Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
Themes
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Forsoningstider

*

Efter 1830 blev kontakterne øget over Øresund. Der blev afholdt fælles videnskabelige kongresser og en række omfattende studentermøder manifesterede den skandinaviske fællesskabsfølelse i årene fremover.

De nye samfærdselsmidler, især dampskibene, muliggjorde disse manifestationer, men en voksende politisk-liberal orientering var også medvirkende til at styrke bevægelsen.

Skandinavisk kongebryllup
I 1766 ægter den svenske konge Gustav 3. den danske prinsesse Sofie Magdalene. Gustav gæster i 1770 som kronprins Danmark og som svensk regent aflagde han et kort besøg i 1786. Man modtog d. 9.juli kong Gustav på Marienlyst Slot ved Helsingør, hvortil kongen var ankommet klokken 12. Der blev dineret med ledsagelse af tyrkisk kammermusik ved Livgardens oboister og tilkaldte ditto fra Kronborg. Kl. 18 begav man sig til Hellebæk for at bese geværfabrikken og ud på aftenen returnerede den svenske konge så efter dette korte venskabsbesøg.
Gustav 3. på Fredensborg
Gustav 3. på Fredensborg

Uanmeldt besøg
Kong Gustav vendte tilbage i oktober måned 1787, denne gang på uanmeldt besøg. I den anledning beskrev Tidskriftet ”Minerva”, hvilken stor glæde enhver ”Skandinav” måtte føle ved det fællesskab, som dette besøg fremviste. Således gik det til at ordet Skandinav blev et begreb.
Ret beset var danskerne dog bekymrede ved det sidste besøg, som kom helt bag på hofetiketten og fordi man frygtede for skjulte udenrigspolitiske dagsordener. Allerede under det første besøg havde den danske konge spyttet i suppen og umotiveret forladt måltidet, så man frygtede, hvad den enevældige, men sindsforvirrede kong Christian VII kunne finde på, eller blive lokket til. Gustav havde planer om udvidelser mod øst, men Danmark havde en alliance med Rusland og i 1788 kommer de to parter som følge af alliancen på kant med hinanden.

Gustav 3. myrdes
I 1792 bliver den svenske konge imidlertid myrdet under et maskebal på Stockholms Slot og krigsfaren driver over for denne gang. Samme år holdt den danske professor Sneedorff et foredrag i Det nordiske Selskab i London, om hvor vigtigt det var at de tre nordiske lande forenedes og i 1794 underskrives endnu et væbnet neutralitetsforbund imellem Danmark og Sverige og i den anledning udtaler den danske udenrigsminister Bernsdorff at ”Alt hvad der nærmer Sverige og Danmark til hinanden er naturligt; alt hvad der skiller dem er uretfærdigt og unaturligt”.

Napoleonskrigene
På trods af neutralitetsforbundet havnede Sverige og Danmark under Napoleonskrigene atter på hver sin side i den europæiske storkonflikt og det kommer sågar til enkelte mindre sammenstød imellem de to parter i 1808-09 og senest i 1813. Efter avsättningen av den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Resultatet af napoleonskrigene bliver i korte træk at Sverige mister Finland til Rusland i 1809 og Danmark Norge, som i stedet forenedes med Sverige i 1814. Norges overgang til Sverige medfører en nedkøling af det indbyrdes forhold, men i løbet af nogle årtier øges kontakten atter betydeligt bl.a. som følge af en udbedring af samfærdselsmidlerne.
Mindesmærke for Christian August
Mindesmærke for Christian August
Svenske konsulat i Helsingør
Svenske konsulat i Helsingør
Det svenske konsulat i Helsingør
Det svenske konsulat i Helsingør
Bernadotte i Helsingborg
Bernadotte i Helsingborg
Bernadottemonumentet i Helsingborg
Bernadottemonumentet i Helsingborg

Revolution og borgerkrig i Danmark
Da enevælden ophørte i Danmark i revolutionsåret 1848 øgedes skandinavismens muligheder yderligere og den nye konge i Danmark, Frederik d.7., havde ligesom sin svenske kollega et helt andet syn på skandinavismen end ved deres fædre havde haft. Den politiske skandinavisme gik nu så langt at svenske tropper udlovedes til hjælp i den dansk-tyske krig 1848.
Dette medførte stor entusiasme omkring Øresund og som eksempel kan nævnes at flere hundrede helsingørborgere en søndag i begyndelsen af maj 1848 drog over til Helsingborg for at fejre at et svensk troppekontingent skulle landsættes i Danmark! En stor fest sammen med helsingborgborgere blev arrangeret på hotel Mollberg.
De svenske soldater placeredes på Fyn, men blev dog aldrig sat aktivt ind i krigen, som afsluttedes med våbenstilstandsforhandlinger i Malmø i sensommeren 1848. Svenske tropper gjorde vagttjeneste i vinteren 1849-50 frem til krigsafslutningen.

Personalunion i sigte
Efter afsættelsen af den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Enhedstankerne trivedes i 1850erne også ved det svenske og danske hof og førte der så langt at man diskuterede en personalunion under en svensk konge. Frederik d.7. var nemlig barnløs og det var da nærliggende med en fælles konge for Sverige, Norge og Danmark. Denne union ville så kunne spille en vigtigere rolle i europæisk storpolitik. Dette havde Europas stormagter givetvis også synspunkter på og man mente der at det danske monarkis integritet burde bevares. Dette blev fastslået på konferenser, som blev afholdt i London 1850 og 1852.

Ny dansk kongeslægt
Tronfølgen i Danmark flyttedes imidlertid over på prins Christian af Slesvig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg og hans efterkommere. Måske var dette tidspunkt - med problemerne omkring Danmarks sydgrænse og den uklare arvefølge efter den barnløse Frederik d.7.- det afgørende for en mere omfattende skandinavisk samling, som for altid forpassedes med vedtagelsen af den danske tronfølgelov af 1852, hvorefter glücksburgeren Christian d. 9. skulle efterfølge Frederik d.7.
Mange danskere var imidlertid skeptiske overfor denne Christian som ny konge og at Frederik d.7. foretrak en svensk tronfølger frem for den danske Christian var helt åbenlyst. Både Oscar I og Frederik d.7. sigtede på en personalunion. En livlig propaganda gennemførtes i Europa for at få stormagterne til at anerkende en dynastisk forening imellem de nordiske lande. Mange (bl.a. Sturzen-Becker) skrev indlæg for at bearbejde den europæiske presse. Da Oscar I blev syg og døde i 1859, overtog sønnen Karl XV styret og unionsplanerne.

Gemytligt venskab
Personkemien imellem den nye svenske kong Karl XV og Frederik d.7. var endnu bedre. De træffedes flere gange, bl.a. på Ljungbyhed i Skåne 1860, i sammenhæng med studentermødet i København 1862, samt ved et stort møde i Skodsborg 1863 og samme år også på Bäckeskog i Skåne. En gemytlig venskab mellem de to konger opstod og forudsætningerne for en personalunion syntes gode. Karl var med sin folkelige stil desuden populær i både Danmark og Sverige. Han var også rundhåndet med sine løfter til danskerne og gav, i sammenhæng med mødet i Skodsborg, et mundtligt løfte om svensk militært støtte til Danmarks forsvar af dets sydgrænse, som nu på ny truedes af tyskerne.
Karl 15. og Frederik 7.
Karl 15. og Frederik 7.
Karl 15. og Frederik 7.
Karl 15. og Frederik 7.
Karl XVI i Helsingør
Karl XVI i Helsingør
Fredensborg slotspark 1862
Fredensborg slotspark 1862

Brudte løfter
Dog, løfterne blev ikke indfriet da den dansk-tyske krig brød ud i 1863. I første omgang støttedes kongen af udenrigsminister Mandelstrøm og den svenske gesandt i København Hamilton, men blev senere underkendt af statsrådet. Den svenske regering meddelte at man ikke havde tænkt sig at sende tropper, en beslutning som gik stik imod med Karl XV: s ønsker. Midt i denne politiske turbulens døde Frederik d.7. og Christian 9. blev konge i Danmark. Unionstanken begyndte på grund af de svegne svenske løfter, den svenske regeringens mistro og den nye danske konges negative indstilling at svinde bort og skandinavismen mistede terræn.

Skandinavismen – en fælles fiasko?
Skandinavismen var ikke noget færdigt politisk program, som man forsøgte at gennemføre. Skandinavisterne træffedes nu og da og efterhånden kom der nye idéer, sympatisører og symboler til. Det begyndte som en kulturel manifestation i de litterære kredse, udviklede sig til en virkelig fællesskabsfølelse med skåler og hurraråb i mængder blandt studenter og borgerskab og udviklede sig til en politisk enhedstanke, hvor ikke mindst kongerne havde vidtrækkende unionsplaner, som til sidst sønderlemmet af den europæiske storpolitiks virkelighed.
Man kan diskutere, hvor stærk den indbyrdes vilje og sammenhold egentlig var. Når og hvis man sammenligner med andre samtidige samlingsbestræbelser i Tyskland og Italien - som vel at mærke lykkedes - er det ikke fordi de politiske religiøse, kulturelle og sproglige forskelle var større - snarere tværtom. Et andet spørgsmål er omverdenen, i særdeleshed de europæiske stormagters holdning. Sikkert er det, at Rusland og for den sags skyld også Preussen ikke så med blide øjne på en samlet beherskelse af Øresund og hermed indsejlingen til Østersøen – med andre ord det klassiske problem i europæisk storpolitik vedrørende Øresunds- og Østersøregionen. Men ville de europæiske stormagter i givet fald have trodset folkets vilje i nationalliberalismes tidsalder?

©  Øresundstid 2009