Oresundstid

Standard

Tekst

Billeder

Kilder og fremstillinger

Litteratur

Multimedieklip

Link

Fleksibel

Introduktion

1600-tallet er en af de mest dramatiske perioder i Øresundsregionens historie. Den første halvdel er præget af den danske konge Christian 4.s initiativer og eventyrpolitik samt Sveriges europæiske ekspansion.

Den sidste halvdel af Sveriges erobring af den danske landsdel, Skåne og enevældens indførelse i begge riger.

Ved århundredets slutning ligger grænserne mellem de to stater fast.

1600-tallet er en særdeles omskiftelig periode i Øresundsregionens historie. Der er bl.a. her Skånelandene fra 1658 overgår fra Danmark til Sverige.

Første del af århundredet er præget af fortsat økonomisk vækst. De fyrstelige pragtbyggerier Under Christian 4.(1588-1648) udvides med bl.a. Rosenborg Slot, nye byer grundlægges og København udvikles til residenshovedstad. Riget er stadigvæk et valgkongedømme, kongen må underskrive en håndfæstning og regere i samråd med adelen, men mange træk peger i retning af den centraliserede og bureaukratiske enevælde, der indføres i 1660.

Dagligdagen er præget af at staten, og hermed også den protestantiske statskirke, forsøger at regulere en lang række forhold omkring den enkeltes levevis, eksempelvis vedrørende ægteskab og samliv. Fattigdommen er udbredt i de laveste sociale lag, prostitutionen er omfattende, men afvigere tåles ikke gerne. Antallet af hekseprocesser vokser og kulminerer i 1600-tallets første halvdel.

Renæssancetidens militære udfoldelser kommer til udtryk i en række krige i 1600-tallet, men eksempelvis også i tidens byplanlægning og arkitektur. Med enevældens indførelse i 1660 begynder barokkulturen at gøre sig gældende. Det iagttages f.eks. i havearkitekturen.

Størstedelen af 1600-tallet er Øresundsregionen præget af kampen imellem de to regionale stormagter Danmark-Norge og Sverige om herredømmet over Øresund og Østersøen. Sverige, som er inde i en rivende udvikling med eksport at råvarer, såsom jern, kobber, træ til skibsbygning og også landbrugsvarer, øler sig i høj grad spærret inde af Danmark-Norge.

Øresund og opkrævningen af Øresundstolden blev brændpunkt for konfrontationerne. Den nordiske Syvårskrig 1563-70 slår temaet an og med Kalmar-krigen 1611-13 kommer en konfrontation, som umiddelbart falder ud til Danmarks fordel. I 1640erne må Danmark imidlertid se sig besejret af svenskerne i alliance med hollænderne og må afgive landområderne Gotland, Øsel og Halland for en 30årig periode.

I 1657-58 indtræffer katastrofen, set med danske øjne, for alvor. Store dele af de danske landområder bliver løbet over ende og ved Roskilde-freden i 1658 må Danmark afgive Skånelandene til Sverige. Et halvt år senere vender svenskekongen tilbage, men København undsættes af hollænderne, som nu er dansk alliancepartner. Der sluttes atter fred i København i 1660.

Revanchekrigen Den Skånske Krig i perioden 1676-79 falder ud til Sveriges fordel, men det er nu åbenlyst at magtforholdene omkring Øresund er et led i europæiske stormagtsinteresser.

Snaphanemodstanden i Skåne var i visse egne markant og efter Skånske Krig sætter en forsvenskningsproces ind. Det er dog også led i en generel uniformeringsproces, hvor statsmagtens beføjelser øges, hvilket kan iagttages både i Sverige og Danmark efter enevældens indførelse. I Skåne satses bl.a. på en centralisering omkring Landskrona, på Sjælland forstærkes Kronborgs befæstning og oplevelsen af Øresund som grænseskel vinder frem.

En ting er sikkert: Beboerne på begge sider af Øresund betaler prisen for de mange krigshandlinger. Befolkningsnedgang, ødegårde og sygdomsepidemier taler sit tydelige sprog.

Christan 4.s tid

Christian 4.s tidsalder er præget af pragtfulde byggerier, nyanlæggelse af byer, handelskompagnier og virksomheder, men også tilbagevendende krigsbegivenheder og religiøst ortodoksi.

En del af indtægterne kom ved gentagne forhøjelser af Øresundstolden.

Handel og pragtbyggerier

Christian 4. er i eftertiden berømmet for sit omfattende byggeri i Øresundsregionen. Først og fremmest i København og Nordsjælland.

Stilarten i byggeriet ved Frederiksborg Slot, og en lang række andre af Christian 4´s byggerier, er nederlandsk renæssance med tårne, spir og rigt dekorerede gavlender.
I Christian 4´s byggerier udvikles den karakteristiske blanding af røde teglsten og dekorative sandstensbånd og indramninger som ses på adskillige kongelige og adelige byggerier i samtiden.

Christian 4.
Christian 4. kommer til magten 1588, men på grund af hans unge alder er det en formynderregering der regerer frem til 1596, hvor han underskriver håndfæstningen og endelig indsættes i 1597. Det foregår ved en kroningsceremoni, hvor rigsrådet på symbolsk vis, ved at berøre kronen, overdrager magten til kongen.

Kongen regerer altså fortsat sammen med rigsrådet og det rige Christian 4.overtog var i bund og grund stadigvæk middelalderligt og feudalt. Langt den overvejende del af befolkningen, måske hele 90 %, levede forsat på landet og landbrugsproduktionen var det bærende fundament i landets økonomi.

Christian 4.

Nytænkning
Alligevel er Christian 4.s tidsalder præget af en lang række nybrud og udviklingstendenser og Christian 4. så det i vid udstrækning som sin opgave at modernisere, udbygge og udvide den danske stat, en opgave det for så vidt også var dækning for i hans håndfæstning af d. 17.8.1596.

Det er stadigvæk den feudale logik, nemlig at al rigdom og forbedring kommer fra jorden og erhvervelse af denne, der præger tankegangen, men i realiteten forsøgte Christian 4. på mange forskellige måder at fremme rigets tilstand. Målsætningen var, inspireret af udviklingen i Nederlandene og i pagt med tidens fremherskende tankegang, merkantilismen, at skabe selvforsyning på en lang række områder og dermed også overskud på betalingsbalancen.

Kompagnihandelen
Til brug for dette oprettedes en række handelskompagnier til varetagelse af fjernhandelen på Amerika og Indien, som det første Ostindisk kompagni i 1618 som aktieselskab efter nederlandsk model. Rundt omkring oprettedes også kolonier og handelsstationer og handelen på f.eks. Island og Færøerne monopoliseres.

Der oprettedes også nye virksomheder indenfor en række andre områder, minedrift i Norge og egentlige produktionsvirksomheder som f.eks. Tugt- og Børnehuset i København, der fra 1620 satsede på klædefabrikation. I alle tilfælde gik staten ind med aktiv støtte i form af kapital eller udstedelse af monopoler og privilegier. Disse bestræbelser medførte dog ikke gennemgribende forandringer i den samlede økonomi.

Hovedstaden
Et karakteristisk tegn i tiden er det at kongen og dermed også statsmagten og administrationen bliver mere bofast. Ganske vist udvider kongen sine besiddelser i Nordsjælland og forbinder dem med såkaldte kongeveje, men i realiteten tjener de også til at han kan komme hurtigt til og fra hovedstaden og tilse forholdene der.

København udvides kraftigt i perioden fra omkring 1550 og frem til 1650. Middelalderbyen med slotsholmen udenfor vokser udover sine rammer. En helt ny bydel, Christianshavn, opføres på Amager-siden. Rosenborg Slot og Nyboders rækkehuse ligger udenfor den gamle by, men indenfor de nye og udvidede befæstninger omkring byen.

Flådeanlæggene i fylder meget i samtidige gengivelser af byen. Flåden og i det hele taget rustningsaktiviteter spiller en fremtrædende rolle i hovedstaden. Det gælder bl.a. orlogsværftet, der uden sammenligning er landets største virksomhed.

København 1587	København 1611	København 1550 og 1650	København 1674	Holmen
København uden Børsen	København med Børsen	Rundetårn

Rosenborg Slot og Have
Kongens residensbolig i hovedstaden er i starten af 1600-tallet fortsat det middelalderlige kongeslot Christiansborg, men det afløses efterhånden af Rosenborg Slot, der opføres 1605-1634 efter skiftende planer. Rosenborg, der oprindelig opførtes udenfor København, udvikler sig med tiden til en blanding og intim privatbolig og et repræsentativt lystslot, hvor kongen også modtog gæster, som han f.eks. imponerede med sindrige musikinstallationer.

Efter opførelsen af slottet kommer planer om systematisk anlæggelse af et tilhørende haveanlæg. Der findes en skitse fra året 1649, som viser et typisk renæssanceanlæg med lave, geometriske bede. I 1647 udkommer den første egentlige havebog, Horticultura Danica og der findes underretning om bestilte planter til Rosenborg Have.

Christian 4.	Rosenborg	Rosenborg Have	Horticultura1647	Havearbejde
Podning	Vinranker	Kongens have

Det ny Frederiksborg
Christian 4. fortsatte sin fars byggeiver i Nordsjælland, hvor han omkring år 1600 starter på at ombygge og udbygge Frederiksborg Slot. Arbejdet pågår over en årrække frem til 1626, hvor det står færdigt. I modsætning til Kronborg, der fremstår som en lukket befæstning, er Frederiksborg Slot åbent på bagsiden ud imod gården, hvor vandkunsten og de bagved liggende bygninger indgår i et samlet, mere åbent og repræsentativt anlæg, der således har mere moderne karakter: Slottet har mistet sin betydning som borg og befæstning, det tjener til præsentation af kongemagten.

Frederiksborg Slot

Pragtslottet

Audiensporten

Jerngitter

Frederiksborg Slot

Renæssancestilen
Stilarten i byggeriet ved Frederiksborg, og en lang række andre af Christian 4´s byggerier, er nederlandsk renæssance med tårne, spir og rigt dekorerede gavlender. I Christian 4´s byggerier udvikles den karakteristiske blanding af røde teglsten og dekorative sandstensbånd og indramninger som ses på adskillige kongelige og adelige byggerier i samtiden.

Ligesom Frederik 2.anlagde et lysthus ved Marienlyst i Helsingør, opfører Christian 4. ved siden af selve slottet bygningen Sparepenge og også Badstuen, hvor det var mere bekvemt at opholde sig.

Frederiksborg slot

Badstuen

Trefoldighedskirken

Kalmarkrigen og Hornkrigen

I slutningen af 1630erne får den danske konge rigsrådet og stænderne med på oprettelsen af en stående hær, som bl.a. finansieres gennem en klækkelig forhøjelse af Øresundstolden. Det får Nederlandene til at indgå en alliancepagt med Sverige som får katastrofale følger for Danmark.

Krig og byplaner
Omkring år 1600 stod hollænderne for ca. 80 % af den årlige skibstonnage igennem Øresund, så det var for Danmark afgørende at bevare et godt forhold til hollænderne. Evindelige forhøjelser af Øresundstolden og krisesituationer, hvor skibe blev opbragt, var dog en torn i øjet på hollænderne og andre skibsførende nationer.

Forholdet til Sverige var især problematisk. Den svenske økonomi var i rivende udvikling med eksport at råvarer såsom jern, andre mineraler, træ til skibsbygning og også landbrugsvarer fra de sydlige områder, men Sverige følte sig i høj grad spærret inde af det danske Østersøimperium.

Kalmarkrigen
Svenskerne søgte bl.a. at ekspandere nordover og det blev den anledning som Christian 4. greb til at starte den såkaldte Kalmarkrig i 1611-13. Kongen havde bundet sig til et generelt løfte om at ”formere, forbedre og forhøje landets tilstand”, hvilket Christiand.4. henviser til i en anmodning til rigsrådet d.31.1.1611, hvor han omtaler krænkelser fra svensk side, som han ikke vil tåle:

"…da ville det forårsage os en ond eftertale hos Posteriteten (eftertiden) i vores grav, efterdi vi lidt har og tilladt det, som en lovlig konge ikke burde lide eller tåle, hvilket vi i vores kongelige kroning og håndfæstning Riget svoret og lovet har ved brev og segl…"

De påståede krænkelser vedrørte bl.a. forholdene i det nordligste Skandinavien, herunder Sveriges adgang til Nordhavet. Rigsråderne er modvillige, men da kongen truer med at erklære krig i sin egenskab af hertug af Slesvig-Holsten, får han sin vilje.

Kort fra omkring 1600	Kort tilegnet Gustav 2. Adolf	Christian 4.	Trefoldigheden	Fæstningen Varberg
Belejringen af Kalmar

Skåne hærges
Det er også denne gang først og fremmest civilbefolkningen som må holde for. Skåne bliver hærget og raseret af Gustav Adolf i 1612 og han beretter selv herom:

”Vi har været inde i Skåne og afbrændt størstedelen af landsdelen, så 24 kirkesogne samt byen Vä ligger i aske, og Vi har ingen modstand mødt, hverken af ryttere eller fodfolk, så Vi har kunnet grassere, plyndre, brænde og slå ihjel, som Vi lystede. Vi havde på samme måde tænkt os at besøge Åhus, men da Vi fik kundskab om, at der lå danske ryttere i byen, begav vi os hjem over Markeryd, og vi kunne ødelægge og fordærve, hvor vi drog frem, og alt gik meget heldigt.”

Christian 4. står som vinder af Kalmarkrigen. Ved Freden i Knärød 1613 overtager Danmark fæstningen Elvsborg indtil en erstatning på 1.000.000 rigsdaler er betalt. Holland førte en politik som gik ud på at ingen stormagt skulle have den totale magt over Østersøen. Derfor ledte den danske sejr også til at der i Haag 1614 undertegnes et svensk-hollandsk forsvarsforbund.

Freden i Knærød 1613

Svenske gældsbrev

Krisstiansstad
Efter krigen påbegynder Christian 4. anlæggelse af en række befæstede byer, som kan yde civilbefolkningen bedre beskyttelse mod de svenske indfald. Købstæderne Væ og Åhus nedlægges og i stedet anlægges en helt ny by, Chrisstiansstad, der bedre kan afbøde de gentagne svenske angreb i området. Hollandske eksperter hidkaldes og fra 1614 påbegyndes anlæggelsen af en fæstningsby med vinkelrette gadenet og omgivet af befæstede bastioner.

Til byen knyttes en kirke i renæssancestil, Trefoldighedskirken, der kan rumme 1400 mennesker, og indvies i 1628. Kirken er et hovedværk i Christian 4.tidens renæssancearkitektur. Kirken har form som etl igesidet, græsk kors og bæres af en række forbavsende slanke granitsøjler i sammenhæng med en sindrig tagkonstruktion. Det overdådige alter i sort alabast og hvid marmor fremstillet i Nederlandene. Orglet er ligeledes i sig selv et renæssancekunstværk.

Christianstad	Fæstningen Christiansstad	Christianopel	Trefoldighedskirken	Kirkerummet
Trefoldighedskirken	Sideindgangen	Bruskbarok	Monogram

Fra sejr til nederlag
Næste gang Christian ønsker at gå i krig er da han i 1626 involverer sig i 30-årskrigen og lider et forsmædeligt nederlag ved Lutter am Barenberge 1626. Denne gang var Christian 4. gået i krig i sin egenskab af nordtysk hertug og for egen regning, dvs. med en lejehær. Det ender med en katastrofe og Danmark er nu for alvor svækket, mens Sverige vinder sejrrigt frem i Østersøområdet.

I slutningen af 1630erne får kongen rigsrådet og stænderne med på oprettelsen af en stående hær, som bl.a. finansieres gennem en klækkelig forhøjelse af Øresundstolden. Fra 1636 til 1639 steg kongens indtægt fra Øresundstolden således fra 266.000 rigsdaler til 620.000 rigsdaler.

I løbet af 1640erne sætter krig og økonomisk afmatning ind. Omkring dette tidspunkt lå værdien af korneksporten på omkring 400.000 rigsdaler årligt, studeeksporten omfattede op imod 50.000 stk. årligt, mens værdien af landets samlede import på årsbasis udgjorde omkring 400.000 rigsdaler.

Hornskrigen 1643-45
Som reaktion herpå indgår Nederlandene i 1640 en gensidig forsvars- og alliancepagt med Sverige, hvilket bliver katastrofalt, da Sverige i 1643 uden varsel angriber Danmark sydfra. Jylland besættes, men i denne omgang forhindrer flåden den helt store katastrofe. I Skåne påbegynder feltmarskal Gustav Horn et felttog og Danmark trues nu af tofrontskrig. Landsdelen hærges atter på værste vis og i mange år herefter husker man Den hornske Krig.

Krigen ender med dansk nederlag til en forenet svensk-hollandsk flåde ved Femern og ved fredslutningen i Brömsebro i 1645 må danskerne afgive Gotland, Øsel, Jemtland og Herjedalen i Norge og overlade Halland til Sverige i 30 år. Dette blev begyndelsen til enden på det danske østesøvælde, og samtidig er det ved at være slut med de gode konjunkturer i Christian 4.s tid, som rinder ud med hans død i 1648.

Dansk flådedominans	Hasard om Øresundstolden	Tre flåder i Sundet 1644	Gustav Horn	Kolberger Heide 1644
Brömsebro	Brömsebrostenen

Administration og justits

Byerne havde med bytingene og i håndværkslaugene en vis selvjustits og administrativt råderum. Men tendensen i tiden efter reformationen var mere regulering fra centralt hold.

Øverst sad kongens retterting og siden hen den enevældige kongemagt.

Udover den selvjustits, der udøvedes indenfor gilder og laug, er det oprindelig byrådet/ tinget, der befatter sig med byens retsvæsen og administration. Der er altså endnu ikke en adskillelse af den administrative, udøvende og den dømmende magt. Den daglige administration foregår på rådsstuen, det er her der træffes afgørelser og føres retsforhandlinger. I visse retssager anvendes nævningeting og afgørelser kan i nogle tilfælde appelleres til landsretten og i sidste instans kongens retterting.

Helsingør Rådhus
Frem til 1619 består bystyret af 2 borgermestre og 6-8 rådmænd, der var selvsupplerende og udelukkende repræsenterede de øverste sociale lag. Byrådet udpeger desuden en byfoged, der tager sig specielt af de udøvende opgaver og kan også ansætte forskellige "embedsmænd", såsom fattigforstander, bøddel, jordmoder m.m. En tilfældig dag d.12.6.1562 er følgende til stede på rådsstuen:

"Thenn 12. dag junij, neruerinndis paa raadstuenn her y Hellssinngør Hendrich Moenssen och Hanns Pouillssen, borgmestere, Annders Saxenn, Jacop Hanssen, Rassmus Hanssen och Jørgenn Wiig, raadmendt, Jenns Jepssenn, byfogit, mett noger aff borgernne."

Vurderingssager, arvespørgsmål og andre udredninger af økonomiske udeståender er faste punkter på dagsordenen, ligesom også sager vedrørende næringslivet forekommer hyppigt.

Helsingør Rådhus

Moralens vogtere
Byrådet tager sig også af opretholdelse af lov, orden og tilsyn med den offentlige moral. En sag fra dagens protokol den 12. juni 1562 vidner herom. En skotte med navnet Thomas Væver klager over at hans nabo, Mikkel skrædders hustru " tit og ofte overfaldt ham med skældsord og tale". Thomas Væver truer derfor med at indklage den omtalte Charinne for rådet, hvortil Charinne skulle have svaret at hun bogstavelig talt ville skide både ham, borgermestre og rådet et stykke("…jeg wurder baade thig og thennom wed en lorth.").

Borgmesteren beder Thomas Væver om at føre bevis herfor og denne fører to vidner som bekræfter dette udsagn. Hertil kan Rasmus Olsen Bager tilføje at han forleden dag iagttog Charinne gå hjem om aftenen med "..en karl, som gick og legte på en gyde for hinde og fulde hinde ind y sit hus etc…". Borgmesteren beder de gode mænd om at huske denne begivenhed til en anden god gang.

Prostitution
Det antydes at omtalte Charinne også har været løsagtig og det er da også en kendt sag at prostitutionen i Helsingør var så omfattende at man måtte jage den samlede skare på porten. I 1591 pågreb man på en gang 22 som ”havde ladet sig bruge for penge” i skoven udenfor byen. Bland disse var en navngiven Marine Jacobsdatter, også kaldet ”Den hvide Høne”, som sammen med en anden blev kagstrøget og jaget ud af byen. Hun vendte imidlertid tilbage og blev denne gang dømt til sækken, dvs. til at blive druknet, en straf som man også anvendte ved hekseprocesserne. På forbøn af menigheden slipper hun dog fri.

Fire andre kvinder fra Helsingør bliver i 1605 dømt til kagen og landsforvist. De forsøgte at holde sig skjulte udenfor byen men blev igen pågrebet og dømt for ”Synd, Last, Modvilighed med Skørlevned, Ran og Slagsmaal”. Straffen var halshugning og den blev eksekveret. I det hele taget var vel de fattige kvinder, som måtte ty til hvad som helst for at overleve, den mest udsatte gruppe og det er som oftest dem vi også støder på i de hekseprocesser, som bliver mere omsiggribende i renæssancens tidsalder.

Prostitution

Bøddelens sværd

Hekseprocesser

Hekseprocesser forekommer i Helsingør sporadisk i tiden efter reformationen (1543, 1564, 1571 og 1582), men tager til efter århundredeskiftet og kulminerer med en omfattende proces i 1625-26, hvor ikke mindre end 8 kvinder dømmes og brændes på bålet.

Hekseprocessernes sammenhæng med renæssancens ændrede menneskesyn og skiftet omkring reformationen er fortsat genstand for forskning og debat, men det ligger fast at processerne næsten udelukkende rammer de laveste i samfundet og altovervejende kvinder.

Hekseprøven

Hvid og sort magi
I middelalderen skelnede man imellem hvid og sort magi, hvor den sorte magi anvendtes til at skade andre. Den hvide magi, der anvendtes til problemløsning i positiv forstand ansås ikke for skadelig og var i øvrigt ikke til at skelne klart fra middelalderlig medicin og magisk virkelighedsopfattelse, som den katolske kirke også støttede sig på.

Med reformationen kommer der er reaktion imod den katolske kirkes virkelighedsopfattelse, troen og frelsen bliver overladt til den enkelte og der opstår på mange måder et forklaringstomrum tillige med en reaktion imod tidlige antagelser. Juridisk set er det endnu i Jyske Lov fra 1416 pointeret at det er den skadevoldende trolddom man tager sig af, ikke den hvide magi, selvom den også kunne være en konkurrent til kirkens egne metoder.

Hekse af Goya

Processernes karakter
Omkring reformationen bliver trolddomsprocesserne udelukkende et verdsligt anliggende og i Danmark skabes tradition for en såkaldt akkusatorisk procesform, hvor der skal foreligge en direkte anklage fra en civil person. Dette i modsætning til den inkvisitoriske procesform, hvor retten selv tog initiativ til at undersøge, anklage og dømme. Denne form anvendtes hovedsageligt i Sydeuropa.

I Christian 3.s såkaldte Københavnske Reces fra 1547 præciseres det at ingen udædiske personer, dvs. folk der på den ene eller anden måde er belastede, må føre vidnesbyrd og at der ikke må anvendes tortur til at fremtvinge en tilståelse. Fra 1576 kom en bestemmelse om at afgørelser,hvor personer var dømt til bålet, altid skulle prøves ved landsretten.

I 1617 kommer Christian 4. med en forordning om troldfolk, hvorefter man kunne blive dømt for trolddom, selvom ingen havde lidt skade heraf og det blev strafbart at benytte sig af kloge folks ydelser. Havde man udøvet trolddom, men ikke skadet andre, kunne man straffes med konfiskation af ejendom og værdier, mens skadevoldende trolddom straffedes med bålet.

Hekse på bålet

Karl Gustavkrigene

I 1657 rammer katastrofen for alvor det danske rige. Danmark erklærede Sverige krig i håb om at kunne få revanche for nederlaget i 1640erne, men bliver i stedet rendt over ende i løbet af sommeren 1657 og den efterfølgende vinter, hvor Karl 10. Gustav sætter over isen til Sjælland og hastigt nærmer sig København.

Karl Gustavkrigene 1657-60
1657 ramte katastrofen for alvor det danske rige. Danmark erklærede Sverige krig i håb om at kunne revanchere nederlaget fra 1640erne, men bliver i stedet rendt over ende i løbet af sommeren 1657 og den efterfølgende vinter, hvor Karl 10. Gustav sætter over isen til Sjælland og hastigt nærmer sig København.

Karl 10. Gustav

Over isen til Fyn

Ivernæs

Erik Dahlberg

Karl 10. Gustav ved Storebælt


			Stor	Karl Gustav 10.s hær går over isen

Roskildefreden
Der sluttes en hurtig fred i Roskilde. Fredsforhandler på svensk side er den tidligere danske rigshovmester Corfitz Ulfeldt, som er gift med Christian 4.s datter ElenoraChristine.
Fredsbetingelserne er hårde: Danmark skal for altid afgive Skånelandene, selvom § 9 i freden sikrer kulturel selvbestemmelse i Skåne.Besættelsen afsluttes med et såkaldt fredstaffel på Frederiksborg Slot,hvorefter svenskekongen via Helsingør drager til Skåne, for at tage de erobrede områder i øjesyn.

Roskildefreden	Præstegården i Høje Taastrup	Joachim Gersdorf	Corfitz Ulfeldt	Ankomsten til Frederiksborg Slot
Ankomsten til Frederiksborg Slot (udsnit)	Ankomsten til Frederiksborg Slot (udsnit)	Ankomsten til Frederiksborg Slot (udsnit)	Ankomsten til Frederiksborg Slot (udsnit)	Festen på Frederiksborg Slot
Karl 10. Gustav i Helsingør	Karl 10. Gustav modtages i Helsingborg	Karl 10. Gustav ankommer til Landskrona	Karl 10. Gustav ankommer til Malmø	Karl 10. Gustav uden for Christiansstad
Skåne 1662

Anden halvleg
Et halvt år senere fortryder Karl d.10 Gustav at han ikke med det samme indlemmede hele Danmark i Sverige. Han besætter atter Sjælland og indtager Helsingør og Kronborg, som falder efter tre ugers belejring. København belejres, men undsættes, efter et søslag i Øresund, af en hollandsk flåde, idet hollænderne nu er i alliance med Danmark, og i henhold til aftalen kommer den angrebne part til hjælp.

Begivenhederne kulminerer med stormen på København i februar måned 1659, hvor det svenske angreb blev slået tilbage.

Belejringen af Kronborg	Belejringen af Kronborg	Søslaget	Søslaget i Øresund	Slaget i Øresund
Slaget i Øresund (Tegning)	Stormen på København 1659	Stormen på København 1659	Dahlsbergs skitse fra angrebet	Øjebliksskitse


			Stor	Søslaget i Øreund

Freden i København
Der sluttes atter fred i 1660, hvorved Bornholm vender tilbage til Danmark og Trondhjems Len til Norge. Ændringer vedrørende Skåne, Halland og Blekinges status var slet ikke på tale og det er tydeligt, at Danmarks allierede Holland og de øvrige europæiske stormagter ikke ønsker ændringer i forholdene omkring Øresund. Den storpolitiske manøvre går ud på at forhindre at en og samme magt fremover kommer til beherske begge sider af Øresund.

En senere iagttager, englænderen Robert Molesworth, bemærker i 1691 at Christian 4. i sin tid var begunstiget af hollændernes krig med Spanien og at kong Jacob d.1. af England favoriserede danskerne på grund af sit ægteskab med en dansk prinsesse. Molesworth bemærker at den danske suverænitet over Øresund ville svare til at Spanien havde påberåbt sig herredømme over Gibraltarstrædet og indsejlingen til hele Middelhavet. Øresundstolden eksisterer fortsat, men indtægterne er ifølge Molesworth faldet fra omkring 150.000 rigsdaler i 1645 til ca. 80.000 i 1690erne.

Axel Urup (1601-71)

Fredstraktaten 1660

Buxtehude

Diderik Buxtehude blev formodentlig født i Helsingør, opvoksede her og i Helsingborg, hvor han fik sit første embede som organist. Siden fik han embede i Helsingør og afsluttede sin karriere som organist i Lübeck i Nordtyskland.

Buxtehude er et godt eksempel på en øresundsborger, som arbejdede på begge sider af Sundet, trods krig og ufred i området.

Buxtehude - en øresundsborger
I årene 1638-41 virkede Buxtehude den ældre i Helsingborg og her tilbragte Diderik nogle barneår. I 1642 fik faderen tjeneste som organist ved Skt. Olai Kirke i Helsingør, hvor han var aktiv frem til 1670. Barne- og ungdomsår tilbragte Diderik Buxtehude altså både i Helsingør og Helsingborg.

Rigt musikliv
I 1600-tallet første halvdel var musiklivet ved det danske hof og i de større kirker af meget høj klasse. Navne som Heinrich Schütz og John Dowland er gået over i musikhistorien. Schütz var kirkemusiker i Købehavn og opbyggede hofkapellet der. Dowland, berømt lutspiller og komponist, var hofmusiker og holdt til i Helsingør. Johann Lorentz virkede i første halvdel af 1600-tallet som kongelig orgelbygger og byggede, eller ombyggede alle vigtige orgler i Øresundsregionen i en da ganske konservativ renæssansestil som da repræsenteredes af Heinrich Schütz og John Dowland. Et af de vigtigste vidnesbyrd om Lotrentz virksomhed findes i orgelfacaden på Chrisstiansstads Trefoldighedskirke.

Organist tur-retur
Diderik Buxtehude gik i sin fars fodspor og blev i 1657 organist i Mariakirken i Helsingborg. 1660 søgte han og fik organistembedet ved Mariakirken i Helsingør. Formodentlig fordi dette embede var bedre lønnet og han dermed kom tættere på resten af familien. I tiden frem til 1668, hvor Buxtehude drager til Lübeck og søger embede der, bor han således i samme hus som faderen og moderen. Huset findes endnu i Helsingørs Skt. Annægade.

Samtidig skede der en modernisering af de gamle Lorenzorgler til en moderne barokstil, en stil som repræsenteres musikalsk af Diderik Buxtehude. Den nordtyske orgelbygger Hans Christoff Frietzsch stod for denne modernisering og han var manden bag om- og nybygning af orgler i København, Helsingør, Halmstad, Helsingborg, Landskrona og Malmö.
Diderik Buxtehude oplevede altså og deltog i en meget aktiv fornyelse af musiklivet gennem de nybygninger som foretoges. To år efter han var flyttet til Helsingør vendte han tilbage til Helsingborg(1662) for at føre tilsyn med ombygningen af orglet i Mariakirken. Dette tyder på at den svenske magtovertagelse af Skåne i 1658 ikke umiddelbart påvirkede musiklivet.

Mariakyrkan i Helsingborg

Sct. Annægade i Helsingør

Det gamle orgel

Buxtehude

Kororgel i Mariakyrkan

Forbindelsen opretholdes
I sin tid i Helsingør opretholder Buxtehude også tætte forbindelser til både danske og svenske embedsborgere. Det eneste med fuldt sikkerhed kendte musikstykke som Buxtehude har skrevet i sin tid i Helsingør er således i året 1665 tilegnet Christoffer Schneider, der var svensk postmester og senere kommisarius bosiddende i Helsingør. Ligeledes havde Buxtehude allerede fra Helsingør-tiden venskabelige forbindelser med den svenske hofkapelmester og organist Gustav Büben. Måske er det også på hans foranledning at Buxtehude i 1680 komponerer bryllupskantaten til brylluppet imellem Karl 11.Gustav og hans danskfødte dronning Hedvig Eleonora.


			Stor	Aperte mihi portas justitiae, Helsingør 1665 (Diderik Buxtehude)
			Stor	Aria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude)

Tiden i Lübeck
1668 flyttede Diderik Buxtehude til Lübeck, formodentlig af hensyn til sin fortsatte karriere, men nok også for at komme væk fra de trange økonomiske vilkår i den krigshærgede Øresundsregion. Som en rød tråd i Buxtehudes liv går de tre mariakirker i Helsingborg, Helsingør og Lübeck. Selvom størstedelen af hans aktive liv var forlagt til Lübeck og selvom han der vandt den største ære og berømmelse, så glemte han aldrig sine rødder ved Øresund. Derfor kunne tidsskriftet Nova litttraria Maris Balthici år 1707 påstå, at ”han anså Danmark for sit fædreland” (Patriam agnoscit Daniam).

Diderik Buxtehudes karriere som komponist og organist kulminerede i Lübeck, hvortil storheder som Händel og Bach vandrede for at lytte til hans musik. Det var som organist og komponist i Mariakirken i Lübeck han vandt sin store berømmelse. Især var han kendt for sine ”Lübecker Abendmusik” som var koncerter i tilknytning til aftensangen søndagene før jul. Til disse skrev han hvert år et nyt orgelværk.

Skånske krig 1675-79

Den danske konge Christian 5. var besat af tanken om at erobre de tabte områder fra 1658 tilbage. Da den svenske hær kom i store vanskeligheder i Nordtyskland valgte han, trods advarsler fra sin rigskansler, at sætte en stor hær ind i Skåne sidst på sommeren i 1676.

Det begyndte godt med et stort søslag ved Øland, hvor svenskernes stolte flagskib Kronan eksploderede. Men Skånske krig, endte i en ny katastrofe for både Danmark og Skåne.

Den såkaldte Skånske Krig var en dansk-norsk revanchekrig med det formål at tilbageerobre Skåne, som var tabt for Danmark under Karl Gustav-Krigene i 1657-60.

Stormagtsalliance
Efter Karl 10. Gustavs død i 1660 blev Sverige styret af en formynderregering med Magnus Gabriel De la Gardie i spidsen. Efter freden i København gik udenrigspolitikken ud på at undvige krig og bevogte den nye grænse mod Danmark. Det skulle ske ved en balancepolitik imellem Europas stormagtsblokke. Overfor stormagten Frankrig stod et forbund imellem Østrig, Holland, Spanien og Brandenburg. 1672 nærmede Sverige sig dog Frankrig og der blev indgået et forbund landene imellem.

Da den europæiske storkrig begyndte sluttede Danmark sig til Sveriges fjender og da det lykkedes Frankrig at få Sverige til at gå i krig mod Brandenburg havnende Danmark og Sverige definitivt på hver sin side i den europæiske storkonflikt. Efter at svenskerne havde lidt nederlag i Svensk Pommern gik danskerne til angreb mod Sverige, da man øjnede muligheden for revanche for det katastrofale nederlag i 1658.

Dansk angreb
Den hollandske og danske flåde besejrede de svenske ved Ølands sydspids i sommeren 1676. Det svenske slagskib Kronan, som da var Europas største orlogsfartøj, blev sænket.

Under den danske kong Christian V.s personlige befaling blev omkring 15.000 mand landsat i Råå syd for Helsingborg og straks derefter svor Helsingborgs borgere og bystyre troskab imod den danske konge. Man udså sig endvidere en dansk borgmester.

Den danske invasionsflåde 1676

Søslaget ved Øland

Invasionsflåde på vej mod Råå

Helsingborgs erobring

En blodig affære
Skånske Krig blev grum og blodig krig der, som navnet antyder, fortrinsvis foregik på skånsk jord. Danskerne drev de svenske tropper tilbage og fik kontrol over hele Skåne på nær Malmø. Store dele af den skånske befolkning tilsluttede sig danskerne. Voldsomme slag udkæmpedes ved Chrisansstad, Halmstad, Lund og Landskrona.

Slaget ved Lund var det blodigste som nogensinde er udkæmpet imellem Danmark og Sverige. De svenske tropper blev anført af den unge kong Karl XI. Slaget vendte krigen til svensk fordel og svenskerne kunne drive de danske tropper tilbage. Til slut holdt danskerne kun Landskrona og Helsingborg, men de blev tvunget til at indse at situationen var håbløs. Tusinder af flygtninge søgte over Øresund til Danmark.

Citadellet i Landskrona	Landskronas erobring	Landskronas erobring	Landskrona overgiver sig til Chr. 5.	Christianstads belejring 1676
Christianstads erobring	Slaget ved Lund 1677	Slaget ved Lund 1677	Slaget ved Lund 1677	Slaget ved Lund 1677
Karl 11.	Slaget ved Malmø 1677	Slaget ved Landskrona 1677	Slaget ved Tirups Hed, Landskrona	Slaget i Køge bugt 1677

Stormagtsfred
Til søs havde den svenske flåde tabt, mens den danske hær til slut havde lidt nederlag på landjorden.
Man kan delvis påstå at krigen blev afgjort af Frankrig. Sveriges forbundsfælle Frankrig havde fået overtaget over Danmarks forbundsfælle Holland og sluttet fred, også på Sveriges vegne. Eftersom Holland havde gjort op med Frankrig stod Danmark alene i forhandlingerne og gik helt tomhændet ud af krigen ved fredsslutningen med Sverige i Lund 1679.
I Sverige var man ikke tilfredse med Frankrigs måde at varetage de svenske interesser på. Tilsvarende var danskerne også misfornøjede med hollændernes måd e at efterlade danskerne på i krigens slutfase. Dette førte til at Danmark og Sverige byttede allierede. Danmark gik i forbund med Frankrig og Sverige sluttede en venskabsaftale med Holland.

Forsoningsbryllup
Efter krigen skete der en politisk tilnærmelse mellem Sverige og Danmark, og der blev indgået et forbund som bekræftedes med giftermål imellem Karl 11. og den danske prinsesse Ulrika Eleonora. Under kanonsalut blev hun ført over Sundet og ankom til Helsingborg i maj måned 1680. I Helsingborg mødtes hun med Karl 11.s mor Hedvig Eleonora. Derefter rejste de kongelige igennem et af deres krig fordærvet og ødelagt landskab til bryllupsfest i Skottorp i det sydlige Halland, hvor præsten Haqvin Spegel ventede på ar forrette vielsen.

Den danske prinsesse Ulrika Eleonora


			Stor	Aria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude)

Snaphanerne

Den Skånske Krig blev en katastrofe for Skåne med omfattende ødelæggelser og tab af mange menneskeliv. Brutaliteten i krigsførelsen blev ikke mindre af, at krigen delvist blev ført som en partisankrig. Bl.a. af de såkaldte Snaphaner.

Partisaner og friskytter
Den forfærdelige ødelæggelse som ramte Skåne i forbindelse med Skånske Krig blev ikke mindre af at krigen delvis førtes som partisankrig.Lokale bondeopbud, ofte med støtte af danskere, gennemførte baghold, kup og andre angreb mod svenskerne. Det lykkedes således et opbud af göingar at erobre den svenske krigskasse ved et kup i Loshult lige syd for grænsen til Småland. Samarbejde med smålandske bønder kan ikke udelukkes og værdien af det erobrede beløb sig til omkring 50.000 rigsdaler.

Selv såkaldte friskyttekorps med en rent militær organisation deltog i denne guerillakrig. Mange fattige bønder, men også soldater lod sig hverve som danske friskytter og indgik da som en del af den danske krigsorganisation. Sådanne grupper var virksomme over hele Skåne og der fandtes også fattige eventyrere og andre, deriblandt kriminelle, som nærmest førte deres egen krig i skovene i det nordlige Skåne på grænsen til Småland.

Skånske partisaner

Overfald

Snaphanekontrakt

Skåne 1677

Skåne 1662

Begrebet Snaphane
Alle disse som indgik i bondeopbud, friskyttekompagnier og røverbander gik under betegnelsen ”Snaphaner”. Ordet kommer måske af det tyske ”schnappen”, som betyder at røve. I så fald indebar betegnelsen snaphane noget negativt og udtrykket skulle i så fald allerede fra starten have en vis negativ betydning, således at alle der fald indenfor betegnelsen skulle opfattes som røvere.

Grænseland og bondefred
Befolkningen i grænseområdet var, som altid i krig, særligt udsatte. Urgammelt samarbejde over grænsen modarbejdedes og at den svenske stat havde øget skatterne i disse områder skabte misfornøjelse. Bønder på begge sider som ikke tidligere havde brudt sig om nationale grænser sluttede såkaldt bondefred og demonstrerede dermed selvstændighed imod de nationale krav, som centralmagten førte frem. En sådan fred sluttedes f.eks. imellem Osby i Skåne og Virestad i Småland i 1676.

Undertiden benævnes Skånske Krig ligefrem Snaphanekrigen. Den eventyrlighed som præger partisankrig har givetvis næret fantasien, og de mange historier, ofte med romantiske og heroiske indslag, som eftertiden beretter om, skal nok tages med et gran salt. Snaphanerne og frem for alt deres lederes store betydning kan der dog ikke stilles spørgsmålstegn ved, hvilket reaktionerne på dem tydeligt viser.

Grusomme straffe
De hårde og grumme straffe somsnaphanerne idømtes, er bevis på at svenskerne blev alvorligt forstyrret af disse angreb, som forvoldte store skade for den svenske centraladministration og forsinkede uniformitetsarbejdet. Skånske bønder i nogle byer blev kollektivt afstraffet, fordi nogen af dem var blevet snaphaner. Der blev også vedtaget bestemmelser imod bønder som på en eller anden måde mistænktes for at pleje omgang med snaphanerne. Grumheder findes der masser af beretninger og vidnesbyrdom.

I foråret 1677 afkrævede svenskerne beboerne i Skåne loyalitetserklæringer og i april 1678 gav kongen befaling til at afbrænde alle gårde og dræbe alle våbenføre mænd i Ørkned Sogn i det nordøstlige Gønge Herred.

Sporekullagården

Gård fra 1600-tallet

Snaphanestatue

Skånske flygtninge
I sommeren 1679, da Skånske Krig lakkede mod enden, opfordrede den danske konge igen skåningerne til at flygte til Sjælland og lokkede med tilsagn om 20 års skattefrihed. Hvor mange der tog imod dette tilbud er der delte meninger om, men 10.000 eller flere er nok ikke helt forkert og et ikke ubetydeligt antal efter datidens målestok. En del var flygtet allerede under krigen og flere kommer til ved soldaterudskrivningen i Skåne 1680. Erfaringerne viste at de unge skånske mænd blev deporteret til fjernliggende områder i Balticum og ofte ikke vendte tilbage igen.

De skåninger og andre der flygtede havnede fortrinsvis på Sjælland og Amager, hvor en del kunne overtage fæstegårde mens andre sikkert har fristet en mere kummerlig tilværelse og der var i lighed med den forrige krig også folk der vendte tilbage til Skåne igen. Forholdet imellem de landflygtige og fastboende har så vidt det kan skønnes været godt og en række danske byer, f.eks. København, Dragør og Helsingør fik ved den lejlighed et tiltrængt befolkningstilskud.

Bevægelsen dør ud
Samtidig med at mange blev skræmte af de hårde straffe, blev en del bønder trætte af de endeløse plyndringer og hærgninger der fandt sted, og et modsætningsforhold imellem snaphanerne og en del skånske bønder opstod. Dette førte til at snaphanernes antal sagte, men sikkert reduceredes og ved danskernes genkomst i sammenhæng med Store nordiske Krig i 1710, var snaphanebevægelsen uden større betydning.

Snaphanebevægelsens omfang, karakter og betydning diskuteres stadigvæk blandt historikere og lægmænd på begge sider af Øresund.

Krigenes følger

Karl Gustav krigene og Skånske krig resulterede i store forandringer i både Skåne og Sjælland. I Skåne fandt der, ikke uden store problemer, en ”forsvenskningsproces” sted.

Helsingør blev nu en grænseby og Kronborgs befæstninger blev forstærket. De sjællandske grænsebyer modtog i denne periode et stort antal dansksindede flygtninge fra Skåne.

Den danske rigskansler, Griffenfelsd, anså, fra begyndelsen, at Christian 5.s revanchekrig mod Skåne i 1675 uden en alliance med Frankrigs, som en katastrofe. Og det fik han, med store personlige omkostninger, ret i.

Forsvenskningen af Skåne

Generalguvernøren i Skåne, Johan Gyllenstierna, indtog en stærk og central position. Som en af Kong Karl XI, s mest betroede mænd fik han til opgave at gøre det tidligere danske Skåne til en integreret del af Sverige. Altså, at ”forsvenske” Skåne.

Hertil fandt Gyllenstierna, at der burde etableres en, i forhold til fjenden, Danmark, strategisk rigtigt placeret skånsk ”hovedstad”. Valget faldt på Landskrona, hvor Skånes samlede udenrigshandel, forsvarsværker og statslige administration skulle placeres. Disse planer kom dog i stærk modvind.

Forsvenskning er et begreb som anvendes i vore historiebøger om den virksomhed, som fulgte efter den svenske magtovertagelse i Skåne. Spørgsmålet er, hvad der egentlig menes med forsvenskning i denne sammenhæng. Handler det om lovmæssig tilpasning, er det fremkomsten af en ny nationalfølelse, eller drejer det sig om en etnisk udrensning for at skabe en nationalitet?

Skånes stilling
Efter at Karl 10. Gustav døde i 1660 blev Sverige styret af en højadelig formynderregering. Denne var klar over vigtigheden af at knytte Skåne nærmere til Sverige, men hvilke relationer skulle der være imellem Stockholm og Skåne? §9 i Roskildefreden fra 1658 dannede på papiret rammen for vidtstrakt skånsk selvbestemmelse.

Problematikken blev taget op på et møde i 1662. Her fastsloges det at gamle love og privilegier fra dansketiden bestemmelser fortsat skulle gælde i Skåne og at skånske adelsmænd, præster, borgere og bønder måtte sende repræsentanter til den svenske rigsdag. Her skulle man så få ”sæde og stemme”. Skåningerne skulle altså som udgangspunkt stå i et ret selvstændigt forhold til Sverige og skulle have, som det hedder, en vis autonomi, samtidig med at man havde indflydelse på Sveriges rigsdag.

Malmø recessen
Overenskomsten fra dette møde, som går under navnet "Malmø Recess", indebar således ingen hård forsvenskning. Grundlæggelsen af Lunds Universitet i 1666 var dog et udslag af vilje til at knytte Skåne tættere til Sverige. Det gælder også placeringen af ”rigtige” svenskere på vigtige poster og oprettelsen af svensk militær sammenslutning i Skåne.

Da den højadelige formynderregering blev erstattet med kong Karl XI og enevældet indført i Sverige blev situationen en anden. Nu krævede kongen ensretning i hele riget! Planerne for forsvenskningen af Skåne blev udformet af generalguvernøren, Johan Gyllenstierna. Han ville fare hårdt frem imod de skåninger, som var danskvenlige. Han krævede troskabsed mod Karl 11., et krav som blev stillet under trusler og som bidrog til afvæbning af snaphanevenlige bønder.

Johan Gyllenstierna

Landskrona - plan om centralisering
”Sveriges tre største byer er Stockholm, Landskrona og Göteborg”. Sådan ville der måske have stået i nutidens geografibøger, hvis de fantastiske planer der fandtes for Landskrona i slutningen af 1600-tallet, var blevet til virkelighed.

Generalguvernøren i Skåne, Johan Gyldenstierna, ønskede et stærkt udgangspunkt for landskabets forsvenskning. Landskrona ansås for velegnet, fordi man der, fra en central position ved Øresund, skulle kunne overvåge danskerne. Karl XI, som stolede på Gyldenstierna, gik med til at Landskrona skulle spille en fremtrædende rolle. Tanken var at samle Skånes udenrigshandel, befæstninger og byvæsen i denne nye sydsvenske storby.

Gyllenstiernas plan
Gyllenstierna havde tænkt sig en by med plads til 5.000 borgere, hvilket ville have indebåret en samlet befolkning på over 20.000. På dette tidspunkt et meget højt indbyggertal og Landskrona ville med disse planer være endt som Sveriges næststørste by efter Stockholm. Den middelalderlige by skulle ombygges, udvides og forstærkes.

Erik Dahlberg, en alsidig mand med forstand på arkitektur, fæstningsbyggeri og krigsførelse, blev udvalgt til at tegne en ny byplan og han fremlagde flere forslag, men var hele tiden selv i tvivl om de storslåede planer, som han betragtede som urealistiske. Hans endegyldige forslag blev derfor ikke så fantastisk som Gyldenstierne ønskede, men det ville give en by med 1500 borgere, hvilket ikke var så lidt endda.

Idealbyen
Planen blev vedtaget i 1680 og ifølge Dahlberg skulle Landskrona rumme både universitet og bispedømme. Den gamle kirke skulle bibeholdes, ligeledes Citadellet, men derudover var det nye idealer som skulle præge byen. Den skulle være næsten cirkelrund og afspejle den forestilling om en idealby for den svenske stormagt, som Dahlberg havde. En stormagtsby skulle have en stærk befæstning og en næsten fuldkommen symmetri i opbygningen. Dahlberg havde indhentet ideer fra sine rejser og studier ude omkring i Europa. Man kan f.eks. se ligheder med Mannheim i Tyskland.

Dahlbergs skitse over Landskrona

Dahlbergs plan over Landskrona

Protester
Tanken om Landskrona som Skånes absolutte centrum for kirken, undervisning, administration og handel skabte protester i Malmø. Lund og Helsingborg. Derfor mødtes den danske prinsesse Ulrika Eleonora ved sin ankomst til Helsingborg i sammenhæng med det forestående giftermål med Karl d.11., med en velkomsthilsen, som med al ønskelig tydelighed afslørede en meget stor uro omkring den påtænkte centralisering i Landskrona. Med prinsessen fulgte Johan Gyldenstiernea og de fik følgende opfordring at høre i velkomsttalen:

”Thi ihvorvel Helsingborg siges for Landskronas stads bedre opkomsts skyld tilen uundvigelig undergang at være besluttet, kunne vi dog umuligt tænke, at det sted og den by, som himlen med Eders kongelige Højheds første skridt på Sveriges jod har lykkeliggjort, skulle kunne efter denne dag nogen ruin blive underkastet, men i stedet til Eders Kongelige Højheds evige gloriøse ihukommelse med endnu bedre privilegier end den nogensinde har haft, besmykkes, således at stedet derigennem må blomstre til et udødeligt moment, så for alle efterkommere som for alt folk og tungemål udi nærværende tider, og så længe jorden står, bære vidne om det allerhøjstsalige klenodie som udi Eders Kongelige Højheds høje person Sverige bekommet og Danmark givet haver”.

Planerne gennemføres - men i Karlskrona
Johan Gyldenstiernas hurtige død i 1680 medførte at andre byer i Skåne kunne ånde lettet op, eftersom ingen da længere fremførte tanken om Landskrona som storby. Allerede i 1682 besluttede Karl XI at befæstningerne skulle nedrives og Landskrona skulle forvandles til en åben by og dermed ikke blive hovedstad i Skåne. Den svenske stat satsede i stedet på en udbygning af Karlskronas nye orlogshavn. Byplanlægning, arbejdskraft og byggematerialer flyttedes derfor i stedet til Karlskrona. Dermed forblev Landskrona en mindre by, hærget af krig og pest, præcis som andre skånske byer.

Aschebergs metoder
Efter Gyldenstiernas død 1680 blev Rutger von Ascheberg udpeget til generalguvernør og han fortsatte forsvenskningsarbejdet, om end i mildere form. Det lykkedes den svenske administration af få den skånske overklasse til at afstå fra danske(skånske) love og privilegier i 1683. Dermed var Malmø Recess ophævet og Skånes selvstændighed afskaffet. Allerede tidligere havde borgerskabet og præsteskabet antaget svensk lov.

Rutger von Ascheberg

Herman Schlyters hus i Helsingborg

Skåne 1682

Kirkens rolle - ensretning af riget
Kirken spillede en vigtig rolle i et målrettet forsvenskningsarbejde pågræsrodsniveau. I de skånske menigheder udpegedes svenske præster før danske, eller dansksindede. Svenske lærebøger, svensk liturgi og svensksproget gudstjeneste indførtes. Ledende i dette arbejde var biskoppen i Lund, Canutus Hahn.

Man må imidlertid ikke tro, at det blot handlede om at Skåne skulle tilpasses et samlet Sverige. Der fandtes dengang i Sverige en stærk lokal selvbestemmelse, hvilket indebar af forskellige stifter havde forskellige katekismer og salmebøger. Sverige var ikke et homogent land. Man må f.eks. forestille sig, at Gotland og Finland ikke var mere svenske end Skåne. Antallet af stiftssalmebøger var rent faktisk øget ved midten af 1600-tallet og et stort antal forskellige salmebøger fandtes. Også bibeludgivelser var kendetegnet af stor mangfoldighed og mange ukontrollere udgaver var udkommet. Det er på denne baggrund at kravet om ensartede religiøse bøger for hele riget skal ses.

Sverige fik således sin første rigssalmebog i 1695, en revideret variant af den som året før blev fremlagt af hovedprædikanten Jesper Svedberg. På samme måde fik landet i 1703 en rigsbibel, den såkaldte Karl d.12. bibel, som en bibelkommission under Haqvin Spegels ledelse udarbejdede. Endvidere indførtes ny kirkelov 1686, en katekismus 1689 og en alterbog1693. Alt i alt blev der gjort en virkelig kraftanstrengelse for at skabe uniformitet i Sverige på det kirkelige område. Skåne var indbefattet i dette arbejde, men det handlede ikke kun om dette område.

Fra Christian 4. til Carl XI

Sprogets betydning
Givetvis fandtes der et særligt anliggende i Skåne og det gjaldt sproget. Indførelse af svensk som læse- og skriftsprog gennemførtes med nye ABC-bøger og de ovennævnte religiøse skrifter, men understøttedes også af at læsekyndigheden hos den skånske almue var ganske lav og at svensk derfor for mange blev det første læsesprog.

Skolebøger på svensk

Glidende overgang
De skånske bønder fik støtte og visse skattelettelse og dermed følte de sig ikke ringere behandlet under svensk styre end under dansk. Desuden var en vis mistro mod danskerne opstået i en del byer på grund af de plyndringer og hærgninger danske soldater havde udført under Skånske krig. Det gælder især den skånske sydkyst, hvor især Skanør, Trelleborg, Ystad og Simrishamn blev ilde medtagne.

En blanding af trusler, løfter, straf og belønning medvirkede til at svensk lov, svenske privilegier, svensk kirkeskik og svensk læsesprog blev indført på relativ kort tid i Skåne. Det bidrog også til at kun få skåninger stillede op på dansk side i krigen 1709-10.

Den forsvenskning som gennemførtes i slutningen af 1600-tallet og i begyndelsen af 1700-tallet handlede om at skabe et mere ensrettet Sverige med samstemmende love, ens gudstjeneste og sprog, men disse bestræbelser gjaldt ikke kun Skåne. Om nogen ny nationalfølelse var der ikke tale. Det var stadigvæk landsby- og byfællesskabet som gav samhørighed. Skåningerne, præcis som andre svenskere, fik først fædrelandsfornemmelse side om side medhjemstavsfølelsen da nationalismen slår igennem i 1800-tallet. Det var heller ikke førend da at nationalistiske monumenter, som f.eks. Magnus Stenbock-statuen i Helsingborg, blev rejst. Måske er, når det gælder ensretningen i 1600-tallet, svensktilpasning et bedre ord en forsvenskning.

Helsingør og Kronborg

Karl Gustav-krigene gik hårdt udover byen. Og svenskernes bombardement af Kronborg, hvor bl.a. sydtårnet gik til, betød at man lagde planer for en omfattende udbygning af fæstningsanlæggene rundt om slottet.

Forslagene om en genopførelse af sydtårnet er, underligt nok, aldrig blevet realiseret.

Svenskeren Erik Dahlberg gav allerede under krigen et forslagt til dette.

Helsingør i krigens skygge
For Helsingørs vedkommende kulminerer krigsbegivenhederne ved Karl Gustavkrigene med byens belejring og Kronborgs erobring i 1658. De samlede omkostninger, eller om man vil tab, ved belejringen opgøres af byens borgere til 500.000 rigsdaler. Efter fredslutningen med Sverige i 1660 forøges byens indbyggertal med tilflyttende skåninger, hidlokket med tilbud om skattefrihed i 25 år og i 1675 består byen af 833 familier inddelt efter 10 skatteklasser.

Bysamfundene på Sjællandssiden er tilsyneladende dybt forarmede efter Skånske Krig. I Helsingør øges skattetrykket i de efterfølgende år på grund af fraflytning, og det angives, at der i året 1688 er flere hundrede ledige gårde og huse og at familiernes antal er formindsket fra 800 til 300. Fra slutningen af 1680erne lettes skattebyrden på forskellig vis og i 1690 bliver byen fritaget for at betale grundskat i 10 år med henblik på at bringe den på fode igen og 32 navngivne embedsmænd og borgere fritages for skattebetaling.

Omkring århundredeskiftet er der stadigvæk store problemer med tomme huse og fraflytning og der berettes, at medlemmer af færgelauget tager hyre på fremmede skibe. Selv ejede byen ikke et skib til udenlandsfart, kun 12 mindre fartøjer til indenlands sejlads, men måtte årligt svare omkring 20.000 rigsdaler i skatter og afgifter og som minimum sørge for 720 mands indkvartering.

Kronborgs befæstning
Allerede efter fredsslutningen i 1660 syslede man med planer om at forstærke fæstningsværkerne omkring Kronborg. Det var åbenbart at fæstningen ikke havde stået distancen under den svenske belejring. Det store sydtårn var blevet skudt ned og i det hele taget lå slottet alt for tæt på byen, således at svenskerne fra selve bymuren og de tilstødende kvarterer kunne beskyde Kronborg direkte.

Sydtårnet blev skudt ned og aldrig rekonstrueret i sin opringdelige form. Det sønderskudte kvarter af byen, som lå op til Kronborg blev heller aldrig genopført, hvilket på længere sigt gav mulighed for udbygning af fæstningsanlægget og anlæggelse af en egentlig havn.

Kronborg før bombardementet

Kronborg bliver en grænsefæstning

Kronborg 1660

Helsingør i fugleperspektiv

Kroneværket
Fra 1663 stammer en plan af Kronborgs befæstning, der angiver en forstærkning, som tilsyneladende indbefatter den tidligere slotshavn og en bedre afrunding ned imod stranden. Det er dog først efter Skånske Krig i året 1688 man for alvor begynder at iværksætte den udvidede befæstningsplan. Arbejdets ledelse overdrages Dominicus Pell, der blev indkvarteret i Helsingør "tillige med 30 heste og disses oppassere, 26 murersvende, 1 skibsbygmester med svende samt 5 underofficerer 1 tambour og 70 mand af livgarden".

Den ydre befæstning der fuldendes i løbet af 1690erne fik navnet Kroneværket og over Kroneværksporten findes en samtidig indskrift forfattet af Thomas Kingo:

Trin ind, om Du est værd, jeg lader op min Bue
Og åbner Pladsen til det Cronet Slot at skue,
Tre Konger der har ført af Vand, af Ild, af Skud,
Trods Havets Svælg, trods Brand, trods Fjendens Kugle-Brudd!
Nu har Kong CHRISTIAN den Femtes Magt og Møje
Ret Kronet Værket, trods den avindsyges Øje,
GUD give Kongen og hans Slægt en evig Rod,
Så længe Øresund skal kysse Kronborgs Fod.

Kronborg med udvidet befæstning, 1663

Kroneværksporten

Udbygningsplan for Kronborg, 1700

Udbygningsplan 1730

Fortsat udvidelse
Et kort over byen fra 1697-98 viser, at arbejdet endnu ikke er helt fuldendt på dette tidspunkt. Fæstningsværkerne udvides under Frederik 4.., hvor forværkerne i 1713 omdannes til raveliner i tidens ånd. Kroneværksporten udbygges omkring 1730 og det samlede anlæg er fuldt udbygget omkring 1740. På det tidspunkt har Danmark og Sverige været igennem endnu en indbyrdes krig, som hovedsagelig foregår i Skåne. Kronborg, der nu markerer landegrænsen, fremstår nu som en kaserne med fast garnison og byen Helsingør nu også som garnisonsby.

Sociale forhold

De gode økonomiske konjunkturer i anden halvdel af 1500 og starten af 1600-tallet smitter også af på bysamfundene omkring Øresund. Næst efter København er Malmø og Helsingør, som i 1626 har op imod 5500 indbyggere, rigets største byer.

Svenskekrigene i midten af århundredet blev en katastrofe for byen og dens internationale vartegn: Kronborg.

I kraft af Øresundstolden har Helsingør en særegen international orientering, men illustrerer også tidens problemer med fattigdom, sygdom og snæversyn.

Overklasse og underklasse

Både overklasse og underklasse mødte hinanden i Helsingørs gadenet, der snorlige og vinkelret på hinanden markerede, at der var styr på tingene.

I umiddelbar nærhed, Kronborg, der havde sat byen på verdenskortet.

Men levevilkårene var bestemt ikke ens.

Overklassen
Helsingør har i kraft af Øresundstolden en særegen international orientering. En fransk diplomat Ogier beretter f.eks. udførligt om sit første møde med denne danske provinsby i 1634.

Det franske gesandtskab bliver indkvarteret i byens bedste værtshus. Det er naturligvis de bedrestillede kredse som Ogier stifter bekendtskab med og byen har selvfølgelig også interesse i at vise noget af det bedste frem for de udenlandske besøgende. Omvendt er der ingen tvivl om at slutningen af 1500-tallet og begyndelsen af 1600-tallet på mange måder betegner et højdepunkt i byens historie.

Man må gå ud fra, at de velhavende i byen, købmændene og embedsstanden, i det store hele tog vare på sig selv, eller ydede gensidig hjælp i de gildesammenslutninger der var flere af i byen. Udover familie og slægt varetog det middelalderlige laugsfællesskab også en lang række sociale opgaver for den brede middelstand af håndværkere og småhandlende.

Helsingør 1658

Helsingør i profil

Familien Leyel

Mor og børn

Thots dagbog

Underklassen
For underklassen, der stod udenfor de etablerede fællesskaber og stænder - og det var en stor gruppe- var der imidlertid ikke de store muligheder. De levede for en dels vedkommende bogstavelig talt på samfundets rand, holdt til på overdrevene i byens udkant og ernærede sig ved tiggeri, prostitution og anden tvivlsom virksomhed.

Kirken har vel ydet sit og håndværkslaugenes bødekasser også noget til de fattiges underhold. Desuden havde man fra 1541 i Vor frue Kloster oprettet Helsingørs almindelige Hospital, der tog sig af de syge og fattige. Denne institution var velhavende, idet den oppebar kongens andel af tiendet i en række omkringliggende sogne og væsentlige indtægter af jordejendom i Skåne. Oprindelig bespiste man således her også latinskolens lærere og elever sammen med fattiglemmerne.

Skt. Niniantavlen

Tiggertegn og fattigvæsen
Dette generelle billede af tidens fattigforsorg er, at hver enkelt by tog vare på sine egne fattige. Et led heri var at man uddelte tiggertegn og udnævnte stodderkonger, der skulle være med til at påse, at udefra kommende fattige ikke trængte sig ind på byens område.

I løbet af 1600-tallet ser det ud til at der er kommet mere system i fattigvæsenet. En indberetning fra året 1695 giver således et billede af de offentlige midler der var til rådighed for fattigvæsenet samt disses fordeling i samme år. Til administration af fattigvæsenets midler ansattes nu en fattigforstander, der til gengæld fik skattefrihed.

Fattigvæsenets midler i byen Helsingør bestod i renter af 2 kapitaler. En fra gammel tid opgjordes til 2.270 rd.3 mk. og 8 skilling i året 1695 og den anden hidrørende fra toldkammeret og indsamlet af skipperne i årene 1680-1695 ialt 3542 rd. samme år. Af disse midler understøttedes 66 mennesker i alderen 1-90 år og desuden havde 69 mennesker i alderen fra 20-87 år tilladelse til at tigge.

Sygdom og sundhed

Epidemiske sygdomme hærgede jævnligt igennem hele 1600-tallet, og man var stort set magtesløse overfor pest, kolera og forskellige børnesygdomme.

Renæssancens interesse for og udøvelse af dissektioner øger efterhånden indsigten i menneskets anatomi og fysiologi.

Sygdomsepidemier kender man til tilbage til den sorte død i midten af 1300-tallet, men alene i anden halvdel af 1500-tallet hjemsøges området omkring Helsingør hele 13 gange, og man har beregnet, at sygdomsepidemier med mere eller mindre lokalt præg i gennemsnit optræder med intervaller på mindre end 2 år. Der er tale om forskellige pestformer, men f.eks. også tyfus, kolera og forskellige former for børnesygdomme, som alle har krævet store ofre.

Mange familier rammes af næsten ufattelige tragedier. Præst i Helsingør og Malmø, forfatter Hans Christensen Sthen, skriver således et trøsteskrift i anledning af at han personlig har mistet 8 børn under en af epidemierne. Tycho Brahe mister i 1576 en 2-årig datter i hvilken anledning han lader opsætte en mindetavle i Mariakirken i Helsingborg med følgende inskription:

"Kirstine førte, da hun gik bort, hid sit spæde støv.
Hun, som en gang var Tycho Brahes datter.
Hun var blot en ubetydelig tid indvåner her i Verden,
Men i den korte tid voksede hun anseligt. Det Gode,
i ånden overtraf hun sit køn, i sæder sine år,
sine jævnaldrende i veltalenhedens kunst.
Derfor har naturen hastigt taget hende tilbage, som den gav os:
For at hun ikke som voksen skulle overskride de vanlige grænser.
Men dog hun lever, hun har sejret over naturens modstand.
I stedet for den ringe tid har hun nu det evige tidsrum.
Og forædlet af Det Himmelske Gode forsmår hun Det Dødelige:
Siden hun gennem Kristus er blevet anerkendt som himmelmedborger.

Død under Pesten 1576
den 24. september, levede
2 år 11 måneder 11 dage 11 timer

Døden
Jo snarere desto kærere
Jo senere desto bitrere

Til Kirstine min højtelskede kødelige datter
Udover sin alder livlig og velopdragen
har jeg, faderen, affattet og sørget for dette."

Epitafium over Tycho Brahes datter

Livssyn og lægedom
Døden var altså en særdeles hyppig følgesvend og det har naturligvis været med til at præge livssynet i perioden. Almindeligvis hævdes det at forældre på grund af omstændigheder var tilbageholdende med at knytte sig for tæt til børnene. Det synes nu ikke at være tilfældet med Tycho Brahe. Sammen med søsteren, Sophie Brahe, fremstillede han også medicinske præparater og hun sendte i 1625 en recept på pestelexir til Christian den 4.

Langt op i 1600-tallet vidste man kun lidt om de epidemiske sygdommes årsager og muligheder for at bekæmpe dem. Først i 1700-tallet begynder man at få effektive karantæneforanstaltninger og en bedre medicinsk uddannelse, der bliver af stor betydning for befolkningsudviklingen i tiden herefter.

Dissektionens tidsalder
Bedre lægevidenskab og behandlingsmetoder havde som forudsætning også et bedre kendskab til det menneskelige legemes indretning og funktioner. I middelalderen var der delte meninger om, eller i hvilket omfang man skulle pille ved det menneskelige legeme, som jo var Guds skaberværk.

I renæssancens tidsalder ændres denne indstilling afgørende og dissektion af det menneskelige legeme bliver nu acceptabelt. Allerede Michelangelo interesserede sig åbenlyst for det menneskelige legeme og dets proportioner og berømt er Rembrandts afbildning af en dissektionsscene fra 1634.

Dissektion

Niels Stensen, Steno
I året 1638 fødtes i København et drengebarn, der blev navngivet Niels Steensen. I krigsårene frem til 1660 studerede han i København, hvor han knyttede sig til de store samtidige navne indenfor naturvidenskab: Brødrene Thomas og Rasmus Bartholin, henholdsvis mediciner og matematiker-fysiker og kemikeren Ole Borch. Niels Steensen fattede især interesse for anatomien, som nu også kunne dyrkes ved dissektioner i København, men i perioden 1660-64 drager han på studieophold i Amsterdam og Leiden i Holland, der begge var centre for anatomiske studier.

Dissektionsscene

Anatomisk Hus

Hjerte og hjerne
Under et kort ophold i København 1664 udgiver Niels Stensen en afhandling om muskler og kirtler, hvor han i modstrid med tidens opfattelse hævder at hjertet er en muskel. Samme år tager han til Paris, hvor han holder sin berømte tale om hjernens anatomi, som blev udgivet i 1669. Her anfægter han bl.a. den franske videnskabsmand og filosofs Descartes påstand om fysisk forbindelse imellem sjæl og legeme.

Niels Steensen var altså en kontroversiel og nyskabende videnskabsmand, som dog bliver optaget i de toneangivende kredse i Paris og fra 1665-72 opholder han sig i Italien, hvor han overraskende konverterer til katolicismen.

Videnskab og teologi
De første år her er videnskabeligt frugtbare. Han udgiver i 1667 en afhandling om musklerne og to år efter i 1669 sit meste berømte værk. En afhandling om faste legemer, der findes naturligt aflejrede i andre faste legemer. Hermed har Niels Steensen, eller Steno, som han nu kalder sig bevæget sig ind på geologiens og krystallografiens område ved studier af fossiler i forskellige jordlag i Toscana.

I 1672 er Steensen tilbage i København, hvor han bliver udnævnt til kongelig anatom ved Københavns Universitet. Allerede i 1674 vender Steno tilbage til Italien, hvor han bliver præsteviet i 1675. Senere kommer han til Hannover, hvor den tyske videnskabsmand og filosof Leibniz træffer ham og beklager at han forlod naturvidenskaben og ytrer at han, ”…fra at være en stor naturforsker blev en middelmådig teolog”. Stensen var en fremragende praktiker og iagttager, men nåede aldrig at formulere er sammenhængende bidrag til det 17. århundredes lægevidenskab.

Steno døde 1686

Enevælde og embedsmænd

Det er klart at den enevældige monark i praksis ikke kunne både udøve magten, fælde domme og i særdeleshed formulere lovgivning og reformer på alle disse områder. Kongen havde brug for gode embedsmænd. Videnskabsmanden Ole Rømer blev en af disse.

Enevælden indføres
Tabet af Skånelandene i 1658 blev naturligvis fra dansk side oplevet som en katastrofe, men overgangen til enevældigt styre i 1660 giver også begivenhederne et andet perspektiv. Med enevældens indførelse var adelsvældets dage talte og adelens uformåenhed under krigen havde lagt op til et opgør med standens privilegier. Nu tog i stedet en styrket centralmagt med kongen i spidsen over og begyndte at skabe en tidssvarende statsstyrelse. Et nyt skattesystem som brød med adelens skattefrihed blev indført, embedsførelsen blev lagt om og på mange leder og kanter blev statsstyrelsen lagt i mere tidssvarende rammer.

Hyldning af den enevældige monark

Forvaltningsreformer
Enevældens indførelse i 1660 betød store omvæltninger i den danske statsstyrelse. Opgøret med adelens privilegier betyder bl.a. indførelse af et såkaldt kollegiestyrelse og de tidligere len omlægges til amter. Der laves en samlet lovgivning, Danske Lov 1683, for hele riget, nye forordninger om købstæder og laugsforhold i 1682 og nyt kirkeritual i 1685. I 1683 kommer også en reform af mål og vægt, opmåling af vejene i riget og i 1700 en kalenderreform, der indførte den gregorianske kalender.

Nok så vigtig er den såkaldt Store Matrikel i 1688, som kommer til at danne udgangspunkt for skattestaten: En centraliseret stat med behov og muligheder for at øge rigets indtægter og udgifter væsentligt. Det diskuteres fortsat blandt historikerne, hvad der var hensigten med reformer og øget beskatning. Større fleksibilitet og cementering af det enevældige styre spiller en væsentlig rolle, det politiske opgør med adelens privilegier ligger bag og udenrigspolitisk præger et opgør, revanche, mod Sverige statsstyrelsen til og med afslutningen på Store nordiske Krig i 1720.

Statens tjenere
Det er klart at den enevældige monark i praksis ikke kunne både udøve magten, fælde domme og i særdeleshed formulere lovgivning og reformer på alle disse områder. Kongen havde brug for gode embedsmænd. Dem kunne han rekruttere blandt begavede borgere og udlændinge, hvor især tyskfødte kom til at spille en stor rolle.

Omvendt rummede det også fare for at fremtrædende embedsmænd tilranede sig for stor magt, således som det er tilfældet med den borgerlige Peder Schumacher, Griffenfeldt, som var manden bag kongeloven, men bliver sat fra bestillingen i 1676 omkring påbegyndelse af Skånske Krig. Senere, i tidsrummet 1771-73, er Struensee et eksempel på at en borgerlig tilraner sig magten under den sindssyge kong Christian 7.

Ole Rømers karriere
Erfaringerne med Griffenfeldt-affæren tilsagde at den enevældige stat undgik at tildele enkeltpersoner for stor magt og indflydelse, men i stedet sprede opgaver på en lang række tro tjenere. Et godt eksempel på en sådan er astronomen og videnskabsmanden Ole Rømer. I eftertiden er Rømer først og fremmest kendt for sin opdagelse af lysets tøven, som han beskrev i 1676, men lige så bemærkkelsesværdig var hans karriere i den enevældige administration.

Rømer medvirkede i arbejdet med matriklen i 1688, spillede en central rolle i udformning og gennemførelse af reformen om mål og vægt fra 1683, og var ankermanden i opmålingen af riget. Fra 1693 fungerede han som dommer i højesteret, 1705 bliver han politimester i København ogsom kronen på værket udnævnes han i 1706 til etatsråd. Denne titel dækker over at han og hans familie erhverver adelsskab på linie med den gamle adel og hermed får adgang til hof- og statsbegivenheder.

Ole Rømer

Opmåling

Milesten

Milestenshøj

Ole Rømer og Tycho Brahes optegnelser
Ole Rømer kommer oprindelig fra Århus, men efter endt studentereksamen optages han i 1662 på Københavns Universitet og kommer til at bo hos matematikprofessor Rasmus Bartholin. Her trænede han færdigheder i matematik og astronomi ved at beskæftige sig med Tycho Brahes observationer, hvilket fik afgørende betydning for hans videre udvikling.

Da Tycho Brahe i 1597 forlod Danmark medbragte han sine optegnelser fra 21 års ophold på Hven. Disse blev ved hans død overladt til Johannes Kepler, som på baggrund heraf formulerede graviationslovene om planeternes indbyrdes omløb. I 1655 køber den danske konge Frederik 3.. Tycho Brahes optegnelser tilbage og de overlades i 1664 til Rasmus Bartholin, der sætter seks studenter til at bearbejde dem med henblik på udgivelse. Ole Rømer var en af disse seks studenter.

Mødet med Picard
Tycho Brahes redigerede optegnelser lå klar til trykning i 1669, men det nye konge Christian 5. ønskede imidlertid ikke at bruge penge på den bekostelige affære. Omkring 1671 åbner der sig imidlertid nye muligheder, som direkte involverer Ole Rømer. I august måned 1671 kommer den franske astronom Jean Picard fra Det kongelige franske Videnskabernes Akademi til København med henblik på at sammenholde nye observationer fra observatoriet i Paris med Tycho Brahes observationer på Hven, hvilket krævede en bestemmelse af forskellen i længdegrad mellem Uranienborg og Paris.

Picard kom altså til København for at besøge Hven, men havde ikke lige tænkt på at Hven efter 1658 jo var på svenske hænder. Det lykkes imidlertid at få visum og adgang til Hven, hvor han tog over sammen med Bartholin og Ole Rømer. Picard tålte dårligt det blæsende efterårsvejr på Øresund og foretrak at opholde sig i København og overlod det praktiske arbejde til Rømer. Observationerne fortsætter til ud på foråret 1672, hvor tidsforskellen, længden, kan bestemmes til 42 minutter og 8 sekunder.

Observatorier

Hvenkort

Rundetårn

Rømer i Frankrig 1672-1681
Ved afslutningen af projektet udtrykker Picard ønske om at tage Rømer med til Paris, konkret med henblik på at besørge trykningen af Tycho Brahes optegnelser på det kongelige trykkeri der. Rømer bevilliges en årlig understøttelse på 100 rigsdaler og drager i maj måned som 27årig 1672 til Frankrig.

Rømer bliver bosat i umiddelbar nærhed af observatoriet i Paris, får adgang til dette og hurtigt også til hele kredsen omkring det franske akademi og deres arbejde. Rømer indleder et tæt samarbejde med Picard.. Udover astronomien beskæftigede Rømer sig i den efterfølgende tid også med kartografi, nivellering og hydraulik. Førstnævnte med henblik på en opmåling kortlægning af Frankrig, som Rømer siden hen kunne drage nytte af i sit arbejde i Danmark. Nivellering og hydraklik skulle bl.a. anvendes ved anlæggelse af springvand i Versailles-parken, hvor Rømer spillede en central rolle.

Mødet med John Locke
Under sit mangeårige ophold i Paris mødte Ole Rømer videnskabsmænd og intellektuelle fra hele Europa, heriblandt også englænderen Johm Locke, en af samtidens mest betydningsfulde tænkere, der som bl.a. formulerer nogle af grundprincipperne for en moderne statsdannelse og bliver den måske væsentligste inspirator for de franske oplysningsfilosoffer.

Locke kom til Paris i juni 1677, hvor han møder Rømer og overtaler ham til at tage med tilbage til London, hvor han skulle besøge Flamsteed og Greenwich-observatoriet. Han traf her de mest fremtrædende engelske videnskabsmænd og var så optaget af alt muligt at Locke beklagede sig over at han ikke fik mulighed for at være ret meget sammen med ham. Det bliver et forholdsviskort ophold i England og der har sikkert heller ikke været tid til at diskutere politik med John Locke, -hvis det overhovedet interesserede Ole Rømer. Det kunne der ellers være god grund til med et Frankrig der blev stadig mere intolerant overfor protestantiske mindretal og personer. Ikke desto mindre blev Ole Rømer udset til at blive privatlærer for den franske kronprins. Formodentlig har han for denne, som for det franske akademi i slutningen af 1580 demonstreret sine to planetmaskiner og et såkaldt eklipsarium, som kunne vise alle sol- og måneformørkelser mellem 1580 og 1780.

Det heliocentriske verdensbillede
Mødet med Tycho Brahes optegnelser skabte hos Rømer en livslang ambition om at føre endeligt bevis for det nye, heliocentriske verdensbillede. I et brev til den tyske filosof G.W. Leibnitz i 1703 åbenbarer han sin ambition om at kombinere Tycho Brahes systematiske og præcise observationer var med de nye tekniske muligheder som kikkerten, pendulet og mikrometeret nu stillede til rådighed. Ole Rømers mange embeder og gøremål efter hjemkomsten til Danmark afholdt ham at fortsætte det systematiske videnskabeligt arbejde, men det var nu tilsyneladende ikke den eneste årsag.

Ole Rømers opdagelse af lystes tøven blev først anerkendt efter mange års intens debat og diskussion og noget tyder på at Rømer afholdt sig fra at indgå i en sådan opslidende disput igen. I et brev til Lebnitz d.21.4 1703 kommer Rømer ind på disse betænkeligheder. Ved hjemkomsten til København var Rømer blevet lykkeligt gift og han lever frem til 1710, uden at have publiceret det endelige bevis for det heliocentriske verdensbillede.

Eksterne links til 1600-tallet

Linkikonet åbner for hjemmesider, hvor der kan findes yderligere oplysninger om 1600-tallet En del af disse tilbyder også en engelsk version eller resumé.