| Linnés skånske rejse 1749
| | Den verdensberømte svenske videnskabsmand, botanikeren Linné, foretog i 1700-tallet en rejse igennem Skåne, hvor han rapporterede til den svenske regering om regionens forsømte tilstand og gav detaljerede forslag til ændringer af de bestående, elendige, forhold. Rapporten er en fremragende førstehånds og primær kilde til datidens Skånes landskabsmæssige forhold og folkelige traditioner. Men også til oplysningstidens videnskabsmænds måde at tænke på.
På kortet ser man Linnés rejserute markeret på et kort over Skåne. |
Linnés skånske rejse 1749
En præstesøn fra Småland, i fuld gang med en usædvanlig videnskabelig karriere i Uppsala, kom i 1749 til Skåne. Denne Carl Linnaeus (adled til von Linné) var taget til Skåne på en nationaløkonomisk opgave, udsendt af den svenske rigsdag. Målet var at kortlægge landsdelens ressourcer og foreslå forandringer. Linné var empiriker og foretog, ligesom Tycho Brahe, omhyggelige iagttagelser, men han var også en systematiker, som ønskede at indordne virkeligheden i et velordnet system. Han var en videnskabsmand i oplysningstidens ånd.
Skåne – en isoleret region
Linné skulle beskrive Skånes naturlige ressourcer og anbefale foranstaltninger, som kunne styrke landsdelens økonomi. Naturligvis kunne Linné ikke give slip på botanikken, så han undersøgte og beskrev bestanden af planter på forskellige lokaliteter, men han interesserede sig også for en lang række andre ting i det skånske landskab.
Skåne var stadigvæk præget af den ødelæggelse og død, som krig og pest havde forårsaget. Landsdelen lå langt fra rigets centrum og var desuden afskåret fra Danmark. Det var en isoleret region, med alt for lidt kontakt med omverden til at kunne vokse og udvikles. Linné syntes også, at den skånske bonde alt for stædigt holdt fast ved gamle vaner og var bange for forandringer. De konservative bønder havde brug for bedre viden og moderne landbrugsmetoder.
Linné - en verdensberømt botaniker | 
Linnés fødehjem i Råshult | 
Linnés rejserute |
Skånes frugtbarhed
Alligevel havde Linné meget godt at sige om Skåne, som han så som Sveriges, måske Europas bedste dyrkningsområde. Om klimaet i Malmø skrev Linné: ”dette er ikke spor dårligere end i Holland. Alle de farveurter og apotekerurter som plantes og sælges fra Holland, kunne lige så godt vokse her…” Også i Skanør fremhævede han klimaets fordele:
”Jeg kender ikke noget land, som mere ligner Zeeland i Holland til klima og jordbund og kan intet andet se end, at hvad der vokser på Zeeland, kunne også plantes her; derfor burde her anlægges plantager af farvestoffsplanter og sådanne andre økonomiske urter.”
Linné understregede altså, at Skånes milde klima burde udnyttes bedre gennem at indføre nye, økonomisk gavnlige planter, så at man derved kunne undgå at importere disse planter fra eksempelvis Holland. Tilmed kunne han sammenligne silden med den hollandske. ”Silden der fanges ved Kullen er næppe den hollandske sild underlegen, hvad gælder størrelse og fedme.” Linné sammenlignede tit med hollandske forhold. Han havde opholdt sig i Holland i flere år i løbet af 1730-tallet, og der aflagt doktorseksamen i medicin samt publiceret en række videnskabelige skrifter.
Fugt og flyvesand
Linné trivedes ikke med Skånes fugtige efterår og manglen på brænde, noget han åbenbart ikke var vant til fra Småland og Uppsala.
”Her i Skåne bemærker man, at husenes lervægge spreder en muggen, klam og ubehagelig duft, især for den som er uvant, og denne damp bliver kraftigere ved regnvejr. I dette slettelandskab erfarer man den fordel vi har længere nordpå med dejlige ildsteder, hvor vi tørrer vores legemer i køligt og fugtigt vejr.” Ved et besøg i Herrestad konstaterede Linné: ”Her på stedet er bøndernes huse, og ofte også herremændenes, for det meste fugtige og opfyldte med en sjælden kvalme.”
Der fandtes også andre problemer med det åbne slettelandskab: ”Kämpinge by lå i Skånelandets sydvestlige hjørne og var meget plaget af flyvesand, som blæste ind i byen som store snedriver og ødelagde bøndernes marker.”
Problemet fandtes mange steder, og Linné så åbenbart meget alvorligt på det. Han påtalte betydningen af beplantning for at dæmpe flyvesandet:
” Hollænderne har iværksat dette på sine sanddyner. De bruger til dette formål den græsart de kalder helm. Omkring Ängelholm er mange og vidtløftige plantager blevet anlagt og disse har for en stor del haft en lykkelig effekt.”
Bindingsværkshus | 
Skånsk hus |
Pilelandet
Muldjordsflugt og udtørring udgjorde andre problemer på Skånesletten, især på højt beliggende agre. Løsningen på dette var, ifølge Linné, at øge beplantningen af pile -og andre træer. Dette ville dæmpe erosionen, holde på fugten og i tillæg give brænde til opvarmning af fugtige boliger:
”Det vigtigste for Skånesletten er, at alle diger bliver beplantet med pile og andre løvtræer langs med jordvoldens indre sider. Disse får derved en anselig styrke, og hvert tredje år kan grene afhugges og flettes til små hegn, som opstilles på voldene. Når disse så har gjort tjeneste i to år og forfalder, kan de bruges til brænde det tredje år, når vangen skal udlægges. Ved siden af dette skulle sådanne træer anseligt pryde landskabet og skygge for vinden som udtørrer jorden og i et usynligt støv bortfører den fineste muld og derved dagligt udarmer jorden.” ”Pilebeplantning er en nødvendighed for Skåneland, foruden hvilken landet næppe vil kunne få sit fremtidige udkomme.”
Skånes folkelige traditioner
Foruden alle sine optegnelser om, hvordan det skånske landbrug og næringsliv skulle forbedres var Linné også interesseret i Skånes folkelige traditioner. Han beskriver for eksempel fejringen af midsommeraften på Skanørs torv i 1749:
”De unge karle og tjenestepiger var samlet på torvet. Drengene havde sørget for stænger og pigerne for blomster. Stængerne blev lænket sammen til en høj mast med tværspyd og indenfor nogle minutter var hele stangen dækket af blomster og kranse, som hængte for enden af spydene. Den færdige majstang, som var den skønneste og prægtigste, rejstes med skrig og råben og ungdommen dansede rundt om den gennem hele natten, på trods af at det regnede.”
I Linnés beskrivelse af midsommer i Skanør og Falsterbo fremgår det, at kontakten med Danmark ikke var helt afbrudt. I sin beskrivelse af midsommerdagens offergang i Falsterbo kirke noterer han: ”Folk kom fra fjerne steder, og tidligere kom der mange fra Danmark.”
Midsommerstang |
Linné - også en petitessernes mand
Intet var for ringe og ligegyldigt for Linné. Han skriver fra sit ophold i Malmø:
”Blyanter fra England af en usædvanlig type sås hos borgmester Borg. De kunne ikke spidses med kniv, kun med hjælp af varme eller lys kunne man presse dem sammen med fingrene, og de duftede af lak. Dette betød at de var lavet af blyerts (grafit) med meget lidt harpiks. Det ville være gavnligt for os, som er så velforsynet med blyglans (blymalm), men endnu så lidt af fin blyerts som kan saves til blyanter.”
Linné tænkte mange tanker om Skånes udvikling i både stort og småt. |