Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
1900-1940
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Industrimagnater

*

I industriens barndom, omkring 1900, er kemikerne G.A. Hagemann, Danmark og J. Dunker, Sverige, begge nogle af de mest markante industrimagnater i Øresundsregionen.

G.A. Hagemann anes her på balkonen øverst i P.S. Krøyerbilledet fra 1904.

G.A.Hagemann

*

G.A.Hagemann (1842-1916), dansk kemiingeniør og en af Øresundsregionens største og mest kreative industrimænd med stor investeringslyst i både Danmark og Skåne. F.ex. Borupgård i Snekkersten og Bergsjöholm ved Ystad.

Banebryder for den kemiske industri i Danmark
Gustav Adolph Hagemann, (1842-1916), dansk kemiingeniør og industrimand, direktør for Polyteknisk Læreanstalt, medejer af Øresunds chemiske Fabriker, bestyrelsesformand i Burmeister & Wain og De Danske Sukkerfabrikker og gennem 20 år medlem af Københavns Borgerrepræsentation.
Hagemann var, som det antydes, ved 1900-tallets begyndelse en af de mest fremtrædende og betydningsfulde industrifolk i Danmark. Fra sit vinterdomicil i København og sommerresidens på Borupgaard i Snekkersten var han med til at iværksætte og organisere en række af landets største virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
En kort gennemgang af Hagemanns livsforløb giver en fornemmelse af periodens industrielle udvikling og naturvidenskabens betydning i denne proces.
G.A.Hagemann 1912
G.A.Hagemann 1912

Kemi - en nyttig videnskab
Kemien fik i G.A. Hagemanns tid en betydningsfuld rolle i form af praktiske resultater, der hurtigt og med stor økonomisk gevinst kunne overføres til industrien.
Det drejede sig blandt andet om fabrikation af så forskellige ting som soda, potaske, klor, kunstgødning, sprængstoffer, cement, sæbe, øl, alkohol, medicin, farver, smør og ost. Og Hagemann kendte sin besøgelsestid. Han involverede sig i næste det meste.

Kryolitfabrikken Øresund
På Vestre Kirkegård i København finder man G.A. Hagemanns gravplads fra 1916, som er prydet med en bautasten af mineralet kryolit. Og dette er ikke tilfældigt.
I 1864 kom den kemistuderende Hagemann til Kryolitfabrikken Øresund og efter endt eksamen i 1865 sendte fabrikken ham til USA for at kontrollere kryolitleverancerne til Pensylvania Salt. Efter at have ombygget denne fabrik påbegyndte han sin egen fabrikation af brom. Et initiativ, der var med til at grundlægge hans betydelige formue.
Kryolitfabrikken Øresund anvendte blandt andet kryolit udvundet fra Grønland til produktion af soda (natron) efter en metode Julius Thomsen havde opfundet og patenteret. Soda var et uhyre vigtigt produkt, der blev anvendt til fremstilling af for eksempel sæbe, glas og en række kemiske stoffer. Sodafabrikation var en af de største og vigtigste kemiske industrier, der samtidig byggede på et solidt kendskab til kemisk teori og krævede en videnskabelig grundforskning.
“Øresund” blev i 1869 gennem industrimanden C. F. Tietgen, 1800-tallets danske imperiebygger, solgt til de to unge kemiingeniører, Vilhelm Jørgensen og G. A. Hagemann. I 1870 producerede fabrikken 1.930 tons kryolitsoda. Thomsens metode var dog for dyr og blev efterhånden udkonkurreret af mere rentable fremstillingsmetoder. Fabrikationen af kryolitsoda blev indstillet i 1895.
Julius Thomsen1826-1909
Julius Thomsen1826-1909
C.F. Tietgen
C.F. Tietgen
G.A.Hagemann, stud. polyt.
G.A.Hagemann, stud. polyt.

De danske Sukkerfabrikker
I 1872 stiftede Tietgen, De danske Sukkerfabrikker. Tietgen ønskede allerede på dette tidspunkt at knytte den begavede og initiativrige ingeniør endnu nærmere til sit netværk, og Hagemann blev chefkemiker, en slags teknisk direktør, for virksomheden. Og det var hér, at Hagemanns tekniske geni kom til fuld udfoldelse. Her skal kun nævnes hans metode til at fremstille dansk puddersukker, hvoraf der i perioden 1915-1918 blev fabrikeret 43 millioner kilo. Tietgen er citeret for at have sagt: "en mægtig løftestang til sukkerproduktionens forøgelse".
I 1897 trådte Hagemann tilbage som direktør for fabrikken, men blev samtidig formand for bestyrelsen og fortsatte mange år endnu med at eksperimentere med sukkerfabrikationen. Bl.a. på grund af sine interesser og erfaringer med sukkerfabrikation på De dansk Vestindiske øer.
I nutidens Danmark er virksomheden en del af Danmarks største fødemiddelvirksomheder: Danisco.

Hagemann på De vestindiske øer.
I G.A. Hagemanns levetid var Danmark stadigvæk en traditionel kolonimagt. Bl.a. i sit ejerforhold til De dansk Vestindiske øer. I forbindelse med rørsukkerproduktionen købte Hagemann en række sukkerplantager på Sct. Croix i 1894. På trods af omfattende rationaliseringer og forbedringer af produktionsmetoderne blev det ikke nogen ubetinget succes for Hagemann. Uro i befolkningen over de sociale forhold og et generelt ønske om at løsrive sig fra Danmark, til fordel for USA, betød, at Hagemann kort før sin død også kom til den opfattelse, at Danmark burde overlade øerne til USA. Som bekendt skete det i 1917.

Polyteknisk Læreanstalt
Polyteknisk Læreanstalt i København blev oprettet i 1829 med hovedvægten på fagene fysik, matematik og kemi, hvor H.C.Ørsted i mange år var den naturlige indehaver af den fysiske lærerstol. Undervisningen og forskningen var dog meget teoretisk orienteret, hvilket blandt andet skyldtes dansk industris ringe omfang. Nye tekniske fag til gavn for erhvervslivet havde derfor svært ved at vinde indpas.
Fart i udviklingen kom der først da Julius Thomsen kom til som direktør i 1883 og ved hans afgang i 1902, blev det hans mangeårige ven G.A. Hagemann, der blev direktør. Hagemann satte stor energi ind på at ansætte lærere og etablere faciliteter indenfor bl.a. elektronik, som havde hans store interesse.
Ved G.A. Hagemanns tilbagetræden på grund af alder i 1912 var lærerstandens professorer, docenter og assistenter forøget til omtrent det dobbelte, og hvert år var antallet af færdige ingeniører markant forøget.
H.C. Ørsted 1777-1851
H.C. Ørsted 1777-1851

G.A. Hagemannskollegiet
Fra starten af sin direktørtid på Polyteknisk Læreanstalt blev Hagemann opmærksom på de studerendes trange kår. I begyndelse gav han de mindre velstående studerende gaver og studielån af egen lomme. Studielånene var æreslån, men med beklagelse måtte Hagemann senere sætte det ind i lidt fastere juridiske rammer, da en del af de studerende ikke havde samme opfattelse, som Hagemann selv, af hvad der menes med begrebet ære.
I 1908 besluttede Hagemann at oprette et kollegie til sine studerende i Kristianiagade på Østerbro. Kollegiet var datidens mest frisindede kollegium med udstrakt medbestemmelse for beboerne og det første i Danmark, hvor der også kunne bo kvindelige studerende.
Med vanlig energi fulgte Hagemann byggeriet og kollegiets indretning meget nøje og satte sit præg herpå.
G.A.Hagemanns kollegium
G.A.Hagemanns kollegium
Hagemann lykønskes
Hagemann lykønskes

Skibsbyggeri, Ølproduktion og Finseninstituttet
G.A. Hagemanns tekniske viden og store organisationstalent gjorde ham til en eftertragtet person i et utal af virksomheder. Ofte som direktør eller formand for bestyrelserne. Her skal kun nævnes industrimastodonterne, Burmeister og Wain (Skibsbyggeri)og Tuborg (Øl).
Hagemann fandt også tid til at interessere sig for tidens sundhedsmæssige forhold. Det var således Hagemann, der stod bag Danmarks første nobelpristager Niels Finsens institut for lysbehandlinger. Han støttede, med sin egen formue, Niels Finsen fra begyndelsen og via sit omfattende netværk, fik han også andre til at støtte Finsen.
Finsen 1860 - 1904
Finsen 1860 - 1904

Industriens mænd
I februar 1904 færdiggjorde den kendte danske maler P. S. Krøyer et gruppeportræt af ledende danske industrifolk. Maleriet var bestilt af G. A. Hagemann.
Billedets motiv er 53 industrifolk, der skal forestille at være indbudt til en speciel rundvisning på Danmarks nyeste og største elektricitetsværk, Østre Elektricitetsværk i København. Denne begivenhed har dog aldrig fundet sted i virkeligheden!
En nærmere analyse viser, at det er ikke alle på billedet, der er industrifolk, men maleriet viser konturene af et magtfuldt netværk blandt ledende teknikere i den private industri, på Polyteknisk Læreanstalt og i Københavns statslige og kommunale administration; et netværk der har spillet en vigtig rolle i formgivningen af det 20. århundredes danske industrisamfund.
Det var Hagemann, der afgjorde, hvem der skulle med på det kendte billede.
Industriens mænd
Industriens mænd

Landliggeri og Borupgaard
G.A. Hagemann og hans familie boede om vinteren i herskabelige omgivelser på skiftende adresser i København. I løbet af 1800-tallet blev det almindeligt for det københavnske borgerskab at søge nordpå med deres familier i sommermånederne. Hagemann var tidligt med på denne livsstil og havde således i mange år sommeradresse i villaen "Øresundshøj" på Søbakken i Skovshoved.
I 1899 købte Hagemann den over 300 tønder land store ejendom, Borupgaard ved Snekkersten tæt på Helsingør, og fra 1900 tilbragte familien sommeren derude i de landlige omgivelser. Nogle gange om ugen tog han toget til sit kontor i København, men tiden på godset var dog ikke noget driverliv.
Som herregårdssøn fra Jylland var Hagemann stærkt interesseret i landbrug. Han var således en af de første, der investerede i en motorplov og sammen med en dygtig forvalter, fik han etableret et mønsterbrug med jerseykøer. Opfindergenet kom bl.a.til fuld udfoldelse i forbindelse med et omfattende hønserihold. Hønsene var Hagemanns store passion og med en række sindrigt udtænkte metoder, fik han effektiviseret ægproduktionen.
Borupgaard
Borupgaard
G.A.Hagemann
G.A.Hagemann
G.A. Hagemanns hustru
G.A. Hagemanns hustru

Hagemann i Skåne
En anekdote fortæller, at Hagemann i gode venners lag skulle have sagt: Vi kan da blot købe Skåne tilbage! Dokumenterbart er det dog, at i 1911 købte Hagemann Bergsjöholm nogle få kilometer uden for Ystad. Den magtfulde danske industrimand betalte 1 million danske kroner for slottet. Selve hovedbygningen er fra 1850 og er opført i nyklassisistisk stil af den unge danske arkitekt, F. Meldal. Men det oprindelige gods har en meget lang og særdeles dramatisk historie bag sig.
Hagemann begyndte straks på en forbedring af driften på slottet, men hans hovedinteresse var dog Borupgaards hyggelige stuer, så det var ikke mange besøg Hagemann fik afsat tid til i de storte kolde sale på slottet.
Det gjorde derimod hans ældste søn, der også hed G.A.Hagemann (!)og denne fik foretaget en række moderniseringer. Slottet var i familiens eje til 1965.
Bjergsöholm 1911
Bjergsöholm 1911
Bergsjöholm Slot 2005
Bergsjöholm Slot 2005

Hagemanns-kvarteret i Snekkersten og Helsingør
Der er ikke mange i dag, der har kendskab til G.A. Hagemann og hans store betydning for det industrielle gennembrud i Danmark i 1890-erne og 1900-tallets begyndelse. Men, bevæger man sig over det gamle Borupgaards udstykkede jorde i det gamle Snekkersten, er der dog sat umiskendelige spor i villakvarterets vejnavne. Her støder vi på: G.A.Hagemannsvej, Mathilde Bruunsvej(Hustruen) Antonievej (datteren) Sortevej, der i folkemunde menes at stamme fra Antonies hund. Og på det centrale hjørne ved Snekkersten Station ser man stadigvæk det gamle smukke forsamlingshus, som familien skænkede det gamle fiskeleje.
På den anden side af jernbanen finder vi K.A. Haselbalchsvej, Hagemanns svigersøn, der som læge var med til at lette Hagemnns dødstund i 1916 på Borupgaard.
Som et andet kuriosum kan nævnes, at fødeklinikken Antoniehus i Helsingør er opkaldt efter Hagemanns datter, Antonie, gift Hasselbalck. Således: I 1944 modtog "Selskabet for Mødre- og Børnehjælpen i Helsingør" en gave på 150.000 kr. fra labaratorieforstander, dr.med Karl Albert Hasselbalch og hans hustru Antonie til oprettelse af et fødehjem for mødre med bopæl i Helsingør og Tikøb kommune. Omkring midten af 1970,erne blev den populære fødeklinik omdannet til ungdomsboliger.
Helt op til 1970-erne kunne man også se familiens karakteristiske badehus, med et vikingeskib på taget, for enden af den stejle Snekkersten Stationsvej på Strandvejen. I dag er der nu et frit og betagende udsyn over Øresund til Helsingborg.
Borupgaards badehus
Borupgaards badehus

Dunker

*

Dunker- familien, der grundlagde og udviklede Tretorn imperiet, kom til Helsingborg fra Danmark.
Det blødgjorte gummi er et godt eksempel på kemiprodukt, som dannede udgangspunkt for produktion af moderne forbrugsvarer af høj kvalitet. Gummialderen havde taget sin begyndelse i Øresundsregionen.
Dunkers anvendte store dele af deres formue til gavn for kulturlivet i Helsingborg.

Galoche-kongen
Dunker- familien, der grundlagde og udviklede Tretorn imperiet, kom til Helsingborg fra Danmark.
Det blødgjorte gummi er et godt eksempel på kemiprodukt, som dannede udgangspunkt for produktion af moderne forbrugsvarer af høj kvalitet. Gummialderen havde taget sin begyndelse i Øresundsregionen.
Dunkers anvendte store dele af deres formue til gavn for kulturlivet i Helsingborg.

Gummialderen
Gummi havde været i brug i lang tid og det fungerede udmærket - som viskelæder. En metode som åbnede helt andre muligheder for udnyttelsen af gummi, blev opdaget af amerikaneren Charles Goodyear i 1839. Det var lykkedes ham at forædle rågummi til et materiale, som var blødt, vandtæt og holdbart. Metoden blev kaldt vulkanisering og var, teknisk set, en opvarmning af en blanding af kautsjuk og svovl. Man fik hermed helt nye muligheder for at udnytte gummi industrielt.
En idé, blandt mange andre, var at fremstille en beskyttende sko, som skulle bæres udenpå elegante sko ved regn og snavset føre. Galochen, den franske betegnelse for en overtrækssko, var født! Vintrene ved Øresund ville fra nu af blive mere udholdelige med de nye vind- og vandtætte sko. Galocher blev umådeligt populære og fremstilledes rundt om i verden. Sverige importerede fortrinsvis nyheden fra Rusland.

Johan Dunker – begyndelsen
I Helsingborg fandtes en havnefoged som hed Johan Dunker. Han kom oprindelig fra Slesvig-Holsten. Familien Dunker boede i Esbjerg da sønnen Henry blev født i 1870. Johan, som var aktiv indenfor Helsingborgs næringsliv, forstod at efterspørgslen på gummivarer ville øge. Med tidens fremskridtsoptimisme for øje turde han satse på, at anlægge en gummifabrik i det kraftigt voksende Helsingborg. Med støtte fra bl.a. Petter Olsson grundlagdes AB Helsingborgs gummifabrik i 1891.
Johan Dunker
Johan Dunker

Henry Dunker – udviklingens mand
Johan Dunkers søn, Henry, rejste til Rusland for at indhente ”knowhow” til den nye fabrik. I Skt. Petersborg var fremgangen ringe, men i Riga, som den gang tilhørte Rusland, fik han kontakt med en kemiker, som var interesseret i at udvikle Helsingborgsfabriken. Han hed Julius von Gerkan og han kunne høste megen hæder for at Helsingborgsgalocherne fik en så høj kvalitet.
Henry Dunker blev disponent i 1894 og efter nogle genvordigheder i starten kunne fabrikken udvides. Han arbejde hårdt for at styrke sin stilling i forhold til andre gummifabrikker. Således overtog han gummifabrikken Velox i Trelleborg og etablerede i 1905 Trelleborgs gummifabrik, som derved blev en del af Dunkers voksende imperium. En af hans idéer var, at starte sine egne salgskontorer, og derved undgå at sælge via grossister. På den måde kunne han få kontrol over en større del af kæden fra producent til konsument.
Salgskontorer åbnede mellem 1910-og 20alle dele af Sverige, men også i udlandet, f.eks. København (1909), Berlin (1913) og Wien (1913). Det var ikke kun virksomheden som udvikledes men også vareudbuddet. Det som begyndte med galocher og andre slags gummisko, fortsatte nu med bolde, badehætter og dæk. Henry Dunker indså værdien af specialisering og forlagde f.eks. produktionen af dæk til Trelleborg.
Henry Dunker
Henry Dunker

Kartel og koncern
For at opnå en bedre konkurrencesituation i udlandet og undgå konkurrence på hjemmemarkedet etableredes, på Henry Dunkers initiativ, et kartel i 1912. Resultatet blev at priserne kunne forhøjes i Sverige og sænkes i udlandet, hvilket gav en højere gevinst.
Under 30ernes depression ville mange stater beskytte deres egen produktion ved hjælp af toldafgifter og importforbud. Henry Dunker anlagde fabrikker i Hamburg og Helsingør, og kunne således opretholde produktion og salg i Tyskland og Danmark. Fabrikken i Helsingør, som grundlagdes i 1935, voksede støt og var i slutningen af 50erne byens næststørste arbejdsplads med over 1000 ansatte. Det gamle ”Helsingborgs Gummifabrik AB” var vokset op til en multinational koncern og virksomheden havde skiftet navn til ”Tretorn AB”. Dette for at slippe for det gamle navns provinsielle klang.
Tretorn i Helsingør
Tretorn i Helsingør
Reklame for Tretorn, 1939
Reklame for Tretorn, 1939

Sveriges rigeste mand
Efterspørgslen på gummivarer blev enorm. Fra kun at blive brugt som viskelæder voksede udbuddet via gummisko til bildæk, cykeldæk, regntøj, bolde, gymnastiksko, elastikker, tætningslister, ja listen er næsten ubegrænset, og 30erne og 40erne blev med rette kaldt ”gummi-alderen”. Frugterne af denne fremgang gjorde ”galosche-kongen” Henry Dunker til Sveriges måske rigeste mand.
Henry Dunkers villa som blev bygget i 20erne på ”landborgen” i det nordlige Helsingborg, og giver et godt indblik i det velstillede borgerskabets miljø.
Dunkers villa
Dunkers villa
Arbejderkvarter
Arbejderkvarter
Bruserum
Bruserum

Arbejdsgiveren Dunker
Henry Dunkers lederevner kan beskrives som: hård mod de hårde, men lidt blødere mod de svage. Jo højere position man havde i koncernen, jo mere krævende var Dunker. Han var heller ikke en ven af faglige organisationer og arbejdsnedlæggelser, og det var naturligvis ikke for at spille rolle som velgører at han engagerede sig i storkapitalistisk virksomhed.
Da han allerede i 1911 etablerede en privat børnehave, var det for at virksomheden kunne ansætte flere kvinder. I 1930erne var størstedelen af de ansatte ved gummifabrikken i Helsingborg således kvinder.
Fagforeningsfane
Fagforeningsfane
Vuggestue 1916
Vuggestue 1916

Kommunen som arving
Ind imellem kunne Dunker også vise velvilje og eftergive en eller anden fordring, men den slags gjaldt næsten kun hans egne arbejdere. Personalet i hans villa, Hevea, kunne godt lide ham.
Dunkers formue blev, ved hans død i 1962, testamenteret til Helsingborgs Kommune, og hans villa blev lavet om til plejehjem. På den måde blev hans mange penge givet tilbage til folk i byen. Uden disse midler ville Helsingborg ikke kunne tilbyde sine borgere det teater og det kulturhus som nu pryder byen. Man må dog ikke glemme de tusinder af mennesker, som arbejdede og sled i snavsede og ildelugtende fabrikker.
Dunkers kulturhus
Dunkers kulturhus

©  Øresundstid 2009