| Introduktion
| | 1800-tallet var præget af store opdagelser inden for teknik og naturvidenskab. Det medførte bl.a. industrialiseringens gennembrud med store forandringer indenfor produktion, infrastruktur og livsformer.
Udviklingen var båret af romantiske og nationalliberale strømninger, der bl.a. kom til udtryk i en skandinavistisk bevægelse, som også satte sig spor i kunsten. |
I slutningen af 1700 og starten af 1800-tallet opstår der en bevægelse for skandinavisk samling og enhed, bl.a. ud fra romantikkens forestillinger om sproglig og kulturel enhed, men også som følge af større rejseaktivitet og voksende kulturelle udveksling. Omkiring århundredeskiftet er det fortsat besværligt at krydse Øresund, men efter århundredeskiftet øges samkvemmet betydeligt.
I første omgang er det hovedsagelig litterære og intellektuelle kredse som står for den øgede kontakt, men i løbet af 1800-tallet får bevægelsen i sammenhæng med nationale og liberale strømninger også en vis folkelig og politisk forankring.
De dansk-svenske tilnærmelser beror på en fælles udvikling og kultur for det liberalt orienterede borgerskab, men påvirker også de royale kredse. Forening af de tre nordiske riger diskuteres seriøst, men det harmonerer ikke med de europæiske stormagters ønsker. Danmark står alene da det i starten af 1800-tallet overfaldes af England og storpolitisk indblanding omkring de slesvigske krige i 1848 og 1864 sætter en stopper for bestræbelserne.
Udviklingen af infrastrukturen omkring Øresundsregionen med dampskibe og jernbaner medvirker til at mindske afstanden, også mentalt. Forskelle, men vel især ligheder, bliver mere synlige. Kontakterne over Sundet både mere hyppige og mangeartede og omfatter alle lag i samfundet. Mest synlige er produkterne af den kulturelle udveksling: Monumenter, bygningsværker og gensidig påvirkning indenfor litteratur og malerkunst.
Udviklingen i Nordsjælland rummer specielle udviklingstræk, fordi området også fremstår som rekreativt område for Københavnsregionen. Den fritdskultur der i tidligere tider gjaldt for kongehuset og hoffet, kommer med tiden også til at omfatte embedsadelen og borgerskabet. En tilsvarende udvikling finder sted langs den skånske kyst, ved kurstedet Ramlösa Brunn og med kongefamiliens erhvervelse af Sofiero.
Københavnsområdet udvikler sig fra omkring år 1800 til et dynamisk center i regionen med en eksplosiv befolkningsforøgelse, industriel udvikling og betydelig arealmæssig forøgelse i tiden efter 1857. Arbejdskraft fra det omliggende landbrugssamfundet ikke kun i Danmark, men også store dele af Sydsverige søger mod Københavnsområdet, hvor lønniveauet ofte er dobbelt så højt og levevilkårene generelt bedre.
Udviklingen på den svenske side af Øresund foregår lidt senere, men i løbet af 1880erne tager det fart i Malmø, hvor arbejderbevægelsen bl.a. med erfaringer fra Københavnsområdet også hurtigt vinder fodfæste. I Helsingborg anlægges i 1800-talets senere del en større havn og det bliver starten på en rivende udvikling. Helsingborg er på mange måder førende i udviklingen på Skånesiden og en række af de ledende skikkelser her har rødder i det danske.
Helsingør er med sin tilknytning til Øresundstolden, der først ophæves samme år som Næringsfrihedsloven vedtages i 1857, noget speciel, men også her sætter den industrielle udvikling sig igennem i løbet af 1800-tallet. Helsingør undergår i løbet af 1800-tallet og især efter ophævelsen af Øresundstolden i 1857 og med anlæggelsen af et skibsværft i 1880erne en udvikling, der, næst efter København, gør den til den største industriby på Sjælland.Rejseskildringer
| | Fra forskellige af samtidens kulturpersonligheder foreligger der rejseskildringer fra både Sjælland og Skåne i begyndelsen af 1800-tallet.
Datidens rejseskildringer giver os et billede af, hvordan landskaberne og byerne så ud. Man fornemmer også tidens levemåde og mentalitet. |
Miranda, Odenkrants, Molbech
| | Den svenske embedsmand Odenkrants foretog i sommeren 1806 en rejse fra Helsingborg over Helsingør til København. Odencrants førte dagbog under rejsen.
Det samme gjorde Francisco de Miranda fra Venezuela og den danske historiker og sprogmand Christian Molbech. |
Francisco de Miranda
I slutningen af 1700-talet foretog Francisco de Miranda, den senere folke- og frihedshelt i sit hjemland, Venezuela, en dannelsesrejse i Europa. Han var personlig ven af den russiske kejserinde, men nåede også at blive general i den franske revolutionshær og døde i spansk fangenskab. I slutningen af 1787 er Miranda på vej fra Sct. Petersborg via Sverige til København. Turen igennem Sverige er foregået i egen vogn frem til Helsingborg:
"Den 21. december 1787
Inden man i Helsingborg havde stemplet et »Passer" i mit pas, og båden var kommet, var klokken allerede blevet over 3. Der var også tusind diskussioner med folkene i tolden om undersøgelsen af min bagage, men til slut kom overtoldinspektøren, baron Koskull (Kuskaal), som med stor elskværdighed bragte orden i det hele og fulgte mig ud på bryggen (han rådede mig dog til at give en skærv til vagterne), men her fandt jeg min vogn skilt ad og allerede bragt ombord på en båd med voldsomme stød og slag, så jeg ikke begriber, at den ikke blev slået i tusind stykker. Og for dette var jeg nødt til at betale en rigsdaler til folkene!
Omsider hejsede vi dog sejl, og med en gunstig vind kunne vi efter fem og tyve minutters sejlads stige i land i Helsingør(Elsineur)
På overfarten kunne man nyde det skønneste syn af begge kysterne og udsigten fra land til land. Afstanden fra Sverige er en halv mil (efter hvad en ingeniør i Helsingør fortalte mig 9.840 skridt, målt med en kæde trukket over isen).
I Helsingør blev jeg først antastet af en vagthavende sergent, der skulle have mit pas for at give det til kommandanten; dernæst af betjentene, som skulle undersøge min bagage. Toldkontrolløren, monsieur Møllerz var dog så venlig at lade mig gå ind i sin stue, indtil mit stakkels køretøj var blevet udskibet i samme jammerlige forfatning, hvori det var blevet indskibet. Og så blev jeg oven i købet tvunget til at betale en rigsdaler derfor! Så fulgte det forbandede toldeftersyn, der ubarmhjertigt gennemrodede hele min smule bagage, de så endda efter, om mine veste var brugt eller ej! I sandhed, hvilken smålighed!
... Til sidst måtte jeg så betale 2 rigsdaler til båden, der havde bragt mig fra Helsingborg, og da jeg omsider havde rystet alle disse kæltringer af mig og var sluppet ud af denne redelighed, tog jeg ind på Carmichael.s gæstgivergård (Karmickell), hvis ejer, der lød dette navn, havde hjulpet mig ud af kniben…"
Francisco de Miranda |
Thor August Odencrants
Som det fremgår af Mirandas skildring er det omkring århundredeskiftet ikke så ligetil at krydse Øresund. Der er kun et par faste ugentlige afgange med sejlbåd hver vej og det kunne være både dyrt og besværligt. En af dem der tager turen er den senere svenske landsdommer, Thor August Odencrants, en mand af den højere embedsmandsstand, som tager på dannelsesrejse i nabolandet. Her et uddrag fra hans ankomst til Helsingør d.31. juli 1806:
”Fra søen præsenterer Helsingborg sig mindre til sin fordel eller som en bondeby imod Helsingør, som ved større bygninger, kirke med højt tårn, alle skibene og fornemmelig Kronborg Slot frembyder et langt mere imponerende skue...
...Sproget forstod jeg vel, men syntes – som formentlig de fleste svenske - at dets lyd er ubehagelig og blødagtig. Noget værdigt og stolt måtte man vist aldrig udsige med fynd på dette sprog, som ene synes at høre fejheden og den svage til. Måske denne ide hidrører fra en slags medfødt antipati mod alt dansk. Den fremkalder foragt, men den som de danske nærer mod os kommer vist af nogen frygt og såret egenkærlighed.”
Odencrants (1782 - 1829) | 
Odencrants dagbog |
Christian Molbech på Sjælland
Den danske historiker og sprogmand Christian Molbech, der senere bliver en vigtig formidler af det kulturelle samarbejde over Øresund, giver i skriftet ”Ungdomsvandringer i mit Fødeland” en tidstypisk skildring af den nordsjællandske natur. Molbech er på vandretur fra Esrum til Helsingør:
»Fra Esrom lagde jeg Vejen forbi Gurre til Helsingør. Længe nød jeg Udsigten over den blikstille Esrom Sø, som man her fra Bankerne ved dens nordlige Ende ganske overseer. Den store blanke Flade lå spejlklar for mig; mit Øje gled hen over Vandet forbi den høje Skov, en lang, grønklædt Mur, der hegner den vestlige Bred, forbi Fredensborgs Tårnspidser og det skinnende hvide Skipperhus, til det i den fjernere Baggrund tabte sig i Bugter, hvor Skovene vare omhyllede af tynde Morgentåger…
…Under sådanne Omskiftninger så jeg den herlige Sø til forskellige Tider, og altid opdagede jeg ny Skønhed. Såre dejligt fandt jeg det, gennem den adspredte Skov ved Søens nordøstlige Kant, at se den snart at vise sig, snart at forsvinde og således længe, skønt svindende, at følge mig, til den endelig sagde mig Farvel på Bankerne ved Landsbyen Tikøb. .."
Molbech er, som det fremgår, betaget af det storslåede udsyn over Esrum Sø og vil i Tikøb gerne besøge den gamle kirke, men finder den aflåst og begiver sig videre på sin færd. I Tikøb bliver han på bedste oplysningsmaner betaget af en usædvanlig bondehave, men har, som det fremgår, ikke meget til overs for bondestandens æstetiske sans:
"…jeg fik nogen Oprejsning for dette Savn ved at køre forbi en stor, meget vel anlagt og indhegnet Bondehave, tilhørende den brave Lars Olsen i Tikøb hvor jeg ikke blot så Frugttræer og Havebede og Gange i den pyntelige Orden; men endog en Træhave på den anden Side af Vejen, hvor Ejeren opelsker og poder allehånde Frugttræer.
Så meget dette Syn end fornøjede mig, blev dog både min æstetiske og økonomiske Nydelse hastig forstyrret ved den Tanke, at hvad jeg her så, er i Sjælland måske en Undtagelse af en blandt hundrede. Det varede længe, før jeg kunde glemme denne Have; og da Økonomien aldrig ret kan blive Hovedsagen hos mig, tænkte jeg mig først, hvor muntre og livlige vore Landsbyer og adspredte Bøndergårde vilde blive, når vi få dem omringede af sådanne Haver.
Uvilkårlig måtte jeg da også tænke på, hvorledes ikke blot Bondens Pung, men også hans Sædelighed kunde vinde ved den forøgede Virksomhed og behagelige Afveksling, som den blide Havedyrkning, en Syssel, der nærmer Mennesket så meget til det Skønne i Naturen, kunde forskaffe ham. Det er en almindelig, og mig synes ikke glædelig Erfaring, at folk af denne Klasse ikke blot savne næsten al Sands for det Skønne; men at de og såre sjældent ville lægge Vind på nogen Frembringelse, der ikke lover øjeblikkelig Fordel. Jeg er ikke af dem, som kunne ønske denne Folkeklasse en unaturlig Kultur; men det synes mig, at Havedyrkning er en af de rolige, fredelige Sysler, der fortjene og behøve Opmuntring og fuld Opmærksomhed hos dem, der ville arbejde på Bondestandens sande Forædling."
Christian Molbech |
Land og by
Molbech dvæler på sin videre færd ved egnens ”ensomme skønhed” og har svært ved at forlade den stemning igen, for gensynet med kulturen i form af købstaden Helsingør bekommer ham tilsyneladende ikke særligt godt.
"I en blid, alvorlig Stemning forlod jeg Gurre, hvis stille ensomme Skiønhed, set på en lys, men ikke klar Høstdag, har et stærkt romantisk Anstrøg, der vedligeholder sig gennem den vilde udyrkede Sandegn imellem Skovene ved Gurre og Helsingør. Banker med sparsomt Krat, Tørvemoser, øde Lyngheder, hvor hist og her et lille ensomt Træ afbryder den sørgelige Ensformighed, som de ellers ret venlige røde Lyngblomster omsider frembringe - dette er Alt, hvad vi her møde. På enkelte Steder frembringer det en underlig Kontrast, på den ene Side af Vejen, at se en vel dyrket Ager, og paa den anden, den nøgne, vilde Hede. Imidlertid fandt jeg denne Vej aldeles ikke ubehagelig; den fremmede, øde Skikkelse, hvori jeg så Naturen, var mig endog ret interessant; jeg var ligesom med et forflyttet ud af Sjælland, og Egnen om Helsingør, der ligger skjult bag høje Banker, indtil man er Byen ganske nær, Udsigterne over Sundet, og Byens eget Udseende var mig ligeså nyt som alt det Øvrige.
En Købstad med 5 til 6000 Mennesker i Fredstider er naturligvis noget Andet end vore almindelige Smaastæder, og vi genfinder her kun en Del af disses udvortes Præg. Skønt Folkevrimlen i disse Tider er langt mindre, end da Handel og Skibsfart blomstrede, var den Befolkning, jeg fandt på Gaderne, mig dog næsten overraskende. Byens Beliggenhed fandt jeg i det Hele temmelig sørgelig; og skønt den har adskillige ordentlige Gader, og ikke få store og smukke Huse, blev jeg dog om¬sider ked af at vanke omkring imellem den større Mængde af sletbyggede Gader og Huse, som man i Almindelighed finder dem i vore små Købstæder."
Molbech i Skåne
Christian Molbech fortsætter i de efterfølgende år sine fodrejser på den anden side at Øresund og samler sine beskrivelser heraf i værket Rejser i Sverrig 1812. Heri findes bl.a. følgende skildring af egnen omkring Bækkeskov i det nordøstlige Skåne:
"Veien følger en Stund Bredden af Kiaby eller Opmanna-Sø, og nu viser sig med ét det romantiske Bekkeskov på en skovbegroet Landtunge imellem to Indsøer. Den anden af disse er den store lvø-Sø, hvis Vandflade lyste frem imellem Bakkerne. Den har sit navn af Ivø, en stor, til dels med Skov bevokset ø, der udgør et helt Kirkesogn, hvis Bønder gør Hoveri til Bekkeskov. Over Træerne, plantede langs med Søens Bred og omkring Gården, hævede den gamle Klosterbygning sine røde Mure og Tårne, hvilke i Aftensolens Glans luede med stærkere Rødme, end om Dagen.
Et dejligt, malerisk Landskab, og en såre romantisk Beliggenhed! Skulde jeg ligne denne Klosterbygning med nogen i Danmark, som jeg kender, måtte det være med Herlufsholm; men Bekkeskov ligger i en skønnere og rigere Egn.
. . . Ved Bekkeskov er en stor og smuk Have, der strækker sig ned til Søen. Her traf jeg en ung Officer, Ritmester Toll, Generalens Brodersøn og Adjudant, der havde den Artighed at vise mig om i Haven. Det skønneste Parti er en herlig, tæt Lund, langs med den brede Kanal, der slynger sig dejligt igennem de mørke Løvhvælvinger. En Del af de tilgrænsende Marker med Agre og Enge er sat i Forbindelse med Haven, og ved adskillige vakre Anlæg, uden at berøves sin Bestemmelse, forvandlet til en vidtløftig Park."Arndts rejse
| | Ernst Moritz Arndt (1769-1860) fra Rügen beskrev 1804 en rejse, som han gjorde i Skåne. Ikke mindst fascineredes forfatteren af Øresundskysten.
Arndt beskrev et landskap i forandring. Indenfor landbruget iagttog han især de nye landbrugsmetoder. |
Arndts Rejse
I begyndelsen af 1800-tallet blev det populært at læse rejseskildringer. Mange forfattere formidlede deres oplevelser fra fremmede miljøer. Ernst Moritz Arndt var en af disse rejsende, og han udforskede det eksotiske Sverige. Han var født på Rügen, som på det tidspunkt tilhørte Sverige, hvilket måske er en forklaring på hans interesse for dette nordiske land.
Arndt gjorde akademisk karriere og blev professor i historie både i Greifswald og i Bonn. Han kom dog i unåde hos myndighederne for sine liberale holdninger. Han bekæmpede stavnsbåndet og var en stor tilhænger af tanken om Tysklands forening. Hadet mod Frankrig og Napoleon var tydeligt, og han havde generelt en negativ indstilling til enevoldsherskere. Han mente at initiativrige fabrikanter og godsejere bidrog mere til samfundets udvikling end konservative konger, præster og bønder - en opfattelse som ikke faldt i god jord hos etablissementet. Efterhånden fik han genoprejsning, og i dag hedder universitetet i Greifswald ”Ernst-Moritz-Arndt-Universität”, og flere andre skoler og institutioner i Tyskland er opkaldt efter ham.
Ernst Moritz Arndt | 
Sejlads over Sundet |
At rejse er at lære.
Tyskeren Arndt foretog en rejse gennem Sverige og som samlede sine indtryk i sin berømte rejseberetning ”Reise durch Schweden im Jahr 1804”. Arndts rejseskildring af Sverige er en guldgrube for den kulturhistorisk interesserede. Om denne bog er det blevet sagt, at den lærte svenskerne at kende deres land. Rejseskildringen afsluttes med rundrejsen i Skåne, og gennem den kan vi også få øjebliksbilleder af Øresundskysten, godt halvtreds år efter Linnés skånske rejse. Her følger en mosaik af nogle arndtske indtryk.
Han beskrev sit første indtryk af Øresund, fra Romeleklint, på denne betagende måde:
”Jeg stoppede op i nogle minutter i det klareste solskin for at nyde den vidtstrakte udsigt, over Lund, Malmö, havet og til Københavns tårne. ”
Besøg i Lund
Til Lund kom Arndt fra Blekinge via Åhus – Yngsjö – Sjöbo og Dalby. Lund som by inspirerede ikke Arndt til høje tanker, og end ikke domkirken imponerede ham synderligt:
”Lund er en åben, uregelmæssig og på ingen måde velbygget by, som ej gennem nogen handel kan få anseelse, men i stedet nu lader til at trække sin fornemste næring fra jordbruget og universitetet. Den eneste gamle og bemærkelsesværdige bygning i byen er domkirken, i hvilken jeg dog ikke har fundet det store underværk af arkitektur, som mange omtaler.”
Virksomheden i Den Botaniske Have og Den Akademiske Plantage tydede på, at man prøvede på at tage ved lære af bl.a. Linnés synspunkter om det milde klimas fordele for Skåne:
”Man ville i dette nordiske land med tvang frembringe meget, som ikke engang i alle Tysklands provinser har god fremgang, og troede dermed, at Skåne, som den mest i syd beliggende provins, i særdeleshed burde have en tjenlig jordkvalitet for sydlige landes vækster. Man begyndte at så mange slags udenlandske farveplanter og plantede en hel del morbærtræ, således at man ikke skulle behøve at købe rå silke af italienere og franskmænd. Ifølge en af magistraten i Lund afgiven beretning, opdyrkedes omkring 100,000 morbærtræer fra frø, og disse overlevede flere vintre.”
Med hensyn til universitetet virkede Arndt mest interesseret i professorernes økonomiske vilkår. Han forlod Lund og den flade Lundasletten, ”verdens bedste landbrugsjord”, og begav sig til det nordvestlige Skåne, hvor Ängeltofta, Kullahalvøen og Helsingborg lokkede.
Lund | 
Lunds Domkirke |
Mønsterlandbrug
Ängeltofta gods, som ligger i Barkåkra udenfor Ängelholm, var blevet kendt for de rationaliseringer, som Ritmester Karl Georg Stiernsvärd havde gennemført i begyndelsen af 1800-tallet. I hans tid tidobledes gårdens afkast ved at han udskiftede jorden, afskaffede hoveriet og lod fremstille nye jordbrugsredskaber. Arndt var fuld af beundring over foretagendet på godset, en beundring, som senere kun blev overtruffet af besøget på Svanholm. Han beskrev Stiernsvärds rationaliseringsarbejde:
”Han traf nu en fuldkommen ny og virkelig dristig beslutning, nemlig at indskrive skotter og drive jordbruget efter skotsk og engelsk facon. Skotske smede lavede nye redskaber, og især lovpriste Arndt den skotske plov, som ej vender furerne, men opstiller dem mod hinanden, hvorved, ifølge skotternes påstand, jorden meget bedre kan formulde.”
Et nyt vekselbrug var blevet indført med seksfoldig skifte uden braklægning, og nye, udmærkede tyre af engelsk og hollandsk oprindelse var blevet hentet til godset. Ifølge Arndt var Ängeltofta et virkeligt mønsterjordbrug.
Ängeltofta gård | 
Mindesmærke på Ängeltofta |
Höganes og Helsingborg
Stenkulsminerne i Höganäs og stentøjsfabrikkerne i Helsingborg styredes af grev Eric Ruuth, som var blevet en agtet virksomhedsleder i Skåne, og han fik megen ros for sin måde at håndtere sine fabrikker.
”Grev Ruuth bør allerede med god grund anses for foreviget i sit fædrelands kulturhistorie, men i så fald – burde han da ikke stå der i endnu større glans, som den, som har lagt et stort offer på fædrelandets alter? thi han har vovet en stor del af sin anseelige formue på en usikker virksomhed.”
Arndt kom fra Rügen, hvor udsigt over land og hav var naturligt, og ved hvert et sted, som kunne tilbyde noget lignende, fik han nostalgiske følelser. Således også i Helsingborg:
”Foran byen Helsingborg er en bakke med et gammelt tårn, som kaldes Kärnan; her stoppede jeg op i nogle minutter. Sundet med sine hundredvis af skibe, Helsingør, Kronborg, Sjællands smukke strand, Københavns på afstand synlige tårne og hele det flade Skåne – alt lå foran mig og syntes at flyde bort ved horisontens yderste rand. Hvilke ønsker og billeder det vakte hos mig! Alle min barndoms fabelagtige drømme, at flyve over til Indien og Otaheiti på et skib, genoplivedes ved synet af alle disse utallige flag og vimpler. Hvor let kunne jeg ikke være på den anden side! I løbet af nogle timer kunne jeg befinde mig på den danske strand og et par timer derefter gå på Københavns gader.”
Byens skønhed gjorde et betydelig større indtryk end dens størrelse. Arndt gik ned fra fæstningen til et hus med indskriften English Tavern, som var en hyggelig, men dyr kro. Men ”det er meget naturligt på et sted, hvor antallet af rejsende og fremmede af forskellige nationer er så stort. Jeg spiste til middag med flere danskere og tyskere, mødte endda nogle landsmænd fra Pommern og fik således den fornøjelse, at i nogle minutter at tale mit hjemlige sprog.”
Indtrykket af Helsingborg som mødested bestyrkedes af beskrivelsen af Ramlösa, som lokkede besøgere fra nær og fjern, ikke mindst fra Danmark.
Landskrona og Malmø
Landskronas nye by gjorde et behageligt indtryk på Arndt.
”… thi under det forgangne århundrede er alt blevet anlagt efter en ny plan, og den gamle by flyttet til det nuværende sted… Byen er nu regelmæssigt anlagt med et smukt torv, brede, lige gader og nette huse.”
På Landskrona-egnen dyrkedes tobak, og byen havde, ifølge Arndt, fem tobaksfabrikker. Naturligvis forbigik Arndt ikke Hven som den, over hele Europa berømte ø, hvor Tycho Brahe havde bedrevet sin videnskabelige gerning.
Malmö var for Arndt den eneste by i Skåne, som kunne sammenlignes med de tyske.
”Landsiden af byen har hovedsagelig et oldfrankiskt udseende, er mørk og snævert bebygget, men desto smukkere er den del, som ligger nærmest slottet og havnen, særligt torvet. Dette er et af de smukkeste i verden; det udgør en firkant med mange prydelige huse, hvoriblandt rådhuset og landshøvdingens i særdeleshed udmærker sig.”
At manden fra Rügen værdsatte havets vide horisont fremgik desuden af besøget ved Malmøs havn og vandside:
”Man spadserer desuden meget på de grønne græsningsmarker og enge omkring byen, samt langs vandet og havnen, som ligger mod vest, og hvor man kan nyde aftenen i al sin skønhed. Herfra har man udsigt til København med sine i vandet glinsende tårne og uendelige mængde af vimpler.”
Besøg på Svaneholm
Det som måske gjorde størst indtryk på Arndt i Skåne var Rutger Macleans foretagende på Svaneholm.
”For nogle og tyve år siden udformede han en plan om at befri sine mange bønder, som var herregårdsdaglejere og fattige jordbrugere med ringe udkomme, fra denne tjenestepligt og gøre dem til selvstændige mennesker. Sikke en strid der blev på alle sider, fyldt med dumhed og fordomme! Men ikke desto mindre fuldførte han sit værk med standhaftighed og uden bitterhed. I flere år var han beskæftiget med at afstikke grænserne mellem sine og naboernes ejendomme. Hver bonde skulle nu besidde sin egen særskilte del af mark og eng, samt bo på selve ejendommen, således at han kunne styre sit arbejde fornuftigt og med bekvemlighed. Bønderne havde før deres agerstrimler på 53 forskellige steder, og ikke sjældent på steder beliggende fem kilometer fra gården. Disse marker kunne de aldrig passe ordentligt; kort sagt, de var i ussel stand”
Arndt overså ikke bøndernes utilfredshed med Macleans reformer:
”De fleste blev misfornøjede og kom med indvendinger, da han fremlagde sin plan samt det nye forpagtningssystem, som i øvrigt tilbød meget rimelige betingelser. Bøndernes misfornøjelse gjorde det nødvendigt for ham at umiddelbart tage fat på det hele, eftersom de, der hver for sig var blevet udskiftet, let kunne lade sig fæste andre steder, og at han derved til sidst, med alle sine menneskelige og patriotiske hensigter, kunne være havnet i ny forlegenhed gennem mangel på folk. Tyve hele hushold forlod ham og blev med glæde modtaget på de tilgrænsende ødegårde.
I beskrivelserne vedrørende Maclean og Svanholm dominerede naturligvis de økonomiske forandringer, men Arndt ville også tegne billedet af den oplyste mands omsorg for sine bønder:
”Hans uophørlige bestræbelse er at danne sine bønder og deres børn – thi han havde med god grund store forhåbninger for den kommende generation – til fornuftige, betænksomme og dygtige mennesker. I denne hensigt har han opført skoler for almuens børn, samt ladet bygge to skolehuse, et i Skurup ved kirken, som lyder under hans patronat, og det andet mod øst, omtrent i midtpunktet af hans område, for at børnene ej skal have en alt for lang og besværlig vej.”
Således håbede Arndt, at de skånske godsejere ville følge eksemplet på Svanholm, så det vantrevne og usle landbrug, som stadig dominerede landskabsbilledet, ikke skulle bestå alt for længe. Da han forlod godset for at fra Ystad rejse tilbage til Tyskland, nedskrev han følgende forhåbning:
”Ak mit fædreland! Hvornår skal din Maclean vise sig? Hvornår lærer man at forstå, at det er lige så skamfuldt som dumt, en synd mod Gud, jorden og mennesket, at behandle mennesker som slaver?”
Svaneholm gods |
| |
 | | Stor | Friedrich Kuhlau (1786-1832) |
| | Stor | Friedrich Kuhlau (1786-1832) |
H. C. Andersen
| | H.C. Andersens valgsprog var ”At rejse er at leve” og han foretog utallige rejser i sin levetid. Nogle af de første gik til Nordsjælland og han rejste også adskillige gange over Øresund. |
Romantik og rejselyst
H.C. Andersen hører til de første der skildrer Nordsjællands lyksaligheder, om end det sker under tvingende omstændigheder Han læste til student under rektor Meisling, oprindelig i Slagelse, men da denne får embede i Helsingør rykker Andersen med og tilbringer et årstid fra 1826- 27 på latinskolen i Helsingør.
H.C. Andersen måtte love både rektor Meisling og sine velgørere at holde sig til skolegangen, men kunne ikke helt afstå fra skriveriet. Han skildrer sit første møde med sundtoldsbyen Helsingør, en provinsby med kosmopolitisk præg, således:
Helsingeur den 8. Juni 1826.
"Betragtet ude fra Vejen lovede Helsingeur mig ikke meget, men nu jeg er inde i den, synes den mig et lille København, og jeg tror ofte at være der; hvilken Færdsel! hvor livlig på Skibsbroen, her taler nogle tykke Hollændere deres hule Sprog, der hører jeg det harmoniske Italiensk, længere henne læsser de Stenkul af en engelsk Brig, saa jeg tror at lugte London. Sundet er besat med Skibe, der som Strandmåger svæver forbi Kysterne. -I Dag gik der et stort Krigsskib herigennem trukket af et Dampskib, de saluterede, og lystigt drønede det og gav ekko fra Kullen."
Udsigt mod Kullen |
Udflugt til Marienlyst
Kort efter ankomsten fik Andersen lejlighed til at opleve omegnen på udflugter med familien Meisling. H.C. Andersens begejstring taget i betragtning må man huske på at det finder sted i hans absolutte ungdom, før han foretager sine mange udenlandsrejser:
"Igaar var jeg med Meisling i Marienlyst; o, det er noget af det første(ypperste)jeg har set! Hvor Søen og hele Egnen er dejlig, Meisling siger, at hele Kysten her skal have megen Ligning med kysten ved Neapel; hvilke herlige Bakker er der ikke i Haven; alt forekommer mig som Schweiz, og jeg følte mig saa usigelig lykkelig, o man maa blive Digter eller Maler ved at se den dejlige Natur. O, Velgører, Tak! Tak! for hvert lykkeligt Øjeblik! Livet er dog Herligt!!!"
Tidspunktet må være omkring pinse, hvor der var fester ved Hammermøllen i Hellebæk:
"I de første Dage spadserede vi ret, besøgte Marienlyst og Hammermøllen, hvor M. betalte for mig og Børnene, for at vi måtte ride på Træhestene. Jeg har vist taget mig komisk ud...
Rektor Meisling | 
Byboere på udflugt | 
Udsigt over Helsingør |
Gensyn med Helsingør
Opholdet i Helsingør under rektor Meisling var en forfærdelig tid i Andersens liv og forklarer nok hans senere noget tvetydige forhold til Sjællands nordkyst, som han bl.a. senere titulerede Feberkysten og ”Det sjællandske Grønland”. Han skyede egnen og påstod han blev syg af at opholde sig her. Først omkring 1837 er der igen efterretninger om hans færden på Nordkysten imellem Helsingør og Hellebæk-Ålsgårde. Et dagbogsnotat fra d. 20-22. juni vidner herom, men der er ingen tanker tilbage på tiden i latinskolen 10 år tidligere:
"Kjøbenh.:20 [juni].
Oppe Klokken 4. Deiligt Vejr. Reitzel forærede mig en. Improvisator og et Lommetørklæde over Sverrig. Luftet lidt kjøligt. Klokken. 12 i varmt Solskin i Helsingør. Var med Gad i Kronborg. En vaad, kold Tåge, kom, som Skyer fra Kattegattet. Det øverste af Kronborg skjultes. Hveen et lavt Capri. Udsigt fra Boyes Have. Var hos Olsen (lidt Patient.)"
Kronborg 1825 |
Andersen over Sundet
H.C. Andersen havde besøgt Capri på sin Italiensrejse omkring 1830. Besøget hos doktor Olsen denne dag skyldes måske rejsefeber, for som det fremgår sætter Andersen torsdag den 22. over Sundet til Helsingborg og Sverige, som han nu besøger for første gang:
"I Helsingborg Soldaterne, særdeles smukke. Sproget klang som Musik. Den ny Havn. Springvand paa Torvet. Boer i Hotel de Munthe. Var anbefalet Dr Ohlsen, som boede meget elegant, han førte mig op gjennem Haver til Kjærnen, der ligger høit over Byen, ovenpaa var den græsgroet, som en Bakke, man anede ei at det var et Taarn. - Gik med Adolf Rosenkilde siden op til Kjærnen igjen. Sol-Reflexen paa det brede Sund glimrende, Vandet mælkehvidt. Kullen ragede op over Sundet…"
Efter et enkelt døgns ophold I Helsingborg går turen videre op igennem det nordvestlige Skåne og ind i Halland:
"Fredag 23.- Smerter og derfor ilde stemt. Graat Veir. Maleriske Fruentimmer. Birketræer. Kullen. Engelholm, den maleriske Træbro. Spiiste Frokost. Postillonen. Belmanns Vise. (Sjöbeck..) - Ved Laho1m forbi Lave-Elv med Vandfald, rundtom brændte Lyng. Klippenatur. Slette med et Monument for Kong Carl den 11. og en Steen, for Lützau:” stümpat men kämpande faldt her den tappre Lützau i Feldtslaget 17 August 1676.” - Halmstad, Middagsmad, en smuk Bro med støbt Jern. Fæstningsport. Bøgeskoven, den sidste i Sverrig. Falkenberg, det var Midsommers Festen, Pigerne pyndtede Maistangen i morgen Nat skal der være Dans...
…Løverdag den 24. Top Kaisa! siger vor Postillon. (Du min moder säg! Belmannsk Vise). I Varberg opreist en Midsommerstang, spiist godt…"
Måske har kusken sunget undervejs, som det fremgår er Andersen bekendt med Bellmans viser og stifter nu også bekendtskab med svenske midsommerskikke. Lützau var en dansk officer der blev dræbt under Skånske Krig, og som lokalbefolkningen har sat et værdigt minde."
Gentagne rejser
I årene 1839 og 1840 rejser Andersen rundt i Skåne og i 1849 bliver det til en større tur rundt i Sverige, som skildres i bogen I Sverrig fra 1851. I 1865 rejser H.C. Andersen til Stockholm og Uppsala, denne gang med jernbanen fra Malmø til Stockholm, som var blevet færdig i 1864. Andersens sidste ophold i Sverige finder sted i 1871, hvor han er på gennemrejse til sit første og eneste ophold i Norge.
H.C. Andersen på spadsertur |
Skandinavisme
| | Efter 1830 blev kontakterne øget over Øresund. Der blev afholdt fælles videnskabelige kongresser og en række omfattende studentermøder manifesterede den skandinaviske fællesskabsfølelse i årene fremover.
De nye samfærdselsmidler, især dampskibene, muliggjorde disse manifestationer, men en voksende politisk-liberal orientering var også medvirkende til at styrke bevægelsen. |
De kongelige
| | Afslutningen på de mange krige imellem Danmark og Sverige og Skånelandenes definitive overgang til Sverige gjorde det vanskeligere at passere Øresund. Der krævedes nu pas for at passere Øresund og samkvem over Sundet, hvilket, i nogen grad, begrænsede de tætte kontakter.
Giftermål imellem kongefamilierne gav impulser til forbedring, men under Napoleonskrigene havner de to lande på hver sin side i konflikten og Norges overgang til forbund med Sverige i 1814 kølner forholdet igen. |
Neutralitetsforbund i 1756
I Danmark er holdningen til Sverige i årtierne efter Store nordiske Krigs afslutning 1720 forholdsvis forsonlig. Danmark har efterhånden endegyldigt affundet sig med at Skånelandene var tabt, mens det i Sverige måske kniber mere med at se den nyligt tabte stormagtsstatus i øjnene.
Begge parter er tidligt opmærksom på de russiske stormagtsambitioner i Østersøområdet og i 1740erne taler den danske embedsmand Schulin om at ”de tre nordiske riger vilde vinde i magt og selvstændighed og lykke” ved en forening. Bestræbelser på at skabe en nordisk personalunion med udgangspunkt i en dansk kronprins midt i århundredet lykkes ikke, men i 1756 sluttes et neutralitetsforbund imellem de to stater.
Skandinavisk kongebryllup
I 1766 ægter den svenske konge Gustav 3. den danske prinsesse Sofie Magdalene. Gustav gæster i 1770 som kronprins Danmark og som svensk regent aflagde han et kort besøg i 1786. Man modtog d. 9.juli kong Gustav på Marienlyst Slot ved Helsingør, hvortil kongen var ankommet klokken 12. Der blev dineret med ledsagelse af tyrkisk kammermusik ved Livgardens oboister og tilkaldte ditto fra Kronborg. Kl. 18 begav man sig til Hellebæk for at bese geværfabrikken og ud på aftenen returnerede den svenske konge så efter dette korte venskabsbesøg.
Gustav 3. på Fredensborg |
Uanmeldt besøg
Kong Gustav vendte tilbage i oktober måned 1787, denne gang på uanmeldt besøg. I den anledning beskrev Tidskriftet ”Minerva”, hvilken stor glæde enhver ”Skandinav” måtte føle ved det fællesskab, som dette besøg fremviste. Således gik det til at ordet Skandinav blev et begreb.
Ret beset var danskerne dog bekymrede ved det sidste besøg, som kom helt bag på hofetiketten og fordi man frygtede for skjulte udenrigspolitiske dagsordener. Allerede under det første besøg havde den danske konge spyttet i suppen og umotiveret forladt måltidet, så man frygtede, hvad den enevældige, men sindsforvirrede kong Christian VII kunne finde på, eller blive lokket til. Gustav havde planer om udvidelser mod øst, men Danmark havde en alliance med Rusland og i 1788 kommer de to parter som følge af alliancen på kant med hinanden.
Gustav 3. myrdes
I 1792 bliver den svenske konge imidlertid myrdet under et maskebal på Stockholms Slot og krigsfaren driver over for denne gang. Samme år holdt den danske professor Sneedorff et foredrag i Det nordiske Selskab i London, om hvor vigtigt det var at de tre nordiske lande forenedes og i 1794 underskrives endnu et væbnet neutralitetsforbund imellem Danmark og Sverige og i den anledning udtaler den danske udenrigsminister Bernsdorff at ”Alt hvad der nærmer Sverige og Danmark til hinanden er naturligt; alt hvad der skiller dem er uretfærdigt og unaturligt”.
Svenskere i dansk eksil
En af de implicerede i mordet på Gustav 3. grev Claes Horn måtte tilbringe sine dage i dansk eksil og ligger begravet på Assistens Kirkegård i København. Den landflygtiges vilkår har ofte været kummerlige og man har været henvist til andres nåde. En Notits skrevet af Grev Horn, formodentlig tiltænkt den danske konge og fundet i en vase på Marienlyst Slot af embedsmanden, geheimeråd Johan Bülow vidner om hans tilstand:
”Ophøjede ejer af disse steder, Deres Folks kærlighed! Forsmå ikke en flygtnings oprigtige hyldest, en flygtning som fra fjerne kyster beskuer sit eget hjemland, idet han jamrer over sin skæbne og alle andre nationers som regeres af konger som ikke ved hvordan de skal efterligne Dem.”
Deltagelse i et mordkomplot er ifølge sagens natur en alvorlig sag, men både Claes Horn og adelsmanden Ehrensvärd tåles og trives i Danmark og tilsyneladende har det ikke slået alvorlige skår i det dansk- svenske forhold i tiden omkring århundredeskiftet.
Napoleonskrigene
På trods af neutralitetsforbundet havnede Sverige og Danmark under Napoleonskrigene atter på hver sin side i den europæiske storkonflikt og det kommer sågar til enkelte mindre sammenstød imellem de to parter i 1808-09 og senest i 1813. Efter avsättningen av den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Resultatet af napoleonskrigene bliver i korte træk at Sverige mister Finland til Rusland i 1809 og Danmark Norge, som i stedet forenedes med Sverige i 1814. Norges overgang til Sverige medfører en nedkøling af det indbyrdes forhold, men i løbet af nogle årtier øges kontakten atter betydeligt bl.a. som følge af en udbedring af samfærdselsmidlerne.
Mindesmærke for Christian August | 
Svenske konsulat i Helsingør | 
Det svenske konsulat i Helsingør | 
Bernadotte i Helsingborg | 
Bernadottemonumentet i Helsingborg |
Litterær Skandinavisme
| | I slutningen af 1700-tallet øgedes den gensidige kulturelle interesse og udveksling og i romantikkens tidsalder genopdagedes det fælles nordiske i sprog og litteratur. Dyrkelsen af den nordiske fortid og mytologi førte til et litterært nybrud og dannelse af fælles tidsskrifter og selskaber.
Rejselysten i tiden var stor og det blev også stærkt medvirkende til at skabe kontakter hvor man lærte hinanden bedre at kende. |
I løbet af 1700-tallet er der en voksende kulturel interesse og udveksling imellem Danmark og Sverige, f.eks. dyrkes og beundres Linnés videnskabelige arbejde også i Danmark, Ludvig Holberg komedier finder vej til Sverige og fra anden del af 1700-tallet dyrkes Bellmanns viser også i København.
Litterære forviklinger
Den danske trykkefrihed i slutningen af 1700-tallet giver gode mulighederne for politisk- kuturel udveksling, men da censuren atter indføres i Danmark fører det til en skærpet holdning overfor liberalt orienterede skribenter. En af dem var Peter Andreas Heiberg, som landsforvises for sine skriverier og i første omgang tager ophold i Sverige, hvor han går i militærtjeneste. Senere følges han af Malthe Conrad Bruun som opholder sig i svensk eksil fra 1796-99. Både Heiberg og Bruun var efter tidens målestok radikale skribenter, som revsede enevælden og embedsborgerskabet.
P.A. Heibergs kone bliver tilbage i København, hvor hun har indleder et forhold til en svensker i eksil, Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd. Ehrensvärd var impliceret i mordet på den svenske kong Gustav 3.. i 1792, flygtede til Danmark og blev i Sverige frataget sine titler og beføjelser. Thomasine Heiberg bliver med henvisning til sin mands, altså P.A. Heibergs, landflygtighed skilt fra ham og ægter Ehrensvärd under navnet Gyllembourg. Thomasine Gyllembourg bliver den nok mest kendte kvindelige forfatter i første del af 1800-tallets Danmark og er moder til tidens mest fremtrædende smagsdommer Johan Ludvig Heiberg.
Skandinavisk Litteraturselskab
Allerede i 1796 dannedes Skandinavisk Litteraturselskab, som udgav et tidsskrift, som hed Skandinavisk Museum. Det var da Danmark som var ledende i disse enhedsbestræbelser, som naturligvis fik et tilbageslag i sammenhæng med Napoleonskrigen og efter Norges adskillelse fra Danmark. Litteraturforskeren Christian Molbech er en nøgleperson i den kulturelle udveksling, som for hans eget vedkommende bygger på gentagne rejser i det svenske, selvom han i forbindelse med Napoleonskrigenes forviklinger blev mistænkt for spionage og forment adgang til Stockholmsområdet.
Christian Molbech |
Nye strømninger
Der gik dog ikke mere end et par årtier før end der atter kom gang i disse bestræbelser, nu godt hjulpet på vej af romantikken og liberalismens strømninger ude omkring i Europa. Den nye klasse, borgerskabet, ønskede, uanset dansk eller svensk, tidssvarende politiske forhold og var ikke bundet af de enevældige dynastiers traditionelle modsætnings forhold.
Romantikkens tidsalder og romantikkens opfindelse af begreberne folk og nation påvirkede hele Europa og mange mente at folk med fælles kultur, sprog og tradition skulle slutte sig sammen. Denne nationalisme havde skabt samlingsbestræbelser Europa i f.eks. Tyskland og Italien. Derfor blev det fælles også interessant i Skandinavien, hvor der fandtes en stor fælles kulturarv, som kunne danne udgangspunkt for at forene Danmark og Sverige og lægge låg på det gamle fjendskab. Nu fandtes storheden blot i mindet om fordums storhed. Det er derfor ikke så underligt at man søgte tilbage til gamle tider og fordybede sig i den ældre, agtværdige nordiske historien.
Det fælles nordiske
I Danmark er forfatterne Grundtvig og Ingemann initiativtagere til at genoplive nordisk mytologi, litteratur og tidligere tiders historie. Den danske sprogforsker Rasmus Rask er den der videnskabeligt påviser den nære forbindelse imellem de nordiske sprog. I 1812 kommer Rask sammen med litteraturprofessoren Rasmus Nyerup til Stockholm. De modtages godt af svenske ligesindede, men chikaneres af myndighederne. Danmark bedriver på det tidspunkt kaperkrig imod England, som Sverige er allierede med, og Nyerup mistænkes for i 1810 at have gæstet Sverige i politisk ærinde.
Den gensidige mistillid er fortsat betydelig, men alligevel fremstår Nyerup som et vigtigt kulturelt bindeled frem til sin død 1829 og han inspirerede både Erik Gustaf Geijer og Esaias Tegnér fra Sverige der skrev om den storslåede nordiske historie. De litterære kredse fortsatte med at holde liv i de nordiske minder i den nedkølede periode frem til omkring 1830, hvor skandinavismen atter blusser op.
Rasmus Rasks betydning
I 1816 er Rasmus Rask atter i Sverige, først i Kalmar og d. 12. november i Stockholm, hvor han efter visumproblemer kommer ind og tilbringer en rum tid. Årene 1813-15 havde Rask tilbragt med studier på Island, hvor han grundlægger den sammenlignende sprogvidenskab. Tiden i Stockholm går bl.a. med at studere svensk, russisk og persisk, han oversætter selv sin islandske sproglære, som omfatter oversættelse af betydelige dele af den oldnordiske litteratur, til svensk og den udgives tillige med en angelsaksiske sproglære, som han ikke kunne få nogen til at udgive i København.
Rasmus Rask rolle i forbindelse med at øge interessen for den fælles nordiske kulturarv er betydelig og mens han følte at han i Købehavn konstant måtte kæmpe for anerkendelse, så blev han modtaget med åbne arme i Stockholm. Efterhånden breder der sig et rygte om at Rask måske vil blive i Sverige, hvilket ligefrem vækker opstandelse i København: Et er skandinavisk fællesskabsfølelse noget andet den fædrelandskærlighed, som tiden også dyrker.
Centrum Øresund
Drømmen om det gamle storslåede Norden og nationalistiske samlingsbestræbelser forenedes især i tiden efter 1830 i den bevægelse, som går under navnet ”Skandinavismen”. Dens tyngdepunkt kom til at ligge i Øresundsregionen og her stræbte man på forskellig vis efter at slå kulturel, økonomisk og politisk bro over sundet.
Skåne havde jo været en central del af Danmark før den svenske magtovertagelse, så det var naturligt at en tilnærmelse til Danmark faldt i god jord i dette landskab. Regulære dampskibsforbindelser mellem Skåne og Sjælland startedes med en linje Malmø – København 1828. Dermed var Øresund igen begyndt at fungere som et bindeled og ikke som en ”blå mur” imellem Danmark og Sverige. Den ny teknik og de nye idéer fulgtes ad og kunne også motivere hinandens eksistens.
Dampskibet Ophelia |
Digterkonger i Lund
Den 23 juni 1829 var det promovering i Lunds domkirke.Adam Oehlenschläger var rejst dertil med den nyoprettede dampskibsforbindelse fra København og biskoppen i Växjö, Esaias Tegnér var kommet for at overvære sin søns Kristoffers udnævnelse til doktor. Nordens dikterkonger passede på med at hylde hinanden og Tegnér læste sin nyskrevne digt:
” Adskillelsens tid er forbi (og burde ej have fundet sted i åndens frie, uendelige verden), og beslægtede toner, som klinger over Sundet, henrykker os nu, og især dine. Derfor byder Svea dig en krans, her fører jeg dens tale: tag den af broderlig hånd og bær den til minde om dagen! ”
Denne hændelse betegnes ofte som skandinavismens fødselsdag og ingen af de to skjalde kunne ane, hvilken politisk betydning denne hændelse skulle få.
Tegnér og Oehlenschläger |
Skandinavismen styrkes
Forbindelsen imellem svenske og danske litterater styrkes væsentligt i de følgende år, hvor P. Atterbom har snæver kontakt med de danske romantiske digtere Carsten Hauch og Ingemann. Sidstnævnte rejser i 1833 til Sverige og skriver i den forbindelse et digt om Nordens Ånd.
Omkring samme tidpunkt findes de føsrte politiske synspunkter omkring en politisk-statslig forening, således som den senere nationalliberale, danske politiker T.S.Tscernings efterladte papirere vidner om. Der er endnu hovedsagelig tale om en åndelig bevægelse for Nordens enhed, romantisk inspireret, men ikke liberal-politisk i sin orientering.
Den jyske digter Steen Steensen Blicher, der gæster Sverige i 1836, havde også dette relativ upolitiske udgangspunkt, selvom han bliver en hovedkraft i forsøget på at give skandinavismen en mere folkelig forankring ved at knytte den til sine jyske Himmelbjergsmøder i 1840erne. I året 1843 er der således en del svenske deltagere, som Blicher henvender sig til på deres modersmål.
Folkefest
En mere folkelig-politisk drejning får begivenhederne også med etableringen af de såkaldte grundlovsfester i Egebækvang Skov syd for Helsingør. Oprindelig fejredes d.28.maj den begyndende demokratisering af det danske stændersamfund, første gang i 1841 med 5-6000 deltagere.
Året efter er der ikke kun lokale deltagere, men også tilrejsende fra Sverige og København, sidstnævnte med damperen Hamlet. Begivenheden vokser til at blive en væsentlig folkelig manifestation af skandinavismen og ønsket om en liberal forfatning, der kommer få år senere i 1849. Højdepunktet for grundlovsfesterne i Egebæksvang er året 1845, hvor der er taler af S. S. Blicher,Orla Lehman, Carl Ploug og den senere danske minister D.G. Monrad. 1845-festen er udførligt skildret af den svenske redaktør og forfatter Oscar Stuzenbecker, en varm fortaler for skandinavismen.
Dampskibet Hamlet |
H.C. Andersen og Skandinavismen
H.C. Andersen var måske den danske digter som knyttede sig tættest til skandinavismen og Sverige, som han besøgte første gang i 1837. Under den første Sverigesrejsen tilbringer Andersen en månedstid i Sverige, hvor han bl.a. sejler på Gøtakanalen og besøger Stockholm. Undervejs stifter H.C. Andersen også bekendtskab med skandinavismen, den skandinaviske fællesskabsfølelse, som han siden knytter sig tæt til. Han skriver samme år digtet ”Jeg er skandinav ”til den poetiske kalender Hertha.
H.C. Andersen i Skåne
I året 1839 er H.C. Andersen fra d. 22. juni på besøg hos friherre C.G. Wrangel på herregården Hyby i Skåne. Midsommer d. 23. fejres på godset Häckeberga og i de følgende dage når Andersen at besøge yderligere tre herregårde og Lund inden han d.1. juli returnerer fra Malmø til København.I 1840 aflægger Andersen endnu et besøg i Skåne. Først igen en visit på Hyby, siden hædres han med en festmiddag og samme aften hyldes han med en serenade af studenterne i Lund på byens rådhus. Avisen Malmø Nya Allehanda, skrev bl.a. :
”Når Europa, inden lang tid er gået, erkender Andersens storhed som digter, glem da ej at Lunds studenter var de første som offentligt bragte ham den hyldest, han fortjener”.
En bevæget digter
Begivenheden i Lund gjorde stort indtryk på Andersen. Han skriver herom i Mit Livs Eventyr:
Efterretningen alene overraskede mig i den grad at jeg skjelvede over alle Lemmer. Jeg kom ganske i Feber-Tilstand, da jeg saae den tætte Skare, Alle med deres blaa Møtser paa Hovedet, Arm i Arm at nærme sig Huset; ja, jeg havde en YdmyghedsFølelse, en saa levende Erkjendelse af mine Mangler, at jeg ligesom følte mig trykket til Jorden, idet man hævede mig; da de Alle blottede deres Hoveder, idet jeg traadte frem, havde jeg min hele Kraft nødig for ikke at briste i Graad" ("Mit Livs Eventyr" 1855).
I sin takketale til studenterne siger Andersen, ifølge hans egen erindring:
"De vise mig en Ære jeg slet ikke fortjener; jeg skal imidlertid stræbe i et kommende arbejde at udtale den Kjærlighed jeg føler til Sverrig. Gid jeg engang maa kunne levere et arbejde, hvorved jeg nogenlunde kan afbetale den Gjæld, jeg er kommen i paa en aandelig Maade!”
Kritik og anerkendelse
1840 var ikke noget godt år for H.C. Andersen i Danmark. Han fik dårlig kritik for sine eksotiske skuespil Mulatten og Maurerpigen. Mulatten, der blev opført på det Kongelige Teater i København d.3.2.1840, blev dog en publikumssucces og havde allerede i april måned stor succes i Sverige, hvor det blev opført på det kongelige teater i Stockholm, af en rejsende trup rundt omkring i de mindre byer og i Malmø sågar på dansk.
Anerkendelsen i hjemlandet lod imidlertid vente på sig og i smagsdommeren Johan Ludvig Heibergs stykke "En Sjæl efter Døden", der udkom i Slutningen 1840, kommenteres Andersens digterkåring i Lund med disse ord:
"Alt længe skinner hans Berømmelses Maane
over hele det store Kongerige Skaane."Studenterne
| | Studenter, dampskibe og flag ved studentermødet i København 1845. Her begyndte skandinavismen at få et politisk anstrøg, hvilket regeringen ikke brød sig om. (Jørgen Sonne, Frederiksborgmuseet). |
Båndene styrkes
1834 arrangerede gymnastiklæreren ved Lunds Universitet, Gustav Johan Schartau, et olympisk stævne i Ramlösa udenfor Helsingborg. En ny nationalfølelse skulle skabes med folkefest og kæmpelege blandt ”Skandinaviens kraftfulde sønner”. Samarbejdet på videnskabernes område promoveres bl.a. kraftigt af danskeren Christian Molbech og mest betydning fik nok de naturforskermøder som efter tysk forbillede kommer i gang fra 1839, første gang i Göteborg. På dansk side får disse bestræbelser en samlende skikkelse i fysikeren H.C. Ørsted og hen ad vejen modnes tanken om fællesstudier på nordiske universiteter.
Nordisk naturforskermøde 1847 |
Faste forbindelser
1838, da der tilfældigvis var naturlig fast forbindelse over sundet, udnyttedes isen på en betydeligt fredeligere måde end i vinteren 1658. Nu 180 år senere vandrede studenter fra Lund over til den danske side Kontakter knyttedes og man betonede det fælles ophav og den fælles historien. Samme måned vandrede det frivillige brandkorps i Helsingborg med fakler over isen til Helsingør. Der blev holdt fest på Hotel d’Øresund og nogle uger senere svarede Helsingørs brandkorps med et lignende arrangement, som afsluttedes med fest på Hotel Mollberg. Skåler og hurraråb dominerede festlighederne.
Studentermøderne
Et nordisk tidsskrift, Brage och Idun ,blev udgivet fra 1839 af forfatteren Frederik Barfod, som stod frem ved flere skandinaviske studentermøder. I en digt, som han læste vid et møde i København 1842 blev den nordiske enhedstanke udtrykt meget tydelig:
”tredelt er Nordens stamme,
men roden er dog én,
og kronens løvtag samler,
til sidst hver stammes gren!”
Året efter, i 1843, arrangeredes et stort studentermøde i Uppsala. Rejse fra København blev arrangeret, givetvis med dampskib, og på vej stoppede man op i Kalmar. Det var naturligvis ikke nogen tilfældighed at man besøgte lige denne by, unionsbyen, hvor Danmark og Sverige forenedes i en fælles union 1397. Taler blev holdt af lundensiske og københavnske studenter, hvor man i forbrødringens ånd skitserede en ny union, denne gang bygget på liberalismens idéer. Hermed havde skandinavismen også fået en mere klar politisk undertone, men i det væsentlige var der dog tale om en sydskandinavisk bevægelse, mens Uppsala fokuserede mest på forholdet til Finland og man i Oslo var skeptisk med hensyn til fortsat tilknytning til Sverige.
Tre flag men et folk |
Stormøde i København
1845 fandt et stort skandinavistisk møde sted i København, dit studenter fra Uppsala, Lund og Christiania (Oslo) ankom med dampskib. At sejle med dampskib havde for skandinavisterne nærmest fået symbolværdi. Dampskibet var ligesom skandinavismen noget nyt og revolutionerende. Dampskibet skabte muligheder for mere regelbunden kontakt og havde på konkret vis atter forvandlet Øresund til et sammenhængende farvand.
Under Københavnsmødet i 1845 b lev der holdt masser af taler og det lykkedes de danske studenters talsmand, Orla Lehmann, i en berømt tale i Christiansborgs ridehus at få studenterne at føle dybt for den nordiske enhedstanke. Han blev bagefter tiltalt for omstyrtede virksomhed, men blev senere frikendt.
Mødet i København varede en uge og det afsluttedes, som sig hør og bør, i Tivoli, hvor forlystelsesparkens grundlægger, Georg Carstensen, tog imod. I hele ugen bølgede følelserne omkring enhedstanken og hurraråbene rungede imellem skåler og pokaler. Man fremviste på gader og stræder sit skandinavistiske sindelag og gik syngende arm i arm til forskellige møder. Det var ingen hemmelig, sekterisk gruppe som samledes, man ville vise offentligheden hvad man ville og til og med inddrage dem i den nye samhørighed. Sammenkomster på torve og i parker medførte gjorde at det offentlige rum anvendtes i propagandistisk øjemed.
Studentermødet i København 1845 | 
Orla Lehmann | 
Studenter ved Frederiksborg Slot | 
Stockholm 1856 | 
Studentermøde i København 1862 |
Politisk røre
Fra begyndelsen havde man først og fremmest betonet den fælles kulturarv, men det kom, frem for alt i Skåne og på Sjælland, også mere og mere til at handle om en politisk skandinavisme. Det var denne politiske variant, som bidrog til at skabe uro i regeringskredse. Både den enevældige Christian 8. og Karl 14. Johan med hans ”alenestyre” hade hele tiden været mistænksomme overfor bevægelsen. I Danmark var det vanligt at skandinavister var under politibevogtning.
I det hele taget var der, på grund af begivenhederne omkring Norge, dårlige politiske relationer mellem Danmark og Sverige på det officielle plan, men da Oscar I efterfulgte sin far som konge af Sverige i 1844 forbedredes forholdet betydeligt og at den svenske konge aflagde officielt besøg i København var nærmast sensationelt. Det var ikke sket siden Gustav 3. s besøg 60 år tidligere.
Skandinavismens talerør
I Helsingborg hade Øresundsposten indledt en livlig pro-dansk propaganda og avisen blev et vigtigt talerør for skandinavismen i et par årtier. Den ansvarshavende redaktør, udgiveren og digteren, Oscar Patrick Sturzenbecker, fortjener særlig opmærksomhed. Han stammede fra de litterære kredse i Uppsala ved Stockholm, hvor han bl.a. skrev causerier i Aftonbladet under pseudonymet ”Orvar Odd.”.
1844 flyttede han til København, deltog i studentermødet 1845 og engagerede sig mere og mere i skandinavismens sag og slog sig 1847 ned i Helsingborg og grundlagde der Øresundsposten, som fik et radikalt liberalt og skandinavistisk præg og som derfor udviklede sig til Sveriges måske mest bemærkelsesværdige landsdelsavis.
Navnet på avisen skiltede åbenlyst med det politiske budskab. Sturzenbecker (senere Sturzen-Becker) gik ind for svensk deltagelse i den dansk-tyske krig i 1848, han propaganderede for et skandinavisk statsforbund og han havde hele tiden tætte kontakter med sine danske meningsfæller. Man kan nok påstå at de førende våbendragere for de skandinavistiske idéer i Sverige var de akademiske kredse i Lund og Öresundsposten i Helsingborg.
Oscar Patrick Sturzen-Becker | 
Öresundsposten |
Revolution og borgerkrig i Danmark
Da enevælden ophørte i Danmark i revolutionsåret 1848 øgedes skandinavismens muligheder yderligere og den nye konge i Danmark, Frederik d.7., havde ligesom sin svenske kollega et helt andet syn på skandinavismen end ved deres fædre havde haft. Den politiske skandinavisme gik nu så langt at svenske tropper udlovedes til hjælp i den dansk-tyske krig 1848.
Dette medførte stor entusiasme omkring Øresund og som eksempel kan nævnes at flere hundrede helsingørborgere en søndag i begyndelsen af maj 1848 drog over til Helsingborg for at fejre at et svensk troppekontingent skulle landsættes i Danmark! En stor fest sammen med helsingborgborgere blev arrangeret på hotel Mollberg.
De svenske soldater placeredes på Fyn, men blev dog aldrig sat aktivt ind i krigen, som afsluttedes med våbenstilstandsforhandlinger i Malmø i sensommeren 1848. Svenske tropper gjorde vagttjeneste i vinteren 1849-50 frem til krigsafslutningen.Unionstanker
| | Omkring 1850 var de kongelige på begge sider af Øresunds positivt stemt overfor skandinavismen og en ny nordisk union med fælles kongehus diskuteredes seriøst. Kongerne tog også velvilligt imod studenterskandinavisternes deputationer, men det kneb mere med opbakning til de dansk-tyske opgør i 1848 og 1864. |
Personalunion i sigte
Efter afsættelsen af den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Enhedstankerne trivedes i 1850erne også ved det svenske og danske hof og førte der så langt at man diskuterede en personalunion under en svensk konge. Frederik d.7. var nemlig barnløs og det var da nærliggende med en fælles konge for Sverige, Norge og Danmark. Denne union ville så kunne spille en vigtigere rolle i europæisk storpolitik. Dette havde Europas stormagter givetvis også synspunkter på og man mente der at det danske monarkis integritet burde bevares. Dette blev fastslået på konferenser, som blev afholdt i London 1850 og 1852.
Ny dansk kongeslægt
Tronfølgen i Danmark flyttedes imidlertid over på prins Christian af Slesvig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg og hans efterkommere. Måske var dette tidspunkt - med problemerne omkring Danmarks sydgrænse og den uklare arvefølge efter den barnløse Frederik d.7.- det afgørende for en mere omfattende skandinavisk samling, som for altid forpassedes med vedtagelsen af den danske tronfølgelov af 1852, hvorefter glücksburgeren Christian d. 9. skulle efterfølge Frederik d.7.
Mange danskere var imidlertid skeptiske overfor denne Christian som ny konge og at Frederik d.7. foretrak en svensk tronfølger frem for den danske Christian var helt åbenlyst. Både Oscar I og Frederik d.7. sigtede på en personalunion. En livlig propaganda gennemførtes i Europa for at få stormagterne til at anerkende en dynastisk forening imellem de nordiske lande. Mange (bl.a. Sturzen-Becker) skrev indlæg for at bearbejde den europæiske presse. Da Oscar I blev syg og døde i 1859, overtog sønnen Karl XV styret og unionsplanerne.
Gemytligt venskab
Personkemien imellem den nye svenske kong Karl XV og Frederik d.7. var endnu bedre. De træffedes flere gange, bl.a. på Ljungbyhed i Skåne 1860, i sammenhæng med studentermødet i København 1862, samt ved et stort møde i Skodsborg 1863 og samme år også på Bäckeskog i Skåne. En gemytlig venskab mellem de to konger opstod og forudsætningerne for en personalunion syntes gode. Karl var med sin folkelige stil desuden populær i både Danmark og Sverige. Han var også rundhåndet med sine løfter til danskerne og gav, i sammenhæng med mødet i Skodsborg, et mundtligt løfte om svensk militært støtte til Danmarks forsvar af dets sydgrænse, som nu på ny truedes af tyskerne.
Karl 15. og Frederik 7. | 
Karl 15. og Frederik 7. | 
Karl XVI i Helsingør | 
Fredensborg slotspark 1862 |
Brudte løfter
Dog, løfterne blev ikke indfriet da den dansk-tyske krig brød ud i 1863. I første omgang støttedes kongen af udenrigsminister Mandelstrøm og den svenske gesandt i København Hamilton, men blev senere underkendt af statsrådet. Den svenske regering meddelte at man ikke havde tænkt sig at sende tropper, en beslutning som gik stik imod med Karl XV: s ønsker. Midt i denne politiske turbulens døde Frederik d.7. og Christian 9. blev konge i Danmark. Unionstanken begyndte på grund af de svegne svenske løfter, den svenske regeringens mistro og den nye danske konges negative indstilling at svinde bort og skandinavismen mistede terræn.Drøm og virkelighed
| | Med det danske nederlag til Tyskland i 1864 blev skandinavismen sat tilbage, men i årene herefter kom der nye tiltag og en stadig voksende kulturel udveksling. Den første skandinaviske Kunst- og Industriudstilling fandt sted i København 1872.
Indenfor arkitekturen blev der udviklet fælles stiltræk og København blev centrum for det moderne gennembrud indenfor litteratur og kunst og tiltrak kunstnere fra hele Skandinavien. |
Skandinavismen – en fælles fiasko?
Skandinavismen var ikke noget færdigt politisk program, som man forsøgte at gennemføre. Skandinavisterne træffedes nu og da og efterhånden kom der nye idéer, sympatisører og symboler til. Det begyndte som en kulturel manifestation i de litterære kredse, udviklede sig til en virkelig fællesskabsfølelse med skåler og hurraråb i mængder blandt studenter og borgerskab og udviklede sig til en politisk enhedstanke, hvor ikke mindst kongerne havde vidtrækkende unionsplaner, som til sidst sønderlemmet af den europæiske storpolitiks virkelighed.
Man kan diskutere, hvor stærk den indbyrdes vilje og sammenhold egentlig var. Når og hvis man sammenligner med andre samtidige samlingsbestræbelser i Tyskland og Italien - som vel at mærke lykkedes - er det ikke fordi de politiske religiøse, kulturelle og sproglige forskelle var større - snarere tværtom. Et andet spørgsmål er omverdenen, i særdeleshed de europæiske stormagters holdning. Sikkert er det, at Rusland og for den sags skyld også Preussen ikke så med blide øjne på en samlet beherskelse af Øresund og hermed indsejlingen til Østersøen – med andre ord det klassiske problem i europæisk storpolitik vedrørende Øresunds- og Østersøregionen. Men ville de europæiske stormagter i givet fald have trodset folkets vilje i nationalliberalismes tidsalder?
Kunst- og industriudstillinger
På det økonomiske plan fik skandinavismen en vis gennemslagskraft, hvilket bl.a. manifesteres ved afholdelse af en skandinavisk Kunst- og Industriudstilling i København i 1872. Tanken om en fælles toldunion manes i jorden, men i 1873 skabes en skandinavisk møntunion med fælles værdi og fælles valutastrøm. Man behøvede altså ikke veksle penge indenfor Skandinavien og kursen var altid 100/100.
I 1888 afholdes atter kunst- og industriudstilling i Købehavn og fra 1889 stammer de første planer om en fast forbindelse over Øresund i form af en jernbanetunnel ved Helsingør – Helsingborg. Forslagsstilleren er en svensk ingeniør, Rudolf Lilljequist, som vil bringe ”Stockholm, Kristiania och Kjöbenhavn uti direkte järnvägsforbindelse med Hamburg, Berlin og Paris etc...” Det skulle blive det første af mange forslag til en fast forbindelse over Øresund.
Skandinavisk udstilling 1888 | 
Udstillingsbygning 1888 | 
Udstillingsbygningen | 
Fast forbindelse 1889 |
Monument for Slaget ved Lund
Den 4. december i året 1876 på 200årsdagen for slaget ved Lund startede en kreds af skandinavistisk indstillede en indsamling med henblik på opstilling af et mindesmærke på stedet hvor omkring 9.000 danske og svenske måtte lade livet i et blodigt indbyrdes opgør. Hensigten var vel at mærke ikke at fejre den knebne svenske sejr i slaget, men at skabe et fælles mindesmærke over begivenheden.
Monumentet blev tegnet af arkitekten Helgo Zetterwald og udført i den industrielle tidsalders materiale beton, som desværre forvitrer, således at en kopi i solid granit måtte opstilles i 1930. Indvielsen fandt sted ved en fælles dansk-svensk studenterfest i året 1883 og taler ved begivenheden var formanden for de skånske landskabers historiske og arkæologiske forening Martin Weibull.
Karakteristisk for denne begivenhed er nok dens forankring i det regionale, i de dansk-skånske relationer, som på forskellig vis tager et opsving omkring dette tidspunkt. Kredsen omkring Weibull og en række andre akademikere ved Lunds Universitet er ledende i disse bestræbelser, som tager sigte på at opdyrke den skånske kulturarv og historie. I så henseende kan man selvfølgelig ikke komme udenom de mange hundrede års fælles dansk-skånsk historie frem til 1658 og det giver sig også udslag på forskellig vis.
Monument for slaget ved Lund | 
Monument for slaget ved Lund |
Kunst og Arkitektur
| | Romantikkens sværmen for det idyliske og folkelige kom til udtryk i både billedkunst og litteratur. Ofte med Nordsjælland som motiv. Som hér fra det lille fiskerleje, Snekkersten, syd for Helsingør.
I de arkitektoniske stilarter fra perioden blev det almindeligt, at både offentlige og private nybyggerier samt restaureringer af gamle slotte, kirker og herresæder fik et stærkt nationalromantisk præg på begge sider af Sundet. På både godt og ondt. |
Romantikkens Nordsjælland
| | Nordsjælland havde allerede i forbindelse med 1700-tallets tidlige romantik spillet en central rolle som tilholdssted for romantiske skønånder og mæcener.
I 1800-tallet blev Hellebæk på Nordsjællands kyst og Gurre inde i landet kultsteder for den danske romantik.
H.C. Andersen er en central skikkelse i romantikken på begge sider af Øresund.
|
Naturinteressen og interessen for det enkle liv udenfor byen næres af tidens romantiske ånd og det nordsjællandkse landskab synes at imødekomme sådanne behov. Byborgeren begiver sig i stigende omfang ud i naturen for at iagtage og opleve denne. Oplysningenstidens nysgerrighed har banet vejen for kortlægning og meddelelsestrang, som nu kombineres med den mere personlige oplevelse.
Byboere på udflugt | 
Nordkysten 1820 |
Udsigt over Helsingør | 
Dansebakken ved Sorgenfri |
Centrum Gurre
Historikeren Christian Molbech foretager i året 1810 en fodrejse i Nordsjælland som bl.a. bringer ham til det historiske Gurre. Molbech er blandt de første der opdager Gurre og medvirker til at gøre det til et romantisk kultsted:
… "Skovegnen ved Gurre. Denne har et mere vildt og ensomt Præg end Egnene om Esrom Sø. Gennem Krat og over Lyngheder førtes jeg ind i en tæt, mørk Skov, hvor Vejen netop var så bred, at den gav Rum for én Vogn. Denne Vei går forbi Marianelyst, et Landsted, der ligger såre ensomt midt i Skoven, til en Skovridergaard, Valdemarslund, der har en meget skøn Beliggenhed, idet Husets ene Side vender mod Skoven, og den anden mod Gurre Sø."
Her er den romantisk dejlige Egn, som Valdemar Atterdag elskede så højt, at han kendte Intet, der så meget som denne fængslede ham til Jorden; og Pontoppidan gør med Rette den Anmærkning, at hans Sind var mere jordisk end himmelsk i hans Velmagts Dage. Her nød han sin Yndlingslyst, Jagten, i de Skove, der ganske omringer den skjulte, hemmelige Sø; og her glemte han hos sin Tovelille Kongelivets Glimmer og Byrder.
På en Høj ved Søens Bredder, hvorfra man har en skiøn Udsigt over den hele Sø og en Del af Skoven, stod Gurre Slot, og Voldstedet er endnu kiendeligt. I Nærheden deraf ligger Landsbyen Gurre, og en Lystgaard, der ligger imellem denne og Valdemarslund, har faaet Navnet Gurrehuus. Det fornøjede mig at høre disse Navne, fordi jeg i dem fandt en uventet Agtelse for den svundne Tids Minde, der er så sielden, at man ofte endog gør sig Umage for at udslette de historiske Erindringer ved Stederne, i det man afskaffer de gamle Navne, der gennem Århundreder udmærkede dem."
Christian Molbech | 
Gurre Sø | 
Gurre Slotsruin | 
Marianelund | 
Valdemarslund |
Romantik og historie
En væsentlig side af romantikken er genopdagelsen og dyrkelsen af den historiske fortid og det er der rig mulighed for i relation til Gurre. Den oldnordiske tid og middelalderen bliver genoplivet, bl.a. med N.F.S.Grundtvigs dyrkelse af nordisk mytologi og folkeviser, Oehlenschlägers nationale dramaer, og B.S.Ingemans historiske romaner.
Allerede midt i 1700-tallet optræder Gurre Slot og kong Valdemar Atterdag(1320-1375) som kunstnerisk inspirationskilde. B.S. Ingemann er også tidligt ude med sin På Sjølund Fagre Sletter (offentliggjort i Julegave 1816), oprindeligt i otte strofer, men oftest gengivet i en fire strofers version.
| |
| | Stor | Friedrich Kuhlau (1786-1832) |
| | Stor | Friedrich Kuhlau (1786-1832) |
Folkesagn
I årene 1819-23 udsender forfatteren J.M. Thiele sine Danske Folkesagn, som bliver en stor inspirationskilde for de romantiske digtere. Heri findes også gengivet sagnet om kong Valdemar og Gurre Slot som bliver et gennemgående tekstforlæg for historien om kong Valdemar Atterdag vilde ridt.
Den tidligst kendte version af sagnet er nedskrevet af Christiern Nielsen Brun i 1580. Formodentlig er der tale om en vandrehistorie, Gurre er måske snarere en lokalitet på Sydsjælland, men Gurre Slotsruin giver oplagt næring til en romantisk beretning. Ingemann holder sig nogenlunde til selve Gurre-sagnet, men i en række efterfølgende versioner, f.eks. H.C. Andersens Gurre-sang(romance) fra 1842, er indføjet historien om kongens elskerinde Tovelil.
Denne inspiration stammer fra folkevisen om kong Valdemar og Tove som gengives i Ide Gjøes håndskrift ca. 1630. Eftertiden vil imidlertid vide at der her er tale om Valdemar den Store, som levede og regerede i 1100-tallet. Visen er en såkaldt frille-vise, som handler om forbudt kærlighed, i dette tilfælde imellem kongen og hans elskerinde Tove og temaet tilfører så afgjort historien en ny dimension.
H.C. Andersens Gurre | 
Gurrelieder |
Vidtspændende inspiration
Fortællingen tages op igen i Christian Winther lange epos Hjortens Flugt fra 1855 og hos de andre romantiske digtere Carsten Hauch og Henrik Hertz. Flere af det moderne gennembruds digtere anvender også fortællingen. I J.P. Jacobsens Gurresange fra 1867-69 er det dog ved at være slut med romancen, nu tager den rene lyst, erotikken, over.
Det er disse vers der i tysk oversættelse inspirerer Arnold Schönberg til hans senromantiske musikværk Gurrelieder. Endelig bør nævnes Holger Drachmanns drama Gurre fra 1898, - dediceret til en samtidig Tove(”Midsommernatten 1887 – og for bestandig”) Her har erotikken sågar rod i virkeligheden.
H.C. Andersen i Hellebæk
Et andet romantisk knudepunkt i Nordsjælland var egnen omkring Hellebæk, som opåtræder allerede i 1700-tallets tidlige romantik. H.C. Andersen, der opholder sig et årstid på latinskolen i Helsingør, stifter i 1826 bekendtskab med udsigtspunktet Odinshøj i Hellebæk-Ålsgårde, som åbenlyst betager ham:
...En Søndag skulde vi kjøre ud til et smukt Sted ved Sundet: Odinshøj, paa Vejen blev der Uenighed, og da vi kom til den lille Krat Skov der skjulte udsigten, stod M. af Vognen, men da han var vred ville han intet see, lagde sig derfor ved Vognen i Græsset for at sove, Fruen vilde derimod slet ikke stige ned, jeg og Børnene var altsaa de eneste der gik de Par Skridt bag Hækkene, hvor vi saae en af de første Udsigter, der da havde grebet mig. Det var en Klint vi stod paa, nedenfor laae Fisker¬hytter med udspændte Garn, Skibe seilede gennem Sundet, hvor Bølgerne brødes med en Støi, som naar der kjøres med Vogne, læssede med Jernstænger. Ligefor laae Sverrig med Kullen, hvor den blaalige Luft hvirvlede opi den klare Luft. - Intet Partie i Naturen har siden grebet mig stærkere end dette, men det var ogsaa en deilig Dag og Solen skinnede mig ogsaa i mit Hjerte"
Levnedsbog, forfattet 1832(udgivet 1926)
Odinshøj ved Ålsgårde |
Nordkysten 1820 |
Tidlige digte
Under opholdet på latinskolen i Helsingør var det, udvover brevveksling og dagbogsnotater, H.C.Andersen pålagt at holde sig til skolearbejdet. Andersen overholdt ikke det og nogle af han tidligste digte stammer således fra perioden i Helsingør. De trængselstider han oplevede under rektor Meislings domæne kan man måske indirekte fornemme i digtet "Det døende Barn", der offentliggøres i 1827, siden hen oversættes og også kendes i skillingsvise-versioner.
H.C. Andersen fremhæver selv senere Det døende Barn sammen med et digt fra 1826, der er forfattet under en fodtur til København i juli måned og offentliggjort i Kjøbenhavns flyvende Post d.17.8.1827. Dette tidlige digt rummer en programerklæring for store dele af hans senere produktion og åbenbarer H.C. Andersens karakteristiske selviscenesættelse. I de konkrete beskrivelser i digtet kan man finde paralleller til beskrivelserne af Helsingørs omegn og mon ikke skrænten i digtet henter inspiration fra Odinshøj?
Rektor Meisling |
Ånden i Naturen
Forestillingen om en besjælet natur er et omdrejningspunkt i romantikken, hvad enten det drejer sig om den tidlige universalromantik, panteismen, eller som det kommer til at hedde i 1840erne: Ånden i naturen. Det drejer sig her om at få kunst, natur og videnskab til at gå op i en højere enhed, på et tidspunkt hvor naturvidenskab, teknik og industrialisering vinder frem.
H.C.Andersen kendte fysikeren H.C.Ørsted personligt fra sin studietid og kom jævnligt i "store" H.C.s hjem. Ligesom Ørsted hyldede han treklangen af det sande(naturlovene, det gode(etikken) og det skønne(æstetikken). H.C.Andersen fattede stor interesse for H.C. Ørsteds romantiske helhedsforståelse omkring ånden i naturen og naturvidenskabelige og tekniske fremskridt i tiden appellerede til den fremskridtsvenlige digter.
I 1830 havde Andersen, under et besøg hos på herregården Hofmansgave kigget i et mikroskop og skriver i 1847 novellen Vanddraaben, som han indirekte tilegner H.C. Ørsted. H.C. Andersen forfattede i 1840 en sang til de skandinaviske naturforskeres møde i Roskilde d.9.juli. Blandt deltagerne var Hans Christian Ørsted, som H.C. Andersen i løbet af 1840erne kommer under stærk indflydelse af.
H.C. Ørsted | 
H.C. Ørsted | 
H. C. Andersen 1852 | 
H.C. Andersen i Sverige |
I Sverrig
H.C. Andersen havde studeret Ørsteds afhandlinger om Ånden i Naturen da han i 1849 går ombord på dampskibet Øresund for at sejle til Helsingborg og begive sig på en større Sverigesrejse. Andersen har Ørsteds tanker med i bagagen og det kommer til udtryk i bogen I Sverrig, den, efter hans eget udsagn, ”vistnok mest bearbejdede bog”. Bogen udkommer d.19. maj 1851.
I Sverrig er et usædvanligt skrift, en poetisk skildring af broderlandet, men også en filosofisk hyldest til en ny tidsalder. 10.kapitel, Tro og Viden, med undertitlen Prædiken i Naturen, er en filosofisk tekst, hvor følelse af skønhed og stræben efter harmoni, som den kan iagttages i den omgivende natur, er det centrale:
"Naar Barnet river Blomster af Marken og bringer os den hele Haandfuld, hvor een sidder op, een ned, kastede mellem hverandre, da er det i hver enkelt vi see Skjønheden, denne Harmoni i Farver og i former, som gjør vort Øie saa vel. Instinktmæssigt ordne vi, og hver enkelt Blomst smelter sammen i en Skjønheds Heelhed, saa at vi see ikke paa den, men paa den hele Bouquet. Opfattelsen af Skjønheds-Harmonien er et Instinkt i os, den ligger i vort Øie og i vort Øre, disse Broer mellem vor Sjæl og det Skabte om os. I alle vore Sandser er en saadan guddommelig Gjennemstrømning i vort hele Væsen, en Stræben efter det Harmoniske, som det viser sig i alt det Skabte, selv i Luftens Pulseslag, synliggjorte i Klangfigurer…
…Der er Harmoni-Skjønhed fra det mindste Blad og Blomst, til den store, fyldige Bouquet, fra vor Jord selv, til de talløse Kloder i Himmel-Rummet; saavidt som Øiet seer, saa langt Videnskaben naaer, er Alt, - Smaat og Stort, - Skjønhed ved Harmonien."
Poesiens Californien
I det afsluttende kapitel, epilogen Poesiens Californien, beskrives en modsætning imellem den tidlige og den kommende tids poesi og formuleres en programerklæring for fremtidens digtning. Andersen havde på sin Sverigesrejse bl.a. besøgt miner og fabrikker og stiftet bekendtskab med tidens dynamik og udviklingsoptimisme og udtaler afslutningsvis at: ”I videnskaben ligger poesiens Californien” og siger i forlængelse heraf:
”Det er ikke vor Tanke, at Digteren skal versificere de videnskabelige Opdagelser, Læredigtet er og bliver i sin bedste Form dog altid en mekanisk Dukke kun, der ikke har det friske Liv. Videnskabens Sollys skal gjennemtrænge Digteren, med klart Øie skal han opfatte Sandheden og Harmonien i det Smaa og i det uendelige Store, det skal luttre og berige Forstanden og Phantasien, vise ham nye Former, der end mere levendegjør Ordet. Selv de enkelte Opdagelser vilde give en saadan ny Flugt. Hvilken Eventyr-Verden kan ikke oprulle under Mikroskopet, naar vi deri overføre vor Menneskeverden; Electromagnetismen kan blive en Livsenstraad i nye Lystspil og Romaner, og hvo. mangen humoristisk Digtning vil ikke voxe frem, idet vi fra vor støvgranlille Jord med dens smaa, hovmodige Mennesker see ud i det uendelige Verdens-Alt fra Melkevei til Melkevei”.
I eventyret Vanddraaben har H.C. Andersen, som et konkret eksempel herpå, foretaget sammenligningen imellem mikroskopets og menneskenes verden.
Romantisk reaktion
Langtfra alle tidens romantiske digtere kunne følge H.C. Andersen i hans begejstring for videnskabens ånd i naturen og de tekniske fremskridt. Digterne Carsten Hauch og B.S. Ingemann reagerede direkte herpå og Ingeman siger bl.a. i et venligt, men skarpt brev, dateret Sorø d.25.maj 1851:
”…De synes mig altfor påvirket af Empirikerne og Naturalisten Ørsted og hans blot dynamiske ”Aand i Naturen” …-medens han kun ser Aand ig Liv i Dampmaskiner, elektromagnetiske Telegrafer og i det copernicanske System, som han tror er splinternyt og aldrig før seet af nogen Digter-
…Hvad jeg kalder Romantik er mig sjælen i enhver Tids poesi…”
Poetisk realisme
H.C Andersen havde tidligt blik for det almindelige livs poesi. I romantikkkens senere udvikling spiller den poetiske realisme – optagetheden af det simple livs poesi- en fremtrædende rolle. Det er i nationalromantisk forstand her folket, forstået som almindelige mennesker, træder ind i billedet. Skildringerne kan ofte være idylliserende, eller have et eksotisk præg.
Skuespillerinden Johanne Louise Heiberg, der skrev det betydelige erindringsværk Et liv genoplevet i Erindingen, besøger i 1847 Hellebæk. Her dyrker hun naturoplevelsen og iagttager det simple liv, bl.a. ved besøg hos Gamle Ane, der bor alene i et forfaldent hus ved Bøgeholmsøen.
Gamle Anes Hus | 
Johanne Louise Heiberg |
Folk og landskab
Romantikkens dyrkelse af folk, fortid, natur og landskab var med at til at skabe forestillingen om det nationale særpræg. I malerkunsten er i den tidlige romantik den ”rene” natur i fokus, men efterhånden kommer der også mennesker ind i billedet, som f.eks. i Jens Juels berømte billede med udsigt over Helsingør fra Marienlyst. Byens indbyggere har nu vovet sig ud i selve naturen.
Et yndet motiv i tiden bliver folkelivsskildringer af fiskernes jævne dagligliv langs Øresundskysten. Allerede i slutningen af 1830erne maler Julius Friedlænder flere motiver med fiskere fra Hellebæk-Aalsgaarde. Omkring 1850 kommer Snekkersten i syd også med i billedet.
I 1840erne og fremover maler og tegner J.T. Lundbye og P.C. Skovgaard adskillige skovpartier fra bl.a. Hellebæk-Aalsgaarde. Et af P.C. Skovgaards yndlingsmotiver var Bondedammen i Hellebæk, som han alene i 1858 fuldførte mindst 5 oliebilleder af, med og uden mennesker på.
Maleren Thomas Lundbye, der døde af et vådeskud allerede i 1848, blev med sine motiver fra Vest- og Nordsjælland nærmest indbegrebet af den danske, nationalromantiske landskabsmaler. Hans nationalromantiske skildring af Hankehøj er ikke særskilt realistisk, men hans skitser fra ophold i Nordsjælland rummer mere nøgterne landskabsskildringer, bl.a. nogle af de første skildringer af nåletræer.
Byboere på udflugt | 
Parti fra Snekkersten. | 
Udsigt mod Kronborg | 
Snekkersten sejlskibsværft | 
Udsigt til Helsingør |
Parti fra Nordkysten | 
Pandehave Å. | 
Udsigt mod Kullen |
Udsigt over Helsingør | 
Hankehøj |
Malerkolonien Hornbæk
Efterhånden opstod der veritable kolonier af malere, både på syd- og nordkysten, mest berømt i Hornbæk, hvor seks unge malere, heriblandt P.S. Krøyer, slog sig ned for sommeren 1873. Holger Drachmann sluttede sig fra 1877 fast til denne kreds, selvom han allerede i 1874 var ophørt med at udstille sine billeder og i stedet havde slået sig på digtekunsten.
P.S. Krøyers tidlige malerier fra Hornbæk strand er eksempler på overgangen til det realistiske genremaleri, som kom til at præge den efterfølgende tid. Med bl.a. Krøyers skildringen komm kunstnerne tæt på folkets dagligdag.
Hornbæk blev i en periode malerkunstnernes Mekka, men efterhånden som Nordsjælland blev overrendt af feriegæster fortrak kunstnerne til ny lokaliteter, bl.a. Bornholm og siden hen og nok så kendt Skagen.
Udsigt mod Kullen | 
Fiskerfamilie fra Nordkysten | 
P.S.Krøyer |
Arkitektur
| | 1800-tallets nationalromantiske sværmen for tidligere århundreders storhed slog også igennem i arkitekturen.
På begge sider af Sundet efterlignede man tidligere tiders arkitektur. F. eks. i 1890,ernes pompøse opførelse af Helsingborg Rådhus. |
Historicisme og nationalromantik
Den fremherskende arkitektoniske retning i 1800-tallet er den såkaldte historicisme, hvor arkitektur og bygningsrestauration låner stilelementer fra forskellige tidligere perioder i forsøg på at finde et tidssvarende formsprog. I anden halvdel af 1800-tallet udvikles en retning med tilknytning til de skandinavistiske og nationalromantiske strømninger. Denne stilart henviser til den fælles fortid, vikingetiden, men har også tæt forbindelse til tidens skønvirkestil.
Marienlyst Badehotels nybygning fra 1897 er, især med det karakteristiske tårn der forsvinder engang i 1930erne, opført i den for tiden karakteristiske byggestil med udbredt anvendelse af træværk, til bl.a. gavlkonstruktioner og udhæng, og ornamentale stiltræk fra vikingetiden. Den genfindes på Aalsgaarde Badehotel, Dragør Badehotel og de første egentlige sommerhusbyggerier i Ålsgårde og Hornbæk fra omkring århundredeskiftet.
Tager man til Falsterbo i Skåne genfinder man stilarten og i Arild og Ramlösa findes også eksempler på vikingestilen og senromantiske trækonstruktioner. Desuden kan nævnes en lang række offentlige bygninger. Den gamle færgestation i Helsingborg er godt eksempel, og Østerport Station og andre togstationer på kystbanen er en ren opvisning i denne stilart.
Marienlyst Hotel | 
Sommerhus i Hornbæk | 
Helsingborgs færgeterminal | 
Villa Svea | 
Villa Dana |
Klampenborg Station | 
Ålsgårde Badehotel | 
Vikingestil Arild | 
Vikingehus | 
Bjælkehus |
Østerport Station | 
Tag og spir |
Helsingør Station
Et godt eksempel på historicismen er Helsingør Station. Stationen blev opført i 1890/91 og hovedtanken var, at den skulle matche Kronborgs majestætiske fornemhed. Besøgende til byen skulle imponeres. Danmarks førende jernbanearkitekt P.C. Holsøe skitserede hovedideen, og detaljerne blev udformet af arkitekten fra Københavns Hovedbanegård, Henrik Wench.
Banegården, som den blev kaldt, blev en stilimitation af den renæssancestil, som blev kaldt ”Christian 4. stil”. Museumschefen for Helsingør Bymuseum, Kenno Pedersen, betragter bygningen som ”Landets flotteste jernbanebygning”. I en publikation med samme titel skriver han (1991)
”Den er karakteriseret af røde teglstensmure med firkantede vinduesindfatninger med trekantfrontoner og vandrette murbånd af sandsten. Hertil kommer de smukt svungne gavle og tårne med grønne kobberspir samt den imponerede indgangsportal med de blanke marmorsøjler”
Helsingør Banegård 1891 | 
Helsingør Station
2007 |
Helsingør Toldkammer
I 1891 erstattede dette toldkammer et mindre toldkammer fra 1700-tallet. Arkitekten var den kendte arkitekt Johan Daniel Herholdt (1818 - 1902). Herholdts interesse for norditalienske renaissancepaladser præger en stor del af hans arbejder og således også Helsingørs Toldkammer.
Museumsinspektør Lars Bjørn Madsen fra Helsingør Bymuseum betegner i et af sine værker (1991) helhedindtrykket således:
"Det første indtryk man får af Helsingør Toldkammer, er dens umiddelbart prunkløse ydre, især sammenlignet med jernbanestationen og posthuset(...)
Helsingør Toldkammer |
Restaurationsdillen
Et af de områder der kommer i fokus for den praktiske skandinavisme er restaureringen af en lang række kulturminder, hovedsagelig kirker og herregårde i det skånske område. Omkring midten af 1800-tallet indtræder en restaurationsdille som rammer store dele af de skånske herregårde og omskaber dem fra gedigne renæssancebyggerier til poleret nygotik og fransk chateau-stil i utallige variationer.
Romantisk sværmeri og ridderromantik gør sig i et eller andet omfang gældende, men også ambitioner om at (gen)skabe det perfekte romanske eller gotiske bygningsværk. Set med vor tids øjne blev resultatet ofte særdeles hårdhændede restaureringer, som f.eks. Lund Domkirke og godserne Svaneholm og Vrams Gunnarstorp, eller direkte kulturhistoriske katastrofer, som da man nedrev Asmundtorp gamle romanske kirke til fordel for opførslen af et nygotisk rædselskabinet, eller arkitektens drøm om den perfekte romanske kirke(Torlöse Kirke).
Alt skete naturligvis i den bedste mening og i mange tilfælde i tæt samarbejde imellem skånske bygherrer og danske arkitekter og som en manifestation af det fælles nordiske tilhørsforhold og skandinavismens udmøntning i praksis.
Herregården Marsvinholm | 
Torrlösa Kirke |
Gefionspringvandet
Gefionspringvandet er et værk af den danske billedhugger Anders Bundgaard fra 1908, placeret for enden af Amaliegade over for Kastellet.
Ifølge myten var det den svenske sagnkonge Gylfe, som gav gudinden Gefion lov til at beholde det land, hun i løbet af en nat kunne pløje ud af Sverige. Gefion forvandlede sine fire jættesønner til okser, og med dem pløjede hun derefter på en nat et område ud. Dette blev herefter kastet i havet mellem Fyn og Sverige. Det efterladte hul blev til Väneren vest for Stockholm.. Således er springvandets officielle navn Gefion, der med sine øksne pløjer Sjælland ud af Sverige.
Gefionspringvandet i København |
Det moderne gennembrud
| | Gennem kritikeren Georg Brandes blev København i sidste tredjedel af 1800-tallet for mange porten til det kontinentale Europa og en række svenske forfattere tog ophold i København i en kortere, eller længere periode.
Brandes efterlyste en mere vedkommende, kritisk-realistisk litteratur. |
1800-tallets tætte forbindelser får også betydning for, hvad der i Danmark betegnes som Det moderne Gennembrud indenfor litteraturen og malerkunst. Det knyttes i reglen sammen med kritikeren Georg Brandes forelæsninger om hovedstrømninger i den europæiske litteratur i København i 1871. Brandes efterlyser i den sammenhæng en mere vedkommende, kritisk-realistisk litteratur, som kan medvirke til at skabe debat om samfundsudviklingen, i modsætning til den stadig herskende romantisk-idylliserende litteratur.
Brandes kom som var han kaldet og store dele af den unge generation i nordisk litteratur samles omkring den vidtskuende og europæisk orienterede kritiker. Gennem ham bliver København for mange porten til det kontinentale Europa og en række svenske forfattere tager ophold i København i en kortere, eller længere periode.
Mest tragisk den skånske forfatter Victoria Benedictsson, som ender med at tager livet af sig, og mest berømt August Strindberg, hvis hovedværk Faderen har debut på Casino Teatret i København i 1888. Strindberg er i disse år i frivillig eksil i Danmark, først på hotel i København, siden i Klampenborg, Tårbæk, Virum og på Hotel Nyholte. Strindbergs drama frøken Julie får under dæknavnet Paria også debut i København og med samleversken Siri von Essen som direktør danner han et skandinavisk forsøgsteater. Efter debut med forestillingen Tshandala drager Strindberg atter til Stockholm i 1889.
Brandes | 
Victoria Benedictsson | 
Strindberg | 
Casinoteatret i København |
Landliggere
| | Omkring midten af 1800-tallet er forskellige sider af borgerskabets tankegang og livsstil for alvor ved at tage form.
Dette giver sig udslag i et omsiggribende fritids- og ferieliv, som udspiller sig omkring og på begge sider af Øresund med landliggeri, kurbade, hoteller og alt hvad dertil hører. |
Nordsjælland
| | I løbet af 1800-tallet blev Nordøstsjælland et yndet mål for ferieophold, eller landliggeri.
Udbygningen af infrastrukturen var en vigtig forudsætning for dette. Da Hornbækbanen blev åbnet blev bl.a. Hornbæk således invaderet af badeturister. Badebroer og badehytter blev almindelige langs hele kysten. |
Landliggere
Omkring midten af 1800-tallet er forskellige sider af borgerskabets tankegang og livsstil for alvor ved at tage form. Tilværelseskampen fylder ikke længere det hele og en karakteristisk adskillelse imellem arbejde og fritid begynder at gøre sig gældende. Fritiden bliver så at sige opfundet og man får blik for at naturen er et udmærket reservat for meditative og rekreative beskæftigelser. Dette giver sig udslag i et omsiggribende fritids- og ferieliv, som udspiller sig omkring og på begge sider af Øresund med landliggeri, kurbade, hoteller og alt hvad dertil hører.
Eksemplet Helsingør
I Helsingør var man tidligt bekendt med naturdyrkelse og landliggeri. Allerede i slutningen af 1700-tallet var det lokale borgerskab i Helsingør begyndt at søge ud af byen for at tilbringe fritiden på lystgårde i omegnen, først indenfor selve bykommunens grænser, siden hen længere ude på landet, f.eks. i Nyrup, Fairyhill og Claythorpe samt i Gurre.
I første omgang var det de mange englændere i byen, der vel kendte skikken hjemmefra, siden hen også andre, f.eks. storkøbmand Jean Jacob Claessen, der allerede omkring 1790 købte flere ejendomme i omegnen. Skikken breder sig efterhånden og i løbet af 1800-tallet bliver Hellebæk og i det hele taget Nordøstsjælland et yndet mål for ferieophold, eller landliggeri, for borgerskabet i København.
Et noget pompøst eksempel på den mere velhavende del af borgerskabets ambitioner om at sammenligne sig med engelske lavadel, finder vi i arkitekturen på hovedbygningen til Flynderupgård på Agnetevej i Espergærde.
Byboere på udflugt | 
Landliggere | 
Fairyhill | 
Flynderupgård | 
DFDS´s øresundsdamper |
Nordkysten 1820 | 
Ålsgårde 1880 | 
Lystejendommen Belvedere | 
Familieselskab: |
Den nye infrastruktur
En vigtig brik i det tiltagende landliggeri var naturligvis den stadig udbedrede infrastruktur, især dampskibe og jernbaner. Helsingør får som den første provinsby besøg af dampskibsfærgen Caledonia, landets første, allerede i 1819 og op igennem 1820erne og 30erne er der uregelmæssig trafik langs kysten. Fra slutningen af 1842 blev der fast dampskibsforbindelse med færgen Hamlet imellem København og Helsingør og og i 1845 forlængedes ruten til Helsingborg. Fra 1856 kom der endvidere fast forbindelse med dampskib imellem Helsingør og Helsingborg.
Efterhånden kunne man transportere både familiemedlemmer og bagage over større afstande. Dampskibene lagde til ved forskellige lokaliteter undervejs og derfra blev man inklusive gepäck roet i land til de attråede sommerboliger. Med dampskibene og især jernbaneforbindelsen imellem København og Helsingør over Hillerød i 1864 opstod der mulighed for at farmand kunne nå ind til byen og passe forretningerne også i sommerhalvåret.
Caledonia |
Dampskibet Hamlet |
Dampskibet Ophelia | 
Øresundsfærgen i Vedbæk | 
Nordbanen |
Nordbanens linieføring | 
Køreplan for kystbanen | 
Hornbækbanen | 
Klampenborg |
Embedsmænd og kunstnere
I første omgang var det hovedsagelig den højere embedsmandsstand og kunstnere der feriegæstede Nordsjælland. Embedsmandsfamilien Collin og ægteparret Heiberg, skuespillerinden Johanne Louise Heiberg og hendes mand, digteren og smagsdommeren Johan Ludvig Heiberg, er blandt de første borgerlige der gæster kysten nord om Helsingør.
Fra København kendte ægteparret Heiberg udmærket den stigende fritidskultur og søgen ud i naturen og deltager nu også selv aktivt i bevægelsen. Johanne Louise Heiberg skildrer i sit erindringsværk "Et liv genoplevet i erindringen", det første møde med Hellebæk som en kontrast til ”storbylivet” i København.
Sommerlandet
Efter kunstnerne kommer byborgerskabet i almindelighed og efterhånden bliver landliggeri et must for byborgerne, således som det skildres i Herman Bang bidske tekst Landliv. Bang var en kender af både det moderne storbyliv og landliggeriet, mest kendt nok fra kortromanen Sommerglæder, som forgiver at finde sted i Jylland. Emnet berøres også i Herman Bangs journalistik, som når han i Illustreret Tidende 1885 skriver om Hellebæk, som han for nylig har forladt:
»Nu er det for sent at skrive om Hellebæk. Naar Regissørklokken har lydt, er Lejet ikke mere interessant. Feriesommeren er forbi, og det rigtige Efteraar, det er endnu ikke kommet. Maaske kan vi tage derop en Dag fra Byen, naar det gaar til Ende med September, og de sidste flyttevognes Spor er slettet ud. Så holder jeg af det deroppe. Da er Naturen blevet ene. Den har faaet Tid til at blive sig selv igen. Den har rystet af sig alle Sommergæsternes profane Aah, og den har glemt Turisterne. Der er blevet stille i Skoven. Tyst sysler Pan. Letbenet vildt tegner over Engen flygtende Skygger, naar, for at drikke, Bredden af Skovsøens Vand. Gulnede Elme hviske saa sagte derover.
Luften er klar. De første Blade faldt i Gaar langs Stien. De dufte nu, mens de hviske«.
Ålsgårde 1880 | 
Hornbæk strand 1906 | 
Strandvejen Snekkersten | 
Landliggere i Hornbæk. | 
Landliggernes sommerglæder |
Garnhus i Snekkersten | 
Hotel Gefion |
Turistindustrien
Holger Drachmann, der var opvokset i Fredensborg, kendte som få andre kunstnere Nordøstsjælland og opholdt sig i tidens løb både i Hellebæk, Hornbæk, Snekkersten og på "Marianelund" i Gurre. I sin fortælling "Skraaplaner" fra 1881 reflekterer Holger Drachmann over, hvad landliggeriet betyder for det lokale samfund og dets udvikling.
Kunstnerne indlogerede sig i starten på de eksisterende kroer, eller privat, men efterhånden opstod der en hel industri af pensionater og badehoteller i takt med at lokaliteterne blev kendte. Som illustreret hos Drachmann begyndte landliggerne med tiden også at opkøbe jord og huse og klientellet blev bredere. Kunstnerne flygter efterhånden til andre og mindre overrendte dele af sommerlandet. Det gælder f.eks. Holger Drachmann, der dog ender sine dage på en privatklinik i Hornbæk i 1908.
H. C. Andersen som landligger
H.C.Andersen er i eftertiden kendt for sine mange udenlandsrejser og talrige besøg hos landadelen. Mindre kendt er måske hans kortere visitter til Nordsjælland, hvor han besøgte borgerlige venner og bekendte, der lå på landet om sommeren. Først og fremmest familien Collin, der i 1860erne og 70erne bor på landet i og omkring Hellebæk.
H.C. Andersen havde et noget anstrengt forhold til Nordkysten, og efter hvad der strengt taget må betegnes som en gennemrejse i 1837, skal man helt frem til 1864, hvor Andersen er på et kort ophold på det nyåbnede Hotel Marienlyst, sammen med sin unge ven balletdanseren Harald Scharff. Togforbindelsen med Nordbanen fra København til Helsingør er åbnet netop i 1864 og det bliver indledningen til en række kortere besøg på Nordkysten i de efterfølgende år.
I 1867 er Andersen atter på færde. Familien Collin har nu erhvervet fast sommerbolig på skrænten. Andersen bliver til frokost, men indtager aftensmåltidet på Hotel Marienlyst. De omkring to timers togrejse fra Helsingør til København synes at passe Andersen, der samme år endnu engang besøger Hellebæk. Omkring 1870 er Andersen ligeledes to gange i Helsingør og Hellebæk, første gang ”for at besøge Collins og se deres nye hus”. Anden gang har Andersen indlogeret sig på hotel Brix i Helsingør. Det er formodentlig sidste gang H.C. Andersen sætter benene på disse kanter, idet et dagbogsnotat fra 1873 vidner om at han denne sommer modtager besøg af fru Collin fra Ellekilde. H.C. Andersen dør i 1875.
Nordbanen 1864 | 
Badehotellets beliggende |
H. C. Andersen 1852 |
Køreplan for kystbanen | 
Transport fra stationen |
Op og ned langs kysten
Forfatteren Meir Aron Goldschmidt har også leveret skildringer af livet langs kysten bl.a. i den lange novelle Ravnen. I denne aner man sammenstødet imellem den traditionelle livsform på kysten og den påtrængende industrikultur. I novellen En dampskibstur fra 1883 ”…jager menneskeånden naturånden til side…” og hovedpersonens drømmeliv spiller en absolut fremtrædende rolle, -der indvarsles nye tider i åndslivet.
Opholdet på en af tidens badehoteller skildres af den tyske forfater Thomas Mann, hvis roman Tonio Kröger for de sidste kapitler vedkommende foregår i Hellebæk-Aalsgaard. Hovedpersonen er ude i en identitetskrise og benytter et ophold på badehotellet til selvransagelse. De lokale beboere spiller en rolle som repræsentanter for den kølige, sikre og velovervejede side af hans personlighed, modsat den anden side, hans temperamentsfulde sydlandske aner.
August Strindberg, der i en årrække huserer i omegnen af København, indlogerer sig i 1901 privat i Hornbæk med sin nye kone Harriet Bosse. Det varer indtil han en dag overfalder en fotograf, der vil forevige konen i badekostume.
Damperen Horatio |
Ålsgårde Badehotel | 
Søndre Strandvej | 
Strindberg i Hornbæk |
Badeliv anno 1900
Med landliggerlivet ved Øresundsregionens kyster følger naturligvis også badelivet, som i første omgang ikke må finde sted direkte fra stranden, men kun fra private bådebroer og kabiner, eller de kønsopdelte badeanstalter som er ophav til en særpræget og nu efterhånden forsvundet arkitektur langs kysterne.
Med udstykning af sommerhusgrunde og opførelse af deciderede fritidsboliger bliver ferielivet, om man så må sige, også mere formaliseret. Det bliver til et investeringsobjekt for borgerskabet og skaber en anden dimension i familiens tilværelse. På mange leder og kanter gælder der andre, som oftest mere lempelige adfærdsregler, således som det fremgår af kapitlet "Sommerliv" i Emma Gads Takt og Tone fra 1918.
Emma Gad |
Ålsgårde 1880 | 
Selskabsliv på stranden | 
Snekkersten Havbad | 
Snekkersten Havbad |
Strandvejen Snekkersten | 
Helgoland på Amager | 
Havbadet ved Landskrona | 
Pålsjöbaden i Helsingborg | 
Snekkersten Badeanstalt |
Badeliv i Hornbæk | 
Hornbæk Strand | 
Borupgaards badehus |
Marienlyst Badehotel
De bedre transportforbindelser betød at fritidslivet i Nordsjælland efterhånden fik et mere internationalt tilsnit. Et væsentligt skridt på vejen hertil er oprettelsen af Marienlyst Badehotel i 1859. Udgangspunktet er det eksisterende Marienlyst Slot som udvides med bygninger frem til og med opførelsen af den nuværende hovedbygning omkring 1897, i øvrigt samme år som kystbanen åbnes. I en periode er Marienlyst i Helsingør Kommunes eje, men sælges igen til private i 1882.
I "Badetidende" fra 1879 kan man på dansk og delvis tysk læse sig til, hvilke fremmede badegæster, der er til stede og hvilke medlemmer af byborgerskabet, der er faste abonnenter på søbadet. Desuden angives takster for benyttelse af "Kursalen og Hamlets terrasse", fartplan for dampskibs- og togforbindelser, takster for "Varme Søbade, Mineralbade, Mineralvande, Strøm-Styrte Regn-og Douchbade" m.m. Endelig ikke at forglemme termometerstanden for den forudgående uge, rigtig dansk sommer, f.eks. d.30.juni: Luften 16 grader, vandet 14, midt på dagen.
Marienlyst 1891 | 
Reklametegning | 
Marienlyst kurbadeanstalt |
Badehotellets beliggende | 
Den første hotelbygning |
Selskabsliv på stranden |
Nordbanen |
Transport fra stationen |
Marienlyst Hotel | 
Den nye hovedbygning |
Nationernes Allé |
Det mondæne mødested
Kendte personer fra indland og udland besøgte det mondæne Marienlyst, såvel det danske som svenske kongepar, og man oprettede i parken omkring Marienlyst Slot en romantisk have som angiveligt rummede Hamlets grav og Ofelias kilde. En lang række kunstnere gæstede også hotellet.
Forfatteren Herman Bang opholder sig i 1880 på Marienlyst Søbad, hvor han skriver 3.del af sin debutroman "Håbløse Slægter", efter sigende i et af de to daværende tårnværelser. Der er i romanen ingen direkte henvisninger til lokaliteten, men Marienlyst nævnes en passant i romanen Stuk fra 1886. Stuk er en nøgleroman, der skildrer storbyen København og de moderne mennesker, der lever her, undtagen om sommeren, hvor de ligger på landet. Det er for så vidt også de typer der befolkede det mondæne Marienlyst.
Herman Bang og Marienlyst
Bang gæstede Marienlyst igennem hele sit voksenliv og deltog i det sociale liv på stedet. Han deltog i basarer og optrådte med oplæsninger, som også lindrede den altid påtrængende pengenød. Daværende direktør Anders Jensen har i et interview i en lokal avis skildret Bangs tætte forhold til stedet:
"En af de første og en af de mest interesserede gæster var Herman Bang. Han kom inden vi fik lukket op om sommeren. Han var næsten med til at tælle dækketøjet, så ivrig var han, og det er ham der har æren af det smukke palmearrangement i forhallen. Han boede de første år oppe i tårnet, senere flyttede han ned i en villa i Nationernes Alle, og der holdt han små dameselskaber om aftenen. Næste dag kom han for at fortælle os, hvad hver dame havde haft på. Han var så glad når de havde pyntet sig. Om aftenen satte han sig tit på kontoret for at spise sit smørrebrød, og der drøftede han praktiske forhold med min kone, de to var så gode venner.”
Herman Bang gæstede Marienlyst så sent som 1905 og skriver engang i hotellets dagbog: "Kærest for mig er i verden Paris, Prag og Marienlyst". Herman Bang deltog også i debatten om sommerlandets udvikling, som når han i en artikel i avisen København i 1904 vender sig kraftigt imod tanken om at anlægge en jernbane igennem det naturskønne område.
Romantisk iscenesættelse
Herman Bang var en moderne mand, der dog hægede om Marienlysts romantiske aura og haveanlæg, hvor man grangivelig og indenfor gåafstand kan besøge både Ofelias kilde og Hamlets grav. Naturdyrkelsen bliver efterhånden et skemalagt og ritualiseret anliggende i bedsteborgerens livsstil. De kommercielle sider af sagen spiller nu en mere åbenlys rolle. Romantikken er her blevet til ren iscenesættelse og ydre form, hvilket også viser sig i den for tiden karakteristisk senromantisk byggestil, som præger det nye Marienlyst. vikingetiden.
Nationernes Allé | 
Cottage i Art Deco stil |
Kullen- Arild og Mølle
| | Kullen kaldes det bjerg, som ligger på Kullahalvön i nordvestre Skåne. Kullens yderste spids afgrænser Øresund fra Kattegat.
Området omkring Kullen, Kullabygden, blev et populært mål for 1800-tallets turister og de små fiskerlejer Arild og Mølle forvandledes til turiststeder.
Kullabygden er ofte betegnet som: "Den skånske riviera". |
Kullen-Arild og Mølle
Det smukke og dramatiske landskab på det langstrakte Kullaberg i Skåne , blev, allerede i 1800 tallet, et yndet udflugtsmål for sommergæster fra begge sider af Sundet.
Kunstmalerne var de første, der følte sig tiltrukket af den romantiske natur, men hurtigt fulgte litteraterne efter, og senere blev området et yndet sommerlandsted for den lidt mere velhavende del af befolkningen. De gamle fiskerlejer, Arild og Mølle, i udkanten af det vestlige og østlige område, blev, med deres pitoreske småhuse og nærhed til vandet attraktive udflugtsmål.
Kullen
Kullaberg er ikke mere end 187 meter højt, men det faktum at det rejser sig direkte op fra havet bevirker at terrænformationen er opsigtsvækkende. Selve bjerget er 16 km langt og de fleste steder ca. 2 km bredt. Yderst mod havet afsluttes bjerget med en brat skrænt.
Kullens stejle skrænter mod det farlige hav på begge sider og de mange grotter har, fra Arilds(!) tid, naturligvis skabt grobund for for utallige folkesagn og myter.
Kullaberget | 
Silvergrotten udefra | 
Silvergrottens udsigt | 
Silvergrotten |
Palnatokes skiløb og Kullenmanden
Under romantikken vågnede interessen for de gamle nordiske folkesagn. En del af dem var knyttet til Kullaberg. Allerede i 1809 skrev Adam Oehlenschläger således tragedien ”Palnatoke” og bragte hermed atter liv til Saxos fortælling om den gamle danske sagnfigur. Palnatoke skulle, for att bevise sin formåen i skisport over for Harald Blåtand, have foretaget et styrtløb ned ad Kullens skrænter. (En bedrift som mange danskere, i lidt mindre målestok, den dag i dag, forsøger at efterligne ved halsbrækkende bjergklatringer)
Bernhard Severin Ingemann berettede i sin bog ”Valdemar Sejr” om "Kullamannen", som spåede om Valdemar Sejrs sønners fremtid.
Kullenmanden var en blandning af et slags naturvæsen og en autentisk historisk person på Kullen. Ifølge traditionen skulle det være en ridder ved navn Thord Knutsson Bonde.
Palnatokes skrænt |
Kullabergets romantiske navne
Den national- og naturromantiske interesse fremgår tydeligt i de navne, som man i 1800-tallets sidste halvdel gav klippeformationer og grotter på Kullaberg. F.ex. Kullamannens grav, Valdemarsgrotten og Palnatokes skrænt for slet ikke at tale om de smukt klingende navne: Kaprifoliegrottan, Paradiset, Josefinelust, og Silvergrotten. Josefinelust er opkaldt efter Oskar I:s hustru Josefin, som besøgte stedet.
Josefinelust | 
Josefinelustgrotten |
Kullens gamle fyr
Den yderste del af Kullaberg afgrænser Øresund fra Kattegat, men også land fra hav på en meget markant måde. I århundreder har det dramatiske landskab fascineret mennesker og gjort det til et yndet udflugtsmål. Men forbjerget, der rager ud i havet, har også altid været til stor fare for de søfarende. Derfor indså man også tidligt nødvendigheden af at advare søens folk med et fyr. I 1561 anlagdes således en fyrplads på ordre fra Frederik II. Det blev afgørende forbedret to år senere med et muret tårn.
Den ansvarlige fyrmester fra 1577 blev Tycho Brahe, der senere faldt i unåde hos Christian 4. på grund af beskyldninger om at have misrøgtet opgaven.
Det tidligste billede af Kullens fyr, som vi kender, er tegnet af hollænderen, Simon Frisius i 1615, da han sejlede mellem Holland og Rusland. I århundrederne efter er fyrtårnet bygget om utallige gange.
Kullens fyr |
Kullens nuværende fyr – en 1800-tals idé.
Kullens nuværende fyrtårn er kun 15 meter højt, men som en lysende krone på toppen af den majestætiske klippe, er det alligevel et storslået syn. Helt konkret befinder lyskilden sig 78,5 meter over havet og er hermed et af Sveriges højest beliggende.
I 1898 accepterede myndighederne tegningerne til det nuværende fyrtårn. Arkitekten var Magnus Dahlander fra Dalarne. Byggeriet blev påbegyndt i 1899, og det nye fyr kunne indvies i år 1900. Her leveredes tillige det linseapparat, der, endnu i vore dage, roterer i landterningen på fyret.
Linserne som forstærkede lyskilden var resultatet af den forskning, der blev udført af den franske fysiker og ingeniør August Frensel (1788-1827). Han havde studeret, hvordan lyset brydes gennem forskellige linser og konstaterede her, at hvis man placerer lyskilden i fokus på et brændeglas, så brydes strålerne, så de udgår parallelt fra linsen. Denne opdagelse fandt sted allerede i 1822. Demed kunne der nu konstrueres linser, som forstærkede lyset langt mere effektivt end de gamle parabolformede spejle.
Den første Frensellinse blev i 1823 sat i det berømte franske fyr Cordouan ved Frankrigs vestkyst. Men vi skulle dog først helt frem til sekelskiftet, før pariserfirmaet Barbier & Barnard kunne levere den nye konstruktion til Kullens fyr.
Hele linseapparatet med sine tre store linser var da Sveriges største. Det blev drevet rundt ved hjælp af et urværk og et lod, som blev anvendt frem til 1937.
Selve lyskilden blev elektrificeret i 1907 med en 1000 wats pære, der gennem linserne gav og fortsat giver Skandinaviens stærkeste lysblink hvert 5-te sekund fra denne roterende treenighed.
Kullens fyr | 
Kullens fyr - en udsigtsplads | 
Linserne | 
Lyskilden | 
Fyrets gamle lod |
Arild, tidlig kunstnerkoloni
På Kullabergs østside finder vi det gamle fiskerleje Arild med udsigt over Skälderviken, Bjärehalvön og Kattegat. Det behagelige klima, den romantiske og idylliske atmosfære med det lidt bortgemte fiskerleje og lyset fra havet bidrog og bidrager stadig til stedets attraktionskraft.
Allerede i 1830,erne blev en række skandinaviske kunstmalere fascineret af Arilds landskabelige skønhed og de skabte efterhånden et frugtbart kunstnermiljø, hvor bl.a. de to fremtrædende landskabsmalere, danskeren Frederik Christian Kiaerskou og nordmanden Adolf Tidemand havde deres staffelier stillet op.
Arild - en idyl | 
Arilds Havn | 
Arild-fiskere | 
Arilds Havn 2006 |
Mor Cilla
I midten af 1800-tallet fik Arild et populært samlingspunkt for byens fiskere og de tilrejsende kunstnere og sommergæster. Det var den handlekraftige og bramfrie, Cecilia Andersson, som omdannede sit store hjem til et gæstgiveri, som hun kaldte, Mor Cilla.
Huset findes endnu i en fuldstændig forandret ombygning, men blev dengang et centrum for kunstnerisk virksomhed og selskabelighed. En slags forløber til det nok så berømte Brøndums hotel i Skagen.Blandt kunstnerne var også Natanael Beskow. som i september 1891 portræterede Mor Cilla på en af dørene på hotellet. Portrættet kan ses endnu. Traditionen, hvor kunstnerne betalte værten med billeder var Mor Cilla fuldstændig fremmed. Der skulle penge på bordet. Historien melder ikke noget om, hvorvidt, der blev gjort en undtagelse i Beskows tilfælde!
Mor Cillas status som fiskerlejets ukronede dronning i 1890,erne blev endeligt slået fast da Kong Oscar II besøgte Arild i 1894. Frokosten blev indtaget hos Mor Cilla. For bordenden tronede kongen og borddamen-ja, det var Mor Cilla!
Mor Cilla | 
Hotel Mor Cilla | 
Oskar II:s besøg | 
Kongebrev |
Danske kunstnere i Arild
Peter Severin Kröyer,der blev en af de kendteste Skagensmalere, opholdt sig allerede i 1872 i Arild og genbesøgte stedet i både 1881 og 1885. En hel del af hans værker herfra kan nu beses på Skagens Museum.
De naturalistiske tegninger af det fattige fiskerlejes befolkning viser tendensen til at fjerne sig fra forrige periodes romantiske skildringer.
En anden flittig sommergæst blandt kunstnerne var Viggo Pedersen, som også oprettede og ledede en kunstnerskole. Antallet af danske Arildskunstnere er anseeligt, men man kan bl.a nævne August Jerndorff och Bernhard Middelboe.
Når man ser, hvordan mange af de danske kunstnere samledes i Arild, Hornbæk og Skagen er det tydeligt, at det er de små fiskerlejer, der ofte skabte inspirationen.
P.S.Krøyer | 
Mor Cilla | 
Pige fra Arildsleje 1872 | 
Arild-skomager 1872 |
Svenske kunstnere i Arild
De svenske kunstnere kom også til Arild og Mor Cilla, men i reglen kom de senere end de danske. Carl Fredrik Hill besøgte Arild i 1870, 72 og 73, men de fleste svenskere kom dog først et stykke ind i 1880-talet. Richard Bergh, senere chef for Sveriges Nationalmuseum, kom til Arild første gang i 1884, Gustaf Cederström kom på sit første sommerbesøg her i 1887. Fritz von Dardel var i Arild 1891, hvor han bl. a. tegnde en tegning fra Mor Cillas 65-årsdag. Den måske flitigste kunstnersommergæst var Gustaf Rydberg, som boede i Arild hver sommer fra 1889 till 1909.
Mange kvindelige kunstnere var produktive i Arild. Elisabeth Keyser boede her flere somre i 1890erne og etablerede endda en malerskole. Emilia Lönblad boede i Arild 1891 og 1892. Sophie Stiernstedt blev sommerarildsbo 1901. Et lokalt talent var Gisela Trapp, som i sine unge år(midten af 1890-tallet)kom till Arild og malede. Hun var gift med Oscar Trapp, en af Helsingborgs konsuler, og blev efterhånden meget betydningsfuld for egnen. Hun var dybt religiøs og fik bl.a. opført et katolskt kapel i sin have i den vestlige del af Arild. Det stod klart 1921 og anvendes endnu af den katolske kirke.
Uden at nævne alle svenske og udenlandske kunstnere, som kom til Arild, så kan man se at som tidligt centrum for friluftsmaleri, var Arild nærmest at sammenligne med Skagen.
Mor Cillas 65-årsdag |
Vikingestil Arild | 
Bo Folkvi |
Mølle - badestedet
Det blev Mølle, som efterhånden blev den virkelige turistmagnet. Alle talte om det "skamlösa Mölle", hvor mænd og kvinder gik i vandet sammen! At Mølle var et af de første steder i Europa, med en så frimodig adfærd, vakte dog ikke ubetinget glæde hos en del af Mølleboerne. Når de var udenbys svarede de ofte på spørgsmålet om, hvor de kom fra, at de kom fra Arild, hvor en sådan frivol optræden var ukendt.
Oskar II:s besøg 1894 i Arild og Mølle og Kejser Wilhelms landstigning 1907 blev højdepunktet som bevis på områdets attraktionskraft. Oscar ridsede under besøget sit navn ind i en af grotterne på Kullen, der senere, naturligvis, fik navnet: ”Oscarsgrottan”.
Mölle by the Sea | 
Fællesbadning | 
Badenymfe | 
Ransvik |
Berlin - Mølle
I 1900-talets første årtier skete der en voldsom vækst i Mølles turisterhverv. En ny togforbindelse mellem Mølle og Höganäs, der åbnedes i 1909, var en væsentlig faktor for områdets forvandling til Sydsveriges første og største turistområde. Mølles internationale status blev understreget med en direkte togforbindelse mellem Berlin og Mølle.
Turister i Mölle | 
Vikingestil Mølle |
Det hvide Mølle
Mølles tiltrækningskraft, gav efterhånden, især efter sekelskiftet, anledning til opførelsen af en hel del hoteller. F.ex.. Hotell Kullaberg, Hotell Elfverson, Turisthotellet og Grand Hotel. Men allerede før hotellernes blomstringstid havde en hel del huse deres egne lokale karateristika.De typiska Möllehuse havde en høj sokkeletage med bryghus og oven på denne lå så selve lejligheden. Husene var som regel hvidmalede, og den farve er fortsat karakteristisk for Mølles huse.
Mölle - den hvide by | 
Mølle 2003 | 
Populært turismemål | 
Turisthotellet Mölle | 
Hotel Kullaberg |
Kullabygden - kulturel smeltedigel
Det var ikke blot romantikkens fortalere og kunstmalere, som fandt et åndehul i Kullenområdets både dramatiske og romantiske natur. Man kunne også møde kulturpersonligheder med helt andre opfattelser af tilværelsens sammenhæng.
Georg Brandes opholdt sig f.ex. i Mølle i 1890. August Strindberg beskrev et besøg i Mölle og på Kullen i sine "Legender". Det var dog mest hans egen sjæl og dens kvaler, han her beskrev, mens Selma Lagerlöf ti år senere hæftede sig mere ved Kullens besjælede natur i sin: "Niels Holgerssons underbara resa genom Sverige". Selma Lagerlöf boede i Mölle sommeren 1906 sammen med Sophie Elkan.
Hjalmar Söderberg traf danskeren Emelie Voss under sit ophold i Mölle 1907 og fik nyt mod på livet efter sit havarerede ægteskab.
Længere inde i 1900-talet kom bl. a. Vilhelm Ekelund, Ivar Lo Johansson, Anders Österling og Ola Hansson på kortere eller længere besøg i Kullabygden.
Ablahamn |
Hotel Kullaberg |
Turisthotellet Mölle |
Ramlösa brunn
| | Ramlösa Brunn blev indviet allerede i 1707, men havde sin blomstringstid i 1800-tallet. Det helbredende vand og de kongelige interesser lokkede mange besøgende til brøndhotellet, og ved slutningen af 1800-tallet opførtes denne prangende hovedbygning i skønvirkestil. |
Det hellige vand
På den skånske side blev Ramlösa et centrum for brønd- og badekure. I begyndelsen var det selve vanddrikningen som var det centrale. Vand har altid været anset for at være rensende og livgivende. Dette er ikke spor ejendommeligt, da vand er naturens livsnerve. I antikkens tid erklærede man at visse kilder havde en guddommelig kraft og vandet fra dem blev betragtet som helligt. I Pergamon f.eks., fandtes den hellige brønd ved templet. For Asklepios, som var lægekunstens gud og derfor anså man vandet ved hans tempel for medicinsk virkningsfuldt.
Kristendommen tog denne tanke til sig og mange helgener forbindes tit med forskellige kilder, hvor man drak vandet eller ofrede f.eks. mønter i de hellige brønde. Efter reformationen blev denne kildekult modarbejdet af protestantiske præster, men i 1600-tallet begyndte man at interessere sig for disse hellige kilders virkemåde, set fra en videnskabelig synsvinkel.
I Sverige gennemførtes vandanalyser af Urban Hjärne, og mange læger tilskrev visse brønde og kilder helsefremmende egenskaber. Kildekulten fik derved en renæssance i 1700-tallet. Men vandet var ikke kun til indvortes brug. Afvaskning og bad ansås også for helsefremmende og på kurstederne indrettedes derfor badeanstalter. I 1700- og 1800-tallene rejste mange til Spa, Aachen, Schwallbach og andre kursteder for at forbedre deres helbred gennem brønddrikning og bade. Da nogle læger begyndte at tale for saltvandets gode og helsebringende egenskaber, fik de kursteder som lå ved havet et særligt opsving.
Ramlösas start
Ramlösa Brønd indviedes allerede i 1707. Da havde man i flere decennier talt om, at kilden i Ramlösa gav sundhed og kraft. Desuden havde lægen Johan Jacob Döbelius betonet kildens helsebringende virkning. Man mente at Ramlösavandets indhold af jernkarbonat kunne kurere reumatisme, nyresten, iskias, hjertelidelser m.v. Allerede i løbet af 1700-tallet besøgtes Ramlösa af tidens etablissement, men det var først i 1800-tallets første halvdel at Ramlösa fik sin egentlige storhedstid.
Perioden med professoren i medicin ved universitetet i Lund, Eberhard Munck af Rosenschiöld, som brøndlæge, blev særlig betydningsfuld. Han var en af tidens store lægeautoriteter, og Ramlösa fik derved en særstilling, eftersom helsebrønden nu fik en videnskabelig tilknytning. Rosenschiöld propaganderede også for salte bade og Ramlösa blev derfor et kursted, hvor man både drak brøndvand og badede i havvand.
Jernvandskilden | 
Johan Jacob Döbelius | 
Munck af Rosenschiöld |
Royale gæster
Ramlösa brønd var omgivet af et kongeligt skær. Gustav IV Adolf besøgte ofte brønden under et tre måneder langt ophold i Helsingborg i 1807. Kronprinsen, Karl August, var i Ramlösa i maj 1810. Karl 14. Johan opholdt sig der flere somre og indskød penge i sygehusbyggeriet i parken. Virksomheden ved sygehuset blev med tiden temmelig omfattende, og ved slutningen af århundredet kunne man tage imod 160 patienter. Karls søn, Oscar (Oscar I), som ofte var syg, besøgte Ramlösa flere gange i 1810- og 1820-tallene, ikke mindst fordi brøndlægen hed Munck af Rosenschiöld.
Oscars mor, dronning Desideria, opholdt sig i Ramlösa flere somre og trivedes usædvanlig godt. Hun klagede ellers tit over forholdene i sit nye hjemland. Måske savnede hun sin tidligere kæreste, Napoleon Bonaparte, og det skær som omgav ham? De kongeliges tilstedeværelse tiltrak besøgende fra de højere klasser, og Ramlösa blev et tilholdssted for overklassen. En mondæn omgangsform udvikledes, med kongefamilien i centrum. Mange adelige familier byggede deres egne boliger i parken, som blev præget af træarkitektur i nyromantik og nyklassicisme.
Kongelige gæster | 
Sygehuset |
Anlægget vokser
En hestetrukken sporvognslinie, den første i Sverige, blev anlagt ned til havet i 1877, så at gæsterne bekvemt kunne transporteres til badet. Man havde en omfattende køreplan med hyppige ture. Om formiddagen hvert kvarter og om eftermiddagen hver halve time. Man byggede et badehus ved sundet, og på stranden voksede en hel forlystelsespark op, med skydebane, restaurant og musikpavillon. Ramlösa befæstede sin stilling som badested, og dette tydeliggjordes endnu mere, med de badeanlæg man byggede ved selve kurhotellet.
Ved slutningen af 1800-tallet ændrede Ramlösa Brønd karakter, og udvikledes i retning af et almindeligt rekreationsanlæg med afkobling og forlystelser. På den tid fandt man også den alkaliske kilde, som i dag udgør indholdet i ”Ramlösa Mineralvand”.
Kurhotellet | 
Den første hestesporvogn | 
Badeanlægget | 
Arkitektur |
Fredensborg
| | Den danske konge Christian 9. blev kaldt Europas svigerfar, fordi han sønner og døtre blev gift ind i en række fremtrædende Europæiske fyrstehuse, som hyppigt tilbragte sommerferier på Fredensborg Slot.
(L. Tuxen: Kongefamilien på Fredensborg Slot. Malet 1883-86.) |
Det landliggeri og fritidsliv der udvikler sig i Nordsjælland i 1800-tallet er vel i pagt med den måde som kongefamilien i mange århundreder har anvendt landskabet på: til adspredelse og rekreation. Førhen var Nordsjælland kongens private legeplads, eller jagtområde, med indhegnede dyrehaver, egne veje og prangende slotte, hvor han kunne tage ophold. Først renæssanceslottene Kronborg og Frederiksborg Slot og sidst, midt imellem disse, Fredensborg Slot, der er opført omkring 1720.
I første del af 1800-tallet stod Fredensborg og forfaldt, men da Frederiksborg Slot brænder i 1859 begynder man at restaurere slottet og det er her kong Frederik 7.i 1862 modtager norske og svenske studenter og senere den svenske konge under skandinavismens banner i 1862.
Fredensborg Slot |
Studenter ved Frederiksborg Slot |
Europas svigerfar
Fredensborg Slot bliver efterhånden, og især i Christian 9.s tid(1863-1906) kongefamiliens faste sommerresidens. Christian 9. kommer som den første af kongeslægtens sidegren Glücksburg på tronen i 1863 - året før Danmark mister Slesvig-Holsten og i areal skrumper til størrelse som et midteuropæisk fyrstendømme. Som en næsten symbolsk kompensation for sin nye småstatsstilling bliver kongefamilien leveringsdygtig i genetisk fornyelse til en række af de større europæiske kongehuse. Christian 8.s ældste søn, den senere Frederik 8. ægtede en svensk prinsesse Louise. Broderen Wilhelm blev valgt til græsk konge i 1863, søsteren Alexandra bliver gift med den engelske konge Edward VII og søsteren Dagmar med den senere czar Alexander III af Rusland.
Gruppeportræt fra Fredensborg | 
Tre vordende monarker | 
Zar Alexander | 
De kongelige børn | 
Familiehygge på Fredensborg |
Kejserlig forlovelse
Den omfangsrige kongefamilies faste mødested om sommeren blev Fredensborg Slot og her og i omegnen kunne man så risikere at støde på fremtrædende medlemmer af Europas kongehuse. På slottet og i den 85 ha. Store park var der god plads til at boltre sig, men man bevægede sig også frit udenfor i det naturskønne Nordsjælland, f.eks. til Julebæk på Nordkysten, hvor Dagmars forlovelse med den russiske tronfølger deklareredes i 1866. Den kommende russiske czar var børneven og spøgefugl, som allerede i 1881 måtte bestige tronen da hans far bliver myrdet på åben gade i Skt. Petersborg.
Kejserinde Dagmar | 
Forlovelsen i Julebæk |
Sofiero
| | Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860´erne at bygge en sommerbolig for sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Et yndet udflugtssted for nutidens Øresundsborgere. |
Den svenske kronprins Oscar, Karl XV.s bror, besluttede i 1860erne-tallet at bygge en sommerbolig til sig og sin familie lige nord for Helsingborg. Man kan måske undre sig over hvorfor han netop valgte Helsingborg. Bernadotterne havde helt sikkert en særlig følelse for denne by, hvor Karl Johan steg i land i 1810. Helsingborg og Ramlösa besøgtes tit af de kongelige, og måske følte de sig hjemme der. Desuden kan man godt tænke sig, at nærheden til Danmark var lokkende i skandinavismens tid, og at tanken på en personalunion mellem landene måske kunne være en god grund til at bygge et sommerslot så tæt på Danmark.
Måske var det bare sådan, som hans sønnesøn Gustav 6. Adolf sagde, at den skibsinteresserede Oscar simpelthen fascineredes af hav og skibe, og at den intense sejlads i Øresund virkede særligt tiltrækkende. Det lykkedes ham imidlertid, efter en del besvær, at købe gården Skabelycke, og han gav den navnet Sofiero efter hustruen Sofia.
Da Karl XV døde i 1872, blev Sofiero kongeligt privateje, og Oscar II lavede en tilbygning, som stod færdig i 1876. Slottet kunne ikke, heller ikke efter tilbygningen, måle sig med det tilsvarende danske slot, Fredensborg, men man må huske, at det ikke var et statsslot, men et helt privat byggeri. Imidlertid påvirkedes egnen af det kongelige slots tilstedeværelse, helt frem til Gustav 6. Adolfs død, næsten 100 år senere, da Sofieros kongelige status ophørte.
Til Oscar II.s mest skattede fritidsbeskæftigelser hørte den årlige harejagt på Hven, og mange hvenboere taler stadigvæk om denne begivenhed. Men selvom Sofiero var en privat sommerbolig blev det også brugt til officielle pligter. Tsarer, kongelige højheder, præsidenter og statsministre besøgte slottet, og foruden alle statsbesøg forlagdes regeringens møder hertil om somrene. Sofiero havde en langt mere officiel status end den nuværende kongelige sommerresidens, Solliden, i Borgholm på Öland.
Sofiero Slot | 
Oscar og Sofia med børn | 
Gustav Adolf og Margaretha | 
Interiør fra Sofiero | 
Ocar II med jagtkammerater |
Urbanisering
| | I løbet af 1800-tallet udviklede Helsingborg sig fra at være en lille kystby til en, efter Øresundsregionens forhold, stor og betydningsfuld industri og handelsby. |
Migration
| | Mange både svenske og danske emigrerede oversøisk, fortrinsvis til Amerika, men også Københavnsområdet tiltrak befolkningsoverskuddet fra landområder på begge sider af Øresund.
Efterhånden tog urbaniseringen, i takt med industrialiseringen, også fart i de mindre byer i Øresundsregionen. |
De skånske middelalderbyers indbyggertal havde ikke ændret sig nævneværdigt i tiden frem til år 1800. En undtagelse var Malmö, som havde en ekspansionsperiode i 1500-talet, men som faldt kraftigt tilbage efter krigen og pesten. Også Landskrona havde en opgangsperiode, men den fandt sted i 1700-tallet. Den by, som var mest uheldig under krigen, var Helsingborg.
Indbyggertal i Øresundsregionens byer år 1800, i størrelsesorden:
Malmö: 3 962
Landskrona: 3 827
Lund: 3 087
Ystad: 2 460
Kristianstad: 2 369
Helsingborg: 1 741
Ängelholm: 697
Simrishamn: 644
Skanör: 526
Falsterbo: 156
Til sammenligning kan nævnes, at Lund i 1100-tallet menes have haft mellem 3000 og 4000 indbyggere. De skånske byer var meget små, og ofte havde de omliggende sogne større indbyggertal end byerne. Der fandtes i Skåne ikke nogen by, som tilnærmelsesvis kom i nærheden af Sveriges tre største byer i år 1800 (Stockholm med 75 517 indbyggere, Göteborg med 12 804 og Karlskrona med 10 166).
Men 100 år senere var billedet helt forandret og i år 1900 var indbyggertallet i de skånske byer i denne størrelsesorden:
Malmö: 60 857
Helsingborg: 24 670
Lund: 16 621
Landskrona: 14 399
Kristianstad: 10 318
Ystad: 9 862
Ängelholm: 2 784
Simrishamn: 2 062
Skanör: 667
Falsterbo: 266
Efter flere hundrede års stilstand eksploderede udviklingen i mange skånske byer i 1800-tallet. Årsagerne til denne udvikling skal findes i industrialiseringen og udbygningen indenfor infrastrukturen, men også i den kraftige udvikling af befolkningstallet, som Tegnér henførte til ”fred, vaccine og kartofler” I Sverige var skråtvangens afskaffelse i 1846, og indførelse af næringsfrihed i 1864, med til at stimulere foretagsomheden. Det var Malmö og Helsingborg, som stod for den kraftigste ekspansion øst for Øresund
Københavns udvikling
I perioden 1800 til 1900 øges Københavns befolkning fra ca. 100.000 til op imod 500.000 personer. En gigantisk urbaniseringsproces der finder sted i sammenhæng med det industrielle gennemslag i Københavnsområdet fra omkring midten af 1800-tallet, hvor maskinindustrien begynder at spille en mere fremtrædende rolle. Ligeså væsentlig er imidlertid den byggeindustri med bl.a. teglværker som opstår omkring hovedstaden, da man i 1850erne begynder at bygge uden for voldene og foretage store anlægsarbejder i forbindelse med udvidelse af infrastrukturen: Anlæggelse af boligkvarterer, erhvervsområder, jernbaner og havneudvidelser.
Københavns Hovedbanegård 1870 |
Den glemte migration
Byens befolkningsforøgelse stammer hovedsagelig fra et voksende befolkningsoverskud i landdistrikterne, som søgte bedre levevilkår i hovedstadsområdet, eller for en stor dels vedkommende emigrerede, fortrinsvis til Amerika. Denne proces foregik overalt i Danmark, men i vid udstrækning også på den anden side af Øresund.
Den svenske emigration til Amerika var betydeligt større end den danske og kom hovedsagelig fra de karrige landskaber i Småland, men en ikke ubetydelig andel kom fra Skånelandene og emigranter herfra søgte også i et vist omfang til det dynamiske udviklingscenter omkring København. Præcis hvor mange det drejer sig om diskuteres fortsat, fordi en del, specielt i landdistrikterne, kun kom som sæsonarbejdere og svingende konjunkturer også spillede en rolle, men en samlet svensk emigration fortrinsvis til hovedstadsregionen på måske 80.000 er nok ikke helt hen i vejret.
Der er gode forklaringer på denne udvikling. Den dynamiske udviklingsproces i Københavnsområdet rakte udover den nationale grænse, der er ikke langt fra Sjælland til Skåne, infrastrukturen udbygges betydeligt og i Sydsverige var den industrielle udviklingsproces tilsyneladende mindre omsiggribende og generelt også senere på færde. Der var altså et stort arbejdskraftbehov og beskæftigelse at finde i hovedstadsregionen. En meget håndgribelig forskel var lønniveauet, som antages at have været fra en tredjedel og op til dobbelt så højt som i Sydsverige. Indvandringen kom overvejende fra landdistrikter i Sydsverige og hovedsagelig fra det sydvestlige Skåne.
En landarbejders hus | 
Den svenske indvandring til Danmark |
Arbejdskraftens vandring
En stor del af indvandrerne, fortrinsvis mænd og unge, fandt beskæftigelse indenfor håndværk og industri i de to hovedstadskommuner (København og Frederiksberg), mens kvinderne f.eks. fandtes indenfor tekstilindustrien, men for en stor dels vedkommende også arbejdede som tyende. I omegnskommunerne fandtes større arbejdspladser f.eks. teglværker med store grupper af svenske arbejdere og i landkommuner f.eks. Tårnby på Amager søgte arbejdskraften også ind, delvis som erstatning for dansk arbejdskraft som søgte til byerne, men også ved arbejdskraftintensivt gartneri og roedyrkning - det sidste også udenfor hovedstadsområdet.
Svenskere i Danmark
Omkring århundredeskiftet antages det at der i hovedstadskommunerne befandt sig omkring 16.000 svenskere, svarende til omkring 3 % af den samlede befolkning. I amtet som helhed udgør gruppen omkring 4 %, dog med store variationer - højst i Tårnby på Amager, hvor de i industrikvartererne i Sundby på Amager i 1890erne udgjorde over 5%. Med anlæggelsen af Helsingør Værft i 1882 ansættes 700 arbejdere og antallet af registrerede svenskere i området firedobles i 1883, hvor der i alt er 592 svenske arbejdere, heraf 189 på værftet og på klædefabrikken i det nærliggende Hellebæk var størstedelen af de kvindelige arbejdere fra Skåne.
I slutningen af 1800-tallet sker der forskellige ændringer i fattiglovgivningen som betyder en udhuling af udlændinges forsørgelsesret i Danmark, dels i form af øget tilsyn med fremmede fra 1875, dels ved en ændring i fattigloven i 1891, der kræver dansk indfødsret for at opnå forsørgelsesret.
Fra slutningen af 1890erne er der en markant faldende tendens i indvandringen, hvilket formodentlig skyldes stigende industrialisering i Helsingborg og Malmö og tilsvarende også i landbrugsindustrien bl.a. i forbindelse med sukkerroedyrkning i det sydvestlige Skåne. Efterhånden bliver Skåne i stand til at opsuge og fastholde den overskydende arbejdskraft, også som følge af stigende lønninger.
Hellebæk Klædefabrik | 
Frederiksholm Teglværk |
Svensk kirke i København
En del af de ca.16.000 svenske indvandrere fandt trøst mod hjemlængslen -og de ofte barske arbejdsvilkår- i en kirkelig sammenhæng. Med det stedlige svenske præsteægtepar, Niels og Ruth Widner, som initiativtagere, blev der rejst betydelige midler til opførelsen af en svensk kirke i København.
Vi skal dog frem til 1910 før end man med en festgudstjeneste kunne indvie Svenska Gustafskyrkan. Det var Theodor Wählin, arkitekten bag restaureringen af Lund Domkirke, der realiserede den endelige udformning i tidens jugendstil.
En bemærkelsesværdig gave ved indvielsen var den verdensberømte svenske maler, Carl Larssons (1853 – 1919) olieskitse til ”Blinda Brita i bodadräkt”. Et af de få billeder af denne kunstner på dansk grund!
Svenska Gustafskyrkan i København |
Malmø - arbejderbevægelsens vugge
| | Malmø var i begyndelse af 1800-tallet en mindre by, men en kraftig befolkningstilvækst fandt sted i sammenhæng med industrialiseringen i anden halvdel af 1800-tallet.
I slutningen af 1800-tallet havde den socialistiske arbejderbevægelse også fået fodfæste og givet Malmö karakter af ”arbejderby”.
Folkeparkerne blev et symbol på den folkelige kultur, som bevægelsen ville fremme. |
I 1800-tallet, da Øresund atter blev et bindeled mellem Skåne og Sjælland, åbnedes på ny muligheden for at få impulser fra kontinentet via Danmark. Liberalisme, nationalisme og socialisme var betydningsfulde politiske strømninger, som prægede Europa i midten af 1800-tallet. Liberalisme og nationalisme omfattedes naturligt af skandinavismens tanker, men også socialismen fik, i Øresundsregionen, sit ”skandinavistiske” præg.
Proletariatet
I Skåne og Sverige, hvor industrialiseringen kom sent, fandtes allerede før industrialiseringens gennembrud et proletariat, som udgjordes af arbejdere på husmandsbrugene, samt de landarbejdere, som efter landbrugsrevolutionen arbejdede på de store godser og delvis fik sin løn i naturalier(stat). Disse statere boede med deres familier i særlige bygninger, staterlænger, nærmest en slags lave rækkehuse med etværelses lejligheder. Både i landsbyerne og i de voksende byer var fattigdommen i 1800-tallet overvældende. Stockholm var i midten af århundredet en af Europas fattigste byer. Statere og arbejdere havde ingen mulighed for at stille nogen som helst krav til deres arbejdsgivere.
Boliger til landproletariatet |
Malmøs industrialisering
Malmö industrialiseredes og urbaniseredes kraftigt mellem 1860 og 1900, da indbyggertallet næsten tredobledes. Store industrier anlagdes. Allerede i 1840 startede Frans Fredrik Kockum et mekanisk værksted, hvor man i 1850´erne begyndte at bygge jernbanevogne, og i 1870´erne indledtes skibsværftsepoken. I 1866 grundedes Malmö Uldfabrik, som udvikledes til en af Nordens største tekstilfabrikker. Malmö Valsemølle fra 1881 blev Sveriges største producent af hvedemel og Malmö Chokolade- og Konfektfabrik (Mazetti) udvikledes til en af de største i branchen. I 1890 startede Skånska Cement AB en cementfabrik i Limhamn. Hovedjernbanen blev klar i 1864 og i Malmö anlagdes et banegårdsområde, som blev det største i Sverige.
Malmø havn 1880 | 
Kockums i Malmø | 
Jernbanestationen i Malmø |
Grænseoverskridende samarbejde
Med den forbedrede kommunikation over Øresund fulgte en tiltagende migration mellem Danmark og Sverige. Næsten 2 500 Malmöboer udvandrede til Danmark i tiden fra 1840 til 1864 og flere end 1 000 danskere flyttede til Malmö i samme periode. De nyoprettede forbindelser over sundet betød naturligvis også at mulighederne for idépåvirkning var store. Kontakterne var tætte, og dette blev bl.a. afgørende for arbejderbevægelsens udvikling i Sydsverige.
Det var derfor ikke spor underligt at strejke og konflikter udbrød omtrent samtidigt i København og Malmö. I 1860- og 70erne stiftedes fagforeninger i Skåne, og blandt de første var korkskærerne, tobaksarbejderne og handskemagerne. Danskerne havde indflydelse på opkomsten af disse fagforeninger, ikke bare af ideologiske, men også af praktiske årsager. Ved konflikter i København var det vigtigt at skåningerne var solidariske og ikke blev fristet at tage til København og de højere lønninger der. Lønningsniveauet i København kunne, også i perioder med fred på arbejdsmarkedet, lokke mange til Danmark, og derved lægge presse på lønningerne. Et af målene for det grænseoverskridende samarbejdet blev derfor at opnå samme løn på begge sider.
Fagforeningerne var i begyndelsen ikke nødvendigvis knyttet til socialismen. De var delvis formet af liberalismens idéer om bedre uddannelse og udvidet stemmeret. Den som indledte arbejdet med at knytte arbejderbevægelsen til de socialistiske idéer var i Danmark Louis Pio og Harald Brix, som startede udgivelsen af ugebladet Socialisten i 1871. I Sverige var August Palm foregangsmand. Hans politiske agitation begyndte i Malmö, hvortil han var vendt tilbage efter tolv år i Tyskland og Danmark, hvor han havde tilegnet sig sin socialistiske overbevisning.
Folketaleren Palm
Den 6. november 1881 holdt Palm sin første tale i Malmö. Emnet var ”Hvad vil socialisterne?” og dette blev indledningen til et langt virke som agitator. Som en vækkelsesprædikant begav han sig ud i den svenske arbejderklasse for at vække dem og få dem til at forstå, at socialisme var den rette vej at opnå retfærdighed og forbedring. Og arbejderne var ikke altid nemme at vække! Palm havde forladt skolen i tiårsalderen og havde ikke nogen boglig uddannelse. På trods af dette blev han en folketaler, og tilhørerne blev fanget af hans engagement for socialismen.
Palm fik ikke altid lov til at holde sine taler i etablissementets sale, men blev ofte henvist til at stå på bakker, ølkasser og stenblok. Præster, fabrikanter, godsejere og borgerskab blev forskrækkede, mens by og landarbejderne flokkedes om ham. Utrætteligt rejste han rundt i landet. I Stockholm udgav han avisen Social-Demokraten. I den første udgave fra 25. september 1885 publiceredes en kampsang, skreven af en skånsk landarbejdersøn, Henrik Menander, en gammel ven af Palm. Sangen, Arbejdets Sønner, blev faktisk sunget første gang ved en sejlads på Øresund den 2. august 1885.
”Arbetets söner, sluten er alla
Till våra bröder i Syd och i Nord!
Hören I ej, hur mäktigt de skalla
Ut öfver världen, befrielsens ord?
Ur den förnedrande
Träldomens grift
Upp till en hedrande
Ädel bedrift!
Oket med påskriften: ”Bed och försaka”
Länge oss nedtryckt i mörker och nöd;
Människovärdet vi fordra tillbaka,
Kämpa för rättvisa, frihet och bröd.
Icke naturen hårdhänt har dragit
Gränser, som skilja fattig och rik;
Hjärtlöst har makten under sig slagit
Alla dess håfvor, rofdjuret lik.
Mot den förödande
Guldkalfvens stod
Kämpen med glödande
Känslor och mod!
Käckt mot förtrycket ett värn vi oss dana.
Fältropet genom nationerna går:
Sluten Er under vår enighets fana,
Fällen ej modet, och segern är vår!”
Centrum Malmø
I arbejdet med Social-Demokraten forenedes Palm med tre unge engagerede socialister, Hjalmar Branting, Fredrik Sterky og Axel Danielsson. Alle var mellem 20 og 25 år da Palm, som var 36, flyttede til Stockholm i 1885. De var veluddannede, mens August Palm nærmest var fjendtlig indstillet mod uddannede akademiker og foragtede intelligentsiaen. Branting og Sterky var begge opvokset i overklassefamilier. Axel Danielsson var arbejdersøn og Palm havde derfor et særligt godt øje til ham. Branting ville intellektualisere socialismen, noget som Palm modsatte sig, men Branting vandt og overtog ledelsen af avisen. Palm kom til at havne i skyggen af Branting, men fortsatte sit liv som agitator. Axel Danielsson forlod Stockholm og flyttede til Malmö. Der startede han avisen Arbetet i 1887. Danielsson blev i Malmö i 13 år.
August Palm | 
Axel Danielsson | 
Arbejderavis 1887 | 
Malmø murerfagforening |
Frygtløse Danielsson
Axel Danielssons flytning til Malmö blev af stor betydning for arbejderbevægelsen og socialismens udvikling i Sydsverige. I Arbetet fik bevægelsen et medie, som engagerede og forskrækkede. Den frygtløse Axel Danielsson skrev på en måde, som fik borgerligheden til at hade ham, og arbejderne at elske ham. Under signaturen ”Marat” skaffede han sig mange fjender med sin skarpe og slagfærdige stil. Danielsson var ikke bange for nogen og i forbindelse med en retsafgørelse mod fængselsdirektøren i Malmö blev dette i høj grad tydeliggjort.
Fængselsdirektøren Lagerberg havde stjålet 4 704 kr. og 8 øre ved salg af sække, fremstillede af fangerne. Næsten 5 000 kr. var en betydelig summe ved denne tid. Fængselsdirektøren fik som straf seks måneders orlov, en straf som Danielsson betragtede som latterligt lille. I Arbetet angreb han retssamfundet kraftigt. For dette blev Danielsson dømt til et års fængsel (1888). Danielsson blev også senere forfulgt og der blev rejst flere tiltaler mod ham, bl.a. for blasfemi, da han interviewede Vor Herre. Danielsson sad bag tremmer i samlet 18 måneder, men også Branting og Palm måtte udstå det samme, som straf for hvad de sagde og skrev.
Reformisten
Efter fængselsopholdet kom Danielsson i højere grad til at arbejde for socialismen på mere reformistisk grund. Idéerne skulle gennemføres på en lovlig vis og ikke gennem revolution. Mange kritiserede ham for dette pragmatiske syn og for hans frafald fra den rene marxistiske lære, hvilket gjorde ham meget bitter. En som dog forstod hans storhed var Strindberg, da han i sin En blå bog skrev: ”Han vidste aldrig hvor stor han var; troede sig foragtet, levede i modløshed og ydmygelse, men var hele tiden frygtet og beundret.”
Mange af Danielssons kritikere overgik senere til hans pragmatiske socialisme.
Danielsson var aldrig god ved sig selv, hverken psykisk eller fysisk, og han døde en tidlig død på et kursted i Elsterberg i Tyskland, dagen før nytårsaften 1899. Han var da bare 36 år gammel. Hans begravelse blev en stor manifestation og Malmös gader var pakket med arbejdere. En 15 år gammel Malmödreng skulle mindes denne dag i lang tid. Han hed Per Albin Hansson, Sveriges kommende statsminister.
Malmös betydning som arbejderby understregedes endnu mere af, at byen fik landets første Folkets Park i 1891, og begrebet Folkets Hus blev brugt første gang i Malmö i 1893. Det var betegnelser for samlingssteder, skabt for at arbejdere og deres familier kunne have et sted at mødes. Arbejderbevægelsen var ikke altid lige velkommen som lejer af almindelige mødesale.Helsingborg - med raske skridt
| | I løbet af 1800-tallet udviklede Helsingborg sig fra at være en lille kystby til en, efter Øresundsregionens forhold, stor og betydningsfuld industri og handelsby. |
”Hvad angår mig selv, så hælder jeg kraftigt til den side, som vil placere Helsingborg foran alt andet. Ikke fordi man ikke kan finde andre svenske landskaber som, ved første blik, er endnu mere storartede, iøjnefaldende og effektfulde, men fordi Helsingborg i det lange løb er mere interessant. Anden svensk natur ejer storhed, ejer behag, ejer hvad I vil; men den mangler liv; den har denne oldnordiske stilhed, denne højtidelige urørlighed, som har øjeblikkets følelsesladede effekt, men som bliver forstemmende ved et længere samvær. Her har man et maleri med figurer, et bevægeligt, altid omvekslende og selvfornyende skuespil; det er en natur som man ikke trættes af, som man kan omgås, i stedet for at bare flygtigt beundre. Stå op en forårsmorgen, når solen ligger over den danske kyst, over alle haverne, dristigt henkastede hist og pist på de lunefuldt udskårne skråninger, under hvis skygge Helsingborg breder sig. Stå op hvis I behager, og se ud over Sundet! over dette hav, som her er en flod! men en flod med hundreder af sejl, øst- og vestindiensejlere, amerikanere, briter, linieskibe fra Archangel, frugtskibe fra Middelhavet! betragt denne tavle, så unik, så fuld af farve og følelse, og dertil så dramatisk.”
(Ur "Helsingborg och dess nejder", 1851)
Sådan beskrev Oscar Patrik Sturzen-Becker Helsingborg i 1851, en by som den gang havde omtrent 4 000 indbyggere.
Helsingborg i 1880´erne | 
Helsingborg 1860 | 
Helsingborg 1900 |
Konsul Olsson
Ved den tid arbejdede en ung mand fra Fleninge som butiksassistent i byen. Den unge, dybt religiøse mand hed Petter Olsson. Han spurgte engang sognepræsten Peter Wieselgren, om han kunde blive præst. Da dette forudsatte en dyr uddannelse og Petter Olsson var fattig, mente præsten at han i stedet kunne blive lærer. Men Petter Olsson valgte en anden bane. I 1853, samme år som Krimkriget brød ud, vovede han at starte sit eget firma i kornbranchen.
England, som stod på Tyrkiets side i krigen mod Rusland, kunne ikke dække sit kornforbrug i krigsårene, og en god del af Olssons korn blev derfor sendt til London, hvor hestene trængte til energi, for at bl.a. trække sporvogne. Gevinsten blev naturligvis god, og med den fremtidsoptimisme, som prægede 1800-tallet, begyndte Olsson at bygge sit imperium. Han indså behovet for gode kommunikationsmidler for at kunne transportere korn til sit lager på Kullagatan, hvor hans bolig og som han også brugte til gudstjenestelokal for de vækkelsesmøder han ledte. Han indså også at der manglede en god havn, for at sende havren videre til Londons heste.
Petter Olsson | 
Arbejdere | 
Helsingborg Havn 1893 | 
Konsul Olssons magasin |
Infrastrukturen udbygges
Gennem sit kommunale engagement kunde han arbejde på forbedring af kommunikationsmidlerne. I perioden fra 1865 til 1885 bidrog han til, at Helsingborg fik jernbaneforbindelser i alle retninger. Først til Billeberga /Eslöv og siden til Hässleholm, til Åstorp og Värnamo. Efter dette var byen koblet til de store hovedbaner og havde dermed jernbaneforbindelse til Stockholm, Göteborg og Malmö. Samtidigt udvidedes og uddybedes havnen og Sveriges første togfærgeforbindelse til udlandet kunde åbnes i 1892.
Havnens udvidelse blev positiv for rederinæringen i Helsingborg. Ved århundredets slutning havde byen landets tredje største handelsflåde. Petter Olsson startede flere industrier bl.a. teglværk, dampmøllen og gummifabrikken, hvor Henry 251 senere skulle starte galocheproduktion. Han brændte for byen og dens udvikling, men også for sin pietistiske religiøsitet. Missionshuset på Kullagatan var i høj grad Petter Olssons værk. Hele livet var han tro mod sin religiøse overbevisning og fortalte at han gerne ville gøre Helsingborg til “en by til Guds Ære”. Hans store familie opholdt sig om sommeren i sommervillaen Øresundslyst på den danske side af sundet.
Konsul Persson
En anden ung mand kom fra Allerum til byen og begyndte også at arbejde i en forretning. Han hed Nils Persson og var en udadvendt og selskabelig mand. Også han vovede at åbne sin egen forretning og begyndte i 1860´erne at importere kunstgødning, som han solgte til bønderne. Han spekulerede over muligheden for selv at producere og inden længe anlagde han en kunstgødningsfabrik ”Fosfaten”.
Fortjenesten var naturligvis god og han udvidede sit imperium med bl.a. kobberværket, som udnyttede og forædlede biprodukterne fra fosfatfabrikken. Da han anlagde dampteglværket havde han lykken med sig, eftersom Helsingborgs og især Københavns byggeaktivitet var meget stor i 1800-tallets senere del, så efterspørgslen på tegl var stor. Persson producerede rødt tegl mens Olssons var gult. Man talte tit i byen om, hvordan man kunne se forskellen på de to herrers revir? Jo, man kunne se det så på teglet.) Persson donerede et jordstykke til byen tæt på kirkegården ved Södergatan. Jorden skulle benyttes til begravelsesplads og overskuddet fra gravafgifterne skulle tilfalde ”pauvre honteux”, trængende fattige I Helsingborg.
Nils Persson | 
Perssons fosfatfabrik 1888 | 
Söder-industriområdet |
Konsulstyret
Olsson og Persson bestemte i byen. De ejede store industrier, sad i bystyret og såmænd også i riksdagen. Betydningsfulde personer blev tit udnævnt til konsul, og denne titel modtog bl.a. Olsson og Persson. Helsingborg blev, ved århundredeskiftet, nævnt som ”konsulernes by”. De to lignede hinanden meget, i initiativkraft, driftighed og foretagsomhed, men privat var de hinandens absolutte modpoler. Olsson levede i forholdsvis enkelhed i sin lejlighed ved magasinet på Kullagatan, mens Perssons tilværelse i den flotte villa ved sygehuset var mere vidtløftig. Olsson brugte sin fritid til bibelstudier og prædiken, mens Persson færdedes meget på Ramlösa Brønd. Olsson var afholdsmand, Persson var det ikke.
Tilflytning
De to konsulers driftighed gav et godt skub i Helsingborgs udvikling. Fra 1860 til 1900 femdobledes befolkningen, noget som ingen anden by i Sverige kunne opvise. I perioden 1850-1920 steg Helsingborgs befolkning med 1149 %, mens nabobyen Landskrona i samme periode steg med 493 % og Lund med 346 %. Malmö var i det mindste i nærheden med 867 %. Øresundstoldens afskaffelse viste sig også gunstigt for Helsingborg, på bekostning af nabobyen Helsingør.
Man hævder at tilflytningen til Helsingborg til tider var så stor, at folkeregistret ikke kunne holde trit. Sognepræsten måtte ind imellem, af ren udmattelse, lade pennen ligge. De omfattende nybygninger forandrede byens udseende. De stilarter som var populære ved århundredets slutning blev rigt repræsenteret i byen. Nyklassicisme og nyrenæssance ses tydelig langs Järnvägsgatan, Trädgårdsgatan og Drottninggatan og eksempler på nygotikken findes i Rådhuset, Gustav Adolfs kirke og Nicolaiskolen. Den store indflytning af arbejdere resulterede i mange nye arbejderboliger i den sydlige del af byen, der hvor industrierne placeredes.
Järnvägsgatan | 
Rådhuset i Helsingborg | 
Gustav Adolfs kyrkan |
Konsul Trapp - den tredje mannen
Endnu en mand med konsultitel skal nævnes og han var dybt engageret i at bevare det gamle Helsingborg under den massive forandringsproces som pågik. Oscar Trapp, som boede i Fredriksdal, interesserede sig for historie og i forening med sit kommunale engagement, bidrog han til renoveringen af Kärnan og Mariakirken og gennemførte udgravninger ved nogle af de gamle middelalderkirker. Han medvirkede også til at Jakob Hansens hus fra 1600-tallet blev bevaret for eftertiden. Desuden var han manden bag det svenske flag. Som riksdagsmand foreslog han, at flaget kun måtte have bestemte farvenuancer og ikke, som tidligere, varierende fra flag til flag. Hans forslag vandt gehør og således fik det svenske flag, gennem en lov fra 1906, de farver det har i dag.
Oscar Trapp 1847-1916 | 
Fredriksdal | 
Bykvarter i Fredriksdal |
Sturzen-Becker
Hvis Malmö i 1880´erne fik et socialistisk talerør i Axel Danielssons Arbetet, så havde Helsingborg allerede fra slutningen af 1840-tallet en radikal liberal platform i avisen Öresundsposten. Avisen propaganderede tidligt for at afskaffe stænderriksdagen, indføre republik og udvide stemmeretten. Krav om større frihed og mindre uretfærdighed var tilbagevendende temaer i spalterne. Der blev skudt imod kirken, især den kendte afholdsmanden og sognepræst Peter Wieselgren. Efter skandinavismens nedgang i slutningen af 1860´erne støttede avisen Norges selvstændighed, og arbejdede derfor for en opløsning af unionen.
Öresundsposten fik stor gennemslagskraft i hele landet og blev besværende for staten. Kritikken mod monarkiet, uretfærdighederne og unionen betød naturligvis, at myndighederne greb ind, og avisen konfiskeredes flere gange, men genopstod, ligesom Aftonbladet, med nyt navn. Således ændredes navnet fra Öresundsposten til Allmänna Öresundsposten, senere til Nyare Öresundsposten og da også den blev forbudt, Nyaste Öresundsposten.
Sturzen-Becker | 
Öresundsposten | 
Peter Wieselgren |
Kampklare Sturzen-Becker
Öresundsposten blev grundet 1847 af Oscar Patrick Sturzen-Becker, som hurtigt gjorde avisen til skandinavismens vigtigste talerør i Sverige. Han havde tidligere arbejdet som forfatter og journalist i Uppsala og Stockholm. Efter sit brud med de romantiske ideal, indledte han et mere realistisk forfatterskab og blev desuden forkæmper for den radikale liberalisme. Som skandinavist ville han desuden gerne sprede kendskab til den svenske kultur i Danmark, hvilket han bl.a. gjorde gennem at holde forelæsninger i København i 1840´erne.
Han stod på August Blanches side i en hadsk strid mod forfatteren Carl Jonas Love Almquist. Uanset dette gav han Almqvist sin private støtte, da denne holdt sig skjult fra de anklager, som rettedes mod ham efter en sag vedrørende en forgivet ågerkarl i Stockholm. Sturzen-Becker holdt Almqvist skjult i sit hjem i Helsingborg, inden han hjalp ham at flygte over sundet. Almqvist vendte aldrig tilbage til Sverige. Ved hans død i 1866 skrev Sturzen-Becker et digt, hvori han gav Almqvist oprejsning som romantiker og samtidigt mindede om den junimorgen i 1851, da Almqvist flygtede over til Helsingør.
Fredrik Borg
Öresundsposten blev i 1855 overtaget af Fredrik Borg, en af de mest fremtrædende skikkelser i 1800-tallets svenske idéhistorie. Han blev født i Landskrona i 1824 og efter studier i Lund, hvor han tidligt kom i kontakt med den kontinentale radikalisme, arbejdede han i Stockholm som forfatter og journalist og grundlagde der Sveriges første socialistiske arbejderforening (1850). Han kom til Helsingborg og Öresundsposten efter anbefaling af Aftonbladets Lars Johan 254. Samarbejdet mellem Borg og Sturzen-Becker var ikke altid gnidningsfrit. Borg forblev romantiker og holdt aldrig op med at drømme om en bedre verden med frihed og retfærdighed som livsmønster.
Fredrik Borg |
Radikalt kvindesyn
I juli 1858 holdtes et stort skandinavistisk møde i Ramlösa og tusinder af danske mødedeltagere blev modtaget med fuld musik i Helsingborgs havn. Byen var smykket med flag og stemningen var høj. Mødet blev ikke bare en skandinavistisk manifestation, men udviklede sig også til en idéhistorisk bombe. Næsten 12 000 skandinavister var samlet i Ramlösa. Taler blev holdt, af Ploug, Ahnfelt og alle de øvrige entusiaster for den skandinavistiske sag. Fredrik Borg besteg podiet, og præsenterede sit kvindesyn, som fik tilskuerne til at måbe. Han forklarede det urimelige i kun at se kvinden som ”moder, ægtefælle, elskerinde”, når manden, samtidigt, ikke bare betragtedes som ”fader, ægtefælle, elsker”, men desuden som medborgee. Borg krævede medborgerlige rettigheder for kvinden og desuden den samme ret som manden, til uddannelse og erhvervsarbejde.
Dette var en ligestillingserklæring, som var langt forud for sin tid og Borg fulgte sine idéer op, da han som rigsdagsmand, i 1884, som den første, krævede kvindelig stemmeret. Han vandt dog ikke gehør for sit forslag og sagen blev liggende i 35 år, før riksdagen besluttede at indføre kvindelig stemmeret. Talen i Ramlösa i 1858 var langt forud for sin tid og den var en lysende tale. Borg startede her en diskussion som blev et tilbagevendende tema i Öresundsposten. Talen blev gengivet i avisen den 16. juli 1858 og en del af talen gengives her som en kilde, men slutningen af talen til kvinden må her citeres direkte: ”Sæt hende i sollyset, i hvis varme hendes kærlighedsrige væsen kan blomstre og give mange frugte, selv til samfundet.”
Fremskridtets mand
I Helsingborg plagedes Borg, i begyndelsen, af provinsbyens snæversyn og intolerance, men som kommunalmand, tillige riksdagsmand, optogs han hurtigt af byens udvikling. Efterhånden følte han sig temmelig tilfreds med Helsingborgs forandring og fremgang. I begyndelsen af 1860´erne følte han sig så knyttet til byen, at han købte ”et lille hyggeligt og velbeliggende hus, tæt på torvet”. Man må heller ikke glemme, at også Borg (ikke bare konsulerne) havde indflydelse på jernbanens komme i Helsingborg. Det var også til dels Borgs fortjeneste, at byen fik et bibliotek i 1860 og et nyt teater i 1877.
Aviserne Helsingborgsposten og Helsingborgs Tidning prøvede begge at vælte Borg, men de hårde angreb fra konkurrenterne med støtte fra Sturzen-Becker, førte bare til at Öresundsposten fik endnu flere abonnenter. Borg havde også mange venner, som hans omfangsrige brevveksling vidner om. Viktor Rydberg, Carl Jonas Love Almqvist, Lars Johan Hierta og Bjørnsstjerne Bjørnson tilhørte alle hans vennekreds. Med den sidstnævnte samarbejdede han intenst i kampen for Norges selvstændighed. Borg blev, måske pga. sin vennekreds, med tiden en udpræget liberalist og brød med socialismens klassetænkning.
Kulturen og Idrættens by
I kølvandet på den kraftige urbanisering skete der alle mulige ting. Vi har allerede nævnt biblioteket og det nye teater, som mange betragtede som landets smukkeste og som ufølsomme politikere næsten hundrede år senere lod forfalde og nedrive. Men også idrætten kom for at blive. I 1868 afholdt byen Nordens første internationale kaproning og Karl XV, prins Oscar og den danske kronprins var til stede. I 1896, samme år som de olympiske lege genopstod i Athen, afvikledes i Helsingborg de første svenske mesterskab i atletik og ved samme tid spilledes her den første svenske mesterskabsfinal i fodbold (Helsingborg tabte til Örgryte fra Göteborg). I 1898 indviedes den nu klassiske idrætsarena ”Olympia”.
Tilmed i Stockholm forundredes man over Helsingborgs hurtige fremskridt og i Aftonbladet kunne man, lige efter århundredeskiftet, læse følgende træfsikre beskrivelse af Helsingborgs udvikling:
”Det er ligt et eventyr, at Helsingborg på kortere tid end en mandsalder, har svunget sig op fra en lille landsby, som forsørgede sig af lidt landhandel og søfart, lidt håndværk og megen snyd og bedrag, til en af rigets største og mest livskraftige byer, i fuld blomst gennem frugterne af nogle få mænds forudseenhed og initiativ.”
Helsingborg Teater 1877 |
Helsingør
| | Omkring 1859 blev den første egentlige havn i Helsingør bygget.
På grund af Øresundstoldens bortfald fik byen ekstra bevillinger på finansloven, men i første omgang resulterede det ikke i de store omvæltninger.
Investeringerne i byen søgte, traditionen tro, hovedsagelig mod handelen. Der var dog ved at udvikle sig en industri i midtbyen og på Grønnehave-området i dens nordlige udkant. |
"Tag en by som Hillerød ...nej lad den ligge; men tag Helsingør! En lille underlig rede, ikke sandt? Trængt sammen under høje banker langs søen, der løfter Kronborg stateligt på skjold, Kronborg, der synes at knuse både kirke og rådhus og den nye jernbanestation.
En fornøjelig by, med et eget "salt" præg over indvånere og bygninger. Alt lugter af søen - byen har så lidet opland og må stole på sig selv. Det har den gjort trods skæbnens omskiftelser. Hvad Marsk Stig og hansestæderne og svenskerne og pest og ildebrande har evnet at gøre, det er blevet gjort; byen har holdt ud - indtil det år 1857, hvor Øresundstolden blev ophævet. Det var et knæk - netop i min romantiske skoledrenge og ferietid. Da syntes den livsglade by med et at have forandret sin mine; - man blev alvorlig - de gamle huse ramlede sammen - de store familier splittedes - parvenuerne glædede sig hemmeligt; og ofte standsede jeg i den snævre gade, hvor Hotel d´Øresunds østlige fløj vender ud til, og jeg læste filosofisk den gamle inskription på stene i muren:
Manchem verdruest es, was er sieht,
Und muss doch leiden, das geschieht.*
Nu har byen igen oppet sig, eller er på gode veje. Beliggenheden er fortrinlig, havnen ypperlig, energien løfter hovedet - fremtiden tilhører det store jernskibs- og maskinbyggeri, som giver de mange hænder arbejde, de mange munde brød. Konkurrencen med hovedstaden er skarp, og der er kommet noget "skærpet" over ved siden af det salte. Man sporer det politisk, socialt, merkantilt; det rører sig i den gamle rede, og hvor højkonservativ byen end er, så stryger luftningen fra søen ind og sætter sind og tanker i bevægelse. Ingensteds i verden flages der måske så tit og så meget som i Helsingør. Stengade pynter sig ved enhver given anledning - garnisonen ihukommer hver nok så lille våbendåd - men disse viftende flag er tillige udtryk for befolkningens dekorative traditioner. Man glemmer dog aldrig de store toldkammerdage, da pengene rullede så let og champagnepropperne knaldede så højt. Man har sin saga at tære på - og det giver appetit efter at vise sig. Vemoden skylles ned med lokalt Wiibroe-øl - man slikker sig om læben og tænker: Champagnen kan komme engang endnu!"
Med denne skildring giver Holger Drachmann en karakteristik af den udvikling der sker med Helsingør i løbet af 1800-tallet, forvandlingen fra sundtoldstad til en moderne industriby.
Helsingør 1859 | 
Det gamle Apothek |
Fra sundtold til industri
I mere end 400 år havde byens liv og udvikling været tæt knyttet til den handel og administration, som Øresundstolden medførte. Med Øresundstoldens ophævelse i 1857 indvarsles for alvor en ny æra i byens historie.
Trods det bratte skel som ophævelsen af Øresundstolden markerer, er det dog en forandring, der har været undervejs længe. Allerede i slutningen af 1700-tallet forsøges det at starte større virksomheder på privat initiativ, ofte i modstrid med de indflydelsesrige laugsinteresser. Enkeltpersoner som englænderen J. D. Belfour og J. J. Claessen var foregangsmænd, der også opfandt nye produktionsmetoder, men de store planer om et skibsværft bliver ikke til noget, og en statsligt bekostet udvidelse af havnen kommer først i 1820erne og er stadigvæk mest til gavn for de aktiviteter, der knytter sig til toldkammeret.
Helsingørs nye Rådhus
I 1855 stod Helsingørs nye Rådhus færdigt. Forud var gået en nok så hidsig debat, hvad der ikke var eller er unormalt for byen, når større ændringer skal foretages. Anledningen til nybyggeriet var i første omgang, at det gamle rådhus -fra 1500 tallet- stod for en nødvendig modernisering af arresten.
Undervejs blev det konstateret, at en sådan ombygning krævede, at man rev hele det gamle rådhus ned. Debatten gik da bl.a. på om man så ikke burde opføre det nye rådhus på Axeltorv.
Det endte dog med, at man, med de fra nutiden kendte budgetoverskridelser, opførte det nye rådhus i nygotisk stil, hvor det gamle havde ligget.
Hvis man i 1854/55 havde vidst, at Sundtolden forsvandt blot to år efter, da havde byen nok ikke fået et så imponerende byggeri.
Helsingør Rådhus 1830 | 
Helsingør Rådhus 1855 | 
Helsingør Rådhus 2007 |
Den tidlige industri
Den måske første egentlige industrielle virksomhed med høj mekaniseringsgrad og udtalt arbejdsdeling er et gasværk, anlagt i 1853 af Det danske Gas Companie, bag hvilket der stod engelsk kapital og teknologi. Næst efter Odense var det landets første gasværk, oprindelig med henblik på forny gadebelysningen, men efterhånden også til privat og erhvervsmæssig forsyning.
Gasværket placeres i Grønnehave-kvarteret, der sammen med bymidten udvikler sig til et industrielt center. Her anlægges således også byens nye vandværk, der afløser et anlæg helt tilbage fra Frederik II.s tid. Ved det nuværende Højstrup lå fra 1848-1895 Godthåb Glasværk og andre industrier kommer siden hen til i området. Som helhed kan man tale om en første fase i industrialiseringsprocessen, fra slutningen af 1840erne og frem til omkring midten af 1850erne. Udviklingen er karakteriseret af en hel del nyanlæg (glasværk, gasværk, teglværker og bryggerier) og en industritælling fra året 1855 kommer frem til 41 foretagender med 354 ansatte, heraf 20 virksomheder med over 6 ansatte.
I bymidten foretages der, som allerede nævnt, også en række industrielle nyanlæg. Bl.a. begynder brygger Carl Wiibroe så tidligt som 1851 at brygge bayersk øl, som han lagrer i kasematterne på Kronborg. I 1862 køber han den grund ned mod havnen, hvor resterne af bryghuset nu ligger ud mod Hestemøllestræde, og hvor han i 1878 byggede lagerkældre til og indlagde maskinkraft. Carl Wiibroe var også særdeles aktiv i det offentlige liv, blev allerede i 1842 indvalgt i borgerrepræsentationen, hvor han var formand af flere omgange.
En anden iværksætter i bymidten er Jens Levin Tvede, der forvandler et lille brænderi i Sudergade til en fabriksvirksomhed i Stjernegade, med fabrikation af sprit, brændevin, gær og hvidtøl. Han er også stærkt medvirkende til at Helsingør som den første provinsby tager telefonen i brug omkring 1880. J. L. Tvede indvælges i borgerrepræsentationen i 1857.
Godthaab Glashytte | 
Wiibroe øl | 
Tvedes Fabrikker |
Sundtoldens ophævelse 1857
For at lette overgangen fra sundtoldens ophævelse får Helsingør i 4 år en særbevilling på finansloven, alt i alt en sum på 60.000 rigsdaler, som bl.a. anvendes til at støtte anlæggelsen af Marienlyst Badehotel. Vigtigere er dog udvidelsen af havnen til det dobbelte i 1862, hvorved toldkammerbygningen næsten på symbolsk vis forsvinder. Med Næringsfrihedsloven ophæves laugene og gradvis den købstadszone, der medvirkede til at beskytte produktion og handel indenfor en omkreds på ca. 15 km. I 1864 åbnes Nordbanen med direkte forbindelse til København over Hillerød og omkring 60.000 passagerer om året.
Jernbanestationen på Trækbanen |
Nordbanen 1864 |
Nordbanens linieføring |
Stagnation
Til trods for disse tiltag er der i 1860erne fald i industrien og stigningen frem til industritællingen i 1875 er såre beskeden. På dette tidspunkt er der 37 foretagender med i alt 478 ansatte, svarende til omkring 5 % af arbejdsstyrken. Stigningen sker indenfor levnedsmiddelbranchen (sprit, øl, margarine). I bymidten er der overvejende tale om mindre, håndværksprægede virksomheder.
Selvom Helsingør, bortset fra København, er den væsentligste industriby på Sjælland, så er der dog forsat tale om en såre beskeden målestok og hen imod slutningen af 1870erne stagnerer udviklingen. Dette kan have en vis sammenhæng med at byens dominerende handelsliv i overvejende grad på satsede på stigende handel ad søvejen og derfor investerede store summer i handelsskibe, overvejende sejlskibe. Da dampskibene vinder frem viser det sig at være en fejlinvestering og ydermere betyder udviklingen at stadig færre skibe lægger til ved Helsingør for at proviantere, hvorfor et vigtigt grundlag for byens næringsliv forsvinder.
Havneudvidelsen omkring 1862 er ikke tilstrækkelig og planer om at gøre Helsingør til stabelplads for østersøhandelen bliver ikke til noget. Omkring 1880 er byen med dens 8.978 (1906: 14.534) indbyggere faktisk i økonomisk og befolkningsmæssig tilbagegang.
Skibsværftet 1882
Først fra 1882, med anlæggelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri, begynder udviklingen at vende og herfra kan man for alvor tale om et industrielt gennembrud. Anlæggelsen med Mads Holm i spidsen medfører omfattende investeringer, øget mekanisering og et stort behov for arbejdskraft. Omkring 700 arbejdere får fra starten ansættelse på virksomheden, heraf ca. 300 udefra kommende. Havnen udvides yderligere og i 1883 søsættes den første nybygning, skruedampskibet S/S Helsingør, og med sine omkring 1.000 ansatte og mange underleverandører hen imod slutningen af 1880erne bliver skibsværftet den dominerende faktor i byens økonomiske udvikling.
Helsingør Havn | 
Helsingør Jernskibsværft 1883 | 
Skibsværftets smedje 1897 | 
Kierulfs jernstøberie 1875 | 
Helsingør væveri |
Helsingør Skibsværft |
Infrastruktur
Et andet væsentligt træk ved industrialiseringen vedrører etableringen af en infrastruktur, der forbinder Nordsjælland tættere med hovedstadsområdet og Skåne. Man havde jo naturligvis søvejen, men i 1864 åbnes Nordbanen med forbindelse til København over Hillerød. Varetransport fra endestationen og til midtbyen foregik via en hestetrukken bane, heraf navnet Trækbanen.
Helsingør Banegård og Kystbanen
Placeringen af Nordbanens Helsingør station ved Trækbanen i byens yderkant viste sig hurtigt at være en kostbar fejlplacering. Det var alt for omstændigt og tidskrævende at omlade godset til hestevogne, når det skulle transporteres til havnen. Man valgte da at anlægge et jernbanespor langs kysten fra Snekkersten til den nyopførte Helsingør Banegård ved havnen. Det omfattende projekt blev indviet i efteråret 1891 og passagererne fik nu adgang til det som mange i samtiden kaldte for ”Landets flotteste banegård”. Banegården fremtræder i nederlandsk renæssancestil a la Kronborg og Rosenborg Slot i København.
I 1894 vedtog den danske rigsdag "Kystbaneloven" der skulle føre jernbanespor langs kysten fra Klampenborg til Helsingør, og den 1.august 1897 var den nuværende Kystbane en realitet.
Helsingør/Helsingborg overfarten
Den væsentligste årsag til omlægningen af Nordbanen fra Snekkersten til Helsingør havn og byggeriet af den nye banegård var behovet for jernbaneoverfart mellem Helsingør og Helsingborg.
I marts 1892 blev den nye jernbanefærgeoverfart indviet mellem de to byer. Det skete med hjulfærgen ”Kronprinsesse Louise”; en nybygning fra Helsingør Skibsværft, som var ene om jernbaneoverfarten til 1897, hvor en ny hjulfærge, ”Kronprins Frederik” også blev indsat på overfarten.
Begivenheden blev i Helsingborg fejret med mange officielle indvielsestaler og glæde over, at der nu var skabt langt lettere forbindelse til Danmark og videre til kontinentet.
Den nye færgeforbindelse fik stor betydning for den svenske infrastruktur. For eksempel kunne vestkystbanen mellem Gøteborg og Malmø nu knyttes sammen med overfarten Helsingborg - Helsingør.
Hornbækbanen
Med åbningen af Hornbækbanen i 1906 skete der en væsentlig udbygning af Nordsjællands infrastruktur med bedre forbindelser til oplandet, bl.a. transporteres klæde fra Hellebæk, tegl fra Ålsgårde og papir fra Havreholm. Transportudviklingen var, i vid udstrækning, også et produkt af egnens forvandling til rekreativt område for hovedstadsregionen. Et træk der fik betydning for udviklingen helt op i vor tid.
Fri handel og vareomsætning
Skibshandelens frygt for at de nye samfærdselsmidler ville overtage dele af varetransporten viste sig at være velbegrundet, og med den endelige ophævelse af beskyttelseszoner omkring købstaden i 1920 var den tid forbi, hvor der blev lagt hindringer i vejen for den fri handel og vareomsætning.
Omkring århundredeskiftet er de vigtigste faktorer for den industrielle udvikling tilvejebragt: Først og fremmest med etableringen af skibsværftet den fornødne kapital og investering og arbejdskraft, der også i rigt mål søger til byen, en udbygning af infrastrukturen og ophævelse af tidligere tiders restriktioner for produktion og vareomsætning. Med etableringen af Helsingør Tekniske Skole i 1885 påbegynder man også en tidssvarende uddannelse af arbejdskraften.
Den nye banegård 1891 |
Helsingør Banegård 1891 | 
Helsingør Stations indgang | 
Kystbanen |
Fagbevægelsens udvikling
Med den begyndende industrialisering og ophævelsen af laugene kommer de første forsøg på at etablere en faglig bevægelse og sammenslutning i byen. De første tiltag finder sted indenfor førhen laugsorganiserede håndværksfag i begyndelsen af 1870erne, men den økonomiske afmatning omkring 1876 sætter en stopper for den videre udvikling. Den første varige organisering finder sted blandt typograferne i 1881 og i forbindelse med etableringen af skibsværftet er der forskellige andre tiltag. En økonomisk krise i midten af 1880erne bevirker atter et tilbageslag, men etableringen af Socialdemokratisk Forening i sommeren 1885, Smede- og maskinarbejdernes Fagforening i 1887 og Fælles Fag- og Arbejderforeningen i Helsingør fra 1888 lægger grunden til en mere varig og samlet organisering.
De svingende konjunkturer især for skibsværftsbranchen har stor indflydelse på udviklingen. Det gælder også ind i 1890erne, og først omkring midten af 1890erne får Fællesforeningen gennemført overenskomster for flere af fagene på værftet. Allerede i 1892 vælges gartner Christian Hansen til byrådet, som det første socialdemokratiske byrådsmedlem i landet og i 1894 får socialdemokraterne 3 medlemmer valgt ind i byrådet på en fælles liste med partiet Venstre.
Overenskomstkamp
En endelig ordning omkring indgåelse af overenskomster opnås først i 1896, efter en omfattende faglig konflikt på værftet, der starter med en lockout af nitterne og kommer til at omfatte 900 medarbejdere. Det var en stor konflikt efter datidens forhold, og først efter 14 dages forhandlinger opnås der enighed omkring en lønforhøjelse og indgåelse af en 3 års overenskomst og oprettelse af et fast forhandlingssystem, hvor Fællesforeningen forhandlede på fagenes vegne.
Værftets forhandlingsresultater og lønsatser blev toneangivende, men dog ikke mere end at der i 1899 udbryder en omfattende og 3 måneder lang konflikt i byen, som ikke omfattede værftet. Her havde man gennem De samvirkende Fagforbund, som Fællesforeningen omdøbes til i 1898, uden problemer forhandlet sig tilrette om en overenskomst, der bl.a. nedsatte arbejdstiden fra 60 til 58 timer og afskaffede det forhadte bødesystem, som bl.a. fremgår af værftets arbejdsreglement. I 1888 eksisterede der i byen kun 7 fagforeninger med under 300 medlemmer. Omkring århundredeskiftet var der 32 fagforeninger med ca. 1800 medlemmer.
Levevilkår
Omkring århundredeskiftet tjente en arbejder en ugeløn på omkring 15-20 kr. Det siger i sig selv ikke så meget, og desværre eksisterer der ikke fra Helsingør undersøgelser over arbejderfamiliernes budgetter og levevilkår. Hvis man sammenligner med andre steder i landet kan man nok regne med, at omkring 25% af indtægten gik til husleje, og at de øvrige gik til mad, brændsel og tøj, i nævnte rækkefølge. Pengene var små, og hertil kom, at man også skulle betale til forsikring imod sygdom, død og begravelse. Bortset fra fattigvæsenet og en aldersrentereform i 1891 var det offentlige sikringssystem ikke-eksisterende og det blev derfor en vigtig opgave for arbejderbevægelse at tage fat på, også lokalt. I den sammenhæng oprettes der allerede i 1892 i Helsingør en selvstændig sygekasse for Fællesforeningens medlemmer.
Kooperationen
En metode til at mindske udgifterne til daglige fornødenheder og måske på sigt berøve kapitalisterne den dominerende indflydelse på produktionen ligger i den kooperative tanke. Bøndernes andelsforetagender fra 1880erne, som bl.a. var inspireret af de engelske arbejderes kooperative indkøbsforeninger, kan have været en inspirationskilde, men som angivet har den kooperative tanke dybe rødder i arbejderbevægelsen. Tanken var, kort sagt, at man ved i fællesskab at producere, indkøbe og distribuere forskellige varer og tjenesteydelser kunne gøre det billigst muligt, uden fordyrende mellemled og til gavn for fælles bedste. Det første eksempel på kooperativ indkøbsvirksomhed i Helsingør var oprettelsen af "Arbejdernes Kulforsyning" i 1892, men siden hen kommer mange initiativer til kooperativ virksomhed og social sikring.Eksterne links til 1800-tallet
| | Linkikonet åbner for hjemmesider, hvor der kan findes yderligere oplysninger om 1800-tallet. En del af disse tilbyder også en engelsk version eller resumé.
|
|