Skip Navigation Links
Forside
Historie
Temaer
Turisme
Undervisning
Søgning
The%2016th%20Century
Skip Navigation Links
HistorieExpand Historie
Skip Navigation Links
TemaerExpand Temaer
TurismeExpand Turisme
UndervisningExpand Undervisning

Skip Navigation Links
BilledkategoriExpand Billedkategori
Skip Navigation Links
TidslinieExpand Tidslinie

Arkitektur

*

Kronborgs bygmestre er to hollandske arkitekter og stilen er nederlandsk renæssance.

Byggeriet påbegyndes i 1574 under Hans van Paeschen, indvies i 1582 og står færdigt i 1583. I den anden bygningsfase under Antonius von Opbergen beklædes slottet med skånsk sandsten fra et brud ved Helsingborg.

Kronborgs arkitektur
I sit værk "Kronborgs historie" fra 1939 resumerer V. Wanscher sin kunsthistoriske beskrivelse af slottet i Frederik 2.s bygningsfaser således:
"Når vi selv skal bestemme Kronborgs plads i kunsthistorien, hvilket vi nu bedre end de gamle er i stand til, må vi især fastholde, at dette slot blandt de nordeuropæiske er enestående ved sin storhed og rytmiske ide. Kronborg forener den sengotiske arkitektur med renæssance-barokken.
Den kvadratiske form af slottet var jo givet fra Erik af Pommerns tid, og det var endda kun efter flere ombygninger, at det nye Kronborg fuldt ud kunne fylde og hævde denne form. Således er også den strenge behandling af slottets facader, især de ydre med deres strenge mure og bredt fordelte rektangulære vinduer i tredje stokværk, vægtergangen, og de i fri rytmer anbragte kvistgavle, samt det firkantede hjørnetårn, en arv fra den sengotiske arkitektur..."
Wanscher hævder med andre ord at Kronborg rummer elementer af tre historiske stilarter både gotik, renæssance og barok. Vægtergangen som Wanscher omtaler overdækkes dog i den anden bygningsfase, men som endnu et gotisk stilelement kan fremhæves slotskirkens vinduer i gotisk spidsbuestil.

Inspirationen
Wanscher er inde på at sandstensbeklædningen i anden fase og også opførelsen af østfløjen er elementer der medvirker til at give slottet et mere homogent (kubisk) præg, måske inspireret af sydlandske fyrstepaladser. Den dominerende stilart i slottets ydre udsmykning er renæssance i den stærkt dekorative flamske udgave med udsmykkede tårne, gavlkviste, vinduesindfatninger og portaler.
Hvis man her vil lede efter forbilleder i den store målestok går man imidlertid forgæves. En del af forklaringer herpå er simpelthen at de indvandrede bygmestre og håndværkere søgte bort fra de usikre forhold med spansk overherredømme og konflikter i Nederlandene, som især protestanterne led under. Den danske konge kunne tilbyde trygge vilkår og karrieremuligheder her længere nordpå. Kronborg udgør en kulmination i denne stilart og slottets beliggenhed er unik.

Særpræget
Man fornemmer det særegne samspil imellem tårne og gavlkviste, som er et særpræg for den nordiske renæssance. Det omfattende dekorative præg ses f.eks. på vinduesindfatninger der flankeres af klassiske søjler og over vinduet ligeledes en klassisk fronton med en portrætfigur indeni.
Portalerne er også talrige. Her ses hovedindgangen flankeret af Neptun og Merkur - rimeligvis en henvisning til Øresundstoldens betydning. Oprindelig var denne portal beregnet på Skanderborg Slot, men flyttes til Kronborg, da kongen samler sine nybyggerier i Nordsjælland. Modsat ses portalen i forgården ved udgangen gennem Mørkeport en detalje fra den første bygningsfase.
Østfløjen, der som nævnt er den sidst opførte, er i den underste del udformet med en såkaldt diamant- eller kvadrestensfugning, der leder tankerne hen på italiensk renæssance, men igen med et voldsomt dekorativt præg. Mere ren og italiensk i sin fremtoning er det oprindelige Marienlyst, der er opført samtidigt blot en kilometer borte som et lystslot, når kongen skulle slappe af fra det repræsentative, men vel også vindomsuste fyrstepalads.
Kronborg
Kronborg
Hovedindgangen, Kronborg slot
Hovedindgangen, Kronborg slot
Den indre gård
Den indre gård
Kirken
Kirken

Tidlig barok
Wanscher fremhæver i sin beskrivelse af slottet at det i den anden bygningsfase under Anton von Obbergen tillige fremviser detaljer der, forbavsende tidligt, er udformet i barokkens stilart. Det gælder den nu forsvundne store kuppel på sydtårnet, men også kirkens endegavl, det såkaldte "Kakkelborg", der fremstår som et synligt vartegn ud imod søen.
Barok stil
Barok stil
Barok stil
Barok stil

Brand og genopbygning
1629 brænder Kronborg næsten ned til grunden, men Christian 4.lader det genopføre stort set i dets oprindelige skikkelse og for egne midler, dvs. indtægter fra Øresundstolden, som han i en tid forhøjede. Bygmester og arkitekt i denne 3. fase var også en hollænder, Hans van Steenwinkel, der også en arkitekten bag den indre indretning i barokkens stilart, der stadigvæk præger mange detaljer ved kaminer, lofter m.m.
Slotskirkens indre, der som det eneste blev skånet ved branden 1629, er holdt i renæssancestil med karakteristiske træskærerarbejder i kassettestil. Det oprindelige loft i riddersalen var også et kassetteloft i enorme dimensioner der formodentlig ikke har været råd til at genetablere.
I et prospekt fra 1645, der viser byen set fra syd, bemærker man, at Frederik 2.s kuppel på det søndre tårn ikke er genopført, i stedet ses en rektangulær over-bygning, der ikke længere eksisterer. Der er en vis afstand imellem byen og slottet, og dog ikke mere end at svenskerne ved belejringen i 1658 kan komme til at beskyde slottet, bl.a. fra den fremskudte bymur der eksisterede.

Befæstningen
Bemærkelsesværdigt er det, at Frederik 2.i sit brev af 24.1.1577, hvor han påbyder navnet Kronborg, omtaler det som "den ny Befæstning". Det er således også sandsynligt, at kongens forestillinger om anlægget udvikler sig fra at omhandle en moderniseret kongebolig til et både repræsentativt og stærk befæstet slotsanlæg.
Planerne for en befæstning af slottet stammer dog helt tilbage fra før Krogens ombygning, hvor Christian 3. i midten af 1500-tallet indkalder den sachsiske bygmester Hans von Dieskau med henblik på en nybefæstning af Krogen. En tegning fra Dieskaus hånd viser, at han påtænkte at forsyne slottet med murede bastioner i det nordøstlige og sydvestlige hjørne. Man må forklare disse tiltag i sammenhæng med dybtgående ændringer i krigsteknologien i renæssancens tidsalder.

Kanonernes virkning
Middelalderborgens befæstning bestod primært i dens høje mure og eventuelle fæstningsgrave, der var vanskelige at forcere, og hvor man oppefra ringmuren kunne beskyde og skolde angribende fjender. Allerede i middelalderen opfinder man kasteskyts med henblik på at nedbryde og forcere muren, men med den stigende anvendelsen af kanoner i 1400 og 1500-tallet bliver det nødvendigt med udvidede horisontale befæstninger og med tiden udvikler der sig i en hel militærarkitektur i forbindelse hermed. Foregangsmænd var italienske renæssancearkitekter, blandt andre Michelangelo, der omkring 1527 forestod Firenzes befæstning.
I Kronborgs tilfælde fuldfører allerede den første bygmester Hans van Paeschen en befæstning med fire bastioner, hvoraf rester stadigvæk kan lokaliseres, og han tilskrives også indgangen ved Mørkeport. Hans van Paeschen hentede sin inspiration i Antwerpens befæstningsværker og sandsynligvis kom flere af hans håndværkere herfra. Antonius van Opbergen bygger, som det også er tilfældet med selve slottet, videre på Paeschens´planer i samspil med Frederik 2..

Lundehave
I tilknytning til Kronborg lader Frederik 2.i 1587 opføre lysthuset Lundehave en kilometer længere væk. Lundehave blev opført som en smal bygning i tre etager, muligvis af Hans van Steenwinckel den Ældre. Lundehave er opført i italiensk renæssance og med en tilhørende have i italiensk renæssancestil. Her kunne kongefamilien søge læ fra det forblæste Kronborg og haven har formodentlig også bidraget til husholdningen på Kronborg.
Haveanlægget består, som det fremgår af en tegning i Resens danske Atlas, af en række retangulære/firkantede bede som er anlagt i et geometriske mønstre med f.eks. stjernemønstre i. Beplantningen er lav, måske kantet med små buxbomhække og hele anlægget kan overskues under et.
Lundehave
Lundehave
Lundehave - Marienlyst
Lundehave - Marienlyst

Sparepenges have
Frederik 2.opførte også det oprindelige Frederiksborg Slot, som mod nord var omgivet af Lille Dyrehave, der, som navnet angiver, var indhegnet og rummede levende dyr af forskellig slags. Frederiksborg fik med Sparepenge også et lystslot i italiensk renæssancestil, som Christian 4. fornyede og beboede, mens opførelsen af det nye Frederiksborg stod på omkring år 1600. Mellem Sparepenge og hovedslottet anlagdes endvidere en typisk renæssancehave: Den var, som Lundehave, opbygget af horisontalt orienterede bede i geometrisk stil.

©  Øresundstid 2009