Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
700-1050
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Introduktion

*

Vikingetiden kaldes den periode i nordisk historie, som handler om jernalderens yngste fase. Ca. 700-1100.

Perioden er karakteriseret ved kulturel ensartethed med tætte kulturelle forbindelser mellem de nordiske lande, bl.a. inden for områder som mytologi, byggestil og udsmykning.
Vikingetiden kaldes den periode i nordisk historie, som handler om jernalderens yngste fase, ca. 700-1100. Perioden er karakteriseret ved kulturel ensartethed med tætte kulturelle forbindelser mellem de nordiske lande, bl.a. inden for områder som mytologi, byggestil og udsmykning.

Begyndelsen af perioden kendetegnes ved en voldsom ekspansion over store geografiske områder. Mange faktorer har spillet ind. En kraftig befolkningstilvækst i vikingetidens oprindelseslande, dvs. Norge, Danmark og Sverige, er utvivlsomt en af de vigtigste. En forandring, måske i 500 tallet, i den hedenske religion i retning af mere krigeriske guder kan være en anden. Krigeridealet ses f.eks. tydeligt i det faktum, at en mand, som faldt i kamp, straks kom til Odins bolig, Valhalla. En tredje faktor har været den højt udviklede nordiske skibsbyggerkunst og indførelsen af sejlet.

I slutningen af vikingetiden gør kristendommen sig stadig stærkere gældende i Skandinavien. Allerede på et tidligt tidspunkt var europæiske missionærer søgt nordpå, men nu fik de stadig mere opbakning hos de lokale konger og stormænd.
I første omgang blev Jylland og Norge kristnet, fordi disse områder lå tæt ved kristne lande. Norge havde vidtspændende forbindelser med England. I forbindelse med Harald Blåtands erobringer i 970`erne og grundlæggelsen af det, som senere skulle blive et sammenhængende dansk rige, blev kristendommen sandsynligvis indført som en tvangsreligion. Fra Skåne og Norge spredtes den nye lære til Vestergøtland, Østergøtland og Småland. Først i midten og i slutningen af 1100-tallet var svearnes vigtigste område rundt om søen Mælaren og i Uppland blevet kristnet.
Vikingetiden siges normalt at begynde med overfaldet på klosteret Lindisfarne i England år 793, men man kan selvfølgelig ikke datere starten på en periode ud fra et af vikingernes første overfald ude i Europa. Overfaldet er snarere et udtryk for, at man nu var blevet så magtfulde, at man kunne udvide sit interesseområde langt ud over havene. Årstallet stemmer heller ikke overens med arkæologiske fund. Allerede tidligt i 700-tallet kan man f.eks. se en stigning i antallet af rige gravet. På Bornholm har udgravninger f.eks. blotlagt fantastiske pragtgrave fra denne periode. At sætte starten på vikingetiden til 700-tallet kan derfor ikke være helt forkert.
Hvornår sluttede vikingetiden så? Der er mange forskellige årstal at vælge imellem. Problemet er, at ”vikingetiden” aldrig har eksisteret. Perioden er kun noget, man senere har fundet på for at opdele fortiden i mere eller mindre letforståelige perioder. Mange anser Slaget ved Hastings i 1066 for at være en passende afslutning, mens andre mere uklart angiver året 1050, da den danske kongemagt blev tvunget til at opgive forsøgene på at tilbageerobre England.
Problemet er, at tidspunktet for Slaget ved Hastings slet ikke er et skelsættende år for de begivenheder, der samtidig fandt sted hjemme i Skandinavien. I stedet kan man med fordel vælge året 1103. Det år blev Lund ærkebispesæde for hele Norden, idet ærkebiskoppen i Bremen/Hamburg blev tvunget til at afstå nogle af sine magtområder og det år var kristendommen endeligt indført i Skandinavien og med den store dele af den vesteuropæiske kulturarv.

Landskabet

*

Det landskab som engang for tusinde år siden var vikingernes så ikke ud, som det landskab, vi ser i dag. Bondebebyggelserne lå spredt ud i landskabet og først omkring år 1000, blev de organiseret i landsbyer, som vi kender det fra middelalderen.

Hjulploven begynder at vinde indpas i slutningen af vikingetiden, hvilket får betydning for den måde markerne blev udformet.

Skoven stod tæt selv i områder, der i dag er åbne landskaber. Vådområder og indsøer var der langt flere af end i dag. Med et sådant dyrkningslandskab har der udover agerbrug også eksisteret et betydeligt husdyrshold.

Befolkningen har, givet vis, været spredt ud over hele landskabet. Dog med en beydelig befolkningskoncentration ved kysterne.


Øresundsbyer der ender på -ør
Der er flere byer i Øresundsregionen, der ender på -ør. Den største og mest kendte er vel nok: Helsingør. Alle disse -ør endelser på begge sider af Sundet har, naturligvis, deres oprindelse i navnet på Sundet. Navnet Øresund er kendt siden vikingetiden: sundet med de mange øer. Et andet godt eksempel på
disse ”ør” bynavne er ”Halør” i Skåne. ”Halør” var ifølge den såkaldte Færingesaga en af Nordens største markedspladser.

Ordet ”ør” betyder sandsynligvis en odde. Dette passer godt med alle de steder langs Øresunds kyster, som ender på ”ør”. Længst mod syd skyder Falsterbotangen som en markant halvø ud i Øresund. Den ældste bebyggelse i dette område er fundet i ”Skanør” på den nordlige del af halvøen. Her anlagde man et lille kapel af kridtsten i slutningen af 1100-tallet i forbindelse med, at sildefiskeriet begyndte at blive etableret. Navnet Skanør er sandsynligvis fremkommet på det tidspunkt. Hvad den første stavelse ”Skan” hentyder til er der ikke enighed om. Nogle mener, at ordet skal tolkes som ”skadens øer, andre, at betydningen er ”Skandias, Skandinaviens el. Sveriges øer”.
Inden markedet etableredes i Skanør, lå der en stor markedsplads lige ved siden af, ved ”Halør”. Den omtales første gang i de islandske sagaer i forbindelse med kong Harald Blåtands besøg i tiden op til år 986. ”Halør” har været navnet på den odde, der ligger mellem Høllviken og Foteviken.
Omkring 20 km længere mod nord ligger nu Øresundsbroen. Dens landforbindelse omtales så sent som i 1700-tallet som ” Stenøren”. Stedet er den yderste spids på den odde, som stikker ud i Øresund. Lige over for dette sted på den danske side ligger ”Dragør”, som med sit ”ør”-navn har sin oprindelse i 1200-tallet.
Byen Landskrona blev grundlagt i begyndelsen af 1400-tallet; men allerede Saxo Grammaticus omtaler i slutningen af 1100-tallet stedet som ”Landora”. Navnet kan sandsynligvis tolkes som en latiniseret form av ”Landør”. Området danner også ganske rigtig en odde, der rækker langt ud i Øresund.
Byen ”Helsingør” har sin oprindelse i 1200-tallet. Ligesom de øvrige ”ør”-steder ved Øresund ligger den på en karakteristisk odde, det første af de mange ”ør”, som et sejlskib måtte passere på sin vej gennem Øresund.
Luftfoto
Luftfoto

Vådområderne
Områderne på begge sider af Øresund har fuldstændig skiftet karakter siden vikingetiden. Der er ingen steder, hvor man i dag kan få en forestilling om, hvordan naturen i dette område så ud for 1000 år siden. Påvirkningen fra mennesker har ændret miljøet fuldstændig. En rejse bare 200 år tilbage i tiden ville gøre det svært for os at genkende landskabet. Raps, som giver de karakteristiske gule sommermarker, dyrkedes næsten ikke. Farveskalaen, som afgrøderne er årsag til, var altså ikke så kraftig dengang; men den mest iøjnefaldende forskel på denne tidsrejse ville være kontrasten mellem kornmarker på den ene side og vådområder og engarealer på den anden.
I forbindelse med, at den såkaldte ”udskiftning” gennemførtes i Skåne i begyndelsen af 1800-tallet, blev grunden lagt til et helt forandret kulturlandskab. Før udskiftningen lå landsbyerne i høj grad samlede i ”bygader”. Mellem landsbyerne var der kun øde områder uden bebyggelse og landsbyerne var forbundet af små og dårlige grusveje. En rejsende, Jonas Carl Linnerhielm, var i 1803 på vej nordpå fra Malmø til Landskrona. Han skriver: ”Rejsen er her, som du kan forestille dig, overordentlig kedelig. Man bliver hele tiden kastet rundt mellem disse furer, man ser ikke andet end tomme landskaber…”
Udskiftningen medførte, at landsbyerne blev splittet op og bønderne flyttede deres gårde ud fra bysamfundet. Samtidig udstykkedes nye marker rundt om de nybyggede gårde. Ved omfattende dræning indvandt bønderne langs Skånes kyst stadig mere agerjord og hurtigt forsvandt hovedparten af vådområderne og deres grønne frodighed. Mere end 80% af alle tidligere vådområder og enge forsvandt.
Engarealer- og Vådområder
Engarealer- og Vådområder

Befolkningstætheden
Vil man studere bebyggelsesgraden i f.eks. Skåne i gamle dage, plejer arkæologerne at sammenstille kort over spredningen af de forskellige fund, men de giver kun et meget groft billede af virkeligheden og viser snarere hvilke områder, man har udført arkæologiske udgravninger i. Hvis man skal skabe sig et nogenlunde sikkert billede af befolkningens udbredelse i slutningen af vikingetiden, kan placeringen af middelalderens kirker dog give et meget sikkert statistisk grundlag.
Koncentrationen af sognekirkerne fra middelalderen angiver befolkningens størrelse for 1000 år siden. Jo flere mennesker pr. arealenhed, desto flere kirker. Ved udgravning af sognekirkerne fra middelalderen støder man igen og igen på rester af tidligere trækirker, som har stået samme sted, men er blevet udskiftet i den periode i 1100-tallet, hvor de fleste stenkirker blev bygget. Det kendte antal kirker udgør givetvis mere end 80% af det faktiske antal og giver således et meget sikkert statistisk grundlag for en vurdering af, hvordan situationen var i 1000-tallet.
Resultatet af dette studie af befolkningen ses på de to kort, dels over Danmark-Sverige, dels over Skåne. Jo mørkere områder, desto større koncentration af kirker og befolkning.
For Danmark gælder det, at særlig Østjylland – Limfjorden har været et tæt bebygget område, men at betydelige koncentrationer også findes fordelt over de store øer. Det er interessant, at lægge mærke til, hvordan Østsjælland markant adskiller sig fra Vestsjælland. Her mod øst lå der store skove og områder med lav befolkningstæthed.
Hvad angår det nuværende Sverige, fremstår Skåne, Vestergøtland/Østergøtland og Gotland som de mest befolkede områder. Overraskende er det, at de koncentrerede bosætningsområder i Uppland nord for Stockholm er så geografisk begrænsede. Det er jo i disse områder, at sveaernes herredømme havde sin oprindelse.
Kortet over Skåne giver et interessant billede af situationen i den sene vikingetid. Det område, som har flest - og størst koncentration af - de ældste kirker, er Søderslætt, dvs. området mellem Malmø og Trelleborg. Høkøpinge kirke har faktisk fået de højeste analyseværdier af alle kirker i Danmark/Sverige.
Det fremgår tydeligt af kortet, at det er kystområderne, der på den tid i særlig grad har tiltrukket bebyggelser. Koncentrationerne passer også med de forskellige herreders geografiske spredning. Herredet som administrativ enhed, mener man, er indført i slutningen af 1000-tallet – begyndelsen af 1100-tallet.
Kirkernes placering i Norden
Kirkernes placering i Norden
Kirketætheden i Skåne
Kirketætheden i Skåne

Landsbyerne

*

I slutningen af vikingetiden flyttede mange bebyggelsesenheder sammen og dannede de landsbyer, som, for manges vedkommende, siden kom til at ligge samme sted helt op til nutiden.
I forhold til tidligere var dette, i samspil med den enorme ændring i jordbruget, en radikal forandring, der muliggjorde, at Harald Blåtand var istand til at samle Danmark til ét rige.

Bebyggelsen
På baggrund af et stort antal arkæologiske udgravninger i de skånske landsbyer langs Øresund har det kunnet påvises, at de fleste middelalderlige landsbyer stammer fra slutningen af vikingetiden, dvs. slutningen af 900-tallet – begyndelsen af 1000-tallet.
Det er samme mønster, man finder mange andre steder i Danmark. Forklaringen må være, at en stærk central magt i denne periode har taget over og indført et nyt organisationssystem, som har omfattet de egne, der havde størst betydning. Det er nok ikke helt forkert at antage, at indledningsfasen i denne omstrukturering er begyndt med Harald Blåtands erobring af Øresundsregionen, antagelig i slutningen af 970erne.
Tidligere havde bebyggelserne ligget spredt rundt om i landskabet. Nu anbragtes alle bondegårde i stedet for tæt ved hinanden i såkaldte ”bygader”. I Malmøområdet er der talrige eksempler på såkaldte grubehuse. Det er kendetegnende for dem, at de er ca. 4 x 5 meter store, har haft en tagstolpe i hver gavl og har været gravet knap en meter ned i jorden. Disse grubehuse findes som regel langt uden for selve bebyggelserne i ”bygaderne”, selvom de synes at være fra samme periode som dem.
Som eksempel på en bondegård i en bygade fra ca. 1000 kan man nævne det store langhus, som blev fundet i Tygelsjø landsby lige syd for Malmø. Langhuset var, som det var almindeligt dengang, placeret øst – vest. Kraftige stolpehuller viser, at væggene har været lavet af planker. Huset har været seks meter bredt og mindst 30 meter langt. Stolpehuller, der er gravet på skrå, viser, at tagets spær har gået ned i jorden. Hældningen gør, at man kan anslå taghøjden til ca. otte meter.
I Lockarp, en anden af landsbyerne i det nuværende Malmø, er en hel stormandsgård fra ca. 1000 blevet gravet ud. Mod nord lå den store halbygning med buede langvægge. Syd for denne danner fire huse en åben firkant med et større beboelseshus mod syd. Midt i firkanten har der ligget en bygning med en mindre tilbygning mod øst, antagelig et trækapel. Det er højst sandsynligt, at arkæologerne her har fundet den første stormandsgård i den nye by, der blev skabt på stedet for tusind år siden. Det er interessant at konstatere, at der ikke er fundet grave i tilknytning til kapellet. Vi taler her om den ældste missionsperiode og man kan spørge sig selv, hvorfor gravene ikke er der. Måske har man allerede opført forgængeren til Lockarps middelalderkirke et stykke derfra; måske har man ikke forrettet kristne begravelser på samme måde, som i dag. Vi ved det ikke.
Langhus
Langhus
Rekonstruktion
Rekonstruktion
Udgravning
Udgravning
Tolkning
Tolkning

Stednavne
Stednavnene er som regel vores ældste vidnesbyrd om, at der har ligget en bebyggelse på et bestemt sted. Oftest består stednavnene af to ord som er sat sammen – første led og endelsen. For de fleste af vores middelalderlandsbyer gælder det, at den nuværende form af deres navne – med ændringer i form af forenklinger og misforståelser m.m. –kan føres tilbage til 1100 – 1300tallet ved hjælp af skriftligt kildemateriale.

I den sydvestlige del af Skåne er efterledet ofte ”-ie”, f.eks. Fosie, Hyllie, Fuglie osv. Dette er en rest af det oprindelige efterled, som har været ”høg”. Landsbyen Fosie staves i 1369 Fos-(h)øghe, Hyllie staves i 1303 Høll-(h)øghe og Fyglie staves Fyæl(h)øghæ. Også stednavnet Malmø tilhører denne kategori af byer, som er opkaldt efter høje. Inden byen Malmø blev grundlagt, sandsynligvis i 1250erne, lå der en landsby med samme navn. Den omtales i slutningen af 1100-tallet som Malm-(h)øghe.
Den store koncentration af ”høg”– navne i det sydvestlige Skåne hænger utvivlsomt sammen med den store forekomst af gravhøje fra bronzealderen, som findes i dette område. Landsbynavnenes førled kan undertiden antages at være personnavne, dvs. navne på de stormænd, som i den sidste del af vikingetiden grundlagde landsbyerne, f.eks. Fose i Fosie. Den udgravede stormandsgård i Lockarp skulle således have været bolig for stormanden Locke. Endelsen ”arp” er blevet udlagt som, at der her er tale om opdyrkning af nyt land.
Stednavneforskerne har forsøgt at tidsbestemme efterledet. Nedenfor gives der eksempler på dette:
”Løv”/”lev” = før vikingetid. Tolket som noget efterladt eller noget overdraget, altså en gave eller arvegods. F.eks.: Andersløv og Gisløv og Skuldelev nær Roskilde på Sjælland.
”Inge” = hovedparten dateret til før vikingetid. Tolkningen usikker. F.eks.: Kæmpinge og Vellinge. I Nordsjælland kan f.eks. nævnes Skævinge og Helsinge. ”Arp”/”torp” = overgangen mellem vikingetid og middelalder. F.eks.: Maglarp og Sjørup.
Det må dog konstateres, at det er yderst vanskeligt alene ud fra et stednavn at give en pålidelig datering af, hvornår en mere permanent bebyggelse er opstået i et bestemt område.

Landsbyerne og havet
Næsten alle bondegårdene i middelalderens landsbyer, de såkaldte ”bygader”, ligger ved den skånske Øresundskyst nogle kilometer inde i landet. Samtidig strækker landsbyernes jorder sig som langstrakte tarme ud til kysten. Dette mærkelige mønster er mest tydeligt langs kyststrækningen mellem Malmø og Trelleborg.
Landsbystrukturen på kortet danner 2 rækker landsbyer, begge parallelle med kysten. Rækken nærmest kysten udgøres af landsbyerne Hyllie, Bunkeflo, Vintrie, Naffentorp, V:a Klagstorp, Tygelsjø og Gæssie. Den inderste række består af landsbyerne V:a Skrævlinge, V:a Kattarp, Hindby, Fosie, Lockarp, Glostorp og Høkøpinge. Selvom landsbyerne i den sidstnævnte række ligger adskillige kilometer fra kysten, har tre af dem via smalle jordstykker adgang til Øresundskysten; Hindby, Fosie og Høkøpinge. Desuden har både V:a Skrævlinge og V:a Kattarp før byen Malmø`s opståen midt i 1200-tallet uden tvivl haft jorder ud til Sundet. Dette fremgår tydeligt af den afskæring af strandområderne, som Malmøs sydlige jorde har været årsag til.

Billedet er tydeligt. Da Søderslætts nuværende landsbyer blev anlagt for 1000 år siden, var det ikke attraktivt at placere selve bebyggelsen på kysten, hvorimod den samme kyst har været af så stor betydning, at man ved jordreguleringen skabte direkte adgang til kysten fra de fleste af landsbyerne.
Det er således indlysende, at det er havet, som har været vigtigt allerede for de tidlige landsbyer. Her kunne man have sine skibe, her kunne man drive fiskeri og en handel baseret på simple naturprodukter. I det område, som vises på kortet, ligger der også adskillige mindre bondehavne. De omtales ganske vist først i 1500-tallet, men har givetvis en lang historie bag sig. I Christian 2.`s regeringstid frem til år 1523 forsøgte kongen at stoppe handelen på havnene syd for Malmø, som han anså for at være ulovlige. Kongens strategi sammen med borgmesteren og byrådet i bl.a. Malmø gik ud på at give store handelsprivilegier til Malmø og København. At de havne, som lå syd for byen, blev erklæret ulovlige og samtidig omtales ved navn, tyder på, at de havde en så stor handelsaktivitet, at de blev anset for at være en økonomisk trussel.
Landsbygrænser
Landsbygrænser

Landsbyen og dens jorder
De landsbyer, som blev dannet efter Harald Blåtands erobring af Vestskåne ca. år 980, lå samlede i ”bygader”, dvs. selve bebyggelsen var koncentreret på et lille område. Det er typisk for placeringen af bygadernes bondegårde, at man har haft rigelig adgang til ferskvand inde i selve bygaden. Her genfinder man nemlig altid ”gadekæret”, dvs. større damme med vandtilløb. Det kan tyde på, at et stort kvæghold var blevet udviklet. Opstaldning af dyrene om vinteren har krævet adgang til rigeligt med ferskvand.
I den første beskrivelse af bondesamfundet i Vestskåne , som er bevaret for eftertiden, beretter præsten Ivan år 1124 bl.a., at ”menneskenes beskæftigelse var jagt, fiskeri og kvæghold på græs. Herfra kommer kort sagt al deres rigdom, eftersom landbrug ikke er almindeligt hos dem.” Ivan var udsendt som sendebud af biskop Otto i Bamberg til ærkebiskoppen i Lund, så hans beretning må dreje sig om kystområdet ved Øresund. Dette øjenvidne giver et andet billede af udviklingen end det, man normalt forestiller sig, nemlig at der var mindst af den opdyrkede jord og mest jord til de store kvæghjorde.
Forskeren Sven Rosborn har analyseret ældre kort og ejendomsforholdene i landsbyen Hyllie i den sydlige del af det nuværende Malmø. Hyllie kan sandsynligvis ses som et godt eksempel på en vestskånsk landsbys typiske udvikling fra den sene vikingetid og middelalderen. På kort 1 ses landsbyens ”bygade”, som den så ud år 1702. De 33 gårde ligger i 2 rækker. I midten løber en bæk fra en større dam mod nord til en mindre mod syd. Hver gård har sin såkaldte ”toft”, dvs. et aflangt jordstykke direkte op mod gården. På disse tofter er de dagligt anvendte afgrøder som kål, roer o. lign. sikkert blevet dyrket. Bogstavet A på kortet angiver en befæstet adelsmandsgård, som blev opført i 1200-tallet. De skraverede gårde er en del af adelsmandens ejendom.
Kort 2 viser en rekonstruktion af landsbyen, inden adelsmanden slog sig ned her i 1200-tallet. Gårdene er færre og tofterne betydelig større. Sandsynligvis var det sådan landsbyen så ud allerede ved dens anlæggelse omkring år 1000.
Hyllies marker og enge i år 1702 fremgår af kort 3. Landsbyens jorder var opdelt i tre store områder, såkaldte ”vange”. Den ene vang lå altid brak, dvs. at kun to vange dyrkedes hvert år, mens den tredje blev brugt til græsning. Ved til stadighed at lade markerne ligge brak på skift gav kreaturernes gødning med treårsintervaller rigeligt med næring til alle vangene. Hver vang var opdelt i forskellige marker og græsarealer og disse var igen opdelt i mange mindre jordstykker, såkaldte ”teger/agre”. Disse teger/agre er typisk aflange, måske bare 2 meter brede, men mere end 500 meter lange. På denne måde behøvede bonden ikke at vende den tunge plov så mange gange. Man regner med, at ploven er blevet indført allerede i 1000-tallet i forbindelse med landsbyernes opståen. I Løddekøpinge har man arkæologisk kunnet tidsbestemme brugen af ploven til så tidligt som slutningen af 900-tallet. Plovens indførelse i Skåne synes således at falde sammen med tiden for Harald Blåtands erobringer.
Hyllie 1702
Hyllie 1702
Hyllie før 1300
Hyllie før 1300
Hyllie 1790
Hyllie 1790

Handelspladserne

*

I løbet af vikingetiden dukker der en speciel type af handelspladser op, de såkaldte -købinger i den østlige del af det danske rige. Købingerne ligger i områder, som har haft en lidt større bebyggelsesaktivitet. De kan dateres til 800-tallet og frem til 1000-tallet.

Sandsynligvis er deres betydning som internationale bygde-handelspladser forsvundet i takt med de tidlige byers fremvækst. Men der har sikkert også eksisteret andre former/typer for internationale handelspladser.

- købingerne
Skåne var tidligere opdelt i herreder. Hvornår denne opdeling i herreder har fundet sted, er ikke helt klarlagt Første gang, ordet ”herred” nævnes, er i ærkebiskop Eskilds tid, 1138-1177 og drejer sig om Skytts herred i den sydvestlige del af Skåne. Sammenligner man imidlertid herredsgrænserne med kortet, der viser koncentrationen af kirker i den tidlige middelalder, kan man ane, at herrederne er blevet oprettet ud fra de ældgamle centralområder. Sandsynligvis er herredsgrænserne fastlagt for at den kongelige administration kunne få et redskab til at overskue befolkningssammensætningen.
Hver centralområde ,som ligger ved kysten, har haft et såkaldt ”købing”- sted . Disse købinger anses for at være forløbere for den sene vikingetids byer. Vi finder dem alle nær den skånske kyst i forbindelse med vandløb, hvorfor de må have været centralområdernes internationale handelspladser. Kortet viser beliggenheden. Syd for Helsingborg ved Rååen ligger Køpinge, som i dag er helt udbygget. Ved Løddeå ligger Løddekopinge, ved Pilebækken syd for Malmø: Høkøpinge og ved Dalkøpingsåen øst for Trelleborg: Dalkøpinge. Øst for Ystad ligger Store Køpinge ved Nybroåen og syd for Kristianstad finder man Gærds Køpinge ved Helgeå.
Køpinge egnene ligger alle ved vandløb, som har direkte forbindelse til havet. Hvilken betydning har disse vandløb haft for handelspladsernes opståen? De store åer, Rååen, Løddeå og Helgeå har gjort det muligt for vikingeskibe at komme fra kysten og ind i landet. De øvrige handelspladser ligger derimod ved vandløb, som man i dag nærmest ville betegne som større bække. Af disse ligger Høkøpinge ved Pilebæcken og Stora Køpinge ved Nybroåen, forholdsvis langt inde i landet. Disse vandløb har ikke været farbare for handelsskibe.
Ved Høkøpinge findes der helt ude ved kysten resten af et forsvarsanlæg i form af en dobbelt, oval voldgrav med rester af volde. Der må antagelig have været en slags udkigspost ved denne landingsplads, måske en kontrolpost for anduvende handelsskibe.
Kirketæthed i Skåne
Kirketæthed i Skåne

Løddekøpinge
Løddekøpinge er det arkæologisk mest udgravede ”køpinge”- sted i Skåne. Allerede i 1960erne påbegyndtes udgravningerne her. Da man gravede de øvre jordlag væk for at forberede opførelsen af et antal villaer, blotlagdes nogle store, sorte firkanter i det lyse sand. Disse firkanter var rester af mindre nedgravede huse fra vikingetiden, såkaldte grubehuse. Husene har været temmelig primitive og antallet af huse tyder på, at der her har ligget en markedsplads. Området ligger godt 2 km. oppe af den brede Løddeå.
Grubehusenes størrelse har varieret fra 6 til 20 kvadratmeter. Sandlag i husenes gulve viser, at bygningerne i perioder har stået forladte, hvilket bestyrker antagelsen om, at der er tale om en markedsplads, som er blevet brugt på bestemte årstider. Husene stammer fra 700-tallet frem til omkring år 900. På den tid synes markedspladsen at være flyttet yderligere en kilometer længere op ad åen. På denne senere boplads ligger der ret store huse, som arkæologerne har tolket som en mere permanent bebyggelse. Her findes også den ældste, kristne kirkebygning med en meget stor kirkegård. Selv om hele kirkegården ikke er udgravet, er der fundet 1412 grave fra vikingetiden. Rester af to trækirker fra slutningen af 900-tallet – 1000-tallet er udgravet midt på kirkegården. Møntfund i gravene viser, at de yngste grave senest stammer fra Oluf Hungers tid, dvs. 1086-1095.
Se skitse over kirkegården.
Vikingegrave
Vikingegrave

Halør
Længst nede i det sydvestlige hjørne af Skåne ligger Høllviken. Navnet kan måske tolkes som ”vigen ved den store ”høllen” ” dvs. ved den store hal. Strandengene mellem Høllviken og Foteviken kaldtes i 1500-tallet ”Lille Vies ager”. Et ”Vi” betegner et helligt, hedensk sted; et tempel eller en hellig lund. I dette ”Vi”-område har Fotevikens Museum udgravet en skibsgrav fra vikingetiden, hvilket støtter teorien om, at det drejer sig om et helligt sted. Til et sådant sted for afgudsdyrkelse hørte altid en eller flere store haller, hvor der blev holdt offerfester. Høllviken kan altså udlægges som navnet på vigen ved den store hal ved det hellige sted.
Dette område mellem Høllviken og Foteviken kaldtes sandsynligvis Halør. Se kapitlet ”Om ”ør”-ne i sundet”. Her lå der i vikingetiden en meget stor markedsplads. I ”Færingesagaen,” som blev nedskrevet før år 1100, berettes om en episode fra slutningen af 900- tallet : ”Der (dvs. i Halør) havde en stor skare samlet sig, og det siges, at medens markedet holdes, er der ingen steder i hele Norden, hvor så mange mennesker mødes.”
Markedet ved Halør har sandsynligvis været af en anden type end købingstedernes markeder. På købingstederne har folk fra forskellige områder handlet med hinanden. I Halør har handelsmænd fra forskellige lande mødtes og handlet. Dette sted i det sydvestlige Skåne er velegnet til en sådan handelsplads. Den fremskudte Falsterbohalvø bliver en naturlig grænsezone for søfarende handelsfolk fra øst og vest. Markedet ved Halør blev holdt hvert år i begyndelsen af sommeren.

Man må skelne mellem Halørmarkedet og det sildemarked, som opstod i Skanør på den anden side af Høllviken omkring år 1200. Skanørmarkedet blev holdt i august-september, den tid, hvor silden viste sig i store mængder i Øresund. Skanørmarkedet var desuden et fiskemarked og som sådant krævede det enorme mængder salt importeret fra Tyskland. Da Halørmarkedet eksisterede var salt imidlertid en meget kostbar vare, som kun fandtes i små mængder. Halørmarkedet kan således ikke have været et fiskemarked.
Halör
Halör

Kongemagten

*

Det er via de skriftlige kilder, at de første danske kongenavne dukker op fra vor tidlige histories tågedis. Fra tyske optegnelser får vi kendskab til eksistensen af danske konger. Men det har været konger, der kun har hersket over dele af det danske rige. Og ofte konger i umiddelbar nærhed af det tyske rige. F.ex. i Sønderjylland.

Først gennem Harald Blåtand er vi på sikker grund, når vi definerer kongen, som en person, der herskede/regerede over det område, som tidlig middelalder betegner sóm Danmark.

De ældste konger
I litteraturen og på visse internetsider forekommer navnene på en mængde tidligere konger, især konger, som siges at have regeret i Skåne længe før slutningen af 900-tallet og de fra denne periode sikkert dokumenterede kongenavne. Fantasinavnene er ulykkeligvis blevet rodfæstede, men desværre stammer de fra en tid, hvor man ikke kunne skelne mellem, hvad der var opdigtet og hvad der var fakta.
Saxo Grammaticus fra slutningen af 1100-tallet har i begyndelsen af sin enorme bog et stort antal kapitler om disse sagnkonger. Den såkaldte ” Krønike om Lejrekongerne” er et andet tidligt eksempel på denne sagndigtning. Fra 1600-tallet og lang tid frem blev der trykt bøger om disse sagnkonger. Desværre trives der stadig fantasifulde ”sandheder”om dette emne. Det gælder altså om at være forsigtig, når man vil beskrive de ældste, kendte konger i Danmark /Skåne.
Ved fredsforhandlingerne år 811 mellem kong Hemming og Karl den Store omtales adskillige danske navne, deriblandt ”Osfrid fra Schonen”. Om denne mand har været konge over Skåne, ved vi dog ikke. I begyndelsen af 900-tallet møder vi flere kongenavne, men de har kun tilknytning til det vestlige Danmark. Det ville være helt forkert også at udnævne disse konger til regenter i det østlige Danmark/Skåne.
Først med Harald Blåtand møder vi en konge, som vi med rimelig sikkerhed ved har hersket over størstedelen af Danmark/Skåne. Det skrevne kildemateriale snyder dog; men en kombination af arkæologisk materiale og sikker såkaldt ”dendrodatering” (årringdatering af trægenstande) viser, at det må have været tilfældet. Det er i 970erne, at denne konge har erobret det østlige Danmark og lagt grunden til et større sammenhængende rige.
Harald Blåtands dåb
Harald Blåtands dåb

Harald Blåtand
Hvornår kong Harald Blåtands regeringstid begyndte, ved man ikke. Hans far Gorm var imidlertid fjendtligt indstillet over for de kristne. Men år 948 blev tre biskopper ordineret i Jylland. Dette tyder på, at Harald på denne tid måske havde taget over efter sin far.
Harald Blåtand var gift med Tofa, datter af en vendisk fyrste. Kun en runesten fra Sønder Vissinge i Danmark giver os oplysninger om Tofa: ” Tofa, Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns hustru, lod gøre dette mindesmærke efter sin moder.”
Harald havde børnene Svend Otto Tveskæg, som senere blev dansk konge, Håkon, som herskede i Semland, Tyra, som først blev gift med sveakongen Styrbjørn og senere med den norske konge, Olav Trygvasson, samt Gunhild, som blev gift i England. Adam af Bremen omtaler også sønnen Iring, som Harald havde sendt til England, men som var blevet myrdet der. Det berettes også, at kongen skal have haft andre hustruer end Tofa. Adam nævner f.eks. Gunhild og Saxo beretter i slutningen af 1100-tallet, at kongen har været gift med Gyrid, en søster til Styrbjørn.
Haralds svigerfar Mistivoj havde antaget den kristne tro og år 968 godkendt oprettelsen af bispesædet i Oldenburg. Mistivoj holdt fast ved kristendommen og døde i klostret Bardowiek. Haralds giftermål med Tofa må have fundet sted i 960erne. År 974 omtales hans søn Sven nemlig som et lille barn. Måske er det i forbindelse med dette ægteskab, at Harald lader sig døbe.
Harald Blåtand indgik gennem sin hustru en alliance med en vendisk fyrste. Alliancen kan have haft til formål at sikre Haralds ekspansionsplaner i Norden og måske i England. I 960erne synes kampen om Norge nemlig at være blevet aktuel. Adam af Bremen skriver således ca. 1070:
”Harald udvidede sit magtområde på den anden side af havet til nordmændene og anglerne. I Norge regerede Hakon og da nordmændene havde afsat ham på grund af hans overmodige optræden, genindsatte Harald ham i kraft af sin autoritet og gjorde ham forsonligt indstillet overfor de kristne.”
For både at herske over England og Norge, især Oslofjorden, var det nødvendigt med en stor flåde. Det er ikke urimeligt at se opførelsen af den enorme Aggersborg ved Limfjorden som en flådebase for dette erobringstogt. Sagnene fortæller, hvordan den norske kong Harald på den grusomste måde blev myrdet og hvordan Harald Blåtand senere sammen med nordmanden Hakon Jarl og en enorm flåde sejlede til Norge. Dette skal være sket omkring år 970.
Da den tyske kejser Otto I døde år 973, gjorde danskerne oprør mod den tyske overhøjhed i Hedeby i Sønderjylland. I kampen fik Harald Blåtand hjælp af sin norske forbundsfælle Hakon Jarl. Ifølge Snorre Sturlason passerede Hakon Jarl senere på hjemvejen til Norge gennem Øresund og brændte og hærgede på begge sider af sundet. Disse oplysninger er vigtige. Hvis de er sande, tyder de nemlig på, at Sjælland og Skåne i 974 endnu ikke var blevet erobret af kong Harald.
I slutningen af 970erne erobrede kong Harald Sjælland og dele af Skåne. Han opførte derefter bl.a. den store ringborg Trelleborg på Sjælland. Borgen er årringsdateret til omkring år 978. I Skåne synes det at have været Øresundskysten og Sydkysten,der er blevet underlagt kongen.
I begyndelsen af 980erne brød de store oprør blandt slaverne ud ved Østersøkysten. Det hele påstås at have været et hedensk modangreb på de kristne. I Danmark forsøgte Haralds søn, Sven, at overtage regeringsmagten. Adam skriver:
” Pludselig startedes altså et oprør, danerne afsvor kristendommen, ophøjede Sven til konge og erklærede Harald krig. … I denne elendige krig blev Harald og hans tilhængere besejret. Kongen selv blev såret og flygtede fra kampen, gik ombord i et skib og det lykkedes ham at undslippe til det samfund i slavernes land, som kaldes Jumne.”
Kong Harald døde her af sine sår og førtes, ifølge Adam, af sine soldater tilbage til Danmark, hvor han blev begravet i den kirke i Roskilde, som han havde ladet opføre til den hellige treenigheds ære. Haralds død må være indtruffet år 985 eller 986.
Danmarks dåbsattest
Danmarks dåbsattest

Den kristne Harald
I vinteren 958-959 opførte kong Harald den enorme jordhøj i Jelling i Jylland, sandsynligvis for at begrave sin far eller sin mor i højens gravkammer af træ. Denne hedenske begravelsesform ville givetvis ikke have været anvendt, hvis kongen på det tidspunkt havde været døbt. Nogle år senere, lige efter år 963, lod han den store, sydlige høj i Jelling opføre. Arbejdet indebar, at man forhøjede en allerede eksisterende høj. Disse sikre årstalsangivelser fra Jelling er man nået frem til ved hjælp af såkaldte årringsdateringer af trægenstande fundet på stedet. Årstallene er vigtige, fordi de angiver det tidligst mulige tidspunkt for Haralds dåb.
Den store runesten og det sted, trækirken stod, ligger begge mellem de to gravhøje i Jelling og viser, at kong Harald var kristen. Runestenens tekst lyder: ”Harald konge lod gøre disse kumler (tegn) efter Gorm sin fader, og efter Tyra, sin moder. Den Harald, som vandt hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne.” Runestenens sidste sætning synes at være blevet tilføjet lidt senere, end den øvrige tekst er skrevet.
Da giftermålet med Tyra dårligt kan være indgået, hvis Harald havde været hedning og eftersom sønnen Sven var et lille barn i 974, må dåben og vielsen have fundet sted i perioden 963-970.
De tre Jellingestene
De tre Jellingestene

Trelleborgene

*

De første rigtige borge som vi kender i Skandinavien, foruden de såkaldte bondeborge, er Harald Blåtands cirkelrunde borge kaldet trelleborgene. Disse borge var vigtige ingredienser i den krigsmagt, som kongen skabte for at kunne erobre de danske områder. Det er stadigvæk ret omdiskuteret, hvorfra kongen fik idéen til disse fæstningskonstruktioner.
En sandsynlig teori er dog, at idéen skal ses udfra den baggrund, at kongen gennem giftermål fik obroditerna, et slaverfolk, som sin allierede i sin nordiske magtkamp.

Generelt om trelleborge
I Danmark findes der i dag med sikkerhed rester af fire såkaldte ” trelleborge”. Borgene har haft en meget ensartet og strengt geometrisk opbygning. Borgtypen har haft en cirkelrund vold med porte/åbninger mod de fire verdenshjørner. To krydsende gader/veje har gået gennem borgen og de ensartede langhuse er grupperet i firlængede gårdformationerlangs hovedgaderne. I tæt tilknytning til en af portene har der været en kirke.
Tidligere troede man, at disse borge var blevet opført af vikingekongen Sven Tveskæg og havde fungeret som træningslejre for de styrker, som blev sendt til England. Ved hjælp af årringsdatering har man imidlertid kunnet bevise, at borgene har indgået i den samling af riget, som Sven Tveskægs far, Harald Blåtand, gennemførte i 970erne.
Den bedst bevarede ringborg er Trelleborg på Sjælland. 16 langhuse er fundet indenfor voldene og 15 i vifteform lige udenfor. 157 kristne grave er fundet uden for den ene port og angiver stedet, hvor der har ligget en trækirke. Årringsdatering viser, at borgen er opført omkring 975-978.
På Fyn har der ligget en trelleborg i Odense. Alle spor over jordoverfladen efter den er nu helt forsvundet. Der er dog foretaget udgravninger i voldgraven uden for borgen. Et træstykke er blevet årringsdateret til lige efter 980. Tæt ved borgen har der ligget en kirke.
Ringborgen Fyrkat ligger ca. 70 kilometer nord for Århus i Nordjylland. 16 langhuse har dannet fire grupper af gårde indenfor voldene. Ved hjælp af årringsdatering kan byggetidspunktet fastslås til midten eller slutningen af 970erne. Der er ikke fundet rester af nogen kirke uden for voldene, men der er ikke foretaget arkæologiske undersøgelser i området.
Aggersborg ved nordkysten af Limfjorden er den største af alle trelleborgene. Diameteren er hele 240 meter. Inden for voldene har der været ikke mindre end 48 langhuse fordelt i 12 store, kvadratiske grupper. Lige uden for den nordlige port ligger stadig stenkirken fra den tidlige middelalder. Den afløste den trækirke, som må være blevet anlagt her af Harald Blåtand.
Trelleborg
Trelleborg
Rekonstruktion Slagelse
Rekonstruktion Slagelse
Fyrkat
Fyrkat
Rekonstruktion af Fyrkat
Rekonstruktion af Fyrkat
Trelleborgenes plan
Trelleborgenes plan

Trelleborg i Skåne
Midt inde i middelalderbyen Trelleborg ved Skånes sydkyst blev der under jordarbejde i forbindelse med et nybyggeri fundet velbevarede rester af den trelleborg, som har lagt navn til den nuværende by. De nederste rester af borgvoldene og tørgraven som ligger uden for voldene kunne følges langs hele borgens nordvestlige fjerdedel, mens mindre udgravninger mod øst og syd afslørede borgens samlede størrelse.
I modsætning til de danske borge har Trelleborgs borg ikke været helt cirkelrund, men afvigelserne fra cirkelformen er minimale. Et andet særtræk er, at man ikke har fundet stolpehuller fra byggeri inde på borgområdet. Eftersom borgvolden er blevet føjet til i to etapper, må der imidlertid have ligget langhuse. Sandsynligvis har de dog været af en type, som ikke efterlader spor, f.eks. fordi væggene har hvilet på et træfundament oven på jorden.
Da der ikke er bevaret nogen trægenstande, har man ikke kunnet få nogen årringsdatering. Med såkaldt C14 teknik har alderen dog alligevel kunnet fastsættes til sandsynligvis omkring 970erne.
Trelleborg i Skåne
Trelleborg i Skåne
Trelleborgs borgvold
Trelleborgs borgvold

Borgeby
Borgeby ligger ved Lødde å kun nogle kilometer fra Øresundskysten. Lige nord for åen ligger den store handelsplads fra vikingetiden ved Løddekøpinge. Terrænet skråner brat ned mod åen og oppe på den flade bakke har Harald Blåtand anlagt en af sine ringborge, de såkaldte trelleborge.
Rester af ringborgens vold ligger der endnu, men den er meget kraftigt nedpløjet. Ved udgravninger er det konstateret, at borgen har haft to byggefaser. Den første ringvold har været forholdsvis smal. Uden for volden har der været en voldgrav uden vand. Efter nogen tid er volden blevet udbygget med jord. Jorden er hentet fra en udvidelse af voldgraven, som derved er blevet både dybere og bredere.
Ved en udgravning i 1993 blev der på borgområdet fundet rester af et guldsmedeværksted. Værkstedet synes at have været i brug i slutningen af 900-tallet. Smykkerne, som blev fremstillet på stedet, har været meget fine og i en stil, som kun blev brugt af stormænd, antagelig dem, som var tæt på Harald Blåtand. Selvom kun et meget lille område blev undersøgt, er der altså sikre beviser på, at Borgeby i slutningen af 900-tallet har været et meget betydningsfuldt sted. Mønter fra midten af 1000-tallet med stednavnet indpræget antyder også, at kongen har præget mønter på borgen.
I 1100-tallet er et stort, firkantet stentårn sandsynligvis blevet opført midt i ringborgen. På dette tidspunkt må kongen have overdraget borgen til ærkebiskoppen i Lund. Borgeby blev derved en af ærkebispernes permanente besiddelser. I dag er der stadigvæk flere bygninger fra 1200-tallet frem til 1500-tallet.
Borgeby
Borgeby

Findes der flere trelleborge?
I Danmark har fire såkaldte trelleborge været kendt i forholdsvis lang tid. I 1980erne og 90erne blev der i Skåne fundet yderligere to, Borgeby og en i Trelleborg. Selvom de begge uden tvivl var af trelleborgtypen, var der meget diskussion om dem. De danske trelleborge har kunnet sættes i forbindelse med Harald Blåtand, dvs. med en del af den danske nationalkultur.
Allerede da den svenske forsker Rikard Holmberg i 1977 fremlagde sin doktorafhandling ”Øresundskystens middelalder” fremførte han fakta og hypoteser om en mulig trelleborg i Borgeby. Den danske opponent anså den ide’ for at være fuldstændig forrykt. Trelleborgene fandtes kun vest for Øresund. Fundet af trelleborgen i Trelleborg i 1980erne anså den svenske rigsantikvar på sin side for at være en fuldstændig umulighed med den absurde begrundelse, at ”trelleborge ikke findes i Sverige.”

Et kontroversielt emne
Emnet trelleborge er derfor i højeste grad nationalt følsomt, hvilket ikke udelukker, at der sandsynligvis har været betydelig flere end de nukendte inden for det område, som Harald Blåtand underlagde sig. Den svenske forsker Sven Rosborn har i sin bog ” Den skånske historie. Vikingerne”, fra 2004 taget emnet op til fornyet undersøgelse. Resultaterne nedenfor stammer fra denne bog.
I dag kan man med temmelig stor sikkerhed sige, at Harald Blåtand i 970erne og 80erne underlagde sig en stor del af det område, som senere skulle blive Danmark . Kongen var gennem giftermål i alliance med det mægtige slaverfolk, obroditterne og han var blevet kristen. Det kristne indslag i trelleborgene er også særdeles tydeligt. Lige uden for en af borgportene ligger der altid en kirke eller spor af en i form af kristne grave.

Sct. Clemenskirkernes betydning
Sct. Clemens blev meget populær i 900 tallet, da han blev Kievs store skytshelgen. I den første periode efter kristendommens indførelse blev der i Skandinavien bygget et mindre antal kirker til Sct. Clemens’ ære. De var alle kongens personlige ejendom. Måske er det netop Harald Blåtand, der har taget Clemens som sin skytshelgen? Mange kriterier skal opfyldes i vores jagt på flere, endnu ikke afdækkede trelleborge. De skal være cirkelrunde volde med en diameter på omkring 150 meter, to hovedveje skal have krydset cirklen og skabt en åbning mod hvert verdenshjørne. Lige uden for en af disse åbninger skal der have ligget en kirke. Den skal være indviet til Sct. Clemens. Hvilke steder kan da komme på tale?
Kendte og mulige Trelleborge
Kendte og mulige Trelleborge

Roskilde
Ifølge kilderne kan det være Harald Blåtand, som har grundlagt denne by og det var hertil, hans lig blev ført for at blive begravet. Lige over for vikingetidens havn ligger i dag Sct. Clemens kirke, en af nordens ældste, bevarede stenkirker. Den er fra ca. 1080, men en tidligere kirke blev opført her omkring år 1030. Området danner et plateau, hvor der meget vel kan have ligget en trelleborg.
Sct. Clemens kirke i Roskilde
Sct. Clemens kirke i Roskilde

København
Lige siden begyndelsen af 1900-tallet har det været kendt, at der har ligget en rund vold med en voldgrav midt inde i København mellem Rådhuspladsen og Gammeltorv. Det har været den almindelige opfattelse, at volden og voldgraven har udgjort befæstningen rundt om den ældste bydannelse. Det er helt forkert. Størrelsen svarer derimod næsten fuldstændig til størrelsen på trelleborgen i Trelleborg i Skåne. Befæstningen i København må altså være rester af en borg. Den er opført stort set inden noget kulturlag har kunnet nå at dannes. De manglende spor af tegl i kulturlagene rundt om borgen viser, at vi skal tilbage til tiden før midten af 1100-tallet. Den eneste borgtype, som er kendt fra denne tidlige periode, er Harald Blåtands trelleborge. Lige uden for det østlige voldområde er der fundet rester af trækirken, Sct. Clemens, Københavns ældste kirke.
Trelleborg i København?
Trelleborg i København?
Trelleborgens cirkel i dag.
Trelleborgens cirkel i dag.

Lund
Uppåkra uden for Lund synes at være forsvundet i slutningen af 900-tallet og afløst af Lund lige nord for. Uden større betænkelighed kan man gå ud fra, at det er den kristne Harald Blåtand, som har nedlagt denne hedenske helligdom og flyttet magtcentret. At det nyanlagte Lund skulle have været uden befæstning forekommer temmelig usandsynligt, når vi ved, at der findes mindst to andre befæstninger i det Skåne, kong Harald netop havde erobret. Endnu i dag findes der en halvcirkelformet gade lige syd for domkirken. Diameteren svarer til størrelsen på trelleborgen i Borgeby. Lige ved siden af den borg, som sandsynligvis har ligget i Lund, lå også Sct. Clemens trækirke. Den var den eneste af Lunds mange middelalderkirker, der var ejet af kongen. I området er der også gjort to af Lunds ældste fund, begge fra slutningen af 900-tallet.
Trelleborg i Lund?
Trelleborg i Lund?

Helsingborg
Helsingborg omtales som en by allerede i 1085. Navnet viser, at der må have ligget en borg på stedet inden da. Den eneste borgtype, som er kendt så langt tilbage, er kong Haralds trelleborge. Det middelalderlige tårn ”Kærnan” var omgivet af en cirkelrund mur omkring et område, som i størrelse helt svarer til de kendte trelleborge. Lige nord for dette område findes der på ældre kort tegn på volde, hvilket måske kan angive beliggenheden af en tidligere borg. Midt mellem voldene ligger Sct. Clemens trækirke, den ældste kirke i Helsingborg. Udgravede grave tyder på, at kirken er anlagt i slutningen af 900-tallet. Både beliggenheden i forhold til borgen og kirkens alder tyder på, at det kan være kong Harald, som har været bygherre.
Trelleborg i Helsingborg?
Trelleborg i Helsingborg?

Laholm
I den sydlige del af Halland ligger byen Laholm ved den store å Lagan. Laholm er Hallands ældste by og kirken er indviet til Sct. Clemens. Søfarende kan ikke komme længere op ad åen, da vandfald/fossende elve umuliggør videre sejlads. Nord for kirken er der endnu i dag tegn i det middelalderlige gadenet på, at der her har ligget en rund trelleborg. Lige nord for åen ligger der et ” købingsted”, dvs. en stor handelsplads fra vikingetiden. De topografiske ligheder med Borgeby er meget slående. Lagan fører ind til et af Smålands rigeste områder, Finnveden. Her er der mange runesten af den danske type. En af dem bærer teksten: ” Tumme rejste denne sten efter Assur, sin broder, som var i tjeneste hos kong Harald som søkriger.”
Trelleborg i Halland?
Trelleborg i Halland?

Oslo
På den store runesten i Jelling står, at kong Harald underlagde sig Norge. Det bevarede, skriftlige materiale viser, at det især var Oslofjorden, kongen var interesseret i. I den middelalderlige bydel i Oslo har der været en Sct. Clemenskirke. Den blev bygget i sten omkring år 1100, men før den har der ligget to trækirker. Gravene ved den ældste trækirke er ved årringsdatering blevet tidsbestemt til perioden 980 – 1030. Lige vest for kirken har kongsgården ligget. Den ældste konstruktion har været en slags befæstning og i et mindre område har arkæologer kunnet påvise, at det har drejet sig om en høj, svagt buet vold. Foran volden har der været store, åbne grøfter. I betragtning af den tidlige datering af denne befæstning er det sandsynligt, at der i virkeligheden er tale om en trelleborg. I 1200-tallet benævnes området også flere gange som ” trællebjerget ”.

Vikingetidens skibe

*

En af de vigtigste forudsætninger for vikingernes ekspansion var deres skibe. Vikingerne blev utroligt dygtige skibskonstruktører, hvad enten det gjaldt de berømte langskibe eller de mere dybtgående lastskibe, som kaldtes knarrar.


Forskellige skibstyper
Det var i kraft af en stor flåde, at vikingekongerne kunne herske over store områder. Da vikingetiden desværre normalt anses for at være en krigerisk periode, er det en udbredt misforståelse, at vikingeskibene udelukkende har været krigsskibe. Sådan har det givetvis ikke været. Af alle de titusindvis af vikingeskibe, som sejlede i de nordiske farvande, har kun et fåtal været krigsskibe. De øvrige skibe har sejlet langsomt, ligget dybt i vandet og været lastet med handelsvarer.

Langskibet
I den rige islandske sagalitteratur møder vi masser af oplysninger om datidens skibe. I det følgende beskrives kun de skibstyper, som omtales i den såkaldte Egil Skallagrimssons saga fra 900-tallet. Da sagaens hovedperson, Egil, var en stridslysten viking optræder ”langskibet” hyppigt i beretningen. Da islændingen Arinbjørn f.eks. besluttede sig for at drage på vikingetogt, udrustede han tre store langskibe, som kunne bære 300 mand. En anden viking, Torolv, lod et stort langskib søsætte. Han bemandede det med mere end hundrede mand, alle prægtige og svært bevæbnede folk. Selv havde Egil et langskib, som kunne rumme mindst hundrede mand.
Vikingernes skibe
Vikingernes skibe
Vikingeskib
Vikingeskib

Snekken og Karven
Der fandtes dog også mindre langskibe. Den ovenfor omtalte Torolv har i begyndelsen af sagaen et langskib, der kunne rumme 60 mand. På det sad der et dragehoved og han udrustede det på prægtigste vis. Skibstypen ”snekke” har også hørt til krigsskibene. Da Toroly og Eyvind Lambe skulle besøge kong Harald benyttede de et skib af den type: ”De kom dertil med en tyvetoftet, velbemandet snekke, som de tidligere havde været på vikingetogt i.”
Blandt de skibstyper, der ikke var krigsskibe, møder man betegnelsen ”karve”. En karve havde, selvom den var et ret lille skib, åbenbart givet sin ejer høj status. Af sagaen fremgår det, at disse skibe har været malet på ydersiden: ” De havde en karve, som blev roet af tolv eller tretten mand ved hver ræling og de havde næsten tredive mand med sig. Dette skib havde de kapret på sommerens vikingetogt. Det var malet over vandlinien og meget smukt. Da de kom til Tore, blev de vel modtaget og blev der en tid. Karven lå overdækket på bredden foran gården.” Både skibstypens ringe størrelse og dens høje status fremgår af sagaen, når der senere berettes om Rognvald kongesøns skib. Han havde ” en seksåret karve, malet på hele fribordet. I den havde han med sig ti eller tolv mand, som altid fulgte ham. ”
Handelsskibe
Handelsskibe

Knarren
Af handelsskibe omtales både ”lastskib”, ”skude” og ” knarr”. Et af sagaens lastskibe havde en besætning på tyve mand. En skude var bemandet med op til tredive mand og var meget hurtig at ro. Knarren var det største lastskib, som vikingetidens mennesker havde til rådighed. Den stak dybt og havde højt fribord og var derfor velegnet til at møde Nordsøens og Atlanterhavets vældige bølger. Det var ved hjælp af knarrer, at vikingerne og deres familier kunne befolke øerne i Atlanterhavet, ikke mindst fordi man kunne medbringe levende kvæg på skibene. Da Egil Skallagrimsson og hans staldbroder Kvællsulv engang skulle sejle af sted,” blev to store knarrer udrustet til færden. På begge havde de tredive våbenføre mænd og dertil kvinder og børn. ”

Krigshavnen i Foteviken
I Øresundsområdet danner Foteviken på den skånske Øresundskyst en strategisk beliggende naturhavn, antagelig for den skånske krigsflåde. I vigens munding ud mod Høllviken blev der anlagt en næsten 300 meter lang spærring af sten og træ under vandoverfladen. Kun en lille åbning i midten har gjort det muligt for et skib ad gangen at sejle igennem.
Spærringen ved mundingen af Foteviken blev fundet og delvist undersøgt i begyndelsen af 1980erne. Allerede på et håndtegnet søkort fra 1680erne er stedet afmærket med navnet ” Stiigan ”. Navnet hentyder til de mange træpæle, som her er hamret ned. En årringsdatering antyder, at anlægget kan være påbegyndt i Harald Blåtands tid og efterhånden færdiggjort. I en senere periode er sten blevet brugt til at udbygge spærringen. Vel indenfor spærringen måtte man ro skibet næsten en kilometer mod syd i den dybe rende, som løber i den ellers lavvandede vig. Til sidst måtte man runde en sandsynligvis kunstigt anlagt ø, inden man nåede frem til det havnebassin, som antageligt har ligget her. Lige ovenfor havnebassinet har kongsgården ligget sammen med et mindre kapel og landsbyen Lilla Hammar. Der har dog endnu ikke været foretaget udgravninger i dette spændende miljø fra vikingetiden.
Halör
Halör
Roar Ege
Roar Ege
Vikingeskib med soldater
Vikingeskib med soldater

Runestenene

*

Runerne var nordboernes specielle skriftsprog før kirken indførte latinsk skrift på pergament. Der findes eksempler på nordiske runeindskrifter fra 200-tallet. Disse findes som indgraveringer i forskellige metalgenstande.
Omkring 500-tallet begyndte man at rejse sten med runer.

De fleste danske runesten blev ristet i vikingetiden, 900-tallet. Med stor sandsynlighed var det stormændene omkring Harald Blåtand, der står bag denne type af historiske mindesmærker. Kongen erobrede den østlige del af Danmark med Skåne og det sydlige Halland i 970- og 980,erne. Det er derfor man daterer runestenene til denne periode.

De skånske runestene
Der er mange flere runesten i Skåne end på Sjælland. På trods af dette findes der kun runesten i afgrænsede områder i Skåne, alle i direkte eller nær forbindelse med kysten. Kortet viser, hvordan runestenene er fordelt fra Ystad i sydøst til Landskrona i vest. Disse kystområder var de rigeste og tættest befolkede områder i hele Norden. Runestenene kan altså ses som magtsymboler rejst af dem, som engang ville markere deres overhøjhed i kystområderne.
De fleste af de skånske runesten står ikke længere på deres oprindelige sted. Mange er fundet indmuret i kirker og kirkegårdsmure. Derfor kan man antage, at de fra begyndelsen har stået tæt ved kirken. Ljunits og Herrestads herreder mellem Trelleborg og Ystad er de områder i Skåne, hvor runestenene står tættest. Her finder man ikke mindre end 17 runesten. Også området langs Øresund har en stor koncentration af runesten og omfatter de store åer Højeå, Løddeå og Saxåen, som alle munder ud i sundet.
På de skånske runestenskort ser man, hvor godt forekomsten af runesten svarer til de områder, hvor middelalderkirkerne ligger tættest. Landskabsbilledet antyder, at vi har med stormænd og magt at gøre. Fem af runestenene, alle langs Skånes sydkyst, omtaler desuden ” thegnar ”, dvs. mænd, som har været tæt på kongen, sandsynligvis Harald Blåtand. Det er ikke umuligt, at de har indgået i kongens hird.
Runestene i Skåne
Runestene i Skåne

Datering
Hvornår blev Øresundsregionens runesten rejst? Man kunne fristes til at tro, at der er blevet opstillet runesten over et langt tidsrum, men sådan er det sandsynligvis ikke. Faktisk må de tværtimod være rejst inden for en meget begrænset periode. . . Og sandsynligvis er det Harald Blåtands ekspansion og erobring af Skåne mellem år 974 og 980, der er baggrunden for runestenenes tilbliven.
På nogle af de skånske runesten optræder der særlige billeder, der indgår i en sammenhæng. Disse billeder er ” det store dyr ”, maskerne og skibsbillederne. Det fornemste eksempel på det store dyr findes på Harald Blåtands store runesten i Jelling i Jylland. Tullstorpsstenen i Skåne er også et pragtfuldt eksempel på dette motiv. Det gælder også den høje runesten i universitetsbiblioteket i Lund. De såkaldte ”maskebilleder” viser sandsynligvis det store dyrs hoved set forfra. Maskerne er hugget ind i en stor del af de skånske runesten. Både masker og det store dyr findes i den rige grav fra år 969 - 970 i Mammen i Jylland. Haralds Jellingesten må også stamme fra denne tid. Der er således ikke noget forkert i at datere de skånske runesten til netop 970erne og 980erne, dvs. til tiden omkring Haralds erobring af Skåne. Runestenene er i øvrigt rejst af kristne. Harald Blåtand var den konge, som for alvor indførte kristendommen i Danmark.
Runestenene i Jelling
Runestenene i Jelling
Runestene ved Västra Strö
Runestene ved Västra Strö

Hvorfor rejste man runestenene?
Der har været mange forskellige teorier om, hvorfor man rejste runesten. Nogle mener, at man ville afmærke sin families jord, andre at stenene udelukkende står som mindesmærker over personer etc. Ingen af teorierne er imidlertid særligt holdbare, hvis man går ind og analyserer indholdet af teksterne. Kun en eller to af Skånes runesten omtaler f.eks. jordbesiddelser dvs. jordejere.
I betragtning af dateringen af stenene til tiden omkring Harald Blåtands erobring af det østlige Danmark og Skåne i 970erne kan man måske se en sammenhæng mellem runestenene, den tidlige missionskristendom og stormænds ønske om at manifestere sig som nogle af de vigtigste årsager til, at stenene er blevet rejst.

Personnavnenes betydning
Uanset hvilke runesten, man studerer, er der altid noget, som fremhæves meget tydeligt, nemlig personnavnene. Ofte får man at vide, hvem der har rejst stenen, over hvem, den er rejst og somme tider også, hvem, der har ristet/hugget den. Teksten på hver runesten indeholder mindst to navne. Forskeren Sven Rosborn har hæftet sig ved dette forhold og har lanceret en teori om, at det netop var personnavnene i kombination med den kristne tro, som har været normskabende for runestenenes tilbliven.
Den fysiske handling, som omvendte et menneske fra hedning til kristen, har været selve dåben. Gud kender sin flok gennem dåben og den navngivning, som sker i forbindelse hermed. Den kristnes navn symboliserede altså i sig selv den kristne tro. I den kristne tro blev det at mindes og bede for den døde en handling, som var vigtig for både for de levende og for de døde. Allerede den store kirkeleder og senere biskop i Konstantinopel, Chrysostom, talte i begyndelsen af 400-tallet om, at bevaringen af og erindringen om de dødes personnavne var den bedste måde at hjælpe dem gennem den såkaldte skærsild. Skærsilden var det stadium, alle døde måtte passere, inden de blev optaget i (af?) Guds fulde nåde.
Runesten ved Sjörup kyrka
Runesten ved Sjörup kyrka

Broderskaber
For at hjælpe den døde gennem skærsilden blev det vigtigt, at han indgik i de levendes forbønner. I 600-tallet begyndte man derfor i Vesteuropa at danne specielle, kristne broderskaber for at bevare mindet om de døde netop gennem deres døbenavne. I 800-tallet og 900-tallet nåede denne kult omkring personnavne sin kulmination. Europas mange klostre blev basis for denne lære om omsorgen for de døde og bevarelsen af personnavnene.

Det var ikke kun kirkens mænd, men også verdslige personer, der tilsluttede sig disse broderskaber, som bestod af medlemmer af de højere samfundslag, både mænd og kvinder. Med gaver til de forskellige broderskaber sikrede de levende medlemmer sig, at de fik deres personnavne bragt i erindring gennem vedvarende forbønner efter døden. Sådanne broderskaber fandtes dengang over hele det kristne Europa. F.eks. skabte en mand ved navn Orc et sådant broderskab til Guds og Sct. Peters ære i Abbotesbury i England. Orc var en god ven af den danske vikingekonge Knud den Store, som døde år 1035. Reglerne foreskrev, at hvert medlem ved et andet medlems død skulle skænke en penny, for at den dødes døbenavn skulle blive nævnt ved de tilbagevendende bedestunder.

Dåb og dødsbøger
De nordiske missionærer blev hentet fra klostre i Nordeuropa. For disse prædikanter måtte forkyndelsen af dåben og læren om den kristne sjæl efter døden have været de absolut mest spektakulære dele af omvendelsesprocessen. Fællesnævneren var det personnavn, man fik ved dåben og som man kunne påberåbe sig for at mildne skærsildens lidelser.

Ved at rejse en runesten og nøje angive navnet både på den døde og på dem, der havde været behjælpelige med stenens tilblivelse, bevarede man mindet om den afdøde og gjorde således en god, kristen gerning. Det at rejse en runesten må altså være en forløber for den senere skik med at indføre mere betydningsfulde personer i såkaldte nekrologer eller dødebøger i domkirkerne. Når en af den kristne kirkes velgørere døde, blev navn og dødsdag indskrevet i en særlig bog. Hver dag året rundt læste man så messer for dem, som var døde den pågældende dag. En sådan dødebog, det såkaldte Necrologium Lundense synes at være indført allerede i 1080erne ved Lunds domkirke.
Necrologium Lundense
Necrologium Lundense

Stenenes skæbne
Mange af runestenene genanvendes tidligt i 1100-tallet som byggemateriale i de ældste stenkirker. Det synes at have været en temmelig ulogisk handling i betragtning af, at runestenene måske kun to-tre generationer tidligere var blevet rejst af egnens stormænd. Man må gå ud fra, at erindringen om den døde og om slægten endnu har været levende. At ødelægge mindestenene på dette tidspunkt forekommer ikke logisk, men måske er det at mure stenene ind i kirkemurene ikke så brutal en handling, som man umiddelbart kunne tro. Ved at bruge de kristne runesten som byggemateriale i den nye kirke havnede stenene med deres indhuggede døbenavne så at sige på rette sted, hvor de indirekte kunne omfattes af kirkelivets daglige sjælemesser.
Runesten ved Sjörup kyrka
Runesten ved Sjörup kyrka
Hunnestadsmonumentet
Hunnestadsmonumentet
Hunnestadsmonument med stort dyr
Hunnestadsmonument med stort dyr

Billeder og runer
Nogle danske runesten har billeder af ”det store dyr”, masker og skibe. De tre billedmotiver forekommer meget få steder. Man kunne have forventet, at der ville være mange skibsbilleder, eftersom vikingeskibene var en forudsætning for den vældige ekspansion i perioden. Sådan er det imidlertid ikke. I Danmark er der kun skibe på 4 % af runestenene, i Norge på 2 % og i Sverige kun på 0,7 %. Skibsbillederne forestiller i øvrigt slet ikke vikingeskibe. Skibene har nemlig kraftige såkaldte skibsvædere/ rambukke for og agter.
Hvad skibsbillederne angår, vil vi her bruge skibet på Tullstorpsstenen som eksempel. Skibet har højt fribord, hvad vikingeskibene ikke havde. Det har to skibsvædere hvilket gør, at der umuligt kan være tale om et vikingeskib. En skibsvæder bruges til med stor kraft at torpedere et fjendtligt skib. Hertil kræves tunge, langsomme skibe, som kan give tilstrækkelig stor kraft. Sådan var vikingeskibene ikke konstrueret. Samtlige skibe på runestenene har disse skibsvædere. Hvad var det da, man ville fortælle med disse billeder? Hvor fandtes denne skibstype? Hos kejseren i Konstantinopel!
Tullstorps kirkegård
Tullstorps kirkegård

Kejserens krigere
Kejseren havde et meget stort antal vikinger, eller væringer, i sin tjeneste i 700-tallet, hvor de østromerske hære efterhånden begyndte at genvinde deres magt over Middelhavet. Inden for flåden videreudvikledes de ældre krigsskibe. Først og fremmest blev skibene udstyret med flere etager med roere. Skibene, som var kendt under navnet ” dromoner ” blev symbol på det østromerske riges stadig større magt. En dromon var en galej med roere i to etager i hver side, ikke mindre end 25 årer pr. etage i hver side og altså 100 roere. Der var mindst tre forskellige typer dromoner. Den mindste blev kaldt Ousiakoi og var et skib beregnet til 100 mand. Det nederste hold roere roede kun, mens det øverste udover at ro også deltog i nærkamp. Pamphyloitypen havde en besætning på 120-160 mand og den tredje type, den ægte dromon, havde 200 mand, fordelt på 50 på de nederste tofter, 100 på de øverste og 50 søkrigere.
En dromon havde en/et såkaldt kobrygge/gangbræt langs begge rælinger, og en/ et i skibets midterakse. Rælingerne var dækket af runde skjolde. Årerne blev stukket ud gennem huller i skibssiderne og roerne havde ingen støtte for årerne. Dromonerne var forsynet med kraftige skibsvædere og havde desuden katapulter og affyringsramper til den frygtede ” græske ild ”, dvs. en form for flammekastere. For-og agterstavnene var dekorerede med dobbelte, opadbøjede dyreudsmykninger. På en mønttype fra kejser Nicephorus` tid (1078-1081) afbildes et byzantinsk skib med dyrehoved i stævnen. Lignende typer dyrehoveder findes f.eks. også på en afbildning i et græsk manuskript helt tilbage fra 800-tallet.

Forbindelser nordpå
Beskrivelserne er helt i overensstemmelse med skibsbillederne på runestenene. Eftersom ”det store dyr ” forekommer blandt disse billeder, er der måske også her en forbindelse til den østromerske kejser? Kejsertronen, som væringernes anførere stod vagt ved, bevogtedes også af en pragtfuld metalløve, der var konstrueret, så den kunne bevæge hovedet og halen og udstøde brøl, sandsynligvis en form for dampmaskine. Løven var symbolet på kejserens magt. Det store dyr blev et symbol for Harald Blåtand og derfor er det måske ikke svært at forestille sig, hvor han kan have fået sit symbol fra.

Hedenskab

*

I Uppåkra, syd for Lund, har man udgravet et komplet tempelbyggeri fra hedensk tid. Fundet er unikt. Templet har ikke været specielt stort, blot 13 meter langt og 6,5 meter bredt.


De skriftlige kilder
Det er først og fremmest de islandske sagaer, som giver os detaljeret viden om, hvad den hedenske tro indebar og som fortæller alle de fantastiske gudesagn. Hovedparten af de beskrevne hændelser er imidlertid nedfældet flere generationer efter, at øjenvidnerne levede. Sandsynligvis er meget af indholdet i beretningerne dog sandt, men med senere tilføjelser. Dette skyldes på den ene side, at beretningerne er skrevet på vers, hvilket gør, at de lettere har kunnet genfortælles, men dette forhold har samtidig gjort det sværere at forvanske teksterne. På den anden side kan vi ikke være helt sikre på, at forfatterne i slutningen af 1100-tallet - begyndelsen af 1200-tallet ikke har haft ældre manuskripter, som nu er forsvundet, til deres rådighed.

Arabisk øjenvidne
Ofringer har haft stor betydning i den hedenske tro. År 922 beskrev Ibn Fadhlan , en arabisk diplomat og teolog, en nordisk offerceremoni ved en ankerplads på floden Volga. Da vikingeskibet havde anløbet kysten, gik handelsmanden i land for at ofre. Han tog brød, kød, løg, mælk og spiritus med sig og begav sig hen til en høj, oprejst træstolpe med et udskåret, menneskelignende ansigt. Rundt om stolpen stod der små træfigurer og rundt om dem høje træstolper. Handelsmanden kastede sig ned på jorden foran den store figur og lagde offergaverne foran den samtidig med, at han bad om god handel. Gik forretningerne derefter godt, kom han med flere offergaver; gik de dårligt, ofrede han også til de små figurer, som han kaldte ”vor herres hustruer, døtre og sønner,” som han derefter bønfaldt om at overbringe sine bønner. Gik handelen derefter godt, lod handelsmanden et antal kreaturer og får slagte. En del af kødet blev givet væk; resten blev smidt mellem den høje træstolpe og de lavere stolper og hovederne blev hængt op.

Fra det nordiske område findes der en øjenvidneskildring skrevet af en araber, som i 900-tallet besøgte den store vikingeby, Hedeby, i Sønderjylland. Han beskrev en fest, hvor byens hedenske indbyggere mødtes for at hylde deres guder og for at spise og drikke; ” Den, som slagter et offerdyr, hænger dette på et træstativ uden for døren til sit hus, uanset om det er en okse, en vædder, en gedebuk eller et svin. På den måde ved alle, at han har bragt et offer til sin guds ære.”

Tyske og norske eksempler
Det hedenske ritual omkring ofringer synes at have udspillet sig efter to forskellige mønstre: Enten overbragte man hele offeret til guderne eller også beholdt man en del af offergaven ved at fortære den ofrede mad og drikkelse ved en sammenkomst. Gennem måltidet tog man mere fysisk del i ofringen, end hvis man blot passivt bragte et offer. Der findes flere beretninger om store offerfester med mad og drikke. Biskop Gregorius i Tours, som døde år 594, beskriver f.eks., hvordan det foregik i det dengang hedenske Køln, hvor barbarerne ved offerfesterne frådsede i både mad og drikke. Missionæren Columban, der døde år 615, skal i det nuværende Tyskland engang være stødt på hedninge, som var samlet til en rite. I midten var der et enormt kar med øl og festen blev holdt til ære for Wodin. Det lykkedes dog Columban at flække offerkarret ved at ånde på det!
I Snorres store værk, Heimskringla, berettes om et blot, som fandt sted i Trøndelagen i Norge: ” Sigurd Ladekarl var den største blotmand ligesom hans fader, Håkan, havde været det. Sigurd holdt på kongens vegne alle blotmøderne i Trøndelagen. Efter gammel skik skulle alle bønder, når tiden for et blot nærmede sig, komme til hoffet med det forråd, som de skulle bruge under mødet. Der skulle alle have øl og der blev slagtet mange slags småkvæg og heste. Alt det blod, man fik ved slagtningen, kaldtes løt og blev opbevaret i de såkaldte løtbollar. Med løt-tenarna, der var lavet som stænkekoste, skulle man farve alle stallarna/altrene og både de ydre og de indre vægge i hovet røde samt stænke på folket. Kødet blev kogt til bespisning af de forsamlede. Midt på hovets gulv var der bål, hvorover der hang kedler og drikkehornene skulle bæres rundt om bålene. Den der udførte blotet og var høvding, skulle selv velsigne offerbægeret og offermaden. Første drak man Odins skål for sejr og sin konges skål for magt og vælde; derefter Njords og Frøs` skål for årets høst og for fred. Bagefter drak mange Brages skål. Man plejede også at drikke sine frænders skål, dem som havde udmærket sig, de såkaldte minnena”

Uppsala
Der er også blevet ofret mennesker ved visse hedenske blot. Klassisk og velkendt er Adam af Bremens beretning, nedskrevet ca. 1070 om, hvad bl.a. øjenvidnet Sven Estridsen selv har kunnet fortælle om blotet ved Uppsala: ” Hvert niende år plejer man i Uppsala at holde en fælles fest med deltagelse af folk fra alle sveonernes områder. Ingen har lov til at udeblive fra denne fest. Konger og folkestammer, alle og enhver, sender deres gaver til Uppsala og de, som allerede har antaget kristendommen, må købe sig fri fra deltagelse i disse ceremonier, hvilket er mere grusomt end nogen anden straf. Offerriten foregår på følgende måde: Fra hvert levende væsen af hankøn ofres ni individer, hvis blod man bruger til at mildne guderne. Kroppene bliver hængt op i en lund tæt ved templet/helligdommen. Denne lund anses for så hellig af hedningene, at hvert træ tillægges guddommelig kraft som følge af de ofrede kroppes død og forrådnelse. Der hænger også hunde og heste ved siden af menneskekroppene, og en af de kristne har berettet for mig, at han har set 72 kroppe hænge der imellem hinanden. ”
En samtidig tilføjelse til Adams håndskrift, et såkaldt skolarie, indeholder følgende beretning: ” I ni dage holdt man festmåltider og sådanne offerceromonier. Hver dag ofrer de et menneske tillige med dyr, så der på ni dage bliver ofret 72 levende væsener. Ofringerne finder sted ved vintersolhverv.” I et andet skolarie berettes: ”Nær denne helligdom/dette tempel står der et kæmpestort træ, som strækker sine grene ud vidt og bredt og som altid er grønt, både vinter og sommer. Ingen ved hvilken art, det er. Der er også en kilde, som hedningene plejer at ofre ved og hvori man plejer at kaste et levende menneske. Hvis man ikke finder det igen, går folkets ønsker i opfyldelse.”
Uppsala høje
Uppsala høje

Lejre
Biskoppen og historieskriveren Thietmar i Merseburg ( 975 - 1018) beskrev de store kultfester, der fandt sted i Lejre på Sjælland. Dette sted nær ved vikingebyen Roskilde, var ifølge legenderne og sagnene et af de vigtigste danske kongesæder. Thietmar beretter, at i januar måned hvert niende år samledes der her et stort antal besøgende for at blote. Da blev ikke mindre end 99 mennesker ofret til guderne sammen med ligeså mange heste, hunde og haner.

Asatemplet i Uppåkra
I Uppåkra lige syd for Lund har man fundet og udgravet en komplet tempelbygning fra hedensk tid. Fundet er fuldstændig enestående. Templet har ikke været særlig stort, kun 13 meter langt og 6.5 meter bredt. Det har haft svagt buede langvægge af grove, lodrette egeplanker eller ”stave”, som var gravet ned i en rende i jorden på mere end en meters dybde. Bygningens midterparti, som har været adskilt fra ydervæggene, har bestået af fire enorme træstolper. Hullerne til disse er usædvanlig store og dybden bemærkelsesværdig, mere end 2 meter. Arkæologerne fandt mindst tre forskellige gulvniveauer, hvilket afspejler, at templet er blevet ombygget flere gange i løbet af den lange tid, det har eksisteret. Fra opførelsen, måske allerede i 400-500-tallet, har det stået helt frem til vikingetiden.
Bygningen har haft tre indgange, to mod syd og en mod nord. Hver åbning har været indrammet af kraftige sidestolper og den sydvestlige har desuden haft et fremskudt parti. Der kan således ikke være tvivl om, at det er her, templets hovedindgang har været.

Værdifulde fund
I vægrenderne og stolpehullerne er der fundet flere hundrede såkaldte pragteksemplarer af Guldgubbar. Disse papirstynde, meget små guldstykker menes at have været brugt som offergaver. Alle er præget med motiver, der forestiller mænd eller kvinder. At de er fundet i så stort et antal i hullerne til stolperne og vægplankerne i Uppåkratemplet, tyder på, at man har ofret disse pragtstykker i forbindelse med opførelsen af templet.

Inde i Uppåkratemplet er der gjort to fantastiske fund. Lige ved siden af ildstedet, som er placeret centralt i bygningen, har man antagelig i 600-tallet gravet et broncebæger og en glasskål ned. Det ca. 20 centimeter høje bæger er dekoreret med bånd af tynde guldstykker, som er præget med billeder. Der findes ikke nogen bægre magen til og det kan meget vel være fremstillet på stedet. Glasskålen kommer fra området nord for Sortehavet og er dateret til ca. 500-tallet. I tilknytning til tempelbygningen i Uppåkra er der foretaget ofringer til guderne. Masser af lanse-og spydspidser er fundet tæt ved templet, både syd og nord for bygningen. Flere af dem er med vilje blevet ødelagt ved at bøje eller vride spidserne. Nord for templet lå der en hel bunke ødelagte våben. Her blev der også fundet rester af en pragtfuld hjelm og beslag til skjolde. Ofringerne kan have sammenhæng med en dyrkelse af guden Oden som jo var krigens gud. En lille broncestatuette fra Uppåkra forestiller en mand med en hornbeklædt hjelm. Den kan sandsynligvis dateres til vikingetiden. Figuren har kun et øje. Det kunne tyde på, at figuren forestiller Odin, hvilket passer godt med de våben, der er ofret i området.

Rekonstrueret tempel
Bygningsarkæologen Sven Rosborn på Fotevikens museum genskabte templet i 2004. De vældige dimensioner på stolpehullerne og plankevægskonstruktionen, bygningens små dimensioner samt det faktum, at hele bygningen blev gravet ud, gør det temmelig enkelt konstruktionsmæssigt at beregne den sandsynlige størrelse. Da de fire stolpehuller midt i bygningen har haft så enorme dimensioner og stolpehullerne har gået så langt ned i jorden, kan årsagen kun være, at stolperne har dannet et højt midtertårn, som har raget højt op over resten af bygningen.
En senere rekonstruktion er blevet udført af arkæologer i Lund, men den tager slet ikke hensyn til de store afvigelser/forskelle i det arkæologiske materiale.
Uppåkratemplet
Uppåkratemplet
Uppåkratemplets stolpehuller
Uppåkratemplets stolpehuller
Uppåkratemplets offerfund
Uppåkratemplets offerfund
Templets interiør
Templets interiør

Kristendommen

*

På sin omfattende færden i Europa mødte vikingerne kristendommen i forskellige former. Til at begynde med havde de hedenske vikinger ikke den store respekt i mødet med denne religion. Allerede i 793 plyndredes det berømte kloster i Lindisfarne i England og munkeme blev myrdet. Andre klostre og kirker fik samme skæbne.

Gennem ihærdig missionsvirksomhed blev kristendommen, på initiativ af mægtige europæiske fyrster, imidlertid spredt ud over hele Norden. En anden vigtig faktor i spredningen af den nye lære har, uden tvivl, været de omfattende handelsforbindelser og de mange søforbindelser.

År 1103 fik Skandinavien sin egen Ærkebiskob i Lund. Hermed kan man sige at kristendommen og hermed også den vesterlandske kultur for alvor havde etableret sig og var blevet accepteret her oppe i nord. Hedenskaben forsvandt dog ikke helt, men havde ikke længere nogen afgørende indflydelse.

Missionspræsterne
Kong Harald Blåtand blev døbt i 960erne. Allerede inden da var han dog velvilligt indstillet over for kristne præster. Ærkebiskoppen Adaldag i Hamburg-Bremen kunne f.eks. allerede i 948 udvælge tre missionsbiskopper til Danmark. I Helmods ”Slavekrønike” fra 1100-tallet berettes det, at: ”Salig Adaldag var således den første ærkebiskop, som indviede biskopper i Danmark og fra det øjeblik begyndte Hamburgkirken at lægge lydkirker under sig”. De første biskopper var Hored i Slesvig, Liufdag i Ribe og Reginbrand i Århus. Der var altså kun tale om bispesæder i Jylland, dvs. i det område, som Harald på det tidspunkt herskede over. Vi ved at disse tre biskopper netop i 948 deltog i et bispemøde i Ingelheim. Adam af Bremen skrev senere i 1070-erne, at Aldaldag dengang ”også gav dem ansvaret for de kirker, som ligger på den anden side af havet, nemlig på Fyn og Sjælland, i Skåne og i sveonernes land.”

Odinkar den Ældre er den næste missionsbiskop i Skåne/Sjælland, som træder ud af historiens tåger: ”Berømt var også i Danmark på denne tid salig Odinkar den Ældre. Han prædikede på Fyn og Sjælland, i Skåne og Sverige og omvendte mange til den kristne tro. ”Denne Odinkar, som levede i slutningen af 900-tallet var åbenbart ud af en fornem, dansk slægt. Om hans brorsøn, præsten Odinkar den Yngre, siges det nemlig, at han har været en fornem mand af dansk kongeslægt. Odinkar den Ældre havde sæde i Ribe i Jylland, men han var åbenbart også missionsbiskop i de østlige dele af danernes rige.
Det er ikke helt let at udrede de kirkelige forhold i det sydlige Skandinavien udenfor Jylland i begyndelsen af 1000-tallet. Adam af Bremen beskrev selv i slutningen af århundredet vanskelighederne med at afgrænse de ældste biskoppers geografiske embedsområder: ”Jeg tror, at årsagen til dette er, at inden kristendommen fik fast grund under fødderne, fik ingen biskop tildelt et bestemt bispesæde men hver og en fortsatte i deres iver efter at udbrede kristendommen længere og længere bort, hvorved man indbyrdes kappedes om at prædike Guds ord for så vel sine egne som for fremmede.”
Missionsbiskoppen Poppo
Missionsbiskoppen Poppo
Missionskirkegård
Missionskirkegård

Godebald i Skåne
Kong Sven Tveskæg, Harald Blåtands søn, skal bl.a. have indsat biskop Godebald i Skåne ” for at undervise ”. Godebald kom fra England og om ham fortælles det helt kort, at han også havde prædiket i Sverige og Norge. Da Godebald ikke kom fra Tyskland, nævner Adam af Bremen ikke mere om ham. For Adam gjaldt det nemlig om at modarbejde alt, hvad der truede Hamburg / Bremens kirkelige magtposition i Norden. På tyskernes liste over Skånes biskopper er Godebald således ikke med. Den ældste fortegnelse over biskopperne skulle ifølge Adams egne ord i stedet have set således ud : ” Den første Bernhard, den anden Henrik og også Egino ”. I dødebogen i Lunds domkirke, det såkaldte Necrologium Lundense fra 1100-tallet, møder vi nok en mere sandfærdig version. Her står nemlig, at englænderen Godebald var den første biskop i Lund.
Hvem var så biskop nummer to, Bernhard? Ligesom Godebald kom Bernhard fra England. Det er Knud den Store, der døde i 1035, som har indsat ham som biskop i Skåne. Ærkebiskoppen i Hamburg / Bremen var givetvis misfornøjet med dette valg, men efter at Bernhard personligt ” havde gjort bod ”, dvs. underkastet sig ærkebiskoppen som sit åndelige overhoved, fik han venskabsgaver med tilladelse til på ny at drage ud som biskop. De engelske biskopper i Danmark havde det åbenbart ikke helt let. Hvis de ikke af egen drift opsøgte ærkebiskoppen i Bremen, kunne de sågar blive udsat for vold. Om f.eks. biskop Gerbrand på Sjælland, som kong Knud også havde hentet fra England og indsat i Roskilde, fortælles det, at han blev taget til fange af ærkebiskop Unwan i Bremen, som tvang ham til at aflægge troskabsed og dermed svigte den engelske ærkebiskop Aelnoth, som tidligere havde været hans herre. Aelnoth var ærkebiskop af Canterbury i årene 1020-1038.

Kong Svend Estridsen og Ærkestiftet
År 1104 blev Lund ærkebispesæde for hele Norden. Området blev dermed udskilt fra Bremen /Hamburgs ærkebispesæde.Tankerne om et selvstændigt, nordisk ærkebispesæde synes dog at have været tænkt allerede et halvt århundrede tidligere. I tidligere forskning har man traditionelt set disse forsøg fra den regerende danske konge, Svend Estridsens side, som udtryk for et fjendtligt forhold mellem Lund og Bremen / Hamburg. Kilderne giver dog mulighed for at anlægge et helt andet syn på forholdene, hvilket ville forklare en del mærkelige begivenheder, bl.a. den nye inddeling af Danmark i stifter som kongen gennemførte år 1060.
Det hele er antagelig begyndt som et nært samarbejde mellem Sven Estridsen, ærkebiskoppen i Bremen Adalbert og den tyske kejser Henrik III. Allerede i 1052 var kong Sven mødtes med Adalbert i Slesvig. Det følgende år besøgte Sven den tyske kejser i Merseburg og fejrede oven i købet påsken sammen med ham der. Der er ingen tvivl om, at der nu var opstået meget tætte relationer mellem disse tre magthavere.

Adelberts patriarkat
Sandsynligvis har de tre i fællesskab lavet et udkast til en plan for kirkens organisation i Nordeuropa. År 1053 fik Adalbert nemlig en pavelig bulle, som gjorde ham til pavens gesandt og stedfortræder i hele Norden, som omfattede både Island, Grønland og Finland. Næste trin var at få Adalbert udnævnt til såkaldt patriark og at få indsat en ærkebiskop i Lund. Han skulle sortere under Adalbert, ikke under paven. For at få oprettelsen af patriarkatet til at lykkes, bestemte den kirkelige domstol imidlertid, at der under en patriark skulle høre 10-12 lydbiskopper samt et folk, der for nylig var blevet omvendt til kristendommen.
I Tyskland hørte der kun to bispedømmer under Bremen. Det gjaldt altså om at oprette de øvrige i Danmark. Netop dette skete år 1060. Da oprettede Sven Estridsen, givetvis i fuld forståelse med Adalbert, flere nye bispesæder. Jylland blev opdelt i stifterne Slesvig, Ribe, Aarhus, Vendsyssel og Viborg. På Fyn blev Odense bispesæde, medens Roskilde blev bibeholdt som stiftby for Sjælland. I Skåne kom Lund og Dalby til. Med denne vældige omorganisering havde kongen og den tyske ærkebiskop skabt grundlaget for en indstilling til paven om patriarkatets oprettelse. For kong Sven dæmrede tanken om en selvstændig, dansk ærkebiskop i Lund.

Centrum Dalby
Det er interessant, at Dalby i Skåne blev ophøjet til at være bispesæde. Stedets geografiske beliggenhed er egentlig i denne sammenhæng helt umulig i betragtning af, hvor tæt det ligger på Lund. Hvis man imidlertid ser på, hvad der var forudsætningerne for at oprette et patriarkat i Bremen, falder tingene på plads. Som biskop i Dalby indsattes nemlig Egino, som ifølge Adam af Bremen fungerede som missionsbiskop. Adam beskriver indgående Eginos arbejde med at omvende andre folkeslag til kristendommen. Han førte korstog mod blekingerne og hjalp kirken i Skara i Vestergøtland mod hedenske oprør.
Dalby synes således at have fungeret som base for en missionsbiskop, hvis område ikke til fulde indgik i det danske hovedområde. Adalbert udvidede dermed sit planlagte patriarkat med de områder og de folkeslag udenfor det egentlige Danmark, som endnu ikke var blevet kristnet. De formelle krav til et patriarkat syntes at være mere end opfyldt.
Dalby Kirke
Dalby Kirke

Adam af Bremens krønike
Nu gjaldt det om at overbevise paven. Er det ikke i denne sammenhæng, man skal se Adam af Bremens omfangsrige skrift om forholdene i Norden, skrevet i 1060erne? Adam må have været udsendt af ærkebiskop Adelbert til Sven Estridsen, ærkebiskoppens ven, for af ham at få de nødvendige oplysninger til sin bog. Han beskriver indgående hele det enorme område i Skandinavien, hvor den hedenske tro stadig herskede, men også hvordan man med udgangspunkt i Bremen / Hamburg systematisk arbejdede på at omvende befolkningen i dette område til kristendommen.
Adams enestående værk kan altså være den ældste, kendte, bestilte markedsføring af Norden i almindelighed og Skåne i særdeleshed. Måske var det hensigten, at skriftets indhold skulle blive set af paven. I år 1072 rejste biskop Egino personligt til Rom. For første gang besøgte en nordisk biskop pavens hof. Egino havde seks år tidligere overtaget bispestolen i Lund. Det ligger ikke fjernt at forestille sig, at Eginos rejse til Italien netop skal ses i forbindelse med patriarkatets oprettelse. Egino døde imidlertid lige efter hjemkomsten, næsten samtidig med ærksbiskop Adelbert. To år senere, i 1074, døde også kong Sven. Hovedpersonerne bag tanken om et tysk patriarkat med et ærkebispesæde i Skåne var pludselig væk.

Domkirken i Lund
Kong Harald Blåtand erobrede store dele af Skåne i 970erne og indførte sandsynligvis samtidig kristendommen med magt. Hundrede år senere omtales det, at der alene i Skåne var 300 kirker. I 1060erne var der desuden to bispedømmer i Skåne. Det ene lå i Lund og det andet i Dalby kun femten kilometer mod øst. Under den stærke biskop og missionær, Egino, blev de lagt sammen til et hovedsæde for biskoppen. Dermed var grunden også lagt til, at Lund kunne blive Nordens førende, kirkelige centrum.
Allerede i kongen, Sven Estridsens, tid i midten af 1000-tallet er den første stenkirke blevet opført i Lund. Under hans søn, Knut, skabtes i 1080erne det økonomiske grundlag for en ny domkirke. Danskerne havde da længe arbejdet på at få en ærkebiskop indsat i Lund. Da Norden imidlertid hørte under ærkebiskoppen i Hamburg / Bremen gjaldt det om at få paven til at godkende denne nyordning. Det lykkedes i 1104. Da havde byggeriet af domkirken i Lund dog allerede stået på i længere tid.

Domkirken i Lund er Nordens mest storslåede bygningsværk fra romansk tid. Kirkebyggeriet har stået på fra 1080erne frem til 1145, altså i slutningen af vikingetiden og begyndelsen af den tidlige middelalder. Den ældste del af domkirken er den vældige krypt under højalteret. Her finder man bl.a. den berømte Finn-skulptur, et menneskelignende væsen, som omfavner en stensøjle. Søjlen har oprindelig stået et andet sted, sandsynligvis i Sven Estridsens første domkirke. Finn er således en ”ægte” viking.
Lund Domkirke Apsis
Lund Domkirke Apsis

Byerne

*

De første nordiske byer begyndte at opstå under vikingetiden. Det antages, at de er resultatet af en stærk kongemagt, som sikkert, i flere tilfælde, er gået ind og har reguleret og beskyttet de tidligere markedspladser.

Med byernes opståen opstod der helt nye sociale mønstre i forhold til det tidligere, totalt dominerende agrarsamfund. Det skal dog fastslåes, at byerne som dominerende samfundsfaktor spillede en underordnede rolle til langt op i tiden.

Med byernes fremvækst udvikledes dog handelen på en helt anden måde end tidligere. F.ex. indførtes pengeøkonomien istedet for varebytning.

Byernes opståen
Hedeby syd for Jylland og Ribe, godt 100 kilometer længere nordpå, er blandt de første bylignende samfund i Skandinavien. Hedeby var i vikingetiden Danmarks vigtigste handelsby. Den ældste bebyggelse stammer fra 2. halvdel af 700- tallet. Midt i 900- tallet blev der bygget en kæmpestor, halvcirkelformet vold rundt om byen. Det er en fantastisk følelse, man får, når man besøger stedet i dag. Det hele er en stor eng, indrammet af volden og af vandet i den tidligere havn. Gad vide, hvad missionæren Ansgar, som besøgte stedet i 820-erne ville have sagt, hvis han så denne moderne idyl!
Ansgar begav sig senere til Birka, et dengang bylignende samfund på en ø i søen Mælaren. I dag er dette også en stor blomstereng. Foruden Hedeby, Ribe og Birka kan man nævne den store handelsplads Kaupang, i det sydlige Norge, Køpingsviks store handelsplads på Øland og Paavikens handelsplads på Vestgotland. Uppåkra syd for Lund har sikkert også været af stor betydning. Der har været bebyggelse her fra 1. årh. e. Kr. frem til slutningen af 900-tallet.
Hvad angår bylignende bebyggelser i Skandinavien fra den yngre vikingetid, kan i det daværende Danmark nævnes Viborg, Århus, Roskilde, Helsingborg og Lund. I Norge forsvandt Kaupang og i stedet opstod der steder som f.eks. Sarpsborg og Oslo. Længere mod nord udviklede Trondheim sig til en meget betydningsfuld by, ikke mindst efter at kong Oluf den Digre, som døde i 1030, blev begravet i byen og helgenkåret. I Sverige forsvandt Birka i Mælarområdet i slutningen af 900-tallet og blev afløst af byen Sigtuna. På Gotland synes handelspladsen Paaviken at være afløst af Vestergarn med sin endnu delvist bevarede halvcirkelformede vold. Allerede efter kort tid udkonkurreredes dette sted dog af det tidlige Visby ved kysten lidt længere nordpå. I det indre af Sverige var Skara tidligt en vigtig by i Vestergøtland. Linkøbing i Østergøtland har sikkert også aner tilbage til slutningen af vikingetiden. Byen ligger nemlig midt i et af vikingetidens centrale områder.
Ældste byer i Norden ca.900
Ældste byer i Norden ca.900
Ældste byer i Norden ca.1100
Ældste byer i Norden ca.1100

Sjælland og Skånes ældste byer
Opførelsen af en bebyggelse i Lund begyndte antagelig i forbindelse med, at Harald Blåtand anlagde en såkaldt trelleborg midt i den kommende by omkring år 980. Lige uden for borgens volde blev Sct. Clemens trækirke opført. Harald Blåtand må også have anlagt en ringborg i Helsingborg. Her er det tilstedeværelsen af byens ældste kirke, en Clemenskirke, og dens sandsynlige datering til tiden lige før 1000- tallet , som peger på tidspunktet for kirkens grundlæggelse. Byen Helsingborg omtales første gang år 1085, men både bydannelsen og borgen, som byen har fået navn efter, må være af ældre dato. Roskilde må også være anlagt af Harald Blåtand, som døde ca. år 986. Også her ligger der en meget tidlig Sct. Clemenskirke lige oven for havnen.

Lund og Roskilde
Det er kendetegnende for disse, Skånes og Sjællands beviseligt ældste bydannelser, at de har ligget i områder, som kongen på en eller anden måde har villet sikre.
Lund var arvtager til Uppåkra, en handelsplads i det rige område mellem Søderslætt og Lundaslætten. Helsingborg ligger strategisk som en lås ved det nordlige Øresund. Roskilde er bindeleddet mellem det tidligere hovedsæde, Lejre, og havet.

Hvad angår Lund, skulle denne by, ligesom Roskilde, hurtigt blive en religiøs metropol. Omkring 1050 blev der opført et stort antal nye trækirker i byen, hvilket tyder på, at byområdet blev opdelt i mange sogne med egne kirker. År 1104 blev byen ærkebispesæde for hele Norden. At netop Lund blev ærkebispesæde forklarer historieskriveren Saxo omkring år 1200 med, ” at fra tilstødende områder kommer man med lethed hertil. Vejene er mange både til lands og til vands”.

Jorddonationer
I 1000-tallets anden halvdel befandt den danske kirke sig i en ekspansiv periode, som var muliggjort gennem kongelige donationer. Kongemagtens store interesse i at støtte kirkens udvikling både i Lund og i Roskilde fremgår af, at kongen år 1073 står bag en donation af ikke mindre end 50 bol til treenighedskirken i Roskilde og år 1085 en donation i Lund på 53½ bol til Laurentiuskirken. Begge kirker var domkirker. Konge og kirke gik således hånd i hånd tilsyneladende med samme mål: at etablere og sikre en fungerende dansk stat ud fra de præmisser, som allerede Harald Blåtand og hans slægtninge havde fastlagt. For kirken var det vigtigt at vinde økonomisk kontrol ved at dominere de anlagte byer. Kirken havde f.eks. fået ejendomsretten til Roskilde. Det skete samtidig med, at kystbyerne Lomma og København dukker op i det skriftlige kildemateriale.

København og Lomma
Ikke mindst for den unge, kristne kirkeorganisation må behovet for velfungerende forbindelsesveje mellem de forskellige, kirkelige hovedbyer have været stort. For at sikre forbindelserne mellem de kirkelige metropoler, Lund og Roskilde, krævedes der derfor kystbyer så tæt på disse som muligt på begge sider af Øresund. Lomma og København er de kystbyer, som geografisk ligger midt mellem Lund og Roskilde.
København eller Havn nævnes første gang ved navn år 1043 i den såkaldte Knytlingesaga i forbindelse med beretningen om, hvordan kong Magnus sejlede efter den flygtende konge, Sven Estridsen: ” og Sven nåede til det sted, som hedder Hafn, hvor han lå med få skibe. Der blev kun kort gjort modstand, Sven flygtede op i landet, og der faldt igen mange af hans folk.” Københavns oprindelse kan søges i en mulig ringborg fra Harald Blåtands tid. De skriftlige kilder mangler dog for med sikkerhed at kunne bekræfte dette.

Lomma, et kystsamfund lige nord for Malmø, omtales første gang år 1085 i Knud den Helliges gavebrev på en sådan måde, at det må kunne karakteriseres som en by. Sandsynligvis har stedet dog meget tidligt mistet denne status. En halvcirkelformet byvold er påvist i ældre kortmateriale.

Eksterne links til vikingetiden

*

Linkikonet åbner for hjemmesider, hvor der kan findes yderligere oplysninger om vikingetiden. En del af disse tilbyder også en engelsk version eller resumé.

©  Øresundstid 2009