Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
Temaer
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Øresund som flugtvej

*

Tusinder af danske flygtninge blev modtaget med åbne arme i Skåne
Ved ankomsten til Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre.
Den tyske besættelsesmagt gjorde næsten intet for at stoppe denne illegale kommunikation.

Hverdagen
Hverdagslivet i Helsingør fortsatte de tre første år af krigen,næsten, på normal vis.
Men mørklægningen, isvinterne, varemangelen og de mange rationeringer gjorde efterhånden tilværelsen vanskeligere. Et lysglimt i mørket var lysene fra Helsingborg.

Mørkelægningen
Det første befolkningen kom til at mærke til besættelsen var den tyske værnemagts krav om mørklægning allerede samme aften kl.19. Et krav det var svært at opfylde med så kort varsel i Helsingør.
I Helsingborg krævede de svenske myndigheder også lysene slukket, men den 24. maj valgte de at lade lysene brænde igen. På næsten religiøs vis kom den skånske lysende kyststrækning til at stå som et symbol på frihed for hele den nordøstlige del af Øresundsregionen.
Mørklægningen, og den medfølgende knugende stemning i hverdagen, var det, helsingoranerne klagede mest over, som krigen skred frem. Efterhånden blev det en tradition juleaften at trodse mørklægningskravet og udveksle bålhilsener mellem Helsingør og Helsingborg.
Mørklægningen var da også det første, som befolkningen selv ophævede den 4.maj om aftenen, hvor mørklægningsgardinerne blev fjernet, og der blev sat levende lys i vinduerne. En tradition der holdt sig i mange år i Danmark på årsdagen for befrielsen, men som efterhånden er forsvundet.
Tilbage står dog Helsingørs landskendte ”nationalsang”: Henry Karlsens ”Kronborgvalsen” fra 1941, hvor en af de kendte linier på markant vis fortæller noget om hele stemningen: ”(…) Snart så tænder de lysene i Helsingborg, som tusinde stjerner de står..” 
Lysene i  Helsingborg
Lysene i Helsingborg
Firmajulefrokost
Firmajulefrokost
StorKronborgvalsen

Svenske skikke importeres til Danmark
Det magiske lys fra Sverige og behovet for at flygte fra den restriktionsplagede danske hverdag under besættelsen, blev begyndelsen til det folkelige opgør med ”Den blå mur”, den adskillelse imellem de to lande som Øresund havde udgjort siden 1660.
Sverige blev nu et symbol på frihed. Alt, hvad der var svensk var godt: Svenske film, svenske sangere/skuespillere, litteratur og svenske skikke. Et godt eksempel er den svenske Luciatradition, som man ikke tidligere kendte i Danmark. Skikken kom til Sverige i 1700 tallet via tyske håndværkeres juletradition fra Rhinen, hvor en hvidklædt pige med lys i håret gik rundt og delte godter ud. I Vestsverige var der tradition for en ”lussenat” i forbindelse med den lange nat mellem den 12. og 13. december, hvor man gik ind i staldene og gav dyrene en godbid. Herefter forkælede folk sig selv med noget godt mad. De to traditioner blev sammensmeltede til den tradition, vi i dag kender på begge sider af Sundet, hvor en luciabrud fører an foran en række syngende, hvidklædte piger med stearinlys i hænderne.
Svenske skikke
Svenske skikke
Svensk kultureksport til Danmark
Svensk kultureksport til Danmark
LilleStorSvensk kultureksport til Danmark
StorJeg har boet ved en landevej i hele mit liv

Den store flugt - Danmark
Tusindvis af danskere flygtede i oktober 1943 over Sundet til Sverige. En hel del fra Gilleleje, Helsingør, Snekkersten og Espergærde.
Flugt over Sundet
Flugt over Sundet

Optakten
Kort tid efter besættelsen forbød den tyske besættelsesmagt rejser mellem de skandinaviske lande, med mindre tyskerne selv accepterede dette. For at administrere og kontrollere forbudet forlangte tyskerne at:
-Der skulle søges visum, som danskerne selv skulle administrere, men under tysk kontrol.
-Der skulle oprettes et dansk kystpoliti til patrulje af de østvendte danske farvande fra Hundested i nord til Gedser i syd.
-Den danske marine skulle kontrollere de tilstødende farvande.
I begyndelsen voldte restriktionerne ikke de store problemer. Fra Danmark blev besat den 9.april 1940 til august 1943, kom der nemlig kun få flygtninge fra Danmark til Sverige. Dels på grund af de relativt fredelige forhold i Danmark, men også på grund af den restriktive flygtningepolitik i Sverige. Af svenske politirapporter fremgår det således, at den svenske neutralitetspolitik over for det stærke og sejrrige Tyskland betød, at svenskerne ofte sendte danske flygtninge tilbage til Danmark.
Kystpolitiet
Kystpolitiet

Vendepunktet
Efter en række store strejker og protester mod den danske regerings samarbejdspolitik, indgav regeringen d. 29.august 1943 sin afskedsbegæring til kongen, Chr. X. Denne undlod at behandle sagen, hvilket betød, at ministrene formelt set fortsat styrede Danmark og fik deres løn og pension besættelsesperioden ud. I praksis satte de embedsmændene i ministerierne til at stå for de daglige rutiner.
Besættelsesmagtens svar kom omgående: Internering af det danske militær og oprettelse af tyskdominerede terrorbander, som bl.a. udførte såkaldte clearingdrab, hver gang der fandt angreb sted på tyske interesser.

Flygtningestrømmen vokser
I lyset af disse begivenheder voksede antallet af flygtninge i september 1943 til 609, hvoraf de 61 var jøder. Resten var først og fremmest militærpersoner, modstandsfolk, statsløse personer, politifolk, men også eventyrere, der flygtede fra det mørklagte og restriktionsplagede Danmark.
En række kunstnere og intellektuelle, heriblandt en del jøder, begyndte at se skriften på væggen og arrangerede allerede i september 1943 overfarter til det neutrale Sverige.
Blandt dem var atomfysikeren Niels Bohr, arkitekterne Poul Henningsen og Arne Jacobsen. Arne Jacobsen var af jødisk oprindelse og Poul Henningsen stod på listen over clearingsofre, hvad han dog ikke selv vidste. De havnede begge sikkert i Stockholm, hvor de tilbragte resten af krigen.

Den 2. oktober 1943
Indtil slutningen af september 1943 følte de ca. 7.000 danske jøder sig forholdsvis sikre i Danmark. 99% havde således valgt at blive. Tre uger senere befandt langt de fleste sig i Sverige. Først og fremmest takket være en omfattende indsats fra danske medborgere.
Interne politiske magtkampe mellem den tyske besættelsesmagts repræsentanter i Danmark og hovedkvarteret i Berlin var også en medvirkende årsag til, at så mange undslap. Det er således en kendsgerning, at den tyske flådeattache von Duckwitz, sandsynligvis på foranledning af den tyske øverstkommanderende Best, lod oplysninger om den forestående aktion sive til den fremtrædende socialdemokrat og senere statsminister Hans Hedtoft, som advarede de jødiske kredse i København.
Werner Best
Werner Best
Duckwitz
Duckwitz

Den danske jødeforfølgelse
Natten mellem den 1 og 2.oktober 1943, iværksatte tyskerne en klapjagt på jøderne i Danmark. Officielt forklarede tyskerne overgrebet i dagspressen med de danske jøders skyld i augusturolighederne. For at få ”pillen til at glide ned”, løslod de samtidig de afvæbnede og internerede danske soldater.
Resultatet blev, at man i løbet af efteråret 1943 pågreb ca.600 jøder. De blev sejlet til Tyskland og 53 af dem døde i kz-lejren Theresienstadt. Det danske folketingsmedlem Martin Nielsen var øjenvidne til den modtagelse de danske jøder fik ved landgangen i Tyskland.
KZ-lejre i Europa
KZ-lejre i Europa
Theresienstadt
Theresienstadt
Martin Nielsen
Martin Nielsen

Sverige ændrer holdning
I lyset af begivenhederne i august måned, og tyskernes nederlag på østfronten og i det nordlige Afrika, tog den svenske stat sin neutralitetspolitik op til nyvurdering.Den 2.oktober 1943 meddelte Sverige således officielt, at de ville modtage de danske jøder som flygtninge. I tæt samarbejde med –især Skånes myndigheder og administration, blev der herefter etableret en række illegale flugtruter langs hele den sjællandske østkyst.

Den civile modstand
Jødeforfølgelserne betød et vendepunkt i mange danskeres holdning til den tyske besættelsesmagt. De danske jøders, historisk betingede, tætte integration i det danske samfund betød, at nazismens racepolitik krænkede mange danske borgeres retsbevidsthed. Større dele af befolkningen gik nu aktivt til modstand; ofte borgere uden tilknytning til den eksisterende del af modstandsbevægelsen.
I København strejkede studenterne i protest mod jødeforfølgelsen, og nogle af dem iværksatte, med stor succes, en indsamling af økonomiske midler til hjælp for jøderne: Omkring 1 million kroner, (Omregnet til 1993 kr. ca. 20 millioner kroner.)

Flugtruterne
De jødiske medborgere søgte nu i tusindtal fra København mod Øresundskysten, hvor der i de første dage herskede totalt kaos med hensyn til organisering af denne folkevandring. Flugtruter opstod spontant og i første omgang uden indbyrdes forbindelse.
Vidt forskellige mennesker gav sig enkeltvis, eller i grupper til at organisere flugtruter fra hovedstadsområdet til den svenske kyst. Aktiviteten strakte sig sydpå fra Møn til Holbæk. De fleste kom over fra København, men også Gilleleje på Nordkysten og Snekkersten syd for Helsingør blev i en periode veritable flugtcentre.
I Stockholm tog den danske arkitekt Ole Helweg initiativ til et møde med den svenske udenrigsminister og Ebbe Munck, der var den danske modstandsbevægelses repræsentant i Sverige. Og med hjælp fra jødiske kredse i Sverige blev der anskaffet en båd, der sattes i sejlads fra Malmö og blev starten på Den dansk-svenske Flygtningetjeneste, som i alt kom til at sejle 367 ture med flygtninge.
Hvorfra?
Hvorfra?
Ebbe Munch
Ebbe Munch

Vellykket redningsaktion
Resultatet blev, at langt de fleste, ca. 95%, af Danmarks ca. 7.000 jøder, i løbet af oktober måned kom i sikkerhed på den anden side af Sundet. Ca. 2-3000 direkte fra København, hvor omkring 80 % af jøderne boede.
Det var de privatbaserede flugtruter, bl.a. i Nordsjælland, der sikrede, at de danske jøder overlevede. Redningsaktionen for de danske jøder er, i den vestlige verden, senere blevet berømmet som noget enestående i forhold til den skæbne resten af Europas jøder led.

Den store flugt-Sverige
Ved ankomsten til de skånske havne i Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre.

Svensk flygtningepolitik
De første udlændingelove
Det var det tætte samarbejde med de svenske myndigheder i Skåne, der sikrede, at så mange mennesker kom over. Baggrunden var et skift i den svenske flygtningepolitik efter den 29. august 1943.
Sverige førte på det tidspunkt en indvandringspolitik, som var meget restriktiv. Ifølge landets første udlændingelov fra 1927 kunne en person afvises ved grænsen ”hvis det kunne formodes, at han her havde tænkt sig at søge ophold, og det med rimelighed kunne antages, at han savnede mulighed for at her ærligt tjene sit underhold.”
1. januar 1938 kom en ny udlændingelov, som kom til at gælde, da de voldsomme jødeforfølgelser stod på i november i Tyskland og Østrig. Det, som egentlig adskilte den nye udlændingelov fra den tidligere, var, at der var en passus om politiske flygtninge, som sagde, at hvis der var grund til at tro, at en flygtning havde politiske bevæggrunde, så skulle socialstyrelsen afgøre, om den pågældende person måtte blive.
Men jøderne blev ikke betragtet som politiske flygtninge! Således var den svenske grænse i princippet lukket for dem. Eftersom jøderne ifølge Nürnberg-lovene ikke var tyske statsborger, kunne de ikke udvises til nogen stat, og man ville derfor slet ikke lade dem komme ind i landet..
Den svenske marine
Den svenske marine

Jødepassene
Da Sverige ikke krævede visum for rejsende fra Tyskland, ønskede man, at det skulle fremgå af passet, hvem der kunne vende tilbage til landet, og dermed måtte komme ind i Sverige. Altså: Sverige krævede, at tyskere og jøder skulle have forskellige pas! Ellers måtte visumtvang indføres til indrejse til Sverige.
Schweiz fremførte lignende krav. Tyskerne besluttede en særskilt paslov den 5. oktober 1938. Ifølge denne lov skulle jøderne have stemplet et ”J” på den første side i deres pas. Om den tyske paslov var en konsekvens af de svenske og schweiziske krav, eller om den under alle omstændigheder ville være blevet indført, er svært at klarlægge, men kendsgerningerne står tilbage: Sverige fremsatte sådanne krav, og Tyskland indførte en paslov, som tilfredsstillede de svenske krav.
Göte Friberg, politikommissær i Helsingborg under krigen, var velinformeret om forholdene og skrev i sin ”Stormcentrum Öresund”:
”Umiddelbart efter den tyske paslov fik vi der arbejdede ved grænsestationerne, altså paskontrollen, en cirkulærebeskrivelse fra socialstyrelsen. Heri stod, at personer med ”J”-pas skulle betragtes som immigranter. De kom altså ikke ind i landet uden særlig tilladelse. Dette kom til at gælde praktisk taget alle jøder, da de, som kunne henregnes til politiske flygtninge, var så få, at man indvandrermæssigt ikke behøvede at regne dem med.” (s.31) Endvidere skriver Friberg: ”Vi må altså konstatere, at resultatet af den svenske udlændingelovgivning i praksis blev, at de fleste flygtende jøder blev afvist ved den svenske grænse…”
Göte Friberg
Göte Friberg

Beskyttelse af svensk arbejdskraft
Den svenske indvandrer- og flygtningepolitik gik ud på at beskytte den svenske arbejdskraft mod konkurrence, og i denne koldsindige stillingtagen deltog mange fra både fagforeninger og de akademiske kredse. I Lund indkaldte man eksempelvis den 6. marts 1939 til møde i den Akademiska Föreningen, og en klar majoritet af de over tusinde studerende, som var tilstede, stemte for en resolution, som advarede mod indvandring af ”fremmede elementer”.
Selv efter den 9. april 1940, da Danmark blev okkuperet af tyskerne, kom der i begyndelsen meget få flygtninge til Sverige fra den anden side af Øresund. Frem til 28. august 1943 fik kun 150 danske flygtninge asyl i Sverige.

Efter 29. august 1943
Men der var mennesker, som hjalp flygtningene. Ikke mindst indenfor politiet i Helsingborg, hvor Gösta Friberg og Carl Palm med nødløgne og snedighed, med omtanke og hårdt arbejde reddede mange. Men Friberg fortæller også i sin bog, hvordan han den 2.oktober 1943 fik besked fra udenrigsministeriet i Stockholm om, at grænsepolitiet nu kunne blæse på alle pasformaliteter.
Hvor der de første tre krigsår kun kom 150 danske flygtninge til Sverige, så var der på godt en uge i starten af oktober ankommet flere tusinde. På én dag kom 900 til Helsingborg. Bare i løbet af oktober måned kom ca. 7.000 jødisk-danske flygtninge til Skåne
Politimester Göte Friberg
Politimester Göte Friberg
Sikkerhedspolitiet i Helsingborg
Sikkerhedspolitiet i Helsingborg

Flygtningepres på Helsingborg
Helsingborg modtog i løbet af den hektiske oktobermåned 1943 godt 4.000 jødiske flygtninge, og en gigantisk organisering var påkrævet. Under den første flygtningesammenhobning i begyndelsen af oktober fyldtes Grand Hotel og flere andre hoteller. Det gjaldt derefter om hurtigt at finde en flygtningelejr, som kunne benyttes nogen tid, inden flygtningene slusedes videre op i landet for at skabe plads til nye.
Ramlösa kursted som lå i vinterhi, blev åbnet og fungerede som modtagelsescentral for alle, som kom i land fra Landskrona og nordpå. Ramlösalejren fik en permanent lægestation, ledet af en dansk læge. Eftersom der hele tiden kom nye flygtninge, var det vigtigt, at de kunne sluses videre til nye forlægninger længere oppe i landet, og en sådan organisation begyndte hurtigt at fungere.
Lægeundersøgelse
Lægeundersøgelse
Fælles madlavning i Ramlösa
Fælles madlavning i Ramlösa
LilleStorRamlösa - indkvartering i Helsingborg.

"At skille klinten fra hveden"
Der kom også personale til lejren med den opgave at opdage ”stickers”, altså nazistiske spioner og andre rapportører, som spillede flygtninge. De farligste blev anbragt i fængslet i Kalmar. Det var en ømtålelig historie, at Sverige skulle holde ”stickers” internerede for danskerne, indtil krigen var slut. Det var en tavs overenskomst uden papirer mellem danskere og svenskere, som stolede på hinanden.
Det var tydeligt, at Göte Friberg fra Helsingborg og kriminalkommissæren i Malmö, Richard Hansen var indblandede i denne overenskomst. Richard Hansen gengav en samtale med forsvarsminister Per Edvin Sköld omtrent med følgende ordlyd, refereret i en artikelserie i Svenska Dagbladet 1984-85 af Orvar Magnegård: ”Du skal vide, at regeringen lukker øjnene for, hvad i foretager jer. Hvis sagen opdages, så kan vi ikke gøre noget som helst for at forsvare eller hjælpe jer. Efter krigen vil du og politikommissær Göte Friberg i Helsingborg dog få syndernes forladelse.”
I begyndelsen af 1945 var 16,700 danske flygtninge kommet til Sverige, og 60% af disse kom via Helsingborg-området. Alt i alt kom cirka 25.000 udlændinge til Helsingborg i løbet af perioden 1943-45. Det var begivenhederne den 29. august 1943, som åbnede Sverige.

Dansken i Sverige
Bøn til stjernerne
Terrorbander
Hærger mit land.
Natten splintres af bombebrag,
Clearingsmord på den lyse dag!
Vi emigranter
Ser ikke land
Tågebanker
Skjuler mit land
Miner driver i Øresund,
Mørket gaber med ild i mund.
Ønsker og tanker
Naar ikke land
Milde stjerner,
Lys for mit land!
Lad med fred på den klare dag
Røgen ringle fra husets tag,
Arbejdets kærner
Fylde mit land
(Den danske digter Otto Gelsted fra sit eksil i Sverige)
 
Det uofficielle Danmark i Sverige
Efter den 29.august 1943 erklærede den danske gesandt i Stockholm, Kammerherre J.C.W. Kruse og hele hans personale sig for uafhængigt og var hermed klar til at gøre en indsats for de flygtninge, der nu fra Danmark strømmede ind over den svenske grænse. Svenskerne modtog nu med åbne arme danskerne og de fik tilladelse til etablere sig med bl.a. dansk pressetjeneste. Redaktøren Erik Seidenfaden havde ca. 40 medarbejdere og kunne nu som nyhedstjeneste formidle det ”uofficielle” Danmarks holdning til verdensoffentligheden.

Modstandsbevægelsen i Sverige
Det var også fra Stockholm, at Frihedsrådets repræsentant, Ebbe Munch med stor dygtighed formidlede forbindelsen mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de allierede myndigheder. Munch fungerede faktisk som uofficiel gesandt og samlede både de administrative og økonomiske tråde i sin hånd. På det overordnede plan blev der endvidere etableret et Flygtningekontor i Stockholm under ledelse af professor Stephan Hurwitz og senere forligsmand Sigurd Wechselmann.
Fra Malmø dirigerede redaktør Leif Hendil, Ekstrabladet, den største danske flugtrute: Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. En stor del af midlerne hertil stammede fra svenske jøder.
Ebbe Munch
Ebbe Munch
Leif Hendil
Leif Hendil

Modtagelsen af flygtningene i Skåne
Ved modtagelsen i Helsingborg eller Malmø blev flygtningene lægeundersøgt og ekviperet, hvis dette var nødvendigt. Men også, af frygt for spioner, fik de deres forhold undersøgt af politiet - ofte i samarbejde med det danske politi.
Efter disse indledende foranstaltninger fik de lov til at rejse videre i Sverige, hvis de havde kontakter, der kunne skaffe dem arbejde og bolig. Ellers blev de henvist til flygtningelejre i omegnen af Helsingborg og Malmø.
Med så mange mennesker stuvet sammen i de hastigt etablerede flygtningecentre var det ikke underligt, at der kunne opstår trakasserier. Dels mellem de flygtende indbyrdes, men også i forhold til de svenske værter. Den danske digter, Otto Gelsted, var blandt de første, der flygtede i oktober 1943. Her kom han i tæt forbindelse med en gruppe jødiske medflygtninge og i sin erindringsroman: ”Flygtningene i Husaby” giver han en indsigtsfuld beskrivelse af stemningen.
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø
Modtagelse i Malmø

Arbejde, skolegang og uddannelse
På dette tidspunkt var der mangel på arbejdskraft i Sverige og en hel del gled ind på det svenske arbejdsmarked.
De danske flygtninge blev i det hele taget hjulpet på alle måder af de svenske myndigheder og private. Der blev oprettet skoler for børnene, danske studenter fik adgang til universiteterne, videnskabsmænd og kunstnere fik i stor udstrækning mulighed for at fortsætte deres virke.
I Lund blev der oprettet en dansk skole d. 15. november 1943 med 40 elever i 4.mellemklasse og tre gymnasieklasser. Den 1.januar 1944 startede underskolen og ved skoleåret slutning d. 1. i juli 1944 havde skolen 170 elever og 25 lærere. Der blev ligeledes oprettet en dansk skole i Göteborg, som ved krigens afslutning havde 200 ellever og 25 lærere og endvidere var der mindre danske skoler i Helsingborg, Jónköping og Norrköping.
Danskere studerede ved universiteterne i Lund, Uppsala, Stockholm og Göteborg og i 1944 blev der afholdt dansk, juridisk embedseksamen i Stockholm. Både eksaminatorer og censorer var danske og de otte studerende bestod eksamen. Som verdenskrigen skred frem og Tyskland tabte fodfæste, var der en del af flygtningene som ville være med til at præge forløbet.
Den senere chefredaktør for et af Danmarks største dagblade, Herbert Pundik, har i sin erindringsbog: ”Det kan ikke ske i Danmark” (1993) forklaret nærmere om dette.
En af besættelsestidens historikere i Danmark, Hans Kirchhoff, vurderede i 2001 årsagerne til at jøderne i Danmark ikke led samme skæbne som jøderne i resten af Europa.
Bosættelser
Bosættelser
Børn på flugt
Børn på flugt
Beskæftigelse
Beskæftigelse
Flygtningenes taknemmelighed
Flygtningenes taknemmelighed

Den Danske Brigade
Det svage danske militær fik, i efteråret 1943, tilladelse til at etablere en hemmelig, toptrænet hær i Sverige, Danforce. Også kaldet: Den Danske Brigade. Et klart brud på Sveriges neutralitetspolitik.
Den danske brigade
Den danske brigade
Ebbe Munch
Ebbe Munch
Tidslinie for beslutningsprocessen
Tidslinie for beslutningsprocessen

Den danske modstandshær i Sverige 1943-45
Efter nogen betænkelighed gav svenskerne også tilladelse til, at danskerne kunne etablere en hemmelig hær ”Den Danske Brigade” som svenskerne bevæbnede og endte med at tilsige støtte med deres luftvåben og søstridskræfter i tilfælde af Brigadens landgang i Danmark.
For henved en tredjedel af de 17-18.000 danske statsborgere der befandt sig i Sverige blev Brigaden deres faste holdepunkt i en ellers apatisk og indholdsløs tilværelse som flygtning. Med Brigadens danske traditioner, faste organisation og det stærke kammeratskab og ikke mindst fornemmelsen af at kunne redde Danmark, fandt mange her en mening med tilværelsen.

Modstandshæren
Den danske Brigade blev efterhånden en lille dansk modstandshær i det neutrale Sverige. Brigaden blev oprettet den 15. november 1943 på foranledning af den danske efterretningstjeneste og danske og svenske socialdemokratiske politikere og blev officielt opløst, den 10.juli 1945.
På sit højeste, foråret 1945 omfattede styrkerne ca. 5000 danske flygtninge med en kerne på ca. 8-900 officerer og befalingsmænd fra den danske hær og flåde. I Brigaden indgik også 200 lotter.
Problemet med at forklare en dansk hærs tilstedeværelse i det neutrale Sverige blev klaret med at kalde den for en politistyrke, der efter krigen skulle hjælpe med at sikre ro og orden i Danmark.Den virkelige hensigt med Den danske Brigades opgaver var under hele perioden usikker. Både blandt brigadererne selv, de danske og svenske politikere og de allierede.

Opgaven
Et væsentligt aspekt lå dog fast hos politikerne på begge sider af Sundet og de øverste officerer: Modstandshæren var en nationalistisk hær, der skulle være de afgåede politikeres modvægt over for Frihedsrådets og modstandsbevægelsens og hermed kommunisternes stigende indflydelse i det besatte Danmark.
I takt med krigens udvikling var det måden på, hvordan dette skulle foregå, der herskede uenighed om.
Den danske samarbejdsregerings tilbagetræden i august 1943 samt interneringen af de danske officerer skabte plads til etablering af en alternativ, hemmelig, ”regering”: Frihedsrådet, etableret i september 1943. Dette var en tværpolitisk, selvetableret organisation, der med held, fik samordnet den fremvoksende illegale modstandsbevægelses bestræbelser.
Kommunisternes indflydelse i Frihedsrådet var betydelig og beroede på deres fremtrædende rolle i den militære sabotage og den illegale bladdistributions del af modstandsbevægelsen. Det var dog socialdemokraten, Frode Jacobsen, der i opposition til sine ledende partikammerater, blev den ledende figur.I modsætning til den afgåede regering fik Frihedsrådet efterhånden befolkningen med sig. Den ovennævnte udvikling betød bl.a.:
- at de socialdemokratiske toppolitikere nu så sig berøvet deres dominerende rolle i dansk politik, tabt til arvefjenden, kommunisterne
- at officererne i den danske hær følte sig udkonkurreret af en flok utrænet ekstremistiske civilister.
Ydmygelsen var stor. Først var officererne blevet nægtet at vise, hvad de duede til den 9.april 1940, dernæst havde de, næsten uden modstand, ladet sig internere, en slags stuearrest, den 29.august 1943. Mellem disse to, normalt fjendtlige parter, blev der nu skabt et interessefællesskab. Ved at etablere et effektivt militært alternativ til modstandsbevægelsen, under socialdemokratisk politisk kontrol, kunne politikerne sikre sig mod et formodet kommunistisk kup, og officererne kunne genoprette deres tabte militære ære.
Mens der således var enighed om det strategiske (langsigtede) mål, kom det dog hurtigt til uenigheder om taktikken (-måden hvorpå målet skulle nåes)
- Skulle Brigaden sættes ind før Tyskerne havde overgivet sig? Evt. støttet af svensk militær?
- Skulle Brigaden først sættes ind, når tyskerne havde overgivet sig?

Brigadens placering i Sverige
Brigaden ønskede selv at blive placeret i det sydlige Skåne, tæt på Danmark. Men det afviste den svenske regering med henvisning til deres erklærede neutralitet og frygt for tyskernes reaktion. Tyskerne ville sikkert ikke finde sig i en så åbenlys provokation så tæt på den danske grænse.
I foråret 1945 havde Brigaden, med svenskernes stigende hjælp, udviklet sig til en vidt forgrenet militærorganisation med syv militære lejre fordelt i syd -og mellemsverige. Heraf de fem: Sofienlund, Ronneby Bruden, Ryds Brun, Tingsryd og Karlskrona på grænsen mellem det sydlige Småland og Blekinge.
Lejrenes placering
Lejrenes placering
Den første lejr: Sofielund
Den første lejr: Sofielund
Mindesten
Mindesten

Brigadens styrke og organisation
Brigaden blev, trods en elitepræget træning på linie med det nuværende jægerkorps, aldrig en kampenhed, der alene kunne sættes ind mod den tyske værnemagt i Danmark. Til stor skuffelse for brigadererne selv, afviste de engelske officerer, med bl.a. General Dewing i spidsen, efter en inspektion i lejrene i december 1944, på det bestemteste at kaste Brigaden ud i en sådan selvmorderisk aktion.
I 1945 bestod Brigaden, med Generalmajor K. Knudtzon som højeste chef, af fem batailloner
- Fire bataillioner med lettere udrustning, rekylgeværer og lettere håndvåben
- Femte batallion var tungt udrustet, blandt andet omfattende et maskingeværkompagni, et kompagni udstyret med 81 mm og et med 120 mm mortérer.
Tilsammen udgjorde de et regiment, der kunne få støtte af bl.a. en lille dansk flåde (Karlskrona) og en flyeskadrille, der dog ikke var trænet i at samarbejde med de engelske flyvere.
Brigadechef K. Knutzon
Brigadechef K. Knutzon
Mortergruppen
Mortergruppen
Sätra Brunn: øvelse
Sätra Brunn: øvelse
Lotterne i Hortunaholm
Lotterne i Hortunaholm

Den internationale indflydelse
Diskussionerne om dette ændrede karakter i takt med udviklingen på de europæiske slagmarker i 1944 og 1945.Frihedsrådets, efterhånden, tætte tilknytning til englændernes internationale organisation af de europæiske modstandsbevægelser (SOE) betød, at englænderne, konsekvent, afviste de danske officerers anti-kommunistiske dagsorden.
Englænderne forudså her, at de muligvis kunne få brug for Brigaden. I tæt samarbejde med modstandsbevægelsen kunne de forenede kræfter binde tyske tropper i Nordeuropa. En afvisning, der bl.a. betød at danske kommunistiske flygtninge i Sverige, af Frihedsrådet og den kommunistiske partiledelse, blev opfordret til at lade sig hverve til Brigaden.

Afslutning i sigte
Som krigen skred frem i 1944, blev det efterhånden klart for de fleste, at tyskerne ville tabe krigen. Englændernes og amerikanernes militære taktik gik ud på at koncentrere deres tropper i Tyskland. De var hermed ikke interesseret i en åbenlys krig i Danmark, hvor de skulle afsætte mandskab. De ønskede, at tyskerne her overgav sig uden kamp. Tyskerne ønskede det samme, så de kunne koncentrere sig om forsvaret af Tyskland.
Resultatet af disse strategiske og taktiske overvejelser blev, at man ikke ønskede Den danske Brigade til Danmark og lave rav i den. Brigaden skulle først komme, når tyskerne havde overgivet sig. Her kunne de så passende sørge for, at Frihedsbevægelsen og herunder kommunisternes modstandsbevægelse blev holdt i skak.
Sovjetunionen var ikke blind for deres allieredes overvejelser, og i løbet af 1945 skete der et markant stemningsskift. Sovjet var ikke interesseret i, at en dansk nationalistisk hær, under højreorienterede officerers ledelse, skulle fratage den danske kommunistiske modstandsbevægelse, deres markante indflydelse. Kort sagt: De mente, på linie med englænderne og amerikanerne, men af andre grunde, at Brigaden passende kunne blive, hvor den var: Dybt begravet i de smålandske skove.

Intern frustration
Den internationale udvikling, og de heraf afledte dispositioner, var ikke sådan lige til at få hold på for officerere og menige i Brigaden. Den kedsommelige militære træning og ønsket om at komme i aktion var fremtrædende.
Hele tiden fik Brigadens folk at vide, at de skulle vente. På mangfoldige måder kom det til intern splittelse og Brigadens ledelse havde svært ved at holde sammen på tropperne.
Som krigen skred frem, følte mange af brigadererne, at de svigtede modstandsbevægelsen i Danmark ved at være på ”feriekoloni” i Sverige. Bortset fra enkelte oprørsforsøg fra både officerer og menige lykkedes det at holde sammen på tropperne til den 4.maj 1945, hvor Brigaden via Helsingør blev sat over til Sjælland.
Badeliv
Badeliv
De lokale
De lokale
I marken
I marken
Høstfest
Høstfest
Svenske generaler siger farvel
Svenske generaler siger farvel
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Brigadens hjemkomst til Helsingør
Borgmesteren tager imod
Borgmesteren tager imod
Helsingør den 5 maj 1945
Helsingør den 5 maj 1945

Befrielsen - Sverige
Befrielsesbudskabet skabte jubel i Helsingborg. Den danske Brigades ankomst og afrejse til Helsingør samt de mange civile flygtninges glæde over at kunne komme hjem satte sit præg på Helsingborg.

Flygtningestrømmen
I krigens sidste tid øgedes flygtningestrømmen til Skåne betydeligt. Det skyldtes bl.a. Folke Bernadottes forhandlinger, som muliggjorde at mange fanger fra koncentrationslejrene kunne løslades og sendes til Sverige. Størstedelen af disse transporter passerede København og Malmö og de løsladte fanger blev anbragt i forskellige lejre i Skåne. Malmö og Helsingborg var mellemstationer og i Helsingborg blev Ramlösa brugt som gennemgangslejr. Kurstedet var selvsagt ikke tilstrækkeligt og derfor måtte man bruge alt hvad der kunne anvendes af skoler, industrilokaler og hoteller. 16 000 flygtninge ankom til Skåne på mindre end en måned. Det krævedes en omfattende organisation for at tage sig af alle flygtninge. Alle var nødt til at gennemgå sundheds- og sikkerhedskontrol. Alle skulle ha tøj og mad.

Flaget til tops for Danmark
”Nyheden at Danmark atter er frit fejres, i særdeleshed af alle helsingborgere, med den allerstørste glæde. For at vise vores glæde og som en hyldest til et frit Danmark må flaget i dag gå til tops på hver flagstang i Helsingborg.”
Disse ord kunne læses på ledersiden i Helsingborgs Dagblad den 5. maj 1945. Allerede aftenen før havde nyheden om Danmarks frihed nået Helsingør. Når den sidste færge afgik til Helsingborg om aftenen den 4. maj, stod helsingoranerne forsamlet på kajen og råbte: ”Hils dem derovre!”
Fredsbudskabet i Sverige
Fredsbudskabet i Sverige
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945

Tusinder af helsingborgere ved frihedsbål
Om aftenen den 5. maj var tusinder af mennesker forsamlet ved ”Fria bad”, nord for byens centrum. Et fakkeltog tændte et gigantisk frihedsbål på stranden. Man ville sende en frihedshilsen til Danmark. Adskillige gange under krigen var bål blevet tændt for at sende en hilsen til de okkuperede dansker. Nu ville man hilse freden på samme måde.
Tidligere på dagen havde hele byen fulgt avisernes opfordring om at hejse flaget og overalt så man svenske og danske flag. Tusinder af mennesker var samlet i havnen for at sige farvel til de første hjemvendende danske tropper, uddannede i Sverige. Det var startskuddet til en lang strøm af hjemvendende danskere. En taksigelsesgudstjeneste blev afholdt i Gustav Adolfs-kirken. Kirken var fyldt op til sidste plads.
Fredsgudstjenester
Fredsgudstjenester

Norges frihed også fejret i Ramlösa
Sammen med glæden over Danmarks befrielse ventede man nu også på Norges frihed. Da den så kom, var lykken fuldstændig, ikke mindst i Ramlösa-lejren, hvor mange nordmænd var indkvarteret. I lejren viste man også sin taknemmelighed overfor de politifolk i Helsingborg, som hele tiden trofast havde støttet flygtningene.
Også denne gang blev en fredsgudstjeneste afholdt i Gustav Adolfs-kirken ved den dynamiske og populære sognepræst Gunnar Stenberg.
Fest i Ramlösa
Fest i Ramlösa

Kæmpemæssig transportopgave
Ved krigens slutning befandt sig over 100 000 ikke-svenskere i Sverige. En del blev i landet men de fleste skulle transporteres hjem. En minutiøs planlægning blev igangsat. Alle kunne jo ikke rejse samtidigt, eller over den samme havn. Helsingborg, Malmö og Trelleborg blev efter krigen passeret af mange tusinder hjemvendende flygtninge. Således vendte bl.a. Bruno Kreisky hjem til Østrig og Willy Brandt til Vesttyskland.
Men det var ikke bare flygtninge der skulle hjem. Tyske soldater og russiske krigsfanger i Norge skulle også sendes gennem Sverige. I løbet af 1945 blev 122 000 soldater transporteret, og en stor del af de tyske soldater måtte passere Skåne. Også her var detaljeret planlægning påkrævet, ikke mindst af sikkerhedsmæssige grunde. Et tragisk kapitel udgjordes af de baltere, som blev tvunget ud af Sverige, da Sovjetunionen stillede krav om, at de som havde deltaget i krigen imod Sovjet, skulle udleveres. Dramatiske og tragiske scener udspilledes i Trelleborg, da balterne blev tvunget ombord på færgen til en usikker og mørk fremtid.

Göte Friberg hyldet
Få uger efter befrielsen kom socialminister Gustaf Möller til Helsingborg. Han skulle afsløre en mindesten og ved den efterfølgende middag på Grand Hotel hyldede han politikommissær Friberg, som en mand man kunne stole på. (Möller og Friberg fik modtog beggeen udmærkelse fra den danske frihedsbevægelse for deres indsats under krigen.) Da Danmark trængte til hjælp var der brug for pålidelige personer.
Möller fortalte under spisningen, at Sverige under krigenbl.a. havde besluttet at sende en million patroner til Danmark. Da man i Stockholm overvejede hvordan dette kunne gennemføres uden at tyskerne opdagede noget, blev svaret på ministerniveau: ”Det er såre simpelt, vi meddeler bare Friberg i Helsingborg.” Selvfølgelig blev transporten en succes. Möller erklærede også, at regeringen nu, bagefter, burde godkende ”alt det som er sket her i Helsingborg hvad gælder skjulte transporter til og fra Danmark”, og som regeringen ikke har kunnet eller nået at godkende.
Man kan godt spørge om samhørigheden nogensinde har været større i Øresundsregionen, end den var i maj måned år 1945.
Göte Friberg
Göte Friberg
Göte Friberg
Göte Friberg

©  Øresundstid 2009