Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Undervisning
Turisme
Arkiv
Søgning
Ældre stenalder
-700
Skip Navigation Links.
Indledning
Den ældre stenalder strækker sig fra ca. 12.000 år f.Kr. frem til ca. 4.000 år f.Kr. Kendetegnende for perioden er, at der levede et relativt begrænset antal mennesker i Øresundsregionen, og at disse mennesker ikke var bofaste og dyrkede jord.
Under denne tidsperiode forandredes både klimaet og naturen i Skandinavien. De første jægerfamilier mødte et arktisk klima med et tundralignende landskab, medens familierne under periodens senere del levede i store og tætte skove fyldt med vilde dyr.
Nogle af de ældste spor efter mennesker i Øresundsregionen er de stenalderfund, der blev gjort ved Mölleröd tæt ved Finjasøen i det nordlige Skåne. Her har rensdyrjægere efterladt sig bearbejdet flintsten især i form af pilespidser.
Et andet fund fra vores ældste forfædre kommer fra Segebro i Malmøs nordlige udkant. Denne boplads er dateret til ca. 8.300 f. Kr.

Segebro
Segebro ligger i Malmøs nordlige udkant. I en kortere periode har én eller flere rensdyrjæger-familier ca. 8000 f.Kr. slået sig ned her for at jage. De har efterladt sig et stort antal bearbejdede flintsten, som har været benyttet til forskellige redskaber. Det har ikke været nogen stor lejrplads, men man har fundet spor efter et stort telt.

Man har også fundet to steder, hvor renjægerne har siddet og flækket flintstene til skrabere, knive og pilespidser. Her lå dynger af halvfærdige redskaber. Med runde slagstene har man slået fliser –spån- ud af større flintblokke. Disse aflange spån har man herefter bearbejdet yderligere. En del er blevet til kraftige spidser, der har kunnet anvendes til våben. Andre har fået en skarp kant, så de kunne bruges som skrabere.
Disse første Malmøboere var nomader. Dyrene, man jagede, udgjorde selve livsgrundlaget. Af rensdyr og elge, fik man kød, men også skind til klæder, telte, transportemballage og meget mere. Dyrenes sener blev til sytråd; knogler og horne blev til arbejdsredskaber. Teltene var af dyrehuder; kvinderne tilberedte det kød, som mændene efter vellykkede jagter slæbte hjem til lejren. Med flintredskaberne bearbejdede man huder, træ og dyrenes horn og knogler.

Segebro

Bopladser under vandet
I den ældre stenalder var vandstanden i det sydlige Skandinavien betydeligt lavere end i vore dage. Dette forklarer f.eks. hvorfor der står mængder af fyr-træstubbe dybt nede på Østersøens bund. Bornholmske fiskere har i hele 1900-tallet fået træstubbe fra både 30 og 80 meters dybde i deres net; et klart bevis på, hvor lavt vandoverfladen en gang stod. Øresund var, under det meste af den ældre stenalder, kun et smalt vandområde med en række større og mindre øer.
Temperaturen stiger og isen smelter:
I forbindelse med at temperaturen, globalt set, steg, smeltede store ismasser og verdenshavenes overflade steg. I perioden 7.500 f. Kr. til ca. 6.000 f.Kr. steg Øresunds vandoverflade således med 15 meter. For, godt og vel, syvtusinde år siden stod vandoverfladen på nutidens niveau.
Men vandstanden steg yderligere til næsten tre meter over nutidens niveau i Øresund. Efterhånden trak vandet sig tilbage og dannede den kystlinie, vi kender i dag.
På Øresunds bund findes der derfor adskillige stenalder-bopladser.
Fundet ved Limhamn:
Et eksempel på en sådan jægerstenalder-boplads er fundet fra Limhamn. Da man gravede mudder op ved Limhamns havn i 1891, fulgte der både græstørv og bearbejdet flint med. Bl.a. 13 stenøkser.
Fundet kom fra boplads fra 5000 f Kr. på to-tre meters dybde under Øresunds nuvarende vandoverflade.
Fundet ved Hven:
En anden ”underjordisk” boplads i Øresund er fundet nær øen Hven. På det nærliggende fastland, lidt syd for øen, ligger byen Landskrona, hvor en å, Saxåen, i dag løber ud i Øresund. Da vandet i Øresund stod langt lavere end i dag løb åen ud ved Hven. Af denne tidligere å ser man i dag en dyb rende på bunden af Øresund.
Ved at undersøge å-ravinens sider har dykkere kunnet spore flere skjulte bopladser. En af disse ligger på grunden Pilhaken.
Fra et bundniveau syv meter under vandoverfladen går den tidligere å-ravine stejlt nedad til 14 meters dybde. På ravinens kanter fandt arkæologerne rester efter en boplads. De forskellige overleveringer lå søbet ind i et tykt lag af slam. Der var tale om mængder af flintafslag, flintskrabere og andre flintredskaber. Knogler fra urokse, kronhjort og rådyr viste, at disse vore tidlige forfædre, ikke blot ernærede sig ved fiskeri.
Fundet ved Espergærde, Nordsjælland:
Umiddelbart foran Egebæksvang Kirke på Strandvejen i Espergærde har dykkere i nyere tid observeret en boplads under havoverfladen.

Egestamme

Skateholm og Vedbæk
I Skateholm ved Skånes sydkyst, lige øst for Trelleborg, findes en af de største kendte bosættelser i Sydskandinavien fra den yngste del af den ældre stenalder, ca. 5.600 f. Kr. til ca. 4.700 f. Kr.
Udover spor efter enkle hyttekonstruktioner har man fundet en mængde grave. Bopladsen er nogenlunde samtidig med den boplads, som danske arkæologer afdækkede i Vedbæk på den danske side af Øresund.
Tilsammen giver disse to bopladser en uvurderlig information om datidens mennesker og deres livsvilkår.
Vedbækfundet er udstillet på G. Holtegård, Sjælland, mens Skateholmsfundet kan beses på Trelleborg Museum, Skåne.

Skateholm I

Skateholm II

Rekonstruktion af hytte

Bergmandsdal ved Helsingør
I 1955 opdagede en husejer på Sdr. Strandvej 52. d, syd for Helsingør, spor efter en af Øresundsregionens mange bopladser fra ca. 5.000 år f. Kr.
Arkæologiske udgravninger på fundstedet afdækkede bl.a. tre menneskeskeletter, fem hundeskeletter og en del flintøkser, hjortetaksøkser og skafter til disse af samme materialer. Både hjortetaksøkserne og skafterne var smykkede med geometriske mønstre, som var fælles for jægergrupperne i Sydskandinavien.
Af det samlede fund fremgår det, at stenalderjægerne på stedet har levet af fiskeri og jagt i de store bagvedliggende skove. I skovene har de jagtet hjortevildt, svin, pelsdyr og fugle.

Hjortetaksøkse

Ornament på øksen

Hjortetaksskaft



©  Øresundstid 2009