Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
Tourism
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Byvandring i Helsingborg

*

Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en times spadseretur i Helsingborg.

I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.

Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingborg" i venstremenuen.

God tur!

Byvandring i Helsingborgs centrum
Helsingborg er efter nordiske forhold en meget gammel by. Et dokument fra 1085 underskrevet af kong Knud den Hellige viser at Helsingborg allerede dengang var en by. Beliggenheden ved Øresunds smalleste sted var betydningsfuldt både militært og handelsmæssigt. Helsingborg blev tidligt et vigtigt opholdssted for den danske konge og fra slottet med tårnet, Kærnan, kunne både land og hav overvåges. Den tidlige bebyggelse lå oppe omkring Kærnan; men i 1400-tallet fik området nedenfor borgen større betydning.
Byen har haft to virkelige storhedstider, den ene i middelalderen og den anden i forbindelse med industrialiseringen i 1800-tallet, hvor Helsingborg fik et opsving som ingen anden by i Sverige.
I den periode blev Helsingborg igen en ”kongelig” by, idet kongens sommerresidens, Sofiero; blev opført i byens nordlige udkant.
Under 2. verdenskrig kom Helsingborg tættere på det besatte Danmark og byen blev et gennemgangssted for både soldater og flygtninge.
Overfarten til Helsingør havde længe sat sit præg på byen og denne trafik intensiveredes efter 2. verdenskrig. Ingen kan undgå at lægge mærke til den intensive færgetrafik.
På vores vandring vil vi se spor fra bl.a. middelalderens storhedstid, 1800-tallets opsving og 1900-tallets modernisme.

Stortorget
Stortorget er en åben plads, som ikke fra begyndelsen var beregnet til at være et torv. I 1670erne blev et stort antal huse revet ned i forbindelse med Den Skånske Krig. Det tomme areal mellem Kærnan og stranden blev herefter anvendt som transportvej og omdannedes til torv i 1690erne.
Det var i nationalismens navn, at man omkring år 1900 med en rytterstatue ville hædre Magnus Stenbock, den mand, som endegyldigt besejrede danskerne i slaget ved Helsingborg i 1710.
Krigen og dens følger medførte en dyb tilbagegang for Helsingborg. At Stenbock er blevet et af byens symboler er måske noget ufortjent.
Omkring år 1900 fik torvet den pompøse indramning, den stadig har med pragtbygninger i forskellige stilarter, ofte imitationer af gammel arkitektur Vi finder eksempler på nyromantik,
nygotik, nybarok og nyklassicisme, men også jugendstil.
Vi går langs med den gamle strandlinie, inden vi drejer ind mod Mariakirken, et stateligt minde om middelalderens bygningskunst.
Stortorvet i Helsingborg
Stortorvet i Helsingborg
Magnus Stenbock
Magnus Stenbock

Mariakirken
Fra 1100-tallet lå der her en romansk sandstenskirke, som i 1300-tallet blev erstattet af en kirke i gotisk stil. Den nye Mariakirke stod stort set færdig i 1410 og dominerede dengang bybilledet. Den middelalderlige arkitektur og kunstskattene fra middelalderen er iøjnefaldende, men nye klenodier er kommet til i årenes løb. Mariakirken havde i slutningen af 1650erne den berømte Diderik Buxtehude som organist.
Vi går mod øst til Billeplatsen.
Mariakirkens vestlige facade
Mariakirkens vestlige facade
Maria Kyrkans hvælv
Maria Kyrkans hvælv
Maria Kyrkans altertavle
Maria Kyrkans altertavle

Billeplatsen
Her lå tidligere Billegården, der tilhørte rigsråden Anders Bille. Han var lensmand på Helsingborg Slot i 1600 tallet, men blev dræbt i krigen med svenskerne i 1657. Billegården blev ødelagt 1 1670.
Her lå også byens gamle torv og her forbi gik en af de gamle, middelalderlige forbindelsesveje mellem den nedre og den øvre del af byen. Den øvre bydel oven for borgen var den ældste del af Helsingborg. Det var først i 1400-tallet, at den nedre bydel fik betydning, formodentlig på grund af det rige sildefiskeri. Langs med vejen mellem den øvre og den nedre bydel grundlagdes i 1270erne et dominikanerkloster eller rettere sagt et konvent. Et konvent adskilte sig fra et kloster ved at være mere åbent og have flere udadrettede aktiviteter. Der fandtes et stort antal klostre i Øresundsregionen, men de fleste af dem blev raseret i forbindelse med reformationen, der i Danmark blev gennemført 1536.
Vi følger Storgatan til den øvre del af Stortorget
Billegaarden
Billegaarden

Middelalderbyen
I 1400-tallet øgedes byen Helsingborgs beføjelser, da den fik købstadsrettigheder. Byen var relativt velstående, ikke mindst p.g.a. det righoldige sildefiskeri. Nede ved stranden lå anløbsbroen, byens ”havn”. Slottet med Kærnan var et vigtigt holdepunkt for den danske kongemagt. Terrassetrapperne op til Kærnan blev anlagt 1903 i en stil, der kan karakteriseres som ”middelalderimitation”.
Modellen på den øvre del af Stortorget viser, udover husene og gadenettet, Kærnan, klostret, kirkerne og skibsbroen.
Kærnan lå indrammet af kirker. Nærmest i muren rundt om Kærnan lå rundkirken Sct. Mikaels kapel, mod nord lå Sct. Clemenskyrkan, mod øst Sct. Petri kirke, mod syd Sct. Olofs kirke og i den nedre del af byen Sct. Maria kirke. Inklusiv klostrets kirke, Sct. Nicoali var der altså 6 kirker.
Mod nord langs Storgaten forlader vi Helsingborgs første storhedstid. Mens man andre steder betragtede barokken og oplysningstiden som fremstående perioder, indtrådte der i Helsingborg en tilbagegang, som kulminerede i 1700-tallet. Langs med Storgatan finder vi Gamlegård (fra 1711),
den Henckelske gård (fra 1681) og Jacob Hansens hus (fra 1641). De er eksempler på fornemme borgerhuse, men tydeligvis fra den tid, da Helsingborg mere eller mindre forvandledes til en flække,
hvilket til dels faldt sammen med at Skåne blev svensk i 1658. Den Skånske Krig (1676-79) og slaget ved Helsingborg (1710) fik sammen med pestens hærgen katastrofale følger for Helsingborg.
Helsingborg  år 1400
Helsingborg år 1400
Kärnans indre
Kärnans indre
Byklostre
Byklostre
Henckelska gården
Henckelska gården
Jacob Hansens hus
Jacob Hansens hus

Tycho Brahemonumentet
Før Helsingborgs forfald havde Tycho Brahe sit virke på egnen. Hans far var lensmand på Helsingborg Slot og herremand på Knutstorp i Kågerød. Tychos datter er begravet i Mariakirken.
På vej til Konsul Olssons plats kan man tænke på den tornerosesøvn, Helsingborg befandt sig i, da byen omkring år 1800 kun havde 1700 indbyggere.I løbet af 1800-tallet skete der imidlertid en opblomstring af et helt usædvanligt omfang.
Tycho Brahemonumentet i Helsingborg
Tycho Brahemonumentet i Helsingborg

Konsul Olssons plats
Helsingborg blev engang kaldt for Konsulernes By, i høj grad p.g.a. nogle herrers initiativ og foretagsomhed. Konsul Ohlsson drev sin virksomhed lidt mod nord i Kullagatan i ”Konsul Ohlssons Magasin”, som nu er boliger. Han havde selv sin bolig i den ene ende af magasinbygningen. Industrialiseringen indebar en revolution for byen med en meget stor tilflytning.
Aftonbladet beskrev i begyndelsen af 1900-tallet byens udvikling sådan her: ”Det er som et eventyr, at Helsingborg på mindre end en menneskealder har svinget sig op fra at være ”et hul”, som levede af lidt landhandel og søfart, lidt håndværk og meget lurendrejeri, til at være en af rigets største og skønneste byer, der blomstrer, som frugten af nogle få mænds fremsynethed og initiativ”.
Vi går mod nord til koncerthuset og teatret.
Konsul Olssons magasin
Konsul Olssons magasin

Konserthus og teater
Med Helsingborgs opblomstring fulgte opførelsen af nye offentlige institutioner. I anden halvdel af 1800-tallet byggedes der bl.a. skoler, teater, idrætsanlæg (Olympia), kirke (Gustav Adolfskirken) og nyt rådhus.
Det gamle teater lige syd for Mariakirken var en klassisk teaterbygning, hvor blandt andre Ingmar Bergman var teaterchef i 1940erne. Dette gamle teater blev revet ned i 1970erne (ikke uden protester) og erstattedes af et nyt tæt ved det koncerthus, der var opført i 1930erne.
Koncerthuset, som er tegnet af Sven Markelius, er et pragteksempel på monumental funkis.
Koncerthuset og teatret danner nu et spektakulært kulturcentrum i den nordre del af bykernen. Lige bagved ligger det moderne boligområde, Norra hamnen med havnepromenade og restauranter.
På vej tilbage mod syd når vi den nyeste kulturinstitution i Helsingborg
Helsingborgs koncerthus
Helsingborgs koncerthus
Norre Hamnen
Norre Hamnen

Dunkers kulturhus
Henry Dunker var en industrimand, som i 1900-tallet skabte en meget stor formue. Denne blev testamenteret til Helsingborg by til kulturelle formål. Kulturhuset er det seneste eksempel på, hvad hans formue har afstedkommet. Det er tegnet af den danske arkitekt, Kim Utzon, og beliggenheden ved havet, den nærmest kvadratiske grundplan, en lille atriumgård og de varierende tagformer gør, at huset kan karakteriseres som en moderne pendant til Kronborg.
Dunkers kulturhus indeholder bl.a. kunstmuseum og andre udstillingslokaler, byhistoriske udstillinger, musikskole, koncertsal og teatersal.
Endnu en kort gåtur og vi er på Stortorgets forlængelse mod vest.
Dunkers Kulturhus
Dunkers Kulturhus

Hamntorget med Bernadottemonumentet
Sverige fik en ny kongeslægt og Jean Baptiste Bernadotte (senere Karl XIV) satte for første gang sin fod på svensk jord i Helsingborg i 1810.
Senere fik flere kongelige smag for Helsingborg og besøgte byen i kortere og længere perioder.
Karl Johan boede flere gange i Ramløsa og hans frue, Desideria, fik et hus opkaldt efter sig der.
Oscar II lod et sommerslot, Sofiero; bygge lige nord for byen og kong Gustav 6. Adolf tilbragte
de fleste af sine somre på Sofiero sammen med sin familie.
Bernadottemonumentet i Helsingborg
Bernadottemonumentet i Helsingborg
Bernadotte i Helsingborg
Bernadotte i Helsingborg

Færgestationen
Helsingborg-Helsingør er en urgammel overfartsvej, men regelmæssig trafik efter sejlplan kom ikke i gang før midt i 1800-tallet. Efter 2.verdenskrig blev færgetrafikken uhyre intensiv. Den gamle færgestation er nu et forlystelsessted og der ligger et mere moderne trafikknudepunkt syd for inderhavnen. Dette trafikknudepunkt kaldes Knutpunktet, hvilket igen leder tankerne hen på Knud den Hellige, som for snart tusind år siden erklærede, at Helsingborg allerede dengang var en by i det danske rige.
Helsingborgs gamle færgeterminal
Helsingborgs gamle færgeterminal

Kort og Links

*

Helsingborg er den tredjestørste by i Øresundsregionen og ligger kun ca.20 minutters sejlads fra Helsingør. Afstanden over Sundet er ca. 4 kilometer.

På linkikonet nedenfor kan man evt. orientere sig i de enkelte besøgsmåls egne hjemmesider med åbningstider, priser, booking etc.

Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingborg" i venstremenuen.

Stortorvet

*

Via tekstikonet, nederst, gives der her en guide til en times spadseretur i Helsingborg.

I venstremenuen kan man finde uddybende forklaringer fra Ørsundstids historiske materiale.

Man kommer tilbage til guiden ved at klikke på: "Byvandring i Helsingborg" i venstremenuen.

God tur!

Stenbock til Helsingborg
Den svenske konge befandt sig langt borte fra sit hjemland, så det svenske forsvar organiseredes af Magnus Stenbock, som var Skånes generalguvernør dvs. landshøvding og krigsleder. Han samlede en stor arme i Småland, eftersom danskerne var trængte ind i Sverige helt over til Karlshamn i Blekinge. Det lykkedes Stenbock at skrabe 16.000 mand sammen, som gik ind i Skåne i slutningen af januar 1710. Danskerne trak sig tilbage mod Helsingborg og tog opstilling nord for byen under generalmajor Rantzaus ledelse.
28. februar 1710 stødte de to hær sammen i slaget ved Ringstorp udenfor Helsingborg og det hele endte med en knusende svensk sejr, som Stenbocks kurer, Henrik Hammarberg, kunne rapportere til Stockholm.
Stenbock, Magnus
Stenbock, Magnus
Budskab om Magnus Stenbocks sejr
Budskab om Magnus Stenbocks sejr
Mindesten for slaget ved Helsingborg
Mindesten for slaget ved Helsingborg
Befæstning af den svenske kyst
Befæstning af den svenske kyst
Helsingborg 2010
Helsingborg 2010

Helsingborg som eksempel
Hvis man vil følge udviklingen fra århundredeskiftets historicistiske forbilleder, via jugend og Art Noveau, til modernismens idealer, er Helsingborg et udmærket eksempel. Helsingborg var, i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet i rivende udvikling og var derfor i stort behov af nye bygninger. Periodens foretrukne arkitekturstile blev derfor meget rigt repræsenterede i byen.Klassiske stilimitationer forekommer i rimeligt stort omfang.
Ved den øvre del af Stortorvet findes den middelalderinspirerede terrasse og rundt om torvet kan man se mange stilimitationer, f.eks. Skånske Enskilda Bankens bygning fra 1901, som er en barokimitation, og Handelsbanken fra 1904 med antikke islæt.Handelsbanken blev tegnet af byens arkitekt Alfred Hellerström, som også tegnede Helsingborgs Rådhus og Universitetsbiblioteket i Lund, begge i nygotisk monumental stil. Alfred Hellerström blev senere inspireret af jugendstilen, som lige efter århundredeskiftet fik en kort men betydningsfuld blomstringstid, især blandt det velstillede borgerskab.
Lige før 1910 opførtes et helt villakvarter i jugendstil i bydelen Olympia. Foruden Hellerström deltog flere andre arkitekter i projektet, bl.a. Carl Rosenius og Ola Andersson. Husene er kendetegnet af runde tårn og runde hjørner, buede frontoner, vinduer af varierende udseende og mangfoldige ornamenter. Det hele var et tydeligt brud med 1800-tallets stramme byggestile.En mærkelig bygning, fra overgangstiden mellem klassicisme og modernisme, er Krematoriet fra 1929. Bygningen blev tegnet af Ragnar Östberg, mest kendt som arkitekten bag Stockholms Stadshus. Krematoriets kuppel, som indendørs bæres op af klassiske kolonner, har et historicistisk islæt, mens den i øvrigt glatte bygning peger mod stilren modernisme.
Terrassen i Helsingborg
Terrassen i Helsingborg
Skånes enskilda bank
Skånes enskilda bank
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Jugendkvarter i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg
Krematoriet i Helsingborg

Udstillingernes tidsalder
1800-tallets fremskridtsoptimisme kom klart til udtryk i de mange verdensudstillinger som blev arrangeret og som skulle vise alt det, mennesket nu var i stand til at frembringe. Disse store spektakulære begivenheder gik hånd i hånd med den hurtige industrielle ekspansion i Europa.
Efter den første verdensudstilling i London i 1851, fulgte Wien i 1873 og Paris i 1889. Fremvisningen af varer, bygninger, kunstværk og opfindelser var en slags vejviser for fremtiden, og nogle gange blev usædvanlige bygningsværker efterladt som minder om udstillingerne, som f.eks. Eiffeltårnet i Paris.
Også Norden blev grebet af udstillingsiveren og i Øresundsregionen kunne man bl.a. opleve såkaldte Kunst- og Industriudstillinger i København i 1872 og 1888. I Helsingborg åbnede Oskar II i juni 1903 en Industri- og Kunstudstilling og indviede samtidigt terrassetrapperne under Kärnan. Lund indbød til en udstilling i 1907, hvor størstedelen af byparken blev anlagt.
Industriudstilling i Helsingborg 1903
Industriudstilling i Helsingborg 1903

Mariakirken

*

Sancta Maria i Helsingborg har en lang bygningshistorie. I sin grundform var den færdig i 1410. Kirken er, som sin pendanti Helsingør,opført i gotisk stil og indeholder en række kunstskatte, ikke mindst fra middelalderen

Sancta Maria Kyrka
Den senmiddelalderlige kirke ligger midt i det gamle Helsingborg. I det 21 århundredes Helsingborg er den ikke nogen dominerende del af bybilledet og synes nærmest ikke fra søsiden. Kirken er faktisk lidt svær at opdage, men når man står foran den, må man beundre skønheden i den gennemførte gotiske byggestil.
Træder man indenfor er en række af Helsingborgs senmiddelalderlige kirkekulturs interiør bevaret.
Mariakyrkans østlige facade
Mariakyrkans østlige facade

Gotik
Sancta Maria Kyrka stod færdigbygget i 1410 efter en lang byggeperiode på ca. 100 år. Den er opført som en basilika og har nærmest karakter som en lille katedral. Midtskibet er, i lighed med de store gotiske katedraler i Europa, lavt og har ingen vinduer under hvælvet. Byggestilen omtales ofte som: en halv basilika eller en ”pseudobasilika”. De samme karakteristika kan i øvrigt iagttages på den anden side af Sundet, hvor Mariakirken i Helsingør har samme arkitektoniske træk.
De gotiske træk er fremtrædende, de spidsbuede vinduer og de spidsede hvælv er endnu fremtrædende. Som man også kan se det i eksteriørets trappestensgavle og de udvendige støttepiller, som holder kirken på plads.
Kirken erstattede en tidligere romansk sandstenskirke fra 1100-tallet. Og med sine, i forhold til tidens små huse i Helsingborg, blev den med sit gotiske teglstensbyggeri et markant og dominerende bygningsværk i byen. Der var flere kirker i byen, men det var kun Kärnan og Nicolaiklosteret, der kunne konkurrere med Sancta Mariakyrkan om den bygningsmæssige dominans i Helsingborg.
Mariakyrkans vestlige facade
Mariakyrkans vestlige facade
Mariakyrkans støttepiller
Mariakyrkans støttepiller
Maria Kyrkans hvælv
Maria Kyrkans hvælv
Helsingborg model 1400
Helsingborg model 1400

Middelalderens kunstskatte
Døbefonten er fra 1300-tallet og er hugget ud af gotlandsk kalksten. Oprindeligt har den været malet og videnskabelige undersøgelser påviser fragmenter af rød og blå oliemaling.
Altertavlen/Skabet er i en bemærkelsesværdig god stand. Den er malet på samme tidspunkt som kirkens indvielse. Nemlig i perioden 1449-1452. Antageligt af en mester fra Stralsund. I centrum af tavlen dominerer scenen med Maria og det nyfødte Jesusbarn. Motiverne omkring dem er fra Jesus liv og virksomhed, som det beskrives i Det nye Testamente.
Altertavlen, som er udformet som en slags skab, kan lukkes sammen på visse tider af kirkeåret. Bl.a. under fasten. Her må tilskueren undvære skulpturerne og nøjes med at betragte motiver fra Jesus sidste tid. En af disse scener viser, hvorledes Jesus driver kræmmerne (købmændende) ud af templet. En interessant detalje hér er, at nogle mønters udseende i dette motiv kan stedfæstes til Stralsund. En detalje der gør, at man antager, at alterskabet er produceret af en mester i denne by.
Triumfkrucifixet i gotisk stil er fra den seneste middelalder. Nok så interessant er, at der står 1753 ved korsets fod. Men angiver kun tidspunktet for da krucifixet blev malet om /restaureret. Dette kompliceres videre af at selve korset er fra en senere tid end selv krucifixet. Krucifixets ophavsmand er ukendt, men eksperterne antager, at det er tilvirket i den sydlige del af Skandinavien.
En senere tid har fjernet det oprindelige puds, som kirkens indvendige vægge var beklædt med. Nu fremstår væggene som teglstesnvægge. Bag ved alteret er der dog endnu rester tilbage af den gamle puds, hvor der er fragmenter af de gamle kalkmalerier. Bl.a. af helgene: S:t Magnus og Brandanus. Kalkmalerierne er fra 1400-tallet blev udført af den såkaldte: Helsingborgmester, hvis noget mere velbevarede kalkmalerier kan beses i Brunnby Kyrka på Kullahalvøen.
Fra middelalderen findes også det såkaldte piscinan nederst i korets væg.
Maria Kyrkans altertavle
Maria Kyrkans altertavle
Det lukkede alterskab
Det lukkede alterskab
Kræmmerna drives ud af templet
Kræmmerna drives ud af templet
Maria Kyrkans krucifix
Maria Kyrkans krucifix
Maria Kyrkans døbefont
Maria Kyrkans døbefont
Maria Kyrkans kalkmaleri
Maria Kyrkans kalkmaleri
Maria Kyrkans piscina
Maria Kyrkans piscina

En ny tid på vej
Tårnet til kirken blev først færdiggjort omkring 1500. Altså ved indledningen af det århundrede, som ikke blot skulle forandre kirkens organisation og dogmatik i Norden, men også det, som en senere tid har kaldt, Middelalderen.
Maria Kyrkans middelalderlige oprindelse er dog stadigvæk særdeles markant. Og dette på trods af senere moderniseringer med prædikestol, orgel og bænkerækker. Kirken er, med rette, betegnet som et eksempel på, hvad middelalderen stadigvæk kan præsentere os for af stilfuld arkitektur, dygtige bygningsarbejdere og fantastiske kunsthåndværkere.

Næstekærligheden
En altertavle ophængt i Mariakyrkan i Helsingborg i 1583 tematiserer dette. Tavlen rummer et dobbeltportræt med en undertekst og tre mindre billeder over hinanden i venstre side at tavlen. Portrættet viser et adeligt ægtepar, måske er det, genkendeligt på de gyldne kæder der symboliserer den adelige rigdom og magt, lensmanden på Helsingborg slot Arild Urup og hans hustru Thale Thott. Underteksten lyder:
"I kristne som Gud har givet nok betænk de fattige, som lider sorg, sygdom, jammer og nød, armod, fattigdom og hunger efter brød, noget i denne blokbøsse. Bevis eders tro med skønne gerninger og Gud i himmerige vil eder det velbehageligt."
Motivet nederst i venstre hjørne er, ligesom i spisesalen i Sct. Marie Kirke i Helsingør, Lazarus-fortællingen, med helvede og himmel ovenover. Forestillingen om at de gode gerninger stemmer Gud velbehageligt synes således at overleve reformationen.
Adeligt par
Adeligt par

Sygdom og sundhed
Sygdomsepidemier kender man til tilbage til den sorte død i midten af 1300-tallet, men alene i anden halvdel af 1500-tallet hjemsøges området omkring Helsingør hele 13 gange, og man har beregnet, at sygdomsepidemier med mere eller mindre lokalt præg i gennemsnit optræder med intervaller på mindre end 2 år. Der er tale om forskellige pestformer, men f.eks. også tyfus, kolera og forskellige former for børnesygdomme, som alle har krævet store ofre.
Mange familier rammes af næsten ufattelige tragedier. Præst i Helsingør og Malmø, forfatter Hans Christensen Sthen, skriver således et trøsteskrift i anledning af at han personlig har mistet 8 børn under en af epidemierne. Tycho Brahe mister i 1576 en 2-årig datter i hvilken anledning han lader opsætte en mindetavle i Mariakirken i Helsingborg med følgende inskription:
"Kirstine førte, da hun gik bort, hid sit spæde støv.
Hun, som en gang var Tycho Brahes datter.
Hun var blot en ubetydelig tid indvåner her i Verden,
Men i den korte tid voksede hun anseligt. Det Gode,
i ånden overtraf hun sit køn, i sæder sine år,
sine jævnaldrende i veltalenhedens kunst.
Derfor har naturen hastigt taget hende tilbage, som den gav os:
For at hun ikke som voksen skulle overskride de vanlige grænser.
Men dog hun lever, hun har sejret over naturens modstand.
I stedet for den ringe tid har hun nu det evige tidsrum.
Og forædlet af Det Himmelske Gode forsmår hun Det Dødelige:
Siden hun gennem Kristus er blevet anerkendt som himmelmedborger.
Død under Pesten 1576
den 24. september, levede
2 år 11 måneder 11 dage 11 timer
Døden
Jo snarere desto kærere
Jo senere desto bitrere
Til Kirstine min højtelskede kødelige datter
Udover sin alder livlig og velopdragen
har jeg, faderen, affattet og sørget for dette."
Epitafium over Tycho Brahes datter
Epitafium over Tycho Brahes datter

Forkyndelsen i centrum
Med udgangspunkt i den lutherske lære blev der nu rettet en lang større opmærksomhed på fortolkningen af bibelens tekster, altså selve forkyndelsen. Præstens prædiken var ikke ukendt i den katolske kirke, men i den lutherske kirke blev prædikenen gudstjenestens absolutte hovednummer. Man kan sige, at fokus i gudstjenesterummet blev flyttet fra alteret til prædikestolen.
Et synligt tegn på dette i kirkerummet var, at der nu blev installeret nye og kostbare prædikestole. Der findes således en række pragteksemplarer af disse der, den dag i dag, kan beses i Øresundsregionens kirker fra 15- og 1600-tallet.
Forkyndelsen
Forkyndelsen
Lunds prædikestol
Lunds prædikestol
Petri prædikestol
Petri prædikestol
Sct. Maria prædikestol i Helsingborg
Sct. Maria prædikestol i Helsingborg

Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg
Mariakyrkan i Helsingborg
Sct. Annægade i Helsingør
Sct. Annægade i Helsingør
Det gamle orgel
Det gamle orgel
Buxtehude
Buxtehude
Kororgel i Mariakyrkan
Kororgel i Mariakyrkan

Diderik Buxtehude

*

Buxtehude hade sina rötter i Helsingborg och Helsingör och han arbetade på bägge sidor av sundet, trots krig och ofred i området. Han avslutade sin karriär som organist i Lübeck.

Buxtehude - en øresundsborger
I årene 1638-41 virkede Buxtehude den ældre i Helsingborg og her tilbragte Diderik nogle barneår. I 1642 fik faderen tjeneste som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor han var aktiv frem til 1670. Barne- og ungdomsår tilbragte Diderik Buxtehude altså både i Helsingør og Helsingborg.

Rigt musikliv
I 1600-tallet første halvdel var musiklivet ved det danske hof og i de større kirker af meget høj klasse. Navne som Heinrich Schütz og John Dowland er gået over i musikhistorien. Schütz var kirkemusiker i Købehavn og opbyggede hofkapellet der. Dowland, berømt lutspiller og komponist, var hofmusiker og holdt til i Helsingør. Johann Lorentz virkede i første halvdel af 1600-tallet som kongelig orgelbygger og byggede, eller ombyggede alle vigtige orgler i Øresundsregionen i en da ganske konservativ renæssansestil som da repræsenteredes af Heinrich Schütz og John Dowland. Et af de vigtigste vidnesbyrd om Lotrentz virksomhed findes i orgelfacaden på Chrisstiansstads Trefoldighedskirke.

Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.
Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.
Mariakyrkan i Helsingborg
Mariakyrkan i Helsingborg
Sct. Annægade i Helsingør
Sct. Annægade i Helsingør
Det gamle orgel
Det gamle orgel
Buxtehude
Buxtehude
Kororgel i Mariakyrkan
Kororgel i Mariakyrkan

Forbindelsen opretholdes
I sin tid i Helsingør opretholder Buxtehude også tætte forbindelser til både danske og svenske embedsborgere. Det eneste med fuldt sikkerhed kendte musikstykke som Buxtehude har skrevet i sin tid i Helsingør er således i året 1665 tilegnet Christoffer Schneider, der var svensk postmester og senere kommisarius bosiddende i Helsingør. Ligeledes havde Buxtehude allerede fra Helsingør-tiden venskabelige forbindelser med den svenske hofkapelmester og organist Gustav Büben. Måske er det også på hans foranledning at Buxtehude i 1680 komponerer bryllupskantaten til brylluppet imellem Karl 11.Gustav og hans danskfødte dronning Hedvig Eleonora.
StorAperte mihi portas justitiae, Helsingør 1665 (Diderik Buxtehude)
StorAria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude)

Tiden i Lübeck
1668 flyttede Diderik Buxtehude til Lübeck, formodentlig af hensyn til sin fortsatte karriere, men nok også for at komme væk fra de trange økonomiske vilkår i den krigshærgede Øresundsregion. Som en rød tråd i Buxtehudes liv går de tre mariakirker i Helsingborg, Helsingør og Lübeck. Selvom størstedelen af hans aktive liv var forlagt til Lübeck og selvom han der vandt den største ære og berømmelse, så glemte han aldrig sine rødder ved Øresund. Derfor kunne tidsskriftet Nova litttraria Maris Balthici år 1707 påstå, at ”han anså Danmark for sit fædreland” (Patriam agnoscit Daniam).
Diderik Buxtehudes karriere som komponist og organist kulminerede i Lübeck, hvortil storheder som Händel og Bach vandrede for at lytte til hans musik. Det var som organist og komponist i Mariakirken i Lübeck han vandt sin store berømmelse. Især var han kendt for sine ”Lübecker Abendmusik” som var koncerter i tilknytning til aftensangen søndagene før jul. Til disse skrev han hvert år et nyt orgelværk.

Kloster

*

Byklostre i Øresundsregionen før reformationen.


Klostrenes rolle
Klostervæsenet spiller en afgørende rolle i udviklingen af nye produktionsmetoder og teknologi i forbindelse med nyopdyrkningen og den omfattende byggeaktivitet. Det gælder i særdeleshed for cistercienserordenen, som udspringer af benediktinerordenen, men bygger på en opstramning af klosterreglerne og nøje retningslinier for klostrenes udseende og arkitektur.
Cistercienserne skulle, ifølge deres klosterregler, tage bolig på afsides steder og arbejde med at rydde og dyrke jorden og havde store kundskaber indenfor landbrugsproduktion -kvalifikationer som var oplagte i forbindelse med nyopdyrkningen- og middelalderlig teknologi indenfor f.eks. vandmøller, teglproduktion og jernproduktion.

Reformklostrene
Klostergrundlæggelser bliver et modefænomen i de ledende kredse, som også sympatiserer med den åndelige nyorientering, som de reformerte klosterbevægelser repræsenterer. Ærkebiskop Eskild, der var personlig knyttet til en af de store reformatorer, cisterciensermunken Bernard af Clairveaux, hidkalder cisterciensermunke for at grundlægge klostre i Herrisvad i Skåne i 1145 og Esrum i Nordsjælland i 1151.
Hvide-slægten grundlagde et benedektinerkloster i Sorø, som stod færdigt i 1151, men da det ikke fungerede tilfredsstillende overdrager Absalon i 1161 foretagendet til cisterciensermunkene.
Esrum kloster
Esrum kloster
Bernard af Clairveaux
Bernard af Clairveaux
Cisterciensermunk,
Cisterciensermunk,

Ny åndelighed
Med reformklostrene i midten af 1100-tallet og især Bernard af Clairveaux introduceres nye strømninger indenfor trosverdenen. Bernard prædiker over Højsangens højstemte erotik og gudsdyrkelsen antager mere en mere sofistikeret og mystisk karakter. Gudsforholdet bliver at ligne med et kærlighedsforhold, åndelig og distanceret kærlighed. Wilhelm af Æbelholt giver i sin brevveksling eksempel på dette.

Mariadyrkelsen
Et andet tegn på ændringer i den åndelige kultur er den omsiggribende Maria-dyrkelse og kult, måske også som udtryk for en stigende feminisering af trosudøvelsen. Mariadyrkelsen kommer bl.a. til udtryk i anvendelsen af Mariahymner, der fremføres som raffineret vokalmusik. Ærkebiskoppen i Lund, Anders Sunesen, tilskrives mindst en sådan hymne med den latinske titel Missus Gabriel de Celis og i Lund lagde man stor vægt på musikaliteten. Temaet i denne tekst er Maria bebudelse, eller rettere underet, miraklet, et aspekt af den orientering imod mystiske aspekter af religionen, som bliver karakteristisk for tiden.

Klostrenes jordbesiddelser
I Løbet af middelalderen bliver kirker og klostre store jordbesiddere på linje med kongen og herremændene. F.eks. disponerede ærkebispesædet i Lund alene over 300 ejendomme og hele Bornholm. I løbet af middelalderen kommer klostrene i Skåne således til at besidde i alt over 2000 ejendomme. En stor del af ejendommene erhverves som sjælegaver, som skænkedes til klostrene.
Efter at Peter Bogorm (Pierre Le Mangueur) hen imod slutningen af 1100-tallet opfandt skærsilden (Purgatore) opererede man nu med en tilstand imellem himmel og helvede, en regnskabets time, hvis længde kunne afkortes ved egne og tilkøbte bønner og messer.
Dette forstærkede, ligesom det fra 1215 påbudte årlige skrifte, kirkensmagt over sjælene og forøgede kirker og klostres jordejendom og rigdom. Ganske vist var der oprindelig nøje regler for kirkens arveret, men det blev omgået ved donation af sjælegaver og selvom det indtil 1216 var munkene forbudt at købe jord, så blev det også omgået ved at jordejere pantsatte jordejendom til et kloster, som så overtog jorden, hvis ikke pantet blev indfriet.

Tiggermunkene
Land-, eller som de også betegnes, herreklostrenes uhyre rigdomme var for mange ikke i overensstemmelse med kravene om simpelhed og renhed, som munkene selv prædikede. Med etablering af tiggermunkeordener i byerne kommer der en reaktion på disse forhold.
Tiggermunkene skulle leve enkelt og forbilledligt og som navnet angiver tigge til dagen og vejen rundt omkring i bysamfundene. I første halvdel af 1200-tallet kommer de nye tiggermunkeordner til landet. I 1222 grundlægges et dominikanerkloster i Lund på initiativ af ærkebiskop Anders Sunesen og i 1232 oprettes det første franciskanerkloster.
I Helsingborg oprettes ett dominikanerkloster i 1270.
Franciskanerklostret i Ystad
Franciskanerklostret i Ystad

Middelalderbyen

*

Kärnan i Helsingborg. Det første borgkompleks var cirkelrundt og er markeret ved siden af tårnet.

I 1310 lod Erik Menved opføre et nyt kærnetårn til borgen. Dette blev kvadratisk med meget kraftige mure. Tårnet er over 30 meter højt.

Borgbyggeri
Et synligt vidnesbyrd om de urolige og omskiftelige tider omkring år 1300 var kronens anlæggelse og fornyelse af en række borganlæg rundt omkring i regionen.
Ved Helsingborg afløstes det oprindelige cirkulære tårn med det firkantede og 30 meter høje Kärnan. Denne tårnbygning blev en massiv og sværindtagelig borg. Den nederste del af tårnet var således over 4 meter tyk. Et forsvarsanlæg der kunne stå mål mod tidens selv stærkeste våben. Arbejdet blev iværksat omkring 1310, i Erik Menveds tid, hvor også Falsterbohus og Lindholm længere sydpå i Skåne blev udbygget og forstærket. Falsterbohus fik også et kvadratisk kernetårn og det samme var tilfældet med Lindholmes borg ved Börringesjön i det sydlige Skåne. Falsterbohus overtog efterhånden Skanørborgens opgaver og Helsingborg, med det nye Kärnan, udviklede sig til at blive kronens vigtigste forsvarsværk i Skåne.
På Bornholm udvikles Hammershus efterhånden til det største borganlæg i Norden. I Vordingborg på Sydsjælland opføres et borgkompleks til forsvar af landets sydgrænse og i Kalundborg på Vestsjælland udbygges Esbern Snares gamle borganlæg. Endelig opføres i Nordsjælland i Valdemar Atterdags tid(1340-1375) et administrativt centrum med et centralt borganlæg ved Gurre.
Borge før 1400
Borge før 1400
Kärnan, Helsingborg
Kärnan, Helsingborg
Kärnan i snit
Kärnan i snit
Kärnans indre
Kärnans indre
Hammershus
Hammershus
Gåsetårnet.
Gåsetårnet.
Vordingborg Slot.
Vordingborg Slot.
Borganlæg
Borganlæg
Gurre Slotsruin
Gurre Slotsruin
Gurreudgravning
Gurreudgravning
Gurrekompleks
Gurrekompleks
Gurre Slot
Gurre Slot

Kalmarunionen og købstædernes vækst
I slutningen af 1300-tallet er Skånemarkedets betydning vigende og handelen flytter bort fra Skanør og Falsterbo til bl.a. Malmø og København, der nu kunne byde på et større opland og mere købedygtigt publikum. Hen imod slutningen af århundredet manifesterer Norden under Kalmarunionen (1397) med Margrethe d.1. i spidsen modstand imod hansestædernes økonomiske dominans og under Margrethes arving Erik af Pommern (1412-39) påbegyndes en systematisk politik til ophjælpning af byerne og handelen.
Kalmarunionen
Kalmarunionen
Erik af Pommerens kroning
Erik af Pommerens kroning

Kongens initiativer
Erik af Pommern var fuldt ud klar over købstædernes og i særdeleshed Øresundsregionens betydning som det vigtigste gennemfartsfarvand imellem Østersøen og Nordsøen, hvilket fremgår af en række samtidige tiltag. Landskrona grundlægges i 1413, 1414 får Helsingborg købstadsrettigheder, i 1416 erhverver kongen København fra Roskildebispen og fra omkring 1419 befæstes Malmø med svære stenmure.
Med opløsningen af Skånemarkedet begynder hanseaterne at handle direkte med byerne og landbefolkningen, men fra 1422 forordnes det på Sjælland at hanseaterne kun må drive engroshandel, mens detaillehandel og håndværk skal overlades til byernes faste borgere. Adelen er dog undtaget fra disse regler.

Helsingborg og Malmø
Helsingborg får købstadsrettigheder i 1414. Særlige bestemmelser heri omhandler salg af sild om efteråret og færgeoverfarten imellem Helsingborg og Sjælland. Helsingborg var med sin gode beliggenhed og stærke befæstning, der var et led i den tidlige middelalders række af kongelige forsvarsanlæg langs kysterne, oprindelig meget større end Helsingør, men med tiden bliver Helsingør på grund af tilknytningen til Øresundstolden og fjernhandelen, rigets tredjestørste by, næst efter København og Malmø. Malmø er en forholdsvis ny by og dens oprindelige navn Elbogen vidner om den hanseatiske indflydelse i området.
Helsingborg
Helsingborg
Landskrona
Landskrona
Malmø
Malmø
Helsingborg model 1400
Helsingborg model 1400

Helsingør-Helsingborg
Forholdet imellem Helsingør og Helsingborg er helt specielt idet de to byer fra 1541 får fælles torv, hvilket betyder at folk fra Helsingborg kunne sælge varer direkte på torvet i Helsingør. F.eks. havde 10 slagtere fra Helsingborg på et tidspunkt boder i Helsingør og fra Helsingør kom man ofte to gange om ugen over til Helsingborg for at handle kød og forarbejdede mejerivarer.
Forklaringen her er formodentlig, at tilgangen til animalske produkter var bedre i Skåne end i Nordsjælland. Helsingør må også fortsat importere korn langvejs fra og er i det hele taget atypisk med sit manglende opland og den specielle tilknytning til fjernhandelen.

Tycho Brahe

*

På øen Hven midt i Øresund levede og virkede Tycho Brahe fra 1576-1597, i alt 21 år, hvor han udover de astronomiske observationer også dagligt foretog meteorologiske optegnelser, dyrkede kemien (alkymi), havekunst, lavede instrumenter, tegnede kort, digtede og meget mere
Med sine alsidige interesser og beskæftigelser er Tycho Brahe et nordisk eksempel på renæssancens universalgeni.


Tycho Brahe - adelsmand og renæssancemenneske
Da en fransk gesandt, Charles Ogier, i året 1634 efter et besøg i Helsingør forlader byen kører han sydover mod København og har udsyn til øen Hven, hvilket får ham til at tænke på den verdensberømte astronom Tycho Brahe.
Det er mere end tvivlsomt om man fra Sjællands kyst kan fornemme Hvens tilnærmelsesvise kvadratiske form, men det er ikke tilfældigt, at Ogier hæfter sig herved. Det symmetriske, velordnede og sammenhængende appellerer til renæssancemennesket og et sådant er også videnskabsmanden Tycho Brahe, i dansk sammenhæng nok det bedste eksempel på et universalgeni i renæssancens ånd.
Tycho Brahes Hven
Tycho Brahes Hven

Barndommen
Tycho Brahe var født højadelig, og som sådan forventedes det at han siden hen gjorde karriere som godsejer, kriger og eventuelt rigsrådsmedlem, som så mange af hans slægtninge. Ikke desto mindre havde han et noget tvetydigt forhold til sine standsfæller.
Tycho Brahe blev født d.14.december 1546 på godset Knutstorp i Skåne, men blev bogstavelig talt bortført og opdraget hos sin barnløse onkel Jørgen Brahe på Tosterup i det sydøstlige Skåne. En sådan praksis var ikke usædvanlig i adelige kredse, hvor ikke kerne-familien, men slægten spillede den store rolle. Familien Brahe ses afbildet i 1613, altså efter Tyges død, i Kågerød kirke, der var patronatskirke til Knutstorp.
Der er her tale om en mindetavle, et epitafium anbragt på den nederste del af en slags altertavle i kirken. I midten ses forældrene Otto Brahe og Beate Bille. Ved siden af faderen Tyge (den lærde) og udefter brødrene Steen, Axel, Jørgen og Knud. Ved siden af moderen søstrene Lisbeth, Margrete, Kirstine og endelig Sophie Brahe, der stod Tycho Brahe meget nær.
Tycho Brahe
Tycho Brahe
Knutstorp
Knutstorp
Tosterup
Tosterup
Brahefamiljens epitafium
Brahefamiljens epitafium

Uddannelsen
I en alder af 6 år startede Tycho Brahe i skole, hvilket ikke var ualmindeligt for standen. Usædvanlige er imidlertid de interesser, som han siden hen under sin uddannelse kaster sig over. Som tolvårig starter han på universitetet i København, der i denne periode er åben overfor og præget af tidens renæssancehumanistiske tankegang.
Vi ved fra kendskab til Tycho Brahes bogsamling, at han allerede i denne periode fatter interesse for astronomien, og under hans studierejser i begyndelsen af 1560erne er det i ly af jurastudierne denne videnskab han begynder at praktisere. Med sig på rejsen havde Tyge den borgerlige Anders Sørensen Vedel, der også er en vigtig renæssanceskikkelse. Bl.a. samler han som den første gamle danske folkeviser til en udgivelse.
Anders Sørensen Vedel
Anders Sørensen Vedel

Astronomi


Nova Stella og det nye verdensbillede
Tycho Brahe studerer i udlandet og først i slutningen af 1570 vender han tilbage til Danmark og opholder sig tilsyneladende mest på Herrevad Kloster hos sin morbroder Steen Bille, der interesserede sig levende for kemiske og mekaniske eksperimenter.
Under et besøg der i november 1572 observerer Tycho Brahe, hvad han antager for at være en ny stjerne i stjernebilledet Cassiopeia og stærk tilskyndet, men noget imod sin vilje udgiver han en bog, "De Nova Stella", om den ny stjerne. Det var kontroversielt for en adelsmand at beskæftige sig med sådanne sager og den indledes da også med en række indlæg, der opregner argumenter for og imod en udgivelse.
Bogen, der trykkes i få eksemplarer i København, indeholder i manuskriptform tillige med afhandlingen om den nye stjerne en astrologisk og meteorologisk almanak for året 1573, samt en afhandling om en kommende måneformørkelse og afslutningsvis et digt til himmelguden Urania, alt sammen på latin. Umiddelbart kan det forekomme at være et besynderligt sammensurium af et skrift, men for Tycho Brahe er der indbyrdes forbindelser imellem disse beskæftigelser.
Nova Stella
Nova Stella
Tycho Brahes verdensbillede
Tycho Brahes verdensbillede
Verdensbillede
Verdensbillede

Empirikeren Brahe
Måske er Tycho Brahe for beskeden med hensyn til rækkevidden af sine iagttagelser. Værkets astronomiske hovedærinde bliver gennem nøjagtige observationer at påvise mangler i den herskende opfattelse af det astronomiske verdensbillede. Ifølge dette er universet skabt på engang og der sker ikke ændringer uden Vorherres direkte indgriben.
Tycho Brahe vil ikke give sig af med at gisne om den bagvedliggende årsagssammenhæng, men bidrager her som i senere værker til en mere dynamisk opfattelse af det astronomiske verdensbillede. Tycho Brahes store fortjeneste livet igennem ligger i hans nøjagtige empiriske observationer og optegnelser, men bag dette også en erkendelse af at universet var uendeligt meget større end man antog og under stadig udvikling. I denne forstand var Tycho Brahe den første moderne astronom, men han vælger dog at imødegå Kopernikus nye verdensbillede, hvor solen og ikke jorden var universets centrum.
Tycho Brahes verdensbillede
Tycho Brahes verdensbillede
Obeservationsscene
Obeservationsscene
Sekstant
Sekstant
Himmelglobus
Himmelglobus

Om Kometen
Da Tycho Brahe nogle år senere, på Hven i 1577, får lejlighed til at iagttage en komet udbygger han sine iagttagelser og konklusioner. I sit lille skrift "Om kometen", der er forfattet i 1578, men først udgivet med 350 års forsinkelse sammenfatter han sine iagttagelser over den ny stjerne og kometen.
Ligesom i værket om den ny stjerne anvendes også her en stor del af pladsen til astrologiske forudsigelser.

Astrologiens status
Tycho Brahe er imidlertid meget forsigtig i sin omgang med de astrologiske forudsigelser, hvilket han også præciserer i det efterfølgende:
"..skønt det er alle mennesker skjult at kende den rette grund til fremtidige ting, kan man dog fra de gamle erfarne astrologers observationer og lære få nogen anvisning på, hvad sådanne undere på himmelen kan udrette, hvilket lader sig gøre uden nogen som helst overtro(side 37-38)".
Når Tycho Brahe tager disse forbehold og må understrege sin afstandtagen til overtroen hænger det sammen med at astrologiens status også i samtiden var meget omdiskuteret, både blandt renæssancens tænkere og kirkens folk. Dog havde den en vis officiel status, som når f.eks. Tycho Brahe som en del af sine forpligtigelser overfor kongemagten lægger kronprinsens horoskop.
De astrologiske forudsigelser i samtiden deles op i to hovedgrupper: De meteorologiske og astrologiske. Udgangspunktet er nogle grundlæggende iagttagelser omkring planeternes indvirkning på livsbetingelserne, f.eks. det at solen afgiver varme og lys, at månen har indflydelse på tidevand, skiften imellem sommer og vinter osv. Den eksakte viden om disse forhold var naturligvis begrænset, men netop derfor kunne man jo også gøre sig forestillinger om disse forholds rækkevidde.
Christian IV&#180s horoskop
Christian IV´s horoskop

Skaberens rolle
Som påpeget er Tycho Brahe meget forsigtig og forbeholden overfor astrologien og bliver det måske i stigende grad. Dog bliver han på intet tidspunkt fornægtende og det hænger sammen med at astrologien for ham indgår i en karakteristisk helhedstænkning.
I det hele taget er det interessante selve forholdet imellem de astronomiske og astrologiske overvejelser og universets skaber, altså Gud. Vorherre fremstår her som andre steder i skriftet som en bagvedliggende kraft, en almægtig igangsætter, hvis tilstedeværelse kan iagttages i naturens orden. Vorherre griber ikke straffende ind i begivenhedernes gang, men holder sig til de afgørende beslutninger omkring skaberværket og mennesket kan ikke tolke hans vilje i naturfænomenerne. I sin opfattelse af gudsbegrebet nærmer Tycho Brahe sig her en senere tids opfattelse.

Voksende anerkendelse
Tycho Brahes observationer vinder løbende anerkendelse og fra 1574 holder han, usædvanligt for sin stand, forelæsninger på universitetet. Senere får han tilbudt stillingen som rektor for universitetet, hvilket han takker nej til. Tilbuddet vidner dog om den bevågenhed han nyder, også hos kongemagten, og som bliver afgørende for hans udvikling i årene fremover.

Uranienborg på Hven
Renæssancefyrsten Frederik 2.havde blik for Tycho Brahes format og tilbød ham støtte og d.18.2.1576 tilstedes han en årlig udbetaling på 500 daler, en statsstøtte af dimensioner. Kongen havde under tilsyn med byggearbejdet på Kronborg fået øen Hven i tankerne, som et passende sted for Tycho Brahes virksomhed, og Tycho Brahe kunne få den som len på fordelagtige vilkår, hvis det kunne afholde ham fra at rejse til udlandet. Tycho Brahe accepterer kongens tilbud.
Ovenikøbet får Tyge 400 rigsdaler til opførelse af et hus på Hven. I august 1576 påbegyndes byggeriet af Tycho Brahes nye bolig Uranienborg, opkaldt efter himmelgudinden Urania. Det praktiske arbejde udføres som hoveriarbejde af øens bønder, og som ledere af byggeriet har man bl.a. foreslået to af de fra Kronborgbyggeriet kendte nederlandske bygherrer Hans von Paeshen og Hans van Stenwinckel. Selve byggeriet er inspireret af norditaliensk renæssance, som Tycho Brahe har stiftet bekendtskab med under sine udenlandsrejser, og der er næppe tvivl om, at han selv har bidraget til udformningen af byggeriet.
I vore dage er der ikke mere tilbage af slottet.

En symbolsk bygning
De centrale del af grundplanen udgøres af et kvadrat, der måler 60 fod, ca 15,5 meter på hver side. Dette kvadrat deles af vinkelrette korridorer, der deler grundkvadratet i fire ens mindre rum og endvidere forbinder symmetriske tilbygninger i nord- sydlig retning og ligeledes symmetriske indgangspartier i øst og vest.
Bygningen består af to etager, fuld kælder og en kvistetage. Uden påbygningen er tilføjet altaner til brug for observationer og en del af kælderen er beregnet til kemisk laboratorium. Astronomien og kemien/medicinen var de videnskaber man ville give sig af med og det angives tillige med to figurnicher over indgangspartierne. De allegoriske fremstillinger her har været knyttet sammen med nogle korte latinske inskriptioner: DESPICIENDO SUSPICIO og SVSPICIENDO DESPICIO, hvilket betyder noget i retning af: Idet jeg ser ned skuer jeg opad, og idet jeg ser op, skuer jeg nedad.Den første sentens er møntet på de kemiske eksperimenter, den anden refererer naturligvis til de astronomiske studier.
Uranienborg
Uranienborg
Grundplanstegning
Grundplanstegning

Kosmologien
Den dybere mening med Tycho Brahes valgsprog er, at de videnskabelige studier har kosmologisk sammenhæng, at der er indbyrdes forbindelse imellem studiet af de jordnære ting og det guddommelige og at studiet af planetsystemets opbygning har relation til den jordiske tilværelse.
Uranienborg var således ikke alene hjem og arbejdssted for Tycho Brahe, men udtrykte tillige arkitektonisk og på anden vis den livsopfattelse og verdensanskuelse, der ligger til grund for Tycho Brahe og mange andre renæssancehumanisters arbejde og virke: En tro på at udforskning og kortlægning af virkeligheden vidner om den kosmologiske sammenhæng, der ligger bag.

Havekunst og medicin
Det samlede kompleks omkring Uranienborg viser igen det sammenhængende og symmetriske, her i haveanlægget og de omgivende voldanlæg. Haveanlægget er et af renæssancens interesseområder, men her har det også tjent mere praktiske formål, idet træerne også var frugttræer og bedene rummede såvel grøntsager, som urter, der også kunne indgå i medicinske opskrifter.
Vi ved at både Tyge og hans lærde søster Sophie Brahe, der i lange perioder opholdt sig på Hven, gav sig af med at fremstille medicinske præparater, endda i et sådant omfang, at apotekerne i København klagede over det. Det er sandsynligt, at Sophie Brahe har deltaget i anlæggelse og pleje af haveanlægget, men sikre beviser for det har vi ikke.
Have- og voldanlæg
Have- og voldanlæg
Grundplan
Grundplan

Tycho Brahe forlader Hven
Tycho Brahe bliver på Hven i 21 år, frem til 1597, hvor han falder i unåde og nødtvungent forlader Danmark og i 1599 slår sig ned i Prag, hvor han dør i 1601. Omstændighederne omkring Tycho Brahes fald er fortsat uklare og omdiskuterede. Fra Rostock skriver Tycho Brahe i 1597 selv til kongen, at han ikke er draget i eksil og forsikrer om sin fortsatte loyalitet. Kongen bebrejder ham, at han er drager bort uden tilladelse ogpå peger uoverensstemmelser, idet han henviser til "Klagemaal vore fattige Undersaatter og Bønder paa Hven imod dig haver haft" og hans forsømmelighed mod kirken sammesteds, herunder "Udi hvad Maade Daabsens Ord ere udi langsommelig Tid udeladte, imod disse Rigers vedtagne Brug, med dit Vidskab, sligt er hver Mand altfor vitterligt."
At Tycho Brahe ikke overholdt sine lensforpligtigelser til punkt og prikke er en kendsgerning, han forsømte at passe fyret på Kullen og værre endnu det kongelige gravkapel i Roskilde Domkirke. Det kan imidlertid undre at stridsmålet med bønderne drages frem i en tid, hvor det er enhver herremands ret at udnytte sine undergivne og hvor byrden på bønderne generelt set øges betydeligt.

Djævleuddrivelsen
Hvis det er korrekt, at man på Hven i Tycho Brahes tid havde forsømt, eller bevidst udeladt dele af dåbsritualet, kunne det, set med tidens øjne, være en alvorlig sag. Dåbsritualet og herunder især djævlebesværgelsen var i tiden et afgørende teologisk stridspunkt. Djævleuddrivelsen, var en gammel skik, som Luther videreførte fra katolsk tid, men som reformatoren Calvin udelod som utidssvarende. Tilsyneladende har andre delt denne anskuelse, heriblandt den humanistisk orienterede professor i teologi ved Københavns Universitet Niels Hemmingsen, i mange år universitetets ledende skikkelse, indtil han bliver afsat i 1579, som følge af en strid om nadverlæren, hvor han erkendte at have nærmet sig Calvins opfattelse af denne.
Striden om djævlebesværgelsen bryder for alvor ud da præsten Iver Bertelsen på Møn udelader besværgelsen og omkring 1567 stævnes herfor. Iver Bertelsen må tilbringe 3 år i fangenskab førend han tages til nåde igen af Frederik 2.I 1588, under Christian 4.s formynderskabsregering, kommer endnu en sag, da præsten ved Helligåndskirken i København, Jon Jacob Venusin, ved en dåbshandling åbenlyst udelader djævlebesværgelsen.
Venusin, der stammede fra Hven, hvor hans far havde været præst, var berejst og besvogret med Tycho Brahes svigersøn. Hvis han har troet, at formynderregeringen under den mindreårige Christian 4. var ham venligt stemt tog han imidlertid fejl. 3 uger efter hans gerning udsteder man i kongens navn et forbud imod "at opvække unødige disputatser", med trussel om straf til følge.

Indirekte anklager
Det er omkring samme tidspunkt at kongens udfald mod Tycho Brahe tager sin begyndelse, i første omgang rettet imod præsten på Hven, der anklages for ikke at straffe og påminde Tycho Brahe om hans manglende altergang og utugtige levned, idet der hermed hentydes til Tycho Brahes ugifte samliv med en uadelig, hvad der dog strengt taget ikke var ulovligt. Sidst men ikke mindst anklages præsten for på Tycho Brahes foranledning at have udeladt djævleuddrivelsen af dåbsritualet. Præsten mister sit embede herfor og i næste omgang rettes skytset så imod Tycho Brahe selv.
En anden uofficiel anklage imod Tycho Brahe gik på at han fremstillede medicin uden tilladelse fra kirken, som skulle godkende sådant. Skønt han var yderst varsom i sin omgang med astrologien, har han indsats på dette område sikkert også bedraget til billedet af en suspekt person med store og måske overnaturlige evner, en troldmand.

Eksklusiv syndebuk
Tycho Brahe kan med andre ord mistænkes for calvinistiske og kætterske tilbøjeligheder, og man indser at Tycho Brahe er en torn i øjet på den efterhånden herskende snæversynede, religiøse ortodoksi. Hans renæssancehumanistiske syn og levemåde stødte dele af de herskende kredse, og meget tyder da også på at der er tale om en sammensværgelse imod ham. Et langt stykke hen ad vejen er han blevet et eksklusivt offer for den officielle moral.
Paradoksalt nok ender det i 1606 med at kongen under indflydelse af den tidligere omtalte Venusin angriber djævlebesværgelsen ved dåben og lader sin datter prinsesse Elisabeth døbe uden djævleuddrivelse. For god ordens skyld skal det nævnes at kong Christian året efter igen skifter standpunkt.
Tycho Brahes korrespondance med kongen offentliggøres først efter dennes død i 1648, men i 1597 skriver Tyge et digt om sit brud med Danmark, som indeholder følgende passage:
"Danmark, hvad har jeg gjort dig, at bort så grumt du mig støder?
Hvor kan, o fædreland! du mig behandle som fjende?
Løftet har jeg jo dit navn, det nævnes med hæder så vide,
siig, kan du vredes fordi, min virken har kranset med ros dig?
siig, hvem af dine børn har givet dig mer vel i eje!
Kan du vel vredes derofr, at højt på den hvælvede bue,
Fædreland! dit navn jeg skrev i de blinkende stjerner!
Hvorfor nu støde mig bort? Engang vil du sikkert mig mindes:
Kommende dage mit værd, min virken skal virkelig fatte,
børn af en senere slægt, på hvad jeg gav dig at bygge."

Konsulerna

*

I løbet af 1800-tallet udviklede Helsingborg sig fra at være en lille kystby til en, efter Øresundsregionens forhold, stor og betydningsfuld industri og handelsby


Helsingborg - med raske skridt
”Hvad angår mig selv, så hælder jeg kraftigt til den side, som vil placere Helsingborg foran alt andet. Ikke fordi man ikke kan finde andre svenske landskaber som, ved første blik, er endnu mere storartede, iøjnefaldende og effektfulde, men fordi Helsingborg i det lange løb er mere interessant. Anden svensk natur ejer storhed, ejer behag, ejer hvad I vil; men den mangler liv; den har denne oldnordiske stilhed, denne højtidelige urørlighed, som har øjeblikkets følelsesladede effekt, men som bliver forstemmende ved et længere samvær. Her har man et maleri med figurer, et bevægeligt, altid omvekslende og selvfornyende skuespil; det er en natur som man ikke trættes af, som man kan omgås, i stedet for at bare flygtigt beundre. Stå op en forårsmorgen, når solen ligger over den danske kyst, over alle haverne, dristigt henkastede hist og pist på de lunefuldt udskårne skråninger, under hvis skygge Helsingborg breder sig. Stå op hvis I behager, og se ud over Sundet! over dette hav, som her er en flod! men en flod med hundreder af sejl, øst- og vestindiensejlere, amerikanere, briter, linieskibe fra Archangel, frugtskibe fra Middelhavet! betragt denne tavle, så unik, så fuld af farve og følelse, og dertil så dramatisk.”
(Ur "Helsingborg och dess nejder", 1851)
Sådan beskrev Oscar Patrik Sturzen-Becker Helsingborg i 1851, en by som den gang havde omtrent 4 000 indbyggere.
Helsingborg i 1880&#180erne
Helsingborg i 1880´erne
Helsingborg 1860
Helsingborg 1860
Helsingborg 1900
Helsingborg 1900

Konsul Olsson
Ved den tid arbejdede en ung mand fra Fleninge som butiksassistent i byen. Den unge, dybt religiøse mand hed Petter Olsson. Han spurgte engang sognepræsten Peter Wieselgren, om han kunde blive præst. Da dette forudsatte en dyr uddannelse og Petter Olsson var fattig, mente præsten at han i stedet kunne blive lærer. Men Petter Olsson valgte en anden bane. I 1853, samme år som Krimkriget brød ud, vovede han at starte sit eget firma i kornbranchen.
England, som stod på Tyrkiets side i krigen mod Rusland, kunne ikke dække sit kornforbrug i krigsårene, og en god del af Olssons korn blev derfor sendt til London, hvor hestene trængte til energi, for at bl.a. trække sporvogne. Gevinsten blev naturligvis god, og med den fremtidsoptimisme, som prægede 1800-tallet, begyndte Olsson at bygge sit imperium. Han indså behovet for gode kommunikationsmidler for at kunne transportere korn til sit lager på Kullagatan, hvor hans bolig og som han også brugte til gudstjenestelokal for de vækkelsesmøder han ledte. Han indså også at der manglede en god havn, for at sende havren videre til Londons heste.
Petter Olsson
Petter Olsson
Arbejdere
Arbejdere
Helsingborg Havn 1893
Helsingborg Havn 1893
Konsul Olssons magasin
Konsul Olssons magasin

Infrastrukturen udbygges
Gennem sit kommunale engagement kunde han arbejde på forbedring af kommunikationsmidlerne. I perioden fra 1865 til 1885 bidrog han til, at Helsingborg fik jernbaneforbindelser i alle retninger. Først til Billeberga /Eslöv og siden til Hässleholm, til Åstorp og Värnamo. Efter dette var byen koblet til de store hovedbaner og havde dermed jernbaneforbindelse til Stockholm, Göteborg og Malmö. Samtidigt udvidedes og uddybedes havnen og Sveriges første togfærgeforbindelse til udlandet kunde åbnes i 1892.
Havnens udvidelse blev positiv for rederinæringen i Helsingborg. Ved århundredets slutning havde byen landets tredje største handelsflåde. Petter Olsson startede flere industrier bl.a. teglværk, dampmøllen og gummifabrikken, hvor Henry 251 senere skulle starte galocheproduktion. Han brændte for byen og dens udvikling, men også for sin pietistiske religiøsitet. Missionshuset på Kullagatan var i høj grad Petter Olssons værk. Hele livet var han tro mod sin religiøse overbevisning og fortalte at han gerne ville gøre Helsingborg til “en by til Guds Ære”. Hans store familie opholdt sig om sommeren i sommervillaen Øresundslyst på den danske side af sundet.

Konsul Persson
En anden ung mand kom fra Allerum til byen og begyndte også at arbejde i en forretning. Han hed Nils Persson og var en udadvendt og selskabelig mand. Også han vovede at åbne sin egen forretning og begyndte i 1860´erne at importere kunstgødning, som han solgte til bønderne. Han spekulerede over muligheden for selv at producere og inden længe anlagde han en kunstgødningsfabrik ”Fosfaten”.
Fortjenesten var naturligvis god og han udvidede sit imperium med bl.a. kobberværket, som udnyttede og forædlede biprodukterne fra fosfatfabrikken. Da han anlagde dampteglværket havde han lykken med sig, eftersom Helsingborgs og især Københavns byggeaktivitet var meget stor i 1800-tallets senere del, så efterspørgslen på tegl var stor. Persson producerede rødt tegl mens Olssons var gult. Man talte tit i byen om, hvordan man kunne se forskellen på de to herrers revir? Jo, man kunne se det så på teglet.) Persson donerede et jordstykke til byen tæt på kirkegården ved Södergatan. Jorden skulle benyttes til begravelsesplads og overskuddet fra gravafgifterne skulle tilfalde ”pauvre honteux”, trængende fattige I Helsingborg.
Nils Persson
Nils Persson
Perssons fosfatfabrik 1888
Perssons fosfatfabrik 1888
Söder-industriområdet
Söder-industriområdet

Konsulstyret
Olsson og Persson bestemte i byen. De ejede store industrier, sad i bystyret og såmænd også i riksdagen. Betydningsfulde personer blev tit udnævnt til konsul, og denne titel modtog bl.a. Olsson og Persson. Helsingborg blev, ved århundredeskiftet, nævnt som ”konsulernes by”. De to lignede hinanden meget, i initiativkraft, driftighed og foretagsomhed, men privat var de hinandens absolutte modpoler. Olsson levede i forholdsvis enkelhed i sin lejlighed ved magasinet på Kullagatan, mens Perssons tilværelse i den flotte villa ved sygehuset var mere vidtløftig. Olsson brugte sin fritid til bibelstudier og prædiken, mens Persson færdedes meget på Ramlösa Brønd. Olsson var afholdsmand, Persson var det ikke.

Tilflytning
De to konsulers driftighed gav et godt skub i Helsingborgs udvikling. Fra 1860 til 1900 femdobledes befolkningen, noget som ingen anden by i Sverige kunne opvise. I perioden 1850-1920 steg Helsingborgs befolkning med 1149 %, mens nabobyen Landskrona i samme periode steg med 493 % og Lund med 346 %. Malmö var i det mindste i nærheden med 867 %. Øresundstoldens afskaffelse viste sig også gunstigt for Helsingborg, på bekostning af nabobyen Helsingør.
Man hævder at tilflytningen til Helsingborg til tider var så stor, at folkeregistret ikke kunne holde trit. Sognepræsten måtte ind imellem, af ren udmattelse, lade pennen ligge. De omfattende nybygninger forandrede byens udseende. De stilarter som var populære ved århundredets slutning blev rigt repræsenteret i byen. Nyklassicisme og nyrenæssance ses tydelig langs Järnvägsgatan, Trädgårdsgatan og Drottninggatan og eksempler på nygotikken findes i Rådhuset, Gustav Adolfs kirke og Nicolaiskolen. Den store indflytning af arbejdere resulterede i mange nye arbejderboliger i den sydlige del af byen, der hvor industrierne placeredes.
Järnvägsgatan
Järnvägsgatan
Rådhuset i Helsingborg
Rådhuset i Helsingborg
Gustav Adolfs kyrkan
Gustav Adolfs kyrkan

Konsul Trapp - den tredje mannen
Endnu en mand med konsultitel skal nævnes og han var dybt engageret i at bevare det gamle Helsingborg under den massive forandringsproces som pågik. Oscar Trapp, som boede i Fredriksdal, interesserede sig for historie og i forening med sit kommunale engagement, bidrog han til renoveringen af Kärnan og Mariakirken og gennemførte udgravninger ved nogle af de gamle middelalderkirker. Han medvirkede også til at Jakob Hansens hus fra 1600-tallet blev bevaret for eftertiden. Desuden var han manden bag det svenske flag. Som riksdagsmand foreslog han, at flaget kun måtte have bestemte farvenuancer og ikke, som tidligere, varierende fra flag til flag. Hans forslag vandt gehør og således fik det svenske flag, gennem en lov fra 1906, de farver det har i dag.
Oscar Trapp 1847-1916
Oscar Trapp 1847-1916
Fredriksdal
Fredriksdal
Bykvarter i Fredriksdal
Bykvarter i Fredriksdal

Koncerthuset

*

Helsingborgs koncerthus blev indviet i1932. Sven Markelius kreation har flere ligheder med den bygning han tegnede til Den tekniske Højskole i Stockholm. Helsingborgs koncerthus er det måske bedste eksempel på en monumental bygning i tidlig funktionalisme i Sverige.

Modernisme og funktionalisme
Stockholmsudstillingen i 1930 blev optakten til den moderne, funktionalistiske arkitektur og stilarts indtog i Skandinavien. Udstillingen rummede bygninger af bl.a. Gunnar Asplund holdt i hvidt med bærende betonkonstruktioner og store vinduespartier med glas og stål.. Fokus var på dagligdagens behov med eksempler på boligformer og moderne interiør. Inspirationen kan spores i bl.a. Blidah-Parkens boligblokke og Arne Jacobsens Bellavista - byggeri, opført 1931-34, ved Bellevue på Strandvejen nord for København.
Det måske mest interessante eksempel på tidlig modernisme i Sverige, er Helsingborgs koncerthus, som stod færdigt i 1932. Det blev tegnet af Sven Markelius og viser en stor lighed med det studenterhus han havde tegnet for Tekniska Högskolan i Stockholm i 1930. Projekteringstiden for koncerthuset var interessant, eftersom Markelius´ første forslag var tydeligt klassicistisk. Forslaget blev efterhånden omarbejdet og slutresultatet blev en funktionalistisk stil, med glatte hvidpudsede vægge, store glaspartier som gav meget lys i forhallen og halvcirkelformede sidefløje med garderobe og restaurant.
Funktionalismens idealer var bl.a. lys og renhed. Den havde ikke meget tilfælles med de klassiske stilimitationer som prægede århundredeskiftet, men et øget fritidsforbrug og ændrede livsformer var med til at bane vej for funktionalismen. I Skåne byggede man allerede i 20erne ”funkisvillaer”, bl.a. i Falsterbo, hvor Joseph Frank opførte nogle villaer i 1928 og 29. I Hornbæk på den Nordsjællandske kyst finder man de første eksempler på sommerhuse i senromantisk vikingestil, men også det mondæne, funktionalistiske badehotel opført i 1935.
Joseph Franks villa
Joseph Franks villa
Sommerhus i Falsterbo
Sommerhus i Falsterbo
Helsingborgs koncerthus
Helsingborgs koncerthus
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsens Bellavista
Arne Jacobsen Privatvilla
Arne Jacobsen Privatvilla
Kronborg Havbad 1934
Kronborg Havbad 1934
Hornbæk Badehotel
Hornbæk Badehotel

Dunkers

*

Dunkers kulturhus i Helsingborg er en testamentarisk gave fra én af Sveriges rigeste familier. Formuen er bl.a. skabt via gummikartellet Tretorn, der bl.a. havde fabrikker i både Helsingborg og Helsingborg.

Kulturhuset er tegnet af den danske arkitekt, Kim Utzon.

Galoche-kongen
Dunker- familien, der grundlagde og udviklede Tretorn imperiet, kom til Helsingborg fra Danmark.
Det blødgjorte gummi er et godt eksempel på kemiprodukt, som dannede udgangspunkt for produktion af moderne forbrugsvarer af høj kvalitet. Gummialderen havde taget sin begyndelse i Øresundsregionen.
Dunkers anvendte store dele af deres formue til gavn for kulturlivet i Helsingborg.

Gummialderen
Gummi havde været i brug i lang tid og det fungerede udmærket - som viskelæder. En metode som åbnede helt andre muligheder for udnyttelsen af gummi, blev opdaget af amerikaneren Charles Goodyear i 1839. Det var lykkedes ham at forædle rågummi til et materiale, som var blødt, vandtæt og holdbart. Metoden blev kaldt vulkanisering og var, teknisk set, en opvarmning af en blanding af kautsjuk og svovl. Man fik hermed helt nye muligheder for at udnytte gummi industrielt.
En idé, blandt mange andre, var at fremstille en beskyttende sko, som skulle bæres udenpå elegante sko ved regn og snavset føre. Galochen, den franske betegnelse for en overtrækssko, var født! Vintrene ved Øresund ville fra nu af blive mere udholdelige med de nye vind- og vandtætte sko. Galocher blev umådeligt populære og fremstilledes rundt om i verden. Sverige importerede fortrinsvis nyheden fra Rusland.

Johan Dunker – begyndelsen
I Helsingborg fandtes en havnefoged som hed Johan Dunker. Han kom oprindelig fra Slesvig-Holsten. Familien Dunker boede i Esbjerg da sønnen Henry blev født i 1870. Johan, som var aktiv indenfor Helsingborgs næringsliv, forstod at efterspørgslen på gummivarer ville øge. Med tidens fremskridtsoptimisme for øje turde han satse på, at anlægge en gummifabrik i det kraftigt voksende Helsingborg. Med støtte fra bl.a. Petter Olsson grundlagdes AB Helsingborgs gummifabrik i 1891.
Johan Dunker
Johan Dunker

Henry Dunker – udviklingens mand
Johan Dunkers søn, Henry, rejste til Rusland for at indhente ”knowhow” til den nye fabrik. I Skt. Petersborg var fremgangen ringe, men i Riga, som den gang tilhørte Rusland, fik han kontakt med en kemiker, som var interesseret i at udvikle Helsingborgsfabriken. Han hed Julius von Gerkan og han kunne høste megen hæder for at Helsingborgsgalocherne fik en så høj kvalitet.
Henry Dunker blev disponent i 1894 og efter nogle genvordigheder i starten kunne fabrikken udvides. Han arbejde hårdt for at styrke sin stilling i forhold til andre gummifabrikker. Således overtog han gummifabrikken Velox i Trelleborg og etablerede i 1905 Trelleborgs gummifabrik, som derved blev en del af Dunkers voksende imperium. En af hans idéer var, at starte sine egne salgskontorer, og derved undgå at sælge via grossister. På den måde kunne han få kontrol over en større del af kæden fra producent til konsument.
Salgskontorer åbnede mellem 1910-og 20alle dele af Sverige, men også i udlandet, f.eks. København (1909), Berlin (1913) og Wien (1913). Det var ikke kun virksomheden som udvikledes men også vareudbuddet. Det som begyndte med galocher og andre slags gummisko, fortsatte nu med bolde, badehætter og dæk. Henry Dunker indså værdien af specialisering og forlagde f.eks. produktionen af dæk til Trelleborg.
Henry Dunker
Henry Dunker

Kartel og koncern
For at opnå en bedre konkurrencesituation i udlandet og undgå konkurrence på hjemmemarkedet etableredes, på Henry Dunkers initiativ, et kartel i 1912. Resultatet blev at priserne kunne forhøjes i Sverige og sænkes i udlandet, hvilket gav en højere gevinst.
Under 30ernes depression ville mange stater beskytte deres egen produktion ved hjælp af toldafgifter og importforbud. Henry Dunker anlagde fabrikker i Hamburg og Helsingør, og kunne således opretholde produktion og salg i Tyskland og Danmark. Fabrikken i Helsingør, som grundlagdes i 1935, voksede støt og var i slutningen af 50erne byens næststørste arbejdsplads med over 1000 ansatte. Det gamle ”Helsingborgs Gummifabrik AB” var vokset op til en multinational koncern og virksomheden havde skiftet navn til ”Tretorn AB”. Dette for at slippe for det gamle navns provinsielle klang.
Tretorn i Helsingør
Tretorn i Helsingør
Reklame for Tretorn, 1939
Reklame for Tretorn, 1939

Sveriges rigeste mand
Efterspørgslen på gummivarer blev enorm. Fra kun at blive brugt som viskelæder voksede udbuddet via gummisko til bildæk, cykeldæk, regntøj, bolde, gymnastiksko, elastikker, tætningslister, ja listen er næsten ubegrænset, og 30erne og 40erne blev med rette kaldt ”gummi-alderen”. Frugterne af denne fremgang gjorde ”galosche-kongen” Henry Dunker til Sveriges måske rigeste mand.
Henry Dunkers villa som blev bygget i 20erne på ”landborgen” i det nordlige Helsingborg, og giver et godt indblik i det velstillede borgerskabets miljø.
Dunkers villa
Dunkers villa
Arbejderkvarter
Arbejderkvarter
Bruserum
Bruserum

Arbejdsgiveren Dunker
Henry Dunkers lederevner kan beskrives som: hård mod de hårde, men lidt blødere mod de svage. Jo højere position man havde i koncernen, jo mere krævende var Dunker. Han var heller ikke en ven af faglige organisationer og arbejdsnedlæggelser, og det var naturligvis ikke for at spille rolle som velgører at han engagerede sig i storkapitalistisk virksomhed.
Da han allerede i 1911 etablerede en privat børnehave, var det for at virksomheden kunne ansætte flere kvinder. I 1930erne var størstedelen af de ansatte ved gummifabrikken i Helsingborg således kvinder.
Fagforeningsfane
Fagforeningsfane
Vuggestue 1916
Vuggestue 1916

Kommunen som arving
Ind imellem kunne Dunker også vise velvilje og eftergive en eller anden fordring, men den slags gjaldt næsten kun hans egne arbejdere. Personalet i hans villa, Hevea, kunne godt lide ham.
Dunkers formue blev, ved hans død i 1962, testamenteret til Helsingborgs Kommune, og hans villa blev lavet om til plejehjem. På den måde blev hans mange penge givet tilbage til folk i byen. Uden disse midler ville Helsingborg ikke kunne tilbyde sine borgere det teater og det kulturhus som nu pryder byen. Man må dog ikke glemme de tusinder af mennesker, som arbejdede og sled i snavsede og ildelugtende fabrikker.
Dunkers kulturhus
Dunkers kulturhus

Bernadotte

*

Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860´erne at bygge en sommerbolig for sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Et yndet udflugtssted for nutidens Øresundsborgere.

Napoleonskrigene
På trods af neutralitetsforbundet havnede Sverige og Danmark under Napoleonskrigene atter på hver sin side i den europæiske storkonflikt og det kommer sågar til enkelte mindre sammenstød imellem de to parter i 1808-09 og senest i 1813. Efter avsättningen av den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Resultatet af napoleonskrigene bliver i korte træk at Sverige mister Finland til Rusland i 1809 og Danmark Norge, som i stedet forenedes med Sverige i 1814. Norges overgang til Sverige medfører en nedkøling af det indbyrdes forhold, men i løbet af nogle årtier øges kontakten atter betydeligt bl.a. som følge af en udbedring af samfærdselsmidlerne.
Mindesmærke for Christian August
Mindesmærke for Christian August
Svenske konsulat i Helsingør
Svenske konsulat i Helsingør
Det svenske konsulat i Helsingør
Det svenske konsulat i Helsingør
Bernadotte i Helsingborg
Bernadotte i Helsingborg
Bernadottemonumentet i Helsingborg
Bernadottemonumentet i Helsingborg

Sofiero
Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860erne-tallet at bygge en sommerbolig til sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Man kan måske undre sig over hvorfor han netop valgte Helsingborg. Bernadotterne havde helt sikkert en særlig følelse for denne by, hvor Karl Johan steg i land i 1810. Helsingborg og Ramlösa besøgtes tit af de kongelige, og måske følte de sig hjemme der. Desuden kan man godt tænke sig, at nærheden til Danmark var lokkende i skandinavismens tid, og at tanken på en personalunion mellem landene måske kunne være en god grund til at bygge et sommerslot så tæt på Danmark.
Måske var det bare sådan, som hans sønnesøn Gustav 6. Adolf sagde, at den skibsinteresserede Oscar simpelthen fascineredes af hav og skibe, og at den intense sejlads i Øresund virkede særligt tiltrækkende. Det lykkedes ham imidlertid, efter en del besvær, at købe gården Skabelycke, og han gav den navnet Sofiero efter hustruen Sofia.
Da Karl XV døde i 1872, blev Sofiero kongeligt privateje, og Oscar II lavede en tilbygning, som stod færdig i 1876. Slottet kunne ikke, heller ikke efter tilbygningen, måle sig med det tilsvarende danske slot, Fredensborg, men man må huske, at det ikke var et statsslot, men et helt privat byggeri. Imidlertid påvirkedes egnen af det kongelige slots tilstedeværelse, helt frem til Gustav 6. Adolfs død, næsten 100 år senere, da Sofieros kongelige status ophørte.
Til Oscar II.s mest skattede fritidsbeskæftigelser hørte den årlige harejagt på Hven, og mange hvenboere taler stadigvæk om denne begivenhed. Men selvom Sofiero var en privat sommerbolig blev det også brugt til officielle pligter. Tsarer, kongelige højheder, præsidenter og statsministre besøgte slottet, og foruden alle statsbesøg forlagdes regeringens møder hertil om somrene. Sofiero havde en langt mere officiel status end den nuværende kongelige sommerresidens, Solliden, i Borgholm på Öland.
Sofiero Slot
Sofiero Slot
Oscar og Sofia med børn
Oscar og Sofia med børn
Gustav Adolf og Margaretha
Gustav Adolf og Margaretha
Interiør fra Sofiero
Interiør fra Sofiero
Ocar II med jagtkammerater
Ocar II med jagtkammerater

Færgebygningen i Helsingborg

*

Den gamle færgestation i Helsingborg er bygget i samme vikingestil som man kan iagttage på en del af Kystabanens stationer i Nordsjælland. Et konkret påvirkning fra 1800-tallets nationalromantik.

Østsjælland og Skåne: Et fælles kulturområde
Kulturlandskabet på den skånske side består af tre hovedtyper: Slettebygden, der fortrinsvis befinder sig på de flade strækninger langs kysten i syd og vest, skovbygden i den nordøstlige del af landskabet op imod Småland og omkring åsene. Imellem disse to typer ligger risbygden, der bl.a. er dominerende i Helsingborgområdet. Risbygden er karakteriseret ved en slags skovlandbrug, meget lig dyrkningsmønsteret i Nordøstsjælland.
Rød-endelsen findes i rigt mål i Skåne og Nordsjælland, men derimod ikke i det sydvestlige Sjælland. Meget tyder på at der har eksisteret to mere eller mindre adskilte kulturområder på Sjælland, opdelt i en henholdsvis vestlig og østlig, som orienterer sig mod det skånske område.
Kontakten imellem Sjælland og Skåne har været tæt i en tidsalder, hvor Øresund ikke skilte landskaberne, men tværtimod fungerede som en bekvem og hurtig færdselsåre. Adam af Bremen, der laver den første beskrivelse af området, konstaterer i 1070 at man fra Sjælland mange steder kan sejle over til Skåne.
Kortest er afstanden dog ved Helsingborg, hvor den smalleste del Øresund benævnes Halsen og befolkningen der kaldes halsinger. En gængs tolkning af stednavnene Helsingør og Helsingborg går på at det betyder helsingernes borg og øre, dvs. en landtange, der strækker sig ud i vandet. Andre forskere tolker endelsen -ør som: en stenet strandbred. Som fx i stednavnene Dragør og Skanør.
Tre landskabstyper
Tre landskabstyper
Udflytterlandsbyer
Udflytterlandsbyer
Bosættelser i Skåne
Bosættelser i Skåne

Den nye infrastruktur
En vigtig brik i det tiltagende landliggeri var naturligvis den stadig udbedrede infrastruktur, især dampskibe og jernbaner. Helsingør får som den første provinsby besøg af dampskibsfærgen Caledonia, landets første, allerede i 1819 og op igennem 1820erne og 30erne er der uregelmæssig trafik langs kysten. Fra slutningen af 1842 blev der fast dampskibsforbindelse med færgen Hamlet imellem København og Helsingør og og i 1845 forlængedes ruten til Helsingborg. Fra 1856 kom der endvidere fast forbindelse med dampskib imellem Helsingør og Helsingborg.
Efterhånden kunne man transportere både familiemedlemmer og bagage over større afstande. Dampskibene lagde til ved forskellige lokaliteter undervejs og derfra blev man inklusive gepäck roet i land til de attråede sommerboliger. Med dampskibene og især jernbaneforbindelsen imellem København og Helsingør over Hillerød i 1864 opstod der mulighed for at farmand kunne nå ind til byen og passe forretningerne også i sommerhalvåret.
Caledonia
Caledonia
Dampskibet Hamlet
Dampskibet Hamlet
Dampskibet Ophelia
Dampskibet Ophelia
Øresundsfærgen  i Vedbæk
Øresundsfærgen i Vedbæk
Nordbanen
Nordbanen
Nordbanens linieføring
Nordbanens linieføring
Køreplan for kystbanen
Køreplan for kystbanen
Hornbækbanen
Hornbækbanen
Klampenborg
Klampenborg

Historicisme og nationalromantik
Den fremherskende arkitektoniske retning i 1800-tallet er den såkaldte historicisme, hvor arkitektur og bygningsrestauration låner stilelementer fra forskellige tidligere perioder i forsøg på at finde et tidssvarende formsprog. I anden halvdel af 1800-tallet udvikles en retning med tilknytning til de skandinavistiske og nationalromantiske strømninger. Denne stilart henviser til den fælles fortid, vikingetiden, men har også tæt forbindelse til tidens skønvirkestil.
Marienlyst Badehotels nybygning fra 1897 er, især med det karakteristiske tårn der forsvinder engang i 1930erne, opført i den for tiden karakteristiske byggestil med udbredt anvendelse af træværk, til bl.a. gavlkonstruktioner og udhæng, og ornamentale stiltræk fra vikingetiden. Den genfindes på Aalsgaarde Badehotel, Dragør Badehotel og de første egentlige sommerhusbyggerier i Ålsgårde og Hornbæk fra omkring århundredeskiftet.
Tager man til Falsterbo i Skåne genfinder man stilarten og i Arild og Ramlösa findes også eksempler på vikingestilen og senromantiske trækonstruktioner. Desuden kan nævnes en lang række offentlige bygninger. Den gamle færgestation i Helsingborg er godt eksempel, og Østerport Station og andre togstationer på kystbanen er en ren opvisning i denne stilart.
Marienlyst Hotel
Marienlyst Hotel
Sommerhus i Hornbæk
Sommerhus i Hornbæk
Helsingborgs færgeterminal
Helsingborgs færgeterminal
Villa Svea
Villa Svea
Villa Dana
Villa Dana
Klampenborg Station
Klampenborg Station
Ålsgårde Badehotel
Ålsgårde Badehotel
Vikingestil Arild
Vikingestil Arild
Vikingehus
Vikingehus
Bjælkehus
Bjælkehus
Østerport Station
Østerport Station
Tag og spir
Tag og spir

Pasfrihed
Omkring midnat mellem den 11 og 12. juli 1952 ophævedes pastvangen mellem de nordiske lande. Allerede næste dag var der stormløb mod færgerne og mere end 55 000 passagerer og tæt på 4 000 biler blev overført mellem Helsingborg og Helsingør. Friheden fra pastvangen og den øgende biltrafik stillede krav om flere og flere færger. Med tiden suppleredes færgefartens ”nyttetrafik” også med en indbringende ”forlystelsestrafik”
Færgeruter
Færgeruter
Helsingborgs Dagblad, 13. juli 1952
Helsingborgs Dagblad, 13. juli 1952

Forlystelsesskibe
I 1950erne blev Københavnsbådene et markant islæt i de skånske Øresundshavne. Det lille hvide skib ”Sankt Ibb” havde i lang tid sejlet ”måneskinstogter” fra København til Hven, Helsingborg og Mölle. ”Stadt Kiel” sejlede mellem Helsingborg, Landskrona og København i 50erne, men det rederi som for alvor satte skub i Københavnstrafikken var Vikingbaadene A/S. Rederiets skibe sejlede i Sundet mellem 1955 og 1968. Hovedruten gik fra København til Landskrona og Helsingborg, somme tider også til Malmö og Hven. Skibene blev fortrinsvis brugt til forlystelsesrejser. Billetter var man ikke så nøjagtig med. De blev udleveret gratis alle vegne. Hvis man ikke havde billet, kunne man få en ved landgangsbroen. Handlede man om bord fik man gratisbilletter til kommende ture. Alle havde så mange gratisbilletter, at de aldrig nåede at udnytte dem. Det stod fuldstændigt klart at servering af mad og drikke, gav indkomsterne til rederiet.
Sankt Ibb
Sankt Ibb
Knut Viking
Knut Viking

Scarlett-bådene
De såkaldte Scarlett-både sejlede også ved denne tid mellem Landskrona og København.
Historien bag dem var ikke helt almindelig. Efter krigen var der mangel på amerikanske dollars i Danmark. Man kunne ikke købe amerikanske varer og heller ikke se amerikanske film. Danskerne gik derfor glip af Hollywoodfilmen ”Borte med blæsten”, som var blevet vist i svenske biografer siden 1939. En dansk reder, Jørgen Jensen, fik den geniale idé at starte en biograflinie. Han anskaffede et skib i 1949 og startede sin biograftransportlinie, som i perioder blev kombineret med transporter til Dyrehavsbakken. Man sejlede med svenskere til Bellevue, der ønskede at forlyste sig på Bakken. Siden fortsatte rejsen til København for at hente danskere til biografbesøg i Sverige.
I begyndelsen sejlede man til Malmö, hvor filmen blev vist i biografen Palladium, men fra juni 1949 gik biografturen i stedet til Landskrona. Mens filmen kørte, blev svenskerne hentet hjem fra Bellevue, og når de var kommet hjem, var filmen slut, og danskerne kunne vende hjem. Under rejsens gang blev der serveret mad og drikke til favorable priser, og man dansede til levende musik. Sådan var baggrunden for de såkaldte Scarlett-båden, som sejlede mellem Landskrona og Tuborg helt frem til 1980. Scarlett O´Hara i filmen ”Borte med blæsten” lagde navn til skibene, f.eks. Hanne Scarlett, Lilli Scarlett og Dana Scarlett.

Lex Øresund
Mange af bådene var flydende restauranter og drikkevarerne strømmede. Restauratører i byerne rundt om Øresund klagede over den uretfærdige konkurrence, eftersom bådene kunne skænke billigt skattefrit alkohol. Desuden var der ofte ballade om bord. De svenske og danske regeringer besluttede derfor i 1961 at begrænse løjerne. Via en særlig formålsbestemt lov, ”Lex Øresund”, indførte man restriktioner i alkoholsalget og den levende musik. Toldmyndighederne konstaterede dog efterfølgende, at antallet af passagerer ikke passede med den mængde alkohol, der blev solgt. Antallet af Københavnsbåde mindskedes snart kraftigt.

Fra monopol til konkurrence på H-H-Overfarten
Allerede Adam af Bremen kunne se, at den korteste overfart mellem Skåne og Sjælland er mellem Helsingborg og Helsingør. Det er derfor ikke så mærkeligt, at den mest intense trafik blev forlagt dertil. Trafikken på H-H-linjen blev i 50ernes begyndelse varetaget af DSB alene, men i 1955 opstod der konkurrence. Det var den svenske transportvirksomhed Linjebus (LB), som med sin første færge, Betula, indledte en ny epoke på Sundet. Betula var ejet af det Svenske Sukkerfabriks AB og kørte sukkerroer mellem Mörbylånga på Öland og Bergkvara på den smålandske kyst. Sæsonen var meget kort og udenfor sæsonen kunne skibet bruges på H-H-linjen som bilfærge. Betula fik snart efterfølgere: Primula, Carola, Betula II, Regula og Ursula. LB-færgerne blev hurtigt populære og begrebet “at tura” introduceredes af svenskerne. Det var betegnelsen på en tur-retur rejse med spisning.
LB-færgerne blev i lang tid anset som komfortable og hyggelige med sine højt beliggende saloner med god udsigt over Sundet, i hvert fald i sammenligning med DSB.s kælderfærger, hvor passagererne sad under(!) bildækket. I Helsingborg kaldte man kælderfærgerne for ”u-bådene”. Ikke før end i 1967 byggede DSB en færge med salon over bildækket. Det var Najaden, som senere fik søsterskibene Kärnan, Kronborg og Holger Danske. Nu var DSB for alvor gået ind i konkurrencen om ”turarna”. Endnu et rederi skulle komme in i H-H-trafikken. Det var Sundsbusserne, som startede i marts 1958 og kun satsede på passagertrafik.
Helsingør havn 1955
Helsingør havn 1955
Primula
Primula
Najaden
Najaden
Sundbusserne
Sundbusserne

Øresund - verdens tættest befartede farvand
I 1955 besejledes Helsingborg af 15 sundbåde, hvoraf de ti gik til København. I 1960 sejlede mellem Helsingborg og Helsingør DSB-færgerne Dan, Helsingør, Hälsingborg, Svea, Kronborg og Kärnan. LB-færgerna var den gang Betula og Primula og Sundsbusserne var Henrik I, Jeppe, Pendula og Pernille. Sejladsen til Snekkersten blev varetaget af Freia og Mols. Helsingborg – København besejledes af Gay Viking, Rolf Viking, Laboe, Lucullus, Stadt Kiel og Sankt Ibb (kilde: annoncer i HD, juli 1960)
I 1960 sejlede altså 20 skibe mellem Helsingborg og havnene på den modsatte side af Øresund (6 til København, 12 til Helsingør og 2 til Snekkersten). Det var en imponerende flåde! Antallet af rejsende på H-H-linjen i 1961 var ca. 8 millioner. I 1962, året efter ”Lex Øresund”, øgede passagerertallet til 8,5 millioner, men da mindskedes samtidigt trafikken til København, den trafik som kunne betegnes som ”forlystelsestrafik” og som ”Lex Øresund” ville til livs.
Mellem Malmö og København sejlede togfærgen Malmöhus, sundets afgjort mest elegante skib, samt Øresundsbolagets Absalon, Gripen og Ørnen, som gik under betegnelsen ”de store både”. Fra 1957 sejlede også Centrumlinjen, eller den Ny Københavnslinje som den først hed, med flere skibe mellem Malmö og København. Bl. a. sejlede den gamle Kalmarsund I, som var blevet omdøbt til Kirsten Piil og tidligere havde sejlet mellem Helsingborg og København, Sundpilen og M/S Alte Liebe, omdøbt til Ørestad. Samme år suppleredes linjen Limhamn – Dragør med to færger og ruten Landskrona – Tuborg besejledes af Scarlett-bådene.
Beskrivelsen af trafikken i tiden omkring 1960 er ikke helt dækkende, men spørgsmålet er, om ikke tiden 1955-60 var den mest intense, hvad gælder antallet af skibe på Øresund.
Snekkersten havn
Snekkersten havn
Togfærgen Malmöhus
Togfærgen Malmöhus
Absalon
Absalon

Biltrafikken
Bilismens hurtige udvikling medførte, at færgetrafikken efterhånden koncentreredes til det nordlige Øresund, hvor afstanden var kortest. De store europaveje fra Oslo, Göteborg og Stockholm mødtes i Helsingborg og det blev derfor naturligt at bruge færgerne fra Helsingborg. Togfærgen Malmöhus blev nedlagt i midten af 1980erne og derefter fandtes bare linjen Limhamn – Dragør tilbage på scenen, ved siden af flyvebådstrafikken mellem Malmö og København.
I 1972 rejste ca. 11 millioner passagerer med færgerne mellem Helsingborg og Helsingør. I 1998 var antallet steget til ca. 13 millioner. Det var, som havde man transporteret Danmarks og Sveriges samlede befolkning, på lidt over et år, frem og tilbage over Sundet.
Nedenstående samtale udspillede sig mellem en helsingborger og en helsingoraner på en Sundbus i midten af 70erne:
- Helsingborg er verdens største internationale passagerhavn. Vidste du det?
- Nej!
- Ved du så hvilken som kommer næst efter?
- Er det New York?
- Nej!
- Er det London?
- Nej!
- Er det Dover eller Calais?
- Nej!
- Jeg gi´r op, hvad er det?
- Helsingør!
- Jo, men har ikke Helsingør en lige så stor passagerhavn som Helsingborg?
- Nej, fordi vi har en båd til Snekkersten!

Fremtiden
I dag (2003) besejles Helsingør/Helsingborg overfarten af tre rederier. Antallet af både er ikke så stort, sammenlignet med den gyldne epoke omkring 1960, men passagerantallet indgyder stadigvæk respekt, på trods af Øresundsbroen. I 2002 rejste således 12 millioner personer med færgerne mellem Helsingborg og Helsingør og de to byer er nu de eneste, som opretholder sejladsen over Sundet. De store færger, Tycho Brahe, Aurora og Hamlet har en helt anden kapacitet end 50ernes og 60ernes både. Men så er der jo dem, som insisterer på en jernbanetunnel mellem Helsingborg og Helsingør…
Ruternes fremtidige skæbne afhænger i høj grad af, hvilke beslutninger, der bliver truffet i national og sregional sammenhæng. Hvis priserne sættes væsentligt ned på Øresundsbroen, bliver der ikke mange både tilbage på Helsingør/Helsingborg overfarten. Hertil kommer, at både Helsingør og Helsingborgs Kommune ønsker en fast forbindelse over det smalle farvand.
Tycho Brahe
Tycho Brahe

Hvor langt er vi med integrationen over Øresund
Selvom arbejdspendling over Øresund fra Skåne til Sjælland er i vækst, så sker dette fra et ganske beskedent niveau i forhold til den pendling, der kan iagttages mellem kommunerne hhv. i Hovedstadsregionen og i Skåne. Parametre for regionens attraktivitet er de forhold, at Hovedstadsregionen og Skåne fra midten af 1990´erne har oplevet en befolkningstilvækst på ca. 3-4 % og vækst i antal arbejdspladser, som årligt har svinget mellem ½-3½ %. Sådanne vækstrater skal måske ikke skal tilskrives Øresundsintegrationen som sådan, men i hvert fald det faktum, at området omkring Øresund er blevet mere attraktivt lokaliseringssteder for arbejdspladser og bosætning. Denne konklusion styrkes ved at kaste et blik på det regionale BNP - også kaldet BRP - for Hovedstadsregionen, Skåne samt Øresundsregionen. BRP udviser nemlig fra 2001 en højere vækstrate end gennemsnittet for BNP for Danmark og Sverige som helhed.
I forhold til den udviklingsoptimisme, der herskede omkring
Øresundsintegrationen op til Øresundsbroens åbning 1. juli 2000, synes der i dag at være enighed om, at integrationsprocessen komme til at tage længere tid end først antaget. Den økonomiske recession efter IT-branchens økonomiske nedtur fra 2000 er givetvis en del af forklaringen. Skal der peges på mere Øresundsspecifikke forklaringer, så synes debatten at koncentrerer sig om følgende områder: 1. Prisen for at passere Øresund 2. Forskellige love og regler for beskatning på arbejdsmarkedsområdet 3. Forskelle i kultur og mentalitet.
Hvilken af de tre områder, der skal tilskrives at være den væsentligste faktor for den langsommelige Øresundsintegration er umuligt at afgøre og afhænger under alle omstændigheder af, hvilke områder, der drøftes.
Alt i alt må det dog konkluderes, at Øresundsintegrationen og det at leve og bo ved Øresund igennem de sidste 10 år er blevet et tema, som kommer frem i debatten, når udviklingen skal drøftes i Hovedstadsregionen og i Skåne.
H-H aksen
H-H aksen

©  Øresundstid 2009