Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
1050-1250
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Introduktion

*

Den indmurede runesten på Hällestad Kirke i Skåne viser på en sjov måde overgangen mellem vikingetid og middelalder omkring år 1000.
Dette tidsrum betegner også overgangen til historisk tid, hvor vi får skriftlige vidnesbyrd om nordboernes færden.

De mange runesten med indskrifter vidner om det sproglige og kulturelle fællesskab, der allerede i vikingetiden eksisterer i Øresundsregionen.
Vikingetidens ydre ekspansion ophører og afløses af en indre udvidelse af bosættelser og nyopdyrkning af jord. Sidst i perioden, under Valdemarerne, genoptages ekspansionen som missionstogter til Venden (Nordtyskland) og Baltikum.
I løbet af perioden udbygges og konsolideres centralmagten i et samarbejde imellem kongemagt, kirke og stormandsslægter. Undertiden præger indbyrdes magtkampe dog udviklingen.
Anlæggelsen af tusindvis af kirker på initiativ af kongemagt og lokale stormænd rodfæster kristendommen i lokalsamfundet og grundlæggelsen af klostre spiller en stor rolle i den åndelige, teknologiske og videnskabelige udvikling.

Bosættelser

*

Stednavneforskning giver en vis hjælp, når det gælder om at tidsfæste de tidligste faste beboelser i vikingetiden og tidlig middelalder. I Nordsjælland findes disse beboelser især i den vestlige del ud mod Roskilde fjord.


Faste bosættelser
I sen jernalder, det der i Norden kaldes vikingetid, blev bosættelserne efterhånden mere faste. Stednavne kan i nogen grad være med til at tidsfæste bebyggelserne, selvom navnene dog godt kan være ældre end de faste bosættelser. Det antages, at den første bosættelsesfase finder sted i tiden før 800, og at de ældste stednavne typisk stammer fra den tid.
I meget grove træk antages det, at bosættelserne via stednavnene kan tidsfæstes således:
Før vikingetid: -by, -hög, -stad, -löv, -inge og -lösa
Under vikingetiden: -bjer, -åkra, -tofta og -lund
Vikingetid/ Middelalder: -torp/ -arp/ -rup/ -strup
Middelalder: -rød/ryd, -holt/hult

I Nordsjælland tegner der sig et mønster, hvor de ældste bosættelser med endelserne –inge -lev- løse –um og –by hovedsageligt findes i den vestlige del af landskabet, bl.a. ud mod Roskilde Fjord, hvor der jo også er rige fund fra vikingetiden. Jorden her har formodentlig været lettere tilgængelig for opdyrkning, og man har kunnet klare sig med primitive pløjeredskaber, arden, eller jernforstærkede udgaver af denne. Disse områder og tilsvarende på slettelandet i Skåne har mindst været kultiveret siden vikingetiden og rummer også bebyggelser tilbage herfra.
At man dog ikke skal tage denne geografiske beliggenhed for bogstaveligt for disse stednavnsendelser fremgår af, at en hel del landsbynavne i østsjælland, omkring Købehavn fx hedder, Islev, Herlev, Vanløse, Brønshøj, Husum og Lyngby. I dag befolkningstætte områder. der, på det nærmeste er en del af hovedstaden.
Bosættelser i Nordsjælland
Bosættelser i Nordsjælland

Nyopdyrkningen og endelserne: -tofta/tofte
Udviklingen af faste bosættelser hænger sammen med indførelse af nye dyrkningsmetoder. Måske har en øget befolkningsudvikling skabt behov for en større korndyrkning og den begyndende beskatning af jorden i tidlig middelalder har sikkert også spillet en rolle.
Det vides ikke præcist, hvornår og i hvilken rækkefølge de nye dyrkningsmetoder-og redskaber kom til Norden, men det kan blandt andet have sammenhæng med vikingetidens tætte kontakt til de landbrugsteknisk mere udviklede områder i f.eks. Normandiet.
Mange af de faste bosættelser fik stednavne, der ender på –tofta, og de findes i rigt mål i Skåne, men også i Nordsjælland, (-som i Gentofte), i Normandiet og Danelagen i det østlige England, hvor de stammer tilbage fra den nordiske kolonisering i vikingetiden.
Tofta-bebyggelserne i Skåne ligger alle i tæt tilknytning til vandveje inde i landet, overvejende i den nordvestlige del af landskabet. Forklaringen på denne lokalisering af bosættelser kan være, at landskaberne omkring floddalene og åerne har givet bedre muligheder for afvanding(dræning) af jorden og medvirket til at skabe faste bosættelser og nyopdyrkning af jord udenfor slettelandet.
Tofta-bebyggelser
Tofta-bebyggelser
-löv og -tofta i Skåne
-löv og -tofta i Skåne

Udflytterlandsbyer og endelserne: -torp/arp og -rup, -strup
En torp er en landsby, der er grundlagt ved, at en overskydende befolkning fra en anden landsby har forladt denne og slået sig ned et nyt sted - ofte i nærheden af den gamle. Denne type landsbyer kaldes også udflytterlandsbyer, og i Danmark opstod de især i perioden 1000-1250. Torp indgår som efterled i et meget betydeligt antal nuværende bebyggelsesnavne i Øresundsregionen og er altså betegnelse for en udflytterbebyggelse.
I forleddet indgår ofte personnavne, f.eks. Glostrup (Globs torp), Tåstrup (Tors torp).
I Skåne finder man også betegnelsen –arp for disse udflytterlandsbyer.
I Danmark udviklede endelsen –torp mange steder sig efterhånden til formerne -rup, -drup, -trup og -strup. Som vi ser det i Hellerup, Mørdrup, Skotterup.
I jyske lov fra 1241 finder man en indgående beskrivelse af de juridiske forhold omkring en sådan torp. Der må åbenbart have være forskellige stridigheder i forbindelse med udflytningerne:
Kap. 47. Hvis en torp er uenig med adelbyen (= den oprindelige landsby).
Er en torp anlagt ude på marken, og agerland og eng er helt fælles [for torp og adelby], og man er uenig om, hvad der hører til torpen, og hvad der hører til adelbyen, da skal de, der bor i adelbyen, føre bevis. Og hvis de, der bor i adelbyen, finder, at torpen er til skade for dem, da kan de kalde beboerne i torpen tilbage, hvis skaden er utålelig for dem. Vil de ikke drage tilbage, skal der fastsættes en lovdag for dem på tinge, da de skal drage tilbage. Bliver de boende, efter at det på lovmæssig måde er krævet, at de skal flytte tilbage, skal de bøde kongens ret. Men hvis de har tre vintres hævd på deres bebyggelse, uden at der er rejst klage på tinge, da kan man ikke ved retssag tvinge dem til at flytte tilbage.
-arp  i Skåne
-arp i Skåne
-arp i Skåne
-arp i Skåne
-rup i Nordsjælland
-rup i Nordsjælland
-rup i Nordsjællanf
-rup i Nordsjællanf
-strup i Helsingør
-strup i Helsingør

Rydningsbebyggelser og endelserne: rød/ryd og -holt/hult
I sen vikingetid og den tidligste middelalder, omkring år 1000, sker der en vældig udvidelse af det dyrkede areal, formodentlig i sammenhæng med en stigning i befolkningstallet og øget behov for bosættelse. Stednavne med endelserne - holt, -rød og -torp kommer til i forbindelse med nyopdyrkningen.
Bebyggelser med endelserne -rød og -holt, henviser til beboelser anlagt på ryddede skovarealer, eller i nærheden af en afgrænset træbevoksning(holt). Rød-endelsen modsvares i Skåne af –röd og længere nordpå -ryd. Ligeledes modsvares det danske –holt af –hult på svenskesiden.
-holt på Sjælland
-holt på Sjælland
-hult i Skåne
-hult i Skåne
-rødbyer i Nordsjælland
-rødbyer i Nordsjælland
-röd  i Skåne
-röd i Skåne
Ryd i Småland
Ryd i Småland

Østsjælland og Skåne: Et fælles kulturområde
Kulturlandskabet på den skånske side består af tre hovedtyper: Slettebygden, der fortrinsvis befinder sig på de flade strækninger langs kysten i syd og vest, skovbygden i den nordøstlige del af landskabet op imod Småland og omkring åsene. Imellem disse to typer ligger risbygden, der bl.a. er dominerende i Helsingborgområdet. Risbygden er karakteriseret ved en slags skovlandbrug, meget lig dyrkningsmønsteret i Nordøstsjælland.
Rød-endelsen findes i rigt mål i Skåne og Nordsjælland, men derimod ikke i det sydvestlige Sjælland. Meget tyder på at der har eksisteret to mere eller mindre adskilte kulturområder på Sjælland, opdelt i en henholdsvis vestlig og østlig, som orienterer sig mod det skånske område.
Kontakten imellem Sjælland og Skåne har været tæt i en tidsalder, hvor Øresund ikke skilte landskaberne, men tværtimod fungerede som en bekvem og hurtig færdselsåre. Adam af Bremen, der laver den første beskrivelse af området, konstaterer i 1070 at man fra Sjælland mange steder kan sejle over til Skåne.
Kortest er afstanden dog ved Helsingborg, hvor den smalleste del Øresund benævnes Halsen og befolkningen der kaldes halsinger. En gængs tolkning af stednavnene Helsingør og Helsingborg går på at det betyder helsingernes borg og øre, dvs. en landtange, der strækker sig ud i vandet. Andre forskere tolker endelsen -ør som: en stenet strandbred. Som fx i stednavnene Dragør og Skanør.
Tre landskabstyper
Tre landskabstyper
Udflytterlandsbyer
Udflytterlandsbyer
Bosættelser i Skåne
Bosættelser i Skåne

Produktion

*

Opdyrkning af ny jord og grundlæggelse af nye bosættelse sker i sammenhæng med udviklingen af ny teknik til pløjning, dræning af overfladen, anvendelse af seletøj og agerskifte.
Efterhånden fører det til udbredelse af trevangsbruget.
Forøgelsen af bosættelser, nyopdyrkning og udvidelse af det dyrkede areal i tidlig middelalder sker i sammenhæng med indførelse af forbedrede dyrkningsmetoder med dræningsteknik og skifte imellem forskellige afgrøder, således at man undgik at udpine jorden. Desuden sker der en teknologisk fornyelse, med bl.a. seletøj og nye plovtyper. Man antager at indførelsen af seletøj alene fordobler trækkraften.
Jorden bearbejdes
Jorden bearbejdes
Eva spinder
Eva spinder
Paradisets bønder
Paradisets bønder
Markarbejde
Markarbejde

Fra ard til plov
Det primitive pløjeredskab arden i en jernforstærket version er formodentlig taget i anvendelse i Norden før år 500 e. k. Det også noget usikkert, hvornår man tager næste skridt med overgang til en rigtig plov, som stikker dybt og som også kan vende jorden under pløjningen. Spor efter denne type pløjning kan tidsfæstes til omkring år 1000.
Den efterhånden mest almindelige plovtype, hjulploven, forspændtes med op til 8 okser, eller okser i kombination med heste. Kendskabet til og anvendelsen af hjulploven er sandsynligvis en afgørende teknologisk fornyelse ved opdyrkelsen af de mere tunge og lerede jorder i området.
Arden
Arden
Ardplovens konstruktion
Ardplovens konstruktion
Hjulplov
Hjulplov
Hjulplovens konstruktion
Hjulplovens konstruktion
Hjulplov
Hjulplov

Trevangsbruget
Som udgangspunkt var den dyrkede jord inddelt i tre enheder, vange, hvor man skiftede imellem vintersæd, vårsæd og braklægning, bl.a. for at undgå udpining af jorden. Anvendelsen af den ressourcekrævende hjulplov antages at være en drivkraft bag det udbredte dyrkningsfællesskab i middelalderen. Af praktiske hensyn pløjede og høstede man i fællesskab, men hver enkelt gård rådede over sin egen jord.
Ved pløjning med hjulploven fremkommer lange agerstrimler, fordi det ikke kunne betale sig at vende for ofte med den tunge og uhåndterlige hjulplov. Herved fremkommer de karakteristiske højagre med renet, grøften imellem agerstrimlerne, som tjener til at dræne jorden. For at finde frem til den enkelte bondes jord skal man lede efter hver enkelt gårds agerstrimler indenfor de åse som det dyrkede areals tre vange bestod af. Åsene var en opdeling i jordstykker af nogenlunde ens kvalitet, således at alle fik del i både gode og mindre gode jordstykker.
Landsbyen
Landsbyen
Trevangsbrug
Trevangsbrug
Pløjning af agrene
Pløjning af agrene
Den vendte jord
Den vendte jord
Højryggede agre
Højryggede agre
Højryggede agre
Højryggede agre
Markerne på Hven
Markerne på Hven
Høstarbejde
Høstarbejde
Høstarbejde
Høstarbejde

Lokale variationer
Dette er en ideel fremstilling af, hvorledes produktionen foregik på de tungere jorder i Nord- og Vesteuropa igennem middelalderen og endnu længere op i tiden. Der har selvfølgelig været mange lokale variationer og fra Nordsjælland ved vi at kornavlen kun har udgjort en mindre del af produktionen, og såkaldt alsædbrug uden agerskifter og 2-vangsskifter var ikke ualmindeligt.
Kvægbrug og høslæt har domineret og ofte har gårdene ligget enkeltvis i et landskab hvor grænserne imellem skov og agerland i det hele taget har været flydende, således som det også er karakteristisk for risbygden i Skåne. Langt op i middelalderen karakteriseres landskabet i den nordøstlige del af Sjælland som bestående af to skovområder, Gribskov vest for og Ørvid-skoven øst for Esrum sø.

Konge og Kirke

*

I tidlig middelalder var kongemagt og kirkemagt tætte allierede i opbygningen af en centralmagt og administration af riget.
Dalby kirke, en af de første stenkirker, var tæt knyttet til konge- og kirkemagt.

Centralmagten

*

Opbygning af en stærk centralmagt gjorde det nødvendigt at kongemagten arbejdede nært sammen med kirken.
Denne alliance grundlægges tidligt, hvilket Harald Blåtands tekst på Den store Jellingesten vidner om: (Han) vandt sig alt Danmark og Norge og kristnede danerne.
Op gennem middelalderen var forholdet mellem kongemagt og kirke dog ofte præget af modsætninger.

Opbygningen af en stabil centralmagt i den tidligste middelalder hviler på et tæt samarbejde imellem kirke- og kongemagt. Temaet slås an allerede på den berømte Store Jellingesten, hvor vi får at vide, at Harald Blåtand, der døde omkring 985, "Vandt sig alt Danmark og Norge og kristnede danerne".
Jellingestenene
Jellingestenene

Borge og mønter
Etableringen af en vis centralmagt omkring dette tidspunkt bekræftes bl.a. af anlæggelsen af større militære anlæg som f.eks. Trelleborg på Vestsjælland, og tilsvarende ved Trelleborg i det sydøstlige Skåne.
Borganlæggene er antagelig kaserner, som måske er de knyttet til de oversøiske erobringstogter, der fortsætter ind i 1000-tallet, eller de kan være opført med henblik på lokalt forsvar. Under alle omstændigheder vidner det om en korrdineret indsats omkring militærvæsenet, og om centralmagtens underlæggelse og beherskelse af forskellige områder i riget.
Møntudstedelse er et andet tidligt vidnesbyrd om overordnet beherskelse af et område. I 1000-tallet begynder kongemagten at slå mønt bl.a. i Lund.
Kongens mønt
Kongens mønt
Knuds mønt
Knuds mønt
Knud den Hellige
Knud den Hellige

Kristendommens indførelse
Det er nok en tilsnigelse, når Harald Blåtand hævder at danerne blev kristnet før årtusindskiftet, men at kongemagten stræber efter at indføre og rodfæste kristendommen og dermed også styrke kongedømmets position vidner lidt senere tiltag om. I 1027 rejser Knud den Store(1018-1035) således til Rom, hvor han påskedag i Peterskirken overværer indsættelsen af en ny tysk-romersk kejser, formelt giver sig ind under denne, og selv fremstår som den store kristne fyrste fra Norden.

Rigets grænser
Stadigvæk er der dog tale om en brydningstid, hvor kristendommen endnu ikke er rodfæstet i samfundet og rigssamlingen fortsat pågår. Grænsen imellem Sverige og Danmark fastlægges først omkring 1070, hvor der opsættes seks grænsestene, heraf de fem på grænsen imellem Halland og Sverige og kun en enkelt på tværs i det nordlige Blekinge. Småland henligger endnu som en naturlig grænse af uigennemtrængelig skov.
Grænsesten
Grænsesten

Første beskrivelse af Norden
Omtrent på samme tidspunkt, altså omkring 1070, forfatter Adam af Bremen den første beskrivelse af Norden i værket De hamburgske Ærkebispers Historie. Interessen er at skildre Norden som ærkebispesædets missionsmark, men vi får tillige den første topografiske og historiske beskrivelse af Norden, som bygger på både skriftlige og mundtlige kilder, heriblandt udsagn fra den danske konge, Svend Estridsen(1047-1076).
Adam af Bremen fortæller i værket om Jylland, at det "er næsten ikke opdyrket nogetsteds og heller ikke egnet til menneskelig beboelse..." ,det"... er langt den mest grufulde landsdel, og man undgår gerne området: til lands på grund af mangel på korn, til vands på grund af faren for sørøvere."
Om Sjælland hedder det bl.a.: "Øen Sjælland, der ligger i det indre af Det baltiske Hav, er vældig af omfang. Sjælland, som er berømt for sine indbyggeres tapperhed og rige afgrøde, er to dagsrejser lang og næsten tilsvarende bred. Den største by er Roskilde -Danmarks kongesæde".

Tyngdepunkt i øst
Adam af Bremens beskrivelse kunne tyde på at tyngdepunktet i riget i anden halvdel af 1000-talllet er flyttet fra Østjylland til Sjælland, -måske på grund af de bedre produktionsbetingelser for landbruget i den østlige del af landet. Om Skåne hedder det, at det er "Danmarks skønneste landsdel, hvoraf den har fået sit navn. Den er svært væbnet med mænd, frugtbar på korn og handelsvarer" Hertil føjer han at Skåne også er fyldt med kirker, dobbelt så mange som på Sjælland, dvs. 300, men at Skåne endnu ikke har en biskop.

De første biskopper
Andre kilder beretter imidlertid, at der allerede i 1030 udnævnes en biskop over Sjælland, som også har myndighed over Skåne. Ved midten af 1000-tallet residerer der en biskop i Lund, men også i det nærliggende Dalby oprettes der omkring dette tidspunkt et bispesæde, som omfattede Østskåne, Blekinge og Bornholm.
Kongemagten knytter sig tilsyneladende tæt til bispesædet i Dalby idet Svend Estridsen(1047-74), som arbejder for oprettelsen af et særskilt ærkebispedømme i Norden, her lader opføre en kongsgård og en stenkirke, formodentlig Nordens ældste. Fra Dalby stammer formodentlig også den ældste kendte bog, der er udført i Norden, evangelieskriftet Dalbybogen.
Dalby kirke, Skåne
Dalby kirke, Skåne
Basilika
Basilika
Portalen
Portalen
Krypten
Krypten
Døbefonten
Døbefonten
Biskop Egino
Biskop Egino
Dalbybogen
Dalbybogen
Svend Estridsen
Svend Estridsen

Engelsk og tysk påvirkning
Den ornamentale stil i håndskriftet fra Dalby tyder på påvirkning fra det engelske område. Påvirkning fra den anden side af Nordsøen kan også påvises i kirkebyggeriet, f.eks. i Vejby kirke i Nordsjælland og giver anledning til spekulationer om rivalisering imellem angelsaksisk og nordtysk mission i Danmark.
Da biskoppen i Lund, Henrik, dør efter 1060 flytter Dalby-biskoppen Egino, der har tilknytning til ærkebispesædet i Hamburg-Bremen, til Lund og bliver biskop over Skånelandene, dvs. Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. I 1072 udnævner Svend Estridsen tyskeren Rickwald til biskop Lund. Selvom Rickwald var bandlyst og udstødt af kirken i Nordtyskland sidder han i 17 år uforstyrret på bispesædet i Lund. Det fortæller noget om, hvor løs forbindelsen til pavekirken endnu er.

Lund Domkirke

*

Knud den Hellige skænkede i 1085 jord med henblik på opførelse af en domkirke i Lund.
I 1104 anerkendes Norden første gang som en selvstændig kirkeprovins og omkring samme tidspunkt påbegyndes byggeriet af domkirken som står færdigbygget i 1145.

I 1085 skænkede kong Knud den Hellige en stor gave til bispesædet i Lund. Gaven bestod i en række ejendomme på begge sider af Øresund. Desuden skulle Lunds Domkirke nu have skattepenge fra byen Lund, men også fra byerne Lomma og Helsingborg. Baggrunden var, at de danske byer betalte grundskat til kongen, eftersom han stod som ejer af de grunde, byerne blev opført på. Skatten blev kaldt for midsommerskatten. Det var dele af den skat, som Knud den Hellige skænkede til domkirken i Lund. Da midsommerskatten kun blev betalt af etablerede byer, står det klart, at Lund, Lomma og Helsingborg blev grundlagt før den 21. maj 1085, og altså hermed var Skånes første byer.
Lund i 1500-tallet
Lund i 1500-tallet
Lund Domkirke
Lund Domkirke
S:t Laurentius
S:t Laurentius
Astronomisk ur
Astronomisk ur
Evangelieskrift
Evangelieskrift

Ærkebispesædet
I 1089 fik Lund en ny ærkebiskop, Asser, medlem af en af de fremtrædende stormandsslægter, Trued-slægten, og det var i hans tid, at Lund blev ærkebispesæde for hele Norden. Dette skete i 1103, og herefter påbegyndtes opførelsen af Lunds nye domkirke. Den blev bygget på den samme plads som Knud den Helliges domkirke, men skulle efterhånden få imponerende dimensioner, som passede bedre til et ærkebispesæde.
Kirken stod færdig i 1145, hvor den blev indviet af ærkebiskop Eskild, brorsøn til Asser og indsat som ærkebiskop i 1137. Lund var ærkestift for hele Norden frem til 1152, da Norge fik sin egen organisation og Sverige blev løsrevet fra Lunds ærkestift i 1164. Herefter var Lunds Domkirke udelukkende dansk domkirke og ærkebispesæde.

Bygmesteren
Som bygmester for det imponerende prestigebyggeri indkaldtes den lombardiske arkitekt, Donatus. Kirkerummet betragtes af mange, som noget af det ypperligste i den romanske kirkekunst.Omvendt er en yderst hårdhændet ydre restaurering i 1800 tallet beklaget fra mange sider.Karakteristisk for den lombardisk inspirerede kunst er en udstrakt brug af dekorative elementer på portaler figurer.
Sydindgangen
Sydindgangen
Sydportalen (detalje)
Sydportalen (detalje)
Lund
Lund
Krypten
Krypten
Trolden Finn
Trolden Finn

Kongen og stormændene

*

I opbygningen af riget arbejdede kongemagten tæt sammen med en række stormandsslægter, hvoraf den sjællandske Hvide-klan er den mest kendte.

Stormandsslægterne varetog rigets højeste embeder og satte sig også tydelige spor i det tidlige kirkebyggeri, som tillige vidner om bred international orientering og påvirkning.

Stormændene
Knud den Hellige(-1086) var ikke, som navnet og den senere helgenkåring kunne antyde, specielt fredsommelig. I 1075, før sit valg til konge, iværksætter han således et erobringstogt mod England og igen i 1085 lægger han op til generobring af England, men vikingetogterne og nordsøimperiets tid er nu uigenkaldeligt forbi.
Knud den Helliges ambition er også i samarbejde med kirken at opbygge en styrket kongemagt. Han indfører den første kendte personskat (Nefgjald =næseskatten) og menes at være ophavsmand til bestemmelsen om at kongen ejer, hvad ingen anden ejer. I 1086 dræbes han af vrede undersåtter. Hvem der dræbte Knud den Hellige vides ikke bestemt, men meget tyder på at hans forsøg på at styrke kongemagten er stødt på modstand i befolkningen, blandt de frie bønder og i stormandskredse. Kongemagtens livtag med vikingetidens høvdingeslægter falder i første omgang tilsyneladende ud til disses fordel.

Stormandskirker
Rundt omkring i landet påbegyndes omkring samme tidspunkt et omfattende byggeri af stenkirker. Det antages at byggerierne i vid udstrækning forestås af lokale stormænd, som også har haft et personligt ejerskab til kirkerne. I enkelte tilfælde, f.eks. Fjenneslev Kirke på Midtsjælland ogJ ørlunde Kirke i Nordsjælland, kan der påvises en sammenhæng imellem kirkebyggeriet og en nærliggende stormandsbebyggelse. Enkelte steder findes også bevaret såkaldte stormandsgallerier, hvor kirkeejerne fra en ophøjet position har kunnet overvære gudstjenesten.
Riddermotiv
Riddermotiv
Fjenneslev Kirke
Fjenneslev Kirke
Kalundborg Kirke
Kalundborg Kirke
Herskabsgalleri
Herskabsgalleri
Romansk portal
Romansk portal

Stifterbilleder
Vidnesbyrd om stormandslægternes rolle findes ligeledes i de såkaldte stifterbilleder i en række kirker rundt omkring i regionen, mest kendt måske det fra Fjenneslev Kirke på Sjælland. Billedet i Fjenneslev kirke forestiller ifølge overleveringen Asser Rig og fru Inge(Gørlev).
Asser Rig er søn af Skjalm Hvide(død henimod 1120), som lægger navn til den sjællandske stormandsklan, Hvide-slægten, der er den bedst kendte af stormandsslægterne. Asser Rig er selv far til den berømte ærkebiskop Absalon og hans broder Esbern Snare, der bl.a. grundlagde Kalundborg på vestsjælland.
Stifterbillede
Stifterbillede
Ingeborg
Ingeborg
Esbern Snare
Esbern Snare
Stifterbillede
Stifterbillede
Vorherre
Vorherre

Kongens embedsmænd
Kong Niels’ lange regeringsperiode fra 1104-34 betegner en konsolideringsperiode, hvor kirke- og kongemagt gensidigt befæster deres stilling i samfundet. Kongemagten synes i denne periode ikke at udfordre stormændene, men udbygger sine positioner ved udnævnelse af civile embedsmænd bl.a. en kammermester, der skulle tage sig af landets økonomi og pengevæsen, og senere kongens kansler, der var hans personlige sekretær. Denne stilling var i øvrigt forbeholdt biskoppen i Roskilde.
Til driften af kirkerne indføres omkring 1125 en tiendeafgift på produktionen, som tilfalder kirken og præsten, og betegner et skridt i retning af kirkens økonomiske integration i det middelaldersamfund, der er ved at tage form.
De militære funktioner skilles ud og overgår til ledingshæren og dens styrismænd. De frie mænds pligt til at stille til landets forsvar, ledingspligten, rækker tilbage til vikingetiden, men nu moderniseres ordningen så at sige. Kongens hird af stormænd forvandles efterhånden også til en kreds af lokale embedsmænd, eller ombudsmænd, der tog sig af den lokale forvaltning. Større enheder bestyredes af kongens jarler, mægtige stormænd, som f.eks. Skjalm Hvide, der var jarl over Sjælland. I Skåne havde kongen en særlig embedsmand, eller statholder, gælkeren.
Bastruptårnet
Bastruptårnet

Slaget ved Fotevik
Slaget ved Fotevik den 4. juni 1134 betød enden på Kong Niels lange regeringsperiode. Slaget er betegnet som et af de blodigste i middelalderens Danmark. Årsagen var en langvarig strid blandt efterkommerne af Svend Estridsen (1047-74), om hvem der skulle efterfølge Kong Niels på tronen.
Kong Niels, der var søn af Sven Estridsen, gik sammen med sin søn Magnus og en stor hær, i land ved Fotevik i den sydvestlige del af Skåne, for at gøre op med den nærmeste rival, Erik Emune, der var søn af kong Niels broder, Erik Ejegod. Erik Emune blev støttet af ærkebispen i Lund, Asser, samt en lejet tysk hær på ca.300 ryttere. Man mener i øvrigt, at det var første gang, der blev indsat en rytterhær i Danmark.
Resultatet blev at Kong Niels hær blev tilintegjort med katastrofale følger for den politiske stabilitet i Danmark. Sønnen Magnus faldt, og Kong Niels nåede kun akkurat selv at slippe væk. Tre uger efter blev han myrdet af utilfredse borgere i Slesvig. Blandt de faldne var en stor del af den danske administration, blandt andet: 5 bisper og ca. 60 præster. Det vides ikke, hvor mange af de "menige", der blev slået ihjel. Slaget ved Fotevik er beskrevet allerede i 1138 i Roskildekrøniken og lidt senere af Saxo.
Roskildekrøniken
Roskildekrøniken

Lund, Danmarks hovedstad
Sejrherren efter slaget ved Fotevik, Erik Emune, lod sig nu hylde som konge på Sankt Libers høj ved Lund. Han bosatte sig i byen og gjorde den til Danmarks hovedstad. Erik Emune udviklede sig dog til en blodtørstig tyran og blev i 1137 myrdet på Tinget i Ribe af stormanden Sorteplov, der gennemborede ham med sin lanse.

Biskop og kongekonflikt

*

I nutiden syner Søborg slotsruin i Nordsjælland ikke af meget i landskabet. Men midt i 1100-tallet var den et vigtigt holdepunkt for Sjællands biskop.

Ved uoverensstemmelserne med ærkebispen Eskild overtog kong Valdemar den Store, den solidt byggede borg i 1161.


Strid og forsoning
I 1135 modtog domkirken i Lund et gavebrev, der skænkede den jordegods på Amager og i Skåne samt ”immunitet og fuldstændig frihed for al kongen tilkommende ret”. Sådanne formuleringer omkring forholdet imellem den kirkelige og verdslige magt er ikke uden problemer og vidnesbyrd om uenigheder imellem kirken og den styrkede kongemagt omkring midten af 1100-tallet findes i Roskildekrøniken, den første sammenhængende danmarkshistorie, der er forfattet omkring 1140, formodentlig på foranledning af ærkebiskop Eskild.

Ærkebiskop Eskild
Eskild var stormand af Trugotslægten, havde i sin ungdom studeret i Heidelberg og Paris, var internationalt orienteret og havde personlige kontakter til pavekirkens ledende skikkelser. Eskild var en fremragende organisator. Han sørgede for udbygning af domkapitlerne, grundlagde ærkebispesædets by Aahus i det nordøstlige Skåne på jord skænket af kongen i 1149 og arbejdede også ihærdigt for indførelse af frie bispevalg og klostergrundlæggelser.
Eskild var internationalt orienteret og rustet til at tage del i den politiske magtkamp imellem kirkemagt og kongemagt, pave og kejser, den såkaldte investiturstrid, som handlede om kirkens ret til at udpege sine egne ledere, og som kommer til at præge hans tidsalder. Ærkebiskop Eskild bliver selv anledning til en længerevarende strid imellem de to parter, da han tages til fange af kejserens mænd i Tyskland under en rejse til Rom. Fra dette fangenskab skriver Eskild hjem i et for tiden sjældent, personligt dokument.
Eskild slipper dog fri og vender hjem igen, men omkring 1159 rager han uklar med kong Valdemar den Store(1157-82), der har besteget tronen i 1157. Kong Valdemar har formelt set givet sig ind under den tysk-romerske kejser og derfor kommer kirke- og kongemagt i Danmark til at stå på hver sin side i investiturstriden. Måske som konsekvens heraf drager Eskild i 1161 i eksil og vender først tilbage igen i 1168.
Bisp Eskild
Bisp Eskild
Aahus
Aahus
Søborg Slot
Søborg Slot
Plan over ruinen
Plan over ruinen
Søborg kirke
Søborg kirke

Krigerbispen Absalon

*

I anden halvdel af 1100-tallet opstår der et snævert samarbejde mellem kongemagt og kirke, mellem Valdemar den Store og ærkebiskop Absalon, som også tager aktivt del i togterne mod de vantro vendere i Nordtyskland.

Valdemar den Store og Absalon
Valdemar den Store(1157-82) var opfostret hos Hvideslægten, der ejede og dominerde store dele af Sjælland. Året efter sin tronbestigelse gør han sin barndomskammerat Absalon af Hvideslægten til biskop i Roskilde, skønt han endnu ikke er fyldt de påbudte 30 år.
Hermed påbegyndes en alliance imellem kongemagt- og kirkemagt, som får vidtrækkende konsekvenser. Kong Valdemar formår bl.a. i samarbejde med Absalon at vende mange års indre svaghed og stridigheder til en ydre ekspansion og konsolidering.
Absalon
Absalon
Højbro Plads
Højbro Plads

Vendertogterne
De danske kyster var jævnligt hærget af vendiske invasioner og plyndringer sydfra, men i 1159 opbyder Valdemar og Absalon den sjællandske og skånske ledingsflåde til togt imod de vendiske kyster og det bliver til i alt 20 togter, kulminerende med togtet til Rügen i 1169, hvor øen erobres og med pavens velsignelse lægges ind under Roskildebispen.
Vendertogterne, der bliver Nordens svar på korstogene, var i realiteten også plyndringstogter, hvor man i stor målestok hjemførte hedenske slaver, der kunne anvendes som billig arbejdskraft i forbindelse med skovrydning, opdyrkning og de omfattende kirkebyggerier. Absalon havde selv en personlig slave, der blev frigivet ved hans død.
Arkonas tndtagelse
Arkonas tndtagelse
Arkona 1169 (Udsnit)
Arkona 1169 (Udsnit)
Absalons bispestav
Absalons bispestav

Den store kirkefest 1170
Kongemagten og Hvideslægtens indbyrdes alliance cementeres med en stor kirkefest i Ringsted i 1170, hvor kong Valdemars far, Knud Lavard, der er blevet helgenkåret, begraves i den nyopførte kongelige gravkirke. Det er en symbolladet begivenhed, hvor kongemagt og kirkemagt nærmest smelter sammen og kongen samtidig forsøger at befæste kongefamiliens stilling ved at udnævne sin søn Knud til efterfølger, selvom han formelt set først er endeligt valgt, når han er hyldet på de tre landsting, i Jylland, Skåne og på Sjælland.
Sct. Bents Kirke
Sct. Bents Kirke

Eskild går i kloster
Ærkebiskoppen Eskild er også til stede ved begivenheden efter han er vendt tilbage fra sit eksil i 1168 og har forsonet sig med kongemagten. Først i 1177 nedlægger han sit embede som ærkebiskop, drager til cistercienserklosteret Clairveaux i Frankrig og afløses på posten af Absalon, der dermed meget usædvanligt for sin tid bliver biskop i både Roskilde og Lund. Måske er det et vidnesbyrd om et tæt forhold imellem Danmark og pavestolen, hvor Absalon er drivkraften i den nordiske mission i Baltikum.

Absalons kirker
Efter vendertogternes tid vender krigerbispen Absalon sig mod den indre ekspansion og udbygning af kirkesamfundet. Der er flere konkrete vidnesbyrd om Absalons medvirken til opførelser af nye stenkirker, f.eks. Tikøb kirke i Nordsjælland, formodentlig opført af munke fra det nærliggende Esrum Kloster, et tidligt eksempel på teglstensbyggeri i romansk stil. I Nørre Åsum kirke i det nordøstlige Skåne står en runesten med følgende indskrift:
"Krist, Marias søn, hjælp dem som byggede denne kirke, ærkebiskop Absalon og Esbjørn Mule".
Ligeledes i det nordøstlige Skåne har Absalon medvirket til opførelsen af Gumlöse Kirke, endnu et tidligt eksempel på teglstensbyggeri. Kirken indvies i 1197, hvor udover Absalon, der er ærkebiskop over hele Norden, også biskopperne fra Växjö i Sverige og Trondheim i Norge er til stede. I et stifterbrev nævnes således hans navn sammen med en lokal stormand, Ketil Trugotsen. Størstedelen af dokumentet er af en opremsning af alle de relikvier, i alt 28, der tilstedes den nye kirke.
Romansk teglstenskirke
Romansk teglstenskirke
Runeindskrift,
Runeindskrift,
Gumlöse kirke
Gumlöse kirke
Østersøen ca. 1200
Østersøen ca. 1200
Saxos manuskript
Saxos manuskript

Oprør i Skåne
I Skåne støder Absalon imidlertid på problemer, da han i 1180 med nye kirkelove vil indføre bispetiende og cølibat for præsterne. Oprøret i Skåne beskrives udførligt i 15. og 16. kapitel af Saxos Danmarkshistorie og i en kort version i Lundeårbogen der menes nedskrevet omkring år 1200.
”1180. I dette år opstod der en meget stor uenighed mellem skåningerne og ærkebiskop Absalon, så at han blev forjaget af Skåne og ikke på nogen måde ved egen hjælp kunne vende tilbage.
1181. I dette år vendte han langt om længe tilbage til landet med kraftig hånd og en stor hær støttet af kong Valdemars råd og dåd: han nedkæmpede sine fjender ved Anneløv og dræbte størstedelen af dem; de øvrige overgav sig, og derefter forsonede han sig med hele landet og genvandt sit ærkesæde i fred.”
Lundeårbogen gengiver i korte træk, hvad der beskrives nøjere hos Saxo,hvor der heller ikke lægges skjul på at ærkebiskoppen i første omgang må tage flugten. Imidlertid står der ikke meget om de konkrete årsager til uoverensstemmelserne. Dette uddybes imidlertid i Ældre sjællandske Krønike fra omkring 1300.
”Uenighed opstod mellem ærkebiskoppen og skåningerne. Grunden til denne uenighed siges at være indtruffet således. Ærkebiskop Absalon lod sjællænderne bestemme over ærkebiskoppelige ejendomme og opkrævninger, nemlig Esbern Snare, der var ærkebiskoppens bror, og hr. Sune, som var søn af hans farbror Ebbe, ligeledes Saxe, søn af Thorbern tillige med andre der stod ham nær. Disse forhold ærgrede skåningerne. Da der var forløbet en kort tid, påbød nævnte ærkebiskops opkrævere østskåningerne at de skulle slæbe hele træer og grene, som de havde fældet i skovene på steder hvortil trækdyrene ikke kunne komme, hen til en angiven plads. Skåningerne fandt sig ikke i at lade sig ydmyge i den grad og blev voldsomt vrede”.

Central og decentral magt.
Protesterne tager ifølge denne kilde udgangspunkt i ydmygelser af den skånske befolkning og vidner om protester imod kirkens overherredømme og forfordeling af Absalons sjællandske slægtninge. To år senere, efter kong Valdemars død, krones og salves hans søn og udpegede efterfølger Knud d.4.(1182-1202) som den første af kirken. Imidlertid nægter det skånske landsting at hylde ham, men denne gang trækker Absalon det længste strå, da han omringer landstinget og undertvinger de fremmødte.
Disse begivenheder skildrer med tydelighed uoverensstemmelser imellem den styrkede centralmagt og landsdelene og begynder at drage et skel imellem den tidligere middelalders, slægtssamfundets decentrale magt- og beslutningsstrukturer, og centralmagtens udvikling hen imod højmiddelalderen, hvor kongemagt og kirke fremstår som magtfulde og selvstændige enheder.

Konsolidering

*

Valdemar Sejr 1202-1241 og ærkebiskop Anders Sunesen af Hvide-slægten fortsætter det tætte samarbejde.
Ekspansionen udstrækker sig til Baltikum, hvor der omkring det nuværende Estland i en periode oprettes to bispedømmer under Lunds ærkesæde.


Anders Sunesen
Da Absalon dør i 1201 efterfølges han af slægtningen Anders Sunesen, en af fem brødre og stormænd der alle spiller fremtrædende roller i tiden under Valdemar Sejr (1202-41).
Anders Sunesens bror Peder blev biskop i Roskilde, grundlagde den nuværende domkirke efter fransk forbillede og opførte også den oprindelige Frue Kirke i København. Selv var Anders Sunesen domprovst i Roskilde og fungerende som følge heraf tillige som kongens kansler (sekretær) ved sin udnævnelse til ærkebiskop.

Den lærde kriger
Anders Sunesen er ligesom Absalon uddannet i udlandet, udover Paris tillige i Bologna, hvor Europas første universitet med speciale i retsvidenskab er etableret og endelig Oxford i England. Anders Sunesen er en højlærd og internationalt orienteret begavelse, der står parat til at fortsætte og udbygge det tætte samarbejde med kongemagten og da kong Knud d.4. dør og bisættes i Ringsted kan Anders Sunesen juledag 1202 krone den nye konge, Valdemar d.2. Sejr(1202-1241) i Lunds domkirke.
Anders Sunesen deltog ligesom sin forgænger og sammen med flere af sine brødre i udbygningen af det danske østersøimperium, bl.a. bestræbelserne på at missionere og kolonisere i Baltikum. Det lykkes i en kort periode, men i forbindelse med Valdemar Sejrs tilfangetagelse i Nordtyskland i 1223 må en lang række områder igen afgives.
Anders Sunesen
Anders Sunesen

Konsolideringens mand
Indadtil er rigsudviklingen karakteriseret ved en konsolidering af centralmagten således som det kommer til udtryk i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, hvor kongens ejendomsret og relationer til stormandsslægterne fastlægges, og nedskrivningen af landskabslovene, senest Jyske Lov i 1241, samme år som Valdemar Sejr dør. I Jyske Lovs indledning formuleres i korte træk det afbalancerede forhold imellem kongemagt, kirke og stormænd omkring midten af 1200-tallet.
"Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov..."
"Den lov som kongen giver og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart handler imod Gud..."
Det er kongen og landets høvdingers embede at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med vold, såsom enker og værgeløse, børn, pilgrimme, udlændinge og fattige -dem overgår der tiest vold- og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er han Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred.”
Kong Valdemars Jordebog
Kong Valdemars Jordebog

Lovsigeren
Anders Sunesen spillede også en fremtrædende rolle i bestræbelserne på at reformere og nedskrive lovgivningspraksis. Kendt er hans parafraser(fortolkninger) af Skånske Lov, og han menes også at være hovedmanden bag den såkaldte Skånske Manddrabsforordning fra år 1201.
Manddrab, eller rettere blodhævn, er et typisk udtryk for slægtssamfundets retsopfattelse, men i sin konsekvens og set fra middelaldersamfundets synspunkt samfundsnedbrydende. Derfor forsøger centralmagten at stramme reglerne. Med Den skånske Manddrabsforordning går kongemagten direkte ind i lovgivningsprocessen og forsøger at ændre slægtssamfundets retspraksis. Ved en kongelig rigslov i 1216 afskaffes jernbyrd som bevismiddel i retssager og ligeledes forsvinder edsafgørelser efterhånden til fordel for nævningeting.
Anders Sunesens ambition om at fastlægge forholdet imellem verdslig og kirkelig (kanonisk) retsopfattelse kommer til udtryk i hans fortolkning(parafrase) af Skånske Lov, hvor han kommenterer forhold vedrørende ægteskabet, som jo også er et kirkeligt sakramente og anliggende. Både kirke- og kongemagt har således interesse i at regulere adfærdsregler i forhold til slægtssamfundets ægteskabs- og jordpolitik. 
Skånske Lov
Skånske Lov

Leder og vogter
Anders Sunesens fortolkninger vidner om kirkens arbejde for at fremstå som åndeligt lederskab og moralens vogter og han arbejdede også ihærdigt for at gennemføre præstecølibatet, men tilsyneladende kun med ringe held.
I 1223 trækker Anders Sunesen sig fra ærkebispesædet ramt af sygdom, formodentlig spedalskhed, tilbringer sine sidste år på Ivö i det nordøstlige Skåne, dør i 1228 og ligger begravet i Lund domkirkes kor.
Anders Sunesens sarkofag
Anders Sunesens sarkofag
Anders Sunesen
Anders Sunesen

Kirke og kloster

*

Øresundsregionens største byggeprojekt i historien er de mange kirker og klostre, der blev bygget i middelalderen.

En stor del af kirkerne og klostrene er endnu bevaret og via deres bygningsarkitektur, kalkmalerier osv. har vi hér fremragende kilder til forståelse af fortiden.

Kirkebyggeri

*

I perioden fra ca. 1100-1250 opføres omkring 2500 kirker i det gammeldanske område.
Det er en gigantisk investering af arbejdskraft og midler, som vidner om den tidlige middelalders dynamik og udvikling.

I første del af perioden er kirkerne opført med kvadresten i romansk stil, senere i brændte teglsten og gotisk stil.

Kirkebyggeriet
Det storstilede byggeri af stenkirker der påbegyndes efter 1050 leder i alt til opførelsen af mere end 2500 kirker i det gammeldanske område i den tidlige middelalder. Kirkebyggeriet er en forbavsende kraftanstrengelse og en enorm investering, som vidner den kristne tros rodfæstelse i den tidlige middelalders ekspansionsperiode.

Befolkningstæthed
Antallet af kirker og deres placering giver også et indtryk af befolkningstæthed og beboelse i forskellige områder. Den sparsomme opdyrkning og kultivering i det nordøstlige Sjælland og dele af det nordvestlige Skåne, synes her at blive bekræftet.
Det er tydeligt at Lund i Skåne og Roskilde på Sjælland i tidlig middelalder fremstår som de to store tyngdepunkter inde i landet. Lund bliver i perioden det åndelige centrum i riget. Kongemagten knyttes fra tidlig tid til Roskilde. København var oprindelig blot en udskibningshavn for Roskildebispen, hvor Sjællands biskop Absalon anlægger en borg i 1167.
Kirkebyggeriet
Kirkebyggeriet

Byggematerialet
De tidligste kirker opføres i romansk stilart med rundbuede vinduer i tilhuggede, firkantede såkaldte kvadresten. Byggematerialet i Øresundsregionen var som regel frådsten(kildekalk) eller anden kalksten, som var forholdsvis let at bearbejde. Undertiden kombineres med marksten, som vel stammer fra rydning og bearbejdning af markerne. Et eksempel herpå er sydmuren på Tveje Merløse Kirke.
Hen imod år 1200 begynder man at tage brændte teglsten i anvendelse. Det var formodentlig munkene der bragte den teknik med sig. Et tidligt eksempel på kombineret anvendelse med teglsten findes på Bjernede Kirke, den eneste rundkirke på Sjælland.
Vä kirke,
Vä kirke,
Tveje Merløse kirke
Tveje Merløse kirke
Bjernede kirke,
Bjernede kirke,
Bjernede Kirke
Bjernede Kirke

Rundkirken
Rundkirken kendes også i et enkelt tilfælde i Skåne, men er ellers kendetegnende for Bornholm, hvor der findes 4 af slagsen. Rundkirken er et stykke særpræget arkitektur, som har lighed med samtidige fæstningstårne, hvor selve bygningen har været let at forsvare og de øvre etager har tjent som tilflugtssted og til opmagasinering.
Østerlars kirke,
Østerlars kirke,
Portal
Portal
Nylars-kors
Nylars-kors
Nylars Kirke
Nylars Kirke
Portal Nylars Kirke
Portal Nylars Kirke

Grundplanen
De fleste kirker har en forholdsvis enkel grundplan med et stort rum, skibet, hvor menigheden opholdt sig, og i forlængelse heraf koret afsluttet med en rundet apsis, som var forbeholdt præsten. Menigheder sad almindeligvis på stenbænke langs med væggene og døbefonten var i tidlig tid placeret midt i kirkeskibet. Mange steder kan man fortsat iagttage det oprindelige skib, kor og apsis med de karakteristiske rundbuede romanske vinduer.
Større byggerier, som f.eks. Dalby Kirke og domkirken i Lund, kunne rumme såvel tårne som en underliggende krypt og selve grundplanen være mere raffineret. Dalby kirke var således oprindelig en treskibet basilika, mens Lund Domkirke er en korskirke som også rummer et stort tværskib.
Romansk grundplan
Romansk grundplan
Lund domkirke
Lund domkirke

Stormandskirkerne
De udprægede stormandskirker har som regel også haft et enkelt- eller dobbelttårn som også rummede et stormandsgalleri, hvorfra de fornemme kunne bivåne gudstjenesten. Galleriet ses fortsat nogle enkelte steder, men er ofte blevet blændet ved senere ombygninger som f.eks. i Roskilde Domkirke og Søborg Kirke.
Tveje Merløse kirke på Sjælland, der antages at være en kopi af den oprindelige domkirke i Roskilde, står stadigvæk i sin oprindelige skikkelse med dobbelttårn og er i det hele taget et af de mest velbevarede romanske bygningsværker.
På Fjenneslev kirke er dobbelttårnet en lidt senere tilføjelse, men også Aakirkeby Kirke på Bornholm, der menes at have forbindelse til opførelsen af Lunds domkirke, står med dobbelttårn og tilbygninger til skibet mod syd og nord, henholdsvis mands- og kvindeindgangen til kirken.
Tveje Merløse Kirke
Tveje Merløse Kirke
Fjenneslev Kirke
Fjenneslev Kirke
Aakirkeby kirke,
Aakirkeby kirke,

Det romanske kalkmaleri

*

Triumfvæggen der adskiller kirkeskib og kor rummer ofte i romansk tid kalkmalerier der har visualiseret de bibelske fortællinger.

Apsisbuen er som regel også bemalet og undertiden også dele af koret og skibets vægge.

Oplevelsen af selve kirkerummet og kalkmalerierne må have haft stor betydning for gudstjenesten.
Den romanske kirke rummer som regel kalkmalerier, ofte er placeret på triumfvæggen, som adskiller skibet og koret og i apsisrundingen. F.eks. rummer Finja Kirke i Skåne på Triumfvæggen en stort anlagt skildring af dommedag, som også fortsætter på skibets vestvæg.
I Jørlunde kirke i Nordsjælland ses på Triumfvæggen en række forskellige motiver, i venstre side således øverst Lazarus opvækkelse og nederst brylluppet i Kana, begge scener fra Kristi manddomshistorie. Jørlunde kirke har tillige kalkmalerier på den øverste del af korets vægge og tilsammen udgør de et omfattende bibelsk billedprogram, der vel har understøttet forkyndelsen.
Triumfvæggen rummer også tit de såkaldte stifterbilleder, der skaber forbindelse imellem de jordiske givere og de højere magter: I Fjenneslev Kirke er stiftermotivet noget ublu sammenstillet med de hellige trekongers gavebud til Jesus-barnet.
Romansk grundplan
Romansk grundplan
Finja kirke
Finja kirke
Kristusscener
Kristusscener
Tiumfbuen
Tiumfbuen

Rejsende værksteder
Fjenneslev Kirke er dekoreret af Finja-værkestedet fra Skåne, mens Jørlunde-værkstedet hovedsagelig har huseret i Nordsjælland og antages at have været tæt knyttet til Hvide-slægten, måske som håndværkere i deres brød.
Mens de langstrakte byzantinsk påvirkede afbildninger er karakteristiske for Finja-værkstedet er et af Jørlunde-værkstedets kendetegn anvendelse af stukarbejder i forbindelse med malerierne. Almindeligvis anskues det romanske kalkmaleri for noget stift og ubevægeligt, men hos Jørlunde-værkstedet ses også figurer med stor bevægelse og plasticitet.
Jørlunde Kirke
Jørlunde Kirke

Madonna-motivet
Madonnamotivet, som kendes i utallige variationer fra bøger og ikoner, optræder også i kalkmaleriet, således som dette eksempel fra et nichealter i Måløv Kirke, som er byzantinsk influeret, og måske med et håndskrift som forlæg. I Tveje Merløse Kirke findes et madonna billede nær ved kvindeindgangen, hen imod vestvæggen med stormandsgalleriet, som også rummer den eneste kendte bemaling på en vestvæg.
Madonnamotiv fra Målev
Madonnamotiv fra Målev
Tveje Merløse Madonna
Tveje Merløse Madonna

Majestas-motivet
Kirken og dens rum er et symbolsk mikrokosmos, hvor selve kirken betragtes som Kristi legeme og en del af hans rige og alteret f.eks. symboliserer Kristi grav. Kalkmalerierne er ligeledes omgivet med stor symbolik og det gælder i særdeleshed det dominerende motiv fra romansk tid, Majestas-motivet med den tronende Jesus som verdensherskeren.
Et fremragende eksempel herpå findes i Vä kirke, i det nordøstlige Skåne, som formodentlig har haft tæt tilknytning til kongemagten. Stilarten i Vä Kirke der er grundlagt omkring 1120, er tydeligvis italiensk-byzantinsk influeret og man antager at værkstedet har forbindelse til byggeriet af Lund domkirke. På korbuen i Vä Kirke findes også stifterbilleder sandsynligvis forestillende kong Niels og hans svenskfødte hustru Margrethe Fredkulla.

Centralmagtens ikon
Majestasmotivet tager udgangspunkt i et citat fra Davids salmer, som lyder således: "Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel". Motivet finder oprindelig forlæg i østromerske kejserportrætter, hvor kejseren betragtedes som guddommelig. Kristus ses siddende på en himmelsk regnbue-trone i en mandelformet glorie (mandorla) omgivet af de fire evangeliesymboler: Markusløven, Lukasoksen, Johannesørnen og menneske-englen som symbol for Matthæus-evangeliet.
Motivet er typisk for den romanske stilart strengt geometrisk komponeret med himmelkongen omgivet af evangeliesymbolerne på en blå baggrund. Den blå farve var kostbar, udvundet af halvædelstenen lapis lazuli, der måtte importeres fra Italien eller Persien. Denne type af dekorationer har altså i sig selv været bekostelige og vidner om rigdom og offervilje hos bygherrerne.
I det hele taget er Majestas motivet fremherskende i Skåne og på Sjælland, sandsynligvis fordi det er knyttet til de kredse der forestod udviklingen af centralmagten: Kongen, Ærkebispen og repræsentanter for de betydelige stormandsslægter. Majestas-motivet er således også rigt repræsenteret på Midtsjælland, f.eks. i Hvideslægtens kirke i Tveje Merløse.
Majestas Domini i Vä
Majestas Domini i Vä
Majestas Domini
Majestas Domini
Majestas-motiv
Majestas-motiv
Figurer
Figurer

Den romanske døbefont

*

Billedhuggerkunsten når et højt niveau i tidlig middelalder, først og fremmest på de mange døbefonte, som også var en vigtig handelsvare. Døbefonte fra Gotland findes f.eks. hyppigt i Nordtyskland.

I Øresundsregionen anvendte man fortrinsvis kalksten, men der findes også en del i granit, som er det foretrukne materiale i Vestdanmark. Mange døbefonte har oprindelig været bemalet.

Døbefonten
At der skkulle være døbefonte i kirken blev oprindelig officielt vedtaget ved synoden i Leda i 594. Døbefonten skulle være af sten og placeret i kirkens vestende nær hovedindgangen. Senere blev den dog flyttet til koret. Oprindelig skete dåben ved neddypning, derfor er de ældste døbefonte med stor udhulning. Yngre døbefonte har ofte et bækken af rigt udsmykket metal af f.eks. drevet sølv eller messing
I Øresundsregionen kendes døbefonte fra tidlig middelalder. Der var tale om sandstensfonte af lokalt materiale, eller fra Gotland. Granitstensfonte stammer hovedsagelig fra det vestdanske, jyske område.
Aakirkebys døbefont,
Aakirkebys døbefont,
Aakirkeby detalje
Aakirkeby detalje
Aakirkeby, døbefontens fod
Aakirkeby, døbefontens fod
Dalby kirkes døbefont
Dalby kirkes døbefont
Dalby detalje
Dalby detalje
Gumlöse kirkes døbefont
Gumlöse kirkes døbefont
Bemalet døbefont i Tikøb
Bemalet døbefont i Tikøb
Døbefont i Bjäresjö
Døbefont i Bjäresjö

Klostre

*

Allerede i 1000-tallet kommer de første klosterordener til Danmark og har nok især fungeret som opholds- og lærested for kirkens mænd.
Med cisterciensernes ankomst midt i 1100-tallet får landklostrene stor betydning som centre for formidling af ny teknik og nye produktionsmetoder.
I første del af 1200-tallet kommer tiggermunkene og anlægger klostre i byerne.

Tidlige klostre
Sideløbende med kirkebyggeriet grundlægges og opføres en række klostre, som får afgørende betydning for både den materielle og åndelige udvikling i middelalderen. Allerede i 1000-tallet var der grundlagt klostre af augustiner- og benediktinerordenen rundt omkring i landet, men disse har været af beskedent omfang og nok primært fungeret som skoler og boliger for den nye tros repræsentanter.
I første halvdel af 1100-tallet står klosterbevægelser i stampe, men henimod midten af århundredet kommer der nye grundlæggelser. Eskild grundlægger allerede i sin bispetid i Roskilde i 1135 i samarbejde med den sjællandske Bodilsen-slægt et benedektinerkloster ved Næstved og samme år giver kongen et gavebrev til opførelsen af Ringsted Kloster.
 
Klostre i Danmark
Klostre i Danmark
Næstved klosterkirke,
Næstved klosterkirke,

Klostrenes rolle
Klostervæsenet spiller en afgørende rolle i udviklingen af nye produktionsmetoder og teknologi i forbindelse med nyopdyrkningen og den omfattende byggeaktivitet. Det gælder i særdeleshed for cistercienserordenen, som udspringer af benediktinerordenen, men bygger på en opstramning af klosterreglerne og nøje retningslinier for klostrenes udseende og arkitektur.
Cistercienserne skulle, ifølge deres klosterregler, tage bolig på afsides steder og arbejde med at rydde og dyrke jorden og havde store kundskaber indenfor landbrugsproduktion -kvalifikationer som var oplagte i forbindelse med nyopdyrkningen- og middelalderlig teknologi indenfor f.eks. vandmøller, teglproduktion og jernproduktion.

Reformklostrene
Klostergrundlæggelser bliver et modefænomen i de ledende kredse, som også sympatiserer med den åndelige nyorientering, som de reformerte klosterbevægelser repræsenterer. Ærkebiskop Eskild, der var personlig knyttet til en af de store reformatorer, cisterciensermunken Bernard af Clairveaux, hidkalder cisterciensermunke for at grundlægge klostre i Herrisvad i Skåne i 1145 og Esrum i Nordsjælland i 1151.
Hvide-slægten grundlagde et benedektinerkloster i Sorø, som stod færdigt i 1151, men da det ikke fungerede tilfredsstillende overdrager Absalon i 1161 foretagendet til cisterciensermunkene.
Esrum kloster
Esrum kloster
Bernard af Clairveaux
Bernard af Clairveaux
Cisterciensermunk,
Cisterciensermunk,

Ny åndelighed
Med reformklostrene i midten af 1100-tallet og især Bernard af Clairveaux introduceres nye strømninger indenfor trosverdenen. Bernard prædiker over Højsangens højstemte erotik og gudsdyrkelsen antager mere en mere sofistikeret og mystisk karakter. Gudsforholdet bliver at ligne med et kærlighedsforhold, åndelig og distanceret kærlighed. Wilhelm af Æbelholt giver i sin brevveksling eksempel på dette.

Mariadyrkelsen
Et andet tegn på ændringer i den åndelige kultur er den omsiggribende Maria-dyrkelse og kult, måske også som udtryk for en stigende feminisering af trosudøvelsen. Mariadyrkelsen kommer bl.a. til udtryk i anvendelsen af Mariahymner, der fremføres som raffineret vokalmusik. Ærkebiskoppen i Lund, Anders Sunesen, tilskrives mindst en sådan hymne med den latinske titel Missus Gabriel de Celis og i Lund lagde man stor vægt på musikaliteten. Temaet i denne tekst er Maria bebudelse, eller rettere underet, miraklet, et aspekt af den orientering imod mystiske aspekter af religionen, som bliver karakteristisk for tiden.

Klostrenes jordbesiddelser
I Løbet af middelalderen bliver kirker og klostre store jordbesiddere på linje med kongen og herremændene. F.eks. disponerede ærkebispesædet i Lund alene over 300 ejendomme og hele Bornholm. I løbet af middelalderen kommer klostrene i Skåne således til at besidde i alt over 2000 ejendomme. En stor del af ejendommene erhverves som sjælegaver, som skænkedes til klostrene.
Efter at Peter Bogorm (Pierre Le Mangueur) hen imod slutningen af 1100-tallet opfandt skærsilden (Purgatore) opererede man nu med en tilstand imellem himmel og helvede, en regnskabets time, hvis længde kunne afkortes ved egne og tilkøbte bønner og messer.
Dette forstærkede, ligesom det fra 1215 påbudte årlige skrifte, kirkensmagt over sjælene og forøgede kirker og klostres jordejendom og rigdom. Ganske vist var der oprindelig nøje regler for kirkens arveret, men det blev omgået ved donation af sjælegaver og selvom det indtil 1216 var munkene forbudt at købe jord, så blev det også omgået ved at jordejere pantsatte jordejendom til et kloster, som så overtog jorden, hvis ikke pantet blev indfriet.

Tiggermunkene
Land-, eller som de også betegnes, herreklostrenes uhyre rigdomme var for mange ikke i overensstemmelse med kravene om simpelhed og renhed, som munkene selv prædikede. Med etablering af tiggermunkeordener i byerne kommer der en reaktion på disse forhold.
Tiggermunkene skulle leve enkelt og forbilledligt og som navnet angiver tigge til dagen og vejen rundt omkring i bysamfundene. I første halvdel af 1200-tallet kommer de nye tiggermunkeordner til landet. I 1222 grundlægges et dominikanerkloster i Lund på initiativ af ærkebiskop Anders Sunesen og i 1232 oprettes det første franciskanerkloster.
I Helsingborg oprettes ett dominikanerkloster i 1270.
Franciskanerklostret i Ystad
Franciskanerklostret i Ystad

Æbelholt kloster

*

Æbelholt Kloster var et augustinerkloster. Denne orden lægger særlig vægt på sjælsfrelsen og tager sig også af at lindre og helbrede sygdomme.
Oprindelig blev munkene med abbed Vilhelm i spidsen indkaldt af ærkebiskop Absalon fra Frankrig og bosat på Eskildsø i Roskilde Fjord.
Omkring 1175 flyttes klosteret til Æbelholt i Nordsjælland.
Kilderne til belysning af klostrenes oprettelse og udvikling er ofte sparsomme, men i tilfældet Æbelholt Kloster har vi en udførlig beretning, som dog skal tages med forbehold idet der er tale om en såkaldt levnedsskildring, der sigter på at hovedpersonen, i dette tilfælde abbed Wilhelm af Æbelholt, skal ophøjes til helgen. Det sker i øvrigt ved en pavelig kundgørelse(bulle) d.21.januar 1224, 21 år efter abbed Wilhelms død d.6. april 1203.
Der eksisterede tidligt et munkesamfund på Eskilsø i Roskilde Fjord, som ikke fungerede tilfredsstillende. Wilhelm, der er hidkaldt fra Frankrig, bliver i første omgang klosterforstander her og strammer op på klosterreglerne. I 1175 flyttes klosteret til Æbelholt og antager navn efter lokaliteten.

Fra Eskilsø til Æbelholt
Æbelholt Kloster blev grundlagt på jorder, der var skænket af Hvide-familien. En rydning i Grib Skov med en frugtbar holm i en lille sø og med et åløb i nærheden. Ikke den bedst tænkelige landbrugsjord, men både Absalon og slægtningen Peder Sunesen(1161-1214), der afløser Absalon som biskop i Roskilde i 1191 og bliver kongens kansler i 1201, støttede løbende klosteret.
I abbed Wilhelm brevveksling findes bl.a. nogle breve stilet til ærkebiskoppen, ”den herre af Lund”, som i dette tilfælde må være Absalon. Brevene vidner om store problemer med at få klostret til at fungere. Velynderen Peder Sunesens bortgang beklages og den ulykke, der er overgået klosteret, da dets ladebygninger for anden gang er gået op i luer.

Augustinerne
Æbelholt Kloster hørte til augustinerordenen, som lagde vægt på sjælefrelse og måske har landbrug og teknik ikke været klosterets stærke side. Et andet brev beretter således at man hidkalder hjælp fra Esrum Kloster for at løse problemer med vandforsyningen. Absalon havde skænke tblyrør til klostrets vandsystem, men der er åbenbart problemer med at få det til at fungere. En broder Stefan har allerede en gang hjulpet klostret, men Wilhelm skriver til Abbeden af Esrum og beder endnu engang om assistance.

Klostrets opgaver
Det var Absalon store jorddonationer og pengegaver der gjorde det muligt at flytte klosteret til de nyopførte bygninger ved Æbelholt i Tjæreby sogn i 1175. På dette tidspunkt har formodentlig en bolig til kannikkerne og en trækirke stået færdig. Samme år får klosteret et pavebrev der giver klosteret ret til
”at modtage gejstlige og lægfolk, frie og bundne, der flygtede fra verden til omvendelse og uden modsigelse beholde dem” og desuden tilstedes klosteret ”frit gravsted, så ingen kan modsætte sig, hvis nogen ønsker begravelse der”.
Hermed er klosterets opgaver i forbindelse med sjælefrelsen defineret og omkring 1183 er klosterbrødrenes antal omtrent 25 og man bespiste ifølge abbed Wilhelm på enkelte dage mere end 100 personer. Ifølge forskellige beretninger har der været knyttet herberger til disse funktioner, i første omgang sandsynligvis et gæstehus for gejstlige og fornemme fremmede, men fra omkring 1196 fremgår det at et fattigherberg også har været en realitet.
Æbeltholt Kloster
Æbeltholt Kloster
Æbelholt kloster
Æbelholt kloster
Sankt Wilhelm
Sankt Wilhelm
Alsønderup kirke
Alsønderup kirke

Kirken indvies
Efter Abbed Wilhelms død og helgenkåring i 1224 bliver Æbelholt et søgt valfartssted og da gæsteopholdet var gratis har det vel yderligere belastet klosterets økonomi. I 1176 påbegyndes på Absalons foranledning opførelsen af en stenkirke, men trækirken benyttes stadigvæk ved Wilhelms begravelse i 1203. I 1210 indvies teglstenkirkens kor og kirken antager karakter af valfartskirke, hvilket forstærkes yderligere da Skt. Wilhelms helgenben i 1238 overføres til kirkens højalter.

Lægegerningen

*

Æbelholt Kloster udviklede sig i løbet af middelalderen til et betydeligt center for bekæmpelse af sygdomme.
Udgravninger fra 1930´erne dokumenterer munkenes kunnen og giver et godt indblik i middelalderens sygdomsbillede.


Medicinsk center
Omfattende udgravninger på Æbelholt Klosters grund har først og fremmest givet et billede af klostret som et medicinsk center i Nordsjælland. Abbed Wilhelm anvender selv et sted betegnelsen hospitalsbrødrene og lægegerningen skal ses i sammenhæng med klosterets grundliggende funktioner som center for sjælsfrelse og siden hen valfartssted.
Æbelholts beliggenhed i tilknytning til det tættest befolkede område i Nordsjælland, Jørlunde Herred, og den meget direkte tilknytning til Hvide-slægten kan måske medvirke til at forklare lægegerningens fremtrædende rolle.

Klostrets ledingspligt
I modsætning til Esrum Kloster havde Æbelholt ledingspligt, selvom man i lange perioder betalte sig fra det. Det ældst kendte bevis herpå stammer fra 1251, hvor kong Abel fritager ”klosteret kannikker, bryder, landboer og ejendom for leding, ombudsmandens krav og alle andre afgifter til kongen”. Til trods for disse fritagelser tyder undersøgelser af skeletter fra Æbelholt på områdets tilknytning til den militære organisering. Påfaldende mange af de helbredte og ikke-helbredte skader er hugsår og andre krigsskader, og det antages at en fremtrædende del af de begravede har haft tilknytning til militærvæsenet, måske som ledingspligtige fribønder.
Skelet
Skelet
De fire elementer
De fire elementer

Sygdomslæren
Middelalderens lægevidenskab udvikler sig fra omkring slutningen af 600-tallet i forbindelse med Salerno-klostrets lægeskole i Syditalien, hvorfra der udgik talrige medicinske og kirurgiske værker. Salernoskolen byggede på den klassiske tids hippokratiske lære om legemets fire væsker: Blodet i årerne, slimet(flegma) i hjernen og lungerne, den gule galde i leveren og den sorte galde i milten. Til disse væsker var knyttet forskellige egenskaber: Blodet var varmt og fugtigt, slimen kold og fugtig, den gule galde varm og tør og den sorte galde kold og tør:
Som det ses af modellen indgår sygdomsopfattelsen i tidens kosmologiske helhedsopfattelse, som relaterer sig til den såkaldte elementærlære om de fire elementer(jord, luft, vand og ild), der omfatter den kendte verden: Endvidere kunne legemets enkelte dele sættes i forbindelse med dyrekredsen stilling på stjernehimmelen og danne udgangspunkt for anvendelsen af åreladninger, hvor man regulerede på væskebalancerne i overensstemmelse hermed.
 
De fire elementer
De fire elementer

Urtemedicinen
Sygdomsforståelsen går endvidere ud på at der eksisterer en balance imellem de fire legemsvæsker, at sygdom skyldtes en vis ubalance, som man så forsøgte at rette op på. Gennem undersøgelse af urin og puls kunne lægen bestemme ubalancen og anvende medikamenter med modsat virkning. Disse medikamenter var bl.a. urter som man dyrkede i klostrenes haver og som dannede baggrund for den udbredte anvendelse af urtemedicin i middelalderen.
Roskilde-kannikken Henrik Harpenstreng (1164-1244) bog om urtemedicin vidner om urtemedicinens udbredelse på vores breddegrader allerede i tidlig middelalder. Urterne der anvendes omfatter både mere eksotiske krydderier, såsom ingefær og muskat, men også planter der hører til i Norden(f.eks. Kvan) og det vi nu om dage vil kalde grøntsager, f.eks. rødløg og porrer.
Urtehaven
Urtehaven
Kors-Vortemælk
Kors-Vortemælk

Kirurgiske indgreb
Særdeles omdiskuteret i samtiden var anvendelsen af kirurgiske indgreb, idet kirken forbød lægekyndige gejstlige at foretage kirurgiske indgreb med blodsudgydelse. I hele taget var det omdiskuteret om og i hvilket omfang man burde udøve lægegerningen. Den indflydelsesrige cisterciensermunk Bernard af Clairveaux mente, således som det fremgår af følgende citat, at "...det at konsultere læger og indtage medicin ikke gavner religionen og er i modstrid med renhed..."
Ikke desto mindre kan man konstatere at der f.eks. på Æbelholt Kloster er foretaget indgreb, som har forårsaget blodsudgydelse, bl.a. trepanering, hvor man har boret hul i kraniet, formodentlig for at lindre betændelsestilstande. Størstedelen af indgrebene i Æbelholt vedrører dog forskellige knoglebrud, som kan behandles uden kirurgiske indgreb, og sårbehandling på allerede forårsagede brud.
Skelet
Skelet
Deform rygsøjle
Deform rygsøjle
Æbelholt Kloster
Æbelholt Kloster
Trepanering
Trepanering
Instrumenter
Instrumenter

Verdensbilledet

*

I de 28 år, fra 1201-1228, hvor Anders Sunesen sidder som ærkebiskop i Lund konsoliderer han på forskellig vis kirkens indflydelse på dagligliv og verdensanskuelse.

Verdens centrum er på middelalderlige kort ofte Jerusalem og det åndelige centrum Peterskirken i Rom

Kirkens åndelige magt
I tidsrummet fra slutningen af 900-tallet og frem til omkring år 1200 skaber en styrket kongemagt i samarbejde med kirken og stormandsslægter et middelaldersamfund, hvor kongemagten i samarbejde med rigets ledende mænd udøver den verdslige magt, mens kirken centrum i ærkebispesædet i Lund har den åndelige overhøjhed i regionen.
I de 28 år, fra 1201-1228, hvor Anders Sunesen sidder som ærkebiskop i Lund konsoliderer han på forskellig vis kirkens indflydelse på dagligliv og verdensanskuelse. Verdens centrum er på middelalderlige kort ofte Jerusalem og det åndelige centrum Peterskirken i Rom, hvilket dog ikke forhindrer ærkebispesæderne i at etablere regionale centre af betydeligt format. I Anders Sunesens tid opnår Lund således at blive et betydeligt åndeligt og intellektuelt center, -et verdenscenter, således som det fremgår af kirkens astronomiske ur, der dog er fra et senere tidspunkt.
I Lund var udbredelsen af boglig lærdom i bestræbelserne på at uddanne præstestanden og udbrede kirkens verdensbillede et vigtigt anliggende. Anders Sunesen forfatter selv det lange læredigt Hexaëmeron, som bl.a. giver et billede af periodens bibelfortolkning og det herskende verdensbillede. Anders Sunesen beskæftiger sig her bl.a. med problematikken omkring verdens skabelse og den himmelske orden.
Hexaömeron
Hexaömeron
Vitskøvle
Vitskøvle
Jerusalem i centrum
Jerusalem i centrum

Det fysiske Verdensbillede
Det også omkring dette tidspunkt at kirken beslutter sig for at adoptere centrale dele af den den klassiske filosof Aristoteles syn på den fysiske verdens opbygning, en såkaldt kosmologi. Aristoteles mente som udgangspunkt at den fysiske verden bestod af fire grundelementer, som var præget af en indbyrdes formålsbestemhed.
De fire grundelementer jord, vand, luft og ild befinder sig indenfor samme sfære, eller område, men vil alt efter beskaffenhed søge henholdsvis opad, eller nedad. Jorden, som er det tungeste element, vil søge nedad, eller ind mod universets centrum, jordkloden, mens vandet med mindre tyngde vil lejere sig ovenpå dette. Luften, som er endnu lettere, vil søge opad, som luftbobler gennem vand. Ilden som jo iagttageligt søger op i luften, er det letteste element.
På middelalderlige fremstillinger skildres de fire elementer som ordnede lag udenpå hinanden, men i ”virkeligheden” er de i konstant bevægelse. Denne sublunare(under månen) verden står i modsætning til det ydre univers, hvor planeterne bevæger sig i regelmæssige baner og består af et mere fuldkomment element(æther). Aristoteles opfattede ætherverdenen, som en fuldendt, himmelsk verden. Man indser at det stemmer godt overens med en kristen grundopfattelse og dette fysiske verdensbillede anfægtes også først for alvor ind i 1500-tallet.
Middelalderens verdensbillede
Middelalderens verdensbillede
Middelalderens verdenbillede
Middelalderens verdenbillede
Verdensaltet 1474
Verdensaltet 1474

Eksterne links til tidlig middelalder

*

Linkikonet åbner for hjemmesider, hvor der kan findes yderligere oplysninger om tidlig middelalder. En del af disse tilbyder også en engelsk version eller resumé.

©  Øresundstid 2009