Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
The%2019th%20Century
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Migration

*

Mange både svenske og danske emigrerede oversøisk, fortrinsvis til Amerika, men også Københavnsområdet tiltrak befolkningsoverskuddet fra landområder på begge sider af Øresund.

Efterhånden tog urbaniseringen, i takt med industrialiseringen, også fart i de mindre byer i Øresundsregionen.
De skånske middelalderbyers indbyggertal havde ikke ændret sig nævneværdigt i tiden frem til år 1800. En undtagelse var Malmö, som havde en ekspansionsperiode i 1500-talet, men som faldt kraftigt tilbage efter krigen og pesten. Også Landskrona havde en opgangsperiode, men den fandt sted i 1700-tallet. Den by, som var mest uheldig under krigen, var Helsingborg.
Indbyggertal i Øresundsregionens byer år 1800, i størrelsesorden:
Malmö: 3 962
Landskrona: 3 827
Lund: 3 087
Ystad: 2 460
Kristianstad: 2 369
Helsingborg: 1 741
Ängelholm: 697
Simrishamn: 644
Skanör: 526
Falsterbo: 156
Til sammenligning kan nævnes, at Lund i 1100-tallet menes have haft mellem 3000 og 4000 indbyggere. De skånske byer var meget små, og ofte havde de omliggende sogne større indbyggertal end byerne. Der fandtes i Skåne ikke nogen by, som tilnærmelsesvis kom i nærheden af Sveriges tre største byer i år 1800 (Stockholm med 75 517 indbyggere, Göteborg med 12 804 og Karlskrona med 10 166).
Men 100 år senere var billedet helt forandret og i år 1900 var indbyggertallet i de skånske byer i denne størrelsesorden:
Malmö: 60 857
Helsingborg: 24 670
Lund: 16 621
Landskrona: 14 399
Kristianstad: 10 318
Ystad: 9 862
Ängelholm: 2 784
Simrishamn: 2 062
Skanör: 667
Falsterbo: 266
Efter flere hundrede års stilstand eksploderede udviklingen i mange skånske byer i 1800-tallet. Årsagerne til denne udvikling skal findes i industrialiseringen og udbygningen indenfor infrastrukturen, men også i den kraftige udvikling af befolkningstallet, som Tegnér henførte til ”fred, vaccine og kartofler” I Sverige var skråtvangens afskaffelse i 1846, og indførelse af næringsfrihed i 1864, med til at stimulere foretagsomheden. Det var Malmö og Helsingborg, som stod for den kraftigste ekspansion øst for Øresund

Københavns udvikling
I perioden 1800 til 1900 øges Københavns befolkning fra ca. 100.000 til op imod 500.000 personer. En gigantisk urbaniseringsproces der finder sted i sammenhæng med det industrielle gennemslag i Københavnsområdet fra omkring midten af 1800-tallet, hvor maskinindustrien begynder at spille en mere fremtrædende rolle. Ligeså væsentlig er imidlertid den byggeindustri med bl.a. teglværker som opstår omkring hovedstaden, da man i 1850erne begynder at bygge uden for voldene og foretage store anlægsarbejder i forbindelse med udvidelse af infrastrukturen: Anlæggelse af boligkvarterer, erhvervsområder, jernbaner og havneudvidelser.
Københavns Hovedbanegård 1870
Københavns Hovedbanegård 1870

Den glemte migration
Byens befolkningsforøgelse stammer hovedsagelig fra et voksende befolkningsoverskud i landdistrikterne, som søgte bedre levevilkår i hovedstadsområdet, eller for en stor dels vedkommende emigrerede, fortrinsvis til Amerika. Denne proces foregik overalt i Danmark, men i vid udstrækning også på den anden side af Øresund.
Den svenske emigration til Amerika var betydeligt større end den danske og kom hovedsagelig fra de karrige landskaber i Småland, men en ikke ubetydelig andel kom fra Skånelandene og emigranter herfra søgte også i et vist omfang til det dynamiske udviklingscenter omkring København. Præcis hvor mange det drejer sig om diskuteres fortsat, fordi en del, specielt i landdistrikterne, kun kom som sæsonarbejdere og svingende konjunkturer også spillede en rolle, men en samlet svensk emigration fortrinsvis til hovedstadsregionen på måske 80.000 er nok ikke helt hen i vejret.
Der er gode forklaringer på denne udvikling. Den dynamiske udviklingsproces i Københavnsområdet rakte udover den nationale grænse, der er ikke langt fra Sjælland til Skåne, infrastrukturen udbygges betydeligt og i Sydsverige var den industrielle udviklingsproces tilsyneladende mindre omsiggribende og generelt også senere på færde. Der var altså et stort arbejdskraftbehov og beskæftigelse at finde i hovedstadsregionen. En meget håndgribelig forskel var lønniveauet, som antages at have været fra en tredjedel og op til dobbelt så højt som i Sydsverige. Indvandringen kom overvejende fra landdistrikter i Sydsverige og hovedsagelig fra det sydvestlige Skåne.
En landarbejders hus
En landarbejders hus
Den svenske indvandring til Danmark
Den svenske indvandring til Danmark

Arbejdskraftens vandring
En stor del af indvandrerne, fortrinsvis mænd og unge, fandt beskæftigelse indenfor håndværk og industri i de to hovedstadskommuner (København og Frederiksberg), mens kvinderne f.eks. fandtes indenfor tekstilindustrien, men for en stor dels vedkommende også arbejdede som tyende. I omegnskommunerne fandtes større arbejdspladser f.eks. teglværker med store grupper af svenske arbejdere og i landkommuner f.eks. Tårnby på Amager søgte arbejdskraften også ind, delvis som erstatning for dansk arbejdskraft som søgte til byerne, men også ved arbejdskraftintensivt gartneri og roedyrkning - det sidste også udenfor hovedstadsområdet.

Svenskere i Danmark
Omkring århundredeskiftet antages det at der i hovedstadskommunerne befandt sig omkring 16.000 svenskere, svarende til omkring 3 % af den samlede befolkning. I amtet som helhed udgør gruppen omkring 4 %, dog med store variationer - højst i Tårnby på Amager, hvor de i industrikvartererne i Sundby på Amager i 1890erne udgjorde over 5%. Med anlæggelsen af Helsingør Værft i 1882 ansættes 700 arbejdere og antallet af registrerede svenskere i området firedobles i 1883, hvor der i alt er 592 svenske arbejdere, heraf 189 på værftet og på klædefabrikken i det nærliggende Hellebæk var størstedelen af de kvindelige arbejdere fra Skåne.
I slutningen af 1800-tallet sker der forskellige ændringer i fattiglovgivningen som betyder en udhuling af udlændinges forsørgelsesret i Danmark, dels i form af øget tilsyn med fremmede fra 1875, dels ved en ændring i fattigloven i 1891, der kræver dansk indfødsret for at opnå forsørgelsesret.
Fra slutningen af 1890erne er der en markant faldende tendens i indvandringen, hvilket formodentlig skyldes stigende industrialisering i Helsingborg og Malmö og tilsvarende også i landbrugsindustrien bl.a. i forbindelse med sukkerroedyrkning i det sydvestlige Skåne. Efterhånden bliver Skåne i stand til at opsuge og fastholde den overskydende arbejdskraft, også som følge af stigende lønninger.
Hellebæk Klædefabrik
Hellebæk Klædefabrik
Frederiksholm Teglværk
Frederiksholm Teglværk

Svensk kirke i København
En del af de ca.16.000 svenske indvandrere fandt trøst mod hjemlængslen -og de ofte barske arbejdsvilkår- i en kirkelig sammenhæng. Med det stedlige svenske præsteægtepar, Niels og Ruth Widner, som initiativtagere, blev der rejst betydelige midler til opførelsen af en svensk kirke i København.
Vi skal dog frem til 1910 før end man med en festgudstjeneste kunne indvie Svenska Gustafskyrkan. Det var Theodor Wählin, arkitekten bag restaureringen af Lund Domkirke, der realiserede den endelige udformning i tidens jugendstil.
En bemærkelsesværdig gave ved indvielsen var den verdensberømte svenske maler, Carl Larssons (1853 – 1919) olieskitse til ”Blinda Brita i bodadräkt”. Et af de få billeder af denne kunstner på dansk grund!
Svenska Gustafskyrkan i København
Svenska Gustafskyrkan i København

©  Øresundstid 2009