Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
1940-1945
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Introduktion

*

Den 9.april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Som noget helt specielt holdt tyskerne sig i baggrunden, og den danske regering indledte, nødtvungent, et samarbejde med besættelsesmagten indtil august 1943.
Den 9.april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Som noget helt specielt holdt tyskerne sig i baggrunden, og den danske regering indledte, nødtvungent, et officielt samarbejde med besættelsesmagten indtil august 1943.
Besættelsen af Danmark 9.april 1940
Efter Hitlers ordre blev der i starten af 1940, under kodenavnet "Weserübung" udarbejdet planer for en militær offensiv mod Norge. Danmark skulle egentlig kun have været trædesten for det tyske angreb. Til det formål anså tyskerne en besættelse af Østjylland for tilstrækkelig. Men tyskerne besluttede dog at besætte hele Danmark.
Den tyske general von Kaupisch blev udpeget som leder af operationerne mod Danmark. Han fik stillet en styrke på ca. 40.000 mand til sin rådighed. Op til den 9. april var man klar over at der var noget på færde, og at det nok kun var et spørgsmål om tid før også Danmark blev besat.
Omkring klokken 04.00 rykkede de tyske tropper over grænsen til Sønderjylland. Stort set over hele landet blev der indsat tyske tropper, og det danske militær havde ikke en chance. Der var kampe flere steder i Danmark, 11 danske soldater mistede livet, mens 20 blev såret. Tyskernes tab er aldrig blevet offentliggjort.
Man kan dele hele besættelsen af Danmark op i to hovedfaser.

Samarbejdsfasen:
9.april 1940 - 29.august 1943
Denne første fase var en slags fredsbesættelse, hvor tyskerne holdt sig i baggrunden. Den danske regering fortsatte, der blev afholdt folketingsvalg og dansk militær, politi og retsvæsen fungerede stadigvæk. Den danske udenrigsminister og senere statsminister Scavenius, Erik, var en varm fortaler for denne politik.
Et højdepunkt her var Danmarks tiltrædelse af Antikomintern-pagten den 25.11.1941, hvor Danmark kom i, dårligt, selskab med Tysklands allierede.

Oprørsfasen: 29.august 1943 - 5.maj 1945

Samarbejdet forsatte, officielt, til den 29.august 1943, hvor regeringen på grund af folkestemningen, tyskernes trusler om dødsstraf for sabotage og en formodning om, at tyskerne ville tabe krigen, trådte tilbage, og overlod den daglige administration af Danmark til deres departementschefer.
Modstandsbevægelsen udvidede sine aktiviteter og organiserede sig i en slags ”skyggeregering”, Frihedsrådet. Tyskerne svarede igen med at sende tilfangetagne danske kommunister i koncentrationslejre i Tyskland, internering af det danske militær, jødeforfølgelser og terrorbander. Aktiviteter der fik mange til at flygte fra landet.
I Øresundsregionen var mulighederne for at flygte gunstige. Bl.a. på grund af den korte og hurtige forbindelse til Skåne i det neutrale Sverige, hvor svenskerne med stor gæstfrihed og omsorg modtog tusinder af danske flygtninge. En gestus, der bragte Øresundsregionen og de to nabolande nærmere hinanden

Besættelsen af Helsingør

*

Helsingør vågnede den 9.april tidligt om morgnen, som resten af landet, ved larmen fra lavtflyvende tunge og truende, tyske bombefly.

Tyskerne kom ret sent til Helsingør. Først den 9. april kl.18 modtog garnsionskommandanten på Kronborg, oberst O.H. Permin en telefonisk meddelelse om, at der ville ankomme en tysk forkommando til byen. Forkommandoen kom kl.21, ledsaget af en nazivenlig dansk politibetjent fra Helsingør, politikommisær O.Madsen, og blev installeret på vandrehjemmet ”Wisborg” syd for Helsingør.
Den sene ankomst betød bl.a. at danske soldater anført af oberst Helge Bennike fra 11.bataljon i Holbæk, uden sine overordnedes tilladelse, lod sig transportere til Helsingborg med H-H-færgerne og marinens opmålingsskib ”Freja”, der lå i Helsingør Havn.
Den 11.april blev der indkvarteret en tysk bataljon på kornetskolen på Kronborg. Bataljonchefen selv tog ophold på Hotel Øresund midt i byen. Og den 17. april blev Kronborg officielt overdraget til tyskerne.
Soldaterflugt fra Helsingør
Soldaterflugt fra Helsingør
LilleStor9. april 1940
LilleStorDanmark som tysk spisekammer

Hverdagen

*

Hverdagslivet i Helsingør fortsatte de tre første år af krigen,næsten, på normal vis.
Men mørklægningen, isvinterne, varemangelen og de mange rationeringer gjorde efterhånden tilværelsen vanskeligere. Et lysglimt i mørket var lysene fra Helsingborg.
Hverdagslivet i Helsingør fortsatte de tre første år af krigen,næsten, på normal vis.
Men mørklægningen, isvinterne, varemangelen og de mange rationeringer gjorde efterhånden tilværelsen vanskeligere. Et lysglimt i mørket var lysene fra Helsingborg.

Mørkelægningen
Det første befolkningen kom til at mærke til besættelsen var den tyske værnemagts krav om mørklægning allerede samme aften kl.19. Et krav det var svært at opfylde med så kort varsel i Helsingør.
I Helsingborg krævede de svenske myndigheder også lysene slukket, men den 24. maj valgte de at lade lysene brænde igen. På næsten religiøs vis kom den skånske lysende kyststrækning til at stå som et symbol på frihed for hele den nordøstlige del af Øresundsregionen.
Mørklægningen, og den medfølgende knugende stemning i hverdagen, var det, helsingoranerne klagede mest over, som krigen skred frem. Efterhånden blev det en tradition juleaften at trodse mørklægningskravet og udveksle bålhilsener mellem Helsingør og Helsingborg.
Mørklægningen var da også det første, som befolkningen selv ophævede den 4.maj om aftenen, hvor mørklægningsgardinerne blev fjernet, og der blev sat levende lys i vinduerne. En tradition der holdt sig i mange år i Danmark på årsdagen for befrielsen, men som efterhånden er forsvundet.
Tilbage står dog Helsingørs landskendte ”nationalsang”: Henry Karlsens ”Kronborgvalsen” fra 1941, hvor en af de kendte linier på markant vis fortæller noget om hele stemningen: ”(…) Snart så tænder de lysene i Helsingborg, som tusinde stjerner de står..” 
Lysene i  Helsingborg
Lysene i Helsingborg
Firmajulefrokost
Firmajulefrokost
StorKronborgvalsen

Varemangel og rationering
Med besættelsen blev den normale handel med omverdenen indskrænket. Den manglende varetilførsel, de få varer der kom frem måtte fordeles og snart forsvandt en hel række varer fra de handlendes hylder samtidig med, at andre varegrupper blev rationeret. Der skelnedes mellem officielle rationeringer og private rationeringer, hvor det blev overladt til de private detailhandlere selv at fordele til kunderne via købekort. I Helsingør indførte slagterbutikker således i 1943 to ”kødløse” dage på grund af manglende varer.
Når det rygtedes, at der var varer i butikkerne, kunne man iagttage alenlange køer af kunder foran butikkerne. Den private fordeling krævede ofte, at man havde et godt forhold til f.ex. sin tobakshandler!
De hårde isvintre i krigsårene var en yderligere belastning for befolkningen. Allerede før besættelsen kneb det med kulforsyninger, og en omfattende tørveproduktion fandt sted i hele Danmark. Om ikke andet blev det en formidabel beskæftigelsesforanstaltning. I det hele taget var opfindsomheden stor i forsøget på at få varme i stuen og i køkkenet. F.ex. konstruerede Alfred Christiansen i Helsingør en avisbriketpresse, hvor gamle aviser blev gjort våde, og i et snuptag kunne de så blive omdannet til varmegivende briketter i kakkelovnen eller i nødkomfuret. Skorstensfejerne havde kronede dage, fordi de mange former for nødbrændsel gav anledning til en kraftig gang løbesod i skorstenene.
Benzinen slap hurtigt op og de fleste valgte at ”klodse” bilen op. Antallet af indregistrerede motorkøretøjer faldt således i Helsingør fra 3150 i 1939 til 562 i begyndelsen af januar 1943. Læger, jordemødre, sygeplejersker osv. kunne dog i begrænset omfang stadigvæk få benzin. For erhvervslivet blev gasgeneratoren alternativet.
Gasgeneratoren fungerede med fast brændsel, hvor bøgebrænde fungerede bedst. I Helsingør var det Helsingør Motor Co. der først kunne levere, og i juli 1940 var der givet tilladelse til 52 gen-gasbiler i Helsingør. De kom dog aldrig til at fungere ret godt. Det var besværligt, snavset, giftigt og gav anledning til utallige driftstop. Andre valgte, i bogstaveligste forstand, at sætte fremdriften ned til to-hestekræfter ved at spænde et par heste foran køretøjet.
Kødannelse
Kødannelse
Tørvegravning
Tørvegravning
En kold tid
En kold tid
Nyt brændstof
Nyt brændstof
Hestebus
Hestebus

Erstatningsvarer
En anden effekt af varemanglen blev, at der opstod en omfattende industri med erstatningsvarer, hvor kun fantasien – og hæderligheden - satte grænsen. Erstatningskaffe og erstatningstobak indtog de danske hjem med eksotiske navne, der dækkede over en tvivlsom blanding af mystiske erstatningspræparater. For nogle varers vedkommende fortsatte rationeringerne til langt op i 1950,erne.
Et paradoks var at smagen af f.eks. kaffetilsætningsprodukterne: ”Richs” og ”Danmark” blev så vanedannende, at mange mennesker fortsatte med at bruge det, lang tid efter rationeringen var ophørt. Både ”Richs” og ”Danmark” eksisterede lang tid før Besættelsen, men blev under og efter Besættelsen til meget store virksomheder med mange ansatte.
Efter befrielsen, hvor rationeringerne fortsatte i Danmark, blev forretningerne i Helsingborg, Landskrona og Malmø det rene slaraffenland for den københavnske og nordsjællandske befolkning.

Livet går videre: Mødre- og børnehjælpen i Helsingør
Den tyske besættelsespolitik fik ikke nogen speciel betydning for Helsingør Kommunes bestræbelser for at fremme en socialpolitisk ansvarlighed.
I Helsingør var der allerede tidligt i århundredet mange kvinder ansat indenfor industri og andre erhverv. F.eks. kan nævnes, at fiskenetsfabrikken på Grønnehave, de to tekstilfabrikker på det gamle banegårdsterræn og også Wiibroes bryggeri beskæftigede en del kvindelig arbejdskraft. Hermed var der også et voksende behov for børnepasning, som øgedes med Tretorn-fabrikkens vækst, og som langt fra kunne tilfredsstilles af de eksisterende børneinstitutioner.
Kommunen havde ikke umiddelbart midler og vilje til at foretage en selvstændig udbygning, men med loven om oprettelse af Børne- og mødrehjælpsinstitutioner fra 1939 indså man mulighed for at oprette et filantropisk fortagende, der kunne medvirke til at dække det voksende behov.
I 1941 indkaldes der, på initiativ af borgmesteren, til et stiftende møde for en lokalafdeling af Mødre- og Børnehjælpen. Og med borgmesteren som formand for bestyrelsen, lejede institutionen, sig nu ind i den nedlagte banegård på Trækbanen.
I 1946 havde Børnegården nu plads til 205 børn og 35 medarbejdere. Fra samme år stammer en oversigt over børnenes baggrund og heraf fremgår det bl.a., at ikke mindre end 61 børns forældre arbejder på Tretorn, 70 var børn af forældre med såkaldt "privat arbejde"(husarbejde). 11 virksomheder repræsenterer hver for sig mellem 1 og 5 børn, 49 er enlige mødre og 3 af enlige fædre.
Børnegården
Børnegården

Svenske skikke importeres til Danmark
Det magiske lys fra Sverige og behovet for at flygte fra den restriktionsplagede danske hverdag under besættelsen, blev begyndelsen til det folkelige opgør med ”Den blå mur”, den adskillelse imellem de to lande som Øresund havde udgjort siden 1660.
Sverige blev nu et symbol på frihed. Alt, hvad der var svensk var godt: Svenske film, svenske sangere/skuespillere, litteratur og svenske skikke. Et godt eksempel er den svenske Luciatradition, som man ikke tidligere kendte i Danmark. Skikken kom til Sverige i 1700 tallet via tyske håndværkeres juletradition fra Rhinen, hvor en hvidklædt pige med lys i håret gik rundt og delte godter ud. I Vestsverige var der tradition for en ”lussenat” i forbindelse med den lange nat mellem den 12. og 13. december, hvor man gik ind i staldene og gav dyrene en godbid. Herefter forkælede folk sig selv med noget godt mad. De to traditioner blev sammensmeltede til den tradition, vi i dag kender på begge sider af Sundet, hvor en luciabrud fører an foran en række syngende, hvidklædte piger med stearinlys i hænderne.
Svenske skikke
Svenske skikke
Svensk kultureksport til Danmark
Svensk kultureksport til Danmark
LilleStorSvensk kultureksport til Danmark
StorJeg har boet ved en landevej i hele mit liv

Tyskertøser/Feltmadrasser
I Helsingør, som i mange andre byer, vakte det stor harme i befolkningen, at mange danske piger/kvinder fraterniserede med de tyske soldater. Vreden gav ofte anledning til voldshandlinger mod disse feltmadrasser, som de hånligt blev kaldt.
En yndet straf var, at man klippede håret af dem. Den 16. september 1940 angreb 30-40 unge fra Helsingør Tekniske Skole, kl.ca.21, nogle danske piger på Akseltorv (Byens centrum), der var set i selskab med den tyske værnemagt og klippede håret af dem. De danske myndigheder skred ind og uddelte bøder til de unge lærlinge.
Feltmadrasser
Feltmadrasser

Den politiløse tid
Den 19 september 1944 anholdte tyskerne hele det danske politi og førte ca.1700 af dem til koncentrationslejren, Neuengamme, i Tyskland. En handling, der førte til omfattende arbejdsnedlæggelser over hele landet.
Kriminaliteten i Helsingør, der i forvejen var i kraftig stigning, steg nu yderligere og kommunen indførte kommunale vagtværn. De kunne dog ikke dæmme op for de mange overtrædelser af loven.
Den politiløse tid
Den politiløse tid

Horserød

*

Den 22. juni 1941 arresterede det danske politi ca. 350 kommunister og indsatte dem i Vester Fængsel i København.
I august internerede man dem i Horserød Lejren i Nordsjælland, hvorfra ca.150 af dem senere blev sendt til den tyske koncentrationslejr Stutthof.

Blandt de fængslede og internerede var en række af Danmarks kendte politikere, forfattere og senere modstandsfolk.
Den 22. juni 1941 arresterede det danske politi ca. 350 kommunister og indsatte dem i Vester Fængsel i København.
I august internerede man dem i Horserød Lejren i Nordsjælland, hvorfra ca.150 af dem senere blev sendt til den tyske koncentrationslejr Stutthof.
Blandt de fængslede og internerede var en række af Danmarks kendte politikere, forfattere og senere modstandsfolk.

Lejren i Nordsjælland
Horserødlejren ligger i Nordsjælland, ca.7 kilometer fra Helsingør. Lejren bestod af ca.75 træbarakker og blev opført i 1917 til ophold for russiske krigsfanger, der kom fra Tyskland under Første Verdenskrig. Senere blev lejren, efter en omtumlet skæbne med en række forskellige flygtningekategorier i kølvandet på Første Verdenskrig, omdannet til feriekoloni for skolebørn fra de københavnske slumkvarterer.
De arresterede kommunister blev først indsat i Vestre Fængsel i København og den 20. august interneret i denne lejr. Her internerer først danskerne og siden tyskerne forskellige fangekategorier i løbet af de fem besættelsesår.

Kommunistloven
Under kodenavnet ”Operation Barbarossa” angreb Hitler, den 22.juni 1941 Sovjetunionen. Hitlers hovedfjender var jøder og kommunister. Sidstnævnte havde, i modsætning til de andre lande tyskerne havde besat, indtil nu fået lov til at være i fred. Nu gik jagten ind på kommunisterne i Danmark. Tyskerne forlangte Danmarks Kommunistiske Parti, (DKP) der havde tre medlemmer i Folketinget, forbudt og de ledende partimedlemmer arresteret.
Det danske politi kunne, bl.a. via deres omfattende kartotek over kommunister, omgående arrestere 339 personer. Tyskerne havde ”kun” forlangt 38 arresteret. Man måtte løslade en hel del af de arresterede, da det viste sig at de kun var perifert knyttet til partiet. To måneder efter vedtog Rigsdagen, med tilbagevirkende kraft, en særlov: ”Kommunistloven”, der ”lovliggjorde” arrestationerne og den senere internering.
Begge handlinger var klare brud på den danske grundlov og har siden givet anledning til voldsomme diskussioner mellem politikere, jurister og historikere.
Forsvarene for anholdelserne: Hvis ikke de danske politiker og politi selv havde arresteret kommunisterne, ville tyskerne gøre det og omgående have ført de danske kommunister til Tyskland, hvor der ventede dem en grum skæbne. Det var altså for at redde deres landsmænd for det, der var værre.
Kritikerne derimod: Både de borgerlige og socialdemokraterne gik langt ud over samarbejdspolitikkens grundlag og benyttede situationen til at skaffe sig af med ubelejlige modstandere i en tro på, at tyskerne ville vinde krigen.

Kommunisternes internering
Mange af kommunisterne sad interneret i over to år, hvad der først og fremmest var en voldsom psykisk belastning. Man kan ikke umiddelbart sammenligne Horserødlejren med forholdene i koncentrationslejrene i Tyskland og i de andre besatte lande. Der var ikke tale om en udryddelseslejr og de hygiejniske forhold var langt bedre.
Allerede fra begyndelsen satte en noget emsig fængselsinspektør, Bentzen, en dagsorden for fangerne, hvor store og små chikanerier vanskeliggjorde tilværelsen for de indsatte. Især forfatteren Hans Kirk tog til genmæle og blev straffet med isolationsfængsel i flere måneder i Vestre Fængsel. I flere bøger om episoderne gengives Kirks brevveksling med myndighederne om chikanen.
Fængselsinspektør Bentzen
Fængselsinspektør Bentzen
Hans Kirk
Hans Kirk
Eigil Larsen
Eigil Larsen
Martin Nielsen
Martin Nielsen
Carl Madsen
Carl Madsen

Flugtdiskussion
Et paradoks var det dog, at fangerne, næsten fra begyndelsen, havde mulighed for at flygte, men alligevel ikke gjorde det. F.ex. havde den kreative Eigil Larsen under et grotesk møde med en af Horserøds præster fået fikset nøglerne til hovedporten allerede tre uger efter interneringen!
Efter slaget ved Stalingrad fik de internerede langt bedre forhold. Myndighederne og bevogtningsmandskabet begyndte, så småt, at tvivle på tyskernes sejr og frygtede befolkningens reaktion på det ulovlige overgreb og grundlovsbruddet over for de internerede. Ydermere havde myndighederne lovet at slippe de internerede løs i god tid, hvis tyskerne overtog lejren. Et løfte der ikke blev holdt.
Omvendt, var de internerede kommunister, på det tidspunkt, bange for, at tyskerne ville overtage ledelsen af lejren, hvis nogen flygtede. Dette var en vigtig årsag til, at fangerne ikke flygtede. Fangerne diskuterede det indbyrdes og en hel del ønskede at flygte, men den interne ledelse bl.a. Eigil Larsen, Martin Nielsen og Carl Madsen, advarede mod dette.

Tunnelen i Horserød Lejren
I begyndelsen af 1942 forberedte den kommunistiske modstandsbevægelse sig på skærpet kamp, men partiet manglede de mest gennemslagskraftige folk, som var blandt de internerede. Det drejede sig i første omgang om seks ledende partimedlemmer: Villy Fuglsang, tidligere spanienskæmper, Ib Nørlund og Gelius Lund, partiets ideologer, organisatoren Martin Nielsen, den militærkyndige skibsbygger Eigil Larsen, formand for Kommunisterne i Helsingør, samt Johannes Hansen, senere borgmester i København. Det var meningen, at flere skulle følge efter.

Tunnelen
Beslutningen om at lade disse personer flygte blev fulgt op af et stykke imponerende ingeniørarbejde af Eigil Larsen. Han havde fået sig selv strategisk placeret i en barak nær ved pigtrådshegnet, hvor han den 15.april 1942, sammen med nogle kammerater, i al hemmelighed, påbegyndte udgravningen af en tunnel, der fik sit slutpunkt et stykke uden for hegnet.
På grund af en uforudsigelig hændelse på den anden side af hegnet, opdagede en betjent flugtforsøget og slog alarm. Ib Nørlund nåede dog at undslippe, mens de fire andre blev fanget og ført til Vester Fængsel. Tunnelen blev dog ikke opdaget. Alle fire fanger erklærede, at de var kravlet over hegnet.
Samme nat kravlede Eigil Larsen gennem tunnelen og undslap. Først langt op ad formiddagen opdagede, lejrledelsen, at det var ham, der var stukket af og en stor eftersøgning blev iværksat mod ham og Ib Nørlund. Man fangede ingen af dem. Eigil Larsen svømmede tværs over Gurre Sø og gemte sig i ca. to måneder hos en ung partikammerats, civilingeniør Kristian Engelsens, forældre i Nivå.
Tunnel
Tunnel
Eigil Larsen
Eigil Larsen
Efterlyst
Efterlyst
Kristian Engelsen
Kristian Engelsen
StorKristian Engelsen om Eigil Larsens flugt fra Horserød

Fangerne flyttes
I lejren rekvirerede man en kolonne lastbiler, smed samtlige internerede op på disse og anbragte dem to og to i celler på Vester Fængsel, København. Efter lejren var tømt gik vagtmandskabet systematisk i gang med at gennemsøge lejren og fandt til sidst tunnelen. Fangerne sad i fire måneder i Vestre Fængsel, før end man sendte dem tilbage til en stærkt befæstet Horserødlejr. Her var i mellemtiden blevet anbragt ca. 100 spaniensfrivillige med kamperfaring og stor vilje til at trodse lejrledelsen og de danske myndigheder.
I Helsingør politis rapport om flugten får man en minutiøs beskrivelse af omstændighederne omkring tunnelens tilblivelse samt Eigil Larsens ingeniørkunst. Man får tillige et lille indblik i, hvordan datidens politirapporter blev formuleret.

Masseflugten 29. august 1943
Den 29.august 1943 trådte den danske regering tilbage. Årsagen var de omfattende strejker og mange sabotager, hvilket fik tyskerne til bl.a. at kræve dødsstraf for sabotørerne, hvorefter regeringen nægtede at regere videre.
Tyskernes svar kom omgående: Natten mellem den 28 og 29 august stod tyskerne, svært bevæbnet, i Horserødlejren. De var ikke klar over, at de kun befandt sig i en mindre del af lejren, og det gav de internerede, i den øvrige del af lejren, mulighed for at kravle over hegnet.
I ly af mørket og styrtregnen forsvandt ca.90 mand ind i skoven ved Horserød Hegn og søgte, i små grupper, til hovedstaden.Ca. 150 af fangerne nåede ikke med og blev deporteret til den tyske kz-lejr, Stutthof. Her døde 21 af dem.
Masseflugten
Masseflugten
Carl Madsen
Carl Madsen
Martin Nielsen
Martin Nielsen

De borgerlige gidsler og modstandsfolk
Samme dag som regeringen officielt meddelte, at den ikke ville regere længere overtog tyskerne styringen og indførte undtagelsestilstand og dødsstraf. Den danske hær blev interneret og omkring 140 fremtrædende danske borgere og politikere blev taget som gidsler.
I første omgang førtes arrestanterne til Alsgades skole i København og den 3. september overførtes de til Horserød Lejren, hvor man gjorde plads ved at rykke sammen på de kommunister, det ikke var lykkedes at flygte bort den 29.august. I løbet af en måneds tid blev de fleste af de borgerlige gidsler dog løsladt. Tilbage blev gamle og nye modstandsfolk.
Henning Jensen
Henning Jensen
StorHør Henning Jensens beretning om, hvordan han kom til Horserød
StorHør Henning Jensens beretning om sin udstationering fra Neuengamme til Verse

Jøderne i Horserød
I oktober 1943 iværksatte tyskerne jødeforfølgelsen i Danmark. De fleste nåede at flygte til Sverige, men ca. 200 blev interneret i Horserødlejren. Enkelte blev frigivet, men den 12. oktober 1943 blev 170 jøder sendt med busser til Helsingør. Herfra gik turen i jernbanevogne til kz-lejren, Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet.
I 2008 beretter Hanne Abrahams om sine oplevelser i Horserød.
Under Eksterne links, "Jøderne i Horserød", i sidemenuen, finder du hjemmesiden med interviewet.
Hanne Abrahams
Hanne Abrahams

Modstand og Terror

*

Fra slutningen af 1942 begyndte en mere organiseret form for modstand mod den tyske besættelsesmagt. Bl.a. med sabotage mod tyskernes transportnet.
Tyskerne og deres danske sympatisører svarede igen med omfattende terrorhandlinger og mord på befolkningen

Modstand og terror - Danmark

*

I løbet af efteråret 1942 opstod der små grupper, der gik til angreb mod den tyske besættelsesmagt.
I Øresundsregionen blev dette i første omgang organiseret af den kommunistiske organisation Kopa/Bopa og den borgerlige organisation Holger Danske, slagkraftige kamporganisationer som gennemførte nogle af de største sabotager mod tyskerne og deres håndlangere.
I løbet af efteråret 1942 opstod der små grupper, der gik til angreb mod den tyske besættelsesmagt.
I Øresundsregionen blev dette i første omgang organiseret af den kommunistiske organisation Kopa/Bopa og den borgerlige organisation Holger Danske, slagkraftige kamporganisationer som gennemførte nogle af de største sabotager mod tyskerne og deres håndlangere.

Modstandskampens udvikling
Bortset fra enkeltstående småchikanerier mod den tyske værnemagt og deres danske medløbere (spytklatter og skældsord) var der, som i resten af landet, relativt stille i Helsingør - området i de første besættelsesår. Da man i oktober 1941 overførte 109 kommunister fra Vester Fængsel til Horserødlejren, der ligger kun 7 km vest for Helsingør, betød hjælpen til dem øget aktivitet blandt de lokale kommunister.

Illegal bladvirksomhed
Med Helsingør kommunisternes formand, skibsbygger Eigil Larsens flugt fra Horserødlejren, blev der i løbet af efteråret 1942 organiseret en effektiv illegal bladvirksomhed. Bladet ”Ny Tid” blev således det væsentligste illegale nyhedsblad i Nordsjælland og udkom helt frem til besættelsens ophør. Eigil Larsen var igangsætter af ”Ny Tid” og prioriterede de illegale blades betydning for modstandskampen meget højt.

Danmaks første togsabotage
Med udgangspunkt i sine nye hemmelige adresser i København blev Eigil Larsen af DKPs ledelse bedt om at organisere den begyndende sabotage i Københavnsområdet. Organisationen for dette blev kaldt for KOmmunistiske PArtisaner, forkortet til KOPA. Med sit indgående kendskab til området Helsingør og omegn valgte Eigil Larsen, at det i første omgang skulle gå ud over et af tyskernes mange ammunitionstog på Kystbanen, der forbinder København med Helsingør.
Fra sit lange illegale ophold i stationsforstander Engelsens hus ved banelegemet i Nivå, var Eigil Larsen godt bekendt med køreplaner og rutiner på Kystbanen. Han udså sig derfor banestrækningens område i Egebæksvang Skov i Espergærde, ca. 800 meter nord for Espergærde Station, som mål for den første aktion. På dette sted bevæger togene sig igennem en kurve og ved at frigøre og bøje en af skinnerne kunne man, via centrifugalkraften, få toget til at vælte. Organisationen havde på dette tidspunkt endnu ikke sprængstoffer, så det skulle foregå med håndkraft.
Via Kristian Engelsen fik Eigil Larsen kontakt med tre partisympatiserende med den nødvendige fysiske styrke og det faglige håndelag. De påtog sig at tage sig af det praktiske. Efter et første mislykket forsøg den 31.august 1942 - som politiet opdagede - lykkedes aktionen den 6. november kl. 22,16. Kystbanen var blokeret i 2½ dag før end sporet blev frit. Aktionen vakte stor opstandelse, og det danske politi fik mistanke til Eigil Larsen og satte alt ind på at fange ham. Man fik dog hverken fat på Eigil Larsen eller de tre sabotører.
Den første jernbanesabotage
Den første jernbanesabotage
Sabotagen mod Kystbanen
Sabotagen mod Kystbanen
Tysk jernbanevagt
Tysk jernbanevagt
Eigil Larsen
Eigil Larsen
Efterlyst
Efterlyst
KOPA/BOPA
KOPA/BOPA
LilleStorDanmarks første jernbanesabotage

Optrapningen i 1943
I løbet af 1943 bestod modstanden i Helsingør mest i strejker på, især Helsingør Skibsværft, og nogle få, mislykkede, brandattentater samme sted. Den eneste alvorlige sabotagehandling var et bombeattentat den 25.august 1943 mod skibet ”Minden”, hvor bomben eksploderede i hænderne på en 62årig kommunistsabotør, der omkom. Han blev så ilde tilredt, at man først kunne bekræfte hans identitet ved fyraftenstid. Hans cykel var nemlig den eneste uafhentede i Værftets cykelstativ!
Efter den officielle samarbejdspolitik holdt op i slutningen af august 1943 blev langt bredere kredse af befolkningen inddraget i modstanden. I Helsingør - området kom det bl.a. til udtryk med oprettelsen af illegale flugtruter til Sverige og organisering af civile og militære ventegrupper.
En af de vigtigste sabotager mod den tyske besættelsesmagt var en effektiv telefonlyttecentral, organiseret af Dansk Samling, i Skt. Olaigade, Helsingør. Over en lang periode tappede man således kommunikationen til og fra Gestapohovedkvarteret på Wisborg. Hovedmanden i denne aktion var en tysk flygting.
Bakowsky
Bakowsky
Gestapos hovedkvarter
Gestapos hovedkvarter

De militære ventegrupper
Med sejren over den tyske hær i Sovjetunionen i løbet af 1943, englændernes og amerikanernes landgang på Sicilien og Italiens militære sammenbrud samt interneringen af det danske militær 29.august 1943, forelå der en ny situation. BOPA, som KOPA nu var omdøbt til, havde intensiveret sabotagerne og den danske regering turde ikke længere tage ansvaret for samarbejdet med tyskerne. Bl.a. fordi de forlangte dødsstraf for sabotørerne. Regeringen overlod herefter den daglige administration af Danmark, til departementscheferne.

Samarbejdet med England
Modstandsbevægelsens forbindelse til England var tæt og herfra fik det danske, afvæbnede, militær nu besked om at samarbejde med BOPA, hvilket resulterede i samarbejde med det nyoprettede Frihedsråd, som satte officerer ind i en række Militære Byledelser (M-grupper) over hele landet. Her skulle de være med til at koordinere samarbejdet mellem borgerlige, socialdemokratiske og kommunistiske modstandsfolk samt militæret, der jo lå underdrejet. Meningen var, at der skulle etableres militært trænede grupper til at bistå englænderne ved en eventuel invasion i Danmark og være med til at danne brohoveder for den danske hær i Sverige, Den danske Brigade, når den kom til Danmark.

De militære ventegrupper i Helsingør
I Helsingør blev det orlogskaptajn Jens Westrup, der skulle påtage sig den vanskelige opgave at etablere samarbejde mellem de forskellige grupper. Disse kom i Helsingør bl.a. fra Kommunisterne, Socialdemokraterne, De konservative, Dansk Samling og Militæret. Der var tale om en nok så kompliceret opbygning, men i hovedtræk så det således ud: Alle M-Grupper i Helsingør var tilknyttet bestemte politiske grupperinger:
Civile grupper: DS-grupperne – Dansk Samling og Terrænsportsforeningen
A-grupperne: (DKP) Danmarks Kommunistiske Parti
O1-grupperne- Socialdemokratiet
O2-grupperne-Konservative og andre ”borgerlige” udenfor DS.
Organisations diagram
Organisations diagram
Den militære byledelse i Helsingør
Den militære byledelse i Helsingør

Clearingdrab
Den tyske værnemagts tilbageholdenhed i Danmark ændrede helt karakter fra januar 1944. Hitler indkaldte den 30.december 1943 de tyske ledere i Danmark til møde i Tyskland. Han forlangte nu, at der for hver dræbt tysker eller tyskerhåndlanger skulle der myrdes fem danskere.


Organiserede terrorkorps
For at sikre dette sendte han R.O. Bovensiepen i januar 1944 til Danmark, hvor denne via Schalburg– og Hipokorpset i de næste 1½ år terroriserede den danske befolkning med mord og brandstiftelser. Schalburg-korpset var opkaldt efter en dansk officer af samme navn, som faldt på Østfronten i 1942.
Von Schalburg var født i Rusland og havde oplevet den russiske revolution på tæt hold. Han var glødende anti-kommunist, deltog aktivt i Den finske Vinterkrig og meldte sig allerede i 1940 til SS. Privat boede Schalburg på Nordkysten i Hellebæk og Schalburg-korpset holdt senere blandt andet til på Hellebækgård, den nuværende Skorpeskole i Hellebæk.

Petergruppen og Brøndumbanden
Udover de to terrorkorps anvendte man mindre grupper af danske og tyske terrorister, som f.eks. Petergruppen, som Brøndumbanden var en del af, og Lorentzen-gruppen. Disse udførte mere end 200 mord i Danmark.
Terrorgruppernes opgave var mord og terrorbombninger til gengæld for modstandsbevægelsens sabotager. Som oftest deltog 3-4 medlemmer i mord og flere ved større sprængninger. Ofrene for de såkaldte clearingmord blev udtaget fra det tyske sikkerhedspolitis arkiver over tyskfjendtlige danskere, eller de valgtes mere eller mindre tilfældigt som uskyldige ofre for modterroren.
Peter-Gruppen arbejdede anonymt og skjult. Hvis medlemmerne for eksempel blev antastet af dansk politi, skulle de nægte overhovedet at udtale sig, hvorefter tyskerne ville hente dem. Brøndumbanden var ledet af Henning Brøndum og Bothilsen-Nielsen, der terroriserede over alt i Danmark.
Henning Brøndum
Henning Brøndum
Brøndum banden
Brøndum banden
Lorentzen banden
Lorentzen banden
StorBrøndumbanden hygger sig med en kop kaffe mellem afhøringerne

Mordet i Skotterup
I Helsingør-området, som andre steder, betød det, at en række uskyldige mennesker blev myrdet. En grov forbrydelse fra Brøndumbandens side var clearingmordet på formanden for grundejerforeningen i København, den 62årige ingeniør Snog-Kristensen, København. Det foregik på stranden i Skotterup ud for et af Gestapos tilholdssteder, villa Rosenlund på Strandvejen 272 i Snekkersten.
Gestapo-villa
Gestapo-villa

Mordet på Otto Bülow
Mordet på billedhuggeren Otto Bülow i Helsingør blev det mest opsigtsvækkende. Der var tale om et typisk clearingmord, hvor baggrunden var en tragisk og ulykkelig hændelse på Helsingør Skibsværft. Her var en tysk emigrant, blevet likvideret af modstandsbevægelsen i Hillerød på grund af en mistanke om, at han havde stukket 14 navngivne kommunister i Helsingør. Det viste sig senere, at man havde taget fejl.
Umiddelbart efter kom Brøndumbanden, med lederen selv i spidsen, til Helsingør og skød Otto Bülow som hævn. Hele byen deltog i begravelsen af den populære og excentriske kunstner, og det var med til at ryste befolkningen sammen mod tyskernes terror.
Ud over disse morderiske anslag foranstaltede terrorgrupperne også brande på Gilleleje Badehotel, Hulerød Badehotel og den 27. juli sprængtes Hillerødtoget på Lillerød Station, hvorved tre blev dræbt og 15 såredes. I København og Århus førte terrorgrupperne sig endnu voldsommere frem. Men det må noteres, at Hitlers krav om fem myrdede dansker for hver dræbt tysker eller håndlanger ikke kom til udførelse. Modstandsbevægelsen likviderede således ca.400 danske medløbere, stikkere, mens tyskerne ”kun” fik likvideret omkring 200 danskere som hævn.
Hævnmord
Hævnmord
Otto Bülow, 1940
Otto Bülow, 1940
Henning Brøndum
Henning Brøndum

Stikkerproblemet
(Venter på tekst)

Katastrofen i Snekkersten
Stikkervirksomhed, angivelse af modstandsfolk til besættelsesmagten, betød f.eks. at en af de største flugtruter i Snekkersten, Thomsen-Flugtruten, blev optrevlet, fordi en stikker havde hørt en telefonsamtale fra H.C. Thomsens Snekkersten Kro, hvor to mand fra ”Holger Danske Gruppen” i København skulle ankomme for at rekreere sig i Snekkersten hos Thomsen.
Resultatet blev, at de to modstandsfolk i august 1944 blev skudt ned bagfra af gestapofolk, da de med deres kærester stod af på Snekkersten Station og ad jernbanestien, Grønnegangen, spadserede ned mod Snekkersten Kro. Umiddelbart efter blev Thomsen arresteret, tortureret og sendt til koncentrationslejren i Neuengamme, hvor han døde. Stikkeren fik man først fat i efter befrielsen, hvad han kunne være glad for!
I en amatørsmalfilm umiddelbart før Thomsens arrestation får man et indtryk af den joviale kroejer.
En mindesten med ofrenes navne blev efter befrielsen sat op på Grønnegangen ud for stedet, hvor de faldt. I samtidens aviser kan man se, hvordan tyskerne forlangte mordene omtalt, men også hvorledes Ritzaus Bureau behandlede sagen.
Mordene på Grønnegangen
Mordene på Grønnegangen
H.C.Thomsen
H.C.Thomsen
Mindesten for Thomsen
Mindesten for Thomsen
LilleStorH. C. Thomsen

Tyske henrettelser
11. april 1945 gik der en chokbølge hen over Helsingør, da det rygtedes, at tyskerne samme morgen i Ryvangen havde henrettet fire unge mennesker fra Helsingør; og det på et tidspunkt, hvor det stod klart for enhver, at det kun var et spørgsmål om meget kort tid, inden tyskerne alligevel måtte overgive sig.
Poul Erik Krogshøj Hansen (20 år) og Knud Petersen (19 år) var efter realeksamen fra Helsingør Gymnasium gået i skibsbyggerlære på Helsingør Værft. Her mødte de Carl Jørgen Erik Skov Larsen (21 år) og Henning Wieland (22 år), der var udlært på Aalborg Værft. Alle fire gik desuden på Helsingør Tekniske Skole, for at videreuddanne sig til skibskonstruktører.
De to førstnævnte gik allerede ind i modstandsarbejdet i forbindelse med jødeforfølgelserne i oktober 1943. Her blev Krogshøj Hansen taget af tyskerne og interneret i Horserød, men han klarede frisag og blev løsladt. I foråret 1944 dannede han sammen med de tre kammerater på teknisk skole en ny gruppe, der blev tilknyttet modstandsorganisationen BOPA (Borgerlige Partisaner). De deltog i mange former for modstandsarbejde, både trykning af illegale blade, kurertjeneste og sabotage. Wieland blev i efteråret 1944 arresteret af Gestapo i Helsingør, anklaget for sabotage på tyske skibe. Han benægtede dog i den grad sin deltagelse, at han igen blev sat på fri fod.
Poul Erik Krogshøj Hansen
Poul Erik Krogshøj Hansen
Henning Wieland
Henning Wieland
Knud Petersen
Knud Petersen
Carl Jørgen Erik Skov Larsen
Carl Jørgen Erik Skov Larsen

Stukket af en bekendt
I marts 1945 blev gruppen imidlertid optrævlet efter at være stukket til tyskerne af en bekendt af de to ålborgensere. Nogle af gruppens medlemmer blev arresteret af Hipo-folk (Hilfs-Polizei = danske i tysk tjeneste) på Kongens Nytorv i København. De blev mishandlet så voldsomt, at de ikke kunne tilbageholde navnene på de øvrige i gruppen.
Som nævnt, blev de fire frihedskæmpere dømt til døden og henrettet ved skydning i Ryvangen, den 11. april 1945, hvor de også straks blev begravet. Efter befrielsen blev Poul Erik Krogshøj Hansens og Knud Petersens lig overført til og begravet ved siden af hinanden på Helsingør Kirkegård afd. 7, nr. 142 og 142a.
Mindetavle over de fire hænger i dag bl.a.på Espergærde Gymnasium og HF. Efter dommen fik de dødsdømte lov at skrive en sidste hilsen til deres pårørende. Disse afskedsbreve kan, i let redigeret form, læses i bogen »De sidste Timer« (København).

Stikkeren
I det senere retsopgør blev stikkeren, en 26 årig hipomand, Oluf Bloch Klagenberg, dødsdømt for angiveri. Straffen blev senere nedsat til 10 års fængsel, hvilket satte en række protester og arbejdsnedlæggelser i gang, så domstolene også måtte omstøde denne dom og forhøje den til livsvarigt fængsel.

Stikkerlikvideringer
Stikkere, danskere der forrådte modstandsbevægelsens folk til Gestapo, udgjorde efterhånden en så dødbringende fare for modstandsbevægelsen, at man ingen anden mulighed så end at likvidere dem. Man kunne ikke fængsle dem, og at overføre dem til Sverige var til fare for modstandsbevægelsen selv

Flammen
En af Danmarks mest effektive og frygtede modstandsmænd var Bent Faurschou-Schmidt, kaldet ”Flammen”. Han formodedes at have dræbt minimum 7 stikkere, inden han begik selvmord i 1944, da tyskerne havde omringet ham i en villa på Strandvejen i København.
”Flammen”, der tilhørte modstandsorganisationen, ”Holger Danske”, holdt i 1943/1944 bl.a. til på Snekkersten Kro, hvor han var nær ven med folkene omkring flugtruterne. Sønnen til kroværten den 15årige Frantz Thomsen overværede, hvorledes ”Flammen” dræbte en mistænkt stikker.
En amatørsmalfilm viser ”Flammen” som et selskabelig midtpunkt på Snekkersten Kro.
"Flamme"
"Flamme"
LilleStorFlamme med familien Ziegler
LilleStorNytårsaften 1943 på Snekkersten Kro
StorNytårsaften på Snekkersten Kro

Eksempler fra Helsingør
I Helsingørområdet fandt der også en række stikkerlikvideringer sted. I efteråret 1944 henrettede Holger Danskegruppen således en nazivenlig politikommissær, Madsen.
En særlig forhadt person i Helsingørområdet var en noget anløben, dansktalende person i nazisternes tjeneste, Johan Ochel (f.1915). Han var ansat som tolk i Gestapos hovedkvarter i Helsingør, ”Wisborg” , og i folkemunde kaldt: ”Wienerbarnet”. Med usædvanlig brutalitet terroriserede han området.
Den 15. marts 1945 likviderede Kristian Engelsens folk Wienerbarnet ud for Svingelport i Helsingør. Stedet kaldes i dag ”Simon Spies Plads”. Våbnet var en Husquarna maskinpistol, som gruppen i øvrigt havde stjålet fra socialdemokraterne. Den danske hærs del af modstandsbevægelsen sikrede sig nemlig omhyggeligt, at den svenske våbenhjælp ikke kom i kommunisternes besiddelse.
Politikommissær Madsen
Politikommissær Madsen
Stikkerdrab
Stikkerdrab
Skudhuller
Skudhuller

Modstand og terror - Sverige

*

Gravstenenes kortfattede indskrifter på Pålsjö Kirkegård i Helsingborg giver et vist indtryk af, hvordan verdenskrigen også blev oplevet i det neutrale Sverige.
Her hviler 47 af 113 af de besætningsmedlemmer fra de allieredes flyvevåben, der omkom i luftrummet over Sverige under 2.Verdenskrig.
I gangen ved siden af ligger unge tyske soldater, omkommet ved krigsskibsforlis i Øresund.
Det neutrale Sverige forsvarede sin neutralitet i forhold til både de allierede og tyskerne. På Pålsjö Kirkegårds gravstene kan man læse det tragiske resultat. Her kan man også læse gravskriften over en række soldater, der omkom i forbindelse med et krigsskibs forlis og blev skyllet i land på den skånske kyst.

Krigsgrave- Pålsjø kirkegård fortæller
I den nordlige del af Helsingborg ligger Pålsjö Kirkegård. Ved indgangen til kirkegården er der to skilte. Det ene meddeler at her ligger ”Commonwealth war graves”, og den anden oplyser om ”Deutsche kriegsgräben”.
Disse to gravsteder kan fortælle noget om, hvordan Nordvestskåne oplevede Anden Verdenskrig, og hvordan fremmede, unge soldater fandt deres sidste hvilested her – langt fra deres hjemegn.
Af de 113 piloter fra den britiske Commonwealth, som omkom under Anden Verdenskrig på svensk territorium, er 47 begravede her på Pålsjö Kirkegård. Blot nogle meter ved siden af ligger tyske soldater, som omkom i samme krig på disse egne. Disse har fundet deres sidste hvilested ikke langt fra deres fjender fra vestallliancen, men også ved siden af landsmænd, som omkom under Første Verdenskrig. Sammenlagt ligger 93 tyske soldater her.
Allierede
”Commonwealth war graves” består af 47 sirligt opstillede, hvide marmorsten og et stort, sværdpyntet kors i den ene ende. Gravstenene fortæller, at det hovedsagelig er unge soldater i tyveårsalderen. Nogle dødsdatoer forekommer hyppigere end andre, og ingen er faldet i døden alene.

Engelsk fly skudt ned tæt ved Helsingborg
Natten den 4. juli 1942 omkom Bruce Morgan og J. Samson sammen med fire andre kammerater.Morgenen efter stod der følgende i Helsingborgs Dagblad:
”Britisk fly styrtede ned ved Lerberget.
Blev skudt i brand af luftværnet på den danske side ved Hornbæk.
Helsingborg oplevede ved 1-tiden natten til i dag krigens virkelighed – måske tættere på end nogensinde. To flyvemaskiner, som efter alt at dømme var engelske, fløj i sydlig retning langs Sundet og tilbage, hvorunder de blev beskudt fra den danske side af luftværn med en sådan intensitet, at man aldrig tidligere havde hørt mage.
Et af flyene styrtede ned omtrent 200 m fra Lerberget. Et af de syv besætningsmænd, en canadier, blev reddet og førtes let skadet til Helsingborgs lazaret. Endnu sent i nat havde man trods ivrig søgen ikke fundet spor efter de øvrige seks.”
De to flyvemaskiner havde været på en mission for at nedkaste miner i Øresund, og i løbet af de næste par dage uskadeliggjordes fem miner af minestrygere. De var på vej hjem fra opgaven, da en af maskinerne blev skudt ned. Ud af de syv besætningsmedlemmer overlevede kun canadieren, som førte flyet. De øvrige blev begravet her på Pålsjö Kirkegård den 17. juli 1942, og flere tusinde af Helsingborgs indbyggere viste sin deltagelse.
Blomster kom fra højtstående militærfolk og institutioner, men også fra enkeltpersoner. Beboerne på egnen omkring Lerberget havde sendt en blomsterhyldest, og i Helsingborg havde man indsamlet penge til en trøstegave til den overlevende canadier, som lå på lazarettet.
Politiet i Helsingborg sendte dødsbudskabet til Canada sammen med avisudklip fra begravelsen. Efter nogen tid kom et svar fra Bruce Morgans stedforældre. Svaret er citeret i Göte Fribergs bog ”Stormcentrum Øresund”.
”De sidste tyve år har vi taget os af ham, som var han vores egen søn. Det budskab, I sendte om, at hans krop er hentet op af havet, og at han er bisat med militære hædersbeviser, har bragt os den allerstørste glæde. Disse unge mænd har givet livet for os og for hele verdens frihed, og skønt vores hjerter græder, er vi stolte af dem. De smukke tanker og det kærlighedsfulde arbejde, som indbyggerne i jeres by har givet udtryk for overfor disse helte, var simpelthen overvældende, og vi er jer alle meget taknemmelige.”
Bruce Morgan
Bruce Morgan
J. Samson
J. Samson

Mange engelske fly skudt ned over Skåne - mere end 20 dræbte
Sammen med tyve andre døde J. Kennedy, 21 år gammel den 30. august 1944. Den 31. august stod denne meddelelse i Helsingborgs Dagblad:
”Ifølge de i går aftes foreliggende rapporter er syv flyvemaskiner under overflyvninger natten til onsdag styrtet ned på egnen omkring følgende byer: Knäred, Vittsjö, Örkelljunga, Båstad, Ljungby og Svensköp samt i vandet udenfor Vejbystrand. Fem af flyene, har man konstateret, var af britisk nationalitet. Nogle af maskinerne er, ifølge hvad en nærmere undersøgelse viser, blevet ramt af svensk luftværnsild før nedstyrtningen, meddeler forsvarsstaben.”
Et stort antal engelske flyvemaskiner fløj tilbage efter et planlagt bombetogt mod Königsberg (Kaliningrad). De var blevet opdaget af tysk jagerfly og tvunget til at retirere. Over Øresund blev de beskudt fra dansk og svensk side. Seks fly styrtede ned i Nordvestskåne, blandt andet i Båstad og Skälderviken. To fly, som styrtede ned i Svensköp i Skåne og i Agunnaryd i det sydlige Småland var blevet beskudt af svensk luftværn.
21 piloter blev bisat den 7. september under højtidelige former på Pålsjö Kirkegård. Den svenske kronprinsesse, som var fra England, havde sendt en krans. På gravstenen over D.L.D. Moon, 21 år, står der: ”To the world, he was only one but to us he was all the world.”
Dagen efter nedsænkede man kranse i Skälderviken, hvor et af flyene var styrtet ned.
J. Kennedy
J. Kennedy
D. L. D. Moon
D. L. D. Moon

Engelsk fly skudt ned i Helsingborg
Seks unge drenge omkom den 8. februar 1945, deriblandt P.L. Kirkpatrick, 20 år fra Australien. (Billede af gravsten). I Helsingborgs Dagblad stod følgende den 9. februar 1945:
”Fly styrtet ned ved Brohult, totalt demoleret.
Røgterbolig 40 meter fra stedet, kun en pilot fundet i går.
For første gang er en fremmed flyvemaskine styrtet ned indenfor Helsingborgs bygrænse. Dette skete ved 20-tiden i går aftes, da et, efter alt at dømme, firemotorers britisk bombefly blev beskudt over Helsingborg og styrtede ned ved Brohults gård.”
Der herskede stor aktivitet i luftrummet i begyndelsen af februar. De allierede gennemførte massive bombetogter mod tyske byer, blandt andet Berlin og Dresden. Den 8. februar fløj et antal allierede fly ind over Helsingborg nordfra og blev beskudt af luftværn, som var placeret ved Sofiero. Et af flyene blev ramt og for brændende over bydelen Tågaborg og styrtede ned ved Brohults gård, umiddelbart øst for Helsingborg.
Göte Friberg har i sin bog ”Stormcentrum Öresund” bevidnet den fortvivlelse, som personalet ved luftværnskanonen følte efter nedskydningen, og krav stilledes fra blandt andet Helsingborgs arbejderkommune om, at forsvarsministeren skulle ændre direktiverne for luftværnets skydning.
Flyverne blev skudt ned af svensk luftværn og ved begravelsen blev de omkomnes minde hædret af blandt andet repræsentanter fra det svenske forsvar, og bagefter takkede pårørende for hædersbeviserne via Helsingborgs Dagblad. Sådan er det i krig!
P. L. Kirkpatrick
P. L. Kirkpatrick
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945

Tysk krigsskib med 70 soldater kæntret i Øresund
Blot nogle få meter fra ”The Commonwealth war graves” ligger tyske soldater begravede. Mere end 40 af dem mødte døden den 1. marts 1945. Blandt disse kan nævnes Heinz Reck, 26 år og Horst de Wall, 20 år. Dagen efter dominerede nyheden Helsingborgs Dagblad:
”Uhyggelig fartøjskatastrofe nær ved Helsingborg.
Tysk orlogsfartøj med 70 mand kæntrede i stormen.”
Et tysk krigsfartøj, en minerydder, var på vej til Aalborg fra København. Det blev nødt til at vende om på grund af det hårde vejr, men kæntrede mellem Viken og Hornbæk og sank udfor Vikingestrand i det nordlige Helsingborg. Katastrofen skyldtes denne gang ingen krigshandling. 42 døde kroppe flød i land langs kysten fra Landskrona og nordpå, de fleste umiddelbart nord for Landskrona.
Selv disse fik deres sidste hvilested på Pålsjö Kirkegård. Ved begravelsen var der mange mennesker, og antallet af enkeltpersoner, som havde deltaget i redningsarbejdet, var bemærkelsesværdigt. Her handlede det ikke om tyskere eller englændere, men om liv eller død. Fra begravelsesreferatet i Helsingborgs Dagblad henter vi følgende:
”Et gribende indslag var, da syv personer af fiskerbefolkningen i Gravarne lagde en krans, og chauffør Karl O. Hjelm fremsagde en sidste hilsen til de omkomne samt forsikrede, at han og hans kammerater havde gjort deres yderste for at redde deres liv under den skæbnesvangre stormnat.”
Tyske soldater
Tyske soldater
Tyske soldater
Tyske soldater
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945

En fremmede folkeskare
Langt fra deres hjem ligger her på Pålsjö Kirkegård næsten hundrede unge mænd begravede, hundrede af de mange millioner, som blev ofret under Anden Verdenskrig. De fleste af verdenskrigens ofre ligger på samme måde begravede langt fra deres hjem. Göte Friberg, politimand i Helsingborg, gav følgende rammende beskrivelse af ceremonierne på Pålsjö Kirkegård, en beskrivelse som sikkert er dækkende for tusindvis af andre begravelser under Anden Verdenskrig:
”Ingen pårørende, ingen nær ven tilstede, kun en samling stilige mænd i og uden uniform og i baggrunden en stor, tavs, fremmed folkeskare.”
Göte Friberg
Göte Friberg

Den Store Flugt

*

I oktober 1943 forlangte Hitler de danske jøder sendt i koncentrationslejr. Men store dele af den øvrige danske befolkning stod sammen om at arrangere flugtruter til den nærliggende skånske kyst, hvor højtstående politifolk og embedsmænd i Helsingborg og Malmø trodsede den svenske neutralitet og drog omsorg for ca. 7.000 danske jøder.

Den store flugt - Danmark

*

Tusindvis af danskere flygtede i oktober 1943 over Sundet til Sverige. En hel del fra Gilleleje, Helsingør, Snekkersten og Espergærde.
Tusindvis af danskere flygtede i oktober 1943 over Sundet til Sverige. En hel del fra Gilleleje, Helsingør, Snekkersten og Espergærde.
Flugt over Sundet
Flugt over Sundet

Optakten
Kort tid efter besættelsen forbød den tyske besættelsesmagt rejser mellem de skandinaviske lande, med mindre tyskerne selv accepterede dette. For at administrere og kontrollere forbudet forlangte tyskerne at:
-Der skulle søges visum, som danskerne selv skulle administrere, men under tysk kontrol.
-Der skulle oprettes et dansk kystpoliti til patrulje af de østvendte danske farvande fra Hundested i nord til Gedser i syd.
-Den danske marine skulle kontrollere de tilstødende farvande.
I begyndelsen voldte restriktionerne ikke de store problemer. Fra Danmark blev besat den 9.april 1940 til august 1943, kom der nemlig kun få flygtninge fra Danmark til Sverige. Dels på grund af de relativt fredelige forhold i Danmark, men også på grund af den restriktive flygtningepolitik i Sverige. Af svenske politirapporter fremgår det således, at den svenske neutralitetspolitik over for det stærke og sejrrige Tyskland betød, at svenskerne ofte sendte danske flygtninge tilbage til Danmark.
Kystpolitiet
Kystpolitiet

Vendepunktet
Efter en række store strejker og protester mod den danske regerings samarbejdspolitik, indgav regeringen d. 29.august 1943 sin afskedsbegæring til kongen, Chr. X. Denne undlod at behandle sagen, hvilket betød, at ministrene formelt set fortsat styrede Danmark og fik deres løn og pension besættelsesperioden ud. I praksis satte de embedsmændene i ministerierne til at stå for de daglige rutiner.
Besættelsesmagtens svar kom omgående: Internering af det danske militær og oprettelse af tyskdominerede terrorbander, som bl.a. udførte såkaldte clearingdrab, hver gang der fandt angreb sted på tyske interesser.

Flygtningestrømmen vokser
I lyset af disse begivenheder voksede antallet af flygtninge i september 1943 til 609, hvoraf de 61 var jøder. Resten var først og fremmest militærpersoner, modstandsfolk, statsløse personer, politifolk, men også eventyrere, der flygtede fra det mørklagte og restriktionsplagede Danmark.
En række kunstnere og intellektuelle, heriblandt en del jøder, begyndte at se skriften på væggen og arrangerede allerede i september 1943 overfarter til det neutrale Sverige.
Blandt dem var atomfysikeren Niels Bohr, arkitekterne Poul Henningsen og Arne Jacobsen. Arne Jacobsen var af jødisk oprindelse og Poul Henningsen stod på listen over clearingsofre, hvad han dog ikke selv vidste. De havnede begge sikkert i Stockholm, hvor de tilbragte resten af krigen.

Den 2. oktober 1943
Indtil slutningen af september 1943 følte de ca. 7.000 danske jøder sig forholdsvis sikre i Danmark. 99% havde således valgt at blive. Tre uger senere befandt langt de fleste sig i Sverige. Først og fremmest takket være en omfattende indsats fra danske medborgere.
Interne politiske magtkampe mellem den tyske besættelsesmagts repræsentanter i Danmark og hovedkvarteret i Berlin var også en medvirkende årsag til, at så mange undslap. Det er således en kendsgerning, at den tyske flådeattache von Duckwitz, sandsynligvis på foranledning af den tyske øverstkommanderende Best, lod oplysninger om den forestående aktion sive til den fremtrædende socialdemokrat og senere statsminister Hans Hedtoft, som advarede de jødiske kredse i København.
Werner Best
Werner Best
Duckwitz
Duckwitz

Den danske jødeforfølgelse
Natten mellem den 1 og 2.oktober 1943, iværksatte tyskerne en klapjagt på jøderne i Danmark. Officielt forklarede tyskerne overgrebet i dagspressen med de danske jøders skyld i augusturolighederne. For at få ”pillen til at glide ned”, løslod de samtidig de afvæbnede og internerede danske soldater.
Resultatet blev, at man i løbet af efteråret 1943 pågreb ca.600 jøder. De blev sejlet til Tyskland og 53 af dem døde i kz-lejren Theresienstadt. Det danske folketingsmedlem Martin Nielsen var øjenvidne til den modtagelse de danske jøder fik ved landgangen i Tyskland.
KZ-lejre i Europa
KZ-lejre i Europa
Theresienstadt
Theresienstadt
Martin Nielsen
Martin Nielsen

Sverige ændrer holdning
I lyset af begivenhederne i august måned, og tyskernes nederlag på østfronten og i det nordlige Afrika, tog den svenske stat sin neutralitetspolitik op til nyvurdering.Den 2.oktober 1943 meddelte Sverige således officielt, at de ville modtage de danske jøder som flygtninge. I tæt samarbejde med –især Skånes myndigheder og administration, blev der herefter etableret en række illegale flugtruter langs hele den sjællandske østkyst.

Den civile modstand
Jødeforfølgelserne betød et vendepunkt i mange danskeres holdning til den tyske besættelsesmagt. De danske jøders, historisk betingede, tætte integration i det danske samfund betød, at nazismens racepolitik krænkede mange danske borgeres retsbevidsthed. Større dele af befolkningen gik nu aktivt til modstand; ofte borgere uden tilknytning til den eksisterende del af modstandsbevægelsen.
I København strejkede studenterne i protest mod jødeforfølgelsen, og nogle af dem iværksatte, med stor succes, en indsamling af økonomiske midler til hjælp for jøderne: Omkring 1 million kroner, (Omregnet til 1993 kr. ca. 20 millioner kroner.)

Flugtruterne
De jødiske medborgere søgte nu i tusindtal fra København mod Øresundskysten, hvor der i de første dage herskede totalt kaos med hensyn til organisering af denne folkevandring. Flugtruter opstod spontant og i første omgang uden indbyrdes forbindelse.
Vidt forskellige mennesker gav sig enkeltvis, eller i grupper til at organisere flugtruter fra hovedstadsområdet til den svenske kyst. Aktiviteten strakte sig sydpå fra Møn til Holbæk. De fleste kom over fra København, men også Gilleleje på Nordkysten og Snekkersten syd for Helsingør blev i en periode veritable flugtcentre.
I Stockholm tog den danske arkitekt Ole Helweg initiativ til et møde med den svenske udenrigsminister og Ebbe Munck, der var den danske modstandsbevægelses repræsentant i Sverige. Og med hjælp fra jødiske kredse i Sverige blev der anskaffet en båd, der sattes i sejlads fra Malmö og blev starten på Den dansk-svenske Flygtningetjeneste, som i alt kom til at sejle 367 ture med flygtninge.
Hvorfra?
Hvorfra?
Ebbe Munch
Ebbe Munch

Vellykket redningsaktion
Resultatet blev, at langt de fleste, ca. 95%, af Danmarks ca. 7.000 jøder, i løbet af oktober måned kom i sikkerhed på den anden side af Sundet. Ca. 2-3000 direkte fra København, hvor omkring 80 % af jøderne boede.
Det var de privatbaserede flugtruter, bl.a. i Nordsjælland, der sikrede, at de danske jøder overlevede. Redningsaktionen for de danske jøder er, i den vestlige verden, senere blevet berømmet som noget enestående i forhold til den skæbne resten af Europas jøder led.

Thomsen-ruten

*

H C. Thomsen 18.9.1906-4.12.1944.
Thomsen-Ruten var organiseret af den populære kroejer, H.C.Thomsen, Snekkersten Kro.

Kroejer H.C.Thomsen på Snekkersten Kro var en af de mest markante skikkelser blandt flugthjælperne. I et tæt samarbejde med lægen Jørgen Gersfelt og skibshandler H.E.Jensen fik han færget hundredevis af flygtninge til Sverige. Snekkersten Kro blev et samlingssted for mange af flugthjælperne og modstandsbevægelsens folk.
I slutningen af 1944 blev Thomsen selv angivet af en stikker og omkom i konzentrationslejren, Neuengamme i Tyskland i december 1944.
H.C.Thomsen
H.C.Thomsen
Snekkersten Kro  1943
Snekkersten Kro  1943
H. C. Thomsens kutter
H. C. Thomsens kutter
J. Gersfelt, Stellaruten
J. Gersfelt, Stellaruten
LilleStorH. C. Thomsen

Flugtruterne i Helsingør-Snekkersten
Helsingør-området var, på grund af den korte afstand til svensk farvand (ca. 2 km), et oplagt overfartssted og det lille fiskerleje, Snekkersten, ca. fire km syd for Helsingør, blev et af knudepunkterne for de illegale flugtruter.
I første omgang var overfarterne fra Snekkersten spontane og åbenlyse. Flygtninge ankom tilfældigt og på eget initiativ og traf så aftaler med lokale folk, fortrinsvis fiskere, som så sørgede for at sejle dem over. Der er også eksempler på, at tyskvenlige beboere i Snekkersten alarmerede det danske politi, som dog sørgede for at slippe de jødiske flygtninge løs igen.
Ruterne
Ruterne

Kystpolitiets rolle
I tiden op til og umiddelbart omkring d. 2. oktober udgjorde dansk politi og det såkaldte kystpoliti reelt den største fare. Kystpolitiet holdt øje med bådene og trafikken omkring havnene og i begyndelsen tog de deres opgave med bevogtning nok så alvorligt og forpurrede i nogle tilfælde flugtforsøg.
Snart blev kystpolitiets folk dog systematisk involveret i flugtruterne. Og deres rolle som hjælpere i Helsingør-området fik stor betydning. Kystpolitiet holdt til i villaen Stella Maris, nord for Helsingør og hjalp her, og andre steder, aktivt til med at holde opsyn med tyskernes færden og viderebefordre denne viden til flugthjælperne.
Kystpolitiet
Kystpolitiet

Civilsamfundet reagerer
Andre offentligt ansatte embedsmænd hjalp også til. Præstegårde blev benyttet til indkvartering og opsamlingssteder og mange politibetjente var involveret. Eksempelvis politibetjentene Thormod Larsen og Jørgen Sandholt, i Helsingør, der var aktive i flugtruten Helsingør Syklub.
Nogle læger hjalp til med at bedøve de svageste og urolige flygtninge. F.eks. den unge læge Jørgen Gersfelt, som blev en af de centrale figurer i Snekkersten-overfarterne. Gersfelt startede med at bedøve udsatte flygtninge, især børn, men snart efter havde han huset fyldt op med flygtninge, der ventede på overfartsmuligheder og han blev hermed dybt involveret.

Flugthjælperne og pengene
Gersfelt beskriver også økonomien omkring flygtningetransporten som en anstødssten til at gå ind i arbejdet. Fiskerne fastsatte selv priserne på selve overfarten, men i starten figurerede der ifølge Gersfelt, også ”ubekendte mellemmænd”, som tjente lette penge på transporterne.
I 2003 nedskrev en af flugthjælperne i Snekkersten, Christian Sørensen, sine erindringer om begivenhederne. Sørensen omtaler også de økonomiske forhold imellem flygtningene og fiskerne.
Gersfelt skaffede, sammen med Skibshandler H.E. Jensen, Helsingør, penge fra velhavende borgere i Helsingør til at købe et stort og solidt stenfiskerfartøj, Stella. Med H.E. Jensen selv ved roret, blev et stort antal flygtninge sejlet sikkert til Skåne via den såkaldte ”Stella-Rute”.
Chr. Sørensen
Chr. Sørensen
Gersfelts båd Stella
Gersfelts båd Stella

Fra kaos til orden
I erindringsbogen Sådan narrede vi Gestapo beskriver Gersfelt den første periode som ret kaotisk: Alle bådtyper benyttedes, og der forekom forlis og dødsfald blandt både flygtningene og de fiskere, der sørgede for overfarten. Erling Kjær fra Helsingør Syklub bekræfter i sin erindringsbog: ”Med Gestapo i Kølvandet”, de kaotiske forhold i den første tid.
Efterhånden begyndte man at benytte større både til overfarten. Disse kunne rumme op til 20 personer og overfarten til Kobbarverket syd for Raa tog, ifølge Gersfelt, en lille times tid, mens turen med en robåd godt kunne tage 5 timer.
Kystpolitiet på Stella Maris blev efter et nogle dage taget i ed, og Snekkersten var nærmest omdannet til en maritim banegård, indtil det tyske politi, Gestapo, gik til angreb på flugtruterne. Gersfelt giver en førstehåndsberetning om situationen, og der foreligger også en erindring om situationen i området set i børnehøjde.
Jonas Børgesen
Jonas Børgesen
Wiibroe
Wiibroe
Kajakklubben
Kajakklubben
Børn på flugt
Børn på flugt

Gestapo skrider ind
Gestapos aktiviteter havde i de første dage begrænset sig til at ransage hoteller og pensionater i omegnen og i et enkelt tilfælde (Pension Torbenhus) havde man arresteret nogle jøder. Snekkersten Kro, med den navnkundige vært, H.C. Thomsen, blev samlingssted for en stor del af bådfolkene, samt organisationsfolk fra modstandsbevægelsen i København, og blev i folkemunde omdøbt til Færgekroen.
Den 4.10. gik det galt på Snekkersten Havn. Her blev besætningerne fra seks fiskekuttere, i alt 12 mand, anholdt af det tyske politi, med den forhadte Gestapochef Juhl i spidsen, og sigtet for at have overført et stort antal jøder til Sverige. De anholdte blev overført til Horserød, men slap dog med fem dages ophold her. De 12 fiskere dannede senere en lille klub: ”Horserød Klubben” der mødtes på Snekkersten Kro over et veldækket bord.
Episoden, der understregede tyskernes skærpede opmærksomhed, rygtedes desværre ikke i København, og situationen i Snekkersten med de tilstrømmende flygtninge udartede sig, ifølge Gersfelt, efterhånden til det groteske.
Snekkersten Kro i 1940&#180erne
Snekkersten Kro i 1940´erne
LilleStorHorserød Klubben

Faren vokser
Transporterne blev nu betydelig farligere. Man gik derfor nu over til privat indkvartering rundt omkring i Snekkersten, især omkring havnen. Faren kom fra mange sider, også fra Sverige, hvor folk, der allerede var flygtet, udviste stor uforsigtighed i deres breve hjem til Danmark ved at nævne navnene og lokaliteterne, hvorfra de var bjerget i sikkerhed.

Gilleleje-tragedien
På grund af den spændte situation begyndte man at satse på overfart med større skibe og arrangerede bl.a. en transport af ca.100 jøder fra Snekkersten til Gilleleje, hvor en skonnert skulle sejle over med dem. I denne aktion samledes trådene med ”Helsingør Syklubs” aktiviteter, idet det var Kiær, der organiserede den omfattende biltransport nordover.
Imidlertid var Gestapo blevet bekendt med aktionen og den 6. oktober 1943, om aftenen, arresteredes omkring 100 jøder på kirkens loft. I byen gik der rygter om, at en stikker havde hidkaldt Gestapo, men Gestapo-Juhl beretter under et forhør efter krigen, at han selv blev mistænkelig, da man ikke ville lukke ham ind i kirken. Sagen er aldrig helt blevet opklaret.
Gestapo-Juhl
Gestapo-Juhl

Retur til Snekkersten
De tilfangetagne jøder førtes via Horserød til den tyske koncentrationslejr, Theresienstadt, men jøderne fra Snekkersten slap dog, på nær nogle enkelte, væk og blev indkvarteret i Espergærde (Pension Hermon), hvorfra de undslap i sidste øjeblik. Alle kom over Sundet, de sidste 30 roet over i to røgterbåde.
Da tysk kystpoliti rykkede ind i Villa Søblik overfor Snekkersten Havn ophørte sejladsen fra selve havnen stort set, og i stedet begyndte man sejladser fra Humlebæk, ca.8 km. sydligere og fra de mange badebroer langs kysten.

Helsingør Syklub

*

”Helsingør Syklub” var den største og bedst organiserede flugtrute i Helsingør.
Ruten gik i opløsning i juni 1944. I mange efter Besættelsen år var der tradition for at ”Syklubben” mødtes en gang om måneden på ”Klostercafeen” i Helsingør (Klostercafeen eksister ikke mere - desværre!)

”Helsingør Syklub” var den største og bedst organiserede flugtruter i Helsingør.
Ruten gik i opløsning i juni 1944.

Helsingør Syklub etableres
Erfaringerne fra Gilleleje indbød ikke umiddelbart til gentagelser med store transporter. Strategien blev lagt om til halvstore og helst mere hurtiggående både. Det er her ”Syklubben”, og dens leder Erling Kjær, for alvor kommer ind i billedet. Den 10. oktober anskaffede ”Syklubben” selv en båd, og Erling Kjær tog nu mere eller mindre fast ophold i Helsingborg. Han fik aftaler med de svenske myndigheder og sejlede herfra daglige ture til danskekysten, i starten i dagtimerne, både i syd og nord.
Passagerne var nu hovedsagelig militærfolk samt eftersøgte modstandsfolk. Hertil kom Kjærs rolle som ”postbud” for en korrespondance, der ikke umiddelbart var beregnet for tyske læsere.
Erling Kiær
Erling Kiær
Thormod Larsen
Thormod Larsen
Børge Rønne
Børge Rønne
Ove Bruhn
Ove Bruhn
Helsingør Syklub
Helsingør Syklub

Faremomentet
Kjær beretter at aktiviteten i denne periode ikke var specielt farefuld, endnu da. Men efterhånden var Gestapo kommet undervejs med begivenhederne i Snekkersten med det resultat, at kroejer Thomsens fra Snekkersten Kro, blev arresteret, den 11. november 1943. Ved denne lejlighed klarede han dog frisag.
I slutningen af november forøges aktiviteten, da store dele af det danske officerskorps, herunder også den øverstkommanderende, general Knutzon, flygtede over Sundet. Risikoen var, ifølge Kjær, på dette tidspunkt øget væsentligt, da tyskerne nu afpatruljerede farvandet systematisk. I en række efterladte papirer fra kriminalassistent Thormod Larsen, ”Helsingør Syklub”, fornemmer man, i den ofte kodefyldte korrespondance, omstændighederne og stemningen omkring transporterne.
Trafikken blev nu flyttet bort fra sydkysten, og Erling Kjær sejlede i den følgende periode næsten hver nat til fra Helsingborg til Marienlyst Badehotel, lidt nord for Helsingør. I begyndelsen af december anskaffede ”Syklubben” en ny og hurtigere båd og sejlede med forskellige typer af flygtninge.

Samarbejdet med Sverige
Erling Kjær arbejdede efterhånden tæt sammen med Helsingborgs Politi: Politiintendent Friiberg, Overkonstabel Palm og konstablerne Olson og Feldt. Disse svenske embedsmænd omgik egne myndigheders krav om absolut neutralitet.
Efter nytår fik Kjær-ruten, Helsingør Syklub, officiel anerkendelse fra de svenske myndigheder i Stockholm.Fra slutningen af 1943 intensiverede tyskerne deres egen patruljering med alvorlige følger for flugtruterne.
Politimester Göte Friberg
Politimester Göte Friberg
Svensk humanisme
Svensk humanisme
LilleStorCarl Palm beretter om eventyreren Kiær

Helsingør/Snekkersten-Ruterne trevles op
Den 20. januar 1944 havde ”Syklubben” planlagt to overfarter fra Hellebæk, lidt nord for Helsingør. Ved den anden transport, om aftenen, havde man undladt at koordinere aktionen med Kystpolitiets folk, og det gik derfor galt, da en tysk patrulje, som havde til huse i Hellebæk, dukkede op midt i det hele. De tyske soldater råbte an og åbnede derefter ild med det resultat, at Thormod Larsen blev ramt i underlivet og invalideret for livstid. En af passagererne blev også alvorligt såret, men transporten klarede sig over til Sverige.
En af ”Syklubbens” unge medhjælpere, Leif Olsen blev fanget, og tortureret så brutalt af Tyskerne, at han udleverede navne på de involverede personer. Omtrent en måned senere blev Kjær taget på fersk gerning i sin båd på Sundet(12.maj) og sendt i koncentrationslejr i Tyskland og samme måned flygtede lægen Gersfelt til Sverige.
I løbet af maj måned 1944 var de fleste af alle ruterne således trevlet op, og da H.C. Thomsen blev arresteret i august måned 1944, var der sat et effektivt punktum for aktiviteterne i Snekkersten. Thomsen førtes til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland, hvor han omkom i december samme år.
I April måned 1944 afgav, formodentlig Syklubbens kasserer Børge Rønne, en rapport til de danske myndigheder i Stockholm om Syklubbens aktiviteter.
Flugtruternes organisation og struktur i Helsingør/Snekkersten-området er ret komplicerede og lapper ofte ind over hinanden. Men bortset fra flygtningenes private aftaler med fiskerne, var det især tre persongrupper, der dominerede ruterne. Ud fra disse blev der etableret fem ruter.
Erling Kiær
Erling Kiær
Thormod Larsen
Thormod Larsen
Ove Bruhn
Ove Bruhn
Thormod Larsen og Tove Wandborg
Thormod Larsen og Tove Wandborg
Børge Rønne
Børge Rønne
StorInterview med Tove Wandborg i 2003

Den store flugt - Sverige

*

Ved ankomsten til de skånske havne i Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre.

Den store flugt-Sverige
Ved ankomsten til de skånske havne i Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre.

Svensk flygtningepolitik
De første udlændingelove
Det var det tætte samarbejde med de svenske myndigheder i Skåne, der sikrede, at så mange mennesker kom over. Baggrunden var et skift i den svenske flygtningepolitik efter den 29. august 1943.
Sverige førte på det tidspunkt en indvandringspolitik, som var meget restriktiv. Ifølge landets første udlændingelov fra 1927 kunne en person afvises ved grænsen ”hvis det kunne formodes, at han her havde tænkt sig at søge ophold, og det med rimelighed kunne antages, at han savnede mulighed for at her ærligt tjene sit underhold.”
1. januar 1938 kom en ny udlændingelov, som kom til at gælde, da de voldsomme jødeforfølgelser stod på i november i Tyskland og Østrig. Det, som egentlig adskilte den nye udlændingelov fra den tidligere, var, at der var en passus om politiske flygtninge, som sagde, at hvis der var grund til at tro, at en flygtning havde politiske bevæggrunde, så skulle socialstyrelsen afgøre, om den pågældende person måtte blive.
Men jøderne blev ikke betragtet som politiske flygtninge! Således var den svenske grænse i princippet lukket for dem. Eftersom jøderne ifølge Nürnberg-lovene ikke var tyske statsborger, kunne de ikke udvises til nogen stat, og man ville derfor slet ikke lade dem komme ind i landet..
Den svenske marine
Den svenske marine

Jødepassene
Da Sverige ikke krævede visum for rejsende fra Tyskland, ønskede man, at det skulle fremgå af passet, hvem der kunne vende tilbage til landet, og dermed måtte komme ind i Sverige. Altså: Sverige krævede, at tyskere og jøder skulle have forskellige pas! Ellers måtte visumtvang indføres til indrejse til Sverige.
Schweiz fremførte lignende krav. Tyskerne besluttede en særskilt paslov den 5. oktober 1938. Ifølge denne lov skulle jøderne have stemplet et ”J” på den første side i deres pas. Om den tyske paslov var en konsekvens af de svenske og schweiziske krav, eller om den under alle omstændigheder ville være blevet indført, er svært at klarlægge, men kendsgerningerne står tilbage: Sverige fremsatte sådanne krav, og Tyskland indførte en paslov, som tilfredsstillede de svenske krav.
Göte Friberg, politikommissær i Helsingborg under krigen, var velinformeret om forholdene og skrev i sin ”Stormcentrum Öresund”:
”Umiddelbart efter den tyske paslov fik vi der arbejdede ved grænsestationerne, altså paskontrollen, en cirkulærebeskrivelse fra socialstyrelsen. Heri stod, at personer med ”J”-pas skulle betragtes som immigranter. De kom altså ikke ind i landet uden særlig tilladelse. Dette kom til at gælde praktisk taget alle jøder, da de, som kunne henregnes til politiske flygtninge, var så få, at man indvandrermæssigt ikke behøvede at regne dem med.” (s.31) Endvidere skriver Friberg: ”Vi må altså konstatere, at resultatet af den svenske udlændingelovgivning i praksis blev, at de fleste flygtende jøder blev afvist ved den svenske grænse…”
Göte Friberg
Göte Friberg

Beskyttelse af svensk arbejdskraft
Den svenske indvandrer- og flygtningepolitik gik ud på at beskytte den svenske arbejdskraft mod konkurrence, og i denne koldsindige stillingtagen deltog mange fra både fagforeninger og de akademiske kredse. I Lund indkaldte man eksempelvis den 6. marts 1939 til møde i den Akademiska Föreningen, og en klar majoritet af de over tusinde studerende, som var tilstede, stemte for en resolution, som advarede mod indvandring af ”fremmede elementer”.
Selv efter den 9. april 1940, da Danmark blev okkuperet af tyskerne, kom der i begyndelsen meget få flygtninge til Sverige fra den anden side af Øresund. Frem til 28. august 1943 fik kun 150 danske flygtninge asyl i Sverige.

Efter 29. august 1943
Men der var mennesker, som hjalp flygtningene. Ikke mindst indenfor politiet i Helsingborg, hvor Gösta Friberg og Carl Palm med nødløgne og snedighed, med omtanke og hårdt arbejde reddede mange. Men Friberg fortæller også i sin bog, hvordan han den 2.oktober 1943 fik besked fra udenrigsministeriet i Stockholm om, at grænsepolitiet nu kunne blæse på alle pasformaliteter.
Hvor der de første tre krigsår kun kom 150 danske flygtninge til Sverige, så var der på godt en uge i starten af oktober ankommet flere tusinde. På én dag kom 900 til Helsingborg. Bare i løbet af oktober måned kom ca. 7.000 jødisk-danske flygtninge til Skåne
Politimester Göte Friberg
Politimester Göte Friberg
Sikkerhedspolitiet i Helsingborg
Sikkerhedspolitiet i Helsingborg

Flygtningepres på Helsingborg
Helsingborg modtog i løbet af den hektiske oktobermåned 1943 godt 4.000 jødiske flygtninge, og en gigantisk organisering var påkrævet. Under den første flygtningesammenhobning i begyndelsen af oktober fyldtes Grand Hotel og flere andre hoteller. Det gjaldt derefter om hurtigt at finde en flygtningelejr, som kunne benyttes nogen tid, inden flygtningene slusedes videre op i landet for at skabe plads til nye.
Ramlösa kursted som lå i vinterhi, blev åbnet og fungerede som modtagelsescentral for alle, som kom i land fra Landskrona og nordpå. Ramlösalejren fik en permanent lægestation, ledet af en dansk læge. Eftersom der hele tiden kom nye flygtninge, var det vigtigt, at de kunne sluses videre til nye forlægninger længere oppe i landet, og en sådan organisation begyndte hurtigt at fungere.
Lægeundersøgelse
Lægeundersøgelse
Fælles madlavning i Ramlösa
Fælles madlavning i Ramlösa
LilleStorRamlösa - indkvartering i Helsingborg.

"At skille klinten fra hveden"
Der kom også personale til lejren med den opgave at opdage ”stickers”, altså nazistiske spioner og andre rapportører, som spillede flygtninge. De farligste blev anbragt i fængslet i Kalmar. Det var en ømtålelig historie, at Sverige skulle holde ”stickers” internerede for danskerne, indtil krigen var slut. Det var en tavs overenskomst uden papirer mellem danskere og svenskere, som stolede på hinanden.
Det var tydeligt, at Göte Friberg fra Helsingborg og kriminalkommissæren i Malmö, Richard Hansen var indblandede i denne overenskomst. Richard Hansen gengav en samtale med forsvarsminister Per Edvin Sköld omtrent med følgende ordlyd, refereret i en artikelserie i Svenska Dagbladet 1984-85 af Orvar Magnegård: ”Du skal vide, at regeringen lukker øjnene for, hvad i foretager jer. Hvis sagen opdages, så kan vi ikke gøre noget som helst for at forsvare eller hjælpe jer. Efter krigen vil du og politikommissær Göte Friberg i Helsingborg dog få syndernes forladelse.”
I begyndelsen af 1945 var 16,700 danske flygtninge kommet til Sverige, og 60% af disse kom via Helsingborg-området. Alt i alt kom cirka 25.000 udlændinge til Helsingborg i løbet af perioden 1943-45. Det var begivenhederne den 29. august 1943, som åbnede Sverige.

Dansken i Sverige
Bøn til stjernerne
Terrorbander
Hærger mit land.
Natten splintres af bombebrag,
Clearingsmord på den lyse dag!
Vi emigranter
Ser ikke land
Tågebanker
Skjuler mit land
Miner driver i Øresund,
Mørket gaber med ild i mund.
Ønsker og tanker
Naar ikke land
Milde stjerner,
Lys for mit land!
Lad med fred på den klare dag
Røgen ringle fra husets tag,
Arbejdets kærner
Fylde mit land
(Den danske digter Otto Gelsted fra sit eksil i Sverige)
 
Det uofficielle Danmark i Sverige
Efter den 29.august 1943 erklærede den danske gesandt i Stockholm, Kammerherre J.C.W. Kruse og hele hans personale sig for uafhængigt og var hermed klar til at gøre en indsats for de flygtninge, der nu fra Danmark strømmede ind over den svenske grænse. Svenskerne modtog nu med åbne arme danskerne og de fik tilladelse til etablere sig med bl.a. dansk pressetjeneste. Redaktøren Erik Seidenfaden havde ca. 40 medarbejdere og kunne nu som nyhedstjeneste formidle det ”uofficielle” Danmarks holdning til verdensoffentligheden.

Modstandsbevægelsen i Sverige
Det var også fra Stockholm, at Frihedsrådets repræsentant, Ebbe Munch med stor dygtighed formidlede forbindelsen mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de allierede myndigheder. Munch fungerede faktisk som uofficiel gesandt og samlede både de administrative og økonomiske tråde i sin hånd. På det overordnede plan blev der endvidere etableret et Flygtningekontor i Stockholm under ledelse af professor Stephan Hurwitz og senere forligsmand Sigurd Wechselmann.
Fra Malmø dirigerede redaktør Leif Hendil, Ekstrabladet, den største danske flugtrute: Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. En stor del af midlerne hertil stammede fra svenske jøder.
Ebbe Munch
Ebbe Munch
Leif Hendil
Leif Hendil

Modtagelsen af flygtningene i Skåne
Ved modtagelsen i Helsingborg eller Malmø blev flygtningene lægeundersøgt og ekviperet, hvis dette var nødvendigt. Men også, af frygt for spioner, fik de deres forhold undersøgt af politiet - ofte i samarbejde med det danske politi.
Efter disse indledende foranstaltninger fik de lov til at rejse videre i Sverige, hvis de havde kontakter, der kunne skaffe dem arbejde og bolig. Ellers blev de henvist til flygtningelejre i omegnen af Helsingborg og Malmø.
Med så mange mennesker stuvet sammen i de hastigt etablerede flygtningecentre var det ikke underligt, at der kunne opstår trakasserier. Dels mellem de flygtende indbyrdes, men også i forhold til de svenske værter. Den danske digter, Otto Gelsted, var blandt de første, der flygtede i oktober 1943. Her kom han i tæt forbindelse med en gruppe jødiske medflygtninge og i sin erindringsroman: ”Flygtningene i Husaby” giver han en indsigtsfuld beskrivelse af stemningen.
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø

Arbejde, skolegang og uddannelse
På dette tidspunkt var der mangel på arbejdskraft i Sverige og en hel del gled ind på det svenske arbejdsmarked.
De danske flygtninge blev i det hele taget hjulpet på alle måder af de svenske myndigheder og private. Der blev oprettet skoler for børnene, danske studenter fik adgang til universiteterne, videnskabsmænd og kunstnere fik i stor udstrækning mulighed for at fortsætte deres virke.
I Lund blev der oprettet en dansk skole d. 15. november 1943 med 40 elever i 4.mellemklasse og tre gymnasieklasser. Den 1.januar 1944 startede underskolen og ved skoleåret slutning d. 1. i juli 1944 havde skolen 170 elever og 25 lærere. Der blev ligeledes oprettet en dansk skole i Göteborg, som ved krigens afslutning havde 200 ellever og 25 lærere og endvidere var der mindre danske skoler i Helsingborg, Jónköping og Norrköping.
Danskere studerede ved universiteterne i Lund, Uppsala, Stockholm og Göteborg og i 1944 blev der afholdt dansk, juridisk embedseksamen i Stockholm. Både eksaminatorer og censorer var danske og de otte studerende bestod eksamen. Som verdenskrigen skred frem og Tyskland tabte fodfæste, var der en del af flygtningene som ville være med til at præge forløbet.
Den senere chefredaktør for et af Danmarks største dagblade, Herbert Pundik, har i sin erindringsbog: ”Det kan ikke ske i Danmark” (1993) forklaret nærmere om dette.
En af besættelsestidens historikere i Danmark, Hans Kirchhoff, vurderede i 2001 årsagerne til at jøderne i Danmark ikke led samme skæbne som jøderne i resten af Europa.
Bosættelser
Bosættelser
Børn på flugt
Børn på flugt
Beskæftigelse
Beskæftigelse
Flygtningenes taknemmelighed
Flygtningenes taknemmelighed

Den Danske Brigade

*

Det svage danske militær fik, i efteråret 1943, tilladelse til at etablere en hemmelig, toptrænet hær i Sverige, Danforce. Også kaldet: Den Danske Brigade. Et klart brud på Sveriges neutralitetspolitik.
Det svage danske militær fik, i efteråret 1943, tilladelse til at etablere en hemmelig, toptrænet hær i Sverige, Danforce. Også kaldet: Den Danske Brigade. Et klart brud på Sveriges neutralitetspolitik.
Den danske brigade
Den danske brigade
Ebbe Munch
Ebbe Munch
Tidslinie for beslutningsprocessen
Tidslinie for beslutningsprocessen

Den danske modstandshær i Sverige 1943-45
Efter nogen betænkelighed gav svenskerne også tilladelse til, at danskerne kunne etablere en hemmelig hær ”Den Danske Brigade” som svenskerne bevæbnede og endte med at tilsige støtte med deres luftvåben og søstridskræfter i tilfælde af Brigadens landgang i Danmark.
For henved en tredjedel af de 17-18.000 danske statsborgere der befandt sig i Sverige blev Brigaden deres faste holdepunkt i en ellers apatisk og indholdsløs tilværelse som flygtning. Med Brigadens danske traditioner, faste organisation og det stærke kammeratskab og ikke mindst fornemmelsen af at kunne redde Danmark, fandt mange her en mening med tilværelsen.

Modstandshæren
Den danske Brigade blev efterhånden en lille dansk modstandshær i det neutrale Sverige. Brigaden blev oprettet den 15. november 1943 på foranledning af den danske efterretningstjeneste og danske og svenske socialdemokratiske politikere og blev officielt opløst, den 10.juli 1945.
På sit højeste, foråret 1945 omfattede styrkerne ca. 5000 danske flygtninge med en kerne på ca. 8-900 officerer og befalingsmænd fra den danske hær og flåde. I Brigaden indgik også 200 lotter.
Problemet med at forklare en dansk hærs tilstedeværelse i det neutrale Sverige blev klaret med at kalde den for en politistyrke, der efter krigen skulle hjælpe med at sikre ro og orden i Danmark.Den virkelige hensigt med Den danske Brigades opgaver var under hele perioden usikker. Både blandt brigadererne selv, de danske og svenske politikere og de allierede.

Opgaven
Et væsentligt aspekt lå dog fast hos politikerne på begge sider af Sundet og de øverste officerer: Modstandshæren var en nationalistisk hær, der skulle være de afgåede politikeres modvægt over for Frihedsrådets og modstandsbevægelsens og hermed kommunisternes stigende indflydelse i det besatte Danmark.
I takt med krigens udvikling var det måden på, hvordan dette skulle foregå, der herskede uenighed om.
Den danske samarbejdsregerings tilbagetræden i august 1943 samt interneringen af de danske officerer skabte plads til etablering af en alternativ, hemmelig, ”regering”: Frihedsrådet, etableret i september 1943. Dette var en tværpolitisk, selvetableret organisation, der med held, fik samordnet den fremvoksende illegale modstandsbevægelses bestræbelser.
Kommunisternes indflydelse i Frihedsrådet var betydelig og beroede på deres fremtrædende rolle i den militære sabotage og den illegale bladdistributions del af modstandsbevægelsen. Det var dog socialdemokraten, Frode Jacobsen, der i opposition til sine ledende partikammerater, blev den ledende figur.I modsætning til den afgåede regering fik Frihedsrådet efterhånden befolkningen med sig. Den ovennævnte udvikling betød bl.a.:
- at de socialdemokratiske toppolitikere nu så sig berøvet deres dominerende rolle i dansk politik, tabt til arvefjenden, kommunisterne
- at officererne i den danske hær følte sig udkonkurreret af en flok utrænet ekstremistiske civilister.
Ydmygelsen var stor. Først var officererne blevet nægtet at vise, hvad de duede til den 9.april 1940, dernæst havde de, næsten uden modstand, ladet sig internere, en slags stuearrest, den 29.august 1943. Mellem disse to, normalt fjendtlige parter, blev der nu skabt et interessefællesskab. Ved at etablere et effektivt militært alternativ til modstandsbevægelsen, under socialdemokratisk politisk kontrol, kunne politikerne sikre sig mod et formodet kommunistisk kup, og officererne kunne genoprette deres tabte militære ære.
Mens der således var enighed om det strategiske (langsigtede) mål, kom det dog hurtigt til uenigheder om taktikken (-måden hvorpå målet skulle nåes)
- Skulle Brigaden sættes ind før Tyskerne havde overgivet sig? Evt. støttet af svensk militær?
- Skulle Brigaden først sættes ind, når tyskerne havde overgivet sig?

Brigadens placering i Sverige
Brigaden ønskede selv at blive placeret i det sydlige Skåne, tæt på Danmark. Men det afviste den svenske regering med henvisning til deres erklærede neutralitet og frygt for tyskernes reaktion. Tyskerne ville sikkert ikke finde sig i en så åbenlys provokation så tæt på den danske grænse.
I foråret 1945 havde Brigaden, med svenskernes stigende hjælp, udviklet sig til en vidt forgrenet militærorganisation med syv militære lejre fordelt i syd -og mellemsverige. Heraf de fem: Sofienlund, Ronneby Bruden, Ryds Brun, Tingsryd og Karlskrona på grænsen mellem det sydlige Småland og Blekinge.
Lejrenes placering
Lejrenes placering
Den første lejr: Sofielund
Den første lejr: Sofielund
Mindesten
Mindesten

Brigadens styrke og organisation
Brigaden blev, trods en elitepræget træning på linie med det nuværende jægerkorps, aldrig en kampenhed, der alene kunne sættes ind mod den tyske værnemagt i Danmark. Til stor skuffelse for brigadererne selv, afviste de engelske officerer, med bl.a. General Dewing i spidsen, efter en inspektion i lejrene i december 1944, på det bestemteste at kaste Brigaden ud i en sådan selvmorderisk aktion.
I 1945 bestod Brigaden, med Generalmajor K. Knudtzon som højeste chef, af fem batailloner
- Fire bataillioner med lettere udrustning, rekylgeværer og lettere håndvåben
- Femte batallion var tungt udrustet, blandt andet omfattende et maskingeværkompagni, et kompagni udstyret med 81 mm og et med 120 mm mortérer.
Tilsammen udgjorde de et regiment, der kunne få støtte af bl.a. en lille dansk flåde (Karlskrona) og en flyeskadrille, der dog ikke var trænet i at samarbejde med de engelske flyvere.
Brigadechef K. Knutzon
Brigadechef K. Knutzon
Mortergruppen
Mortergruppen
Sätra Brunn: øvelse
Sätra Brunn: øvelse
Lotterne i Hortunaholm
Lotterne i Hortunaholm

Den internationale indflydelse
Diskussionerne om dette ændrede karakter i takt med udviklingen på de europæiske slagmarker i 1944 og 1945.Frihedsrådets, efterhånden, tætte tilknytning til englændernes internationale organisation af de europæiske modstandsbevægelser (SOE) betød, at englænderne, konsekvent, afviste de danske officerers anti-kommunistiske dagsorden.
Englænderne forudså her, at de muligvis kunne få brug for Brigaden. I tæt samarbejde med modstandsbevægelsen kunne de forenede kræfter binde tyske tropper i Nordeuropa. En afvisning, der bl.a. betød at danske kommunistiske flygtninge i Sverige, af Frihedsrådet og den kommunistiske partiledelse, blev opfordret til at lade sig hverve til Brigaden.

Afslutning i sigte
Som krigen skred frem i 1944, blev det efterhånden klart for de fleste, at tyskerne ville tabe krigen. Englændernes og amerikanernes militære taktik gik ud på at koncentrere deres tropper i Tyskland. De var hermed ikke interesseret i en åbenlys krig i Danmark, hvor de skulle afsætte mandskab. De ønskede, at tyskerne her overgav sig uden kamp. Tyskerne ønskede det samme, så de kunne koncentrere sig om forsvaret af Tyskland.
Resultatet af disse strategiske og taktiske overvejelser blev, at man ikke ønskede Den danske Brigade til Danmark og lave rav i den. Brigaden skulle først komme, når tyskerne havde overgivet sig. Her kunne de så passende sørge for, at Frihedsbevægelsen og herunder kommunisternes modstandsbevægelse blev holdt i skak.
Sovjetunionen var ikke blind for deres allieredes overvejelser, og i løbet af 1945 skete der et markant stemningsskift. Sovjet var ikke interesseret i, at en dansk nationalistisk hær, under højreorienterede officerers ledelse, skulle fratage den danske kommunistiske modstandsbevægelse, deres markante indflydelse. Kort sagt: De mente, på linie med englænderne og amerikanerne, men af andre grunde, at Brigaden passende kunne blive, hvor den var: Dybt begravet i de smålandske skove.

Intern frustration
Den internationale udvikling, og de heraf afledte dispositioner, var ikke sådan lige til at få hold på for officerere og menige i Brigaden. Den kedsommelige militære træning og ønsket om at komme i aktion var fremtrædende.
Hele tiden fik Brigadens folk at vide, at de skulle vente. På mangfoldige måder kom det til intern splittelse og Brigadens ledelse havde svært ved at holde sammen på tropperne.
Som krigen skred frem, følte mange af brigadererne, at de svigtede modstandsbevægelsen i Danmark ved at være på ”feriekoloni” i Sverige. Bortset fra enkelte oprørsforsøg fra både officerer og menige lykkedes det at holde sammen på tropperne til den 4.maj 1945, hvor Brigaden via Helsingør blev sat over til Sjælland.
Badeliv
Badeliv
De lokale
De lokale
I marken
I marken
Høstfest
Høstfest
Svenske generaler siger farvel
Svenske generaler siger farvel
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Borgmesteren tager imod
Borgmesteren tager imod
Helsingør den 5 maj 1945
Helsingør den 5 maj 1945

Befrielsen

*

Den 4. maj om aftenen sendte BBC budskabet om at tyskerne havde overgivet sig i bl.a. Danmark fra den 5. maj kl. 8 om morgenen. Jubelscener brød ud og Den Danske Brigade i Sverige blev færget over fra Helsingborg til Helsingør. Her stod Helsingørs borgmester "Kong Peder" klar til at modtage dem.
Samtidig trådte de danske militære ventegrupper i aktion med bevogtningsopgaver

Befrielsen - Danmark

*

Den 4. maj 1945 om aftenen meddeltes det i radioen, at tyskerne havde overgivet sig med virkning fra næste morgen.
I alle byerne strømmede folk ud på gaderne.
Umiddelbart efter startede et bittert opgør med dem, man mente, der havde samarbejdet med tyskerne.

Befrielsen-Danmark
Den 4. maj om aftenen sendte BBC budskabet om at tyskerne havde overgivet sig i bl.a. Danmark fra den 5. maj kl. 8 om morgenen.
Frihedsbudskabet fra London
Frihedsbudskabet fra London
StorSøslaget i Øreund

Befrielsesaftenen, den 4. maj 1945 set fra Helsingør
Den 4.maj lød frihedsbudskabet i BBC.s sædvanlige radioavis kl.20,30 til Danmark. Tyskerne havde kapituleret - dog ikke i Norge, og kapitulationen skulle gælde fra næste dag, lørdag den 5.maj kl. 8 om morgnen. Som overalt i Danmark flåede folk i Helsingør mørklægningsgardinerne fra vinduerne, tændte lys og strømmede i en glædesrus ud på gaderne. I den lokale biograf stoppede man filmen, for at folk kunne deltage i gadens jubel

Tysk overgivelse uden kamp?
I nattens løb var der hektisk aktivitet hos modstandsbevægelsen og de militære ventegrupper i Helsingør samt samarbejdspartnerne i Sverige. Situationen var spændt til det sidste. Bl.a. fordi man ikke vidste, hvordan de tyske tropper i Danmark ville reagere på ordren om overgivelsen. På Kronborg var der eksempelvis stationeret ca.3000 tyske soldater med kanoner og andet svært skyts.
Usikkerheden og forvirringen om dette blev på tragisk vis anskueliggjort i den sydlige del af Øresundsregionen, Bornholm, hvor den tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne. Dette medførte et ødelæggende og –fra alle sider erkendt- unødvendigt russisk bombardement af Rønne og Nexø.

Strategisk kerneområde
Både Helsingborg og Helsingør var centrale strategiske områder. For Helsingborg drejede det sig om den kæmpestore organisatoriske opgave, på få timer, at få samlet Den Danske Brigade (Danforce) fra destinationerne i Småland og lejrene nord for Stockholm, til det centrale udskibningssted, Helsingborg.
Det var først sent blevet besluttet, at der var herfra Den Danske Brigade skulle sendes af sted, og at de skulle landsættes i Helsingør. Der skulle også træffes beslutning om, i hvilket omfang det svenske militær skulle sættes ind til støtte for landgangen på Sjællands østkyst.
Svenske generaler siger farvel
Svenske generaler siger farvel

Befrielsesdagen, den 5. maj 1945
Først i nattens løb fik Byledelsen at vide, at Den Danske Brigade havde fået ordre til at gå i land i Helsingør. I løbet af aftenen, den 4.maj havde Byledelsen opslået hovedkvarter på bryggeriet Wiibroe og kl. 4 ophørte den tyske patruljering i gaderne. Kl. 8 hejste de tyske skibe i havnen fredsflag, og overalt i Helsingør gled Dannebrog (det danske flag) til tops akkompagneret af kirkernes klokker.
Om morgnen den 5.maj havde Byledelsen i Helsingør, fået ordre fra Frihedsrådet og den illegale militære ledelse i Danmark, om at koncentrere sig om følgende:
- Helsingør havn skulle ryddes for tyske spærringer
- Sikkerhed for, at tyskerne fra det stærkt befæstede Kronborg ikke ville beskyde Brigaden på vej over Sundet
Opgaven blev løst således:
- Kl.8,50 havde modstandsbevægelsen afvæbnet de tyske poster ved ved færgelejet
- Kl. 9,00 besattes havnen med 15 bevæbnede og 50 ubevæbnede modstandsfolk
- Kl. 9,00 Havde Byledelsen og Borgmester Peder Christensen, forhandlet en aftale i stand med den tyske kommandant på Kronborg om at Brigaden frit kunne lande i Helsingør.
Kl.11,30 Landede de første tropper fra Brigaden i Helsingør Havn, uden problemer.
Plakat om besættelsens ophør
Plakat om besættelsens ophør
Den militære byledelse i Helsingør
Den militære byledelse i Helsingør
Ventegrupperne går i aktion
Ventegrupperne går i aktion

Brigadens ankomst
Den 4. maj kom ordren fra den socialdemokratiske statsminister, Vilhelm Bull om, at Brigaden skulle komme hjem. Tyskerne havde overgivet sig. I en stor opsamlingslejr ved Helsingborg samledes de danske lejre i Sverige og om formiddagen, den 5.maj 1945, blev der sat kurs mod Helsingør i en flåde bestående af næsten alt der kunne holdes flydende under den 4 km lange overfart.
Ved afgangen var der stor festivitas og ved ankomsten til Helsingør, var den populære socialdemokratiske Borgmester Peter Christiansen mødt op og holdt en bevæget velkomsttale. Turen gik senere til København, hvor 3 af Brigadens menige blev myrdet og 13 såret af Hipos snigskytter under en noget amatøragtig og uansvarlig tilrettelagt indmarch.
Brigaden på vej
Brigaden på vej
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Borgmesteren tager imod
Borgmesteren tager imod
Helsingør den 5 maj 1945
Helsingør den 5 maj 1945

Happy end
Brigadens ankomst 5.maj 1945, medførte nye jubelscener, og de følgende dage var byen domineret af Brigadens og modstandsbevægelsens folk. Samtidig kom det til en række sammenstød mellem danskerne, tyskerne og deres danske håndlangere. Retsopgøret begyndte på befrielsesdagen.
Man kan sige, at befrielsesdagen i Helsingør endte lykkeligt, selvom der blev givet udtryk for stærke følelser overfor tyske flygtninge, tyske soldater og de danskere, der havde samarbejdet med tyskerne. I Skåne blev befrielsen også hilst med glæde, selvom det var en stor organisatorisk udfordring for myndighederne og de mange civile hjælpere.
Sveasøjlen
Sveasøjlen
De fire inskriptioner
De fire inskriptioner

Befrielsen - Sverige

*

”Kommer der ikke snart en Tuborg til mig” er en populær dansk drikkevise, som Helsingborgs Dagblad, den 6 maj 1945, citerede de første linier fra på sin forside. Der var feststemning!
Befrielsesbudskabet skabte jubel i Helsingborg. Den danske Brigades ankomst og afrejse til Helsingør samt de mange civile flygtninges glæde over at kunne komme hjem satte sit præg på Helsingborg.

Flygtningestrømmen
I krigens sidste tid øgedes flygtningestrømmen til Skåne betydeligt. Det skyldtes bl.a. Folke Bernadottes forhandlinger, som muliggjorde at mange fanger fra koncentrationslejrene kunne løslades og sendes til Sverige. Størstedelen af disse transporter passerede København og Malmö og de løsladte fanger blev anbragt i forskellige lejre i Skåne. Malmö og Helsingborg var mellemstationer og i Helsingborg blev Ramlösa brugt som gennemgangslejr. Kurstedet var selvsagt ikke tilstrækkeligt og derfor måtte man bruge alt hvad der kunne anvendes af skoler, industrilokaler og hoteller. 16 000 flygtninge ankom til Skåne på mindre end en måned. Det krævedes en omfattende organisation for at tage sig af alle flygtninge. Alle var nødt til at gennemgå sundheds- og sikkerhedskontrol. Alle skulle ha tøj og mad.

Flaget til tops for Danmark
”Nyheden at Danmark atter er frit fejres, i særdeleshed af alle helsingborgere, med den allerstørste glæde. For at vise vores glæde og som en hyldest til et frit Danmark må flaget i dag gå til tops på hver flagstang i Helsingborg.”
Disse ord kunne læses på ledersiden i Helsingborgs Dagblad den 5. maj 1945. Allerede aftenen før havde nyheden om Danmarks frihed nået Helsingør. Når den sidste færge afgik til Helsingborg om aftenen den 4. maj, stod helsingoranerne forsamlet på kajen og råbte: ”Hils dem derovre!”
Fredsbudskabet i Sverige
Fredsbudskabet i Sverige
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945

Tusinder af helsingborgere ved frihedsbål
Om aftenen den 5. maj var tusinder af mennesker forsamlet ved ”Fria bad”, nord for byens centrum. Et fakkeltog tændte et gigantisk frihedsbål på stranden. Man ville sende en frihedshilsen til Danmark. Adskillige gange under krigen var bål blevet tændt for at sende en hilsen til de okkuperede dansker. Nu ville man hilse freden på samme måde.
Tidligere på dagen havde hele byen fulgt avisernes opfordring om at hejse flaget og overalt så man svenske og danske flag. Tusinder af mennesker var samlet i havnen for at sige farvel til de første hjemvendende danske tropper, uddannede i Sverige. Det var startskuddet til en lang strøm af hjemvendende danskere. En taksigelsesgudstjeneste blev afholdt i Gustav Adolfs-kirken. Kirken var fyldt op til sidste plads.
Fredsgudstjenester
Fredsgudstjenester

Norges frihed også fejret i Ramlösa
Sammen med glæden over Danmarks befrielse ventede man nu også på Norges frihed. Da den så kom, var lykken fuldstændig, ikke mindst i Ramlösa-lejren, hvor mange nordmænd var indkvarteret. I lejren viste man også sin taknemmelighed overfor de politifolk i Helsingborg, som hele tiden trofast havde støttet flygtningene.
Også denne gang blev en fredsgudstjeneste afholdt i Gustav Adolfs-kirken ved den dynamiske og populære sognepræst Gunnar Stenberg.
Fest i Ramlösa
Fest i Ramlösa

Kæmpemæssig transportopgave
Ved krigens slutning befandt sig over 100 000 ikke-svenskere i Sverige. En del blev i landet men de fleste skulle transporteres hjem. En minutiøs planlægning blev igangsat. Alle kunne jo ikke rejse samtidigt, eller over den samme havn. Helsingborg, Malmö og Trelleborg blev efter krigen passeret af mange tusinder hjemvendende flygtninge. Således vendte bl.a. Bruno Kreisky hjem til Østrig og Willy Brandt til Vesttyskland.
Men det var ikke bare flygtninge der skulle hjem. Tyske soldater og russiske krigsfanger i Norge skulle også sendes gennem Sverige. I løbet af 1945 blev 122 000 soldater transporteret, og en stor del af de tyske soldater måtte passere Skåne. Også her var detaljeret planlægning påkrævet, ikke mindst af sikkerhedsmæssige grunde. Et tragisk kapitel udgjordes af de baltere, som blev tvunget ud af Sverige, da Sovjetunionen stillede krav om, at de som havde deltaget i krigen imod Sovjet, skulle udleveres. Dramatiske og tragiske scener udspilledes i Trelleborg, da balterne blev tvunget ombord på færgen til en usikker og mørk fremtid.

Göte Friberg hyldet
Få uger efter befrielsen kom socialminister Gustaf Möller til Helsingborg. Han skulle afsløre en mindesten og ved den efterfølgende middag på Grand Hotel hyldede han politikommissær Friberg, som en mand man kunne stole på. (Möller og Friberg fik modtog beggeen udmærkelse fra den danske frihedsbevægelse for deres indsats under krigen.) Da Danmark trængte til hjælp var der brug for pålidelige personer.
Möller fortalte under spisningen, at Sverige under krigenbl.a. havde besluttet at sende en million patroner til Danmark. Da man i Stockholm overvejede hvordan dette kunne gennemføres uden at tyskerne opdagede noget, blev svaret på ministerniveau: ”Det er såre simpelt, vi meddeler bare Friberg i Helsingborg.” Selvfølgelig blev transporten en succes. Möller erklærede også, at regeringen nu, bagefter, burde godkende ”alt det som er sket her i Helsingborg hvad gælder skjulte transporter til og fra Danmark”, og som regeringen ikke har kunnet eller nået at godkende.
Man kan godt spørge om samhørigheden nogensinde har været større i Øresundsregionen, end den var i maj måned år 1945.
Göte Friberg
Göte Friberg
Göte Friberg
Göte Friberg

Retsopgøret

*

Tyskerpigerne eller feltmadrasserne, som de også kaldtes, var nemme at få øje på og var nogle af de første, som harmen gik ud over. I mange byer blev de ført igennem gaderne til offentlig ydmygelse. Der var dog ikke noget retsligt grundlag for at straffe dem, blot fordi de var blevet betaget af tyske soldater.
Tyskerpigerne eller feltmadrasserne, som de også kaldtes, var nemme at få øje på og var nogle af de første, som harmen gik ud over. I mange byer blev de ført igennem gaderne til offentlig ydmygelse. Der var dog ikke noget retsligt grundlag for at straffe dem, blot fordi de var blevet betaget af tyske soldater.
Befrielsesmorgnen lørdag den 5.maj kl.8 startede samtidig et opgør med dem, der havde samarbejdet med tyskerne. I hver by etablerede modstandsbevægelsen lokale arrestationsudvalg, der i løbet af et par uger overgav fangerne til det hjemvendte ordinære politi. I Frederiksborg Amt arresterede modstandsbevægelsen i alt over 800 personer, nemlig:
Hillerød: 115
Helsinge: 28
Hørsholm: 300
Frederiksværk: 70
Gilleleje: 32
Helsingør 228
Tyskerpigerne ydmyges
Tyskerpigerne ydmyges
Uværdig optræden
Uværdig optræden

Kampen mod selvjustits
Frihedsrådet havde advaret mod selvjustits fra en hævngerrig befolknings side, så derfor gik en del af arrestationerne ud på at beskytte de anklagede.I Helsingør var der om aftenen, den 5. maj anholdt 68 personer, som blev bragt til de tidligere Gestapohovedkvarterer Wisborg, Sveahus og Libanon. I den ophidsede situation skete der mange fejltagelser, og måden hvorpå disse arrestationer og den efterfølgende internering fandt sted har siden været til debat.
Vejkontrol
Vejkontrol
Vejkontrol
Vejkontrol
Tyskerhåndlangere på Wisborg
Tyskerhåndlangere på Wisborg

Retsopgøret i Helsingør
I Helsingør blev der i perioden frem til 13. maj 1945 arresteret 228, hvoraf arrestationsudvalget besluttede at løslade de 96, mens 132 blev overdraget til videre retsforfølgelse. De lokale dagblade savnede ikke stof i disse dramatiske dage og i f.ex. Helsingør Dagblad var der også plads til journalisternes personlige holdninger til begivenhederne.

Tiltalefrafald men også hårde domme
Langt de fleste af de arresterede fik tiltalefrafald i løbet af det kommende år. Andre fik hårde fængselsstraffe, som de dog næsten aldrig kom til at afsone på fuld tid.
En generel tendens var, at jo tidligere straffene blev idømt, jo hårdere blev de. Enkle og ukomplicerede sager, som hurtigt kunne afklares, blev altså straffet relativt hårdere end de mere komplicerede økonomiske sager, som trak ud i årevis. Med andre ord: Det var oftest de små i samfundet, der fik de hårdeste straffe, mens ”de store” gik fri.

De fire hovedkategorier
De arresterede kan groft opdeles op i fire hovedkategorier:
- ”Feltmadrasser”, dvs. danske piger/kvinder der havde plejet omgang med tyskerne.
- Stikkere: Folk der havde angivet modstandsfolk til tyskerne.
- Værnemagere: Folk der havde handlet med, eller produceret for tyskerne.
- Kollaboratører: Danske medlemmer af terrorbander, eller andre der på anden måde samarbejdede/sympatiserede med besættelsesmagten

Feltmadrasserne
Kategorien ”Feltmadrasser” udgjorde omkring 2/3 af de arresterede og eksempler på forhør fra Helsingør giver et billede af retsopgørets behandling af disse kvinder. Det juridiske udgangspunkt var, at det ikke, i sig selv, var ulovligt at pleje omgang med besættelsesmagten. Det gjorde regeringen og dens embedsmænd jo også.!

Stikkeri
Stikkeri var en særdeles alvorlig anklage, som dog, i nogle tilfælde, viste sig at være tvivlsom, eller grundløs.Modstandsbevægelsen havde under krigen sørget for at skaffe sig af med en del af de værste stikkere, men nogen var der tilbage. Nogle af disse blev henrettet, men ikke alle, f.eks. storstikkeren Grethe Bartram fra Århus ( f.1924) der var blevet dødsdømt den 4.9.1947, bl.a. for at have stukket sin far og broder.
Stikker
Stikker
Stikker
Stikker

Værnemagere
Værnemageri, omfatter i hovedsagen folk som samarbejdede med tyskerne udfra økonomiske motiver.. Det var først og fremmest hér, at de indviklede og komplicerede sager lå. Værnemagerlovene fra august 1945 komplicerede sagerne yderligere ved at lovliggøre de økonomiske transaktioner, der havde fundet sted efter ”ordre eller anvisning” fra myndighederne eller de store erhvervsorganisationer.
I praksis opstod da den paradoksale situation, at mens en vaskekone i Esbjerg blev dømt for at have vasket for tyskerne, slap det store entreprenørfirma, Wright, Thomsen og Kjær, der havde bygget flyvepladser til tyskerne for mange millioner, uden straf. Af den samlede ”Værnemageromsætning” på 3.396 millioner kroner blev kun 318 millioner konfiskeret.

Kollaboratører
Kollaboratører er et vidt begreb, som omfatter alt fra folk med politisk og ideologisk sympati for tyskerne og nazismen som f.eks. gik i tysk tjeneste Eksempler på lokale sager i Frederiksborg Amt, lige efter krigen, spænder fra banale sager til opgør med kollaboratører af første rang.
Den hadefulde stemning ramte måske nok mest ”de små fisk”, men også mere prominente personer. I Helsingør f.eks. byens stolthed, en international kendt svømmerske, der, efter tiltalefrafald, tog til Sverige.
På Hellebækgård havde Schalburgkorpset holdt til, og grev Schimmelmann på stedet var gået i aktiv tysk tjeneste. Han døde ganske vist allerede i 1942, men efter krigen fik familien konfiskeret godset, dvs. at staten inddrog ejendommen.

Terrorbander og dødsdomme
I løbet af 1944 oprettede tyskerne en række terrorbander, der også huserede i Frederiksborg Amt med drab og bombeattentater mod huse og toge.
Terrorbanderne bestod af både tyskere og danskere. En hel del af danskerne fra disse bander blev i retsopgøret dømt til døden og henrettet, mens man ikke kunne dømme de tyske bandemedlemmer til døden.
I Højesteretsdommene med relation til Helsingør -området blev en del af Brøndumbandens medlemmer bl.a. dømt til døden og henrettet for at have myrdet grundejerforeningens formand i København, Snog Kristensen, i Skotterup, og billedkunstneren, Otto Bülow i Helsingør. I et udskrift fra Højesteretsdommen kan man læse, dels deres tilståelser af forbrydelserne og dels resultatet af den psykiatriske vurdering af deres mentale tilstand.
I et langt senere klip fra begyndelsen af en radiomontage beskrives omstændighederne under Brøndums tilfangetagelse ved Korsør.
Henning Brøndum
Henning Brøndum
Brøndum banden
Brøndum banden
Brøndumbanden
Brøndumbanden
Brøndum banden
Brøndum banden
StorBrøndumbanden hygger sig med en kop kaffe mellem afhøringerne
LilleStorHenning Brøndum afhøres i juli 1945
LilleStorKaj Bothilsen Nielsen afhøres i juli 1945.

Træfningen i Asserbo
En anden berygtet gruppe, Lorentzen-gruppen, der havde tortureret og dræbt en række danskere, blev efter en ildkamp nedkæmpet i et sommerhusområde i Asserbo ved Frederiksværk i befrielsesdagene. Tre af dem blev under denne aktion dræbt. Resten blev arresteret og en stor del af dem dømt til døden ved det efterfølgende retsopgør.
Flere år før Besættelsen havde Danmark afskaffet dødsstraffen. Både samtiden og en senere tid har derfor bragt det moralske og juridiske spørgsmål på bane: Kan man i et demokrati indføre dødsstraf med tilbagevirkende kraft?
Panservognsangreb i Asserbo
Panservognsangreb i Asserbo
Resultatet af angrebet
Resultatet af angrebet
Vognen vender hjem
Vognen vender hjem
Lorentzen banden
Lorentzen banden
Lorentzen banden
Lorentzen banden
Den barmhjertige engel
Den barmhjertige engel

Eksterne links til Besættelsen

*

Linkikonet åbner for hjemmesider, hvor der kan findes yderligere oplysninger om Besættelsen. En del af disse tilbyder også en engelsk version eller resumé.

©  Øresundstid 2009