| Introduktion
| | Her findes en række guider til færdigpakkede ture på begge sider af Sundet, hvor man bl.a. kan finde uddybende historisk materiale til de enkelte destinationer.
Fra topmenuens: "Turisme" får man nærmere oplysninger. Fra venstremenuen er der direkte adgang til de enkelte guider.
Man kan altid vende tilbage til guiden ved at klikke på dens navn i venstremenuen.
|
Biltur
| | Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en fire-dages familietur i den nordlige del af Øresundsregionen.
I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Bilturen" i venstremenuen.
God tur! |
En biltur med børn
Turforslaget henvender sig til familier med børn i den skolepligtige alder og beskriver fire dage i bil på begge sider af Sundet i den nordlige del af Øresundsregionen. Turen byder på masser af oplevelser og aktiviteter for hele familien. Man kan selvfølgelig også vælge kun at køre én af dagsturene.
I Øresundstids sidemenu kan man få den historiske baggrund for de enkelte destinationer.
Under Kort og Links finder man rutebeskrivelser og links til de enkelte besøgsmåls hjemmesider med oplysninger om åbningstider, priser m.m.
Dag 1
Turen starter i Helsingør, hvor der er mange forskellige overnatningsmuligheder. Bl.a. Helsingør Vandrerhjem, Helsingør Camping, diverse Bed & Breakfast og hoteller i alle prisklasser. Se evt. herom på Helsingør Turistbureaus hjemmeside. Under Kort og Links.
Første stop på turen er:
Esrum Kloster
Klosteret er fra midten af 1100-tallet, men er nu omdannet til et moderne museum, hvor de besøgende får et spændende indblik i middelalderens verdensbillede og levevis.
Der er arbejdende værksteder, middelaldermarked, hestevognsture og der arbejdes med skiftende middelaldertemaer.
Gå evt. på Esrum Klosters egen hjemmeside for at se de aktuelle temaer og tilbud. Se sidemenuen: Kort og Links
Næste stop er:
Esrum Kloster |
Nordsjællands Sommerpark
Nordsjællands Sommerpark er en forlystelsespark med et utal af fantasifulde forlystelser og aktivitetsmuligheder. Bl.a. vandland, dyrepark, gokartbane og fjernstyrede både.
Efter al den fysiske udfoldelse er tiden måske inde til at slappe lidt af.
Her er den nærliggende lille kystby, Gilleleje, et oplagt rejsemål.
Gilleleje
Gilleleje er en af Nordsjællands kendte badebyer. De idylliske omgivelser med havnen og den indbydende sandstrand har tiltrukket indenlandske og udenlandske turister i over 100 år.
Den storslåede udsigt til Kullen på den anden side af Sundet er med til at gøre Gilleleje populært.
Internationalt er Gilleleje også kendt for at være et af de største flugthavne for de danske jøder under 2. Verdenskrig. Gilleleje Kirkes loftsrum var i oktober 1943 tilflugtssted for ca.100 danske jøder, der blev opdaget af den tyske besættelsesmagt og sendt til tyske konzentrationslejre.
Man kan vælge at blive i Gilleleje til om aftenen og deltage i det traditionelle "moleræs" på den lange mole. Man kan også køre videre til naturområdet "Rusland" og se Rudolph Tegner Museet.
"Rusland" og Rudolph Tegners Museum
I et af Nordsjællands smukkeste landskaber kaldet: "Rusland", møder man et sælsomt syn. I det kuperede landskab dukker der et massivt, bunkerlignende byggeri op. Træder man indenfor, ser man en samling skulpturer med tydelige referencer til antikken.
Billedhuggeren, Rudolph Tegner (1873-1950) betalte selv for opførelsen af museet.
Flere af de bronceskulpturer som man kan se i Helsingør By er skabt af Tegner. F.ex. Danserindebrønden lige nord for Helsingør Værft og Herakles og Hydraen på Kronborgkajen i Helsingør Havn.
Dag 2
Bilturens anden dag byder både på slotsbesøg, naturoplevelser og besøg på et af Danmarks mest berømte kunstmuseer.
Frederiksborg Slot
Det imponerende renæssanceslot er opført i begyndelsen af 1600-tallet og er en af de ypperligste bygninger fra Christian 4.s regeringstid.
Slottet indeholder i dag, Det Nationalhistoriske Museum Frederiksborg Slot, med et spændende interiører, en omfattende historisk malerisamling og en stor samling personportrætter. Den imponerende barokhave er blevet genetableret, og hvis tiden er til det, kan man afslutte besøget med en lille sejltur på slotssøen med det gode skib, M/F Frederiksborg.
Frederiksborg slot |
Fredensborg Slot
En kort køretur fra slottet finder man:
Det lille slot er fra 1720,erne. Det smukke barokslot er i dag kongelig residens og danner bl.a. rammen om det danske kronprinspars bolig i Kancellihuset.
Fredensborg Slot |
Fredensborg Falkonergård
I umiddelbar nærhed finder vi:
Falkonergården er et helt unikt sted, hvis man vil opleve, hvordan mennesker og rovfugle, siden middelalderen, har arbejdet tæt sammen i jagten på et velsmagende måltid og børn og voksne kommer i tæt kontakt med luftens kongefugle.
Herfra går turen til det internationalt kendte Louisiana Museum for Moderne Kunst i Humlebæk.
Louisiana Kunstmuseum
Louisiana er et af Danmarks mest besøgte kunstmuseer. Det er meget smukt placeret i en park med skulpturer og en fantastisk panoramaudsigt over Sundet til Skåne. Udsigten kan også nydes fra cafeteriet og terrassen foran.
Museet viser nutidskunst fra hele verden, og børnene kan selv være kreative i museets eventyrlige børnehus.
Dag 3
Bilturens tredje dag begynder med sejlturen fra Helsingør til Helsingborg. Turen tager kun ca. 20 minutter med en af de store og velindrettede bilfærger, der sejler hvert 20 minut!
Dagens tur bringer familien ud i nogle af Skånes smukkeste naturområder.
Kullen
Længst ude på Kullahalvøen ligger naturreservatet Kullaberg. Udsigten og de dramatiske landskabsformationer har altid tiltrukket folk og længst ude på odden finder man Sveriges højest beliggende fyr. Fra fyret kan man følge en afmærket sti ned til den såkaldte ”Silvergrottan”. Den danske konge, Frederik II, som levede i 1500-tallet, troede, at han kunne udvinde sølv af en åre, man havde fundet i klippen. Den Nordiske 7-årskrig kom i vejen og man kom ikke i gang med ”udvindingen” før i 1571. Da viste det sig, at malmen fra ”Sølvhuggerhullet”, som man kaldte det, ikke indeholdt noget sølv og projektet blev opgivet. Det var en sølvskinnende bjergart, pegmatit, man havde fundet. Når man er inde i grotten, forstår man godt, at nogle kunne tro, at de sølvglitrende vægge indeholdt ædelt metal.
Kullen |
Nimis
På nordkysten af Kullaberg ved Skälderviken ligger Nimis, et kolossalt bygningsværk af drivtømmer, som kunstneren Lars Vilks har samlet og brugt til at skabe en højst besynderlig konstruktion. Man kan krybe gennem tunneler, klatre op i små tårne og vandre rundt i dette mærkværdige klatrestativ. Der er efter sigende brugt mere end 160000 søm til byggeriet. Stien til Nimis er fra Himmelstorps Hembygdsgård afmærket med ”N”. Man skal regne med, at det tager op til en time at gå derud. Vær også opmærksom på, at turen går gennem stærkt kuperet terræn og at man nogle steder kommer meget tæt på de stejle skrænter!
Tilbage på Hembygdsgården kan man få kaffe og kage på Himmelstorps cafè.
Ingelbo Moose Park
60 km øst for Helsingborg ved en lille by, der hedder Västre Torup, ligger Sveriges sydligste elgpark, Ingel Moose Park. Her kan man se ”dyrenes konge” og komme helt tæt på naturen.
Der er grillpladser og overnatningsmuligheder i parkens ”Bed & Breakfast”.
En populær måde at overnatte på er at ”bo på bondegård”.
Bo på bondegård
Som en hyggelig og anderledes form for natlogí kan det anbefales at Bo på bondegård.
Det plejer at være populært hos hele familien. Og under Kort og Links kan man finde en række tilbud på dette.
Dag 4
Bilturens 4. dag byder på naturoplevelser i området øst for Helsingborg.
Dræsinekørsel fra Nybygget og Ljungbyhed
Ved ledvogterhuset ”Lilla Kloster” på Vej 13 kan man bestille en helt speciel oplevelse. Man kan nemlig køre med dræsine på jernbanestrækningen mellem Nybygget og Ljungbyhed, en tur på 13 km tur/retur. Jernbanen går gennem et naturskønt område med meget vildt og man kan holde pause, hvor man vil. Det er bare at løfte dræsinen af sporet. Övad Skog er en rasteplads, der kan anbefales. Herfra er der en gåtur på 800 meter i nordlig retning til et oldtidsminde i en bøgeskov. Da restauranter ikke vokser på træerne i dette område, er det en god idè at have madpakker med.
Dinoland i Nyvång
På lang afstand ser man den enorme slaggebunke ved Nyvångs gamle kulgrube. Lige ved siden af den finder man Dinoland, som rummer en af verdens største samlinger af kopier af Dinosauruser i naturlig størrelse. Man skal vist være taknemmelig for, at den næsten tredive meter lange Tyrannosaurus Rex kun er en kopi og ikke et levende væsen. Man kan også gå op til udsigtspunktet oppe på slaggehøjen, besøge en lille forlystelsespark for børn, køre i tog gennem en eventyrskov eller øve sig i at køre Go-Cart.
Påarp Fuglepark
I Påarp lige uden for Helsingborg, ligger Sveriges største fuglepark. Her er flere hundrede arter fra hele verden, f.eks. araer, parakitter og kakaduer. Fuglene kan flyve rundt i en stor voliere på 33 x 10 meter.
Fugleparken er et velegnet udflugtsmål for hele familien. Børnene kan løbe rundt og lege i haven, passionerede ornitologer og glade fugleamatører kan samles omkring voliererne og alle kan nyde det berømte svenske kaffebord.
Der er overnatningsmuligheder i forbindelse med fugleparken og man kan også ”Bo på lantgård” i nærheden.
Dag 5
Bilturen afsluttes med en dag i Helsingborg.
Dropp In i Helsingborg
Dropp Inn er et oplevelsescenter med spændende aktiviteter for både børn og voksne. Temaet er vand og man kan selv udføre forskellige eksperimenter. Selvfølgelig kan man også bruge tiden på at blæse sæbebobler og udnytte de mange andre legemuligheder.
Med lys- og lydspil og computere som pædagogiske hjælpemidler kan man følge vandets veje både i naturen og i byen.
Udenfor er der andre muligheder. Man kan f.eks. sejle med fjernstyrede både, køre i el-biler eller lege i eventyrparken.
Helsingborgs Tropikarium
Nogle hundrede meter nord for Olympia, lige ved Frederiksdal, ligger Tropikariet. Her kan man se lemurer, anakondaer, krokodiller, skildpadder, skorpioner, dværgsilkeaber og meget mere. Vil du have en spændende zoologisk oplevelse, skal du besøge Tropikariet.
Väla Centrum
Det er let at komme til Väla, det nordvestlige Skånes største indkøbscenter, nogle kilometer uden for byen. Over 100 butikker og gode parkeringsforhold lokker hver dag kunder til fra nær og fjern.Kort og Links
| | Forslaget til en ca. 4- dages biltur i den nordlige del af Øresundsregionen
er en oplevelsestur for hele familien.
På linkikonet nedenfor kan man evt. orientere sig i de enkelte besøgsmåls egne hjemmesider med åbningstider, priser, booking etc.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Bilturen" i venstremenuen.
(Nyt kort under produktion) |
Esrum Kloster
| | Esrum kloster bliver i løbet af middelalderen den største jordbesidder i Nordsjælland.
Den tidlige middelalders stordrift på såkaldte grangier med lægbrødres arbejdskraft afløses af et system med brydegårde med tilknyttet arbejdskraft i skikkelse af gårdsæder (husmænd) og landboer (fæstebønder). |
Esrum Kloster i Nordsjælland blev etableret som cistercienserkloster i 1151 og knyttes til hovedklosteret Clairveaux i Frankrig, opkaldt efter reformatoren Bernard af Clairveaux. Endnu i dag aner man klosterets ideelle beliggenhed, isoleret på en flad strækning tæt ved Esrum Sø og op til åen, der kunne forsyne klosteret med drikkevand og vandkraft. Esrum Kloster blev fra starten begunstiget med gaver i form af jord og ejendom og udviklede sig i løbet af 1200-tallet til den største jordejer i Nordsjælland.
Esrum Kloster | 
Vandvejen | 
Esrums beliggenhed | 
Bernhard af Clairvaux |
Bryde- og fæstegårde
I en første periode frem til midten af 1200-tallet blev vægten lagt på produktion på store avlsgårde, såkaldte grangier, der blev drevet af munkene og klosterets lægbrødre. Disse fungerede primært som klostrets håndsarbejdere og deltog kun i begrænset omfang i klosterlivet. Lægbrødre- ordningen har formodentlig også været et værn mod fattigdom i tider med rigelig arbejdskraft.
Cistercienserordenen skulle ikke betale tiende og den jord som munkene arvede og selv dyrkede var i det hele taget fritaget for skat, så grangiesystemet har været givtigt og fordelagtigt. Fra omkring midten af 1200-tallet bliver det svært at hverve lægbrødre og man begyndte at afvikle grangierne til fordel for brydegårde, gårde med bestyrere og tilknyttede gårdsæder(husmænd). Omkring dette tidspunkt ophæves endvidere en intern regel om at ordenes jord ikke må bortfæstes og herefter følger også oprettelse af fæstegårde med landboere(fæstebønder).
Dyrkningsstrukturen
Dyrkningsstrukturen med brydegårde og 3-vangsbruget eksisterede i hvert fald i den vestlige del af Nordsjælland, Holbo Herred, hvor den bedste jord befandt sig. I øvrigt må man i Nordsjælland forestille sig en meget varieret produktion med udgangspunkt i en slags skovlandbrug, hvor, som tidligere nævnt, adskillelsen imellem agerland og skov var flydende og høslæt og græsning for dyrene har spillet en hovedrolle.
Produktion og kost
Naturalielandgildens sammensætning og klosterbesiddelsernes beliggenhed i Nordsjælland viser en tendens til at den vegetabilske produktion dominerer i de nordlige og vestlige dele, mens den animalske produktion dominerer omkring Nødebo i bunden af Esrum Sø, hvor der har været engdrag til græsning omkring søen. På Nordkysten omkring Hornbæk spillede fiskeproduktionen en vis rolle.
Det er imidlertid vanskeligt at sige noget præcist om levevilkår og ernæring, men en enkelt kilde, den såkaldte "Skånske ledingsret", oplyser indirekte om kostens sammensætning.
Esrums produktion |
Klosterets besiddelser
Esrumklosters besiddelser strakte sig helt ud til Øresundskysten, hvor udnyttelse af vandkraft til møller fandt sted omkring det nuværende Egebæksvang.
Klosterets besiddelser begrænsede sig imidlertid ikke kun til Sjælland. Foruden de ialt 311 fæstegårde man besad, ejede klosteret en hovedgård og 45 fæstegårde i Halland. og et ukendt antal gårde i Skåne. Endvidere besad klosteret en mølle i Helsingborg og samme sted 2 boder, som man havde fået testamenteret som gave.
I Halland havde man interesser i tømmer, bl.a. egetræ, der allerede i 1100-tallet var ved at blive en mangelvare på Sjælland.Gilleleje
| | Gilleleje er, udover at være et pragtfuldt badested og sommerhusområde, også kendt for at være ét af de vigtigste flugtcentre for danske jøder, der søgte redning i Sverige under den tyske jødeforfølgelse under 2.Verdenskrig.
Dette skete ikke uproblematisk. Den største tragedie udspillede sig på Gilleleje Kirkes loft, hvor tyskerne omringede ca. 100 danske jøder og førte dem til kz-lejre i Tyskland. |
Den store flugt - Danmark
Tusindvis af danskere flygtede i oktober 1943 over Sundet til Sverige. En hel del fra Gilleleje, Helsingør, Snekkersten og Espergærde.
Flugt over Sundet |
Optakten
Kort tid efter besættelsen forbød den tyske besættelsesmagt rejser mellem de skandinaviske lande, med mindre tyskerne selv accepterede dette. For at administrere og kontrollere forbudet forlangte tyskerne at:
-Der skulle søges visum, som danskerne selv skulle administrere, men under tysk kontrol.
-Der skulle oprettes et dansk kystpoliti til patrulje af de østvendte danske farvande fra Hundested i nord til Gedser i syd.
-Den danske marine skulle kontrollere de tilstødende farvande.
I begyndelsen voldte restriktionerne ikke de store problemer. Fra Danmark blev besat den 9.april 1940 til august 1943, kom der nemlig kun få flygtninge fra Danmark til Sverige. Dels på grund af de relativt fredelige forhold i Danmark, men også på grund af den restriktive flygtningepolitik i Sverige. Af svenske politirapporter fremgår det således, at den svenske neutralitetspolitik over for det stærke og sejrrige Tyskland betød, at svenskerne ofte sendte danske flygtninge tilbage til Danmark.
Kystpolitiet |
Vendepunktet
Efter en række store strejker og protester mod den danske regerings samarbejdspolitik, indgav regeringen d. 29.august 1943 sin afskedsbegæring til kongen, Chr. X. Denne undlod at behandle sagen, hvilket betød, at ministrene formelt set fortsat styrede Danmark og fik deres løn og pension besættelsesperioden ud. I praksis satte de embedsmændene i ministerierne til at stå for de daglige rutiner.
Besættelsesmagtens svar kom omgående: Internering af det danske militær og oprettelse af tyskdominerede terrorbander, som bl.a. udførte såkaldte clearingdrab, hver gang der fandt angreb sted på tyske interesser.
Flygtningestrømmen vokser
I lyset af disse begivenheder voksede antallet af flygtninge i september 1943 til 609, hvoraf de 61 var jøder. Resten var først og fremmest militærpersoner, modstandsfolk, statsløse personer, politifolk, men også eventyrere, der flygtede fra det mørklagte og restriktionsplagede Danmark.
En række kunstnere og intellektuelle, heriblandt en del jøder, begyndte at se skriften på væggen og arrangerede allerede i september 1943 overfarter til det neutrale Sverige.
Blandt dem var atomfysikeren Niels Bohr, arkitekterne Poul Henningsen og Arne Jacobsen. Arne Jacobsen var af jødisk oprindelse og Poul Henningsen stod på listen over clearingsofre, hvad han dog ikke selv vidste. De havnede begge sikkert i Stockholm, hvor de tilbragte resten af krigen.
Den 2. oktober 1943
Indtil slutningen af september 1943 følte de ca. 7.000 danske jøder sig forholdsvis sikre i Danmark. 99% havde således valgt at blive. Tre uger senere befandt langt de fleste sig i Sverige. Først og fremmest takket være en omfattende indsats fra danske medborgere.
Interne politiske magtkampe mellem den tyske besættelsesmagts repræsentanter i Danmark og hovedkvarteret i Berlin var også en medvirkende årsag til, at så mange undslap. Det er således en kendsgerning, at den tyske flådeattache von Duckwitz, sandsynligvis på foranledning af den tyske øverstkommanderende Best, lod oplysninger om den forestående aktion sive til den fremtrædende socialdemokrat og senere statsminister Hans Hedtoft, som advarede de jødiske kredse i København.
Werner Best | 
Duckwitz |
Den danske jødeforfølgelse
Natten mellem den 1 og 2.oktober 1943, iværksatte tyskerne en klapjagt på jøderne i Danmark. Officielt forklarede tyskerne overgrebet i dagspressen med de danske jøders skyld i augusturolighederne. For at få ”pillen til at glide ned”, løslod de samtidig de afvæbnede og internerede danske soldater.
Resultatet blev, at man i løbet af efteråret 1943 pågreb ca.600 jøder. De blev sejlet til Tyskland og 53 af dem døde i kz-lejren Theresienstadt. Det danske folketingsmedlem Martin Nielsen var øjenvidne til den modtagelse de danske jøder fik ved landgangen i Tyskland.
KZ-lejre i Europa | 
Theresienstadt | 
Martin Nielsen |
Sverige ændrer holdning
I lyset af begivenhederne i august måned, og tyskernes nederlag på østfronten og i det nordlige Afrika, tog den svenske stat sin neutralitetspolitik op til nyvurdering.Den 2.oktober 1943 meddelte Sverige således officielt, at de ville modtage de danske jøder som flygtninge. I tæt samarbejde med –især Skånes myndigheder og administration, blev der herefter etableret en række illegale flugtruter langs hele den sjællandske østkyst.
Den civile modstand
Jødeforfølgelserne betød et vendepunkt i mange danskeres holdning til den tyske besættelsesmagt. De danske jøders, historisk betingede, tætte integration i det danske samfund betød, at nazismens racepolitik krænkede mange danske borgeres retsbevidsthed. Større dele af befolkningen gik nu aktivt til modstand; ofte borgere uden tilknytning til den eksisterende del af modstandsbevægelsen.
I København strejkede studenterne i protest mod jødeforfølgelsen, og nogle af dem iværksatte, med stor succes, en indsamling af økonomiske midler til hjælp for jøderne: Omkring 1 million kroner, (Omregnet til 1993 kr. ca. 20 millioner kroner.)
Flugtruterne
De jødiske medborgere søgte nu i tusindtal fra København mod Øresundskysten, hvor der i de første dage herskede totalt kaos med hensyn til organisering af denne folkevandring. Flugtruter opstod spontant og i første omgang uden indbyrdes forbindelse.
Vidt forskellige mennesker gav sig enkeltvis, eller i grupper til at organisere flugtruter fra hovedstadsområdet til den svenske kyst. Aktiviteten strakte sig sydpå fra Møn til Holbæk. De fleste kom over fra København, men også Gilleleje på Nordkysten og Snekkersten syd for Helsingør blev i en periode veritable flugtcentre.
I Stockholm tog den danske arkitekt Ole Helweg initiativ til et møde med den svenske udenrigsminister og Ebbe Munck, der var den danske modstandsbevægelses repræsentant i Sverige. Og med hjælp fra jødiske kredse i Sverige blev der anskaffet en båd, der sattes i sejlads fra Malmö og blev starten på Den dansk-svenske Flygtningetjeneste, som i alt kom til at sejle 367 ture med flygtninge.
Hvorfra? | 
Ebbe Munch |
Vellykket redningsaktion
Resultatet blev, at langt de fleste, ca. 95%, af Danmarks ca. 7.000 jøder, i løbet af oktober måned kom i sikkerhed på den anden side af Sundet. Ca. 2-3000 direkte fra København, hvor omkring 80 % af jøderne boede.
Det var de privatbaserede flugtruter, bl.a. i Nordsjælland, der sikrede, at de danske jøder overlevede. Redningsaktionen for de danske jøder er, i den vestlige verden, senere blevet berømmet som noget enestående i forhold til den skæbne resten af Europas jøder led.Frederiksborg Slot
| | Frederiksborg Slot er oprindeligt opført i Frederik 2.s tid, men Chr. 4. påbegyndte i 1600-tallet en omfattende ombygning og satte sit eget præg på slottet.
I 1720,erne fik Frederik 4. etableret en imponerende barokhave, der som den eneste kongelige slotshave undgik at blive forvandlet til en romantisk have.
I 1996 blev den oprindelige tilgroede barokhave genetableret. |
Det ny Frederiksborg
Christian 4. fortsatte sin fars byggeiver i Nordsjælland, hvor han omkring år 1600 starter på at ombygge og udbygge Frederiksborg Slot. Arbejdet pågår over en årrække frem til 1626, hvor det står færdigt. I modsætning til Kronborg, der fremstår som en lukket befæstning, er Frederiksborg Slot åbent på bagsiden ud imod gården, hvor vandkunsten og de bagved liggende bygninger indgår i et samlet, mere åbent og repræsentativt anlæg, der således har mere moderne karakter: Slottet har mistet sin betydning som borg og befæstning, det tjener til præsentation af kongemagten.
Frederiksborg Slot | 
Pragtslottet | 
Audiensporten | 
Jerngitter | 
Frederiksborg Slot |
Renæssancestilen
Stilarten i byggeriet ved Frederiksborg, og en lang række andre af Christian 4´s byggerier, er nederlandsk renæssance med tårne, spir og rigt dekorerede gavlender. I Christian 4´s byggerier udvikles den karakteristiske blanding af røde teglsten og dekorative sandstensbånd og indramninger som ses på adskillige kongelige og adelige byggerier i samtiden.
Ligesom Frederik 2.anlagde et lysthus ved Marienlyst i Helsingør, opfører Christian 4. ved siden af selve slottet bygningen Sparepenge og også Badstuen, hvor det var mere bekvemt at opholde sig.
Frederiksborg slot | 
Badstuen | 
Trefoldighedskirken |
Frederiksborgs barokhave
Allerede i 1702 begyndte kongen at overveje at fjerne Sparepenge og den tilhørende have for at udnytte det skrå terræn på den anden side af slotssøen til anlæggelse af en større barokhave. 1720 begynder kongen at virkeliggøre sine planer. Sparepenge bliver brudt ned og en del af stenene herfra anvendes til opførelsen af Fredensborg Slot. I årene 1720-25 opføres den nye have efter plan af arkitekten Johan Cornelius Krieger.
Anlægget er på 100x 400 meter, anlagt i tre planer på det skrånende terræn. Venstre side af anlægget er koncentreret om en midterakse, der udgøres af en gennemgående vandkaskade. Anlægget omkring denne akse er symmetrisk beplantet, hvor de lave parterre-bede på første trin udgøres af varierede kongelige monogrammer.
Frederiksborg slotshave | 
Frederiksborg Slots omgivelser |
Genskabelsen
Som den eneste af kongehusets slotshaver undgik barokhaven ved Frederiksborg Slot at blive omlagt til romantisk landskabshave. Det har formentlig været for vanskeligt og forbundet med store omkostninger at fælde de mange lindealléer og ændre det karakteristiske terrasseformede terræn.
Siden 1850 har der været ønsker om at bringe den tilvoksede og forfaldne barokhave tilbage til tidligere tiders pragt. I 1993 lykkedes det endelig at tilvejebringe det økonomiske fundament, og den 5. juni 1996 blev J.C. Kriegers genskabte barokhave indviet.
I parterret har man plantet 65.000 buksbomplanter og 166 pyramideformede taksplanter. 375 lindetræer og 7.000 avnbøgplanter er anvendt til alléer og bosqueter. Til kaskadens dæksten er brugt 500m tilhuggede granitsten. I sommerperioden er kaskaden i drift, og haven viser sig fra sin smukkeste side.Fredensborg Slot
| | Efter afslutningen på Den store Nordiske Krig i 1720 synes man i Danmark endeligt at have opgivet tanken om at få Skånelandene tilbage. I hvert fald er fredstrangen så stor, at kongen ved anlæggelse af en ny residensbolig mellem Frederiksborg og Kronborg vælger at kalde denne for Fredensborg og ifølge overleveringen var det de penge, der var afsat til krigen, som anvendtes til byggeriet. |
Europas stormagter dominerer
Ved fredslutningen efter Den store Nordiske krig i 1720 var de to dobbeltriger Danmark-Norge og Sverige-Finland vel stort set jævnbyrdige, men også reduceret til brikker i er internationalt spil, der var domineret af de europæiske stormagter Frankrig, England, Holland og efterhånden også Rusland og det tyske område (Preussen), hvor samlingsbestræbelser tager fart i løbet af 1700-tallet.
Fredensborg: Et fredssymbol
I Danmark synes man efter Den store nordiske Krig endelig at opgive tanken om at få Skånelandene tilbage igen. I hvert fald er fredstrangen så stor at kongen ved anlæggelse af en ny residensbolig mellem Frederiksborg og Kronborg vælger at kalde denne for Fredensborg og ifølge overleveringen var det de penge, der var afsat til krigen, som anvendtes til byggeriet.
Hvor Fredensborg Slot nu ligger lå tidligere en jagtejendom eller lystgård med navnet Østrupgård, hvor kong Frederik 4.. gerne tilbragte tiden i stedet for det prangende Frederiksborg Slot. I 1719, da man efterhånden kunne skimte afslutningen på Store nordiske Krig, lader kongen bygge en kalkovn, ryddede veje og skove som forberedelse til en nyopførelse på stedet. Allerede i 1722 står hovedbygningen færdig og nybygningen får navnet Fredensborg, hvilket henviser til fredslutningen efter den store krig. Oprindelig var det da også tanken at kuplens lanterne på hovedbygningen skulle have været en statue antagelig af fredsgudinden.
Fredensborg Slot | 
Set fra parken |
Barok med renssancepræg
Det oprindelige anlæg bestod af den anseelige hovedbygning med kuppelsal, som endvidere udgjorde den ene side i et ottekantet anlæg, som tillige med nogle fritliggende bygninger opføres under den senere landbygmester J. C. Krieger, som på daværende tidspunkt var gartner ved orangeriet i Rosenborg Have.
Forbilledet er måske den franske konges lystslot Marly, som kongen havde set på den første af sine udenlandsrejser i 1691-92. I det ydre har slottet imidlertid ikke meget til fælles med den overlæssede franske barokstil. Fredensborgs glatte murfacader genfindes på Frederiksberg Slot. Kun de brede vinduesindfatningerne med overliggende frontoner fungerer dekorativt, men de ligner mest af alt vinduesindfatningerne på Kronborg, som er i renæssancestil. Trods disse renæssanceindslag er hovedindtrykket dog iflg. "Slots- og Ejedomsstyrelsen", barok:
"Det smukke 1700-tals barokslot danner ofte rammen om større officielle statsbesøg og familiebegivenheder i kongefamilien."
Den tillempede renæssancestil er da også ganske særegen og har mest lighed med stilen på Stockholm Slot, der er opført af den berømte svenske arkitekt Nicodemus Tessin den yngre. Formodentlig er inspirationen gået via den senere landbygmester Johan Conrad Ernst, der i 1697 opholder sig hos Tessin i Stockholm for at sætte sig ind i konstruktionen af et residentsslot, som Christian d. 5. havde tænkt at opføre i Amalienborg Have i København. På denne måde er opførelsen af Fredensborg Slot et vidnesbyrd om den kulturelle udveksling imellem de to lande, som bestod på trods af krig og uenighed.
Det oprindelige udkast | 
Døre og vinduer |
Jardins indflydelse
Efter Fredensborgs opførelse i 1723 kommer snart alle betydelige arkitekter i århundredet i berøring med byggeriet i forbindelse med udvidelser og ændringer, som dog heldigvis ikke spolerer slottets oprindelige karakter. Sidst, men ikke mindst, er den franske arkitekt N.H. Jardin involveret i planer for en større ombygning af selve slottets hovedbygning og haven, som omlægges over en årrække fra 1759-68. Størstedelen af de øvrige projekter opgives da kongen omkring 1762 skal bruge flere penge på oprustning på grund af modsætningsforhold til Rusland.
Fredensborg 1729 | 
Jardins plan 1760 | 
Normandsdalen |
Kullen
| | Kullen kaldes det bjerg, som ligger på Kullahalvön i nordvestre Skåne. Kullens yderste spids afgrænser Øresund fra Kattegat.
Området omkring Kullen, Kullabygden, blev et populært mål for 1800-tallets turister og de små fiskerlejer Arild og Mølle forvandledes til turiststeder.
Kullabygden er ofte betegnet som: "Den skånske riviera". |
Kullen-Arild og Mølle
Det smukke og dramatiske landskab på det langstrakte Kullaberg i Skåne , blev, allerede i 1800 tallet, et yndet udflugtsmål for sommergæster fra begge sider af Sundet.
Kunstmalerne var de første, der følte sig tiltrukket af den romantiske natur, men hurtigt fulgte litteraterne efter, og senere blev området et yndet sommerlandsted for den lidt mere velhavende del af befolkningen. De gamle fiskerlejer, Arild og Mølle, i udkanten af det vestlige og østlige område, blev, med deres pitoreske småhuse og nærhed til vandet attraktive udflugtsmål.
Kullaberg er ikke mere end 187 meter højt, men det faktum at det rejser sig direkte op fra havet bevirker at terrænformationen er opsigtsvækkende. Selve bjerget er 16 km langt og de fleste steder ca. 2 km bredt. Yderst mod havet afsluttes bjerget med en brat skrænt.
Kullens stejle skrænter mod det farlige hav på begge sider og de mange grotter har, fra Arilds(!) tid, naturligvis skabt grobund for for utallige folkesagn og myter.
Kullaberget | 
Silvergrotten udefra | 
Silvergrottens udsigt | 
Silvergrotten |
Palnatokes skiløb og Kullenmanden
Under romantikken vågnede interessen for de gamle nordiske folkesagn. En del af dem var knyttet til Kullaberg. Allerede i 1809 skrev Adam Oehlenschläger således tragedien ”Palnatoke” og bragte hermed atter liv til Saxos fortælling om den gamle danske sagnfigur. Palnatoke skulle, for att bevise sin formåen i skisport over for Harald Blåtand, have foretaget et styrtløb ned ad Kullens skrænter. (En bedrift som mange danskere, i lidt mindre målestok, den dag i dag, forsøger at efterligne ved halsbrækkende bjergklatringer)
Bernhard Severin Ingemann berettede i sin bog ”Valdemar Sejr” om "Kullamannen", som spåede om Valdemar Sejrs sønners fremtid.
Kullenmanden var en blandning af et slags naturvæsen og en autentisk historisk person på Kullen. Ifølge traditionen skulle det være en ridder ved navn Thord Knutsson Bonde.
Palnatokes skrænt |
Kullabergets romantiske navne
Den national- og naturromantiske interesse fremgår tydeligt i de navne, som man i 1800-tallets sidste halvdel gav klippeformationer og grotter på Kullaberg. F.ex. Kullamannens grav, Valdemarsgrotten og Palnatokes skrænt for slet ikke at tale om de smukt klingende navne: Kaprifoliegrottan, Paradiset, Josefinelust, og Silvergrotten. Josefinelust er opkaldt efter Oskar I:s hustru Josefin, som besøgte stedet.
Josefinelust | 
Josefinelustgrotten |
Arild, tidlig kunstnerkoloni
På Kullabergs østside finder vi det gamle fiskerleje Arild med udsigt over Skälderviken, Bjärehalvön og Kattegat. Det behagelige klima, den romantiske og idylliske atmosfære med det lidt bortgemte fiskerleje og lyset fra havet bidrog og bidrager stadig til stedets attraktionskraft.
Allerede i 1830,erne blev en række skandinaviske kunstmalere fascineret af Arilds landskabelige skønhed og de skabte efterhånden et frugtbart kunstnermiljø, hvor bl.a. de to fremtrædende landskabsmalere, danskeren Frederik Christian Kiaerskou og nordmanden Adolf Tidemand havde deres staffelier stillet op.
Arild - en idyl | 
Arilds Havn | 
Arild-fiskere | 
Arilds Havn 2006 |
Mor Cilla
I midten af 1800-tallet fik Arild et populært samlingspunkt for byens fiskere og de tilrejsende kunstnere og sommergæster. Det var den handlekraftige og bramfrie, Cecilia Andersson, som omdannede sit store hjem til et gæstgiveri, som hun kaldte, Mor Cilla.
Huset findes endnu i en fuldstændig forandret ombygning, men blev dengang et centrum for kunstnerisk virksomhed og selskabelighed. En slags forløber til det nok så berømte Brøndums hotel i Skagen.Blandt kunstnerne var også Natanael Beskow. som i september 1891 portræterede Mor Cilla på en af dørene på hotellet. Portrættet kan ses endnu. Traditionen, hvor kunstnerne betalte værten med billeder var Mor Cilla fuldstændig fremmed. Der skulle penge på bordet. Historien melder ikke noget om, hvorvidt, der blev gjort en undtagelse i Beskows tilfælde!
Mor Cillas status som fiskerlejets ukronede dronning i 1890,erne blev endeligt slået fast da Kong Oscar II besøgte Arild i 1894. Frokosten blev indtaget hos Mor Cilla. For bordenden tronede kongen og borddamen-ja, det var Mor Cilla!
Mor Cilla | 
Hotel Mor Cilla | 
Oskar II:s besøg | 
Kongebrev |
Danske kunstnere i Arild
Peter Severin Kröyer,der blev en af de kendteste Skagensmalere, opholdt sig allerede i 1872 i Arild og genbesøgte stedet i både 1881 og 1885. En hel del af hans værker herfra kan nu beses på Skagens Museum.
De naturalistiske tegninger af det fattige fiskerlejes befolkning viser tendensen til at fjerne sig fra forrige periodes romantiske skildringer.
En anden flittig sommergæst blandt kunstnerne var Viggo Pedersen, som også oprettede og ledede en kunstnerskole. Antallet af danske Arildskunstnere er anseeligt, men man kan bl.a nævne August Jerndorff och Bernhard Middelboe.
Når man ser, hvordan mange af de danske kunstnere samledes i Arild, Hornbæk og Skagen er det tydeligt, at det er de små fiskerlejer, der ofte skabte inspirationen.
P.S.Krøyer | 
Mor Cilla | 
Pige fra Arildsleje 1872 | 
Arild-skomager 1872 |
Svenske kunstnere i Arild
De svenske kunstnere kom også til Arild og Mor Cilla, men i reglen kom de senere end de danske. Carl Fredrik Hill besøgte Arild i 1870, 72 og 73, men de fleste svenskere kom dog først et stykke ind i 1880-talet. Richard Bergh, senere chef for Sveriges Nationalmuseum, kom til Arild første gang i 1884, Gustaf Cederström kom på sit første sommerbesøg her i 1887. Fritz von Dardel var i Arild 1891, hvor han bl. a. tegnde en tegning fra Mor Cillas 65-årsdag. Den måske flitigste kunstnersommergæst var Gustaf Rydberg, som boede i Arild hver sommer fra 1889 till 1909.
Mange kvindelige kunstnere var produktive i Arild. Elisabeth Keyser boede her flere somre i 1890erne og etablerede endda en malerskole. Emilia Lönblad boede i Arild 1891 og 1892. Sophie Stiernstedt blev sommerarildsbo 1901. Et lokalt talent var Gisela Trapp, som i sine unge år(midten af 1890-tallet)kom till Arild og malede. Hun var gift med Oscar Trapp, en af Helsingborgs konsuler, og blev efterhånden meget betydningsfuld for egnen. Hun var dybt religiøs og fik bl.a. opført et katolskt kapel i sin have i den vestlige del af Arild. Det stod klart 1921 og anvendes endnu af den katolske kirke.
Uden at nævne alle svenske og udenlandske kunstnere, som kom til Arild, så kan man se at som tidligt centrum for friluftsmaleri, var Arild nærmest at sammenligne med Skagen.
Mor Cillas 65-årsdag | 
Vikingestil Arild | 
Bo Folkvi |
Kullabygden - kulturel smeltedigel
Det var ikke blot romantikkens fortalere og kunstmalere, som fandt et åndehul i Kullenområdets både dramatiske og romantiske natur. Man kunne også møde kulturpersonligheder med helt andre opfattelser af tilværelsens sammenhæng.
Georg Brandes opholdt sig f.ex. i Mølle i 1890. August Strindberg beskrev et besøg i Mölle og på Kullen i sine "Legender". Det var dog mest hans egen sjæl og dens kvaler, han her beskrev, mens Selma Lagerlöf ti år senere hæftede sig mere ved Kullens besjælede natur i sin: "Niels Holgerssons underbara resa genom Sverige". Selma Lagerlöf boede i Mölle sommeren 1906 sammen med Sophie Elkan.
Hjalmar Söderberg traf danskeren Emelie Voss under sit ophold i Mölle 1907 og fik nyt mod på livet efter sit havarerede ægteskab.
Længere inde i 1900-talet kom bl. a. Vilhelm Ekelund, Ivar Lo Johansson, Anders Österling og Ola Hansson på kortere eller længere besøg i Kullabygden.
Ablahamn | 
Hotel Kullaberg | 
Turisthotellet Mölle |
Mølle - badestedet
Det blev Mølle, som efterhånden blev den virkelige turistmagnet. Alle talte om det "skamlösa Mölle", hvor mænd og kvinder gik i vandet sammen! At Mølle var et af de første steder i Europa, med en så frimodig adfærd, vakte dog ikke ubetinget glæde hos en del af Mølleboerne. Når de var udenbys svarede de ofte på spørgsmålet om, hvor de kom fra, at de kom fra Arild, hvor en sådan frivol optræden var ukendt.
Oskar II:s besøg 1894 i Arild og Mølle og Kejser Wilhelms landstigning 1907 blev højdepunktet som bevis på områdets attraktionskraft. Oscar ridsede under besøget sit navn ind i en af grotterne på Kullen, der senere, naturligvis, fik navnet: ”Oscarsgrottan”.
Mölle by the Sea | 
Fællesbadning | 
Badenymfe | 
Ransvik |
Berlin - Mølle
I 1900-talets første årtier skete der en voldsom vækst i Mølles turisterhverv. En ny togforbindelse mellem Mølle og Höganäs, der åbnedes i 1909, var en væsentlig faktor for områdets forvandling til Sydsveriges første og største turistområde. Mølles internationale status blev understreget med en direkte togforbindelse mellem Berlin og Mølle.
Turister i Mölle | 
Vikingestil Mølle |
Det hvide Mølle
Mølles tiltrækningskraft, gav efterhånden, især efter sekelskiftet, anledning til opførelsen af en hel del hoteller. F.ex.. Hotell Kullaberg, Hotell Elfverson, Turisthotellet og Grand Hotel. Men allerede før hotellernes blomstringstid havde en hel del huse deres egne lokale karateristika.De typiska Möllehuse havde en høj sokkeletage med bryghus og oven på denne lå så selve lejligheden. Husene var som regel hvidmalede, og den farve er fortsat karakteristisk for Mølles huse.
Mölle - den hvide by | 
Mølle 2003 | 
Populært turismemål |
Turisthotellet Mölle |
Hotel Kullaberg |
Kullens gamle fyr
Den yderste del af Kullaberg afgrænser Øresund fra Kattegat, men også land fra hav på en meget markant måde. I århundreder har det dramatiske landskab fascineret mennesker og gjort det til et yndet udflugtsmål. Men forbjerget, der rager ud i havet, har også altid været til stor fare for de søfarende. Derfor indså man også tidligt nødvendigheden af at advare søens folk med et fyr. I 1561 anlagdes således en fyrplads på ordre fra Frederik II. Det blev afgørende forbedret to år senere med et muret tårn.
Den ansvarlige fyrmester fra 1577 blev Tycho Brahe, der senere faldt i unåde hos Christian 4. på grund af beskyldninger om at have misrøgtet opgaven.
Det tidligste billede af Kullens fyr, som vi kender, er tegnet af hollænderen, Simon Frisius i 1615, da han sejlede mellem Holland og Rusland. I århundrederne efter er fyrtårnet bygget om utallige gange.
Kullens fyr |
Kullens nuværende fyr – en 1800-tals idé.
Kullens nuværende fyrtårn er kun 15 meter højt, men som en lysende krone på toppen af den majestætiske klippe, er det alligevel et storslået syn. Helt konkret befinder lyskilden sig 78,5 meter over havet og er hermed et af Sveriges højest beliggende.
I 1898 accepterede myndighederne tegningerne til det nuværende fyrtårn. Arkitekten var Magnus Dahlander fra Dalarne. Byggeriet blev påbegyndt i 1899, og det nye fyr kunne indvies i år 1900. Her leveredes tillige det linseapparat, der, endnu i vore dage, roterer i landterningen på fyret.
Linserne som forstærkede lyskilden var resultatet af den forskning, der blev udført af den franske fysiker og ingeniør August Frensel (1788-1827). Han havde studeret, hvordan lyset brydes gennem forskellige linser og konstaterede her, at hvis man placerer lyskilden i fokus på et brændeglas, så brydes strålerne, så de udgår parallelt fra linsen. Denne opdagelse fandt sted allerede i 1822. Demed kunne der nu konstrueres linser, som forstærkede lyset langt mere effektivt end de gamle parabolformede spejle.
Den første Frensellinse blev i 1823 sat i det berømte franske fyr Cordouan ved Frankrigs vestkyst. Men vi skulle dog først helt frem til sekelskiftet, før pariserfirmaet Barbier & Barnard kunne levere den nye konstruktion til Kullens fyr.
Hele linseapparatet med sine tre store linser var da Sveriges største. Det blev drevet rundt ved hjælp af et urværk og et lod, som blev anvendt frem til 1937.
Selve lyskilden blev elektrificeret i 1907 med en 1000 wats pære, der gennem linserne gav og fortsat giver Skandinaviens stærkeste lysblink hvert 5-te sekund fra denne roterende treenighed.
Kullens fyr | 
Kullens fyr - en udsigtsplads | 
Linserne | 
Lyskilden | 
Fyrets gamle lod |
Cykeltur
| | Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en fire-dages cykeltur i den nordlige del af Øresundsregionen.
I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Cykelturen" i venstremenuen.
God tur!
(Nyt billede under produktion) |
Cykelturen
For den motionsinteresserede turist er der her en række forslag til, hvordan man overkommeligt og billigt, kan opleve regionens kulturarv, kunsthåndværk og kulinariske tilbud.
I Øresundstids sidemenu kan man læse mere om den historiske baggrund for de enkelte destinationer.
Under Kort og Links findes der en vejviser samt links til de enkelte besøgmåls egne hjemmesider med åbningstider og priser.
Dag 1
Den første dag begynder turen i Helsingør. Fra Helsingørs bykerne cykles der, via Marienlyst Allé ad Gl.Hellebækvej et par kilometer ud til én af den danske fagbevægelses højborge i Danmark. LO-Skolen.
LO-Skolen
LO-skolen er et kursus og konferencecenter, hvor den danske fagbevægelse i slutningen af 1960´erne lod opføre et pragtmonument af en skole til uddannelse af deres tillidsmænd og kvinder fra hele landet.
Højskolen er også kendt for sin meget store samling af dansk eftertidskrigskunst og den flotte udsigt til Skånelandskabet på den anden side af Øresund.
LO - Skolen, Helsingør |
Hammermøllen
Hammermøllen i Hellebæk er et eksempel på den tidligste industrialisering i Danmark. Møllen er i 1980 restaureret, så den fremtræder som i 1765, hvor den var et vigtigt led i den omfattende våbenfabrikation, der fandt sted i området. Placeret i Hellebæks idylliske omgivelser er møllen et yndet udflugtsmål for turister og skoler.
Hammermøllen |
Domain Aalsgaarde
Temperaturen på vore nordiske breddegrader er normalt ikke velegnet til vinproduktion. Men Domain Aalsgaardes geografiske placering er en undtagelse. En entusiastisk, dansk vinbonde har derfor oprettet Danmarks første officielle vingård med rundvisning, foredrag og vinsmagning. Der produceres fem forskellige hvidvinssorter.
Domain Aalsgaard | 
Domain Aalsgaard Vejviser |
Flynderupgård Museet
Flynderupgård Museet i Espergærde ligger smukt mellem Egebæksvang Skov og de dyrkede marker. Her er der skiftende kulturhistoriske udstillinger, en fiskerisamling, en gammel købmandsbutik, klasseværelse, bondestue, rosenhave som i 1920. I "Folkekøkkenet" serveres der gamle, traditionelle danske retter. Museet har også et frilandskulturcenter med eksempler på tidligere tiders landbrug.
Flynderupgård | 
Flynderupgaard Vejviser |
Louisiana
Louisiana Museum for moderne Kunst i Humlebæk blev oprettet i 1958. Udgangspunktet var en gammel herskabsvilla fra 1855 og museets spændende arkitektoniske udformning er skabt i nøje sammenhæng med terrænet.
Kunstmuseet med dets permanente og skiftende udstillinger er et af de mest besøgte museer i Danmark.
Fra museet er der tillige en storslået udsigt ud over Øresund til Hven og Skåne.
Krogerup Avlsgaard
Krogerup Avlsgaard er et økologiske landbrug med tilhørende gårdbutik og cafe´. Det ligger kun ca. 500 meter fra Louisiana museet og har en omfattende produktion af grøntsager. Den indgår i et større økologisk udviklingskompleks, der hedder, Årstiderne. Avlsgården er nabo til den kendte Krogerup Højskole. Hele landskabet omkring Krogerup er ved at blive fredet.
Krogerup Avlsgaard | 
Krogerup Avlsgaard Vejviser |
Andersen Art
Andersen Art, på Strandvejen 390 i Espergærde, er et lille, men spændende kunstgalleri med skiftende udstillinger, skulpturhave, skøn beliggenhed og fri udsigt over Øresund. Herskabsvillaen var oprindelig sommerhus for en af Danmarks store politikere under besættelsen, Christmas Møller.
Marienlyst Hotel og Nationernes Allé
Hotellet stammer helt tilbage fra 1859, men er idag et helt moderne hotel ved Øresunds bred. Hotellet kan bl.a. tilbyde et badeland med tropisk klima, terrasse, spa, sauna, massage og fri udsigt over Sundet og til Kronborg.
Historisk set har Marienlyst Hotel været et mondænt mødested i over 100 år, hvor en række nationale og internationale personligheder refererer til deres oplevelser her.
Tæt ved hotellet finder vi Nationernes Allé. Før turen går til det nærliggende Helsingør Vandrerhjem, bør man se pragtvillaerne på Nationernes Allé. De er oprindeligt bygget til den mere celebre del af hotellets gæster. Bygningshistorisk set er husene interessante. F.ex. har en del af dem indslag fra den nationalromantiske vikingestil.
Sur la Plage. | 
Nationernes Allé |
Danhostel - Vandrerhjemmet i Helsingør
Kun et stenkast fra Marienlyst Hotel, Ndr.Strandvej 24, finder vi en af Nordsjællands bedst beliggende vandrerhjem, hvor man kan overnatte til en billig pris. Det ligger i smukke naturomgivelser med privat strand og nok så komfortable værelser.
Under Kort og Links kan man, via Helsingør Turistbureaus hjemmeside, finde en nærmere beskrivelse.
Dag 2
Nu skal vi til Hven. Om formiddagen tages færgen "Harald Blåtand" fra Helsingør Havn ud til den smukke ø.
Harald Blåtand | 
Harald Blåtand Vejviser |
Hven
Hven er alt, hvad der er tilbage af den landtange, som indtil for ca. 8.000 år siden, gjorde Skåne og Sjælland landfaste. Tilbage blev blot øen Hven
Hven er også øen, hvor der produceres god mad og drikke. Et sted for livsnydere! Her dyrker man druer og laver sin egen vin. Øen har sit eget mineralvand, og man laver også sin egen is. Her dyrkes den durumhvede, som benyttes i øens gode brød og delikate pasta. Her findes ydermere hvidløgsdyrkning, fiskerøgeri og gedeostproduktion. Under forberelse er endvidere øens eget whiskydestilleri.
Hven er, kort sagt, det perfekte udflugtsmål. Følg blot de godt vedligeholdte cykelstier.
Tycho Brahes Hven | 
Cykelturen på Hven |
Sct. Ibbs middelalderkirke
Begynd f.ex. med at kigge ind i den lille middelalderkirke, Sct.Ibb. Det var apostlen Jacob, købmændenes skytshelgen, som blev kirkens skytshelgen. Den ældste del af kirken er fra 1200-tallet. Kirkehvælvet er fra 1400-tallet, hvor man i nyere tid har afdækket kalkmalerirester.
Altertavlen fra 1578 er skænket af Tycho Brahe, den verdensberømte danske astronom, der også var lensmand på Hven i slutningen af 1500-tallet.
Den storslåede udsigt over Øresund fra Backafallens top forstærker yderligere oplevelsen af kirkebesøget.
Kunstnere og kunsthåndværkere
Mange kunstnere og kunsthåndværkere har etableret sig på Hven. Ateliererne ligger som perler på en snor. Snyd ikke jer selv, besøg dem!
Begynd f.ex. med at se Kulturhusets kunstudstilling. Umiddelbart ved siden af ligger Tunaboden og Hvens Vævestue. Her tilvirkes den smukke Malvalampe, men også sommerhatte og græsmåtter.
Nogle få hundrede meter længere fremme kan man med fordel besøge skulptøren Lena Cedergrens atelier, Landsvägen 259.
Tycho Brahemuseet
Herefter er det en god idé at fortsætte frem til Tycho Brahemuseet, der er indrettet i den tidligere Allhelgonakyrkan. Tycho Brahe var en af verdens førende videnskabsmænd og levede og forskede på Hven fra 1576-1597. Her lod han et lille slot Uranienborg, opføre, omgivet af renæssanceidealets geometriskt udformede havekunst. Slottet blev skammeligt nok nedrevet i 1600-tallet, men halvdelen af haveanlægget er nu reetableret med tidstypiske vækster.
Ved siden af slottet fik han bygget et underjordisk observatorium, Stjerneborg.
Tycho Brahes verdensberømmelse skyldes bl.a., at han på Hven fik opført den første rigtige videnskabsinstitution i Europa. Øen blev et samlingspunkt for videnskabsmænd og kongelige personer fra hele kontinentet.
I museet får man et godt indtryk af dette. Det er også muligt at komme ned i resterne af det underjordiske Stjerneborg.
Tycho Brahe | 
Uranienborg |
Turistgårdens Restaurant m.m.
Frokosttiden nærmer sig nu. Den kunne, med held, indtages på Turistgårdens restaurant. Uden beregning kan man, som ekstra dessert, samtidig nyde udsigten over Sundet til Danmark.
Hvendurum:
Hvis man herefter cykler lidt tilbage kan man kigge ind i bageriet, Hvendurum. Når man åbner døren bliver man nærmest bedøvet af duften af nybagt brød. Det er også hér man producerer pasta af den durumhvede, som dyrkes på øen. Hven er iøvrigt det nordiske sted i Europa, hvor denne kornsort dyrkes.
Cassiopeia Trädgårdsgalleri:
Tæt på ligger Cassiopeia Trädgårdsgalleri. Her finder man smukke ting til sin have og hjemmet.
Anis Galleri:
Rundt om hjørnet, på Norreborgsvägen, finder man Anis Galleri. Her kan man erhverve unikt glas og keramik, som galleriet selv fremstiller.
Sølvsmeden:
Ved siden af ligger Sølvsmeden, hvor Jan-Åke Ståhl designer og sælger smykker og
Hvensouvenirer i sølv og guld.
Backafallsbyn
Efter frokosten kan man cykle frem til Backafallsbyn. Her er der overnatningsmulighed i et afslappet miljø. Mens skumringen sænker sig, kan man nyde en veltillavet middag, evt. med gode kvalitetsvine.
Whiskybaren taler for sig selv. Den anses for at være en af de bedste i verden. Tilbyder f.ex. ca. 500 forskellige whiskymærker, heriblandt Sveriges største samling af Single Malt whisky. Der er dog intet krav eller forventning om, at man prøvesmager alle sorterne!
Dag 3
På cykelturens tredjedag er vi stadigvæk på Hven. Øens mange kunsthåndværkere har ofte åbne værksteder, hvor man kan iagttage deres håndværksmæssige kunnen og på den kulinariske front kan man glæde sig over små entusiastiske fødevarervirksomheder med hver deres speciale.
Marielunds Kunstnergård og Sophie Design
I sit ombyggede barndomshjem, Marielunds Konstnärsgård, på Hven, afholder Kunstmaleren Céleste udstillinger og kursusvirksomhed sammen med sin kollega Stig-Owe Jemseby. Kunstnergården er omgivet af en smuk skulptur og blomsterpark.
I umiddelbar nærhed kan man kigge indenfor hos Silverblänk & Guldkorn Sophie Design; et arbejdende værksted med salg af kunst og kunsthåndværk.
Skulpturparken i Marielund | 
Celeste-Glæden |
Langs landevejen
Fortsætter man nu længere ud af øens landevej, ligger der flere atelierer og mindre spisesteder med forskellige specialiteter.
Tunagården
Landsvägen 142. Her har Gunillas Glas & Bernt H Keramik værksteder med brugs- og prydsgenstande.
Potteverkstan
Landsvägen 134. Her foregår der keramikforarbejdning
Hvens Getost
Landsvägen 66. Nina och Glenn Björne har her etableret en gårdbutik med en række specialiteter: gedemælk, gedeoste, fårekød m.m. som de selv producerer.
Den nordlige ende af landevejen er en stejl bakke, der munder ud ved Bäckvikens havn. Herfra afgår både til Råå. I ventetiden kan man måske nyde en is fra Hvens Isfabrik, der forhandles i Havnekiosken.
Hvens Gedeost Vejviser |
Råå
Sejladsen til Råå tager ca. 1 time. Det idylliske fiskerleje med de lave byhuse langs de små gyder og stræder har haft en dramatisk og omskiftelig tilværelse. I 16- og 1700 tallet var Råå skueplads for flere voldsomme krigshandlinger. Omkring år 1900 var Råå Sveriges største fiskerby.
Efter landstigningen indtager mange turister deres frokost på Havnekroen, hvor man er i nær kontakt med bådfolket og deres aktiviteter.
Ramlösa
I 2007 fejres der 300-årsjubilæum for Ramlösa Brunns indvielse. Nutidens Ramlösa er præget af boliger og kontorområder, men en del af bygningerne fra glansperioden i 1800- tallet står endnu tilbage. Her færdedes kongelige og andre prominente personer og med lidt fantasi kan man sagtens se for sine øjne, hvordan de spadserede rundt i den smukke brunnspark, mens de ventede på en helsebringende drik fra nogle af kilderne, et beroligende bad eller deltog i elegante middage på det store Brunnshotel. Nogle var måske ifærd med at entre en hestesporvogn for nemt og bekvemt at komme til Sundets badestrand. Andre var måske patienter på vej til Brunnsparkens sygehus for en mere indgående behandling.
Ramlösa som flygtningelejr:
Mange nulevende danskere og nordmænd føler stor taknemmelighed mod Ramlösa Brunn, som under anden verdenskrig fungerede som flygtningelejr for dem, som var flygtet fra den tyske besættelsesmagt i Danmark og Norge.
Kurhotellet |
Pålsjö
Der er nogle kilometer fra Ramlösa til Pålsjö, men der kan gøres interessante ophold undervejs: Det folkelige "söder", centrum med forretningsliv og intensiv færgetrafik, det moderne boligområde i Norra Hamnen og folkelivet omkring Gröningen og Fria Bad på en god sommerdag.
Pålsjøbadet ligger i den nordlige ende af strandpromenaden og er et klassisk badehus på pæle ude i vandet. Vel fremme kan man forkæle sig selv oven på anstrengelserne på cyklen med en tur i badstuen, et urtebad og behagelig massage.
For nogen vil det måske bagefter være fristende at indtage en svalende drik på Pålsjö Kro, der kun ligger i få skridts afstand.
Pålsjöbaden i Helsingborg |
Vandrerhjemmet Thalassa
Vandrerhjemmet er et glimrende overnatningssted. Fra Pålsjöbadet cykler man gennem naturskønne områder til overnatningsstedet i Pålsjö Skov. Her er der komfortable værelser med egen altan, hvorfra der er havudsigt.
Middagen kan eventuelt indtages på Thalassas à la Carte Restaurang.
Villa Thalassa | 
Udsigt fra Villa Thalassa | 
Villa Thalassa Vejviser |
Dag 4
På cykelturens sidste dag besøger vi velkendte turistattraktioner i Helsingborg. Har man set dem før betyder det ikke noget. De fortjener alle mere end ét besøg! Men vi vågner op på vandrerhjemmet i Pålsjö Skov.
Pålsjö Skov
Hvis man vælger at gå morgentur i Pålsjö Skov, møder man et broget folkeliv: motionister, cyklister, hundeluftere, og folk der blot ønsker en naturoplevelse.
Pålsjö Kyrkegård:
Turen kan fortsætte på krigskirkegården. Her får man et gribende indtryk af Sveriges dilemmea under 2. verdenskrig, hvor den svenske stat følte det nødvendigt at forsvare sin neutralitet trods den brede befolknings sympati for de allierede. Det er ikke alle, der ved, at en hel del soldater fra Tyskland, England, Canada og Australien blev dræbt på svensk territorium og ligger begravet her.
Krigsgrave i Pålsjö |
Sofiero Slot
Fra Thalassa er der kun fem minutters cykeltur nordpå til Sofiero, Helsingborgs mest populære turistattraktion. Sofiero Slot var den svenske kongefamilies sommerslot frem til 1973. Kong Gustav 6. Adolf blev dette år syg under opholdet på Sofiero og døde efter nogle dage på Helsingborgs Sygehus. Det viste sig, at kongen havde testamenteret slottet og parken til Helsingborg Kommune, som nu ejer det hele.
Det er især parken med dens unikke samlig af surbundsplanten rhododendron, der hvert år lokker tusinder af turister til Sofiero. I hovedbygningen er der indrettet både restaurant og bistro.
Sofiero Slot |
Dunkers Kulturhus
Fra Sofiero er der 5-6 km til Helsingborgs centrum. Det går hurtigt. Bl.a. fordi det er ned ad bakke det meste af vejen, og at der ofte er medvind fra nordvest.
Kulturhuset ligger ved Norra Hamnen og indeholder kunsthal, udstillingshaller, byhistoriske udstillinger, teater og koncertsal, musikskole, restaurant m.m.
Dunkers Kulturhus |
Mariakirken
Klemt inde mellem husene, umiddelbart syd for Storttorget, finder man Maria Kyrkan. Den udgør, sammen med Kärnan, Helsingborgs fineste middelalderklenodier. Den gotiske kirke er fra ca.1400 og indeholder mange kunstskatte fra bl.a. nordisk middelalder og renæssance. Den berømte Diderik Buxtehude var organist i Maria Kyrkan i 1650erne.
Mariakirkens vestlige facade | 
Maria Kyrkans hvælv |
Det centrale Helsingborg
Når man befinder sig midt i byen, er det fristende med lidt shopping i de mange forretninger. eller måske blot en slentretur på Kullagatan, Nordens første gågade.Kort og links
| | Forslaget til en ca. 4- dages cykeltur i den nordlige del af Øresundsregionen
er en oplevelsestur for hele familien.
På linkikonet nedenfor kan man evt. orientere sig i de enkelte besøgsmåls egne hjemmesider med åbningstider, priser, booking etc.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Cykelturen" i venstremenuen. |
LO-Skolen
| | LO-skolen i Helsingør er et eksempel på det kvalitetsbyggeri, der fandt sted i Øresundsregionen efter 2. verdenskrig.
På begge sider af Sundet er der eksempler på, hvorledes 1930,ernes nytænkning inden for arkitekturen blev videreført. Integrationen mellem bygninger og landskab fik således en høj prioritet. |
Helsingør vokser sig stor
I mellemkrigstidens Helsingør under den navnkundige socialdemokratiske borgmester Peder Christensen, kong Peder kaldet, udvikledes en fornem byggetradition i byen. Man var tidligt på færde med både socialt boligbyggeri, andelsboliger og lav-tæt bebyggelse, f.eks. Hamlets Vænge omkring 1920 og den såkaldte Negerlandsby, som dannede skoleeksempler rundt omkring. Kong Peders ambition var at skabe en mønsterkommune bl.a. med hensyn til. boligforhold og det lykkedes i høj grad.
Henimod 2.verdenskrig opgiver kommunen direkte medvirken i boligbyggeri og i 1938 overlades opgaven til et dertil indrettet socialt boligselskab. Byggeaktiviteten under besættelsen er meget begrænset , men boligbehovet stigende og i 1946 angives det at omkring 500 familier i byen står uden bolig. Det første store projekt efter krigen bliver opførelsen af anlægget Rolighed i 17 boligblokke frem til 1951. Byggeriet tegnet af arkitekten V. Drosted udmærker sig bl.a. ved den utraditionelle placering af blokke, ikke i rad og række langs vejen, men forsøgt indplaceret i landskab og terrænforholdene. I årene herefter opføres i hastig rækkefølge byggerierne Blicherparken og Gefionsparken, der med sine små, sammenbyggede huse nærmest har karakter af parcelhuskvarter.
Regionen på vej | 
Roligheden |
Moderne byggeteknik
I 1953 påbegyndes et af landets første elementbyggerier i beton, Grønningen, som stod færdig til indflytning i 1957. Kun varmecentralens skorsten blev opført af murere, mens resten blev fremstillet i beton på stedet og samlet af specialarbejdere. Vaskekælderen var indrettet med moderne, elektriske maskiner, der kunne lette arbejdet for den sandsynligvis udearbejdende husmoder - omkring 250.000 danske kvinder kom i dette tiår ud på arbejdsmarkedet.
Helsingør er i slutningen af 1950erne er by i vækst, men som den nye borgmester Sigurd Schytz formulerer det, så ønsker man en stor by, men ikke en storby. I 1961 opføres helt ud til Gammel Hellebækvej Sundparken, et byggeri i tre etaper med udprægede etageejendomme passet ind i omgivelserne, men måske mindre overbevisende som naturrelaterede byggeri betragtet.
Overvejelser om samspillet imellem moderne boligbyggeri og deres omgivelser går til tilbage til den tidlige industrialisering, hvor man i såkaldte parkbyggerier forsøger at indplacere boligerne i forhold til grønne omgivelser.
De tidlige funktionalistiske byggerier, som Blidah Park ved Strandvejen i Hellerup introducerer i begyndelsen af 1930erne nye placeringsmuligheder og danner sandsynligvis også forbillede for Roligheden og andre lokale byggerier i Helsingør.
Grønningen |
Utzons klyngehuse
I perioden 1957-61 opførte arkitekt Jørn Utzon sine berømte klyngehuse, Kingohusene, i Helsingør. Og i 1962-63 en lignende bebyggelse i Fredensborg. Kingohusene omfatter i alt 60 gårdhavehuse og ligger i udkanten af Helsingør mellem Gurrevej, Kingosvej, Carl Plougs Vej og med Montebello som nabo. Ved opførelsen fik bebyggelsen navnet Kingohusene efter Boligselskabet Kingo, der stod som bygherre. Under dét navn er bebyggelsen fortsat kendt både nationalt og internationalt. Men lokalt fik det hurtigt navnet Romerhusene. De 60 huse blev i øvrigt solgt enkeltvis efter opførelsen.
Utzon har sandsynligvis haft kendskab til den lokale tradition og tilpasningen til omgivelserne og enkelthusenes indbyrdes placering fremstår derfor som væsentlige træk ved disse byggerier. Den enkelte bolig lukker sig ganske vist om sig selv, men finder sammen med andre lignende boliger i en samlet helhed.
Jørn Utzon var også særdeles aktiv i Skåne, hvor han bl.a. tegnede den såkaldte Planetstaden i Lund og bebyggelsen Prästkragen i Bjuv, som begge kan betragtes som en slags efterfølgere til Kingohusene. Utzon er også arkitekten bag højhuset på Elineberg i Helsingborg samt ophavsmand til hel del privatboliger på begge sider af Sundet.
Utzons Kingohus | 
Grundplan for bebyggelsen | 
Grundplan for enkelt hus | 
Fredensborghusene | 
Privatvilla |
LO-skolen, Helsingør Højskole
Helsingørs traditionelle rolle som en af Danmarks største industriarbejderbyer, siden slutningen af 1800-tallet, lå bag beslutningen om at lade den samlede arbejderbevægelses (Landsorganisationen) største højskole opføre tæt på byen..
Den oprindelige arkitektkonkurrence blev vundet af den verdensberømte danske arkitekt, Jørgen Utzon, der ville opføre et højhus i det kuperede terræn. Men det blev anden præmiens vindere, Karen og Ebbe Clemensen og Jarl Heger, der fik overdraget opgaven
De valgte at ”lægge højhuset ned” og udforme skolen som en moderne landsby med et middelalderlig og sydeuropæisk forbillede og islæt. Hovedbygningen med undervisningslokaler, restaurant osv. er centralt placeret og omkring denne, er der grupperet seks bygninger indeholdene kursisternes værelser.
Skolen blev indviet i 1969 og er sammen med det samtidige Louisiana i Humlebæk et yndet udflugtsmå for arkitekter fra hele verden, der beundrer den enkle arkitekturs samspil med omgivelserne.
Den store udenomsplads har siden 1969 betydet, at skolen har været udsat for utallige udvidelser og forbedringer.
En stor kunstsamling med ca. 1000 malerier - fortrinsvis af dansk nutidskunst efter 2. verdenskrig - er til stor glæde for de mange, der færdes på stedet.
LO-Skolen, Helsingør |
Kvickly- supermarkedets æra
Omkring 1960 er velfærdsudviklingen for alvor sat ind, hvilket også viser sig ved et øget forbrug og ændrede indkøbs- og forbrugsvaner. Brugsen i Helsingør havde med stort held introduceret en række nye varegrupper, såsom knallerter, Tv-apparater og møbler. Man tager konsekvenser heraf og påbegynder i 1961 byggeriet af et supermarked, tegnet af arkitekt Mads Drosted, 36.000 kvadratmeter med 19.000 kvadratmeter butiksareal. Den 6. maj 1965 indvies her Danmarks største brugsbutik med en 45 meter lang køledisk.
Kvickly opføres på en gammel industrigrund i det indre Helsingør og i samme periode bygges nogle enkelte nye huse i den indre by: Den nuværende Danske Banks hjørneejendom med facader i marmor, glas og kobber og Bikubes pendant på Axeltorv. Bortset fra disse velfærdstempler bliver udviklingen i den indre by præget af tidens bevarende saneringspolitik.
Kvicklys supermarked |
Kommunalreformen 1970
Med kommunalreformen i 1970 lægges Danmarks største landkommune, Tikøb, sammen med den typiske købstad Helsingør og det betyder, at der nu åbnes muligheder for at bebygge nye områder. Der skabes et nyt aflastningscenter på området omkring Prøvestenen, hvor tidligere landbrugsejendomme som Vapnagård omskabes til kolossale boligbebyggelser.
Saneringen af det gamle Helsingør fortsætter, og efterhånden vokser købstaden sammen med kystbyerne Snekkersten og Espergærde i syd. Saneringen af bebyggelsen Lappen i slutningen af 1960erne bliver retningsgivende for den bevarende sanering af bykernen, som fastlægges i en tidsfølgeplan af det nye byråd i 1972.
Vapnagård |
Espergærde – pendlernes paradis
Espergærde i byens sydlige udkant vokser fra fiskerlejet langs kysten ind i landet, hvor det efterhånden også opsluger landsbyen Mørdrup. Tikøb Kommune, der frem til kommunalreformen i 1970 er Danmarks største landkommune, er også begyndt at få vokseværk. Først og fremmest i tilknytning til kystlinien, men landets første motorvejsbyggeri fra København og nordover åbner også nye perspektiver. Nu kan man efterhånden også tage privatbilen og nå ind til arbejdspladsen i city på under en time. Det er tankevækkende.
I 1959 begynder tanken om at udvide Espergærde med en hel ny bydel at tage form. Man påregner at indbyggertallet hermed vil stige fra omkring 4.000 og op til mellem 15 og 18.000 mennesker.
To arkitekter, Peer Bruun og Per Christiansen udvælges til at projektere Den hvide By, som området kaldes. Som helhed skal det omfatte både boligkarreer, skole, institutioner, posthus, bank, idrætsplads, kirke, grønne områder og et indkøbscenter. Med andre ord, alt hvad der hører en bydannelse til, -måske undtaget historisk baggrund.
Karakteristisk for tiden og eftertiden bliver indkøbscentret det dynamiske centrum: Størstedelen af indbyggerne arbejder langt væk, men der er gode parkeringsmuligheder ved centeret og man kan købe ind uden at blive generet af vejrliget og unødig trafik.
Den hvide by |
Nye tendenser
Tæt lav bebyggelse bliver efterhånden en vedtagen norm og stadig nye variationer kommer til, som f.eks. Sjølundsparken i Hellebæk fra 1978.
Lige op til Sjølundsparken er opført et mindre boligkvarter af svenske typehuse og dem er der en hel del af i Nordsjælland. Forklaringen herpå er bl.a. de billiger priser på svenske typehuse det seneste årti. Omvendt finder man nu på Norre Hamn i Helsingborg arkitektegnet dansk lejlighedsbyggeri i den dyre ende af skalaen. Integrationen er efterhånden total, hvad boligbyggeri angår.
Sjølundsparken | 
Svensk enklave på Nordkysten | 
Lejligheder på Norre Hamn | 
Norre hamnen Helsingborg |
Hammermøllen
| | I 1700-tallet tager den begyndende industrialisering fart flere steder på Sjælland bl.a. i Hellebæk på Nordkysten seks kilometer fra Helsingør. Udgangspunktet var udnyttelsen af den vandkraft der var til stede her. I Hellebæk drejede det sig om fabrikation af våben, primært geværer til den danske hær. Hammermøllen, som ses midt i billedet, var den centrale del af forarbejdningsanlægget. |
Industrialisering i Hellebæk
Vandkraftens betydning
Ved påbegyndelsen af byggeriet på Kronborg i Frederik 2.s tid blev man opmærksom på mulighederne for at udnytte den vandkraft, der var til stede i omegnen, først og fremmest i Hellebæk. Med henblik på at forsyne de mange arbejdere med brød byggede man i første omgang en kornmølle helt nede ved stranden, men under Christian 4. begyndte man også at interessere sig for andre projekter. Da man omkring århundredeskiftet fandt myremalm i området iværksatte han et projekt, der tog sigte på at udsmelte og bearbejde jernmalm herfra. I 1601 beskikkes således en Poul Smelter til:
”...i den nye Smeltemølle, som vi ved vort Slot Kronborg haver ladet bygge, med Flid og uden Forsømmelse at skulle smelte og bearbejde den Jernerts, som sammesteds udi Lenet findes".
Forsøg med jernfremstilling
Projektet med jernfremstilling bliver aldrig nogen succes, det forlægges i stedet til Norge, men man fortsætter med at smede forskellige jernemner i et anseligt omfang, over 10.000 stykker smedegods til Frederiksborg Slot, bl.a. under ledelse af Caspar Fincke, der var mestersvend ved møllen i perioden 1622-1630. Der var tale om allehånde forskellige produkter, såsom låse, hængsler, dørklinker og viduesgitre. Der blev også opført en kobbermølle i området, antagelig med vand fra Kobberdammen som drivkraft, men omstændighederne er her mere uklare. Kobberplader skulle bl.a. anvendes til tag på kongens mange bygninger. Det samlede anlæg fungerede frem til omkring 1650, men ødelægges af svenskerne under krigen i 1658. Herefter går der omkring 100 år før der for alvor kommer gang i tingene igen.
Udnyttelse af vandkraften
Forudsætningen for hele foretagendet var udnyttelsen af vandressourcerne i området og det omfattende reguleringssystem, der skulle sikre stabil vandtilførsel hele året rundt.
Det centrale område for udnyttelsen af vandkraften er Hellebækken, der løber fra Bondedammen til stranden nedenfor med et fald på over 20 meter. Arbejdet med at opdæmme og udnytte vandkraftsystemet påbegyndes i 1575 med arbejdskraft fra Helsingør. I første omgang tager man fat på den nedre del af systemet, men allerede i 1577 graves der en kanal imellem Sortesø og Klaresø. Der har ligget et stort arbejde i den løbende vedligeholdelse af både vandsystemet og møllerne.
Hammermøllen | 
Vandsystemet ved Hellebæk |
Geværfabrikken i Hellebæk
I starten af 1700-tallet er der planer om at anlægge en geværfabrik i Hellebæk, men først da værket sættes på auktion i 1743 og regimentskvartermester Stephan Hansen fra Helsingør overtager det for 15.250 rigsdaler bliver det for alvor til noget.
Stephan Hansen er et godt eksempel fra denne tid på en borgerlig, egentlig bondesøn, der med flid og arbejdsomhed tjener sig op i samfundet. I forbindelse med anlæggelse af geværfabrikken oplever vi ham som privat iværksætter, idet han ganske vist får monopol på at fremstille geværer i 20 år. I 1743 var han ved at gøre karriere indenfor militæret og fungerede også som købmand i Helsingør. I perioden fra 1750-1770 havde han desuden handelsret på Færøerne. Omkring 1750 lader han Hellebækgård opføre i sammenhæng med sine udvidelser af foretagendet.
Stephan Hansen formår at reorganisere og forny hele værket. Gamle bygninger istandsættes, han indkalder fagfolk fra udlandet og opfører en række nye bygninger, heriblandt de karakteristiske gule mesterboliger i Bøssemagergade, hvor en række håndværksmestre og deres svende boede og arbejdede.
Samtidigt kort over anlægget
I 1752 tegnede en ansat ved værket et kort over anlægget. Kortet viser strækningen fra Bondedammen og ned til kysten. Ifølge kortet er der på dette tidspunkt 2 hammermøller. Det menes, at den ene har haft et såkaldt overfaldshjul, den anden som det nu kan ses på den restaurerede mølle et underfaldshjul. Den oprindelige mølle ombygges i Stephan Hansens tid og står færdig 1765, samme år som staten køber værket tilbage.
I forbindelse med restaureringen af møllen omkring 1980 har man rekonstrueret den udvidede mølle fra 1765. Møllehjulene var placeret ved gavlenden. Det højeste hjul, 6 meter i diameter og 3/4 meter bredt, driver blæsebælgen til essen indenfor, mens det lavere hjul, 5 meter i diameter og 1,5 meter bredt, driver to hamre, en såkaldt strækhammer, hvis hoved vejer 100 kilo, og en løbhammer, der vejer 20 kilo. der er endvidere forbindelse til blæsebælgene på loftet.
Kort over anlægget 1752 | 
Hammermøllen | 
Tværsnit over mølleværket | 
Den ny hammermølle |
Overgangen fra håndværk til industri
Interessant ved værket i Hellebæk er dets karakter af overgangsform fra rent håndværksmæssig produktion til den senere tids egentlige industri.
Karakteristisk for håndværket er, ideelt set, at få faglærte arbejdere individuelt udformer produkterne med enkle redskaber og i reglen til et kendt marked, som f.eks. Helsingør med opland.
I modsætning hertil er den industrielle produktion rettet imod et ukendt, eller foranderligt marked, og produktionen er opdelt i delprocesser og finder sted ved hjælp af et antal maskiner, der drives ved mekanisk kraft.Som overgangsformer opererer man endvidere med to hovedformer: Manufakturvirksomhed og forlagsindustri.
Manufakturvirksomhed
Manufakturen er karakteriseret ved at man samler et stort antal arbejdere på et og samme sted (bygning). Der er tale om en begyndende arbejdsdeling, men endnu ikke en fælles kraftkilde, der dikterer arbejdsgangen.
Denne produktionsform findes i Danmark allerede på 331V.s tid i form af statsmanufakturer, der skulle forsyne hoffet med f.eks. silkeprodukter. I denne form er der tale om en national selvforsyningsstrategi, og altså et ”lukket" marked, der skulle medvirke til at sikre uafhængighed på strategiske områder. Leverancer til hæren af krudt, kugler m.m. er også karakteristisk, og det her statens interesse for geværfabrikken i Hellebæk kommer ind.
Forlagsindustri
Forlagsindustrien fokuserer primært på produktionens tilrettelæggelse i henseende til finansiering og afsætning af varerne. Selve produktionen er forlagt til arbejdernes hjem, typisk i forbindelse med tidlig tekstilproduktion. Forlæggeren leverer råstoffer til produktion, ofte tillige arbejdsredskaberne og sørger for at aftage og afsætte varerne. Denne produktionsform er karakteristisk for tidlig tekstilproduktion i Danmark og findes endnu i form af hjemmesyerskers arbejde.
Det kan herefter være interessant at forsøge at bestemme, hvilken type af virksomhed geværfabrikken udgør. Som hjælp hertil kan man endvidere inddrage en beskrivelse af selve produktionsgangen:
"For at følge Hellebæks udvikling kan det være nyttigt at se, hvorledes der blev fremstillet geværer, og hvorledes udviklingen i geværernes konstruktion skred frem. Fabrikationen omfattede geværer, ladestokke og bajonetter. Og de enkelte dele blev fremstillet i adskilte møller og værksteder.
I Hammermøllen blev geværløbene smedet. Jernet blev smedet ud til en strimmel, der var lidt længere, end løbet skulle være. Strimmelen blev på en ambolt med et hak bøjet til U-form. Jernet blev derefter bukket om en dorn. Efter at emnet var opvarmet til svejsevarme, blev det svejset sammen uden om en dorn under en vandhammer med sænkere med cylindriske fordybninger i både ambolt og hammer. Når der så blev svejset en bundprop i den ene ende, var løbet klar til udboring og slibning. Disse operationer foregik i særlige møller.
En dygtig smed kunne smede 2 1/2 løb på en arbejdsdag, antagelig 12 timer. Ladestokke og bajonetter blev smedet i en særlig hammermølle; de havde også egne slibemøller. Låsene og andet tilbehør blev smedet af smede, der havde værksteder i forbindelse med deres boliger. Der var også værksteder for skæfterne, der blev lavet af valnøddetræ, eller for de mindre fine geværers vedkommende af elmetræ.
Når løbet var færdigt, blev det prøvet af værkets probermester i "Proberhuset", der stadig findes i Hellebæk. Bygningen er delt i to dele. Den ene er muret og forsynet med tegltag. Den var værksted for probermesteren... Under afprøvningen blev løbene fastspændt med indtil 50 stykker ad gangen. Der var så en rende til fængkrudt, som kunne antændes udefra..."
"Af de prøvede geværer sprængtes ca. 4,5% ved prøven af en samlet produktion på 88.700 løb, og af de færdige geværer kasseredes 18,2%. Til rest blev ca. 70.000 stk. (perioden 1800-1819) Det var derfor ikke mærkeligt, at geværskytterne i gamle dage bad en bøn, før de affyrede et skud, og hurtigskydning kunne det ikke blive til.
Nogle af de geværer, der kasseredes i København, blev dog anvendt; de blev brugt som betaling for varer i de oversøiske lande, f.eks. for slaver. Mange af disse geværer sprængtes ret hurtigt, men det anfægtede ikke sælgerne."
Det kan tilføjes Kislings beskrivelse, at mestersvenden som regel kunne vælge imellem at modtage råvarer (jern og kul) afmålt, eller få arbejdet i entreprise og så selv skulle bekoste indkøb af råvarer. Endvidere antages, at de ansatte bøssemagere har kunnet udføre samtlige processer i fremstillingen, men at der i praksis har været tale om specialisering i enkelte delprocesser.
Staten blander sig
I 1765 køber staten det samlede værk i Hellebæk tilbage fra Stephan Hansen for den nette sum af 120.000 rigsdaler. I 1767 er kongen ved at overdrage værket til generalmajor J. F. Classen, der i forvejen har skøde på krudtværket i Frederiksværk, mod at der årligt leveres 6.000 geværer.
Imidlertid lægger finansministeren H. C. Schimmelmann sig imellem og foranlediger, at værket sættes på auktion, hvor han byder 1.000 rigsdaler over Stephan Hansens søn og erhverver foretagendet for 70.000 rigsdaler.
Hellebækgård |
Industribaronen
H.C. Schimmelmann var ligesom Stephan Hansen opkomling, søn af en pommersk købmand, og allerede hovedrig, da han i 1761 knyttes til den danske regering som finansiel rådgiver og garant. Han får formidlet store lån til den danske stat og sanerer statsfinanserne. Der sker bl.a. gennem salg af statens aktiver, frasalg af krongods, men også diverse statsvirksomheder.
Selv opkøber Schimmelmann godset Lindenborg og bliver adlet (baroniseret). Nok så interessant i denne sammenhæng er hans køb af statens sukkerplantager i Vestindien med tilhørende raffinaderier for 400.000 rigsdaler.
Schimmelmann (1724-1782) | 
H.C. Schimmelmann (1724-1782) | 
Fregatten Fredensborg |
Trekantshandelen
Med købet af geværfabrikken i Hellebæk er Schimmelmann egenhændigt i stand til at indtræde i den for tiden så karakteristiske trekantshandel imellem Europa, Afrika og Amerika. Færdigvarer, såsom geværer afskibes fra Europa til Afrika, hvor varerne byttes med slaver, der sendes til Vestindien. Herfra hentes råvarer bl.a. sukker, som så sendes til videre forarbejdning i Danmark. Hertil kom at Schimmelmann også havde monopol på sukkersalg til Norge.
Schimmelmann havde altså også andel i slavehandelen og et af slavetransportskibene bar navnet "Grevinde Schimmelmann". H.C. Schimmelmanns søn Ernst arbejdede senere aktivt for at ophæve negerhandelen. I 1792 indføres der med en overgangsperiode på 10 år forbud imod at indføre slaver til Vestindien, men de kunne stadigvæk handles på øerne, og ægtefæller og børn og forældre kunne fortsat adskilles ved salg.
Forladergeværet – en forældet konstruktion
I Stephan Hansens tid fremstilledes årligt omkring 3000 geværer, i perioden 1769-1800 ca. 6000 stk. årligt. Geværproduktionen fortsætter op igennem 1800-tallet, men under krigen i 1864 viser de langsommelige forladegeværer sig at være teknologisk forældede og produktionen opgives. Hvor møjsommeligt affyringsprocessen var giver et uddrag af "Bestemmelser for geværets ladning" fra 1863 et indtryk af.Flynderupgård
| | Flynderupgårds hovedbygning
I Helsingør var man tidligt bekendt med naturdyrkelse og landliggeri. Allerede i slutningen af 1700-tallet var det lokale borgerskab i Helsingør begyndt at søge ud af byen for at tilbringe fritiden på lystgårde i omegnen, først indenfor selve bykommunens grænser, siden hen længere ude på landet, f.eks. i Nyrup, Fairyhill og Claythorpe samt i Gurre. |
Landliggere
Omkring midten af 1800-tallet er forskellige sider af borgerskabets tankegang og livsstil for alvor ved at tage form. Tilværelseskampen fylder ikke længere det hele og en karakteristisk adskillelse imellem arbejde og fritid begynder at gøre sig gældende. Fritiden bliver så at sige opfundet og man får blik for at naturen er et udmærket reservat for meditative og rekreative beskæftigelser. Dette giver sig udslag i et omsiggribende fritids- og ferieliv, som udspiller sig omkring og på begge sider af Øresund med landliggeri, kurbade, hoteller og alt hvad dertil hører.
Eksemplet Helsingør
I Helsingør var man tidligt bekendt med naturdyrkelse og landliggeri. Allerede i slutningen af 1700-tallet var det lokale borgerskab i Helsingør begyndt at søge ud af byen for at tilbringe fritiden på lystgårde i omegnen, først indenfor selve bykommunens grænser, siden hen længere ude på landet, f.eks. i Nyrup, Fairyhill og Claythorpe samt i Gurre.
I første omgang var det de mange englændere i byen, der vel kendte skikken hjemmefra, siden hen også andre, f.eks. storkøbmand Jean Jacob Claessen, der allerede omkring 1790 købte flere ejendomme i omegnen. Skikken breder sig efterhånden og i løbet af 1800-tallet bliver Hellebæk og i det hele taget Nordøstsjælland et yndet mål for ferieophold, eller landliggeri, for borgerskabet i København.
Et noget pompøst eksempel på den mere velhavende del af borgerskabets ambitioner om at sammenligne sig med engelske lavadel, finder vi i arkitekturen på hovedbygningen til Flynderupgård på Agnetevej i Espergærde.
Byboere på udflugt | 
Landliggere | 
Fairyhill |
Flynderupgård | 
DFDS´s øresundsdamper |
Nordkysten 1820 | 
Ålsgårde 1880 | 
Lystejendommen Belvedere | 
Familieselskab: |
Den nye infrastruktur
En vigtig brik i det tiltagende landliggeri var naturligvis den stadig udbedrede infrastruktur, især dampskibe og jernbaner. Helsingør får som den første provinsby besøg af dampskibsfærgen Caledonia, landets første, allerede i 1819 og op igennem 1820erne og 30erne er der uregelmæssig trafik langs kysten. Fra slutningen af 1842 blev der fast dampskibsforbindelse med færgen Hamlet imellem København og Helsingør og og i 1845 forlængedes ruten til Helsingborg. Fra 1856 kom der endvidere fast forbindelse med dampskib imellem Helsingør og Helsingborg.
Efterhånden kunne man transportere både familiemedlemmer og bagage over større afstande. Dampskibene lagde til ved forskellige lokaliteter undervejs og derfra blev man inklusive gepäck roet i land til de attråede sommerboliger. Med dampskibene og især jernbaneforbindelsen imellem København og Helsingør over Hillerød i 1864 opstod der mulighed for at farmand kunne nå ind til byen og passe forretningerne også i sommerhalvåret.
Caledonia | 
Dampskibet Hamlet | 
Dampskibet Ophelia | 
Øresundsfærgen i Vedbæk | 
Nordbanen |
Nordbanens linieføring | 
Køreplan for kystbanen | 
Hornbækbanen | 
Klampenborg |
Embedsmænd og kunstnere
I første omgang var det hovedsagelig den højere embedsmandsstand og kunstnere der feriegæstede Nordsjælland. Embedsmandsfamilien Collin og ægteparret Heiberg, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg og hendes mand, digteren og smagsdommeren Johan Ludvig Heiberg, er blandt de første borgerlige der gæster kysten nord om Helsingør.
Fra København kendte ægteparret Heiberg udmærket den stigende fritidskultur og søgen ud i naturen og deltager nu også selv aktivt i bevægelsen. Johanne Louise Heiberg skildrer i sit erindringsværk "Et liv genoplevet i erindringen", det første møde med Hellebæk som en kontrast til ”storbylivet” i København.
Sommerlandet
Efter kunstnerne kommer byborgerskabet i almindelighed og efterhånden bliver landliggeri et must for byborgerne, således som det skildres i Herman Bang bidske tekst Landliv. Bang var en kender af både det moderne storbyliv og landliggeriet, mest kendt nok fra kortromanen Sommerglæder, som forgiver at finde sted i Jylland. Emnet berøres også i Herman Bangs journalistik, som når han i Illustreret Tidende 1885 skriver om Hellebæk, som han for nylig har forladt:
»Nu er det for sent at skrive om Hellebæk. Naar Regissørklokken har lydt, er Lejet ikke mere interessant. Feriesommeren er forbi, og det rigtige Efteraar, det er endnu ikke kommet. Maaske kan vi tage derop en Dag fra Byen, naar det gaar til Ende med September, og de sidste flyttevognes Spor er slettet ud. Så holder jeg af det deroppe. Da er Naturen blevet ene. Den har faaet Tid til at blive sig selv igen. Den har rystet af sig alle Sommergæsternes profane Aah, og den har glemt Turisterne. Der er blevet stille i Skoven. Tyst sysler Pan. Letbenet vildt tegner over Engen flygtende Skygger, naar, for at drikke, Bredden af Skovsøens Vand. Gulnede Elme hviske saa sagte derover.
Luften er klar. De første Blade faldt i Gaar langs Stien. De dufte nu, mens de hviske«.
Ålsgårde 1880 | 
Hornbæk strand 1906 | 
Strandvejen Snekkersten | 
Landliggere i Hornbæk. | 
Landliggernes sommerglæder |
Garnhus i Snekkersten | 
Hotel Gefion |
Turistindustrien
Holger Drachmann, der var opvokset i Fredensborg, kendte som få andre kunstnere Nordøstsjælland og opholdt sig i tidens løb både i Hellebæk, Hornbæk, Snekkersten og på "Marianelund" i Gurre. I sin fortælling "Skraaplaner" fra 1881 reflekterer Holger Drachmann over, hvad landliggeriet betyder for det lokale samfund og dets udvikling.
Kunstnerne indlogerede sig i starten på de eksisterende kroer, eller privat, men efterhånden opstod der en hel industri af pensionater og badehoteller i takt med at lokaliteterne blev kendte. Som illustreret hos Drachmann begyndte landliggerne med tiden også at opkøbe jord og huse og klientellet blev bredere. Kunstnerne flygter efterhånden til andre og mindre overrendte dele af sommerlandet. Det gælder f.eks. Holger Drachmann, der dog ender sine dage på en privatklinik i Hornbæk i 1908.
H. C. Andersen som landligger
H.C.Andersen er i eftertiden kendt for sine mange udenlandsrejser og talrige besøg hos landadelen. Mindre kendt er måske hans kortere visitter til Nordsjælland, hvor han besøgte borgerlige venner og bekendte, der lå på landet om sommeren. Først og fremmest familien Collin, der i 1860erne og 70erne bor på landet i og omkring Hellebæk.
H.C. Andersen havde et noget anstrengt forhold til Nordkysten, og efter hvad der strengt taget må betegnes som en gennemrejse i 1837, skal man helt frem til 1864, hvor Andersen er på et kort ophold på det nyåbnede Hotel Marienlyst, sammen med sin unge ven balletdanseren Harald Scharff. Togforbindelsen med Nordbanen fra København til Helsingør er åbnet netop i 1864 og det bliver indledningen til en række kortere besøg på Nordkysten i de efterfølgende år.
I 1867 er Andersen atter på færde. Familien Collin har nu erhvervet fast sommerbolig på skrænten. Andersen bliver til frokost, men indtager aftensmåltidet på Hotel Marienlyst. De omkring to timers togrejse fra Helsingør til København synes at passe Andersen, der samme år endnu engang besøger Hellebæk. Omkring 1870 er Andersen ligeledes to gange i Helsingør og Hellebæk, første gang ”for at besøge Collins og se deres nye hus”. Anden gang har Andersen indlogeret sig på hotel Brix i Helsingør. Det er formodentlig sidste gang H.C. Andersen sætter benene på disse kanter, idet et dagbogsnotat fra 1873 vidner om at han denne sommer modtager besøg af fru Collin fra Ellekilde. H.C. Andersen dør i 1875.
Nordbanen 1864 | 
Badehotellets beliggende | 
H. C. Andersen 1852 |
Køreplan for kystbanen | 
Transport fra stationen |
Op og ned langs kysten
Forfatteren Meir Aron Goldschmidt har også leveret skildringer af livet langs kysten bl.a. i den lange novelle Ravnen. I denne aner man sammenstødet imellem den traditionelle livsform på kysten og den påtrængende industrikultur. I novellen En dampskibstur fra 1883 ”…jager menneskeånden naturånden til side…” og hovedpersonens drømmeliv spiller en absolut fremtrædende rolle, -der indvarsles nye tider i åndslivet.
Opholdet på en af tidens badehoteller skildres af den tyske forfater Thomas Mann, hvis roman Tonio Kröger for de sidste kapitler vedkommende foregår i Hellebæk-Aalsgaard. Hovedpersonen er ude i en identitetskrise og benytter et ophold på badehotellet til selvransagelse. De lokale beboere spiller en rolle som repræsentanter for den kølige, sikre og velovervejede side af hans personlighed, modsat den anden side, hans temperamentsfulde sydlandske aner.
August Strindberg, der i en årrække huserer i omegnen af København, indlogerer sig i 1901 privat i Hornbæk med sin nye kone Harriet Bosse. Det varer indtil han en dag overfalder en fotograf, der vil forevige konen i badekostume.
Damperen Horatio | 
Ålsgårde Badehotel | 
Søndre Strandvej | 
Strindberg i Hornbæk |
Badeliv anno 1900
Med landliggerlivet ved Øresundsregionens kyster følger naturligvis også badelivet, som i første omgang ikke må finde sted direkte fra stranden, men kun fra private bådebroer og kabiner, eller de kønsopdelte badeanstalter som er ophav til en særpræget og nu efterhånden forsvundet arkitektur langs kysterne.
Med udstykning af sommerhusgrunde og opførelse af deciderede fritidsboliger bliver ferielivet, om man så må sige, også mere formaliseret. Det bliver til et investeringsobjekt for borgerskabet og skaber en anden dimension i familiens tilværelse. På mange leder og kanter gælder der andre, som oftest mere lempelige adfærdsregler, således som det fremgår af kapitlet "Sommerliv" i Emma Gads Takt og Tone fra 1918.
Emma Gad |
Ålsgårde 1880 | 
Selskabsliv på stranden | 
Snekkersten Havbad | 
Snekkersten Havbad |
Strandvejen Snekkersten | 
Helgoland på Amager | 
Havbadet ved Landskrona |
Pålsjöbaden i Helsingborg | 
Snekkersten Badeanstalt |
Badeliv i Hornbæk | 
Hornbæk Strand | 
Borupgaards badehus |
Marienlyst Hotel
| | Marienlyst Badehotel blev Nordsjællands mondæne samlingssted, som både kongelige og borgerlige gæstede og hvor man kunne forlyste sig med badning, friluftsliv og fornøjelser i det tilstødende senromantiske parkanlæg, som angiveligt rummede både Hamlets grav og Ophelias kilde. |
Marienlyst Badehotel
De bedre transportforbindelser betød at fritidslivet i Nordsjælland efterhånden fik et mere internationalt tilsnit. Et væsentligt skridt på vejen hertil er oprettelsen af Marienlyst Badehotel i 1859. Udgangspunktet er det eksisterende Marienlyst Slot som udvides med bygninger frem til og med opførelsen af den nuværende hovedbygning omkring 1897, i øvrigt samme år som kystbanen åbnes. I en periode er Marienlyst i Helsingør Kommunes eje, men sælges igen til private i 1882.
I "Badetidende" fra 1879 kan man på dansk og delvis tysk læse sig til, hvilke fremmede badegæster, der er til stede og hvilke medlemmer af byborgerskabet, der er faste abonnenter på søbadet. Desuden angives takster for benyttelse af "Kursalen og Hamlets terrasse", fartplan for dampskibs- og togforbindelser, takster for "Varme Søbade, Mineralbade, Mineralvande, Strøm-Styrte Regn-og Douchbade" m.m. Endelig ikke at forglemme termometerstanden for den forudgående uge, rigtig dansk sommer, f.eks. d.30.juni: Luften 16 grader, vandet 14, midt på dagen.
Marienlyst 1891 | 
Reklametegning | 
Marienlyst kurbadeanstalt |
Badehotellets beliggende | 
Den første hotelbygning |
Selskabsliv på stranden |
Nordbanen |
Transport fra stationen | 
Marienlyst Hotel | 
Den nye hovedbygning |
Nationernes Allé |
Det mondæne mødested
Kendte personer fra indland og udland besøgte det mondæne Marienlyst, såvel det danske som svenske kongepar, og man oprettede i parken omkring Marienlyst Slot en romantisk have som angiveligt rummede Hamlets grav og Ofelias kilde. En lang række kunstnere gæstede også hotellet.
Forfatteren Herman Bang opholder sig i 1880 på Marienlyst Søbad, hvor han skriver 3.del af sin debutroman "Håbløse Slægter", efter sigende i et af de to daværende tårnværelser. Der er i romanen ingen direkte henvisninger til lokaliteten, men Marienlyst nævnes en passant i romanen Stuk fra 1886. Stuk er en nøgleroman, der skildrer storbyen København og de moderne mennesker, der lever her, undtagen om sommeren, hvor de ligger på landet. Det er for så vidt også de typer der befolkede det mondæne Marienlyst.
Herman Bang og Marienlyst
Bang gæstede Marienlyst igennem hele sit voksenliv og deltog i det sociale liv på stedet. Han deltog i basarer og optrådte med oplæsninger, som også lindrede den altid påtrængende pengenød. Daværende direktør Anders Jensen har i et interview i en lokal avis skildret Bangs tætte forhold til stedet:
"En af de første og en af de mest interesserede gæster var Herman Bang. Han kom inden vi fik lukket op om sommeren. Han var næsten med til at tælle dækketøjet, så ivrig var han, og det er ham der har æren af det smukke palmearrangement i forhallen. Han boede de første år oppe i tårnet, senere flyttede han ned i en villa i Nationernes Alle, og der holdt han små dameselskaber om aftenen. Næste dag kom han for at fortælle os, hvad hver dame havde haft på. Han var så glad når de havde pyntet sig. Om aftenen satte han sig tit på kontoret for at spise sit smørrebrød, og der drøftede han praktiske forhold med min kone, de to var så gode venner.”
Herman Bang gæstede Marienlyst så sent som 1905 og skriver engang i hotellets dagbog: "Kærest for mig er i verden Paris, Prag og Marienlyst". Herman Bang deltog også i debatten om sommerlandets udvikling, som når han i en artikel i avisen København i 1904 vender sig kraftigt imod tanken om at anlægge en jernbane igennem det naturskønne område.
Romantisk iscenesættelse
Herman Bang var en moderne mand, der dog hægede om Marienlysts romantiske aura og haveanlæg, hvor man grangivelig og indenfor gåafstand kan besøge både Ofelias kilde og Hamlets grav. Naturdyrkelsen bliver efterhånden et skemalagt og ritualiseret anliggende i bedsteborgerens livsstil. De kommercielle sider af sagen spiller nu en mere åbenlys rolle. Romantikken er her blevet til ren iscenesættelse og ydre form, hvilket også viser sig i den for tiden karakteristisk senromantisk byggestil, som præger det nye Marienlyst. vikingetiden.
Nationernes Allé | 
Cottage i Art Deco stil |
Tycho Brahe
| | På øen Hven midt i Øresund levede og virkede Tycho Brahe fra 1576-1597, i alt 21 år, hvor han udover de astronomiske observationer også dagligt foretog meteorologiske optegnelser, dyrkede kemien (alkymi), havekunst, lavede instrumenter, tegnede kort, digtede og meget mere
Med sine alsidige interesser og beskæftigelser er Tycho Brahe et nordisk eksempel på renæssancens universalgeni. |
Tycho Brahe - adelsmand og renæssancemenneske
Da en fransk gesandt, Charles Ogier, i året 1634 efter et besøg i Helsingør forlader byen kører han sydover mod København og har udsyn til øen Hven, hvilket får ham til at tænke på den verdensberømte astronom Tycho Brahe.
Det er mere end tvivlsomt om man fra Sjællands kyst kan fornemme Hvens tilnærmelsesvise kvadratiske form, men det er ikke tilfældigt, at Ogier hæfter sig herved. Det symmetriske, velordnede og sammenhængende appellerer til renæssancemennesket og et sådant er også videnskabsmanden Tycho Brahe, i dansk sammenhæng nok det bedste eksempel på et universalgeni i renæssancens ånd.
Tycho Brahes Hven |
Barndommen
Tycho Brahe var født højadelig, og som sådan forventedes det at han siden hen gjorde karriere som godsejer, kriger og eventuelt rigsrådsmedlem, som så mange af hans slægtninge. Ikke desto mindre havde han et noget tvetydigt forhold til sine standsfæller.
Tycho Brahe blev født d.14.december 1546 på godset Knutstorp i Skåne, men blev bogstavelig talt bortført og opdraget hos sin barnløse onkel Jørgen Brahe på Tosterup i det sydøstlige Skåne. En sådan praksis var ikke usædvanlig i adelige kredse, hvor ikke kerne-familien, men slægten spillede den store rolle. Familien Brahe ses afbildet i 1613, altså efter Tyges død, i Kågerød kirke, der var patronatskirke til Knutstorp.
Der er her tale om en mindetavle, et epitafium anbragt på den nederste del af en slags altertavle i kirken. I midten ses forældrene Otto Brahe og Beate Bille. Ved siden af faderen Tyge (den lærde) og udefter brødrene Steen, Axel, Jørgen og Knud. Ved siden af moderen søstrene Lisbeth, Margrete, Kirstine og endelig Sophie Brahe, der stod Tycho Brahe meget nær.
Tycho Brahe | 
Knutstorp | 
Tosterup | 
Brahefamiljens epitafium |
Uddannelsen
I en alder af 6 år startede Tycho Brahe i skole, hvilket ikke var ualmindeligt for standen. Usædvanlige er imidlertid de interesser, som han siden hen under sin uddannelse kaster sig over. Som tolvårig starter han på universitetet i København, der i denne periode er åben overfor og præget af tidens renæssancehumanistiske tankegang.
Vi ved fra kendskab til Tycho Brahes bogsamling, at han allerede i denne periode fatter interesse for astronomien, og under hans studierejser i begyndelsen af 1560erne er det i ly af jurastudierne denne videnskab han begynder at praktisere. Med sig på rejsen havde Tyge den borgerlige Anders Sørensen Vedel, der også er en vigtig renæssanceskikkelse. Bl.a. samler han som den første gamle danske folkeviser til en udgivelse.
Anders Sørensen Vedel |
Astronomi
Nova Stella og det nye verdensbillede
Tycho Brahe studerer i udlandet og først i slutningen af 1570 vender han tilbage til Danmark og opholder sig tilsyneladende mest på Herrevad Kloster hos sin morbroder Steen Bille, der interesserede sig levende for kemiske og mekaniske eksperimenter.
Under et besøg der i november 1572 observerer Tycho Brahe, hvad han antager for at være en ny stjerne i stjernebilledet Cassiopeia og stærk tilskyndet, men noget imod sin vilje udgiver han en bog, "De Nova Stella", om den ny stjerne. Det var kontroversielt for en adelsmand at beskæftige sig med sådanne sager og den indledes da også med en række indlæg, der opregner argumenter for og imod en udgivelse.
Bogen, der trykkes i få eksemplarer i København, indeholder i manuskriptform tillige med afhandlingen om den nye stjerne en astrologisk og meteorologisk almanak for året 1573, samt en afhandling om en kommende måneformørkelse og afslutningsvis et digt til himmelguden Urania, alt sammen på latin. Umiddelbart kan det forekomme at være et besynderligt sammensurium af et skrift, men for Tycho Brahe er der indbyrdes forbindelser imellem disse beskæftigelser.
Nova Stella | 
Tycho Brahes verdensbillede | 
Verdensbillede |
Empirikeren Brahe
Måske er Tycho Brahe for beskeden med hensyn til rækkevidden af sine iagttagelser. Værkets astronomiske hovedærinde bliver gennem nøjagtige observationer at påvise mangler i den herskende opfattelse af det astronomiske verdensbillede. Ifølge dette er universet skabt på engang og der sker ikke ændringer uden Vorherres direkte indgriben.
Tycho Brahe vil ikke give sig af med at gisne om den bagvedliggende årsagssammenhæng, men bidrager her som i senere værker til en mere dynamisk opfattelse af det astronomiske verdensbillede. Tycho Brahes store fortjeneste livet igennem ligger i hans nøjagtige empiriske observationer og optegnelser, men bag dette også en erkendelse af at universet var uendeligt meget større end man antog og under stadig udvikling. I denne forstand var Tycho Brahe den første moderne astronom, men han vælger dog at imødegå Kopernikus nye verdensbillede, hvor solen og ikke jorden var universets centrum.
Tycho Brahes verdensbillede | 
Obeservationsscene | 
Sekstant | 
Himmelglobus |
Stjerneborg
Det var vigtigt at instrumenterne stod helt stille, hvilket viste sig at være svært i en bygning. Derfor fik Tycho Brahe bygget Stjerneborg, hvor instrumenterne blev placeret på marken eller under marken. Dermed blev underlaget så stabilt, at fejlmålinger på det nærmeste forsvandt.
Stjerneborg | 
Stjerneborgs anlæg | 
Stjerneborgs anlæg |
Om Kometen
Da Tycho Brahe nogle år senere, på Hven i 1577, får lejlighed til at iagttage en komet udbygger han sine iagttagelser og konklusioner. I sit lille skrift "Om kometen", der er forfattet i 1578, men først udgivet med 350 års forsinkelse sammenfatter han sine iagttagelser over den ny stjerne og kometen.
Ligesom i værket om den ny stjerne anvendes også her en stor del af pladsen til astrologiske forudsigelser.
Astrologiens status
Tycho Brahe er imidlertid meget forsigtig i sin omgang med de astrologiske forudsigelser, hvilket han også præciserer i det efterfølgende:
"..skønt det er alle mennesker skjult at kende den rette grund til fremtidige ting, kan man dog fra de gamle erfarne astrologers observationer og lære få nogen anvisning på, hvad sådanne undere på himmelen kan udrette, hvilket lader sig gøre uden nogen som helst overtro(side 37-38)".
Når Tycho Brahe tager disse forbehold og må understrege sin afstandtagen til overtroen hænger det sammen med at astrologiens status også i samtiden var meget omdiskuteret, både blandt renæssancens tænkere og kirkens folk. Dog havde den en vis officiel status, som når f.eks. Tycho Brahe som en del af sine forpligtigelser overfor kongemagten lægger kronprinsens horoskop.
De astrologiske forudsigelser i samtiden deles op i to hovedgrupper: De meteorologiske og astrologiske. Udgangspunktet er nogle grundlæggende iagttagelser omkring planeternes indvirkning på livsbetingelserne, f.eks. det at solen afgiver varme og lys, at månen har indflydelse på tidevand, skiften imellem sommer og vinter osv. Den eksakte viden om disse forhold var naturligvis begrænset, men netop derfor kunne man jo også gøre sig forestillinger om disse forholds rækkevidde.
Christian IV´s horoskop |
Skaberens rolle
Som påpeget er Tycho Brahe meget forsigtig og forbeholden overfor astrologien og bliver det måske i stigende grad. Dog bliver han på intet tidspunkt fornægtende og det hænger sammen med at astrologien for ham indgår i en karakteristisk helhedstænkning.
I det hele taget er det interessante selve forholdet imellem de astronomiske og astrologiske overvejelser og universets skaber, altså Gud. Vorherre fremstår her som andre steder i skriftet som en bagvedliggende kraft, en almægtig igangsætter, hvis tilstedeværelse kan iagttages i naturens orden. Vorherre griber ikke straffende ind i begivenhedernes gang, men holder sig til de afgørende beslutninger omkring skaberværket og mennesket kan ikke tolke hans vilje i naturfænomenerne. I sin opfattelse af gudsbegrebet nærmer Tycho Brahe sig her en senere tids opfattelse.
Voksende anerkendelse
Tycho Brahes observationer vinder løbende anerkendelse og fra 1574 holder han, usædvanligt for sin stand, forelæsninger på universitetet. Senere får han tilbudt stillingen som rektor for universitetet, hvilket han takker nej til. Tilbuddet vidner dog om den bevågenhed han nyder, også hos kongemagten, og som bliver afgørende for hans udvikling i årene fremover.
Uranienborg på Hven
Renæssancefyrsten Frederik 2.havde blik for Tycho Brahes format og tilbød ham støtte og d.18.2.1576 tilstedes han en årlig udbetaling på 500 daler, en statsstøtte af dimensioner. Kongen havde under tilsyn med byggearbejdet på Kronborg fået øen Hven i tankerne, som et passende sted for Tycho Brahes virksomhed, og Tycho Brahe kunne få den som len på fordelagtige vilkår, hvis det kunne afholde ham fra at rejse til udlandet. Tycho Brahe accepterer kongens tilbud.
Ovenikøbet får Tyge 400 rigsdaler til opførelse af et hus på Hven. I august 1576 påbegyndes byggeriet af Tycho Brahes nye bolig Uranienborg, opkaldt efter himmelgudinden Urania. Det praktiske arbejde udføres som hoveriarbejde af øens bønder, og som ledere af byggeriet har man bl.a. foreslået to af de fra Kronborgbyggeriet kendte nederlandske bygherrer Hans von Paeshen og Hans van Stenwinckel. Selve byggeriet er inspireret af norditaliensk renæssance, som Tycho Brahe har stiftet bekendtskab med under sine udenlandsrejser, og der er næppe tvivl om, at han selv har bidraget til udformningen af byggeriet.
I vore dage er der ikke mere tilbage af slottet.
En symbolsk bygning
De centrale del af grundplanen udgøres af et kvadrat, der måler 60 fod, ca 15,5 meter på hver side. Dette kvadrat deles af vinkelrette korridorer, der deler grundkvadratet i fire ens mindre rum og endvidere forbinder symmetriske tilbygninger i nord- sydlig retning og ligeledes symmetriske indgangspartier i øst og vest.
Bygningen består af to etager, fuld kælder og en kvistetage. Uden påbygningen er tilføjet altaner til brug for observationer og en del af kælderen er beregnet til kemisk laboratorium. Astronomien og kemien/medicinen var de videnskaber man ville give sig af med og det angives tillige med to figurnicher over indgangspartierne. De allegoriske fremstillinger her har været knyttet sammen med nogle korte latinske inskriptioner: DESPICIENDO SUSPICIO og SVSPICIENDO DESPICIO, hvilket betyder noget i retning af: Idet jeg ser ned skuer jeg opad, og idet jeg ser op, skuer jeg nedad.Den første sentens er møntet på de kemiske eksperimenter, den anden refererer naturligvis til de astronomiske studier.
Uranienborg | 
Grundplanstegning |
Kosmologien
Den dybere mening med Tycho Brahes valgsprog er, at de videnskabelige studier har kosmologisk sammenhæng, at der er indbyrdes forbindelse imellem studiet af de jordnære ting og det guddommelige og at studiet af planetsystemets opbygning har relation til den jordiske tilværelse.
Uranienborg var således ikke alene hjem og arbejdssted for Tycho Brahe, men udtrykte tillige arkitektonisk og på anden vis den livsopfattelse og verdensanskuelse, der ligger til grund for Tycho Brahe og mange andre renæssancehumanisters arbejde og virke: En tro på at udforskning og kortlægning af virkeligheden vidner om den kosmologiske sammenhæng, der ligger bag.
Havekunst og medicin
Det samlede kompleks omkring Uranienborg viser igen det sammenhængende og symmetriske, her i haveanlægget og de omgivende voldanlæg. Haveanlægget er et af renæssancens interesseområder, men her har det også tjent mere praktiske formål, idet træerne også var frugttræer og bedene rummede såvel grøntsager, som urter, der også kunne indgå i medicinske opskrifter.
Vi ved at både Tyge og hans lærde søster Sophie Brahe, der i lange perioder opholdt sig på Hven, gav sig af med at fremstille medicinske præparater, endda i et sådant omfang, at apotekerne i København klagede over det. Det er sandsynligt, at Sophie Brahe har deltaget i anlæggelse og pleje af haveanlægget, men sikre beviser for det har vi ikke.
Have- og voldanlæg | 
Grundplan |
Tycho Brahe forlader Hven
Tycho Brahe bliver på Hven i 21 år, frem til 1597, hvor han falder i unåde og nødtvungent forlader Danmark og i 1599 slår sig ned i Prag, hvor han dør i 1601. Omstændighederne omkring Tycho Brahes fald er fortsat uklare og omdiskuterede. Fra Rostock skriver Tycho Brahe i 1597 selv til kongen, at han ikke er draget i eksil og forsikrer om sin fortsatte loyalitet. Kongen bebrejder ham, at han er drager bort uden tilladelse ogpå peger uoverensstemmelser, idet han henviser til "Klagemaal vore fattige Undersaatter og Bønder paa Hven imod dig haver haft" og hans forsømmelighed mod kirken sammesteds, herunder "Udi hvad Maade Daabsens Ord ere udi langsommelig Tid udeladte, imod disse Rigers vedtagne Brug, med dit Vidskab, sligt er hver Mand altfor vitterligt."
At Tycho Brahe ikke overholdt sine lensforpligtigelser til punkt og prikke er en kendsgerning, han forsømte at passe fyret på Kullen og værre endnu det kongelige gravkapel i Roskilde Domkirke. Det kan imidlertid undre at stridsmålet med bønderne drages frem i en tid, hvor det er enhver herremands ret at udnytte sine undergivne og hvor byrden på bønderne generelt set øges betydeligt.
Djævleuddrivelsen
Hvis det er korrekt, at man på Hven i Tycho Brahes tid havde forsømt, eller bevidst udeladt dele af dåbsritualet, kunne det, set med tidens øjne, være en alvorlig sag. Dåbsritualet og herunder især djævlebesværgelsen var i tiden et afgørende teologisk stridspunkt. Djævleuddrivelsen, var en gammel skik, som Luther videreførte fra katolsk tid, men som reformatoren Calvin udelod som utidssvarende. Tilsyneladende har andre delt denne anskuelse, heriblandt den humanistisk orienterede professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Hemmingsen, i mange år universitetets ledende skikkelse, indtil han bliver afsat i 1579, som følge af en strid om nadverlæren, hvor han erkendte at have nærmet sig Calvins opfattelse af denne.
Striden om djævlebesværgelsen bryder for alvor ud da præsten Iver Bertelsen på Møn udelader besværgelsen og omkring 1567 stævnes herfor. Iver Bertelsen må tilbringe 3 år i fangenskab førend han tages til nåde igen af Frederik 2.I 1588, under Christian 4.s formynderskabsregering, kommer endnu en sag, da præsten ved Helligåndskirken i København, Jon Jacob Venusin, ved en dåbshandling åbenlyst udelader djævlebesværgelsen.
Venusin, der stammede fra Hven, hvor hans far havde været præst, var berejst og besvogret med Tycho Brahes svigersøn. Hvis han har troet, at formynderregeringen under den mindreårige Christian 4. var ham venligt stemt tog han imidlertid fejl. 3 uger efter hans gerning udsteder man i kongens navn et forbud imod "at opvække unødige disputatser", med trussel om straf til følge.
Indirekte anklager
Det er omkring samme tidspunkt at kongens udfald mod Tycho Brahe tager sin begyndelse, i første omgang rettet imod præsten på Hven, der anklages for ikke at straffe og påminde Tycho Brahe om hans manglende altergang og utugtige levned, idet der hermed hentydes til Tycho Brahes ugifte samliv med en uadelig, hvad der dog strengt taget ikke var ulovligt. Sidst men ikke mindst anklages præsten for på Tycho Brahes foranledning at have udeladt djævleuddrivelsen af dåbsritualet. Præsten mister sit embede herfor og i næste omgang rettes skytset så imod Tycho Brahe selv.
En anden uofficiel anklage imod Tycho Brahe gik på at han fremstillede medicin uden tilladelse fra kirken, som skulle godkende sådant. Skønt han var yderst varsom i sin omgang med astrologien, har han indsats på dette område sikkert også bedraget til billedet af en suspekt person med store og måske overnaturlige evner, en troldmand.
Eksklusiv syndebuk
Tycho Brahe kan med andre ord mistænkes for calvinistiske og kætterske tilbøjeligheder, og man indser at Tycho Brahe er en torn i øjet på den efterhånden herskende snæversynede, religiøse ortodoksi. Hans renæssancehumanistiske syn og levemåde stødte dele af de herskende kredse, og meget tyder da også på at der er tale om en sammensværgelse imod ham. Et langt stykke hen ad vejen er han blevet et eksklusivt offer for den officielle moral.
Paradoksalt nok ender det i 1606 med at kongen under indflydelse af den tidligere omtalte Venusin angriber djævlebesværgelsen ved dåben og lader sin datter prinsesse Elisabeth døbe uden djævleuddrivelse. For god ordens skyld skal det nævnes at kong Christian året efter igen skifter standpunkt.
Tycho Brahes korrespondance med kongen offentliggøres først efter dennes død i 1648, men i 1597 skriver Tyge et digt om sit brud med Danmark, som indeholder følgende passage:
"Danmark, hvad har jeg gjort dig, at bort så grumt du mig støder?
Hvor kan, o fædreland! du mig behandle som fjende?
Løftet har jeg jo dit navn, det nævnes med hæder så vide,
siig, kan du vredes fordi, min virken har kranset med ros dig?
siig, hvem af dine børn har givet dig mer vel i eje!
Kan du vel vredes derofr, at højt på den hvælvede bue,
Fædreland! dit navn jeg skrev i de blinkende stjerner!
Hvorfor nu støde mig bort? Engang vil du sikkert mig mindes:
Kommende dage mit værd, min virken skal virkelig fatte,
børn af en senere slægt, på hvad jeg gav dig at bygge."
En renæssancekvinde
Da Charles Ogier i 1634 forlader Helsingør beretter han også, at han på vejen møder Tycho Brahes søster Sophie, som på det tidspunkt er sidst i 70erne. Hun havde altså da overlevet sin berømte bror med over 30 år, og havde ifølge det ældste kendte vidnesbyrd boet i Helsingør siden 1626.
Sophie Brahe var, som sin bror, alsidigt begavet og interesseret som et typisk renæssancemenneske. Kendt for eftertiden er hendes studier i danske adelsslægter, men hun interesserede sig også levende for lægekunst, fremstillede selv medicinske præperater og sendte i 1625 recept på en pesteleksir til kongen. Endvidere dyrkede hun både astrologi og astronomi og havekunst.
Brahe familien | 
Sophie Brahe | 
Mindetavle |
Sophie Brahes havekunst
Desværre kender vi intet nærmere til Sophie Brahes havekunst, som broderen berømmer. Hun har formodentlig hjulpet sin broder med haven på Hven, men også dyrket sin egen have på godset Eriksholm i Skåne og siden hen i Helsingør, hvor hun ejede en byejendom med tilliggender i udkanten af byen og tæt ved Kronborg.
Et brev til den svenske adelsmand Johan Sparre fra d.14. september 1629 vidner dog om hendes kundskaber. Første del af brevet handler om slægtsforskning, hvor Sophie har lånt og korrigeret nogle slægtstavler. Herefter skriver Sophie Brahe om blomsterløg og giver en anvisning på, hvordan de skal behandles.
Kejserkrone | 
Renæssancehave | 
Haveudsnit |
Renæssancehavens ide.
Uranienborgs haveanlæg var, som det fremgår af samtidige stik, et kvadratisk anlæg præget af symmetri ned i mindste detaljer. Det yderste bælte bestod af, sandsynligvis, frugttræer, som omgiver den indre del med de geometrsik udformede bede, som har rummet både nytte- og prydplanter. Overgangen imellem de to dele er markeret med fire ens lysthuse.
Uranienborgs have er speciel med den gennemførte symmetri, som formodentlig refererer til det samlede anlæg karakter af videnskabs- og forskningscenter. I denne forstand lever haven fuldt ud op til renæssancehavens ide: Den skal adsprede, men også udfordre og stimulere den besøgendes nysgerrighed og anspore til intellektuel og åndelig fordybelse. Det behagelige kombineres med det nyttige, - hvilket havens beplantning også vidner om.
Florens 1545 | 
Nortons botaniske værk 1597 | 
Kvan 1597 | 
Lavendel 1597 | 
Tulipan 1561 |
Råå
Stormagtsalliance
Efter Karl 10. Gustavs død i 1660 blev Sverige styret af en formynderregering med Magnus Gabriel De la Gardie i spidsen. Efter freden i København gik udenrigspolitikken ud på at undvige krig og bevogte den nye grænse mod Danmark. Det skulle ske ved en balancepolitik imellem Europas stormagtsblokke. Overfor stormagten Frankrig stod et forbund imellem Østrig, Holland, Spanien og Brandenburg. 1672 nærmede Sverige sig dog Frankrig og der blev indgået et forbund landene imellem.
Da den europæiske storkrig begyndte sluttede Danmark sig til Sveriges fjender og da det lykkedes Frankrig at få Sverige til at gå i krig mod Brandenburg havnende Danmark og Sverige definitivt på hver sin side i den europæiske storkonflikt. Efter at svenskerne havde lidt nederlag i Svensk Pommern gik danskerne til angreb mod Sverige, da man øjnede muligheden for revanche for det katastrofale nederlag i 1658.
Dansk angreb
Den hollandske og danske flåde besejrede de svenske ved Ølands sydspids i sommeren 1676. Det svenske slagskib Kronan, som da var Europas største orlogsfartøj, blev sænket.
Under den danske kong Christian V.s personlige befaling blev omkring 15.000 mand landsat i Råå syd for Helsingborg og straks derefter svor Helsingborgs borgere og bystyre troskab imod den danske konge. Man udså sig endvidere en dansk borgmester.
Den danske invasionsflåde 1676 | 
Søslaget ved Øland | 
Invasionsflåde på vej mod Råå | 
Helsingborgs erobring |
En blodig affære
Skånske Krig blev grum og blodig krig der, som navnet antyder, fortrinsvis foregik på skånsk jord. Danskerne drev de svenske tropper tilbage og fik kontrol over hele Skåne på nær Malmø. Store dele af den skånske befolkning tilsluttede sig danskerne. Voldsomme slag udkæmpedes ved Chrisansstad, Halmstad, Lund og Landskrona.
Slaget ved Lund var det blodigste som nogensinde er udkæmpet imellem Danmark og Sverige. De svenske tropper blev anført af den unge kong Karl XI. Slaget vendte krigen til svensk fordel og svenskerne kunne drive de danske tropper tilbage. Til slut holdt danskerne kun Landskrona og Helsingborg, men de blev tvunget til at indse at situationen var håbløs. Tusinder af flygtninge søgte over Øresund til Danmark.
Citadellet i Landskrona | 
Landskronas erobring | 
Landskronas erobring | 
Landskrona overgiver sig til Chr. 5. | 
Christianstads belejring 1676 |
Christianstads erobring | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 |
Karl 11. | 
Slaget ved Malmø 1677 | 
Slaget ved Landskrona 1677 | 
Slaget ved Tirups Hed, Landskrona | 
Slaget i Køge bugt 1677 |
Anti-svensk alliance
Den unge svenske konge Karl 12., som efterfulgte sin far Karl 11., havde fået en alliance af stater imod sig, som alle krævede revanche efter Sveriges erobringer i 1600-tallet. I denne alliance indgik Danmark, Rusland og Sachsen(inklusive Polen). På dette tidspunkt var Sverige imidlertid godt rustet. En ny orlogshavn var opbygget i Karlskrona af Karl 11., som også havde reformeret forsvaret, som på dette tidspunkt bestod af 65.000 mand og 38 linieskibe. Endelig havde den nye grænse mod Danmark ved Øresund fået en del nye fæstningsanlæg.
1700-tallets historie i Øresundsregionen indledes så at sige med en krigshandling, idet en svensk hær under Karl 12,s ledelse samme år overføres fra Helsingborg og Landskrona til Humlebæk på Sjælland. København blev truet og Danmark blev tvunget til separatfred.
Efter separatfreden med Danmark fortsatte Karl 12.sit krigstogt mod Rusland og Polen og kom med sin hær langt ned i Østeuropa, men da den svenske krigslykke vendte i slaget ved Poltava (1709) erklærede Danmark krig imod Sverige. Den danske hovedstyrke, som til slut omfattede 14.000 mand, landsteg ved Rå i november 1709.
Karl 12. | 
Svenskernes landgang ved Humlebæk | 
Bombardementet af København |
Helsingborg indtages
Helsingborg forsvarede sig med en garnison på 36,mand og en svensk enhed på 1500 mand befandt sig i området ved Rå. Disse kunne givetvis ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Frederik 4. indrettede sit hovedkvarter i rådmand Schlyters gård i det centrale Helsingborg og dens borgere svor troskab imod den danske konge. I Helsingborg indførtes dansk gudstjeneste og dansk almanak ifølge den gregorianske tidsregning, mens det øvrige Sverige stadigvæk fulgte den gamle julianske kalender. Det indebar en forskel på ti dage.
Herman Schlyters hus i Helsingborg |
Stenbock til Helsingborg
Den svenske konge befandt sig langt borte fra sit hjemland, så det svenske forsvar organiseredes af Magnus Stenbock, som var Skånes generalguvernør dvs. landshøvding og krigsleder. Han samlede en stor arme i Småland, eftersom danskerne var trængte ind i Sverige helt over til Karlshamn i Blekinge. Det lykkedes Stenbock at skrabe 16.000 mand sammen, som gik ind i Skåne i slutningen af januar 1710. Danskerne trak sig tilbage mod Helsingborg og tog opstilling nord for byen under generalmajor Rantzaus ledelse.
28. februar 1710 stødte de to hær sammen i slaget ved Ringstorp udenfor Helsingborg og det hele endte med en knusende svensk sejr, som Stenbocks kurer, Henrik Hammarberg, kunne rapportere til Stockholm.
Stenbock, Magnus | 
Budskab om Magnus Stenbocks sejr | 
Mindesten for slaget ved Helsingborg | 
Befæstning af den svenske kyst | 
Helsingborg 2010 |
Ramlösa
| | Ramlösa Brunn blev indviet allerede i 1707, men havde sin blomstringstid i 1800-tallet. Det helbredende vand og de kongelige interesser lokkede mange besøgende til brøndhotellet og ved slutningen af 1800-tallet opførtes denne prangende hovedbygning i skønvirkestil. |
Det hellige vand
På den skånske side blev Ramlösa et centrum for brønd- og badekure. I begyndelsen var det selve vanddrikningen som var det centrale. Vand har altid været anset for at være rensende og livgivende. Dette er ikke spor ejendommeligt, da vand er naturens livsnerve. I antikkens tid erklærede man at visse kilder havde en guddommelig kraft og vandet fra dem blev betragtet som helligt. I Pergamon f.eks., fandtes den hellige brønd ved templet. For Asklepios, som var lægekunstens gud og derfor anså man vandet ved hans tempel for medicinsk virkningsfuldt.
Kristendommen tog denne tanke til sig og mange helgener forbindes tit med forskellige kilder, hvor man drak vandet eller ofrede f.eks. mønter i de hellige brønde. Efter reformationen blev denne kildekult modarbejdet af protestantiske præster, men i 1600-tallet begyndte man at interessere sig for disse hellige kilders virkemåde, set fra en videnskabelig synsvinkel.
I Sverige gennemførtes vandanalyser af Urban Hjärne, og mange læger tilskrev visse brønde og kilder helsefremmende egenskaber. Kildekulten fik derved en renæssance i 1700-tallet. Men vandet var ikke kun til indvortes brug. Afvaskning og bad ansås også for helsefremmende og på kurstederne indrettedes derfor badeanstalter. I 1700- og 1800-tallene rejste mange til Spa, Aachen, Schwallbach og andre kursteder for at forbedre deres helbred gennem brønddrikning og bade. Da nogle læger begyndte at tale for saltvandets gode og helsebringende egenskaber, fik de kursteder som lå ved havet et særligt opsving.
Ramlösas start
Ramlösa Brønd indviedes allerede i 1707. Da havde man i flere decennier talt om, at kilden i Ramlösa gav sundhed og kraft. Desuden havde lægen Johan Jacob Döbelius betonet kildens helsebringende virkning. Man mente at Ramlösavandets indhold af jernkarbonat kunne kurere reumatisme, nyresten, iskias, hjertelidelser m.v. Allerede i løbet af 1700-tallet besøgtes Ramlösa af tidens etablissement, men det var først i 1800-tallets første halvdel at Ramlösa fik sin egentlige storhedstid.
Perioden med professoren i medicin ved universitetet i Lund, Eberhard Munck af Rosenschiöld, som brøndlæge, blev særlig betydningsfuld. Han var en af tidens store lægeautoriteter, og Ramlösa fik derved en særstilling, eftersom helsebrønden nu fik en videnskabelig tilknytning. Rosenschiöld propaganderede også for salte bade og Ramlösa blev derfor et kursted, hvor man både drak brøndvand og badede i havvand.
Jernvandskilden | 
Johan Jacob Döbelius | 
Munck af Rosenschiöld |
Royale gæster
Ramlösa brønd var omgivet af et kongeligt skær. Gustav IV Adolf besøgte ofte brønden under et tre måneder langt ophold i Helsingborg i 1807. Kronprinsen, Karl August, var i Ramlösa i maj 1810. Karl 14. Johan opholdt sig der flere somre og indskød penge i sygehusbyggeriet i parken. Virksomheden ved sygehuset blev med tiden temmelig omfattende, og ved slutningen af århundredet kunne man tage imod 160 patienter. Karls søn, Oscar (Oscar I), som ofte var syg, besøgte Ramlösa flere gange i 1810- og 1820-tallene, ikke mindst fordi brøndlægen hed Munck af Rosenschiöld.
Oscars mor, dronning Desideria, opholdt sig i Ramlösa flere somre og trivedes usædvanlig godt. Hun klagede ellers tit over forholdene i sit nye hjemland. Måske savnede hun sin tidligere kæreste, Napoleon Bonaparte, og det skær som omgav ham? De kongeliges tilstedeværelse tiltrak besøgende fra de højere klasser, og Ramlösa blev et tilholdssted for overklassen. En mondæn omgangsform udvikledes, med kongefamilien i centrum. Mange adelige familier byggede deres egne boliger i parken, som blev præget af træarkitektur i nyromantik og nyklassicisme.
Kongelige gæster | 
Sygehuset |
Anlægget vokser
En hestetrukken sporvognslinie, den første i Sverige, blev anlagt ned til havet i 1877, så at gæsterne bekvemt kunne transporteres til badet. Man havde en omfattende køreplan med hyppige ture. Om formiddagen hvert kvarter og om eftermiddagen hver halve time. Man byggede et badehus ved sundet, og på stranden voksede en hel forlystelsespark op, med skydebane, restaurant og musikpavillon. Ramlösa befæstede sin stilling som badested, og dette tydeliggjordes endnu mere, med de badeanlæg man byggede ved selve kurhotellet.
Ved slutningen af 1800-tallet ændrede Ramlösa Brønd karakter, og udvikledes i retning af et almindeligt rekreationsanlæg med afkobling og forlystelser. På den tid fandt man også den alkaliske kilde, som i dag udgør indholdet i ”Ramlösa Mineralvand”.
Kurhotellet | 
Den første hestesporvogn | 
Badeanlægget | 
Arkitektur |
Radikalt kvindesyn
I juli 1858 holdtes et stort skandinavistisk møde i Ramlösa og tusinder af danske mødedeltagere blev modtaget med fuld musik i Helsingborgs havn. Byen var smykket med flag og stemningen var høj. Mødet blev ikke bare en skandinavistisk manifestation, men udviklede sig også til en idéhistorisk bombe. Næsten 12 000 skandinavister var samlet i Ramlösa. Taler blev holdt, af Ploug, Ahnfelt og alle de øvrige entusiaster for den skandinavistiske sag. Fredrik Borg besteg podiet, og præsenterede sit kvindesyn, som fik tilskuerne til at måbe. Han forklarede det urimelige i kun at se kvinden som ”moder, ægtefælle, elskerinde”, når manden, samtidigt, ikke bare betragtedes som ”fader, ægtefælle, elsker”, men desuden som medborgee. Borg krævede medborgerlige rettigheder for kvinden og desuden den samme ret som manden, til uddannelse og erhvervsarbejde.
Dette var en ligestillingserklæring, som var langt forud for sin tid og Borg fulgte sine idéer op, da han som rigsdagsmand, i 1884, som den første, krævede kvindelig stemmeret. Han vandt dog ikke gehør for sit forslag og sagen blev liggende i 35 år, før riksdagen besluttede at indføre kvindelig stemmeret. Talen i Ramlösa i 1858 var langt forud for sin tid og den var en lysende tale. Borg startede her en diskussion som blev et tilbagevendende tema i Öresundsposten. Talen blev gengivet i avisen den 16. juli 1858 og en del af talen gengives her som en kilde, men slutningen af talen til kvinden må her citeres direkte: ”Sæt hende i sollyset, i hvis varme hendes kærlighedsrige væsen kan blomstre og give mange frugte, selv til samfundet.”
Flygtningepres på Helsingborg
Helsingborg modtog i løbet af den hektiske oktobermåned 1943 godt 4.000 jødiske flygtninge, og en gigantisk organisering var påkrævet. Under den første flygtningesammenhobning i begyndelsen af oktober fyldtes Grand Hotel og flere andre hoteller. Det gjaldt derefter om hurtigt at finde en flygtningelejr, som kunne benyttes nogen tid, inden flygtningene slusedes videre op i landet for at skabe plads til nye.
Ramlösa kursted som lå i vinterhi, blev åbnet og fungerede som modtagelsescentral for alle, som kom i land fra Landskrona og nordpå. Ramlösalejren fik en permanent lægestation, ledet af en dansk læge. Eftersom der hele tiden kom nye flygtninge, var det vigtigt, at de kunne sluses videre til nye forlægninger længere oppe i landet, og en sådan organisation begyndte hurtigt at fungere.
Lægeundersøgelse | 
Fælles madlavning i Ramlösa |
| |
 | Lille | Stor | Ramlösa - indkvartering i Helsingborg. |
Norges frihed også fejret i Ramlösa
Sammen med glæden over Danmarks befrielse ventede man nu også på Norges frihed. Da den så kom, var lykken fuldstændig, ikke mindst i Ramlösa-lejren, hvor mange nordmænd var indkvarteret. I lejren viste man også sin taknemmelighed overfor de politifolk i Helsingborg, som hele tiden trofast havde støttet flygtningene.
Også denne gang blev en fredsgudstjeneste afholdt i Gustav Adolfs-kirken ved den dynamiske og populære sognepræst Gunnar Stenberg.
Fest i Ramlösa |
Pålsjös badeliv og kirkegård
| | Pålsjö var allerede i slutningen af 1800 tallet et populært badested.
En skarp kontrast til dette traditionsrige badested kan opleves på Pålsjö Kirkegård, hvor allierede ofre for svensk neutralitetspolitik under 2. verdenskrig og tyske soldater ligger begravet side om side. |
Badeliv anno 1900
Med landliggerlivet ved Øresundsregionens kyster følger naturligvis også badelivet, som i første omgang ikke må finde sted direkte fra stranden, men kun fra private bådebroer og kabiner, eller de kønsopdelte badeanstalter som er ophav til en særpræget og nu efterhånden forsvundet arkitektur langs kysterne.
Med udstykning af sommerhusgrunde og opførelse af deciderede fritidsboliger bliver ferielivet, om man så må sige, også mere formaliseret. Det bliver til et investeringsobjekt for borgerskabet og skaber en anden dimension i familiens tilværelse. På mange leder og kanter gælder der andre, som oftest mere lempelige adfærdsregler, således som det fremgår af kapitlet "Sommerliv" i Emma Gads Takt og Tone fra 1918.
Emma Gad |
Ålsgårde 1880 |
Selskabsliv på stranden |
Snekkersten Havbad |
Snekkersten Havbad |
Strandvejen Snekkersten |
Helgoland på Amager |
Havbadet ved Landskrona |
Pålsjöbaden i Helsingborg |
Snekkersten Badeanstalt |
Badeliv i Hornbæk |
Hornbæk Strand |
Borupgaards badehus |
Modstand og terror - Sverige
Det neutrale Sverige forsvarede sin neutralitet i forhold til både de allierede og tyskerne. På Pålsjö Kirkegårds gravstene kan man læse det tragiske resultat. Her kan man også læse gravskriften over en række soldater, der omkom i forbindelse med et krigsskibs forlis og blev skyllet i land på den skånske kyst.
Krigsgrave- Pålsjø kirkegård fortæller
I den nordlige del af Helsingborg ligger Pålsjö Kirkegård. Ved indgangen til kirkegården er der to skilte. Det ene meddeler at her ligger ”Commonwealth war graves”, og den anden oplyser om ”Deutsche kriegsgräben”.
Disse to gravsteder kan fortælle noget om, hvordan Nordvestskåne oplevede Anden Verdenskrig, og hvordan fremmede, unge soldater fandt deres sidste hvilested her – langt fra deres hjemegn.
Af de 113 piloter fra den britiske Commonwealth, som omkom under Anden Verdenskrig på svensk territorium, er 47 begravede her på Pålsjö Kirkegård. Blot nogle meter ved siden af ligger tyske soldater, som omkom i samme krig på disse egne. Disse har fundet deres sidste hvilested ikke langt fra deres fjender fra vestallliancen, men også ved siden af landsmænd, som omkom under Første Verdenskrig. Sammenlagt ligger 93 tyske soldater her.
Allierede
”Commonwealth war graves” består af 47 sirligt opstillede, hvide marmorsten og et stort, sværdpyntet kors i den ene ende. Gravstenene fortæller, at det hovedsagelig er unge soldater i tyveårsalderen. Nogle dødsdatoer forekommer hyppigere end andre, og ingen er faldet i døden alene.
Engelsk fly skudt ned tæt ved Helsingborg
Natten den 4. juli 1942 omkom Bruce Morgan og J. Samson sammen med fire andre kammerater.Morgenen efter stod der følgende i Helsingborgs Dagblad:
”Britisk fly styrtede ned ved Lerberget.
Blev skudt i brand af luftværnet på den danske side ved Hornbæk.
Helsingborg oplevede ved 1-tiden natten til i dag krigens virkelighed – måske tættere på end nogensinde. To flyvemaskiner, som efter alt at dømme var engelske, fløj i sydlig retning langs Sundet og tilbage, hvorunder de blev beskudt fra den danske side af luftværn med en sådan intensitet, at man aldrig tidligere havde hørt mage.
Et af flyene styrtede ned omtrent 200 m fra Lerberget. Et af de syv besætningsmænd, en canadier, blev reddet og førtes let skadet til Helsingborgs lazaret. Endnu sent i nat havde man trods ivrig søgen ikke fundet spor efter de øvrige seks.”
De to flyvemaskiner havde været på en mission for at nedkaste miner i Øresund, og i løbet af de næste par dage uskadeliggjordes fem miner af minestrygere. De var på vej hjem fra opgaven, da en af maskinerne blev skudt ned. Ud af de syv besætningsmedlemmer overlevede kun canadieren, som førte flyet. De øvrige blev begravet her på Pålsjö Kirkegård den 17. juli 1942, og flere tusinde af Helsingborgs indbyggere viste sin deltagelse.
Blomster kom fra højtstående militærfolk og institutioner, men også fra enkeltpersoner. Beboerne på egnen omkring Lerberget havde sendt en blomsterhyldest, og i Helsingborg havde man indsamlet penge til en trøstegave til den overlevende canadier, som lå på lazarettet.
Politiet i Helsingborg sendte dødsbudskabet til Canada sammen med avisudklip fra begravelsen. Efter nogen tid kom et svar fra Bruce Morgans stedforældre. Svaret er citeret i Göte Fribergs bog ”Stormcentrum Øresund”.
”De sidste tyve år har vi taget os af ham, som var han vores egen søn. Det budskab, I sendte om, at hans krop er hentet op af havet, og at han er bisat med militære hædersbeviser, har bragt os den allerstørste glæde. Disse unge mænd har givet livet for os og for hele verdens frihed, og skønt vores hjerter græder, er vi stolte af dem. De smukke tanker og det kærlighedsfulde arbejde, som indbyggerne i jeres by har givet udtryk for overfor disse helte, var simpelthen overvældende, og vi er jer alle meget taknemmelige.”
Bruce Morgan | 
J. Samson |
Mange engelske fly skudt ned over Skåne - mere end 20 dræbte
Sammen med tyve andre døde J. Kennedy, 21 år gammel den 30. august 1944. Den 31. august stod denne meddelelse i Helsingborgs Dagblad:
”Ifølge de i går aftes foreliggende rapporter er syv flyvemaskiner under overflyvninger natten til onsdag styrtet ned på egnen omkring følgende byer: Knäred, Vittsjö, Örkelljunga, Båstad, Ljungby og Svensköp samt i vandet udenfor Vejbystrand. Fem af flyene, har man konstateret, var af britisk nationalitet. Nogle af maskinerne er, ifølge hvad en nærmere undersøgelse viser, blevet ramt af svensk luftværnsild før nedstyrtningen, meddeler forsvarsstaben.”
Et stort antal engelske flyvemaskiner fløj tilbage efter et planlagt bombetogt mod Königsberg (Kaliningrad). De var blevet opdaget af tysk jagerfly og tvunget til at retirere. Over Øresund blev de beskudt fra dansk og svensk side. Seks fly styrtede ned i Nordvestskåne, blandt andet i Båstad og Skälderviken. To fly, som styrtede ned i Svensköp i Skåne og i Agunnaryd i det sydlige Småland var blevet beskudt af svensk luftværn.
21 piloter blev bisat den 7. september under højtidelige former på Pålsjö Kirkegård. Den svenske kronprinsesse, som var fra England, havde sendt en krans. På gravstenen over D.L.D. Moon, 21 år, står der: ”To the world, he was only one but to us he was all the world.”
Dagen efter nedsænkede man kranse i Skälderviken, hvor et af flyene var styrtet ned.
J. Kennedy |
D. L. D. Moon |
Engelsk fly skudt ned i Helsingborg
Seks unge drenge omkom den 8. februar 1945, deriblandt P.L. Kirkpatrick, 20 år fra Australien. (Billede af gravsten). I Helsingborgs Dagblad stod følgende den 9. februar 1945:
”Fly styrtet ned ved Brohult, totalt demoleret.
Røgterbolig 40 meter fra stedet, kun en pilot fundet i går.
For første gang er en fremmed flyvemaskine styrtet ned indenfor Helsingborgs bygrænse. Dette skete ved 20-tiden i går aftes, da et, efter alt at dømme, firemotorers britisk bombefly blev beskudt over Helsingborg og styrtede ned ved Brohults gård.”
Der herskede stor aktivitet i luftrummet i begyndelsen af februar. De allierede gennemførte massive bombetogter mod tyske byer, blandt andet Berlin og Dresden. Den 8. februar fløj et antal allierede fly ind over Helsingborg nordfra og blev beskudt af luftværn, som var placeret ved Sofiero. Et af flyene blev ramt og for brændende over bydelen Tågaborg og styrtede ned ved Brohults gård, umiddelbart øst for Helsingborg.
Göte Friberg har i sin bog ”Stormcentrum Öresund” bevidnet den fortvivlelse, som personalet ved luftværnskanonen følte efter nedskydningen, og krav stilledes fra blandt andet Helsingborgs arbejderkommune om, at forsvarsministeren skulle ændre direktiverne for luftværnets skydning.
Flyverne blev skudt ned af svensk luftværn og ved begravelsen blev de omkomnes minde hædret af blandt andet repræsentanter fra det svenske forsvar, og bagefter takkede pårørende for hædersbeviserne via Helsingborgs Dagblad. Sådan er det i krig!
P. L. Kirkpatrick | 
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945 |
Tysk krigsskib med 70 soldater kæntret i Øresund
Blot nogle få meter fra ”The Commonwealth war graves” ligger tyske soldater begravede. Mere end 40 af dem mødte døden den 1. marts 1945. Blandt disse kan nævnes Heinz Reck, 26 år og Horst de Wall, 20 år. Dagen efter dominerede nyheden Helsingborgs Dagblad:
”Uhyggelig fartøjskatastrofe nær ved Helsingborg.
Tysk orlogsfartøj med 70 mand kæntrede i stormen.”
Et tysk krigsfartøj, en minerydder, var på vej til Aalborg fra København. Det blev nødt til at vende om på grund af det hårde vejr, men kæntrede mellem Viken og Hornbæk og sank udfor Vikingestrand i det nordlige Helsingborg. Katastrofen skyldtes denne gang ingen krigshandling. 42 døde kroppe flød i land langs kysten fra Landskrona og nordpå, de fleste umiddelbart nord for Landskrona.
Selv disse fik deres sidste hvilested på Pålsjö Kirkegård. Ved begravelsen var der mange mennesker, og antallet af enkeltpersoner, som havde deltaget i redningsarbejdet, var bemærkelsesværdigt. Her handlede det ikke om tyskere eller englændere, men om liv eller død. Fra begravelsesreferatet i Helsingborgs Dagblad henter vi følgende:
”Et gribende indslag var, da syv personer af fiskerbefolkningen i Gravarne lagde en krans, og chauffør Karl O. Hjelm fremsagde en sidste hilsen til de omkomne samt forsikrede, at han og hans kammerater havde gjort deres yderste for at redde deres liv under den skæbnesvangre stormnat.”
Tyske soldater | 
Tyske soldater | 
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945 | 
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945 |
En fremmede folkeskare
Langt fra deres hjem ligger her på Pålsjö Kirkegård næsten hundrede unge mænd begravede, hundrede af de mange millioner, som blev ofret under Anden Verdenskrig. De fleste af verdenskrigens ofre ligger på samme måde begravede langt fra deres hjem. Göte Friberg, politimand i Helsingborg, gav følgende rammende beskrivelse af ceremonierne på Pålsjö Kirkegård, en beskrivelse som sikkert er dækkende for tusindvis af andre begravelser under Anden Verdenskrig:
”Ingen pårørende, ingen nær ven tilstede, kun en samling stilige mænd i og uden uniform og i baggrunden en stor, tavs, fremmed folkeskare.”
Göte Friberg |
Sofiero
| | Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860´erne at bygge en sommerbolig for sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Et yndet udflugtssted for nutidens Øresundsborgere. |
Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860erne-tallet at bygge en sommerbolig til sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Man kan måske undre sig over hvorfor han netop valgte Helsingborg. Bernadotterne havde helt sikkert en særlig følelse for denne by, hvor Karl Johan steg i land i 1810. Helsingborg og Ramlösa besøgtes tit af de kongelige, og måske følte de sig hjemme der. Desuden kan man godt tænke sig, at nærheden til Danmark var lokkende i skandinavismens tid, og at tanken på en personalunion mellem landene måske kunne være en god grund til at bygge et sommerslot så tæt på Danmark.
Måske var det bare sådan, som hans sønnesøn Gustav 6. Adolf sagde, at den skibsinteresserede Oscar simpelthen fascineredes af hav og skibe, og at den intense sejlads i Øresund virkede særligt tiltrækkende. Det lykkedes ham imidlertid, efter en del besvær, at købe gården Skabelycke, og han gav den navnet Sofiero efter hustruen Sofia.
Da Karl XV døde i 1872, blev Sofiero kongeligt privateje, og Oscar II lavede en tilbygning, som stod færdig i 1876. Slottet kunne ikke, heller ikke efter tilbygningen, måle sig med det tilsvarende danske slot, Fredensborg, men man må huske, at det ikke var et statsslot, men et helt privat byggeri. Imidlertid påvirkedes egnen af det kongelige slots tilstedeværelse, helt frem til Gustav 6. Adolfs død, næsten 100 år senere, da Sofieros kongelige status ophørte.
Til Oscar II.s mest skattede fritidsbeskæftigelser hørte den årlige harejagt på Hven, og mange hvenboere taler stadigvæk om denne begivenhed. Men selvom Sofiero var en privat sommerbolig blev det også brugt til officielle pligter. Tsarer, kongelige højheder, præsidenter og statsministre besøgte slottet, og foruden alle statsbesøg forlagdes regeringens møder hertil om somrene. Sofiero havde en langt mere officiel status end den nuværende kongelige sommerresidens, Solliden, i Borgholm på Öland.
Sofiero Slot | 
Oscar og Sofia med børn | 
Gustav Adolf og Margaretha | 
Interiør fra Sofiero | 
Ocar II med jagtkammerater |
Dunkers Kulturhus
| | Dunkers kulturhus i Helsingborg er en testamentarisk gave fra én af Sveriges rigeste familier. Formuen er bl.a. skabt via gummikartellet Tretorn, der bl.a. havde fabrikker i både Helsingborg og Helsingborg.
Kulturhuset er tegnet af den danske arkitekt, Kim Utzon. |
Galoche-kongen
Dunker- familien, der grundlagde og udviklede Tretorn imperiet, kom til Helsingborg fra Danmark.
Det blødgjorte gummi er et godt eksempel på kemiprodukt, som dannede udgangspunkt for produktion af moderne forbrugsvarer af høj kvalitet. Gummialderen havde taget sin begyndelse i Øresundsregionen.
Dunkers anvendte store dele af deres formue til gavn for kulturlivet i Helsingborg.
Gummialderen
Gummi havde været i brug i lang tid og det fungerede udmærket - som viskelæder. En metode som åbnede helt andre muligheder for udnyttelsen af gummi, blev opdaget af amerikaneren Charles Goodyear i 1839. Det var lykkedes ham at forædle rågummi til et materiale, som var blødt, vandtæt og holdbart. Metoden blev kaldt vulkanisering og var, teknisk set, en opvarmning af en blanding af kautsjuk og svovl. Man fik hermed helt nye muligheder for at udnytte gummi industrielt.
En idé, blandt mange andre, var at fremstille en beskyttende sko, som skulle bæres udenpå elegante sko ved regn og snavset føre. Galochen, den franske betegnelse for en overtrækssko, var født! Vintrene ved Øresund ville fra nu af blive mere udholdelige med de nye vind- og vandtætte sko. Galocher blev umådeligt populære og fremstilledes rundt om i verden. Sverige importerede fortrinsvis nyheden fra Rusland.
Johan Dunker – begyndelsen
I Helsingborg fandtes en havnefoged som hed Johan Dunker. Han kom oprindelig fra Slesvig-Holsten. Familien Dunker boede i Esbjerg da sønnen Henry blev født i 1870. Johan, som var aktiv indenfor Helsingborgs næringsliv, forstod at efterspørgslen på gummivarer ville øge. Med tidens fremskridtsoptimisme for øje turde han satse på, at anlægge en gummifabrik i det kraftigt voksende Helsingborg. Med støtte fra bl.a. Petter Olsson grundlagdes AB Helsingborgs gummifabrik i 1891.
Johan Dunker |
Henry Dunker – udviklingens mand
Johan Dunkers søn, Henry, rejste til Rusland for at indhente ”knowhow” til den nye fabrik. I Skt. Petersborg var fremgangen ringe, men i Riga, som den gang tilhørte Rusland, fik han kontakt med en kemiker, som var interesseret i at udvikle Helsingborgsfabriken. Han hed Julius von Gerkan og han kunne høste megen hæder for at Helsingborgsgalocherne fik en så høj kvalitet.
Henry Dunker blev disponent i 1894 og efter nogle genvordigheder i starten kunne fabrikken udvides. Han arbejde hårdt for at styrke sin stilling i forhold til andre gummifabrikker. Således overtog han gummifabrikken Velox i Trelleborg og etablerede i 1905 Trelleborgs gummifabrik, som derved blev en del af Dunkers voksende imperium. En af hans idéer var, at starte sine egne salgskontorer, og derved undgå at sælge via grossister. På den måde kunne han få kontrol over en større del af kæden fra producent til konsument.
Salgskontorer åbnede mellem 1910-og 20alle dele af Sverige, men også i udlandet, f.eks. København (1909), Berlin (1913) og Wien (1913). Det var ikke kun virksomheden som udvikledes men også vareudbuddet. Det som begyndte med galocher og andre slags gummisko, fortsatte nu med bolde, badehætter og dæk. Henry Dunker indså værdien af specialisering og forlagde f.eks. produktionen af dæk til Trelleborg.
Henry Dunker |
Kartel og koncern
For at opnå en bedre konkurrencesituation i udlandet og undgå konkurrence på hjemmemarkedet etableredes, på Henry Dunkers initiativ, et kartel i 1912. Resultatet blev at priserne kunne forhøjes i Sverige og sænkes i udlandet, hvilket gav en højere gevinst.
Under 30ernes depression ville mange stater beskytte deres egen produktion ved hjælp af toldafgifter og importforbud. Henry Dunker anlagde fabrikker i Hamburg og Helsingør, og kunne således opretholde produktion og salg i Tyskland og Danmark. Fabrikken i Helsingør, som grundlagdes i 1935, voksede støt og var i slutningen af 50erne byens næststørste arbejdsplads med over 1000 ansatte. Det gamle ”Helsingborgs Gummifabrik AB” var vokset op til en multinational koncern og virksomheden havde skiftet navn til ”Tretorn AB”. Dette for at slippe for det gamle navns provinsielle klang.
Tretorn i Helsingør | 
Reklame for Tretorn, 1939 |
Sveriges rigeste mand
Efterspørgslen på gummivarer blev enorm. Fra kun at blive brugt som viskelæder voksede udbuddet via gummisko til bildæk, cykeldæk, regntøj, bolde, gymnastiksko, elastikker, tætningslister, ja listen er næsten ubegrænset, og 30erne og 40erne blev med rette kaldt ”gummi-alderen”. Frugterne af denne fremgang gjorde ”galosche-kongen” Henry Dunker til Sveriges måske rigeste mand.
Henry Dunkers villa som blev bygget i 20erne på ”landborgen” i det nordlige Helsingborg, og giver et godt indblik i det velstillede borgerskabets miljø.
Dunkers villa | 
Arbejderkvarter | 
Bruserum |
Arbejdsgiveren Dunker
Henry Dunkers lederevner kan beskrives som: hård mod de hårde, men lidt blødere mod de svage. Jo højere position man havde i koncernen, jo mere krævende var Dunker. Han var heller ikke en ven af faglige organisationer og arbejdsnedlæggelser, og det var naturligvis ikke for at spille rolle som velgører at han engagerede sig i storkapitalistisk virksomhed.
Da han allerede i 1911 etablerede en privat børnehave, var det for at virksomheden kunne ansætte flere kvinder. I 1930erne var størstedelen af de ansatte ved gummifabrikken i Helsingborg således kvinder.
Fagforeningsfane | 
Vuggestue 1916 |
Kommunen som arving
Ind imellem kunne Dunker også vise velvilje og eftergive en eller anden fordring, men den slags gjaldt næsten kun hans egne arbejdere. Personalet i hans villa, Hevea, kunne godt lide ham.
Dunkers formue blev, ved hans død i 1962, testamenteret til Helsingborgs Kommune, og hans villa blev lavet om til plejehjem. På den måde blev hans mange penge givet tilbage til folk i byen. Uden disse midler ville Helsingborg ikke kunne tilbyde sine borgere det teater og det kulturhus som nu pryder byen. Man må dog ikke glemme de tusinder af mennesker, som arbejdede og sled i snavsede og ildelugtende fabrikker.
Dunkers kulturhus |
Sct. Maria Kyrka
| | Sancta Maria i Helsingborg har en lang bygningshistorie. I sin grundform var den færdig i 1410. Kirken er, som sin pendanti Helsingør,opført i gotisk stil og indeholder en række kunstskatte, ikke mindst fra middelalderen |
Sancta Maria Kyrka
Den senmiddelalderlige kirke ligger midt i det gamle Helsingborg. I det 21 århundredes Helsingborg er den ikke nogen dominerende del af bybilledet og synes nærmest ikke fra søsiden. Kirken er faktisk lidt svær at opdage, men når man står foran den, må man beundre skønheden i den gennemførte gotiske byggestil.
Træder man indenfor er en række af Helsingborgs senmiddelalderlige kirkekulturs interiør bevaret.
Mariakyrkans østlige facade |
Gotik
Sancta Maria Kyrka stod færdigbygget i 1410 efter en lang byggeperiode på ca. 100 år. Den er opført som en basilika og har nærmest karakter som en lille katedral. Midtskibet er, i lighed med de store gotiske katedraler i Europa, lavt og har ingen vinduer under hvælvet. Byggestilen omtales ofte som: en halv basilika eller en ”pseudobasilika”. De samme karakteristika kan i øvrigt iagttages på den anden side af Sundet, hvor Mariakirken i Helsingør har samme arkitektoniske træk.
De gotiske træk er fremtrædende, de spidsbuede vinduer og de spidsede hvælv er endnu fremtrædende. Som man også kan se det i eksteriørets trappestensgavle og de udvendige støttepiller, som holder kirken på plads.
Kirken erstattede en tidligere romansk sandstenskirke fra 1100-tallet. Og med sine, i forhold til tidens små huse i Helsingborg, blev den med sit gotiske teglstensbyggeri et markant og dominerende bygningsværk i byen. Der var flere kirker i byen, men det var kun Kärnan og Nicolaiklosteret, der kunne konkurrere med Sancta Mariakyrkan om den bygningsmæssige dominans i Helsingborg.
Mariakyrkans vestlige facade | 
Mariakyrkans støttepiller |
Maria Kyrkans hvælv | 
Helsingborg model 1400 |
Middelalderens kunstskatte
Døbefonten er fra 1300-tallet og er hugget ud af gotlandsk kalksten. Oprindeligt har den været malet og videnskabelige undersøgelser påviser fragmenter af rød og blå oliemaling.
Altertavlen/Skabet er i en bemærkelsesværdig god stand. Den er malet på samme tidspunkt som kirkens indvielse. Nemlig i perioden 1449-1452. Antageligt af en mester fra Stralsund. I centrum af tavlen dominerer scenen med Maria og det nyfødte Jesusbarn. Motiverne omkring dem er fra Jesus liv og virksomhed, som det beskrives i Det nye Testamente.
Altertavlen, som er udformet som en slags skab, kan lukkes sammen på visse tider af kirkeåret. Bl.a. under fasten. Her må tilskueren undvære skulpturerne og nøjes med at betragte motiver fra Jesus sidste tid. En af disse scener viser, hvorledes Jesus driver kræmmerne (købmændende) ud af templet. En interessant detalje hér er, at nogle mønters udseende i dette motiv kan stedfæstes til Stralsund. En detalje der gør, at man antager, at alterskabet er produceret af en mester i denne by.
Triumfkrucifixet i gotisk stil er fra den seneste middelalder. Nok så interessant er, at der står 1753 ved korsets fod. Men angiver kun tidspunktet for da krucifixet blev malet om /restaureret. Dette kompliceres videre af at selve korset er fra en senere tid end selv krucifixet. Krucifixets ophavsmand er ukendt, men eksperterne antager, at det er tilvirket i den sydlige del af Skandinavien.
En senere tid har fjernet det oprindelige puds, som kirkens indvendige vægge var beklædt med. Nu fremstår væggene som teglstesnvægge. Bag ved alteret er der dog endnu rester tilbage af den gamle puds, hvor der er fragmenter af de gamle kalkmalerier. Bl.a. af helgene: S:t Magnus og Brandanus. Kalkmalerierne er fra 1400-tallet blev udført af den såkaldte: Helsingborgmester, hvis noget mere velbevarede kalkmalerier kan beses i Brunnby Kyrka på Kullahalvøen.
Fra middelalderen findes også det såkaldte piscinan nederst i korets væg.
Maria Kyrkans altertavle | 
Det lukkede alterskab | 
Kræmmerna drives ud af templet | 
Maria Kyrkans krucifix | 
Maria Kyrkans døbefont |
Maria Kyrkans kalkmaleri | 
Maria Kyrkans piscina |
En ny tid på vej
Tårnet til kirken blev først færdiggjort omkring 1500. Altså ved indledningen af det århundrede, som ikke blot skulle forandre kirkens organisation og dogmatik i Norden, men også det, som en senere tid har kaldt, Middelalderen.
Maria Kyrkans middelalderlige oprindelse er dog stadigvæk særdeles markant. Og dette på trods af senere moderniseringer med prædikestol, orgel og bænkerækker. Kirken er, med rette, betegnet som et eksempel på, hvad middelalderen stadigvæk kan præsentere os for af stilfuld arkitektur, dygtige bygningsarbejdere og fantastiske kunsthåndværkere.
Næstekærligheden
En altertavle ophængt i Mariakyrkan i Helsingborg i 1583 tematiserer dette. Tavlen rummer et dobbeltportræt med en undertekst og tre mindre billeder over hinanden i venstre side at tavlen. Portrættet viser et adeligt ægtepar, måske er det, genkendeligt på de gyldne kæder der symboliserer den adelige rigdom og magt, lensmanden på Helsingborg slot Arild Urup og hans hustru Thale Thott. Underteksten lyder:
"I kristne som Gud har givet nok betænk de fattige, som lider sorg, sygdom, jammer og nød, armod, fattigdom og hunger efter brød, noget i denne blokbøsse. Bevis eders tro med skønne gerninger og Gud i himmerige vil eder det velbehageligt."
Motivet nederst i venstre hjørne er, ligesom i spisesalen i Sct. Marie Kirke i Helsingør, Lazarus-fortællingen, med helvede og himmel ovenover. Forestillingen om at de gode gerninger stemmer Gud velbehageligt synes således at overleve reformationen.
Adeligt par |
Sygdom og sundhed
Sygdomsepidemier kender man til tilbage til den sorte død i midten af 1300-tallet, men alene i anden halvdel af 1500-tallet hjemsøges området omkring Helsingør hele 13 gange, og man har beregnet, at sygdomsepidemier med mere eller mindre lokalt præg i gennemsnit optræder med intervaller på mindre end 2 år. Der er tale om forskellige pestformer, men f.eks. også tyfus, kolera og forskellige former for børnesygdomme, som alle har krævet store ofre.
Mange familier rammes af næsten ufattelige tragedier. Præst i Helsingør og Malmø, forfatter Hans Christensen Sthen, skriver således et trøsteskrift i anledning af at han personlig har mistet 8 børn under en af epidemierne. Tycho Brahe mister i 1576 en 2-årig datter i hvilken anledning han lader opsætte en mindetavle i Mariakirken i Helsingborg med følgende inskription:
"Kirstine førte, da hun gik bort, hid sit spæde støv.
Hun, som en gang var Tycho Brahes datter.
Hun var blot en ubetydelig tid indvåner her i Verden,
Men i den korte tid voksede hun anseligt. Det Gode,
i ånden overtraf hun sit køn, i sæder sine år,
sine jævnaldrende i veltalenhedens kunst.
Derfor har naturen hastigt taget hende tilbage, som den gav os:
For at hun ikke som voksen skulle overskride de vanlige grænser.
Men dog hun lever, hun har sejret over naturens modstand.
I stedet for den ringe tid har hun nu det evige tidsrum.
Og forædlet af Det Himmelske Gode forsmår hun Det Dødelige:
Siden hun gennem Kristus er blevet anerkendt som himmelmedborger.
Død under Pesten 1576
den 24. september, levede
2 år 11 måneder 11 dage 11 timer
Døden
Jo snarere desto kærere
Jo senere desto bitrere
Til Kirstine min højtelskede kødelige datter
Udover sin alder livlig og velopdragen
har jeg, faderen, affattet og sørget for dette."
Epitafium over Tycho Brahes datter |
Buxtehude - en øresundsborger
I årene 1638-41 virkede Buxtehude den ældre i Helsingborg og her tilbragte Diderik nogle barneår. I 1642 fik faderen tjeneste som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor han var aktiv frem til 1670. Barne- og ungdomsår tilbragte Diderik Buxtehude altså både i Helsingør og Helsingborg.
Rigt musikliv
I 1600-tallet første halvdel var musiklivet ved det danske hof og i de større kirker af meget høj klasse. Navne som Heinrich Schütz og John Dowland er gået over i musikhistorien. Schütz var kirkemusiker i Købehavn og opbyggede hofkapellet der. Dowland, berømt lutspiller og komponist, var hofmusiker og holdt til i Helsingør. Johann Lorentz virkede i første halvdel af 1600-tallet som kongelig orgelbygger og byggede, eller ombyggede alle vigtige orgler i Øresundsregionen i en da ganske konservativ renæssansestil som da repræsenteredes af Heinrich Schütz og John Dowland. Et af de vigtigste vidnesbyrd om Lotrentz virksomhed findes i orgelfacaden på Chrisstiansstads Trefoldighedskirke.
Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg | 
Sct. Annægade i Helsingør | 
Det gamle orgel | 
Buxtehude | 
Kororgel i Mariakyrkan |
Forbindelsen opretholdes
I sin tid i Helsingør opretholder Buxtehude også tætte forbindelser til både danske og svenske embedsborgere. Det eneste med fuldt sikkerhed kendte musikstykke som Buxtehude har skrevet i sin tid i Helsingør er således i året 1665 tilegnet Christoffer Schneider, der var svensk postmester og senere kommisarius bosiddende i Helsingør. Ligeledes havde Buxtehude allerede fra Helsingør-tiden venskabelige forbindelser med den svenske hofkapelmester og organist Gustav Büben. Måske er det også på hans foranledning at Buxtehude i 1680 komponerer bryllupskantaten til brylluppet imellem Karl 11.Gustav og hans danskfødte dronning Hedvig Eleonora.
| |
 | | Stor | Aperte mihi portas justitiae, Helsingør 1665 (Diderik Buxtehude) |
| | Stor | Aria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude) |
Tiden i Lübeck
1668 flyttede Diderik Buxtehude til Lübeck, formodentlig af hensyn til sin fortsatte karriere, men nok også for at komme væk fra de trange økonomiske vilkår i den krigshærgede Øresundsregion. Som en rød tråd i Buxtehudes liv går de tre mariakirker i Helsingborg, Helsingør og Lübeck. Selvom størstedelen af hans aktive liv var forlagt til Lübeck og selvom han der vandt den største ære og berømmelse, så glemte han aldrig sine rødder ved Øresund. Derfor kunne tidsskriftet Nova litttraria Maris Balthici år 1707 påstå, at ”han anså Danmark for sit fædreland” (Patriam agnoscit Daniam).
Diderik Buxtehudes karriere som komponist og organist kulminerede i Lübeck, hvortil storheder som Händel og Bach vandrede for at lytte til hans musik. Det var som organist og komponist i Mariakirken i Lübeck han vandt sin store berømmelse. Især var han kendt for sine ”Lübecker Abendmusik” som var koncerter i tilknytning til aftensangen søndagene før jul. Til disse skrev han hvert år et nyt orgelværk.Byvandring i Helsingør
| | Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en times spadseretur i middelalderbyen Helsingør med alle dens historiske huse.
I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingør" i venstremenuen.
God tur! |
Helsingør - Sundtoldens by
Helsingør er, historisk set, en international by med en dramatisk historie. Med kun ca. fire kilometer til Sverige over Øresund har byen siden middelalderen været en færgeby, en slotsby og fra 1658 også en grænseby.
I flere århundreder var Helsingør, i skarp konkurrence med Malmø, Danmarks næststørste by og tilbage står, bl.a. takket være fremsynede politikere og en særdeles aktiv befolkning i 1960erne og 70erne, en af Europas bedst bevarede bykerner. Som perler på en snor ligger den ene velbevarede og nænsomt restaurerede bygning efter den anden i et retvinklet, skakbrætlignende gadenet fra 1400 tallet. De enkelte huses arkitektoniske fremtoning viser stiltræk fra 1500 tallet til nutiden.
En slentretur gennem byen kan gøres på en times tid og vi begynder denne byvandring ved Sveasøjlen på Havnepladsen..
Helsingør 1859 |
Havnepladsen
Sveasøjlen
Sveasøjlen blev opstillet i 1947. Dens inskriptioner udtrykker danskernes taknemmelighed over den svenske stats gæstfrihed over for flygtninge fra Danmark under 2. verdenskrig. Blandt dem var mange danske jøder.
I dag mangler der en række fredede bygninger på pladsens østside. Efter en tragisk hotelbrand i 1938 blev bygningerne revet ned og stedet omdannet til parkeringspladser.
Helsingør Toldkammer
Den massive røde bygning på Havnepladsen er Toldkammeret, opført i 1891. Førhen lå der et pakhus fra 1781 . Herfra stammer det relief af Chr. 7, som ses over indgangsporten.
Siden 1977 har bygningen fungeret som kulturhus og sæde for Helsingør Turistbureau.
Helsingør Station
Helsingør Stationsbygning er fra 1891. Opført i en stil, der kaldes nyrenæssance. Mange udlændninge tror, det er Kronborg! Her knyttes færgetrafik og og togtrafik sammen på en effektiv måde. På ca.1½ time kan en skåning f.ex.. fornøje sig på forlystelsesstederne Bakken og Tivoli eller finde beskæftigelsesmuligheder i store dele af Øresundsregionen. Helsingørborgerne kan finde billige alternative boformer i Helsingborg.
Vender vi nu blikket mod Strandgade, der afgrænser Havnepladsen mod landsiden, er det to palæer fra 1700 tallets anden halvdel, der springer i øjnene. Det er Helsingørs overklasses historie fra denne periode, vi bliver præsenteret for i Strandgades facader mod havnen. Sundtoldens administratorers, skibsklarerernes og storkøbmændenes demonstration af tidens velstand efter Store Nordiske Krigs afslutning i 1720.
Strandgade 95:
Stephen Hansens Palæ. Opført i 1760 i rokokkostil for overkrigskommissær Stephen Hansen, en betydningsfuld mand ved Øresunds Toldkammer. Palæet er tegnet af den kendte arkitekt Philip de Lange.
Strandgade 93:
Det Claessenske Palæ. Opført i 1793 af skibsreder og købmand, J.J.Claessen. Byggestilen er en særegen form for nyklassicisme.
Strandgade 91:
Rasmussens Gård er opført i 1637 af toldvisitør Christen Rasmussen. Murankrene i facaden danner bygherrens og hans hustru, Kirstine Olufsdatters, initialer .
Bygningen er i dag kendt som ”Skibsklarerergården” og er museum for sundtoldstiden. Her er bl.a. en butik, der sælger ”originale” varer. I gården er der ligesom i 1700 tallet et lille bryggeri, der fremstiller husets eget øl.
Strandgade 85-87:
Den engelske konsul Fenwicks gård er en samling af huse. Forhuset er fra 1600. Over porten inde i gården er indstøbt en kanononkugle, der stammer fra englændernes bombardement i 1801. Ved skæbnens ironi ramte de deres egen konsuls gård med netop denne kugle.
Via det smalle og nærmest klaustrofobiske, middelalderlige Gl. Færgestræde skal vi nu op på byens hovedgade, Stengade.
Helsingør Station
2007 | 
Havnepladsen i Helsingør 2006 | 
Helsingør Toldkammer | 
Sveasøjlen | 
De fire inskriptioner |
Rasmussens gård 1780 | 
Det Claessenske Palæ 1791 | 
Stephan Hansens Palæ 1760 |
Gl. Færgestræde
Gadenavnene i Helsingør fortæller, som i andre byer, en god del kulturhistorie. I det middelalderlige gadenet var det Gl. Færgestræde, der førte ned til færgerne.
I strædet har der gået høns og svin og rodet i det affald, som beboerne smed ud. Stanken kan man tænke sig til og Helsingørs mange pestepidemier kan sikkert sammen med de talrige, fremmede sømænds tilstedeværelse tilskrives det eldorado, der hér blev skabt for rotter og andre smittebærere.
Stengade
Ved Gl. Færgestrædes udmunding i Stengade befinder vi os nu på Helsingørs hovedstrøg. Som navnet antyder, var det her, de velhavende borgere i middelalderens Helsingør fik bygget byens første stenhuse.
Stengade 66:
Oxernes gård, opført i 1460 af lensmanden på fæstningen Krogen, Johan Oxe. Senere blev huset beboet af "det danske skriftsprogs fader", Chr. Pedersen, der i første halvdel af 1500 tallet som den første oversatte bibelen til dansk. Bemærk den kamtakkede gavl fra den oprindelige bygning.
Stengade 64:
Dahls Gård. Her ser vi et særdeles fornemt eksempel på barokstilen. Gården er opført af købmand Nicolai Dahl i 1739 og fremstår stort set som på opførelsestidspunktet.
Stengade 59:
Helsingør Rådhus
Skråt overfor Dahls Gård ligger Helsingør Rådhus. Det er opført i 1855 og der er bl.a. benyttet munkesten fra det gamle rådhus. Det lå samme sted og var opført i 1560erne. Over indgangen ser man to sandstensrosetter fra det tidligere rådhus med Frederik II’s og Dronning Sofies våben.
Den pompøse bygning er i nygotisk stil. Den er bygget et par år før Sundtoldens ophævelse på et tidspunkt, hvor byen ikke kunne forudse, hvilken økonomisk dvaletilstand, den ville synke ned i.
Via et andet lille stræde, Brostræde, bevæger vi os nu ned til Strandgade.
Oxernes gavl | 
Barokhus i Helsingør | 
Helsingør Rådhus |
Brostræde
Navnet på strædet har samme maritime oprindelse som Færgestræde. Det førte ned til de skibsbroer, som udgjorde byens oprindelige havn.
I dag er det lille stræde nærmest internationalt kendt, især blandt børn, for her finder vi iskagebutikken, hvor man køber Helsingørs berømte Brostrædeis.
Brostræde |
Strandgade- fra nordøst mod sydvest
Strandgade er flere århundreder yngre end Stengade. Strandlinien har tidligere ligget meget tættere på Stengade og først med opførelsen af en bymur mod vandet i 1620 begyndte området at få karakter af en gade.
På hjørnet af Brostræde og Strandgade ligger:
Strandgade 77-79:
Det gamle Svaneapotek. Det oprindelige hus er fra omkring år 1500 og opført i sengotisk stil. Fra 1578 var det byens apotek. På facaden ses svaner og et solur. Murankrene danner årstallet 1634 og initialerne for bygherren, rådmand Johan Kruse og hans hustru. Huset ophørte først med at fungere som apotek omkring 1970.
Vi fortsætter nu til højre ad Strandgade med Havnepladsen på vores venstre hånd.
Strandgade 71:
Marstrands Skibsproviantering fra 1847 er et fint eksempel på en forretning fra sundtoldens tid. .
Strandgade 55:
Badskær Jacob Willumsens gård er et renæssancehus bygget i 1592 lige efter opførelsen af Kronborg og man mener, det er en af Frederik II’s flamske håndværkere, der har været på spil her..
Huset er vel nok et af Helsingørs smukkeste renæssancehuse og fredet i klasse A.
Over nabohuset, Strandgade 53, kan man se en fløjstang med tre kroner over hinanden. De vidner om de 100 år efter 1750, hvor ejendommen husede det svenske generalkonsulat.
Strandgade 39:
I vore dage et moderne hus. Et tidligere hus på grunden var fra 1700 tallet og ejedes i lange perioder af en række af Helsingørs jøder. Omkring 1800 var det jødernes skole og synagoge..
Strandgade 27:
Den ældst daterede bindingsværksbygning i Helsingør og et af byens mest interessante huse. Som det fremgår af årstallet ved indgangen er huset fra 1577 og lagde i mange år lokaler til værtshuset ”Ankeret.” Læg mærke til bladene og kølbuerne, der er udskåret i træværket.
Bemærk det skarpe knæk Strandgade brydes af netop her.
Strandgade 19-21:
Husede engang herberget og værtshuset "Norske Løve." Huset er opført i 1770 af en færgemand og har igennem 1800 og 1900 tallet været ombygget i flere omgange. Sidst i 1980, hvor nr.19 blev markant adskilt fra nr.21 og fik sin oprindelige bindingsværksfacade tilbage. Processen er et godt eksempel på, hvordan de gamle huse i Helsingør restaureres i samarbejde med bevaringsafdelingen i kommunen.. Beboerne fotograferede arbejdets 3 faser. Se billederne nedenfor:
Strandgade 1:
Huset er opført i 1760,erne og har indtil sundtoldens afskaffelse i 1857 altid været beboet af færgemænd, bl.a. fra 1801-1817 den kække og berygtede sørøver, kaper og eventyrer Jens Lind, som især blev kendt for sin frygtløse indsats under krigen mod England 1807-14 og for en sejlads til Rusland i snestorm i en lille åben jolle.
Vi forlader "den kække færgemands" hus og går nogle få meter tilbage. Her finder vi Gyldenstræde, som er det sidste af de tværgående stræder, der fører fra Strandgade op til Stengade.
Vi går op ad Gyldenstræde og til højre ad Anna Queenstæde.
Svaneapoteket | 
Marstrands provianteringsforretning | 
Strandgade, Helsingør | 
Ankeret | 
Strandgade 19 Restaurering 1 |
Strandgade 19 Restaurering 2 | 
Strandgade 19 Restaurering 3 | 
Kaper Jens Linds hus |
Gyldenstræde, Anna Queenstræde og Skyttenstræde
Gyldenstræde er opkaldt efter købmand Knud Gylden, der ejede ejendommen Gyldenstræde 2 i perioden 1736 - 1771.
Mellem Gyldenstræde og Skyttenstræde løber det lille pittoreske stræde, Anna Queenstræde, som er navngivet efter købmand Hans Quies enke. Købmanden ejede de fleste af ejendommene i strædet.
Anna Queenstræde 2 er sandsynligvis bygget i 1600 tallet og i 1700 tallet var her bryggeri og brændevinsbrænderi.
For enden af Anna Queenstræde drejer vi til venstre ad Skyttenstræde.
Strædet er opkaldt efter slægten Skyts, der i begyndelsen af 1700 tallet beboede hjørneejendommen mod Stengade 18. Strædets små huse var i 1600 tallet udlejningsejendomme, men blev senere købt af færgemænd og fiskere.
Vi går gennem det hyggelige stræde og drejer til højre ad Stengade.
Stengades midte
Stengade 20:
Borgmester Iver Pedersens gård på hjørnet af Skyttenstræde er fra 1600 tallet. Bygningen er et af de få, der er tilbage af de mange bindingsværkshuse fra renæssancens Helsingør. Bemærk de udskårne kølbuer, blomster og akantusblade i træværket.
Stengade 40:
”Jochm Langens Hus” Inskriptionen på plattysk over døren betyder oversat: ”Dette hus har den ærlige mand, Jochm Langen ladet bygge i året 1604 d. 3.feb. Hvor gud ikke giver sin velsignelse til huset, der arbejder enhver forgæves.” Bemærk også her udskæringerne i træværket.
Stengade 46:
"Det svenske konsulat". Opført i klassicistisk stil ca.1784 for den svenske generalkonsul. Bygningen krones foroven af et skjold med den svenske Kong Gustaf III’s initialer. I et værelse på første sal afsvor den franske hærfører Bernadotte i 1810 sin katolske tro og konverterede til protestantismen for at kunne blive konge af Sverige. Ejendommen blev i 1902 overtaget af Det kongelige privilegerede Skydeselskab i Helsingør, heraf initialerne over porten.
Stengade 53:
"Hotel Øresund". Huset var i sin oprindelse et middelalderhus, men er ombygget utallige gange, senest i 1904. Over hjørnevinduet ses en teksttavle med en plattysk indskrift til minde om pesten i 1654. Oversat til dansk står der: "Mangen ærgrer sig over, hvad han ser og må dog finde sig i, at det sker i 1654". I 1771 blev bygningen indrettet til herbergsgård, byens fineste. Hotelvirksomheden fortsatte helt frem til begyndelsen af 1960erne.
Vi drejer nu til venstre ad Bjergegade.
Bindingsværkshus, Helsingør | 
Det svenske konsulat i Helsingør |
Bjergegade
Navnet skyldes en tidligere forhøjning i gaden.
Axeltorv
Torvet blev etableret efter en brand i 1864. Tidligere købte man grøntsager, kød og fisk andre steder i byen.
Nu er her torvedag onsdag, fredag og lørdag.
Vi drejer nu til højre ad Sudergade.
Sudergade
Suder er plattysk og betyder ”skomager.” Suderne holdt til her i det, der tidligere var byens udkant på grund af stanken fra garvningen af læder.
Sct. Annagade - Klosterkomplekset
Sct. Annagade 38:
Karmelitterklosteret er fra sidste halvdel af 1400 tallet og det bedst bevarede middelalderlige klosteranlæg i Nordeuropa. Det har efter reformationen i 1536 bl.a. tjent som hospital og latinskole. Nu huser det bl.a. administrationen for stiftsøvrigheden for Helsingør stift.
Sct. Annagade 38:
Sct. Mariæ Kirke, der hører til klosterkomplekset, blev i 1577 administrativt adskilt fra dette og indrettet til Helsingørs "tyske kirke" for de mange tyskere og hollændere, der boede og arbejdede i byen. En stor attraktion er kirkens orgel, der stammer fra 1663, hvor organisten var den berømte komponist Diederich Buxtehude. Kirken afholder mange orgelkoncerter, der har et stort publikum.
Sct. Annagade 36:
Karmelitterhuset blev i 1516 af karmelittermunkene indrettet som hospital med plads til 8-10
senge beregnet til udenlandske søfolk. I 1630 købte Helsingør by ejendommen og indrettede den til fattiggård for op mod 100 stakler, som blev beskæftiget med at spinde, reparere tovværk o.lign. under kummerlige forhold.
Denne funktion havde huset helt frem til 1902. Idag rummer bygningen Helsingør Bymuseum.
Vi går nu ned ad Hestemølle stræde med klosteret på vores venstre hånd.
Klosterkomplekset | 
Karmeliterklosteret |
Hestemøllestræde - Wibroes Bryggeri
I Helsingør har der, som i de fleste danske byer, aldrig været langt fra kirke til værtshus.
På hjørnet af Hestemøllestræde og Sophie Brahesgade ligger en bygning, der er den sidste rest af bryggeriet Wiibroes anlæg her på stedet. Bygningen er fra 1862 og opført af bryggeriets grundlægger, Carl Wiibroe.
I 1800 tallet gik ølproduktionen fra hjemmebryg til storstilet industriproduktion. I Helsingør førte denne udvikling til skabelsen af én af byens største arbejdspladser: bryggeriet Wiibroe. Det blev en del af den industri, der kom til at udgøre livsnerven i Helsingør efter afskaffelsen af sundtolden.
På hjørnet af Hestemøllestræde og Sophie Brahes Gade lå tidligere en gård beboet af Tycho Brahes søster og forskningsassistent, Sophie, som gaden har fået navn efter. Denne gade følger vi og drejer til højre ind på kirkepladsen.
Wiibroe øl |
Sct. Annagade - Sct. Olai Kirke - Buxtehudes hus
Sct. Annagade 12:
Sct. Olai Kirke, Helsingørs Domkirke, er i sin oprindelse en enskibet, romansk teglstenskirke opført i perioden 1200-1250. I nordfløjen kan ses 20 m. murværk fra den oprindelige bygning. Omkring 1560 havde kirken stort set det udseende, den har i dag; men i en periode fra 1615 havde kirken et imponerende, over 50m højt spir kaldet ”Helsingørs jomfru.” Det blæste desværre ned i 1737.
Fra sideindgangen til kirken ses:
Sct. Annagade 6:
Komponisten Buxtehudes hus.
Forhuset kan føres tilbage til 1682; men dele af det er fra middelalderen. Huset fungerede som organistbolig for Sct. Olai Kirke, hvor Buxtehudes far var organist. Buxtehude selv boede i det oprindelige hus, mens han var organist ved Mariækirken fra 1660-1668. Senere har huset været værtshus og slagterbutik og nu er der beboelse.
Fra kirkepladsen fører en smal passage tilbage til Stengade, hvor vi skal se et par bemærkelsesværdige renæssancehuse.
Sct. Annægade i Helsingør | 
Buxtehude i Lübeck |
Stengade - Renæssancehuse
Stengade 72 - 74:
I daglig tale: Dommergården, er bygget i sengotisk stil og kaldes også Lejelernes Gård. Den er opført i 1500 tallet af den skotske slægt: Lejelerne. To medlemmer af denne slægt, far og søn, blev begge borgmestre i Helsingør.
Den latinske indskrift på facaden betyder oversat: ”Min frelser lever og på den yderste dag skal jeg opvækkes af jorden og i mit kød se Gud, min frelser.”
Stengade 76:
Tolder David Hansens gård, opført i 1579 er et velbevaret, borgerligt renæssancehus. Tolderen boede aldrig selv i huset, men lejede det ud til Chr.IV’s økonomiske rådgiver, Jonas Charisius.
Vi fortsætter nu ned til enden af Stengade, der munder ud i Wiibroes Plads.
Dommergården | 
Tolder David Hansens Gård |
Wiibroes Plads
Her lå Øresunds Toldkammer, opført i 1740. Arkitekt: N. Basse. Det blev revet ned i 1860, efter sundtoldens ophævelse. Løven midt på pladsen var en del af et springvand, der stod foran toldkammeret.
Pladsen er nu domineret af to palæagtige bygninger, der begge er opført af embedsmænd ved Toldkammeret:
Stengade 81:
Trentwedels Gård, også opført 1770 i rokokkostil for passkriver J.F. Trentwedel, der mest var kendt for sin dårlige embedsførelse. I dag kaldes bygningen:” Færgegården” og rummer flere restauranter.
Stengade 83:
Toldkommissær Frantz von der Ostens palæ, opført 1770 i rokokkostil.
Vi går nu ned til havnen og til højre og står igen på Havnepladsen .Her slutter byvandringen.
Wibroes Plads | 
Øresunds Toldkammeret 1742 | 
Havnen og Toldkammeret |
Kort og Links
| | Parkeringskortet fra Helsingør Kommune. (Bedre kort under produktion)
På linkikonet nedenfor kan man evt. orientere sig i de enkelte besøgsmåls egne hjemmesider med åbningstider, priser, booking etc.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingør" i venstremenuen. |
Den florissante by
| | I slutningen af 1700 tallet var det de øverste embedsmænd i sundtoldsadministrationen og købmændenes byggeiver. |
Helsingør var alvorligt svækket efter krigen og pesten i begyndelsen af 1700-tallet og endnu i 1735 var der kun ca. 3400 indbyggere. Tiden herefter bliver for byen, som for landet som helhed en opgangsperiode, der kommer til at vare århundredet ud. Tidsrummet går under betegnelsen den florissante periode og henviser til en blomstring i forbindelse med stigende udenrigshandel og i mindre grad en udvikling af erhvervslivet.
For Helsingørs vedkommende er der først og fremmest tale om en øget indtjening og omsætning som følge af en stigning i gennemsejladsen i farvandet. Dette kan illustreres med en række nøgletal. I 1500 tallet passerede næppe mere end 300 skibe, i 1600-tallet 1500, mens man omkring 1750 kom op på ca. 5000 skibe årligt, i 1790erne ca. 10.000. Under napoleonskrigene falder antallet katastrofalt, mens man i 1840erne kommer op på over 20.000 skibe årligt. Selve indtægterne af sundtolden, der frem til 1771 gik direkte i kongens private kasse lå i 1730erne på omkring 200.000 rigsdaler årligt i 1780-1790erne på 500-600.000 rigsdaler.
Prospekt af Helsingør | 
Helsingørs profil, 1754 | 
Prospekt fra 1763 | 
Kort fra 1778 |
Erhvervsindberetning
I en forordning af 25.6.1735 blev det pålagt alle stiftsamtmænd at indsende oversigter over de økonomiske forhold i landsdelene og byerne. Interessen er koncentreret om "Hvorudi enhver By og Distrikts Handel, Negocie(Storhandel), Haandtering og Næring bestaar".
I en generel indberetning, forfattet af rådmændene Andreas Becker og G. Hvid, beskrives i korte vendinger byens tilstand, f.eks. at de omkringliggende landbrugsområder producerer korn i et omfang af ca 500 tønder udsæd, at der indføres kød fra Skåne og i det hele taget fødevarer fra andre landsdele. For så vidt er der ingen afgørende ændringer i byens forsyningssituation siden 1500-tallet. Byen kunne altså ikke brødfødes fra oplandet alene.
Af større virksomheder nævnes kun enkelte, et garveri og desuden et tobaksspinderi. De laugsorganiserede fag opregnes og som et tilsyneladende stort problem omtales "... de store indgreb som vederfartes dem af fuskere og efterliggende soldater foruden af garnisonen, som her forefindes, der lettere kan give deres arbejde til fals, end de her skatter og skylde, hvis befales og påbydes". Seks købmænd i byen klager ikke uventet over at bryggere, håndværkere og færgemænd udover deres metier driver ukontrolleret handel og de stiller forslag til en opstramning af reglerne for købmandskab i byen. Måske er det medvirkende til, at der i 1744 oprettes et kræmmerlaug med laugsskrå, i første omgang udelukkende med danske medlemmer.
Merkantilistisk tankegang
En anden indberetning er interessant fordi den kommer med forslag til forbedringer i pagt med tidens merkantilistiske tænkning, hvor man søger at opnå en positiv handelsbalance gennem satsning på egenproduktion og selvforsyning, som oftest i form af monopoler på udenrigshandel og produktionsvirksomhed. Dette synspunkt kommer f.eks. til udtryk i indlæggets paragraf 12:
"Overalt bør man søge ey allene at conservere Pengene i Landet men vel og at faa derhen, at man kan fortiene noget af de fremmede, hvilket er den Gevinst og Fordel, som man med Føye kan sige, at Landet profiterer mest ved."
Selvforsyningen er således det bærende tema, men man bemærker også i paragraf 6 den for tiden karakteristiske sammenkobling af erhvers- og socialpolitik:
"Fattige, som man desto værre finder i stort Tal på Gader og Stræder, kunne forsørges paa den Maade, naar de til Arbejde blev employeret, som allerbest lader sig gjøre, hvor Manufakturer oprettes og fortsættes, der kan baade Gamle og Vanføre fortjene til deres Underholdning og fortjene deres Brød, saavel med at spinde, med at karte Uld og andet Arbejde, som derved i Mængde forefalder; og om det vel i Begyndelsen vilde komme noget besværligt ellet uvandt fore, saa finder det sig med Tiden allerhelst, naar de Fattige beflider den Forskiel udi deres Forflegning ved Arbejdet og naar de til førend ved Bettelstaven haver maattet samle deres Føde."
En sådan politik har man siden Christian 4.s tid praktiseret i de statsmanufakturer, der bl.a. producerer luksustekstiler. Et enkelt lokalt forsøg gøres, da et antal forældreløse børn henvises til geværfabrikken i Hellebæk. Desuden kommer borgermester Tevis Wilde i 1770 med et forslag om at oprette et bomuldsspinderi med de fattige som arbejdskraft, hvilket dog ikke bliver til noget.
Engelske købmænd i Helsingør
En henvisning til fremmede indbyggere i paragraf 8 er meget aktuel, da der i byen hersker mistillid til det voksende antal fremmede, primært engelske købmænd, der profiterer af den voksende gennemsejlads og handel i tiden. De overtog størstedelen af handelen med engelske skibe, vægrede sig under dække af konsulær status ved at betale skat til byen og havde problemer med det i 1744 oprettede kræmmerlaug.
Et interessant eksempel er skibskaptajn John Daniel Belfour, der i 1786 ønsker at nedsætte sig som handlende i byen og søger om optagelse i kræmmerlauget. Det nægtes han, men ansøger så kancelliet om ret til at drive handel udenfor lauget. Det afvises, men centralmagten befaler hans optagelse i lauget, efter han har taget borgerskab, hvilket så sker i 1787.
Belfour er en interessant skikkelse fordi han ikke blot holder sig til handelen, men også investerer produktivt i bl.a. et geneverbrænderi og et garveri. Brænderivirksomhed var et fribytterområde, fordi mange, der også var organiseret i andre laug udøvede denne virksomhed. Belfour går grundigt til værks, indkalder hollandske specialister og opnår et betydeligt lån fra staten. Virksomheden går godt, man når i en enkelt måned, i november 1795 op på at sælge 21.536 potter og succesen fortsætter trods det at brændevinsbrænderne i Helsingør og Hillerød klager over ham i 1799.
Belfour var en virksom herre, der ikke lod sig stoppe af laugenes modstand på dette og andre områder.
Købmand Claessen
Købmand Jean Jacob Claessen var ud af en rig slægt, han far nævnes således i 1756 som den eneste i byen, der ejede egne skibe til udenlandsfart, og ligesom denne giftede han sig ind i en anden fremtrædende familie i byen, van Deurs-familien. I 1784 ansøger han om at anlægge et skibsværft med tilhørende ankersmedie og reberbane. Skibsværftet bliver ikke til noget, men interessant er det, at Claessen opnår særstilling i forhold til både smede- og rebslagerlauget, som på det tidspunkt end ikke forefandtes i Helsingør. Claessen havde endvidere planer om et større havneanlæg, der kunne fremme fjernhandelen, men staten ønsker ikke at støtte denne virksomhed.
I 1764-67 anlægges den første egentlig havn, idet man forlænger den eksisterende skibsbro, tilføjer en arm og tillige bygger en nordre arm. En udvidelse bliver først en realitet omkring 1824.
Havnen og Toldkammeret |
Nye initiativer
Af andre tidlige industrivirksomheder i århundredet kan nævnes lakfabrikker, en hårdugs- og vatfabrik, en stivelse- og pudderfabrik(1785), et sæbesyderi (1790), et eddikebryggeri og et tobaksspinderi(1793). Ingen af disse får dog varig betydning i modsætning til et par sukkerraffinaderier, der opføres fra ca. 1760-70, og hvoraf Adam Späths smukke rokokobygning ved Svingelport endnu forefindes, som et eksempel på tidligt erhvervsbyggeri.
Sukkerraffinaderi |
Havnefrontens palæer
Den stigende aktivitet og omsætning hen imod midten af 1700-tallet satte på forskellig vis sit præg på byen. Især på havnefronten. I årene 1740-42 blev der således opført et nyt Øresund Toldkammer på den daværende Toldkammerplads (nuværende Wiibroes Plads).
Det blev et pragtbyggeri i en blanding af barok og rokoko udformet af en ukendt arkitekt, N. Basse. Bygningen var placeret på hjørnet af forlængelsen af Strandgade og Sophie Brahesgade. På grund af Sundtoldens ophævelse i 1857 og en havneudvidelse omkring 1860 blev pragtbyggeriet, desværre, nedrevet.
Halvdelen af bygningen og dens forplads ville i dag rage ud over Havnegade og lidt ud i havnebassinet. Tilbage står et mindre sandstensløveornament fra 1829 og en rest af et af facadens vinduesornamenter på museumsinspektør Lars Bjørn Madsens kontor i Klarergården tæt ved Wiibroes Plads i Strandgade.
Den øgede velstand kan endnu iagttages i det omfattende byggeri af nye, store privathuse og handelspalæer rundt omkring i byen. F.eks. på den nuværende Havneplads ved Helsingør Station.
Rasmussens Gård 1780 |
Det Claessenske Palæ 1791 |
Stephan Hansens Palæ 1760 | 
Toldkammerpladsen |
Øresunds Toldkammeret 1742 |
Toldkammermaleri |
Færgemænd og værtshuse
Den florissante periode gav også økonomisk fremgang for Helsingørs mange færgemænd og værtshusejere. I Helsingørs "nye" gade, Strandgades sydligste del, kan man stadigvæk se en hel del af disse solidt opførte bindningsværkshuse. I 1970,erne opstod der stor interesse for at bevare og restaurere disse historiske huse. F.ex. værsthusene "Ankeret" i Strandgade 27 og og værtshuset "Norske Løve" i Strandgade 19-21.
Bindningsværkshus Helsingør |
Strandgade 19 Restaurering 1 |
Strandgade 19 Restaurering 2 |
Strandgade 19 Restaurering 3 |
Karmeliterklosteret
| | Vor Frue Klostret i Helsingør er opført i anden halvdel af 1400-tallet. Klosteret er meget velbevaret og dermed enestående i Nordeuropa. Det er et godt eksempel på baltisk gotik og et højdepunkt i øresundsgotikken stilistiske variationer. |
Med byudviklingen i løbet af middelalderen følger også anlæggelsen af en række klostre for forskellige tiggermunkeordener. Tiggermunkene skulle tage bolig i byerne og tjene til livets ophold ved almisser og gode gerninger og i det hele taget leve enkelt og forbilledligt. Allerede i 1200-tallet kommer Franciskanerordenen og Dominikanerordenen til landet og under Erik af Pommern kommer også Karmeliterordenen til området.
Karmeliterordenen har ifølge overleveringerne sit udspring blandt eremitter, der holdt til omkring Karmelbjerget i Det hellige Land. Ordenen opnår først endelig anerkendelse som tiggerorden af pave Johannes d.12. i 1326, hvor den dog allerede er etableret rundt omkring i Vesteuropa. Karmelitermunkene var som regel veluddannede, og kongens hensigt med at understøtte ordenen har bl.a. været, at de skulle medvirke til at skabe uddannelse og lærdom i byerne. Karmelitermunkene tiltænkes også en rolle i udviklingen af Københavns Universitet, der er anlagt i 1497, og i denhen seende skænker kongen dem i 1516 et kollegium i København,
"... hvorved samme kollegium og universitet her i staden kan forøges og forbedres, således at det på alle måder kan blive nyttigt og gavnligt for deres klostres brødre og andre studenter, som kommer og studerer her iKøbenhavn"
Byklostre | 
Karmelitermunk |
Klosteret oprettes
Allerede 1410 anlægges et karmeliterkloster i den nye købstad Landskrona og omkring 1430 påbegyndes opførelsen af Vor Frue Kloster i Helsingør, i daglig tale: Karmeliterklosteret, hvor Erik af Pommern skænker en grund og paven i 1431 giver sit samtykke. I 1450 udsættes klosteret for brand, men genopbygges, så det er i funktion igen omkring år 1500. Det smukke senmiddelalderlige klosteranlæg, der står endnu, er det bedst bevarede klosteranlæg i Norden.
Kongemagten understøtter udviklingen, men klostrene i byen kan i lighed med landklostrene også beriges ved sjælegaver. Jens Truelsön skænker f.eks. i 1469 Vor Frue Kloster en sådan sjælegave.
Poul Laxmands gaver
Tilkøb af sjælemesser er en slags afladshandel, men også en gensidig forpligtende forretning, således som det fremgår af en brevveksling vedrørende Povl Laxmand, der var lensmand på Krogen, eller "høvedsmand på Krogen på rigets vegne", som det hedder i en skrivelse fra 1482. I brevet opregner den øverstbefalende for Jomfru Maria Ordens Kloster i Danmark, Niels Christiernssøn, og den lokale prior, broder Godekær, hvad Povl Laxmand får for sin pengegave.
Hundrede lybske mark er det beløb, som Poul Laxmand har skænket til klosteret til gengæld for den pågældende tjenesteydelse. Det bliver tilsyneladende til en årlig donation, idet det i et brev fra 1493, altså 10 år senere siges, at Poul Laxmand har skænket:
"...ni 100 hundrede lybske mark danske penninge, for hvilke penge vort klosters kirke og omgang blev opbygget med flere gode folks hjælp".
Rigshofmesteren Poul Laxmand
Poul Laxmand er i slutningen af 1400 tallet,næst efter kongen, rigets største jordejer, som råder over indtægterne fra omkring 700 bøndergårde og endvidere besidder rigets højeste embede som rigshofmester, bindeleddet imellem kongen og rigsrådet. I 1497 myrdes Poul Laxmand under mystiske omstændigheder på åben gade i København og kong Hans konfiskerede hans ejendomme, idet han hævdede at Laxmand havde begået forræderi.
Poul Laxmand begraves i Vor frue Kirke i Helsingør og Laxmand-familiens våbenskjold figurer flere steder i klosteret, hvor det også lægger navn til kapitelsalen, den såkaldte Laxmandsal. I korbuen over højalteret ses Poul Laxmands familievåben på fædrene side svanen med guldring i næbbet og modsat Brahefamiliens slægtsvåben på mødrene side. Våbnene flankerer den korsfæstede Kristus og efterlader ingen tvivl om, hvem der har sat sit præg på kirken.
Poul Laxmands |
Poul Helgesen
Karmelitermunken Poul Helgesen, født i Varberg i Halland, er i 1517 knyttet til klosteret i Helsingør og bliver i 1519 rektor for kollegiet i København, underviser ved universitetet og er i perioden 1522-1534 provinsialleder for karmeliterne i Norden, provinsen Dacia kaldet. Poul Helgesen blev i tiden op til reformationen i 1536 den katolske kirkes bannerfører, men var samtidig tilhænger af en reformering af kirken og kristendommen. Han var i så henseende under stærk påvirkning af humanisten Erasmus af Rotterdam og en afhandling fra 1528 om årsagerne til fattigdom giver en smagsprøve på den forbavsende humanisme, der præger hans indstilling.
Reformationens følger
Poul Helgesen forsvinder ud af billedet før reformationen i 1536, men hans Skibbykrønike der blev fundet i 1650, er det vigtigste historiske værk fra reformationstiden. Klosteret i Helsingør ophører med at eksistere efter reformationen, idet det i 1541 er forvandlet til hospital for syge og fattige. I Helsingør tyder det på, at tidligere munke er endt som tiende- og almisseopkrævere for hospitalet, et hverv som de unægtelig havde forudsætninger for at bestride.
Der er her tilsyneladende tale om en blid overgang, hvor de gamle munke får lov til at forblive på stedet til deres død, eller på en eller anden måde tilpasser sig de nye omstændigheder. En skrivelse fra 1560 med tilknytning til Helsingør beretter nærmere, hvordan man tog på sagerne:
"Anders Ibsen, fordum abbed i Æbelholt, indgiver sig i Helsingør Hospital med alt sit gods, deriblandt også Blidstrup, Helsinge, Vejby og Kregme kongetiender, som han har i forlening i sin livstid efter Christian d.III.s brev."
Skibby Krøniken |
Arkitektur
Vor Frue Kloster i Helsingør er en, for nordeuropæiske forhold, et usædvanligt vebevaret klosterkompleks med tilhørende kirke, Sct. Maria Kirken også kaldet Vor Frue Kirke.
Klosterkomplekset |
Grundplanen
Det velbevarede Karmeliterkloster er enestående i Nordeuropa, opført i den sengotiske periode i slutningen af 1400-tallet. Komplekset er traditionelt opbygget, med sin sluttede, nærmest kvadratiske grundplan, der lukker af mod omverdenen. Fløjene er funktions- opdelte, hvor økonomiafdelingen med madlavning m.m. foregår i nordfløjen, modsat klosterkirken, der vender mod syd. Indadtil slutter klosteret med en overdækket omgang, fratergangen, der vender ud imod en åben gård.
Grundplanen stammer oprindelig fra Sydeuropa, men byggematerialet er de brændte teglsten, der er kendetegnende for den nordeuropæiske, eller baltiske gotik. En række detaljer bl.a. det treskibede kirkerum med et fælles tag som overdækning, tyder på påvirkning fra de vendiske hansestæder. Gotiske spidsbuer ses anvendt overalt i døre, vinduer, gavlender og i forbindelse med fratergangen.
Grundplan | 
Vestfløjen |
Karmeliterklosteret | 
Klostergården | 
Fratergangen |
Den gotiske stil
Kirkens gavlender er en sand opvisning i murstensgotikkens bygningskunst og ornamentale virkemidler, som berettiger til at man taler om en speciel Øresundsgotik med disse kendetegn. Østgavlen, der ligesom vestgavlen har kamtakkede gavlender, er stramt symmetrisk komponeret med fire vertikale blændingsfurer på hver side af det 11 meter høje midtervindue. Over dette og hver af sidevinduerne er bredere blændinger med varierede, cirkulære, pæreformede og spidsbuede mønstre og nedhængende stavværk.
I vestgavlen slutter blændingerne ved en fælles horisontal linie ovenoverd e 2 sidevinduer. I denne ende er anvendt brede blændinger med samme ornamentale virkemidler som på østgavlen, men symmetrien brydes på overraskende vis af det lille klokketårn på højre side af indgangsdøren.
Vestgavlen | 
Vestgavlen | 
Vestgavlen | 
Østgavlen | 
Vestgavlen |
Kapitelsalen
I klosterets indre rum findes en overdådig variation i gotiske hvælv og søjler. Det enkle krydshvælv er det fremherskende, f.eks. i kirke og fratergang, mens Kapitelsalen, eller Laxmandssalen har raffinerede nethvælv med indfældede symboler og våbenskjold.
Ornamentale figurer i hjørnerne minder de fornemme karmelitermunke om den jordiske tilværelses fristelser og forgængelighed. Formodentlig er ophavsmanden til disse figurer og det øvrige sandstensarbejde billedhuggeren og arkitekten Adam van Düren, der også forestår opførelsen af den senmiddelalderlige borg Glimmingehus på Østerlen i Skåne og siden hen restaureringen af Lund Domkirke.
Laxmandsalen | 
Memento Mori | 
Madonnafigur |
Gryende renæssance
Adam van Düren varsler en anden tidsalder. Karmeliterklosteret er et traditionelt middelalderligt bygningsværk, men mange træk ved udsmykningen peger hen imod den gryende renæssance.
Ikke kun klosteret peger på en ny tid. Skråt overfor klosterkirkens indgang ligger en stenbygning, der oprindelig har tilknytning til klosterets virksomhed. Ved bevæge sig rundt om bygningen kommer man så at sige fra middelalderen og ind i renæssancen. På den vestlige gavlende der vender ud imod Sct. Annægade, og repræsenterer en senere tilbygning, ses de for renæssancen karakteristiske vandrette profilbånd. Nordgavlen længere henne, ud imod klosterkomplekset, er smykket med de for renæssancen karakteristiske svungne, eller såkaldt vælske gavlender. Et typisk stiltræk fra renæssancen som genfindes på både herregårde og kongeslotte i den efterfølgende tid.
Karmeliterhusets vestgavl | 
Karmeliterhusets nordlige gavl |
Mariamotivet
Både Karmeliterklosteret og kirken er som navnene, Vor Frue Kloster og Skt. Marie Kirke, antyder viet til Jesu moder, Jomfru Maria. Mariadyrkelsen udvikler sig allerede fra tidlig middelalder i tæt tilknytning til klosterbevægelsen og denne tendens fortsættes. I senmiddelalderen bliver et fremherskende motiv den såkaldte apokalyptiske(dommedags) Madonna, eller Maria i Stråleglans, et motiv der hidrører fra Johannes´ Åbenbaring Kap.12.13.
I klosterkirken er det småt med henvisninger til mariadyrkelsen. Bebudelsesmotivet med ærkeenglen Gabriel findes gengivet i umiddelbar nærhed af indgangsdøren, og endnu er bebudelsesmotiv med den læsende madonna findes på vestvæggen ved siden af orglet. Motivet Maria i Stråleglans, også kaldet solgidsel, findes gengivet henholdsvis på et kalkmaleri på spisesalens endevæg og i fornem medaljon i hvælvet i klosterets kapitelsal.
Bebudelse | 
Læsende Maria | 
Maria i stråleglans |
Lazarussalen
Klosterets spisesal, refektorium, i nordfløjen kaldes også Lazarussalen efter en frise af kalkmalerier på væggen ved indgangsdøren, der gengiver scener fra Lazarus-lignelsen om den rige og den fattige mand.
Væggen er plan i hele sin længde, og rummer på venstre side af indgangsdøren to enkeltstående billeder, der viser henholdsvis Jesus og Samaritanerinden og Jesu fristelse i Ørkenen. På et skriftbånd, eller om man vil en talebobbel, imellem Jesus og Samaritanerinden, står der på latin "giv mig noget at drikke", måske underforstået at Jesu ord er vigtigere end mad og drikke.
Det er da også dette tema der angives i det næste billede, hvor djævelen frister Jesus med at omskabe stene til brød, hvis han er Guds søn. Jesus svarer, som angivet på skriftbåndet, at mennesket ikke lever af brød alene. Emnerne i disse to lignelser er således velvalgte til munkenes spisesal, som en påmindelse om den rette, gudelige beskæftigelse, men samtidig er det dog også en bekræftelse af de fornemme karmalitermunkes åndelige arbejde. I øvrigt var der samtaleforbud under spisningen.
Djævlen frister Jesus |
Lazarusfrisen
Selve Lazarusfrisen gengives meget usædvanligt i en serie af 6 billeder, hvor dele af grundteksten fra Lukasevangeliet gengives i et bånd, der løber ovenover billederne og hvor der på billede to og tre også findes korte tekstbånd, en slags tegneserie.
Billede 1 anvender en grad af dybdeperspektiv i fremstillingen. Man fornemmer tydeligt, at der tale om en gengivelse af et samlet rum med forgrund og baggrund, selvom størrelsesforholdene i gengivelsen af personerne ikke er korrekt. De forreste personer er altså ikke børn, men gjort mindre af hensyn til udsynet.
Den rige mand og Lazarus | 
Den rige mand | 
Lazarus | 
Den riges død | 
Lazarus død |
Bordscenen
Billedet viser den rige mand til højbords og giver et usædvanligt indblik i skik og brug omkring år 1500. De butnæsede sko er højeste mode netop på det tidspunkt og snittet i klædedragten peger på italiensk mode i tidsrummet 1450-70. Det har da også været foreslået at kunstneren er italiener, måske en klosterbroder der har været tilkaldt til at udføre denne opgave?
Man bemærker også detaljer omkring datidens bordskik: de flade trætallerkener, eller måske brødskiver anvendt som tallerkener og de mindre brød, som man har brugt til at søbe maden op med. En kniv kunne vel tages i anvendelse, men gaflen er endnu ikke opfundet.
Selve scenen med den rige mand er blevet udlagt forskelligt. Han er utvivlsomt en modelaps, men hvem er det egentlig han sidder til bords med? To kvinder, men er den ene hans kone, så burde det være hende til venstre hånd og hvorfor holder han så den anden i hånden? Der kan nok ikke gives noget endeligt svar herpå, men antydningen af de kødelige fristelser er der vel. Den lidt primitive perspektivisk gengivelse peger på, at man er ved at bevæge sig ud af middelalderen og ind i renæssancens tidsalder.
Rig og fattig
Den perspektiviske fremstilling iagttages ligeledes i det efterfølgende, andet billede i frisen, hvor Lazarus ligger udenfor den rige mands dør og vånder sig. En tjener tilkaster Lazarus smuler fra den rige mands bord, mens en anden med hånden for underansigtet vægrer sig mod stanken fra de væskende sår.
På billede tre skildres den rige mands død. Billedet illustrerer med al tydelighed, hvor vanskeligt det er for den rige mand at komme i himmerig. Han ligger i sin gode seng omgivet af bekendte, men også djævle, der forsøger at bemægtige sig hans sjæl. Den fattige Lazarus derimod får på billede 4 næsten automatisk adgang til himmerige.
Det femte og sjette billede i serien er ligesom billede tre og fire placeret ovenover hinanden, men er dårligt bevarede. De fremstiller formodentlig øverst den fattige mand hvilende i Abrahams skød og nederst den rige mand i helvede.
Fortolkning af frisen
Eftertiden har været tilbøjelig til at udlægge frisen som konstant påmindelse til de fornemme karmelitermunke om mådehold og barmhjertighedsgerninger. Det er frisen også, men samtidig er det igen også en underfundig bekræftelse af munkenes egne gøremål. De humanistisk orienterede og, som i Poul Helgesens tilfælde reformkatolske og intellektuelle munke, har formodentlig ikke følt ubehag ved denne motivkreds.
Lazarus-historien findes kun gengivet i kalkmalerier netop fra den senmiddelalderlige periode omkring år 1500 og det er derfor også nærliggende at tolke motivet ind i denne sammenhæng: Vægtningen af det medmenneskelige, humanistiske gøremål, men måske også antydningen af at de gode gerninger ikke gør det alene. Det er vanskeligt for den rige at komme ind i himmerige, måske kan kun nåden frelse ham?
Kirkerummet
Kirkens sydlige sideskib er i hvælvingerne dekoreret med en omfattende samling af kalkmalerier, der fremstiller scener fra Jesu liv og levned, formodentlig påført i forbindelse med færdiggørelsen af kirken i slutningen af 1400-talet.
Ind imellem scenerne figurerer et billede af Hans Pothorst - søulk og måske Columbus foregangsmand - vedhæftet et våbenskjold, hvilket sandsynligvis betyder, at han har bekostet udførslen. Ligesom i tilfældet med Poul Laxmand træder personen frem og markerer sin sponsorvirksomhed.. Ved siden af ham findes endnu et portræt af en navngiven (Dellf) maler, -velsagtens ham der har udført frisen.
Hans Pothorst | 
Delff maler |
Musiksalen
Paradisets have findes afbildet i den såkaldte musiksal, som snarere er en nødkirke, hvorfra man gennem et hul i muren kunne overvære gudstjenesten nede ved hovedalteret. Rummet er dekoreret fra gulv til loft som en paradisisk løvhytte med musicerende engle og groteske figurer rundt omkring i løvhanget.
Harpeklang | 
Musicerende engel | 
Vrængfigur |
Grotesker
Kirkeskibet rummer endelig også er række karakteristiske, groteske masker som en del af kirkens udsmykning. Disse kan tolkes som profane dagligdags kommentarer, der står i kontrast til de fornemme karmeliters gerninger.
Vrængmaske |
Buxtehude
| | Buxtehude hade sina rötter i Helsingborg och Helsingör och han arbetade på bägge sidor av sundet, trots krig och ofred i området. Han avslutade sin karriär som organist i Lübeck. |
Buxtehude - en øresundsborger
I årene 1638-41 virkede Buxtehude den ældre i Helsingborg og her tilbragte Diderik nogle barneår. I 1642 fik faderen tjeneste som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor han var aktiv frem til 1670. Barne- og ungdomsår tilbragte Diderik Buxtehude altså både i Helsingør og Helsingborg.
Rigt musikliv
I 1600-tallet første halvdel var musiklivet ved det danske hof og i de større kirker af meget høj klasse. Navne som Heinrich Schütz og John Dowland er gået over i musikhistorien. Schütz var kirkemusiker i Købehavn og opbyggede hofkapellet der. Dowland, berømt lutspiller og komponist, var hofmusiker og holdt til i Helsingør. Johann Lorentz virkede i første halvdel af 1600-tallet som kongelig orgelbygger og byggede, eller ombyggede alle vigtige orgler i Øresundsregionen i en da ganske konservativ renæssansestil som da repræsenteredes af Heinrich Schütz og John Dowland. Et af de vigtigste vidnesbyrd om Lotrentz virksomhed findes i orgelfacaden på Chrisstiansstads Trefoldighedskirke.
Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg |
Sct. Annægade i Helsingør |
Det gamle orgel |
Buxtehude |
Kororgel i Mariakyrkan |
Forbindelsen opretholdes
I sin tid i Helsingør opretholder Buxtehude også tætte forbindelser til både danske og svenske embedsborgere. Det eneste med fuldt sikkerhed kendte musikstykke som Buxtehude har skrevet i sin tid i Helsingør er således i året 1665 tilegnet Christoffer Schneider, der var svensk postmester og senere kommisarius bosiddende i Helsingør. Ligeledes havde Buxtehude allerede fra Helsingør-tiden venskabelige forbindelser med den svenske hofkapelmester og organist Gustav Büben. Måske er det også på hans foranledning at Buxtehude i 1680 komponerer bryllupskantaten til brylluppet imellem Karl 11.Gustav og hans danskfødte dronning Hedvig Eleonora.
| |
| | Stor | Aperte mihi portas justitiae, Helsingør 1665 (Diderik Buxtehude) |
| | Stor | Aria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude) |
Tiden i Lübeck
1668 flyttede Diderik Buxtehude til Lübeck, formodentlig af hensyn til sin fortsatte karriere, men nok også for at komme væk fra de trange økonomiske vilkår i den krigshærgede Øresundsregion. Som en rød tråd i Buxtehudes liv går de tre mariakirker i Helsingborg, Helsingør og Lübeck. Selvom størstedelen af hans aktive liv var forlagt til Lübeck og selvom han der vandt den største ære og berømmelse, så glemte han aldrig sine rødder ved Øresund. Derfor kunne tidsskriftet Nova litttraria Maris Balthici år 1707 påstå, at ”han anså Danmark for sit fædreland” (Patriam agnoscit Daniam).
Diderik Buxtehudes karriere som komponist og organist kulminerede i Lübeck, hvortil storheder som Händel og Bach vandrede for at lytte til hans musik. Det var som organist og komponist i Mariakirken i Lübeck han vandt sin store berømmelse. Især var han kendt for sine ”Lübecker Abendmusik” som var koncerter i tilknytning til aftensangen søndagene før jul. Til disse skrev han hvert år et nyt orgelværk.Dommergården og Tolder David Hansens hus
| | Helsingør kan opvise eksempler på fornemme borgerhuse fra slutningen af 1500- og begyndelsen af 1600-tallet, hvor byen blomstrer og udvides betydeligt. Her ses husrækken Stengade 70-76, hvor et sengotisk stenhus, det nuværende dommerkontor, afløses af et gavlhus med typiske stiltræk fra renæssancen. |
Renæssancehuse
Opførelsen af Kronborg bygger på et praktisk samvirke imellem kongemagten og byen og de mange håndværkere, der blev indforskrevet og boede rundt omkring i byen. Aktiviteten ved byggeriet og den stigende handel og omsætning i forbindelse med Øresundstolden medfører at indbyggertallet vokser, med et udtalt islæt af fremmede indvandrere, tyskere, hollændere, briter m.v., og det sætter sig også spor i byggeriet rundt omkring i byen. Mindst et par huse har således direkte tilknytning til byggeriet på Kronborg.
Det gælder f.eks. tolder David Hansens gavlhus, Stengade 76 opført i 1579. Fundamentet er af ældre dato, den kamtakkede gavl har endnu gotikkens præg, men de vandrette sandstenbånd, sandstensindfattede vinduer og skulpturudsmykkede gavlfelter er umiskendeligt renæssancens og facaden som helhed minder om Kronborg. Ejeren findes afbildet på et epitafium, en mindetavle, i Helsingørs Sct. Olai kirke.
I perioden kommer også en helt ny gade til, Strandgade, og man finder i Jacob Willumsen Badskærs gård fra 1592 et eksempel på rendyrket renæssancebyggeri af usædvanlig egenart med udsmykkede sandstens- pilastre. Malmø, næst efter Helsingør den største provinsby i området, er også præget af stigende handel og borgerskabet indflydelse og også her afspejler det sig i prestigefyldte renæssancehuse i sten.
Jørgen Kock opførte omkring 1525 et stenhus i Malmø som fremstår som et tidligt eksempel på den velhavende borgerstands formåen. Huset har endnu gotikkens kamtakkede gavle, men de vandrette sandstensbånd og dekorationerne på gavlfladen varsler renæssancestilens indtog.
Stengade 70 - 76 |
Tolder David Hansens hus, Helsingør | 
Tolder David Hansens epitafium |
Strandgade, Helsingør | 
Borgerhus, Malmø |
Jørgen Kocks hus Malmø |
Fra Sundtoldstid til Industrialisering
| | Først fra 1882, med anlæggelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri, begynder udviklingen at vende og herfra kan man for alvor tale om et industrielt gennembrud.
Anlæggelsen med Mads Holm i spidsen medfører omfattende investeringer, øget mekanisering og et stort behov for arbejdskraft. Omkring 700 arbejdere får fra starten ansættelse på virksomheden, heraf ca. 300 udefra kommende |
Helsingør
"Tag en by som Hillerød ...nej lad den ligge; men tag Helsingør! En lille underlig rede, ikke sandt? Trængt sammen under høje banker langs søen, der løfter Kronborg stateligt på skjold, Kronborg, der synes at knuse både kirke og rådhus og den nye jernbanestation.
En fornøjelig by, med et eget "salt" præg over indvånere og bygninger. Alt lugter af søen - byen har så lidet opland og må stole på sig selv. Det har den gjort trods skæbnens omskiftelser. Hvad Marsk Stig og hansestæderne og svenskerne og pest og ildebrande har evnet at gøre, det er blevet gjort; byen har holdt ud - indtil det år 1857, hvor Øresundstolden blev ophævet. Det var et knæk - netop i min romantiske skoledrenge og ferietid. Da syntes den livsglade by med et at have forandret sin mine; - man blev alvorlig - de gamle huse ramlede sammen - de store familier splittedes - parvenuerne glædede sig hemmeligt; og ofte standsede jeg i den snævre gade, hvor Hotel d´Øresunds østlige fløj vender ud til, og jeg læste filosofisk den gamle inskription på stene i muren:
Manchem verdruest es, was er sieht,
Und muss doch leiden, das geschieht.*
Nu har byen igen oppet sig, eller er på gode veje. Beliggenheden er fortrinlig, havnen ypperlig, energien løfter hovedet - fremtiden tilhører det store jernskibs- og maskinbyggeri, som giver de mange hænder arbejde, de mange munde brød. Konkurrencen med hovedstaden er skarp, og der er kommet noget "skærpet" over ved siden af det salte. Man sporer det politisk, socialt, merkantilt; det rører sig i den gamle rede, og hvor højkonservativ byen end er, så stryger luftningen fra søen ind og sætter sind og tanker i bevægelse. Ingensteds i verden flages der måske så tit og så meget som i Helsingør. Stengade pynter sig ved enhver given anledning - garnisonen ihukommer hver nok så lille våbendåd - men disse viftende flag er tillige udtryk for befolkningens dekorative traditioner. Man glemmer dog aldrig de store toldkammerdage, da pengene rullede så let og champagnepropperne knaldede så højt. Man har sin saga at tære på - og det giver appetit efter at vise sig. Vemoden skylles ned med lokalt Wiibroe-øl - man slikker sig om læben og tænker: Champagnen kan komme engang endnu!"
Med denne skildring giver Holger Drachmann en karakteristik af den udvikling der sker med Helsingør i løbet af 1800-tallet, forvandlingen fra sundtoldstad til en moderne industriby.
Helsingør 1859 | 
Det gamle Apothek |
Helsingørs nye Rådhus
I 1855 stod Helsingørs nye Rådhus færdigt. Forud var gået en nok så hidsig debat, hvad der ikke var eller er unormalt for byen, når større ændringer skal foretages. Anledningen til nybyggeriet var i første omgang, at det gamle rådhus -fra 1500 tallet- stod for en nødvendig modernisering af arresten.
Undervejs blev det konstateret, at en sådan ombygning krævede, at man rev hele det gamle rådhus ned. Debatten gik da bl.a. på om man så ikke burde opføre det nye rådhus på Axeltorv.
Det endte dog med, at man, med de fra nutiden kendte budgetoverskridelser, opførte det nye rådhus i nygotisk stil, hvor det gamle havde ligget.
Hvis man i 1854/55 havde vidst, at Sundtolden forsvandt blot to år efter, da havde byen nok ikke fået et så imponerende byggeri.
Helsingør Rådhus 1830 | 
Helsingør Rådhus 1855 |
Helsingør Rådhus 2007 |
Fra sundtold til industri
I mere end 400 år havde byens liv og udvikling været tæt knyttet til den handel og administration, som Øresundstolden medførte. Med Øresundstoldens ophævelse i 1857 indvarsles for alvor en ny æra i byens historie.
Trods det bratte skel som ophævelsen af Øresundstolden markerer, er det dog en forandring, der har været undervejs længe. Allerede i slutningen af 1700-tallet forsøges det at starte større virksomheder på privat initiativ, ofte i modstrid med de indflydelsesrige laugsinteresser. Enkeltpersoner som englænderen J. D. Belfour og J. J. Claessen var foregangsmænd, der også opfandt nye produktionsmetoder, men de store planer om et skibsværft bliver ikke til noget, og en statsligt bekostet udvidelse af havnen kommer først i 1820erne og er stadigvæk mest til gavn for de aktiviteter, der knytter sig til toldkammeret.
Den tidlige industri
Den måske første egentlige industrielle virksomhed med høj mekaniseringsgrad og udtalt arbejdsdeling er et gasværk, anlagt i 1853 af Det danske Gas Companie, bag hvilket der stod engelsk kapital og teknologi. Næst efter Odense var det landets første gasværk, oprindelig med henblik på forny gadebelysningen, men efterhånden også til privat og erhvervsmæssig forsyning.
Gasværket placeres i Grønnehave-kvarteret, der sammen med bymidten udvikler sig til et industrielt center. Her anlægges således også byens nye vandværk, der afløser et anlæg helt tilbage fra Frederik II.s tid. Ved det nuværende Højstrup lå fra 1848-1895 Godthåb Glasværk og andre industrier kommer siden hen til i området. Som helhed kan man tale om en første fase i industrialiseringsprocessen, fra slutningen af 1840erne og frem til omkring midten af 1850erne. Udviklingen er karakteriseret af en hel del nyanlæg (glasværk, gasværk, teglværker og bryggerier) og en industritælling fra året 1855 kommer frem til 41 foretagender med 354 ansatte, heraf 20 virksomheder med over 6 ansatte.
I bymidten foretages der, som allerede nævnt, også en række industrielle nyanlæg. Bl.a. begynder brygger Carl Wiibroe så tidligt som 1851 at brygge bayersk øl, som han lagrer i kasematterne på Kronborg. I 1862 køber han den grund ned mod havnen, hvor resterne af bryghuset nu ligger ud mod Hestemøllestræde, og hvor han i 1878 byggede lagerkældre til og indlagde maskinkraft. Carl Wiibroe var også særdeles aktiv i det offentlige liv, blev allerede i 1842 indvalgt i borgerrepræsentationen, hvor han var formand af flere omgange.
En anden iværksætter i bymidten er Jens Levin Tvede, der forvandler et lille brænderi i Sudergade til en fabriksvirksomhed i Stjernegade, med fabrikation af sprit, brændevin, gær og hvidtøl. Han er også stærkt medvirkende til at Helsingør som den første provinsby tager telefonen i brug omkring 1880. J. L. Tvede indvælges i borgerrepræsentationen i 1857.
Godthaab Glashytte |
Wiibroe øl | 
Tvedes Fabrikker |
Sundtoldens ophævelse 1857
For at lette overgangen fra sundtoldens ophævelse får Helsingør i 4 år en særbevilling på finansloven, alt i alt en sum på 60.000 rigsdaler, som bl.a. anvendes til at støtte anlæggelsen af Marienlyst Badehotel. Vigtigere er dog udvidelsen af havnen til det dobbelte i 1862, hvorved toldkammerbygningen næsten på symbolsk vis forsvinder. Med Næringsfrihedsloven ophæves laugene og gradvis den købstadszone, der medvirkede til at beskytte produktion og handel indenfor en omkreds på ca. 15 km. I 1864 åbnes Nordbanen med direkte forbindelse til København over Hillerød og omkring 60.000 passagerer om året.
Jernbanestationen på Trækbanen |
Nordbanen 1864 |
Nordbanens linieføring |
Stagnation
Til trods for disse tiltag er der i 1860erne fald i industrien og stigningen frem til industritællingen i 1875 er såre beskeden. På dette tidspunkt er der 37 foretagender med i alt 478 ansatte, svarende til omkring 5 % af arbejdsstyrken. Stigningen sker indenfor levnedsmiddelbranchen (sprit, øl, margarine). I bymidten er der overvejende tale om mindre, håndværksprægede virksomheder.
Selvom Helsingør, bortset fra København, er den væsentligste industriby på Sjælland, så er der dog forsat tale om en såre beskeden målestok og hen imod slutningen af 1870erne stagnerer udviklingen. Dette kan have en vis sammenhæng med at byens dominerende handelsliv i overvejende grad på satsede på stigende handel ad søvejen og derfor investerede store summer i handelsskibe, overvejende sejlskibe. Da dampskibene vinder frem viser det sig at være en fejlinvestering og ydermere betyder udviklingen at stadig færre skibe lægger til ved Helsingør for at proviantere, hvorfor et vigtigt grundlag for byens næringsliv forsvinder.
Havneudvidelsen omkring 1862 er ikke tilstrækkelig og planer om at gøre Helsingør til stabelplads for østersøhandelen bliver ikke til noget. Omkring 1880 er byen med dens 8.978 (1906: 14.534) indbyggere faktisk i økonomisk og befolkningsmæssig tilbagegang.
Skibsværftet 1882
Først fra 1882, med anlæggelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri, begynder udviklingen at vende og herfra kan man for alvor tale om et industrielt gennembrud. Anlæggelsen med Mads Holm i spidsen medfører omfattende investeringer, øget mekanisering og et stort behov for arbejdskraft. Omkring 700 arbejdere får fra starten ansættelse på virksomheden, heraf ca. 300 udefra kommende. Havnen udvides yderligere og i 1883 søsættes den første nybygning, skruedampskibet S/S Helsingør, og med sine omkring 1.000 ansatte og mange underleverandører hen imod slutningen af 1880erne bliver skibsværftet den dominerende faktor i byens økonomiske udvikling.
Helsingør Havn | 
Helsingør Jernskibsværft 1883 | 
Skibsværftets smedje 1897 | 
Kierulfs jernstøberie 1875 | 
Helsingør væveri |
Helsingør Skibsværft |
Infrastruktur
Et andet væsentligt træk ved industrialiseringen vedrører etableringen af en infrastruktur, der forbinder Nordsjælland tættere med hovedstadsområdet og Skåne. Man havde jo naturligvis søvejen, men i 1864 åbnes Nordbanen med forbindelse til København over Hillerød. Varetransport fra endestationen og til midtbyen foregik via en hestetrukken bane, heraf navnet Trækbanen.
Helsingør Banegård og Kystbanen
Placeringen af Nordbanens Helsingør station ved Trækbanen i byens yderkant viste sig hurtigt at være en kostbar fejlplacering. Det var alt for omstændigt og tidskrævende at omlade godset til hestevogne, når det skulle transporteres til havnen. Man valgte da at anlægge et jernbanespor langs kysten fra Snekkersten til den nyopførte Helsingør Banegård ved havnen. Det omfattende projekt blev indviet i efteråret 1891 og passagererne fik nu adgang til det som mange i samtiden kaldte for ”Landets flotteste banegård”. Banegården fremtræder i nederlandsk renæssancestil a la Kronborg og Rosenborg Slot i København.
I 1894 vedtog den danske rigsdag "Kystbaneloven" der skulle føre jernbanespor langs kysten fra Klampenborg til Helsingør, og den 1.august 1897 var den nuværende Kystbane en realitet.
Helsingør/Helsingborg overfarten
Den væsentligste årsag til omlægningen af Nordbanen fra Snekkersten til Helsingør havn og byggeriet af den nye banegård var behovet for jernbaneoverfart mellem Helsingør og Helsingborg.
I marts 1892 blev den nye jernbanefærgeoverfart indviet mellem de to byer. Det skete med hjulfærgen ”Kronprinsesse Louise”; en nybygning fra Helsingør Skibsværft, som var ene om jernbaneoverfarten til 1897, hvor en ny hjulfærge, ”Kronprins Frederik” også blev indsat på overfarten.
Begivenheden blev i Helsingborg fejret med mange officielle indvielsestaler og glæde over, at der nu var skabt langt lettere forbindelse til Danmark og videre til kontinentet.
Den nye færgeforbindelse fik stor betydning for den svenske infrastruktur. For eksempel kunne vestkystbanen mellem Gøteborg og Malmø nu knyttes sammen med overfarten Helsingborg - Helsingør.
Hornbækbanen
Med åbningen af Hornbækbanen i 1906 skete der en væsentlig udbygning af Nordsjællands infrastruktur med bedre forbindelser til oplandet, bl.a. transporteres klæde fra Hellebæk, tegl fra Ålsgårde og papir fra Havreholm. Transportudviklingen var, i vid udstrækning, også et produkt af egnens forvandling til rekreativt område for hovedstadsregionen. Et træk der fik betydning for udviklingen helt op i vor tid.
Fri handel og vareomsætning
Skibshandelens frygt for at de nye samfærdselsmidler ville overtage dele af varetransporten viste sig at være velbegrundet, og med den endelige ophævelse af beskyttelseszoner omkring købstaden i 1920 var den tid forbi, hvor der blev lagt hindringer i vejen for den fri handel og vareomsætning.
Omkring århundredeskiftet er de vigtigste faktorer for den industrielle udvikling tilvejebragt: Først og fremmest med etableringen af skibsværftet den fornødne kapital og investering og arbejdskraft, der også i rigt mål søger til byen, en udbygning af infrastrukturen og ophævelse af tidligere tiders restriktioner for produktion og vareomsætning. Med etableringen af Helsingør Tekniske Skole i 1885 påbegynder man også en tidssvarende uddannelse af arbejdskraften.
Den nye banegård 1891 | 
Helsingør Banegård 1891 | 
Helsingør Stations indgang | 
Kystbanen |
Fagbevægelsens udvikling
Med den begyndende industrialisering og ophævelsen af laugene kommer de første forsøg på at etablere en faglig bevægelse og sammenslutning i byen. De første tiltag finder sted indenfor førhen laugsorganiserede håndværksfag i begyndelsen af 1870erne, men den økonomiske afmatning omkring 1876 sætter en stopper for den videre udvikling. Den første varige organisering finder sted blandt typograferne i 1881 og i forbindelse med etableringen af skibsværftet er der forskellige andre tiltag. En økonomisk krise i midten af 1880erne bevirker atter et tilbageslag, men etableringen af Socialdemokratisk Forening i sommeren 1885, Smede- og maskinarbejdernes Fagforening i 1887 og Fælles Fag- og Arbejderforeningen i Helsingør fra 1888 lægger grunden til en mere varig og samlet organisering.
De svingende konjunkturer især for skibsværftsbranchen har stor indflydelse på udviklingen. Det gælder også ind i 1890erne, og først omkring midten af 1890erne får Fællesforeningen gennemført overenskomster for flere af fagene på værftet. Allerede i 1892 vælges gartner Christian Hansen til byrådet, som det første socialdemokratiske byrådsmedlem i landet og i 1894 får socialdemokraterne 3 medlemmer valgt ind i byrådet på en fælles liste med partiet Venstre.
Overenskomstkamp
En endelig ordning omkring indgåelse af overenskomster opnås først i 1896, efter en omfattende faglig konflikt på værftet, der starter med en lockout af nitterne og kommer til at omfatte 900 medarbejdere. Det var en stor konflikt efter datidens forhold, og først efter 14 dages forhandlinger opnås der enighed omkring en lønforhøjelse og indgåelse af en 3 års overenskomst og oprettelse af et fast forhandlingssystem, hvor Fællesforeningen forhandlede på fagenes vegne.
Værftets forhandlingsresultater og lønsatser blev toneangivende, men dog ikke mere end at der i 1899 udbryder en omfattende og 3 måneder lang konflikt i byen, som ikke omfattede værftet. Her havde man gennem De samvirkende Fagforbund, som Fællesforeningen omdøbes til i 1898, uden problemer forhandlet sig tilrette om en overenskomst, der bl.a. nedsatte arbejdstiden fra 60 til 58 timer og afskaffede det forhadte bødesystem, som bl.a. fremgår af værftets arbejdsreglement. I 1888 eksisterede der i byen kun 7 fagforeninger med under 300 medlemmer. Omkring århundredeskiftet var der 32 fagforeninger med ca. 1800 medlemmer.
Levevilkår
Omkring århundredeskiftet tjente en arbejder en ugeløn på omkring 15-20 kr. Det siger i sig selv ikke så meget, og desværre eksisterer der ikke fra Helsingør undersøgelser over arbejderfamiliernes budgetter og levevilkår. Hvis man sammenligner med andre steder i landet kan man nok regne med, at omkring 25% af indtægten gik til husleje, og at de øvrige gik til mad, brændsel og tøj, i nævnte rækkefølge. Pengene var små, og hertil kom, at man også skulle betale til forsikring imod sygdom, død og begravelse. Bortset fra fattigvæsenet og en aldersrentereform i 1891 var det offentlige sikringssystem ikke-eksisterende og det blev derfor en vigtig opgave for arbejderbevægelse at tage fat på, også lokalt. I den sammenhæng oprettes der allerede i 1892 i Helsingør en selvstændig sygekasse for Fællesforeningens medlemmer.
Kooperationen
En metode til at mindske udgifterne til daglige fornødenheder og måske på sigt berøve kapitalisterne den dominerende indflydelse på produktionen ligger i den kooperative tanke. Bøndernes andelsforetagender fra 1880erne, som bl.a. var inspireret af de engelske arbejderes kooperative indkøbsforeninger, kan have været en inspirationskilde, men som angivet har den kooperative tanke dybe rødder i arbejderbevægelsen. Tanken var, kort sagt, at man ved i fællesskab at producere, indkøbe og distribuere forskellige varer og tjenesteydelser kunne gøre det billigst muligt, uden fordyrende mellemled og til gavn for fælles bedste. Det første eksempel på kooperativ indkøbsvirksomhed i Helsingør var oprettelsen af "Arbejdernes Kulforsyning" i 1892, men siden hen kommer mange initiativer til kooperativ virksomhed og social sikring.Byvandring i Helsingborg
| | Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en times spadseretur i Helsingborg.
I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingborg" i venstremenuen.
God tur!
|
Byvandring i Helsingborgs centrum
Helsingborg er efter nordiske forhold en meget gammel by. Et dokument fra 1085 underskrevet af kong Knud den Hellige viser at Helsingborg allerede dengang var en by. Beliggenheden ved Øresunds smalleste sted var betydningsfuldt både militært og handelsmæssigt. Helsingborg blev tidligt et vigtigt opholdssted for den danske konge og fra slottet med tårnet, Kærnan, kunne både land og hav overvåges. Den tidlige bebyggelse lå oppe omkring Kærnan; men i 1400-tallet fik området nedenfor borgen større betydning.
Byen har haft to virkelige storhedstider, den ene i middelalderen og den anden i forbindelse med industrialiseringen i 1800-tallet, hvor Helsingborg fik et opsving som ingen anden by i Sverige.
I den periode blev Helsingborg igen en ”kongelig” by, idet kongens sommerresidens, Sofiero; blev opført i byens nordlige udkant.
Under 2. verdenskrig kom Helsingborg tættere på det besatte Danmark og byen blev et gennemgangssted for både soldater og flygtninge.
Overfarten til Helsingør havde længe sat sit præg på byen og denne trafik intensiveredes efter 2. verdenskrig. Ingen kan undgå at lægge mærke til den intensive færgetrafik.
På vores vandring vil vi se spor fra bl.a. middelalderens storhedstid, 1800-tallets opsving og 1900-tallets modernisme.
Stortorget
Stortorget er en åben plads, som ikke fra begyndelsen var beregnet til at være et torv. I 1670erne blev et stort antal huse revet ned i forbindelse med Den Skånske Krig. Det tomme areal mellem Kærnan og stranden blev herefter anvendt som transportvej og omdannedes til torv i 1690erne.
Det var i nationalismens navn, at man omkring år 1900 med en rytterstatue ville hædre Magnus Stenbock, den mand, som endegyldigt besejrede danskerne i slaget ved Helsingborg i 1710.
Krigen og dens følger medførte en dyb tilbagegang for Helsingborg. At Stenbock er blevet et af byens symboler er måske noget ufortjent.
Omkring år 1900 fik torvet den pompøse indramning, den stadig har med pragtbygninger i forskellige stilarter, ofte imitationer af gammel arkitektur Vi finder eksempler på nyromantik,
nygotik, nybarok og nyklassicisme, men også jugendstil.
Vi går langs med den gamle strandlinie, inden vi drejer ind mod Mariakirken, et stateligt minde om middelalderens bygningskunst.
Stortorvet i Helsingborg | 
Magnus Stenbock |
Mariakirken
Fra 1100-tallet lå der her en romansk sandstenskirke, som i 1300-tallet blev erstattet af en kirke i gotisk stil. Den nye Mariakirke stod stort set færdig i 1410 og dominerede dengang bybilledet. Den middelalderlige arkitektur og kunstskattene fra middelalderen er iøjnefaldende, men nye klenodier er kommet til i årenes løb. Mariakirken havde i slutningen af 1650erne den berømte Diderik Buxtehude som organist.
Vi går mod øst til Billeplatsen.
Mariakirkens vestlige facade |
Maria Kyrkans hvælv |
Maria Kyrkans altertavle |
Billeplatsen
Her lå tidligere Billegården, der tilhørte rigsråden Anders Bille. Han var lensmand på Helsingborg Slot i 1600 tallet, men blev dræbt i krigen med svenskerne i 1657. Billegården blev ødelagt 1 1670.
Her lå også byens gamle torv og her forbi gik en af de gamle, middelalderlige forbindelsesveje mellem den nedre og den øvre del af byen. Den øvre bydel oven for borgen var den ældste del af Helsingborg. Det var først i 1400-tallet, at den nedre bydel fik betydning, formodentlig på grund af det rige sildefiskeri. Langs med vejen mellem den øvre og den nedre bydel grundlagdes i 1270erne et dominikanerkloster eller rettere sagt et konvent. Et konvent adskilte sig fra et kloster ved at være mere åbent og have flere udadrettede aktiviteter. Der fandtes et stort antal klostre i Øresundsregionen, men de fleste af dem blev raseret i forbindelse med reformationen, der i Danmark blev gennemført 1536.
Vi følger Storgatan til den øvre del af Stortorget
Billegaarden |
Middelalderbyen
I 1400-tallet øgedes byen Helsingborgs beføjelser, da den fik købstadsrettigheder. Byen var relativt velstående, ikke mindst p.g.a. det righoldige sildefiskeri. Nede ved stranden lå anløbsbroen, byens ”havn”. Slottet med Kærnan var et vigtigt holdepunkt for den danske kongemagt. Terrassetrapperne op til Kærnan blev anlagt 1903 i en stil, der kan karakteriseres som ”middelalderimitation”.
Modellen på den øvre del af Stortorget viser, udover husene og gadenettet, Kærnan, klostret, kirkerne og skibsbroen.
Kærnan lå indrammet af kirker. Nærmest i muren rundt om Kærnan lå rundkirken Sct. Mikaels kapel, mod nord lå Sct. Clemenskyrkan, mod øst Sct. Petri kirke, mod syd Sct. Olofs kirke og i den nedre del af byen Sct. Maria kirke. Inklusiv klostrets kirke, Sct. Nicoali var der altså 6 kirker.
Mod nord langs Storgaten forlader vi Helsingborgs første storhedstid. Mens man andre steder betragtede barokken og oplysningstiden som fremstående perioder, indtrådte der i Helsingborg en tilbagegang, som kulminerede i 1700-tallet. Langs med Storgatan finder vi Gamlegård (fra 1711),
den Henckelske gård (fra 1681) og Jacob Hansens hus (fra 1641). De er eksempler på fornemme borgerhuse, men tydeligvis fra den tid, da Helsingborg mere eller mindre forvandledes til en flække,
hvilket til dels faldt sammen med at Skåne blev svensk i 1658. Den Skånske Krig (1676-79) og slaget ved Helsingborg (1710) fik sammen med pestens hærgen katastrofale følger for Helsingborg.
Helsingborg år 1400 | 
Kärnans indre |
Byklostre |
Henckelska gården | 
Jacob Hansens hus |
Tycho Brahemonumentet
Før Helsingborgs forfald havde Tycho Brahe sit virke på egnen. Hans far var lensmand på Helsingborg Slot og herremand på Knutstorp i Kågerød. Tychos datter er begravet i Mariakirken.
På vej til Konsul Olssons plats kan man tænke på den tornerosesøvn, Helsingborg befandt sig i, da byen omkring år 1800 kun havde 1700 indbyggere.I løbet af 1800-tallet skete der imidlertid en opblomstring af et helt usædvanligt omfang.
Tycho Brahemonumentet i Helsingborg |
Konsul Olssons plats
Helsingborg blev engang kaldt for Konsulernes By, i høj grad p.g.a. nogle herrers initiativ og foretagsomhed. Konsul Ohlsson drev sin virksomhed lidt mod nord i Kullagatan i ”Konsul Ohlssons Magasin”, som nu er boliger. Han havde selv sin bolig i den ene ende af magasinbygningen. Industrialiseringen indebar en revolution for byen med en meget stor tilflytning.
Aftonbladet beskrev i begyndelsen af 1900-tallet byens udvikling sådan her: ”Det er som et eventyr, at Helsingborg på mindre end en menneskealder har svinget sig op fra at være ”et hul”, som levede af lidt landhandel og søfart, lidt håndværk og meget lurendrejeri, til at være en af rigets største og skønneste byer, der blomstrer, som frugten af nogle få mænds fremsynethed og initiativ”.
Vi går mod nord til koncerthuset og teatret.
Konsul Olssons magasin |
Konserthus og teater
Med Helsingborgs opblomstring fulgte opførelsen af nye offentlige institutioner. I anden halvdel af 1800-tallet byggedes der bl.a. skoler, teater, idrætsanlæg (Olympia), kirke (Gustav Adolfskirken) og nyt rådhus.
Det gamle teater lige syd for Mariakirken var en klassisk teaterbygning, hvor blandt andre Ingmar Bergman var teaterchef i 1940erne. Dette gamle teater blev revet ned i 1970erne (ikke uden protester) og erstattedes af et nyt tæt ved det koncerthus, der var opført i 1930erne.
Koncerthuset, som er tegnet af Sven Markelius, er et pragteksempel på monumental funkis.
Koncerthuset og teatret danner nu et spektakulært kulturcentrum i den nordre del af bykernen. Lige bagved ligger det moderne boligområde, Norra hamnen med havnepromenade og restauranter.
På vej tilbage mod syd når vi den nyeste kulturinstitution i Helsingborg
Helsingborgs koncerthus |
Norre Hamnen |
Dunkers kulturhus
Henry Dunker var en industrimand, som i 1900-tallet skabte en meget stor formue. Denne blev testamenteret til Helsingborg by til kulturelle formål. Kulturhuset er det seneste eksempel på, hvad hans formue har afstedkommet. Det er tegnet af den danske arkitekt, Kim Utzon, og beliggenheden ved havet, den nærmest kvadratiske grundplan, en lille atriumgård og de varierende tagformer gør, at huset kan karakteriseres som en moderne pendant til Kronborg.
Dunkers kulturhus indeholder bl.a. kunstmuseum og andre udstillingslokaler, byhistoriske udstillinger, musikskole, koncertsal og teatersal.
Endnu en kort gåtur og vi er på Stortorgets forlængelse mod vest.
Dunkers Kulturhus |
Hamntorget med Bernadottemonumentet
Sverige fik en ny kongeslægt og Jean Baptiste Bernadotte (senere Karl XIV) satte for første gang sin fod på svensk jord i Helsingborg i 1810.
Senere fik flere kongelige smag for Helsingborg og besøgte byen i kortere og længere perioder.
Karl Johan boede flere gange i Ramløsa og hans frue, Desideria, fik et hus opkaldt efter sig der.
Oscar II lod et sommerslot, Sofiero; bygge lige nord for byen og kong Gustav 6. Adolf tilbragte
de fleste af sine somre på Sofiero sammen med sin familie.
Bernadottemonumentet i Helsingborg | 
Bernadotte i Helsingborg |
Færgestationen
Helsingborg-Helsingør er en urgammel overfartsvej, men regelmæssig trafik efter sejlplan kom ikke i gang før midt i 1800-tallet. Efter 2.verdenskrig blev færgetrafikken uhyre intensiv. Den gamle færgestation er nu et forlystelsessted og der ligger et mere moderne trafikknudepunkt syd for inderhavnen. Dette trafikknudepunkt kaldes Knutpunktet, hvilket igen leder tankerne hen på Knud den Hellige, som for snart tusind år siden erklærede, at Helsingborg allerede dengang var en by i det danske rige.
Helsingborgs gamle færgeterminal |
Kort og Links
| | Helsingborg er den tredjestørste by i Øresundsregionen og ligger kun ca.20 minutters sejlads fra Helsingør. Afstanden over Sundet er ca. 4 kilometer.
På linkikonet nedenfor kan man evt. orientere sig i de enkelte besøgsmåls egne hjemmesider med åbningstider, priser, booking etc.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingborg" i venstremenuen. |
Stortorvet
| | Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en times spadseretur i Helsingborg.
I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.
Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingborg" i venstremenuen.
God tur!
|
Stenbock til Helsingborg
Den svenske konge befandt sig langt borte fra sit hjemland, så det svenske forsvar organiseredes af Magnus Stenbock, som var Skånes generalguvernør dvs. landshøvding og krigsleder. Han samlede en stor arme i Småland, eftersom danskerne var trængte ind i Sverige helt over til Karlshamn i Blekinge. Det lykkedes Stenbock at skrabe 16.000 mand sammen, som gik ind i Skåne i slutningen af januar 1710. Danskerne trak sig tilbage mod Helsingborg og tog opstilling nord for byen under generalmajor Rantzaus ledelse.
28. februar 1710 stødte de to hær sammen i slaget ved Ringstorp udenfor Helsingborg og det hele endte med en knusende svensk sejr, som Stenbocks kurer, Henrik Hammarberg, kunne rapportere til Stockholm.
Stenbock, Magnus |
Budskab om Magnus Stenbocks sejr |
Mindesten for slaget ved Helsingborg |
Befæstning af den svenske kyst |
Helsingborg 2010 |
Helsingborg som eksempel
Hvis man vil følge udviklingen fra århundredeskiftets historicistiske forbilleder, via jugend og Art Noveau, til modernismens idealer, er Helsingborg et udmærket eksempel. Helsingborg var, i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet i rivende udvikling og var derfor i stort behov af nye bygninger. Periodens foretrukne arkitekturstile blev derfor meget rigt repræsenterede i byen.Klassiske stilimitationer forekommer i rimeligt stort omfang.
Ved den øvre del af Stortorvet findes den middelalderinspirerede terrasse og rundt om torvet kan man se mange stilimitationer, f.eks. Skånske Enskilda Bankens bygning fra 1901, som er en barokimitation, og Handelsbanken fra 1904 med antikke islæt.Handelsbanken blev tegnet af byens arkitekt Alfred Hellerström, som også tegnede Helsingborgs Rådhus og Universitetsbiblioteket i Lund, begge i nygotisk monumental stil. Alfred Hellerström blev senere inspireret af jugendstilen, som lige efter århundredeskiftet fik en kort men betydningsfuld blomstringstid, især blandt det velstillede borgerskab.
Lige før 1910 opførtes et helt villakvarter i jugendstil i bydelen Olympia. Foruden Hellerström deltog flere andre arkitekter i projektet, bl.a. Carl Rosenius og Ola Andersson. Husene er kendetegnet af runde tårn og runde hjørner, buede frontoner, vinduer af varierende udseende og mangfoldige ornamenter. Det hele var et tydeligt brud med 1800-tallets stramme byggestile.En mærkelig bygning, fra overgangstiden mellem klassicisme og modernisme, er Krematoriet fra 1929. Bygningen blev tegnet af Ragnar Östberg, mest kendt som arkitekten bag Stockholms Stadshus. Krematoriets kuppel, som indendørs bæres op af klassiske kolonner, har et historicistisk islæt, mens den i øvrigt glatte bygning peger mod stilren modernisme.
Terrassen i Helsingborg | 
Skånes enskilda bank | 
Jugendkvarter i Helsingborg | 
Jugendkvarter i Helsingborg | 
Jugendkvarter i Helsingborg |
Jugendkvarter i Helsingborg | 
Krematoriet i Helsingborg | 
Krematoriet i Helsingborg |
Udstillingernes tidsalder
1800-tallets fremskridtsoptimisme kom klart til udtryk i de mange verdensudstillinger som blev arrangeret og som skulle vise alt det, mennesket nu var i stand til at frembringe. Disse store spektakulære begivenheder gik hånd i hånd med den hurtige industrielle ekspansion i Europa.
Efter den første verdensudstilling i London i 1851, fulgte Wien i 1873 og Paris i 1889. Fremvisningen af varer, bygninger, kunstværk og opfindelser var en slags vejviser for fremtiden, og nogle gange blev usædvanlige bygningsværker efterladt som minder om udstillingerne, som f.eks. Eiffeltårnet i Paris.
Også Norden blev grebet af udstillingsiveren og i Øresundsregionen kunne man bl.a. opleve såkaldte Kunst- og Industriudstillinger i København i 1872 og 1888. I Helsingborg åbnede Oskar II i juni 1903 en Industri- og Kunstudstilling og indviede samtidigt terrassetrapperne under Kärnan. Lund indbød til en udstilling i 1907, hvor størstedelen af byparken blev anlagt.
Industriudstilling i Helsingborg 1903 |
Mariakirken
| | Sancta Maria i Helsingborg har en lang bygningshistorie. I sin grundform var den færdig i 1410. Kirken er, som sin pendanti Helsingør,opført i gotisk stil og indeholder en række kunstskatte, ikke mindst fra middelalderen |
Sancta Maria Kyrka
Den senmiddelalderlige kirke ligger midt i det gamle Helsingborg. I det 21 århundredes Helsingborg er den ikke nogen dominerende del af bybilledet og synes nærmest ikke fra søsiden. Kirken er faktisk lidt svær at opdage, men når man står foran den, må man beundre skønheden i den gennemførte gotiske byggestil.
Træder man indenfor er en række af Helsingborgs senmiddelalderlige kirkekulturs interiør bevaret.
Mariakyrkans østlige facade |
Gotik
Sancta Maria Kyrka stod færdigbygget i 1410 efter en lang byggeperiode på ca. 100 år. Den er opført som en basilika og har nærmest karakter som en lille katedral. Midtskibet er, i lighed med de store gotiske katedraler i Europa, lavt og har ingen vinduer under hvælvet. Byggestilen omtales ofte som: en halv basilika eller en ”pseudobasilika”. De samme karakteristika kan i øvrigt iagttages på den anden side af Sundet, hvor Mariakirken i Helsingør har samme arkitektoniske træk.
De gotiske træk er fremtrædende, de spidsbuede vinduer og de spidsede hvælv er endnu fremtrædende. Som man også kan se det i eksteriørets trappestensgavle og de udvendige støttepiller, som holder kirken på plads.
Kirken erstattede en tidligere romansk sandstenskirke fra 1100-tallet. Og med sine, i forhold til tidens små huse i Helsingborg, blev den med sit gotiske teglstensbyggeri et markant og dominerende bygningsværk i byen. Der var flere kirker i byen, men det var kun Kärnan og Nicolaiklosteret, der kunne konkurrere med Sancta Mariakyrkan om den bygningsmæssige dominans i Helsingborg.
Mariakyrkans vestlige facade |
Mariakyrkans støttepiller |
Maria Kyrkans hvælv |
Helsingborg model 1400 |
Middelalderens kunstskatte
Døbefonten er fra 1300-tallet og er hugget ud af gotlandsk kalksten. Oprindeligt har den været malet og videnskabelige undersøgelser påviser fragmenter af rød og blå oliemaling.
Altertavlen/Skabet er i en bemærkelsesværdig god stand. Den er malet på samme tidspunkt som kirkens indvielse. Nemlig i perioden 1449-1452. Antageligt af en mester fra Stralsund. I centrum af tavlen dominerer scenen med Maria og det nyfødte Jesusbarn. Motiverne omkring dem er fra Jesus liv og virksomhed, som det beskrives i Det nye Testamente.
Altertavlen, som er udformet som en slags skab, kan lukkes sammen på visse tider af kirkeåret. Bl.a. under fasten. Her må tilskueren undvære skulpturerne og nøjes med at betragte motiver fra Jesus sidste tid. En af disse scener viser, hvorledes Jesus driver kræmmerne (købmændende) ud af templet. En interessant detalje hér er, at nogle mønters udseende i dette motiv kan stedfæstes til Stralsund. En detalje der gør, at man antager, at alterskabet er produceret af en mester i denne by.
Triumfkrucifixet i gotisk stil er fra den seneste middelalder. Nok så interessant er, at der står 1753 ved korsets fod. Men angiver kun tidspunktet for da krucifixet blev malet om /restaureret. Dette kompliceres videre af at selve korset er fra en senere tid end selv krucifixet. Krucifixets ophavsmand er ukendt, men eksperterne antager, at det er tilvirket i den sydlige del af Skandinavien.
En senere tid har fjernet det oprindelige puds, som kirkens indvendige vægge var beklædt med. Nu fremstår væggene som teglstesnvægge. Bag ved alteret er der dog endnu rester tilbage af den gamle puds, hvor der er fragmenter af de gamle kalkmalerier. Bl.a. af helgene: S:t Magnus og Brandanus. Kalkmalerierne er fra 1400-tallet blev udført af den såkaldte: Helsingborgmester, hvis noget mere velbevarede kalkmalerier kan beses i Brunnby Kyrka på Kullahalvøen.
Fra middelalderen findes også det såkaldte piscinan nederst i korets væg.
Maria Kyrkans altertavle |
Det lukkede alterskab |
Kræmmerna drives ud af templet |
Maria Kyrkans krucifix |
Maria Kyrkans døbefont |
Maria Kyrkans kalkmaleri |
Maria Kyrkans piscina |
En ny tid på vej
Tårnet til kirken blev først færdiggjort omkring 1500. Altså ved indledningen af det århundrede, som ikke blot skulle forandre kirkens organisation og dogmatik i Norden, men også det, som en senere tid har kaldt, Middelalderen.
Maria Kyrkans middelalderlige oprindelse er dog stadigvæk særdeles markant. Og dette på trods af senere moderniseringer med prædikestol, orgel og bænkerækker. Kirken er, med rette, betegnet som et eksempel på, hvad middelalderen stadigvæk kan præsentere os for af stilfuld arkitektur, dygtige bygningsarbejdere og fantastiske kunsthåndværkere.
Næstekærligheden
En altertavle ophængt i Mariakyrkan i Helsingborg i 1583 tematiserer dette. Tavlen rummer et dobbeltportræt med en undertekst og tre mindre billeder over hinanden i venstre side at tavlen. Portrættet viser et adeligt ægtepar, måske er det, genkendeligt på de gyldne kæder der symboliserer den adelige rigdom og magt, lensmanden på Helsingborg slot Arild Urup og hans hustru Thale Thott. Underteksten lyder:
"I kristne som Gud har givet nok betænk de fattige, som lider sorg, sygdom, jammer og nød, armod, fattigdom og hunger efter brød, noget i denne blokbøsse. Bevis eders tro med skønne gerninger og Gud i himmerige vil eder det velbehageligt."
Motivet nederst i venstre hjørne er, ligesom i spisesalen i Sct. Marie Kirke i Helsingør, Lazarus-fortællingen, med helvede og himmel ovenover. Forestillingen om at de gode gerninger stemmer Gud velbehageligt synes således at overleve reformationen.
Adeligt par |
Sygdom og sundhed
Sygdomsepidemier kender man til tilbage til den sorte død i midten af 1300-tallet, men alene i anden halvdel af 1500-tallet hjemsøges området omkring Helsingør hele 13 gange, og man har beregnet, at sygdomsepidemier med mere eller mindre lokalt præg i gennemsnit optræder med intervaller på mindre end 2 år. Der er tale om forskellige pestformer, men f.eks. også tyfus, kolera og forskellige former for børnesygdomme, som alle har krævet store ofre.
Mange familier rammes af næsten ufattelige tragedier. Præst i Helsingør og Malmø, forfatter Hans Christensen Sthen, skriver således et trøsteskrift i anledning af at han personlig har mistet 8 børn under en af epidemierne. Tycho Brahe mister i 1576 en 2-årig datter i hvilken anledning han lader opsætte en mindetavle i Mariakirken i Helsingborg med følgende inskription:
"Kirstine førte, da hun gik bort, hid sit spæde støv.
Hun, som en gang var Tycho Brahes datter.
Hun var blot en ubetydelig tid indvåner her i Verden,
Men i den korte tid voksede hun anseligt. Det Gode,
i ånden overtraf hun sit køn, i sæder sine år,
sine jævnaldrende i veltalenhedens kunst.
Derfor har naturen hastigt taget hende tilbage, som den gav os:
For at hun ikke som voksen skulle overskride de vanlige grænser.
Men dog hun lever, hun har sejret over naturens modstand.
I stedet for den ringe tid har hun nu det evige tidsrum.
Og forædlet af Det Himmelske Gode forsmår hun Det Dødelige:
Siden hun gennem Kristus er blevet anerkendt som himmelmedborger.
Død under Pesten 1576
den 24. september, levede
2 år 11 måneder 11 dage 11 timer
Døden
Jo snarere desto kærere
Jo senere desto bitrere
Til Kirstine min højtelskede kødelige datter
Udover sin alder livlig og velopdragen
har jeg, faderen, affattet og sørget for dette."
Epitafium over Tycho Brahes datter |
Forkyndelsen i centrum
Med udgangspunkt i den lutherske lære blev der nu rettet en lang større opmærksomhed på fortolkningen af bibelens tekster, altså selve forkyndelsen. Præstens prædiken var ikke ukendt i den katolske kirke, men i den lutherske kirke blev prædikenen gudstjenestens absolutte hovednummer. Man kan sige, at fokus i gudstjenesterummet blev flyttet fra alteret til prædikestolen.
Et synligt tegn på dette i kirkerummet var, at der nu blev installeret nye og kostbare prædikestole. Der findes således en række pragteksemplarer af disse der, den dag i dag, kan beses i Øresundsregionens kirker fra 15- og 1600-tallet.
Forkyndelsen | 
Lunds prædikestol | 
Petri prædikestol | 
Sct. Maria prædikestol i Helsingborg |
Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg |
Sct. Annægade i Helsingør |
Det gamle orgel |
Buxtehude |
Kororgel i Mariakyrkan |
Diderik Buxtehude
| | Buxtehude hade sina rötter i Helsingborg och Helsingör och han arbetade på bägge sidor av sundet, trots krig och ofred i området. Han avslutade sin karriär som organist i Lübeck. |
Buxtehude - en øresundsborger
I årene 1638-41 virkede Buxtehude den ældre i Helsingborg og her tilbragte Diderik nogle barneår. I 1642 fik faderen tjeneste som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor han var aktiv frem til 1670. Barne- og ungdomsår tilbragte Diderik Buxtehude altså både i Helsingør og Helsingborg.
Rigt musikliv
I 1600-tallet første halvdel var musiklivet ved det danske hof og i de større kirker af meget høj klasse. Navne som Heinrich Schütz og John Dowland er gået over i musikhistorien. Schütz var kirkemusiker i Købehavn og opbyggede hofkapellet der. Dowland, berømt lutspiller og komponist, var hofmusiker og holdt til i Helsingør. Johann Lorentz virkede i første halvdel af 1600-tallet som kongelig orgelbygger og byggede, eller ombyggede alle vigtige orgler i Øresundsregionen i en da ganske konservativ renæssansestil som da repræsenteredes af Heinrich Schütz og John Dowland. Et af de vigtigste vidnesbyrd om Lotrentz virksomhed findes i orgelfacaden på Chrisstiansstads Trefoldighedskirke.
Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg |
Sct. Annægade i Helsingør |
Det gamle orgel |
Buxtehude |
Kororgel i Mariakyrkan |
Forbindelsen opretholdes
I sin tid i Helsingør opretholder Buxtehude også tætte forbindelser til både danske og svenske embedsborgere. Det eneste med fuldt sikkerhed kendte musikstykke som Buxtehude har skrevet i sin tid i Helsingør er således i året 1665 tilegnet Christoffer Schneider, der var svensk postmester og senere kommisarius bosiddende i Helsingør. Ligeledes havde Buxtehude allerede fra Helsingør-tiden venskabelige forbindelser med den svenske hofkapelmester og organist Gustav Büben. Måske er det også på hans foranledning at Buxtehude i 1680 komponerer bryllupskantaten til brylluppet imellem Karl 11.Gustav og hans danskfødte dronning Hedvig Eleonora.
| |
| | Stor | Aperte mihi portas justitiae, Helsingør 1665 (Diderik Buxtehude) |
| | Stor | Aria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude) |
Tiden i Lübeck
1668 flyttede Diderik Buxtehude til Lübeck, formodentlig af hensyn til sin fortsatte karriere, men nok også for at komme væk fra de trange økonomiske vilkår i den krigshærgede Øresundsregion. Som en rød tråd i Buxtehudes liv går de tre mariakirker i Helsingborg, Helsingør og Lübeck. Selvom størstedelen af hans aktive liv var forlagt til Lübeck og selvom han der vandt den største ære og berømmelse, så glemte han aldrig sine rødder ved Øresund. Derfor kunne tidsskriftet Nova litttraria Maris Balthici år 1707 påstå, at ”han anså Danmark for sit fædreland” (Patriam agnoscit Daniam).
Diderik Buxtehudes karriere som komponist og organist kulminerede i Lübeck, hvortil storheder som Händel og Bach vandrede for at lytte til hans musik. Det var som organist og komponist i Mariakirken i Lübeck han vandt sin store berømmelse. Især var han kendt for sine ”Lübecker Abendmusik” som var koncerter i tilknytning til aftensangen søndagene før jul. Til disse skrev han hvert år et nyt orgelværk.Kloster
| | Byklostre i Øresundsregionen før reformationen. |
Klostrenes rolle
Klostervæsenet spiller en afgørende rolle i udviklingen af nye produktionsmetoder og teknologi i forbindelse med nyopdyrkningen og den omfattende byggeaktivitet. Det gælder i særdeleshed for cistercienserordenen, som udspringer af benediktinerordenen, men bygger på en opstramning af klosterreglerne og nøje retningslinier for klostrenes udseende og arkitektur.
Cistercienserne skulle, ifølge deres klosterregler, tage bolig på afsides steder og arbejde med at rydde og dyrke jorden og havde store kundskaber indenfor landbrugsproduktion -kvalifikationer som var oplagte i forbindelse med nyopdyrkningen- og middelalderlig teknologi indenfor f.eks. vandmøller, teglproduktion og jernproduktion.
Reformklostrene
Klostergrundlæggelser bliver et modefænomen i de ledende kredse, som også sympatiserer med den åndelige nyorientering, som de reformerte klosterbevægelser repræsenterer. Ærkebiskop Eskild, der var personlig knyttet til en af de store reformatorer, cisterciensermunken Bernard af Clairveaux, hidkalder cisterciensermunke for at grundlægge klostre i Herrisvad i Skåne i 1145 og Esrum i Nordsjælland i 1151.
Hvide-slægten grundlagde et benedektinerkloster i Sorø, som stod færdigt i 1151, men da det ikke fungerede tilfredsstillende overdrager Absalon i 1161 foretagendet til cisterciensermunkene.
Esrum kloster | 
Bernard af Clairveaux | 
Cisterciensermunk, |
Ny åndelighed
Med reformklostrene i midten af 1100-tallet og især Bernard af Clairveaux introduceres nye strømninger indenfor trosverdenen. Bernard prædiker over Højsangens højstemte erotik og gudsdyrkelsen antager mere en mere sofistikeret og mystisk karakter. Gudsforholdet bliver at ligne med et kærlighedsforhold, åndelig og distanceret kærlighed. Wilhelm af Æbelholt giver i sin brevveksling eksempel på dette.
Mariadyrkelsen
Et andet tegn på ændringer i den åndelige kultur er den omsiggribende Maria-dyrkelse og kult, måske også som udtryk for en stigende feminisering af trosudøvelsen. Mariadyrkelsen kommer bl.a. til udtryk i anvendelsen af Mariahymner, der fremføres som raffineret vokalmusik. Ærkebiskoppen i Lund, Anders Sunesen, tilskrives mindst en sådan hymne med den latinske titel Missus Gabriel de Celis og i Lund lagde man stor vægt på musikaliteten. Temaet i denne tekst er Maria bebudelse, eller rettere underet, miraklet, et aspekt af den orientering imod mystiske aspekter af religionen, som bliver karakteristisk for tiden.
Klostrenes jordbesiddelser
I Løbet af middelalderen bliver kirker og klostre store jordbesiddere på linje med kongen og herremændene. F.eks. disponerede ærkebispesædet i Lund alene over 300 ejendomme og hele Bornholm. I løbet af middelalderen kommer klostrene i Skåne således til at besidde i alt over 2000 ejendomme. En stor del af ejendommene erhverves som sjælegaver, som skænkedes til klostrene.
Efter at Peter Bogorm (Pierre Le Mangueur) hen imod slutningen af 1100-tallet opfandt skærsilden (Purgatore) opererede man nu med en tilstand imellem himmel og helvede, en regnskabets time, hvis længde kunne afkortes ved egne og tilkøbte bønner og messer.
Dette forstærkede, ligesom det fra 1215 påbudte årlige skrifte, kirkensmagt over sjælene og forøgede kirker og klostres jordejendom og rigdom. Ganske vist var der oprindelig nøje regler for kirkens arveret, men det blev omgået ved donation af sjælegaver og selvom det indtil 1216 var munkene forbudt at købe jord, så blev det også omgået ved at jordejere pantsatte jordejendom til et kloster, som så overtog jorden, hvis ikke pantet blev indfriet.
Tiggermunkene
Land-, eller som de også betegnes, herreklostrenes uhyre rigdomme var for mange ikke i overensstemmelse med kravene om simpelhed og renhed, som munkene selv prædikede. Med etablering af tiggermunkeordener i byerne kommer der en reaktion på disse forhold.
Tiggermunkene skulle leve enkelt og forbilledligt og som navnet angiver tigge til dagen og vejen rundt omkring i bysamfundene. I første halvdel af 1200-tallet kommer de nye tiggermunkeordner til landet. I 1222 grundlægges et dominikanerkloster i Lund på initiativ af ærkebiskop Anders Sunesen og i 1232 oprettes det første franciskanerkloster.
I Helsingborg oprettes ett dominikanerkloster i 1270.
Franciskanerklostret i Ystad |
Middelalderbyen
| | Kärnan i Helsingborg. Det første borgkompleks var cirkelrundt og er markeret ved siden af tårnet.
I 1310 lod Erik Menved opføre et nyt kærnetårn til borgen. Dette blev kvadratisk med meget kraftige mure. Tårnet er over 30 meter højt. |
Borgbyggeri
Et synligt vidnesbyrd om de urolige og omskiftelige tider omkring år 1300 var kronens anlæggelse og fornyelse af en række borganlæg rundt omkring i regionen.
Ved Helsingborg afløstes det oprindelige cirkulære tårn med det firkantede og 30 meter høje Kärnan. Denne tårnbygning blev en massiv og sværindtagelig borg. Den nederste del af tårnet var således over 4 meter tyk. Et forsvarsanlæg der kunne stå mål mod tidens selv stærkeste våben. Arbejdet blev iværksat omkring 1310, i Erik Menveds tid, hvor også Falsterbohus og Lindholm længere sydpå i Skåne blev udbygget og forstærket. Falsterbohus fik også et kvadratisk kernetårn og det samme var tilfældet med Lindholmes borg ved Börringesjön i det sydlige Skåne. Falsterbohus overtog efterhånden Skanørborgens opgaver og Helsingborg, med det nye Kärnan, udviklede sig til at blive kronens vigtigste forsvarsværk i Skåne.
På Bornholm udvikles Hammershus efterhånden til det største borganlæg i Norden. I Vordingborg på Sydsjælland opføres et borgkompleks til forsvar af landets sydgrænse og i Kalundborg på Vestsjælland udbygges Esbern Snares gamle borganlæg. Endelig opføres i Nordsjælland i Valdemar Atterdags tid(1340-1375) et administrativt centrum med et centralt borganlæg ved Gurre.
Borge før 1400 | 
Kärnan, Helsingborg | 
Kärnan i snit |
Kärnans indre | 
Hammershus |
Gåsetårnet. | 
Vordingborg Slot. | 
Borganlæg | 
Gurre Slotsruin | 
Gurreudgravning |
Gurrekompleks | 
Gurre Slot |
Kalmarunionen og købstædernes vækst
I slutningen af 1300-tallet er Skånemarkedets betydning vigende og handelen flytter bort fra Skanør og Falsterbo til bl.a. Malmø og København, der nu kunne byde på et større opland og mere købedygtigt publikum. Hen imod slutningen af århundredet manifesterer Norden under Kalmarunionen (1397) med Margrethe d.1. i spidsen modstand imod hansestædernes økonomiske dominans og under Margrethes arving Erik af Pommern (1412-39) påbegyndes en systematisk politik til ophjælpning af byerne og handelen.
Kalmarunionen | 
Erik af Pommerens kroning |
Kongens initiativer
Erik af Pommern var fuldt ud klar over købstædernes og i særdeleshed Øresundsregionens betydning som det vigtigste gennemfartsfarvand imellem Østersøen og Nordsøen, hvilket fremgår af en række samtidige tiltag. Landskrona grundlægges i 1413, 1414 får Helsingborg købstadsrettigheder, i 1416 erhverver kongen København fra Roskildebispen og fra omkring 1419 befæstes Malmø med svære stenmure.
Med opløsningen af Skånemarkedet begynder hanseaterne at handle direkte med byerne og landbefolkningen, men fra 1422 forordnes det på Sjælland at hanseaterne kun må drive engroshandel, mens detaillehandel og håndværk skal overlades til byernes faste borgere. Adelen er dog undtaget fra disse regler.
Helsingborg og Malmø
Helsingborg får købstadsrettigheder i 1414. Særlige bestemmelser heri omhandler salg af sild om efteråret og færgeoverfarten imellem Helsingborg og Sjælland. Helsingborg var med sin gode beliggenhed og stærke befæstning, der var et led i den tidlige middelalders række af kongelige forsvarsanlæg langs kysterne, oprindelig meget større end Helsingør, men med tiden bliver Helsingør på grund af tilknytningen til Øresundstolden og fjernhandelen, rigets tredjestørste by, næst efter København og Malmø. Malmø er en forholdsvis ny by og dens oprindelige navn Elbogen vidner om den hanseatiske indflydelse i området.
Helsingborg | 
Landskrona | 
Malmø |
Helsingborg model 1400 |
Helsingør-Helsingborg
Forholdet imellem Helsingør og Helsingborg er helt specielt idet de to byer fra 1541 får fælles torv, hvilket betyder at folk fra Helsingborg kunne sælge varer direkte på torvet i Helsingør. F.eks. havde 10 slagtere fra Helsingborg på et tidspunkt boder i Helsingør og fra Helsingør kom man ofte to gange om ugen over til Helsingborg for at handle kød og forarbejdede mejerivarer.
Forklaringen her er formodentlig, at tilgangen til animalske produkter var bedre i Skåne end i Nordsjælland. Helsingør må også fortsat importere korn langvejs fra og er i det hele taget atypisk med sit manglende opland og den specielle tilknytning til fjernhandelen.Tycho Brahe
| | På øen Hven midt i Øresund levede og virkede Tycho Brahe fra 1576-1597, i alt 21 år, hvor han udover de astronomiske observationer også dagligt foretog meteorologiske optegnelser, dyrkede kemien (alkymi), havekunst, lavede instrumenter, tegnede kort, digtede og meget mere
Med sine alsidige interesser og beskæftigelser er Tycho Brahe et nordisk eksempel på renæssancens universalgeni. |
Tycho Brahe - adelsmand og renæssancemenneske
Da en fransk gesandt, Charles Ogier, i året 1634 efter et besøg i Helsingør forlader byen kører han sydover mod København og har udsyn til øen Hven, hvilket får ham til at tænke på den verdensberømte astronom Tycho Brahe.
Det er mere end tvivlsomt om man fra Sjællands kyst kan fornemme Hvens tilnærmelsesvise kvadratiske form, men det er ikke tilfældigt, at Ogier hæfter sig herved. Det symmetriske, velordnede og sammenhængende appellerer til renæssancemennesket og et sådant er også videnskabsmanden Tycho Brahe, i dansk sammenhæng nok det bedste eksempel på et universalgeni i renæssancens ånd.
Tycho Brahes Hven |
Barndommen
Tycho Brahe var født højadelig, og som sådan forventedes det at han siden hen gjorde karriere som godsejer, kriger og eventuelt rigsrådsmedlem, som så mange af hans slægtninge. Ikke desto mindre havde han et noget tvetydigt forhold til sine standsfæller.
Tycho Brahe blev født d.14.december 1546 på godset Knutstorp i Skåne, men blev bogstavelig talt bortført og opdraget hos sin barnløse onkel Jørgen Brahe på Tosterup i det sydøstlige Skåne. En sådan praksis var ikke usædvanlig i adelige kredse, hvor ikke kerne-familien, men slægten spillede den store rolle. Familien Brahe ses afbildet i 1613, altså efter Tyges død, i Kågerød kirke, der var patronatskirke til Knutstorp.
Der er her tale om en mindetavle, et epitafium anbragt på den nederste del af en slags altertavle i kirken. I midten ses forældrene Otto Brahe og Beate Bille. Ved siden af faderen Tyge (den lærde) og udefter brødrene Steen, Axel, Jørgen og Knud. Ved siden af moderen søstrene Lisbeth, Margrete, Kirstine og endelig Sophie Brahe, der stod Tycho Brahe meget nær.
Tycho Brahe |
Knutstorp |
Tosterup |
Brahefamiljens epitafium |
Uddannelsen
I en alder af 6 år startede Tycho Brahe i skole, hvilket ikke var ualmindeligt for standen. Usædvanlige er imidlertid de interesser, som han siden hen under sin uddannelse kaster sig over. Som tolvårig starter han på universitetet i København, der i denne periode er åben overfor og præget af tidens renæssancehumanistiske tankegang.
Vi ved fra kendskab til Tycho Brahes bogsamling, at han allerede i denne periode fatter interesse for astronomien, og under hans studierejser i begyndelsen af 1560erne er det i ly af jurastudierne denne videnskab han begynder at praktisere. Med sig på rejsen havde Tyge den borgerlige Anders Sørensen Vedel, der også er en vigtig renæssanceskikkelse. Bl.a. samler han som den første gamle danske folkeviser til en udgivelse.
Anders Sørensen Vedel |
Astronomi
Nova Stella og det nye verdensbillede
Tycho Brahe studerer i udlandet og først i slutningen af 1570 vender han tilbage til Danmark og opholder sig tilsyneladende mest på Herrevad Kloster hos sin morbroder Steen Bille, der interesserede sig levende for kemiske og mekaniske eksperimenter.
Under et besøg der i november 1572 observerer Tycho Brahe, hvad han antager for at være en ny stjerne i stjernebilledet Cassiopeia og stærk tilskyndet, men noget imod sin vilje udgiver han en bog, "De Nova Stella", om den ny stjerne. Det var kontroversielt for en adelsmand at beskæftige sig med sådanne sager og den indledes da også med en række indlæg, der opregner argumenter for og imod en udgivelse.
Bogen, der trykkes i få eksemplarer i København, indeholder i manuskriptform tillige med afhandlingen om den nye stjerne en astrologisk og meteorologisk almanak for året 1573, samt en afhandling om en kommende måneformørkelse og afslutningsvis et digt til himmelguden Urania, alt sammen på latin. Umiddelbart kan det forekomme at være et besynderligt sammensurium af et skrift, men for Tycho Brahe er der indbyrdes forbindelser imellem disse beskæftigelser.
Nova Stella |
Tycho Brahes verdensbillede |
Verdensbillede |
Empirikeren Brahe
Måske er Tycho Brahe for beskeden med hensyn til rækkevidden af sine iagttagelser. Værkets astronomiske hovedærinde bliver gennem nøjagtige observationer at påvise mangler i den herskende opfattelse af det astronomiske verdensbillede. Ifølge dette er universet skabt på engang og der sker ikke ændringer uden Vorherres direkte indgriben.
Tycho Brahe vil ikke give sig af med at gisne om den bagvedliggende årsagssammenhæng, men bidrager her som i senere værker til en mere dynamisk opfattelse af det astronomiske verdensbillede. Tycho Brahes store fortjeneste livet igennem ligger i hans nøjagtige empiriske observationer og optegnelser, men bag dette også en erkendelse af at universet var uendeligt meget større end man antog og under stadig udvikling. I denne forstand var Tycho Brahe den første moderne astronom, men han vælger dog at imødegå Kopernikus nye verdensbillede, hvor solen og ikke jorden var universets centrum.
Tycho Brahes verdensbillede |
Obeservationsscene |
Sekstant |
Himmelglobus |
Om Kometen
Da Tycho Brahe nogle år senere, på Hven i 1577, får lejlighed til at iagttage en komet udbygger han sine iagttagelser og konklusioner. I sit lille skrift "Om kometen", der er forfattet i 1578, men først udgivet med 350 års forsinkelse sammenfatter han sine iagttagelser over den ny stjerne og kometen.
Ligesom i værket om den ny stjerne anvendes også her en stor del af pladsen til astrologiske forudsigelser.
Astrologiens status
Tycho Brahe er imidlertid meget forsigtig i sin omgang med de astrologiske forudsigelser, hvilket han også præciserer i det efterfølgende:
"..skønt det er alle mennesker skjult at kende den rette grund til fremtidige ting, kan man dog fra de gamle erfarne astrologers observationer og lære få nogen anvisning på, hvad sådanne undere på himmelen kan udrette, hvilket lader sig gøre uden nogen som helst overtro(side 37-38)".
Når Tycho Brahe tager disse forbehold og må understrege sin afstandtagen til overtroen hænger det sammen med at astrologiens status også i samtiden var meget omdiskuteret, både blandt renæssancens tænkere og kirkens folk. Dog havde den en vis officiel status, som når f.eks. Tycho Brahe som en del af sine forpligtigelser overfor kongemagten lægger kronprinsens horoskop.
De astrologiske forudsigelser i samtiden deles op i to hovedgrupper: De meteorologiske og astrologiske. Udgangspunktet er nogle grundlæggende iagttagelser omkring planeternes indvirkning på livsbetingelserne, f.eks. det at solen afgiver varme og lys, at månen har indflydelse på tidevand, skiften imellem sommer og vinter osv. Den eksakte viden om disse forhold var naturligvis begrænset, men netop derfor kunne man jo også gøre sig forestillinger om disse forholds rækkevidde.
Christian IV´s horoskop |
Skaberens rolle
Som påpeget er Tycho Brahe meget forsigtig og forbeholden overfor astrologien og bliver det måske i stigende grad. Dog bliver han på intet tidspunkt fornægtende og det hænger sammen med at astrologien for ham indgår i en karakteristisk helhedstænkning.
I det hele taget er det interessante selve forholdet imellem de astronomiske og astrologiske overvejelser og universets skaber, altså Gud. Vorherre fremstår her som andre steder i skriftet som en bagvedliggende kraft, en almægtig igangsætter, hvis tilstedeværelse kan iagttages i naturens orden. Vorherre griber ikke straffende ind i begivenhedernes gang, men holder sig til de afgørende beslutninger omkring skaberværket og mennesket kan ikke tolke hans vilje i naturfænomenerne. I sin opfattelse af gudsbegrebet nærmer Tycho Brahe sig her en senere tids opfattelse.
Voksende anerkendelse
Tycho Brahes observationer vinder løbende anerkendelse og fra 1574 holder han, usædvanligt for sin stand, forelæsninger på universitetet. Senere får han tilbudt stillingen som rektor for universitetet, hvilket han takker nej til. Tilbuddet vidner dog om den bevågenhed han nyder, også hos kongemagten, og som bliver afgørende for hans udvikling i årene fremover.
Uranienborg på Hven
Renæssancefyrsten Frederik 2.havde blik for Tycho Brahes format og tilbød ham støtte og d.18.2.1576 tilstedes han en årlig udbetaling på 500 daler, en statsstøtte af dimensioner. Kongen havde under tilsyn med byggearbejdet på Kronborg fået øen Hven i tankerne, som et passende sted for Tycho Brahes virksomhed, og Tycho Brahe kunne få den som len på fordelagtige vilkår, hvis det kunne afholde ham fra at rejse til udlandet. Tycho Brahe accepterer kongens tilbud.
Ovenikøbet får Tyge 400 rigsdaler til opførelse af et hus på Hven. I august 1576 påbegyndes byggeriet af Tycho Brahes nye bolig Uranienborg, opkaldt efter himmelgudinden Urania. Det praktiske arbejde udføres som hoveriarbejde af øens bønder, og som ledere af byggeriet har man bl.a. foreslået to af de fra Kronborgbyggeriet kendte nederlandske bygherrer Hans von Paeshen og Hans van Stenwinckel. Selve byggeriet er inspireret af norditaliensk renæssance, som Tycho Brahe har stiftet bekendtskab med under sine udenlandsrejser, og der er næppe tvivl om, at han selv har bidraget til udformningen af byggeriet.
I vore dage er der ikke mere tilbage af slottet.
En symbolsk bygning
De centrale del af grundplanen udgøres af et kvadrat, der måler 60 fod, ca 15,5 meter på hver side. Dette kvadrat deles af vinkelrette korridorer, der deler grundkvadratet i fire ens mindre rum og endvidere forbinder symmetriske tilbygninger i nord- sydlig retning og ligeledes symmetriske indgangspartier i øst og vest.
Bygningen består af to etager, fuld kælder og en kvistetage. Uden påbygningen er tilføjet altaner til brug for observationer og en del af kælderen er beregnet til kemisk laboratorium. Astronomien og kemien/medicinen var de videnskaber man ville give sig af med og det angives tillige med to figurnicher over indgangspartierne. De allegoriske fremstillinger her har været knyttet sammen med nogle korte latinske inskriptioner: DESPICIENDO SUSPICIO og SVSPICIENDO DESPICIO, hvilket betyder noget i retning af: Idet jeg ser ned skuer jeg opad, og idet jeg ser op, skuer jeg nedad.Den første sentens er møntet på de kemiske eksperimenter, den anden refererer naturligvis til de astronomiske studier.
Uranienborg |
Grundplanstegning |
Kosmologien
Den dybere mening med Tycho Brahes valgsprog er, at de videnskabelige studier har kosmologisk sammenhæng, at der er indbyrdes forbindelse imellem studiet af de jordnære ting og det guddommelige og at studiet af planetsystemets opbygning har relation til den jordiske tilværelse.
Uranienborg var således ikke alene hjem og arbejdssted for Tycho Brahe, men udtrykte tillige arkitektonisk og på anden vis den livsopfattelse og verdensanskuelse, der ligger til grund for Tycho Brahe og mange andre renæssancehumanisters arbejde og virke: En tro på at udforskning og kortlægning af virkeligheden vidner om den kosmologiske sammenhæng, der ligger bag.
Havekunst og medicin
Det samlede kompleks omkring Uranienborg viser igen det sammenhængende og symmetriske, her i haveanlægget og de omgivende voldanlæg. Haveanlægget er et af renæssancens interesseområder, men her har det også tjent mere praktiske formål, idet træerne også var frugttræer og bedene rummede såvel grøntsager, som urter, der også kunne indgå i medicinske opskrifter.
Vi ved at både Tyge og hans lærde søster Sophie Brahe, der i lange perioder opholdt sig på Hven, gav sig af med at fremstille medicinske præparater, endda i et sådant omfang, at apotekerne i København klagede over det. Det er sandsynligt, at Sophie Brahe har deltaget i anlæggelse og pleje af haveanlægget, men sikre beviser for det har vi ikke.
Have- og voldanlæg |
Grundplan |
Tycho Brahe forlader Hven
Tycho Brahe bliver på Hven i 21 år, frem til 1597, hvor han falder i unåde og nødtvungent forlader Danmark og i 1599 slår sig ned i Prag, hvor han dør i 1601. Omstændighederne omkring Tycho Brahes fald er fortsat uklare og omdiskuterede. Fra Rostock skriver Tycho Brahe i 1597 selv til kongen, at han ikke er draget i eksil og forsikrer om sin fortsatte loyalitet. Kongen bebrejder ham, at han er drager bort uden tilladelse ogpå peger uoverensstemmelser, idet han henviser til "Klagemaal vore fattige Undersaatter og Bønder paa Hven imod dig haver haft" og hans forsømmelighed mod kirken sammesteds, herunder "Udi hvad Maade Daabsens Ord ere udi langsommelig Tid udeladte, imod disse Rigers vedtagne Brug, med dit Vidskab, sligt er hver Mand altfor vitterligt."
At Tycho Brahe ikke overholdt sine lensforpligtigelser til punkt og prikke er en kendsgerning, han forsømte at passe fyret på Kullen og værre endnu det kongelige gravkapel i Roskilde Domkirke. Det kan imidlertid undre at stridsmålet med bønderne drages frem i en tid, hvor det er enhver herremands ret at udnytte sine undergivne og hvor byrden på bønderne generelt set øges betydeligt.
Djævleuddrivelsen
Hvis det er korrekt, at man på Hven i Tycho Brahes tid havde forsømt, eller bevidst udeladt dele af dåbsritualet, kunne det, set med tidens øjne, være en alvorlig sag. Dåbsritualet og herunder især djævlebesværgelsen var i tiden et afgørende teologisk stridspunkt. Djævleuddrivelsen, var en gammel skik, som Luther videreførte fra katolsk tid, men som reformatoren Calvin udelod som utidssvarende. Tilsyneladende har andre delt denne anskuelse, heriblandt den humanistisk orienterede professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Hemmingsen, i mange år universitetets ledende skikkelse, indtil han bliver afsat i 1579, som følge af en strid om nadverlæren, hvor han erkendte at have nærmet sig Calvins opfattelse af denne.
Striden om djævlebesværgelsen bryder for alvor ud da præsten Iver Bertelsen på Møn udelader besværgelsen og omkring 1567 stævnes herfor. Iver Bertelsen må tilbringe 3 år i fangenskab førend han tages til nåde igen af Frederik 2.I 1588, under Christian 4.s formynderskabsregering, kommer endnu en sag, da præsten ved Helligåndskirken i København, Jon Jacob Venusin, ved en dåbshandling åbenlyst udelader djævlebesværgelsen.
Venusin, der stammede fra Hven, hvor hans far havde været præst, var berejst og besvogret med Tycho Brahes svigersøn. Hvis han har troet, at formynderregeringen under den mindreårige Christian 4. var ham venligt stemt tog han imidlertid fejl. 3 uger efter hans gerning udsteder man i kongens navn et forbud imod "at opvække unødige disputatser", med trussel om straf til følge.
Indirekte anklager
Det er omkring samme tidspunkt at kongens udfald mod Tycho Brahe tager sin begyndelse, i første omgang rettet imod præsten på Hven, der anklages for ikke at straffe og påminde Tycho Brahe om hans manglende altergang og utugtige levned, idet der hermed hentydes til Tycho Brahes ugifte samliv med en uadelig, hvad der dog strengt taget ikke var ulovligt. Sidst men ikke mindst anklages præsten for på Tycho Brahes foranledning at have udeladt djævleuddrivelsen af dåbsritualet. Præsten mister sit embede herfor og i næste omgang rettes skytset så imod Tycho Brahe selv.
En anden uofficiel anklage imod Tycho Brahe gik på at han fremstillede medicin uden tilladelse fra kirken, som skulle godkende sådant. Skønt han var yderst varsom i sin omgang med astrologien, har han indsats på dette område sikkert også bedraget til billedet af en suspekt person med store og måske overnaturlige evner, en troldmand.
Eksklusiv syndebuk
Tycho Brahe kan med andre ord mistænkes for calvinistiske og kætterske tilbøjeligheder, og man indser at Tycho Brahe er en torn i øjet på den efterhånden herskende snæversynede, religiøse ortodoksi. Hans renæssancehumanistiske syn og levemåde stødte dele af de herskende kredse, og meget tyder da også på at der er tale om en sammensværgelse imod ham. Et langt stykke hen ad vejen er han blevet et eksklusivt offer for den officielle moral.
Paradoksalt nok ender det i 1606 med at kongen under indflydelse af den tidligere omtalte Venusin angriber djævlebesværgelsen ved dåben og lader sin datter prinsesse Elisabeth døbe uden djævleuddrivelse. For god ordens skyld skal det nævnes at kong Christian året efter igen skifter standpunkt.
Tycho Brahes korrespondance med kongen offentliggøres først efter dennes død i 1648, men i 1597 skriver Tyge et digt om sit brud med Danmark, som indeholder følgende passage:
"Danmark, hvad har jeg gjort dig, at bort så grumt du mig støder?
Hvor kan, o fædreland! du mig behandle som fjende?
Løftet har jeg jo dit navn, det nævnes med hæder så vide,
siig, kan du vredes fordi, min virken har kranset med ros dig?
siig, hvem af dine børn har givet dig mer vel i eje!
Kan du vel vredes derofr, at højt på den hvælvede bue,
Fædreland! dit navn jeg skrev i de blinkende stjerner!
Hvorfor nu støde mig bort? Engang vil du sikkert mig mindes:
Kommende dage mit værd, min virken skal virkelig fatte,
børn af en senere slægt, på hvad jeg gav dig at bygge."Konsulerna
| | I løbet af 1800-tallet udviklede Helsingborg sig fra at være en lille kystby til en, efter Øresundsregionens forhold, stor og betydningsfuld industri og handelsby |
Helsingborg - med raske skridt
”Hvad angår mig selv, så hælder jeg kraftigt til den side, som vil placere Helsingborg foran alt andet. Ikke fordi man ikke kan finde andre svenske landskaber som, ved første blik, er endnu mere storartede, iøjnefaldende og effektfulde, men fordi Helsingborg i det lange løb er mere interessant. Anden svensk natur ejer storhed, ejer behag, ejer hvad I vil; men den mangler liv; den har denne oldnordiske stilhed, denne højtidelige urørlighed, som har øjeblikkets følelsesladede effekt, men som bliver forstemmende ved et længere samvær. Her har man et maleri med figurer, et bevægeligt, altid omvekslende og selvfornyende skuespil; det er en natur som man ikke trættes af, som man kan omgås, i stedet for at bare flygtigt beundre. Stå op en forårsmorgen, når solen ligger over den danske kyst, over alle haverne, dristigt henkastede hist og pist på de lunefuldt udskårne skråninger, under hvis skygge Helsingborg breder sig. Stå op hvis I behager, og se ud over Sundet! over dette hav, som her er en flod! men en flod med hundreder af sejl, øst- og vestindiensejlere, amerikanere, briter, linieskibe fra Archangel, frugtskibe fra Middelhavet! betragt denne tavle, så unik, så fuld af farve og følelse, og dertil så dramatisk.”
(Ur "Helsingborg och dess nejder", 1851)
Sådan beskrev Oscar Patrik Sturzen-Becker Helsingborg i 1851, en by som den gang havde omtrent 4 000 indbyggere.
Helsingborg i 1880´erne | 
Helsingborg 1860 | 
Helsingborg 1900 |
Konsul Olsson
Ved den tid arbejdede en ung mand fra Fleninge som butiksassistent i byen. Den unge, dybt religiøse mand hed Petter Olsson. Han spurgte engang sognepræsten Peter Wieselgren, om han kunde blive præst. Da dette forudsatte en dyr uddannelse og Petter Olsson var fattig, mente præsten at han i stedet kunne blive lærer. Men Petter Olsson valgte en anden bane. I 1853, samme år som Krimkriget brød ud, vovede han at starte sit eget firma i kornbranchen.
England, som stod på Tyrkiets side i krigen mod Rusland, kunne ikke dække sit kornforbrug i krigsårene, og en god del af Olssons korn blev derfor sendt til London, hvor hestene trængte til energi, for at bl.a. trække sporvogne. Gevinsten blev naturligvis god, og med den fremtidsoptimisme, som prægede 1800-tallet, begyndte Olsson at bygge sit imperium. Han indså behovet for gode kommunikationsmidler for at kunne transportere korn til sit lager på Kullagatan, hvor hans bolig og som han også brugte til gudstjenestelokal for de vækkelsesmøder han ledte. Han indså også at der manglede en god havn, for at sende havren videre til Londons heste.
Petter Olsson | 
Arbejdere | 
Helsingborg Havn 1893 |
Konsul Olssons magasin |
Infrastrukturen udbygges
Gennem sit kommunale engagement kunde han arbejde på forbedring af kommunikationsmidlerne. I perioden fra 1865 til 1885 bidrog han til, at Helsingborg fik jernbaneforbindelser i alle retninger. Først til Billeberga /Eslöv og siden til Hässleholm, til Åstorp og Värnamo. Efter dette var byen koblet til de store hovedbaner og havde dermed jernbaneforbindelse til Stockholm, Göteborg og Malmö. Samtidigt udvidedes og uddybedes havnen og Sveriges første togfærgeforbindelse til udlandet kunde åbnes i 1892.
Havnens udvidelse blev positiv for rederinæringen i Helsingborg. Ved århundredets slutning havde byen landets tredje største handelsflåde. Petter Olsson startede flere industrier bl.a. teglværk, dampmøllen og gummifabrikken, hvor Henry 251 senere skulle starte galocheproduktion. Han brændte for byen og dens udvikling, men også for sin pietistiske religiøsitet. Missionshuset på Kullagatan var i høj grad Petter Olssons værk. Hele livet var han tro mod sin religiøse overbevisning og fortalte at han gerne ville gøre Helsingborg til “en by til Guds Ære”. Hans store familie opholdt sig om sommeren i sommervillaen Øresundslyst på den danske side af sundet.
Konsul Persson
En anden ung mand kom fra Allerum til byen og begyndte også at arbejde i en forretning. Han hed Nils Persson og var en udadvendt og selskabelig mand. Også han vovede at åbne sin egen forretning og begyndte i 1860´erne at importere kunstgødning, som han solgte til bønderne. Han spekulerede over muligheden for selv at producere og inden længe anlagde han en kunstgødningsfabrik ”Fosfaten”.
Fortjenesten var naturligvis god og han udvidede sit imperium med bl.a. kobberværket, som udnyttede og forædlede biprodukterne fra fosfatfabrikken. Da han anlagde dampteglværket havde han lykken med sig, eftersom Helsingborgs og især Københavns byggeaktivitet var meget stor i 1800-tallets senere del, så efterspørgslen på tegl var stor. Persson producerede rødt tegl mens Olssons var gult. Man talte tit i byen om, hvordan man kunne se forskellen på de to herrers revir? Jo, man kunne se det så på teglet.) Persson donerede et jordstykke til byen tæt på kirkegården ved Södergatan. Jorden skulle benyttes til begravelsesplads og overskuddet fra gravafgifterne skulle tilfalde ”pauvre honteux”, trængende fattige I Helsingborg.
Nils Persson | 
Perssons fosfatfabrik 1888 | 
Söder-industriområdet |
Konsulstyret
Olsson og Persson bestemte i byen. De ejede store industrier, sad i bystyret og såmænd også i riksdagen. Betydningsfulde personer blev tit udnævnt til konsul, og denne titel modtog bl.a. Olsson og Persson. Helsingborg blev, ved århundredeskiftet, nævnt som ”konsulernes by”. De to lignede hinanden meget, i initiativkraft, driftighed og foretagsomhed, men privat var de hinandens absolutte modpoler. Olsson levede i forholdsvis enkelhed i sin lejlighed ved magasinet på Kullagatan, mens Perssons tilværelse i den flotte villa ved sygehuset var mere vidtløftig. Olsson brugte sin fritid til bibelstudier og prædiken, mens Persson færdedes meget på Ramlösa Brønd. Olsson var afholdsmand, Persson var det ikke.
Tilflytning
De to konsulers driftighed gav et godt skub i Helsingborgs udvikling. Fra 1860 til 1900 femdobledes befolkningen, noget som ingen anden by i Sverige kunne opvise. I perioden 1850-1920 steg Helsingborgs befolkning med 1149 %, mens nabobyen Landskrona i samme periode steg med 493 % og Lund med 346 %. Malmö var i det mindste i nærheden med 867 %. Øresundstoldens afskaffelse viste sig også gunstigt for Helsingborg, på bekostning af nabobyen Helsingør.
Man hævder at tilflytningen til Helsingborg til tider var så stor, at folkeregistret ikke kunne holde trit. Sognepræsten måtte ind imellem, af ren udmattelse, lade pennen ligge. De omfattende nybygninger forandrede byens udseende. De stilarter som var populære ved århundredets slutning blev rigt repræsenteret i byen. Nyklassicisme og nyrenæssance ses tydelig langs Järnvägsgatan, Trädgårdsgatan og Drottninggatan og eksempler på nygotikken findes i Rådhuset, Gustav Adolfs kirke og Nicolaiskolen. Den store indflytning af arbejdere resulterede i mange nye arbejderboliger i den sydlige del af byen, der hvor industrierne placeredes.
Järnvägsgatan | 
Rådhuset i Helsingborg | 
Gustav Adolfs kyrkan |
Konsul Trapp - den tredje mannen
Endnu en mand med konsultitel skal nævnes og han var dybt engageret i at bevare det gamle Helsingborg under den massive forandringsproces som pågik. Oscar Trapp, som boede i Fredriksdal, interesserede sig for historie og i forening med sit kommunale engagement, bidrog han til renoveringen af Kärnan og Mariakirken og gennemførte udgravninger ved nogle af de gamle middelalderkirker. Han medvirkede også til at Jakob Hansens hus fra 1600-tallet blev bevaret for eftertiden. Desuden var han manden bag det svenske flag. Som riksdagsmand foreslog han, at flaget kun måtte have bestemte farvenuancer og ikke, som tidligere, varierende fra flag til flag. Hans forslag vandt gehør og således fik det svenske flag, gennem en lov fra 1906, de farver det har i dag.
Oscar Trapp 1847-1916 | 
Fredriksdal | 
Bykvarter i Fredriksdal |
Koncerthuset
| | Helsingborgs koncerthus blev indviet i1932. Sven Markelius kreation har flere ligheder med den bygning han tegnede til Den tekniske Højskole i Stockholm. Helsingborgs koncerthus er det måske bedste eksempel på en monumental bygning i tidlig funktionalisme i Sverige.
|
Modernisme og funktionalisme
Stockholmsudstillingen i 1930 blev optakten til den moderne, funktionalistiske arkitektur og stilarts indtog i Skandinavien. Udstillingen rummede bygninger af bl.a. Gunnar Asplund holdt i hvidt med bærende betonkonstruktioner og store vinduespartier med glas og stål.. Fokus var på dagligdagens behov med eksempler på boligformer og moderne interiør. Inspirationen kan spores i bl.a. Blidah-Parkens boligblokke og Arne Jacobsens Bellavista - byggeri, opført 1931-34, ved Bellevue på Strandvejen nord for København.
Det måske mest interessante eksempel på tidlig modernisme i Sverige, er Helsingborgs koncerthus, som stod færdigt i 1932. Det blev tegnet af Sven Markelius og viser en stor lighed med det studenterhus han havde tegnet for Tekniska Högskolan i Stockholm i 1930. Projekteringstiden for koncerthuset var interessant, eftersom Markelius´ første forslag var tydeligt klassicistisk. Forslaget blev efterhånden omarbejdet og slutresultatet blev en funktionalistisk stil, med glatte hvidpudsede vægge, store glaspartier som gav meget lys i forhallen og halvcirkelformede sidefløje med garderobe og restaurant.
Funktionalismens idealer var bl.a. lys og renhed. Den havde ikke meget tilfælles med de klassiske stilimitationer som prægede århundredeskiftet, men et øget fritidsforbrug og ændrede livsformer var med til at bane vej for funktionalismen. I Skåne byggede man allerede i 20erne ”funkisvillaer”, bl.a. i Falsterbo, hvor Joseph Frank opførte nogle villaer i 1928 og 29. I Hornbæk på den Nordsjællandske kyst finder man de første eksempler på sommerhuse i senromantisk vikingestil, men også det mondæne, funktionalistiske badehotel opført i 1935.
Joseph Franks villa | 
Sommerhus i Falsterbo |
Helsingborgs koncerthus | 
Arne Jacobsens Bellavista | 
Arne Jacobsens Bellavista |
Arne Jacobsen Privatvilla | 
Kronborg Havbad 1934 | 
Hornbæk Badehotel |
Dunkers
| | Dunkers kulturhus i Helsingborg er en testamentarisk gave fra én af Sveriges rigeste familier. Formuen er bl.a. skabt via gummikartellet Tretorn, der bl.a. havde fabrikker i både Helsingborg og Helsingborg.
Kulturhuset er tegnet af den danske arkitekt, Kim Utzon. |
Galoche-kongen
Dunker- familien, der grundlagde og udviklede Tretorn imperiet, kom til Helsingborg fra Danmark.
Det blødgjorte gummi er et godt eksempel på kemiprodukt, som dannede udgangspunkt for produktion af moderne forbrugsvarer af høj kvalitet. Gummialderen havde taget sin begyndelse i Øresundsregionen.
Dunkers anvendte store dele af deres formue til gavn for kulturlivet i Helsingborg.
Gummialderen
Gummi havde været i brug i lang tid og det fungerede udmærket - som viskelæder. En metode som åbnede helt andre muligheder for udnyttelsen af gummi, blev opdaget af amerikaneren Charles Goodyear i 1839. Det var lykkedes ham at forædle rågummi til et materiale, som var blødt, vandtæt og holdbart. Metoden blev kaldt vulkanisering og var, teknisk set, en opvarmning af en blanding af kautsjuk og svovl. Man fik hermed helt nye muligheder for at udnytte gummi industrielt.
En idé, blandt mange andre, var at fremstille en beskyttende sko, som skulle bæres udenpå elegante sko ved regn og snavset føre. Galochen, den franske betegnelse for en overtrækssko, var født! Vintrene ved Øresund ville fra nu af blive mere udholdelige med de nye vind- og vandtætte sko. Galocher blev umådeligt populære og fremstilledes rundt om i verden. Sverige importerede fortrinsvis nyheden fra Rusland.
Johan Dunker – begyndelsen
I Helsingborg fandtes en havnefoged som hed Johan Dunker. Han kom oprindelig fra Slesvig-Holsten. Familien Dunker boede i Esbjerg da sønnen Henry blev født i 1870. Johan, som var aktiv indenfor Helsingborgs næringsliv, forstod at efterspørgslen på gummivarer ville øge. Med tidens fremskridtsoptimisme for øje turde han satse på, at anlægge en gummifabrik i det kraftigt voksende Helsingborg. Med støtte fra bl.a. Petter Olsson grundlagdes AB Helsingborgs gummifabrik i 1891.
Johan Dunker |
Henry Dunker – udviklingens mand
Johan Dunkers søn, Henry, rejste til Rusland for at indhente ”knowhow” til den nye fabrik. I Skt. Petersborg var fremgangen ringe, men i Riga, som den gang tilhørte Rusland, fik han kontakt med en kemiker, som var interesseret i at udvikle Helsingborgsfabriken. Han hed Julius von Gerkan og han kunne høste megen hæder for at Helsingborgsgalocherne fik en så høj kvalitet.
Henry Dunker blev disponent i 1894 og efter nogle genvordigheder i starten kunne fabrikken udvides. Han arbejde hårdt for at styrke sin stilling i forhold til andre gummifabrikker. Således overtog han gummifabrikken Velox i Trelleborg og etablerede i 1905 Trelleborgs gummifabrik, som derved blev en del af Dunkers voksende imperium. En af hans idéer var, at starte sine egne salgskontorer, og derved undgå at sælge via grossister. På den måde kunne han få kontrol over en større del af kæden fra producent til konsument.
Salgskontorer åbnede mellem 1910-og 20alle dele af Sverige, men også i udlandet, f.eks. København (1909), Berlin (1913) og Wien (1913). Det var ikke kun virksomheden som udvikledes men også vareudbuddet. Det som begyndte med galocher og andre slags gummisko, fortsatte nu med bolde, badehætter og dæk. Henry Dunker indså værdien af specialisering og forlagde f.eks. produktionen af dæk til Trelleborg.
Henry Dunker |
Kartel og koncern
For at opnå en bedre konkurrencesituation i udlandet og undgå konkurrence på hjemmemarkedet etableredes, på Henry Dunkers initiativ, et kartel i 1912. Resultatet blev at priserne kunne forhøjes i Sverige og sænkes i udlandet, hvilket gav en højere gevinst.
Under 30ernes depression ville mange stater beskytte deres egen produktion ved hjælp af toldafgifter og importforbud. Henry Dunker anlagde fabrikker i Hamburg og Helsingør, og kunne således opretholde produktion og salg i Tyskland og Danmark. Fabrikken i Helsingør, som grundlagdes i 1935, voksede støt og var i slutningen af 50erne byens næststørste arbejdsplads med over 1000 ansatte. Det gamle ”Helsingborgs Gummifabrik AB” var vokset op til en multinational koncern og virksomheden havde skiftet navn til ”Tretorn AB”. Dette for at slippe for det gamle navns provinsielle klang.
Tretorn i Helsingør |
Reklame for Tretorn, 1939 |
Sveriges rigeste mand
Efterspørgslen på gummivarer blev enorm. Fra kun at blive brugt som viskelæder voksede udbuddet via gummisko til bildæk, cykeldæk, regntøj, bolde, gymnastiksko, elastikker, tætningslister, ja listen er næsten ubegrænset, og 30erne og 40erne blev med rette kaldt ”gummi-alderen”. Frugterne af denne fremgang gjorde ”galosche-kongen” Henry Dunker til Sveriges måske rigeste mand.
Henry Dunkers villa som blev bygget i 20erne på ”landborgen” i det nordlige Helsingborg, og giver et godt indblik i det velstillede borgerskabets miljø.
Dunkers villa |
Arbejderkvarter |
Bruserum |
Arbejdsgiveren Dunker
Henry Dunkers lederevner kan beskrives som: hård mod de hårde, men lidt blødere mod de svage. Jo højere position man havde i koncernen, jo mere krævende var Dunker. Han var heller ikke en ven af faglige organisationer og arbejdsnedlæggelser, og det var naturligvis ikke for at spille rolle som velgører at han engagerede sig i storkapitalistisk virksomhed.
Da han allerede i 1911 etablerede en privat børnehave, var det for at virksomheden kunne ansætte flere kvinder. I 1930erne var størstedelen af de ansatte ved gummifabrikken i Helsingborg således kvinder.
Fagforeningsfane |
Vuggestue 1916 |
Kommunen som arving
Ind imellem kunne Dunker også vise velvilje og eftergive en eller anden fordring, men den slags gjaldt næsten kun hans egne arbejdere. Personalet i hans villa, Hevea, kunne godt lide ham.
Dunkers formue blev, ved hans død i 1962, testamenteret til Helsingborgs Kommune, og hans villa blev lavet om til plejehjem. På den måde blev hans mange penge givet tilbage til folk i byen. Uden disse midler ville Helsingborg ikke kunne tilbyde sine borgere det teater og det kulturhus som nu pryder byen. Man må dog ikke glemme de tusinder af mennesker, som arbejdede og sled i snavsede og ildelugtende fabrikker.
Dunkers kulturhus |
Bernadotte
| | Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860´erne at bygge en sommerbolig for sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Et yndet udflugtssted for nutidens Øresundsborgere. |
Napoleonskrigene
På trods af neutralitetsforbundet havnede Sverige og Danmark under Napoleonskrigene atter på hver sin side i den europæiske storkonflikt og det kommer sågar til enkelte mindre sammenstød imellem de to parter i 1808-09 og senest i 1813. Efter avsättningen av den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Resultatet af napoleonskrigene bliver i korte træk at Sverige mister Finland til Rusland i 1809 og Danmark Norge, som i stedet forenedes med Sverige i 1814. Norges overgang til Sverige medfører en nedkøling af det indbyrdes forhold, men i løbet af nogle årtier øges kontakten atter betydeligt bl.a. som følge af en udbedring af samfærdselsmidlerne.
Mindesmærke for Christian August | 
Svenske konsulat i Helsingør |
Det svenske konsulat i Helsingør |
Bernadotte i Helsingborg |
Bernadottemonumentet i Helsingborg |
Sofiero
Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860erne-tallet at bygge en sommerbolig til sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Man kan måske undre sig over hvorfor han netop valgte Helsingborg. Bernadotterne havde helt sikkert en særlig følelse for denne by, hvor Karl Johan steg i land i 1810. Helsingborg og Ramlösa besøgtes tit af de kongelige, og måske følte de sig hjemme der. Desuden kan man godt tænke sig, at nærheden til Danmark var lokkende i skandinavismens tid, og at tanken på en personalunion mellem landene måske kunne være en god grund til at bygge et sommerslot så tæt på Danmark.
Måske var det bare sådan, som hans sønnesøn Gustav 6. Adolf sagde, at den skibsinteresserede Oscar simpelthen fascineredes af hav og skibe, og at den intense sejlads i Øresund virkede særligt tiltrækkende. Det lykkedes ham imidlertid, efter en del besvær, at købe gården Skabelycke, og han gav den navnet Sofiero efter hustruen Sofia.
Da Karl XV døde i 1872, blev Sofiero kongeligt privateje, og Oscar II lavede en tilbygning, som stod færdig i 1876. Slottet kunne ikke, heller ikke efter tilbygningen, måle sig med det tilsvarende danske slot, Fredensborg, men man må huske, at det ikke var et statsslot, men et helt privat byggeri. Imidlertid påvirkedes egnen af det kongelige slots tilstedeværelse, helt frem til Gustav 6. Adolfs død, næsten 100 år senere, da Sofieros kongelige status ophørte.
Til Oscar II.s mest skattede fritidsbeskæftigelser hørte den årlige harejagt på Hven, og mange hvenboere taler stadigvæk om denne begivenhed. Men selvom Sofiero var en privat sommerbolig blev det også brugt til officielle pligter. Tsarer, kongelige højheder, præsidenter og statsministre besøgte slottet, og foruden alle statsbesøg forlagdes regeringens møder hertil om somrene. Sofiero havde en langt mere officiel status end den nuværende kongelige sommerresidens, Solliden, i Borgholm på Öland.
Sofiero Slot |
Oscar og Sofia med børn |
Gustav Adolf og Margaretha |
Interiør fra Sofiero |
Ocar II med jagtkammerater |
Færgebygningen i Helsingborg
| | Den gamle færgestation i Helsingborg er bygget i samme vikingestil som man kan iagttage på en del af Kystabanens stationer i Nordsjælland. Et konkret påvirkning fra 1800-tallets nationalromantik. |
Østsjælland og Skåne: Et fælles kulturområde
Kulturlandskabet på den skånske side består af tre hovedtyper: Slettebygden, der fortrinsvis befinder sig på de flade strækninger langs kysten i syd og vest, skovbygden i den nordøstlige del af landskabet op imod Småland og omkring åsene. Imellem disse to typer ligger risbygden, der bl.a. er dominerende i Helsingborgområdet. Risbygden er karakteriseret ved en slags skovlandbrug, meget lig dyrkningsmønsteret i Nordøstsjælland.
Rød-endelsen findes i rigt mål i Skåne og Nordsjælland, men derimod ikke i det sydvestlige Sjælland. Meget tyder på at der har eksisteret to mere eller mindre adskilte kulturområder på Sjælland, opdelt i en henholdsvis vestlig og østlig, som orienterer sig mod det skånske område.
Kontakten imellem Sjælland og Skåne har været tæt i en tidsalder, hvor Øresund ikke skilte landskaberne, men tværtimod fungerede som en bekvem og hurtig færdselsåre. Adam af Bremen, der laver den første beskrivelse af området, konstaterer i 1070 at man fra Sjælland mange steder kan sejle over til Skåne.
Kortest er afstanden dog ved Helsingborg, hvor den smalleste del Øresund benævnes Halsen og befolkningen der kaldes halsinger. En gængs tolkning af stednavnene Helsingør og Helsingborg går på at det betyder helsingernes borg og øre, dvs. en landtange, der strækker sig ud i vandet. Andre forskere tolker endelsen -ør som: en stenet strandbred. Som fx i stednavnene Dragør og Skanør.
Tre landskabstyper | 
Udflytterlandsbyer | 
Bosættelser i Skåne |
Den nye infrastruktur
En vigtig brik i det tiltagende landliggeri var naturligvis den stadig udbedrede infrastruktur, især dampskibe og jernbaner. Helsingør får som den første provinsby besøg af dampskibsfærgen Caledonia, landets første, allerede i 1819 og op igennem 1820erne og 30erne er der uregelmæssig trafik langs kysten. Fra slutningen af 1842 blev der fast dampskibsforbindelse med færgen Hamlet imellem København og Helsingør og og i 1845 forlængedes ruten til Helsingborg. Fra 1856 kom der endvidere fast forbindelse med dampskib imellem Helsingør og Helsingborg.
Efterhånden kunne man transportere både familiemedlemmer og bagage over større afstande. Dampskibene lagde til ved forskellige lokaliteter undervejs og derfra blev man inklusive gepäck roet i land til de attråede sommerboliger. Med dampskibene og især jernbaneforbindelsen imellem København og Helsingør over Hillerød i 1864 opstod der mulighed for at farmand kunne nå ind til byen og passe forretningerne også i sommerhalvåret.
Caledonia |
Dampskibet Hamlet |
Dampskibet Ophelia |
Øresundsfærgen i Vedbæk |
Nordbanen |
Nordbanens linieføring |
Køreplan for kystbanen |
Hornbækbanen |
Klampenborg |
Historicisme og nationalromantik
Den fremherskende arkitektoniske retning i 1800-tallet er den såkaldte historicisme, hvor arkitektur og bygningsrestauration låner stilelementer fra forskellige tidligere perioder i forsøg på at finde et tidssvarende formsprog. I anden halvdel af 1800-tallet udvikles en retning med tilknytning til de skandinavistiske og nationalromantiske strømninger. Denne stilart henviser til den fælles fortid, vikingetiden, men har også tæt forbindelse til tidens skønvirkestil.
Marienlyst Badehotels nybygning fra 1897 er, især med det karakteristiske tårn der forsvinder engang i 1930erne, opført i den for tiden karakteristiske byggestil med udbredt anvendelse af træværk, til bl.a. gavlkonstruktioner og udhæng, og ornamentale stiltræk fra vikingetiden. Den genfindes på Aalsgaarde Badehotel, Dragør Badehotel og de første egentlige sommerhusbyggerier i Ålsgårde og Hornbæk fra omkring århundredeskiftet.
Tager man til Falsterbo i Skåne genfinder man stilarten og i Arild og Ramlösa findes også eksempler på vikingestilen og senromantiske trækonstruktioner. Desuden kan nævnes en lang række offentlige bygninger. Den gamle færgestation i Helsingborg er godt eksempel, og Østerport Station og andre togstationer på kystbanen er en ren opvisning i denne stilart.
Marienlyst Hotel | 
Sommerhus i Hornbæk |
Helsingborgs færgeterminal | 
Villa Svea | 
Villa Dana |
Klampenborg Station |
Ålsgårde Badehotel |
Vikingestil Arild | 
Vikingehus | 
Bjælkehus |
Østerport Station | 
Tag og spir |
Pasfrihed
Omkring midnat mellem den 11 og 12. juli 1952 ophævedes pastvangen mellem de nordiske lande. Allerede næste dag var der stormløb mod færgerne og mere end 55 000 passagerer og tæt på 4 000 biler blev overført mellem Helsingborg og Helsingør. Friheden fra pastvangen og den øgende biltrafik stillede krav om flere og flere færger. Med tiden suppleredes færgefartens ”nyttetrafik” også med en indbringende ”forlystelsestrafik”
Færgeruter | 
Helsingborgs Dagblad, 13. juli 1952 |
Forlystelsesskibe
I 1950erne blev Københavnsbådene et markant islæt i de skånske Øresundshavne. Det lille hvide skib ”Sankt Ibb” havde i lang tid sejlet ”måneskinstogter” fra København til Hven, Helsingborg og Mölle. ”Stadt Kiel” sejlede mellem Helsingborg, Landskrona og København i 50erne, men det rederi som for alvor satte skub i Københavnstrafikken var Vikingbaadene A/S. Rederiets skibe sejlede i Sundet mellem 1955 og 1968. Hovedruten gik fra København til Landskrona og Helsingborg, somme tider også til Malmö og Hven. Skibene blev fortrinsvis brugt til forlystelsesrejser. Billetter var man ikke så nøjagtig med. De blev udleveret gratis alle vegne. Hvis man ikke havde billet, kunne man få en ved landgangsbroen. Handlede man om bord fik man gratisbilletter til kommende ture. Alle havde så mange gratisbilletter, at de aldrig nåede at udnytte dem. Det stod fuldstændigt klart at servering af mad og drikke, gav indkomsterne til rederiet.
Sankt Ibb | 
Knut Viking |
Scarlett-bådene
De såkaldte Scarlett-både sejlede også ved denne tid mellem Landskrona og København.
Historien bag dem var ikke helt almindelig. Efter krigen var der mangel på amerikanske dollars i Danmark. Man kunne ikke købe amerikanske varer og heller ikke se amerikanske film. Danskerne gik derfor glip af Hollywoodfilmen ”Borte med blæsten”, som var blevet vist i svenske biografer siden 1939. En dansk reder, Jørgen Jensen, fik den geniale idé at starte en biograflinie. Han anskaffede et skib i 1949 og startede sin biograftransportlinie, som i perioder blev kombineret med transporter til Dyrehavsbakken. Man sejlede med svenskere til Bellevue, der ønskede at forlyste sig på Bakken. Siden fortsatte rejsen til København for at hente danskere til biografbesøg i Sverige.
I begyndelsen sejlede man til Malmö, hvor filmen blev vist i biografen Palladium, men fra juni 1949 gik biografturen i stedet til Landskrona. Mens filmen kørte, blev svenskerne hentet hjem fra Bellevue, og når de var kommet hjem, var filmen slut, og danskerne kunne vende hjem. Under rejsens gang blev der serveret mad og drikke til favorable priser, og man dansede til levende musik. Sådan var baggrunden for de såkaldte Scarlett-båden, som sejlede mellem Landskrona og Tuborg helt frem til 1980. Scarlett O´Hara i filmen ”Borte med blæsten” lagde navn til skibene, f.eks. Hanne Scarlett, Lilli Scarlett og Dana Scarlett.
Lex Øresund
Mange af bådene var flydende restauranter og drikkevarerne strømmede. Restauratører i byerne rundt om Øresund klagede over den uretfærdige konkurrence, eftersom bådene kunne skænke billigt skattefrit alkohol. Desuden var der ofte ballade om bord. De svenske og danske regeringer besluttede derfor i 1961 at begrænse løjerne. Via en særlig formålsbestemt lov, ”Lex Øresund”, indførte man restriktioner i alkoholsalget og den levende musik. Toldmyndighederne konstaterede dog efterfølgende, at antallet af passagerer ikke passede med den mængde alkohol, der blev solgt. Antallet af Københavnsbåde mindskedes snart kraftigt.
Fra monopol til konkurrence på H-H-Overfarten
Allerede Adam af Bremen kunne se, at den korteste overfart mellem Skåne og Sjælland er mellem Helsingborg og Helsingør. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den mest intense trafik blev forlagt dertil. Trafikken på H-H-linjen blev i 50ernes begyndelse varetaget af DSB alene, men i 1955 opstod der konkurrence. Det var den svenske transportvirksomhed Linjebus (LB), som med sin første færge, Betula, indledte en ny epoke på Sundet. Betula var ejet af det Svenske Sukkerfabriks AB og kørte sukkerroer mellem Mörbylånga på Öland og Bergkvara på den smålandske kyst. Sæsonen var meget kort og udenfor sæsonen kunne skibet bruges på H-H-linjen som bilfærge. Betula fik snart efterfølgere: Primula, Carola, Betula II, Regula og Ursula. LB-færgerne blev hurtigt populære og begrebet “at tura” introduceredes af svenskerne. Det var betegnelsen på en tur-retur rejse med spisning.
LB-færgerne blev i lang tid anset som komfortable og hyggelige med sine højt beliggende saloner med god udsigt over Sundet, i hvert fald i sammenligning med DSB.s kælderfærger, hvor passagererne sad under(!) bildækket. I Helsingborg kaldte man kælderfærgerne for ”u-bådene”. Ikke før end i 1967 byggede DSB en færge med salon over bildækket. Det var Najaden, som senere fik søsterskibene Kärnan, Kronborg og Holger Danske. Nu var DSB for alvor gået ind i konkurrencen om ”turarna”. Endnu et rederi skulle komme in i H-H-trafikken. Det var Sundsbusserne, som startede i marts 1958 og kun satsede på passagertrafik.
Helsingør havn 1955 | 
Primula | 
Najaden | 
Sundbusserne |
Øresund - verdens tættest befartede farvand
I 1955 besejledes Helsingborg af 15 sundbåde, hvoraf de ti gik til København. I 1960 sejlede mellem Helsingborg og Helsingør DSB-færgerne Dan, Helsingør, Hälsingborg, Svea, Kronborg og Kärnan. LB-færgerna var den gang Betula og Primula og Sundsbusserne var Henrik I, Jeppe, Pendula og Pernille. Sejladsen til Snekkersten blev varetaget af Freia og Mols. Helsingborg – København besejledes af Gay Viking, Rolf Viking, Laboe, Lucullus, Stadt Kiel og Sankt Ibb (kilde: annoncer i HD, juli 1960)
I 1960 sejlede altså 20 skibe mellem Helsingborg og havnene på den modsatte side af Øresund (6 til København, 12 til Helsingør og 2 til Snekkersten). Det var en imponerende flåde! Antallet af rejsende på H-H-linjen i 1961 var ca. 8 millioner. I 1962, året efter ”Lex Øresund”, øgede passagerertallet til 8,5 millioner, men da mindskedes samtidigt trafikken til København, den trafik som kunne betegnes som ”forlystelsestrafik” og som ”Lex Øresund” ville til livs.
Mellem Malmö og København sejlede togfærgen Malmöhus, sundets afgjort mest elegante skib, samt Øresundsbolagets Absalon, Gripen og Ørnen, som gik under betegnelsen ”de store både”. Fra 1957 sejlede også Centrumlinjen, eller den Ny Københavnslinje som den først hed, med flere skibe mellem Malmö og København. Bl. a. sejlede den gamle Kalmarsund I, som var blevet omdøbt til Kirsten Piil og tidligere havde sejlet mellem Helsingborg og København, Sundpilen og M/S Alte Liebe, omdøbt til Ørestad. Samme år suppleredes linjen Limhamn – Dragør med to færger og ruten Landskrona – Tuborg besejledes af Scarlett-bådene.
Beskrivelsen af trafikken i tiden omkring 1960 er ikke helt dækkende, men spørgsmålet er, om ikke tiden 1955-60 var den mest intense, hvad gælder antallet af skibe på Øresund.
Snekkersten havn | 
Togfærgen Malmöhus | 
Absalon |
Biltrafikken
Bilismens hurtige udvikling medførte, at færgetrafikken efterhånden koncentreredes til det nordlige Øresund, hvor afstanden var kortest. De store europaveje fra Oslo, Göteborg og Stockholm mødtes i Helsingborg og det blev derfor naturligt at bruge færgerne fra Helsingborg. Togfærgen Malmöhus blev nedlagt i midten af 1980erne og derefter fandtes bare linjen Limhamn – Dragør tilbage på scenen, ved siden af flyvebådstrafikken mellem Malmö og København.
I 1972 rejste ca. 11 millioner passagerer med færgerne mellem Helsingborg og Helsingør. I 1998 var antallet steget til ca. 13 millioner. Det var, som havde man transporteret Danmarks og Sveriges samlede befolkning, på lidt over et år, frem og tilbage over Sundet.
Nedenstående samtale udspillede sig mellem en helsingborger og en helsingoraner på en Sundbus i midten af 70erne:
- Helsingborg er verdens største internationale passagerhavn. Vidste du det?
- Nej!
- Ved du så hvilken som kommer næst efter?
- Er det New York?
- Nej!
- Er det London?
- Nej!
- Er det Dover eller Calais?
- Nej!
- Jeg gi´r op, hvad er det?
- Helsingør!
- Jo, men har ikke Helsingør en lige så stor passagerhavn som Helsingborg?
- Nej, fordi vi har en båd til Snekkersten!
Fremtiden
I dag (2003) besejles Helsingør/Helsingborg overfarten af tre rederier. Antallet af både er ikke så stort, sammenlignet med den gyldne epoke omkring 1960, men passagerantallet indgyder stadigvæk respekt, på trods af Øresundsbroen. I 2002 rejste således 12 millioner personer med færgerne mellem Helsingborg og Helsingør og de to byer er nu de eneste, som opretholder sejladsen over Sundet. De store færger, Tycho Brahe, Aurora og Hamlet har en helt anden kapacitet end 50ernes og 60ernes både. Men så er der jo dem, som insisterer på en jernbanetunnel mellem Helsingborg og Helsingør…
Ruternes fremtidige skæbne afhænger i høj grad af, hvilke beslutninger, der bliver truffet i national og sregional sammenhæng. Hvis priserne sættes væsentligt ned på Øresundsbroen, bliver der ikke mange både tilbage på Helsingør/Helsingborg overfarten. Hertil kommer, at både Helsingør og Helsingborgs Kommune ønsker en fast forbindelse over det smalle farvand.
Tycho Brahe |
Hvor langt er vi med integrationen over Øresund
Selvom arbejdspendling over Øresund fra Skåne til Sjælland er i vækst, så sker dette fra et ganske beskedent niveau i forhold til den pendling, der kan iagttages mellem kommunerne hhv. i Hovedstadsregionen og i Skåne. Parametre for regionens attraktivitet er de forhold, at Hovedstadsregionen og Skåne fra midten af 1990´erne har oplevet en befolkningstilvækst på ca. 3-4 % og vækst i antal arbejdspladser, som årligt har svinget mellem ½-3½ %. Sådanne vækstrater skal måske ikke skal tilskrives Øresundsintegrationen som sådan, men i hvert fald det faktum, at området omkring Øresund er blevet mere attraktivt lokaliseringssteder for arbejdspladser og bosætning. Denne konklusion styrkes ved at kaste et blik på det regionale BNP - også kaldet BRP - for Hovedstadsregionen, Skåne samt Øresundsregionen. BRP udviser nemlig fra 2001 en højere vækstrate end gennemsnittet for BNP for Danmark og Sverige som helhed.
I forhold til den udviklingsoptimisme, der herskede omkring
Øresundsintegrationen op til Øresundsbroens åbning 1. juli 2000, synes der i dag at være enighed om, at integrationsprocessen komme til at tage længere tid end først antaget. Den økonomiske recession efter IT-branchens økonomiske nedtur fra 2000 er givetvis en del af forklaringen. Skal der peges på mere Øresundsspecifikke forklaringer, så synes debatten at koncentrerer sig om følgende områder: 1. Prisen for at passere Øresund 2. Forskellige love og regler for beskatning på arbejdsmarkedsområdet 3. Forskelle i kultur og mentalitet.
Hvilken af de tre områder, der skal tilskrives at være den væsentligste faktor for den langsommelige Øresundsintegration er umuligt at afgøre og afhænger under alle omstændigheder af, hvilke områder, der drøftes.
Alt i alt må det dog konkluderes, at Øresundsintegrationen og det at leve og bo ved Øresund igennem de sidste 10 år er blevet et tema, som kommer frem i debatten, når udviklingen skal drøftes i Hovedstadsregionen og i Skåne.
H-H aksen |
|