidering af herremandsstanden. Kongemagten svækkes yderligere af dalende indtægter, selvom det i nogen grad kompenseres af indtægterne fra Skånemarkedet, hvor man dog må kæmpe med de tyske hansestæders dominans over handelen.
I tiden efter Valdemar Sejrs død i 1241 plages landet af dynastiske stridigheder og Erik Klipping(1259-1286) må som den første konge i 1282 underskrive en håndfæstning, en kontrakt som nøje fastlægger hans virkefelt: Kongen forpligter sig bl.a. til en gang om året at indkalde til danehof på et centralt sted i riget og hans juridiske råderum begrænses. I 1320 bekræfter kong Christoffer 2. i sin håndfæstning endvidere kirkens skattefrihed og domsmyndighed.
I 1318 falder svenskerne hærgende ind i Skåne og fra 1343-1360 er Skånelandene på svenske hænder I 1330 nedlægger Valdemar d.3. kronen og vender tilbage til sit hertugdømme i Slesvig. I en kort periode fra omkring 1332-1340 er kongetronen ligefrem ubesat og riget bl.a. pantsat til de holstenske grever Gerhard og Johan, men under Valdemat 4. Atterdag(1340-75) lykkes det at indfri gælden og reetablere riget.

Kampen mod Hansaen
Først omkring 1360 kan man igen for alvor hævde sig overfor den tyske indflydelse. Hansestaden Visby på Gotland erobres i 1361 og hansestæderne pålægges store afgifter i Skåne. Hansestædernes modtræk bliver dannelsen af Det store Hanseforbund i 1367 og et fælles angreb på Danmark, hvori også Mecklenburg, Sverige og en række holstenske grever og danske stormænd deltager.
I 1368 erobres de fleste forsvarsborge langs kysterne og i 1369 den stærke fæstning ved Helsingborg. Danskerne må søge fred og ved fredsslutningen i Stralsund i 1370 må man afgive 2/3 af afgifterne fra Skånemarkedet og som sikkerhed herfor overlade de skånske borge til Hansestæderne i 15 år.
Massedrab
Massedrab
Kranieskud
Kranieskud

Kalmarunionen
Under Valdemar Atterdags efterfølger og datter Margrethe 1.(1375-97) bliver riget reetableret og der indgås ovenikøbet en union imellem de nordiske lande. Samtidig formår Margrethe også at stække adelen, bl.a. gennem forbud imod opførelse af private borganlæg. Et forbud der opretholdes helt fem til 1397.
Margretes efterfølger, Erik af Pommern, regerer et samlet Norden under Kalmarunionens banner frem til 1439, hvor han bliver fordrevet og ender karrieren som sørøver på Gotland. Han så det som en væsentlig politisk opgave at styrke Øresundsregionen og indførte bl.a. Øresundstolden i 1429.
Søborg Slot
Søborg Slot
Margrehe 1.
Margrehe 1.
Gjorslev Slot
Gjorslev Slot
Erik af Pommern
Erik af Pommern
Dalowo
Dalowo

Kalmarunionen og købstædernes vækst
I slutningen af 1300-tallet er Skånemarkedets betydning vigende og handelen flytter bort fra Skanør og Falsterbo til bl.a. Malmø og København, der nu kunne byde på et større opland og mere købedygtigt publikum. Hen imod slutningen af århundredet manifesterer Norden under Kalmarunionen (1397) med Margrethe d.1. i spidsen modstand imod hansestædernes økonomiske dominans og under Margrethes arving Erik af Pommern (1412-39) påbegyndes en systematisk politik til ophjælpning af byerne og handelen.
Kalmarunionen
Kalmarunionen
Erik af Pommerens kroning
Erik af Pommerens kroning

Kongens initiativer
Erik af Pommern var fuldt ud klar over købstædernes og i særdeleshed Øresundsregionens betydning som det vigtigste gennemfartsfarvand imellem Østersøen og Nordsøen, hvilket fremgår af en række samtidige tiltag. Landskrona grundlægges i 1413, 1414 får Helsingborg købstadsrettigheder, i 1416 erhverver kongen København fra Roskildebispen og fra omkring 1419 befæstes Malmø med svære stenmure.
Med opløsningen af Skånemarkedet begynder hanseaterne at handle direkte med byerne og landbefolkningen, men fra 1422 forordnes det på Sjælland at hanseaterne kun må drive engroshandel, mens detaillehandel og håndværk skal overlades til byernes faste borgere. Adelen er dog undtaget fra disse regler.

Handel og konflikter
Udenlandske købmænd spiller fortsat en afgørende rolle i regionen. Rivalisering og kontroverser med hansestæderne fortsætter op igennem 1400 og starten af 1500-tallet med skiftende held og stigende konkurrence fra nederlænderne, der primært handlede med salt og klæde på Danzig og Riga. Et udtryk for ændringer i styrkeforholdet er det at hollænderne i 1490 under kong Hans opnår samme privilegier som hanseaterne.
Christian 2.(1513-23) fortsætter og udbygger Erik af Pommerns by- og handelspolitik ved at skærpe bestemmelserne omkring handelsret og forbyde handel udenom byområderne. Christian 2. bliver ligesom Erik af Pommern sat fra tronen, men især Malmøs borgere forblev hans trofaste støtter og han huskes for sit tætte forhold til både Malmø og Helsingør. Konger forgår, men visioner består, og den om Øresund som centrum og forbindelsesled imellem Nordsø og Østersø lever videre også i tiden fremover.

Magtkamp i Danmark - Grevens fejde
Danmarks konge efter Christian 2.s afsættelse 1523, Frederik I., havde givet den fremvoksende lutherdom en vis forsigtig støtte, selvom han i sin strenge håndfæstning havde lovet de katolske biskopper at bekæmpe al "kætteri". Efter Frederik I.s død i 1533 nægtede biskopperne at anerkende hans søn, Christian som konge. Bl.a. fordi han åbent var gået over til lutherdommen og havde indført den i de områder i Slesvig, hans fader havde forlenet ham.
Malmøs og Københavns borgere ønskede at genindsætte Christian 2., men det fandt biskopperne uinteressant, eftersom han, som sin fætter Christian, også var en stor tilhænger af Luthers lære.
Modsætninger mellem adel og borgerskab førte til en voldsom borgerkrig, den såkaldte Grevens fejde, hvor landets borgerskab og den jyske almue satte grev Christoffer af Oldenburg (heraf navnet)til at lede en lübecks hær mod den danske adel. I denne situation støttede Sverige den jyske adels foretrukne tronfølger Frederiks søn, Christian. Og i 1534 blev Christian Danmarks konge under navnet Christian 3. I forening med den yderst professionelle feltherre,Johan Rantzau,fik kongen besejret hæren fra Lübeck og nedslagtet den jyske almues bondehær, der var under ledelse af Skipper Clement.
Frederik 1.
Frederik 1.
Christian 3. Reformationskongen
Christian 3. Reformationskongen
Johan Rantzau
Johan Rantzau
Malmøhus
Malmøhus

Svenskekrigene

*

Øresundsregionens nutidige samhørighed og dynamik er ikke nogen selvfølge. I næsten 1000 år har Danmark og Sverige kæmpet om grænsedragningerne de to stater imellem og herredømmet over Østersøen. I 1600/1700-tallet var det især Skånelandenes tilhørsforhold til enten Danmark eller Sverige, der blev det store konfliktpunkt. Utallige krige, fredsaftaler og diplomatiske anstrengelser, hvor datidens stormagter blandede sig skabte de grænsedragninger, vi kender idag.

Unionens ophør
De nordiske samlingsbestræbelser der, med vekslende held, pågår under dronning Margrethes Kalmarunion fra 1397 rinder endeligt ud i begyndelsen af 1500-tallet, hvor der også går en bølge af national vækkelse over både Danmark og Sverige.
Det første tiår af 1500-tallet er en lang konfrontation imellem de to parter og med Christian 2.og Det Stockholmske Blodbad i 1520 sættes punktum for unionsbestræbelserne.
I tiden herefter etablerer Sverige sig for alvor som nationalstat, der opstår et skærpet modsætningsforhold, men Brömsebropagten fra 1541 forhindrer indtil videre direkte konfrontationer.

Stridslystne konger
Omkring 1560 er to unge stridslystne konger, Frederik 2.og Erik 14. , kommet på tronen og det trækker op til direkte konfrontationer, som udløses med Den Nordiske Syvårskrig Krig fra 1563-70. De konkrete årsagerne til krigsudbruddet var mangfoldige og banale, men det grundlæggende forhold var at Sverige efterhånden følte sig omklamret og indespærret af det dansk-norske kongerige.
Det havde længe generet at eksport sydover fra Småland skulle igennem danske besiddelser og mod vest havde Sverige kun en udsat støttepunkt ved Götaelvens munding, Älvsborg.
Kort fra 1570.
Kort fra 1570.
Sverige følte sig indespærret.
Sverige følte sig indespærret.
Belejringen af Elfsborg 1563.
Belejringen af Elfsborg 1563.

Civil terror
I 1563 udbryder der krig. Älvsborg blev erobret af danskerne i september 1563 og måtte i sidste ende købes tilbage af svenskerne. Der kæmpes indædt både til vands og til lands og ved krigens afslutning er begge riger dybt forarmede, bl.a. af enorme udgifter til de for tiden typiske lejesoldater, som betragtede plyndring og hærgen som en del af deres betaling. Strategien var så vidt muligt at undgå direkte konfrontationer og militære tab og i stedet at lade civilbefolkningen holde for.
Værst gik det udover civilbefolkningen i Skånelandene og Sydsverige, -begge parter i krigen anvendte terror mod civilbefolkningen i et hidtil uset omfang. Rönneby i Blekinge bliver angrebet d. 4. september 1564 af svenskerne og kong Erik beretter selv lidt senere herom:
”Rødt som blod farvedes vandet af de døde kroppe. Fjenderne var så forskræmte, at man ikke havde megen umag med dem, men stak dem ned som en flok svin, så at i staden blev mere end to tusinde mand uden halsen, foruden kvinder og børn, som finnerne slog ihjel.”

Blokadevåben
Danmark anvender i 1565 en blokade af Øresund som våben i krigen og skaber sig herved farlige fjender. Sverige var selvforsynende med fødevarer, men især Holland var dybt afhængig af kornforsyninger fra de baltiske lande og rammes hårdt. Der udbryder hungersnød i landet og både Holland og Spanien overvejer at erklære Danmark krig.
Hertil kommer at Øresundstolden i 1567 omlægges og hæves betydeligt. Indtægten heraf stiger på et år fra 45.000 rigsdaler i 1566 til 132.000 det efterfølgende år, men Frederik 2.s. 3000 lejesoldater kostede alene 150.000 daler, - om måneden!
Den 13.december 1570 underskrives en fred i Stettin, som forsøger at tage højde for mægling i fremtidige konflikter. De danske og svenske rigsråder forhindrer i et godt stykke tid fremover yderligere konfrontationer, men i det efterfølgende århundrede bliver Øresundsregionen gentagne gange hærget af krigshandlinger.
Kampen om Østersøen
Kampen om Østersøen
Svenske skibe i Øresund
Svenske skibe i Øresund

Krig og byplaner
Omkring år 1600 stod hollænderne for ca. 80 % af den årlige skibstonnage igennem Øresund, så det var for Danmark afgørende at bevare et godt forhold til hollænderne. Evindelige forhøjelser af Øresundstolden og krisesituationer, hvor skibe blev opbragt, var dog en torn i øjet på hollænderne og andre skibsførende nationer.
Forholdet til Sverige var især problematisk. Den svenske økonomi var i rivende udvikling med eksport at råvarer såsom jern, andre mineraler, træ til skibsbygning og også landbrugsvarer fra de sydlige områder, men Sverige følte sig i høj grad spærret inde af det danske Østersøimperium.

Kalmarkrigen
Svenskerne søgte bl.a. at ekspandere nordover og det blev den anledning som Christian 4. greb til at starte den såkaldte Kalmarkrig i 1611-13. Kongen havde bundet sig til et generelt løfte om at ”formere, forbedre og forhøje landets tilstand”, hvilket Christiand.4. henviser til i en anmodning til rigsrådet d.31.1.1611, hvor han omtaler krænkelser fra svensk side, som han ikke vil tåle:
"…da ville det forårsage os en ond eftertale hos Posteriteten (eftertiden) i vores grav, efterdi vi lidt har og tilladt det, som en lovlig konge ikke burde lide eller tåle, hvilket vi i vores kongelige kroning og håndfæstning Riget svoret og lovet har ved brev og segl…"
De påståede krænkelser vedrørte bl.a. forholdene i det nordligste Skandinavien, herunder Sveriges adgang til Nordhavet. Rigsråderne er modvillige, men da kongen truer med at erklære krig i sin egenskab af hertug af Slesvig-Holsten, får han sin vilje.
Kort fra omkring 1600
Kort fra omkring 1600
Kort tilegnet Gustav 2. Adolf
Kort tilegnet Gustav 2. Adolf
Christian 4.
Christian 4.
Trefoldigheden
Trefoldigheden
Fæstningen Varberg
Fæstningen Varberg
Belejringen af Kalmar
Belejringen af Kalmar

Skåne hærges
Det er også denne gang først og fremmest civilbefolkningen som må holde for. Skåne bliver hærget og raseret af Gustav Adolf i 1612 og han beretter selv herom:
”Vi har været inde i Skåne og afbrændt størstedelen af landsdelen, så 24 kirkesogne samt byen Vä ligger i aske, og Vi har ingen modstand mødt, hverken af ryttere eller fodfolk, så Vi har kunnet grassere, plyndre, brænde og slå ihjel, som Vi lystede. Vi havde på samme måde tænkt os at besøge Åhus, men da Vi fik kundskab om, at der lå danske ryttere i byen, begav vi os hjem over Markeryd, og vi kunne ødelægge og fordærve, hvor vi drog frem, og alt gik meget heldigt.”
Christian 4. står som vinder af Kalmarkrigen. Ved Freden i Knärød 1613 overtager Danmark fæstningen Elvsborg indtil en erstatning på 1.000.000 rigsdaler er betalt. Holland førte en politik som gik ud på at ingen stormagt skulle have den totale magt over Østersøen. Derfor ledte den danske sejr også til at der i Haag 1614 undertegnes et svensk-hollandsk forsvarsforbund.
Freden i Knærød 1613
Freden i Knærød 1613
Svenske gældsbrev
Svenske gældsbrev

Krisstiansstad
Efter krigen påbegynder Christian 4. anlæggelse af en række befæstede byer, som kan yde civilbefolkningen bedre beskyttelse mod de svenske indfald. Købstæderne Væ og Åhus nedlægges og i stedet anlægges en helt ny by, Chrisstiansstad, der bedre kan afbøde de gentagne svenske angreb i området. Hollandske eksperter hidkaldes og fra 1614 påbegyndes anlæggelsen af en fæstningsby med vinkelrette gadenet og omgivet af befæstede bastioner.
Til byen knyttes en kirke i renæssancestil, Trefoldighedskirken, der kan rumme 1400 mennesker, og indvies i 1628. Kirken er et hovedværk i Christian 4.tidens renæssancearkitektur. Kirken har form som etl igesidet, græsk kors og bæres af en række forbavsende slanke granitsøjler i sammenhæng med en sindrig tagkonstruktion. Det overdådige alter i sort alabast og hvid marmor fremstillet i Nederlandene. Orglet er ligeledes i sig selv et renæssancekunstværk.
Christianstad
Christianstad
Fæstningen Christiansstad
Fæstningen Christiansstad
Christianopel
Christianopel
Trefoldighedskirken
Trefoldighedskirken
Kirkerummet
Kirkerummet
Trefoldighedskirken
Trefoldighedskirken
Sideindgangen
Sideindgangen
Bruskbarok
Bruskbarok
Monogram
Monogram

Fra sejr til nederlag
Næste gang Christian ønsker at gå i krig er da han i 1626 involverer sig i 30-årskrigen og lider et forsmædeligt nederlag ved Lutter am Barenberge 1626. Denne gang var Christian 4. gået i krig i sin egenskab af nordtysk hertug og for egen regning, dvs. med en lejehær. Det ender med en katastrofe og Danmark er nu for alvor svækket, mens Sverige vinder sejrrigt frem i Østersøområdet.
I slutningen af 1630erne får kongen rigsrådet og stænderne med på oprettelsen af en stående hær, som bl.a. finansieres gennem en klækkelig forhøjelse af Øresundstolden. Fra 1636 til 1639 steg kongens indtægt fra Øresundstolden således fra 266.000 rigsdaler til 620.000 rigsdaler.
I løbet af 1640erne sætter krig og økonomisk afmatning ind. Omkring dette tidspunkt lå værdien af korneksporten på omkring 400.000 rigsdaler årligt, studeeksporten omfattede op imod 50.000 stk. årligt, mens værdien af landets samlede import på årsbasis udgjorde omkring 400.000 rigsdaler.

Hornskrigen 1643-45
Som reaktion herpå indgår Nederlandene i 1640 en gensidig forsvars- og alliancepagt med Sverige, hvilket bliver katastrofalt, da Sverige i 1643 uden varsel angriber Danmark sydfra. Jylland besættes, men i denne omgang forhindrer flåden den helt store katastrofe. I Skåne påbegynder feltmarskal Gustav Horn et felttog og Danmark trues nu af tofrontskrig. Landsdelen hærges atter på værste vis og i mange år herefter husker man Den hornske Krig.
Krigen ender med dansk nederlag til en forenet svensk-hollandsk flåde ved Femern og ved fredslutningen i Brömsebro i 1645 må danskerne afgive Gotland, Øsel, Jemtland og Herjedalen i Norge og overlade Halland til Sverige i 30 år. Dette blev begyndelsen til enden på det danske østesøvælde, og samtidig er det ved at være slut med de gode konjunkturer i Christian 4.s tid, som rinder ud med hans død i 1648.
Dansk flådedominans
Dansk flådedominans
Hasard om Øresundstolden
Hasard om Øresundstolden
Tre flåder i Sundet 1644
Tre flåder i Sundet 1644
Gustav Horn
Gustav Horn
Kolberger Heide 1644
Kolberger Heide 1644
Brömsebro
Brömsebro
Brömsebrostenen
Brömsebrostenen

Karl Gustavkrigene 1657-60
1657 ramte katastrofen for alvor det danske rige. Danmark erklærede Sverige krig i håb om at kunne revanchere nederlaget fra 1640erne, men bliver i stedet rendt over ende i løbet af sommeren 1657 og den efterfølgende vinter, hvor Karl 10. Gustav sætter over isen til Sjælland og hastigt nærmer sig København.
Karl 10. Gustav
Karl 10. Gustav
Over isen til Fyn
Over isen til Fyn
Ivernæs
Ivernæs
Erik Dahlberg
Erik Dahlberg
Karl 10. Gustav ved Storebælt
Karl 10. Gustav ved Storebælt
StorKarl Gustav 10.s hær går over isen

Roskildefreden
Der sluttes en hurtig fred i Roskilde. Fredsforhandler på svensk side er den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt, som er gift med Christian 4.s datter Eleonora Christine.
Fredsbetingelserne er hårde: Danmark skal for altid afgive Skånelandene, selvom § 9 i freden sikrer kulturel selvbestemmelse i Skåne. Besættelsen afsluttes med et såkaldt fredstaffel på Frederiksborg Slot, hvorefter svenskekongen via Helsingør drager til Skåne, for at tage de erobrede områder i øjesyn.
Roskildefreden
Roskildefreden
Præstegården i Høje Taastrup
Præstegården i Høje Taastrup
Joachim Gersdorf
Joachim Gersdorf
Corfitz Ulfeldt
Corfitz Ulfeldt
Ankomsten til Frederiksborg Slot
Ankomsten til Frederiksborg Slot
Fredstaflet på Frederiksborg Slot
Fredstaflet på Frederiksborg Slot
Karl 10. Gustav i Helsingør
Karl 10. Gustav i Helsingør
Karl 10. Gustav modtages i Helsingborg
Karl 10. Gustav modtages i Helsingborg
Karl 10. Gustav ankommer til Landskrona
Karl 10. Gustav ankommer til Landskrona
Karl 10. Gustav ankommer til Malmø
Karl 10. Gustav ankommer til Malmø
Karl 10. Gustav uden for Christiansstad
Karl 10. Gustav uden for Christiansstad

Anden halvleg
Et halvt år senere fortryder Karl d.10 Gustav at han ikke med det samme indlemmede hele Danmark i Sverige. Han besætter atter Sjælland og indtager Helsingør og Kronborg, som falder efter tre ugers belejring. København belejres, men undsættes, efter et søslag i Øresund, af en hollandsk flåde, idet hollænderne nu er i alliance med Danmark, og i henhold til aftalen kommer den angrebne part til hjælp.
Begivenhederne kulminerer med stormen på København i februar måned 1659, hvor det svenske angreb blev slået tilbage.
Belejringen af Kronborg<br>
Belejringen af Kronborg
Belejringen af Kronborg
Belejringen af Kronborg
Søslaget
Søslaget
Søslaget i Øresund
Søslaget i Øresund
Slaget i Øresund
Slaget i Øresund
Slaget i Øresund<br>(Tegning)
Slaget i Øresund
(Tegning)
Stormen på København 1659
Stormen på København 1659
Stormen på København 1659
Stormen på København 1659
Dahlsbergs skitse fra angrebet
Dahlsbergs skitse fra angrebet
Øjebliksskitse
Øjebliksskitse
StorSøslaget i Øreund

Freden i København
Der sluttes atter fred i 1660, hvorved Bornholm vender tilbage til Danmark og Trondhjems Len til Norge. Ændringer vedrørende Skåne, Halland og Blekinges status var slet ikke på tale og det er tydeligt, at Danmarks allierede Holland og de øvrige europæiske stormagter ikke ønsker ændringer i forholdene omkring Øresund. Den storpolitiske manøvre går ud på at forhindre at en og samme magt fremover kommer til beherske begge sider af Øresund.
En senere iagttager, englænderen Robert Molesworth, bemærker i 1691 at Christian 4. i sin tid var begunstiget af hollændernes krig med Spanien og at kong Jacob d.1. af England favoriserede danskerne på grund af sit ægteskab med en dansk prinsesse. Molesworth bemærker at den danske suverænitet over Øresund ville svare til at Spanien havde påberåbt sig herredømme over Gibraltarstrædet og indsejlingen til hele Middelhavet. Øresundstolden eksisterer fortsat, men indtægterne er ifølge Molesworth faldet fra omkring 150.000 rigsdaler i 1645 til ca. 80.000 i 1690erne.
Axel Urup (1601-71)
Axel Urup (1601-71)
Fredstraktaten 1660
Fredstraktaten 1660

Skånske krig 1675-79
Den såkaldte Skånske Krig var en dansk-norsk revanchekrig med det formål at tilbageerobre Skåne, som var tabt for Danmark under Karl Gustav-Krigene i 1657-60.

Stormagtsalliance
Efter Karl 10. Gustavs død i 1660 blev Sverige styret af en formynderregering med Magnus Gabriel De la Gardie i spidsen. Efter freden i København gik udenrigspolitikken ud på at undvige krig og bevogte den nye grænse mod Danmark. Det skulle ske ved en balancepolitik imellem Europas stormagtsblokke. Overfor stormagten Frankrig stod et forbund imellem Østrig, Holland, Spanien og Brandenburg. 1672 nærmede Sverige sig dog Frankrig og der blev indgået et forbund landene imellem.
Da den europæiske storkrig begyndte sluttede Danmark sig til Sveriges fjender og da det lykkedes Frankrig at få Sverige til at gå i krig mod Brandenburg havnende Danmark og Sverige definitivt på hver sin side i den europæiske storkonflikt. Efter at svenskerne havde lidt nederlag i Svensk Pommern gik danskerne til angreb mod Sverige, da man øjnede muligheden for revanche for det katastrofale nederlag i 1658.

Dansk angreb
Den hollandske og danske flåde besejrede de svenske ved Ølands sydspids i sommeren 1676. Det svenske slagskib Kronan, som da var Europas største orlogsfartøj, blev sænket.
Under den danske kong Christian V.s personlige befaling blev omkring 15.000 mand landsat i Råå syd for Helsingborg og straks derefter svor Helsingborgs borgere og bystyre troskab imod den danske konge. Man udså sig endvidere en dansk borgmester.
Den danske invasionsflåde 1676
Den danske invasionsflåde 1676
Søslaget ved Øland
Søslaget ved Øland
Invasionsflåde på vej mod Råå
Invasionsflåde på vej mod Råå
Helsingborgs erobring
Helsingborgs erobring

En blodig affære
Skånske Krig blev grum og blodig krig der, som navnet antyder, fortrinsvis foregik på skånsk jord. Danskerne drev de svenske tropper tilbage og fik kontrol over hele Skåne på nær Malmø. Store dele af den skånske befolkning tilsluttede sig danskerne. Voldsomme slag udkæmpedes ved Chrisansstad, Halmstad, Lund og Landskrona.
Slaget ved Lund var det blodigste som nogensinde er udkæmpet imellem Danmark og Sverige. De svenske tropper blev anført af den unge kong Karl XI. Slaget vendte krigen til svensk fordel og svenskerne kunne drive de danske tropper tilbage. Til slut holdt danskerne kun Landskrona og Helsingborg, men de blev tvunget til at indse at situationen var håbløs. Tusinder af flygtninge søgte over Øresund til Danmark.
Citadellet i Landskrona
Citadellet i Landskrona
Landskronas erobring
Landskronas erobring
Landskronas erobring
Landskronas erobring
Landskrona overgiver sig til Chr. 5.
Landskrona overgiver sig til Chr. 5.
Christianstads belejring 1676
Christianstads belejring 1676
Christianstads erobring
Christianstads erobring
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Slaget ved Lund 1677
Karl 11.
Karl 11.
Slaget ved Malmø 1677
Slaget ved Malmø 1677
Slaget ved Landskrona 1677
Slaget ved Landskrona 1677
Slaget ved Tirups Hed, Landskrona
Slaget ved Tirups Hed, Landskrona
Slaget i Køge bugt 1677
Slaget i Køge bugt 1677

Stormagtsfred
Til søs havde den svenske flåde tabt, mens den danske hær til slut havde lidt nederlag på landjorden.
Man kan delvis påstå at krigen blev afgjort af Frankrig. Sveriges forbundsfælle Frankrig havde fået overtaget over Danmarks forbundsfælle Holland og sluttet fred, også på Sveriges vegne. Eftersom Holland havde gjort op med Frankrig stod Danmark alene i forhandlingerne og gik helt tomhændet ud af krigen ved fredsslutningen med Sverige i Lund 1679.
I Sverige var man ikke tilfredse med Frankrigs måde at varetage de svenske interesser på. Tilsvarende var danskerne også misfornøjede med hollændernes måd e at efterlade danskerne på i krigens slutfase. Dette førte til at Danmark og Sverige byttede allierede. Danmark gik i forbund med Frankrig og Sverige sluttede en venskabsaftale med Holland.

Forsoningsbryllup
Efter krigen skete der en politisk tilnærmelse mellem Sverige og Danmark, og der blev indgået et forbund som bekræftedes med giftermål imellem Karl 11. og den danske prinsesse Ulrika Eleonora. Under kanonsalut blev hun ført over Sundet og ankom til Helsingborg i maj måned 1680. I Helsingborg mødtes hun med Karl 11.s mor Hedvig Eleonora. Derefter rejste de kongelige igennem et af deres krig fordærvet og ødelagt landskab til bryllupsfest i Skottorp i det sydlige Halland, hvor præsten Haqvin Spegel ventede på ar forrette vielsen.
Den danske prinsesse Ulrika Eleonora
Den danske prinsesse Ulrika Eleonora
StorAria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude)

Anti-svensk alliance
Den unge svenske konge Karl 12., som efterfulgte sin far Karl 11., havde fået en alliance af stater imod sig, som alle krævede revanche efter Sveriges erobringer i 1600-tallet. I denne alliance indgik Danmark, Rusland og Sachsen(inklusive Polen). På dette tidspunkt var Sverige imidlertid godt rustet. En ny orlogshavn var opbygget i Karlskrona af Karl 11., som også havde reformeret forsvaret, som på dette tidspunkt bestod af 65.000 mand og 38 linieskibe. Endelig havde den nye grænse mod Danmark ved Øresund fået en del nye fæstningsanlæg.
1700-tallets historie i Øresundsregionen indledes så at sige med en krigshandling, idet en svensk hær under Karl 12,s ledelse samme år overføres fra Helsingborg og Landskrona til Humlebæk på Sjælland. København blev truet og Danmark blev tvunget til separatfred.
Efter separatfreden med Danmark fortsatte Karl 12.sit krigstogt mod Rusland og Polen og kom med sin hær langt ned i Østeuropa, men da den svenske krigslykke vendte i slaget ved Poltava (1709) erklærede Danmark krig imod Sverige. Den danske hovedstyrke, som til slut omfattede 14.000 mand, landsteg ved Rå i november 1709.
Karl 12.
Karl 12.
Svenskernes landgang ved Humlebæk
Svenskernes landgang ved Humlebæk
Bombardementet af København
Bombardementet af København

Helsingborg indtages
Helsingborg forsvarede sig med en garnison på 36,mand og en svensk enhed på 1500 mand befandt sig i området ved Rå. Disse kunne givetvis ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Frederik 4. indrettede sit hovedkvarter i rådmand Schlyters gård i det centrale Helsingborg og dens borgere svor troskab imod den danske konge. I Helsingborg indførtes dansk gudstjeneste og dansk almanak ifølge den gregorianske tidsregning, mens det øvrige Sverige stadigvæk fulgte den gamle julianske kalender. Det indebar en forskel på ti dage.
Herman Schlyters hus i Helsingborg
Herman Schlyters hus i Helsingborg

Stenbock til Helsingborg
Den svenske konge befandt sig langt borte fra sit hjemland, så det svenske forsvar organiseredes af Magnus Stenbock, som var Skånes generalguvernør dvs. landshøvding og krigsleder. Han samlede en stor arme i Småland, eftersom danskerne var trængte ind i Sverige helt over til Karlshamn i Blekinge. Det lykkedes Stenbock at skrabe 16.000 mand sammen, som gik ind i Skåne i slutningen af januar 1710. Danskerne trak sig tilbage mod Helsingborg og tog opstilling nord for byen under generalmajor Rantzaus ledelse.
28. februar 1710 stødte de to hær sammen i slaget ved Ringstorp udenfor Helsingborg og det hele endte med en knusende svensk sejr, som Stenbocks kurer, Henrik Hammarberg, kunne rapportere til Stockholm.
Stenbock, Magnus
Stenbock, Magnus
Budskab om Magnus Stenbocks sejr
Budskab om Magnus Stenbocks sejr
Mindesten for slaget ved Helsingborg
Mindesten for slaget ved Helsingborg
Befæstning af den svenske kyst
Befæstning af den svenske kyst
Helsingborg 2010
Helsingborg 2010

Dansk Tilbagetog
I Helsingborg organiseredes og gennemførtes derefter en udskibning af danske soldater og danske sympatisører tilbage til Danmark, deriblandt rådmand Herman Schlyter og sognepræsten Hans Jacobsen, som begge havde samarbejdet med danskerne. I sammenhæng med flugten over Øresund blev alle heste dræbt, hvilket vanskeliggjorde arbejdet med at få byen til at fungere igen. Sandheden er at Helsingborg ikke kom sig førend 100 år senere. Det var sidste gang danskerne forlod Skåne efter et krigsforetagende.

Karl 12. vender hjem
Grænsen imellem Danmark og Sverige var nu definitivt fastlagt. Den svenske konge vendte tilbage til Sverige i 1715 efter sit til slut mislykkede felttog i Østeuropa. Han styrede Sverige fra Lund, hvor han i 1715-18 havde sit hovedkvarter. Ved den tid havde regeringen ladet opføre skanser ud imod Øresundskysten for at forhindre ny danske landstigningsforsøg. Resterne af disse skanser kan i dag beses ved f.eks. Barsebäck, Rå og Mølle.
Karl 12. gjorde et sidste forsøg på at styrke Sveriges udenrigspolitiske stilling ved et angreb på Norge1718, men han blev dræbt I en løbegrav udenfor fæstningen Fredriksten. Nu begyndte Sverige at søge fred og Norden havde ingen stormagt længere. Fra tidligere at være en vigtig samfærdselsvej var Øresund nu forvandlet til en grænse, hvor Danmark og Sverige vogtede på hinanden.

Forsoningstider

*

Efter 1830 blev kontakterne øget over Øresund. Der blev afholdt fælles videnskabelige kongresser og en række omfattende studentermøder manifesterede den skandinaviske fællesskabsfølelse i årene fremover.

De nye samfærdselsmidler, især dampskibene, muliggjorde disse manifestationer, men en voksende politisk-liberal orientering var også medvirkende til at styrke bevægelsen.


Skandinavisk kongebryllup
I 1766 ægter den svenske konge Gustav 3. den danske prinsesse Sofie Magdalene. Gustav gæster i 1770 som kronprins Danmark og som svensk regent aflagde han et kort besøg i 1786. Man modtog d. 9.juli kong Gustav på Marienlyst Slot ved Helsingør, hvortil kongen var ankommet klokken 12. Der blev dineret med ledsagelse af tyrkisk kammermusik ved Livgardens oboister og tilkaldte ditto fra Kronborg. Kl. 18 begav man sig til Hellebæk for at bese geværfabrikken og ud på aftenen returnerede den svenske konge så efter dette korte venskabsbesøg.
Gustav 3. på Fredensborg
Gustav 3. på Fredensborg

Uanmeldt besøg
Kong Gustav vendte tilbage i oktober måned 1787, denne gang på uanmeldt besøg. I den anledning beskrev Tidskriftet ”Minerva”, hvilken stor glæde enhver ”Skandinav” måtte føle ved det fællesskab, som dette besøg fremviste. Således gik det til at ordet Skandinav blev et begreb.
Ret beset var danskerne dog bekymrede ved det sidste besøg, som kom helt bag på hofetiketten og fordi man frygtede for skjulte udenrigspolitiske dagsordener. Allerede under det første besøg havde den danske konge spyttet i suppen og umotiveret forladt måltidet, så man frygtede, hvad den enevældige, men sindsforvirrede kong Christian VII kunne finde på, eller blive lokket til. Gustav havde planer om udvidelser mod øst, men Danmark havde en alliance med Rusland og i 1788 kommer de to parter som følge af alliancen på kant med hinanden.

Gustav 3. myrdes
I 1792 bliver den svenske konge imidlertid myrdet under et maskebal på Stockholms Slot og krigsfaren driver over for denne gang. Samme år holdt den danske professor Sneedorff et foredrag i Det nordiske Selskab i London, om hvor vigtigt det var at de tre nordiske lande forenedes og i 1794 underskrives endnu et væbnet neutralitetsforbund imellem Danmark og Sverige og i den anledning udtaler den danske udenrigsminister Bernsdorff at ”Alt hvad der nærmer Sverige og Danmark til hinanden er naturligt; alt hvad der skiller dem er uretfærdigt og unaturligt”.

Napoleonskrigene
På trods af neutralitetsforbundet havnede Sverige og Danmark under Napoleonskrigene atter på hver sin side i den europæiske storkonflikt og det kommer sågar til enkelte mindre sammenstød imellem de to parter i 1808-09 og senest i 1813. Efter avsättningen av den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Resultatet af napoleonskrigene bliver i korte træk at Sverige mister Finland til Rusland i 1809 og Danmark Norge, som i stedet forenedes med Sverige i 1814. Norges overgang til Sverige medfører en nedkøling af det indbyrdes forhold, men i løbet af nogle årtier øges kontakten atter betydeligt bl.a. som følge af en udbedring af samfærdselsmidlerne.
Mindesmærke for Christian August
Mindesmærke for Christian August
Svenske konsulat i Helsingør
Svenske konsulat i Helsingør
Det svenske konsulat i Helsingør
Det svenske konsulat i Helsingør
Bernadotte i Helsingborg
Bernadotte i Helsingborg
Bernadottemonumentet i Helsingborg
Bernadottemonumentet i Helsingborg

Revolution og borgerkrig i Danmark
Da enevælden ophørte i Danmark i revolutionsåret 1848 øgedes skandinavismens muligheder yderligere og den nye konge i Danmark, Frederik d.7., havde ligesom sin svenske kollega et helt andet syn på skandinavismen end ved deres fædre havde haft. Den politiske skandinavisme gik nu så langt at svenske tropper udlovedes til hjælp i den dansk-tyske krig 1848.
Dette medførte stor entusiasme omkring Øresund og som eksempel kan nævnes at flere hundrede helsingørborgere en søndag i begyndelsen af maj 1848 drog over til Helsingborg for at fejre at et svensk troppekontingent skulle landsættes i Danmark! En stor fest sammen med helsingborgborgere blev arrangeret på hotel Mollberg.
De svenske soldater placeredes på Fyn, men blev dog aldrig sat aktivt ind i krigen, som afsluttedes med våbenstilstandsforhandlinger i Malmø i sensommeren 1848. Svenske tropper gjorde vagttjeneste i vinteren 1849-50 frem til krigsafslutningen.

Personalunion i sigte
Efter afsættelsen af den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Enhedstankerne trivedes i 1850erne også ved det svenske og danske hof og førte der så langt at man diskuterede en personalunion under en svensk konge. Frederik d.7. var nemlig barnløs og det var da nærliggende med en fælles konge for Sverige, Norge og Danmark. Denne union ville så kunne spille en vigtigere rolle i europæisk storpolitik. Dette havde Europas stormagter givetvis også synspunkter på og man mente der at det danske monarkis integritet burde bevares. Dette blev fastslået på konferenser, som blev afholdt i London 1850 og 1852.

Ny dansk kongeslægt
Tronfølgen i Danmark flyttedes imidlertid over på prins Christian af Slesvig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg og hans efterkommere. Måske var dette tidspunkt - med problemerne omkring Danmarks sydgrænse og den uklare arvefølge efter den barnløse Frederik d.7.- det afgørende for en mere omfattende skandinavisk samling, som for altid forpassedes med vedtagelsen af den danske tronfølgelov af 1852, hvorefter glücksburgeren Christian d. 9. skulle efterfølge Frederik d.7.
Mange danskere var imidlertid skeptiske overfor denne Christian som ny konge og at Frederik d.7. foretrak en svensk tronfølger frem for den danske Christian var helt åbenlyst. Både Oscar I og Frederik d.7. sigtede på en personalunion. En livlig propaganda gennemførtes i Europa for at få stormagterne til at anerkende en dynastisk forening imellem de nordiske lande. Mange (bl.a. Sturzen-Becker) skrev indlæg for at bearbejde den europæiske presse. Da Oscar I blev syg og døde i 1859, overtog sønnen Karl XV styret og unionsplanerne.

Gemytligt venskab
Personkemien imellem den nye svenske kong Karl XV og Frederik d.7. var endnu bedre. De træffedes flere gange, bl.a. på Ljungbyhed i Skåne 1860, i sammenhæng med studentermødet i København 1862, samt ved et stort møde i Skodsborg 1863 og samme år også på Bäckeskog i Skåne. En gemytlig venskab mellem de to konger opstod og forudsætningerne for en personalunion syntes gode. Karl var med sin folkelige stil desuden populær i både Danmark og Sverige. Han var også rundhåndet med sine løfter til danskerne og gav, i sammenhæng med mødet i Skodsborg, et mundtligt løfte om svensk militært støtte til Danmarks forsvar af dets sydgrænse, som nu på ny truedes af tyskerne.
Karl 15. og Frederik 7.
Karl 15. og Frederik 7.
Karl 15. og Frederik 7.
Karl 15. og Frederik 7.
Karl XVI i Helsingør
Karl XVI i Helsingør
Fredensborg slotspark 1862
Fredensborg slotspark 1862

Brudte løfter
Dog, løfterne blev ikke indfriet da den dansk-tyske krig brød ud i 1863. I første omgang støttedes kongen af udenrigsminister Mandelstrøm og den svenske gesandt i København Hamilton, men blev senere underkendt af statsrådet. Den svenske regering meddelte at man ikke havde tænkt sig at sende tropper, en beslutning som gik stik imod med Karl XV: s ønsker. Midt i denne politiske turbulens døde Frederik d.7. og Christian 9. blev konge i Danmark. Unionstanken begyndte på grund af de svegne svenske løfter, den svenske regeringens mistro og den nye danske konges negative indstilling at svinde bort og skandinavismen mistede terræn.

Skandinavismen – en fælles fiasko?
Skandinavismen var ikke noget færdigt politisk program, som man forsøgte at gennemføre. Skandinavisterne træffedes nu og da og efterhånden kom der nye idéer, sympatisører og symboler til. Det begyndte som en kulturel manifestation i de litterære kredse, udviklede sig til en virkelig fællesskabsfølelse med skåler og hurraråb i mængder blandt studenter og borgerskab og udviklede sig til en politisk enhedstanke, hvor ikke mindst kongerne havde vidtrækkende unionsplaner, som til sidst sønderlemmet af den europæiske storpolitiks virkelighed.
Man kan diskutere, hvor stærk den indbyrdes vilje og sammenhold egentlig var. Når og hvis man sammenligner med andre samtidige samlingsbestræbelser i Tyskland og Italien - som vel at mærke lykkedes - er det ikke fordi de politiske religiøse, kulturelle og sproglige forskelle var større - snarere tværtom. Et andet spørgsmål er omverdenen, i særdeleshed de europæiske stormagters holdning. Sikkert er det, at Rusland og for den sags skyld også Preussen ikke så med blide øjne på en samlet beherskelse af Øresund og hermed indsejlingen til Østersøen – med andre ord det klassiske problem i europæisk storpolitik vedrørende Øresunds- og Østersøregionen. Men ville de europæiske stormagter i givet fald have trodset folkets vilje i nationalliberalismes tidsalder?

Første verdenskrig

*

Under Første Verdenskrig lykkedes det de nordiske lande at holde sig neutrale, men de krigsførende lande stillede bl.a. krav om minering af Øresund.

Det lykkedes også at samordne udenrigspolitikken under krigen, men bagefter var der stor uenighed om fortsættelse af neutralitetspolitikken og det udenrigspolitisk samarbejde.


1. verdenskrig
Under Første Verdenskrig lykkedes det de nordiske lande at holde sig neutrale, men de krigsførende lande stillede bl.a. krav om minering af Øresund. Det lykkedes også at samordne udenrigspolitikken under krigen, men bagefter var der stor uenighed om fortsættelse af neutralitetspolitikken og det udenrigspolitisk samarbejde.

Et neutralt Norden
Ved krigens udbrud erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale i forhold til de to stormagtsblokke. Dette var delvis et resultat af et diplomatisk samarbejde, som fandt sted før krigsudbruddet. Allerede i 1909 og 1910 forhandledes om fælles neutralitetsinitiativer, og en aftale var på plads i 1912. Skandinavernes neutralitetserklæring var således velforberedt og de tre lande protesterede i fællesskab mod såvel den engelske opfattelse, at hele Nordsøen var at betragte som krigsområde, som tyskernes mineblokade af Øresund og bælterne.
Minefelter i Øresund
Minefelter i Øresund

Malmømødet
For yderligere at befæste den fællesnordiske linie samledes de tre skandinaviske konger på det såkaldte Trekongemøde, med deres udenrigsministre i Malmø den 18. – 19. december 1914. Malmøs muligheder for at arrangere den slags topmøde var den gang meget begrænsede, men med lidt god vilje kunne deltagerne indlogeres på forskellig vis. Kong Christian boede hos Herslow, Haakon hos enken Kockum og Gustav hos landshøvdingen, mens udenrigsministrene Scavenius, Ihlen og Wallenberg boede på Hotel Kramer.
Bag en pragtfuld ramme af studentersangere fra Lund, vinkende fra balkoner, museums- og kirkebesøg, pågik det diplomatiske arbejde. Resultatet fra mødet blev en ny god vilje til øget skandinavisk samarbejde. Det var indlysende at sårene efter Danmarks tab ved den tyske grænse og efter Norges frigørelse fra Sverige nu var helet. Hjalmar Branting skrev i sin avis, at man nu kunne se et glimt af ”Nordens Forenede Stater, i gang med at dannes under frie former”.
Tre nordiske konger 1914
Tre nordiske konger 1914
Tre nordiske konger
Tre nordiske konger
Tre nordiske konger
Tre nordiske konger

Skandinavismen genoplives
Mødet havde åbenbart igen vækket visse skandinavistiske forhåbninger og det blev efterfulgt af flere interskandinavistiske sammenkomster. I København samledes stats- og udenrigsministrene i marts 1916 og i Kristiania (Oslo) blev et ministermøde holdt i september samme år. Alle tre lande havde problemer med krænkelser, begået af de krigsførende lande mod de neutrale. Særlig problematisk blev spørgsmålet om adgangen til Østersøen. Her havnede både Danmark og Sverige i diplomatisk knibe.

Mineringen af Øresund
Tyskland havde fri passage mellem Nordsøen og Østersøen via Kielerkanalen, men var selvfølgelig interesseret i, at England ikke fik den samme mulighed for adgang til Østersøen. Tyskerne krævede derfor, at bælterne skulle spærres med miner.
Neutralitetserklæringen fra de skandinaviske lande betød, at ingen af siderne skulle gives fordele. Danskerne, som var økonomisk afhængige af England, havnede i en svær situation. Hvis danskerne sagde nej til det tyske krav, ville tyskerne alligevel minere bælterne og så stod det kun en ting tilbage for danskerne, at angribe Tyskland, et på forhånd håbløst foretagende. Danmark ville også gerne sikre sin indenrigs- søfart og i sidste ende bestemte man, at afspærre bælterne.
Meningerne om beslutningen var delte i den danske regering, men Christian X.s ord vejede tungt. Han mente, at Danmark var nødt til at føje sig efter de tyske krav. Øresund blev således englændernes eneste adgangsmulighed til Østersøen.

Tysk Pres
Den svenske regering afviste det tyske krav om minering af den svenske side af Øresund, men accepterede at slukke for alle fyr og lysebøjer i sundet for at vanskeliggøre passage. Tyskerne afspærrede internationalt farvand syd for sundet for yderligere at begrænse adgangen, men der fandtes endnu en sejlrende, tæt på Skanör, hvor fartøjer kunne passere. Denne, Kogrundsrännan, krævede tyskerne nu mineret og svenskerne føjede sig endeligt i sommeren 1916. Østersøen var således helt lukket for engelske fartøjer og næsten 100 engelske skibe forblev indelukket i Østersøen. Kun én minefri passage blev tilbage, og den blev bevogtet af svenske krigsskibe, som skulle sikre at kun svenske skibe passerede.

Tyskvenlig neutralitet
Den tyske flåde blev således meget dominerende i området. Det havde stor betydning for den svenske beslutning, at Gustav V.s dronning, Viktoria, kraftigt havde påvirket kongen i tyskvenlig retning. Dette gjaldt også statsminister Hammarskjölds opfattelse af neutralitetens karakter. Han havde lovet Berlin, at Sverige ville opretholde en ”velvillig neutralitet”, mens de allierede havde fået besked om en ”streng svensk neutralitet”.
Tyskerne prøvede flere gange, at få Sverige engageret i krigen. Prins Max af Baden, som var beslægtet med den svenske dronning Viktoria, tog aktiv del i disse pressionsforsøg. Kongeparret var interesseret, men regeringen var indbyrdes uenig. Udenrigsminister Wallenberg ville gerne vise mere sympati overfor England og den socialistiske opposition, med Branting som leder, krævede streng neutralitet, også mod Tyskland.

Sverige på tysk side
Den svenske regerings forhold til Storbritannien var spændt, ja mere spændt end forholdet mellem Danmark og Storbritannien. Danmarks regering havde sluttet en aftale med Storbritannien om import af varer, mod at Danmark garanterede at de ikke blev videresolgt til Tyskland. Den svenske statsminister afviste en lignende aftale og derfor blev Sverige ramt af en følelig mangel på varer. Manglen var særligt alvorlig i vinteren 1916-17, da Hammarskjöld fik øgenavnet ”Hungerskjöld”.
Forholdet mellem de allierede og Sverige blev endnu mere anstrengt, da det stod klart, at den svenske regering havde hjulpet tyskerne med befordring af chiffertelegrammer, fra den tyske regering til tyske interessevaretagere, via det svenske udenrigsdepartement. Allerede før denne skandale blev afsløret, havde en regeringskrise tvunget den svenske regering til at træde tilbage, til fordel for en konservativ regering, som sad ved magten fra marts til september 1917. Da vandt venstrekræfterne ved valget til rigsdagens andenkammer, og en ny regering under ledelse af Nils Edén tiltrådte, med Hjalmar Branting som finansminister. Det blev en koalitionsregering mellem socialdemokrater og de liberale.

Skandinavien under økonomisk pres
Den tyske totale ubådskrig ramte både den danske og svenske handelsflåde. Da USA i 1917 gik med i krigen, fik England forsyninger med amerikansk hjælp. Konvojer ledsagede transporterne over Atlanten, og England var dermed ikke mere afhængig af varer fra Danmark og Sverige. Dette truede i høj grad den danske og svenske økonomi. Den engelske vrede over den danske og svenske eftergivenhed overfor tyskerne blev kostbar for skandinaverne. Desuden medførte den totale ubådskrig, at varetransporterne til Danmark og Sverige vanskeliggjordes.
Alt dette førte til, at Kogrundsrännan blev genåbnet i 1918. Den mindskede handel med stormagterne i Europa førte dog til at handelen mellem de nordiske lande øgede. Den nye svenske regering arbejdede hårdt for at opnå bedre relationer med de allierede. Anstrengelserne var ikke helt uden resultat, først og fremmest takket være den svenske forhandlingsleder Marcus Wallenbergs gode forbindelser til den britiske blokademinister.

Normalisering
Ved krigsafslutningen i november 1918 begyndte handelen atter at komme i gang. Råvaremangelen var imidlertid stor og priserne steg. Dette førte til øgede krav om lønstigninger, og der forekom en række strejker og voldsomme demonstrationer, ikke mindst i København. Men Danmark og Sverige var, trods alt, sluppet billigt fra den første verdenskrig. De nordiske lande udvikledes til stabile demokratier og kvindelig stemmeret blev indført i hele Norden. Kontakterne mellem de europæiske stater blev genoptaget, den voksende luftfart gjorde afstanden mindre og nedrustningsforhandlinger og Nationernes Forbund gav forhåbninger om en lys fremtid.
Hvis forholdet mellem de tre nordiske stater umiddelbart efter opløsningen af unionen mellem Sverige og Norge i 1905 havde været noget anstrengt, gav erfaringsgrundlaget fra neutralitetspolitikken en vis fælles platform, selvom kredse i Danmark havde set med ængstelse på den svensk-tyske tilnærmelse.

Ned- og oprustning
I Danmark blev nedrustningspolitikken i årene fremover en grundsten i regeringssamarbejdet imellem Socialdemokratiet og partiet Det radikale Venstre, som dannede regering første gang 1924-26 og igen fra 1929 og helt frem til Danmarks besættelse i 1940. Forholdet til Tyskland blev det afgørende spørgsmål: Kunne og skulle man gøre modstand, hvis en stormagt overfaldt Danmark? De radikale fastholdt at det var nytteløst, men i Socialdemokratiet var der voksende modstand imod nedrustningen. Et forsvarsforlig imellem de to partier i 1937 betød reelt en forhøjelse af forsvarsbudgettet.

Nordens Lænkehund
Samme år startede en debat om et fælles nordisk forsvarsforbund til opretholdelse af neutraliteten. I Sverige betragtede vide kredse en trussel imod Danmark og Finland som ensbetydende med en trussel imod Sverige og man påbegyndte en kraftig oprustning, som også fandt vej som argument i den danske debat. Faktum var dog, at de øvrige landes regeringer fandt det alt for risikofyldt at indgå et forsvarsforbund med Danmark, som lå så tæt på det nu åbenlyst aggressive Tyskland. Den danske statsminister Stauning var tydeligt irriteret over debatten og reagerede i en tale i Lund i marts 1937 med skarpe vendinger at afvise rollen som Nordens Lænkehund:
"Jeg har set den begrundelse anført, at Norge, Sverige og Finland vil føle sig utrygge, hvis Danmark ikke indretter et værn ved den danske sydgrænse, som Sverige kan godkende, Er det ikke en farlig betragtning? Jeg tænker heller ikke, at nogen ansvarlig mand går ind for den. Har Danmark fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne? Mig bekendt har der aldrig været forhandlet om noget sådant. Af historien ved vi, at det var en udbredt formodning i 1864, at svenske tropper ville komme Danmark til hjælp i den da påtvungne krig. Der kom selvfølgelig ingen”.
Thorvald Stauning
Thorvald Stauning

Anden verdenskrig

*

Da Danmark blev besat af Tyskland den 9. april 1940 forlangte tyskerne landet mørklagt. Langs den danske side af Øresund blev lysene fra det neutrale Helsingborg et frihedsymbol.

Introduktion
Den 9.april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Som noget helt specielt holdt tyskerne sig i baggrunden, og den danske regering indledte, nødtvungent, et officielt samarbejde med besættelsesmagten indtil august 1943.
Besættelsen af Danmark 9.april 1940
Efter Hitlers ordre blev der i starten af 1940, under kodenavnet "Weserübung" udarbejdet planer for en militær offensiv mod Norge. Danmark skulle egentlig kun have været trædesten for det tyske angreb. Til det formål anså tyskerne en besættelse af Østjylland for tilstrækkelig. Men tyskerne besluttede dog at besætte hele Danmark.
Den tyske general von Kaupisch blev udpeget som leder af operationerne mod Danmark. Han fik stillet en styrke på ca. 40.000 mand til sin rådighed. Op til den 9. april var man klar over at der var noget på færde, og at det nok kun var et spørgsmål om tid før også Danmark blev besat.
Omkring klokken 04.00 rykkede de tyske tropper over grænsen til Sønderjylland. Stort set over hele landet blev der indsat tyske tropper, og det danske militær havde ikke en chance. Der var kampe flere steder i Danmark, 11 danske soldater mistede livet, mens 20 blev såret. Tyskernes tab er aldrig blevet offentliggjort.
Man kan dele hele besættelsen af Danmark op i to hovedfaser.

Samarbejdsfasen:
9.april 1940 - 29.august 1943
Denne første fase var en slags fredsbesættelse, hvor tyskerne holdt sig i baggrunden. Den danske regering fortsatte, der blev afholdt folketingsvalg og dansk militær, politi og retsvæsen fungerede stadigvæk. Den danske udenrigsminister og senere statsminister Scavenius, Erik, var en varm fortaler for denne politik.
Et højdepunkt her var Danmarks tiltrædelse af Antikomintern-pagten den 25.11.1941, hvor Danmark kom i, dårligt, selskab med Tysklands allierede.

Oprørsfasen: 29.august 1943 - 5.maj 1945

Samarbejdet forsatte, officielt, til den 29.august 1943, hvor regeringen på grund af folkestemningen, tyskernes trusler om dødsstraf for sabotage og en formodning om, at tyskerne ville tabe krigen, trådte tilbage, og overlod den daglige administration af Danmark til deres departementschefer.
Modstandsbevægelsen udvidede sine aktiviteter og organiserede sig i en slags ”skyggeregering”, Frihedsrådet. Tyskerne svarede igen med at sende tilfangetagne danske kommunister i koncentrationslejre i Tyskland, internering af det danske militær, jødeforfølgelser og terrorbander. Aktiviteter der fik mange til at flygte fra landet.
I Øresundsregionen var mulighederne for at flygte gunstige. Bl.a. på grund af den korte og hurtige forbindelse til Skåne i det neutrale Sverige, hvor svenskerne med stor gæstfrihed og omsorg modtog tusinder af danske flygtninge. En gestus, der bragte Øresundsregionen og de to nabolande nærmere hinanden

Besættelsen af Helsingør
Tyskerne kom ret sent til Helsingør. Først den 9. april kl.18 modtog garnsionskommandanten på Kronborg, oberst O.H. Permin en telefonisk meddelelse om, at der ville ankomme en tysk forkommando til byen. Forkommandoen kom kl.21, ledsaget af en nazivenlig dansk politibetjent fra Helsingør, politikommisær O.Madsen, og blev installeret på vandrehjemmet ”Wisborg” syd for Helsingør.
Den sene ankomst betød bl.a. at danske soldater anført af oberst Helge Bennike fra 11.bataljon i Holbæk, uden sine overordnedes tilladelse, lod sig transportere til Helsingborg med H-H-færgerne og marinens opmålingsskib ”Freja”, der lå i Helsingør Havn.
Den 11.april blev der indkvarteret en tysk bataljon på kornetskolen på Kronborg. Bataljonchefen selv tog ophold på Hotel Øresund midt i byen. Og den 17. april blev Kronborg officielt overdraget til tyskerne.
Soldaterflugt fra Helsingør
Soldaterflugt fra Helsingør
LilleStor9. april 1940
LilleStorDanmark som tysk spisekammer

Modstand og terror - Danmark
I løbet af efteråret 1942 opstod der små grupper, der gik til angreb mod den tyske besættelsesmagt.
I Øresundsregionen blev dette i første omgang organiseret af den kommunistiske organisation Kopa/Bopa og den borgerlige organisation Holger Danske, slagkraftige kamporganisationer som gennemførte nogle af de største sabotager mod tyskerne og deres håndlangere.

Modstandskampens udvikling
Bortset fra enkeltstående småchikanerier mod den tyske værnemagt og deres danske medløbere (spytklatter og skældsord) var der, som i resten af landet, relativt stille i Helsingør - området i de første besættelsesår. Da man i oktober 1941 overførte 109 kommunister fra Vester Fængsel til Horserødlejren, der ligger kun 7 km vest for Helsingør, betød hjælpen til dem øget aktivitet blandt de lokale kommunister.

Illegal bladvirksomhed
Med Helsingør kommunisternes formand, skibsbygger Eigil Larsens flugt fra Horserødlejren, blev der i løbet af efteråret 1942 organiseret en effektiv illegal bladvirksomhed. Bladet ”Ny Tid” blev således det væsentligste illegale nyhedsblad i Nordsjælland og udkom helt frem til besættelsens ophør. Eigil Larsen var igangsætter af ”Ny Tid” og prioriterede de illegale blades betydning for modstandskampen meget højt.

Danmaks første togsabotage
Med udgangspunkt i sine nye hemmelige adresser i København blev Eigil Larsen af DKPs ledelse bedt om at organisere den begyndende sabotage i Københavnsområdet. Organisationen for dette blev kaldt for KOmmunistiske PArtisaner, forkortet til KOPA. Med sit indgående kendskab til området Helsingør og omegn valgte Eigil Larsen, at det i første omgang skulle gå ud over et af tyskernes mange ammunitionstog på Kystbanen, der forbinder København med Helsingør.
Fra sit lange illegale ophold i stationsforstander Engelsens hus ved banelegemet i Nivå, var Eigil Larsen godt bekendt med køreplaner og rutiner på Kystbanen. Han udså sig derfor banestrækningens område i Egebæksvang Skov i Espergærde, ca. 800 meter nord for Espergærde Station, som mål for den første aktion. På dette sted bevæger togene sig igennem en kurve og ved at frigøre og bøje en af skinnerne kunne man, via centrifugalkraften, få toget til at vælte. Organisationen havde på dette tidspunkt endnu ikke sprængstoffer, så det skulle foregå med håndkraft.
Via Kristian Engelsen fik Eigil Larsen kontakt med tre partisympatiserende med den nødvendige fysiske styrke og det faglige håndelag. De påtog sig at tage sig af det praktiske. Efter et første mislykket forsøg den 31.august 1942 - som politiet opdagede - lykkedes aktionen den 6. november kl. 22,16. Kystbanen var blokeret i 2½ dag før end sporet blev frit. Aktionen vakte stor opstandelse, og det danske politi fik mistanke til Eigil Larsen og satte alt ind på at fange ham. Man fik dog hverken fat på Eigil Larsen eller de tre sabotører.
Den første jernbanesabotage
Den første jernbanesabotage
Sabotagen mod Kystbanen
Sabotagen mod Kystbanen
Tysk jernbanevagt
Tysk jernbanevagt
Eigil Larsen
Eigil Larsen
Efterlyst
Efterlyst
KOPA/BOPA
KOPA/BOPA
LilleStorDanmarks første jernbanesabotage

Optrapningen i 1943
I løbet af 1943 bestod modstanden i Helsingør mest i strejker på, især Helsingør Skibsværft, og nogle få, mislykkede, brandattentater samme sted. Den eneste alvorlige sabotagehandling var et bombeattentat den 25.august 1943 mod skibet ”Minden”, hvor bomben eksploderede i hænderne på en 62årig kommunistsabotør, der omkom. Han blev så ilde tilredt, at man først kunne bekræfte hans identitet ved fyraftenstid. Hans cykel var nemlig den eneste uafhentede i Værftets cykelstativ!
Efter den officielle samarbejdspolitik holdt op i slutningen af august 1943 blev langt bredere kredse af befolkningen inddraget i modstanden. I Helsingør - området kom det bl.a. til udtryk med oprettelsen af illegale flugtruter til Sverige og organisering af civile og militære ventegrupper.
En af de vigtigste sabotager mod den tyske besættelsesmagt var en effektiv telefonlyttecentral, organiseret af Dansk Samling, i Skt. Olaigade, Helsingør. Over en lang periode tappede man således kommunikationen til og fra Gestapohovedkvarteret på Wisborg. Hovedmanden i denne aktion var en tysk flygting.
Bakowsky
Bakowsky
Gestapos hovedkvarter
Gestapos hovedkvarter

De militære ventegrupper
Med sejren over den tyske hær i Sovjetunionen i løbet af 1943, englændernes og amerikanernes landgang på Sicilien og Italiens militære sammenbrud samt interneringen af det danske militær 29.august 1943, forelå der en ny situation. BOPA, som KOPA nu var omdøbt til, havde intensiveret sabotagerne og den danske regering turde ikke længere tage ansvaret for samarbejdet med tyskerne. Bl.a. fordi de forlangte dødsstraf for sabotørerne. Regeringen overlod herefter den daglige administration af Danmark, til departementscheferne.

Samarbejdet med England
Modstandsbevægelsens forbindelse til England var tæt og herfra fik det danske, afvæbnede, militær nu besked om at samarbejde med BOPA, hvilket resulterede i samarbejde med det nyoprettede Frihedsråd, som satte officerer ind i en række Militære Byledelser (M-grupper) over hele landet. Her skulle de være med til at koordinere samarbejdet mellem borgerlige, socialdemokratiske og kommunistiske modstandsfolk samt militæret, der jo lå underdrejet. Meningen var, at der skulle etableres militært trænede grupper til at bistå englænderne ved en eventuel invasion i Danmark og være med til at danne brohoveder for den danske hær i Sverige, Den danske Brigade, når den kom til Danmark.

De militære ventegrupper i Helsingør
I Helsingør blev det orlogskaptajn Jens Westrup, der skulle påtage sig den vanskelige opgave at etablere samarbejde mellem de forskellige grupper. Disse kom i Helsingør bl.a. fra Kommunisterne, Socialdemokraterne, De konservative, Dansk Samling og Militæret. Der var tale om en nok så kompliceret opbygning, men i hovedtræk så det således ud: Alle M-Grupper i Helsingør var tilknyttet bestemte politiske grupperinger:
Civile grupper: DS-grupperne – Dansk Samling og Terrænsportsforeningen
A-grupperne: (DKP) Danmarks Kommunistiske Parti
O1-grupperne- Socialdemokratiet
O2-grupperne-Konservative og andre ”borgerlige” udenfor DS.
Organisations diagram
Organisations diagram
Den militære byledelse i Helsingør
Den militære byledelse i Helsingør

Clearingdrab
Den tyske værnemagts tilbageholdenhed i Danmark ændrede helt karakter fra januar 1944. Hitler indkaldte den 30.december 1943 de tyske ledere i Danmark til møde i Tyskland. Han forlangte nu, at der for hver dræbt tysker eller tyskerhåndlanger skulle der myrdes fem danskere.


Organiserede terrorkorps
For at sikre dette sendte han R.O. Bovensiepen i januar 1944 til Danmark, hvor denne via Schalburg– og Hipokorpset i de næste 1½ år terroriserede den danske befolkning med mord og brandstiftelser. Schalburg-korpset var opkaldt efter en dansk officer af samme navn, som faldt på Østfronten i 1942.
Von Schalburg var født i Rusland og havde oplevet den russiske revolution på tæt hold. Han var glødende anti-kommunist, deltog aktivt i Den finske Vinterkrig og meldte sig allerede i 1940 til SS. Privat boede Schalburg på Nordkysten i Hellebæk og Schalburg-korpset holdt senere blandt andet til på Hellebækgård, den nuværende Skorpeskole i Hellebæk.

Petergruppen og Brøndumbanden
Udover de to terrorkorps anvendte man mindre grupper af danske og tyske terrorister, som f.eks. Petergruppen, som Brøndumbanden var en del af, og Lorentzen-gruppen. Disse udførte mere end 200 mord i Danmark.
Terrorgruppernes opgave var mord og terrorbombninger til gengæld for modstandsbevægelsens sabotager. Som oftest deltog 3-4 medlemmer i mord og flere ved større sprængninger. Ofrene for de såkaldte clearingmord blev udtaget fra det tyske sikkerhedspolitis arkiver over tyskfjendtlige danskere, eller de valgtes mere eller mindre tilfældigt som uskyldige ofre for modterroren.
Peter-Gruppen arbejdede anonymt og skjult. Hvis medlemmerne for eksempel blev antastet af dansk politi, skulle de nægte overhovedet at udtale sig, hvorefter tyskerne ville hente dem. Brøndumbanden var ledet af Henning Brøndum og Bothilsen-Nielsen, der terroriserede over alt i Danmark.
Henning Brøndum
Henning Brøndum
Brøndum banden
Brøndum banden
Lorentzen banden
Lorentzen banden
StorBrøndumbanden hygger sig med en kop kaffe mellem afhøringerne

Mordet i Skotterup
I Helsingør-området, som andre steder, betød det, at en række uskyldige mennesker blev myrdet. En grov forbrydelse fra Brøndumbandens side var clearingmordet på formanden for grundejerforeningen i København, den 62årige ingeniør Snog-Kristensen, København. Det foregik på stranden i Skotterup ud for et af Gestapos tilholdssteder, villa Rosenlund på Strandvejen 272 i Snekkersten.
Gestapo-villa
Gestapo-villa

Mordet på Otto Bülow
Mordet på billedhuggeren Otto Bülow i Helsingør blev det mest opsigtsvækkende. Der var tale om et typisk clearingmord, hvor baggrunden var en tragisk og ulykkelig hændelse på Helsingør Skibsværft. Her var en tysk emigrant, blevet likvideret af modstandsbevægelsen i Hillerød på grund af en mistanke om, at han havde stukket 14 navngivne kommunister i Helsingør. Det viste sig senere, at man havde taget fejl.
Umiddelbart efter kom Brøndumbanden, med lederen selv i spidsen, til Helsingør og skød Otto Bülow som hævn. Hele byen deltog i begravelsen af den populære og excentriske kunstner, og det var med til at ryste befolkningen sammen mod tyskernes terror.
Ud over disse morderiske anslag foranstaltede terrorgrupperne også brande på Gilleleje Badehotel, Hulerød Badehotel og den 27. juli sprængtes Hillerødtoget på Lillerød Station, hvorved tre blev dræbt og 15 såredes. I København og Århus førte terrorgrupperne sig endnu voldsommere frem. Men det må noteres, at Hitlers krav om fem myrdede dansker for hver dræbt tysker eller håndlanger ikke kom til udførelse. Modstandsbevægelsen likviderede således ca.400 danske medløbere, stikkere, mens tyskerne ”kun” fik likvideret omkring 200 danskere som hævn.
Hævnmord
Hævnmord
Otto Bülow, 1940
Otto Bülow, 1940
Henning Brøndum
Henning Brøndum

Stikkerproblemet
(Venter på tekst)

Katastrofen i Snekkersten
Stikkervirksomhed, angivelse af modstandsfolk til besættelsesmagten, betød f.eks. at en af de største flugtruter i Snekkersten, Thomsen-Flugtruten, blev optrevlet, fordi en stikker havde hørt en telefonsamtale fra H.C. Thomsens Snekkersten Kro, hvor to mand fra ”Holger Danske Gruppen” i København skulle ankomme for at rekreere sig i Snekkersten hos Thomsen.
Resultatet blev, at de to modstandsfolk i august 1944 blev skudt ned bagfra af gestapofolk, da de med deres kærester stod af på Snekkersten Station og ad jernbanestien, Grønnegangen, spadserede ned mod Snekkersten Kro. Umiddelbart efter blev Thomsen arresteret, tortureret og sendt til koncentrationslejren i Neuengamme, hvor han døde. Stikkeren fik man først fat i efter befrielsen, hvad han kunne være glad for!
I en amatørsmalfilm umiddelbart før Thomsens arrestation får man et indtryk af den joviale kroejer.
En mindesten med ofrenes navne blev efter befrielsen sat op på Grønnegangen ud for stedet, hvor de faldt. I samtidens aviser kan man se, hvordan tyskerne forlangte mordene omtalt, men også hvorledes Ritzaus Bureau behandlede sagen.
Mordene på Grønnegangen
Mordene på Grønnegangen
H.C.Thomsen
H.C.Thomsen
Mindesten for Thomsen
Mindesten for Thomsen
LilleStorH. C. Thomsen

Tyske henrettelser
11. april 1945 gik der en chokbølge hen over Helsingør, da det rygtedes, at tyskerne samme morgen i Ryvangen havde henrettet fire unge mennesker fra Helsingør; og det på et tidspunkt, hvor det stod klart for enhver, at det kun var et spørgsmål om meget kort tid, inden tyskerne alligevel måtte overgive sig.
Poul Erik Krogshøj Hansen (20 år) og Knud Petersen (19 år) var efter realeksamen fra Helsingør Gymnasium gået i skibsbyggerlære på Helsingør Værft. Her mødte de Carl Jørgen Erik Skov Larsen (21 år) og Henning Wieland (22 år), der var udlært på Aalborg Værft. Alle fire gik desuden på Helsingør Tekniske Skole, for at videreuddanne sig til skibskonstruktører.
De to førstnævnte gik allerede ind i modstandsarbejdet i forbindelse med jødeforfølgelserne i oktober 1943. Her blev Krogshøj Hansen taget af tyskerne og interneret i Horserød, men han klarede frisag og blev løsladt. I foråret 1944 dannede han sammen med de tre kammerater på teknisk skole en ny gruppe, der blev tilknyttet modstandsorganisationen BOPA (Borgerlige Partisaner). De deltog i mange former for modstandsarbejde, både trykning af illegale blade, kurertjeneste og sabotage. Wieland blev i efteråret 1944 arresteret af Gestapo i Helsingør, anklaget for sabotage på tyske skibe. Han benægtede dog i den grad sin deltagelse, at han igen blev sat på fri fod.
Poul Erik Krogshøj Hansen
Poul Erik Krogshøj Hansen
Henning Wieland
Henning Wieland
Knud Petersen
Knud Petersen
Carl Jørgen Erik Skov Larsen
Carl Jørgen Erik Skov Larsen

Stukket af en bekendt
I marts 1945 blev gruppen imidlertid optrævlet efter at være stukket til tyskerne af en bekendt af de to ålborgensere. Nogle af gruppens medlemmer blev arresteret af Hipo-folk (Hilfs-Polizei = danske i tysk tjeneste) på Kongens Nytorv i København. De blev mishandlet så voldsomt, at de ikke kunne tilbageholde navnene på de øvrige i gruppen.
Som nævnt, blev de fire frihedskæmpere dømt til døden og henrettet ved skydning i Ryvangen, den 11. april 1945, hvor de også straks blev begravet. Efter befrielsen blev Poul Erik Krogshøj Hansens og Knud Petersens lig overført til og begravet ved siden af hinanden på Helsingør Kirkegård afd. 7, nr. 142 og 142a.
Mindetavle over de fire hænger i dag bl.a.på Espergærde Gymnasium og HF. Efter dommen fik de dødsdømte lov at skrive en sidste hilsen til deres pårørende. Disse afskedsbreve kan, i let redigeret form, læses i bogen »De sidste Timer« (København).

Stikkeren
I det senere retsopgør blev stikkeren, en 26 årig hipomand, Oluf Bloch Klagenberg, dødsdømt for angiveri. Straffen blev senere nedsat til 10 års fængsel, hvilket satte en række protester og arbejdsnedlæggelser i gang, så domstolene også måtte omstøde denne dom og forhøje den til livsvarigt fængsel.

Stikkerlikvideringer
Stikkere, danskere der forrådte modstandsbevægelsens folk til Gestapo, udgjorde efterhånden en så dødbringende fare for modstandsbevægelsen, at man ingen anden mulighed så end at likvidere dem. Man kunne ikke fængsle dem, og at overføre dem til Sverige var til fare for modstandsbevægelsen selv

Flammen
En af Danmarks mest effektive og frygtede modstandsmænd var Bent Faurschou-Schmidt, kaldet ”Flammen”. Han formodedes at have dræbt minimum 7 stikkere, inden han begik selvmord i 1944, da tyskerne havde omringet ham i en villa på Strandvejen i København.
”Flammen”, der tilhørte modstandsorganisationen, ”Holger Danske”, holdt i 1943/1944 bl.a. til på Snekkersten Kro, hvor han var nær ven med folkene omkring flugtruterne. Sønnen til kroværten den 15årige Frantz Thomsen overværede, hvorledes ”Flammen” dræbte en mistænkt stikker.
En amatørsmalfilm viser ”Flammen” som et selskabelig midtpunkt på Snekkersten Kro.
&quot;Flamme&quot;
"Flamme"
LilleStorFlamme med familien Ziegler
LilleStorNytårsaften 1943 på Snekkersten Kro
StorNytårsaften på Snekkersten Kro

Eksempler fra Helsingør
I Helsingørområdet fandt der også en række stikkerlikvideringer sted. I efteråret 1944 henrettede Holger Danskegruppen således en nazivenlig politikommissær, Madsen.
En særlig forhadt person i Helsingørområdet var en noget anløben, dansktalende person i nazisternes tjeneste, Johan Ochel (f.1915). Han var ansat som tolk i Gestapos hovedkvarter i Helsingør, ”Wisborg” , og i folkemunde kaldt: ”Wienerbarnet”. Med usædvanlig brutalitet terroriserede han området.
Den 15. marts 1945 likviderede Kristian Engelsens folk Wienerbarnet ud for Svingelport i Helsingør. Stedet kaldes i dag ”Simon Spies Plads”. Våbnet var en Husquarna maskinpistol, som gruppen i øvrigt havde stjålet fra socialdemokraterne. Den danske hærs del af modstandsbevægelsen sikrede sig nemlig omhyggeligt, at den svenske våbenhjælp ikke kom i kommunisternes besiddelse.
Politikommissær Madsen
Politikommissær Madsen
Stikkerdrab
Stikkerdrab
Skudhuller
Skudhuller

Modstand og terror - Sverige
Det neutrale Sverige forsvarede sin neutralitet i forhold til både de allierede og tyskerne. På Pålsjö Kirkegårds gravstene kan man læse det tragiske resultat. Her kan man også læse gravskriften over en række soldater, der omkom i forbindelse med et krigsskibs forlis og blev skyllet i land på den skånske kyst.

Krigsgrave- Pålsjø kirkegård fortæller
I den nordlige del af Helsingborg ligger Pålsjö Kirkegård. Ved indgangen til kirkegården er der to skilte. Det ene meddeler at her ligger ”Commonwealth war graves”, og den anden oplyser om ”Deutsche kriegsgräben”.
Disse to gravsteder kan fortælle noget om, hvordan Nordvestskåne oplevede Anden Verdenskrig, og hvordan fremmede, unge soldater fandt deres sidste hvilested her – langt fra deres hjemegn.
Af de 113 piloter fra den britiske Commonwealth, som omkom under Anden Verdenskrig på svensk territorium, er 47 begravede her på Pålsjö Kirkegård. Blot nogle meter ved siden af ligger tyske soldater, som omkom i samme krig på disse egne. Disse har fundet deres sidste hvilested ikke langt fra deres fjender fra vestallliancen, men også ved siden af landsmænd, som omkom under Første Verdenskrig. Sammenlagt ligger 93 tyske soldater her.
Allierede
”Commonwealth war graves” består af 47 sirligt opstillede, hvide marmorsten og et stort, sværdpyntet kors i den ene ende. Gravstenene fortæller, at det hovedsagelig er unge soldater i tyveårsalderen. Nogle dødsdatoer forekommer hyppigere end andre, og ingen er faldet i døden alene.

Engelsk fly skudt ned tæt ved Helsingborg
Natten den 4. juli 1942 omkom Bruce Morgan og J. Samson sammen med fire andre kammerater.Morgenen efter stod der følgende i Helsingborgs Dagblad:
”Britisk fly styrtede ned ved Lerberget.
Blev skudt i brand af luftværnet på den danske side ved Hornbæk.
Helsingborg oplevede ved 1-tiden natten til i dag krigens virkelighed – måske tættere på end nogensinde. To flyvemaskiner, som efter alt at dømme var engelske, fløj i sydlig retning langs Sundet og tilbage, hvorunder de blev beskudt fra den danske side af luftværn med en sådan intensitet, at man aldrig tidligere havde hørt mage.
Et af flyene styrtede ned omtrent 200 m fra Lerberget. Et af de syv besætningsmænd, en canadier, blev reddet og førtes let skadet til Helsingborgs lazaret. Endnu sent i nat havde man trods ivrig søgen ikke fundet spor efter de øvrige seks.”
De to flyvemaskiner havde været på en mission for at nedkaste miner i Øresund, og i løbet af de næste par dage uskadeliggjordes fem miner af minestrygere. De var på vej hjem fra opgaven, da en af maskinerne blev skudt ned. Ud af de syv besætningsmedlemmer overlevede kun canadieren, som førte flyet. De øvrige blev begravet her på Pålsjö Kirkegård den 17. juli 1942, og flere tusinde af Helsingborgs indbyggere viste sin deltagelse.
Blomster kom fra højtstående militærfolk og institutioner, men også fra enkeltpersoner. Beboerne på egnen omkring Lerberget havde sendt en blomsterhyldest, og i Helsingborg havde man indsamlet penge til en trøstegave til den overlevende canadier, som lå på lazarettet.
Politiet i Helsingborg sendte dødsbudskabet til Canada sammen med avisudklip fra begravelsen. Efter nogen tid kom et svar fra Bruce Morgans stedforældre. Svaret er citeret i Göte Fribergs bog ”Stormcentrum Øresund”.
”De sidste tyve år har vi taget os af ham, som var han vores egen søn. Det budskab, I sendte om, at hans krop er hentet op af havet, og at han er bisat med militære hædersbeviser, har bragt os den allerstørste glæde. Disse unge mænd har givet livet for os og for hele verdens frihed, og skønt vores hjerter græder, er vi stolte af dem. De smukke tanker og det kærlighedsfulde arbejde, som indbyggerne i jeres by har givet udtryk for overfor disse helte, var simpelthen overvældende, og vi er jer alle meget taknemmelige.”
Bruce Morgan
Bruce Morgan
J. Samson
J. Samson

Mange engelske fly skudt ned over Skåne - mere end 20 dræbte
Sammen med tyve andre døde J. Kennedy, 21 år gammel den 30. august 1944. Den 31. august stod denne meddelelse i Helsingborgs Dagblad:
”Ifølge de i går aftes foreliggende rapporter er syv flyvemaskiner under overflyvninger natten til onsdag styrtet ned på egnen omkring følgende byer: Knäred, Vittsjö, Örkelljunga, Båstad, Ljungby og Svensköp samt i vandet udenfor Vejbystrand. Fem af flyene, har man konstateret, var af britisk nationalitet. Nogle af maskinerne er, ifølge hvad en nærmere undersøgelse viser, blevet ramt af svensk luftværnsild før nedstyrtningen, meddeler forsvarsstaben.”
Et stort antal engelske flyvemaskiner fløj tilbage efter et planlagt bombetogt mod Königsberg (Kaliningrad). De var blevet opdaget af tysk jagerfly og tvunget til at retirere. Over Øresund blev de beskudt fra dansk og svensk side. Seks fly styrtede ned i Nordvestskåne, blandt andet i Båstad og Skälderviken. To fly, som styrtede ned i Svensköp i Skåne og i Agunnaryd i det sydlige Småland var blevet beskudt af svensk luftværn.
21 piloter blev bisat den 7. september under højtidelige former på Pålsjö Kirkegård. Den svenske kronprinsesse, som var fra England, havde sendt en krans. På gravstenen over D.L.D. Moon, 21 år, står der: ”To the world, he was only one but to us he was all the world.”
Dagen efter nedsænkede man kranse i Skälderviken, hvor et af flyene var styrtet ned.
J. Kennedy
J. Kennedy
D. L. D. Moon
D. L. D. Moon

Engelsk fly skudt ned i Helsingborg
Seks unge drenge omkom den 8. februar 1945, deriblandt P.L. Kirkpatrick, 20 år fra Australien. (Billede af gravsten). I Helsingborgs Dagblad stod følgende den 9. februar 1945:
”Fly styrtet ned ved Brohult, totalt demoleret.
Røgterbolig 40 meter fra stedet, kun en pilot fundet i går.
For første gang er en fremmed flyvemaskine styrtet ned indenfor Helsingborgs bygrænse. Dette skete ved 20-tiden i går aftes, da et, efter alt at dømme, firemotorers britisk bombefly blev beskudt over Helsingborg og styrtede ned ved Brohults gård.”
Der herskede stor aktivitet i luftrummet i begyndelsen af februar. De allierede gennemførte massive bombetogter mod tyske byer, blandt andet Berlin og Dresden. Den 8. februar fløj et antal allierede fly ind over Helsingborg nordfra og blev beskudt af luftværn, som var placeret ved Sofiero. Et af flyene blev ramt og for brændende over bydelen Tågaborg og styrtede ned ved Brohults gård, umiddelbart øst for Helsingborg.
Göte Friberg har i sin bog ”Stormcentrum Öresund” bevidnet den fortvivlelse, som personalet ved luftværnskanonen følte efter nedskydningen, og krav stilledes fra blandt andet Helsingborgs arbejderkommune om, at forsvarsministeren skulle ændre direktiverne for luftværnets skydning.
Flyverne blev skudt ned af svensk luftværn og ved begravelsen blev de omkomnes minde hædret af blandt andet repræsentanter fra det svenske forsvar, og bagefter takkede pårørende for hædersbeviserne via Helsingborgs Dagblad. Sådan er det i krig!
P. L. Kirkpatrick
P. L. Kirkpatrick
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945

Tysk krigsskib med 70 soldater kæntret i Øresund
Blot nogle få meter fra ”The Commonwealth war graves” ligger tyske soldater begravede. Mere end 40 af dem mødte døden den 1. marts 1945. Blandt disse kan nævnes Heinz Reck, 26 år og Horst de Wall, 20 år. Dagen efter dominerede nyheden Helsingborgs Dagblad:
”Uhyggelig fartøjskatastrofe nær ved Helsingborg.
Tysk orlogsfartøj med 70 mand kæntrede i stormen.”
Et tysk krigsfartøj, en minerydder, var på vej til Aalborg fra København. Det blev nødt til at vende om på grund af det hårde vejr, men kæntrede mellem Viken og Hornbæk og sank udfor Vikingestrand i det nordlige Helsingborg. Katastrofen skyldtes denne gang ingen krigshandling. 42 døde kroppe flød i land langs kysten fra Landskrona og nordpå, de fleste umiddelbart nord for Landskrona.
Selv disse fik deres sidste hvilested på Pålsjö Kirkegård. Ved begravelsen var der mange mennesker, og antallet af enkeltpersoner, som havde deltaget i redningsarbejdet, var bemærkelsesværdigt. Her handlede det ikke om tyskere eller englændere, men om liv eller død. Fra begravelsesreferatet i Helsingborgs Dagblad henter vi følgende:
”Et gribende indslag var, da syv personer af fiskerbefolkningen i Gravarne lagde en krans, og chauffør Karl O. Hjelm fremsagde en sidste hilsen til de omkomne samt forsikrede, at han og hans kammerater havde gjort deres yderste for at redde deres liv under den skæbnesvangre stormnat.”
Tyske soldater
Tyske soldater
Tyske soldater
Tyske soldater
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945

En fremmede folkeskare
Langt fra deres hjem ligger her på Pålsjö Kirkegård næsten hundrede unge mænd begravede, hundrede af de mange millioner, som blev ofret under Anden Verdenskrig. De fleste af verdenskrigens ofre ligger på samme måde begravede langt fra deres hjem. Göte Friberg, politimand i Helsingborg, gav følgende rammende beskrivelse af ceremonierne på Pålsjö Kirkegård, en beskrivelse som sikkert er dækkende for tusindvis af andre begravelser under Anden Verdenskrig:
”Ingen pårørende, ingen nær ven tilstede, kun en samling stilige mænd i og uden uniform og i baggrunden en stor, tavs, fremmed folkeskare.”
Göte Friberg
Göte Friberg

Befrielse og fred

*

Den 5.maj 1945 kunne borgerne i Helsingør med jubel modtage den hemmelige hær, Den Danske Brigade, da den vendte hjem fra Sverige.

Befrielsen-Danmark
Den 4. maj om aftenen sendte BBC budskabet om at tyskerne havde overgivet sig i bl.a. Danmark fra den 5. maj kl. 8 om morgenen.
Frihedsbudskabet fra London
Frihedsbudskabet fra London
StorSøslaget i Øreund

Befrielsesaftenen, den 4. maj 1945 set fra Helsingør
Den 4.maj lød frihedsbudskabet i BBC.s sædvanlige radioavis kl.20,30 til Danmark. Tyskerne havde kapituleret - dog ikke i Norge, og kapitulationen skulle gælde fra næste dag, lørdag den 5.maj kl. 8 om morgnen. Som overalt i Danmark flåede folk i Helsingør mørklægningsgardinerne fra vinduerne, tændte lys og strømmede i en glædesrus ud på gaderne. I den lokale biograf stoppede man filmen, for at folk kunne deltage i gadens jubel

Tysk overgivelse uden kamp?
I nattens løb var der hektisk aktivitet hos modstandsbevægelsen og de militære ventegrupper i Helsingør samt samarbejdspartnerne i Sverige. Situationen var spændt til det sidste. Bl.a. fordi man ikke vidste, hvordan de tyske tropper i Danmark ville reagere på ordren om overgivelsen. På Kronborg var der eksempelvis stationeret ca.3000 tyske soldater med kanoner og andet svært skyts.
Usikkerheden og forvirringen om dette blev på tragisk vis anskueliggjort i den sydlige del af Øresundsregionen, Bornholm, hvor den tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne. Dette medførte et ødelæggende og –fra alle sider erkendt- unødvendigt russisk bombardement af Rønne og Nexø.

Strategisk kerneområde
Både Helsingborg og Helsingør var centrale strategiske områder. For Helsingborg drejede det sig om den kæmpestore organisatoriske opgave, på få timer, at få samlet Den Danske Brigade (Danforce) fra destinationerne i Småland og lejrene nord for Stockholm, til det centrale udskibningssted, Helsingborg.
Det var først sent blevet besluttet, at der var herfra Den Danske Brigade skulle sendes af sted, og at de skulle landsættes i Helsingør. Der skulle også træffes beslutning om, i hvilket omfang det svenske militær skulle sættes ind til støtte for landgangen på Sjællands østkyst.
Svenske generaler siger farvel
Svenske generaler siger farvel

Befrielsesdagen, den 5. maj 1945
Først i nattens løb fik Byledelsen at vide, at Den Danske Brigade havde fået ordre til at gå i land i Helsingør. I løbet af aftenen, den 4.maj havde Byledelsen opslået hovedkvarter på bryggeriet Wiibroe og kl. 4 ophørte den tyske patruljering i gaderne. Kl. 8 hejste de tyske skibe i havnen fredsflag, og overalt i Helsingør gled Dannebrog (det danske flag) til tops akkompagneret af kirkernes klokker.
Om morgnen den 5.maj havde Byledelsen i Helsingør, fået ordre fra Frihedsrådet og den illegale militære ledelse i Danmark, om at koncentrere sig om følgende:
- Helsingør havn skulle ryddes for tyske spærringer
- Sikkerhed for, at tyskerne fra det stærkt befæstede Kronborg ikke ville beskyde Brigaden på vej over Sundet
Opgaven blev løst således:
- Kl.8,50 havde modstandsbevægelsen afvæbnet de tyske poster ved ved færgelejet
- Kl. 9,00 besattes havnen med 15 bevæbnede og 50 ubevæbnede modstandsfolk
- Kl. 9,00 Havde Byledelsen og Borgmester Peder Christensen, forhandlet en aftale i stand med den tyske kommandant på Kronborg om at Brigaden frit kunne lande i Helsingør.
Kl.11,30 Landede de første tropper fra Brigaden i Helsingør Havn, uden problemer.
Plakat om besættelsens ophør
Plakat om besættelsens ophør
Den militære byledelse i Helsingør
Den militære byledelse i Helsingør
Ventegrupperne går i aktion
Ventegrupperne går i aktion

Brigadens ankomst
Den 4. maj kom ordren fra den socialdemokratiske statsminister, Vilhelm Bull om, at Brigaden skulle komme hjem. Tyskerne havde overgivet sig. I en stor opsamlingslejr ved Helsingborg samledes de danske lejre i Sverige og om formiddagen, den 5.maj 1945, blev der sat kurs mod Helsingør i en flåde bestående af næsten alt der kunne holdes flydende under den 4 km lange overfart.
Ved afgangen var der stor festivitas og ved ankomsten til Helsingør, var den populære socialdemokratiske Borgmester Peter Christiansen mødt op og holdt en bevæget velkomsttale. Turen gik senere til København, hvor 3 af Brigadens menige blev myrdet og 13 såret af Hipos snigskytter under en noget amatøragtig og uansvarlig tilrettelagt indmarch.
Brigaden på vej
Brigaden på vej
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Borgmesteren tager imod
Borgmesteren tager imod
Helsingør den 5 maj 1945
Helsingør den 5 maj 1945

Happy end
Brigadens ankomst 5.maj 1945, medførte nye jubelscener, og de følgende dage var byen domineret af Brigadens og modstandsbevægelsens folk. Samtidig kom det til en række sammenstød mellem danskerne, tyskerne og deres danske håndlangere. Retsopgøret begyndte på befrielsesdagen.
Man kan sige, at befrielsesdagen i Helsingør endte lykkeligt, selvom der blev givet udtryk for stærke følelser overfor tyske flygtninge, tyske soldater og de danskere, der havde samarbejdet med tyskerne. I Skåne blev befrielsen også hilst med glæde, selvom det var en stor organisatorisk udfordring for myndighederne og de mange civile hjælpere.
Sveasøjlen
Sveasøjlen
De fire inskriptioner
De fire inskriptioner

Befrielsen - Sverige
Befrielsesbudskabet skabte jubel i Helsingborg. Den danske Brigades ankomst og afrejse til Helsingør samt de mange civile flygtninges glæde over at kunne komme hjem satte sit præg på Helsingborg.

Flygtningestrømmen
I krigens sidste tid øgedes flygtningestrømmen til Skåne betydeligt. Det skyldtes bl.a. Folke Bernadottes forhandlinger, som muliggjorde at mange fanger fra koncentrationslejrene kunne løslades og sendes til Sverige. Størstedelen af disse transporter passerede København og Malmö og de løsladte fanger blev anbragt i forskellige lejre i Skåne. Malmö og Helsingborg var mellemstationer og i Helsingborg blev Ramlösa brugt som gennemgangslejr. Kurstedet var selvsagt ikke tilstrækkeligt og derfor måtte man bruge alt hvad der kunne anvendes af skoler, industrilokaler og hoteller. 16 000 flygtninge ankom til Skåne på mindre end en måned. Det krævedes en omfattende organisation for at tage sig af alle flygtninge. Alle var nødt til at gennemgå sundheds- og sikkerhedskontrol. Alle skulle ha tøj og mad.

Flaget til tops for Danmark
”Nyheden at Danmark atter er frit fejres, i særdeleshed af alle helsingborgere, med den allerstørste glæde. For at vise vores glæde og som en hyldest til et frit Danmark må flaget i dag gå til tops på hver flagstang i Helsingborg.”
Disse ord kunne læses på ledersiden i Helsingborgs Dagblad den 5. maj 1945. Allerede aftenen før havde nyheden om Danmarks frihed nået Helsingør. Når den sidste færge afgik til Helsingborg om aftenen den 4. maj, stod helsingoranerne forsamlet på kajen og råbte: ”Hils dem derovre!”
Fredsbudskabet i Sverige
Fredsbudskabet i Sverige
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945

Tusinder af helsingborgere ved frihedsbål
Om aftenen den 5. maj var tusinder af mennesker forsamlet ved ”Fria bad”, nord for byens centrum. Et fakkeltog tændte et gigantisk frihedsbål på stranden. Man ville sende en frihedshilsen til Danmark. Adskillige gange under krigen var bål blevet tændt for at sende en hilsen til de okkuperede dansker. Nu ville man hilse freden på samme måde.
Tidligere på dagen havde hele byen fulgt avisernes opfordring om at hejse flaget og overalt så man svenske og danske flag. Tusinder af mennesker var samlet i havnen for at sige farvel til de første hjemvendende danske tropper, uddannede i Sverige. Det var startskuddet til en lang strøm af hjemvendende danskere. En taksigelsesgudstjeneste blev afholdt i Gustav Adolfs-kirken. Kirken var fyldt op til sidste plads.
Fredsgudstjenester
Fredsgudstjenester

Norges frihed også fejret i Ramlösa
Sammen med glæden over Danmarks befrielse ventede man nu også på Norges frihed. Da den så kom, var lykken fuldstændig, ikke mindst i Ramlösa-lejren, hvor mange nordmænd var indkvarteret. I lejren viste man også sin taknemmelighed overfor de politifolk i Helsingborg, som hele tiden trofast havde støttet flygtningene.
Også denne gang blev en fredsgudstjeneste afholdt i Gustav Adolfs-kirken ved den dynamiske og populære sognepræst Gunnar Stenberg.
Fest i Ramlösa
Fest i Ramlösa

Kæmpemæssig transportopgave
Ved krigens slutning befandt sig over 100 000 ikke-svenskere i Sverige. En del blev i landet men de fleste skulle transporteres hjem. En minutiøs planlægning blev igangsat. Alle kunne jo ikke rejse samtidigt, eller over den samme havn. Helsingborg, Malmö og Trelleborg blev efter krigen passeret af mange tusinder hjemvendende flygtninge. Således vendte bl.a. Bruno Kreisky hjem til Østrig og Willy Brandt til Vesttyskland.
Men det var ikke bare flygtninge der skulle hjem. Tyske soldater og russiske krigsfanger i Norge skulle også sendes gennem Sverige. I løbet af 1945 blev 122 000 soldater transporteret, og en stor del af de tyske soldater måtte passere Skåne. Også her var detaljeret planlægning påkrævet, ikke mindst af sikkerhedsmæssige grunde. Et tragisk kapitel udgjordes af de baltere, som blev tvunget ud af Sverige, da Sovjetunionen stillede krav om, at de som havde deltaget i krigen imod Sovjet, skulle udleveres. Dramatiske og tragiske scener udspilledes i Trelleborg, da balterne blev tvunget ombord på færgen til en usikker og mørk fremtid.

Göte Friberg hyldet
Få uger efter befrielsen kom socialminister Gustaf Möller til Helsingborg. Han skulle afsløre en mindesten og ved den efterfølgende middag på Grand Hotel hyldede han politikommissær Friberg, som en mand man kunne stole på. (Möller og Friberg fik modtog beggeen udmærkelse fra den danske frihedsbevægelse for deres indsats under krigen.) Da Danmark trængte til hjælp var der brug for pålidelige personer.
Möller fortalte under spisningen, at Sverige under krigenbl.a. havde besluttet at sende en million patroner til Danmark. Da man i Stockholm overvejede hvordan dette kunne gennemføres uden at tyskerne opdagede noget, blev svaret på ministerniveau: ”Det er såre simpelt, vi meddeler bare Friberg i Helsingborg.” Selvfølgelig blev transporten en succes. Möller erklærede også, at regeringen nu, bagefter, burde godkende ”alt det som er sket her i Helsingborg hvad gælder skjulte transporter til og fra Danmark”, og som regeringen ikke har kunnet eller nået at godkende.
Man kan godt spørge om samhørigheden nogensinde har været større i Øresundsregionen, end den var i maj måned år 1945.
Göte Friberg
Göte Friberg
Göte Friberg
Göte Friberg

Kontakt over Sundet

*

På trods af dialektforskelle, grænsestridigheder og krige har folk altid krydset det smalle Øresund.

Buxtehude er et godt eksempel på en "Øresunder". Han boede og virkede som organist i både Helsingør og Helsingborg, og selv i 1600-tallets ufredstider rejste han frem og tilbage over sundet.

Via tekstikonet fremkommer en kort sammenfatning af hele perioden. I venstremenuen kan man finde uddybning og perspektivering.

Man kommer tilbage til sammenfatningen ved at klikke på: "Kontakt over Sundet" i venstremenuen..

Vand forener
Historisk set har et sund altid fungeret som en vigtig forenende faktor mellem landsdelene. Bl.a. fordi vand som transportvej var langt mere fremkommelig end transport gennem skove, bjergområder og sumpedee egne. Og i de tilfælde, hvor man med det blotte øje kan se landskabet på den anden side af sundet, skabes der vel også en eller anden form for samhørighedsfølelse.
Allerede i 1000-tallet kunne Adam af Bremen konstatere, at forbindelser mellem Sjælland og Skåne var ganske almindelige, særligt mellem Helsingør og Helsingborg. Lige siden har der været livlige kontakter over sundet kun midlertidigt mindsket i forbindelse med krigstilstande.
Kogge og  knar
Kogge og knar

Middelalder
I middelalderen var kontakterne mellem Skåne og Sjælland betydelige. Lund i Skåne var således hele Danmarks kirkelige "hovedstad", og det omfattende sildefiskeri i Øresund havde sit internationale handelsmæssige centrum i Skanør, det såkaldte Skånemarked.
Lund
Lund
Sildefiskeri
Sildefiskeri
Skånemarkedet
Skånemarkedet

Renæssance
Under renæssancen var det naturligt for f.eks. Tycho Brahe at rejse frem og tilbage mellem Skåne, Hven og Sjælland, og i 1600-tallet kan man konstatere, at Buxtehude fungerede som komponist og orgelspiller i både Helsingør og Helsingborgs kirker.
Tycho Brahe
Tycho Brahe
Buxtehude
Buxtehude

Begrænsede kontakter
Da Skånelandene efter 1658 blev svensk, blev Øresund for første gang en grænse mellem to stater. Det har givetvis haft en negativ indvirkning på på kontakterne over sundet, men befolkningen fortsatte trods alt med at besøge hinanden. Den svenske videnskabsmand Linné beretter bl.a. om dette i sin, Skånske rejse 1749, hvor det dog også fremgår, at de mange krige og adskillelsen fra Danmark havde isoleret og fattiggjort store dele af Skåne.
Danmark før 1658
Danmark før 1658
Danmark efter 1658
Danmark efter 1658
Linné
Linné

Transportrevolutionen
Dampmaskinen fik en revolutionerende betydning for Øresunds overfarten. Med dampskibene blev overfarten nu uafhængig af vind og vejr, og i 1800-tallet begyndte en regulær trafik over sundet. Der er vist ikke tvivl om, at denne udvikling havde lige så stor eller større betydning for den fredelige udvikling mellem de to nabolande end den skandinaviske bevægelse.
Da jernbanenettet blev etableret på begge sider af sundet, kunne to forskellige transportnet nu integreres via togfærger.
Sejlads over Sundet
Sejlads over Sundet
Damperen Horatio
Damperen Horatio
Den nye banegård 1891
Den nye banegård 1891

Telegrafen -datidens internet
Med opfindelsen af telegrafen i 1800-tallet fik man et nyt og revolutionerende middel til hurtig kommunikation over både korte og lange afstande. I forbindelse med handel, politik og militære funktioner kan den dette kommunikationsmiddel næppe overvurderes. Det blev hurtigt verdensomspændende, og et af de første tiltag fra dansk og svensk side blev nedgravningen af Danmarks første underjordisk kabel i 1855 på den korte strækning mellem Vedbæk via Hven til Hillesborg nord for Landskrona på den skånske side. Og hermed var Sverige og Danmark også sammenkoblet på nettet.

Flyvemaskiner
I Norden fandt flyvemaskinernes "barndom" sted i Øresundsregionen. At være den første der fløj over sundet blev et ambitiøst mål for datidens flybaroner. I løbet af 1920-erne blev synet af flyvemaskiner mere og mere almindeligt og Kastrup og Bulltofta blev centre for regulær flypendling over sundet.
Ellehammers flyvemaskine
Ellehammers flyvemaskine
Kastrup Lufthavn
Kastrup Lufthavn
Bulltofta flyveplads i Malmø
Bulltofta flyveplads i Malmø

Øresund som flugtvej
Den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig blev et kommunikationsgennembrud mellem den danske og svenske befolkning. Det neutrale Sverige blev, i bogstaveligste forstand, et lys i mørket for det besatte Danmark. Øresund blev en flugtvej for tusindvis af danske flygtninge; først og fremmest de danske jøder og modstandsfolk. Og, som verdenskrigen udviklede sig, efterhånden også som det farvand, hvor danske soldater kunne sejle over og oprette en hemmelig hær på svensk grund. En gestus, hvor udtrykket broderfolk fik en særlig betydning på begge sider af Sundet.
Lysene i  Helsingborg
Lysene i Helsingborg
Flugt over Sundet
Flugt over Sundet
Lægeundersøgelse
Lægeundersøgelse
Den danske brigade
Den danske brigade
De fire inskriptioner
De fire inskriptioner

Færgerne
Efter anden verdenskrigs begrænsninger af rejsende over sundet fandt der i 1950,erne på det nærmeste en eksplosion sted i antallet af rejsende. Afgørende faktorer var her først og fremmest ophævelsen af pastvangen mellem Danmark og Sverige og den fremstormende bilisme. I kølvandet af opsvinget udvikledes der meget hurtigt en helt speciel færgekultur, hvor rejsen udviklede sig fra kun at være en nyttetrafik til også at omfatte rene fornøjelsesture med sang og bægerklang i de toldfrie omgivelser.
Sankt Ibb
Sankt Ibb
Knut Viking
Knut Viking
Togfærgen Malmöhus
Togfærgen Malmöhus

Øresundsintegrationen
Udbygningen og effektiviseringen af kommunikationen over Sundet i den sidste trediedel af 1900-tallet betød, på det nærmeste, en genforening af den traditionelt historiske sammenhæng mellem landsdelene Skåne og Sjælland. Alt efter det konjunkturbestemte arbejdsmarked, boligmarked, detailpriser og kulturelle tilbud etc. pendlede befolkningen nu frit og selvfølgeligt over det smalle farvand mellem Malmø og København og Helsingør/Helsingborg.
H-H aksen
H-H aksen
H-H aksen set fra oven
H-H aksen set fra oven
Træhus i Sverige
Træhus i Sverige
Tre flag vajer i Snekkersten
Tre flag vajer i Snekkersten

Øresundsbroen
Den korte afstand mellem Sjælland og Skåne havde i hele 1900-tallet været en udfordring for mange kreative hjerners forslag til en fast forbindelse mellem landsdelene. I år 2000 blev en kombineret bro og tunnelforbindelse realiseret. Broen har siden været et yderligere alternativ til overfarten og intensiveret kontakterne.
Det er især forbindelsen mellem København og Malmø, der har glæde af dette, men der findes nu planer om også at sammenbinde Helsingør og Helsingborg med en fast forbindelse.
Fast forbindelse 1889
Fast forbindelse 1889
Øresundsbroen
Øresundsbroen
Ringbanen
Ringbanen

En historisk og naturlig region i Europa
Måske er den mest effektive fredsbevægelse, at vi mennesker besøger hinanden. At mulighederne for dette i historiens løb er blevet øget i Øresundsregionen betyder, at det efterhånden er blevet en hverdagsagtig ting, at krydse de nationale grænser. Der er vist ikke nogen, der længere ser Øresund som en grænse, men snarere som et forbindelsesled. Som det altid har været. En udvikling, man forsøger at udvikle i hele Europa.
Interreg regioner
Interreg regioner

Middelalder

*

Kommunikationen i Middelalderen skal ses i lyset af Danmarks rolle som den dominerende østersømagt.
Skånes centrale placering betød bl.a. at Danmarks kirkelige centrum blev placeret i Lund og at Skånes sydlige handelsplads, Skanør ved Falsterbo, blev et internationalt, økonomisk kraftcenter. Skibene gik i pendulfart.

Østsjælland og Skåne: Et fælles kulturområde
Kulturlandskabet på den skånske side består af tre hovedtyper: Slettebygden, der fortrinsvis befinder sig på de flade strækninger langs kysten i syd og vest, skovbygden i den nordøstlige del af landskabet op imod Småland og omkring åsene. Imellem disse to typer ligger risbygden, der bl.a. er dominerende i Helsingborgområdet. Risbygden er karakteriseret ved en slags skovlandbrug, meget lig dyrkningsmønsteret i Nordøstsjælland.
Rød-endelsen findes i rigt mål i Skåne og Nordsjælland, men derimod ikke i det sydvestlige Sjælland. Meget tyder på at der har eksisteret to mere eller mindre adskilte kulturområder på Sjælland, opdelt i en henholdsvis vestlig og østlig, som orienterer sig mod det skånske område.
Kontakten imellem Sjælland og Skåne har været tæt i en tidsalder, hvor Øresund ikke skilte landskaberne, men tværtimod fungerede som en bekvem og hurtig færdselsåre. Adam af Bremen, der laver den første beskrivelse af området, konstaterer i 1070 at man fra Sjælland mange steder kan sejle over til Skåne.
Kortest er afstanden dog ved Helsingborg, hvor den smalleste del Øresund benævnes Halsen og befolkningen der kaldes halsinger. En gængs tolkning af stednavnene Helsingør og Helsingborg går på at det betyder helsingernes borg og øre, dvs. en landtange, der strækker sig ud i vandet. Andre forskere tolker endelsen -ør som: en stenet strandbred. Som fx i stednavnene Dragør og Skanør.
Tre landskabstyper
Tre landskabstyper
Udflytterlandsbyer
Udflytterlandsbyer
Bosættelser i Skåne
Bosættelser i Skåne

Skånemarkedet
Selvom byudviklingen var beskeden set i forhold til hansestædernes vækst havde det danske rige dog afgjorte fordele af væksten i landbrugsproduktionen og sildefiskeriet, der om efteråret forgik langs Øresunds kyster. Især Skanør-fiskeriet og det dertil knyttede Skånemarked var af stor økonomisk betydning for den danske kongemagt. Skanør og Falsterbo var dog helt specielt ved sin tidsbegrænsede aktivitet, hvor fiskeriet foregik i efterårsmånederne og markedet knyttede sig hertil. I denne periode boede og arbejdede udlændinge og lokale på området.
Skånemarkedet
Skånemarkedet
Sildefiskeri
Sildefiskeri
Skanør kirke
Skanør kirke
Borganlæg
Borganlæg

Sildefiskeriets betydning
Allerede i 1000-tallet er der beretninger om store mængder af sild i Øresund, men først i katolsk tid med kødløse fredage og fastedage og nedsaltning med salt fra Lüneburger Heide bliver silden den vigtigste eksportvare. I gode år i 1300-tallet kunne der årligt produceres og eksporteres op til 300.000 tønder årligt og det anslås at omkring en tredjedel af den danske krones indtægter stammede fra indtægterne af skånemarkedet og det bliver da også det vigtigste marked i Øresunds- og Østersøregionen.

Hansaens interesser.
Hanseaternes magt over østersøhandelen aftager omkring år 1300. Allerede i 1250 havde de første ummelandsfarere, folk fra Nederlandene og England der sejlede ummeland, dvs. nord om Jylland og ned igennem Sundet for at komme ind i Østersøen, vist sig på Skånemarkedet. Hanseaterne anvender deres kontrol over Skånemarkedet i perioden 1368-85 til at udelukke omlandsfarerne, men disse kan nu med de mere veludviklede skibstyper sejle direkte til destinationer langt inde i Østersøen. Desuden finder hollænderne ud af at fiske sild i Nordsøen, således at man helt kan undvære Skånemarkedet. Hertil kommer endelig at sildefiskeriet i Sundet kulminerer hen imod slutningen af 1300-tallet.

Handel og byer
Helt tilbage i forhistorisk tid har der fundet handel sted imellem Norden og Sydeuropa og i sen jernalder og tidlig vikingetid er bl.a. rav, pelsværk og slaver blevet solgt og byttet for luksusvarer som f.eks. glas sydfra.
I 700–tallet blev handelen imellem Middelhavet og Nordeuropa bl.a. formidlet via Frankerriget, men da det bukker under i starten af 800-tallet og araberne erobrer store dele af middelhavsområdet kommer Norden i vikingetiden til at spille en fremtrædende rolle i både nord-syd og øst-vest handelen. I det sydlige Skandinavien bliver Hedeby i Sønderjylland et fremtrædende handelscentrum, mens det længere øst og nordpå er Gotland og Birka i Sverige.
Handelsveje
Handelsveje

Skibstyper
Først og fremmest var det vikingernes skibsteknologi der fra omkring år 800 sikrede dem en fortrinsstilling i østersøhandelen. Man må forestille sig at stormænd og bønder udrustede skibe til togter i langskibe der kunne laste ca. 9 tons.
De senere udviklede, men også klinkbyggede skibe af knartypen, som man også anvendte til sejlads på Nordatlanten, kunne laste omkring 20 tons.
I starten af perioden har det nok været vanskeligt at skelne imellem plyndrings- handels- og kolonisationstogter, men på overgangen til middelalderen omkring år 1050 spiller handelen en mere fremtrædende rolle. Det sidste især takket være den nye skibstype koggen, der med sit høje kravelbyggede skrog kunne laste op imod 30 ton, og omkring år 1200 helt op imod 200 tons.
Kogge og Knar
Kogge og Knar
Knar
Knar
Kogge.
Kogge.
Malmøkoggen
Malmøkoggen
Model
Model
Hork
Hork

Varetyper
Fra omkring dette tidspunkt begynder handelen også at skifte til mere dagligdags varer, såsom korn, fisk og kød, som bl.a. stammer fra den overskudsproduktion som de nye dyrkningsmetoder tilvejebringer. Disse produkter kunne afsættes i de bysamfund, som i løbet af 11- og 1200-tallet blomstrer op i Nordtyskland. Disse hansestæder, som de efterhånden benævnes, kommer i den efterfølgende tid til at beherske store dele af handelen på Østersøen i kraft af organisatorisk og teknologisk overlegenhed.

Renæssance

*

Den verdensberømte videnskabsmand Tycho Brahes mange rejser mellem Skåne, Hven og København i 1500-tallets sidste halvdel er et markant eksempel på den intense kommunikation, der fandt sted mellem landsdelenene.


Uranienborg på Hven
Renæssancefyrsten Frederik 2.havde blik for Tycho Brahes format og tilbød ham støtte og d.18.2.1576 tilstedes han en årlig udbetaling på 500 daler, en statsstøtte af dimensioner. Kongen havde under tilsyn med byggearbejdet på Kronborg fået øen Hven i tankerne, som et passende sted for Tycho Brahes virksomhed, og Tycho Brahe kunne få den som len på fordelagtige vilkår, hvis det kunne afholde ham fra at rejse til udlandet. Tycho Brahe accepterer kongens tilbud.
Ovenikøbet får Tyge 400 rigsdaler til opførelse af et hus på Hven. I august 1576 påbegyndes byggeriet af Tycho Brahes nye bolig Uranienborg, opkaldt efter himmelgudinden Urania. Det praktiske arbejde udføres som hoveriarbejde af øens bønder, og som ledere af byggeriet har man bl.a. foreslået to af de fra Kronborgbyggeriet kendte nederlandske bygherrer Hans von Paeshen og Hans van Stenwinckel. Selve byggeriet er inspireret af norditaliensk renæssance, som Tycho Brahe har stiftet bekendtskab med under sine udenlandsrejser, og der er næppe tvivl om, at han selv har bidraget til udformningen af byggeriet.
I vore dage er der ikke mere tilbage af slottet.

En symbolsk bygning
De centrale del af grundplanen udgøres af et kvadrat, der måler 60 fod, ca 15,5 meter på hver side. Dette kvadrat deles af vinkelrette korridorer, der deler grundkvadratet i fire ens mindre rum og endvidere forbinder symmetriske tilbygninger i nord- sydlig retning og ligeledes symmetriske indgangspartier i øst og vest.
Bygningen består af to etager, fuld kælder og en kvistetage. Uden påbygningen er tilføjet altaner til brug for observationer og en del af kælderen er beregnet til kemisk laboratorium. Astronomien og kemien/medicinen var de videnskaber man ville give sig af med og det angives tillige med to figurnicher over indgangspartierne. De allegoriske fremstillinger her har været knyttet sammen med nogle korte latinske inskriptioner: DESPICIENDO SUSPICIO og SVSPICIENDO DESPICIO, hvilket betyder noget i retning af: Idet jeg ser ned skuer jeg opad, og idet jeg ser op, skuer jeg nedad.Den første sentens er møntet på de kemiske eksperimenter, den anden refererer naturligvis til de astronomiske studier.
Uranienborg
Uranienborg
Grundplanstegning
Grundplanstegning

Kosmologien
Den dybere mening med Tycho Brahes valgsprog er, at de videnskabelige studier har kosmologisk sammenhæng, at der er indbyrdes forbindelse imellem studiet af de jordnære ting og det guddommelige og at studiet af planetsystemets opbygning har relation til den jordiske tilværelse.
Uranienborg var således ikke alene hjem og arbejdssted for Tycho Brahe, men udtrykte tillige arkitektonisk og på anden vis den livsopfattelse og verdensanskuelse, der ligger til grund for Tycho Brahe og mange andre renæssancehumanisters arbejde og virke: En tro på at udforskning og kortlægning af virkeligheden vidner om den kosmologiske sammenhæng, der ligger bag.

Havekunst og medicin
Det samlede kompleks omkring Uranienborg viser igen det sammenhængende og symmetriske, her i haveanlægget og de omgivende voldanlæg. Haveanlægget er et af renæssancens interesseområder, men her har det også tjent mere praktiske formål, idet træerne også var frugttræer og bedene rummede såvel grøntsager, som urter, der også kunne indgå i medicinske opskrifter.
Vi ved at både Tyge og hans lærde søster Sophie Brahe, der i lange perioder opholdt sig på Hven, gav sig af med at fremstille medicinske præparater, endda i et sådant omfang, at apotekerne i København klagede over det. Det er sandsynligt, at Sophie Brahe har deltaget i anlæggelse og pleje af haveanlægget, men sikre beviser for det har vi ikke.
Have- og voldanlæg
Have- og voldanlæg
Grundplan
Grundplan

Tycho Brahe forlader Hven
Tycho Brahe bliver på Hven i 21 år, frem til 1597, hvor han falder i unåde og nødtvungent forlader Danmark og i 1599 slår sig ned i Prag, hvor han dør i 1601. Omstændighederne omkring Tycho Brahes fald er fortsat uklare og omdiskuterede. Fra Rostock skriver Tycho Brahe i 1597 selv til kongen, at han ikke er draget i eksil og forsikrer om sin fortsatte loyalitet. Kongen bebrejder ham, at han er drager bort uden tilladelse ogpå peger uoverensstemmelser, idet han henviser til "Klagemaal vore fattige Undersaatter og Bønder paa Hven imod dig haver haft" og hans forsømmelighed mod kirken sammesteds, herunder "Udi hvad Maade Daabsens Ord ere udi langsommelig Tid udeladte, imod disse Rigers vedtagne Brug, med dit Vidskab, sligt er hver Mand altfor vitterligt."
At Tycho Brahe ikke overholdt sine lensforpligtigelser til punkt og prikke er en kendsgerning, han forsømte at passe fyret på Kullen og værre endnu det kongelige gravkapel i Roskilde Domkirke. Det kan imidlertid undre at stridsmålet med bønderne drages frem i en tid, hvor det er enhver herremands ret at udnytte sine undergivne og hvor byrden på bønderne generelt set øges betydeligt.

Buxtehude - en øresundsborger
I årene 1638-41 virkede Buxtehude den ældre i Helsingborg og her tilbragte Diderik nogle barneår. I 1642 fik faderen tjeneste som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor han var aktiv frem til 1670. Barne- og ungdomsår tilbragte Diderik Buxtehude altså både i Helsingør og Helsingborg.

Rigt musikliv
I 1600-tallet første halvdel var musiklivet ved det danske hof og i de større kirker af meget høj klasse. Navne som Heinrich Schütz og John Dowland er gået over i musikhistorien. Schütz var kirkemusiker i Købehavn og opbyggede hofkapellet der. Dowland, berømt lutspiller og komponist, var hofmusiker og holdt til i Helsingør. Johann Lorentz virkede i første halvdel af 1600-tallet som kongelig orgelbygger og byggede, eller ombyggede alle vigtige orgler i Øresundsregionen i en da ganske konservativ renæssansestil som da repræsenteredes af Heinrich Schütz og John Dowland. Et af de vigtigste vidnesbyrd om Lotrentz virksomhed findes i orgelfacaden på Chrisstiansstads Trefoldighedskirke.

Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg
Mariakyrkan i Helsingborg
Sct. Annægade i Helsingør
Sct. Annægade i Helsingør
Det gamle orgel
Det gamle orgel
Buxtehude
Buxtehude
Kororgel i Mariakyrkan
Kororgel i Mariakyrkan

Forbindelsen opretholdes
I sin tid i Helsingør opretholder Buxtehude også tætte forbindelser til både danske og svenske embedsborgere. Det eneste med fuldt sikkerhed kendte musikstykke som Buxtehude har skrevet i sin tid i Helsingør er således i året 1665 tilegnet Christoffer Schneider, der var svensk postmester og senere kommisarius bosiddende i Helsingør. Ligeledes havde Buxtehude allerede fra Helsingør-tiden venskabelige forbindelser med den svenske hofkapelmester og organist Gustav Büben. Måske er det også på hans foranledning at Buxtehude i 1680 komponerer bryllupskantaten til brylluppet imellem Karl 11.Gustav og hans danskfødte dronning Hedvig Eleonora.
StorAperte mihi portas justitiae, Helsingør 1665 (Diderik Buxtehude)
StorAria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude)

Tiden i Lübeck
1668 flyttede Diderik Buxtehude til Lübeck, formodentlig af hensyn til sin fortsatte karriere, men nok også for at komme væk fra de trange økonomiske vilkår i den krigshærgede Øresundsregion. Som en rød tråd i Buxtehudes liv går de tre mariakirker i Helsingborg, Helsingør og Lübeck. Selvom størstedelen af hans aktive liv var forlagt til Lübeck og selvom han der vandt den største ære og berømmelse, så glemte han aldrig sine rødder ved Øresund. Derfor kunne tidsskriftet Nova litttraria Maris Balthici år 1707 påstå, at ”han anså Danmark for sit fædreland” (Patriam agnoscit Daniam).
Diderik Buxtehudes karriere som komponist og organist kulminerede i Lübeck, hvortil storheder som Händel og Bach vandrede for at lytte til hans musik. Det var som organist og komponist i Mariakirken i Lübeck han vandt sin store berømmelse. Især var han kendt for sine ”Lübecker Abendmusik” som var koncerter i tilknytning til aftensangen søndagene før jul. Til disse skrev han hvert år et nyt orgelværk.

Begrænsede kontakter

*

Ved slutningen af 1600-tallet fremstod Sverige som den dominerende stormagt i Norden og Østersøen. Men Sverige var tillige omgivet af en række stater, der ønskede at tilbageerobre de tabte områder. Blandt disse indgik Danmark, Rusland og Sachsen (inkluderet Polen) en alliance mod Sverige.

Men Sverige var blevet en skrækindjagende modstander. Man havde bygget en ny krigshavn i Karlskrona og opført fæstninger langs Øresundskysten. Den svenske hær bestod nu af 65.000 mand, og til søs kunne man indsætte 38 linieskibe.


Karl Gustavkrigene 1657-60
1657 ramte katastrofen for alvor det danske rige. Danmark erklærede Sverige krig i håb om at kunne revanchere nederlaget fra 1640erne, men bliver i stedet rendt over ende i løbet af sommeren 1657 og den efterfølgende vinter, hvor Karl 10. Gustav sætter over isen til Sjælland og hastigt nærmer sig København.
Karl 10. Gustav
Karl 10. Gustav
Over isen til Fyn
Over isen til Fyn
Ivernæs
Ivernæs
Erik Dahlberg
Erik Dahlberg
Karl 10. Gustav ved Storebælt
Karl 10. Gustav ved Storebælt
StorKarl Gustav 10.s hær går over isen

Roskildefreden
Der sluttes en hurtig fred i Roskilde. Fredsforhandler på svensk side er den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt, som er gift med Christian 4.s datter Eleonora Christine.
Fredsbetingelserne er hårde: Danmark skal for altid afgive Skånelandene, selvom § 9 i freden sikrer kulturel selvbestemmelse i Skåne. Besættelsen afsluttes med et såkaldt fredstaffel på Frederiksborg Slot, hvorefter svenskekongen via Helsingør drager til Skåne, for at tage de erobrede områder i øjesyn.
Roskildefreden
Roskildefreden
Præstegården i Høje Taastrup
Præstegården i Høje Taastrup
Joachim Gersdorf
Joachim Gersdorf
Corfitz Ulfeldt
Corfitz Ulfeldt
Ankomsten til Frederiksborg Slot
Ankomsten til Frederiksborg Slot
Fredstaflet på Frederiksborg Slot
Fredstaflet på Frederiksborg Slot
Karl 10. Gustav i Helsingør
Karl 10. Gustav i Helsingør
Karl 10. Gustav modtages i Helsingborg
Karl 10. Gustav modtages i Helsingborg
Karl 10. Gustav ankommer til Landskrona
Karl 10. Gustav ankommer til Landskrona
Karl 10. Gustav ankommer til Malmø
Karl 10. Gustav ankommer til Malmø
Karl 10. Gustav uden for Christiansstad
Karl 10. Gustav uden for Christiansstad

Anden halvleg
Et halvt år senere fortryder Karl d.10 Gustav at han ikke med det samme indlemmede hele Danmark i Sverige. Han besætter atter Sjælland og indtager Helsingør og Kronborg, som falder efter tre ugers belejring. København belejres, men undsættes, efter et søslag i Øresund, af en hollandsk flåde, idet hollænderne nu er i alliance med Danmark, og i henhold til aftalen kommer den angrebne part til hjælp.
Begivenhederne kulminerer med stormen på København i februar måned 1659, hvor det svenske angreb blev slået tilbage.
Belejringen af Kronborg<br>
Belejringen af Kronborg
Belejringen af Kronborg
Belejringen af Kronborg
Søslaget
Søslaget
Søslaget i Øresund
Søslaget i Øresund
Slaget i Øresund
Slaget i Øresund
Slaget i Øresund<br>(Tegning)
Slaget i Øresund
(Tegning)
Stormen på København 1659
Stormen på København 1659
Stormen på København 1659
Stormen på København 1659
Dahlsbergs skitse fra angrebet
Dahlsbergs skitse fra angrebet
Øjebliksskitse
Øjebliksskitse
StorSøslaget i Øreund

Freden i København
Der sluttes atter fred i 1660, hvorved Bornholm vender tilbage til Danmark og Trondhjems Len til Norge. Ændringer vedrørende Skåne, Halland og Blekinges status var slet ikke på tale og det er tydeligt, at Danmarks allierede Holland og de øvrige europæiske stormagter ikke ønsker ændringer i forholdene omkring Øresund. Den storpolitiske manøvre går ud på at forhindre at en og samme magt fremover kommer til beherske begge sider af Øresund.
En senere iagttager, englænderen Robert Molesworth, bemærker i 1691 at Christian 4. i sin tid var begunstiget af hollændernes krig med Spanien og at kong Jacob d.1. af England favoriserede danskerne på grund af sit ægteskab med en dansk prinsesse. Molesworth bemærker at den danske suverænitet over Øresund ville svare til at Spanien havde påberåbt sig herredømme over Gibraltarstrædet og indsejlingen til hele Middelhavet. Øresundstolden eksisterer fortsat, men indtægterne er ifølge Molesworth faldet fra omkring 150.000 rigsdaler i 1645 til ca. 80.000 i 1690erne.
Axel Urup (1601-71)
Axel Urup (1601-71)
Fredstraktaten 1660
Fredstraktaten 1660

Linnés skånske rejse 1749
En præstesøn fra Småland, i fuld gang med en usædvanlig videnskabelig karriere i Uppsala, kom i 1749 til Skåne. Denne Carl Linnaeus (adled til von Linné) var taget til Skåne på en nationaløkonomisk opgave, udsendt af den svenske rigsdag. Målet var at kortlægge landsdelens ressourcer og foreslå forandringer. Linné var empiriker og foretog, ligesom Tycho Brahe, omhyggelige iagttagelser, men han var også en systematiker, som ønskede at indordne virkeligheden i et velordnet system. Han var en videnskabsmand i oplysningstidens ånd.

Skåne – en isoleret region
Linné skulle beskrive Skånes naturlige ressourcer og anbefale foranstaltninger, som kunne styrke landsdelens økonomi. Naturligvis kunne Linné ikke give slip på botanikken, så han undersøgte og beskrev bestanden af planter på forskellige lokaliteter, men han interesserede sig også for en lang række andre ting i det skånske landskab.
Skåne var stadigvæk præget af den ødelæggelse og død, som krig og pest havde forårsaget. Landsdelen lå langt fra rigets centrum og var desuden afskåret fra Danmark. Det var en isoleret region, med alt for lidt kontakt med omverden til at kunne vokse og udvikles. Linné syntes også, at den skånske bonde alt for stædigt holdt fast ved gamle vaner og var bange for forandringer. De konservative bønder havde brug for bedre viden og moderne landbrugsmetoder.
Linné - en verdensberømt botaniker
Linné - en verdensberømt botaniker
Linnés fødehjem i Råshult
Linnés fødehjem i Råshult
Linnés rejserute
Linnés rejserute

Skånes frugtbarhed
Alligevel havde Linné meget godt at sige om Skåne, som han så som Sveriges, måske Europas bedste dyrkningsområde. Om klimaet i Malmø skrev Linné: ”dette er ikke spor dårligere end i Holland. Alle de farveurter og apotekerurter som plantes og sælges fra Holland, kunne lige så godt vokse her…” Også i Skanør fremhævede han klimaets fordele:
”Jeg kender ikke noget land, som mere ligner Zeeland i Holland til klima og jordbund og kan intet andet se end, at hvad der vokser på Zeeland, kunne også plantes her; derfor burde her anlægges plantager af farvestoffsplanter og sådanne andre økonomiske urter.”
Linné understregede altså, at Skånes milde klima burde udnyttes bedre gennem at indføre nye, økonomisk gavnlige planter, så at man derved kunne undgå at importere disse planter fra eksempelvis Holland. Tilmed kunne han sammenligne silden med den hollandske. ”Silden der fanges ved Kullen er næppe den hollandske sild underlegen, hvad gælder størrelse og fedme.” Linné sammenlignede tit med hollandske forhold. Han havde opholdt sig i Holland i flere år i løbet af 1730-tallet, og der aflagt doktorseksamen i medicin samt publiceret en række videnskabelige skrifter.

Fugt og flyvesand
Linné trivedes ikke med Skånes fugtige efterår og manglen på brænde, noget han åbenbart ikke var vant til fra Småland og Uppsala.
”Her i Skåne bemærker man, at husenes lervægge spreder en muggen, klam og ubehagelig duft, især for den som er uvant, og denne damp bliver kraftigere ved regnvejr. I dette slettelandskab erfarer man den fordel vi har længere nordpå med dejlige ildsteder, hvor vi tørrer vores legemer i køligt og fugtigt vejr.” Ved et besøg i Herrestad konstaterede Linné: ”Her på stedet er bøndernes huse, og ofte også herremændenes, for det meste fugtige og opfyldte med en sjælden kvalme.”
Der fandtes også andre problemer med det åbne slettelandskab: ”Kämpinge by lå i Skånelandets sydvestlige hjørne og var meget plaget af flyvesand, som blæste ind i byen som store snedriver og ødelagde bøndernes marker.”
Problemet fandtes mange steder, og Linné så åbenbart meget alvorligt på det. Han påtalte betydningen af beplantning for at dæmpe flyvesandet:
” Hollænderne har iværksat dette på sine sanddyner. De bruger til dette formål den græsart de kalder helm. Omkring Ängelholm er mange og vidtløftige plantager blevet anlagt og disse har for en stor del haft en lykkelig effekt.”
Bindingsværkshus
Bindingsværkshus
Skånsk hus
Skånsk hus

Pilelandet
Muldjordsflugt og udtørring udgjorde andre problemer på Skånesletten, især på højt beliggende agre. Løsningen på dette var, ifølge Linné, at øge beplantningen af pile -og andre træer. Dette ville dæmpe erosionen, holde på fugten og i tillæg give brænde til opvarmning af fugtige boliger:
”Det vigtigste for Skånesletten er, at alle diger bliver beplantet med pile og andre løvtræer langs med jordvoldens indre sider. Disse får derved en anselig styrke, og hvert tredje år kan grene afhugges og flettes til små hegn, som opstilles på voldene. Når disse så har gjort tjeneste i to år og forfalder, kan de bruges til brænde det tredje år, når vangen skal udlægges. Ved siden af dette skulle sådanne træer anseligt pryde landskabet og skygge for vinden som udtørrer jorden og i et usynligt støv bortfører den fineste muld og derved dagligt udarmer jorden.” ”Pilebeplantning er en nødvendighed for Skåneland, foruden hvilken landet næppe vil kunne få sit fremtidige udkomme.”

Skånes folkelige traditioner
Foruden alle sine optegnelser om, hvordan det skånske landbrug og næringsliv skulle forbedres var Linné også interesseret i Skånes folkelige traditioner. Han beskriver for eksempel fejringen af midsommeraften på Skanørs torv i 1749:
”De unge karle og tjenestepiger var samlet på torvet. Drengene havde sørget for stænger og pigerne for blomster. Stængerne blev lænket sammen til en høj mast med tværspyd og indenfor nogle minutter var hele stangen dækket af blomster og kranse, som hængte for enden af spydene. Den færdige majstang, som var den skønneste og prægtigste, rejstes med skrig og råben og ungdommen dansede rundt om den gennem hele natten, på trods af at det regnede.”
I Linnés beskrivelse af midsommer i Skanør og Falsterbo fremgår det, at kontakten med Danmark ikke var helt afbrudt. I sin beskrivelse af midsommerdagens offergang i Falsterbo kirke noterer han: ”Folk kom fra fjerne steder, og tidligere kom der mange fra Danmark.”
Midsommerstang
Midsommerstang

Linné - også en petitessernes mand
Intet var for ringe og ligegyldigt for Linné. Han skriver fra sit ophold i Malmø:
”Blyanter fra England af en usædvanlig type sås hos borgmester Borg. De kunne ikke spidses med kniv, kun med hjælp af varme eller lys kunne man presse dem sammen med fingrene, og de duftede af lak. Dette betød at de var lavet af blyerts (grafit) med meget lidt harpiks. Det ville være gavnligt for os, som er så velforsynet med blyglans (blymalm), men endnu så lidt af fin blyerts som kan saves til blyanter.”
Linné tænkte mange tanker om Skånes udvikling i både stort og småt.

Transportrevolutionen

*

Dampmaskinens udnyttelse i skibe og toge betød også en revolution i Øresundsregionens kommunikation. Udbygningen af infrastrukturen på begge sider af Sundet og sammenkoblingen mellem togtrafik og skibstrafik gav bl.a. mod og lyst til at investere i pragtbygningen Helsingør Station ved Helsingør havn i 1891.


Centrum Øresund
Drømmen om det gamle storslåede Norden og nationalistiske samlingsbestræbelser forenedes især i tiden efter 1830 i den bevægelse, som går under navnet ”Skandinavismen”. Dens tyngdepunkt kom til at ligge i Øresundsregionen og her stræbte man på forskellig vis efter at slå kulturel, økonomisk og politisk bro over sundet.
Skåne havde jo været en central del af Danmark før den svenske magtovertagelse, så det var naturligt at en tilnærmelse til Danmark faldt i god jord i dette landskab. Regulære dampskibsforbindelser mellem Skåne og Sjælland startedes med en linje Malmø – København 1828. Dermed var Øresund igen begyndt at fungere som et bindeled og ikke som en ”blå mur” imellem Danmark og Sverige. Den ny teknik og de nye idéer fulgtes ad og kunne også motivere hinandens eksistens.
Dampskibet Ophelia
Dampskibet Ophelia

Den nye infrastruktur
En vigtig brik i det tiltagende landliggeri var naturligvis den stadig udbedrede infrastruktur, især dampskibe og jernbaner. Helsingør får som den første provinsby besøg af dampskibsfærgen Caledonia, landets første, allerede i 1819 og op igennem 1820erne og 30erne er der uregelmæssig trafik langs kysten. Fra slutningen af 1842 blev der fast dampskibsforbindelse med færgen Hamlet imellem København og Helsingør og og i 1845 forlængedes ruten til Helsingborg. Fra 1856 kom der endvidere fast forbindelse med dampskib imellem Helsingør og Helsingborg.
Efterhånden kunne man transportere både familiemedlemmer og bagage over større afstande. Dampskibene lagde til ved forskellige lokaliteter undervejs og derfra blev man inklusive gepäck roet i land til de attråede sommerboliger. Med dampskibene og især jernbaneforbindelsen imellem København og Helsingør over Hillerød i 1864 opstod der mulighed for at farmand kunne nå ind til byen og passe forretningerne også i sommerhalvåret.
Caledonia
Caledonia
Dampskibet Hamlet
Dampskibet Hamlet
Dampskibet Ophelia
Dampskibet Ophelia
Øresundsfærgen  i Vedbæk
Øresundsfærgen i Vedbæk
Nordbanen
Nordbanen
Nordbanens linieføring
Nordbanens linieføring
Køreplan for kystbanen
Køreplan for kystbanen
Hornbækbanen
Hornbækbanen
Klampenborg
Klampenborg

Malmøs industrialisering
Malmö industrialiseredes og urbaniseredes kraftigt mellem 1860 og 1900, da indbyggertallet næsten tredobledes. Store industrier anlagdes. Allerede i 1840 startede Frans Fredrik Kockum et mekanisk værksted, hvor man i 1850´erne begyndte at bygge jernbanevogne, og i 1870´erne indledtes skibsværftsepoken. I 1866 grundedes Malmö Uldfabrik, som udvikledes til en af Nordens største tekstilfabrikker. Malmö Valsemølle fra 1881 blev Sveriges største producent af hvedemel og Malmö Chokolade- og Konfektfabrik (Mazetti) udvikledes til en af de største i branchen. I 1890 startede Skånska Cement AB en cementfabrik i Limhamn. Hovedjernbanen blev klar i 1864 og i Malmö anlagdes et banegårdsområde, som blev det største i Sverige.
Malmø havn 1880
Malmø havn 1880
Kockums i Malmø
Kockums i Malmø
Jernbanestationen i Malmø
Jernbanestationen i Malmø

Infrastrukturen udbygges
Gennem sit kommunale engagement kunde han arbejde på forbedring af kommunikationsmidlerne. I perioden fra 1865 til 1885 bidrog han til, at Helsingborg fik jernbaneforbindelser i alle retninger. Først til Billeberga /Eslöv og siden til Hässleholm, til Åstorp og Värnamo. Efter dette var byen koblet til de store hovedbaner og havde dermed jernbaneforbindelse til Stockholm, Göteborg og Malmö. Samtidigt udvidedes og uddybedes havnen og Sveriges første togfærgeforbindelse til udlandet kunde åbnes i 1892.
Havnens udvidelse blev positiv for rederinæringen i Helsingborg. Ved århundredets slutning havde byen landets tredje største handelsflåde. Petter Olsson startede flere industrier bl.a. teglværk, dampmøllen og gummifabrikken, hvor Henry 251 senere skulle starte galocheproduktion. Han brændte for byen og dens udvikling, men også for sin pietistiske religiøsitet. Missionshuset på Kullagatan var i høj grad Petter Olssons værk. Hele livet var han tro mod sin religiøse overbevisning og fortalte at han gerne ville gøre Helsingborg til “en by til Guds Ære”. Hans store familie opholdt sig om sommeren i sommervillaen Øresundslyst på den danske side af sundet.

Infrastruktur
Et andet væsentligt træk ved industrialiseringen vedrører etableringen af en infrastruktur, der forbinder Nordsjælland tættere med hovedstadsområdet og Skåne. Man havde jo naturligvis søvejen, men i 1864 åbnes Nordbanen med forbindelse til København over Hillerød. Varetransport fra endestationen og til midtbyen foregik via en hestetrukken bane, heraf navnet Trækbanen.
Helsingør Banegård og Kystbanen
Placeringen af Nordbanens Helsingør station ved Trækbanen i byens yderkant viste sig hurtigt at være en kostbar fejlplacering. Det var alt for omstændigt og tidskrævende at omlade godset til hestevogne, når det skulle transporteres til havnen. Man valgte da at anlægge et jernbanespor langs kysten fra Snekkersten til den nyopførte Helsingør Banegård ved havnen. Det omfattende projekt blev indviet i efteråret 1891 og passagererne fik nu adgang til det som mange i samtiden kaldte for ”Landets flotteste banegård”. Banegården fremtræder i nederlandsk renæssancestil a la Kronborg og Rosenborg Slot i København.
I 1894 vedtog den danske rigsdag "Kystbaneloven" der skulle føre jernbanespor langs kysten fra Klampenborg til Helsingør, og den 1.august 1897 var den nuværende Kystbane en realitet.
Helsingør/Helsingborg overfarten
Den væsentligste årsag til omlægningen af Nordbanen fra Snekkersten til Helsingør havn og byggeriet af den nye banegård var behovet for jernbaneoverfart mellem Helsingør og Helsingborg.
I marts 1892 blev den nye jernbanefærgeoverfart indviet mellem de to byer. Det skete med hjulfærgen ”Kronprinsesse Louise”; en nybygning fra Helsingør Skibsværft, som var ene om jernbaneoverfarten til 1897, hvor en ny hjulfærge, ”Kronprins Frederik” også blev indsat på overfarten.
Begivenheden blev i Helsingborg fejret med mange officielle indvielsestaler og glæde over, at der nu var skabt langt lettere forbindelse til Danmark og videre til kontinentet.
Den nye færgeforbindelse fik stor betydning for den svenske infrastruktur. For eksempel kunne vestkystbanen mellem Gøteborg og Malmø nu knyttes sammen med overfarten Helsingborg - Helsingør.
Hornbækbanen
Med åbningen af Hornbækbanen i 1906 skete der en væsentlig udbygning af Nordsjællands infrastruktur med bedre forbindelser til oplandet, bl.a. transporteres klæde fra Hellebæk, tegl fra Ålsgårde og papir fra Havreholm. Transportudviklingen var, i vid udstrækning, også et produkt af egnens forvandling til rekreativt område for hovedstadsregionen. Et træk der fik betydning for udviklingen helt op i vor tid.
Fri handel og vareomsætning
Skibshandelens frygt for at de nye samfærdselsmidler ville overtage dele af varetransporten viste sig at være velbegrundet, og med den endelige ophævelse af beskyttelseszoner omkring købstaden i 1920 var den tid forbi, hvor der blev lagt hindringer i vejen for den fri handel og vareomsætning.
Omkring århundredeskiftet er de vigtigste faktorer for den industrielle udvikling tilvejebragt: Først og fremmest med etableringen af skibsværftet den fornødne kapital og investering og arbejdskraft, der også i rigt mål søger til byen, en udbygning af infrastrukturen og ophævelse af tidligere tiders restriktioner for produktion og vareomsætning. Med etableringen af Helsingør Tekniske Skole i 1885 påbegynder man også en tidssvarende uddannelse af arbejdskraften.
Den nye banegård 1891
Den nye banegård 1891
Helsingør Banegård 1891
Helsingør Banegård 1891
Helsingør Stations indgang
Helsingør Stations indgang
Kystbanen
Kystbanen

Flyvemaskiner

*

Hvis 1800 var dampskibet og jernbanens århundrede, så blev flyvemaskinen ikonet på første del af 1900-tallet. I Øresundsregionen startede det allerede 1906 med Ellehammers berømte flyvetur, i 1910 blev Øresund krydset i flyvemaskine og udviklingen af flytyper og lufthavne tog fart på begge sider af sundet.
Hvis 1800 var dampskibet og jernbanens århundrede, så blev flyvemaskinen ikonet på første del af 1900-tallet. Øresundsregionen blev et pionerområde for flyvemaskinen.

Fra damp til fly
Dampskibe og jernbaner havde revolutioneret samfærdslen i 1800-tallet, og i Øresundsregionen blev de nye transportsystemer af meget stor betydning. Nordbanen/Kystbanen på Sjælland, og Hovedbanen/Vestkystbanen i Skåne knyttedes sammen af togfærgeforbindelsen mellem Helsingborg og Helsingør.
Endnu en opfindelse var med til at revolutionere 1900-tallets samfærdsel. Forbrændingsmotoren muliggjorde ikke bare bilismen, men også et nyt kollektivt transportmiddel – luftfarten. Den, i forhold til dampmaskinen, lette eksplosionsmotor kunne bruges i luftfartøjer. Men vejen til den kollektive luftfart blev kringlet og eventyrlig.

Ellehammer
Amerikaneren Wilbur Wright blev den første der for alvor lettede fra jordens overflade i december 1903, men allerede tre år senere, den 12. september 1906, fløj danskeren Ellehammer ca.42 meter i 30 centimeters højde.
Flyhistorikere diskuterer endnu om, hvorvidt det kan kaldes en flyvetur, men i luften kom han dog.
Ellehammers flyvemaskine
Ellehammers flyvemaskine
Ellehammer letter
Ellehammer letter

Øresund i centrum
I Europa blev Frankrig centrum for den unge luftfart og entusiaster fra alle vegne kom for at lære. Måske blev man ikke bare lokket af eventyret, vovestykket eller nyhedens glæde, men også af den enorme opmærksomhed som blev piloterne forundt. Flyveopvisninger samlede store folkeskarer, piloterne sås som helte og blev dyrket som idoler. I Stockholm blev ”flyvebaronen” Carl Cederström konstant hyldet, men det var i Skåne og Danmark, at flyet først fik fodfæste.
Allerede i 1909 forsøgte danskeren Folmer Hansen at flyve fra Sofiero nord for Helsingborg i Skåne til Marienlyst udenfor Helsingør, men turen blev opgivet. I 1910 opsattes et pris på 5 000 kroner til den der først kunne flyve over Øresund. Carl Cederström lastede sin flyvemaskine på en godsvogn til København for at erobre denne pris. Men en dansk flyver, Svendsen, nåede at blive den første, da han fløj fra København til Malmö, hvor han landede på Limhamnsfältet den 17. juli 1910. Carl Cederström fløj første gang over sundet den 24. august, 1910.
Sandfangeren i Stockholm
Sandfangeren i Stockholm

Første svenske flyvemaskine
I april 1910 blev det første svenskbyggede fly præsenteret på Stadshotellet i Landskrona. Det var, med et Beriotplan som forlæg, bygget af de to ingeniører og flyveentusiaster Oscar Ask og Hjalmar Nyrop.
Flyet var dog behæftet med den nok så alvorlige fejl, at det ikke kunne holde sig i luften ret længe. Hertil kom, at det hoppede og dansede i den korte tid, det mirakluløst løftede sig fra jorden. Prøveflyvningerne, der kunne beses på Sveriges første lufthavns marker, Ljungbyhed, faldt ikke så heldigt ud, og i folkemunde kaldte man nu flyet for ”græshoppen”.
I efteråret 1910 arrangerede Svenska Aeronauitiske Sällskabet (SAS) en stor flymesse på Ladugårdsgärdet i Stockholm. Det blev et tilløbsstykke, hvor de begejstrede tilskuere kunne få et eftertragtet glimt af deres fly-idoler. Først og fremmest Carl Cederström, der i overlegen stil vandt de fleste af ugens konkurrencer. Bl.a. over sin ”gamle” danske konkurrent Robert Svendsen.
Under fly-messen i Stockholm fik Ask og Nyrop en ny mulighed for at demonstrere deres evner som flykonstruktørere. Her med større held end i Landskrona. Bl.a. ved at udskifte den to-cylindrede boxermotor med en trecylindret maskine. På svensk kaldet en ”solfjäderstyp”. Kort tid før messen havde Nyrop selv fløjet maskinen, hvor han havde holdt maskinen og sig selv i luften i hele fem minutter!
Første svenske fly
Første svenske fly
Første svenske fly
Første svenske fly

Dansk-skånsk samarbejde
Præsentationen af den første,nogenlunde fungerende svenske flyvemaskine var et godt eksempel på skånsk-dansk samarbejde.
Maskinen var nemlig konstrueret af skåningen Oscar Ask og danskætlingen Hjalmar Nyrop, og maskinens pilot i Stockholm var danskeren Knud Thorup.
Efter et havari opgav Nyrop arbejdet med flyvemaskiner, men Oscar Ask videreudviklede sin virksomhed i Landskrona og byggede flere maskiner, indtil han slog sig sammen med Enoch Thulin, som blev den store giganten indenfor tidlig skandinavisk flyveindustri.

Pioneren Thulin
Skåningen Thulin begyndte allerede i 1908 at studere flyveteknik og flyvekunst i Frankrig og i 1912 forsvarede han i Lund i 1912 doktorafhandlingen ”Om luftmodstanden på flade overflader”. Den 24. september 1913 blev han den første til at flyve frem og tilbage over Østersøen, da han fløj strækningen Landskrona-Stralsund-Trelleborg. I 1914 fløj han strækningen Paris-Landskrona.
Thulin nåede at afvikle hundredvis af spektakulære flyveopvisninger, og han anlagde Skandinaviens første rigtige flyindustri i Landskrona, AB Enoch Thulins aeroplanfabrik, en videreudvikling af den virksomhed han tidligere drev sammen med Oscar Ask.
Enoch Thulin
Enoch Thulin
Thulin fly
Thulin fly

Flyindustri i Landskrona
Under første verdenskrig voksede Thulins flyvemaskinefabrik, og inden længe var 1000 personer beskæftigede. Man byggede 99 flyvemaskiner, tæt på 600 flyvemotorer og såmænd også ca. 300 biler. Thulin var meget populær blandt sine ansatte. Han var selv både forsker, konstruktør, producent og flyver. Flyvemaskinerne byggedes så lette som muligt. De bestod af lette trækonstruktioner beklædt med kraftig sejldug, og landingshjulene mindede mest om cykelhjul.

Flyverskole på Ljungbyhed
Thulin startede i 1915 en flyverskole i Ljungbyhed, som hurtigt blev et centrum for pilotuddannelse. I skolen brugte Thulin flyvemaskiner fra sin Landskronafabrik. I begyndelsen af 20erne havde man uddannet mere end 100 piloter. Blandt dem var Sveriges første kvindelige pilot, Elsa Andersson. Hun var datter til en landmand i Strövelstorp mellem Helsingborg og Ängelholm, og en mærkelig kvinde for sin tid. Hun var desuden faldskærmsudspringer. Efter nogle vellykkede opvisningsudspring i Kristianstad og Helsingborg styrtede hun til jorden ved Askersund og døde.
Thulins flyveskole
Thulins flyveskole
Elsa Andersson
Elsa Andersson

Thulin omkommer
Thulin døde i 1919 under en flyvetur ved Landskrona. Efter hans død blev fabrikken i Landskrona tvunget at lukke. Det var blevet alt for svært at konkurrere med de mange producenter som fandtes rundt om i verden. Desuden mindskedes efterspørgslen efter verdenskrigen og de efterfølgende nedrustningsbestræbelser. Luftfartsindustrien i hele Europa gik kraftigt tilbage og der fandtes endnu ingen civil flytrafik som havde brug for flyvemaskiner. Flyverskolen i Ljungbyhed lukkede også, men genåbnede i 1926, som flyvevåbnets egen flyverskole.

Post- og passagertrafik
I 20erne udvikledes flytrafikken til også at omfatte transport af post og passagerer. I Danmark var Det Danske Luftfartselskab (DDL) tidligt i gang med regulær flytrafik. Et antal flyselskaber i Europa, blandt dem det danske DDL og det svenske SLA (Svensk Lufttrafik AB), grundlagde i 1919 samarbejdsorganisationen IATA (International Air Traffic Association). DDL og det tyske Deutsche Luftrederei (DL) indledte allerede i 1920 et samarbejde på linien København – Malmö – Warnemünde – Berlin. Man brugte tyske passagerfly og blandt piloterne på strækningen kunne man finde Hermann Gøring, som på denne måde kom i kontakt med Skandinavien.

Lufthavne og trafikfly - Bulltofta og Kastrup
Lufthavnene lå enten i søen (aeroport) eller på land (aerodrom). Aerodromerne var store græsfelter. Enoch Thulin gennemførte allerede i 1914 en kampagne for at få myndigheder og private at anlægge flyvepladser. I Skåne åbnedes Bulltofta lufthavn i 1924 og var dermed Sveriges første lufthavn for regulær trafik. Den var længe Sveriges vigtigste internationale lufthavn, indtil Bromma ved Stockholm åbnedes for trafik i 1936. I 30erne anlagdes baner med belægning af beton, hvilket muliggjorde trafik med større flyvemaskiner.
Ved hjælp af flytrafikken knyttedes Øresundsregionen tidligt sammen med andre regioner i Europa. Kastrup lufthavn indviedes i 1925 og blev hurtigt Skandinaviens centrum for international flytrafik. En flyforbindelse i pendulfart mellem Bulltofta og Kastrup gav skåningerne mulighed for at nå hele verden via Kastrup.
Efter åbningen af Sturup lufthavn i begyndelsen af 1970erne blev pendulfarten sløjfet og erstattet af flyvebådene imellem Malmö og Kastrup. Det tog også ende med Øresundsbroens åbning, som gjorde Kastrup til en fælles dansk-svensk lufthavn, helt på linie med det dansk-svenske samarbejde som prægede luftfartens barndom i Øresundsregionen.
Bulltofta flyveplads i Malmø
Bulltofta flyveplads i Malmø
Kastrup Lufthavn
Kastrup Lufthavn

Faste forbindelser
Med faste flyforbindelser over Øresund fik regionen et supplement til den regelmæssige færgetrafik, der udviklede sig i løbet af 1800-tallet. Allerede i 1880erne havde man tillige udviklet de første projektskitser til en fast forbindelse over Øresund, i første omgang et udkast til en jernbanetunnel ved Helsingør-Helsingborg. Omkring århundredeskiftet kommer en tilsvarende plan om forbindelse imellem København og Malmø.
Bevæggrundene for en fast forbindelse handlede nok så meget om mulighederne for gennemgående forbindelser til kontinentet og forestillinger om bedre tilslutninger til de øvrige dele af Østersøregionen og det globale marked. I 1914 indgav den svenske ingeniør Albrecht Qvistgaard sammen med danskeren Heinrich Ohrt koncessionsansøgninger til den danske og svenske regering, men verdenskrigen kom på tværs af planerne om en fast forbindelse.

Broplaner i 1930erne
I 1930erne kom der atter gang i planerne om brobygning. I Danmark fuldførtes flere store broprojekter, bl.a. for at afhjælpe arbejdsløsheden, som offentlige arbejder. Lillebæltsbroen imellem Fyn og Jylland stod færdig i 1935 og Storestrømsbroen med fast forbindelse sydover igangsattes også. I Sverige var man tilsyneladende bange for at blive agterudsejlet og i argumentationen for oprettelse af en fast forbindelse spillede forbindelsen til kontinentet og det øvrige Europa også denne gang en central rolle.
Konkrete forslag kom i første omgang med et eksamensprojekt fra Tekniska Högskolan i Stockholm, som offentliggjordes i Teknisk Tidsskrift 1935. Der var her tale om en kombineret vej- og jernbanebro imellem Helsingør og Helsingborg. I 1936 kom så det første konkrete forslag om en fast forbindelse imellem Malmø og København. Tre svenske og tre danske firmaer stod bag forslaget, men også denne gang kom en verdenskrig på tværs.
Skitse til jernbanebro
Skitse til jernbanebro
Skitse til Øresundsbro
Skitse til Øresundsbro

Øresund som flugtvej

*

Tusinder af danske flygtninge blev modtaget med åbne arme i Skåne
Ved ankomsten til Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre.
Den tyske besættelsesmagt gjorde næsten intet for at stoppe denne illegale kommunikation.

Hverdagen
Hverdagslivet i Helsingør fortsatte de tre første år af krigen,næsten, på normal vis.
Men mørklægningen, isvinterne, varemangelen og de mange rationeringer gjorde efterhånden tilværelsen vanskeligere. Et lysglimt i mørket var lysene fra Helsingborg.

Mørkelægningen
Det første befolkningen kom til at mærke til besættelsen var den tyske værnemagts krav om mørklægning allerede samme aften kl.19. Et krav det var svært at opfylde med så kort varsel i Helsingør.
I Helsingborg krævede de svenske myndigheder også lysene slukket, men den 24. maj valgte de at lade lysene brænde igen. På næsten religiøs vis kom den skånske lysende kyststrækning til at stå som et symbol på frihed for hele den nordøstlige del af Øresundsregionen.
Mørklægningen, og den medfølgende knugende stemning i hverdagen, var det, helsingoranerne klagede mest over, som krigen skred frem. Efterhånden blev det en tradition juleaften at trodse mørklægningskravet og udveksle bålhilsener mellem Helsingør og Helsingborg.
Mørklægningen var da også det første, som befolkningen selv ophævede den 4.maj om aftenen, hvor mørklægningsgardinerne blev fjernet, og der blev sat levende lys i vinduerne. En tradition der holdt sig i mange år i Danmark på årsdagen for befrielsen, men som efterhånden er forsvundet.
Tilbage står dog Helsingørs landskendte ”nationalsang”: Henry Karlsens ”Kronborgvalsen” fra 1941, hvor en af de kendte linier på markant vis fortæller noget om hele stemningen: ”(…) Snart så tænder de lysene i Helsingborg, som tusinde stjerner de står..” 
Lysene i  Helsingborg
Lysene i Helsingborg
Firmajulefrokost
Firmajulefrokost
StorKronborgvalsen

Svenske skikke importeres til Danmark
Det magiske lys fra Sverige og behovet for at flygte fra den restriktionsplagede danske hverdag under besættelsen, blev begyndelsen til det folkelige opgør med ”Den blå mur”, den adskillelse imellem de to lande som Øresund havde udgjort siden 1660.
Sverige blev nu et symbol på frihed. Alt, hvad der var svensk var godt: Svenske film, svenske sangere/skuespillere, litteratur og svenske skikke. Et godt eksempel er den svenske Luciatradition, som man ikke tidligere kendte i Danmark. Skikken kom til Sverige i 1700 tallet via tyske håndværkeres juletradition fra Rhinen, hvor en hvidklædt pige med lys i håret gik rundt og delte godter ud. I Vestsverige var der tradition for en ”lussenat” i forbindelse med den lange nat mellem den 12. og 13. december, hvor man gik ind i staldene og gav dyrene en godbid. Herefter forkælede folk sig selv med noget godt mad. De to traditioner blev sammensmeltede til den tradition, vi i dag kender på begge sider af Sundet, hvor en luciabrud fører an foran en række syngende, hvidklædte piger med stearinlys i hænderne.
Svenske skikke
Svenske skikke
Svensk kultureksport til Danmark
Svensk kultureksport til Danmark
LilleStorSvensk kultureksport til Danmark
StorJeg har boet ved en landevej i hele mit liv

Den store flugt - Danmark
Tusindvis af danskere flygtede i oktober 1943 over Sundet til Sverige. En hel del fra Gilleleje, Helsingør, Snekkersten og Espergærde.
Flugt over Sundet
Flugt over Sundet

Optakten
Kort tid efter besættelsen forbød den tyske besættelsesmagt rejser mellem de skandinaviske lande, med mindre tyskerne selv accepterede dette. For at administrere og kontrollere forbudet forlangte tyskerne at:
-Der skulle søges visum, som danskerne selv skulle administrere, men under tysk kontrol.
-Der skulle oprettes et dansk kystpoliti til patrulje af de østvendte danske farvande fra Hundested i nord til Gedser i syd.
-Den danske marine skulle kontrollere de tilstødende farvande.
I begyndelsen voldte restriktionerne ikke de store problemer. Fra Danmark blev besat den 9.april 1940 til august 1943, kom der nemlig kun få flygtninge fra Danmark til Sverige. Dels på grund af de relativt fredelige forhold i Danmark, men også på grund af den restriktive flygtningepolitik i Sverige. Af svenske politirapporter fremgår det således, at den svenske neutralitetspolitik over for det stærke og sejrrige Tyskland betød, at svenskerne ofte sendte danske flygtninge tilbage til Danmark.
Kystpolitiet
Kystpolitiet

Vendepunktet
Efter en række store strejker og protester mod den danske regerings samarbejdspolitik, indgav regeringen d. 29.august 1943 sin afskedsbegæring til kongen, Chr. X. Denne undlod at behandle sagen, hvilket betød, at ministrene formelt set fortsat styrede Danmark og fik deres løn og pension besættelsesperioden ud. I praksis satte de embedsmændene i ministerierne til at stå for de daglige rutiner.
Besættelsesmagtens svar kom omgående: Internering af det danske militær og oprettelse af tyskdominerede terrorbander, som bl.a. udførte såkaldte clearingdrab, hver gang der fandt angreb sted på tyske interesser.

Flygtningestrømmen vokser
I lyset af disse begivenheder voksede antallet af flygtninge i september 1943 til 609, hvoraf de 61 var jøder. Resten var først og fremmest militærpersoner, modstandsfolk, statsløse personer, politifolk, men også eventyrere, der flygtede fra det mørklagte og restriktionsplagede Danmark.
En række kunstnere og intellektuelle, heriblandt en del jøder, begyndte at se skriften på væggen og arrangerede allerede i september 1943 overfarter til det neutrale Sverige.
Blandt dem var atomfysikeren Niels Bohr, arkitekterne Poul Henningsen og Arne Jacobsen. Arne Jacobsen var af jødisk oprindelse og Poul Henningsen stod på listen over clearingsofre, hvad han dog ikke selv vidste. De havnede begge sikkert i Stockholm, hvor de tilbragte resten af krigen.

Den 2. oktober 1943
Indtil slutningen af september 1943 følte de ca. 7.000 danske jøder sig forholdsvis sikre i Danmark. 99% havde således valgt at blive. Tre uger senere befandt langt de fleste sig i Sverige. Først og fremmest takket være en omfattende indsats fra danske medborgere.
Interne politiske magtkampe mellem den tyske besættelsesmagts repræsentanter i Danmark og hovedkvarteret i Berlin var også en medvirkende årsag til, at så mange undslap. Det er således en kendsgerning, at den tyske flådeattache von Duckwitz, sandsynligvis på foranledning af den tyske øverstkommanderende Best, lod oplysninger om den forestående aktion sive til den fremtrædende socialdemokrat og senere statsminister Hans Hedtoft, som advarede de jødiske kredse i København.
Werner Best
Werner Best
Duckwitz
Duckwitz

Den danske jødeforfølgelse
Natten mellem den 1 og 2.oktober 1943, iværksatte tyskerne en klapjagt på jøderne i Danmark. Officielt forklarede tyskerne overgrebet i dagspressen med de danske jøders skyld i augusturolighederne. For at få ”pillen til at glide ned”, løslod de samtidig de afvæbnede og internerede danske soldater.
Resultatet blev, at man i løbet af efteråret 1943 pågreb ca.600 jøder. De blev sejlet til Tyskland og 53 af dem døde i kz-lejren Theresienstadt. Det danske folketingsmedlem Martin Nielsen var øjenvidne til den modtagelse de danske jøder fik ved landgangen i Tyskland.
KZ-lejre i Europa
KZ-lejre i Europa
Theresienstadt
Theresienstadt
Martin Nielsen
Martin Nielsen

Sverige ændrer holdning
I lyset af begivenhederne i august måned, og tyskernes nederlag på østfronten og i det nordlige Afrika, tog den svenske stat sin neutralitetspolitik op til nyvurdering.Den 2.oktober 1943 meddelte Sverige således officielt, at de ville modtage de danske jøder som flygtninge. I tæt samarbejde med –især Skånes myndigheder og administration, blev der herefter etableret en række illegale flugtruter langs hele den sjællandske østkyst.

Den civile modstand
Jødeforfølgelserne betød et vendepunkt i mange danskeres holdning til den tyske besættelsesmagt. De danske jøders, historisk betingede, tætte integration i det danske samfund betød, at nazismens racepolitik krænkede mange danske borgeres retsbevidsthed. Større dele af befolkningen gik nu aktivt til modstand; ofte borgere uden tilknytning til den eksisterende del af modstandsbevægelsen.
I København strejkede studenterne i protest mod jødeforfølgelsen, og nogle af dem iværksatte, med stor succes, en indsamling af økonomiske midler til hjælp for jøderne: Omkring 1 million kroner, (Omregnet til 1993 kr. ca. 20 millioner kroner.)

Flugtruterne
De jødiske medborgere søgte nu i tusindtal fra København mod Øresundskysten, hvor der i de første dage herskede totalt kaos med hensyn til organisering af denne folkevandring. Flugtruter opstod spontant og i første omgang uden indbyrdes forbindelse.
Vidt forskellige mennesker gav sig enkeltvis, eller i grupper til at organisere flugtruter fra hovedstadsområdet til den svenske kyst. Aktiviteten strakte sig sydpå fra Møn til Holbæk. De fleste kom over fra København, men også Gilleleje på Nordkysten og Snekkersten syd for Helsingør blev i en periode veritable flugtcentre.
I Stockholm tog den danske arkitekt Ole Helweg initiativ til et møde med den svenske udenrigsminister og Ebbe Munck, der var den danske modstandsbevægelses repræsentant i Sverige. Og med hjælp fra jødiske kredse i Sverige blev der anskaffet en båd, der sattes i sejlads fra Malmö og blev starten på Den dansk-svenske Flygtningetjeneste, som i alt kom til at sejle 367 ture med flygtninge.
Hvorfra?
Hvorfra?
Ebbe Munch
Ebbe Munch

Vellykket redningsaktion
Resultatet blev, at langt de fleste, ca. 95%, af Danmarks ca. 7.000 jøder, i løbet af oktober måned kom i sikkerhed på den anden side af Sundet. Ca. 2-3000 direkte fra København, hvor omkring 80 % af jøderne boede.
Det var de privatbaserede flugtruter, bl.a. i Nordsjælland, der sikrede, at de danske jøder overlevede. Redningsaktionen for de danske jøder er, i den vestlige verden, senere blevet berømmet som noget enestående i forhold til den skæbne resten af Europas jøder led.

Den store flugt-Sverige
Ved ankomsten til de skånske havne i Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre.

Svensk flygtningepolitik
De første udlændingelove
Det var det tætte samarbejde med de svenske myndigheder i Skåne, der sikrede, at så mange mennesker kom over. Baggrunden var et skift i den svenske flygtningepolitik efter den 29. august 1943.
Sverige førte på det tidspunkt en indvandringspolitik, som var meget restriktiv. Ifølge landets første udlændingelov fra 1927 kunne en person afvises ved grænsen ”hvis det kunne formodes, at han her havde tænkt sig at søge ophold, og det med rimelighed kunne antages, at han savnede mulighed for at her ærligt tjene sit underhold.”
1. januar 1938 kom en ny udlændingelov, som kom til at gælde, da de voldsomme jødeforfølgelser stod på i november i Tyskland og Østrig. Det, som egentlig adskilte den nye udlændingelov fra den tidligere, var, at der var en passus om politiske flygtninge, som sagde, at hvis der var grund til at tro, at en flygtning havde politiske bevæggrunde, så skulle socialstyrelsen afgøre, om den pågældende person måtte blive.
Men jøderne blev ikke betragtet som politiske flygtninge! Således var den svenske grænse i princippet lukket for dem. Eftersom jøderne ifølge Nürnberg-lovene ikke var tyske statsborger, kunne de ikke udvises til nogen stat, og man ville derfor slet ikke lade dem komme ind i landet..
Den svenske marine
Den svenske marine

Jødepassene
Da Sverige ikke krævede visum for rejsende fra Tyskland, ønskede man, at det skulle fremgå af passet, hvem der kunne vende tilbage til landet, og dermed måtte komme ind i Sverige. Altså: Sverige krævede, at tyskere og jøder skulle have forskellige pas! Ellers måtte visumtvang indføres til indrejse til Sverige.
Schweiz fremførte lignende krav. Tyskerne besluttede en særskilt paslov den 5. oktober 1938. Ifølge denne lov skulle jøderne have stemplet et ”J” på den første side i deres pas. Om den tyske paslov var en konsekvens af de svenske og schweiziske krav, eller om den under alle omstændigheder ville være blevet indført, er svært at klarlægge, men kendsgerningerne står tilbage: Sverige fremsatte sådanne krav, og Tyskland indførte en paslov, som tilfredsstillede de svenske krav.
Göte Friberg, politikommissær i Helsingborg under krigen, var velinformeret om forholdene og skrev i sin ”Stormcentrum Öresund”:
”Umiddelbart efter den tyske paslov fik vi der arbejdede ved grænsestationerne, altså paskontrollen, en cirkulærebeskrivelse fra socialstyrelsen. Heri stod, at personer med ”J”-pas skulle betragtes som immigranter. De kom altså ikke ind i landet uden særlig tilladelse. Dette kom til at gælde praktisk taget alle jøder, da de, som kunne henregnes til politiske flygtninge, var så få, at man indvandrermæssigt ikke behøvede at regne dem med.” (s.31) Endvidere skriver Friberg: ”Vi må altså konstatere, at resultatet af den svenske udlændingelovgivning i praksis blev, at de fleste flygtende jøder blev afvist ved den svenske grænse…”
Göte Friberg
Göte Friberg

Beskyttelse af svensk arbejdskraft
Den svenske indvandrer- og flygtningepolitik gik ud på at beskytte den svenske arbejdskraft mod konkurrence, og i denne koldsindige stillingtagen deltog mange fra både fagforeninger og de akademiske kredse. I Lund indkaldte man eksempelvis den 6. marts 1939 til møde i den Akademiska Föreningen, og en klar majoritet af de over tusinde studerende, som var tilstede, stemte for en resolution, som advarede mod indvandring af ”fremmede elementer”.
Selv efter den 9. april 1940, da Danmark blev okkuperet af tyskerne, kom der i begyndelsen meget få flygtninge til Sverige fra den anden side af Øresund. Frem til 28. august 1943 fik kun 150 danske flygtninge asyl i Sverige.

Efter 29. august 1943
Men der var mennesker, som hjalp flygtningene. Ikke mindst indenfor politiet i Helsingborg, hvor Gösta Friberg og Carl Palm med nødløgne og snedighed, med omtanke og hårdt arbejde reddede mange. Men Friberg fortæller også i sin bog, hvordan han den 2.oktober 1943 fik besked fra udenrigsministeriet i Stockholm om, at grænsepolitiet nu kunne blæse på alle pasformaliteter.
Hvor der de første tre krigsår kun kom 150 danske flygtninge til Sverige, så var der på godt en uge i starten af oktober ankommet flere tusinde. På én dag kom 900 til Helsingborg. Bare i løbet af oktober måned kom ca. 7.000 jødisk-danske flygtninge til Skåne
Politimester Göte Friberg
Politimester Göte Friberg
Sikkerhedspolitiet i Helsingborg
Sikkerhedspolitiet i Helsingborg

Flygtningepres på Helsingborg
Helsingborg modtog i løbet af den hektiske oktobermåned 1943 godt 4.000 jødiske flygtninge, og en gigantisk organisering var påkrævet. Under den første flygtningesammenhobning i begyndelsen af oktober fyldtes Grand Hotel og flere andre hoteller. Det gjaldt derefter om hurtigt at finde en flygtningelejr, som kunne benyttes nogen tid, inden flygtningene slusedes videre op i landet for at skabe plads til nye.
Ramlösa kursted som lå i vinterhi, blev åbnet og fungerede som modtagelsescentral for alle, som kom i land fra Landskrona og nordpå. Ramlösalejren fik en permanent lægestation, ledet af en dansk læge. Eftersom der hele tiden kom nye flygtninge, var det vigtigt, at de kunne sluses videre til nye forlægninger længere oppe i landet, og en sådan organisation begyndte hurtigt at fungere.
Lægeundersøgelse
Lægeundersøgelse
Fælles madlavning i Ramlösa
Fælles madlavning i Ramlösa
LilleStorRamlösa - indkvartering i Helsingborg.

"At skille klinten fra hveden"
Der kom også personale til lejren med den opgave at opdage ”stickers”, altså nazistiske spioner og andre rapportører, som spillede flygtninge. De farligste blev anbragt i fængslet i Kalmar. Det var en ømtålelig historie, at Sverige skulle holde ”stickers” internerede for danskerne, indtil krigen var slut. Det var en tavs overenskomst uden papirer mellem danskere og svenskere, som stolede på hinanden.
Det var tydeligt, at Göte Friberg fra Helsingborg og kriminalkommissæren i Malmö, Richard Hansen var indblandede i denne overenskomst. Richard Hansen gengav en samtale med forsvarsminister Per Edvin Sköld omtrent med følgende ordlyd, refereret i en artikelserie i Svenska Dagbladet 1984-85 af Orvar Magnegård: ”Du skal vide, at regeringen lukker øjnene for, hvad i foretager jer. Hvis sagen opdages, så kan vi ikke gøre noget som helst for at forsvare eller hjælpe jer. Efter krigen vil du og politikommissær Göte Friberg i Helsingborg dog få syndernes forladelse.”
I begyndelsen af 1945 var 16,700 danske flygtninge kommet til Sverige, og 60% af disse kom via Helsingborg-området. Alt i alt kom cirka 25.000 udlændinge til Helsingborg i løbet af perioden 1943-45. Det var begivenhederne den 29. august 1943, som åbnede Sverige.

Dansken i Sverige
Bøn til stjernerne
Terrorbander
Hærger mit land.
Natten splintres af bombebrag,
Clearingsmord på den lyse dag!
Vi emigranter
Ser ikke land
Tågebanker
Skjuler mit land
Miner driver i Øresund,
Mørket gaber med ild i mund.
Ønsker og tanker
Naar ikke land
Milde stjerner,
Lys for mit land!
Lad med fred på den klare dag
Røgen ringle fra husets tag,
Arbejdets kærner
Fylde mit land
(Den danske digter Otto Gelsted fra sit eksil i Sverige)
 
Det uofficielle Danmark i Sverige
Efter den 29.august 1943 erklærede den danske gesandt i Stockholm, Kammerherre J.C.W. Kruse og hele hans personale sig for uafhængigt og var hermed klar til at gøre en indsats for de flygtninge, der nu fra Danmark strømmede ind over den svenske grænse. Svenskerne modtog nu med åbne arme danskerne og de fik tilladelse til etablere sig med bl.a. dansk pressetjeneste. Redaktøren Erik Seidenfaden havde ca. 40 medarbejdere og kunne nu som nyhedstjeneste formidle det ”uofficielle” Danmarks holdning til verdensoffentligheden.

Modstandsbevægelsen i Sverige
Det var også fra Stockholm, at Frihedsrådets repræsentant, Ebbe Munch med stor dygtighed formidlede forbindelsen mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de allierede myndigheder. Munch fungerede faktisk som uofficiel gesandt og samlede både de administrative og økonomiske tråde i sin hånd. På det overordnede plan blev der endvidere etableret et Flygtningekontor i Stockholm under ledelse af professor Stephan Hurwitz og senere forligsmand Sigurd Wechselmann.
Fra Malmø dirigerede redaktør Leif Hendil, Ekstrabladet, den største danske flugtrute: Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. En stor del af midlerne hertil stammede fra svenske jøder.
Ebbe Munch
Ebbe Munch
Leif Hendil
Leif Hendil

Modtagelsen af flygtningene i Skåne
Ved modtagelsen i Helsingborg eller Malmø blev flygtningene lægeundersøgt og ekviperet, hvis dette var nødvendigt. Men også, af frygt for spioner, fik de deres forhold undersøgt af politiet - ofte i samarbejde med det danske politi.
Efter disse indledende foranstaltninger fik de lov til at rejse videre i Sverige, hvis de havde kontakter, der kunne skaffe dem arbejde og bolig. Ellers blev de henvist til flygtningelejre i omegnen af Helsingborg og Malmø.
Med så mange mennesker stuvet sammen i de hastigt etablerede flygtningecentre var det ikke underligt, at der kunne opstår trakasserier. Dels mellem de flygtende indbyrdes, men også i forhold til de svenske værter. Den danske digter, Otto Gelsted, var blandt de første, der flygtede i oktober 1943. Her kom han i tæt forbindelse med en gruppe jødiske medflygtninge og i sin erindringsroman: ”Flygtningene i Husaby” giver han en indsigtsfuld beskrivelse af stemningen.
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø

Arbejde, skolegang og uddannelse
På dette tidspunkt var der mangel på arbejdskraft i Sverige og en hel del gled ind på det svenske arbejdsmarked.
De danske flygtninge blev i det hele taget hjulpet på alle måder af de svenske myndigheder og private. Der blev oprettet skoler for børnene, danske studenter fik adgang til universiteterne, videnskabsmænd og kunstnere fik i stor udstrækning mulighed for at fortsætte deres virke.
I Lund blev der oprettet en dansk skole d. 15. november 1943 med 40 elever i 4.mellemklasse og tre gymnasieklasser. Den 1.januar 1944 startede underskolen og ved skoleåret slutning d. 1. i juli 1944 havde skolen 170 elever og 25 lærere. Der blev ligeledes oprettet en dansk skole i Göteborg, som ved krigens afslutning havde 200 ellever og 25 lærere og endvidere var der mindre danske skoler i Helsingborg, Jónköping og Norrköping.
Danskere studerede ved universiteterne i Lund, Uppsala, Stockholm og Göteborg og i 1944 blev der afholdt dansk, juridisk embedseksamen i Stockholm. Både eksaminatorer og censorer var danske og de otte studerende bestod eksamen. Som verdenskrigen skred frem og Tyskland tabte fodfæste, var der en del af flygtningene som ville være med til at præge forløbet.
Den senere chefredaktør for et af Danmarks største dagblade, Herbert Pundik, har i sin erindringsbog: ”Det kan ikke ske i Danmark” (1993) forklaret nærmere om dette.
En af besættelsestidens historikere i Danmark, Hans Kirchhoff, vurderede i 2001 årsagerne til at jøderne i Danmark ikke led samme skæbne som jøderne i resten af Europa.
Bosættelser
Bosættelser
Børn på flugt
Børn på flugt
Beskæftigelse
Beskæftigelse
Flygtningenes taknemmelighed
Flygtningenes taknemmelighed

Den Danske Brigade
Det svage danske militær fik, i efteråret 1943, tilladelse til at etablere en hemmelig, toptrænet hær i Sverige, Danforce. Også kaldet: Den Danske Brigade. Et klart brud på Sveriges neutralitetspolitik.
Den danske brigade
Den danske brigade
Ebbe Munch
Ebbe Munch
Tidslinie for beslutningsprocessen
Tidslinie for beslutningsprocessen

Den danske modstandshær i Sverige 1943-45
Efter nogen betænkelighed gav svenskerne også tilladelse til, at danskerne kunne etablere en hemmelig hær ”Den Danske Brigade” som svenskerne bevæbnede og endte med at tilsige støtte med deres luftvåben og søstridskræfter i tilfælde af Brigadens landgang i Danmark.
For henved en tredjedel af de 17-18.000 danske statsborgere der befandt sig i Sverige blev Brigaden deres faste holdepunkt i en ellers apatisk og indholdsløs tilværelse som flygtning. Med Brigadens danske traditioner, faste organisation og det stærke kammeratskab og ikke mindst fornemmelsen af at kunne redde Danmark, fandt mange her en mening med tilværelsen.

Modstandshæren
Den danske Brigade blev efterhånden en lille dansk modstandshær i det neutrale Sverige. Brigaden blev oprettet den 15. november 1943 på foranledning af den danske efterretningstjeneste og danske og svenske socialdemokratiske politikere og blev officielt opløst, den 10.juli 1945.
På sit højeste, foråret 1945 omfattede styrkerne ca. 5000 danske flygtninge med en kerne på ca. 8-900 officerer og befalingsmænd fra den danske hær og flåde. I Brigaden indgik også 200 lotter.
Problemet med at forklare en dansk hærs tilstedeværelse i det neutrale Sverige blev klaret med at kalde den for en politistyrke, der efter krigen skulle hjælpe med at sikre ro og orden i Danmark.Den virkelige hensigt med Den danske Brigades opgaver var under hele perioden usikker. Både blandt brigadererne selv, de danske og svenske politikere og de allierede.

Opgaven
Et væsentligt aspekt lå dog fast hos politikerne på begge sider af Sundet og de øverste officerer: Modstandshæren var en nationalistisk hær, der skulle være de afgåede politikeres modvægt over for Frihedsrådets og modstandsbevægelsens og hermed kommunisternes stigende indflydelse i det besatte Danmark.
I takt med krigens udvikling var det måden på, hvordan dette skulle foregå, der herskede uenighed om.
Den danske samarbejdsregerings tilbagetræden i august 1943 samt interneringen af de danske officerer skabte plads til etablering af en alternativ, hemmelig, ”regering”: Frihedsrådet, etableret i september 1943. Dette var en tværpolitisk, selvetableret organisation, der med held, fik samordnet den fremvoksende illegale modstandsbevægelses bestræbelser.
Kommunisternes indflydelse i Frihedsrådet var betydelig og beroede på deres fremtrædende rolle i den militære sabotage og den illegale bladdistributions del af modstandsbevægelsen. Det var dog socialdemokraten, Frode Jacobsen, der i opposition til sine ledende partikammerater, blev den ledende figur.I modsætning til den afgåede regering fik Frihedsrådet efterhånden befolkningen med sig. Den ovennævnte udvikling betød bl.a.:
- at de socialdemokratiske toppolitikere nu så sig berøvet deres dominerende rolle i dansk politik, tabt til arvefjenden, kommunisterne
- at officererne i den danske hær følte sig udkonkurreret af en flok utrænet ekstremistiske civilister.
Ydmygelsen var stor. Først var officererne blevet nægtet at vise, hvad de duede til den 9.april 1940, dernæst havde de, næsten uden modstand, ladet sig internere, en slags stuearrest, den 29.august 1943. Mellem disse to, normalt fjendtlige parter, blev der nu skabt et interessefællesskab. Ved at etablere et effektivt militært alternativ til modstandsbevægelsen, under socialdemokratisk politisk kontrol, kunne politikerne sikre sig mod et formodet kommunistisk kup, og officererne kunne genoprette deres tabte militære ære.
Mens der således var enighed om det strategiske (langsigtede) mål, kom det dog hurtigt til uenigheder om taktikken (-måden hvorpå målet skulle nåes)
- Skulle Brigaden sættes ind før Tyskerne havde overgivet sig? Evt. støttet af svensk militær?
- Skulle Brigaden først sættes ind, når tyskerne havde overgivet sig?

Brigadens placering i Sverige
Brigaden ønskede selv at blive placeret i det sydlige Skåne, tæt på Danmark. Men det afviste den svenske regering med henvisning til deres erklærede neutralitet og frygt for tyskernes reaktion. Tyskerne ville sikkert ikke finde sig i en så åbenlys provokation så tæt på den danske grænse.
I foråret 1945 havde Brigaden, med svenskernes stigende hjælp, udviklet sig til en vidt forgrenet militærorganisation med syv militære lejre fordelt i syd -og mellemsverige. Heraf de fem: Sofienlund, Ronneby Bruden, Ryds Brun, Tingsryd og Karlskrona på grænsen mellem det sydlige Småland og Blekinge.
Lejrenes placering
Lejrenes placering
Den første lejr: Sofielund
Den første lejr: Sofielund
Mindesten
Mindesten

Brigadens styrke og organisation
Brigaden blev, trods en elitepræget træning på linie med det nuværende jægerkorps, aldrig en kampenhed, der alene kunne sættes ind mod den tyske værnemagt i Danmark. Til stor skuffelse for brigadererne selv, afviste de engelske officerer, med bl.a. General Dewing i spidsen, efter en inspektion i lejrene i december 1944, på det bestemteste at kaste Brigaden ud i en sådan selvmorderisk aktion.
I 1945 bestod Brigaden, med Generalmajor K. Knudtzon som højeste chef, af fem batailloner
- Fire bataillioner med lettere udrustning, rekylgeværer og lettere håndvåben
- Femte batallion var tungt udrustet, blandt andet omfattende et maskingeværkompagni, et kompagni udstyret med 81 mm og et med 120 mm mortérer.
Tilsammen udgjorde de et regiment, der kunne få støtte af bl.a. en lille dansk flåde (Karlskrona) og en flyeskadrille, der dog ikke var trænet i at samarbejde med de engelske flyvere.
Brigadechef K. Knutzon
Brigadechef K. Knutzon
Mortergruppen
Mortergruppen
Sätra Brunn: øvelse
Sätra Brunn: øvelse
Lotterne i Hortunaholm
Lotterne i Hortunaholm

Den internationale indflydelse
Diskussionerne om dette ændrede karakter i takt med udviklingen på de europæiske slagmarker i 1944 og 1945.Frihedsrådets, efterhånden, tætte tilknytning til englændernes internationale organisation af de europæiske modstandsbevægelser (SOE) betød, at englænderne, konsekvent, afviste de danske officerers anti-kommunistiske dagsorden.
Englænderne forudså her, at de muligvis kunne få brug for Brigaden. I tæt samarbejde med modstandsbevægelsen kunne de forenede kræfter binde tyske tropper i Nordeuropa. En afvisning, der bl.a. betød at danske kommunistiske flygtninge i Sverige, af Frihedsrådet og den kommunistiske partiledelse, blev opfordret til at lade sig hverve til Brigaden.

Afslutning i sigte
Som krigen skred frem i 1944, blev det efterhånden klart for de fleste, at tyskerne ville tabe krigen. Englændernes og amerikanernes militære taktik gik ud på at koncentrere deres tropper i Tyskland. De var hermed ikke interesseret i en åbenlys krig i Danmark, hvor de skulle afsætte mandskab. De ønskede, at tyskerne her overgav sig uden kamp. Tyskerne ønskede det samme, så de kunne koncentrere sig om forsvaret af Tyskland.
Resultatet af disse strategiske og taktiske overvejelser blev, at man ikke ønskede Den danske Brigade til Danmark og lave rav i den. Brigaden skulle først komme, når tyskerne havde overgivet sig. Her kunne de så passende sørge for, at Frihedsbevægelsen og herunder kommunisternes modstandsbevægelse blev holdt i skak.
Sovjetunionen var ikke blind for deres allieredes overvejelser, og i løbet af 1945 skete der et markant stemningsskift. Sovjet var ikke interesseret i, at en dansk nationalistisk hær, under højreorienterede officerers ledelse, skulle fratage den danske kommunistiske modstandsbevægelse, deres markante indflydelse. Kort sagt: De mente, på linie med englænderne og amerikanerne, men af andre grunde, at Brigaden passende kunne blive, hvor den var: Dybt begravet i de smålandske skove.

Intern frustration
Den internationale udvikling, og de heraf afledte dispositioner, var ikke sådan lige til at få hold på for officerere og menige i Brigaden. Den kedsommelige militære træning og ønsket om at komme i aktion var fremtrædende.
Hele tiden fik Brigadens folk at vide, at de skulle vente. På mangfoldige måder kom det til intern splittelse og Brigadens ledelse havde svært ved at holde sammen på tropperne.
Som krigen skred frem, følte mange af brigadererne, at de svigtede modstandsbevægelsen i Danmark ved at være på ”feriekoloni” i Sverige. Bortset fra enkelte oprørsforsøg fra både officerer og menige lykkedes det at holde sammen på tropperne til den 4.maj 1945, hvor Brigaden via Helsingør blev sat over til Sjælland.
Badeliv
Badeliv
De lokale
De lokale
I marken
I marken
Høstfest
Høstfest
Svenske generaler siger farvel
Svenske generaler siger farvel
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Borgmesteren tager imod
Borgmesteren tager imod
Helsingør den 5 maj 1945
Helsingør den 5 maj 1945

Befrielsen - Sverige
Befrielsesbudskabet skabte jubel i Helsingborg. Den danske Brigades ankomst og afrejse til Helsingør samt de mange civile flygtninges glæde over at kunne komme hjem satte sit præg på Helsingborg.

Flygtningestrømmen
I krigens sidste tid øgedes flygtningestrømmen til Skåne betydeligt. Det skyldtes bl.a. Folke Bernadottes forhandlinger, som muliggjorde at mange fanger fra koncentrationslejrene kunne løslades og sendes til Sverige. Størstedelen af disse transporter passerede København og Malmö og de løsladte fanger blev anbragt i forskellige lejre i Skåne. Malmö og Helsingborg var mellemstationer og i Helsingborg blev Ramlösa brugt som gennemgangslejr. Kurstedet var selvsagt ikke tilstrækkeligt og derfor måtte man bruge alt hvad der kunne anvendes af skoler, industrilokaler og hoteller. 16 000 flygtninge ankom til Skåne på mindre end en måned. Det krævedes en omfattende organisation for at tage sig af alle flygtninge. Alle var nødt til at gennemgå sundheds- og sikkerhedskontrol. Alle skulle ha tøj og mad.

Flaget til tops for Danmark
”Nyheden at Danmark atter er frit fejres, i særdeleshed af alle helsingborgere, med den allerstørste glæde. For at vise vores glæde og som en hyldest til et frit Danmark må flaget i dag gå til tops på hver flagstang i Helsingborg.”
Disse ord kunne læses på ledersiden i Helsingborgs Dagblad den 5. maj 1945. Allerede aftenen før havde nyheden om Danmarks frihed nået Helsingør. Når den sidste færge afgik til Helsingborg om aftenen den 4. maj, stod helsingoranerne forsamlet på kajen og råbte: ”Hils dem derovre!”
Fredsbudskabet i Sverige
Fredsbudskabet i Sverige
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945

Tusinder af helsingborgere ved frihedsbål
Om aftenen den 5. maj var tusinder af mennesker forsamlet ved ”Fria bad”, nord for byens centrum. Et fakkeltog tændte et gigantisk frihedsbål på stranden. Man ville sende en frihedshilsen til Danmark. Adskillige gange under krigen var bål blevet tændt for at sende en hilsen til de okkuperede dansker. Nu ville man hilse freden på samme måde.
Tidligere på dagen havde hele byen fulgt avisernes opfordring om at hejse flaget og overalt så man svenske og danske flag. Tusinder af mennesker var samlet i havnen for at sige farvel til de første hjemvendende danske tropper, uddannede i Sverige. Det var startskuddet til en lang strøm af hjemvendende danskere. En taksigelsesgudstjeneste blev afholdt i Gustav Adolfs-kirken. Kirken var fyldt op til sidste plads.
Fredsgudstjenester
Fredsgudstjenester

Norges frihed også fejret i Ramlösa
Sammen med glæden over Danmarks befrielse ventede man nu også på Norges frihed. Da den så kom, var lykken fuldstændig, ikke mindst i Ramlösa-lejren, hvor mange nordmænd var indkvarteret. I lejren viste man også sin taknemmelighed overfor de politifolk i Helsingborg, som hele tiden trofast havde støttet flygtningene.
Også denne gang blev en fredsgudstjeneste afholdt i Gustav Adolfs-kirken ved den dynamiske og populære sognepræst Gunnar Stenberg.
Fest i Ramlösa
Fest i Ramlösa

Kæmpemæssig transportopgave
Ved krigens slutning befandt sig over 100 000 ikke-svenskere i Sverige. En del blev i landet men de fleste skulle transporteres hjem. En minutiøs planlægning blev igangsat. Alle kunne jo ikke rejse samtidigt, eller over den samme havn. Helsingborg, Malmö og Trelleborg blev efter krigen passeret af mange tusinder hjemvendende flygtninge. Således vendte bl.a. Bruno Kreisky hjem til Østrig og Willy Brandt til Vesttyskland.
Men det var ikke bare flygtninge der skulle hjem. Tyske soldater og russiske krigsfanger i Norge skulle også sendes gennem Sverige. I løbet af 1945 blev 122 000 soldater transporteret, og en stor del af de tyske soldater måtte passere Skåne. Også her var detaljeret planlægning påkrævet, ikke mindst af sikkerhedsmæssige grunde. Et tragisk kapitel udgjordes af de baltere, som blev tvunget ud af Sverige, da Sovjetunionen stillede krav om, at de som havde deltaget i krigen imod Sovjet, skulle udleveres. Dramatiske og tragiske scener udspilledes i Trelleborg, da balterne blev tvunget ombord på færgen til en usikker og mørk fremtid.

Göte Friberg hyldet
Få uger efter befrielsen kom socialminister Gustaf Möller til Helsingborg. Han skulle afsløre en mindesten og ved den efterfølgende middag på Grand Hotel hyldede han politikommissær Friberg, som en mand man kunne stole på. (Möller og Friberg fik modtog beggeen udmærkelse fra den danske frihedsbevægelse for deres indsats under krigen.) Da Danmark trængte til hjælp var der brug for pålidelige personer.
Möller fortalte under spisningen, at Sverige under krigenbl.a. havde besluttet at sende en million patroner til Danmark. Da man i Stockholm overvejede hvordan dette kunne gennemføres uden at tyskerne opdagede noget, blev svaret på ministerniveau: ”Det er såre simpelt, vi meddeler bare Friberg i Helsingborg.” Selvfølgelig blev transporten en succes. Möller erklærede også, at regeringen nu, bagefter, burde godkende ”alt det som er sket her i Helsingborg hvad gælder skjulte transporter til og fra Danmark”, og som regeringen ikke har kunnet eller nået at godkende.
Man kan godt spørge om samhørigheden nogensinde har været større i Øresundsregionen, end den var i maj måned år 1945.
Göte Friberg
Göte Friberg
Göte Friberg
Göte Friberg

Færgernes guldalder

*

I 1950,erne ophævede man pastvangen i Skandinavien. Driftige forretningsfolk skabte da en helt ny og populær folkelig forlystelse i Øresundsregionen: Fornøjelsesrejser mellem Skåne og Sjælland.

Pasfrihed
Omkring midnat mellem den 11 og 12. juli 1952 ophævedes pastvangen mellem de nordiske lande. Allerede næste dag var der stormløb mod færgerne og mere end 55 000 passagerer og tæt på 4 000 biler blev overført mellem Helsingborg og Helsingør. Friheden fra pastvangen og den øgende biltrafik stillede krav om flere og flere færger. Med tiden suppleredes færgefartens ”nyttetrafik” også med en indbringende ”forlystelsestrafik”
Færgeruter
Færgeruter
Helsingborgs Dagblad, 13. juli 1952
Helsingborgs Dagblad, 13. juli 1952

Forlystelsesskibe
I 1950erne blev Københavnsbådene et markant islæt i de skånske Øresundshavne. Det lille hvide skib ”Sankt Ibb” havde i lang tid sejlet ”måneskinstogter” fra København til Hven, Helsingborg og Mölle. ”Stadt Kiel” sejlede mellem Helsingborg, Landskrona og København i 50erne, men det rederi som for alvor satte skub i Københavnstrafikken var Vikingbaadene A/S. Rederiets skibe sejlede i Sundet mellem 1955 og 1968. Hovedruten gik fra København til Landskrona og Helsingborg, somme tider også til Malmö og Hven. Skibene blev fortrinsvis brugt til forlystelsesrejser. Billetter var man ikke så nøjagtig med. De blev udleveret gratis alle vegne. Hvis man ikke havde billet, kunne man få en ved landgangsbroen. Handlede man om bord fik man gratisbilletter til kommende ture. Alle havde så mange gratisbilletter, at de aldrig nåede at udnytte dem. Det stod fuldstændigt klart at servering af mad og drikke, gav indkomsterne til rederiet.
Sankt Ibb
Sankt Ibb
Knut Viking
Knut Viking

Scarlett-bådene
De såkaldte Scarlett-både sejlede også ved denne tid mellem Landskrona og København.
Historien bag dem var ikke helt almindelig. Efter krigen var der mangel på amerikanske dollars i Danmark. Man kunne ikke købe amerikanske varer og heller ikke se amerikanske film. Danskerne gik derfor glip af Hollywoodfilmen ”Borte med blæsten”, som var blevet vist i svenske biografer siden 1939. En dansk reder, Jørgen Jensen, fik den geniale idé at starte en biograflinie. Han anskaffede et skib i 1949 og startede sin biograftransportlinie, som i perioder blev kombineret med transporter til Dyrehavsbakken. Man sejlede med svenskere til Bellevue, der ønskede at forlyste sig på Bakken. Siden fortsatte rejsen til København for at hente danskere til biografbesøg i Sverige.
I begyndelsen sejlede man til Malmö, hvor filmen blev vist i biografen Palladium, men fra juni 1949 gik biografturen i stedet til Landskrona. Mens filmen kørte, blev svenskerne hentet hjem fra Bellevue, og når de var kommet hjem, var filmen slut, og danskerne kunne vende hjem. Under rejsens gang blev der serveret mad og drikke til favorable priser, og man dansede til levende musik. Sådan var baggrunden for de såkaldte Scarlett-båden, som sejlede mellem Landskrona og Tuborg helt frem til 1980. Scarlett O´Hara i filmen ”Borte med blæsten” lagde navn til skibene, f.eks. Hanne Scarlett, Lilli Scarlett og Dana Scarlett.

Lex Øresund
Mange af bådene var flydende restauranter og drikkevarerne strømmede. Restauratører i byerne rundt om Øresund klagede over den uretfærdige konkurrence, eftersom bådene kunne skænke billigt skattefrit alkohol. Desuden var der ofte ballade om bord. De svenske og danske regeringer besluttede derfor i 1961 at begrænse løjerne. Via en særlig formålsbestemt lov, ”Lex Øresund”, indførte man restriktioner i alkoholsalget og den levende musik. Toldmyndighederne konstaterede dog efterfølgende, at antallet af passagerer ikke passede med den mængde alkohol, der blev solgt. Antallet af Københavnsbåde mindskedes snart kraftigt.

Fra monopol til konkurrence på H-H-Overfarten
Allerede Adam af Bremen kunne se, at den korteste overfart mellem Skåne og Sjælland er mellem Helsingborg og Helsingør. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den mest intense trafik blev forlagt dertil. Trafikken på H-H-linjen blev i 50ernes begyndelse varetaget af DSB alene, men i 1955 opstod der konkurrence. Det var den svenske transportvirksomhed Linjebus (LB), som med sin første færge, Betula, indledte en ny epoke på Sundet. Betula var ejet af det Svenske Sukkerfabriks AB og kørte sukkerroer mellem Mörbylånga på Öland og Bergkvara på den smålandske kyst. Sæsonen var meget kort og udenfor sæsonen kunne skibet bruges på H-H-linjen som bilfærge. Betula fik snart efterfølgere: Primula, Carola, Betula II, Regula og Ursula. LB-færgerne blev hurtigt populære og begrebet “at tura” introduceredes af svenskerne. Det var betegnelsen på en tur-retur rejse med spisning.
LB-færgerne blev i lang tid anset som komfortable og hyggelige med sine højt beliggende saloner med god udsigt over Sundet, i hvert fald i sammenligning med DSB.s kælderfærger, hvor passagererne sad under(!) bildækket. I Helsingborg kaldte man kælderfærgerne for ”u-bådene”. Ikke før end i 1967 byggede DSB en færge med salon over bildækket. Det var Najaden, som senere fik søsterskibene Kärnan, Kronborg og Holger Danske. Nu var DSB for alvor gået ind i konkurrencen om ”turarna”. Endnu et rederi skulle komme in i H-H-trafikken. Det var Sundsbusserne, som startede i marts 1958 og kun satsede på passagertrafik.
Helsingør havn 1955
Helsingør havn 1955
Primula
Primula
Najaden
Najaden
Sundbusserne
Sundbusserne

Øresund - verdens tættest befartede farvand
I 1955 besejledes Helsingborg af 15 sundbåde, hvoraf de ti gik til København. I 1960 sejlede mellem Helsingborg og Helsingør DSB-færgerne Dan, Helsingør, Hälsingborg, Svea, Kronborg og Kärnan. LB-færgerna var den gang Betula og Primula og Sundsbusserne var Henrik I, Jeppe, Pendula og Pernille. Sejladsen til Snekkersten blev varetaget af Freia og Mols. Helsingborg – København besejledes af Gay Viking, Rolf Viking, Laboe, Lucullus, Stadt Kiel og Sankt Ibb (kilde: annoncer i HD, juli 1960)
I 1960 sejlede altså 20 skibe mellem Helsingborg og havnene på den modsatte side af Øresund (6 til København, 12 til Helsingør og 2 til Snekkersten). Det var en imponerende flåde! Antallet af rejsende på H-H-linjen i 1961 var ca. 8 millioner. I 1962, året efter ”Lex Øresund”, øgede passagerertallet til 8,5 millioner, men da mindskedes samtidigt trafikken til København, den trafik som kunne betegnes som ”forlystelsestrafik” og som ”Lex Øresund” ville til livs.
Mellem Malmö og København sejlede togfærgen Malmöhus, sundets afgjort mest elegante skib, samt Øresundsbolagets Absalon, Gripen og Ørnen, som gik under betegnelsen ”de store både”. Fra 1957 sejlede også Centrumlinjen, eller den Ny Københavnslinje som den først hed, med flere skibe mellem Malmö og København. Bl. a. sejlede den gamle Kalmarsund I, som var blevet omdøbt til Kirsten Piil og tidligere havde sejlet mellem Helsingborg og København, Sundpilen og M/S Alte Liebe, omdøbt til Ørestad. Samme år suppleredes linjen Limhamn – Dragør med to færger og ruten Landskrona – Tuborg besejledes af Scarlett-bådene.
Beskrivelsen af trafikken i tiden omkring 1960 er ikke helt dækkende, men spørgsmålet er, om ikke tiden 1955-60 var den mest intense, hvad gælder antallet af skibe på Øresund.
Snekkersten havn
Snekkersten havn
Togfærgen Malmöhus
Togfærgen Malmöhus
Absalon
Absalon

Biltrafikken
Bilismens hurtige udvikling medførte, at færgetrafikken efterhånden koncentreredes til det nordlige Øresund, hvor afstanden var kortest. De store europaveje fra Oslo, Göteborg og Stockholm mødtes i Helsingborg og det blev derfor naturligt at bruge færgerne fra Helsingborg. Togfærgen Malmöhus blev nedlagt i midten af 1980erne og derefter fandtes bare linjen Limhamn – Dragør tilbage på scenen, ved siden af flyvebådstrafikken mellem Malmö og København.
I 1972 rejste ca. 11 millioner passagerer med færgerne mellem Helsingborg og Helsingør. I 1998 var antallet steget til ca. 13 millioner. Det var, som havde man transporteret Danmarks og Sveriges samlede befolkning, på lidt over et år, frem og tilbage over Sundet.
Nedenstående samtale udspillede sig mellem en helsingborger og en helsingoraner på en Sundbus i midten af 70erne:
- Helsingborg er verdens største internationale passagerhavn. Vidste du det?
- Nej!
- Ved du så hvilken som kommer næst efter?
- Er det New York?
- Nej!
- Er det London?
- Nej!
- Er det Dover eller Calais?
- Nej!
- Jeg gi´r op, hvad er det?
- Helsingør!
- Jo, men har ikke Helsingør en lige så stor passagerhavn som Helsingborg?
- Nej, fordi vi har en båd til Snekkersten!

Fremtiden
I dag (2003) besejles Helsingør/Helsingborg overfarten af tre rederier. Antallet af både er ikke så stort, sammenlignet med den gyldne epoke omkring 1960, men passagerantallet indgyder stadigvæk respekt, på trods af Øresundsbroen. I 2002 rejste således 12 millioner personer med færgerne mellem Helsingborg og Helsingør og de to byer er nu de eneste, som opretholder sejladsen over Sundet. De store færger, Tycho Brahe, Aurora og Hamlet har en helt anden kapacitet end 50ernes og 60ernes både. Men så er der jo dem, som insisterer på en jernbanetunnel mellem Helsingborg og Helsingør…
Ruternes fremtidige skæbne afhænger i høj grad af, hvilke beslutninger, der bliver truffet i national og sregional sammenhæng. Hvis priserne sættes væsentligt ned på Øresundsbroen, bliver der ikke mange både tilbage på Helsingør/Helsingborg overfarten. Hertil kommer, at både Helsingør og Helsingborgs Kommune ønsker en fast forbindelse over det smalle farvand.
Tycho Brahe
Tycho Brahe

Integration

*

Udviklingen i transport- og kommunikationsmidler øger mobiliteten imellem Skåne og Sjælland væsentligt og det sydlige Sverige bliver nu også et yndet ferie- og fritidsmål for en voksende gruppe af hovedstadsdanskere. Fjernsynsmediet bringer en overgang befolkningerne tættere på hinanden, men den globale medieudvikling sætter også sine spor.

Arbejdskraftens vandring
Arbejdskraftens vandring over sundet er en gammel historie. Siden middelalderen har folk bevæget sig derhen, hvor der var arbejde at finde og steder at slå sig ned. Selv i den periode, hvor det krævede pas for at krydse landegrænserne har fiskerbefolkningerne langs skysten opretholdt tæt kontakt og i løbet af 1800-tallet var emigrationen fra Sydsverige til Københavnsområdet ganske betydelig.
I industrialiseringens tidsalder var påvirkning og udveksling af ideer, arbejdskraft og iværksættelse på tværs af sundet af stor betydning og besættelsestidens tætte kontakter var af livsvigtig betydning for mange mennesker.
Efter 2.verdenskrig var Danmark præget af den stagnation, som krigstidsøkonomien uvægerligt medførte og flygtningestrømmen til Skåne blev i nogen grad afløst af arbejds- og indkøbshungrende danskere. Først i slutningen af 1950erne vender udviklingen i Danmark for alvor og konjunkturarbejdsløsheden afløses af strukturel betinget efterspørgsel efter f.eks. danske læger i en lang periode.
I midten af 1970erne vender konjunkturerne igen og arbejdsløsheden i Danmark stiger voldsomt, hvilket bl.a. kan aflæses af de omkring 17.000 danskere som vælger at søge over sundet for at finde arbejde og i en del tilfælde også bosætte sig.
Danmark gennemgår især i løbet af 1980erne en række strukturelle ændringer, hvor det gamle industrisamfund afvikles og velfærdssamfundet knager i sine fuger. Det ser ud til at det sydlige Sverige gennemgår samme proces med en vis forsinkelse og at medlemskabet af EU og satsningen på at styrke den regionale integration skal være midler til at genskabe dynamikken i Øresundsregionen.
Byggeplads i Helsingborg
Byggeplads i Helsingborg
H-H aksen set fra oven
H-H aksen set fra oven
Brovision
Brovision
Saltholm, Peberholmen og broen
Saltholm, Peberholmen og broen

Danske Torpare
Med den forøgede færge- og biltrafik i 1960erne opstod nye muligheder for at bevæge sig omkring i nabolandene og hermed åbnes også nye fritids- og feriemuligheder for storbymennesker i Københavnsområdet. Især da der åbnes op for at danskere kan erhverve fast fritidsejendom i Sydsverige.
Den anden industrialiseringsbølge som rammer begge sider af Øresund i tiden efter 2.verdenskrig har som et af sine kendetegn en fortsat tiltagende urbanisering, hvor landsbysamfundene i stort omfang affolkes. I skovbygden i det sydlige Småland og nordlige Skåne betyder det at en mængde huse fraflyttes. Disse overvejende træhuse i bultømmer med tilhørende jordstykker, såkaldte torper, som regel godt gemt af vejen i skovene, bliver attraktive fritidshuse for storbydanskere på det efterhånden tæt befolkede Sjælland. Ind i bilen, over med færgen –og nu med broen- og efter en times kørsel står man så i ødemarken, -set med danske øjne.
Konceptet bliver så attraktivt, at danske torpera i 1980 danner deres egen forening, som i 2002 har op imod 5.000 medlemmer. Langt flere danske har dog erhvervet ejendom i Sydsverige og småbyer som Markaryd og Tingsryd i Småland figurerer nu på det mentale danmarkskort. Dog, torperforeningen gør udtrykkelig opmærksom på, at de ikke ønsker Skånelandene tilbage til Danmark. Foreningsdanmarks indtog i de store skove har utvivlsomt været med til at bevare kulturhistorien i de karrige landskaber.
Træhus i Sverige
Træhus i Sverige

Radio og TV
Det er faktisk kun én kommunikationskanal før Øresundsbroen, som har kunnet hævde sig på begge sider af sundet: Fjernsynet. Og alligevel så startede det egentlig med Radio Mercur, den første reklameradio i regionen, som fra 1958-62 brød Danmark Radios monopol og med pop og rockmusik som lokkemad sendte fra internationalt farvand midt i Øresund. Dette forstærkede den lytterflugt fra Danmarks Radio til Sveriges program 3, som allerede var i fuld gang. Ved hjælp af de nye FM-radioer havde mange københavnere for længst søgt tilflugt her fra de mange belærende og skolemesteragtige programmer, som prægede DR1 og 2s programmer.
Reklameradioen vakte stor furore, og det lykkes sluttelig statsmagterne, i broderlig forening, at gøre ende på eventyret. Bl.a. ved at Danmarks Radio i 1963 oprettede en tredje radiokanal: Program 3, der, langt om længe, begyndte at sende den nye tids musik.
Den fælles radiolytning blev nu i stedet erstattet af fjernsynet, hvor befolkningen på begge sider af sundet ofte kiggede på hinandens programmer. Der forekom også direkte fælles programmer f.eks. i den såkaldte Nordvision. I mange øresundsborgeres barndom var der først en kanal på hver side, siden i en lang periode to svenske og en dansk.
Da danskerne endelig fik vedtaget den anden kanal var mediebilledet for længst voldsomt forrykket med et efterhånden endeløst udbud af kanaler på utallige tungemål. Den tid er nok forbi, hvor Hylands Hörna, Nordisk Musikquiz og Swedanes kunne henrykke i prime time på begge sider af Øresund, men den kulturelle integration behøver af den grund ikke at være svækket.

Øresundsbroen

*

Tanken om at forbinde Øresundsområdet til en sammenhængende region er ikke ny. De første konkrete broplaner kommer med industrialiseringen og det voksende samkvem i slutningen af 1800-tallet. I 1900-tallets sidste årtier diskuteres ideen seriøst blandt beslutningstagere på begge sider af Øresund.


Transportkorridor og koncept for Københavns byudvikling
Spørgsmålet om en fast forbindelse over Øresund blev allerede fra 2. verdenskrigs afslutning drøftet seriøst på regionalt og nationalt niveau i Danmark og Sverige. Den europæiske økonomi stod foran et nyt genopbygningsboom. I København og Skåne så man en fast forbindelse over Øresund som en mulighed for regionens økonomiske udvikling og styrkelse af funktionen som Skandinaviens naturlig gateway til kontinentet.
Øresundsbroen
Øresundsbroen

Fra hovedstad til europæisk metropol
Dansk Byplanlaboratorium, en forening af byplanlæggere, satte sig umiddelbart efter 2. verdenskrig sammen med hovedstadsregionens politikere og drøftede fremtidens byudvikling. Drøftelserne resulterede i 1947 i Fingerplanen. Fingerplanen var et forsøg på at samle udviklingsperspektivet inden for en planlægningsmæssig ramme, sådan at man undgik industrialiseringens hastige og tilfældige boligbebyggelse i de københavnske brokvarterer. Fremtidens byudvikling skulle finde sted i radiale infrastrukturlinier ud i mod købstadsringen Køge, Roskilde, Frederikssund, Hillerød og Helsingør. På disse radiale linier skulle stationscentre etableres som perler på en snor med tilhørende boligbebyggelse og detailhandel.
I København fandtes arbejdspladserne. Et udbygget S-togsnet i fingerplanstrukturen fik således tildelt den væsentlige opgave at transportere befolkningen mellem hjem og arbejde.
Efterhånden som bilejerskabet i 1960´erne blev muligt for de fleste udbyggedes også vejnettet i den radiale fingerplanstruktur. Områderne mellem fingrene blev defineret som grønne kiler reserveret til land- og skovbrug samt befolkningens rekreative adspredelser. I praksis frem til midten af 1970´erne kom den skitserede udvikling i Fingerplanen til at finde sted i Køgebugt- og Roskildefingrene, da politikerne så vidt muligt ønskede at friholde Nordsjællands landskabelige værdier fra byudviklingen.
Fingerplanen 1947
Fingerplanen 1947

Øresundsstaden – en ny vision
Visionen om Øresundsbyen formuleres i 1959 af professor Peter Bredsdorf og hans svenske kollega Sune Lindström. Visionen blev tegnet på en serviet på en af Københavns kendte restauranter, Brønnums Café (Servietten opbevares på Dansk Byplanlaboratorium). På servietten ses faste forbindelser København-Malmö og Helsingør-Helsingborg. Sammenkoblingen af Kystbanen og Västkustbanan i nord og syd til en egentlig Øresundsring udgør regionens puls.
At radiale strukturer for boligbebyggelse og erhvervslokalisering således af Bredsdorf og Lindström var tænkt på tværs af Øresund lå faktisk i naturlig forlængelse af tankegangen bag fingerplanen fra 1947. Afstandsmæssigt er Malmö-Lund og Helsingborg faktisk ikke længere væk fra Københavns centrum end de øvrige byer i købstadsringen. Og de tre skånske byer kunne på hver deres måde styrke København som hovedstad. Malmö havde store virksomheder som skibsværftet Kockums. Og kun 20 km fra Malmö lå og ligger stadig uddannelsesbyen Lund med nordens største universitet. Helsingborg var og er også stadig det regionale centrum i Nordvestskåne med omfattende handels- og servicefunktioner for Sveriges relationer med det europæiske kontinent.
Også på nationalt niveau blev der tegnet faste forbindelser i perioden fra starten af 1950´erne. Den danske og svenske regering forpligtede sig ved et møde i Nordisk Råd i 1953 til at arbejde for en fast Øresundsforbindelse. Et dansk-svensk regeringsudvalg fremlagde i de næstfølgende 10-15 år adskillige forslag til linieføringer mellem København-Malmö og Helsingør-Helsingborg. Det var svenskerne som pressede på for en beslutning, men den daværende trafikminister i 1962, Kai Lindberg, fastslog, at beslutningen om Storebæltforbindelsen skal være truffet førend det danske Folketing skal bindes sammen med andre lande. Fra da af er dette officiel dansk politik.
Serviet fra Øresundsbyen
Serviet fra Øresundsbyen
Projektskitse for Øresundsforbindelse
Projektskitse for Øresundsforbindelse
Projektskitse for Øresundsforbindelse
Projektskitse for Øresundsforbindelse

Ørestaden drøftes i starten af 1960´erne.
Hvad der senere skulle vise sig at få afgørende betydning for placeringen af Øresundsbroen mellem København og Malmö var projekteringen af en ny bydel i Københavns Kommune, Ørestad, på Vestamager mellem Københavns City og Kastrup Lufthavn. I 1962 fik København en ny Overborgmester Urban Hansen, som blev valgt på et løfte om af bygge boliger. Urban Hansen så sig straks varm på lokaliteterne på Vestamager og Amager Fælled, som kommunen ejede sammen med Staten.
I 1964/65 afholdtes en arkitektkonkurrence for en ny bydel på området. I det vindende projekt blev der forudsat en Øresundsbro, tunnelbaner til Københavns City og en flytning af Kastrup Lufthavn til Saltholm. I selve forslaget indgik massiv boligbebyggelse i stationsnære amagerbyer på hver ca. 12.5000 mennesker, der var hægtet op på et effektivt S-togsystem efter tilsvarende principper som den byudvikling, der allerede var i gang i Køgebugt- og Roskildefingrene. 2. pladsen i arkitektkonkurrencen var et forslag, der byggede på den grundide, at København City skulle vokse sig udad fra den gamle middelalderby og i etaper ud over Vestamager. Den indkapslede by København skulle omdannes til den åbne Øresundsby efter visionen på P. Bredsdorf og S. Lindströms serviet.

Urbans plan
Urban Hansen var kendt og berygtet for sin foretagsomhed. I folkemunde blev han kaldt en ny 331V. Urban Hansens foretagsomhed på det vestlige amager rakte dog kun til kvarteret Remiseparken og Urbanplanen. Alt i alt var nybyggeriet på Amager faktisk ganske beskedent frem til slutningen af 1980´erne. Dårlige trafikale adgangsforhold til og fra øen fik politikerne til vægre sig mod en byudvikling på Amager. Det mest interessante ved arkitekt konkurrencen i1964/65 var, at én af de to forslagsstillere til 2. præmieprisen var Knud E. Rasmussen (Sorte-Knud), som i 1987 fik stillingen som plandirektør i Københavns Kommune, og som sådan spillede en rolle i udformningen af den Ørestad, som vi i dag ser konturerne af på Vestamager.
Tankerne om Ørestad er et bevis på, at Øresundsregionen og dens muligheder for at udvikle København som økonomisk kraftcenter var et aktuelt emne i 1960´erne. Det gik stærkt under højkonjukturen i 1960´erne. Antal biler på vejene eksploderede og hovedstadens arbejdsmarkedsopland bredte sig ikke alene til købstadsringen rundt om København, men helt ud til byer som Ringsted, Næstved og Slagelse, hvorfra folk hver dag pendlede til og fra arbejde i København.

Københavns første egentlige regionsplan, 1973
I 1967 påbegyndte hovedstadsregionens amter og kommuner drøftelserne for en revidering af fingerplanen for bedre at kunne indfange den hastige udvikling og det Øresundsregionale perspektiv. Drøftelserne fandt sted det såkaldte Egnsplanråd. De fremlagte planer blev i 1971 gjort til genstand for offentlig debat og resulterede i Regionplan 1973.
Regionplan 1973 brød med princippet om, at byudvikling skulle ske i en fingerplanstruktur med København som centrum. I stedet skulle der etableres en ny transportkorridor til vej og jernbane på tværs af fingrene i en korridor fra Køge over Høje Tåstrup og Allerød til Helsingør. Der hvor transportkorridoren krydsede fingrene skulle etableres centre for boliger og erhverv. Transportkorridoren skulle så føres videre over til Helsingborg enten nord om Helsingør ved Højstrup-Sofiero eller syd om byen via den såkaldte færgevejskorridor.
Regionplan 1973 indeholdte også planer om en Øresundsbro København-Malmö via Saltholm, hvor en ny lufthavn skulle etableres til erstatning for Kastrup Lufthavn.

Sverige beslutter sig for en Øresundsbro , 1973
Sideløbende med disse planer vedtog den svenske Riksdag i 1973 at anlægge en Øresundsforbindelse for tog og biler ved Helsingør-Helsingborg. Forslaget nåede aldrig at blive færdigbehandlet i det danske Folketing. Jordskredsvalget i 1973 blev udskrevet og herefter var Folketingets flertalskonstruktioner en kompleks affære, hvor spørgsmålet om statens udskrivning af skatter og deres anvendelse var blevet politisk springfarlige emner, hvorfor investeringer som Øresundsforbindelsen og Storebæltsbroen, der også stod foran en vedtagelse, blev udskudt. Samtidig startede også den første oliekrise med deraf følgende recession, arbejdsløshed og mærkbart mindre trafik på vej og jernbane.

Industriens lobby
Omkring 1980 var arbejdet med at skabe et europæisk hjemmemarked uden nationale barrierer gået i stå. Dette gav anledning til stor bekymring i hele den europæiske industri, der gerne ville klare sig bedre i konkurrencen med USA og Japan. Volvodirektør Pehr Gyllenhammer tog derfor i 1983 initiativ til at etablere lobbyorganisationen "European Round Table of Industrialist" (ERT). Med i lobbyorganisation fandtes bl. a. direktørerne for stort set alle større europæiske industriforetagender som f.ex.. Philips, Siemens, Nestle, Unilever og Fiat.
I december 1984 udgav ERT rapporten "Missing links" med krav om etablering af bl.a. Øresundsbroen, Femernbælt og en opkobling af det skandinaviske jernbanenet til et vordende højhastighedsnet i Europa. Infrastrukturen skulle sammen med det indre marked være på plads. Industrien havde indset, at afhængigheden af stor lagringskapacitet for både færdigvare og komponenter optog ca. 40% af alle industriens investeringer. ERT ville derfor skabe grundlaget for indførelse af det japanske "Just-In-Time"-princip for produktion, dvs. at der først produceres, når kundens bestillingerne er foretaget, hvorfor kravet om præcision i leveringer gør hindringer som færgefart og grænseovergange til stopklodser.

Industriens lobby giver resultat
Volvo alene stod for 10% af Sveriges eksport i 1983. Og da den svenske regering i december 1984 besluttede at lukke skibsværftet i Uddevalla nord for Göteborg med 2.300 arbejdspladser trådte Pehr Gyllenhammar til. Han forhandlede sig frem til med den socialdemokratiske regering at lokalisere en Volvofabrik med 1.000 ansatte i Uddevalla, idet regeringen samtidig lovede at anlægge 40 km motorvej syd for Uddevalla. Dette var begyndelse til den skandinaviske link til Europa, der beskrives i ERT-rapporten "Missing links", og som reelt bandt den svenske regering op på at arbejde for en etablering af Øresundsbroen og Femernbæltforbindelsen.
Med den første succes i hus etablerede Pehr Gyllenhammar i 1984 den skandinaviske pendant til ERT, Skandinavian Link Konsortiet (Scan-link), med hovedsæde og sekretariat i Dansk Industris bygninger i København. Scanlink etableredes som aktieselskab med en ejerkreds af 55 erhvervsvirksomheder og banker i Norden. Formålet med Scan-link var først og fremmest at få den danske og svenske regering til at beslutte at anlægge Øresundsbroen og Femernbæltforbindelsen samt opbygge et sammenhængende motorvejs- og højklasse jernbanenet mellem Oslo, Göteborg. Stockholm, København og Hamborg.

Helsingør-Helsingborg og/eller København-Malmö
Det dansk-svenske regeringsudvalg fra 1950´erne fortsatte sin møderække og undersøgelser op igennem 1960-1970´erne for at drøfte mulige linieføringer over Øresund. Udvalgets arbejde nød ikke den store politiske bevågenhed førend deres forslag pludselig igen blev højaktuelle i 1984/85 med Scan-links etablering. Udvalgets betænkninger kredsede om en række linieføring mellem såvel Helsingør-Helsingborg som København-Malmö. Det forslag som man samfundsøkonomisk anså for bedst egnet var en både-og løsning, dvs. en jernbanetunnel Helsingør-Helsingborg og en 4-sporet motorvej København-Malmö.
I 1985 fik det dansk-svenske udvalg et nyt kommissorium. Udvalget skal vurdere en mulig etablering af en kombineret vej- og jernbaneforbindelse København-Malmö foruden en videre samfundsøkonomisk og miljømæssig vurdering af udvalgets tidligere studier. Hos DSB og SJ er holdningen i 1986 at arbejde for en ren jernbaneforbindelse København-Malmö. En holdning det danske Socialdemokrati delte med DSB. DSB igangsatte derfor egne undersøgelser af et sådant projekt sideløbende med det dansk-svenske udvalgsarbejde.

Storebæltbroen vedtages i 1986
12. juni 1986 besluttede det danske Folketing sig for etablering af Storebæltsbroen til vej- og jernbanetrafik. Dermed var vejen banet for en dansk stillingtagen og beslutning om en Øresundsforbindelse. Det politiske forlig om Storebæltsbroen indeholdte som kompensation til bekymrede jyske kommuner og borgmestre i Korsør og Nyborg, hhv. anlæg af motorveje i nord for Århus og udflytning af 2.500 statslige arbejdspladser på Flådestation Holmen til Korsør og Frederikshavn. Sidstnævnte beslutning fik betydning for, at en Øresundsforbindelse København-Malmö blev vedtaget i 1991.

Øresundsbroen: Nye undersøgelser 1987
I 1987 offentliggjorde det dansk-svenske udvalg sine undersøgelser om mulige Øresundsforbindelser og anbefalede nu en kombineret vej- og jernbaneforbindelse København-Malmö. Alternativet fra tidligere med en både-og løsning med vejforbindelse i København-Malmö og togtunnel Helsingør-Helsingborg fandtes dog stadig med som et alternativ. Særligt SJ var utilfredse med undersøgelsen, fordi en ren jernbanelinieføring København-Malmö ikke var undersøgt. Det dansk-svenske udvalg fik derfor et nyt kommissorium, hvor en ren jernbane løsning skulle undersøges i forhold til en kombineret vej- og jernbaneforbindelse. En linieføring Helsingør-Helsingborg var herefter taget af tapetet som en mulig Øresundsforbindelse.
Scan-link konsortiet blev ved sidstnævnte revision af kommissoriet bange for, at det dansk-svenske udvalg ville ende med at anbefale en ren jernbaneforbindelse, hvorfor konsortiet igangsatte egne samfundsøkonomiske beregninger af en sådan ren jernbaneforbindelse. Øresundsforbindelsen begyndte herefter spædt at møde folkelig modstand. En græsrodsbevægelse, "Scan-link Nej Tak", etableres i juni 1987, hvilket havde den effekt, at de miljømæssige konsekvenser af de mulige alternative linieføringer over Øresund prioriteredes i det følgende undersøgelser.

København får en udviklingsstrategi 1989
1988/89 var turbulente år i Øresundsbroens beslutningsproces, hvor politiske holdninger til projektet skiftede til fordel for en vedtagelse af en kombineret vej- og jernbaneforbindelse København-Malmö. Det hele startede, da Danmarks økonomiske problemer blev sat på den politiske dagsorden af et selvbestaltet "Forum for industriel udvikling" med den senere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen som en initiativtager. Analysen pegede på strukturproblemer i dansk industri og nødvendig satsning på forskning og mere vidensintensiv erhvervsudvikling.
Den daværende statsminister Poul Schlüter (K) ville ikke uden videre overlade initiativet til oppositionen, når talen faldt på fremtidens erhvervsudvikling. Derfor aftalte han sammen med den daværende formand for Socialdemokratiet Svend Auken at nedsætte en initiativgruppe i foråret 1989 med den opgave at fremkomme med ideer og forslag til en ny by- og erhvervsudviklingsstrategi for hovedstaden. I arbejdsgruppen var bl. a. placeret stærke socialdemokratiske borgmestre som Københavns Kommunes ny Overborgmester Jens Kramer-Mikkelsen, Amtsborgmester Per Kaalund i Københavns Amt, og LO.s daværende næstformand og nuværende formand Hans Jensen.
Initiativet skal ses i lyset af, at særligt København var særlig hårdt ramt af den økonomiske krise op igennem 1970-1980´erne. I den periode var det kendetegnende, at København oplevede virksomhedslukninger samtidig med, at den danske stat bevidst gennemførte udflytning af sine institutioner til provinsen og lagde sine infrastrukturinvesteringer i tillæg hertil. Lokaliseringen af TV2, Flådestation Holmen og dele af Erhvervsfremmestyrelse i provinsen er eksempler herpå.

Øresundsbroen: Nye undersøgelser 1989
Lige inden initiativgruppen gik i gang med sit arbejde offentliggjorde det dansk-svenske regeringsudvalg i februar 1989 sine nye undersøgelser. Ud fra samfundsøkonomiske betragtninger anbefaledes en kombineret vej- og jernbaneløsning, mens en ren jernbaneløsning anbefaledes ud fra miljømæssige hensyn. Finansieringen af den kombinerede Øresundsbindelse blev foreslået til at finde sted efter tilsvarende retningslinier som Storebæltsbroen, dvs. en brugerbetalt forbindelse, hvor prisen bestemmes ud fra niveauet på færgefarten Helsingør-Helsingborg. Togoperatørerne DSB og SJ skulle således ligesom ordningen på Storebælt årligt betale et givent fastsat beløb - uanset hvor mange togsæt der ville blive ført over dagligt.
Ved en ren jernbaneforbindelse skulle DSB og SJ derimod alene stå for finansiering og drift. Sidstnævnte forhold fik SJ til at ændre holdning og anbefale en kombineret vej- og jernbane. SJ var fra 1988 under privatisering og skulle nu til at tænke i markedsøkonomiske baner. Såfremt SJ blev tvunget til at finansiere store summer i en ren jernbaneforbindelse på Øresund, ville SJ reelt fravælge muligheden for at lade gods fragte via de sydsvenske Østersøruter til Tyskland og Polen.
Det markedsøkonmiske perspektiv sejrede med andre ord over det samfundsmæssige miljøhensyn. DSB fastholdte dog i første omgang sin fortsatte støtte til en ren jernbaneforbindelse, fordi man i DSB - også ud fra markedsøkonomiske principper - derved kunne man se frem til betaling for svensk jernbanegods transporteret gennem Danmark.

Initiativgruppens plan for København, 1989
Da initiativgruppen for hovedstadens udvikling senere i 1989 fremlagde sine ideer, blev planerne om en kombineret vej- og jernbaneforbindelse over Øresund, Ørestaden på Vestamager og en tunnelbane mellem Københavns city og Lufthavnen, fremholdt som de udviklingsperspektiver, der kunne få gang i hjulene. Som tunge argumenter for forslagene fremførte initiativgruppen, at Staten siden starten af 1970´erne reelt havde sat en stopper for trafikinvesteringer i hovedstaden, idet kun ca. 10% af statens investeringer havde tilfaldet Københavnsområdet, selvom ca. 85% af de mest trafikerede vejstrækninger i denne periode var i og omkring København. Argumentet om EU.s indre marked fra 1992 blev også anvendt, fordi København stod overfor at skulle ruste sig til Storby-konkurrence - ikke med Danmarks øvrige byer, men med metropoler som Stockholm, Hamborg og Berlin.

Würtzen-udvalget nedsættes i 1990
Initiativgruppens anbefalinger fik politisk opbakning i den siddende VKR-regering, selvom Det Radikale Venstre var modstandere af en kombineret vej- og jernbaneforbindelse. At anbefalingerne blev taget seriøst vidner Finansministeriets nedsættelse af det såkaldte Würtzen-udvalg i januar 1990, hvor arbejdet med en Øresundsbro og tunnelbane København, Ørestad og Kastrup Lufthavn således blev overflyttet fra Trafikministeriet. Würtzen-udvalget fik til opgave at udarbejde en sammenhængende plan for trafikinvesteringer i hovedstadsområdet og deres finansiering. Med inspiration fra de såkaldte britiske "New towns" var udvalgets forslag at finansiere en ny bybane fra Frederiksberg over Nørrebro til Ørestad og Kastrup Lufthavn ved grundsalg i Ørestaden til erhverv og boliger.

Manglende offentlige debat
Würtzen-udvalget offentliggjorde sit arbejde i begyndelsen af 1991 med en overrasket offentlighed som tilskuer. Arbejdet med planerne om Øresundsbroen og Ørestad var stort set foregået uden offentlighedens kendskab. Den folkelige opinion viste ellers i meningsmålinger en negativ holdning over for udbygningsplanerne på Amager inkl. Øresundsbroen. 12. december 1990 fik Danmark en ny VK-regering uden det skeptiske Radikale Venstre til en Øresundsbro med biler. I Sverige stod Socialdemokratiet til at tabe efterårets valg i 1991, og en borgerlig regering med et skeptisk Centerparti til Øresundsbroen fik regeringspolitikere i Danmark og Sverige til at handle hurtig. Den folkelige modstand nåede aldrig at blive tilstrækkeligt mobiliseret førend Øresundsbroen var vedtaget af begge regeringer over sommeren 1991. Og i foråret 1992 vedtog Folketinget ligeledes loven om anlæg af Ørestad efter anvisningerne i Würtzen-udvalgets oplæg.
De spektakulære planer for Hovedstadens byudvikling fik både Socialdemokratiet og DSB til i 1989-1990 at ændre holdning til fordel en kombineret vej- og jernbaneforbindelse. DSB.s motiver var stadig markedsøkonomiske, men ikke længere ud fra en godsbetragtning. En bycenterudvikling på Amager ville gøre Kastrup Lufthavn til en attraktiv togstation med trafik til og fra Københavns city, Malmö og Roskilde. Socialdemokratiets holdningsskifte må tillægges den politiske lobbyisme fra erhvervsgrupper som Scan-link og udsigten til at kunne fremskaffe arbejdspladser til de stærke socialdemokratiske borgmestre Jens Kramer-Mikkelsen og Per Kaalund.

Øresundsbroen: Efterspillet
Vedtagelsen af Øresundsbroen fik et besynderligt efterspil i efteråret 1993, hvor man på dansk side var i fuld gang med at bygge landanlæg, mens man på svensk side fortsat drøftede projektets miljømæssige aspekter. Selve projekteringen af Øresundsbroen skulle som sådan godkendes af Vattendomstolen bestående af en dommer, to ingeniører og to lægfolk. I Danmark troede man i lang tid, at Vattendomstolen ville standse bygningen af Øresundsbroen. Men Vattendomstolens kritik af broprojektet var en del af selve den svenske proces omkring den allerede vedtagne Øresundsbro. Så da Vattendomstolen sagde god for projektet, var broen færdigprojekteret.
I regeringsaftalen mellem Danmark og Sverige blev der indskrevet en klausul, dels om en prisparitet mellem brotaksten og færgebilletten Helsingør-Helsingborg, dels at den danske regering skal indlede forhandlinger med Tyskland om en Femernbæltforbindelse.
Prisproblematikken på Øresund er i dag til stadig til debat med udgangspunkt i broaftalens klasul om prisparitet. Femernbælt står foran sin endelige vedtagelse. Den danske og tyske regering er enige om hver især at stå for finansieringen af broens landanlæg, mens man fortsat ikke er nået til enighed om en finansieringsmodel for selve Femernbæltbroen til biler og jernbane.

Øresundsregionen og Europa

*

Der findes rigtig mange fremstillinger af EU.s opbygning og udvikling, når det gælder Kommissionen, Ministerrådet, EU-parlamentet og udvidelserne siden starten med Romtraktaten tilbage i 1957. Mere upåagtet er udviklingen i EU.s regionalpolitik, selvom den får stigende betydning og voksende midler.


Øresundsregionen og Europæisk regionalpolitik
Næsten overalt i Europas grænseregioner arbejdes der på forskellig vis med at overvinde de barrierer en national landegrænse historisk har skabt. Målsætningen er alle steder at skabe et mere integreret erhvervsliv og arbejdsmarked uden at eliminere forskelle i kultur og værdier. Bestræbelserne skaber alle steder interessekonflikter mellem regionerne og de nationale regeringer. I Øresundsregionen er det således regionalt valgte politikere i Østdanmark og i Skåne, der bestræber sig for at skabe samarbejde og nye udviklingsakser på tværs af den dansk-svenske grænse i Øresund.
Interreg regioner
Interreg regioner

Starten på det europæiske samarbejde i 1948
Kampen for øget regional autonomi startede faktisk samtidig med, at de nationale regeringer i tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig indså, at tættere europæisk samarbejde var det bedste alternativ til undgå ny krig i Europa. Kunne man spinde de europæiske landes økonomier sammen, ville ingen længere vælge krigen som løsning på konflikter. Dagsordenen blev sat med oprettelsen af Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde (OEEC) i 1948. Året efter etableredes Europarådet som en overordnet ramme for de konkrete samarbejdsbestræbelser i Europa.
I 1951 etableredes Kul- og Stålunionen, som i 1957 udviklede sig til Det Europæiske Fællesskab (EU). Nordisk Råd og EFTA oprettedes også i 1950´erne. Alle samarbejdsfora arbejdede som udgangspunkt for fremtidig fredelig sameksistens via økonomisk, politisk og kulturelt forpligtende samarbejde.
Samarbejdsbestræbelserne har været så en stor en succes, at nationalstaternes autoritet inden for egne grænser længe har været under pres fra regionale myndigheders ønske om større autonomi. Begrebet Regionernes Europa om fremtidens Europa skal ses i denne kontekst.

Europæisk regionalpolitik fødes i 1957
Både OEEC, Europarådet, Nordisk Råd og EFTA var såkaldte mellemstatslige samarbejdsorganer, hvor beslutninger skulle træffes i enstemmighed. Med Kul- og Stålunionen og senere EU forholdt det sig anderledes. Her fik føderale tanker i Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxemborg sat sit stempel på et samarbejde med en vision om et fremtidens Europas Forenede Stater i Rom-traktaten, der fra 1957 udgjorde fundamentet for samarbejdet. De seks landekunne ikke få flere europæiske lande til at skrive under på Rom-traktaten som følge af de vidtgående unionstanker i Rom-traktaten.
De seks lande i EU fik dog i 1957 overtalt Europarådet til en at oprette en kommunalkongres (CLRAE), hvor folkevalgte politikere på regionalt og lokalt niveau kunne mødes i et debatforum og drøfte fælles problemer og løsningsmuligheder for europæiske regioners økonomiske udvikling. Det var de seks landes strategi med Kommunalkongressen at indsætte en trojansk hest hos landene uden for EU ved at mobilisere sub-nationale myndigheder. I Kommunalkongressen kunne regionerne så identificere, at deres naboregioner, som lå på den anden side af en nationalstatsgrænse, måske havde samme mål og ønsker for udviklingen, som ikke vandt gehør eller blev tilstrækkeligt bakket op med finansielle ressourcer fra regeringsniveauet. Med andre ord var Kommunalkongressen fødested for fælleseuropæisk regionalpolitik.

Øresundsrådet oprettes i 1963
Oprettelsen af Øresundsrådet i 1963 som en forløber for Öresundskomiteen skal ses i dette lys. Her sad ca. 30 regionalt valgte politikere fra Københavnsområdet og Skåne og drøftede bl. a. udformning og placering af en mulig fast Øresundsforbindelse samt andre spørgsmål af planmæssig karakter. Det må tilskrives Øresundsrådets fortjeneste i 1960-1970´erne, at en Øresundsforbindelse vedblev at blive drøftet som en forbindelse mellem København-Malmö ud fra betragtningen om en Ørestad på Amager og en ny storlufthavn på Saltholm. En ren dansk og svensk regeringstankegang ville formentlig have resulteret i en forbindelse Helsingør-Helsingborg, fordi afstanden København-Stockholm dermed tidsmæssigt kunne reduceres og være væsentlig billigere at anlægge som følge af den korte afstand i Øresund-nord.
Øresundsvision 1963
Øresundsvision 1963
Luftfoto af den faste forbindelse
Luftfoto af den faste forbindelse

Europarådets konvention og charter for regional selvbestemmelse
I 1966 fremsætte kommunalkongressen et forslag om at udforme en konvention med fælles europæiske regler og standarder for retten til regional selvbestemmelse på områder som infrastruktur, bolig- og erhvervslokalisering, velfærdsydelser m.v. Særligt problemerne i grænseregioner føres frem som et argument for at forpligte nationalstaterne til at overføre dele af sine beslutningsbeføjelser til de regionale niveauer. Europarådets parlamentariske forsamling, som består af politikere, der også sidder i de nationale parlamenter, vedtog ikke forslaget om en konvention, men indvilgede i at igangsætte en undersøgelse af den særlige problematik, der gør sig gældende i grænseregioner.

De europæiske grænseregioner organiserer sig
Europarådets undersøgelser førte dog ikke i første omgang til egentlige handlingsinitiativer. I 1971 dannede 10 europæiske grænseregioner derfor deres eget forum (AEBR). Ledende regioner i dette forum var de fransk-tyske grænseregioner omkring Rhinen samt den hollandsk-tyske Euregio-regionen mellem Enchede (NL) og Gronau (D). Det etablerede forum fik fra starten observatørstatus i Kommunalkongressen. Og senere kommer det grænseregionale forum til at spille en vigtig rolle ved udformningen af indholdet i EU.s Interreg-programmer for grænseregionalt samarbejde fra 1990.

EU: Medlemstallet udvides
1970´ernes oliekriser og økonomiske stagnation havde også sine konsekvenser for den gryende regionale bevidsthed om øget selvbestemmelse. Industrisamfundet var i krise og det ramte hårdt i København og i Skåne. Danmark var ellers sammen med Storbritannien og Irland blevet medlemmer af EU i 1973, hvilket burde have givet anledning til, at Folketingets politikere accepterede øget regionalt samkvem ud over den danske landegrænse. Dette var dog ikke tilfældet.
I øvrigt valgte Sverige at forblive uden for EU og føre en fortsat selvstændig økonomisk politik mere eller mindre uanfægtet af EU.

Den nordiske konvention om samarbejde i 1977
Nordisk Råd får i 1977 færdigbehandlet og vedtaget sin konvention om at tillade regionale samarbejdsaftaler i Norden samt indførelse af et fællesnordisk arbejdsmarked, en nordisk pasunion samt kultur- og uddannelsessamarbejde.
Konventionen fulgte dog i høj grad op på, hvad der allerede var eksisterende praksis mellem de nordiske lande. Egentlig regional autonomi og samkvem over Øresund var ikke på den politiske dagsorden i 1970´erne. At det forholdt sig på tilsvarende i hele Europa vidner Europarådets arbejde med en konvention for regionalt selvstyre.
Initiativet blev taget af Kommunalkongressen i 1966 og de europæiske grænseregioner fik organiseret sig i 1971. Men først i 1980 vedtog Europarådet en konvention på området, som opfordrer alle Europarådets medlemslande til at acceptere retten til regionalt selvstyre og grænseregionalt samarbejde.
Konventionen er dog uden bindende forpligtelser til at overføre suverænitet fra nationalt til regionalt niveau.
Konventionen blev i 1985 fulgt op af Europarådets vedtagelse af et egentligt charter for grundlæggende rettigheder for regional autonomi. Chartret blev vedtaget på initiativ fra det europæiske grænseregionale forum (AEBR) og befinder sig statusmæssigt på linie med chartret for menneskerettigheder. Chartret indeholder en finansiel pulje til bl. a. grænseoverskridende samarbejde mellem europæiske regioner og var som sådan den politiske beslutning, der senere dannede basis for EU.s Interreg-programmer fra 1990.

Gennembrud for europæisk regionalpolitik i 1983-1984
1983-84 markerede på flere måder vendepunktet for EU.s integrationsbestræbelser. De europæiske industrigiganter organiserer sig på europæisk plan på et initiativ af Volvokoncernens direktør Pehr Gyllenhammer i det der bliver til lobbyorganisationen "European Round Table of Industrialist" (ERT). Målet for ERT var en reel gennemførelse af det europæiske hjemmemarked for at forbedre vilkårerne for industriens konkurrence med Japan og USA. Midlet var bl.a. - udover lov- og regelharmoniseringer - omfattende investeringer i det europæiske vej- og jernbanenet, som faste forbindelse over Øresund og Femernbælt. Herved revitaliseredes også de grænseregionale samarbejdsformer rundt omkring i Europa og gav selvfølgelig også ny næring til det Øresundsregionale udviklingsperspektiv og argumentationen for en fast forbindelse.
I januar 1984 overtog Frankrigs daværende præsident Francois Mitterand formandsskabet i EU. Sammen med den vesttyske forbundskansler Helmut Kohl relanceredes Rom-traktatens bestræbelser om et europæisk hjemmemarked ved Det europæiske Råds møde i Fontainebleau i juni 1984. Relanceringen af et europæisk marked uden grænserelaterede barrierer fik hurtig betegnelsen "Det indre Marked". Og med dette begreb kom der som nævnt ny vitalitet i den europæiske politik for grænseregionerne.
Samtidig introducerede EU-Kommissionen sin nye vækstfilosofi, "The European Spatial Development Perspektiv" (ESDP), hvor regionerne selv skal generere deres økonomiske vækst ud fra egne styrkepositioner. Regioner måtte selv stå for en udviklingsplan og strukturfontsstøtten fra EU blev gjort additionel, dvs. at bevilgede EU-midler først udløses ved 50% medfinansiering fra de regionale parters side. Dette skal sikre, at strukturfontsmidler vitterligt bidrager til handlinger og projekter,som også nyder opbakning regionalt.

Europa-parlamentet bliver grænseregionernes platform i 1989
EU-parlamentet blev fra 1989 kampplads for grænseregionernes politiske projekt. Med Berlin murens fald i 1989 og udsigten til optagelse af adskillige østeuropæiske lande, hvoraf flere lande oplevede opblomstring af latente konflikter, som var holdt i ave under deres kommunistiske centralstyre, var en hovedopgave for EU og Europarådet nu at hjælpe til med at sikre demokratiets opbygning i Østeuropa.
Velfungerende grænseregioner i EU fungerede her som demonstrationsmodeller. De østeuropæiske folkegrupperinger kunne hermed overbevises om, at deres kulturelle identitet og eventuelle samhørighed med folkegrupper på den anden side af en national grænse ikke behøvedes at føre til oprettelse af en ny nationalstat med dertil hørende risiko for voldelige konflikter og borgerkrige.

Interreg-programmet oprettes i 1990
Sammenslutningen af grænseregioner (AEBR) havde derfor succes med at argumentere for, at Europa-Parlamentet sørgede for at lade 21 mill. ECU (nuEuro) fra strukturfontene fordeltes på såkaldte artikel 10-projekter til pilotprojekter i udvalgte grænseregioner. Disse artikel 10-projekter var forløberen for det første Interreg-program for perioden 1990-1993. EU-forfatningsmæssigt ses nationalstaternes anerkendelsen af regionernes stigende betydning for den europæiske integrationsproces med Maastricht-traktatens vedtagelse i 1992, hvor der oprettes et Regionsudvalg, som får høringsstatus på visse lovinitiativer fra EU-Kommissionen.
Øresundsregionen var ikke med i artikel 10-projekterne eller Interreg I 1990-1993. Diskussionerne i diverse europæiske fora om regionernes aktive rolle i Europas integrationsproces bidrager dog til forståelsen af det fokus danske og svenske regeringspolitikere havde på Øresundsregionen i 1990, og som førte til vedtagelsen af Øresundsbroen, Metro og Citytunnel samt igangsættelse af beslutningsprocessen for en Femernbæltforbindelse.

Øresundsregionen får sit eget EU-program
I 1993 oprettedes Öresundskomiteen til erstatning for Øresundsrådet. En af Öresundskomiteens første opgave var at få formuleret det konkrete indhold til et EU-program under strukturfontene (Interreg IIIA). Et sådant program fik regionen stillet i udsigt for perioden 1994-1999 inklusiv 13 mill. ECU (nu Euro). Indsatsområderne i Interreg IIA-programmet blev efterfølgende defineret som udvikling af regional ekspertise om Øresundsintegration, industri- og turismeudvikling, uddannelsessamarbejde, miljø og bæredygtig udvikling, infrastruktur, kultur og mediesamarbejde.
I alt igangsattes 59 Interreg IIA-programmer i de europæiske grænseregioner. Interreg IIA Øresundsregionen blev fulgt op med et Interreg IIIA-program for perioden 2000-2006. Interreg IIIA-programmet for Øresundsregionen har som overordnede indsatsområder: Nedbrydning af administrative barrierer, en social funktionel region og markedsføring af regionen som helhed.
Interreg-programmerne har bidraget til en eksplosiv vækst i antallet af Øresundsrelaterede samarbejdsorganer på mange områder af samfundslivet. Øresundssundsuniversitetet, Øresund Network, Medicon Valley Academy, Øresunds Science Region, IT Øresund, HH-samarbejdet, Info Business Øresund,Öresundsutveckling, Øresund Environment, undervisningsportalen Øresundstid, Pilelandet m.fl.
Opgavefordelingen mellem de mange Øresundsorganer er ikke veldefineret og nogle organisationer vil sandsynligvis ikke overleve, sådan som det allerede er sket for projektet Infotek Øresund, der var bibliotekernes forsøg på at samle deres kartoteker under en portal. Der mangler i øvrigt også stadig initiativer for etablering af Øresundsbaserede organer på vigtige områder som turismefremme og -markedsføring samt regional planlægning.
Øresundsregionen
Øresundsregionen

Den danske og svenske regering hjælper til...
Gode intentioner, lyst til samarbejde og et Interreg-program til at understøtte initiativerne giver ikke af sig selv integration over Øresund. Hvis Øresundsregionen skal blive en realitet, må befolkningerne på hver side af Øresund opleve regionen som en helhed, når det gælder studie-, arbejds- og kulturliv. Der findes barrierer for en sådan helhedsopfattelse, som beror på manglende information eller forskelle i de dansk-svensk kultur og mentalitet. Desuden skal personer, der pendler over Øresund for at arbejde eller studere, forholde sig til beskatning, lægebesøg, børnenes skole, erhvervelse af firmabil, hjemmearbejdsplads m.m. Her er det dog fortrinsvis en opgave for regeringsniveauet i Danmark og Sverige at sørge for, at det er praktisk muligt at bo på den ene side og have arbejde eller studier på den anden side Øresund.

Barrierer-rapporten i 1999
Den danske og svenske regering udarbejdede i 1999 en rapport: "Øresund - en region bliver til". I rapporten giver regeringerne udtryk for deres opfattelse af integrationsbestræbelser over Øresund: "Øresundsregionen har en unik mulighed for at udvikle sig til et grænseoverskridende regionalt kraftcentrum i Nordeuropa med international attraktionskraft med hensyn til virksomhedsetableringer og investeringer. Udviklingen i Øresundsregionen kan dermed, hvis den håndteres rigtigt af alle de aktører, der bidrager hertil, blive af stor værdi ikke kun i regionen selv, men for hele Sverige og Danmark.", samt at "Regeringerne i Danmark og Sverige deler helhjertet regionens entusiasme og fremtidstro og er parat til at yde et bidrag til, at visionen virkeliggøres.".
I rapporten opstiller regeringerne en række initiativer til yderligere at få fart på Øresundsintegrationen. Initiativerne vil blive igangsat på arbejdsmarkedet, det sociale område, skattepolitikken, infrastrukturen, erhvervspolitikken, byggesektoren, miljøspørgsmål, uddannelsesområdet og i kulturlivet.
Praktisk talt ingen af de beskrevne initiativer har medført praktiske politiske tiltag. Alene informationsindsatsen med initiativer som Øresunddirekt og centre for viden om dansk-svenske skatteforhold er blevet styrket. Der er derfor naturligt opstået utilfredshed blandt Øresundsregionens regionale myndigheder som følge af regeringernes reelle manglende vilje til at påtage sig et ansvar for en fortsat stadig tættere samkvem over Øresund. Den regionale utilfredshed er på ingen måde unik i dagens Europa. Kampen for øget regionalt autonomi står stadig mellem regeringsniveauet og de europæiske grænseregioner - ligesom i opstartsfasen tilbage i 1950´erne.
Forsiden til Barriere rapporten
Forsiden til Barriere rapporten

Arkitektur

*

Øresundsregionens arkitektur fra fortid til nutid er, naturligvis, præget af den europæiske bygningskunst, men ofte med et specielt nordisk præg.

Via tekstikonet fremkommer en kort sammenfatning af hele perioden. I venstremenuen kan man finde uddybning og perspektivering.

Man kommer tilbage til sammenfatningen ved at klikke på: "Arkitektur" i venstremenuen.
Arkitektur handler om bygningskunst. Historiens forskellige stilarter er altså en del af kunsthistorien. Det er derfor, at kunsthistoriens epoke/genrebegreber ofte anvendes indenfor arkitekturen. Oversigten er et forsøg på at vise nogle karakteristiske træk i bygningsstilen fra de forskellige epoker.
I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer med eksempler fra Øresundsregionens kulturelle arv.

Dysser og Jættestuer
Dysserne og jættestuerne kan nok betegnes som den ældste arkitektur, vi har i Øresundsregionen. Stendysserne er de ældste og er opført ca.3000 år f.Kr. Det vil sige nogle hundrede år før de ægyptiske pyramider.
Stendysserne er bygget af store stenblokke og var oprindelig alle dækket af en rund eller lang jordhøj. En yngre gravform er Jættestuerne, som er større end dysserne; en lang gang fører ind til et kammer, hvis længdeakse ligger på tværs af gangen. Ofte er kammeret så langt, at en række store dæksten er lagt side om side for at danne loftet.
Gantoftedyssen
Gantoftedyssen
Jættestuen i Gillhög
Jættestuen i Gillhög

Vikingetidens byggestil
Fra sen vikingetid er der gjort fund, som gør det muligt at rekonstruere beboelseshuse, de såkaldte langhuse. Typisk for disse var bl.a. at de havde tagstøttespær, der gik helt ned til jorden. De monumentale borge, trelleborgene, var placeret bag runde voldanlæg og de tilhørende bygninger lå placeret i symetriske mønstre. Der er fundet flere trelleborge i Øresundsregionen. Det har også været muligt at danne sig et indtryk af, hvordan et hedningetempel kunne have set ud.
Rekontruktion av långhus i Fyrkat
Rekontruktion av långhus i Fyrkat
Trelleborgs borgvold
Trelleborgs borgvold
Uppåkratemplet
Uppåkratemplet

Romansk arkitektur
Den romanske byggestil var den første byggestil, der blev spredt over hele Europa. Til Norden kom den omkring 1000-tallet i forbindelse med at periodens omfattende kirkebyggeri blev indledt. Der er naturligvis stor forskel på, hvordan stilen er repræsenteret i en lille landsbykirke og en katedral, men der er alligevel en række fælles karakteristika: massive, tykke vægge, relativt små rundbuede vinduer, runde hvælv og den tydelige opdeling i langhus, kor og apsis. I Øresundsregionen er Lunds Domkirke det fornemste eksempel på en romersk katedral.
Vä kirke,
Vä kirke,
Romansk grundplan
Romansk grundplan
Lund domkirke
Lund domkirke

Gotisk arkitektur
Ingeniørkunstens fremskridt muliggjorde efterhånden højere og stateligere bygningsværker. Forandringerne kunne iagttages i det sydlige og centrale Europa i 1100-tallet og nåede Norden i 1300-tallet. Støttepiller og støttebuer tillod smækrere og elegantere bygninger og sammen med de spidsbuede hvælv og vinduer er det typisk gotiske træk.
De større kirker fik ofte en koromgang, det vil sige en søjlegang, som gik hele vejen rundt i kirken endog bag alteret. Petri Kirke i Malmø er bygget i gotisk stil, mens Helsingborgs Mariakirke og Helsingørs Mariakirke er eksempler på baltisk gotik.
Mariakyrkans støttepiller
Mariakyrkans støttepiller
Mariakirken i Helsingør
Mariakirken i Helsingør

Renæssancen
Renæssancens byggestil indebar en stor forandring. Ikke blot i byggestilen, men også i forhold til bygherren. Det var nu ikke længere kirken, men fyrster og rige købmænd, der fik opført egne paladser. Stilmæssigt forlod man bl.a. den vertikale stræben, som var typisk for gotikken og søgte tilbage til antikkens proportioner. F. eks. ved at benytte det gyldne snit.
Renæssancens bygningsværker opviser store variationer og det fornemste eksempel på Nordisk renæssancebyggeri er ubetinget Kronborg Slot.
Men i Øresundsregionen findes der også en række eksempler på renæssancens byggestil i de mange herregårde, som adelen lod opføre og borgerskabets byhuse.
Kronborg
Kronborg
Rosendal
Rosendal
Glimmingehus
Glimmingehus
Tolder David Hansens Gård
Tolder David Hansens Gård

Christian 4.s stil
Under 1600-tallets renæssance blev der i Øresundsregionen udviklet en speciel bygningsstil, Christian 4.s stil. Stilen karakteriseres bl.a. i valget af materialer, som er tegl og i markeringer mellem etagerne bestående af sandstensbånd. Trefoldighedskirken i Kristianstad og Frederiksborg Slot er typiske eksempler på denne stil.
Frederiksborg slot
Frederiksborg slot
Badstuen på Frederiksborg
Badstuen på Frederiksborg
Trefoldighedskirken i Kristianstad
Trefoldighedskirken i Kristianstad

Barokken
Barokken er ikke specielt velrepræsenteret i Øresundsregionen. Barokken kan betragtes som en svulstigere form af renæssancen, hvor stærkere kontraster og pompøse træk skulle tydeliggøre magten. For at se et godt eksempel på dette, skal man til Sverige, hvor Kalmar Domkirke er et fornemt eksempel på et bygningsværk i barok.
I Øresundsregionen kan man dog finde en del eksempler på indslag af barok. F.eks. Kronborg Slot. Fredensborg Slot, nogle kilometer uden for Helsingør, er opført i barokkens epoke. Her fremgår inspirationen/påvirkningen især i bygningens symetri og hovedbygningens dominerende kuppel. Men det savner dybden og kontrasten i facadens udsmykninger, som er typisk for den svulmende barokstil.
Kalmar Domkirke
Kalmar Domkirke
Barok på Kronborg
Barok på Kronborg
Fredensborgs slot
Fredensborgs slot
Barokhus i Helsingør
Barokhus i Helsingør

Rokoko
Rokoko, eller senbarok, er som bygningsstil en yderligere udvikling af renæssancen, men nu med snoede snegleformationer i facadeudsmykningerne. I Norden finder man dog ikke den mangfoldighed af fantasifulde dekorationer som man, eksempelvis, gør i Frankrig. Et andet typisk træk er de brudte tage, frontoner, og indslag af portaler.
I Øresundsregionen kan man i Landskrona på den skånske side og Helsingør og København (f.eks. Amalienborg) på den danske side finde eksempler på stilarten.
Borgmesterhuset i Landskrona
Borgmesterhuset i Landskrona
Sukkerraffinaderi i Helsingör
Sukkerraffinaderi i Helsingör

Historicisme
I slutningen af 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet, kom det på mode at efterligne/imitere antikkens og middelalderens arkitektur. Det drejede sig ikke så meget om at lade sig inspirere af disse stilarter, men om at efterligne dem. I København er Vor Frue Kirke et eksempel på en nyklassisk stil med, på det nærmeste, en direkte imitation af antikkens tempelbyggeri.
Befolkningsudvikling og urbanisering i den sidste del af 1800-tallet skabte et byggeboom i de store byer, hvor arkitekterne fik et stort råderum for eksperimenter med historicismen i alle disse nybyggerier. Det gjaldt især de mest ekspansive byer, Helsingborg, Malmø og København. Indslag af nyklassicisme, nyromantik og nygotik er nok så markant i disse storbyer. Stilarterne blev endvidere blandet med den såkaldte, vikingestil, og ledte frem til det arkitektoniske begreb ”nationalromantik”, som det derfor ikke er så let at definere præcist.
Rådhuset i Helsingborg
Rådhuset i Helsingborg
Terrassen i Helsingborg
Terrassen i Helsingborg
Helsingør Rådhus
Helsingør Rådhus
Vikingestil Arild
Vikingestil Arild
Sommerhus i Hornbæk
Sommerhus i Hornbæk

Jugendstilen
En tydelig afslutning på interessen for de historicistiske stilarter kan ses i jugendstilen, som bredte sig omkring 1900. Rundere linier og nye bløde facadedekorationer, hvor man udnyttede betonens muligheder, blev idealet for en del af borgerskabets huse.
I Helsingborg kan man iagttage et stort velbevaret villaområde i jugendstil i bydelen Olympia.
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg

Havebyer
Omkring 1900-tallet begyndte man overalt i Europa at eksperimentere med at anlægge beboelseskvarterer rundt om metropolerne. De såkaldte havebyer.
Baggrunden var 1800-tallets industrialisering, hvor storbyerne efterhånden udviklede sig til sygdomsfremkaldende opholdssteder.
I Helsingør lod man, omkring 1917, sig inspirere af de engelske fremsynede arkitekter og anlagde Hamlets Vænge og Negerlandsbyen uden for middelalderbyens bykerne. Kvalitetsbyggeri der stadigvæk eksisterer.
Hamlets Vænge
Hamlets Vænge
Poul Holsøe<br>(1873-1965)
Poul Holsøe
(1873-1965)
&quot;Negerlandsbyen&quot;
"Negerlandsbyen"
Karl Zandersen<br>(1889-1973)
Karl Zandersen
(1889-1973)

Kolononihaver
I mellemkrigstiden voksede antallet af kolonihaver voldsomt i Danmark. Og kolonihaverne i nutiden er stadigvæk en yndet og populær beboelsesform for mange af industribyernes arbejdere. I år 2001 opgjorde Kolonihaveudvalget således det samlede antal kolonihaver til cirka 62.150.
Kolonihaven var/er et absolut arbejderklassefænomen, hvor køkkenhaven, især i krisetider, betød et kærkomment supplement til en anstrengt økonomi. De lempelige regler omkring de små huse, der blev opført på de minimale arealer udviser en fantastisk arkitektonisk kreativitet hos de mange selvbyggere.
Solbakken 1950´  erne
Solbakken 1950´ erne

Funktionalismen
Et hus skal fungere! Det blev den såkaldte funktionalismes ideal. Rene og glatte facader, store vinduespartier, alt hygiejnisk ordnet, blev 1930, ernes ideal. Byggestilen vandt frem inden for næsten alle former for byggeri, fra sommerhuse til offentlige institutioner som f. eks. koncerthuse, idrætshaller, lufthavne og tidens populære villabyggeri, de såkaldte bungalows.
I Øresundsregionen findes et utal af eksempler på funktionalismens byggestil, hvor berømte arkitekter som Marcelius og Arne Jacobsen er repræsenteret.
Stilen har været sejlivet, men er efterhånden blevet modificeret.
Joseph Franks villa
Joseph Franks villa
Helsingborgs koncerthus
Helsingborgs koncerthus
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Hornbæk Badehotel
Hornbæk Badehotel
Bungalow i Snekkersten
Bungalow i Snekkersten

Dysser og jættestuer

*

Gantoftedyssen udfor Helsingborg er et imponerende eksempel på vor tidligste arkitektur fra stenalderen.

Indledning
Dette tidsafsnit af vores nordiske fortid strækker sig fra ca. 4.000 f. Kr. frem til ca. 1. 800 år f. Kr.
Kendetegnende er, at agerbruget vandt frem og befolkningen blev derfor mere bofast end tidligere; hermed skete der også en ændring af måden menneskene levede og boede sammen på. Arbejdsredskaberne, flintøkserne, forandredes og nye opbevaringsmåder blev nødvendige, f.eks. keramikkrukkerne. I stedet for en befolkning, der fortrinsvis levede af jagt og fiskeri, blev det nu afgrøderne fra det voksende jordbrug, der kom til at blive det bærende eksistensgrundlag. Perioden kaldes derfor også, med rette, for Bondestenalderen.
Bondestenalderen deles normalt op i tre tidsafsnit, som arkæologerne betegner:
-Tidligneolitikum
-Mellemneolitikum
-Senneolitikum

Megalitgravene/Storstensgravene
Periodens gravskikke betyder bl.a., at der i Øresundsregionens kulturlandskab endnu er markante spor efter disse tidlige og driftige bønder i form af storstensgrave. De såkaldte dysser og jættestuer. Tilsammen kaldes de for megalitter.
I dagens Danmark kendes omkring 6.000 stendysser og 700 jættestuer, men ofte er det dog kun resterne af dem, man kan se.
Kvalificerede beregninger anslår, at der oprindeligt har været 20-25.000 af disse megalitter i perioden 3.500-3.200 f.kr..(Jf. Odense Museum)
Traditionelt daterer man normalt stendysserne til tidlig neolitikum og jættestuerne til mellemneolitikum, men de to megalitter hører dog uløseligt sammen.
Storstensgravene blev i flere hundrede år benyttet først som enkeltmandsgrave (til Høvdinge?) og senere som lokalområdets fælles gravplads.

Vikingebebyggelse

*

I Uppåkra, syd for Lund, har man udgravet et komplet tempelbyggeri fra hedensk tid. Fundet er unikt. Templet har ikke været specielt stort, blot 13 meter langt og 6,5 meter bredt.


Bebyggelsen
På baggrund af et stort antal arkæologiske udgravninger i de skånske landsbyer langs Øresund har det kunnet påvises, at de fleste middelalderlige landsbyer stammer fra slutningen af vikingetiden, dvs. slutningen af 900-tallet – begyndelsen af 1000-tallet.
Det er samme mønster, man finder mange andre steder i Danmark. Forklaringen må være, at en stærk central magt i denne periode har taget over og indført et nyt organisationssystem, som har omfattet de egne, der havde størst betydning. Det er nok ikke helt forkert at antage, at indledningsfasen i denne omstrukturering er begyndt med Harald Blåtands erobring af Øresundsregionen, antagelig i slutningen af 970erne.
Tidligere havde bebyggelserne ligget spredt rundt om i landskabet. Nu anbragtes alle bondegårde i stedet for tæt ved hinanden i såkaldte ”bygader”. I Malmøområdet er der talrige eksempler på såkaldte grubehuse. Det er kendetegnende for dem, at de er ca. 4 x 5 meter store, har haft en tagstolpe i hver gavl og har været gravet knap en meter ned i jorden. Disse grubehuse findes som regel langt uden for selve bebyggelserne i ”bygaderne”, selvom de synes at være fra samme periode som dem.
Som eksempel på en bondegård i en bygade fra ca. 1000 kan man nævne det store langhus, som blev fundet i Tygelsjø landsby lige syd for Malmø. Langhuset var, som det var almindeligt dengang, placeret øst – vest. Kraftige stolpehuller viser, at væggene har været lavet af planker. Huset har været seks meter bredt og mindst 30 meter langt. Stolpehuller, der er gravet på skrå, viser, at tagets spær har gået ned i jorden. Hældningen gør, at man kan anslå taghøjden til ca. otte meter.
I Lockarp, en anden af landsbyerne i det nuværende Malmø, er en hel stormandsgård fra ca. 1000 blevet gravet ud. Mod nord lå den store halbygning med buede langvægge. Syd for denne danner fire huse en åben firkant med et større beboelseshus mod syd. Midt i firkanten har der ligget en bygning med en mindre tilbygning mod øst, antagelig et trækapel. Det er højst sandsynligt, at arkæologerne her har fundet den første stormandsgård i den nye by, der blev skabt på stedet for tusind år siden. Det er interessant at konstatere, at der ikke er fundet grave i tilknytning til kapellet. Vi taler her om den ældste missionsperiode og man kan spørge sig selv, hvorfor gravene ikke er der. Måske har man allerede opført forgængeren til Lockarps middelalderkirke et stykke derfra; måske har man ikke forrettet kristne begravelser på samme måde, som i dag. Vi ved det ikke.
Langhus
Langhus
Rekonstruktion
Rekonstruktion
Udgravning
Udgravning
Tolkning
Tolkning

Generelt om trelleborge
I Danmark findes der i dag med sikkerhed rester af fire såkaldte ” trelleborge”. Borgene har haft en meget ensartet og strengt geometrisk opbygning. Borgtypen har haft en cirkelrund vold med porte/åbninger mod de fire verdenshjørner. To krydsende gader/veje har gået gennem borgen og de ensartede langhuse er grupperet i firlængede gårdformationerlangs hovedgaderne. I tæt tilknytning til en af portene har der været en kirke.
Tidligere troede man, at disse borge var blevet opført af vikingekongen Sven Tveskæg og havde fungeret som træningslejre for de styrker, som blev sendt til England. Ved hjælp af årringsdatering har man imidlertid kunnet bevise, at borgene har indgået i den samling af riget, som Sven Tveskægs far, Harald Blåtand, gennemførte i 970erne.
Den bedst bevarede ringborg er Trelleborg på Sjælland. 16 langhuse er fundet indenfor voldene og 15 i vifteform lige udenfor. 157 kristne grave er fundet uden for den ene port og angiver stedet, hvor der har ligget en trækirke. Årringsdatering viser, at borgen er opført omkring 975-978.
På Fyn har der ligget en trelleborg i Odense. Alle spor over jordoverfladen efter den er nu helt forsvundet. Der er dog foretaget udgravninger i voldgraven uden for borgen. Et træstykke er blevet årringsdateret til lige efter 980. Tæt ved borgen har der ligget en kirke.
Ringborgen Fyrkat ligger ca. 70 kilometer nord for Århus i Nordjylland. 16 langhuse har dannet fire grupper af gårde indenfor voldene. Ved hjælp af årringsdatering kan byggetidspunktet fastslås til midten eller slutningen af 970erne. Der er ikke fundet rester af nogen kirke uden for voldene, men der er ikke foretaget arkæologiske undersøgelser i området.
Aggersborg ved nordkysten af Limfjorden er den største af alle trelleborgene. Diameteren er hele 240 meter. Inden for voldene har der været ikke mindre end 48 langhuse fordelt i 12 store, kvadratiske grupper. Lige uden for den nordlige port ligger stadig stenkirken fra den tidlige middelalder. Den afløste den trækirke, som må være blevet anlagt her af Harald Blåtand.
Trelleborg
Trelleborg
Rekonstruktion Slagelse
Rekonstruktion Slagelse
Fyrkat
Fyrkat
Rekonstruktion af Fyrkat
Rekonstruktion af Fyrkat
Trelleborgenes plan
Trelleborgenes plan

Trelleborg i Skåne
Midt inde i middelalderbyen Trelleborg ved Skånes sydkyst blev der under jordarbejde i forbindelse med et nybyggeri fundet velbevarede rester af den trelleborg, som har lagt navn til den nuværende by. De nederste rester af borgvoldene og tørgraven som ligger uden for voldene kunne følges langs hele borgens nordvestlige fjerdedel, mens mindre udgravninger mod øst og syd afslørede borgens samlede størrelse.
I modsætning til de danske borge har Trelleborgs borg ikke været helt cirkelrund, men afvigelserne fra cirkelformen er minimale. Et andet særtræk er, at man ikke har fundet stolpehuller fra byggeri inde på borgområdet. Eftersom borgvolden er blevet føjet til i to etapper, må der imidlertid have ligget langhuse. Sandsynligvis har de dog været af en type, som ikke efterlader spor, f.eks. fordi væggene har hvilet på et træfundament oven på jorden.
Da der ikke er bevaret nogen trægenstande, har man ikke kunnet få nogen årringsdatering. Med såkaldt C14 teknik har alderen dog alligevel kunnet fastsættes til sandsynligvis omkring 970erne.
Trelleborg i Skåne
Trelleborg i Skåne
Trelleborgs borgvold
Trelleborgs borgvold

Asatemplet i Uppåkra
I Uppåkra lige syd for Lund har man fundet og udgravet en komplet tempelbygning fra hedensk tid. Fundet er fuldstændig enestående. Templet har ikke været særlig stort, kun 13 meter langt og 6.5 meter bredt. Det har haft svagt buede langvægge af grove, lodrette egeplanker eller ”stave”, som var gravet ned i en rende i jorden på mere end en meters dybde. Bygningens midterparti, som har været adskilt fra ydervæggene, har bestået af fire enorme træstolper. Hullerne til disse er usædvanlig store og dybden bemærkelsesværdig, mere end 2 meter. Arkæologerne fandt mindst tre forskellige gulvniveauer, hvilket afspejler, at templet er blevet ombygget flere gange i løbet af den lange tid, det har eksisteret. Fra opførelsen, måske allerede i 400-500-tallet, har det stået helt frem til vikingetiden.
Bygningen har haft tre indgange, to mod syd og en mod nord. Hver åbning har været indrammet af kraftige sidestolper og den sydvestlige har desuden haft et fremskudt parti. Der kan således ikke være tvivl om, at det er her, templets hovedindgang har været.

Værdifulde fund
I vægrenderne og stolpehullerne er der fundet flere hundrede såkaldte pragteksemplarer af Guldgubbar. Disse papirstynde, meget små guldstykker menes at have været brugt som offergaver. Alle er præget med motiver, der forestiller mænd eller kvinder. At de er fundet i så stort et antal i hullerne til stolperne og vægplankerne i Uppåkratemplet, tyder på, at man har ofret disse pragtstykker i forbindelse med opførelsen af templet.

Inde i Uppåkratemplet er der gjort to fantastiske fund. Lige ved siden af ildstedet, som er placeret centralt i bygningen, har man antagelig i 600-tallet gravet et broncebæger og en glasskål ned. Det ca. 20 centimeter høje bæger er dekoreret med bånd af tynde guldstykker, som er præget med billeder. Der findes ikke nogen bægre magen til og det kan meget vel være fremstillet på stedet. Glasskålen kommer fra området nord for Sortehavet og er dateret til ca. 500-tallet. I tilknytning til tempelbygningen i Uppåkra er der foretaget ofringer til guderne. Masser af lanse-og spydspidser er fundet tæt ved templet, både syd og nord for bygningen. Flere af dem er med vilje blevet ødelagt ved at bøje eller vride spidserne. Nord for templet lå der en hel bunke ødelagte våben. Her blev der også fundet rester af en pragtfuld hjelm og beslag til skjolde. Ofringerne kan have sammenhæng med en dyrkelse af guden Oden som jo var krigens gud. En lille broncestatuette fra Uppåkra forestiller en mand med en hornbeklædt hjelm. Den kan sandsynligvis dateres til vikingetiden. Figuren har kun et øje. Det kunne tyde på, at figuren forestiller Odin, hvilket passer godt med de våben, der er ofret i området.

Rekonstrueret tempel
Bygningsarkæologen Sven Rosborn på Fotevikens museum genskabte templet i 2004. De vældige dimensioner på stolpehullerne og plankevægskonstruktionen, bygningens små dimensioner samt det faktum, at hele bygningen blev gravet ud, gør det temmelig enkelt konstruktionsmæssigt at beregne den sandsynlige størrelse. Da de fire stolpehuller midt i bygningen har haft så enorme dimensioner og stolpehullerne har gået så langt ned i jorden, kan årsagen kun være, at stolperne har dannet et højt midtertårn, som har raget højt op over resten af bygningen.
En senere rekonstruktion er blevet udført af arkæologer i Lund, men den tager slet ikke hensyn til de store afvigelser/forskelle i det arkæologiske materiale.
Uppåkratemplet
Uppåkratemplet
Uppåkratemplets stolpehuller
Uppåkratemplets stolpehuller
Uppåkratemplets offerfund
Uppåkratemplets offerfund
Templets interiør
Templets interiør

Romansk stil

*

Domkirken i Lund, der er indviet i starten af 1100-tallet er et eksempel på romansk arkitektur i stor målestok.
Apsis, som ses her, hører til den mest velbevarede del af kirken.

Lund Domkirke
I 1085 skænkede kong Knud den Hellige en stor gave til bispesædet i Lund. Gaven bestod i en række ejendomme på begge sider af Øresund. Desuden skulle Lunds Domkirke nu have skattepenge fra byen Lund, men også fra byerne Lomma og Helsingborg. Baggrunden var, at de danske byer betalte grundskat til kongen, eftersom han stod som ejer af de grunde, byerne blev opført på. Skatten blev kaldt for midsommerskatten. Det var dele af den skat, som Knud den Hellige skænkede til domkirken i Lund. Da midsommerskatten kun blev betalt af etablerede byer, står det klart, at Lund, Lomma og Helsingborg blev grundlagt før den 21. maj 1085, og altså hermed var Skånes første byer.
Lund i 1500-tallet
Lund i 1500-tallet
Lund Domkirke
Lund Domkirke
S:t Laurentius
S:t Laurentius
Astronomisk ur
Astronomisk ur
Evangelieskrift
Evangelieskrift

Ærkebispesædet
I 1089 fik Lund en ny ærkebiskop, Asser, medlem af en af de fremtrædende stormandsslægter, Trued-slægten, og det var i hans tid, at Lund blev ærkebispesæde for hele Norden. Dette skete i 1103, og herefter påbegyndtes opførelsen af Lunds nye domkirke. Den blev bygget på den samme plads som Knud den Helliges domkirke, men skulle efterhånden få imponerende dimensioner, som passede bedre til et ærkebispesæde.
Kirken stod færdig i 1145, hvor den blev indviet af ærkebiskop Eskild, brorsøn til Asser og indsat som ærkebiskop i 1137. Lund var ærkestift for hele Norden frem til 1152, da Norge fik sin egen organisation og Sverige blev løsrevet fra Lunds ærkestift i 1164. Herefter var Lunds Domkirke udelukkende dansk domkirke og ærkebispesæde.

Bygmesteren
Som bygmester for det imponerende prestigebyggeri indkaldtes den lombardiske arkitekt, Donatus. Kirkerummet betragtes af mange, som noget af det ypperligste i den romanske kirkekunst.Omvendt er en yderst hårdhændet ydre restaurering i 1800 tallet beklaget fra mange sider.Karakteristisk for den lombardisk inspirerede kunst er en udstrakt brug af dekorative elementer på portaler figurer.
Sydindgangen
Sydindgangen
Sydportalen (detalje)
Sydportalen (detalje)
Lund
Lund
Krypten
Krypten
Trolden Finn
Trolden Finn

Kirkebyggeriet
Det storstilede byggeri af stenkirker der påbegyndes efter 1050 leder i alt til opførelsen af mere end 2500 kirker i det gammeldanske område i den tidlige middelalder. Kirkebyggeriet er en forbavsende kraftanstrengelse og en enorm investering, som vidner den kristne tros rodfæstelse i den tidlige middelalders ekspansionsperiode.

Byggematerialet
De tidligste kirker opføres i romansk stilart med rundbuede vinduer i tilhuggede, firkantede såkaldte kvadresten. Byggematerialet i Øresundsregionen var som regel frådsten(kildekalk) eller anden kalksten, som var forholdsvis let at bearbejde. Undertiden kombineres med marksten, som vel stammer fra rydning og bearbejdning af markerne. Et eksempel herpå er sydmuren på Tveje Merløse Kirke.
Hen imod år 1200 begynder man at tage brændte teglsten i anvendelse. Det var formodentlig munkene der bragte den teknik med sig. Et tidligt eksempel på kombineret anvendelse med teglsten findes på Bjernede Kirke, den eneste rundkirke på Sjælland.
Vä kirke,
Vä kirke,
Tveje Merløse kirke
Tveje Merløse kirke
Bjernede kirke,
Bjernede kirke,
Bjernede Kirke
Bjernede Kirke

Rundkirken
Rundkirken kendes også i et enkelt tilfælde i Skåne, men er ellers kendetegnende for Bornholm, hvor der findes 4 af slagsen. Rundkirken er et stykke særpræget arkitektur, som har lighed med samtidige fæstningstårne, hvor selve bygningen har været let at forsvare og de øvre etager har tjent som tilflugtssted og til opmagasinering.
Østerlars kirke,
Østerlars kirke,
Portal
Portal
Nylars-kors
Nylars-kors
Nylars Kirke
Nylars Kirke
Portal Nylars Kirke
Portal Nylars Kirke

Grundplanen
De fleste kirker har en forholdsvis enkel grundplan med et stort rum, skibet, hvor menigheden opholdt sig, og i forlængelse heraf koret afsluttet med en rundet apsis, som var forbeholdt præsten. Menigheder sad almindeligvis på stenbænke langs med væggene og døbefonten var i tidlig tid placeret midt i kirkeskibet. Mange steder kan man fortsat iagttage det oprindelige skib, kor og apsis med de karakteristiske rundbuede romanske vinduer.
Større byggerier, som f.eks. Dalby Kirke og domkirken i Lund, kunne rumme såvel tårne som en underliggende krypt og selve grundplanen være mere raffineret. Dalby kirke var således oprindelig en treskibet basilika, mens Lund Domkirke er en korskirke som også rummer et stort tværskib.
Romansk grundplan
Romansk grundplan
Lund domkirke
Lund domkirke

Stormandskirkerne
De udprægede stormandskirker har som regel også haft et enkelt- eller dobbelttårn som også rummede et stormandsgalleri, hvorfra de fornemme kunne bivåne gudstjenesten. Galleriet ses fortsat nogle enkelte steder, men er ofte blevet blændet ved senere ombygninger som f.eks. i Roskilde Domkirke og Søborg Kirke.
Tveje Merløse kirke på Sjælland, der antages at være en kopi af den oprindelige domkirke i Roskilde, står stadigvæk i sin oprindelige skikkelse med dobbelttårn og er i det hele taget et af de mest velbevarede romanske bygningsværker.
På Fjenneslev kirke er dobbelttårnet en lidt senere tilføjelse, men også Aakirkeby Kirke på Bornholm, der menes at have forbindelse til opførelsen af Lunds domkirke, står med dobbelttårn og tilbygninger til skibet mod syd og nord, henholdsvis mands- og kvindeindgangen til kirken.
Tveje Merløse Kirke
Tveje Merløse Kirke
Fjenneslev Kirke
Fjenneslev Kirke
Aakirkeby kirke,
Aakirkeby kirke,

Gotisk stil

*

Vor Frue Klostret i Helsingør er opført i anden halvdel af 1400-tallet. Klosteret er meget velbevaret og dermed enestående i Nordeuropa. Det er et godt eksempel på baltisk gotik og et højdepunkt i øresundsgotikken stilistiske variationer.

Arkitektur
Vor Frue Kloster i Helsingør er en, for nordeuropæiske forhold, et usædvanligt vebevaret klosterkompleks med tilhørende kirke, Sct. Maria Kirken også kaldet Vor Frue Kirke.
Klosterkomplekset
Klosterkomplekset

Grundplanen
Det velbevarede Karmeliterkloster er enestående i Nordeuropa, opført i den sengotiske periode i slutningen af 1400-tallet. Komplekset er traditionelt opbygget, med sin sluttede, nærmest kvadratiske grundplan, der lukker af mod omverdenen. Fløjene er funktions- opdelte, hvor økonomiafdelingen med madlavning m.m. foregår i nordfløjen, modsat klosterkirken, der vender mod syd. Indadtil slutter klosteret med en overdækket omgang, fratergangen, der vender ud imod en åben gård.
Grundplanen stammer oprindelig fra Sydeuropa, men byggematerialet er de brændte teglsten, der er kendetegnende for den nordeuropæiske, eller baltiske gotik. En række detaljer bl.a. det treskibede kirkerum med et fælles tag som overdækning, tyder på påvirkning fra de vendiske hansestæder. Gotiske spidsbuer ses anvendt overalt i døre, vinduer, gavlender og i forbindelse med fratergangen.
Grundplan
Grundplan
Vestfløjen
Vestfløjen
Karmeliterklosteret
Karmeliterklosteret
Klostergården
Klostergården
Fratergangen
Fratergangen

Den gotiske stil
Kirkens gavlender er en sand opvisning i murstensgotikkens bygningskunst og ornamentale virkemidler, som berettiger til at man taler om en speciel Øresundsgotik med disse kendetegn. Østgavlen, der ligesom vestgavlen har kamtakkede gavlender, er stramt symmetrisk komponeret med fire vertikale blændingsfurer på hver side af det 11 meter høje midtervindue. Over dette og hver af sidevinduerne er bredere blændinger med varierede, cirkulære, pæreformede og spidsbuede mønstre og nedhængende stavværk.
I vestgavlen slutter blændingerne ved en fælles horisontal linie ovenoverd e 2 sidevinduer. I denne ende er anvendt brede blændinger med samme ornamentale virkemidler som på østgavlen, men symmetrien brydes på overraskende vis af det lille klokketårn på højre side af indgangsdøren.
Vestgavlen
Vestgavlen
Vestgavlen
Vestgavlen
Vestgavlen
Vestgavlen
Østgavlen
Østgavlen
Vestgavlen
Vestgavlen

Kapitelsalen
I klosterets indre rum findes en overdådig variation i gotiske hvælv og søjler. Det enkle krydshvælv er det fremherskende, f.eks. i kirke og fratergang, mens Kapitelsalen, eller Laxmandssalen har raffinerede nethvælv med indfældede symboler og våbenskjold.
Ornamentale figurer i hjørnerne minder de fornemme karmelitermunke om den jordiske tilværelses fristelser og forgængelighed. Formodentlig er ophavsmanden til disse figurer og det øvrige sandstensarbejde billedhuggeren og arkitekten Adam van Düren, der også forestår opførelsen af den senmiddelalderlige borg Glimmingehus på Østerlen i Skåne og siden hen restaureringen af Lund Domkirke.
Laxmandsalen
Laxmandsalen
Memento Mori
Memento Mori
Madonnafigur
Madonnafigur

Gryende renæssance
Adam van Düren varsler en anden tidsalder. Karmeliterklosteret er et traditionelt middelalderligt bygningsværk, men mange træk ved udsmykningen peger hen imod den gryende renæssance.
Ikke kun klosteret peger på en ny tid. Skråt overfor klosterkirkens indgang ligger en stenbygning, der oprindelig har tilknytning til klosterets virksomhed. Ved bevæge sig rundt om bygningen kommer man så at sige fra middelalderen og ind i renæssancen. På den vestlige gavlende der vender ud imod Sct. Annægade, og repræsenterer en senere tilbygning, ses de for renæssancen karakteristiske vandrette profilbånd. Nordgavlen længere henne, ud imod klosterkomplekset, er smykket med de for renæssancen karakteristiske svungne, eller såkaldt vælske gavlender. Et typisk stiltræk fra renæssancen som genfindes på både herregårde og kongeslotte i den efterfølgende tid.
Karmeliterhusets vestgavl
Karmeliterhusets vestgavl
Karmeliterhusets nordlige gavl
Karmeliterhusets nordlige gavl

Sancta Maria Kyrka
Den senmiddelalderlige kirke ligger midt i det gamle Helsingborg. I det 21 århundredes Helsingborg er den ikke nogen dominerende del af bybilledet og synes nærmest ikke fra søsiden. Kirken er faktisk lidt svær at opdage, men når man står foran den, må man beundre skønheden i den gennemførte gotiske byggestil.
Træder man indenfor er en række af Helsingborgs senmiddelalderlige kirkekulturs interiør bevaret.
Mariakyrkans østlige facade
Mariakyrkans østlige facade

Gotik
Sancta Maria Kyrka stod færdigbygget i 1410 efter en lang byggeperiode på ca. 100 år. Den er opført som en basilika og har nærmest karakter som en lille katedral. Midtskibet er, i lighed med de store gotiske katedraler i Europa, lavt og har ingen vinduer under hvælvet. Byggestilen omtales ofte som: en halv basilika eller en ”pseudobasilika”. De samme karakteristika kan i øvrigt iagttages på den anden side af Sundet, hvor Mariakirken i Helsingør har samme arkitektoniske træk.
De gotiske træk er fremtrædende, de spidsbuede vinduer og de spidsede hvælv er endnu fremtrædende. Som man også kan se det i eksteriørets trappestensgavle og de udvendige støttepiller, som holder kirken på plads.
Kirken erstattede en tidligere romansk sandstenskirke fra 1100-tallet. Og med sine, i forhold til tidens små huse i Helsingborg, blev den med sit gotiske teglstensbyggeri et markant og dominerende bygningsværk i byen. Der var flere kirker i byen, men det var kun Kärnan og Nicolaiklosteret, der kunne konkurrere med Sancta Mariakyrkan om den bygningsmæssige dominans i Helsingborg.
Mariakyrkans vestlige facade
Mariakyrkans vestlige facade
Mariakyrkans støttepiller
Mariakyrkans støttepiller
Maria Kyrkans hvælv
Maria Kyrkans hvælv
Helsingborg model 1400
Helsingborg model 1400

Middelalderens kunstskatte
Døbefonten er fra 1300-tallet og er hugget ud af gotlandsk kalksten. Oprindeligt har den været malet og videnskabelige undersøgelser påviser fragmenter af rød og blå oliemaling.
Altertavlen/Skabet er i en bemærkelsesværdig god stand. Den er malet på samme tidspunkt som kirkens indvielse. Nemlig i perioden 1449-1452. Antageligt af en mester fra Stralsund. I centrum af tavlen dominerer scenen med Maria og det nyfødte Jesusbarn. Motiverne omkring dem er fra Jesus liv og virksomhed, som det beskrives i Det nye Testamente.
Altertavlen, som er udformet som en slags skab, kan lukkes sammen på visse tider af kirkeåret. Bl.a. under fasten. Her må tilskueren undvære skulpturerne og nøjes med at betragte motiver fra Jesus sidste tid. En af disse scener viser, hvorledes Jesus driver kræmmerne (købmændende) ud af templet. En interessant detalje hér er, at nogle mønters udseende i dette motiv kan stedfæstes til Stralsund. En detalje der gør, at man antager, at alterskabet er produceret af en mester i denne by.
Triumfkrucifixet i gotisk stil er fra den seneste middelalder. Nok så interessant er, at der står 1753 ved korsets fod. Men angiver kun tidspunktet for da krucifixet blev malet om /restaureret. Dette kompliceres videre af at selve korset er fra en senere tid end selv krucifixet. Krucifixets ophavsmand er ukendt, men eksperterne antager, at det er tilvirket i den sydlige del af Skandinavien.
En senere tid har fjernet det oprindelige puds, som kirkens indvendige vægge var beklædt med. Nu fremstår væggene som teglstesnvægge. Bag ved alteret er der dog endnu rester tilbage af den gamle puds, hvor der er fragmenter af de gamle kalkmalerier. Bl.a. af helgene: S:t Magnus og Brandanus. Kalkmalerierne er fra 1400-tallet blev udført af den såkaldte: Helsingborgmester, hvis noget mere velbevarede kalkmalerier kan beses i Brunnby Kyrka på Kullahalvøen.
Fra middelalderen findes også det såkaldte piscinan nederst i korets væg.
Maria Kyrkans altertavle
Maria Kyrkans altertavle
Det lukkede alterskab
Det lukkede alterskab
Kræmmerna drives ud af templet
Kræmmerna drives ud af templet
Maria Kyrkans krucifix
Maria Kyrkans krucifix
Maria Kyrkans døbefont
Maria Kyrkans døbefont
Maria Kyrkans kalkmaleri
Maria Kyrkans kalkmaleri
Maria Kyrkans piscina
Maria Kyrkans piscina

En ny tid på vej
Tårnet til kirken blev først færdiggjort omkring 1500. Altså ved indledningen af det århundrede, som ikke blot skulle forandre kirkens organisation og dogmatik i Norden, men også det, som en senere tid har kaldt, Middelalderen.
Maria Kyrkans middelalderlige oprindelse er dog stadigvæk særdeles markant. Og dette på trods af senere moderniseringer med prædikestol, orgel og bænkerækker. Kirken er, med rette, betegnet som et eksempel på, hvad middelalderen stadigvæk kan præsentere os for af stilfuld arkitektur, dygtige bygningsarbejdere og fantastiske kunsthåndværkere.

Renæssansen

*

Tycho Brahe var et renæssancemenneske og naturligvis fik han bygget et renæssanceslot. Det lille slot fungerede både som beboelse, forskningsanlæg og markering af renæssancens ideal.


Glimmingehus
Adam van Düren er udover restaureringen af Lund Domkirke tidligere i sin karriere arkitekten bag Laxmandsalen i Vor Frue Kloster i Helsingør og opførelsen af den berømte senmiddelalderlige borg Glimmingehus på Østerlen i Skåne. Bygherren er lensmanden på Gotland og senere rigsadmiral, Jens Holgersen Ulfstand.
Borgen, der står fuldført i 1499, er dybest set utidssvarende. Den kunne nok modstå imod et lokalt bondeoprør, men ikke klare en belejring med tidens militærtekniske fornyelse, kanoner. Måske er bygningen også snarere ment som et nostalgisk mindesmærke med ridderromantik næret af renæssancemenneskets interesse for fortiden og hang til selvfremstilling, således som det kommer til udtryk i dele af interiøret, der består af relieffer med bygherren afbildet og antikviteter hentet hjem fra Gotland.
Glimmingehus
Glimmingehus
Glimmingehus, Skåne
Glimmingehus, Skåne
Glimmingehus (tværsnit)
Glimmingehus (tværsnit)
Jens Holgersen Ulfstand
Jens Holgersen Ulfstand
Husherren knæler
Husherren knæler

Ørup og Bollerup Stenhus
Et par andre senmiddelalderlige bygningsværker i Skåne, Ørup og Bollerup Stenhus, er ligeledes eksempler på bygningsværker på overgangen til renæssancens tidsalder. På Bollerup Stenhus ser man at den gotiske udsmykning er ren staffage. Skoldehuller er blevet til blændinger og har ingen forsvarsmæssig funktion.
Bollerup Stenhus er ikke en borg, men en pragtbolig, et palladium. Bollerup tilhørte den stenrige skånske Krognosslægt. Enken Barbara Brahe rejste i 1574 sammen med Christian d1.s dronnning Dorothea til Rom og var derfor også godt bekendt med tidens tidens tendenser. En beskrivelse af et bryllup på Bollerup Stenhus i 1502 demonstrerer adelens rigdom, som vokser yderligere i den efterfølgende tid.
Ørup
Ørup
Bollerup, Skåne
Bollerup, Skåne
Kristusportræt
Kristusportræt
Borgeby, Skåne
Borgeby, Skåne
Billehuset
Billehuset

Adelsbyggeri
Kongemagten og højadelen enorme indtægtsstigninger i perioden investeres i vidt omfang i prestigefyldte renæssancebyggerier i tidens smag. Fra anden halvdel af 1500-tallet og ind i 1600-tallet påbegynder adelen et byggeri af hovedgårde der den dag i dag sætter sit præg på det skånske landskab. Omkring 150 af disse byggerier står stadigvæk tilbage, mens ca. 20 er forsvundet. Antallet af intakte renæssanceherresæder er dog stærkt reduceret af 1800-tallets romantiske restaurationsdille.
Adelens byggeri
Adelens byggeri

Vittskövle, Skarhult, Torup
Et tidligt og meget velbevaret eksempel er Vittskövle Slot i det nordøstlige Skåne, der er Skånes største borgbygning opført af Brahefamilien i 1550erne og omgivet af brede voldgrave.
Vittskövle Slot har endnu noget af middelalderborgens massive tyngde. I tilknytning til slottes findes et kapel for Brahefamilien. Her ses et billede i stil med Bosjöklosters familieportræt. Tilsyneladende er det et modefænomen, der breder sig.
Beate Huitfeldts Skarhult i Midtskåne er et massivt og velbevaret byggeri, som med de svungne gavle henviser til renæssancen i en særegen byggestil.
Torup i nærheden af Malmø rummer ligesom Vittskövle træk af borgbyggeri. Den oprindelige middelalderborg blev ødelagt under Grevens Fejde og i perioden 1537-1550 opførtes denne tidlige renæssanceborg.
Vitskövle
Vitskövle
Brahe familien
Brahe familien
Adelsfamilie
Adelsfamilie
Skarhult
Skarhult
Torup
Torup

Svenstorp og Rosendal
Herresædet Svenstorp i Lunds kommune fra 1592 er opført i den såkaldte Christian 4.stil i røde teglsten vekslende med hvide sandstenbånd og vinduesindramninger. Svenstorp er åbenlyst ikke en fæstning, nærmere et prangende lystslot. Indgangsportalen tilskrives Hans van Steenwinkel, der også arbejder på Kronborg.
Renæssanceherresædet Rosendal, som ligger tær på Söderåsen, er opført at Anders Bille i 1615-17 og står næsten fuldstændigt bevaret den dag i dag. Rosendal er også et åbent slotsanlæg, dog omgivet af vand på flere sider. Over den ene indgangsport findes alene Anders Billes navnetræk og våbenskjold, da han giftede sig under sin stand.
Svendstorp
Svendstorp
Rosendal Slot
Rosendal Slot
Anders Bille
Anders Bille
Billehuset
Billehuset

Sjællandske herregårde
På Midt- og Sydsjælland, der ligesom Skåne tilhørte adelen, findes også en lang række herregårde i renæssancestil. Gisselfeld hører også til de tidlige herreborge der opførtes i tiden efter Grevens Fejde. 1547 står der at læse på hovedbygningen, påbegyndt af Per Oxe og fuldendt før hans død i 1575.
Vallø i nærheden af Køge har visse ligheder med Skarhult i Skåne: Bastant med de to høje tårne i fem etager. På det oprindelige byggeri fra 1580-86 var sydfløjen med de to tårne kun i to etager, men forhøjes så omkring 1610.
Lystrup nær Fakse et tidligt eksempel på nederlandsk renæssance, hvor der ligesom på Svenstorp i Skåne anvendes røde teglsten i kombination med hvide sandsten. Det er så indlysende et mindre lystslot, opført for Eiler Grubbe i 1579. De mange sandstensarbejder kan være udført af Hans Steenwinkel den ældre, der også arbejdede på Kronborg.
Gisselfeld Slot
Gisselfeld Slot
Gavnø
Gavnø
Lystrup Slot
Lystrup Slot

Uranienborg på Hven
Renæssancefyrsten Frederik 2.havde blik for Tycho Brahes format og tilbød ham støtte og d.18.2.1576 tilstedes han en årlig udbetaling på 500 daler, en statsstøtte af dimensioner. Kongen havde under tilsyn med byggearbejdet på Kronborg fået øen Hven i tankerne, som et passende sted for Tycho Brahes virksomhed, og Tycho Brahe kunne få den som len på fordelagtige vilkår, hvis det kunne afholde ham fra at rejse til udlandet. Tycho Brahe accepterer kongens tilbud.
Ovenikøbet får Tyge 400 rigsdaler til opførelse af et hus på Hven. I august 1576 påbegyndes byggeriet af Tycho Brahes nye bolig Uranienborg, opkaldt efter himmelgudinden Urania. Det praktiske arbejde udføres som hoveriarbejde af øens bønder, og som ledere af byggeriet har man bl.a. foreslået to af de fra Kronborgbyggeriet kendte nederlandske bygherrer Hans von Paeshen og Hans van Stenwinckel. Selve byggeriet er inspireret af norditaliensk renæssance, som Tycho Brahe har stiftet bekendtskab med under sine udenlandsrejser, og der er næppe tvivl om, at han selv har bidraget til udformningen af byggeriet.
I vore dage er der ikke mere tilbage af slottet.

En symbolsk bygning
De centrale del af grundplanen udgøres af et kvadrat, der måler 60 fod, ca 15,5 meter på hver side. Dette kvadrat deles af vinkelrette korridorer, der deler grundkvadratet i fire ens mindre rum og endvidere forbinder symmetriske tilbygninger i nord- sydlig retning og ligeledes symmetriske indgangspartier i øst og vest.
Bygningen består af to etager, fuld kælder og en kvistetage. Uden påbygningen er tilføjet altaner til brug for observationer og en del af kælderen er beregnet til kemisk laboratorium. Astronomien og kemien/medicinen var de videnskaber man ville give sig af med og det angives tillige med to figurnicher over indgangspartierne. De allegoriske fremstillinger her har været knyttet sammen med nogle korte latinske inskriptioner: DESPICIENDO SUSPICIO og SVSPICIENDO DESPICIO, hvilket betyder noget i retning af: Idet jeg ser ned skuer jeg opad, og idet jeg ser op, skuer jeg nedad.Den første sentens er møntet på de kemiske eksperimenter, den anden refererer naturligvis til de astronomiske studier.
Uranienborg
Uranienborg
Grundplanstegning
Grundplanstegning

Kronborgs arkitektur
I sit værk "Kronborgs historie" fra 1939 resumerer V. Wanscher sin kunsthistoriske beskrivelse af slottet i Frederik 2.s bygningsfaser således:
"Når vi selv skal bestemme Kronborgs plads i kunsthistorien, hvilket vi nu bedre end de gamle er i stand til, må vi især fastholde, at dette slot blandt de nordeuropæiske er enestående ved sin storhed og rytmiske ide. Kronborg forener den sengotiske arkitektur med renæssance-barokken.
Den kvadratiske form af slottet var jo givet fra Erik af Pommerns tid, og det var endda kun efter flere ombygninger, at det nye Kronborg fuldt ud kunne fylde og hævde denne form. Således er også den strenge behandling af slottets facader, især de ydre med deres strenge mure og bredt fordelte rektangulære vinduer i tredje stokværk, vægtergangen, og de i fri rytmer anbragte kvistgavle, samt det firkantede hjørnetårn, en arv fra den sengotiske arkitektur..."
Wanscher hævder med andre ord at Kronborg rummer elementer af tre historiske stilarter både gotik, renæssance og barok. Vægtergangen som Wanscher omtaler overdækkes dog i den anden bygningsfase, men som endnu et gotisk stilelement kan fremhæves slotskirkens vinduer i gotisk spidsbuestil.

Inspirationen
Wanscher er inde på at sandstensbeklædningen i anden fase og også opførelsen af østfløjen er elementer der medvirker til at give slottet et mere homogent (kubisk) præg, måske inspireret af sydlandske fyrstepaladser. Den dominerende stilart i slottets ydre udsmykning er renæssance i den stærkt dekorative flamske udgave med udsmykkede tårne, gavlkviste, vinduesindfatninger og portaler.
Hvis man her vil lede efter forbilleder i den store målestok går man imidlertid forgæves. En del af forklaringer herpå er simpelthen at de indvandrede bygmestre og håndværkere søgte bort fra de usikre forhold med spansk overherredømme og konflikter i Nederlandene, som især protestanterne led under. Den danske konge kunne tilbyde trygge vilkår og karrieremuligheder her længere nordpå. Kronborg udgør en kulmination i denne stilart og slottets beliggenhed er unik.

Særpræget
Man fornemmer det særegne samspil imellem tårne og gavlkviste, som er et særpræg for den nordiske renæssance. Det omfattende dekorative præg ses f.eks. på vinduesindfatninger der flankeres af klassiske søjler og over vinduet ligeledes en klassisk fronton med en portrætfigur indeni.
Portalerne er også talrige. Her ses hovedindgangen flankeret af Neptun og Merkur - rimeligvis en henvisning til Øresundstoldens betydning. Oprindelig var denne portal beregnet på Skanderborg Slot, men flyttes til Kronborg, da kongen samler sine nybyggerier i Nordsjælland. Modsat ses portalen i forgården ved udgangen gennem Mørkeport en detalje fra den første bygningsfase.
Østfløjen, der som nævnt er den sidst opførte, er i den underste del udformet med en såkaldt diamant- eller kvadrestensfugning, der leder tankerne hen på italiensk renæssance, men igen med et voldsomt dekorativt præg. Mere ren og italiensk i sin fremtoning er det oprindelige Marienlyst, der er opført samtidigt blot en kilometer borte som et lystslot, når kongen skulle slappe af fra det repræsentative, men vel også vindomsuste fyrstepalads.
Kronborg
Kronborg
Hovedindgangen, Kronborg slot
Hovedindgangen, Kronborg slot
Den indre gård
Den indre gård
Kirken
Kirken

Renæssancehuse
Opførelsen af Kronborg bygger på et praktisk samvirke imellem kongemagten og byen og de mange håndværkere, der blev indforskrevet og boede rundt omkring i byen. Aktiviteten ved byggeriet og den stigende handel og omsætning i forbindelse med Øresundstolden medfører at indbyggertallet vokser, med et udtalt islæt af fremmede indvandrere, tyskere, hollændere, briter m.v., og det sætter sig også spor i byggeriet rundt omkring i byen. Mindst et par huse har således direkte tilknytning til byggeriet på Kronborg.
Det gælder f.eks. tolder David Hansens gavlhus, Stengade 76 opført i 1579. Fundamentet er af ældre dato, den kamtakkede gavl har endnu gotikkens præg, men de vandrette sandstenbånd, sandstensindfattede vinduer og skulpturudsmykkede gavlfelter er umiskendeligt renæssancens og facaden som helhed minder om Kronborg. Ejeren findes afbildet på et epitafium, en mindetavle, i Helsingørs Sct. Olai kirke.
I perioden kommer også en helt ny gade til, Strandgade, og man finder i Jacob Willumsen Badskærs gård fra 1592 et eksempel på rendyrket renæssancebyggeri af usædvanlig egenart med udsmykkede sandstens- pilastre. Malmø, næst efter Helsingør den største provinsby i området, er også præget af stigende handel og borgerskabet indflydelse og også her afspejler det sig i prestigefyldte renæssancehuse i sten.
Jørgen Kock opførte omkring 1525 et stenhus i Malmø som fremstår som et tidligt eksempel på den velhavende borgerstands formåen. Huset har endnu gotikkens kamtakkede gavle, men de vandrette sandstensbånd og dekorationerne på gavlfladen varsler renæssancestilens indtog.
Stengade 70 - 76
Stengade 70 - 76
Tolder David Hansens hus, Helsingør
Tolder David Hansens hus, Helsingør
Tolder David Hansens epitafium
Tolder David Hansens epitafium
Strandgade, Helsingør
Strandgade, Helsingør
Borgerhus, Malmø
Borgerhus, Malmø
Jørgen Kocks hus Malmø
Jørgen Kocks hus Malmø

Bindingsværkshuse
Udover stenhusene er der i Helsingør adskillige bindingsværkshuse med renæssancens præg. Et smukt eksempel på dette er borgmester Iver Pedersens gård på hjørnet af Stengade og Skyttenstræde, opført omkring 1600 med rigt dekorerede bindingsværk.
Bindingsværkshuse i renæssancens stilart findes vidt udbredt rundt omkring i Øresunds- regionens byer f.eks. også i Ystad, hvis atmosfære endnu i dag minder om Helsingør.
Bindingsværkshus, Helsingør
Bindingsværkshus, Helsingør
Bindingsværkshus, Ystad
Bindingsværkshus, Ystad
Bindningsværkshus Helsingør
Bindningsværkshus Helsingør

Christian 4.s stil

*

Frederiksborg Slot fremstår i nederlandsk renæssancestil.
Slottet blev opført på Frederik 2.s tid.

Christian 4. gennemførte en omfattende restaurering og satte sit eget arkitektoniske præg på slottet, den såkaldte Christian 4. stil, hvor den karakteristiske blanding af røde teglsten og dekorative sandstensblandinger og indramninger genkendes fra adskillige kongelige og adelige byggerier i samtiden.

Hovedstaden
Et karakteristisk tegn i tiden er det at kongen og dermed også statsmagten og administrationen bliver mere bofast. Ganske vist udvider kongen sine besiddelser i Nordsjælland og forbinder dem med såkaldte kongeveje, men i realiteten tjener de også til at han kan komme hurtigt til og fra hovedstaden og tilse forholdene der.
København udvides kraftigt i perioden fra omkring 1550 og frem til 1650. Middelalderbyen med slotsholmen udenfor vokser udover sine rammer. En helt ny bydel, Christianshavn, opføres på Amager-siden. Rosenborg Slot og Nyboders rækkehuse ligger udenfor den gamle by, men indenfor de nye og udvidede befæstninger omkring byen.
Flådeanlæggene i fylder meget i samtidige gengivelser af byen. Flåden og i det hele taget rustningsaktiviteter spiller en fremtrædende rolle i hovedstaden. Det gælder bl.a. orlogsværftet, der uden sammenligning er landets største virksomhed.
København 1587
København 1587
København 1611
København 1611
København 1550 og 1650
København 1550 og 1650
København 1674
København 1674
Holmen
Holmen
København uden Børsen
København uden Børsen
København med Børsen
København med Børsen
Rundetårn
Rundetårn

Rosenborg Slot og Have
Kongens residensbolig i hovedstaden er i starten af 1600-tallet fortsat det middelalderlige kongeslot Christiansborg, men det afløses efterhånden af Rosenborg Slot, der opføres 1605-1634 efter skiftende planer. Rosenborg, der oprindelig opførtes udenfor København, udvikler sig med tiden til en blanding og intim privatbolig og et repræsentativt lystslot, hvor kongen også modtog gæster, som han f.eks. imponerede med sindrige musikinstallationer.
Efter opførelsen af slottet kommer planer om systematisk anlæggelse af et tilhørende haveanlæg. Der findes en skitse fra året 1649, som viser et typisk renæssanceanlæg med lave, geometriske bede. I 1647 udkommer den første egentlige havebog, Horticultura Danica og der findes underretning om bestilte planter til Rosenborg Have.
Christian 4.
Christian 4.
Rosenborg
Rosenborg
Rosenborg Have
Rosenborg Have
Horticultura1647
Horticultura1647
Havearbejde
Havearbejde
Podning
Podning
Vinranker
Vinranker
Kongens have
Kongens have

Det ny Frederiksborg
Christian 4. fortsatte sin fars byggeiver i Nordsjælland, hvor han omkring år 1600 starter på at ombygge og udbygge Frederiksborg Slot. Arbejdet pågår over en årrække frem til 1626, hvor det står færdigt. I modsætning til Kronborg, der fremstår som en lukket befæstning, er Frederiksborg Slot åbent på bagsiden ud imod gården, hvor vandkunsten og de bagved liggende bygninger indgår i et samlet, mere åbent og repræsentativt anlæg, der således har mere moderne karakter: Slottet har mistet sin betydning som borg og befæstning, det tjener til præsentation af kongemagten.
Frederiksborg Slot
Frederiksborg Slot
Pragtslottet
Pragtslottet
Audiensporten
Audiensporten
Jerngitter
Jerngitter
Frederiksborg Slot
Frederiksborg Slot

Renæssancestilen
Stilarten i byggeriet ved Frederiksborg, og en lang række andre af Christian 4´s byggerier, er nederlandsk renæssance med tårne, spir og rigt dekorerede gavlender. I Christian 4´s byggerier udvikles den karakteristiske blanding af røde teglsten og dekorative sandstensbånd og indramninger som ses på adskillige kongelige og adelige byggerier i samtiden.
Ligesom Frederik 2.anlagde et lysthus ved Marienlyst i Helsingør, opfører Christian 4. ved siden af selve slottet bygningen Sparepenge og også Badstuen, hvor det var mere bekvemt at opholde sig.
Frederiksborg slot
Frederiksborg slot
Badstuen
Badstuen
Trefoldighedskirken
Trefoldighedskirken

Krisstiansstad
Efter krigen påbegynder Christian 4. anlæggelse af en række befæstede byer, som kan yde civilbefolkningen bedre beskyttelse mod de svenske indfald. Købstæderne Væ og Åhus nedlægges og i stedet anlægges en helt ny by, Chrisstiansstad, der bedre kan afbøde de gentagne svenske angreb i området. Hollandske eksperter hidkaldes og fra 1614 påbegyndes anlæggelsen af en fæstningsby med vinkelrette gadenet og omgivet af befæstede bastioner.
Til byen knyttes en kirke i renæssancestil, Trefoldighedskirken, der kan rumme 1400 mennesker, og indvies i 1628. Kirken er et hovedværk i Christian 4.tidens renæssancearkitektur. Kirken har form som etl igesidet, græsk kors og bæres af en række forbavsende slanke granitsøjler i sammenhæng med en sindrig tagkonstruktion. Det overdådige alter i sort alabast og hvid marmor fremstillet i Nederlandene. Orglet er ligeledes i sig selv et renæssancekunstværk.
Christianstad
Christianstad
Fæstningen Christiansstad
Fæstningen Christiansstad
Christianopel
Christianopel
Trefoldighedskirken
Trefoldighedskirken
Kirkerummet
Kirkerummet
Trefoldighedskirken
Trefoldighedskirken
Sideindgangen
Sideindgangen
Bruskbarok
Bruskbarok
Monogram
Monogram

Barok

*

Barokken er ikke særligt udbredt i Øresundsregionens bygningsfacader. Man kan dog se inspirationen i enkelte bygningsværker. F.eks. Fredensborg Slot få kilometer udenfor Helsingør, hvor den hvælvede kuppel signaliserer barok. Man savner dog de mere pompøse indslag af dybde og kontraster, som ellers er typisk for barokkens facader.

Tidlig barok
Wanscher fremhæver i sin beskrivelse af slottet at det i den anden bygningsfase under Anton von Obbergen tillige fremviser detaljer der, forbavsende tidligt, er udformet i barokkens stilart. Det gælder den nu forsvundne store kuppel på sydtårnet, men også kirkens endegavl, det såkaldte "Kakkelborg", der fremstår som et synligt vartegn ud imod søen.
Barok stil
Barok stil
Barok stil
Barok stil

Europas stormagter dominerer
Ved fredslutningen efter Den store Nordiske krig i 1720 var de to dobbeltriger Danmark-Norge og Sverige-Finland vel stort set jævnbyrdige, men også reduceret til brikker i er internationalt spil, der var domineret af de europæiske stormagter Frankrig, England, Holland og efterhånden også Rusland og det tyske område (Preussen), hvor samlingsbestræbelser tager fart i løbet af 1700-tallet.

Fredensborg: Et fredssymbol
I Danmark synes man efter Den store nordiske Krig endelig at opgive tanken om at få Skånelandene tilbage igen. I hvert fald er fredstrangen så stor at kongen ved anlæggelse af en ny residensbolig mellem Frederiksborg og Kronborg vælger at kalde denne for Fredensborg og ifølge overleveringen var det de penge, der var afsat til krigen, som anvendtes til byggeriet.
Hvor Fredensborg Slot nu ligger lå tidligere en jagtejendom eller lystgård med navnet Østrupgård, hvor kong Frederik 4.. gerne tilbragte tiden i stedet for det prangende Frederiksborg Slot. I 1719, da man efterhånden kunne skimte afslutningen på Store nordiske Krig, lader kongen bygge en kalkovn, ryddede veje og skove som forberedelse til en nyopførelse på stedet. Allerede i 1722 står hovedbygningen færdig og nybygningen får navnet Fredensborg, hvilket henviser til fredslutningen efter den store krig. Oprindelig var det da også tanken at kuplens lanterne på hovedbygningen skulle have været en statue antagelig af fredsgudinden.
Fredensborg Slot
Fredensborg Slot
Set fra parken
Set fra parken

Barok med renssancepræg
Det oprindelige anlæg bestod af den anseelige hovedbygning med kuppelsal, som endvidere udgjorde den ene side i et ottekantet anlæg, som tillige med nogle fritliggende bygninger opføres under den senere landbygmester J. C. Krieger, som på daværende tidspunkt var gartner ved orangeriet i Rosenborg Have.
Forbilledet er måske den franske konges lystslot Marly, som kongen havde set på den første af sine udenlandsrejser i 1691-92. I det ydre har slottet imidlertid ikke meget til fælles med den overlæssede franske barokstil. Fredensborgs glatte murfacader genfindes på Frederiksberg Slot. Kun de brede vinduesindfatningerne med overliggende frontoner fungerer dekorativt, men de ligner mest af alt vinduesindfatningerne på Kronborg, som er i renæssancestil. Trods disse renæssanceindslag er hovedindtrykket dog iflg. "Slots- og Ejedomsstyrelsen", barok:
"Det smukke 1700-tals barokslot danner ofte rammen om større officielle statsbesøg og familiebegivenheder i kongefamilien."
Den tillempede renæssancestil er da også ganske særegen og har mest lighed med stilen på Stockholm Slot, der er opført af den berømte svenske arkitekt Nicodemus Tessin den yngre. Formodentlig er inspirationen gået via den senere landbygmester Johan Conrad Ernst, der i 1697 opholder sig hos Tessin i Stockholm for at sætte sig ind i konstruktionen af et residentsslot, som Christian d. 5. havde tænkt at opføre i Amalienborg Have i København. På denne måde er opførelsen af Fredensborg Slot et vidnesbyrd om den kulturelle udveksling imellem de to lande, som bestod på trods af krig og uenighed.
Det oprindelige udkast
Det oprindelige udkast
Døre og vinduer
Døre og vinduer

Jardins indflydelse
Efter Fredensborgs opførelse i 1723 kommer snart alle betydelige arkitekter i århundredet i berøring med byggeriet i forbindelse med udvidelser og ændringer, som dog heldigvis ikke spolerer slottets oprindelige karakter. Sidst, men ikke mindst, er den franske arkitekt N.H. Jardin involveret i planer for en større ombygning af selve slottets hovedbygning og haven, som omlægges over en årrække fra 1759-68. Størstedelen af de øvrige projekter opgives da kongen omkring 1762 skal bruge flere penge på oprustning på grund af modsætningsforhold til Rusland.
Fredensborg 1729
Fredensborg 1729
Jardins plan 1760
Jardins plan 1760
Normandsdalen
Normandsdalen

Rokoko

*

Frontoner, brudte tage og portaler er typiske træk i rokoko eller senbarokens bygninger.

De pompøse 1700-tals bygninger i Helsingør præsenterer flere gode eksempler på stilarten. Der findes også gode eksempler på epokens bygningskunst i København. F.eks, Amalienborg og i Landskrona på den anden side af sundet.

Byerne - Landskrona
Ikke bare det skånske land var kommet bagud i udviklingen. Det samme gjaldt også de skånske byer. Man får et fingerpeg om byernes indbyrdes betydning som købstæder, fordi Linné nævner antallet af borgere (købmænd) i hver by. Malmö havde 350 stk., Lund 196, Landskrona 150, Helsingborg 130 og Ängelholm 70-80. Malmö var i 1750´erne den eneste by som Linné så som betydende.

Landskronas udvikling
I Landskrona beundrede Linné den store og smukke kirke. ”som nu skulle formindskes til fordel for det nye fæstningsværk”. Man havde ved denne tid opfrisket idéen om at videreudvikle Landskrona. Linné beskrev dette foretagende i sin Rejse i Skåne:
”… nu bygges stengader ud i selve havet på den sydvestlige og vestlige side. Mellem disse skal kvarterene fyldes op og bebygges og byen funderes, så at skibene kan fortøje ved kaj langs med husene i en sikker havn. Dette er et værk som ligner Herculis og som ikke af andre end konger og potentater kan efterlignes.”
Landskronas byplan 1749
Landskronas byplan 1749
Landskronas befæstning
Landskronas befæstning
Borgmesterhuset i Landskrona
Borgmesterhuset i Landskrona

Ny byplan
Den svenske rigsdag havde i 1747 besluttet at byen igen skulle befæstes med et nyt stærkt citadel på den lille ø Gråen ud for Landskrona. Fra denne ø skulle et befæstningsværk beskytte havnen og den nye by, som skulle bygges syd for den gamle. I 1749 havde Fredrik I godkendt den nye byplan, som denne gang havde en rektangulær form.
Eftersom man byggede store dele af byen udenfor strandlinien skulle et system af kanaler dræne området. Kanalerne byggedes efter hollandsk forbillede, da man anlagde en gade mellem husene og kanalen, ligesom i Nyhavn i København. Slotsarkitekten Carl Hårleman fra Stockholm prægede udformningen af bygningerne.

Kirken skiftes
Hårleman var også manden bag den nye kirke, som påbegyndtes i 1754 men indviedes dog først i 1788. Kirken fik navnet Sofia Albertina efter Gustav 3.s søster.
Den gamle gotiske kirke, som var næsten lige så stor som Lunds domkirke, blev nedrevet. Man mente, at kirken lå for tæt på den gamle fæstning, og man var bange for at en fjende kunne okkupere kirken og derfra beskyde fæstningen. Desuden var kirken forfalden og indeholdt masser af bygningsmateriale, som kunne bruges til nye projekter. Både strategiske og økonomiske årsager lå bag nedrivningen af en af Nordens pragtfuldeste gotiske kirker.
Den gamle kirke i Landskrona
Den gamle kirke i Landskrona
Den nye kirke i Landskrona
Den nye kirke i Landskrona
Den nye kirke i Landskrona
Den nye kirke i Landskrona

Projektet stoppes
Arbejdet med det nye Landskrona trak ud og blev samtidigt alt for dyrt. Da Sveriges finanser blev anstrengte under krigen mod Rusland i 1788, nedlagdes projektet, og den nye by blev kun halvt fuldendt. Til trods for at planerne ikke fuldførtes fik Landskrona et tydeligt 1700-talspræg, og i dag finder man adskillige bygninger fra den tid, da man prøvede at skabe en ny moderne by i tidens ånd.

Havnefrontens palæer
Den stigende aktivitet og omsætning hen imod midten af 1700-tallet satte på forskellig vis sit præg på byen. Især på havnefronten. I årene 1740-42 blev der således opført et nyt Øresund Toldkammer på den daværende Toldkammerplads (nuværende Wiibroes Plads).
Det blev et pragtbyggeri i en blanding af barok og rokoko udformet af en ukendt arkitekt, N. Basse. Bygningen var placeret på hjørnet af forlængelsen af Strandgade og Sophie Brahesgade. På grund af Sundtoldens ophævelse i 1857 og en havneudvidelse omkring 1860 blev pragtbyggeriet, desværre, nedrevet.
Halvdelen af bygningen og dens forplads ville i dag rage ud over Havnegade og lidt ud i havnebassinet. Tilbage står et mindre sandstensløveornament fra 1829 og en rest af et af facadens vinduesornamenter på museumsinspektør Lars Bjørn Madsens kontor i Klarergården tæt ved Wiibroes Plads i Strandgade.
Den øgede velstand kan endnu iagttages i det omfattende byggeri af nye, store privathuse og handelspalæer rundt omkring i byen. F.eks. på den nuværende Havneplads ved Helsingør Station.
Rasmussens Gård 1780
Rasmussens Gård 1780
Det Claessenske Palæ 1791
Det Claessenske Palæ 1791
Stephan Hansens Palæ 1760
Stephan Hansens Palæ 1760
Toldkammerpladsen
Toldkammerpladsen
Øresunds Toldkammeret 1742
Øresunds Toldkammeret 1742
Toldkammermaleri
Toldkammermaleri

Historicisme

*

1800-tallets hektiske byggeaktivitet, bl.a. af offentlige bygninger, blev, på det nærmeste, en udstilling af tidligere tiders arkitektur. Der er tale om direkte efterligninger, imitationer og stilsammenblandninger. Helsingør Station fra 1891 er således opført i renæssanceimitation. Fænomenet kaldes for: Historicisme.

Historicisme og nationalromantik
Den fremherskende arkitektoniske retning i 1800-tallet er den såkaldte historicisme, hvor arkitektur og bygningsrestauration låner stilelementer fra forskellige tidligere perioder i forsøg på at finde et tidssvarende formsprog. I anden halvdel af 1800-tallet udvikles en retning med tilknytning til de skandinavistiske og nationalromantiske strømninger. Denne stilart henviser til den fælles fortid, vikingetiden, men har også tæt forbindelse til tidens skønvirkestil.
Marienlyst Badehotels nybygning fra 1897 er, især med det karakteristiske tårn der forsvinder engang i 1930erne, opført i den for tiden karakteristiske byggestil med udbredt anvendelse af træværk, til bl.a. gavlkonstruktioner og udhæng, og ornamentale stiltræk fra vikingetiden. Den genfindes på Aalsgaarde Badehotel, Dragør Badehotel og de første egentlige sommerhusbyggerier i Ålsgårde og Hornbæk fra omkring århundredeskiftet.
Tager man til Falsterbo i Skåne genfinder man stilarten og i Arild og Ramlösa findes også eksempler på vikingestilen og senromantiske trækonstruktioner. Desuden kan nævnes en lang række offentlige bygninger. Den gamle færgestation i Helsingborg er godt eksempel, og Østerport Station og andre togstationer på kystbanen er en ren opvisning i denne stilart.
Marienlyst Hotel
Marienlyst Hotel
Sommerhus i Hornbæk
Sommerhus i Hornbæk
Helsingborgs færgeterminal
Helsingborgs færgeterminal
Villa Svea
Villa Svea
Villa Dana
Villa Dana
Klampenborg Station
Klampenborg Station
Ålsgårde Badehotel
Ålsgårde Badehotel
Vikingestil Arild
Vikingestil Arild
Vikingehus
Vikingehus
Bjælkehus
Bjælkehus
Østerport Station
Østerport Station
Tag og spir
Tag og spir

Helsingørs nye Rådhus
I 1855 stod Helsingørs nye Rådhus færdigt. Forud var gået en nok så hidsig debat, hvad der ikke var eller er unormalt for byen, når større ændringer skal foretages. Anledningen til nybyggeriet var i første omgang, at det gamle rådhus -fra 1500 tallet- stod for en nødvendig modernisering af arresten.
Undervejs blev det konstateret, at en sådan ombygning krævede, at man rev hele det gamle rådhus ned. Debatten gik da bl.a. på om man så ikke burde opføre det nye rådhus på Axeltorv.
Det endte dog med, at man, med de fra nutiden kendte budgetoverskridelser, opførte det nye rådhus i nygotisk stil, hvor det gamle havde ligget.
Hvis man i 1854/55 havde vidst, at Sundtolden forsvandt blot to år efter, da havde byen nok ikke fået et så imponerende byggeri.
Helsingør Rådhus 1830
Helsingør Rådhus 1830
Helsingør Rådhus 1855
Helsingør Rådhus 1855
Helsingør Rådhus 2007
Helsingør Rådhus 2007

Helsingør Station
Et godt eksempel på historicismen er Helsingør Station. Stationen blev opført i 1890/91 og hovedtanken var, at den skulle matche Kronborgs majestætiske fornemhed. Besøgende til byen skulle imponeres. Danmarks førende jernbanearkitekt P.C. Holsøe skitserede hovedideen, og detaljerne blev udformet af arkitekten fra Københavns Hovedbanegård, Henrik Wench.
Banegården, som den blev kaldt, blev en stilimitation af den renæssancestil, som blev kaldt ”Christian 4. stil”. Museumschefen for Helsingør Bymuseum, Kenno Pedersen, betragter bygningen som ”Landets flotteste jernbanebygning”. I en publikation med samme titel skriver han (1991)
”Den er karakteriseret af røde teglstensmure med firkantede vinduesindfatninger med trekantfrontoner og vandrette murbånd af sandsten. Hertil kommer de smukt svungne gavle og tårne med grønne kobberspir samt den imponerede indgangsportal med de blanke marmorsøjler”
Helsingør Banegård 1891
Helsingør Banegård 1891
Helsingør Station <br>2007
Helsingør Station
2007

Helsingør Toldkammer
I 1891 erstattede dette toldkammer et mindre toldkammer fra 1700-tallet. Arkitekten var den kendte arkitekt Johan Daniel Herholdt (1818 - 1902). Herholdts interesse for norditalienske renaissancepaladser præger en stor del af hans arbejder og således også Helsingørs Toldkammer.
Museumsinspektør Lars Bjørn Madsen fra Helsingør Bymuseum betegner i et af sine værker (1991) helhedindtrykket således:
"Det første indtryk man får af Helsingør Toldkammer, er dens umiddelbart prunkløse ydre, især sammenlignet med jernbanestationen og posthuset(...)
Helsingør Toldkammer
Helsingør Toldkammer

Restaurationsdillen
Et af de områder der kommer i fokus for den praktiske skandinavisme er restaureringen af en lang række kulturminder, hovedsagelig kirker og herregårde i det skånske område. Omkring midten af 1800-tallet indtræder en restaurationsdille som rammer store dele af de skånske herregårde og omskaber dem fra gedigne renæssancebyggerier til poleret nygotik og fransk chateau-stil i utallige variationer.
Romantisk sværmeri og ridderromantik gør sig i et eller andet omfang gældende, men også ambitioner om at (gen)skabe det perfekte romanske eller gotiske bygningsværk. Set med vor tids øjne blev resultatet ofte særdeles hårdhændede restaureringer, som f.eks. Lund Domkirke og godserne Svaneholm og Vrams Gunnarstorp, eller direkte kulturhistoriske katastrofer, som da man nedrev Asmundtorp gamle romanske kirke til fordel for opførslen af et nygotisk rædselskabinet, eller arkitektens drøm om den perfekte romanske kirke(Torlöse Kirke).
Alt skete naturligvis i den bedste mening og i mange tilfælde i tæt samarbejde imellem skånske bygherrer og danske arkitekter og som en manifestation af det fælles nordiske tilhørsforhold og skandinavismens udmøntning i praksis.
Herregården Marsvinholm
Herregården Marsvinholm
Torrlösa Kirke
Torrlösa Kirke

Jugend

*

Baltiske udstilling i Malmø betød bl.a. en præsentation af jugendarkitekturen. Stilartens bannerfører var svenskeren Ferdinand Boberg, der kom til at stå bag flere offentlige svenske bygninger med facader i jugendstil.

Helsingborg som eksempel
Hvis man vil følge udviklingen fra århundredeskiftets historicistiske forbilleder, via jugend og Art Noveau, til modernismens idealer, er Helsingborg et udmærket eksempel. Helsingborg var, i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet i rivende udvikling og var derfor i stort behov af nye bygninger. Periodens foretrukne arkitekturstile blev derfor meget rigt repræsenterede i byen.Klassiske stilimitationer forekommer i rimeligt stort omfang.
Ved den øvre del af Stortorvet findes den middelalderinspirerede terrasse og rundt om torvet kan man se mange stilimitationer, f.eks. Skånske Enskilda Bankens bygning fra 1901, som er en barokimitation, og Handelsbanken fra 1904 med antikke islæt.Handelsbanken blev tegnet af byens arkitekt Alfred Hellerström, som også tegnede Helsingborgs Rådhus og Universitetsbiblioteket i Lund, begge i nygotisk monumental stil. Alfred Hellerström blev senere inspireret af jugendstilen, som lige efter århundredeskiftet fik en kort men betydningsfuld blomstringstid, især blandt det velstillede borgerskab.
Lige før 1910 opførtes et helt villakvarter i jugendstil i bydelen Olympia. Foruden Hellerström deltog flere andre arkitekter i projektet, bl.a. Carl Rosenius og Ola Andersson. Husene er kendetegnet af runde tårn og runde hjørner, buede frontoner, vinduer af varierende udseende og mangfoldige ornamenter. Det hele var et tydeligt brud med 1800-tallets stramme byggestile.En mærkelig bygning, fra overgangstiden mellem klassicisme og modernisme, er Krematoriet fra 1929. Bygningen blev tegnet af Ragnar Östberg, mest kendt som arkitekten bag Stockholms Stadshus. Krematoriets kuppel, som indendørs bæres op af klassiske kolonner, har et historicistisk islæt, mens den i øvrigt glatte bygning peger mod stilren modernisme.
Terrassen i Helsingborg
Terrassen i Helsingborg
Skånes enskilda bank
Skånes enskilda bank
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg

Havebyer

*

Hamlets Vænge er bygget i perioden 1917-28 og er stærkt inspireret af de samtidige engelske havebyer. Det samme kan man sige om den såkaldte "Negerlandsby"
(Foto: Helsingør Bymuseum)

Havebyerne i Helsingør
En af de reformtanker, der fik stor betydning for byudviklingen i det 20. århundredes Europa, var den engelske ide om "The Garden City". Det skulle være en helt ny by. Gerne lige uden for metropolerne. Den skulle forene storbyens fordele: det sociale liv, arbejdspladser, institutioner osv. med landets fordele: lys og luft, lave boliger med haver og grønne områder.
Inspirationen skulle hentes fra de gamle landsbyer og den nationalt hjemlige før-industrielle byggeskik.
Både under og efter første verdenskrig tog denne udvikling fart i Danmark og resultatet blev en række havebyer med et umiskendeligt dansk særpræg. Især inspireret af sønderjysk byggeskik med friserkviste og
tønderkarnapper. I København er både Grøndalsvænge og Præstevangen gode eksempler, og i Helsingør kan man stadigvæk glæde sig over kulturperlerne Hamlets Vænge og "Negerlandsbyen".

Hamlets Vænge
Hamlets Vænge blev bygget i 4 etaper i perioden 1917-1928. Bebyggelsen, der var statsstøttet, består af 43 huse. Arkitekten i perioden 1917-1921 var Poul Holsøe (1873 - 1965) fra Helsingør. Han var også en af arkitekterne bag Grøndalsvænge i København. En bebyggelse der er næsten lige så "sønderjysk" i sin byggestil med forskellige former for karnapper. Fælles for de yndefulde huse er de røde halvvalmede tage.
Husene blev opført omkring en fælles bred adgangsvej, Hamlets Vænge, som både dobbelthuse og enkelthuse med forholdsvis små lejligheder men med fælles vaskekældre og gode grønne fællesområder omkring hvert hus.
Helsingør Skibsværfts betydelige økonomiske støtte til udvidelsen af byggeriet ned mod Gl. Hellebækvej, betød, at disse lejligheder fortrinsvis skulle beboes af arbejdere og funktionærer fra skibsværftet.
Langs Esrumvej
Sidste etape, byggeriet langs Esrumvej, er tegnet af en anden helsingørarkitekt, Karl Zandersen (1889-1973). Zandersen var lokalt berømt for byggeriet af en række villaer i Helsingør, men måske mest for sin version af en anden samtidig smuk haveby i Helsingør, "Negerlandsbyen". Se nedenfor.
Karl Zandersen havde ikke de samme økonomiske midler til rådighed på Esrumvej som Holsøe og undlod derfor karnapperne. Der var heller ikke råd til Holsøes mere varierede byggeri, så alle husene blev ens dobbelthuse. Men dog med Zandersens karakteristiske solide kvalitetsbyggeri. Se fx også hans eget hus på Møllebakken 10.
Poul Holsøe<br>(1873-1965)
Poul Holsøe
(1873-1965)
Hamlets Vænge<br> Fire byggefaser
Hamlets Vænge
Fire byggefaser
Hamlets Vænge 1920´ erne
Hamlets Vænge 1920´ erne
Hamlets Vænge<br>Karnap
Hamlets Vænge
Karnap
Hamlets Vænge Esrumvej
Hamlets Vænge Esrumvej
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009
Hamlets Vænge 2009

Negerlandsbyen
"Negerlandsbyen" er fra 1920-21, og blev skabt af den lokale arkitekt Karl Zandersen i det stærkt kuperede terræn, som oprindeligt var udlagt til kolonihaver.
Havebyen består af 41 huse med i alt 68 lejligheder. Det er en enklave af 1- og 2-familieshuse.
Også her var baggrunden for byggeriet den store bolignød omkring Første Verdenskrig, hvor der blev stiftet en række boligforeninger støttet af kommunen. Kommunen stillede således en grund til rådighed ved Rosenkildesvejs udmundning i Gurrevej for "Andelsbyggeforeningen Helsingør" oprettet i 1920 af nogle funktionærer; primært lærere og jernbanefolk.
En af flere teorier om det idag lidt politisk ukorrekte navn for bebyggelsen: "Negerlandsbyen", skulle være jernbanefolkets sorte uniformer! En anden teori er, at nybyggeriet i det kuperede terræn fik en forbipasserende til at udbryde: "Det ligner sgu en hel negerlandsby".
Vejene omkring bebyggelsen fik prestigefyldte vejnavne opkaldt efter tidligere borgmestre. Fx: Olriksvej, Rosenstandsvej, Stenfeldtsvej.
Eftertidens praksis og vurdering
Efterhånden gled interessen for industribyernes forstadsbyggeri over til funktionalistiske stor-karréer, hvor kulturradikale arkitekter og byplanlæggere bl.a. kaldte ideen bag havebyerne for reaktionær og bagstræberisk.
Mellemlagene og borgerskabet var mest interesseret i individualistiske villaer, som man kunne gå rundt om.
Efter anden verdenskrig dukkede interessen dog igen op for ideen bag havebyerne. I Danmark under navnet: tæt-lav bebyggelse. Man var blevet træt af de konforme lejekaserner og højhuse.
Karl Zandersen<br>(1889-1973)
Karl Zandersen
(1889-1973)
Brugsforeningen i Negerlandsbyen
Brugsforeningen i Negerlandsbyen
Negerlandsbyen 2009
Negerlandsbyen 2009
Negerlandsbyen 2009
Negerlandsbyen 2009
Buste af Kong Peder
Buste af Kong Peder

Kolonihaver

*

Et specifikt kendetegn for dansk arkitektur er begejstringen for kolonihavehuset. Arbejderklassens forankring i triste lejekaserner kunne i sommermånederne erstattes af små kommunalt støttede jordlodder, hvor et særdeles minimalistisk kolonihavehus dannede rammen for mange børnerige familier.
Når familien vågnede om morgnen kunne de bevæge sig ud på et ca. 400 kvadratmeter stort jordareal, hvor de kunne fornøje sig med at trække selvsåede kartofler, gulerødder osv. op ad den lerede jord.

Den billige leje af jorden bevirkede, at der også var plads til særdeles kreative udfoldelser i forbindelse med, hvordan det lille kolonihavehus hus skulle indrettes. Denne anarkistiske byggestil er i absolut modsætning til funktionalismen. Og danskerne elsker det. Det mest berømte sted i Helsingør er Solbakken.

Kolonihaveparken ”Solbakken”
I Byrådet havde man i begyndelsen af 1930’erne længe overvejet, hvorledes man kunne tilgodese kravet fra de mange industriarbejdere om at få deres egen lille kolonihave med mulighed for at dyrke grøntsager til den daglige husholdning. Dette var en gammel tradition i Helsingør, men borgmesterens byggeiver havde flere steder inddraget eksisterende havekolonier.
I Byrådet blev der i 1935 derfor truffet beslutning om at erhverve nye arealer til dette. Valget faldt på et af de smukkeste landområder i Helsingør. Et 27 tdr. land stort område, der tilhørte landstedet, ”Sophienlyst”, på hjørnet af Gurrevej og Rønnebær Allé.
Arealet og udstykningen
Arealet i det smukt kuperede terræn, blev delt op i 210 grundstykker, og for et, på det nærmeste symbolsk beløb, kunne arbejderne nu leje en sådan grund og opføre et mindre kolonihavehus. Kommunen bad den senere højt berømmede landskabsarkitekt, i Gentofte, Gudmund N. Brandt om at komme med forslag til en gennemtænkt kolonihavepark, der samtidig skulle fungere som et offentligt tilgængeligt, rekreativt område. I lighed med naturparken ved Stubbedamsvej.
Især kommunens garanti for, at det var en permanent foranstaltning, gjorde, at Brandt mente kolonihaveejerne ville værne om stedet og respektere en række restriktioner med hensyn til hækkenes højde og en ensartet beplantning. Fx skulle der plantes mindst ét frugttræ i hver have.
Kolonihavehuset
Det blev den kendte arkitekt, Volmar Drosted (1890-1956), som fik opgaven med at komme med forslag til de små huses indretning og udseende. Også her ville man sikre sig et harmonisk helhedsindtryk. Drosted kom med flere typer, som beboerne kunne vælge imellem.
En nutidig slentretur igennem det smukke område viser dog, på eksemplarisk vis, hvorledes danskerne har det med byggerestriktioner, når det gælder nationalklenodiet, kolonihavehuset.
Tak til Kong Peder
At kolonihaveejerne godt vidste, hvem der stod bag initiativet til denne pragt-park er markeret ved at haveforeningen den 1.april 1944 rejste en mindesten i taknemmelighed over borgmesterens initiativ.
Solbakkens udstykning 1935
Solbakkens udstykning 1935
Solbakken 1950´ erne
Solbakken 1950´ erne
Solbakken havetegning (Udsnit)
Solbakken havetegning (Udsnit)
Solbakken 1965
Solbakken 1965
Solbakken 1966
Solbakken 1966

Funkis

*

Stockholmsudstillingen i 1930 indvarslede den moderne, funktionalistiske arkitektur og boligindretning i Skandinavien. Der var tale om et opgør med tidens stilblanding og hang til dekoration.

Modernisme
Stockholmsudstillingen i 1930 indvarslede den moderne, funktionalistiske arkitektur og boligindretning i Skandinavien. Der var tale om et opgør med tidens stilblanding og hang til dekoration.
Den svenske arkitekt Gunnar Asplund, som stod bag udstillingen, blev inspirator for en lang række arkitekter og formgivere over hele Norden. Blandt disse var f.eks. danskerne Poul Henningsen og Arne Jacobsen, som stod bag adskillige bygningsværker på begge sider af Øresund. De flygtede begge til Sverige i 1943.
Udstilling i Stockholm 1930
Udstilling i Stockholm 1930

Modernisme og funktionalisme
Stockholmsudstillingen i 1930 blev optakten til den moderne, funktionalistiske arkitektur og stilarts indtog i Skandinavien. Udstillingen rummede bygninger af bl.a. Gunnar Asplund holdt i hvidt med bærende betonkonstruktioner og store vinduespartier med glas og stål.. Fokus var på dagligdagens behov med eksempler på boligformer og moderne interiør. Inspirationen kan spores i bl.a. Blidah-Parkens boligblokke og Arne Jacobsens Bellavista - byggeri, opført 1931-34, ved Bellevue på Strandvejen nord for København.
Det måske mest interessante eksempel på tidlig modernisme i Sverige, er Helsingborgs koncerthus, som stod færdigt i 1932. Det blev tegnet af Sven Markelius og viser en stor lighed med det studenterhus han havde tegnet for Tekniska Högskolan i Stockholm i 1930. Projekteringstiden for koncerthuset var interessant, eftersom Markelius´ første forslag var tydeligt klassicistisk. Forslaget blev efterhånden omarbejdet og slutresultatet blev en funktionalistisk stil, med glatte hvidpudsede vægge, store glaspartier som gav meget lys i forhallen og halvcirkelformede sidefløje med garderobe og restaurant.
Funktionalismens idealer var bl.a. lys og renhed. Den havde ikke meget tilfælles med de klassiske stilimitationer som prægede århundredeskiftet, men et øget fritidsforbrug og ændrede livsformer var med til at bane vej for funktionalismen. I Skåne byggede man allerede i 20erne ”funkisvillaer”, bl.a. i Falsterbo, hvor Joseph Frank opførte nogle villaer i 1928 og 29. I Hornbæk på den Nordsjællandske kyst finder man de første eksempler på sommerhuse i senromantisk vikingestil, men også det mondæne, funktionalistiske badehotel opført i 1935.
Joseph Franks villa
Joseph Franks villa
Sommerhus i Falsterbo
Sommerhus i Falsterbo
Helsingborgs koncerthus
Helsingborgs koncerthus
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsen Privatvilla
Arne Jacobsen Privatvilla
Kronborg Havbad 1934
Kronborg Havbad 1934
Hornbæk Badehotel
Hornbæk Badehotel

Funkis for middelklassen
Mens det bedre borgerskab byggede hvide funkishuse, byggede middelklassen bungalower med funkispræg. For at imødegå den akutte bolignød oprettede staten en Statsboligfont, hvis formål det var at skabe muligheder for en billig finansiering af menigmands drøm om at få et hus med have. Det betød bl.a., at man nu kunne købe færdige typetegninger til en bungalow hos arkitekten, hvilket reducerede byggeomkostningerne.
De tydeligste kendetegn for bungalowerne er den solide firkantede form i rødt eller gult tegl og med et lavt pyramideformet tag beklædt med tagpap, som i 1930erne var et helt nyt og billigt materiale.

Materialer og stil
Der er tale om en standardiseret og forenklet udgave af funktionalismen, en relativ uprætentiøs husform uden de store arkitektoniske raffinementer.
Det billige byggeri signaliserede alligevel noget moderne. F.eks. er bungalowernes karakteristiske hjørnevinduer en funktionalistisk detalje, der viste, at bygherren benyttede moderne byggeteknik. De stramme og symmetriske facader er dog mere i samklang med klassicismens facader end modernismens mere frie former.
Fra valmede tage till saddeltage
I løbet af 1940,erne dæmpedes interessen for de valmede tage, og man begyndte igen at opføre flere huse med saddeltag. En medvirkende årsag kan være, at det under verdenskrigen var svært at skaffe asfalt til tagpapproduktionen, som var en betingelse for at kunne benytte den lette tagkonstruktion på de valmede tage. Saddeltagets stærkere konstruktion kunne bedre bære de tunge tagsten. Eksempler på denne byggestil kan man bl.a. se i bydelen Eskilsminne i Helsingborg, hvor man i begyndelsen af 1940,erne byggede 60 små-funkisvillaer med relativt lave saddeltage. Hvert hus er på 65 kvadratmeter, og der er toilet med bad i de høje kældre.
Initiativet og interessen for at bygge disse små lyse og funktionalistiske villaer indgik i det svenske folkehjemsprojekt.
Bungalow i Snekkersten
Bungalow i Snekkersten
Funkisvilla i Helsingborg
Funkisvilla i Helsingborg

©  Øresundstid 2009