| Krig og Fred
| | Øresundsregionen har i århundreder været skueplads for en række blodige krigshandlinger mellem Danmark og Sverige.
Perioden efter 1720 har dog været præget af fredelig udvikling mellem de to broderlande
Via tekstikonet fremkommer en kort sammenfatning af hele perioden. I venstremenuen kan man finde uddybning og perspektivering.
Man kommer tilbage til sammenfatningen ved at klikke på: "Krig og fred" i venstremenuen. |
Fra krig til fred til Øresundsregion
Øresundsregionens nutidige samhørighed og dynamik er ikke nogen selvfølge. I næsten 1000 år har Danmark og Sverige kæmpet om grænsedragningerne de to stater imellem og herredømmet over Østersøen. I 1600/1700-tallet var det især Skånelandenes tilhørsforhold til enten Danmark eller Sverige, der blev det store konfliktpunkt. Utallige krige, fredsaftaler og diplomatiske anstrengelser, hvor datidens stormagter blandede sig skabte de grænsedragninger, vi kender idag.
Det 20. århundredes beslutning om at danne regionernes Europa har dog på mange måder, i praksis, gjort en rigid opfattelse af disse grænser langt mere fleksibel.
I nedenstående korte oversigt kan man orientere sig i hovedpunkterne i den historiske udvikling og i venstre-menuen kan den interesserede fordybe sig i en mere detaljeret historisk forklaring.
Vikingetidens erobringer og samlingen af Danmark
Fra Øresundsregionen blev der i vikingetiden rettede voldsomme angreb mod områderne omkring Nordsøen. De skriftlige kilder beretter således om et angreb på klosteret Lindisfarne, en engelsk ø udenfor Northtumberland. Næsten hundrede år senere (880) ved vi også, at området nord for Themsen var etableret og erkendt som vikingeherredømme; Danelagen. I perioden blev der også foretaget store erobringstogter mod frankerriget (Normandiet
I 900 tallet ophørte nordboernes kontrol over Danelagen, men i 1013 overtog danskerne igen magten, da Svend Tveskæg erobrede England.. Hans søn, Knud den Store, overtog dette Nordsøherredømme, som varede frem til 1042.. Drømmen om et fortsat dansk Nordsøvælde brast for bestandigt ved normannernes erobring af England i 1066.
I det egentlige Danmark fik Harald Blåtand i 900-tallet, ved hjælp af en rrække succesfulde angreb, samling på de fire hovedlandsdele, Jylland, Fyn, Sjælland og Skåne, som samtidige kilder betegner som Danmark.
Vikingeskib med soldater | 
Halör |
Borgerkrig
Perioden 1050-1200 var en periode med blodige borgerkrige og bestræbelser på at etablere et overherredømme i Østersøen. De indre stridigheder drejede sig hovedsaligt om magtkampe mellem stormændene indbyrdes og mellem stormænd og kongemagten, men også mellem kongemagten og kirkemagten.
Korstog
Under Absalons tid som ærkebiskop (1177-1201) fandt kongemagt og kirkemagt sammen i en fælles interesse om at bekæmpe venderne -der ofte foretog angreb mod områderne i Øresundsregionen- i deres hjemlande. Der var tale om hedenske samfund og angrebene blev derfor kaldt for korstog.
De succesfyldte angreb og erobringer kulminerede med erobringen af øen Rügen og Estland.
Valdemar på Rügen | 
Korstog mod Rügen 1169 |
Krisetider og konflikter
I 1200-tallet ophørte kongemagten og kirkens samarbejde. På samme tid kom stormændene også i opposition til kongemagten. Under Erik Menved blev der ført en kostbar og aggressiv udenrigspolitik især imod Nordtyskland og under hans efterfølger Christoffer II blev næsten hele Danmark pantsat. Skånelandene blev overladt til Sverige, men blev genforenet med Danmark i Valdemar Atterdags regeringstid 1360, hvor hele Danmark igen blev til et samlet rige.
Konkurrencen og konflikterne med det nordtyske handelsforbund, Hansaen, førte til dannelsen af Kalmarunionen under Dronning Margrethe.
Indførelsen af Øresundstolden og konflikterne med Hansaen betød omfattende uro blandt de svenske bjergmænd. Engelbrektsoprøret 1434 bredte sig helt ned til Skåne og endte med afsættelsen af Erik af Pommeren. Unionsfjenderne i Sverige fik blod på tanden og i længden kunne unionen ikke opretholdes.
Kärnen i Helsingborg | 
Gåsetårnet. | 
Gurre slotsruin |
Stormagten Danmark
Christian 2. led nederlag mod Sverige, som trak sig ud af unionen i 1523. Kongen blev afsat og kronen overtaget af Frederik 1. Efter dennes død i 1533 udbrød der borgerkrig i Danmark, Grevens fejde. Da fejden sluttede kunne Frederik 1.s søn Christian 3. overtage tronen i 1536. Danmark var da en nordeuropæisk stormagt, som havde fuld kontrol over indløbet til Østersøen.
Sverige, som var inde i en positiv udvikling, følte sig indestængt af Danmark, og dette skabte anledning til alvorlige konflikter.
Syvårskrigen (1563-70) blev en kraftprøve mellem den gamle stormagt Danmark og opkomlingen Sverige. Danmarks position ændrede sig dog ikke.
Sverige følte sig indespærret. |
Magtskifte i Norden
Under 1600-tallet kulminerede modsætningerne mellem Danmark og Sverige. Kalmarkrigen, Hornkrigen, Karl 10. Gustavs krig og Skånske krig var voldsomme opgør, som især ramte befolkningen på Sjælland og i Skåne.
Man kan hævde, at Hornkrigen med freden i Brömsebro 1645 betød et magtskifte i Norden. Efter denne krig overtog Sverige faktisk rollen som Nordens stormagt. Den store katastrofe for Danmarks vedkommende var givetvis tabet af Skånelandene ved Roskildefreden i 1658 efter Karl 10. Gustavkrigen. Skånske krig kan betragtes som en revanchekrig, men forsøget på at få Skåne tilbage mislykkedes.
Danskernes sidste forsøg på at generobre Skånelandene blev gjort med Store Nordiske Krig i begyndelsen af 1700-tallet. Men efter slaget ved Helsingborg i 1710, måtte Danmark efterhånden acceptere, at Øresund var blevet den nye nationale grænse mellem Danmark og Sverige.
Gustav Horn | 
Karl 10. Gustav ved Storebælt | 
Roskildefreden | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Budskab om Magnus Stenbocks sejr |
Roligere tider
Efter Store Nordiske Krig var både mennesker og landskab på begge sider af sundet stærkt hærget af de mange krige, og der blev gjort store anstrengelser for at få skabt et mere effektivt jord- og skovbrug i Skåne og på Sjælland.
Mod slutningen af 1700-tallet blev der lagt følere ud for at få skabt et mere venskabeligt forhold mellem de to lande. F.eks. gennemførte den svenske konge Gustav 3. statsbesøg i Danmark.
Fredensborg Slot | 
Gustav 3. på Fredensborg |
Forsoningstider
Danmark og Sverige havnede på hver sin side under Napoleonskrigene, og Danmark blev tvunget til afstå Norge til Sverige. Trods denne konfliktsituation ved århundredets begyndelse kom århundredet trods alt til at betyde en yderligere styrkelse af de fredelige og venskabelige forbindelser mellem Danmark og Sverige. Der blev bl.a. skabt en særdeles aktiv bevægelse, Skandinavismen, der propaganderede for en dansk-svensk union. Selv om dette ikke lykkedes, så blev der knyttet en række fredelige og frugtbare kontakter, ikke mindst mellem studenterne på begge sider af sundet.
Tre flag men et folk | 
Sturzen-Becker | 
Karl 15. og Frederik 7. | 
Studentermødet i København 1845 |
1ste verdenskrig
1900-tallets begyndelse gav forhåbninger om en fredelig tid i Europa. Men omkring 1914 brød Første verdenskrig ud. De Nordiske lande forenedes i en neutralitetserklæring, og det lykkedes landene at holde sig udenfor krigen. Men krigen påvirkede naturligvis alligevel Norden; både Danmark og Sverige tjente store summer ved at handle med de krigsførende lande.
Tre nordiske konger 1914 | 
Minefelter i Øresund i 1. verdenskrig |
2. verdenskrig
Anden verdenskrig blev en lang mere håndgribelig oplevelse i Øresundsregionen, eftersom Danmark blev besat af Tyskland. Dermed kom Skåne til at blive nabo til krigen. De danske jøder blev fra oktober 1943 en særlig truet gruppe fra den tyske besættelsesmagts side. Men gode kræfter på begge sider af sundet fik i løbet af meget kort tid færget jøderne til Sverige, hvor de fandt et fristed til befrielsen kom i maj 1945.
Den 9. april 1940 | 
Lysene i Helsingborg | 
Sabotagen mod Kystbanen | 
Flugt over Sundet | 
Politiembedsmand i Helsingborg Carl Palm |
Befrielse og fred
Den 4. maj 1945 om aftenen kunne man over radioen høre at tyskerne også havde overgivet sig i Danmark og overalt strømmede glade folk ud på gaderne. Den Danske Brigade i Sverige var blevet samlet i Helsingborg og blev dagen efter færget over Øresund til Helsingør, hvor de i triumftog kørte gennem Stengade på vej til København.
Efter krigen kunne de gode kontakter mellem Danmark og Sverige genoptages med fornyet kraft.Hele efterkrigstiden har været præget af en intensivering af trafikken mellem landene til fælles gavn for kultur, handel og samhørighedsfølelse. En samhørighedsfølelse der momentvis bliver sat ud af kraft ved de årlige landskampe i fodbold!
Helsingør den 5 maj 1945 | 
Træhus i Sverige | 
Tre flag vajer i Snekkersten |
Vikingetid
| | I slutningen af 970erne erobrede kong Harald Sjælland og dele af Skåne. Han opførte derefter bl.a. den store ringborg Trelleborg på Sjælland. Borgen er årringsdateret til omkring år 978. I Skåne synes det at have været Øresundskysten og Sydkysten,der er blevet underlagt kongen. |
Introduktion
Vikingetiden kaldes den periode i nordisk historie, som handler om jernalderens yngste fase, ca. 700-1100. Perioden er karakteriseret ved kulturel ensartethed med tætte kulturelle forbindelser mellem de nordiske lande, bl.a. inden for områder som mytologi, byggestil og udsmykning.
Begyndelsen af perioden kendetegnes ved en voldsom ekspansion over store geografiske områder. Mange faktorer har spillet ind. En kraftig befolkningstilvækst i vikingetidens oprindelseslande, dvs. Norge, Danmark og Sverige, er utvivlsomt en af de vigtigste. En forandring, måske i 500 tallet, i den hedenske religion i retning af mere krigeriske guder kan være en anden. Krigeridealet ses f.eks. tydeligt i det faktum, at en mand, som faldt i kamp, straks kom til Odins bolig, Valhalla. En tredje faktor har været den højt udviklede nordiske skibsbyggerkunst og indførelsen af sejlet.
I slutningen af vikingetiden gør kristendommen sig stadig stærkere gældende i Skandinavien. Allerede på et tidligt tidspunkt var europæiske missionærer søgt nordpå, men nu fik de stadig mere opbakning hos de lokale konger og stormænd.
I første omgang blev Jylland og Norge kristnet, fordi disse områder lå tæt ved kristne lande. Norge havde vidtspændende forbindelser med England. I forbindelse med Harald Blåtands erobringer i 970`erne og grundlæggelsen af det, som senere skulle blive et sammenhængende dansk rige, blev kristendommen sandsynligvis indført som en tvangsreligion. Fra Skåne og Norge spredtes den nye lære til Vestergøtland, Østergøtland og Småland. Først i midten og i slutningen af 1100-tallet var svearnes vigtigste område rundt om søen Mælaren og i Uppland blevet kristnet.
Vikingetiden siges normalt at begynde med overfaldet på klosteret Lindisfarne i England år 793, men man kan selvfølgelig ikke datere starten på en periode ud fra et af vikingernes første overfald ude i Europa. Overfaldet er snarere et udtryk for, at man nu var blevet så magtfulde, at man kunne udvide sit interesseområde langt ud over havene. Årstallet stemmer heller ikke overens med arkæologiske fund. Allerede tidligt i 700-tallet kan man f.eks. se en stigning i antallet af rige gravet. På Bornholm har udgravninger f.eks. blotlagt fantastiske pragtgrave fra denne periode. At sætte starten på vikingetiden til 700-tallet kan derfor ikke være helt forkert.
Hvornår sluttede vikingetiden så? Der er mange forskellige årstal at vælge imellem. Problemet er, at ”vikingetiden” aldrig har eksisteret. Perioden er kun noget, man senere har fundet på for at opdele fortiden i mere eller mindre letforståelige perioder. Mange anser Slaget ved Hastings i 1066 for at være en passende afslutning, mens andre mere uklart angiver året 1050, da den danske kongemagt blev tvunget til at opgive forsøgene på at tilbageerobre England.
Problemet er, at tidspunktet for Slaget ved Hastings slet ikke er et skelsættende år for de begivenheder, der samtidig fandt sted hjemme i Skandinavien. I stedet kan man med fordel vælge året 1103. Det år blev Lund ærkebispesæde for hele Norden, idet ærkebiskoppen i Bremen/Hamburg blev tvunget til at afstå nogle af sine magtområder og det år var kristendommen endeligt indført i Skandinavien og med den store dele af den vesteuropæiske kulturarv.
Harald Blåtand
Hvornår kong Harald Blåtands regeringstid begyndte, ved man ikke. Hans far Gorm var imidlertid fjendtligt indstillet over for de kristne. Men år 948 blev tre biskopper ordineret i Jylland. Dette tyder på, at Harald på denne tid måske havde taget over efter sin far.
Harald Blåtand var gift med Tofa, datter af en vendisk fyrste. Kun en runesten fra Sønder Vissinge i Danmark giver os oplysninger om Tofa: ” Tofa, Mistivojs datter, Harald den Godes, Gorms søns hustru, lod gøre dette mindesmærke efter sin moder.”
Harald havde børnene Svend Otto Tveskæg, som senere blev dansk konge, Håkon, som herskede i Semland, Tyra, som først blev gift med sveakongen Styrbjørn og senere med den norske konge, Olav Trygvasson, samt Gunhild, som blev gift i England. Adam af Bremen omtaler også sønnen Iring, som Harald havde sendt til England, men som var blevet myrdet der. Det berettes også, at kongen skal have haft andre hustruer end Tofa. Adam nævner f.eks. Gunhild og Saxo beretter i slutningen af 1100-tallet, at kongen har været gift med Gyrid, en søster til Styrbjørn.
Haralds svigerfar Mistivoj havde antaget den kristne tro og år 968 godkendt oprettelsen af bispesædet i Oldenburg. Mistivoj holdt fast ved kristendommen og døde i klostret Bardowiek. Haralds giftermål med Tofa må have fundet sted i 960erne. År 974 omtales hans søn Sven nemlig som et lille barn. Måske er det i forbindelse med dette ægteskab, at Harald lader sig døbe.
Harald Blåtand indgik gennem sin hustru en alliance med en vendisk fyrste. Alliancen kan have haft til formål at sikre Haralds ekspansionsplaner i Norden og måske i England. I 960erne synes kampen om Norge nemlig at være blevet aktuel. Adam af Bremen skriver således ca. 1070:
”Harald udvidede sit magtområde på den anden side af havet til nordmændene og anglerne. I Norge regerede Hakon og da nordmændene havde afsat ham på grund af hans overmodige optræden, genindsatte Harald ham i kraft af sin autoritet og gjorde ham forsonligt indstillet overfor de kristne.”
For både at herske over England og Norge, især Oslofjorden, var det nødvendigt med en stor flåde. Det er ikke urimeligt at se opførelsen af den enorme Aggersborg ved Limfjorden som en flådebase for dette erobringstogt. Sagnene fortæller, hvordan den norske kong Harald på den grusomste måde blev myrdet og hvordan Harald Blåtand senere sammen med nordmanden Hakon Jarl og en enorm flåde sejlede til Norge. Dette skal være sket omkring år 970.
Da den tyske kejser Otto I døde år 973, gjorde danskerne oprør mod den tyske overhøjhed i Hedeby i Sønderjylland. I kampen fik Harald Blåtand hjælp af sin norske forbundsfælle Hakon Jarl. Ifølge Snorre Sturlason passerede Hakon Jarl senere på hjemvejen til Norge gennem Øresund og brændte og hærgede på begge sider af sundet. Disse oplysninger er vigtige. Hvis de er sande, tyder de nemlig på, at Sjælland og Skåne i 974 endnu ikke var blevet erobret af kong Harald.
I slutningen af 970erne erobrede kong Harald Sjælland og dele af Skåne. Han opførte derefter bl.a. den store ringborg Trelleborg på Sjælland. Borgen er årringsdateret til omkring år 978. I Skåne synes det at have været Øresundskysten og Sydkysten,der er blevet underlagt kongen.
I begyndelsen af 980erne brød de store oprør blandt slaverne ud ved Østersøkysten. Det hele påstås at have været et hedensk modangreb på de kristne. I Danmark forsøgte Haralds søn, Sven, at overtage regeringsmagten. Adam skriver:
” Pludselig startedes altså et oprør, danerne afsvor kristendommen, ophøjede Sven til konge og erklærede Harald krig. … I denne elendige krig blev Harald og hans tilhængere besejret. Kongen selv blev såret og flygtede fra kampen, gik ombord i et skib og det lykkedes ham at undslippe til det samfund i slavernes land, som kaldes Jumne.”
Kong Harald døde her af sine sår og førtes, ifølge Adam, af sine soldater tilbage til Danmark, hvor han blev begravet i den kirke i Roskilde, som han havde ladet opføre til den hellige treenigheds ære. Haralds død må være indtruffet år 985 eller 986.
Danmarks dåbsattest |
Krigshavnen i Foteviken
I Øresundsområdet danner Foteviken på den skånske Øresundskyst en strategisk beliggende naturhavn, antagelig for den skånske krigsflåde. I vigens munding ud mod Høllviken blev der anlagt en næsten 300 meter lang spærring af sten og træ under vandoverfladen. Kun en lille åbning i midten har gjort det muligt for et skib ad gangen at sejle igennem.
Spærringen ved mundingen af Foteviken blev fundet og delvist undersøgt i begyndelsen af 1980erne. Allerede på et håndtegnet søkort fra 1680erne er stedet afmærket med navnet ” Stiigan ”. Navnet hentyder til de mange træpæle, som her er hamret ned. En årringsdatering antyder, at anlægget kan være påbegyndt i Harald Blåtands tid og efterhånden færdiggjort. I en senere periode er sten blevet brugt til at udbygge spærringen. Vel indenfor spærringen måtte man ro skibet næsten en kilometer mod syd i den dybe rende, som løber i den ellers lavvandede vig. Til sidst måtte man runde en sandsynligvis kunstigt anlagt ø, inden man nåede frem til det havnebassin, som antageligt har ligget her. Lige ovenfor havnebassinet har kongsgården ligget sammen med et mindre kapel og landsbyen Lilla Hammar. Der har dog endnu ikke været foretaget udgravninger i dette spændende miljø fra vikingetiden.
Halör | 
Roar Ege |
Vikingeskib med soldater |
Borgerkrig og korstog
| | I anden halvdel af 1100-tallet opstår der et snævert samarbejde mellem kongemagt og kirke, mellem Valdemar den Store og ærkebiskop Absalon, som også tager aktivt del i togterne mod de vantro vendere i Nordtyskland. |
Kongens embedsmænd
Kong Niels’ lange regeringsperiode fra 1104-34 betegner en konsolideringsperiode, hvor kirke- og kongemagt gensidigt befæster deres stilling i samfundet. Kongemagten synes i denne periode ikke at udfordre stormændene, men udbygger sine positioner ved udnævnelse af civile embedsmænd bl.a. en kammermester, der skulle tage sig af landets økonomi og pengevæsen, og senere kongens kansler, der var hans personlige sekretær. Denne stilling var i øvrigt forbeholdt biskoppen i Roskilde.
Til driften af kirkerne indføres omkring 1125 en tiendeafgift på produktionen, som tilfalder kirken og præsten, og betegner et skridt i retning af kirkens økonomiske integration i det middelaldersamfund, der er ved at tage form.
De militære funktioner skilles ud og overgår til ledingshæren og dens styrismænd. De frie mænds pligt til at stille til landets forsvar, ledingspligten, rækker tilbage til vikingetiden, men nu moderniseres ordningen så at sige. Kongens hird af stormænd forvandles efterhånden også til en kreds af lokale embedsmænd, eller ombudsmænd, der tog sig af den lokale forvaltning. Større enheder bestyredes af kongens jarler, mægtige stormænd, som f.eks. Skjalm Hvide, der var jarl over Sjælland. I Skåne havde kongen en særlig embedsmand, eller statholder, gælkeren.
Bastruptårnet |
Slaget ved Fotevik
Slaget ved Fotevik den 4. juni 1134 betød enden på Kong Niels lange regeringsperiode. Slaget er betegnet som et af de blodigste i middelalderens Danmark. Årsagen var en langvarig strid blandt efterkommerne af Svend Estridsen (1047-74), om hvem der skulle efterfølge Kong Niels på tronen.
Kong Niels, der var søn af Sven Estridsen, gik sammen med sin søn Magnus og en stor hær, i land ved Fotevik i den sydvestlige del af Skåne, for at gøre op med den nærmeste rival, Erik Emune, der var søn af kong Niels broder, Erik Ejegod. Erik Emune blev støttet af ærkebispen i Lund, Asser, samt en lejet tysk hær på ca.300 ryttere. Man mener i øvrigt, at det var første gang, der blev indsat en rytterhær i Danmark.
Resultatet blev at Kong Niels hær blev tilintegjort med katastrofale følger for den politiske stabilitet i Danmark. Sønnen Magnus faldt, og Kong Niels nåede kun akkurat selv at slippe væk. Tre uger efter blev han myrdet af utilfredse borgere i Slesvig. Blandt de faldne var en stor del af den danske administration, blandt andet: 5 bisper og ca. 60 præster. Det vides ikke, hvor mange af de "menige", der blev slået ihjel. Slaget ved Fotevik er beskrevet allerede i 1138 i Roskildekrøniken og lidt senere af Saxo.
Roskildekrøniken |
Valdemar den Store og Absalon
Valdemar den Store(1157-82) var opfostret hos Hvideslægten, der ejede og dominerde store dele af Sjælland. Året efter sin tronbestigelse gør han sin barndomskammerat Absalon af Hvideslægten til biskop i Roskilde, skønt han endnu ikke er fyldt de påbudte 30 år.
Hermed påbegyndes en alliance imellem kongemagt- og kirkemagt, som får vidtrækkende konsekvenser. Kong Valdemar formår bl.a. i samarbejde med Absalon at vende mange års indre svaghed og stridigheder til en ydre ekspansion og konsolidering.
Absalon | 
Højbro Plads |
Vendertogterne
De danske kyster var jævnligt hærget af vendiske invasioner og plyndringer sydfra, men i 1159 opbyder Valdemar og Absalon den sjællandske og skånske ledingsflåde til togt imod de vendiske kyster og det bliver til i alt 20 togter, kulminerende med togtet til Rügen i 1169, hvor øen erobres og med pavens velsignelse lægges ind under Roskildebispen.
Vendertogterne, der bliver Nordens svar på korstogene, var i realiteten også plyndringstogter, hvor man i stor målestok hjemførte hedenske slaver, der kunne anvendes som billig arbejdskraft i forbindelse med skovrydning, opdyrkning og de omfattende kirkebyggerier. Absalon havde selv en personlig slave, der blev frigivet ved hans død.
Arkonas tndtagelse |
Arkona 1169 (Udsnit) | 
Absalons bispestav |
Kriser og konflikter
| | Kongemagten blev i perioden styrket med inddragelsen af kirkens ejendom ved reformationen i 1536. Klassekampe imellem konge, adel og bønder, som kulminerer i forbindelse med Grevens Fejde 1534-36, gør tiden frem til omkring 1550 til en stilstandsperiode. Kongemagten forskanser sig med nye fæstningsagtige borgbyggerier, bl.a. Malmøhus. |
Krisens karakter
Den vækst- og ekspansionsperiode der prægede den tidlige middelalder ophører i tiden omkring 1250. Efter en lang periode med nyopdyrkning af jord og udflytning fra de etablerede landsbyer har der antageligt ikke længere været mulighed for at opdyrke og kultivere nye jorder og i 1300-tallet er der ligeledes tydelige tegn på overudnyttelse af ressourcerne. Ekspansionen har medført fældning af store skovområder og anvendelsen af store mængder træ til bygninger, indhegning af dyrkede områder og markskel har betydet rovdrift på skoven og problemer med sandflugt rundt omkring i landet.
Det er vanskeligt at give en udtømmende forklaring på omslaget, men formodentlig har ekspansionen nået en vis naturlig grænse og man konstaterer også et fald i befolkningstallet. En generel økologisk krise kombineret med år med misvækst og klimaforandring i form af temperatur falder det generelle billede, der tegner sig. Hertil kommer så endelig sygdomsepidemier, kulminerende med Den Sorte Død i sidste halvdel af 1300-tallet, hvor anslået 25 % af befolkningen omkommer.
Den politiske krise
Krisen medfører et fald i befolkningstallet, betydelige forandringer i befolkningens sammensætning og status og også ændringer i de politiske magtforhold. Kongen er fortsat rigets overhoved, men hans magtudøvelse finder efterhånden sted i samråd med en aristokratisk klasse af herremænd, som udgør samfundets krigerkaste. Herremændene er blevet styrket i en proces, hvor fyrstelenene bliver arvelige og krigstjenesten begrænses. F.eks. erstattes 1313 det kongelige ledingsudbud i Slesvig af hertugens pligt til at stille med 50 ryttere i krigstid.
Bispelenene stræber også efter øget suverænitet og selvbestemmelse og det giver anledning til konflikter imellem kongemagten og ærkebiskopperne Jacob Erlandsen(død 1274), der vælges udenom kongen i 1252, og senere Jens Grand(valgt 1289). Disse konflikter fører til at riget pålægges interdikt ikke mindre end tre gange. Det er dog tvivlsomt om pavens forbud mod at forrette de kirkelige handlinger har haft nogen reel virkning.
Borgbyggeri
Et synligt vidnesbyrd om de urolige og omskiftelige tider omkring år 1300 var kronens anlæggelse og fornyelse af en række borganlæg rundt omkring i regionen.
Ved Helsingborg afløstes det oprindelige cirkulære tårn med det firkantede og 30 meter høje Kärnan. Denne tårnbygning blev en massiv og sværindtagelig borg. Den nederste del af tårnet var således over 4 meter tyk. Et forsvarsanlæg der kunne stå mål mod tidens selv stærkeste våben. Arbejdet blev iværksat omkring 1310, i Erik Menveds tid, hvor også Falsterbohus og Lindholm længere sydpå i Skåne blev udbygget og forstærket. Falsterbohus fik også et kvadratisk kernetårn og det samme var tilfældet med Lindholmes borg ved Börringesjön i det sydlige Skåne. Falsterbohus overtog efterhånden Skanørborgens opgaver og Helsingborg, med det nye Kärnan, udviklede sig til at blive kronens vigtigste forsvarsværk i Skåne.
På Bornholm udvikles Hammershus efterhånden til det største borganlæg i Norden. I Vordingborg på Sydsjælland opføres et borgkompleks til forsvar af landets sydgrænse og i Kalundborg på Vestsjælland udbygges Esbern Snares gamle borganlæg. Endelig opføres i Nordsjælland i Valdemar Atterdags tid(1340-1375) et administrativt centrum med et centralt borganlæg ved Gurre.
Borge før 1400 |
Kärnan, Helsingborg | 
Kärnan i snit | 
Kärnans indre | 
Hammershus |
Gåsetårnet. | 
Vordingborg Slot. | 
Borganlæg | 
Gurre Slotsruin | 
Gurreudgravning |
Gurrekompleks | 
Gurre Slot |
Kongemagtens svækkelse
Med lensherrernes øgede selvbestemmelse og den tiltagende feudalisering sker der en forskydning af magtudøvelsen hen imod det lokale plan og i forbindelse hermed en formindskelse og konsolidering af herremandsstanden. Kongemagten svækkes yderligere af dalende indtægter, selvom det i nogen grad kompenseres af indtægterne fra Skånemarkedet, hvor man dog må kæmpe med de tyske hansestæders dominans over handelen.
I tiden efter Valdemar Sejrs død i 1241 plages landet af dynastiske stridigheder og Erik Klipping(1259-1286) må som den første konge i 1282 underskrive en håndfæstning, en kontrakt som nøje fastlægger hans virkefelt: Kongen forpligter sig bl.a. til en gang om året at indkalde til danehof på et centralt sted i riget og hans juridiske råderum begrænses. I 1320 bekræfter kong Christoffer 2. i sin håndfæstning endvidere kirkens skattefrihed og domsmyndighed.
I 1318 falder svenskerne hærgende ind i Skåne og fra 1343-1360 er Skånelandene på svenske hænder I 1330 nedlægger Valdemar d.3. kronen og vender tilbage til sit hertugdømme i Slesvig. I en kort periode fra omkring 1332-1340 er kongetronen ligefrem ubesat og riget bl.a. pantsat til de holstenske grever Gerhard og Johan, men under Valdemat 4. Atterdag(1340-75) lykkes det at indfri gælden og reetablere riget.
Kampen mod Hansaen
Først omkring 1360 kan man igen for alvor hævde sig overfor den tyske indflydelse. Hansestaden Visby på Gotland erobres i 1361 og hansestæderne pålægges store afgifter i Skåne. Hansestædernes modtræk bliver dannelsen af Det store Hanseforbund i 1367 og et fælles angreb på Danmark, hvori også Mecklenburg, Sverige og en række holstenske grever og danske stormænd deltager.
I 1368 erobres de fleste forsvarsborge langs kysterne og i 1369 den stærke fæstning ved Helsingborg. Danskerne må søge fred og ved fredsslutningen i Stralsund i 1370 må man afgive 2/3 af afgifterne fra Skånemarkedet og som sikkerhed herfor overlade de skånske borge til Hansestæderne i 15 år.
Massedrab | 
Kranieskud |
Kalmarunionen
Under Valdemar Atterdags efterfølger og datter Margrethe 1.(1375-97) bliver riget reetableret og der indgås ovenikøbet en union imellem de nordiske lande. Samtidig formår Margrethe også at stække adelen, bl.a. gennem forbud imod opførelse af private borganlæg. Et forbud der opretholdes helt fem til 1397.
Margretes efterfølger, Erik af Pommern, regerer et samlet Norden under Kalmarunionens banner frem til 1439, hvor han bliver fordrevet og ender karrieren som sørøver på Gotland. Han så det som en væsentlig politisk opgave at styrke Øresundsregionen og indførte bl.a. Øresundstolden i 1429.
Søborg Slot | 
Margrehe 1. | 
Gjorslev Slot | 
Erik af Pommern | 
Dalowo |
Kalmarunionen og købstædernes vækst
I slutningen af 1300-tallet er Skånemarkedets betydning vigende og handelen flytter bort fra Skanør og Falsterbo til bl.a. Malmø og København, der nu kunne byde på et større opland og mere købedygtigt publikum. Hen imod slutningen af århundredet manifesterer Norden under Kalmarunionen (1397) med Margrethe d.1. i spidsen modstand imod hansestædernes økonomiske dominans og under Margrethes arving Erik af Pommern (1412-39) påbegyndes en systematisk politik til ophjælpning af byerne og handelen.
Kalmarunionen | 
Erik af Pommerens kroning |
Kongens initiativer
Erik af Pommern var fuldt ud klar over købstædernes og i særdeleshed Øresundsregionens betydning som det vigtigste gennemfartsfarvand imellem Østersøen og Nordsøen, hvilket fremgår af en række samtidige tiltag. Landskrona grundlægges i 1413, 1414 får Helsingborg købstadsrettigheder, i 1416 erhverver kongen København fra Roskildebispen og fra omkring 1419 befæstes Malmø med svære stenmure.
Med opløsningen af Skånemarkedet begynder hanseaterne at handle direkte med byerne og landbefolkningen, men fra 1422 forordnes det på Sjælland at hanseaterne kun må drive engroshandel, mens detaillehandel og håndværk skal overlades til byernes faste borgere. Adelen er dog undtaget fra disse regler.
Handel og konflikter
Udenlandske købmænd spiller fortsat en afgørende rolle i regionen. Rivalisering og kontroverser med hansestæderne fortsætter op igennem 1400 og starten af 1500-tallet med skiftende held og stigende konkurrence fra nederlænderne, der primært handlede med salt og klæde på Danzig og Riga. Et udtryk for ændringer i styrkeforholdet er det at hollænderne i 1490 under kong Hans opnår samme privilegier som hanseaterne.
Christian 2.(1513-23) fortsætter og udbygger Erik af Pommerns by- og handelspolitik ved at skærpe bestemmelserne omkring handelsret og forbyde handel udenom byområderne. Christian 2. bliver ligesom Erik af Pommern sat fra tronen, men især Malmøs borgere forblev hans trofaste støtter og han huskes for sit tætte forhold til både Malmø og Helsingør. Konger forgår, men visioner består, og den om Øresund som centrum og forbindelsesled imellem Nordsø og Østersø lever videre også i tiden fremover.
Magtkamp i Danmark - Grevens fejde
Danmarks konge efter Christian 2.s afsættelse 1523, Frederik I., havde givet den fremvoksende lutherdom en vis forsigtig støtte, selvom han i sin strenge håndfæstning havde lovet de katolske biskopper at bekæmpe al "kætteri". Efter Frederik I.s død i 1533 nægtede biskopperne at anerkende hans søn, Christian som konge. Bl.a. fordi han åbent var gået over til lutherdommen og havde indført den i de områder i Slesvig, hans fader havde forlenet ham.
Malmøs og Københavns borgere ønskede at genindsætte Christian 2., men det fandt biskopperne uinteressant, eftersom han, som sin fætter Christian, også var en stor tilhænger af Luthers lære.
Modsætninger mellem adel og borgerskab førte til en voldsom borgerkrig, den såkaldte Grevens fejde, hvor landets borgerskab og den jyske almue satte grev Christoffer af Oldenburg (heraf navnet)til at lede en lübecks hær mod den danske adel. I denne situation støttede Sverige den jyske adels foretrukne tronfølger Frederiks søn, Christian. Og i 1534 blev Christian Danmarks konge under navnet Christian 3. I forening med den yderst professionelle feltherre,Johan Rantzau,fik kongen besejret hæren fra Lübeck og nedslagtet den jyske almues bondehær, der var under ledelse af Skipper Clement.
Frederik 1. | 
Christian 3. Reformationskongen | 
Johan Rantzau | 
Malmøhus |
Svenskekrigene
| | Øresundsregionens nutidige samhørighed og dynamik er ikke nogen selvfølge. I næsten 1000 år har Danmark og Sverige kæmpet om grænsedragningerne de to stater imellem og herredømmet over Østersøen. I 1600/1700-tallet var det især Skånelandenes tilhørsforhold til enten Danmark eller Sverige, der blev det store konfliktpunkt. Utallige krige, fredsaftaler og diplomatiske anstrengelser, hvor datidens stormagter blandede sig skabte de grænsedragninger, vi kender idag. |
Unionens ophør
De nordiske samlingsbestræbelser der, med vekslende held, pågår under dronning Margrethes Kalmarunion fra 1397 rinder endeligt ud i begyndelsen af 1500-tallet, hvor der også går en bølge af national vækkelse over både Danmark og Sverige.
Det første tiår af 1500-tallet er en lang konfrontation imellem de to parter og med Christian 2.og Det Stockholmske Blodbad i 1520 sættes punktum for unionsbestræbelserne.
I tiden herefter etablerer Sverige sig for alvor som nationalstat, der opstår et skærpet modsætningsforhold, men Brömsebropagten fra 1541 forhindrer indtil videre direkte konfrontationer.
Stridslystne konger
Omkring 1560 er to unge stridslystne konger, Frederik 2.og Erik 14. , kommet på tronen og det trækker op til direkte konfrontationer, som udløses med Den Nordiske Syvårskrig Krig fra 1563-70. De konkrete årsagerne til krigsudbruddet var mangfoldige og banale, men det grundlæggende forhold var at Sverige efterhånden følte sig omklamret og indespærret af det dansk-norske kongerige.
Det havde længe generet at eksport sydover fra Småland skulle igennem danske besiddelser og mod vest havde Sverige kun en udsat støttepunkt ved Götaelvens munding, Älvsborg.
Kort fra 1570. |
Sverige følte sig indespærret. | 
Belejringen af Elfsborg 1563. |
Civil terror
I 1563 udbryder der krig. Älvsborg blev erobret af danskerne i september 1563 og måtte i sidste ende købes tilbage af svenskerne. Der kæmpes indædt både til vands og til lands og ved krigens afslutning er begge riger dybt forarmede, bl.a. af enorme udgifter til de for tiden typiske lejesoldater, som betragtede plyndring og hærgen som en del af deres betaling. Strategien var så vidt muligt at undgå direkte konfrontationer og militære tab og i stedet at lade civilbefolkningen holde for.
Værst gik det udover civilbefolkningen i Skånelandene og Sydsverige, -begge parter i krigen anvendte terror mod civilbefolkningen i et hidtil uset omfang. Rönneby i Blekinge bliver angrebet d. 4. september 1564 af svenskerne og kong Erik beretter selv lidt senere herom:
”Rødt som blod farvedes vandet af de døde kroppe. Fjenderne var så forskræmte, at man ikke havde megen umag med dem, men stak dem ned som en flok svin, så at i staden blev mere end to tusinde mand uden halsen, foruden kvinder og børn, som finnerne slog ihjel.”
Blokadevåben
Danmark anvender i 1565 en blokade af Øresund som våben i krigen og skaber sig herved farlige fjender. Sverige var selvforsynende med fødevarer, men især Holland var dybt afhængig af kornforsyninger fra de baltiske lande og rammes hårdt. Der udbryder hungersnød i landet og både Holland og Spanien overvejer at erklære Danmark krig.
Hertil kommer at Øresundstolden i 1567 omlægges og hæves betydeligt. Indtægten heraf stiger på et år fra 45.000 rigsdaler i 1566 til 132.000 det efterfølgende år, men Frederik 2.s. 3000 lejesoldater kostede alene 150.000 daler, - om måneden!
Den 13.december 1570 underskrives en fred i Stettin, som forsøger at tage højde for mægling i fremtidige konflikter. De danske og svenske rigsråder forhindrer i et godt stykke tid fremover yderligere konfrontationer, men i det efterfølgende århundrede bliver Øresundsregionen gentagne gange hærget af krigshandlinger.
Kampen om Østersøen | 
Svenske skibe i Øresund |
Krig og byplaner
Omkring år 1600 stod hollænderne for ca. 80 % af den årlige skibstonnage igennem Øresund, så det var for Danmark afgørende at bevare et godt forhold til hollænderne. Evindelige forhøjelser af Øresundstolden og krisesituationer, hvor skibe blev opbragt, var dog en torn i øjet på hollænderne og andre skibsførende nationer.
Forholdet til Sverige var især problematisk. Den svenske økonomi var i rivende udvikling med eksport at råvarer såsom jern, andre mineraler, træ til skibsbygning og også landbrugsvarer fra de sydlige områder, men Sverige følte sig i høj grad spærret inde af det danske Østersøimperium.
Kalmarkrigen
Svenskerne søgte bl.a. at ekspandere nordover og det blev den anledning som Christian 4. greb til at starte den såkaldte Kalmarkrig i 1611-13. Kongen havde bundet sig til et generelt løfte om at ”formere, forbedre og forhøje landets tilstand”, hvilket Christiand.4. henviser til i en anmodning til rigsrådet d.31.1.1611, hvor han omtaler krænkelser fra svensk side, som han ikke vil tåle:
"…da ville det forårsage os en ond eftertale hos Posteriteten (eftertiden) i vores grav, efterdi vi lidt har og tilladt det, som en lovlig konge ikke burde lide eller tåle, hvilket vi i vores kongelige kroning og håndfæstning Riget svoret og lovet har ved brev og segl…"
De påståede krænkelser vedrørte bl.a. forholdene i det nordligste Skandinavien, herunder Sveriges adgang til Nordhavet. Rigsråderne er modvillige, men da kongen truer med at erklære krig i sin egenskab af hertug af Slesvig-Holsten, får han sin vilje.
Kort fra omkring 1600 | 
Kort tilegnet Gustav 2. Adolf | 
Christian 4. | 
Trefoldigheden | 
Fæstningen Varberg |
Belejringen af Kalmar |
Skåne hærges
Det er også denne gang først og fremmest civilbefolkningen som må holde for. Skåne bliver hærget og raseret af Gustav Adolf i 1612 og han beretter selv herom:
”Vi har været inde i Skåne og afbrændt størstedelen af landsdelen, så 24 kirkesogne samt byen Vä ligger i aske, og Vi har ingen modstand mødt, hverken af ryttere eller fodfolk, så Vi har kunnet grassere, plyndre, brænde og slå ihjel, som Vi lystede. Vi havde på samme måde tænkt os at besøge Åhus, men da Vi fik kundskab om, at der lå danske ryttere i byen, begav vi os hjem over Markeryd, og vi kunne ødelægge og fordærve, hvor vi drog frem, og alt gik meget heldigt.”
Christian 4. står som vinder af Kalmarkrigen. Ved Freden i Knärød 1613 overtager Danmark fæstningen Elvsborg indtil en erstatning på 1.000.000 rigsdaler er betalt. Holland førte en politik som gik ud på at ingen stormagt skulle have den totale magt over Østersøen. Derfor ledte den danske sejr også til at der i Haag 1614 undertegnes et svensk-hollandsk forsvarsforbund.
Freden i Knærød 1613 | 
Svenske gældsbrev |
Krisstiansstad
Efter krigen påbegynder Christian 4. anlæggelse af en række befæstede byer, som kan yde civilbefolkningen bedre beskyttelse mod de svenske indfald. Købstæderne Væ og Åhus nedlægges og i stedet anlægges en helt ny by, Chrisstiansstad, der bedre kan afbøde de gentagne svenske angreb i området. Hollandske eksperter hidkaldes og fra 1614 påbegyndes anlæggelsen af en fæstningsby med vinkelrette gadenet og omgivet af befæstede bastioner.
Til byen knyttes en kirke i renæssancestil, Trefoldighedskirken, der kan rumme 1400 mennesker, og indvies i 1628. Kirken er et hovedværk i Christian 4.tidens renæssancearkitektur. Kirken har form som etl igesidet, græsk kors og bæres af en række forbavsende slanke granitsøjler i sammenhæng med en sindrig tagkonstruktion. Det overdådige alter i sort alabast og hvid marmor fremstillet i Nederlandene. Orglet er ligeledes i sig selv et renæssancekunstværk.
Christianstad | 
Fæstningen Christiansstad | 
Christianopel | 
Trefoldighedskirken | 
Kirkerummet |
Trefoldighedskirken | 
Sideindgangen | 
Bruskbarok | 
Monogram |
Fra sejr til nederlag
Næste gang Christian ønsker at gå i krig er da han i 1626 involverer sig i 30-årskrigen og lider et forsmædeligt nederlag ved Lutter am Barenberge 1626. Denne gang var Christian 4. gået i krig i sin egenskab af nordtysk hertug og for egen regning, dvs. med en lejehær. Det ender med en katastrofe og Danmark er nu for alvor svækket, mens Sverige vinder sejrrigt frem i Østersøområdet.
I slutningen af 1630erne får kongen rigsrådet og stænderne med på oprettelsen af en stående hær, som bl.a. finansieres gennem en klækkelig forhøjelse af Øresundstolden. Fra 1636 til 1639 steg kongens indtægt fra Øresundstolden således fra 266.000 rigsdaler til 620.000 rigsdaler.
I løbet af 1640erne sætter krig og økonomisk afmatning ind. Omkring dette tidspunkt lå værdien af korneksporten på omkring 400.000 rigsdaler årligt, studeeksporten omfattede op imod 50.000 stk. årligt, mens værdien af landets samlede import på årsbasis udgjorde omkring 400.000 rigsdaler.
Hornskrigen 1643-45
Som reaktion herpå indgår Nederlandene i 1640 en gensidig forsvars- og alliancepagt med Sverige, hvilket bliver katastrofalt, da Sverige i 1643 uden varsel angriber Danmark sydfra. Jylland besættes, men i denne omgang forhindrer flåden den helt store katastrofe. I Skåne påbegynder feltmarskal Gustav Horn et felttog og Danmark trues nu af tofrontskrig. Landsdelen hærges atter på værste vis og i mange år herefter husker man Den hornske Krig.
Krigen ender med dansk nederlag til en forenet svensk-hollandsk flåde ved Femern og ved fredslutningen i Brömsebro i 1645 må danskerne afgive Gotland, Øsel, Jemtland og Herjedalen i Norge og overlade Halland til Sverige i 30 år. Dette blev begyndelsen til enden på det danske østesøvælde, og samtidig er det ved at være slut med de gode konjunkturer i Christian 4.s tid, som rinder ud med hans død i 1648.
Dansk flådedominans | 
Hasard om Øresundstolden | 
Tre flåder i Sundet 1644 |
Gustav Horn | 
Kolberger Heide 1644 |
Brömsebro | 
Brömsebrostenen |
Karl Gustavkrigene 1657-60
1657 ramte katastrofen for alvor det danske rige. Danmark erklærede Sverige krig i håb om at kunne revanchere nederlaget fra 1640erne, men bliver i stedet rendt over ende i løbet af sommeren 1657 og den efterfølgende vinter, hvor Karl 10. Gustav sætter over isen til Sjælland og hastigt nærmer sig København.
Karl 10. Gustav | 
Over isen til Fyn | 
Ivernæs | 
Erik Dahlberg |
Karl 10. Gustav ved Storebælt |
| |
![]() | | Stor | Karl Gustav 10.s hær går over isen |
Roskildefreden
Der sluttes en hurtig fred i Roskilde. Fredsforhandler på svensk side er den tidligere danske rigshofmester Corfitz Ulfeldt, som er gift med Christian 4.s datter Eleonora Christine.
Fredsbetingelserne er hårde: Danmark skal for altid afgive Skånelandene, selvom § 9 i freden sikrer kulturel selvbestemmelse i Skåne. Besættelsen afsluttes med et såkaldt fredstaffel på Frederiksborg Slot, hvorefter svenskekongen via Helsingør drager til Skåne, for at tage de erobrede områder i øjesyn.
Roskildefreden | 
Præstegården i Høje Taastrup | 
Joachim Gersdorf | 
Corfitz Ulfeldt | 
Ankomsten til Frederiksborg Slot |
Fredstaflet på Frederiksborg Slot | 
Karl 10. Gustav i Helsingør | 
Karl 10. Gustav modtages i Helsingborg | 
Karl 10. Gustav ankommer til Landskrona | 
Karl 10. Gustav ankommer til Malmø |
Karl 10. Gustav uden for Christiansstad |
Anden halvleg
Et halvt år senere fortryder Karl d.10 Gustav at han ikke med det samme indlemmede hele Danmark i Sverige. Han besætter atter Sjælland og indtager Helsingør og Kronborg, som falder efter tre ugers belejring. København belejres, men undsættes, efter et søslag i Øresund, af en hollandsk flåde, idet hollænderne nu er i alliance med Danmark, og i henhold til aftalen kommer den angrebne part til hjælp.
Begivenhederne kulminerer med stormen på København i februar måned 1659, hvor det svenske angreb blev slået tilbage.
Belejringen af Kronborg
| 
Belejringen af Kronborg | 
Søslaget | 
Søslaget i Øresund | 
Slaget i Øresund |
Slaget i Øresund
(Tegning) | 
Stormen på København 1659 | 
Stormen på København 1659 | 
Dahlsbergs skitse fra angrebet | 
Øjebliksskitse |
| |
 | | Stor | Søslaget i Øreund |
Freden i København
Der sluttes atter fred i 1660, hvorved Bornholm vender tilbage til Danmark og Trondhjems Len til Norge. Ændringer vedrørende Skåne, Halland og Blekinges status var slet ikke på tale og det er tydeligt, at Danmarks allierede Holland og de øvrige europæiske stormagter ikke ønsker ændringer i forholdene omkring Øresund. Den storpolitiske manøvre går ud på at forhindre at en og samme magt fremover kommer til beherske begge sider af Øresund.
En senere iagttager, englænderen Robert Molesworth, bemærker i 1691 at Christian 4. i sin tid var begunstiget af hollændernes krig med Spanien og at kong Jacob d.1. af England favoriserede danskerne på grund af sit ægteskab med en dansk prinsesse. Molesworth bemærker at den danske suverænitet over Øresund ville svare til at Spanien havde påberåbt sig herredømme over Gibraltarstrædet og indsejlingen til hele Middelhavet. Øresundstolden eksisterer fortsat, men indtægterne er ifølge Molesworth faldet fra omkring 150.000 rigsdaler i 1645 til ca. 80.000 i 1690erne.
Axel Urup (1601-71) | 
Fredstraktaten 1660 |
Skånske krig 1675-79
Den såkaldte Skånske Krig var en dansk-norsk revanchekrig med det formål at tilbageerobre Skåne, som var tabt for Danmark under Karl Gustav-Krigene i 1657-60.
Stormagtsalliance
Efter Karl 10. Gustavs død i 1660 blev Sverige styret af en formynderregering med Magnus Gabriel De la Gardie i spidsen. Efter freden i København gik udenrigspolitikken ud på at undvige krig og bevogte den nye grænse mod Danmark. Det skulle ske ved en balancepolitik imellem Europas stormagtsblokke. Overfor stormagten Frankrig stod et forbund imellem Østrig, Holland, Spanien og Brandenburg. 1672 nærmede Sverige sig dog Frankrig og der blev indgået et forbund landene imellem.
Da den europæiske storkrig begyndte sluttede Danmark sig til Sveriges fjender og da det lykkedes Frankrig at få Sverige til at gå i krig mod Brandenburg havnende Danmark og Sverige definitivt på hver sin side i den europæiske storkonflikt. Efter at svenskerne havde lidt nederlag i Svensk Pommern gik danskerne til angreb mod Sverige, da man øjnede muligheden for revanche for det katastrofale nederlag i 1658.
Dansk angreb
Den hollandske og danske flåde besejrede de svenske ved Ølands sydspids i sommeren 1676. Det svenske slagskib Kronan, som da var Europas største orlogsfartøj, blev sænket.
Under den danske kong Christian V.s personlige befaling blev omkring 15.000 mand landsat i Råå syd for Helsingborg og straks derefter svor Helsingborgs borgere og bystyre troskab imod den danske konge. Man udså sig endvidere en dansk borgmester.
Den danske invasionsflåde 1676 | 
Søslaget ved Øland | 
Invasionsflåde på vej mod Råå | 
Helsingborgs erobring |
En blodig affære
Skånske Krig blev grum og blodig krig der, som navnet antyder, fortrinsvis foregik på skånsk jord. Danskerne drev de svenske tropper tilbage og fik kontrol over hele Skåne på nær Malmø. Store dele af den skånske befolkning tilsluttede sig danskerne. Voldsomme slag udkæmpedes ved Chrisansstad, Halmstad, Lund og Landskrona.
Slaget ved Lund var det blodigste som nogensinde er udkæmpet imellem Danmark og Sverige. De svenske tropper blev anført af den unge kong Karl XI. Slaget vendte krigen til svensk fordel og svenskerne kunne drive de danske tropper tilbage. Til slut holdt danskerne kun Landskrona og Helsingborg, men de blev tvunget til at indse at situationen var håbløs. Tusinder af flygtninge søgte over Øresund til Danmark.
Citadellet i Landskrona | 
Landskronas erobring | 
Landskronas erobring | 
Landskrona overgiver sig til Chr. 5. | 
Christianstads belejring 1676 |
Christianstads erobring |
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 | 
Slaget ved Lund 1677 |
Karl 11. | 
Slaget ved Malmø 1677 | 
Slaget ved Landskrona 1677 | 
Slaget ved Tirups Hed, Landskrona | 
Slaget i Køge bugt 1677 |
Stormagtsfred
Til søs havde den svenske flåde tabt, mens den danske hær til slut havde lidt nederlag på landjorden.
Man kan delvis påstå at krigen blev afgjort af Frankrig. Sveriges forbundsfælle Frankrig havde fået overtaget over Danmarks forbundsfælle Holland og sluttet fred, også på Sveriges vegne. Eftersom Holland havde gjort op med Frankrig stod Danmark alene i forhandlingerne og gik helt tomhændet ud af krigen ved fredsslutningen med Sverige i Lund 1679.
I Sverige var man ikke tilfredse med Frankrigs måde at varetage de svenske interesser på. Tilsvarende var danskerne også misfornøjede med hollændernes måd e at efterlade danskerne på i krigens slutfase. Dette førte til at Danmark og Sverige byttede allierede. Danmark gik i forbund med Frankrig og Sverige sluttede en venskabsaftale med Holland.
Forsoningsbryllup
Efter krigen skete der en politisk tilnærmelse mellem Sverige og Danmark, og der blev indgået et forbund som bekræftedes med giftermål imellem Karl 11. og den danske prinsesse Ulrika Eleonora. Under kanonsalut blev hun ført over Sundet og ankom til Helsingborg i maj måned 1680. I Helsingborg mødtes hun med Karl 11.s mor Hedvig Eleonora. Derefter rejste de kongelige igennem et af deres krig fordærvet og ødelagt landskab til bryllupsfest i Skottorp i det sydlige Halland, hvor præsten Haqvin Spegel ventede på ar forrette vielsen.
Den danske prinsesse Ulrika Eleonora |
| |
 | | Stor | Aria sopra le Nozze di Sua Maesta il Re de Svecia (1680) (Didrik Buxtehude) |
Anti-svensk alliance
Den unge svenske konge Karl 12., som efterfulgte sin far Karl 11., havde fået en alliance af stater imod sig, som alle krævede revanche efter Sveriges erobringer i 1600-tallet. I denne alliance indgik Danmark, Rusland og Sachsen(inklusive Polen). På dette tidspunkt var Sverige imidlertid godt rustet. En ny orlogshavn var opbygget i Karlskrona af Karl 11., som også havde reformeret forsvaret, som på dette tidspunkt bestod af 65.000 mand og 38 linieskibe. Endelig havde den nye grænse mod Danmark ved Øresund fået en del nye fæstningsanlæg.
1700-tallets historie i Øresundsregionen indledes så at sige med en krigshandling, idet en svensk hær under Karl 12,s ledelse samme år overføres fra Helsingborg og Landskrona til Humlebæk på Sjælland. København blev truet og Danmark blev tvunget til separatfred.
Efter separatfreden med Danmark fortsatte Karl 12.sit krigstogt mod Rusland og Polen og kom med sin hær langt ned i Østeuropa, men da den svenske krigslykke vendte i slaget ved Poltava (1709) erklærede Danmark krig imod Sverige. Den danske hovedstyrke, som til slut omfattede 14.000 mand, landsteg ved Rå i november 1709.
Karl 12. | 
Svenskernes landgang ved Humlebæk | 
Bombardementet af København |
Helsingborg indtages
Helsingborg forsvarede sig med en garnison på 36,mand og en svensk enhed på 1500 mand befandt sig i området ved Rå. Disse kunne givetvis ikke forsvare byen og trak sig tilbage. Frederik 4. indrettede sit hovedkvarter i rådmand Schlyters gård i det centrale Helsingborg og dens borgere svor troskab imod den danske konge. I Helsingborg indførtes dansk gudstjeneste og dansk almanak ifølge den gregorianske tidsregning, mens det øvrige Sverige stadigvæk fulgte den gamle julianske kalender. Det indebar en forskel på ti dage.
Herman Schlyters hus i Helsingborg |
Stenbock til Helsingborg
Den svenske konge befandt sig langt borte fra sit hjemland, så det svenske forsvar organiseredes af Magnus Stenbock, som var Skånes generalguvernør dvs. landshøvding og krigsleder. Han samlede en stor arme i Småland, eftersom danskerne var trængte ind i Sverige helt over til Karlshamn i Blekinge. Det lykkedes Stenbock at skrabe 16.000 mand sammen, som gik ind i Skåne i slutningen af januar 1710. Danskerne trak sig tilbage mod Helsingborg og tog opstilling nord for byen under generalmajor Rantzaus ledelse.
28. februar 1710 stødte de to hær sammen i slaget ved Ringstorp udenfor Helsingborg og det hele endte med en knusende svensk sejr, som Stenbocks kurer, Henrik Hammarberg, kunne rapportere til Stockholm.
Stenbock, Magnus |
Budskab om Magnus Stenbocks sejr | 
Mindesten for slaget ved Helsingborg | 
Befæstning af den svenske kyst | 
Helsingborg 2010 |
Dansk Tilbagetog
I Helsingborg organiseredes og gennemførtes derefter en udskibning af danske soldater og danske sympatisører tilbage til Danmark, deriblandt rådmand Herman Schlyter og sognepræsten Hans Jacobsen, som begge havde samarbejdet med danskerne. I sammenhæng med flugten over Øresund blev alle heste dræbt, hvilket vanskeliggjorde arbejdet med at få byen til at fungere igen. Sandheden er at Helsingborg ikke kom sig førend 100 år senere. Det var sidste gang danskerne forlod Skåne efter et krigsforetagende.
Karl 12. vender hjem
Grænsen imellem Danmark og Sverige var nu definitivt fastlagt. Den svenske konge vendte tilbage til Sverige i 1715 efter sit til slut mislykkede felttog i Østeuropa. Han styrede Sverige fra Lund, hvor han i 1715-18 havde sit hovedkvarter. Ved den tid havde regeringen ladet opføre skanser ud imod Øresundskysten for at forhindre ny danske landstigningsforsøg. Resterne af disse skanser kan i dag beses ved f.eks. Barsebäck, Rå og Mølle.
Karl 12. gjorde et sidste forsøg på at styrke Sveriges udenrigspolitiske stilling ved et angreb på Norge1718, men han blev dræbt I en løbegrav udenfor fæstningen Fredriksten. Nu begyndte Sverige at søge fred og Norden havde ingen stormagt længere. Fra tidligere at være en vigtig samfærdselsvej var Øresund nu forvandlet til en grænse, hvor Danmark og Sverige vogtede på hinanden.Forsoningstider
| | Efter 1830 blev kontakterne øget over Øresund. Der blev afholdt fælles videnskabelige kongresser og en række omfattende studentermøder manifesterede den skandinaviske fællesskabsfølelse i årene fremover.
De nye samfærdselsmidler, især dampskibene, muliggjorde disse manifestationer, men en voksende politisk-liberal orientering var også medvirkende til at styrke bevægelsen. |
Skandinavisk kongebryllup
I 1766 ægter den svenske konge Gustav 3. den danske prinsesse Sofie Magdalene. Gustav gæster i 1770 som kronprins Danmark og som svensk regent aflagde han et kort besøg i 1786. Man modtog d. 9.juli kong Gustav på Marienlyst Slot ved Helsingør, hvortil kongen var ankommet klokken 12. Der blev dineret med ledsagelse af tyrkisk kammermusik ved Livgardens oboister og tilkaldte ditto fra Kronborg. Kl. 18 begav man sig til Hellebæk for at bese geværfabrikken og ud på aftenen returnerede den svenske konge så efter dette korte venskabsbesøg.
Gustav 3. på Fredensborg |
Uanmeldt besøg
Kong Gustav vendte tilbage i oktober måned 1787, denne gang på uanmeldt besøg. I den anledning beskrev Tidskriftet ”Minerva”, hvilken stor glæde enhver ”Skandinav” måtte føle ved det fællesskab, som dette besøg fremviste. Således gik det til at ordet Skandinav blev et begreb.
Ret beset var danskerne dog bekymrede ved det sidste besøg, som kom helt bag på hofetiketten og fordi man frygtede for skjulte udenrigspolitiske dagsordener. Allerede under det første besøg havde den danske konge spyttet i suppen og umotiveret forladt måltidet, så man frygtede, hvad den enevældige, men sindsforvirrede kong Christian VII kunne finde på, eller blive lokket til. Gustav havde planer om udvidelser mod øst, men Danmark havde en alliance med Rusland og i 1788 kommer de to parter som følge af alliancen på kant med hinanden.
Gustav 3. myrdes
I 1792 bliver den svenske konge imidlertid myrdet under et maskebal på Stockholms Slot og krigsfaren driver over for denne gang. Samme år holdt den danske professor Sneedorff et foredrag i Det nordiske Selskab i London, om hvor vigtigt det var at de tre nordiske lande forenedes og i 1794 underskrives endnu et væbnet neutralitetsforbund imellem Danmark og Sverige og i den anledning udtaler den danske udenrigsminister Bernsdorff at ”Alt hvad der nærmer Sverige og Danmark til hinanden er naturligt; alt hvad der skiller dem er uretfærdigt og unaturligt”.
Napoleonskrigene
På trods af neutralitetsforbundet havnede Sverige og Danmark under Napoleonskrigene atter på hver sin side i den europæiske storkonflikt og det kommer sågar til enkelte mindre sammenstød imellem de to parter i 1808-09 og senest i 1813. Efter avsättningen av den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Resultatet af napoleonskrigene bliver i korte træk at Sverige mister Finland til Rusland i 1809 og Danmark Norge, som i stedet forenedes med Sverige i 1814. Norges overgang til Sverige medfører en nedkøling af det indbyrdes forhold, men i løbet af nogle årtier øges kontakten atter betydeligt bl.a. som følge af en udbedring af samfærdselsmidlerne.
Mindesmærke for Christian August | 
Svenske konsulat i Helsingør | 
Det svenske konsulat i Helsingør | 
Bernadotte i Helsingborg | 
Bernadottemonumentet i Helsingborg |
Revolution og borgerkrig i Danmark
Da enevælden ophørte i Danmark i revolutionsåret 1848 øgedes skandinavismens muligheder yderligere og den nye konge i Danmark, Frederik d.7., havde ligesom sin svenske kollega et helt andet syn på skandinavismen end ved deres fædre havde haft. Den politiske skandinavisme gik nu så langt at svenske tropper udlovedes til hjælp i den dansk-tyske krig 1848.
Dette medførte stor entusiasme omkring Øresund og som eksempel kan nævnes at flere hundrede helsingørborgere en søndag i begyndelsen af maj 1848 drog over til Helsingborg for at fejre at et svensk troppekontingent skulle landsættes i Danmark! En stor fest sammen med helsingborgborgere blev arrangeret på hotel Mollberg.
De svenske soldater placeredes på Fyn, men blev dog aldrig sat aktivt ind i krigen, som afsluttedes med våbenstilstandsforhandlinger i Malmø i sensommeren 1848. Svenske tropper gjorde vagttjeneste i vinteren 1849-50 frem til krigsafslutningen.
Personalunion i sigte
Efter afsættelsen af den svenske konge Gustav IV Adolf, vælges en dansk prins Christian August til tronfølger, men efter hans bratte død indsættes en tidligere fransk general, Bernadotte på tronen. Bernadotte konverterer til den protestantiske tro på det svenske konsulat i Helsingør og sætter herefter over Sundet.
Enhedstankerne trivedes i 1850erne også ved det svenske og danske hof og førte der så langt at man diskuterede en personalunion under en svensk konge. Frederik d.7. var nemlig barnløs og det var da nærliggende med en fælles konge for Sverige, Norge og Danmark. Denne union ville så kunne spille en vigtigere rolle i europæisk storpolitik. Dette havde Europas stormagter givetvis også synspunkter på og man mente der at det danske monarkis integritet burde bevares. Dette blev fastslået på konferenser, som blev afholdt i London 1850 og 1852.
Ny dansk kongeslægt
Tronfølgen i Danmark flyttedes imidlertid over på prins Christian af Slesvig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg og hans efterkommere. Måske var dette tidspunkt - med problemerne omkring Danmarks sydgrænse og den uklare arvefølge efter den barnløse Frederik d.7.- det afgørende for en mere omfattende skandinavisk samling, som for altid forpassedes med vedtagelsen af den danske tronfølgelov af 1852, hvorefter glücksburgeren Christian d. 9. skulle efterfølge Frederik d.7.
Mange danskere var imidlertid skeptiske overfor denne Christian som ny konge og at Frederik d.7. foretrak en svensk tronfølger frem for den danske Christian var helt åbenlyst. Både Oscar I og Frederik d.7. sigtede på en personalunion. En livlig propaganda gennemførtes i Europa for at få stormagterne til at anerkende en dynastisk forening imellem de nordiske lande. Mange (bl.a. Sturzen-Becker) skrev indlæg for at bearbejde den europæiske presse. Da Oscar I blev syg og døde i 1859, overtog sønnen Karl XV styret og unionsplanerne.
Gemytligt venskab
Personkemien imellem den nye svenske kong Karl XV og Frederik d.7. var endnu bedre. De træffedes flere gange, bl.a. på Ljungbyhed i Skåne 1860, i sammenhæng med studentermødet i København 1862, samt ved et stort møde i Skodsborg 1863 og samme år også på Bäckeskog i Skåne. En gemytlig venskab mellem de to konger opstod og forudsætningerne for en personalunion syntes gode. Karl var med sin folkelige stil desuden populær i både Danmark og Sverige. Han var også rundhåndet med sine løfter til danskerne og gav, i sammenhæng med mødet i Skodsborg, et mundtligt løfte om svensk militært støtte til Danmarks forsvar af dets sydgrænse, som nu på ny truedes af tyskerne.
Karl 15. og Frederik 7. |
Karl 15. og Frederik 7. | 
Karl XVI i Helsingør | 
Fredensborg slotspark 1862 |
Brudte løfter
Dog, løfterne blev ikke indfriet da den dansk-tyske krig brød ud i 1863. I første omgang støttedes kongen af udenrigsminister Mandelstrøm og den svenske gesandt i København Hamilton, men blev senere underkendt af statsrådet. Den svenske regering meddelte at man ikke havde tænkt sig at sende tropper, en beslutning som gik stik imod med Karl XV: s ønsker. Midt i denne politiske turbulens døde Frederik d.7. og Christian 9. blev konge i Danmark. Unionstanken begyndte på grund af de svegne svenske løfter, den svenske regeringens mistro og den nye danske konges negative indstilling at svinde bort og skandinavismen mistede terræn.
Skandinavismen – en fælles fiasko?
Skandinavismen var ikke noget færdigt politisk program, som man forsøgte at gennemføre. Skandinavisterne træffedes nu og da og efterhånden kom der nye idéer, sympatisører og symboler til. Det begyndte som en kulturel manifestation i de litterære kredse, udviklede sig til en virkelig fællesskabsfølelse med skåler og hurraråb i mængder blandt studenter og borgerskab og udviklede sig til en politisk enhedstanke, hvor ikke mindst kongerne havde vidtrækkende unionsplaner, som til sidst sønderlemmet af den europæiske storpolitiks virkelighed.
Man kan diskutere, hvor stærk den indbyrdes vilje og sammenhold egentlig var. Når og hvis man sammenligner med andre samtidige samlingsbestræbelser i Tyskland og Italien - som vel at mærke lykkedes - er det ikke fordi de politiske religiøse, kulturelle og sproglige forskelle var større - snarere tværtom. Et andet spørgsmål er omverdenen, i særdeleshed de europæiske stormagters holdning. Sikkert er det, at Rusland og for den sags skyld også Preussen ikke så med blide øjne på en samlet beherskelse af Øresund og hermed indsejlingen til Østersøen – med andre ord det klassiske problem i europæisk storpolitik vedrørende Øresunds- og Østersøregionen. Men ville de europæiske stormagter i givet fald have trodset folkets vilje i nationalliberalismes tidsalder?Første verdenskrig
| | Under Første Verdenskrig lykkedes det de nordiske lande at holde sig neutrale, men de krigsførende lande stillede bl.a. krav om minering af Øresund.
Det lykkedes også at samordne udenrigspolitikken under krigen, men bagefter var der stor uenighed om fortsættelse af neutralitetspolitikken og det udenrigspolitisk samarbejde. |
1. verdenskrig
Under Første Verdenskrig lykkedes det de nordiske lande at holde sig neutrale, men de krigsførende lande stillede bl.a. krav om minering af Øresund. Det lykkedes også at samordne udenrigspolitikken under krigen, men bagefter var der stor uenighed om fortsættelse af neutralitetspolitikken og det udenrigspolitisk samarbejde.
Et neutralt Norden
Ved krigens udbrud erklærede Danmark, Norge og Sverige sig neutrale i forhold til de to stormagtsblokke. Dette var delvis et resultat af et diplomatisk samarbejde, som fandt sted før krigsudbruddet. Allerede i 1909 og 1910 forhandledes om fælles neutralitetsinitiativer, og en aftale var på plads i 1912. Skandinavernes neutralitetserklæring var således velforberedt og de tre lande protesterede i fællesskab mod såvel den engelske opfattelse, at hele Nordsøen var at betragte som krigsområde, som tyskernes mineblokade af Øresund og bælterne.
Minefelter i Øresund |
Malmømødet
For yderligere at befæste den fællesnordiske linie samledes de tre skandinaviske konger på det såkaldte Trekongemøde, med deres udenrigsministre i Malmø den 18. – 19. december 1914. Malmøs muligheder for at arrangere den slags topmøde var den gang meget begrænsede, men med lidt god vilje kunne deltagerne indlogeres på forskellig vis. Kong Christian boede hos Herslow, Haakon hos enken Kockum og Gustav hos landshøvdingen, mens udenrigsministrene Scavenius, Ihlen og Wallenberg boede på Hotel Kramer.
Bag en pragtfuld ramme af studentersangere fra Lund, vinkende fra balkoner, museums- og kirkebesøg, pågik det diplomatiske arbejde. Resultatet fra mødet blev en ny god vilje til øget skandinavisk samarbejde. Det var indlysende at sårene efter Danmarks tab ved den tyske grænse og efter Norges frigørelse fra Sverige nu var helet. Hjalmar Branting skrev i sin avis, at man nu kunne se et glimt af ”Nordens Forenede Stater, i gang med at dannes under frie former”.
Tre nordiske konger 1914 | 
Tre nordiske konger | 
Tre nordiske konger |
Skandinavismen genoplives
Mødet havde åbenbart igen vækket visse skandinavistiske forhåbninger og det blev efterfulgt af flere interskandinavistiske sammenkomster. I København samledes stats- og udenrigsministrene i marts 1916 og i Kristiania (Oslo) blev et ministermøde holdt i september samme år. Alle tre lande havde problemer med krænkelser, begået af de krigsførende lande mod de neutrale. Særlig problematisk blev spørgsmålet om adgangen til Østersøen. Her havnede både Danmark og Sverige i diplomatisk knibe.
Mineringen af Øresund
Tyskland havde fri passage mellem Nordsøen og Østersøen via Kielerkanalen, men var selvfølgelig interesseret i, at England ikke fik den samme mulighed for adgang til Østersøen. Tyskerne krævede derfor, at bælterne skulle spærres med miner.
Neutralitetserklæringen fra de skandinaviske lande betød, at ingen af siderne skulle gives fordele. Danskerne, som var økonomisk afhængige af England, havnede i en svær situation. Hvis danskerne sagde nej til det tyske krav, ville tyskerne alligevel minere bælterne og så stod det kun en ting tilbage for danskerne, at angribe Tyskland, et på forhånd håbløst foretagende. Danmark ville også gerne sikre sin indenrigs- søfart og i sidste ende bestemte man, at afspærre bælterne.
Meningerne om beslutningen var delte i den danske regering, men Christian X.s ord vejede tungt. Han mente, at Danmark var nødt til at føje sig efter de tyske krav. Øresund blev således englændernes eneste adgangsmulighed til Østersøen.
Tysk Pres
Den svenske regering afviste det tyske krav om minering af den svenske side af Øresund, men accepterede at slukke for alle fyr og lysebøjer i sundet for at vanskeliggøre passage. Tyskerne afspærrede internationalt farvand syd for sundet for yderligere at begrænse adgangen, men der fandtes endnu en sejlrende, tæt på Skanör, hvor fartøjer kunne passere. Denne, Kogrundsrännan, krævede tyskerne nu mineret og svenskerne føjede sig endeligt i sommeren 1916. Østersøen var således helt lukket for engelske fartøjer og næsten 100 engelske skibe forblev indelukket i Østersøen. Kun én minefri passage blev tilbage, og den blev bevogtet af svenske krigsskibe, som skulle sikre at kun svenske skibe passerede.
Tyskvenlig neutralitet
Den tyske flåde blev således meget dominerende i området. Det havde stor betydning for den svenske beslutning, at Gustav V.s dronning, Viktoria, kraftigt havde påvirket kongen i tyskvenlig retning. Dette gjaldt også statsminister Hammarskjölds opfattelse af neutralitetens karakter. Han havde lovet Berlin, at Sverige ville opretholde en ”velvillig neutralitet”, mens de allierede havde fået besked om en ”streng svensk neutralitet”.
Tyskerne prøvede flere gange, at få Sverige engageret i krigen. Prins Max af Baden, som var beslægtet med den svenske dronning Viktoria, tog aktiv del i disse pressionsforsøg. Kongeparret var interesseret, men regeringen var indbyrdes uenig. Udenrigsminister Wallenberg ville gerne vise mere sympati overfor England og den socialistiske opposition, med Branting som leder, krævede streng neutralitet, også mod Tyskland.
Sverige på tysk side
Den svenske regerings forhold til Storbritannien var spændt, ja mere spændt end forholdet mellem Danmark og Storbritannien. Danmarks regering havde sluttet en aftale med Storbritannien om import af varer, mod at Danmark garanterede at de ikke blev videresolgt til Tyskland. Den svenske statsminister afviste en lignende aftale og derfor blev Sverige ramt af en følelig mangel på varer. Manglen var særligt alvorlig i vinteren 1916-17, da Hammarskjöld fik øgenavnet ”Hungerskjöld”.
Forholdet mellem de allierede og Sverige blev endnu mere anstrengt, da det stod klart, at den svenske regering havde hjulpet tyskerne med befordring af chiffertelegrammer, fra den tyske regering til tyske interessevaretagere, via det svenske udenrigsdepartement. Allerede før denne skandale blev afsløret, havde en regeringskrise tvunget den svenske regering til at træde tilbage, til fordel for en konservativ regering, som sad ved magten fra marts til september 1917. Da vandt venstrekræfterne ved valget til rigsdagens andenkammer, og en ny regering under ledelse af Nils Edén tiltrådte, med Hjalmar Branting som finansminister. Det blev en koalitionsregering mellem socialdemokrater og de liberale.
Skandinavien under økonomisk pres
Den tyske totale ubådskrig ramte både den danske og svenske handelsflåde. Da USA i 1917 gik med i krigen, fik England forsyninger med amerikansk hjælp. Konvojer ledsagede transporterne over Atlanten, og England var dermed ikke mere afhængig af varer fra Danmark og Sverige. Dette truede i høj grad den danske og svenske økonomi. Den engelske vrede over den danske og svenske eftergivenhed overfor tyskerne blev kostbar for skandinaverne. Desuden medførte den totale ubådskrig, at varetransporterne til Danmark og Sverige vanskeliggjordes.
Alt dette førte til, at Kogrundsrännan blev genåbnet i 1918. Den mindskede handel med stormagterne i Europa førte dog til at handelen mellem de nordiske lande øgede. Den nye svenske regering arbejdede hårdt for at opnå bedre relationer med de allierede. Anstrengelserne var ikke helt uden resultat, først og fremmest takket være den svenske forhandlingsleder Marcus Wallenbergs gode forbindelser til den britiske blokademinister.
Normalisering
Ved krigsafslutningen i november 1918 begyndte handelen atter at komme i gang. Råvaremangelen var imidlertid stor og priserne steg. Dette førte til øgede krav om lønstigninger, og der forekom en række strejker og voldsomme demonstrationer, ikke mindst i København. Men Danmark og Sverige var, trods alt, sluppet billigt fra den første verdenskrig. De nordiske lande udvikledes til stabile demokratier og kvindelig stemmeret blev indført i hele Norden. Kontakterne mellem de europæiske stater blev genoptaget, den voksende luftfart gjorde afstanden mindre og nedrustningsforhandlinger og Nationernes Forbund gav forhåbninger om en lys fremtid.
Hvis forholdet mellem de tre nordiske stater umiddelbart efter opløsningen af unionen mellem Sverige og Norge i 1905 havde været noget anstrengt, gav erfaringsgrundlaget fra neutralitetspolitikken en vis fælles platform, selvom kredse i Danmark havde set med ængstelse på den svensk-tyske tilnærmelse.
Ned- og oprustning
I Danmark blev nedrustningspolitikken i årene fremover en grundsten i regeringssamarbejdet imellem Socialdemokratiet og partiet Det radikale Venstre, som dannede regering første gang 1924-26 og igen fra 1929 og helt frem til Danmarks besættelse i 1940. Forholdet til Tyskland blev det afgørende spørgsmål: Kunne og skulle man gøre modstand, hvis en stormagt overfaldt Danmark? De radikale fastholdt at det var nytteløst, men i Socialdemokratiet var der voksende modstand imod nedrustningen. Et forsvarsforlig imellem de to partier i 1937 betød reelt en forhøjelse af forsvarsbudgettet.
Nordens Lænkehund
Samme år startede en debat om et fælles nordisk forsvarsforbund til opretholdelse af neutraliteten. I Sverige betragtede vide kredse en trussel imod Danmark og Finland som ensbetydende med en trussel imod Sverige og man påbegyndte en kraftig oprustning, som også fandt vej som argument i den danske debat. Faktum var dog, at de øvrige landes regeringer fandt det alt for risikofyldt at indgå et forsvarsforbund med Danmark, som lå så tæt på det nu åbenlyst aggressive Tyskland. Den danske statsminister Stauning var tydeligt irriteret over debatten og reagerede i en tale i Lund i marts 1937 med skarpe vendinger at afvise rollen som Nordens Lænkehund:
"Jeg har set den begrundelse anført, at Norge, Sverige og Finland vil føle sig utrygge, hvis Danmark ikke indretter et værn ved den danske sydgrænse, som Sverige kan godkende, Er det ikke en farlig betragtning? Jeg tænker heller ikke, at nogen ansvarlig mand går ind for den. Har Danmark fået overdraget opgaven som lænkehund eller anden vagtopgave på Nordens vegne? Mig bekendt har der aldrig været forhandlet om noget sådant. Af historien ved vi, at det var en udbredt formodning i 1864, at svenske tropper ville komme Danmark til hjælp i den da påtvungne krig. Der kom selvfølgelig ingen”.
Thorvald Stauning |
Anden verdenskrig
| | Da Danmark blev besat af Tyskland den 9. april 1940 forlangte tyskerne landet mørklagt. Langs den danske side af Øresund blev lysene fra det neutrale Helsingborg et frihedsymbol. |
Introduktion
Den 9.april 1940 blev Danmark besat af tyske tropper. Som noget helt specielt holdt tyskerne sig i baggrunden, og den danske regering indledte, nødtvungent, et officielt samarbejde med besættelsesmagten indtil august 1943.
Besættelsen af Danmark 9.april 1940
Efter Hitlers ordre blev der i starten af 1940, under kodenavnet "Weserübung" udarbejdet planer for en militær offensiv mod Norge. Danmark skulle egentlig kun have været trædesten for det tyske angreb. Til det formål anså tyskerne en besættelse af Østjylland for tilstrækkelig. Men tyskerne besluttede dog at besætte hele Danmark.
Den tyske general von Kaupisch blev udpeget som leder af operationerne mod Danmark. Han fik stillet en styrke på ca. 40.000 mand til sin rådighed. Op til den 9. april var man klar over at der var noget på færde, og at det nok kun var et spørgsmål om tid før også Danmark blev besat.
Omkring klokken 04.00 rykkede de tyske tropper over grænsen til Sønderjylland. Stort set over hele landet blev der indsat tyske tropper, og det danske militær havde ikke en chance. Der var kampe flere steder i Danmark, 11 danske soldater mistede livet, mens 20 blev såret. Tyskernes tab er aldrig blevet offentliggjort.
Man kan dele hele besættelsen af Danmark op i to hovedfaser.
Samarbejdsfasen:
9.april 1940 - 29.august 1943
Denne første fase var en slags fredsbesættelse, hvor tyskerne holdt sig i baggrunden. Den danske regering fortsatte, der blev afholdt folketingsvalg og dansk militær, politi og retsvæsen fungerede stadigvæk. Den danske udenrigsminister og senere statsminister Scavenius, Erik, var en varm fortaler for denne politik.
Et højdepunkt her var Danmarks tiltrædelse af Antikomintern-pagten den 25.11.1941, hvor Danmark kom i, dårligt, selskab med Tysklands allierede.
Oprørsfasen: 29.august 1943 - 5.maj 1945
Samarbejdet forsatte, officielt, til den 29.august 1943, hvor regeringen på grund af folkestemningen, tyskernes trusler om dødsstraf for sabotage og en formodning om, at tyskerne ville tabe krigen, trådte tilbage, og overlod den daglige administration af Danmark til deres departementschefer.
Modstandsbevægelsen udvidede sine aktiviteter og organiserede sig i en slags ”skyggeregering”, Frihedsrådet. Tyskerne svarede igen med at sende tilfangetagne danske kommunister i koncentrationslejre i Tyskland, internering af det danske militær, jødeforfølgelser og terrorbander. Aktiviteter der fik mange til at flygte fra landet.
I Øresundsregionen var mulighederne for at flygte gunstige. Bl.a. på grund af den korte og hurtige forbindelse til Skåne i det neutrale Sverige, hvor svenskerne med stor gæstfrihed og omsorg modtog tusinder af danske flygtninge. En gestus, der bragte Øresundsregionen og de to nabolande nærmere hinanden
Besættelsen af Helsingør
Tyskerne kom ret sent til Helsingør. Først den 9. april kl.18 modtog garnsionskommandanten på Kronborg, oberst O.H. Permin en telefonisk meddelelse om, at der ville ankomme en tysk forkommando til byen. Forkommandoen kom kl.21, ledsaget af en nazivenlig dansk politibetjent fra Helsingør, politikommisær O.Madsen, og blev installeret på vandrehjemmet ”Wisborg” syd for Helsingør.
Den sene ankomst betød bl.a. at danske soldater anført af oberst Helge Bennike fra 11.bataljon i Holbæk, uden sine overordnedes tilladelse, lod sig transportere til Helsingborg med H-H-færgerne og marinens opmålingsskib ”Freja”, der lå i Helsingør Havn.
Den 11.april blev der indkvarteret en tysk bataljon på kornetskolen på Kronborg. Bataljonchefen selv tog ophold på Hotel Øresund midt i byen. Og den 17. april blev Kronborg officielt overdraget til tyskerne.
Soldaterflugt fra Helsingør |
Modstand og terror - Danmark
I løbet af efteråret 1942 opstod der små grupper, der gik til angreb mod den tyske besættelsesmagt.
I Øresundsregionen blev dette i første omgang organiseret af den kommunistiske organisation Kopa/Bopa og den borgerlige organisation Holger Danske, slagkraftige kamporganisationer som gennemførte nogle af de største sabotager mod tyskerne og deres håndlangere.
Modstandskampens udvikling
Bortset fra enkeltstående småchikanerier mod den tyske værnemagt og deres danske medløbere (spytklatter og skældsord) var der, som i resten af landet, relativt stille i Helsingør - området i de første besættelsesår. Da man i oktober 1941 overførte 109 kommunister fra Vester Fængsel til Horserødlejren, der ligger kun 7 km vest for Helsingør, betød hjælpen til dem øget aktivitet blandt de lokale kommunister.
Illegal bladvirksomhed
Med Helsingør kommunisternes formand, skibsbygger Eigil Larsens flugt fra Horserødlejren, blev der i løbet af efteråret 1942 organiseret en effektiv illegal bladvirksomhed. Bladet ”Ny Tid” blev således det væsentligste illegale nyhedsblad i Nordsjælland og udkom helt frem til besættelsens ophør. Eigil Larsen var igangsætter af ”Ny Tid” og prioriterede de illegale blades betydning for modstandskampen meget højt.
Danmaks første togsabotage
Med udgangspunkt i sine nye hemmelige adresser i København blev Eigil Larsen af DKPs ledelse bedt om at organisere den begyndende sabotage i Københavnsområdet. Organisationen for dette blev kaldt for KOmmunistiske PArtisaner, forkortet til KOPA. Med sit indgående kendskab til området Helsingør og omegn valgte Eigil Larsen, at det i første omgang skulle gå ud over et af tyskernes mange ammunitionstog på Kystbanen, der forbinder København med Helsingør.
Fra sit lange illegale ophold i stationsforstander Engelsens hus ved banelegemet i Nivå, var Eigil Larsen godt bekendt med køreplaner og rutiner på Kystbanen. Han udså sig derfor banestrækningens område i Egebæksvang Skov i Espergærde, ca. 800 meter nord for Espergærde Station, som mål for den første aktion. På dette sted bevæger togene sig igennem en kurve og ved at frigøre og bøje en af skinnerne kunne man, via centrifugalkraften, få toget til at vælte. Organisationen havde på dette tidspunkt endnu ikke sprængstoffer, så det skulle foregå med håndkraft.
Via Kristian Engelsen fik Eigil Larsen kontakt med tre partisympatiserende med den nødvendige fysiske styrke og det faglige håndelag. De påtog sig at tage sig af det praktiske. Efter et første mislykket forsøg den 31.august 1942 - som politiet opdagede - lykkedes aktionen den 6. november kl. 22,16. Kystbanen var blokeret i 2½ dag før end sporet blev frit. Aktionen vakte stor opstandelse, og det danske politi fik mistanke til Eigil Larsen og satte alt ind på at fange ham. Man fik dog hverken fat på Eigil Larsen eller de tre sabotører.
Den første jernbanesabotage |
Sabotagen mod Kystbanen | 
Tysk jernbanevagt | 
Eigil Larsen | 
Efterlyst |
KOPA/BOPA |
Optrapningen i 1943
I løbet af 1943 bestod modstanden i Helsingør mest i strejker på, især Helsingør Skibsværft, og nogle få, mislykkede, brandattentater samme sted. Den eneste alvorlige sabotagehandling var et bombeattentat den 25.august 1943 mod skibet ”Minden”, hvor bomben eksploderede i hænderne på en 62årig kommunistsabotør, der omkom. Han blev så ilde tilredt, at man først kunne bekræfte hans identitet ved fyraftenstid. Hans cykel var nemlig den eneste uafhentede i Værftets cykelstativ!
Efter den officielle samarbejdspolitik holdt op i slutningen af august 1943 blev langt bredere kredse af befolkningen inddraget i modstanden. I Helsingør - området kom det bl.a. til udtryk med oprettelsen af illegale flugtruter til Sverige og organisering af civile og militære ventegrupper.
En af de vigtigste sabotager mod den tyske besættelsesmagt var en effektiv telefonlyttecentral, organiseret af Dansk Samling, i Skt. Olaigade, Helsingør. Over en lang periode tappede man således kommunikationen til og fra Gestapohovedkvarteret på Wisborg. Hovedmanden i denne aktion var en tysk flygting.
Bakowsky | 
Gestapos hovedkvarter |
De militære ventegrupper
Med sejren over den tyske hær i Sovjetunionen i løbet af 1943, englændernes og amerikanernes landgang på Sicilien og Italiens militære sammenbrud samt interneringen af det danske militær 29.august 1943, forelå der en ny situation. BOPA, som KOPA nu var omdøbt til, havde intensiveret sabotagerne og den danske regering turde ikke længere tage ansvaret for samarbejdet med tyskerne. Bl.a. fordi de forlangte dødsstraf for sabotørerne. Regeringen overlod herefter den daglige administration af Danmark, til departementscheferne.
Samarbejdet med England
Modstandsbevægelsens forbindelse til England var tæt og herfra fik det danske, afvæbnede, militær nu besked om at samarbejde med BOPA, hvilket resulterede i samarbejde med det nyoprettede Frihedsråd, som satte officerer ind i en række Militære Byledelser (M-grupper) over hele landet. Her skulle de være med til at koordinere samarbejdet mellem borgerlige, socialdemokratiske og kommunistiske modstandsfolk samt militæret, der jo lå underdrejet. Meningen var, at der skulle etableres militært trænede grupper til at bistå englænderne ved en eventuel invasion i Danmark og være med til at danne brohoveder for den danske hær i Sverige, Den danske Brigade, når den kom til Danmark.
De militære ventegrupper i Helsingør
I Helsingør blev det orlogskaptajn Jens Westrup, der skulle påtage sig den vanskelige opgave at etablere samarbejde mellem de forskellige grupper. Disse kom i Helsingør bl.a. fra Kommunisterne, Socialdemokraterne, De konservative, Dansk Samling og Militæret. Der var tale om en nok så kompliceret opbygning, men i hovedtræk så det således ud: Alle M-Grupper i Helsingør var tilknyttet bestemte politiske grupperinger:
Civile grupper: DS-grupperne – Dansk Samling og Terrænsportsforeningen
A-grupperne: (DKP) Danmarks Kommunistiske Parti
O1-grupperne- Socialdemokratiet
O2-grupperne-Konservative og andre ”borgerlige” udenfor DS.
Organisations diagram | 
Den militære byledelse i Helsingør |
Clearingdrab
Den tyske værnemagts tilbageholdenhed i Danmark ændrede helt karakter fra januar 1944. Hitler indkaldte den 30.december 1943 de tyske ledere i Danmark til møde i Tyskland. Han forlangte nu, at der for hver dræbt tysker eller tyskerhåndlanger skulle der myrdes fem danskere.
Organiserede terrorkorps
For at sikre dette sendte han R.O. Bovensiepen i januar 1944 til Danmark, hvor denne via Schalburg– og Hipokorpset i de næste 1½ år terroriserede den danske befolkning med mord og brandstiftelser. Schalburg-korpset var opkaldt efter en dansk officer af samme navn, som faldt på Østfronten i 1942.
Von Schalburg var født i Rusland og havde oplevet den russiske revolution på tæt hold. Han var glødende anti-kommunist, deltog aktivt i Den finske Vinterkrig og meldte sig allerede i 1940 til SS. Privat boede Schalburg på Nordkysten i Hellebæk og Schalburg-korpset holdt senere blandt andet til på Hellebækgård, den nuværende Skorpeskole i Hellebæk.
Petergruppen og Brøndumbanden
Udover de to terrorkorps anvendte man mindre grupper af danske og tyske terrorister, som f.eks. Petergruppen, som Brøndumbanden var en del af, og Lorentzen-gruppen. Disse udførte mere end 200 mord i Danmark.
Terrorgruppernes opgave var mord og terrorbombninger til gengæld for modstandsbevægelsens sabotager. Som oftest deltog 3-4 medlemmer i mord og flere ved større sprængninger. Ofrene for de såkaldte clearingmord blev udtaget fra det tyske sikkerhedspolitis arkiver over tyskfjendtlige danskere, eller de valgtes mere eller mindre tilfældigt som uskyldige ofre for modterroren.
Peter-Gruppen arbejdede anonymt og skjult. Hvis medlemmerne for eksempel blev antastet af dansk politi, skulle de nægte overhovedet at udtale sig, hvorefter tyskerne ville hente dem. Brøndumbanden var ledet af Henning Brøndum og Bothilsen-Nielsen, der terroriserede over alt i Danmark.
Henning Brøndum | 
Brøndum banden | 
Lorentzen banden |
| |
 | | Stor | Brøndumbanden hygger sig med en kop kaffe mellem afhøringerne |
Mordet i Skotterup
I Helsingør-området, som andre steder, betød det, at en række uskyldige mennesker blev myrdet. En grov forbrydelse fra Brøndumbandens side var clearingmordet på formanden for grundejerforeningen i København, den 62årige ingeniør Snog-Kristensen, København. Det foregik på stranden i Skotterup ud for et af Gestapos tilholdssteder, villa Rosenlund på Strandvejen 272 i Snekkersten.
Gestapo-villa |
Mordet på Otto Bülow
Mordet på billedhuggeren Otto Bülow i Helsingør blev det mest opsigtsvækkende. Der var tale om et typisk clearingmord, hvor baggrunden var en tragisk og ulykkelig hændelse på Helsingør Skibsværft. Her var en tysk emigrant, blevet likvideret af modstandsbevægelsen i Hillerød på grund af en mistanke om, at han havde stukket 14 navngivne kommunister i Helsingør. Det viste sig senere, at man havde taget fejl.
Umiddelbart efter kom Brøndumbanden, med lederen selv i spidsen, til Helsingør og skød Otto Bülow som hævn. Hele byen deltog i begravelsen af den populære og excentriske kunstner, og det var med til at ryste befolkningen sammen mod tyskernes terror.
Ud over disse morderiske anslag foranstaltede terrorgrupperne også brande på Gilleleje Badehotel, Hulerød Badehotel og den 27. juli sprængtes Hillerødtoget på Lillerød Station, hvorved tre blev dræbt og 15 såredes. I København og Århus førte terrorgrupperne sig endnu voldsommere frem. Men det må noteres, at Hitlers krav om fem myrdede dansker for hver dræbt tysker eller håndlanger ikke kom til udførelse. Modstandsbevægelsen likviderede således ca.400 danske medløbere, stikkere, mens tyskerne ”kun” fik likvideret omkring 200 danskere som hævn.
Hævnmord | 
Otto Bülow, 1940 |
Henning Brøndum |
Stikkerproblemet
(Venter på tekst)
Katastrofen i Snekkersten
Stikkervirksomhed, angivelse af modstandsfolk til besættelsesmagten, betød f.eks. at en af de største flugtruter i Snekkersten, Thomsen-Flugtruten, blev optrevlet, fordi en stikker havde hørt en telefonsamtale fra H.C. Thomsens Snekkersten Kro, hvor to mand fra ”Holger Danske Gruppen” i København skulle ankomme for at rekreere sig i Snekkersten hos Thomsen.
Resultatet blev, at de to modstandsfolk i august 1944 blev skudt ned bagfra af gestapofolk, da de med deres kærester stod af på Snekkersten Station og ad jernbanestien, Grønnegangen, spadserede ned mod Snekkersten Kro. Umiddelbart efter blev Thomsen arresteret, tortureret og sendt til koncentrationslejren i Neuengamme, hvor han døde. Stikkeren fik man først fat i efter befrielsen, hvad han kunne være glad for!
I en amatørsmalfilm umiddelbart før Thomsens arrestation får man et indtryk af den joviale kroejer.
En mindesten med ofrenes navne blev efter befrielsen sat op på Grønnegangen ud for stedet, hvor de faldt. I samtidens aviser kan man se, hvordan tyskerne forlangte mordene omtalt, men også hvorledes Ritzaus Bureau behandlede sagen.
Mordene på Grønnegangen | 
H.C.Thomsen | 
Mindesten for Thomsen |
Tyske henrettelser
11. april 1945 gik der en chokbølge hen over Helsingør, da det rygtedes, at tyskerne samme morgen i Ryvangen havde henrettet fire unge mennesker fra Helsingør; og det på et tidspunkt, hvor det stod klart for enhver, at det kun var et spørgsmål om meget kort tid, inden tyskerne alligevel måtte overgive sig.
Poul Erik Krogshøj Hansen (20 år) og Knud Petersen (19 år) var efter realeksamen fra Helsingør Gymnasium gået i skibsbyggerlære på Helsingør Værft. Her mødte de Carl Jørgen Erik Skov Larsen (21 år) og Henning Wieland (22 år), der var udlært på Aalborg Værft. Alle fire gik desuden på Helsingør Tekniske Skole, for at videreuddanne sig til skibskonstruktører.
De to førstnævnte gik allerede ind i modstandsarbejdet i forbindelse med jødeforfølgelserne i oktober 1943. Her blev Krogshøj Hansen taget af tyskerne og interneret i Horserød, men han klarede frisag og blev løsladt. I foråret 1944 dannede han sammen med de tre kammerater på teknisk skole en ny gruppe, der blev tilknyttet modstandsorganisationen BOPA (Borgerlige Partisaner). De deltog i mange former for modstandsarbejde, både trykning af illegale blade, kurertjeneste og sabotage. Wieland blev i efteråret 1944 arresteret af Gestapo i Helsingør, anklaget for sabotage på tyske skibe. Han benægtede dog i den grad sin deltagelse, at han igen blev sat på fri fod.
Poul Erik Krogshøj Hansen | 
Henning Wieland | 
Knud Petersen | 
Carl Jørgen Erik Skov Larsen |
Stukket af en bekendt
I marts 1945 blev gruppen imidlertid optrævlet efter at være stukket til tyskerne af en bekendt af de to ålborgensere. Nogle af gruppens medlemmer blev arresteret af Hipo-folk (Hilfs-Polizei = danske i tysk tjeneste) på Kongens Nytorv i København. De blev mishandlet så voldsomt, at de ikke kunne tilbageholde navnene på de øvrige i gruppen.
Som nævnt, blev de fire frihedskæmpere dømt til døden og henrettet ved skydning i Ryvangen, den 11. april 1945, hvor de også straks blev begravet. Efter befrielsen blev Poul Erik Krogshøj Hansens og Knud Petersens lig overført til og begravet ved siden af hinanden på Helsingør Kirkegård afd. 7, nr. 142 og 142a.
Mindetavle over de fire hænger i dag bl.a.på Espergærde Gymnasium og HF. Efter dommen fik de dødsdømte lov at skrive en sidste hilsen til deres pårørende. Disse afskedsbreve kan, i let redigeret form, læses i bogen »De sidste Timer« (København).
Stikkeren
I det senere retsopgør blev stikkeren, en 26 årig hipomand, Oluf Bloch Klagenberg, dødsdømt for angiveri. Straffen blev senere nedsat til 10 års fængsel, hvilket satte en række protester og arbejdsnedlæggelser i gang, så domstolene også måtte omstøde denne dom og forhøje den til livsvarigt fængsel.
Stikkerlikvideringer
Stikkere, danskere der forrådte modstandsbevægelsens folk til Gestapo, udgjorde efterhånden en så dødbringende fare for modstandsbevægelsen, at man ingen anden mulighed så end at likvidere dem. Man kunne ikke fængsle dem, og at overføre dem til Sverige var til fare for modstandsbevægelsen selv
Flammen
En af Danmarks mest effektive og frygtede modstandsmænd var Bent Faurschou-Schmidt, kaldet ”Flammen”. Han formodedes at have dræbt minimum 7 stikkere, inden han begik selvmord i 1944, da tyskerne havde omringet ham i en villa på Strandvejen i København.
”Flammen”, der tilhørte modstandsorganisationen, ”Holger Danske”, holdt i 1943/1944 bl.a. til på Snekkersten Kro, hvor han var nær ven med folkene omkring flugtruterne. Sønnen til kroværten den 15årige Frantz Thomsen overværede, hvorledes ”Flammen” dræbte en mistænkt stikker.
En amatørsmalfilm viser ”Flammen” som et selskabelig midtpunkt på Snekkersten Kro.
!["Flamme"](../billeder/1940-1945/05-07-tn.jpg ""Flamme"")
"Flamme" |
| |
| Lille | Stor | Flamme med familien Ziegler |
| Lille | Stor | Nytårsaften 1943 på Snekkersten Kro |
| | Stor | Nytårsaften på Snekkersten Kro |
Eksempler fra Helsingør
I Helsingørområdet fandt der også en række stikkerlikvideringer sted. I efteråret 1944 henrettede Holger Danskegruppen således en nazivenlig politikommissær, Madsen.
En særlig forhadt person i Helsingørområdet var en noget anløben, dansktalende person i nazisternes tjeneste, Johan Ochel (f.1915). Han var ansat som tolk i Gestapos hovedkvarter i Helsingør, ”Wisborg” , og i folkemunde kaldt: ”Wienerbarnet”. Med usædvanlig brutalitet terroriserede han området.
Den 15. marts 1945 likviderede Kristian Engelsens folk Wienerbarnet ud for Svingelport i Helsingør. Stedet kaldes i dag ”Simon Spies Plads”. Våbnet var en Husquarna maskinpistol, som gruppen i øvrigt havde stjålet fra socialdemokraterne. Den danske hærs del af modstandsbevægelsen sikrede sig nemlig omhyggeligt, at den svenske våbenhjælp ikke kom i kommunisternes besiddelse.
Politikommissær Madsen | 
Stikkerdrab | 
Skudhuller |
Modstand og terror - Sverige
Det neutrale Sverige forsvarede sin neutralitet i forhold til både de allierede og tyskerne. På Pålsjö Kirkegårds gravstene kan man læse det tragiske resultat. Her kan man også læse gravskriften over en række soldater, der omkom i forbindelse med et krigsskibs forlis og blev skyllet i land på den skånske kyst.
Krigsgrave- Pålsjø kirkegård fortæller
I den nordlige del af Helsingborg ligger Pålsjö Kirkegård. Ved indgangen til kirkegården er der to skilte. Det ene meddeler at her ligger ”Commonwealth war graves”, og den anden oplyser om ”Deutsche kriegsgräben”.
Disse to gravsteder kan fortælle noget om, hvordan Nordvestskåne oplevede Anden Verdenskrig, og hvordan fremmede, unge soldater fandt deres sidste hvilested her – langt fra deres hjemegn.
Af de 113 piloter fra den britiske Commonwealth, som omkom under Anden Verdenskrig på svensk territorium, er 47 begravede her på Pålsjö Kirkegård. Blot nogle meter ved siden af ligger tyske soldater, som omkom i samme krig på disse egne. Disse har fundet deres sidste hvilested ikke langt fra deres fjender fra vestallliancen, men også ved siden af landsmænd, som omkom under Første Verdenskrig. Sammenlagt ligger 93 tyske soldater her.
Allierede
”Commonwealth war graves” består af 47 sirligt opstillede, hvide marmorsten og et stort, sværdpyntet kors i den ene ende. Gravstenene fortæller, at det hovedsagelig er unge soldater i tyveårsalderen. Nogle dødsdatoer forekommer hyppigere end andre, og ingen er faldet i døden alene.
Engelsk fly skudt ned tæt ved Helsingborg
Natten den 4. juli 1942 omkom Bruce Morgan og J. Samson sammen med fire andre kammerater.Morgenen efter stod der følgende i Helsingborgs Dagblad:
”Britisk fly styrtede ned ved Lerberget.
Blev skudt i brand af luftværnet på den danske side ved Hornbæk.
Helsingborg oplevede ved 1-tiden natten til i dag krigens virkelighed – måske tættere på end nogensinde. To flyvemaskiner, som efter alt at dømme var engelske, fløj i sydlig retning langs Sundet og tilbage, hvorunder de blev beskudt fra den danske side af luftværn med en sådan intensitet, at man aldrig tidligere havde hørt mage.
Et af flyene styrtede ned omtrent 200 m fra Lerberget. Et af de syv besætningsmænd, en canadier, blev reddet og førtes let skadet til Helsingborgs lazaret. Endnu sent i nat havde man trods ivrig søgen ikke fundet spor efter de øvrige seks.”
De to flyvemaskiner havde været på en mission for at nedkaste miner i Øresund, og i løbet af de næste par dage uskadeliggjordes fem miner af minestrygere. De var på vej hjem fra opgaven, da en af maskinerne blev skudt ned. Ud af de syv besætningsmedlemmer overlevede kun canadieren, som førte flyet. De øvrige blev begravet her på Pålsjö Kirkegård den 17. juli 1942, og flere tusinde af Helsingborgs indbyggere viste sin deltagelse.
Blomster kom fra højtstående militærfolk og institutioner, men også fra enkeltpersoner. Beboerne på egnen omkring Lerberget havde sendt en blomsterhyldest, og i Helsingborg havde man indsamlet penge til en trøstegave til den overlevende canadier, som lå på lazarettet.
Politiet i Helsingborg sendte dødsbudskabet til Canada sammen med avisudklip fra begravelsen. Efter nogen tid kom et svar fra Bruce Morgans stedforældre. Svaret er citeret i Göte Fribergs bog ”Stormcentrum Øresund”.
”De sidste tyve år har vi taget os af ham, som var han vores egen søn. Det budskab, I sendte om, at hans krop er hentet op af havet, og at han er bisat med militære hædersbeviser, har bragt os den allerstørste glæde. Disse unge mænd har givet livet for os og for hele verdens frihed, og skønt vores hjerter græder, er vi stolte af dem. De smukke tanker og det kærlighedsfulde arbejde, som indbyggerne i jeres by har givet udtryk for overfor disse helte, var simpelthen overvældende, og vi er jer alle meget taknemmelige.”
Bruce Morgan | 
J. Samson |
Mange engelske fly skudt ned over Skåne - mere end 20 dræbte
Sammen med tyve andre døde J. Kennedy, 21 år gammel den 30. august 1944. Den 31. august stod denne meddelelse i Helsingborgs Dagblad:
”Ifølge de i går aftes foreliggende rapporter er syv flyvemaskiner under overflyvninger natten til onsdag styrtet ned på egnen omkring følgende byer: Knäred, Vittsjö, Örkelljunga, Båstad, Ljungby og Svensköp samt i vandet udenfor Vejbystrand. Fem af flyene, har man konstateret, var af britisk nationalitet. Nogle af maskinerne er, ifølge hvad en nærmere undersøgelse viser, blevet ramt af svensk luftværnsild før nedstyrtningen, meddeler forsvarsstaben.”
Et stort antal engelske flyvemaskiner fløj tilbage efter et planlagt bombetogt mod Königsberg (Kaliningrad). De var blevet opdaget af tysk jagerfly og tvunget til at retirere. Over Øresund blev de beskudt fra dansk og svensk side. Seks fly styrtede ned i Nordvestskåne, blandt andet i Båstad og Skälderviken. To fly, som styrtede ned i Svensköp i Skåne og i Agunnaryd i det sydlige Småland var blevet beskudt af svensk luftværn.
21 piloter blev bisat den 7. september under højtidelige former på Pålsjö Kirkegård. Den svenske kronprinsesse, som var fra England, havde sendt en krans. På gravstenen over D.L.D. Moon, 21 år, står der: ”To the world, he was only one but to us he was all the world.”
Dagen efter nedsænkede man kranse i Skälderviken, hvor et af flyene var styrtet ned.
J. Kennedy | 
D. L. D. Moon |
Engelsk fly skudt ned i Helsingborg
Seks unge drenge omkom den 8. februar 1945, deriblandt P.L. Kirkpatrick, 20 år fra Australien. (Billede af gravsten). I Helsingborgs Dagblad stod følgende den 9. februar 1945:
”Fly styrtet ned ved Brohult, totalt demoleret.
Røgterbolig 40 meter fra stedet, kun en pilot fundet i går.
For første gang er en fremmed flyvemaskine styrtet ned indenfor Helsingborgs bygrænse. Dette skete ved 20-tiden i går aftes, da et, efter alt at dømme, firemotorers britisk bombefly blev beskudt over Helsingborg og styrtede ned ved Brohults gård.”
Der herskede stor aktivitet i luftrummet i begyndelsen af februar. De allierede gennemførte massive bombetogter mod tyske byer, blandt andet Berlin og Dresden. Den 8. februar fløj et antal allierede fly ind over Helsingborg nordfra og blev beskudt af luftværn, som var placeret ved Sofiero. Et af flyene blev ramt og for brændende over bydelen Tågaborg og styrtede ned ved Brohults gård, umiddelbart øst for Helsingborg.
Göte Friberg har i sin bog ”Stormcentrum Öresund” bevidnet den fortvivlelse, som personalet ved luftværnskanonen følte efter nedskydningen, og krav stilledes fra blandt andet Helsingborgs arbejderkommune om, at forsvarsministeren skulle ændre direktiverne for luftværnets skydning.
Flyverne blev skudt ned af svensk luftværn og ved begravelsen blev de omkomnes minde hædret af blandt andet repræsentanter fra det svenske forsvar, og bagefter takkede pårørende for hædersbeviserne via Helsingborgs Dagblad. Sådan er det i krig!
P. L. Kirkpatrick | 
Helsingborgs Dagblad, 9. februar 1945 |
Tysk krigsskib med 70 soldater kæntret i Øresund
Blot nogle få meter fra ”The Commonwealth war graves” ligger tyske soldater begravede. Mere end 40 af dem mødte døden den 1. marts 1945. Blandt disse kan nævnes Heinz Reck, 26 år og Horst de Wall, 20 år. Dagen efter dominerede nyheden Helsingborgs Dagblad:
”Uhyggelig fartøjskatastrofe nær ved Helsingborg.
Tysk orlogsfartøj med 70 mand kæntrede i stormen.”
Et tysk krigsfartøj, en minerydder, var på vej til Aalborg fra København. Det blev nødt til at vende om på grund af det hårde vejr, men kæntrede mellem Viken og Hornbæk og sank udfor Vikingestrand i det nordlige Helsingborg. Katastrofen skyldtes denne gang ingen krigshandling. 42 døde kroppe flød i land langs kysten fra Landskrona og nordpå, de fleste umiddelbart nord for Landskrona.
Selv disse fik deres sidste hvilested på Pålsjö Kirkegård. Ved begravelsen var der mange mennesker, og antallet af enkeltpersoner, som havde deltaget i redningsarbejdet, var bemærkelsesværdigt. Her handlede det ikke om tyskere eller englændere, men om liv eller død. Fra begravelsesreferatet i Helsingborgs Dagblad henter vi følgende:
”Et gribende indslag var, da syv personer af fiskerbefolkningen i Gravarne lagde en krans, og chauffør Karl O. Hjelm fremsagde en sidste hilsen til de omkomne samt forsikrede, at han og hans kammerater havde gjort deres yderste for at redde deres liv under den skæbnesvangre stormnat.”
Tyske soldater | 
Tyske soldater | 
Helsingborgs Dagblad, 2. marts 1945 | 
Helsingborgs Dagblad, 10. marts 1945 |
En fremmede folkeskare
Langt fra deres hjem ligger her på Pålsjö Kirkegård næsten hundrede unge mænd begravede, hundrede af de mange millioner, som blev ofret under Anden Verdenskrig. De fleste af verdenskrigens ofre ligger på samme måde begravede langt fra deres hjem. Göte Friberg, politimand i Helsingborg, gav følgende rammende beskrivelse af ceremonierne på Pålsjö Kirkegård, en beskrivelse som sikkert er dækkende for tusindvis af andre begravelser under Anden Verdenskrig:
”Ingen pårørende, ingen nær ven tilstede, kun en samling stilige mænd i og uden uniform og i baggrunden en stor, tavs, fremmed folkeskare.”
Göte Friberg |
Befrielse og fred
| | Den 5.maj 1945 kunne borgerne i Helsingør med jubel modtage den hemmelige hær, Den Danske Brigade, da den vendte hjem fra Sverige. |
Befrielsen-Danmark
Den 4. maj om aftenen sendte BBC budskabet om at tyskerne havde overgivet sig i bl.a. Danmark fra den 5. maj kl. 8 om morgenen.
Frihedsbudskabet fra London |
| |
| | Stor | Søslaget i Øreund |
Befrielsesaftenen, den 4. maj 1945 set fra Helsingør
Den 4.maj lød frihedsbudskabet i BBC.s sædvanlige radioavis kl.20,30 til Danmark. Tyskerne havde kapituleret - dog ikke i Norge, og kapitulationen skulle gælde fra næste dag, lørdag den 5.maj kl. 8 om morgnen. Som overalt i Danmark flåede folk i Helsingør mørklægningsgardinerne fra vinduerne, tændte lys og strømmede i en glædesrus ud på gaderne. I den lokale biograf stoppede man filmen, for at folk kunne deltage i gadens jubel
Tysk overgivelse uden kamp?
I nattens løb var der hektisk aktivitet hos modstandsbevægelsen og de militære ventegrupper i Helsingør samt samarbejdspartnerne i Sverige. Situationen var spændt til det sidste. Bl.a. fordi man ikke vidste, hvordan de tyske tropper i Danmark ville reagere på ordren om overgivelsen. På Kronborg var der eksempelvis stationeret ca.3000 tyske soldater med kanoner og andet svært skyts.
Usikkerheden og forvirringen om dette blev på tragisk vis anskueliggjort i den sydlige del af Øresundsregionen, Bornholm, hvor den tyske kommandant nægtede at overgive sig til russerne. Dette medførte et ødelæggende og –fra alle sider erkendt- unødvendigt russisk bombardement af Rønne og Nexø.
Strategisk kerneområde
Både Helsingborg og Helsingør var centrale strategiske områder. For Helsingborg drejede det sig om den kæmpestore organisatoriske opgave, på få timer, at få samlet Den Danske Brigade (Danforce) fra destinationerne i Småland og lejrene nord for Stockholm, til det centrale udskibningssted, Helsingborg.
Det var først sent blevet besluttet, at der var herfra Den Danske Brigade skulle sendes af sted, og at de skulle landsættes i Helsingør. Der skulle også træffes beslutning om, i hvilket omfang det svenske militær skulle sættes ind til støtte for landgangen på Sjællands østkyst.
Svenske generaler siger farvel |
Befrielsesdagen, den 5. maj 1945
Først i nattens løb fik Byledelsen at vide, at Den Danske Brigade havde fået ordre til at gå i land i Helsingør. I løbet af aftenen, den 4.maj havde Byledelsen opslået hovedkvarter på bryggeriet Wiibroe og kl. 4 ophørte den tyske patruljering i gaderne. Kl. 8 hejste de tyske skibe i havnen fredsflag, og overalt i Helsingør gled Dannebrog (det danske flag) til tops akkompagneret af kirkernes klokker.
Om morgnen den 5.maj havde Byledelsen i Helsingør, fået ordre fra Frihedsrådet og den illegale militære ledelse i Danmark, om at koncentrere sig om følgende:
- Helsingør havn skulle ryddes for tyske spærringer
- Sikkerhed for, at tyskerne fra det stærkt befæstede Kronborg ikke ville beskyde Brigaden på vej over Sundet
Opgaven blev løst således:
- Kl.8,50 havde modstandsbevægelsen afvæbnet de tyske poster ved ved færgelejet
- Kl. 9,00 besattes havnen med 15 bevæbnede og 50 ubevæbnede modstandsfolk
- Kl. 9,00 Havde Byledelsen og Borgmester Peder Christensen, forhandlet en aftale i stand med den tyske kommandant på Kronborg om at Brigaden frit kunne lande i Helsingør.
Kl.11,30 Landede de første tropper fra Brigaden i Helsingør Havn, uden problemer.
Plakat om besættelsens ophør |
Den militære byledelse i Helsingør | 
Ventegrupperne går i aktion |
Brigadens ankomst
Den 4. maj kom ordren fra den socialdemokratiske statsminister, Vilhelm Bull om, at Brigaden skulle komme hjem. Tyskerne havde overgivet sig. I en stor opsamlingslejr ved Helsingborg samledes de danske lejre i Sverige og om formiddagen, den 5.maj 1945, blev der sat kurs mod Helsingør i en flåde bestående af næsten alt der kunne holdes flydende under den 4 km lange overfart.
Ved afgangen var der stor festivitas og ved ankomsten til Helsingør, var den populære socialdemokratiske Borgmester Peter Christiansen mødt op og holdt en bevæget velkomsttale. Turen gik senere til København, hvor 3 af Brigadens menige blev myrdet og 13 såret af Hipos snigskytter under en noget amatøragtig og uansvarlig tilrettelagt indmarch.
Brigaden på vej | 
Brigadens hjemkomst til Helsingør | 
Borgmesteren tager imod |
Helsingør den 5 maj 1945 |
Happy end
Brigadens ankomst 5.maj 1945, medførte nye jubelscener, og de følgende dage var byen domineret af Brigadens og modstandsbevægelsens folk. Samtidig kom det til en række sammenstød mellem danskerne, tyskerne og deres danske håndlangere. Retsopgøret begyndte på befrielsesdagen.
Man kan sige, at befrielsesdagen i Helsingør endte lykkeligt, selvom der blev givet udtryk for stærke følelser overfor tyske flygtninge, tyske soldater og de danskere, der havde samarbejdet med tyskerne. I Skåne blev befrielsen også hilst med glæde, selvom det var en stor organisatorisk udfordring for myndighederne og de mange civile hjælpere.
Sveasøjlen | 
De fire inskriptioner |
Befrielsen - Sverige
Befrielsesbudskabet skabte jubel i Helsingborg. Den danske Brigades ankomst og afrejse til Helsingør samt de mange civile flygtninges glæde over at kunne komme hjem satte sit præg på Helsingborg.
Flygtningestrømmen
I krigens sidste tid øgedes flygtningestrømmen til Skåne betydeligt. Det skyldtes bl.a. Folke Bernadottes forhandlinger, som muliggjorde at mange fanger fra koncentrationslejrene kunne løslades og sendes til Sverige. Størstedelen af disse transporter passerede København og Malmö og de løsladte fanger blev anbragt i forskellige lejre i Skåne. Malmö og Helsingborg var mellemstationer og i Helsingborg blev Ramlösa brugt som gennemgangslejr. Kurstedet var selvsagt ikke tilstrækkeligt og derfor måtte man bruge alt hvad der kunne anvendes af skoler, industrilokaler og hoteller. 16 000 flygtninge ankom til Skåne på mindre end en måned. Det krævedes en omfattende organisation for at tage sig af alle flygtninge. Alle var nødt til at gennemgå sundheds- og sikkerhedskontrol. Alle skulle ha tøj og mad.
Flaget til tops for Danmark
”Nyheden at Danmark atter er frit fejres, i særdeleshed af alle helsingborgere, med den allerstørste glæde. For at vise vores glæde og som en hyldest til et frit Danmark må flaget i dag gå til tops på hver flagstang i Helsingborg.”
Disse ord kunne læses på ledersiden i Helsingborgs Dagblad den 5. maj 1945. Allerede aftenen før havde nyheden om Danmarks frihed nået Helsingør. Når den sidste færge afgik til Helsingborg om aftenen den 4. maj, stod helsingoranerne forsamlet på kajen og råbte: ”Hils dem derovre!”
Fredsbudskabet i Sverige | 
Helsingborgs Dagblad, 6. maj 1945 |
Tusinder af helsingborgere ved frihedsbål
Om aftenen den 5. maj var tusinder af mennesker forsamlet ved ”Fria bad”, nord for byens centrum. Et fakkeltog tændte et gigantisk frihedsbål på stranden. Man ville sende en frihedshilsen til Danmark. Adskillige gange under krigen var bål blevet tændt for at sende en hilsen til de okkuperede dansker. Nu ville man hilse freden på samme måde.
Tidligere på dagen havde hele byen fulgt avisernes opfordring om at hejse flaget og overalt så man svenske og danske flag. Tusinder af mennesker var samlet i havnen for at sige farvel til de første hjemvendende danske tropper, uddannede i Sverige. Det var startskuddet til en lang strøm af hjemvendende danskere. En taksigelsesgudstjeneste blev afholdt i Gustav Adolfs-kirken. Kirken var fyldt op til sidste plads.
Fredsgudstjenester |
Norges frihed også fejret i Ramlösa
Sammen med glæden over Danmarks befrielse ventede man nu også på Norges frihed. Da den så kom, var lykken fuldstændig, ikke mindst i Ramlösa-lejren, hvor mange nordmænd var indkvarteret. I lejren viste man også sin taknemmelighed overfor de politifolk i Helsingborg, som hele tiden trofast havde støttet flygtningene.
Også denne gang blev en fredsgudstjeneste afholdt i Gustav Adolfs-kirken ved den dynamiske og populære sognepræst Gunnar Stenberg.
Fest i Ramlösa |
Kæmpemæssig transportopgave
Ved krigens slutning befandt sig over 100 000 ikke-svenskere i Sverige. En del blev i landet men de fleste skulle transporteres hjem. En minutiøs planlægning blev igangsat. Alle kunne jo ikke rejse samtidigt, eller over den samme havn. Helsingborg, Malmö og Trelleborg blev efter krigen passeret af mange tusinder hjemvendende flygtninge. Således vendte bl.a. Bruno Kreisky hjem til Østrig og Willy Brandt til Vesttyskland.
Men det var ikke bare flygtninge der skulle hjem. Tyske soldater og russiske krigsfanger i Norge skulle også sendes gennem Sverige. I løbet af 1945 blev 122 000 soldater transporteret, og en stor del af de tyske soldater måtte passere Skåne. Også her var detaljeret planlægning påkrævet, ikke mindst af sikkerhedsmæssige grunde. Et tragisk kapitel udgjordes af de baltere, som blev tvunget ud af Sverige, da Sovjetunionen stillede krav om, at de som havde deltaget i krigen imod Sovjet, skulle udleveres. Dramatiske og tragiske scener udspilledes i Trelleborg, da balterne blev tvunget ombord på færgen til en usikker og mørk fremtid.
Göte Friberg hyldet
Få uger efter befrielsen kom socialminister Gustaf Möller til Helsingborg. Han skulle afsløre en mindesten og ved den efterfølgende middag på Grand Hotel hyldede han politikommissær Friberg, som en mand man kunne stole på. (Möller og Friberg fik modtog beggeen udmærkelse fra den danske frihedsbevægelse for deres indsats under krigen.) Da Danmark trængte til hjælp var der brug for pålidelige personer.
Möller fortalte under spisningen, at Sverige under krigenbl.a. havde besluttet at sende en million patroner til Danmark. Da man i Stockholm overvejede hvordan dette kunne gennemføres uden at tyskerne opdagede noget, blev svaret på ministerniveau: ”Det er såre simpelt, vi meddeler bare Friberg i Helsingborg.” Selvfølgelig blev transporten en succes. Möller erklærede også, at regeringen nu, bagefter, burde godkende ”alt det som er sket her i Helsingborg hvad gælder skjulte transporter til og fra Danmark”, og som regeringen ikke har kunnet eller nået at godkende.
Man kan godt spørge om samhørigheden nogensinde har været større i Øresundsregionen, end den var i maj måned år 1945.
Göte Friberg | 
Göte Friberg |
|